Håndskrifternes betydning i litterær, historisk, sproglig og palæografisk henseende

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission


HÅNDSKRIFTERNES BETYDNING I LITTERÆR, HISTORISK SPROGLIG OG PALÆOGRAFISK HENSEENDE

Værdien af håndskrifterne i Den Arnamagnæanske Samling og i Det kongelige Bibliotek måles ikke blot ved hjælp af samlingernes størrelse, men også ved den betydning de har for vor viden om den middelalderlige kultur og litteratur i Norden, specielt i Norge og på Island. I det følgende skal derfor omtales nogle af de litterære genrer og de vigtigste håndskrifter indenfor genrerne *).

[ *) Håndskrifterne citeres efter nummer i samlingerne, AM er Den Arnamagnæanske Samling, GkS (Gammel kongelig Samling) er Det kongelige Biblioteks ældste håndskriftsamling, NkS (Ny kongelig Samling) den nyere del. 4°, 8°, 12° og fol. angiver håndskrifternes format (kvart, oktav, duodes og folio).]


Håndskrifternes litterære og historiske betydning

Den ældre poetiske litteratur.
Den ældre poetiske litteratur omfatter den såkaldte Ældre Edda og skjaldedigte. Den Ældre Edda (hovedhåndskrift GkS 2365, 4°) består af en række anonyme digte af stor litterær værdi. Emnerne er taget fra det gamle Nordens gudelære og fra heltesagn af overvejende sydgermansk oprindelse. Et enkelt af digtene antages at være digtet på Grønland. Både Norge og Island har bidraget til denne digtning; men der er ikke i enkeltheder enighed om, hvor digtene er blevet til.

Skjaldedigtningen omfatter digte, der tilskrives navngivne norske og islandske skjalde, der optrådte ved det norske og det danske hof. I modsætning til Eddadigtene findes skjaldekvadene ikke fra gammel tid overleveret i noget samlingshåndskrift, men forekommer spredt i de historiske sagaer, islændingesagaerne, i Snorres Edda samt i den af Óláfr Þórðarson hvítaskald (d. 1259) forfattede grammatiske afhandling. Skjaldekvadene er næsten alle hyldestdigte til eller arvekvad om fyrster og stormænd i perioden fra 9. århundredes første halvdel til henimod år 1300. Skjaldedigtningen omfatter også små situationsbestemte strofer (såkaldte lausavísur) og større digte af opbyggelig art, således Harmsól, »sorgens sol«, »trøsten« (i AM 757, 4°), digtet ca. 1200 af Gamli Kanoki, Leiðarvísan, »vejledning«, og Líknarbraut, »nådens vej«, begge fra det 13. århundredes slutning. Et af de ældste islandske håndskrifter (AM 673 B, 4°) indeholder det religiøse digt Plácitúsdrápa, både håndskrift og digt er fra ca. 1200. Sproget er norskpræget. Fra samme tid stammer antagelig Sólarljóð, men dette digt findes kun bevaret i sene papirafskrifter.

Den poetiske litteratur tjener som kilde for udforskning af den gamle nordiske gudetro og kulturverden, men har desuden en ganske særlig sproglig betydning, fordi digterne ved den poetiske behandling af deres emner betjente sig af et ganske andet ordforråd end det, der kendes fra den prosaiske litteratur, og af udtryksmidler (omskrivninger), der ellers var ukendt. Da der tilmed gjaldt meget strenge regler for versenes opbygning, bl. a. for brugen af rim, giver kvadene et værdifuldt bidrag til forståelsen af sprogformen i Norge og på Island.

I nær tilknytning til den poetiske litteratur står Snorres Edda (GkS 2367, 4°, AM 242 fol. o. fl.), som egentlig er en lærebog i versekunst, hvad navnet Edda (verselære) udsiger. Navnet er således gammelt som betegnelse for dette værk og kun ved en misforståelse i senere tid overført til den foran omtalte Ældre Edda (den såkaldte poetiske Edda). Snorres Edda har størst betydning derved, at den indeholder prøver på et betydeligt antal kvad af navngivne norske og islandske skjalde, og derved at Snorre i Eddaen til forklaring på den norrøne digtekunsts særlige omskrivninger (de såkaldte kenningar) genfortæller de nordiske gudemyter og en række heltesagn.


