Gundelins åbenbaring
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
Gundelinus leizla
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Om en gråbrødremunk, der fik et åndesyn
Her fortælles om, hvordan en mand, som for nylig var kommet til et kloster for gråbrødre[2], blev fristet af Djævelen, og hvordan han fik hjælp af Sankt Maria, Vorherre Jesu Kristi moder, og hvordan han bevidnede himmeriges salige lykke, helvede og onde menneskers frygtelige pinsler og siden blev ledt tilbage til sit legeme.
I England var der engang en mand, der hed Gundelin. Denne mand overgik andre mænd med hensyn til legemsstyrke og uforfærdethed, hvilket gjorde ham berømt. Men efter nogen tid betragter han for sit indre øje det liv, han har ført, og hans samvittighed fortæller ham da, at han har begået mange og store fejl over for Gud, sin skaber og frelser. Dette angrer han nu ganske meget. Og for at bøde på dette pålægger han sig selv at drage på korstog til Jerusalem og dér bruge sin store styrke i Guds tjeneste, således som den hellige David siger: »Jeg stiller min styrke til din rådighed, Herre!« Derpå henvender han sig til en abbed fra Gråbrødreordenen og spørger ham til råds herom. Abbeden svarer og byder ham at søge himmelsk lykke gennem fredsommelig adfærd, det vil sige at tjene den almægtige Gud med sand lydighed og hellig sædelighed og ydmyghed. Dette gør han og går i kloster hos den samme abbed. Og han fik straks så gode sæder i sin nye levevis, at man vel kunne kalde ham overstrømmende i kærligheden til dette hellige kristenliv. Men fordi den gamle fjende[3] hader gode menneskers gudelige gerninger, idet han prøver at opsluge dem med sit svig, og desuden fordi han er den snedigste hugorm, da frister han indimellem menneskene på en måde, så de ikke forstår, at der er tale om Djævelens bedrag. På denne vis frister han denne mands sind ved at få ham til at tro, at det ikke er rigtigt at skifte mening så hurtigt, og at det eneste rigtige for ham at gøre er at drage til Jerusalem, som han tidligere havde lovet.
Men fordi abbeden var så nær, at han kunne nå ham, udsatte han sin bortrejse til om morgenen, men gjorde det dog mod sin vilje. Men denne samme nat, da han går træt i sin seng, ser han Djævelen sidde i en abes skikkelse på en tværbjælke i det samme rum, som han og de andre sov i. Og da gråbrødrene ikke holder denne slags dyr, tænkte han, at dette ikke kunne være en abe, men snarere var Djævelen i en abes skikkelse og med dens udseende. Nu er Djævelen klog og meget snu, og da han opdager, at han er blevet genkendt, springer han ned fra bjælken og på denne nye munk og slår ham så hårdt, at blodet flød fra både mund og næse. Derefter forsvinder han, mens novicen kalder på brødrene for at få hjælp, og derved vågner de og går hen for at se, hvad der er sket. De får ham derpå op derfra og bærer ham forsigtigt hen til sygerummet og lægger ham dér på et bekvemt leje, og dér lå han i tre dage, og han forekom dem at være mere død end levende, for han så ikke noget, selv om hans øjne var åbne.
