Højesteretsdom af 17. november 1966

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Højesterets dom 17. november 1966 i sag 107/1966


Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) v. højesteretssagfører Christrup

mod

Undervisningsministeriet v. kammeradvokaten.


Østre Landsrets dom 5. maj 1966 (III afd.).

(Dommerne Hastrup, Høyrup, Tofthøj).

Lov nr. 194 af 26. maj 1965 om ændring i fundats af 18. januar 1760 for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) er sålydende: (Lovteksten).[1]

I tilslutning til loven er der underskrevet en endnu ikke ratificeret traktat mellem Danmark og Island om overførelse af dele af Den arnamagnæanske Stiftelses håndskrifter til forvaring og forvaltning af Islands Universitet.

I indledningen til traktaten hedder det ... (Traktatteksten).[2]


Under denne den 9. juni 1965 anlagte sag har sagsøgeren, Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse), nedlagt følgende påstand:

»Undervisningsministeriet tilpligtes at anerkende, at lov nr. 194 af 26. maj 1965 om ændring i fundats af 18. januar 1760 for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) er ugyldig, for så vidt angår de i loven indeholdte bestemmelser om deling af Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsens regler, jfr. lovens § 1, 1. stk., og om overførsel af en passende del af legatets kapital til Islands universitet, jfr. lovens § 3, 4. stk.«

Sagsøgte, Undervisningsministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsøgeren hævder, at loven pålægger stiftelsen tvangsafståelse af ejendom, og at de betingelser, som grundlovens § 73[3] fastsætter for sådan lovgivning, ikke er opfyldt, hvorfor loven, for så vidt den angår stiftelsen, er ugyldig.

Sagsøgte bestrider, at der foreligger lovgivning af den i grundlovens § 73 nævnte art. Såfremt dette dog antages at være tilfældet, gør sagsøgte gældende, at loven opfylder betingelserne efter § 73.


Opretteren af stiftelsen, islændingen Arne Magnussen, der var geheimearkivsekretær og professor antiquitatum, opholdt sig i årene 1702–12 i Island som kongelig landkommissær for at optage en jordebog og afgive betænkning over landets almindelige tilstand. Det var navnlig under dette lange ophold i Island, at han på eget initiativ indsamlede de håndskrifter m. v., som nu findes i stiftelsen.

Efter denne indsamling var der kun et meget begrænset antal håndskrifter tilbage i Island.

Den 6. januar 1730 oprettede Arne Magnussen, som døde den følgende dag, og hans hustru, Mette Magnussen, testamente. Af testamentets indhold skal nævnes [følgende poster]:

  1. Universitetets sekretær skal, når en af testatorerne dør, anmodes om at oprette fortegnelse over boets indgæld og udgæld.
  2. Alle Arne Magnussens bøger og papirer skal efter hans død tilhøre universitetet.
  3. Efter den længstlevendes død skal der af boets midler oprettes et legat for islandske studenter. Eksekutorerne justitsråd Bartholin og assessor Gramm skal oprette legatfundats, som skal »staae lige saa fast og være af samme Kraft og Gyldighed, som om det Ord til andet her var indført«.
  4. Legatets bestyrelse skal udpeges af konsistorium, og der skal med hensyn til administrationen af det forholdes som med de øvrige universitetslegater.
  5. Eksekutorerne skal kunne gøre sådan forandring i testamentet, »som de i deres Samvittighed efter Tidernes Beskaffenhed finder tjenlig og raadelig.

Arne Magnussens hustru døde den 15. september 1730.


Opgørelsen af et økonomisk mellemværende mellem Arne Magnussen og staten vedrørende jordebogen forsinkede boets slutning. I mellemtiden døde begge eksekutorer, men de havde hver for sig udarbejdet i det væsentlige overensstemmende fundatsudkast, på grundlag af hvilke en fundats fik kongelig stadfæstelse de 18. januar 1760.

Af fundatsens indhold skal fremhæves [følgende poster]:

  1. henlægger under legatet både boets kontante midler og håndskriftsamlingen og siger: »... til ævig Tiid være bestemmet og henlagt til at oplyse, forbedre og til Trykken at befordre lade alt, hvad der angaaer de nordiske, nemlig Danmarkes, Norges og underliggende Landes Historier, Sprog og Antiquitæter, hvorunder de ældre Tiider i Norden, deres Geographie, Love, Skikke og Sædvaner, Levemaade, Konster og Viidenskaber, Mynte-Væsen, Monumenter, og alt andet deslige skal forstaaes ...« Det anføres, at visse stipendiater og håndskrivere under opsigt og bestyrelse af to eforer skal arbejde for disse formål.
  2. Legatkapitalen skal altid stå udsat på rente blandt universitetets andre midler og forvaltes på samme måde som disse.
  3. fastsætter stipendiaternes antal til 2.
  4. Manuskripterne skal overleveres Famulo Bibliothecæ og forvares i universitetets bibliotek i visse skabe for sig selv.
  5. Stipendiaterne skal være islandske studenter.
  6. Stipendiaterne skal nøje konferere de gamle codices med hverandre, forfærdige gode og rigtige oversættelser af de utrykte skrifter, udarbejde tydelige conspectus over manuskripterne og samle, bringe i orden og oplyse Arne Magnussens og andre lærde mænds optegnelser og anmærkninger.
  7. gør stipendierne stedsevarende, forudsat upåklagelig opførsel og forudsat, at stipendiaterne kan arbejde, selv om alder måtte reducere arbejdsevnen.
  8. Håndskriverne, som også skal være islandske studenter, skal fortrinsvis bruges til at afkopiere de originale manuskripter.
  9. Eforerne skal selv vælge deres efterfølgere.
  10. Eforerne skal forestå legatets administration og aflægge årligt regnskab til konsistorium.
  11. Enhver, »men endogsaa især den verslige og gejstlige Øvrighed i Island« kan klage over pligtforsømmelser fra eforernes side til universitetet.


