Højsangen (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


11. Højsangen



Første Afsnit: A. Naturmennesket.


1.
Førend frem Du
Ganger, nøje
Hold med hvert et
Dørgab Øje;
Ej man veed,
I hvilken Krog
En Fjende Sæde
I Huset tog.


2.
De Givende Hil!
En Gjæst nu kom,
Hvor faaer han sit Sæde?
Den har Hast,
Som stadigt gaaer om
For at søge sin Glæde.


3.
Ild har nødig
Den Vandringsmand,
Af Kulde mødig;
Mad og Klæder
Behøver han,
Som Fjeldet betræder.


4.
En Maaltidsgjæst
Til Haanddug og Vand
Og formelig Byden
Trænge kan,
At vel ham undes,
At Ordet han faaer,
Og Svaret er rede,
Om sligt han naaer.


5.
Vidfarende Mand
Behøver Forstand,
I Hjemmet kan alle
Ting gaae an;
Men naar blandt Kloge
Sidder en Stakkel,
Saa bliver han lettelig
Til Spektakel.


6.
At prale med Tanker
Staaer ej vel,
Heller man holde dem
Hos sig selv;
Sjælden den Varsomme
Sig forseer,
Naar snild og tavs
Han i Gaarde sig teer;
Thi aldrig en Mand
Faaer sikkrere Ven
End god Forstand.


7.
Varsom Gjæst
Ved fremmed Bord
Siger kun af
Og til et Ord;
Men Øret lytter
Og Øjet gaaer,
Saalunde en Klog
Erfaring naaer.


8.
Held, hvo i eget
Hjerte fandt
Bifald og Trøst;
Paa Spil jo staaer
Hvad Nogen vandt
I fremmed Bryst.


9. Held den, hvis Liv
Ham gav i Eje
God Lov og Forstand;
Tit Nogen førtes
Paa gale Veje
Af anden Mand.


10.
Ej bedre Byrde
For Vandringsmand
End god Forstand;
Bedre, end Guld,
I fremmed Land
Den føder sin Mand.


11.
Vejkost værre
Ej føres paa Sti,
End Tylderi;
Den Roes, som Øllet
Hos Mennesker fik,
Ej holder Stik;
Jo mere han drikker,
Jo meer en Mand
Gaaer fra Forstand.




Første Afsnit: B. Aandens første Rørelse. [Orgiet.]


12.
Over Drikkelag suser
Glemsels Hejre,
Der skjult kan Mændenes
Vid bortvejre;
Fuglens Vinge
I Gunlads Hjem
Mig selv monne tvinge.


13.
En Ruus, en over-
stadig Ruus,
Jeg fik i den vise
Fjælers Huus;
Det Gilde er bedst,
Hvorfra Enhver
Ved Sands og Samling
Kommen er.




Andet Afsnit: A. Folkestanden.


14.
Tavs, behjertet,
Djærv paa Val
En Søn af Folket
Være skal,
Glad og munter
Bør Enhver
Leve til
Sin sidste Færd.


15.
En Daare troer,
Naar Kampens Fare
Han skyer, vil han
Sit Liv bevare;
Min slipper han end
For Spydets Vunder,
Dog Alderdommen
Ham Fred ej under.


16.
En Dosmer gloer,
Mumler og brumler
Ved fremmed Bord;
Men faaer han Drik,
Da viser sig pludselig
Mandens Skik.


17.
Han ene det veed,
Der har sin Kløgt
Vide prøvet
Og Meget forsøgt,
Hvilke Gaver
Raade kan
Enhver, som er
Ved fuld Forstand.


18.
Ej over Bægeret
Skal Du hænge,
Nyd kun Mjøden,
Men ej for længe,
Tal Lidt og Godt:
Ej Nogen laster,
At Du itide
Til Sengen haster.


19.
Naar Slughals Lysten
Styre vil,
Han æder sig ofte
Helsot til;
Tit dannede Folk
Til Latter have
En Hjemmefødning
For hans Mave.


20.
Hjorden forstaaer,
Naar hjem den skal,
Og fra Græs da gaaer;
En daarlig Mand
Aldrig sin Mave
Maale kan.


21.
En usel Mand
Og ond dertil
Alting latterligt
Gjøre vil;
Det veed han ikke,
Hvad pligtig han var,
At egne Fejl
Han aflagt har.