Og mens han lå dér, åbenbarede den ærværdige abbed Sankt Benedikt[4] sig for ham og sagde: »Vær velsignet!« Og han svarer og siger: »Herre!« Broderen spørger: »Hvem er du, min herre?« Han siger: »Jeg er broder Benedikt. Kom, følg mig!« Han følger ham i et åndesyn, og det forekom ham, at de gik opad på mange trapper, men på hvert trin sad der syv djævle, som fristede dem, der gik på trapperne. Og på hvert trappetrin slog disse samme djævle den nye munk. Han blev så udmattet af deres slag, at han dårligt kunne følge med sin ledsager. Derfor ser den hellige Benedikt tilbage på ham og lægger sin hånd på ham og styrker ham. Og da de var kommet op ad trapperne, så dette munkeemne et smukt sted, som strålede så klart som selve paradiset; det er i selve himmeriges sal, og ingen har adgang dér, som det bliver fortalt. Dér så han et lille kapel. Da sagde den hellige Benedikt: »Du skal ikke undre dig over Guds værk, for han alene kan vurdere meningen med sit værk.«
Den hellige Benedikt går ind i kapellet, og han bad den nye munk om at vente udenfor imens. Inde i kapellet var han omgivet af en stor skare mennesker, som strålede så klart, at det forekom ham, at alt omkring var oplyst af dem. I deres midte sad barmhjertighedens moder, den hellige jomfru og moder Maria, himmeriges dronning, og strålede blandt de andre hellige mennesker som solen blandt de andre himmellegemer. Den hellige Benedikt træder ydmygt frem for hende og hilser hende og siger: »Vær velsignet!« Og hun siger selv: »Herre!« Den hellige Benedikt siger da: »Min kæreste dronning! Her er det munkeemne, som du bad mig føre hertil.« Da sagde dronningen: »Lad ham træde frem for mig her!« Og da han træder frem for dronningen, siger hun til ham: »Vil du have ophold her hos mig i mit herberg og være min tjener, som du har lovet?« Han svarer: »Sandelig, min dronning!« »Nuvel! Sværg mig denne ed ved dette alter og lov mig oprigtigt, at du vil tjene mig og Gud Herrens værk.« Han gør, som dronningen befaler. Derpå siger dronningen til den hellige Benedikt: »Før ham nu ud på samme måde, som du førte ham hertil.« Den hellige Benedikt fører ham nu ud af kapellet og beder ham stå uden for døren og sagde til ham: »Tænk nu nøje over det, du ser, og bevar det omhyggeligt og trofast i dit minde, for det er meget nyttigt.« Benedikt tager en skål og hælder vand deri. Derpå tager han et linnedklæde og stikker det i sit bælte. Skålen giver han til Vor Frue, og hun skyller og vasker fødderne på dem alle, og bagefter tørrer den hellige Benedikt dem med linnedklædet, mens han ligger på knæ.
Og da fodvaskningen var tilendebragt, fører den hellige Benedikt den nye broder forbi et skønt sted, som er fyldt med alskens blomster med så søde dufte, at intet menneske kan begribe, hvor herlige de er. Dér blev de mødt af en skare munke og sådanne mennesker, som for nylig havde modtaget kristenlivets klædedragt. Blandt disse mennesker var der nogle, som bar smukke kroner på hovedet. Der var også andre, som ikke havde modtaget sådanne kroner, men ventede på dem i tillid til Gud. Blandt dem var en munk, som af en eller anden grund bad den hellige Benedikt om tilladelse til at tale med den nye munk, hvilket han straks fik. Og da han havde fået lov, siger han til den nye broder: »Jeg var munk i det hus, hvor du bor, og jeg beder dig om at fortælle min abbed, at broder Matthæus, som engang var hans munk, opfordrer ham til at forbedre sig og herefter varetage sit embede med større omhu end hidtil. Og til vidnesbyrd om dette kan du fortælle ham, at jeg, inden jeg forlod verden, i et syn så en krone stige ned fra himlen. Jeg mente, at denne krone var tiltænkt mig, men den blev givet til en munk, som forinden var død. Jeg blev derfor meget bedrøvet og misundte min broders godhed. Dette bekendte jeg for min abbed. Jeg påminder dig derfor om at være standhaftig i dine beslutninger, lydig og ydmyg. Giv afkald på unyttig hæder, og glæd dig aldrig over at følge din egen vilje, men vær altid gudfrygtig!«
Og da han havde sagt dette, beder den salige Benedikt den hellige Rafael[5] om at føre denne mand hen til alle de steder, han skulle besøge. Englen Rafael fører ham da til paradis, og da de nærmede sig borgen, ser denne nye broder en borg, som i sin helhed var lavet af guld. Dens port besad så stor en skønhed, at han blev forundret derover. Englen førte ham ind i borgen, og han ser da hele paradisets borg. Han ser dér forunderlige urter, som alle udsendte mere sødmefulde dufte, end man kan beskrive. Der var fugle, der sang så yndigt, som intet dødeligt øre forundes at høre. Under et træ fandtes den klareste kilde. Fra denne kilde løb skønne bække omkring borgens midte.