Ved kongeligt reskript af 24. september 1772 oprettedes den såkaldte bestandige arnamagnæanske kommission, bestående af de to eforer og fire andre medlemmer.

Kongelig resolution af 9. juni 1850 om stiftelsen har overskriften: »Hvorved approberes følgende Forandringer og nærmere Bestemmelser med Hensyn til Organisationen af den Arnamagnæanske Stiftelses Bestyrelse og de for dens Virksomhed gjældende Regler«.

Af resolutionens indhold skal nævnes [følgende poster]:

  1. Den bestandige kommission skal bestå af de to eforer og tre andre medlemmer.
  2. Eforerne vælges af konsistorium.
  3. De tre andre medlemmer beskikkes af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet efter forslag af konsistorium.
  4. »Den umiddelbare Bestyrelse af Stiftelsen . . . . overdrages det udelukkende Kommissionen at varetage, dog at denne, naar den i noget Tilfælde nærer Tvivl om et Foretagendes Forhold til Stiftelsens Fundats, og af denne Grund finder en særlig Bemyndigelse fornøden, derom har at henvende sig til bemeldte Ministerium, og samtidigen dermed at underrette Konsistorium derom, for at give dette Lejlighed til at yttre sig«.
  5. Konsistorium fører et almindeligt tilsyn med stiftelsens virksomhed.
  6. Kommissionen antager stipendiaterne; konsistorium kan fratage dem stipendiet, når det mod deres ønske gøres nødvendigt.
  7. afskaffer håndskriverne.


Ved kongelig resolution af 8. maj 1883 bestemtes, at universitetsbibliotekaren som sådan har sæde i kommissionen ved siden af de hidtidige 5 medlemmer.

Ved kongelig resolution af 7. december 1883 nedsattes antallet af kommissionsmedlemmer beskikkede af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet fra tre til to.

Ved professor Konráð Gíslasons testamente af 13. juni 1884 bestemtes, at hans formue med visse fradrag ved hans død skal tilfalde stiftelsen og anses indbefattet under denne.

Ved kongelig resolution af 16. juni 1890 blev stiftelsens stipendiatregler ændret således at der i stedet for de to stipendiepladser kun blev et stipendium på 1.000 kr. årligt, tildelt for 2 år med mulighed for forlængelse og uden pligt til at arbejde for stiftelsen. Det fastsattes, at stipendiet kun kan nydes af den, der har fast ophold i København.

Den 29. oktober 1891 blev der givet kongelig konfirmation på et fundatstillæg for stiftelsen i anledning af, at der i henhold til professor Gíslasons testamente var tilfaldet stiftelsen en kapital på godt 16.000 kr.

I 1933 tog dansk-islandsk nævn initiativet til en revision af bestemmelserne for stiftelsen. Nævnet henledte den danske regerings opmærksomhed på det ønskelige i, at stiftelsen gjordes til et centralsted for forskning over oldislandsk litteratur. Et nedsat udvalg med islandsk repræsentation afgav betænkning. Der var i udvalget enighed om, at Island burde have adgang til at blive repræsenteret i kommissionen.

På grundlag af udvalgsbetænkningen og udtalelser fra kommissionen og konsistorium udfærdigedes kongelig anordning nr. 155 af 25. maj 1936 om nye bestemmelser for den ved kongeligt reskript af 24. september 1772 anordnede kommission for stiftelsens bestyrelse.

Efter denne anordning skal kommissionen bestå af 11 medlemmer, hvoraf to vælges af konsistorium ved Københavns Universitet, to af det akademiske kollegium ved Islands Universitet. Bestyrelsen for dansk-islandsk forbundsfond i København og islandsk-dansk forbundsfond i Reykjavik vælger hver et medlem. De øvrige medlemmer, der kan være danske eller islændinge, udnævnes af Undervisningsministeriet. Kommissionens formand udnævnes af Undervisningsministeriet med frit valg mellem medlemmerne. Konsistorium ved Københavns Universitet vælger 2 eforer for stiftelsen. Disse fører på konsistoriums vegne tilsyn med stiftelsen.