Íslendingabók og Landnámabók.
Íslendingabók er forfattet af Are Frode (1067–1148). Det er en kort islandshistorie fra landets første bebyggelse (874) ned til ca. 1120, skrevet i en nøgtern stil uden kunstneriske ambitioner. Den omtaler de første landnamsmænd og behandler bl. a. forfatningens historie, tidsregningens fastlæggelse og kristendommens indførelse samt kirkens liv og vækst i den første tid. Bogen findes kun bevaret i sene afskrifter (AM 113 A og B fol.), men de er så nøjagtige, at det har været muligt at klassificere originalen blandt de ældste islandske håndskrifter (ca. 1200).

Meget taler for, at Are også er forfatter til den oprindelige, nu tabte redaktion af Landnámabók. Dette værk, der ikke har nogen parallel inden for andre landes litteratur beretter om Islands opdagelse, opregner de betydeligste landnamsmænds bosættelse og skildrer i korte træk deres kampe og slægtskabsforhold. Det er det vigtigste kildeskrift for kendskabet til Islands ældste historie og har betydning også for islændingesagaerne, som det i tidens løb har stået i livligt vekselforhold til. Der er også grund til at nævne, at der derfra hentes værdifuldt stof til stednavneforskningen.

Af Landnámabók er der overleveret 3 gamle redaktioner: Sturlubók (AM 107 fol., sen afskrift efter tabt membran), Melabók (AM 445 b, 4°) og Hauksbók (AM 371, 4°) samt et par unge redaktioner på papir: Skarðsárbók og Þórðarbók.


Islændingesagaerne.
De egentlige islændingesagaer, der omhandler de islandske høvdinge og deres slægt i perioden ca. 930-1030 (söguöld), er den største litterære præstation på Island i middelalderen. Sagaskrivningens opståen og enorme vækst har man set i lyset af de islandske storbønders slægtsstolthed og den deraf følgende stærke interesse for genealogisk viden, og de islandske samfundsforhold (landets ringe befolkningstal, slægternes bofasthed, Altinget som samlende midtpunkt for hele landets befolkning); men der er ikke almindelig enighed om, hvorvidt genren er af hjemlig art eller skyldes litterære impulser udefra. Det store antal håndskrifter, der findes, vidner om, at sagaerne i 13.–15. århundrede har været afskrevet ivrigt og har haft vid udbredelse.

For så vidt angår disse sagaer, har de danske håndskriftsamlinger den allerstørste betydning, idet de meget ofte rummer de bedste, undertiden de eneste kendte redaktioner af sagaværkerne.

Möðruvallabók – AM Fol. 132
Således findes i Den Arnamagnæanske Samling et betydningsfuldt samlingshåndskrift med islændingesagaer, den såkaldte Möðruvallabók (AM 132 fol.), skrevet ca. 1300–1350, der indeholder ikke mindre end 11 islændingesagaer, heriblandt Egils saga, Njals saga, Laxdœla saga, Kormaks saga og sagaen om fostbrødrene. Foruden dette pompøse håndskrift findes i Den Arnamagnæanske Samling et andet hovedhåndskrift til Laxdœla saga (AM 309, 4°) og flere hovedhåndskrifter til Njals saga (f. eks. AM 468, 4°, Reykjabók, 133 fol., Kálfalækjarbók), i Det kongelige Bibliotek den vigtige afskrift Gráskinna (GkS 2870, 4°). Under eet håndskriftnummer er samlet en række meget vigtige fragmenter af forskellige islændingesagaer, hvoraf flere af betydelig ælde, således fragmentet af Egils saga fra ca. 1250–1300 (AM 162 A fol.).

Alene disse eksempler vil vise samlingernes betydning. Der er kun få sagaer, hvoraf der ikke findes pergamenthåndskrifter eller i hvert fald fragmenter af sådanne.

De gamle fragmenter kan give vigtige oplysninger om, hvor tidligt sagaerne har været nedskrevet, og hvis hverken skrifttrækkene eller sprogformen stemmer overens i fragmenterne, kan de tages som bevis for, at der har eksisteret lige så mange fuldstændige afskrifter.

Islændingesagaernes værdi ligger i højere grad i den kunstneriske behandling af stoffet end i den historiske. Man må for nogle sagaers vedkommende dels regne med en århundredlang mundtlig tradition, før nedskrivningen begyndtes, dels med en kunstnerisk omformning og tilpasning af traditionsstoffet. Endelig har de sagaer, der først sent er ført i pennen, modtaget påvirkning fra 13. århundredes litterære modestrømninger (fornaldarsaga, ridderroman). Men er islændingesagaens historiske troværdighed end af sekundær betydning, må man til gengæld understrege den betydning, de har for vor kundskab om islandsk dagligliv og tankesæt i sagatiden. De tjener dermed til belysning af det øvrige Nordens kulturhistorie i et tidsrum, fra hvilket ellers kun sparsomme oplysninger foreligger.


