Gunløg Ormstunges Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


GUNLØG ORMSTUNGES SAGA


paa dansk ved Knud Hjortø


Selskabet til udgivelse af islandske Sagaer

Det Gyldendalske Forlag

1930


Thorstein hed en Mand. Han var Søn af Egil Skallagrimssøn, hans Moder hed Asgerd Bjørnsdatter. Thorstein boede paa Borg i Borgefjord. Han var meget rig og en stor Høvding; han var en klog Mand, besindig og maadeholdende i alle Ting, men ikke fremragende i Vækst eller Styrke som hans Fader Egil, dog var han meget regnet blandt andre Mænd, vennesæl og afholdt. Thorstein saa godt ud, havde lyst Haar og meget smukke Øjne. Han var gift med Jofrid Gunnarsdatter. Hun var atten Aar, da Thorstein fik hende, og var da Enke efter Thorod. Med ham havde hun Datteren Hungerd, der voksede op paa Borg hos Thorstein. Jofrid var en meget dygtig Kone. Thorstein og hun havde mange Børn, men kun faa af dem kommer denne Saga ved. Skule hed deres ældste Søn, to andre hed Kolsvein og Egil.

En Sommer lagde et Skib til ved Mundingen af Gufaa. Bergfin hed Skibets Fører, han var af norsk Æt, en rig og klog Mand og noget til Aars. Thorstein Bonde red ned til Skibet; han plejede at bestemme Priserne paa Købstævnet, og saadan blev det ogsaa her. Østmændene, som Nordmændene kaldtes paa Island, søgte Ophold, hvor de kunde faa det. Thorstein tog Skibsføreren hjem til sig, da han bad ham om det. Han blev der Vinteren igennem, og Thorstein var ham en god Vært. Bergfin var en ret faamælt Mand, men han havde megen Gammen af at tyde Drømme. Da det blev Foraar, spurgte Thorstein ham en Dag, om han vilde ride med op til Valfell, hvor Folkene fra Borgefjord havde Tingsted. Thorstein havde faaet at vide, at Væggene i hans Bod var faldet ned. Bergfin sagde, at det vilde han gerne, og de red saa hjemmefra sammen med en af Thorsteins Huskarle og kom op til en Gaard oppe under Valfell, der hed Grenjar. Der boede en fattig Mand, som hed Atle og var Thorsteins Gaardstyrer. Thorstein bad ham tage Hakke og Spade med og hjælpe dem med Arbejdet, og det gjorde Atle. Da de kom op til Boderne, tog de alle fat paa at gøre Væggene i Stand. Solen varmede stærkt, og da de var færdige med Væggene, satte Thorstein og Bergfin sig ind i Boden. Thorstein faldt i Søvn og lod ilde i Drømme. Bergfin sad ved Siden af og lod ham drømme færdig. Thorstein var meget udmattet, da han vaagnede. Bergfin spurgte, hvad han havde drømt, siden han teede sig saa ilde i Søvne. Thorstein svarede: »Det er ikke værd at tænke paa Drømme.« Men da de red hjem om Aftenen, spurgte Bergfin igen, hvad Thorstein havde drømt. Thorstein svarede: »Hvis jeg siger dig Drømmen, saa skal du tyde den, hvordan Tydningen saa er.« Bergfin sagde, at han skulde prøve paa det. Da siger Thorstein:

»Jeg drømte, at jeg var hjemme paa Borg og stod uden for Stuedøren. Jeg stod og saa paa Huset, og paa Mønningen sad der en dejlig Svane. Den var min, syntes jeg, og jeg var meget glad for den. Da kom der en stor Ørn flyvende oppe fra Fjeldene, den fløj hen og satte sig hos Svanen og lokkede kælent for den, og det syntes den at tage vel imod. Jeg saa, at Ørnen havde sorte Øjne og Jernkløer; den saa stor ud. Derefter kom en anden Fugl flyvende; den kom fra Syd. Ogsaa den fløj hen til Borg og satte sig hos Svanen og vilde gøre sig gode Venner med den. Det var ligesom den første en stor og kraftig Ørn. Jeg saa, at den Ørn, som var kommen først, blev vred, saa snart den anden viste sig, og det kom til en haard Kamp imellem dem. De blødte begge, og saadan endte deres Kamp, at de faldt ned fra Mønningen, hver til sin Side, og da var de begge døde. Men Svanen sad alene tilbage, meget sorgfuld og bedrøvet. Da saa jeg en Fugl komme flyvende fra Vest, det var en Falk. Den satte sig hos Svanen og var blid og venlig mod den. Til sidst fløj de bort med hinanden, og saa vaagnede jeg. Men noget mærkeligt er der ikke ved den Drøm,« sagde Thorstein, »de Kanter, hvorfra jeg saa Fugle komme flyvende, har sagtens noget med Vindene at gøre: Der vil blive Uvejr, hvor de mødes.« Bergfin sagde: »Det er ikke min Mening.«

»Saa tyd du Drømmen,« siger Thorstein, »og lad mig høre, hvad du faar ud af den.« Bergfin siger da: »De Fugle var vel Mænds Fylgjer. Din Kone venter et Barn. Hun vil føde en sjælden skøn lille Pige, og du vil komme til at holde meget af Barnet. Raske Mænd fra de Kanter, hvorfra du saa Ørnene komme, vil bejle til hende; de vil fatte stor Kærlighed til hende og kæmpe om hende og sætte Livet til af den Grund. Dernæst vil en tredie Mand fra den Kant, hvorfra du saa Falken komme, bejle til hende, og med ham bliver hun gift. Nu har jeg tydet din Drøm, og jeg tror, at det vil gaa saadan.« Thorstein svarede: »Ilde og uvenligt er Drømmen tydet, men jeg tror ikke, du er Mand for at tyde Drømme.« »Det vil vise sig,« siger Bergfin. Men Thorstein bar siden Nag til ham. Om Sommeren rejste han bort, og nu hører vi ikke mere om ham. Kort Tid efter gjorde Thorstein sig rede til at ride til Tinge. Inden han tog hjemmefra, sagde han til Jofrid: »Det staar jo saadan til, at du er med Barn. Hvis det bliver en Pige, skal du sætte hende ud, men bliver det en Dreng, beholder vi ham.«

Det var Sædvane, mens Landet endnu var hedensk, at Folk, der var fattige eller sad smaat i det, lod deres Børn sætte ud, men det var dog altid ilde set. Da Thorstein havde sagt dette, svarede Jofrid ham derfor: »Dette er uværdigt sagt af en Mand som dig, og det kan da ikke være din Mening, saa rig som du er.« Thorstein svarede: »Du kender mig og ved, det ikke vil gaa godt, hvis du handler imod, hvad jeg har sagt,« og derefter red han til Tinge. Mens han var der, fødte Jofrid et usædvanlig fagert Pigebarn. Kvinderne vilde række hende Barnet, men hun sagde, at det var ikke værd, og sendte Bud efter Faarehyrden, der hed Thorvard; til ham sagde hun: »Tag min Hest, læg Sadel paa den og rid med dette Barn til Hjardarholt til Thorgerd Egilsdatter og bed hende opfostre det hemmeligt, saa Thorstein ikke faar det at vide. Jeg er saa glad for dette Barn, at jeg ikke nænner at sætte det ud. Her er tre Mark Sølv, som du skal have for din Ulejlighed. Thorgerd vil bagefter hjælpe dig om Bord paa et Skib, saa du kan komme ud af Landet, og hun skal ogsaa give dig Rejsekost paa Skibet.«

Thorvard gjorde, som hun sagde, red til Hjardarholt med Barnet og overgav det til Thorgerd. Hun lod det opfostre hos en af sine Gaardstyrere i Hvamsfjord. Thorvard skaffede hun Skibslejlighed og sørgede for Kost til ham om Bord. Han sejlede fra Skeljavik til Udlandet, og nu hører vi ikke mere om ham. Da Thorstein kom hjem fra Tinge, sagde Jofrid, at Barnet var sat ud, som han havde sagt, men Faarehyrden var løbet bort og havde stjaalet hendes Hest. Thorstein sagde, at hun havde handlet, som hun skulde, og tog sig en ny Faarehyrde.

Nu gik der seks Aar, uden at der kom noget op om dette. Da hændte det, at Thorstein red til Gilde hos sin Svoger Olaf Paa Høskuldssøn paa Hjardarholt, som var regnet for den største Høvding der vester paa. Thorstein blev godt modtaget, som rimeligt var, og en Dag, mens Gildet stod paa, saadan fortælles der, sad Thorgerd og talte med sin Broder oppe i Højsædet, mens Olaf Paa talte med andre Mænd. Paa Bænken lige over for dem sad tre Smaapiger. Thorgerd spurgte: »Hvordan synes du om de tre Pigebørn, der sidder lige over for os?« »Godt,« svarede Thorstein; »men den ene er dog langt den fagreste. Sin Fagerhed har hun efter Olaf, men hun har vi Myremænds Træk og lyse Ansigt.« Thorgerd svarede: »Det er sandt, som du siger, Broder, at hun har sit lyse Ansigt og sine Træk efter os Myremænd, men hun har ikke sin Fagerhed efter Olaf Paa, for hun er ikke hans Datter.« »Hvordan kan det hænge sammen,« siger Thorstein, »hun er dog din Datter?« Hun svarer: »Sandt at sige, Broder, saa er den dejlige Pige din Datter og ikke min,« og derefter fortæller hun ham alt, hvad der er hændt, og beder ham tilgive, at hun og Jofrid har trodset hans Villie.