I anordningens § 6, stk. 1, hedder det: »Foranstaaende Bestemmelser gør ingen Forandring i Ejendomsforholdene med Hensyn til Den arnamagnæanske Stiftelse eller i Københavns Universitets Forhold til denne.«

Det er oplyst, at konsistorium ønskede det citerede indsat under hensyn til, at islændinge nu fik sæde i kommissionen og til, at man regnede med, at der fra islandsk side kunne blive rejst krav om udlevering af samlingen.


Ved forskellige lejligheder er der sket udleveringer fra samlingen.

I 1817 udleveredes således til Mecklenburg-Schwerin en del schwerinske breve og dokumenter, som oprindelig havde været i det schwerinske stiftsarkiv, og som den mecklenburg-schwerinske regering hævdede var kommet til Danmark under trediveårskrigen. Papirerne var formentlig af Arne Magnussen erhvervet ved køb. Udleveringen skete med kommissionens samtykke.

I 1922 afleveredes fra stiftelsen til rigsarkivet efter Undervisningsministeriets afgørelse mod kommissionens protest et antal breve fra Roskilde Agnete klosters arkiv. Ministeriet fandt det godtgjort, at disse breve aldrig havde tilhørt Arne Magnussen.

I 1927 udleveredes med kommissionens samtykke til Island en del diplomer og enkelte håndskrifter. Papirerne måtte efter deres karakter betragtes som udlånte embedsarkivalier.

En noget lignende udlevering fandt sted til Norge i 1937. Også i dette tilfælde havde kommissionen erklæret sig enig i udleveringen.


I 1930’erne og igen i 1945–46 fremsattes fra islandsk side videregående krav om udlevering fra stiftelsen. Det tilkendegaves fra den islandske regering i 1946, at den betragtede forhandlinger om de islandske håndskrifter som »en uadskillelig del af afviklingen af de to landes forbund«.

Den 13. marts 1947 nedsatte Undervisningsministeriet en kommission til overvejelse af spørgsmålet. Denne kommission afgav betænkning i oktober 1951.

I 1954 fremsattes fra dansk side et forslag om en dansk-islandsk fællesejeordning med hensyn til håndskrifterne; men Island kunne ikke tiltræde en sådan løsning.

Den 27. april 1961 fremsatte undervisningsministeren i folketinget forslag til lov om en ordning som den, der er fastsat ved loven af 1965.

Samtidig fremsatte udenrigsministeren i folketinget forslag til beslutning om afslutning af en traktat som den foran omtalte.

Stiftelsens bestyrelse modsatte sig lovforslaget, og fra Københavns Universitets side udtaltes, at universitetet måtte være af den opfattelse, at en udlevering af den væsentligste del af den arnamagnæanske samling er uforenelig med det retsgrundlag, hvorpå universitetets adkomst til samlingen beror, og at universitetet følte sig forpligtet til ikke at medvirke til ændring af dette grundlag.

Folketingsudvalget om lovforslaget anmodede de retsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København og Aarhus om en udtalelse om, »hvorvidt testamentariske dispositioner kan tilsidesættes af lovgivningsmagten, samt om en disposition som den foreslåede imod stiftelsens protest må anses for en tvangsmæssig afståelse af ejendom«.

Der var i fakulteterne enighed om, at testamentariske dispositioner kan ændres af lovgivningsmagten indenfor de af grundloven fastsatte grænser, og flertal for det synspunkt, at lovforslaget måtte betragtes som gående ud på en af grundlovens § 73 omfattet tvangsafståelse af ejendom.

Den 10. juni 1961 blev lovforslaget vedtaget med 110 stemmer mod 39 og beslutningen om afslutning af en traktat med 110 stemmer mod 40.

61 medlemmer af folketinget fremsatte nu begæring om udsættelse af lovens stadfæstelse, jfr. grundlovens § 73, stk. 2. Regeringen anså ikke loven for omfattet af denne bestemmelse, men indstillede dog til kongen, at stadfæstelsen skulle udsættes til efter nyvalg og fornyet vedtagelse, hvilket kongen bifaldt.

Efter at valg havde været afholdt, fremsattes lovforslaget på ny i uforandret skikkelse den 7. oktober 1964.

Det vedtoges uforandret den 19. maj 1965 med 104 stemmer mod 58.


Möðruvallabók – A.M. Fol. 132
Den arnamagnæanske Stiftelse har 2572 håndskrifter og et stort antal diplomer (dokumenter eller aktstykker af retsligt indhold). De ældste af håndskrifterne er fra 12.–13. århundrede, flertallet fra 14.–17. århundrede. Håndskrifterne vedrører en lang række emner, blandt andet astronomi, filologi, fysik, geografi, historie, jura, mytologi, teologi og æstetik. En stor del af håndskrifterne indeholder sagaer, navnlig islændingesagaerne, der omhandler de islandske høvdinge og deres slægt i perioden ca. 930–1030.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget af 1961 anført, at en afgivelse til Island i overensstemmelse med lovforslagets kriterier efter et foreløbigt skøn vil omfatte ca. 1700 håndskrifter, ca. 1350 originaldiplomer og ca. 6000 diplomafskrifter.