Norske og danske kongesagaer m. v.
Der foreligger i håndskriftsamlingerne en omfangsrig sagalitteratur om konger og jarler. I disse sagaer, der repræsenterer de bedste — og for mange detailler eneste — kilder til Nordens, især Norges ældste historie, spiller det norske islæt, som rimeligt er, en fremtrædende rolle, og en del håndskrifter er rent norske.

Ágrip (uddrag) af Nóregs konunga sögum (AM 325 II, 4°) foreligger nu kun defekt; men meget taler for, at det har behandlet Norges historie fra Halvdan Svarte til kong Sverres komme til Norge i 1177. Der hersker stor uenighed om Ágrips kildeforhold, men der kan i hvert fald næppe være tvivl om, at det bevarede håndskrift, som er skrevet af to islændere, er en afskrift efter en tabt norsk original.

Morkinskinna (GkS 1009 fol.) omhandler de norske kongers historie fra Magnus den Gode. Slutningen af værket er tabt, men antagelig har også det sluttet ved året 1177. Det håndskrift, hvori teksten er bedst bevaret, er udarbejdet ca. 1220. Det bærer tydeligt præg af at være sammenstykket af flere kilder, bl. a. findes der indskud fra Ágrip. Teksten indeholder en del indskudte anekdoter (þættir), bl. a. fortællingen om kong Harald og islændingen.

Fagrskinna skildrer perioden fra Halvdan Svarte til 1177, og forfatteren har foruden skjaldekvad anvendt alt, hvad der forelå skrevet om de norske konger. Fremstillingen er saglig og nøgtern med hovedvægten lagt på landets politiske historie. Værket er skrevet i Norge ca. 1230, måske for Håkon Håkonsson. Teksten findes i to afvigende affattelser, den ene i tre, den anden i to håndskrifter fra 17. århundrede.

Sverres saga. Allerede tidligt forelå der en saga om kong Sverre. Dele af sagaen er ifølge fortalen ført i pennen efter mundtlig meddelelse af kong Sverre selv, mens andre dele er skrevet efter kyndige mænds og øjenvidners beretning. Det er dog omdiskuteret, hvor grænsen mellem disse dele går. Sagaen er udmærket overleveret i AM 327, 4°, Eirspennill, Flatøbogen samt i AM 81 a fol.

Olaf den Helliges saga har efter afskrifternes antal at dømme været en meget yndet læsning. Der findes en mængde håndskrifter og brudstykker, og dele af teksten har været optaget i andre skrifter. Sagaen er bl. a. afskrevet i Tómasskinna og i Flatøbogen. I Den Arnamagnæanske Samling findes der 6–7 større håndskrifter og nogle små fragmenter.

Olaf Tryggvasons saga, udarbejdet af Oddr Snorrason ca. 1190, har tjent som kilde for Fagrskinna og for Heimskringla. Hovedhåndskriftet (AM 310, 4°) er kommet til Danmark fra Norge som gave fra Christen Worm til Arne Magnusson.

Codex Frisianus – AM 45 fol.
Den største personlighed blandt de historiske forfattere er Snorre Sturleson. Hans værk Heimskringla behandler de norske kongers historie fra de ældste tider ned til 1177. Snorre har som kilder til sit arbejde anvendt næsten alle de på hans tid foreliggende kongesagatekster. Desuden fremhæver han selv skjaldedigtenes betydning meget stærkt og citerer stadig kvadene. Snorres værk vidner ikke blot om lærdom, han har sammenføjet sit stof til et kunstnerisk hele på en måde, der leder tanken hen på de bedste af islændingesagaerne. Der foreligger intet gammelt håndskrift af hele værket bevaret; men i Den Arnamagnæanske Samling findes afskrifter fra 17. århundrede af de to i 1728 forsvundne skindbøger: den islandske Kringla og den norske Jöfraskinna (et fragment bevaret AM 325, 4° VIII). Fragmenter af andre gamle Heimskringlahåndskrifter findes i Den Arnamagnæanske Samling, f. eks. 39 fol. Dele af teksten er desuden optaget i samlingshåndskriftet Eirspennill (AM 47 fol.), der tillige indeholder Sverres saga, sagaen om Baglerne og en saga om Håkon Håkonsson, skrevet af islænderen Sturla Þórðarson. Det smukke håndskrift er skrevet af to nordmænd og har aldrig været på Island; dette er lige så lidt tilfældet med Codex Frisianus (AM 45 fol.), der som Eirspennill har tilhørt Otto Friis i Salling. Det indeholder Heimskringlas tekst (med undtagelse af Olaf den Helliges saga) og Håkon Håkonssons saga.