Thorstein svarer: »Jeg kan ikke være vred paa jer for dette. Alting gaar dog den Vej, det skal. I har bødet paa min Uforstand, og saa godt synes jeg om hende, at jeg regner det for en Lykke at eje saa fagert et Barn. Hvad hedder hun?« »Helga hedder hun,« siger Thorgerd. »Helga den Fagre,« siger Thorstein, »og nu maa du indrette det saaledes, at hun kan følge med mig hjem.« Det gjorde Thorgerd. Thorstein blev fulgt paa Vej med mange gode Gaver. Helga tog han med sig, og hun voksede op paa Borg, elsket af sine Forældre og meget afholdt af alle andre.


Paa den Tid boede Illuge den Sorte paa Gaarden Gilsbakke paa Hvidaasiden. Han var en Søn af Hallkel Hroskelssøn og Thurid Dylla, en Datter af Gunløg Ormstunge. Næst Thorstein Egilssøn var Illuge den største Høvding i Borgefjord. Han var en meget velhavende Mand. Han havde et haardt Sind, men var en god Støtte for sine Venner. Han var gift med Ingeborg Asbjørnsdatter fra Ørnulfsdal; de havde mange Børn; Hermund hed en af deres Sønner, en anden Gunløg. Det var to evnerige unge Mænd og paa denne Tid netop voksne. Det siges om Gunløg, at han var tidlig moden, stor og stærk. Haaret var lysebrunt og havde et smukt Fald, Øjnene var sorte, Næsen ikke helt velformet, men ellers var Ansigtet tiltalende. Han var smal om Livet og hærdebred, den mest velskabte unge Mand, man kunde se. Han havde et uroligt Sind, var tidlig ærgerrig, strid og haard. Han var en stor Skjald, hvas og spottende i sine Viser, og kaldtes derfor Gunløg Ormstunge. Hermund var den mest vennesæle af de to, og han havde en Høvdings Fremtræden. Da Gunløg var femten Aar, bad han sin Fader sætte ham i Stand til at rejse udenlands. Han vilde gerne se andre Mænds Sæd og Skik, sagde han. Illuge Bonde tog noget uvilligt paa det og sagde, at han ikke mente, Gunløg egnede sig til at være mellem fremmede, saa længe man ikke kunde faa Skik paa ham hjemme. Kort Tid efter hændte det en Morgen tidlig, at Illuge kom ud og saa, at Døren til Forraadshuset stod aaben, og Varer var baaret ud. Der laa Varesække paa Stenhellen – seks var der – og Sadelpuder der ved Siden af. Det undrede ham meget. Nu saa han ogsaa en Mand komme trækkende med fire Heste. Det var Gunløg, hans Søn. Han sagde: »Det er mig, der har lagt Sækkene ud.« Illuge spurgte, hvorfor han havde gjort det, og Gunløg svarede, at dem skulde han have til Rejsen. Da sagde Illuge: »Ingen Ret skal du tiltage dig, og ingen Steder skal du rejse, før jeg vil,« – og han smed Varesækkene ind igen. Gunløg red da bort og kom om Aftenen til Borg. Thorstein Bonde bad ham blive, og det tog han imod. Gunløg fortalte Thorstein, hvad der var sket mellem ham og hans Fader, og Thorstein tilbød ham da at blive paa Borg, saa længe han vilde. Han blev der et Aars Tid og lærte Lovkyndighed hos Thorstein og kom i stor Yndest hos alle. Gunløg og Helga morede sig jævnlig med at spille Tavl og kom snart til at holde af hinanden. De var omtrent lige gamle. Helga var saa fager, at de gamle mener, der aldrig har levet smukkere Kvinde paa Island. Hendes Haar var saa stort, at det helt kunde skjule hende, og det lyste som hamret Guld. Og intet Gifte var saa højt regnet i hele Borgefjord og viden om som Helga den Fagre. En Dag, da Mændene sad i Stuen paa Borg, sagde Gunløg til Thorstein: »Der er een Ting i Lovene, som du ikke har lært mig: at fæste mig en Kone.« Thorstein svarede: »Det er kun en ringe Ting,« – og han lærte ham, hvordan det gik for sig. Da sagde Gunløg: »Nu skal du se, om jeg har forstaaet det rigtigt. Nu tager jeg dig i Haanden og lader, som om jeg fæster mig din Datter Helga.« »Det er ingen Nytte til,« sagde Thorstein, men Gunløg greb hurtigt hans Haand og sagde: »Lad mig nu faa Lov til det.« »Gør da, som du vil,« sagde Thorstein, »men det skal I vide, som her er til Stede, at dette skal være som usagt, saa at der ikke skal ligge nogen Underfundighed bag.« Derefter udtog Gunløg sig Vidner og fæstede Helga og spurgte, om det nu var, som det skulde være. Thorstein svarede ja, og Mændene, der saa til, havde megen Morskab af det. Gunløg Ormstunge var nu skiftevis paa Borg hos Thorstein og hjemme hos sin Fader paa Gilsbakke. Saadan gik der tre Aar, og han og Faderen kom godt ud af det med hinanden. Thorkel den Sorte hed en af Folkene paa Gilsbakke, han var vokset op hos Illuge og var en nær Frænde af ham. Ham tilfaldt der en Arv Nord paa i Vatnsdal, og han bad Gunløg ride med derop, de tog sammen op til Vatnsdal og fik Arven udredet ved Gunløgs Mellemkomst. Da de red tilbage, tog de ind hos en rig Bonde, der boede i Grimstunge. Om Morgenen tog Faarehyrden Gunløgs Hest, og den var meget svedt, da han fik den igen. Gunløg slog til Faarehyrden, saa han faldt og blev liggende. Det vilde Bonden ikke finde sig i og forlangte Bod for ham. Gunløg tilbød som Vederlag een Mark, men det syntes Bonden var alt for lidt. Gunløg kvad da denne Vise:

Mark bød jeg mulen
Bonde for Træls Mén.
Snør op for Lommens Gemme
snært trukne Lædersnor!
Træk ikke trøden,
Gamling, i Skæggets Traade!
Gensyn ellers gir jeg
med goden Mark aldrig.

Det blev da ved Gunløgs Tilbud, og med den Afgørelse paa Sagen red de hjem. Kort Tid efter bad Gunløg for anden Gang sin Fader om at sætte ham i Stand til at rejse. Illuge svarede: »Nu skal det blive, som du vil; for du har forandret dig meget, fra hvad du var før,« og han red straks hjemmefra og købte til Gunløg Halvpart i et Skib, der stod i Gufaa-Mundingen og ejedes af en Mand ved Navn Audun. Gunløg takkede ham meget, da han kom hjem. Thorkel den Sorte gjorde sig rede til Færden sammen med Gunløg, og deres Varer blev bragt ud paa Skibet. Men Gunløg var paa Borg, mens de andre gjorde Skibet sejlklart. Han fandt mere Glæde i at tale med Helga end at slide i det sammen med Købmændene. En Dag spurgte Thorstein Gunløg, om han vilde ride med op og se til Hestene i Langvandsdalen. Det vilde Gunløg gerne, og nu rider de sammen op til Thorsteins Sæter, som hed Thorgilsstad. Der gik et Stod Heste, som Thorstein ejede, fire var der og alle røde. Hingsten var meget smuk og endnu ikke tilredet. Den tilbød Thorstein Gunløg, men Gunløg svarede, at han trængte ikke til Heste, nu han skulde til at rejse ud af Landet. Derefter red de hen til et andet Hestestod; der var en graa Hingst med fire Hopper. Hingsten var den bedste i Borgefjord, og den tilbød Thorstein Gunløg. Gunløg svarede: »Ligesaa lidt vil jeg have denne som den anden, men hvorfor tilbyder du mig ikke det, som jeg vil tage imod?« »Hvad er det?« siger Thorstein. »Din Datter Helga den Fagre,« svarede Gunløg. »Det kan ikke afgøres saa hurtigt,« siger Thorstein og gav sig til at tale om noget andet. Men da de red hjem langs med Langaa, siger Gunløg: »Jeg vil vide, hvad du vil svare mig paa min Bejlen.« »Jeg bryder mig ikke om din Snak,« svarede Thorstein. »Det er mit Alvor og ikke Snak,« sagde Gunløg. »Du skulde hellere se at blive klar over, hvad det er, du vil,« svarede Thorstein. »Har du ikke bestemt dig til Udenlandsfærd, og taler dog, som om du skulde giftes. Du er ikke noget heldigt Gifte for Helga, saa længe du er saa vægelsindet, og jeg vil ikke tage din Bejlen alvorlig.« Gunløg svarede: »Hvor højt regner du din Datter, siden du ikke vil tage mod et Giftermaal med en Søn af Illuge den Sorte? Eller hvem er der i Borgefjord, der er regnet for mere end han?« »Jeg vil ikke være med til nogen Sammenligning, men var du saadan en Mand som han, da blev du ikke afvist,« svarede Thorstein. »Hvem vil du da hellere give din Datter til?« spurgte Gunløg. »Her er Mandevalg nok,« svarer Thorstein, »Thorfinn paa Raudamel har syv Sønner, der alle er gode Mænd.« Gunløg svarer: »Thorfinn er ikke en Mand, der er jævn-god med min Fader; ogsaa du staar tilbage for ham. Eller hvad har du at sætte op imod det, at han ene Mand havde Retstrætte med Thorgrim Gode og hans Sønner og vandt alt det, Striden stod om!« Thorstein svarer: »Jeg fordrev Steinar, Ønund Sjones Søn, og det blev dog regnet for et temmelig dristigt Værk.« »Der nød du godt af din Fader Egils Hjælp,« siger Gunløg. »Men det er nu ellers ikke mange Mænd, der vil komme godt fra at nægte mig Svogerskab.« »Brug dine Trusler mod dem deroppe paa Fjeldene, her ude paa Myrene nytter de dig intet,« svarer Thorstein.