Stiftelsens kapital er anbragt i obligationer til pålydende 100.000 kr., heri medregnet den kapital, som stammer fra professor Gíslasons testation.

Til fremme af håndskriftsamlingens videnskabelige udnyttelse oprettedes i 1956 et arnamagnæansk institut under Københavns Universitet. Instituttet har lokaler i Proviantgarden, hvortil samlingen overflyttedes.


Sagsøgeren har til støtte for sin påstand for det første gjort gældende, at Arne Magnussens Legat er en selvejende institution, der har en efter grundlovens § 73 beskyttet ejendomsret til håndskrifterne, arkivalierne og legatkapitalen.

Sagsøgeren har i så henseende nærmere anført, at indsamlingen af håndskrifterne er foretaget af Arne Magnussen som privatmand og udelukkende i kraft af hans personlige interesse og indsats. Det er således utvivlsomt, at de indtil Arne Magnussens død var hans private retmæssige ejendom. Ved den i overensstemmelse med testamentseksekutorernes udkast udarbejdede legatfundats af 18. januar 1760 er håndskrifterne på fuldt lovlig vis henlagt under stiftelsen, idet den ændring, der i så henseende er sket i forhold til testamentet, havde klar hjemmel i dettes punkt 9. Den således etablerede retstilstand — at midlerne tilhører stiftelsen som selvejende institution og ikke universitetet — må anses opretholdt ved det kongelige reskript af 24. september 1772 og den kongelige resolution af 9. juni 1850, og den er autoritativt bekræftet ved § 6 i den kongelige anordning af 25. maj 1936. Hvad specielt angår den kapital, der i henhold til professor Konráð Gíslasons testamente er tilfaldet stiftelsen, er det særlig klart, at den er undergivet dennes private ejendomsret. Ved de hidtil skete udleveringer af håndskrifter og diplomer er stiftelsens ejendomsret respekteret, idet der, bortset fra Roskilde Agnete Klosters breve, der af Undervisningsministeriet fandtes ikke at høre til den arnamagnæanske samling, ikke i noget tilfælde er sket udlevering mod legatkommissionens protest. At det ikke er staten eller universitetet, men stiftelsen som selvejende institution, der ejer håndskrifterne, har således været anerkendt gennem tiderne. Legater og stiftelser nyder efter dansk ret fuld grundlovsmæssig beskyttelse for deres rettigheder. Arne Magnussens Legats ret til håndskrifter m. v. er en normal ejendomsret med sædvanlig retsbeskyttelse mod tyveri, beskadigelse og lignende. At ejerbeføjelserne er begrænset derved, at midlerne ikke må sælges eller bortødes, og at de efter fundatsen skal tjene bestemte formål — hvilke begrænsninger gælder alle stiftelser — er uden betydning i så henseende. Det samme gælder den omstændighed, at stiftelsens bestyrelse udpeges af det offentlige; bestemmelserne herom har til formål at give stiftelsen de bedst egnede ledere og derigennem blandt andet en forøget retsbeskyttelse mod overgreb, men giver naturligvis ikke det offentlige nogen ret til at råde over stiftelsens midler.

Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at den overgivelse til Islands Universitet, der ifølge loven af 26. maj 1965 skal ske af en del af stiftelsens håndskrifter, arkivalier og kapital, er en tvangsmæssig afståelse af den i grundlovens § 73 omhandlede beskaffenhed. Ganske vist tales der i loven alene om en deling af stiftelsernes midler, således at den til Island afgivne del heraf skal forvares og forvaltes ved Islands Universitet, men reelt drejer det sig om en udlevering til en fremmed stat til dennes eje. At dette er tilfældet, ses blandt andet af indledningen til traktaten, og at det også har været den almindelige opfattelse i folketinget, fremgår klart af forhandlingerne, idet der her ikke er talt om deling, men brugt udtryk som afståelse, udlevering, gave og lignende. Der foreligger således klart en afståelse i grundlovens forstand, og det kan ikke gøre nogen forskel heri, at forholdet er camoufleret ved anvendelsen af en konstruktion som den nævnte. Afståelsen er ikke motiveret ved noget retskrav fra Island om udlevering, idet der fra dansk side er enighed om, at der ikke består et sådant krav, og ej heller ved, at stiftelsen ikke på tilfredsstillende måde har kunnet og fortsat kan løse de opgaver, der påhviler den ifølge fundatsen. Sagsøgeren har endvidere til støtte for, at der foreligger tvangsafståelse, henvist til de af de retsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i Aarhus og København henholdsvis den 1. juni 1961 og den 2. juni 1961 om lovforslaget afgivne udtalelser, hvoraf fremgår, at et flertal af professorerne ved begge fakulteter var af den opfattelse, at forslaget indebar en tvangsafståelse. I anledning af, at mindretallet ved det retsvidenskabelige fakultet i København henviste til »den traditionelt anerkendte adgang til ændring i legaters og stiftelsers forhold«, har sagsøgeren anført, at der ikke efter dansk ret består nogen adgang for det offentlige til mod bestyrelsers protest at gøre indgreb i legaters eller stiftelsers forhold, når legatet eller stiftelsen er i stand til fortsat at virke i overensstemmelse med sit formål; efter en af sagsøgte på sagsøgerens opfordring foretaget undersøgelse er sådanne indgreb da ej heller tidligere forekommet.

