Hårbardsvise (C. A. E. Jessen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867


Hårbards-Vise


(Tor kom fra Østervej og til et Sund. Hinsides er en Færgemand med Skib.)

Tor:
»Hvem er den Svend blandt Svende,
som hinsides Sundet stander?« 

Hår-bard:
»Hvem er den Karl blandt Karle,
som kalder over Vågen?« 

T:
»Før mig over Sundet;
jeg føder dig imorgen;
Kurv har jeg på Ryggen;
Kost ej fås bedre;
jeg åd i Mag,
inden jeg drog ud,
Sild og Havre [?];
mæt er jeg siden.« 

H:
»Tidsnok roser du Varerne,
véd lidt kun forud;
dårligt står det i dit Hjem;
død er nok din Moder.« 

T:
»Det fortæller du nu,
hvad Hvermand tykkes
var mest at vide,
at min Moder var død«.

H:
»Tro skulde man ikke,
at tre gode Bo du ejer;
barbenet står du i Løsgængerdragt,
og end ej din Brog du har.« 

T:
»Styr du hid din Ege:
jeg skal Stadet dig vise.
Eller hvem ejer Skibet,
som ved Stranden du holder?« 

H:
»Hild- ulv han heder,
som holde mig bød,
den rådsnilde Stridsmand,
som i Råds-ø-sund bor.
Ej bad han Kæltringer hente,
eller Hestetyve,
kun gode Folk,
og dem tilgavns jeg kender.
Síg dit Navn,
hvis over Sundet du vil fare.« 

T:
»Sige mon jeg mit Navn,
skønt ej sagløs jeg synes,
og om al min Æt:
jeg er Odins Søn,
Meles Broder,
Magnes Fader,
'Trúd-hersker' blandt Guder;
med Tor mon her du tale.
Dét vil jeg nu spørge,
hvad dú heder?« 

H:
»Hårbard jeg nævnes;
mit Navn jeg dølger sjælden.« 

T:
»Hvad skulde Navn du dølge,
uden du Sag haver?« 

H:
»Men selv om Sag jeg har,
for en slig som dig
skal jeg bjærge Livet,
når jeg bærer ej på Døden.« 

T:
Jeg gider ej vadet over Våg til dig,
og våd mig gjort;
jeg skulde lønne en spydig Stymper,
hvis over Sund jeg kom«.

H:
»Her mon jeg stå,
og her på dig bie;
ej fandt hårdere Dreng du
siden Rungnes Død«.

T:
»Ihu nu kommes,
hvor med Rungne jeg kæmped,
hin stolte Jætte,
hvis Hoved var af Sten;
dog lod jeg ham falde
og for mig segne.
Hvad virked imens du, Hårbard?« 

H:
»Jeg var hos Fjølvar
fem Vintre alle
på den Ø,
som Al-grøn heder;
fejde vi der monde
og Vál fælde,
meget friste,
Møer prøve«.

T:
»Hvorledes skikkede for jer
jeres Kvinder sig?« 

H:
» Snilde [?] Kvinder vi havde,
hvis os spage de blev;
'horske' Kvinder vi havde,
hvis hulde de os var.
De af Sand
Sime vunde,
og af dybe Dal
Grund grove.
Ene overgik jeg
dem alle i Råd,
alle de Søstre syv,
de skikkelige Mø'r.
Hvad virked imens du, Tor?« 

T:
»Tjasse jeg dræble,
den trodsige Jætte;
op jeg kastede hans Øjne,
Al-valdes Søns,
på Stjærne-Himlen;
de Mærker er størst
på mine Værk,
som alle Mænd kan siden se.
Hvad virked imens du, Hårbard?« 

H:
»Megen List havde jeg
med Mørk-rider,
og sveg dem bort fra deres Mænd.
En hård Jætte syntes mig
Læ-bard være;
Gamban-Tén han gav mig;
men jeg vilded ham fra Vid«.

T:
»Med ond Hu lønned du gode Gaver.« 

H:
»Dét haver Ég,
hvad af anden den skaver;
óm sig er hver i slígt.
Hvad virked imens du, Tor?« 

T:
Jeg var øster
og banked Jætter
med brydske Brude,
som til Bjærgs ginge;
om alle de leved,
stor var Jætters Æt,
men af Mennesker ingen
under Mid-Gård.
Hvad virked imens du, Hårbard?« 

H:
»I Valland jeg fór,
og Fejde jeg fulgte,
æggede Helte,
men aldrig forligte.
Odin ejer Jarle,
som i Vál falde;
men Tor ejer Trælles Æt«.

T:
»Ujævnt skifte du monde
Skarerne hos Æser,
om så meget du magted« [?].

H:
»Tor har Kræfter nok,
men næppe Hjærte;
af Rædsel og af blød Hu
i Hansken du trådte;
og tyktes du da ej Tor at være;
hverken du torde
for Rædsel dengang
nyse eller fnyse,
så Fjalar det hørte«.

T:
»Hårbard, du sølle,
ihjel jeg dig slo,
hvis over Sund jeg rakte.« 

H:
»Hvi skulde over Sund du række,
når Sag er slet ikke?
Hvad virkede så du, Tor?« 

T:
ȯster jeg var;
og Åen jeg værgede,
dengang mig søgte
Svarangs Sønner;
Sten de kastede;
småt kun vandt de til Fryd;
dé fik dog først
om Fred at bede.
Hvad virked imens du, Hårbard?« 

H:
ȯster jeg var,
og med én jeg tálte,
den lín-hvide Mø,
i lange Stund;
glad jeg hende gjorde,
den guld- strålende«.

T:
»Dér var en god Slags Piger da«.

H:
»Til din Hjælp, Tor, jeg trængte,
for ej at miste hin linhvide Mø«.

T:
»Den skulde dig ej nægtes,
når til jeg kunde nå«.

H:
»Tro vilde jeg dig,
hvis i Trygd du ej sveg«.

T:
»Ej bider i Hæl jeg
Som gammel Hudsko i Vår«.

H:
»Hvad virked imens du Tor?« 

T:
»Bærsærke-Brude
jeg banked på Læsø;
værst Værk de havde fremmet,
vildet hele Folket.« 

H:
»Det var Skam for Tor
at slå til Kvinder«.

T:
»Várgynjer var de,
og vist ikke Kvinder;
de knuste mit Skib,
som på Stranden stod,
med Jærnkøller trued mig,
og kysede Tjalve.
Hvad virked imens du, Hårbard?« 

H:
»Jeg var i Hæren,
som stævnede hid,
Fane at svinge,
Spyd at rødne«.

T:
»Det sigter du nu til,
at os slemt Kår at byde du fór«.

H:
»For dét jeg dig byder
Hånds Bøder
efter Opmænds Skøn,
som os vil forlige«.

T:
»Hvor hented du disse
hånende Ord?
aldrig jeg hørte
mere hånende«.

H:
»Hos Folk jeg dem hented,
hos dem fra fordums Dage,
som i [Stenkamre] sidder«.

T:
»Nu giver du da
godt Navn Dysser,
når du [Stenkamre] kalder dem«.

H:
»Sålunde taler
jeg nu om sligt«.

T:
»Din Mund-Kådhed
ilde mon dig komme,
om over Våg jeg vader;
højere end Ulv
tror jeg du hyler,
når du får af Hamren Hugg«.

H:
»Siv har hjemme en Elsker;
søge skulde du ham;
det var Dåd for dig;
dét er dig nærmere«.

T:
»Du snakker som du lystes,
hvad værst mig skulde synes;
Kryster af en Karl,
Løgn jeg det kalder«.

H:
»Sandt, tror jeg, jeg siger;
sen er du på Færden;
langt var, Tor, du nu faren,
om i Ham du fór«.

T:
»Hårbard, du sølle,
her har noget du mig sinket«.

H:
»Aldrig jeg trode,
at hindres kunde Åsa-Tor
af Færgemand [?] i Færd«.

T:
»Råd jeg dig nu råder;
ro du hid med Båden;
Trusler la'r vi fare;
Mød nu Magnes Fader«.

H:
»Far du fjærnt fra Sundet;
dig skal Færgen nægtes«.

T:
»Vis mig nu Vejen,
da over Våg du ej vil færge mig.« 

H:
»Del er for lidt til at nægte:
langt er at fare;
Stund er til Stokken,
en anden til Stenen;
hold du så til venstre Vejen,
til du hitter Ver-land;
dér mon Fjørgyn
finde Tor, Søn sin,
og kende ham Ætmænds Veje
til Odins Lande«.

T:
»Kan jeg nå det idag?« 

H:
»Nå med Møje og Slid,
når Sol rinder op,
. . . . . . . [?]« 

T:
»Kort snakker vi nu sammen,
da med Spot kun du svarer.
Lønne mon jeg dig din Tværhed,
når vi træffes igen«.

H:
»Far du nu hen,
hvor hel dig onde Ånder have!«