22.
En Taabe vaager
Den hele Nat,
Og piner sin Tanke
Med Dit og Dat;
Ved Morgenens Komme
Er han mat,
Og Alting lige
Galt er fat.


23.
En Daare seer
En Ven i hver,
Som til ham leer,
Og mærker ej,
At aabenbar
De Kloge holde
Ham for Nar.


24.
En Daare troer,
At Venskab følger
Med favre Ord;
Men kommer en Sag
For ham paa Thinge,
Han mærker, at Faa
Ham Bistand bringe.


25.
Daaren sig selv
Alvidende troer,
Naar engang vel
Han slap for en Plage,
Men veed ej at svare
Et eneste Ord,
Naar Mænd ham ville
I Skole tage.


26.
En Daare gjør bedst,
Aldenstund
Han kommer blandt Folk,
At holde sin Mund,
Hans Daarskab skal sig
Ikke røbe,
Hvis ej han lader
Sin Tunge løbe;
Hvo som iforvejen
Er et Drog,
Ved megen Tale
Ej bliver klog.


27.
Han klog kan hedde,
Som Svar og Spørgsmaal
Har tilrede;
Ej tale man hvad
Man ej forstaaer,
Thi ud blandt Folk
Slig Tale gaaer.


28.
Altfor mange
Løse Ord
Af en Sladdrers
Mund udfoer,
Den Tunge, som stadig
Var i Gang,
Ofte sin egen
Skade sang.


29.
Ej Nogen, som kommer
I Gildelag ind,
Skal have en Anden
Til Bedste der,
Tit En kun er klog
Og hytter sit Skind,
Fordi man ej prøved
Hans egen Færd.


30.
Den tykkes at føre
Det store Ord,
Som jager en Gjæst
Ved Gloser fra Bord,
Knap veed, Hvo spydigt
Ved Gildet braller,
Om Laget harmes
Over hans Skvalder.


31.
Sin Hjertensven
Tit mangen Mand
Ved Gilde til Skjændsmaal
Ægge kan;
Evig i Verden
Er denne Splid,
At Gjæst med Gjæst
Vil rage i Strid.


32.
Er ej Du buden
Ud til Gjæst,
En dygtig Davre
Dig tjener bedst;
Thi ellers Du bliver
Flau og lad,
I Staa gaaer Munden
Af Mangel paa Mad.


33.
Til utro Ven
En Afvej gaaer,
Om end hans Hus
Ved Vejen staaer,
Men Gjenvej leder
Til fuldtro Ven,
Om end han fjernt
Er faren hen.


34.
Rør Dig, slaa Dig
Ej til Ro
Som stadig Gjæst
I samme Bo,
Thi Kjær blev Kjedsom
Mangen Gang,
Naar længe paa fremmed
Bænk han hang.


35.
Bedst eget Bo,
Selv smaat i Stand,
Thi i sit Hjem
Enhver er Mand;
Et Vidjetag
Og tvende Geder
Er bedre end En,
Som Andre beder.


36.
Bedst eget Bo,
Selv smaat i Stand,
Thi i sit Hjem
Enhver er Mand;
Dens Hjerte bløder,
Som bede maa
Hver Maaltidsstund
Om Mad at faae.


37.
Hvo sine Vaaben
Har lagt paa Vange,
End ej et Skridt
Skal fra dem gange;
Thi aldrig veed
Vejfarende Mand,
Naar til sit Spyd
Han trænge kan.


38.
Ej kjendte jeg Mand
Saa kostmild og god,
At aldrig en Skjænk
Han tog imod;
Ej nogen saa rundelig
Er med Gave,
At han jo gjerne
Sin Løn vil have.


39.
Ej sømmeligt er,
At den skal trænge,
Som selv erhverved
Sig sine Penge;
Tidt spares for Lede
Hvad undtes de Kjære,
Meget kan ej
Efter Ønske være.


40.
Venner skulle
Til fælles Ære
Klæder og Vaaben
Hinanden forære,
Længe vil vare
Et Venskabsbaand,
Naar Given og Tagen
Gaae vel fra Haand.