At der således foreligger en af grundlovens § 73 omfattet tvangsmæssig afståelse af ejendom, må efter sagsøgerens videre anbringende medføre den pågældende lovs ugyldighed, dels fordi folketinget efter den måde, hvorpå lovforslaget er forelagt tinget, ikke har haft lejlighed til at tage stilling til, om afståelsen er krævet af almenvellet, eller til erstatningsspørgsmålet, dels fordi almenvellet faktisk ikke har krævet afståelsen, og dels endelig fordi loven ikke indeholder nogen erstatningsbestemmelse.

I førstnævnte henseende har sagsøgeren nærmere anført, at det af bemærkningerne til lovforslaget og forhandlingerne i folketinget klart fremgår, at forslaget såvel i 1961 som i 1964/65 er forelagt og behandlet ud fra den antagelse, at der ikke var tale om ekspropriation. Som følge heraf har folketinget ikke taget — og ikke haft lejlighed til at tage — stilling til, om den foreslåede udlevering var tilstrækkelig begrundet af hensynet til almenvellet, ligesom tingets medlemmer ikke har haft lejlighed til at gøre sig de overvejelser, som de meget betydelige erstatningsbeløb, staten kunne komme til at udrede, måtte give anledning til. Den omstændighed, at folketinget således er blevet vildledt med hensyn til lovforslagets reelle karakter, er en så væsentlig mangel ved lovens tilblivelse, at den må bevirke lovens ugyldighed.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt loven faktisk har været krævet af almenvellet, har sagsøgeren anført, at der ved grundlovens § 73 alene tænkes på det danske almenvel, og at hensynet til dette skal gøre afståelsen ikke blot ønskelig, men påkrævet. Disse betingelser er ikke opfyldt i denne sag, idet udleveringen tilgodeser Islands interesser, og idet der, uanset om det måtte anses for rimeligt og ønskeligt at imødekomme de islandske ønsker, ikke har foreligget nogen nødvendighed for udleveringen. Sagsøgeren har videre henvist til de af videnskaben fremsatte stærke protester mod udleveringen og til, at protester også er rejst fra norsk og svensk side. Det er anerkendt såvel i juridisk teori som i retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en ekspropriation er krævet af almenvellet, kan påkendes af domstolene.

For så vidt angår den tredje af de påberåbte ugyldighedsgrunde — at loven ikke indeholder nogen erstatningsbestemmelse — har sagsøgeren anført, at mangelen af en sådan bestemmelse i en ekspropriationslov må bevirke lovens ugyldighed, uanset om der faktisk bliver tale om at yde nogen erstatning. I nærværende tilfælde måtte der dog betales erstatning til legatet.


Sagsøgte har til støtte for sin påstand indledningsvis henvist til, at en række hensyn taler med styrke for nu at imødekomme de islandske ønsker om en del af håndskrifternes overførelse til Island. Håndskrifterne er efter deres oprindelse og karakter et nationalt klenodie for det islandske folk, hvis eneste fortidsminde de er. Efter Arne Magnussens indsamling, der vel er foretaget af ham som privatperson, men som i væsentlig grad har været lettet af hans tredobbelte offentlige stilling, var Island praktisk talt ribbet for håndskrifter. Det er derfor forståeligt, at der fra islandsk side næres stærke ønsker om en tilbageføring. Spørgsmålet om en imødekommelse af disse ønsker har, efter at sagen rejstes på ny i slutningen af 1945, udviklet sig til en folkesag af stor betydning for forholdet mellem de to lande. Denne sag er nu politisk bragt til en endelig løsning ved en lov der to gange — med et folketingsvalg imellem — er vedtaget med stort flertal til dels på tværs af partiskellene.