De kom hjem om Aftenen, og næste Morgen rider Gunløg til Gilsbakke og beder sin Fader ride med ham til Borg paa Bejlerfærd. Illuge svarer: »Du er en vægelsindet Mand, Gunløg. Du har lige bestemt dig til Udenlandsfærd, og nu tænker du paa Giftermaal. Men det ved jeg, at saadan noget ikke er efter Thorsteins Sind.« »Det er stadig min Mening, at jeg vil rejse,« siger Gunløg; »men jeg faar ikke Ro paa mig, hvis du ikke føjer mig i dette.« Saa red Illuge selv tolvte til Borg, og Thorstein tog vel imod dem. Tidlig næste Morgen sagde Illuge til Thorstein: »Jeg vil tale med dig.« »Lad os gaa op paa Højen og tale sammen der,« svarede Thorstein, og det gjorde de. Gunløg gik med. Da sagde Illuge: »Min Søn Gunløg siger, at han har bejlet til din Datter Helga. Nu vil jeg gerne vide, hvad Udgang vi kan vente paa den Sag. Du kender hans Æt og ved, hvordan vi er stillet. Der skal ikke blive sparet noget for at skaffe ham fast Ejendom eller Stillingen som Gode, hvis det kan fremme Sagen.« Thorstein svarer: »Jeg har kun den ene Ting at udsætte paa Gunløg, at han er vægelsindet. Lignede han dig i Sind, vilde jeg ikke tøve med at sige Ja.« »Det kunde let komme til at mindske vort Venskab, om du nægter os Svogerskab,« siger Illuge. Thorstein svarer da: »For de Ords Skyld og for vort Venskab skal Gunløg have Løfte paa Helga, og hun skal vente paa ham i tre Aar. I den Tid skal Gunløg rejse udenlands og lære gode Mænds Sæd og Skik, men jeg skal ikke være anderledes bundet af vor Aftale, end at jeg er løst fra den, hvis han ikke kommer hjem til den Tid, eller hvis hans Væsen stadig er mig imod.« Dermed skiltes de. Illuge rider hjem og Gunløg ned til Skibet. Saa snart de fik Bør, stod de til Havs og sejlede til Norge. De kom gennem Throndhjemsfjord ind til Nidaros, hvor de lagde Skibet i Havn og lossede.

Paa den Tid raadede i Norge Erik Jarl Hakonsøn og hans Broder Svend. Erik Jarl havde sit Sæde paa sin Fædrenegaard Lade og var en mægtig Høvding. Skule, en Søn af Thorstein Egilssøn paa Borg, var dengang Hirdmand hos Erik Jarl og stod højt i hans Gunst. Nu fortælles det, at Gunløg og Audun og ti andre Mænd gik ind paa Lade. Gunløg var i graa Kjortel og hvide Hosebukser. Han havde en Byld paa den ene Fodvrist, og der fraadede Blod og Edder op, naar han gik. Saaledes gik han frem for Jarlen sammen med Audun og hilste ham paa sømmelig Vis. Jarlen kendte Audun og spurgte om Nyt fra Island, og Audun fortalte, hvad han vidste. Derefter spørger Jarlen Gunløg, hvem han er, og han nævner sit Navn og sin Æt. Jarlen vender sig da til Skule Thorsteinssøn og spørger: »Hvad Mand er han paa Island, Skule Thorsteinssøn?« »Tag vel mod ham, Herre,« svarer Skule, »han er Søn af en af de bedste Mænd paa Island, Illuge den Sorte paa Gilsbakke, og han er min Fosterbroder.« »Hvad er der med din Fod, Islænding?« spurgte Jarlen. »Der er en Byld paa den, Herre,« svarer Gunløg. »Og du haltede ikke,« siger Jarlen. »Man halter ikke, saa længe begge Ben er lige lange,« svarer Gunløg. Da sagde en Hirdmand, som hed Thore: »Han er noget stor paa det, denne Islænding, det var nok værd at prøve ham lidt.« Gunløg saa til ham og sagde:

I Hirden kvækker En,
mest sig selv til Mén.
Vend dit Øre bort,
han er ond og sort.

Da vilde Thore gribe til Øksen, men Jarlen sagde: »Stille i Hallen! Man skal ikke agte paa den Slags. Hvor gammel er du, Islænding?« »Atten Aar,« svarede Gunløg. »Da kan jeg spaa dig,« siger Jarlen, »at du bliver ikke atten til.« Gunløg sagde temmelig lavmælt: »Hellere end at spaa mig ilde, skulde du ønske godt for dig selv.« »Hvad var det nu, du sagde, Islænding?« spurgte Jarlen. Gunløg svarer: »Det, som jeg synes er rigtigt, at heller end at spaa mig ilde, skulde du ønske godt for dig selv.« »Hvad da?« spørger Jarlen. »At din Dødsdag ikke skal blive som din Fader Hakon Jarls.« Da blev Jarlen blodrød og bød sine Mænd gribe det gale Menneske, men Skule gik frem for ham og sagde: »Gør, som jeg beder dig, Herre, giv ham Lejde og lad ham rejse bort med det samme.« Jarlen svarede: »Vil han have Fred, da maa han drage bort straks og aldrig mere vise sig i mit Rige.« Skule gik da med Gunløg ned til Skibsbroen, hvor der netop laa et Skib sejlklart til England; der fik Skule Gunløg og hans Frænde Thorkel om Bord. Sit Skib og det Gods, han ikke fik med, overgav Gunløg i Auduns Varetægt, og saa sejlede de til England. Om Høsten kom de til Bryggerne ved London; der trak de Skibet paa Land.


Dengang raadede i England Kong Adelraad Jatgeirssøn. Han var en god Konge. Han havde denne Vinter sit Sæde i London. Gunløg gik straks frem for Kongen og hilste ham paa sømmelig Vis. Kongen spurgte, hvad Land han var fra. Gunløg siger ham det og føjer til: »Jeg har opsøgt jer, Herre, fordi jeg har lagt et Kvad om jer, og nu vilde jeg gerne, at I hørte paa det.« Det vilde Kongen gerne, sagde han, og Gunløg fremsagde sit Kvad, kraftigt og flydende. Omkvædet var dette:

Gernegiver og sværdgram,
Gulds Øder og Blods.
Æret staar Adelraad,
elsket, frygtet som Gud.

Kongen takkede ham for Kvadet og gav ham i Skjaldeløn en Skarlagens Kappe, foret med det bedste Skind og kantet med gyldne Bræmmer helt ned langs Skøderne. Derefter gjorde han ham til Hirdmand, og Gunløg blev hos Kongen hele Vinteren og kom i stor Yndest. En Dag tidlig om Morgenen mødte Gunløg tre Mænd paa Gaden; han, der gik forrest, hed Thororm. Han var stor og stærk og kendt for sin Stridbarhed. Han sagde: »Du, Nordmand, laan mig nogen Penge!« Gunløg siger: »Det er ikke raadeligt at laane Penge til ukendt Mand.« »Jeg skal betale dem tilbage, paa den Dag vi bliver enige om,« lover den fremmede. »Saa vil jeg vove det,« siger Gunløg og giver ham Pengene. Noget senere traf Gunløg Kongen og fortalte ham om Laanet. »Der har du baaret dig uklogt ad,« siger Kongen, »han er den værste Ransmand og Drabsmand, og du skulde holde dig fra ham. Jeg skal dog nok give dig Vederlag for de Penge.« Men Gunløg svarer: »Ilde saa det ud, Herre, om vi, dine Hirdmænd, saaledes skulde søge Bod hos sagesløs Mand og lade Mænd som denne Thororm tilrane sig vor Ejendom. Og det skal aldrig ske.« Kort efter fandt han Thororm og forlangte sine Penge af ham, men Thororm svarede, at han ikke havde i Sinde at betale dem tilbage. Da kvad Gunløg denne Vise:

Ting vil jeg sige dig to,
blodgrumme Svend og sølvgriske:
Slangenavn tidlig jeg førte
og tit en blodig Sværdodd.
Du, som dig roser af Ran,
er ramt nu af to Tungers Lov:
Her stak dig Slangens Spydodd,
snart slikker dig Sværdets Tunge.