Det største samlingshåndskrift med kongesagaer er dog Flatøbogen (GkS 1005 fol.), der består af 225 store blade og indeholder meget vigtige tekster af norske kongesagaer; særlig skal fremhæves Olaf Tryggvasons, Olaf den Helliges, Sverres og Håkon Håkonssons saga. Dertil kommer en række anekdoter, hvoraf flere kun findes overleveret her. Håndskriftet indeholder desuden en række sagaer om begivenheder i de norske bilande, således en saga, der omhandler Færøernes historie; den skildrer ganske kort øernes bebyggelse, men hovedhandlingen samler sig om de navnkundige færøske høvdinger Sigmundr Brestisson og hans modstander, den kløgtige og trolddomskyndige Þrándr i Götu. Også en saga om jarlerne på Orknøerne findes optaget i håndskriftet; denne saga findes desuden bevaret i gamle fragmenter (AM 325 I, III α og β, 4°) og i en afskrift fra ca. 1700 efter en nu tabt membran. Begge disse sagaer er forfattet så tidligt, at Snorre har kunnet benytte dem ved udarbejdelsen af Heimskringla. Flatøbogen indeholder endvidere en saga om Grønland, der har haft stor betydning i den videnskabelige diskussion om Vinlandsrejserne.

I naturlig sammenhæng med den sidst omtalte sagagruppe kan nævnes det mægtige sagaværk Sturlunga saga (AM 122 a fol., 122 b fol. o. fl.), der ca. 1300 er stykket sammen af flere småsagaer. Det behandler Islands historie i årene, før landet i 1262–64 kom under norsk styre, og de begivenheder og politiske tilstande, der førte til fristatens opløsning. Det første af disse håndskrifter indeholder mange norskheder i sproget.

To sagaer har særlig betydning for Danmark, nemlig sagaen om Jomsvikingerne og Knytlingesaga. Den første skildrer Jomsvikingernes oprindelse, deres love og færd og endelige nederlag i slaget ved Hjörungavåg. Sagaen, hvis historiske kildeværdi kun er ringe, foreligger i flere indbyrdes ret afvigende bearbejdelser, hvoraf to i Den Arnamagnæanske Samling (AM 291, 4°, AM 510, 4°), en redaktion i Flatøbogen og en i et stockholmsk håndskrift. Knytlingesaga, der er en vigtig kilde til Danmarks ældre middelalderhistorie, skildrer de danske konger fra Harald Blåtand til 1187. Forfatteren har ikke kendt Saxo, men alt tyder på, at Saxo og Knytlingesaga for Valdemarstiden bygger på en fælles kilde. Teksten findes kun fragmentarisk i gamle håndskrifter (AM 20 b I og II fol., 180 b fol.), men foreligger i sene afskrifter (bl. a. AM 18 fol. ved Arne Magnusson).


Fornaldarsagaer.
Disse sagaer er, som navnet antyder (forn öld ɔ: den gamle tid), sagaer med emner hentede fra den fjerne fortid før Islands bebyggelse. Genren må tænkes udformet i det 12. århundrede. På islandsk grund er næppe nogen fornaldarsaga nedskrevet før 1250. De bevarede håndskrifter er gennemgående ret sene, ældst er et fragment af Hrólfs saga Gautrekssonar (AM 567 XIV β, 4° ca. 1300), men de fleste er fra tiden omkring 1400 og senere. Og den sproglige og stilistiske udformning af fornaldarsagaerne har et tydeligt efterklassisk præg. Fornaldarsagaerne er bygget over emner fra den nordiske og sydgermanske sagnverden, således fra dansk sagnhistorie f. eks. Rolf Krakes saga (AM 9 fol. o. a.) og Ragnar Lodbrogs saga (NkS 1824 b, 4°). Også den norske sagnhistorie har givet stof til adskillige fornaldarsagaer, bl. a. Hálfs saga (GkS 2845, 4°) og Örvar-Odds saga (AM 343 a, 4°). Ikke-nordisk sagnstof indgår i f. eks. Ásmundar saga kappabana (AM 586, 4°) og på særlig måde i Völsunga saga (NkS 1824 b, 4°), idet denne for en stor dels vedkommende er en prosaisk genfortælling af heltekvadene i den ældre, poetiske Edda. Endelig er der en gruppe fornaldarsagaer med helt opdigtet emne, bl. a. Bósa saga (AM 510, 4°, 586,4°). Disse sagaer har oftest som emne vikingelivets kampe og farer, det overnaturlige element spiller en stor rolle, og det spændende handlingsforløb er hovedsagen.