Sagsøgte har dernæst anført, at Arne Magnussens Legat i henseende til oprindelse, struktur og historie frembyder en række særegenheder, der afgørende adskiller det fra almindelige stiftelser og legater, og som i virkeligheden medfører, at det må anses som en statsinstitution. Dette gælder for det første reglerne om stiftelsens bestyrelse. Dennes medlemmer er siden nedsættelsen i 1772 af den »bestandige« kommission udpeget af det offentlige, og post 5 i den kongelige resolution af 9. juni 1850 viser klart, at den øverste myndighed i stiftelsens anliggender udøves af Undervisningsministeriet, medens konsistorium har ret til at ytre sig og desuden fører almindeligt tilsyn med stiftelsens virksomhed. Denne ordning må anses opretholdt ved § 6 i kongelig anordning af 25. maj 1936. Også ved sit formål adskiller stiftelsen sig klart fra almindelige legater og stiftelser, idet stiftelsen ikke skal tjene individuelle interesser, men virke gennem videnskabelig forskning og udgivelse af håndskrifterne, hvilket er et rent statsformål. Hertil kommer, at udgifterne ved stiftelsens virksomhed afholdes af staten, der — navnlig efter oprettelsen af det arnamagnæanske institut — har ydet betydelige beløb til stiftelsens forsknings- og publikationsvirksomhed. Endvidere må omstændighederne ved fundatsens oprettelse, der er sket gennem mellemmænd og på grundlag af to udkast, medføre, at fundatsen ikke nyder samme beskyttelse mod ændringer, som hvis den var oprettet af testator selv. Endelig må omfanget af denne beskyttelse også påvirkes af, at bestemmelserne i fundatsen i tidens løb flere gange er blevet ændret under legatkommissionens egen medvirken. Således er bestemmelsen om 2 håndskrivere ophævet ved resolutionen af 9. juni 1850 og bestemmelsen om stipendiater afgørende ændret ved resolution af 16. juni 1890, i begge tilfælde uden at der da forelå nogen nødvendighed herfor, ligesom udleveringen af de schwerinske breve i 1817 skete med kommissionens samtykke.

Sagsøgte har videre anført, at det vel er anerkendt i dansk ret, at beskyttelsen efter grundlovens § 73 også omfatter stiftelser og legater. Disse er imidlertid højst forskelligartede, spændende fra rent private familielegater til rene statsinstitutioner. Det afgørende for, om et legat er et selvstændigt beskyttet retssubjekt, må være, hvem der er ejer af legatets midler. For Arne Magnussens Legats vedkommende må det antages, at midlerne tilhører Københavns Universitet. Ved Arne Magnussens og dennes hustrus testamente er håndskrifterne tillagt universitetet, og at de ved fundatsen er henlagt under et legat, gør ingen ændring i tilhørsforholdet, idet der ved fundatsen alene er oprettet et forvaltningsorgan til at administrere midlerne. Resolutionen af 9. juni 1850 bygger på denne opfattelse, som også universitetet har givet udtryk for i erklæringer til Undervisningsministeriet af 26. april 1961 og 1. maj 1961 og kommissionen i erklæring af 16. oktober 1964. Da universitetet er en ren statsinstitution, er stiftelsens midler følgelig statsejendom. Selv om man måtte mene, at universitetet tidligere har været et fra staten adskilt retssubjekt og således har skiftet status, må de rettigheder, der tilhørte universitetet, være fulgt med ved dets overgang til staten. Såfremt ikke universitetet, men kommissionen anses som ejer af midlerne, vil disse dog efter det om stiftelsens karakter anførte stadig reelt være statsejendom. Som følge af det anførte kan stiftelsen ikke anses som et efter grundlovens § 73 beskyttet retssubjekt.

Sagsøgte har dernæst gjort gældende, at også en betragtning over, hvilke rettigheder der er beskyttet efter grundlovens § 73, må føre til, at der ikke foreligger ekspropriation. Det må nemlig efter denne grundlovsbestemmelse, der er vagt og upræcist formuleret, antages kun at være formuerettigheder — som dog ikke behøver at have formueværdi — der nyder sådan beskyttelse. Det er imidlertid klart, at stiftelsens ret til midlerne ikke er nogen formueret, men alene en ret til at forvalte midlerne. Disse kan ikke afhændes, gøres til genstand for udlæg eller falde i arv, og selv stiftelsens adgang til faktisk råden over midlerne er undergivet meget væsentlige begrænsninger, idet stiftelsen har pligt til at udnytte midlerne i overensstemmelse med stiftelsens formål og til at bevare dem og give andre adgang til dem. At stiftelsens rettigheder over midlerne ikke er beskyttet efter grundlovens § 73, støttes endvidere af den omstændighed, at stiftelsen, selv om den ikke måtte anses som en egentlig statsinstitution, dog som oven for anført er af en så særegen karakter, at den afgørende adskiller sig fra private stiftelser.

Sagsøgte har videre anført, at den ved loven trufne ordning ikke er nogen afståelse i den i grundlovens § 73 omhandlede forstand. Også begrebet afståelse er i § 73 af ubestemt indhold og må fortolkes under hensyn til omstændighederne i det enkelte tilfælde. Der kan ikke lægges vægt på, hvilke udtryk der er anvendt under forhandlingerne i folketinget. I øvrigt er der her også brugt ord som »deling« og »opbevaring«, og udtrykket »gave« indebærer ikke nødvendigvis en overdragelse af ejendomsret. Efter loven og traktaten sker der alene en deling af stiftelsens midler, således at den del, der overgives til Island, fremtidig skal forvares og forvaltes ved dette lands universitet i overensstemmelse med fundatsens regler. Der gøres herved intet skår i stiftelsens formål, som efter delingen kan opfyldes lige så godt som hidtil.