»Og nu vil jeg byde dig det Vilkaar,« siger han, »at du giver mig mine Penge tilbage eller gaar til Holmgang med mig paa tre Dages Frist.« Da lo Vikingen og sagde: »Det har endnu ingen vovet, at æske mig til Holmgang, hvor megen Fortræd de end har maattet døje af mig. Men det gaar jeg med Glæde med til.« Dermed skiltes de for den Gang. Gunløg fortalte Kongen, hvad der var hændt. Han siger: »Nu ser det sort ud for dig. Denne Mand døver ethvert Vaaben. Men nu skal du følge mit Raad. Her er et Sværd, som jeg vil give dig. Det skal du bruge i Kampen, men vis ham et andet.«

Gunløg takkede Kongen meget. Da de nu var rede til Holmgang, spurgte Thororm, hvad det var for et Sværd, han havde. Gunløg viser ham sit eget og drager det, men Kongens Sværd havde han bundet til Armen med en Løkke om Fæstet. Bersærken sagde, da han saa Sværdet: »Ikke ræddes jeg for det Sværd,« – og han hug til Gunløg, saa hans Skjold kløvedes fra øverst til nederst. Gunløg huggede straks igen med Kongens Sværd. Men Bersærken stod udækket; han troede, at Gunløg brugte det Sværd, han havde vist ham. Nu blev Hugget ham til Bane. Kongen takkede Gunløg for Daaden, og han fik et stort Ry baade i England og viden om andre Steder. Om Foraaret, da Skibene begyndte at gaa i Fart, bad Gunløg Kong Adelraad om Orlov. Kongen spørger, hvorhen han vil rejse, og Gunløg svarer: »Indfri et Løfte og udføre mit Forsæt,« – og han kvad denne Vise:

Mægtige Konger maa jeg gæste,
og dertil Jarler mange.
Brat jeg dog kommer til Kampen,
naar Adelraad Sejerslynet kalder.
Da skratter Malmet mod Skjold,
over Ligdynger Krigeren skræver.
Siden vil rød Guldflod
rinde over Heltens Arme.

»Lad det blive derved, Skjald,« sagde Kongen og gav ham en kostbar Guldring; »men det skal du love mig, at du kommer tilbage til mig til næste Høst; en Mand som du vil jeg nødig slippe.«

Gunløg sejlede da med nogle Købmænd fra England og Nord paa til Dublin. Paa den Tid raadede i Irland Kong Sigtryg Silkeskæg; han var Søn af Olav Kvaran og Dronning Kormlad og havde kun været Konge en kort Tid. Gunløg gik frem for Kongen og hilste ham paa sømmelig Vis, og Kongen tog vel imod ham. Gunløg sagde: »Jeg har lagt et Kvad om jer, Herre, og nu vilde jeg gerne, at I hørte paa det.« Kongen svarede: »Aldrig er det hændet før, at nogen har bragt mig et Kvad; det glæder jeg mig til at høre.« Gunløg sagde da sin Drapa frem, og saadan var Omkvædet:

Sigtrygs hvasse Sværd
mætter Ulves Hær.

Og her er nogle Vers af Drapen:

Kvarans Konge-Træ,
tvende Rigers Læ,
her til din Hæder
Skjalden kvæder.

Høvding bytter glad
Guld mod Skjalde-Kvad:
Bod paa Drapa-Ting
er den røde Ring.

Hørte, Høvding stor,
før du slige Ord
slaa mod Hallens Tag:
Det er Drapa-Lag!

Kongen takkede ham for Kvadet og kaldte paa sin Møntværge og spurgte ham: »Hvad skal man give for saadan et Kvad?« »Hvor højt har I tænkt jer at gaa, Herre?« siger han. »Hvis jeg giver ham to Handelsskibe,« siger Kongen, »vil det ikke være meget godt?« »Det er alt for meget, Herre,« siger den anden, »andre Konger giver saadan en Skjald en eller anden Kostbarhed som et Sværd eller en Guldring.« Kongen gav da Gunløg af sine egne Klæder en Skarlagensdragt, der bestod af en guldbræmmet Kjortel og en Kappe med kostbart Skind, og desuden en vægtig Guldring. Gunløg takkede ham for Gaverne. Han blev der en kort Tid, saa sejlede han til Orknøerne.

Dengang raadede paa Orknøerne Sigurd Jarl Lodvers Søn. Han saa gerne Islændinge hos sig. Gunløg hilste Jarlen paa sømmelig Vis og fortalte, at han havde et Kvad at sige frem. Jarlen sagde, at det vilde han gerne høre; han vidste, af hvad Æt han var paa Island. Gunløg sagde da sit Kvad frem, det var af den Slags, som kaldes Flokk, og ypperligt. Jarlen gav ham i Skjaldeløn en Bredøkse, helt sølvbeslaaet, og bad han blive hos sig. Gunløg takkede for Gaven og for Tilbudet, men sagde, at han maatte sejle Øst paa til Sverige. Han gik da om Bord sammen med nogle Købmænd, der skulde til Norge, og kom om Høsten til Kongshelle. Thorkel, hans Frænde, fulgte ham stadig. I Kongshelle fik de Førere op i Vestergøtland og kom til en Købstad der, som hedder Skara. Der raadede en Jarl, som hed Sigurd. Han var noget til Aars. Gunløg gik frem for ham og hilste ham paa sømmelig Vis og sagde, at han havde digtet et Kvad om ham. Jarlen vilde gerne høre paa det, og Gunløg fremsagde Kvadet. Det var ogsaa en Flokk. Jarlen takkede ham og lønnede ham godt og bad ham blive hos sig Vinteren over.

Sigurd Jarl havde stort Julegilde den Vinter. Dagen før Jul kom der Sendemænd fra Erik Jarl i Norge, tolv ialt, med Gaver til Sigurd. Jarlen tog godt imod dem og gav dem Sæde Julen over hos Gunløg. Der var stor Ølskæmt ved Gildet. En Dag sad Svenskerne og talte om, at ingen Jarl var større og mere navnkundig end Sigurd, men Nordmændene raabte op om, at Erik Jarl var endnu større. Dette trættedes de nu om, indtil de blev enige om at lade Gunløg afgøre, hvem der havde Ret. Gunløg kvad da denne Vise:

Svenske Helte, som graahærdet Gubbe
til højest Ros løfter, I har Ret!
Saa mangen en fraadende Bølgekam
paa vejløs Sø i Sejr har han brudt.
Men Eriks straalende Ungdom og Ry
med samme Ret prises af stridige Nordmænd.
Saa mangen en skumhvid Bølgetop
har rød han farvet med Fjenders Blod.

Paa begge Sider var der stor Tilfredshed med Afgørelsen, men størst hos Nordmændene. Efter Jul drog de hjem med Gaver til Erik Jarl. De fortalte om Gunløgs Afgørelse, og Jarlen syntes, at Gunløg her havde vist ham baade Djærvhed og Venskab, og han lod falde Ord om, at Gunløg nu frit kunde drage ind i hans Land. Dette fik Gunløg siden at høre. Han bad Sigurd Jarl skaffe ham Førere, det fik han, og han drog Øst paa ind i Tiundaland i Sverige.

Paa denne Tid raadede for Sverige Kong Olaf den Svenske, Søn af Kong Erik Sejrsæl og Sigrid Storraade. Han var en mægtig Konge, dygtig, men meget ærgerrig. Gunløg kom til Upsala om Vaaren ved Tingtid. Da han kom frem for Kongen, hilste han ham paa sømmelig Vis. Kongen tog vel imod ham og spurgte, hvem han var. Han sagde, at han var Islænding. »Ravn,« siger Kongen, »hvad Mand er han paa Island?« En Mand rejste sig fra den nedre Bænk, en stor og stærk Mand. Han gik frem for Kongen og sagde: »Han hører til en af de bedste Ætter, Herre, og er selv en rask Mand.« »Saa kan han gaa hen og sætte sig hos dig,« sagde Kongen. Da sagde Gunløg: »Jeg har et Kvad at sige frem for jer, Herre; vil I høre paa det?« »Gaa nu først ned og sæt jer,« sagde Kongen, »der er ikke Tid til at høre paa Kvad nu,« og det gjorde de. Gunløg og Ravn gav sig nu til at tale sammen og fortalte hinanden om deres Færd. Ravn var taget fra Island til Norge om Sommeren og var kommen til Sverige i Begyndelsen af Vinteren. Ravn var Søn af Ønund paa Gaarden Mosfell. Ønund var Gode der paa Stedet. Ravn var en høj smuk Mand og en god Skjald, og han og Gunløg blev snart Venner.

En Dag, da Tinget var forbi, gik de sammen frem for Kongen. Da sagde Gunløg: »Nu vilde jeg gerne, at I hørte paa mit Kvad, Herre.« »Kom da frem med det,« siger Kongen. »Nej, jeg vil fremsige mit Kvad først,« siger Ravn. »Som du vil,« siger Kongen. »Nej, jeg vil sige mit først, Herre,« siger Gunløg, »hvis I da synes.« »Jeg har første Ret, Herre,« siger Ravn, »eftersom jeg først kom til jer.« Da sagde Gunløg: »Hvor hændte det med vore Fædre, at min Fader kom efter din, som en Baad paa Slæbetov? Ingen Steder. Og saadan skal det ogsaa være med os.« Ravn svarer: »Lad os nu vise den Høviskhed ikke at gøre dette til et Tvistemaal, men lade Kongen raade.« »Gunløg skal kvæde først,« sagde Kongen, »for han bliver mest vred, hvis han ikke faar sin Villie.« Gunløg fremsagde da den Drapa, han havde lagt om Kong Olaf, og da han var færdig, sagde Kongen: »Ravn, hvad synes du om det Kvad?« »Godt, Herre,« sagde Ravn, »det er et storslaaet Kvad, men uskønt. Det er knortet og vredent ligesom Gunløg selv.« »Nu skal du fremsige dit Kvad, Ravn,« siger Kongen. Det gør han, og da han er færdig, siger Kongen: »Gunløg, hvad synes du om det Kvad?« »Godt, Herre,« svarer Gunløg, »det er et smukt Kvad, men glat og ubetydeligt ligesom Ravn selv. Men hvorfor,« bliver han ved, »har du kun lagt en Flokk om Kongen, synes du ikke, han er en Drapa værd?« Ravn svarer: »Det vil vi ikke tale om nu. Du skal nok faa Svar, selv om det først bliver senere.« Dermed skiltes de.

Kort efter blev Ravn Kong Olafs Hirdmand og bad om Orlov til at drage bort. Kongen tilstod ham den. Da Ravn var rede til Rejsen, sagde han til Gunløg: »Nu skal det være ude med vort Venskab, fordi du vilde nedsætte mig over for Høvdingen. Jeg skal nok en eller anden Gang tilføje dig en ikke mindre Skam, end du havde i Sinde at tilføje mig her.« Gunløg svarede: »Din Trusel skræmmer mig ikke. Og aldrig skal det komme dertil, at jeg er mindre regnet end du.« Kong Olaf gav Ravn gode Gaver, da de skiltes, og saa drog han bort. Det var om Vaaren. Han kom til Throndhjem, og derfra sejlede han til Island om Sommeren. Han lagde til ved Lervaag neden for Heden. Han blev vel modtaget af Venner og Frænder, og den Vinter blev han hjemme hos sin Fader paa Mosfell. Om Sommeren traf han sin Frænde Skafte Lovsigemand paa Altinget. Ravn bad ham gaa med sig til Thorstein Egilssøn, hvis Datter Helga han vilde bejle til. Skafte svarer: »Er hun ikke lovet til Gunløg Ormstunge?« »Er den Tid ikke gaaet, som var aftalt mellem dem?« siger Ravn. »Desuden er hans Overmod alt for stort nu, til at han skulde ænse det.« »Lad os da gøre, som du vil,« svarer Skafte.

Derefter gik de med stort Følge hen til Thorstein Egilssøns Bod, og han tog vel imod dem. Skafte sagde: »Ravn, min Frænde, vil bejle til din Datter Helga. Du kender hans Æt og hans Rigdom og hans høviske Færd og ved, at han har god Støtte i sine mange Frænder og Venner.« Thorstein svarer: »Hun er lovet bort til Gunløg, og jeg vil holde mit Løfte til ham.« »Er ikke de tre Vintre gaaet nu, som var aftalt mellem jer?« spurgte Skafte. »Jo,« svarede Thorstein, »men Sommeren er ikke gaaet, og han kan komme endnu i Aar.« »Men hvis han nu ikke kommer inden Vinter, hvad Svar kan vi da vente?« siger Skafte. Thorstein svarer: »Vi træffes jo nok her igen til næste Sommer, saa kan vi se, hvad der synes raadeligst. Men for denne Gang kan det ikke nytte at tale mere om det.« Dermed skiltes de, og Mændene red hjem fra Tinge. Men det rygtedes snart, at Ravn bejlede til Helga, og Gunløg kom ikke hjem den Sommer. Næste Sommer paa Altinget gentog Skafte og Ravn deres Bejlen med stor Vægt. De sagde, at Thorstein nu var løst fra enhver Aftale med Gunløg. Thorstein svarer: »Jeg har kun faa Døtre at gifte bort, og jeg vilde nødig, at de skulde volde Strid mellem Mænd. Jeg vil først tale med Illuge den Sorte,« og det gjorde han. Da de traf hinanden, spurgte Thorstein: »Synes du ikke, at jeg nu er løst fra enhver Aftale med din Søn Gunløg?« »Jo, det er du, hvis du selv vil,« svarede Illuge; »jeg har kun lidt at sige her, da jeg ikke ved ret meget om, hvor Gunløg er, eller hvad han har for.« Thorstein gik derefter hen til Skafte. De købslog om det og bestemte, at Brylluppet skulde staa midt i Oktober, hvis Gunløg ikke kom hjem den Sommer, men at Thorstein skulde være løst fra Aftalen med Ravn, hvis Gunløg kom og stod ved Trolovelsen. Derefter red Folk hjem fra Tinge. Det trak stadig ud med Gunløgs Hjemkomst, og Helga græmmede sig ved Tanken om Brylluppet med Ravn.

Nu er der at fortælle om Gunløg, at han tog fra Sverige til England samme Sommer, som Ravn drog til Island. Kong Olaf gav ham gode Gaver, da de skiltes. Kong Adelraad tog vel imod ham, og han blev der Vinteren over og nød stor Anseelse. Paa den Tid raadede i Danmark Knud den Store, der lige havde overtaget Riget efter sin Fader Kong Svend. Han truede stadig med at hærge England, fordi hans Fader havde vundet sig et Rige derovre, før han døde. Der var dengang en stor Hær af danske Mænd i England. Deres Høvding var Hemming, Søn af Jarlen Strutharald og Broder til Jarlen Sigvald. Han holdt det Land under Kong Knud, som Kong Svend havde erobret derovre. Om Vaaren bad Gunløg Kong Adelraad om Orlov. Men Kongen svarer: »Det sømmer sig ikke, at du drager bort nu, just som en stor Ufred truer England, og du dog er min Hirdmand.« Gunløg svarer: »I skal raade, Herre, men giv mig Orlov til Sommer, hvis Danskerne ikke kommer.« »Ja, nu skal vi se,« sagde Kongen. Saa gik Sommeren og Vinteren med, og Danskerne kom ikke. Efter Midsommer fik Gunløg da Orlov af Kongen og sejlede Øst paa til Norge, hvor han i Throndhjem opsøgte Erik Jarl. Jarlen tog vel imod ham og bad ham blive der. Gunløg takkede for Tilbudet, men sagde, at han først vilde sejle hjem til Island for at se til sin Fæstemø. »Nu er alle Skibe borte, som skulde til Island,« sagde Jarlen. Da sagde en Hirdmand: »I Gaar laa Halfred Vandraadeskjald her ude under Agdenæs.« »Det kan være,« svarede Jarlen, »han tog herfra for fem Dage siden.« Jarlen lod da Gunløg følge ud til Skibet, hvor Halfred tog imod ham med Glæde. Det var Sensommer. De fik straks Medbør, og de havde det muntert sammen. En Dag sagde Halfred til Gunløg: »Har du hørt om Ravn Ønundssøns Bejlen til Helga den Fagre?« Gunløg siger, at det har han, men ikke noget bestemt. Halfred fortalte ham da, hvad han vidste og desuden det, at mange sagde, at Ravn ikke var nogen ringere Mand end Gunløg. Da kvad Gunløg denne Vise:

Nu leger en sagte Vind
med letgaaende Fartøj.
Men slaa mig kun ned, Storme!
slæng mig paa Havets Bund!
Før gaar jeg ung til Hel
som havsvullen Dødning,
end ynkelig jeg ældes
som Ravns Ligemand.

Da sagde Halfred: »Det var godt, Fælle, om din Sag med Ravn maatte gaa bedre end min. For faa Vintre siden lagde jeg til med mit Skib i Lervaag neden for Heden. Jeg skyldte en af Ravns Huskarle en halv Mark Sølv, men jeg vilde ikke betale den. Da kom Ravn til med tresindstyve Mand, de hug Skibstovene over, saa Skibet drev ind mod Land, og det saa ud til Skibbrud. Jeg blev da nødt til at give Ravn Selvdømme, og jeg maatte betale en hel Mark.« Senere kom de til at tale om Helga, og Halfred roste hendes Fagerhed meget. Da kvad Gunløg denne Vise:

Aldrig vil anden Mand vinde Helga
end den, hun har elsket som ung.
Da sad vi i Lyngen. Gunløgs Hoved
hvilede mod det kæreste Læne.
Gult Haar lyste mod blaa Himmel,
blaa Øjne straaled mod gul Aften.
Een og kun een i hele Verden!
Saadan lød fra begge Løftet.

»Dette Kvad er vel gjort,« siger Halfred. De lagde til i Hraunhavn ved Melrakkesletten og lossede der. Det var først i Oktober, en halv Maaned før Vinter.

Thord hed en Mand. Han var en Bondesøn der paa Sletten. Han gav sig til at brydes med Købmændene fra Skibet, og de kunde ikke staa sig mod ham. Det blev saa bestemt, at han og Gunløg skulde brydes. Natten før bad han Tor om Sejr, og næste Morgen begyndte Brydekampen. Gunløg slog Fodfæstet fra Thord, saa han faldt haardt til Jorden, men den Fod, Gunløg stod paa, gik af Led, saa han faldt sammen med Thord. Da sagde Thord: »Det kan gerne være, at den Sag, du har i Vente, ikke vil gaa bedre for dig.« »Hvilken Sag?« spørger Gunløg. »Sagen med Ravn, om han faar Helga den Fagre nu om fjorten Dage. Jeg hørte paa, at det blev aftalt paa Altinget i Sommer.« Gunløg svarer ikke. Hans Fod blev forbundet og sat i Led, og den hovnede stærkt op. Saa red han og Halfred og ti andre Mænd til Gilsbakke i Borgefjord og kom der netop den Lørdag Aften, da de sad ved Bryllupsgildet paa Borg. Illuge blev glad ved at se sin Søn og de Mænd han havde med sig. Men Gunløg sagde, at han straks vilde ride ned til Borg. Illuge sagde, at det var ikke raadeligt, og det syntes de alle undtagen Gunløg. Paa Grund af den daarlige Fod var han dog ude af Stand til at ride; han lod sig ikke mærke med det, men det blev ikke til noget med Færden. Næste Morgen red Halfred hjem til sin Broder Galte, der styrede deres Gaard under Halfreds Fravær. Han var en stovt Bonde.

Nu er der det at fortælle om Ravn, at han sad ved sit Bryllupsgilde paa Borg; men der siges, at Bruden var stille og sørgmodig. Sandt er det, hvad det gamle Ord siger, at dybtgroet er Ungdommens Kærlighed. Ved Brylluppet indtraf der det uventede, at en Mand, Sverting, Søn af Hafr-Bjørn, bejlede til Hungerd, Thorods og Jofrids Datter, og Brylluppet skulde staa efter Jul samme Vinter paa Skaanø. Der boede en Frænde af Jofrid, Thorkel Torfasøn.

Ravn tog nu hjem til Mosfell med Helga. Kort efter hændte det en Morgen, at Helga laa vaagen, mens Ravn endnu sov. Han lod ilde i Søvne, og da han vaagnede, spurgte Helga, hvad han havde drømt. Ravn kvad da denne Vise:

Drømmens Himmel med Skyer drev,
røde var de som dryppende Blod.
Saaret var jeg, frem jeg søgte
til vort Leje og din Omsorg.
Af flere Saar var mit Legem hærget,
end du havde Hu eller Held til at læge.
Ilde mig tyktes det Drømmesyn,
om Snardød varsler dets tavse Tale.

»Det skulde jeg ikke græde over,« siger Helga, »saadan som I har sveget mig, for nu maa Gunløg være kommen hjem.« Og hun græd meget. Kort efter spurgtes det, at Gunløg var kommen hjem. Helga blev nu saa stridig og umedgørlig over for Ravn, at han ikke kunde holde hende hjemme. Han red da tilbage til Borg med hende, og ringe Glæde havde han haft af det Samliv.

Om Vinteren gjorde Folk sig rede til at drage til Brylluppet paa Skaanø. Thorkel havde indbudt Illuge og hans Sønner. Men da Illuge gik og gjorde sig rede til Færden, blev Gunløg siddende inde i Stuen og rørte sig ikke. Illuge gik ind til ham og sagde: »Hvorfor gør du dig ikke i Stand?« Gunløg svarer: »Jeg vil ikke med.« »Vist skal du tage med,« sagde Illuge; »du skal ikke saaledes sætte din Hu til en enkelt Kvinde. Lad du som ingenting, det kan aldrig komme til at skorte dig paa Kvinder.« Gunløg tog da med, som hans Fader ønskede, og de kom til Gildet. Illuge og hans Sønner fik Plads i det ene Højsæde; Thorstein og Ravn og Brudgommens Følge i det andet ligeoverfor Illuge. Kvinderne sad paa en Tværbænk, Helga den Fagre nærmest ved Bruden. Helga saa tit hen paa Gunløg, og det gik her, som det siges, at aldrig kan Blikket dølge, naar Kvinde elsker Mand. Gunløg havde den Klædning paa, som Kong Sigtryg havde givet ham, og han overgik alle de andre Mænd baade i Styrke, Skønhed og Vækst. Der var ingen rigtig Glæde og Munterhed ved det Gilde.

Den Dag, da Folk var ved at bryde op fra Gildet, og Kvinderne skulde gøre sig rede til Hjemfærden, gik Gunløg hen til Helga og talte længe med hende. Og da kvad han denne Vise:

Altid hvor jeg voved, har helt jeg vundet,
i Strid, i Elskov, i Skjaldekunst.
Men fra den Dag, jeg for dig blev sveget,
til Hælvten ind min Lykke svandt.
God blev aldrig en hel Dag siden,
hvad end jeg vandt af Sejr og Guld.
Kun eet kan rette din Faders Brøde:
Igen at binde, hvad aldrig var bristet.

Og videre kvad han:

Som Guld er Helgas Aasyn og Hu,
altid fager og uden Lyde.
Hendes Arm gør ædlere Guldet, den bær;
som ussel Trælkvinde dog blev hun solgt.
Men om end solgt til et hadet Gifte,
for Gunløg er Helga altid den samme.
Her, tag min Kappe og svøb den om dig:
Det er min Hu, der om dig svæver.

Og Gunløg gav Helga Kong Adelraads Kappe. Det var en stor Kostbarhed, og hun takkede ham meget for Gaven. Derefter gik Gunløg ud paa Tunet, hvor der stod en Del opsadlede Heste, flere meget smukke. Gunløg sprang op paa en af dem og red i fuld Fart over Tunet lige hen mod det Sted, hvor Ravn stod, og han maatte springe til Side. Gunløg sagde: »Du behøver ikke at springe til Side, Ravn! Der er ikke noget, der truer dig denne Gang, men du ved, hvad du har fortjent.« Ravn kvad da denne Vise:

Det sømmer sig ikke for Saarluens Helte
at yppe Strid paa Grund af en Kvinde.
Tit har jeg styret min Stævn mod Syd,
mangt et Sted har jeg kæmpet og dvælet.
Der er rigt paa Blomster og Kvinder,
fattigt og lødløst det raa Norden.
Jeg ved tilfulde, hvor fagre Kvinder
der færdes i Sydens skønne Egne.

Gunløg svarer: »Det kan være, der er mange; for mig synes det ikke saadan.« Illuge og Thorstein kom nu til, da de ikke vilde, det skulde ende med Kamp. Da kvad Gunløg denne Vise:

Blid Vind blæste Kvinden paa Mands Vej hen.
Storm og Fortræd det næste blev.
Een Mand sorgfuld, den anden uglad,
til begge Sider kun idel Mén.
Tredobbelt farlig blev Kvinden os skabt:
Skade og Lykke og Skade igen!
Ugerne løfter sig Talens Laag;
i mit tunge Hjerte koger det tavst.

Derefter red Folk hjem hver til sit, og Vinteren gik stille hen uden Tidende om nyt. Men efter at Gunløg og Helga havde truffet hinanden, havde Ravn ikke nogen som helst Glæde af Samlivet med Helga.