Disse fornaldarsagaer er rige på folkeligt eventyrstof og gamle sagnminder, der har været fælles for den gamle verden. De yder derved særdeles vigtigt materiale til den germanske sagnforskning og til den internationale eventyrforskning.

Fornaldarsagaen kendes ikke blot fra Island, men har tillige haft vid udbredelse i Norge. I det banebrydende værk: Kilderne til Sakses Oldhistorie lykkedes det således Axel Olrik ved sproglige og litterære kendemærker at udskille en meget betydelig del af Saxos beretning om de ældste tider som bygget på norske eller islandske hjemmelsmænds meddelelse af norrønt, overvejende norsk fornaldarsagastof. Olriks resultater har i hovedtrækkene vundet tilslutning hos de fleste danske og udenlandske forskere.


Rímur.
Ved rímur forstås fortællende digte, forfattet i særlige, ret enkle versemål, der i modsætning til de fleste skjaldekvad bruger enderim. Bibeholdt er skjaldedigtningens stilistiske teknik (bogstavrim og omskrivninger (kenningar)). Denne digtart er opstået i det 14. århundrede på Island, hvor den har været dyrket helt til nutiden, og kendes ikke uden for Island. (Her ses bort fra enkelte lighedspunkter mellem færøsk folkevise og islandsk ríma med hensyn til emnevalg og kenningar). Rímurnes emner er hentet fra sagaer, eventyr og andre fortællinger — særlig talrige er rímur med emner fra fornaldarsagaer og romantiske sagaer, og rímurne kan ofte bidrage til at bestemme de bevarede prosateksters værdi og indbyrdes forhold og kan give fingerpeg om nu tabte sagaer eller sagaversioner. Einar Gilssons Óláfsríma om slaget ved Stiklestad anses almindeligt for at være den ældste af de bevarede rímur og er optaget i Flatøbogen. De fleste af de ældre rímur findes i samlingshåndskrifter, f. eks, AM 603, 4°, 604–5, 4°, 146, 8°.


Lægebøger, kalendervidenskab.
Lægevidenskabelig litteratur findes kun sparsomt repræsenteret i håndskrifter, et par fragmenter (AM 696, 4° II, 655, 4° XXX), et afsnit i blandingshåndskriftet AM 194, 8°, samt en lille lægebog fra ca. 1500 (AM 434, 12°). Alle disse håndskrifter gør indholdsmæssigt set et uselvstændigt indtryk, således findes i såvel AM 194, 8° som i AM 434, 12° større partier af Henrik Harpestrængs lægebog. Talrige danske, norske og latinske ord er også tydelige vidnesbyrd om den ikke-islandske oprindelse. Derimod vidner den såkaldte Rímbeygla (GkS 1812, 4°, AM 625, 4°, 727, 4° o. fl.) om, at man på Island i 12. århundrede har haft en selvstændig kalendervidenskab (komputistik). Ganske vist må man også regne med fremmede kilder for værket, men dets mange beregninger er gjort på Island.


Love.
I vinteren 1117–18 blev de islandske love første gang nedskrevet. Det ældste brudstykke af et lovhåndskrift er fra ca. 1175 (AM 315 fol. D). Selve hovedteksten af fristatstidens meget udførlige love, der sædvanligvis betegnes med navnet Grágás, findes i to store håndskrifter (GkS 1157 fol., Konungsbók, og AM 334 fol., Staðarhólsbók), der begge er fra det 13. århundrede. Der er tale om to redaktioner, der undertiden opviser meget store indbyrdes afvigelser. Kristenretten, der kan sammenlignes med de gammeldanske kirkelove, findes desuden i en hel række andre håndskrifter, da den havde længere gyldighed end de andre afsnit i Grågåsen.