Såfremt retten uanset det således anførte måtte finde, at der foreligger ekspropriation, gør sagsøgte gældende, at betingelserne herfor er opfyldt. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet er krævet af almenvellet, har sagsøgte anført, at lovgivningsmagtens skøn herom i almindelighed må være afgørende. I nærværende tilfælde må det være klart, at der savnes grundlag for at tilsidesætte dette skøn, der er truffet ud fra saglige, samfundsmæssige hensyn. Ved at imødekomme de stærke og berettigede ønsker fra en Danmark nærstående stat tilgodeses selvsagt også det danske almenvel. Det her anførte understreges af, at loven som ovenfor nævnt er vedtaget to gange med stort flertal. Hvad dernæst angår spørgsmålet om erstatning, får bestemmelsen herom i grundlovens § 73 ingen betydning i denne sag. Det er kun økonomisk tab, der efter § 73 skal erstattes, og sådant tab lides ikke af stiftelsen, der ikke kan disponere over midlerne, og hvis brugsret til disse ej heller har økonomisk værdi. Hvordan skulle i øvrigt en eventuel erstatning beregnes, og hvem skulle den tilfalde? Den omstændighed, at loven ingen erstatningsbestemmelse indeholder, kan medføre, at der efter lovens vedtagelse må tages stilling til, om erstatning skal ydes, men kan ikke, som af sagsøgeren anført, gøre loven ugyldig.

Over for sagsøgerens anbringende om, at loven er ugyldig, fordi det ikke har stået folketinget klart, at det var en ekspropriationslov, har sagsøgte anført, at ekspropriationsspørgsmålet dels gentagne gange har været inddraget under debatten i tinget, dels er omtalt i de juridiske responsa, der ledsagede lovforslaget. Det har herefter været klart for medlemmerne, at forslaget muligt indebar en ekspropriation. Det nævnte forhold ville i øvrigt ikke kunne bevirke lovens ugyldighed, hvis en efter vedtagelsen foretaget objektiv bedømmelse fører til, at ekspropriationen har været påkrævet af hensyn til almenvellet.

Sagsøgte har sluttelig anført, at de ved loven trufne foranstaltninger antagelig kunne være gennemført administrativt i betragtning af, at stiftelsens formål ikke angribes, og at foranstaltningerne under hensyn til den siden stiftelsens oprettelse skete udvikling, herunder særlig oprettelsen af et universitet i Island, må antages at stemme med stifternes intentioner. For at afskære tvivl og under hensyn til sagens betydning har man imidlertid valgt at lade afgørelsen træffe af lovgivningsmagten.


Retten finder at måtte lægge til grund, at de i sagen omhandlede håndskrifter og arkivalier og den fra stifterne hidrørende kapital tilhører stiftelsen, og at stiftelsen uanset den nære tilknytning til Københavns Universitet er en selvejende institution oprettet i henhold til en privatretlig viljeserklæring. Det må dog ved sagens pådømmelse tages i betragtning, at alle 11 medlemmer af stiftelsens bestyrelse udpeges af det offentlige, herunder 5 af sagsøgte, der også vælger formanden for bestyrelsen, og at stiftelsens udgifter stort set dækkes af sagsøgte, idet disse omstændigheder giver stiftelsen en særlig karakter, der må medføre, at sagsøgte får en betydelig indflydelse på stiftelsens anliggender.

På denne baggrund har sagsøgte også haft en rimelig anledning til at medvirke til gennemførelse af loven af 26. maj 1965, der ved at imødekomme det islandske folks ønske om selv at besidde en del af de nævnte håndskrifter m. v. løser et betydningsfuldt spørgsmål i forholdet mellem Danmark og Island.

Uanset at den ved lovens § 1, stk. 1, trufne ordning har form af en deling af stiftelsen i to afdelinger, som begge skal forvares og forvaltes i overensstemmelse med fundatsens regler, findes udleveringen imod stiftelsens protest til Islands Universitet af en del af håndskrifterne og en del af stiftelsens kapital i sig selv at måtte betegnes som en tvangsmæssig afståelse. Stiftelsens rettigheder over effekterne findes imidlertid at være i udpræget grad afvigende fra de ejendomsrettigheder, som efter grundlovens § 73 klart er beskyttet imod ekspropriation. Retten må herved navnlig lægge vægt på de væsentlige begrænsninger, stiftelsens råden over midlerne er undergivet som følge af, at formålet med oprettelsen af stiftelsen ikke har været at tjene individuelle interesser, men udelukkende at bevare håndskrifterne med henblik på deres udforskning og offentliggørelse, et formål der uanset den trufne ordning fortsat kan opnås.

Ved afgørelsen af, om stiftelsen bør tåle afståelsen af en del af håndskrifterne, finder retten også at måtte tillægge det betydning, at Arne Magnussen som geheimearkivsekretær og professor ved Københavns Universitet og som udsendt som kongelig landkommissær har indtaget en stilling, der gav ham store muligheder for at komme i forbindelse med personer, der var villige til at overlade ham deres håndskrifter, og at fundatsens bestemmelser blandt andet om, at islandske stipendiater og håndskrivere skal forske og afskrive håndskrifterne tyder på, at stifterne, så vidt det var muligt, har ønsket at varetage islandske interesser.