Om Sommeren red Mænd i Følge til Tings: Illuge den Sorte og hans Sønner, Gunløg og Hermund; Thorstein Egilssøn og hans Søn Kolsvein; Ønund fra Mosfell og alle hans Sønner; Sverting Hafr-Bjørnssøn. Skafte var Lovsigemand endnu. En Dag, da Mændene samledes paa Lovbjerget, efter at Retshandlingerne var endt, bad Gunløg om Stilhed og spurgte: »Er Ravn Ønundssøn her til Stede?« Ravn svarede ja. Da sagde Gunløg Ormstunge: »Det ved du, at du har taget den Kvinde, der var mig lovet, og derved paadraget dig mit Fjendskab. Derfor vil jeg byde dig Holmgang her paa Øksaaholmen med tre Dages Frist.« Ravn svarer: »Det var et godt Tilbud, saadan som det kunde ventes af dig. Jeg er rede, naar du vil.« Begges Frænder syntes ilde om dette, men det var dengang Lov, at en Mand kunde æske en anden til Holmgang, naar han mente sig forurettet af ham; og da de tre Dage var gaaet, mødtes de til Holmgangen. Illuge og mange andre Mænd fulgte med Gunløg, Skafte Lovsigemand fulgte med Ravn foruden hans Fader og andre af deres Frænder. Før Gunløg gik ud paa Holmen, kvad han denne Vise:

Af uførte Hug mod Helgas Elsker
utaalmodig min Haand har dirret.
Nu skal med skrattende Slag af mit Sværd
jeg skrælle din Hjelm og det krøllede Hoved!
Snart skal Saarets Lue brænde
som ædende Salt i dine Knogler.
Her er et Jern-Kvad om dig lagt.
Langt er ikke til Sværdets Kvad.

Ravn svarede med dette Kvad:

Det kan ingen af Skjaldene vide,
hvem Nornen vil vende Lykken fra.
Begge Sværd er lige rede
til vilde og haarde Hug at føre.
Men bliver det mig, der falder i Dag,
Helga fælder ej mange Taarer.
Dog skal hun høre Mænd fortælle,
at modig gik jeg til Kamp med Helten.

Gunløgs Broder Hermund holdt Skjoldet for ham, og Sverting Hafr-Bjørnssøn for Ravn. Med tre Mark Sølv skulde den, der blev saaret, løse sig af Holmen. Ravn havde det første Hug, fordi han var den, der var æsket. Han huggede ovenfra ned i Gunløgs Skjold, og saa voldsomt var Hugget ført, at hans Sværd brast ved Hjaltet. Odden sprang op fra Gunløgs Skjold og ramte ham paa Kinden, saa han fik en temmelig stor Flænge. Nu lagde deres Fædre og mange andre Mænd sig imellem. Da sagde Gunløg: »Jeg mener, at Ravn er besejret, da han nu er vaabenløs.« »Og jeg mener, du er besejret, da du er saaret,« siger Ravn. Gunløg var ophidset og meget vred og sagde, at Holmgangen ikke var blevet ført til Ende. Men Illuge sagde, at den ikke skulde føres videre denne Gang. Gunløg svarer: »Da vil jeg ønske, Fader, at jeg maa mødes med Ravn en anden Gang, hvor du ikke er der og kan skille os.« Dermed skiltes de for den Gang, og Mændene gik tilbage til deres Boder. Men næste Dag blev den Lov vedtaget, at Holmgang fra nu af skulde være forbudt, og saadan blev Ravns og Gunløgs Holmgang den sidste paa Island.

En Morgen, da Gunløg og hans Broder Hermund gik ned til Øksaa for at vaske sig, gik der nogle Kvinder ovre paa den anden Side, og blandt dem var Helga den Fagre. Da sagde Hermund: »Ser du Helga derovre paa den anden Side Aaen?« »Ja, jeg ser hende,« svarer Gunløg, og han kvad denne Vise:

At hende jeg elsker, og hende alene,
det blev mit Livs evige Skæbne.
Det blir mit Fordærv, at ingen Kvinde
uden hun kan blive mig kær.
Til ingens Glæde den Fagre fødtes, –
hvor Livet blindt sine Gaver øder!
Jeg ser dig, Helga, hinsides Aaen,
mit eneste Haab og mit Haabs Forlis.

Derefter gik de over Aaen, og Gunløg og Helga talte en Stund med hinanden. Da de igen gik tilbage, stod Helga længe og stirrede efter Gunløg. Han vendte sig da og saa tilbage over Aaen til hende og kvad denne Vise:

Som Solen, der skinner paa mig fra Himlen,
er dine Øjne: Baade Sol og Himmel.
Og Brynets lyse, hvælvede Bue
er atter Himlens rødgule Morgen.
Og end til eget Lys mer du lægger
Kjolens Lin og Guldets Sol.
Du er min Dag. Naar du er borte,
bliver det Nat for mine Øjne.

Da Tinget var forbi, red Folk hjem, og Gunløg var nu hjemme paa Gilsbakke. En Morgen, da han vaagnede, var alle staaet op; men han blev liggende i sin Alkove inden for Bænken. Da kom tolv væbnede Mænd ind i Hallen, forrest af dem Ravn Ønundssøn. Gunløg sprang straks op og greb sine Vaaben. Da sagde Ravn: »Dette her er ikke nogen Trusel mod dig, men jeg har et Ærinde, som du skal høre. Du bød mig Holmgang i Sommer paa Tinge, og du syntes ikke, den blev afgjort. Nu vil jeg tilbyde dig, at vi begge drager bort fra Island til Sommer og mødes til Holmgang i Norge. Der kan vore Frænder ikke lægge sig imellem.« Gunløg svarer: »Der talte du som en Mand. Det Vilkaar tager jeg gerne imod. Bliv her med dine Mænd, Ravn, og lad os spise Davre sammen.« Ravn siger: »Tak for Tilbudet, men vi maa nu ride igen for denne Gang.« Og dermed skiltes de. Dette huede deres Frænder meget ilde, men de kunde ikke hindre det, da de to selv var saa ivrige efter en Afgørelse. Desuden maatte det ske, som skulde ske.

Nu er der at fortælle om Ravn, at han gjorde sit Skib sejlklart i Lervaag. To Mænd fulgte ham, hans Faders Søstersønner Grim og Olaf. Det var begge raske Mænd. Ravns Frænder syntes, det var et stort Tab for dem, at han rejste, men han sagde, at han havde æsket Gunløg til Holmgang. En af dem maatte falde, for han havde ingen Gavn eller Glæde af Helga, saadan som det stod nu. Da han fik Bør, sejlede han ud og kom til Throndhjem. Der blev han om Vinteren. Han hørte ikke noget til Gunløg den Vinter. Saa ventede han paa ham om Sommeren, og endnu en Vinter blev han i Trøndelagen paa et Sted, der hedder Levanger.

Gunløg Ormstunge gjorde sig rede til Færden sammen med Halfred Vandraadeskjald, men de blev meget sent færdige. Deres Skib laa Nord paa ved Sletten, og da de fik Bør, stak de til Søs og kom til Orknøerne kort før Vinter. Sigurd Jarl Lodverssøn raadede dengang for Øerne, og Gunløg blev hos ham Vinteren over og kom i stor Yndest hos Jarlen. Om Vaaren drog Jarlen paa Hærtog, og Gunløg fulgte med. De hærgede vidt omkring paa Syderøerne og i de skotske Fjorde, og de udkæmpede mange Kampe. Gunløg viste sig som den tapreste og mest uforfærdede blandt Mænd, hvor de saa kom hen. Tidlig paa Sommeren vendte Sigurd Jarl tilbage, og Gunløg gik om Bord paa et Skib sammen med nogle Købmænd og sejlede til Norge. Der var godt Venskab mellem ham og Sigurd Jarl, da de skiltes. Gunløg kom til Throndhjem til Erik Jarl paa Lade i Begyndelsen af Vinteren. Jarlen tog vel imod ham og bad ham blive der, og det gjorde han. Jarlen havde hørt om Gunløgs Strid med Ravn, og han sagde til Gunløg, at han forbød dem at kæmpe i hans Rige. Gunløg svarede, at det maatte han raade for. Han blev der om Vinteren, men var temmelig faamælt. En Dag om Vaaren gik Gunløg og hans Frænde Thorkel bort fra Gaarden. De kom til en Slette, og der saa de en Ring af Mænd, og inde i Ringen kæmpede to Mænd paa Skrømt, den ene kaldte de Ravn og den anden Gunløg, og de, der stod hos, sagde, at Islændingene huggede kun smaat og var sene til at huske deres Løfter. Gunløg forstod, at her var vist ham stor Haan og Spot, og han gik tavs bort. Kort efter sagde Gunløg til Jarlen, at han kunde ikke længere taale hans Hirdmænds Spot over Sagen mellem ham og Ravn, og han bad om Førere ind til Levanger. Men Jarlen havde faaet at vide, at Ravn var taget fra Levanger Øst paa ind i Sverige, og derfor gav han Gunløg Orlov og Førere, som han bad om.