Efter at Island var kommet under den norske krone (1262–64) blev lovene revideret, og i ti år gjaldt den lovbog, der kendes under navnet Járnsíða. I dens sted trådte i 1281 en lovbog, der kendes under navnet Jónsbók. Af den findes der et meget stort antal håndskrifter.


Håndskrifter af religiøst og opbyggeligt indhold.
På Island var omsvinget ved reformationen ikke så voldsomt, at det førte til tilintetgørelsen af den litteratur, som i det øvrige Norden stempledes som papistisk. Der findes derfor en forbavsende stor middelalderlig opbyggelseslitteratur bevaret. Størstedelen er legender om helgener og om Jomfru Maria samt apostelhistorier, der har været brugt ved gudstjenesten eller som klosterlæsning. Langt den største del af denne litteratur er oversættelser enten direkte fra latinske skrifter eller eventuelt med et mellemled på et af de europæiske sprog.

Den litterære værdi af disse oversatte skrifter er minimal, men for studiet af det norske og islandske sprogs historie er de af central betydning.

Man finder i denne gruppe det ældste islandske skrift, et fragment fra ca. 1150 (AM 237 a fol.); ca. 75 år yngre er det ældste håndskrift, en samling homilier (prædikentekster), der nu opbevares i Kungliga Bibliotheket i Stockholm. Dette håndskrift har en del homilier til fælles med den norske homiliebog (AM 619, 4°), hvortil der ikke er fundet udenlandske forbilleder. Det er omstridt, hvorvidt disse tekster oprindeligt er islandske eller norske.

En oversættelse af dele af Det gamle Testamente med indflettede kommentarer går under navnet Stjórn. Oversættelsen er foretaget i Norge, men de fem bevarede håndskrifter er islandske afskrifter, der mer eller mindre er præget af deres norske forlæg.

Kirkens lære blev fremstillet i en slags lærebog, der er kendt fra de fleste europæiske lande under navnet Elucidarius. Den er tidligt overført til islandsk (fra norsk) og findes i et gammelt håndskrift fra ca. 1200 (AM 674 a, 4°).

I den opbyggelige litteratur er indslaget fra norsk større end i nogen anden litteraturgren. Man finder mellem rent norske og rent islandske håndskrifter alle afskygninger af blandingshåndskrifter. De norskprægede håndskrifter kan skyldes nordmænd, der virkede på Island, men kan også være indført fra Norge, og afskrifterne har i større eller mindre grad beholdt originalens sprogpræg. Det er da en gennemgående regel, at det norske sprogpræg er stærkest i håndskrifter fra det 13. århundrede.

Disse forhold skyldes den nære forbindelse mellem Norges og Islands kirke. Islands første biskop blev viet i 1056. I 1104 blev Islands kirke med de øvrige nordiske kirker løst fra ærkebispesædet i Bremen, og efter 1152 hørte Island med til den norske kirkeprovins med ærkebispesæde i Nidaros (Trondheim). Fra denne tid omtrent stammer de ældste opbyggelige skrifter.

Om en del af de islandske bisper er der på Island forfattet sagaer, de såkaldte bispesagaer (biskupasögur). I de egentlige bispesagaer berettes der om nogle af de islandske bispers levned i en fortællestil, der er påvirket af stilen i helgenlegenderne. Men da bispesagaerne også gør rede for de stridigheder, kirkens ledere var indviklet i, bliver de en ret nær parallel til islændingesagaernes beretninger om de verdslige høvdinge.


Påvirkninger fra Norge

Der er grund til at understrege den betydning, Norge har haft for den islandske litteratur udover den opbyggelige. Ret betydelige dele af den litteratur, der nu opbevares i håndskriftsamlingerne, er norsk litteraturproduktion overleveret i islandske håndskrifter. Vigtige dele er blevet til ved en vekselvirkning, når islændere under ophold i Norge kom i kontakt med modestrømninger i datidens europæiske litteratur.

Det er nævnt, at fyrsternes eller kongernes hof gennem århundreder var arnested for skjaldedigtning. Både norske og islandske skjalde har digtet kvad, der forherliger norske fyrster. På anden måde blev det norske hof centrum for litterær virksomhed, da hoffet i det 13. århundrede var toneangivende i den litterære smag. Adskillige oversættelser er blevet til efter tilskyndelse af norske konger. Således vides det, at i hvert fald fem værker er oversat på foranledning af kong Håkon Håkonsson, deriblandt den europæisk kendte Tristrams saga. Den er dog kun overleveret fuldstændig i unge papirafskrifter. Af en membran fra det 15. århundrede findes kun nogle få blade (AM 567, xxii, 4°).

