Guldhornene
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Adam Oehlenschläger
Guldhornene
Digte
Universitetsboghandler Fr. Brummers Forlag
København, 1803
- De higer og söger
- i gamle Böger,
- i oplukte Höie
- med speidende Öie,
- paa Sværd og Skiolde
- i muldne Volde,
- paa Runestene
- blandt smuldnede Bene.
- Oltids Bedrifter
- anede trylle;
- men i Mulm de sig hylle,
- de gamle Skrifter.
- Blikket stirrer,
- sig Tanken forvirrer.
- I Taage de famle.
- »I gamle gamle
- hensvundne Dage!
- da det straalte i Norden,
- da Himlen var paa Jorden,
- giv et Glimt tilbage!«
- Skyen suser,
- Natten bruser,
- Gravhöien sukker,
- Rosen sig lukker.
- De övre Regioner
- toner!
- De sig möde, de sig möde,
- de forklarede Höie,
- kampfarvede, röde,
- med Stierneglands i Öie.
- »I som raver i blinde,
- skal finde
- et ældgammelt Minde,
- der skal komme og svinde!
- Dets gyldne Sider
- skal Præget bære
- af de ældste Tider.
- Af det kan I lære.
- Med andagtsfuld Ære
- I vor Gave belönne.
- Det skiönneste Skiönne,
- en Möe
- skal Helligdommen finde!«
- Saa synge de og svinde.
- Lufttonerne döe!
- Hrymfaxe den sorte
- puster og dukker
- og i Havet sig begraver.
- Morgenens Porte
- Delling oplukker,
- og Skinfaxe traver
- i straalende Lue
- paa Himlens Bue.
- Og Fuglene synge.
- Dugperler bade
- Blomsterblade,
- som Vindene gynge.
- Og med svævende Fied
- en Möe hendandser
- til Marken afsted.
- Violer hende krandser.
- Hendes Rosenkind brænder,
- hun har Lilliehænder.
- Let som en Hind
- med muntert Sind,
- hun svæver og smiler;
- og som hun iler
- og paa Elskov grubler —
- hun snubler!
- og stirrer og skuer
- gyldne Luer,
- og rödmer og bæver
- og zittrende hæver
- med undrende Aand,
- af sorten Muld,
- med sneehvide Haand,
- det röde Guld.
- En sagte Torden
- dundrer!
- Hele Norden
- undrer!
- Og hen de stimle
- i store Vrimle,
- og grave og söge
- Skatten at foröge.
- Men intet Guld!
- Deres Haab har bedraget.
- De see kun det Muld,
- hvoraf de er taget.
- Et Sekel svinder!!
- Over Klippetinder
- det atter bruser.
- Stormenes Sluser
- bryde med Vælde.
- Over Norges Fielde
- til Danmarks Dale
- i Skyernes Sale,
- de forklarede Gamle
- sig atter samle.
- »For de sieldne Faae
- som vor Gave forstaae,
- som ei Jordlænker binde,
- men hvis Siele sig hæve
- til det Eviges Tinde,
- som ane det Höie
- i Naturens Öie,
- som tilbedende bæve
- for Guddommens Straaler,
- i Sole, i Violer,
- i det Mindste, i det Störste,
- som brændende törste
- efter Livets Liv,
- som — o store Aand
- for de svundne Tider!
- see dit Guddomsblik
- paa Helligdommens Sider,
- for dem lyder atter vort Bliv!
- Naturens Sön,
- ukiendt i Lön,
- men som sine Fædre,
- kraftig og stor,
- dyrkende sin Jord,
- ham vil vi hædre,
- han skal atter finde!«
- Saa synge de og svinde.
- Hrymfaxe den sorte
- puster og dukker,
- og i Havet sig begraver.
- Morgenens Porte
- Delling oplukker,
- og Skinfaxe traver
- i straalende Lue,
- paa Himlens Bue.
- Ved lune Skov
- Öxnene trække
- den tunge Plov,
- over sorten Dække.
- Da standser Ploven,
- og en Gysen farer
- igiennem Skoven.
- Fugleskarer
- pludselig tier.
- Hellig Taushed
- alt indvier.
- Da klinger i Muld
- det gamle Guld.
- Tvende Glimt fra Oldtidsdage
- funkler i de nye Tider.
- Selsomt vendte de tilbage,
- gaadefyldt paa röde Sider.
- Mystisk Helligdom omsvæver
- deres gamle Tegn og Mærker.
- Guddomsglorien ombæver
- Evighedens Underværker.
- Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
- snart maaskee de er forsvunden.
- Jesu Blod paa Herrens Alter
- fylde dem, som Blod i Lunden.
- Men I see kun deres Lue,
- ikke det ærværdigt Höie!
- Sætte dem som Pragt tilskue
- for et mat nysgierrigt Öie.
- Himlen sortner, Storme brage!
- Visse Time du er kommen.
- Hvad de gav de tog tilbage.
- Evig bortsvandt Helligdommen.