Nu tager Gunløg fra Lade med seks Mand og kommer til Levanger om Aftenen samme Dag, som Ravn er taget derfra om Morgenen med fire Mand. Gunløg drog da til Veradalen og kom der igen om Aftenen, som Ravn var draget bort om Morgenen. Saa drog han videre, til han kom til den øverste Gaard i Dalen, den hed Sule, ogsaa der var Ravn draget fra om Morgenen; da vilde Gunløg ikke standse der, men drog videre om Natten, og om Morgenen ved Solopgang saa de hinanden. Ravn var da kommen til et Sted, hvor der var to Søer og mellem dem en Slette, der hedder Glejpnessletten. Ud i denne Sø gaar der et lille Næs, som hedder Dingenæs. Der gjorde Ravn Holdt med sine Mænd, de var fem ialt, deriblandt hans Frænder Grim og Olaf. Da de mødtes, sagde Gunløg: »Det er godt, at vi nu har fundet hinanden.« Ravn svarede, at det var han heller ikke ked af, – »og nu kan du vælge, hvad du vil, enten at vi kæmper alle sammen med lige mange paa hver Side, eller vi to alene.« Gunløg sagde, at det var ham lige meget. Men da sagde Ravns Frænder, Grim og Olaf, at de vilde ikke staa og se til, mens de andre sloges, og det samme sagde Gunløgs Frænde Thorkel. Gunløg sagde da til de Førere, Jarlen havde givet ham: »I skal sidde og se til og ikke hjælpe nogen af os, for at I kan fortælle om vor Kamp.« Og det gjorde de. Derefter gik de mod hinanden og kæmpede alle tappert. Grim og Olaf gik begge imod Gunløg, og saadan endte det, at han dræbte dem begge og var selv usaaret. Det sander Thord Kolbeinssøn i det Kvad, han har lagt om Gunløg Ormstunge:

Først sank Olaf. Endnu mens han stritted’
med Benene i den sidste Trækning,
maatte Grim slaa sin Nakke i Gruset.
Fældet de blev uden større Møje.
Tyndt var det Vaabengny, her tingled frem.
Om deres Mod vil dog alle tale.
Hellere end daadløst at se til
valgte de Døden for god Mands Sværd.

Imidlertid kæmpede Ravn og Thorkel, og det endte med, at Thorkel faldt, og det gjorde ogsaa alle de andre paa begge Sider. Saa gik da Gunløg og Ravn løs paa hinanden med hvasse Hug og svære Angreb, og deres Kamp blev stadig hidsigere. Gunløg brugte det Sværd, Kong Adelraad havde givet ham; det var et ypperligt Vaaben, og med det huggede han omsider med et kraftigt Hug Ravns ene Fod af. Ravn faldt alligevel ikke, men trak sig tilbage til en Træstub og støttede Benstumpen paa den. Da siger Gunløg: »Nu er du ukampdygtig, og jeg vil ikke kæmpe længere med en lemlæstet Mand.« Ravn svarer: »Sandt er det, at min Sag ikke staar ret godt mere, men jeg kunde dog nok du til lidt endnu, hvis jeg fik noget at drikke.« »Svig mig da ikke,« siger Gunløg, »hvis jeg bringer dig Vand i min Hjelm.« Ravn svarer: »Jeg skal ikke svige dig.« Saa gik Gunløg hen til en Bæk og tog Vand i Hjelmen og bragte Ravn det. Ravn rakte efter det med venstre Haand, og med højre hug han Gunløg i Hovedet med sit Sværd, og der blev et meget dybt Saar. Da sagde Gunløg: »Ilde sveg du mig nu, og umandigt, da jeg stolede paa dig.« Ravn svarede: »Sandt er det. Men jeg undte dig ikke Helga den Fagres Favntag.« Saa kæmpede de videre med stor Voldsomhed, og saadan endte det, at Gunløg overvandt Ravn, og Ravn lod sit Liv. Jarlens Førere kom nu til og forbandt Gunløgs Hoved. Imens sad han og kvad denne Vise:

Paa stenede Dingenæs hentede Nornen mig,
da sank omsider, hvad før stod paa Held.
Mod Skjoldknap Sværdhug i tæt Drive knøg.
Mandshjerte dog ej knuges af egne Saar.
Der ligger Ravn, den tapre Helt,
her sidder jeg, ser mit Blod rinde ud.
Mit Hoved svimler, i Taage jeg ser
Guldbaand om Helgas Pande svøbt.

Derefter begravede de de døde og førte Gunløg paa Hesteryg til Levanger. Der laa han i tre Dage, saa døde han. Han blev begravet ved Kirken. Alle syntes, det var en stor Skade, der var sket med Gunløgs og Ravns Død, og ondt var det, der havde voldt den.

Om Sommeren, inden denne Tidende var naaet Island, drømte Illuge en Nat paa Gilsbakke, at han saa Gunløg komme hen til sig. Han var meget blodig, og han hørte ham i Søvne kvæde en Vise. Illuge huskede Visen, da han vaagnede, og kvad den for andre:

Om Hug og om Helte, Illuge, kvæder jeg,
mod Skjold først, siden mod Hoved og Lemmer.
Op sprang Sværdets blinkende Malmfisk,
sprætted med Klirr mod Skjoldets Knap.
Gabte da snart paa Brynje og Mand
Saarenes Gæller, blodig røde.
Mig traf, (kunde om Svig jeg vide?)
paa udækket Isse Sværd, ménsvorent.

Samme Nat hændte det, at Ønund drømte paa Mosfell, at han saa Ravn, blodig paa Klæder og Lemmer; han kvad denne Vise:

Først kom Huggene, Saarene siden,
og Dødens Baad sejled ad Blodets Aa.
Frem brød da Gribbenes Flok hæst skrigende
hen til Saarflodens røde Bredder.
Nu sidder de mætte og døsigt blundende
ved Blod, som Solen og Dagen har bleget.
Mig levnes der nu, foruden en Grav,
et Ry, der sagtens blir fattigt paa Lovord.

Næste Sommer, da Illuge den Sorte og Ønund mødtes ved Altinget paa Lovbjerget, spurgte Illuge: »Hvad Bøde vil du give mig for min Søn Gunløg, som din Søn Ravn sveg imod sit givne Ord?« Ønund svarer: »Saa stort er mit eget Tab ved deres Sammenstød, at jeg ikke mener, det tilkommer mig at betale dig Bod; men jeg vil heller ikke forlange Bod af dig for min Søn.« »Da skal en eller anden af dine Frænder eller Ætmænd komme til at bøde for det, naar de mindst venter det,« svarer Illuge. Om Sommeren efter Tinget var Illuge faamælt og tungsindig. Hen paa Høsten, fortælles det, kom Illuge en tidlig Morgen til Mosfell med tredive Mand. Ønund og hans Sønner slap ind i Kirken, – paa den Tid var Island bleven kristnet, – men Illuge fik fat i hans to Frænder, Bjørn og Thorgrim. Bjørn lod han dræbe, og Thorgrim lod han den ene Fod hugge af. Derefter red han hjem, og Ønund krævede ingen Bod for dette. Men Illuges Søn Hermund kunde ikke komme over Tabet af sin Broder, og han syntes ikke, der var bødet nok for ham med det, hans Fader havde gjort.

Ravn hed en Mand. Han var en Brodersøn til Ønund paa Mosfell. Han var en stor Købmand og ejede et Skib, der laa oppe i Hrutafjord. Om Vaaren red Hermund alene nordpaa over Holtavardehede til Hrutafjorden og ud til Bordøre, hvor Købmændenes Skibe laa, de var da netop færdige til at sejle. Men Ravn stod inde paa Land, og mange Mænd med ham. Hermund red hen mod ham, drev sit Spyd igennem ham og red straks bort. Ravns Fæller stod forfærdede og saa efter ham. Heller ikke for dette Drab blev der givet Bøde. Og hermed ender Striden mellem Illuge den Sorte og Ønund paa Mosfell.

Da der var gaaet nogen Tid giftede Thorstein Egilssøn sin Datter Helga bort til en Mand, der hed Thorkel Halkelssøn. Han boede i Hraundalen, og Helga tog med ham hjem, men hun kom aldrig til at holde af ham; hun kunde ikke glemme Gunløg, selv efter hans Død. Thorkel var dog ellers en rask Mand, rig og en ganske god Skjald. De fik flere Børn, en af Sønnerne hed Thoraren, en anden Thorstein. Men Helgas største Glæde var den at tage Gunløgs Kappe frem, brede den ud og sidde længe og se paa den.

Engang kom der en svær Sot der til Stedet, og mange led meget. Helga blev ogsaa syg, men laa dog ikke. En Lørdag Aften, da hun sad i Ildstuen med Hovedet i sin Husbonds Skød, bad hun om Kappen, Gunløgs Gave. Da hun fik den, rettede hun sig op og holdt den frem for sig og saa paa den nogen Tid, saa sank hun tilbage i sin Husbonds Arme og var død. Thorkel kvad da denne Vise:

Nu døde min Hustru, Helga den Fagre,
stille og blidt i sin Husbonds Arme.
Hun var min Trøst og trofaste Medhjælp,
om hende stod alle Ting i Trivsel.
Gud undte hende kun kort at leve,
faa blev hendes Aar og lidet glade.
Tungt for mig er Tabet af hende,
mer endnu det tærende Savn.

Helga blev begravet ved Kirken, og Thorkel sad alene tilbage paa sin Gaard. Alle syntes, som rimeligt var, at Helgas Død var et stort Tab.

Og hermed ender Sagaen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.