41.
En Mand bør være
Sin Ven en Ven
Og give Gave
For Gave hen;
Med Latter skal man
Kun Latter hente,
Og Falskhed have
For Løgn ivente.


42.
En Ven bør være
Sin Ven en Ven,
Ham selv og saa
Hans Ven igjen;
Gaae aldrig hen
Og bliv Din Fjendes
Venners Ven!


43.
Vid, har Du en Ven,
Som vel Du troer,
Og ønsker Du Godt
Af ham at nyde:
Did søge Du ofte,
Hvor han boer,
For Sind at vexle
Og Gaver at yde.


44.
Men har Du en Ven,
Som ilde Du troer,
Og ønsker dog Godt
Af ham at nyde:
Vær listig i Tanke
Og faver i Ord,
Og løse Taler
For Løgn Du byde!


45.
Fremdeles mod ham,
Som ilde Du troer
Og veed ej ret,
Hvad i ham boer,
Med Smil paa Læbe
Du skjule Din Tanke,
Thi Løn skal lige
Mod Gave vanke.


46.
Ung var jeg fordum,
Og ene jeg foer,
Da vildtes mit Spor;
Jeg tyktes mig rig,
Da jeg traf en Anden:
Mands Glæde er Manden.


47.
Den Milde og Modige
Nyder sit Liv,
Og Sorgen er sjælden
Hans Tidsfordriv;
Den Modløse frygter
Paa alle Kanter,
Og selv over Gaver
Han karrig vranter.


48.
Engang jeg med
Mine Kapper klædte
To Skovmænd, ude
Paa Marken stedte;
Med Klæderne tyktes
De Kjæmper paa Stand,
Forknyt er stedse
En nøgen Mand.


49.
Det Træ fortørres,
Som stander paa Gade,
Hverken det dækkes
Af Bark eller Blade;
Saa gaaer det en Mand,
Hvem ingen kan lide,
Hvi skulde han længe
Livet slide?


50.
Kjærlighed mellem
Falske Venner
Hed som Ild
Fem Dage brænder,
Men paa den sjette
Den slukkes brat,
Og ilde det er
Med Venskabet fat.


51.
Ej Stort at skjænke
Der gjøres Behov,
Med Lidet man kjøber
Sig ofte Lov;
Med halvtæret Lev
Og et Bæger paa Helde
Jeg skaffede mig
En Omgangsfælle.


52.
Smaa ere Sandskorn,
Smaa ere Tanker,
Smaaligt Mangenmands
Hjerte banker,
Ej Alle fik lige
Kløgt i Behold,
To Slags Folk
Er i hver en Old.


53.
Viis til Maade
Skal hver Mand være,
Alt for Meget
Han ikke lære!
Livet skjønnest
For den Mand gaaer,
Som tilgavns
Sin Viden forstaaer.


54.
Viis til Maade
Skal hver Mand være,
Alt for Meget
Han ikke lære!
Sjælden glædes
Den Vises Hjerte,
Naar Ejermanden
Alting lærte.


55.
Viis til Maade
Skal hver Mand være
Alt for Meget
Han ikke lære!
Ingen sin Skjæbne
Forud vide,
Sindet da mindst
Af Sorg skal lide.


56.
Brand brænder ved Brand,
Til op den brænder,
Og Flamme anden
Flamme tænder;
Paa Mæle kjendes
Mand af Mand,
Paa Hovmod Daaren
Kjendes kan.


57.
Aarle sig rejse
Af sit Leje
Hvo anden Mand
Vil plyndre og veje!
Liggende Ulv
Ej Skinker finder.
Sovende Mand
Ej Sejer vinder.


58.
Sit Værk at see
Skal aarle gange,
Hvo af Svende
Ej har mange:
Morgensøvn
Gjør megen Møje,
Den halve Rigdom
Er Herrens Øje.


59.
Af Tækkenæver
Og tørret Brænde
Sit Maal en Mand
Bør stedse kjende,
Saa at tilstrækkeligt
Ved han faaer
I fjerdedeels,
I halve Aar.


60.
Vadsk Dig, spiis,
Rid saa til Thinge,
Om end Din Klædning
Er nok saa ringe!
Af Broge og Sko
Har Ingen Skam,
Af Hest ej heller,
Var den end lam.