Da nu munkeemnet ønskede at hvile sig en tid ved kilden, førte englen ham til et andet torv. Det var forunderligt stort og skønt, og dér stod den smukkeste mand, der var så stor som en kæmpe. Han var påklædt helt nede fra fødderne til op under brystet, og dette klæde havde forskellige farver og forskellig pragt. Englen sagde da til munkeemnet: »Dette er den førsteskabte fader til hele menneskeslægten, Adam, som blev forløst til paradisets glæde gennem Guds søn Jesu Kristi blod og blodsudgydelse. Hans tøj er den hædersdragt, som Djævelen, hele menneskehedens uven, stjal fra ham, da han overtrådte Guds bud. Men denne dyrebare klædning fik han som bod for sin søn Abel, det første retfærdige menneske, og således skal den udbedres gennem hans sønners og døtres gode gerninger, indtil han er fuldt påklædt. Da skal også helgenerne være fuldtallige, således som Gud bestemmer det, og da vil også verdens undergang komme.«
Da englen Rafael havde vist broderen paradisets skønhed, førte han ham væk derfra, og de kom derpå til et mørkt sted og til de herreder, som er fyldt med dødens skygger. Dér så han ligesom et skrækkeligt tårn, og han kunne ikke tro andet, end at dette var selve helvede. Englen siger da til ham: »Det tårn, du ser, er ikke selve helvede, men snarere helvedes ovne, og ud gennem disse ovne kommer der røg og flammer fra helvedes ild.« Derefter ser han en mand, der sidder på en brændende stol. Foran ham står ligesom nogle smukke kvinder. De står med noget, der minder om brændende vokslys, og de slår ham hele tiden i ansigtet med dem. De samme vokslys stikker de ind i munden på ham og holder hen over hans indvolde. Sådanne pinsler måtte denne mand tåle uafbrudt. Englen siger da til sin følgesvend: »Den mand, du ser, var en god ven af sit legeme, men uven med sin sjæl. Han var en mand, som både spiste og drak for meget. Og den stol, han sidder på, er tegn på, at han havde et meget stærkt legeme, da han levede. Han holdt meget af kvinder, og derfor piner urene ånder i kvindeskikkelser ham.« Efter dette så han en anden mand, som blev pint på den måde, at sorte ånder flåede huden af ham levende, hvorefter de gned ham med salt over det hele og siden stegte ham på en stegerist. Englen siger da til sin broder: »Denne mand var rig og mægtig i den timelige verden, men meget grusom mod sine undergivne.« Derpå så de en mand, der red på en brændende hest og bar et brændende skjold. Forrest på hestens hals hang en ged, og en munks klædedragt blev slæbt efter hestens hale. Da siger englen til sin følgesvend: »Denne mand, som du ser nu, var fattig i den timelige verden, og levede hele tiden af det, han stjal fra andre. Han tog en ged fra en fattig kvinde. Men mod slutningen af sit liv ville han være munk; ikke fordi han virkelig angrede sin brøde, men snarere fordi han ville dække over sin vanære. Og såfremt han skulle leve lidt endnu, tænkte han at vende tilbage til sin tidligere levevis, og derfor slæber han den munkeklædedragt, som han ikke anså for at være meget værd, efter sig. Men hans ged og skjold er hans fordømmelses kval og pinsel.«
Efter det så de forskellige sjæle fra mennesker, som i den timelige verden havde båret kristelige klædedragter: munke, søstre, biskopper og klerke. Af dem var der nogle, som lo højt, mens andre grinende gjorde nar og hånede. Nogle af dem bebrejdede sig selv. Andre af dem anstrengte sig for mætte deres grådighed, andre igen for at stille deres vellyst. Dette viste sig ikke for dem, fordi sådanne ting kan forekomme efter legemets død, men snarere fordi billedet af disse svundne synder skal indgyde folk større frygt for skam og vanære og selve pinslerne i deres kvaler blandt de djævle, som ægger dem til sådanne synder og farer frem med disse ubodelige ting i den timelige verden. Derefter slog de samme djævle disse ynkværdige sjæle i hovedet, så deres hjerner blev blottet, og øjnene sprang ud. Disse usle sjæle måtte uafladeligt udholde disse pinsler, og deres sår helede op igen og igen, til de atter blev udsat for de omtalte pinsler.