Fra noget senere tid stammer de kendte oversættelser Gyðinga saga og Alexanders saga. Da den islandske abbed Brandr Jónsson i årene 1262 og 1263 opholdt sig i Norge for at modtage bispevielse, oversatte han på opfordring af kong Magnus Håkonsson (Lagabøter) Gyðinga saga (Jødernes historie), der er overleveret i islandske håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling, dels to fragmenter, der er omtrent fra den tid, da oversættelsen er foretaget, og dels i to fuldstændige yngre afskrifter (AM 226 fol., afskrevet i 225 fol.). Brandr Jónsson skal også ifølge en senere islandsk tradition have foretaget oversættelsen af Alexanders saga, der bl. a. findes i et fint håndskrift fra slutningen af det 13. århundrede (AM 519 a, 4°). Af sproglige grunde er det dog meget usandsynligt, at de to værker har samme oversætter.

To andre oversættelser vidner om, hvor stærk påvirkningen fra europæisk litteratur var på Island i tidlig middelalder. Den ene er Romernes historie, som må være oversat efter latinske forfattere omkring 1250, men kun findes i håndskrifter fra det 14. århundrede (AM 595, 4° og 226 fol.). Ældre end denne Rómverja saga er Veraldar saga, der, som navnet udsiger, er en verdenshistorie. De ældste fuldstændige håndskrifter er fra det 14. århundrede (AM 625, 4° og 194, 8°); men sagaen har været oversat til norsk eller islandsk så tidligt som omkring år 1200, for der findes to gamle fragmenter, der må tidfæstes til ca. 1200 (AM 655, 4° VII–VIII).

Endnu skal omtales to værker fra midten af det 13. århundrede, hvorom man med sikkerhed ved, at de er overført fra Norge til Island, hvor de blev afskrevet mange gange. Af sagaen om Didrik af Bern findes der kun eet norskpræget håndskrift i Stockholm, ellers kun islandske afskrifter (AM 177 og 178 fol., begge i det 17. århundrede afskrevet efter hver sin nu tabte islandske membran). Speculum regale (Kongespejlet), der er blevet til omkring år 1260, opstiller ideale krav for kongen og købmanden og rummer kulturhistoriske oplysninger af ganske enestående art. Det findes i adskillige håndskrifter (det vigtigste AM 243 b α fol. er norsk) og fragmenter.


Håndskrifternes sproglige betydning

Skrivekunsten bredte sig i Norden med den kristne kultur. Da man gik over til at skrive på nationalsprogene, opstod der vanskeligheder med hensyn til, hvordan ordene skulle staves. Runeristningen har tilsyneladende ikke spillet nogen rolle, da de lærde og latinkyndige, der ude i Europa havde lært at anvende det latinske alfabet på særsprogene, først forsøgte at fastlægge stave- og skrivemåden. Der fremkom i tidlig middelalder i lærdomscentrerne i Europa lærde afhandlinger om skriverigtigheden. Disse afhandlinger er som regel på latin. På Island ser man, at en lærd grammatiker vist efter angelsaksisk forbillede skrev en sådan afhandling på sit modersmål. Den findes nu i afskrift i den kendte Codex Wormianus fra ca. 1350 (AM 242 fol.), der indeholder tre andre grammatiske afhandlinger, den ene forfattet af islænderen Óláfr Þórðarson.

Især den første afhandling rummer sproglige iagttagelser, der ikke er uden værdi for den, der i dag skal fastslå datidens sprognorm.

Når man taler om håndskrifternes sproglige værdi, er det først og fremmest deres værdi for den sammenlignende sprogforskning, der tænkes på. En sammenligning med de andre germanske sprog viser, at det oldislandske og gammelnorske sprog på nogle punkter er ældre af støbning end det gammeldanske og gammelsvenske håndskriftsprog. Man opfattede det derfor en tid som det modersprog, hvortil de nordiske sprogarter gik tilbage. Tanken fandt støtte deri, at det sprog, håndskrifterne repræsenterer, kaldes »den danske tunge« (dönsk tunga). Det er nok en sprogform, der i de væsentlige træk har været det samme som det gamle nordiske sprog i andre dele af Norden, hvoraf et forholdsvis begrænset sprogstof er bevaret i runeindskrifterne, men det har sine særsproglige ejendommeligheder og kan ikke betragtes som det fælles grundsprog.

Dernæst har håndskriftsamlingerne stor betydning for norsk og islandsk sproghistorie. Det er ikke usædvanligt, at der af samme tekst findes håndskrifter fra det 13., 14. og 15. århundrede. Det giver rig lejlighed til i enkeltheder at følge de forandringer, der er foretaget ved afskrivningen, for at gøre skrive- og stavemåden tidssvarende eller at afpasse den efter den dialekt eller den sprogform, der rådede der, hvor afskrivningen fandt sted. De før omtalte blandingshåndskrifter er netop blevet til på den måde. Ved afskrivningen nøjedes man ikke med slet og ret at kopiere. Sprogformen, ja selv affattelsen, blev undertiden ændret efter tidens krav eller efter personligt skøn.

Da en meget stor del af de opbyggelige tekster er vandret fra Norge til Island, giver de ændringer, der er foretaget, et godt indblik i forskelle i de to landes sproglige udtryksmidler.

Den opbyggelige litteratur afspejler klart de opløsende tendenser i sproget. Allerede i skrifter fra omkring år 1500 kan man finde den sproglige opløsning så vidt fremskreden, at selv visse grammatiske kategorier (som nominativ over for akkusativ, singularis over for pluralis), kategorier, som dog er opretholdt i det moderne sprog, kan forflygtiges.

Håndskriftsamlingernes største sproglige værdi ligger i det faktum, at man takket være det umådeligt store antal tekster om vidt forskellige emner har et større ordforråd end fra de øvrige nordiske lande. Da sprogvidenskaben i høj grad hviler på sammenlignende forskning, giver det i forbindelse med den gamle sprogform disse håndskrifter stor værdi overalt, hvor de nordiske sprog studeres.

Det vældige ordforråd er flere gange i tidens løb blevet leksikalt behandlet. Der findes flere udkast til ordbøger i Den Arnamagnæanske Samling, bl. a. 9 store foliobind samlet i det 18. århundrede af Jón Ólafsson fra Grunnavík (AM 433 fol., der altså er et af de håndskrifter, der i den nyere tid er indgået i samlingen). Af omfattende ordbøger er kun to fremkommet på tryk, den ene udarbejdet af Cleasby og Vigfusson (1874), den anden af nordmanden Johan Fritzner (1886–1896). Begge disse ordbøger er nu forældede og udsolgt. Den Arnamagnæanske Kommission har derfor fundet, at tiden er inde til en grundig fremstilling af det gamle islandske ordforråd og har iværksat et ordbogsarbejde, der skal afløse disse ordbøger. En sådan ordbog vil have almindelig international betydning.


Håndskrifternes betydning i palæografisk henseende

Den, der ved hjælp af de gamle optegnelsers sprog søger at konstatere forbindelserne mellem kulturkredsene, har en stor støtte i palæografien. Palæografien undersøger skriften og skrifttrækkenes historie og redegør for de principper, som skriften og skrivemåden er bygget op efter. Undersøgelser har godtgjort, at den skrift, vi finder i Norden i middelalderen, især er påvirket fra to sider, dels fra den fastlandseuropæiske skrift, der går under navnet karolingisk minuskel, og dels fra angelsaksisk insulærskrift.

Island antog kristendommen år 1000, 126 år efter at den første landnamsmand satte foden på Islands jord (874). De ældste bevarede litterære mindesmærker er ca. 150 år yngre. Et studium af de ældste islandske skrifter har vist, at det islandske skriftsprog i sin indretning stemmer med det vestnorske (Bergen, Stavanger). I den ældste periode (1150–1225) er indflydelsen fra østnorsk skrivemåde, der i særlig grad var inspireret af den angelsaksiske insulærskrift, ganske svag, men dog umiskendelig. Bispesædet i Trondheim og senere Oslo og kulturkredsen der omkring kom til at øve en stadig indflydelse på det islandske skriftsprog. Ganske vist var der i den ovenfor nævnte, ældste grammatiske afhandling konstrueret et særlig islandsk skriftsystem, men det slog aldrig igennem. En særlig islandsk skrifttradition, der var betinget af oprettelsen af bispesædet på Skálholt (1056) og på Holar (1106), udviklede sig efterhånden til et særligt islandsk skriftsprog, der brød med det norske i pagt med udviklinger i det islandske sprog.