Under hensyn til de således foreliggende ganske særlige omstændigheder findes det ved loven skete indgreb i stiftelsen ikke omfattet af grundlovens § 73, stk. 1. Herefter vil sagsøgte være at frifinde.

Hver part bærer sine sagsomkostninger.


Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget tretten dommere: Lorenzen, Dybdal, Trolle, Hermann, Gjerulff, Theodor Petersen, Spleth, Tamm, Blom-Andersen, H. A. Sørensen, Vetli, le Maire og Schaumburg.

Appellanten har for Højesteret gentaget sin for landsretten nedlagte påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

For Højesteret har parterne gentaget deres i dommen gengivne procedure.


Otte dommere — Lorenzen, Dybdal, Hermann, Theodor Petersen, Tamm, H.A. Sørensen, le Maire og Schaumburg — udtaler:

Det tiltrædes, at Arne Magnussens legat ikke er en statsinstitution, men må anses som en i henhold til testamente oprettet selvstændig stiftelse i tilknytning til Københavns Universitet. Efter den ved loven og traktaten gennemførte ordning unddrages håndskrifterne m. v. mod bestyrelsens protest stiftelsen og overgives til Islands Universitet, hvor de skal udgøre »Den arnamagnæanske Stiftelse i Island«, der er en af appellanten uafhængig stiftelse. Idet lovens ordning som i dommen antaget må anses for en tvangsmæssig afståelse uanset den anvendte udformning, og idet stiftelsens rettigheder må anses beskyttet efter grundlovens § 73, afhænger lovens gyldighed af, om betingelserne efter denne grundlovsbestemmelse er opfyldt.

For så vidt det er anført, at forslaget til loven ikke er fremsat og behandlet som et forslag til en ekspropriationslov, bemærkes, at regering og folketing ved behandlingen af lovforslaget tog muligheden for, at dette måtte anses at indebære en ekspropriation, i betragtning bl.a. derved, at forskriften i § 73, stk. 2, om fornyet behandling og vedtagelse i et nyvalgt folketing blev fulgt. Spørgsmålene om, hvorvidt almenvellet krævede afståelsen, og om erstatning blev gentagne gange fremdraget under forhandlingerne. Lovforslaget må herefter anses i det hele at være behandlet og vedtaget også med den mulighed for øje, at loven måtte anses som en ekspropriationslov.

Der findes dernæst ikke at være grundlag for at antage, at lovens gennemførelse ikke har været begrundet i hensyn til almenvellet.

Endelig findes den omstændighed, at der ikke i loven er optaget nogen bestemmelse om erstatning, ikke at kunne medføre lovens ugyldighed.

Der findes herefter ikke i det af appellanten anførte at være grundlag for at anse loven for ugyldig. Efter de nedlagte påstande kan spørgsmålet om stiftelsens eventuelle erstatningskrav ikke tages under påkendelse, men der findes dog efter den førte procedure at være anledning til at bemærke, at det under sagen fremkomne ikke har givet holdepunkter for at antage, at stiftelsen vil lide tab af en art, som kan begrunde erstatningskrav.

Disse dommere stemmer herefter for at stadfæste dommen.


Fem dommere — Trolle, Gjerulff, Spleth, Blom Andersen og Vetli — udtaler:

Uanset at Arne Magnussen og hans hustru ved deres testamente gav håndskriftsamlingen til Københavns Universitet, findes den efter den på grundlag af testamentet oprettede og med kgl. konfirmation forsynede fundats at tilhøre stiftelsen. Denne må anses som en selvejende institution, hvis bestyrelse skal forvalte samlingerne i overensstemmelse med fundatsens af almene hensyn bårne formål. Stiftelsens rettigheder findes at være af en sådan art, at de nyder den i grundlovens § 73 omhandlede beskyttelse. Spørgsmålet bliver herefter, om der må anses at foreligge en af nævnte bestemmelse omfattet ejendomsafståelse.

De håndskrifter og arkivalier, som efter loven skal overføres til Island, stammer derfra og er af Arne Magnussen, der var islænding, erhvervet derfra på et tidspunkt, da Island var en del af det danske rige og ikke frembød mulighed for en betryggende opbevaring og forvaltning. Når henses til, at samlingerne i henhold til traktat fremdeles — som henlagt under Islands Universitet — skal tjene det i fundatsen angivne formål, findes den ved loven bestemte ordning, uanset at den betyder en væsentlig ændring af stiftelsens forhold, ikke at være en af grundlovens § 73 omfattet afståelse, og den findes således, også uden bestyrelsens samtykke, gyldigt at være gennemført ved almindelig lov.

Med denne begrundelse stemmer disse dommere ligeledes for at stadfæste dommen.

Hver part findes at burde bære sine sagsomkostninger for Højesteret.


Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande.

Hver part bærer sine sagsomkostninger for Højesteret.




Noter (tilføjet af jl):

  1. Hele lovteksten er citeret i domsudskriften.
  2. Hovedparten af traktaten citeres i domsudskriften.
  3. Grundlovens § 73: Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing. Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.