61.
Den Kloge maa kunne
Spørge og svare,
Om Navn af Dannet
Han vil bevare;
Hav een Fortrolig,
Men ikke tvende,
Allemand veed,
Hvad der siges trende.


62.
Over udslagen Hav
Med Næbet hænger
Ørnen tilsøes
Og til Føde trænger;
Saa gaaer det en Mand,
Naar i Flok han rager,
Hvor Ingen er,
Der sig af ham tager.


63.
Til Husbehov
Sin Magt en Mand
Skal bruge, der har
En god Forstand;
Det viser sig, naar
Han Gjæve gjæster,
At Ingen kan være
Alles Mester.


64.
See Dig for,
Vær sparsom paa Ord,
Og varlig med, hvem
Som Ven Du troer!
Dyrt en Mand
Maa ofte bøde
De Ord, som til
En Anden løde.


65.
Hos Mange jeg monne
For tidligt komme,
Og altfor sildigt
Jeg kom til Somme;
"Øl var forbi,
"Eller ej tilrede" —
Ukjær kommer sjælden
Tilpas tilstede.


66.
Paa sine Steder
Man hjem mig bad,
"Saafremt mig lysted
"Et Maaltid Mad;"
En Skinke jeg nød
Hos fuldtro Ven;
"Der hang endnu
"Et par igjen."


67.
Ild og Solskin
Bedste Gave
Er for Menneskens
Børn at have,
Hvis ellers man
Sin Helsen har
Og leve kan
For Laster bar.


68.
Ingen er heel
Elendig skabt,
Om end hans Sundhed
Gik fortabt;
En glædes ved Frænder,
En Anden ved Sønner,
En Rigdom, en Anden
Veldaad lønner.


69.
Selv godt er Livet
I Useldom,
Kvik Mand til en Ko
Dog stedse kom;
For Rigmand saae jeg
Et Baal i Glød,
Og ud af Døren
Han bares død.


70.
Halt rider Hors,
Og Haandløs hyrder,
Døv kan fægte
Og bære Byrder,
Blind vist næppe
Med Brændt vil bytte,
Dødmand er til
Ingen Nytte.


71.
En Søn er god,
Om end først sat
I Verden, naar Fader
Den har forladt;
Bautastene
Sjælden knejste
Ved Vej, som Slægt
For Slægl ej rejste.


72.
To Ting have
Bagholdsvane:
Tunge volder
Hoved Bane,
Haand man skal
Bag Kappe ane.


73.
Naar Natten længes,
Kan den være glad,
Som sikker er
Paa sin Aftensmad;
Kort er Tiden,
Da Sejl man sætter,
Og lunefulde
Høstens Nætter,
I Dage fem
Tidt Vejret vendes,
Men i en Maaned
Det lettere hændes.


74.
Hvo Intet veed,
Ej heller veed,
At Mange bedaares
Af Andres Sned;
En er rig
Og fattig en Anden,
Men derfor skal man
Ej laste Manden.


75.
Rigdom døer
Og Frænder døe,
Engang Du ogsaa
Selv skal døe;
Men aldrig uddøe
Skal den Hæder,
Hvormed en Mand
Sit Navn beklæder.


76.
Rigdom døer
Og Frænder døe,
Engang Du ogsaa
Selv skal døe;
Men Eet jeg veed,
Som ej forgaaer,
Den Dom, Du efter
Døden faaer.


77.
Hos Fedmands Søn
Saaes fulde Folde,
Han Bettelstaven
Nu maa holde,
Thi Rigdom er
Som Øjets Blik,
Dens Venskab sjælden
Holder Stik.


78.
Naar en Daare
Rigdom finder,
Eller Pigens
Elskov vinder,
Han trives i Hovmod
Ej i Forstand,
Stoltserer frem
Som en Pokkers Mand.


79.
Det vorder forsøgt,
Naar i gudlige Runer
Du prøver hans Kløgt,
Som Fimmeltaleren
Maled i Billed,
Som høje Magter
I Daad fremstilled;
Bedst han vilde
Da være tjent
Med at tie stille.


80.
Dag Du rose
Først ved Aften,
Kone, naar
Paa Baal hun sover,
Sværd, naar Du har
Prøvet Kraften,
Iis, naar den er
Faret over,
Mø, naar hun har
Faaet Mand,
Øl, naar det er
Bag ved Tand.


81.
Ro i Kuling
Ud paa Søen,
Træet fæld
I Stormens Bragen,
Men i Mørke
Tal med Møen!
Mange Øjne
Have Dagen,
Skib til Fart,
Og Skjold for Bryst,
Sværd til Hug
Og Mø for Lyst.


82.
Ved Ild Du søbe,
Paa Iis Du løbe,
Kjøb Gangeren mager
Og Klingen skjæmmet,
Fød Hunden ude
Og Hesten ved Hjemmet!


83.
Tro ej paa Ord,
Som komme fra Piger,
Ej heller paa hvad
En Kone siger!
Deres Hjerte er lagt
Paa rullende Hjul,
Og Barmen er Vægel-
sindets Skjul.


84.
Gabende Ulv,
Bristende Bue,
Galende Krage,
Brændende Lue,
Gryntende Sviin,
Træ uden Rod,
Sydende Kjedel
Voxende Flod.


85.
Faldende Bølge,
Pilen i Flugt,
Natgammel Iis,
Ormen i Bugt,
Brækket Sværd
Og Brud i Løn,
Bjørnens Leg
Og Kongens Søn,


86.
Sygnende Kalv,
Velspaaende Kvinde,
Selvraadig Træl,
Nysfældet Fjende,
Herresmiil
Og klare Dage,
Hundebjæffen
Og Skjøgeklage,


87.
Nyssaaet Ager
Skal Ingenmand troe.
Ej heller Søn
Udi Barnesko!
Vejr raader for Ager,
For Søn Forstand,
Om Begge ej Vished
Haves kan.


88.
Din Broders Bane,
Selv mødt som bedst,
Et halvbrændt Huus,
En hurtig Hest
[Ej Gavn den yder,
Hvis Been den bryder] –
Saa troskyldig vær
Til ingen Tid,
At til alt Sligt
Du fæster Lid!


89.
Falsk Kvindes Elskov
Er ligerviis,
Som agede man
Paa den glatte Iis
Med Hest uden Braad,
En toaars Plag,
Utæmmet kaad,
Hvad heller man foer
I rasende Storm
Paa Skib uden Ror,
Hvad heller som En,
Der halter paa Been,
I Tø tilfjælds
Skulde hente en Reen.


90.
Reent ud nu
Jeg tale vil,
Begge Dele
Kjender jeg til,
Mandens Hu
Vil Kvinden svige,
Smukke Ting
Vi da dem sige,
Naar allermindst
Vi mene dermed,
Saaledes vi faae
De Vakkre paa Gled.


91.
Favrt skal tale,
Gaver skal byde,
Hvo Pigens Elskov
Tænker at nyde,
Beundre, hvor smukt
Den straalende Kvinde
Er skabt: kun den,
Som frier, kan vinde.


92.
Elskovshast
Ej nogen Mand
Bør lægges til Last;
Hvad Daaren ej rører,
Et lystfavrt Aasyn,
Tidt Vise forfører.


93.
Ej udpeges bør
Hos nogen Mand
Som Galskab, hvad Alle
Hændes kan;
Blandt Menneskens Børn
Har Elskovs Magt
Ofte den Vise
Til Daarskab bragt.




Andet Afsnit: B. Odins Ungdomskamp.


94.
Kun Tanken veed,
Hvad der gaaer til Hjærte,
Ene fortrolig med
Al dets Smerte;
Ej værre Sot
Kan i gjæv Mand boe,
End at hans Hjærte
Ej fanger Ro.


95.
Det prøvede jeg,
Da elskovsfuld
Jeg sad og vented
I Rørenes Skjul;
Den vene Mø
Var mit Kjød og Blod,
Endskjøndt hun mig
I Stikken lod.


96.
Saa fandt jeg den
Fortryllende Pige
Solreen sovende
Paa sit Leje;
En Fyrsteherlighed
Uden Lige
Syntes mig, slig
En Skabning at eje.


97.
"Odin om Møen
Du vil belnakke,
Saa kom, naar det monne
Mod Aften lakke:
Sligt Fejltrin er jo
En Skjændighed,
Hvis ej mellem os
Vi ene det veed."


98.
Jeg kom da igjen
Og tænkte nu,
Ene paa Elskov
At rette min Hu,
Hendes Gunst
Og Kjærlighedsgave
Forvist jeg troede
At skulle have.


99.
Men da jeg saa kom,
Den hele Skare
Af gode Stridsmænd
Var paa Vare,
Med brændende Lys
Og Fakkelved
Min Kjærlighedssti
Mig var bered.


100.
Og da jeg mod Morgen
Gik atter derhen,
Var Salvagten falden
I Søvn igjen,
Da fandt jeg kun,
At den gode Kvinde
Sin Hund havde ladet
Paa Lejet binde.


101.
Mangen god Mø,
Naar hun prøves, vil
Med Mændene drive
Sit falske Spil;
Det mærkede jeg,
Da jeg søgte at vinde
Med Lokkesmiger
Den raadsnare Kvinde,
Alskens Spot
Den Vakkre mig bød,
Intet jeg dog
Af hende nød.




Andet Afsnit: C. Odins Manddomssejer.


102.
Munter i Hjemmet
Skal Bonden være,
Flink mod Gjæster,
Og færdes med Ære;
Mindsom og talsom,
Tit Sømmeligt melde,
Om han for kundskabs-
rig vil gjælde.


103.
Fimmel-Fjambe
Han skal hedde,
Som altid efter
Ord maa lede,
Thi saadan Vane
Er Daarens Fane.


104.
Den gamle Jætte
Jeg søgte, og er
Nu kommen atter
Tilbage her;
Lidet jeg vandt
Ved Tavshed der,
Men til mit Fremme
I Suttungs Sale
Mangelunde
Jeg førte Tale.


105.
Mig Drikken af
Den dyre Mjød
Paa gylden Stol
Gunlade bød;
Reen i Sind,
I Følelse stærk,
Hende jeg gjældte
Med ilde Værk.


106.
Spillerum gav jeg
Rates Mund
Til at æde
I Klippegrund,
Rundt om efter mig
Jætterne vare,
Mit Hoved jeg satte
Saalunde i Fare.


107.
Vel monne jeg veltjent
Stilling nytte,
Hvad bliver ikke
Den Kloges Bytte?
Livskilden nu
For Dagen kom
I Menneskers jordiske
Helligdom.


108.
Jeg tvivler paa,
At jeg kunde drage
Fra Jætters Gaarde
Her tilbage,
Hvis ej Gunlade
Mig yded Gavn,
Den gode Kvinde,
Som tog mig i Favn.


109.
Den næste Dag
Til den Højes Hal
Rimthusser gik,
At høre, hvad Skjæbne
Den Høje fik:
De spurgde, om Bølværk
Til Guderne drog,
Hvad heller ham Suttung
Af Dage tog.


110.
Jeg troer, at Odin
En Ringeed svor —
Hvad Lid kan der fæstes
Til hans Ord?
Drikken han sveg
Med listigt Raad
Fra Suttung og bragte
Gunlade til Graad.




Tredie Afsnit: A. Lodfafnersmaal[1] eller Mestersangen.


111.
Tid er, at Ordet
Fra Talerstol gaaer,
Som nu ved Urdes
Kilde i staaer:
Tavs jeg skued,
Jeg skued i Tanker,
Og hørte, hvad Tale
Blandt Mændene vanker.


112.
Om Runer var Ordet,
Om Guddomsordet,
Og om dets Risten
Og om dets Raaden
Ved Hallen den Højes,
I Hallen den Højes
Saa, jeg hørte,
Man Talen førte.


113.
Dig Mester jeg raader,
At Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Om Nat Du stande
Kun op, ifald
Du Ærende har
Eller spejde skal!


114.
Dig Mester jeg raader,
At Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Aldrig Du sove
Ved Troldkvindes Barm,
Saa at hun favner Dig
Med sin Arm!


115.
Hun volder, at ej
Du Omsorg drager
For Fyrstens Ord
Og Thingets Sager,
Til Mad og Selskab
Du taber din Lyst,
Og tyer til dit Leje
Uden Trøst.


116.
Dig Mester jeg raader,
At Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Aldrig Du anden Mands
Viv forføre,
Til Dig i hemmeligt
Stævne at høre!