Efter dette fører englen Rafael denne mand ned til den nederste pøl i helvede. Der så han et ganske skrækkeligt brændende hjul, og en mand var fastgjort hen over det. Han bliver umådeligt skræmt ved dette syn. Og da hjulet rullede rundt, hørte han en stemme tale til sig: »Ser du denne rædsomme ting? Nu du skal se noget, som er endnu mere rædsomt!« Og da dette blev sagt, ser han, at hjulet ruller med en rasende fart ned i selve helvedes pøl. Og da hjulet faldt ned i pølen, lød der så vældigt et brag, at det forekom denne nye broder, at hele verden — himlen og jorden og havet — og alt, hvad der var i den, styrtede sammen. Og da hjulet kom ned i pølen, slog alle de sjæle, som var taget til fange dér, og alle de djævle, som var dér, denne mand og forbandede ham. Denne usle mand var Judas, der solgte Vorherre Jesus Kristus mod betaling.
Da denne nye broder havde set dette rædsomme syn, fører ærkeenglen Rafael ham bort derfra. I det samme åbenbarede den engel, der styrer solen til tjeneste for alle og til hele menneskehedens gavn, sig for ham. Derpå talte den hellige Rafael til munkeemnet og sagde: »Nu skal du vende tilbage til dit legeme. Men den åbenbaring, du har haft, skal du ikke fortælle om til nogen, bortset fra i skriftemål til din abbed.« Han liver op på stedet, og han havde forinden ligget i tre dage, som var han død. Han begyndte først at hoste og siden at tale. Han glemmer englens befaling og begynder straks at fortælle de tilstedeværende, som udspurgte ham, hvad han havde set. Og han sagde: »Jeg så helvede, og jeg så paradis.« Men så snart han har sagt dette, ser han, at den hellige Benedikt står foran ham og slår med en stav efter hans mund på grund af hans ulydighed. Han sætter hånden imellem, og slaget træffer hans hånd, og hans finger bliver meget øm. Han spørger, hvorfor han bliver slået sådan. Den hellige Benedikt svarer ham: »Fordi du var så ulydig, og selv om dette slag smerter dit legeme noget, skal du visselig vide, at du er blevet såret meget mere på din sjæl for din ulydighed. Og fordi du begik en stor brøde med dine ord, skal du miste talens brug i ni dage.« Da den hellige Benedikt havde pålagt ham denne straf, forsvandt han ud af syne. Men munkeemnet ligger nu i ni dage uden at være i stand til at tale, og han havde meget ondt. Hans hånd hævede voldsomt. Efter ni dage blev han rask og fortalte den samme abbed alt, hvad han havde set og hørt. Men abbeden havde ikke fået påbud om at fortie dette syn, og han fortalte alt til den almægtige Guds pris og hæder og hans milde moder, jomfru Sankt Maria, til ære og værdighed og til sjæletrøst for alle, som læser eller hører det.
Noter:
