Guldhornene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Adam Oehlenschläger

Guldhornene

Digte
Universitetsboghandler Fr. Brummers Forlag
København, 1803

Harald Slott-Møller (1864-1937):
Pigen, der finder guldhornet (1906)

De higer og söger

i gamle Böger,

i oplukte Höie

med speidende Öie,

paa Sværd og Skiolde

i muldne Volde,

paa Runestene

blandt smuldnede Bene.

Oltids Bedrifter

anede trylle;

men i Mulm de sig hylle,

de gamle Skrifter.

Blikket stirrer,

sig Tanken forvirrer.

I Taage de famle.

»I gamle gamle

hensvundne Dage!

da det straalte i Norden,

da Himlen var paa Jorden,

giv et Glimt tilbage!«

Skyen suser,

Natten bruser,

Gravhöien sukker,

Rosen sig lukker.

De övre Regioner

toner!

De sig möde, de sig möde,

de forklarede Höie,

kampfarvede, röde,

med Stierneglands i Öie.

»I som raver i blinde,

skal finde

et ældgammelt Minde,

der skal komme og svinde!

Dets gyldne Sider

skal Præget bære

af de ældste Tider.

Af det kan I lære.

Med andagtsfuld Ære

I vor Gave belönne.

Det skiönneste Skiönne,

en Möe

skal Helligdommen finde!«

Saa synge de og svinde.

Lufttonerne döe!

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue

paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge.

Dugperler bade

Blomsterblade,

som Vindene gynge.

Og med svævende Fied

en Möe hendandser

til Marken afsted.

Violer hende krandser.

Hendes Rosenkind brænder,

hun har Lilliehænder.

Let som en Hind

med muntert Sind,

hun svæver og smiler;

og som hun iler

og paa Elskov grubler —

hun snubler!

og stirrer og skuer

gyldne Luer,

og rödmer og bæver

og zittrende hæver

med undrende Aand,

af sorten Muld,

med sneehvide Haand,

det röde Guld.

En sagte Torden

dundrer!

Hele Norden

undrer!

Og hen de stimle

i store Vrimle,

og grave og söge

Skatten at foröge.

Men intet Guld!

Deres Haab har bedraget.

De see kun det Muld,

hvoraf de er taget.

Et Sekel svinder!!

Over Klippetinder

det atter bruser.

Stormenes Sluser

bryde med Vælde.

Over Norges Fielde

til Danmarks Dale

i Skyernes Sale,

de forklarede Gamle

sig atter samle.

»For de sieldne Faae

som vor Gave forstaae,

som ei Jordlænker binde,

men hvis Siele sig hæve

til det Eviges Tinde,

som ane det Höie

i Naturens Öie,

som tilbedende bæve

for Guddommens Straaler,

i Sole, i Violer,

i det Mindste, i det Störste,

som brændende törste

efter Livets Liv,

som — o store Aand

for de svundne Tider!

see dit Guddomsblik

paa Helligdommens Sider,

for dem lyder atter vort Bliv!

Naturens Sön,

ukiendt i Lön,

men som sine Fædre,

kraftig og stor,

dyrkende sin Jord,

ham vil vi hædre,

han skal atter finde!«

Saa synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker,

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue,

paa Himlens Bue.

Ved lune Skov

Öxnene trække

den tunge Plov,

over sorten Dække.

Da standser Ploven,

og en Gysen farer

igiennem Skoven.

Fugleskarer

pludselig tier.

Hellig Taushed

alt indvier.

Da klinger i Muld

det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage

funkler i de nye Tider.

Selsomt vendte de tilbage,

gaadefyldt paa röde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver

deres gamle Tegn og Mærker.

Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!

snart maaskee de er forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter

fylde dem, som Blod i Lunden.

Men I see kun deres Lue,

ikke det ærværdigt Höie!

Sætte dem som Pragt tilskue

for et mat nysgierrigt Öie.

Himlen sortner, Storme brage!

Visse Time du er kommen.

Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt Helligdommen.

Poul Reumert deklamerer Guldhornene