117.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Hvis fare Du lyster
Paa Fjord eller Fjæld,
Med Rejsekost
Forsyn Dig vel!


118.
Ond Mand skal Du
Aldrig lade
Vide, hvor Du
Har Din Skade;
Thi aldrig gjengjældt
Ventes kan
God Vilje af
Den onde Mand.


119.
Jeg saae, hvorledes
Ond Kvindes Ord
Bidsk en Mand
Efter Hovedet foer,
Den falske Tunge
Ham Livet galdt,
Og hvad hun sagde
Var Løgn dog alt.


120.
Vid, har Du en Ven,
Som vel Du troer,
Da søg ham ofte,
Hvor han boer;
Thi Krat og højen
Græs beklæder
Den Vej, som ingen
Mand betræder.


121.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Søg Gammenstale
Med goden Mand,
Lær Dulmesange,
Saalænge Du kan!


122.
Aldrig Du først

Anledning byde
Til falskelig med
Din Ven at bryde,
Sorg tærer paa Hjærtet,
Naar Ingen Du har,
Hvem hele din Tanke
Er aabenbar.


123.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Ingensinde
Du Dig indlade
Paa Ord at skifte
Med Aber fade!


124.
Thi for Godt
Du kan ej vente
Hos den Slette
Løn at hente;
Derimod
Den gode Mand
Ved Roes Dig yndet
Gjøre kan.


125.
Aandens Slægtskab
Derved stiftes,
At Tanken aabent
En Anden skriftes;
Alt er bedre
End falske Ord,
I Smiger intet
Venskab boer.


126.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Meer end trende
Ord i Trætte
Ej Du spilde
Paa den Slette!
Bedre Mand
Gik tit til Side,
Naar den Værre
Vilde stride.


127.
Sko og Skjæfte
Ej Du lave,
Uden hvad Du
Selv skal have!
Sko ej passer,
Skjæftet helder,
Og paa Dig man
Derfor skjælder.


128.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Mod Ondt Du værge
I Andres Sted,
Giv aldrig Dine
Fjender Fred!


129.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Til onde Ting
Ej Lyst Du fatte,
Men lær Dig til
Det Gode at skatte!


130.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Ej maa Du see
I Slaget op
[Ellevild man
Jo vorde kan],
At Mændene ej
Fortrylle din Krop.


131.
Vil Du Dig Kvinde
God tilkvæde,
Til Gammenstale
Og stadig Glæde,
Giv smukke Løfter,
Lad fast dem staae,
Mø bliver ei kjed
Af Godt at faae!


132.
Varlig, men ikke
For varlig vær,
Varligst Du være
Med Drik især,
Med Andens Kone,
Og saa dertil
Med Tyv, at ikke
Han driver sit Spil.


133.
For Spot og Latter
Du aldrig lægge
Nogen Gjæst eller
Gangende Mand!
Tit de, som sidde
Forinden Vægge,
Ej kjende saa lige
Den Kommendes Stand.


134.
I Brystet en Blanding
Af Dyd og Last
Hos Menneskens Børn
Er voxet fast,
Saa, god er Ingen,
Han har jo Lyde,
Lidt Gavn kan selv
Den Sletteste yde.


135.
Driv ej med graahaaret
Taler Spot,
Den Gamles Ord
Er ofte godt!
Skjælligt fra hvassen
Bælg[2] tit kom,
Der flakker blandt usle
Seller om
Med rynket Skind
Og skrammet Kind.


136.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Ej overfus
Eller jag paa Dør
En Vandrer, Godt
Mod Trængende gjør!


137.
Det maatte dog være
En vældig Bom,
Der op skulde drages
For hver, som kom;
Giv en Kjende,
Det hører ej op
Ellers at ønske Dig
Ondt i Krop.


138.
Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer,
Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer:
Naar Øl Du drikker,
Brug Jordens Kraft,
Jord Drik fortager,
Ild Sygdomssaft,
Ax Gift, og Eeg
Kan Bindsel lette,
Hallen stiller
Tyendes Trætte,
Mod Vrede er Maanens
Hjælp den rette,
Bid af Bider
Selv skal læges,
Sorgen skal ved
Runer kvæges,
Mod alt Flod
Er Jorden god.




Tredie Afsnit: B. Odins Runesang.


139.
Jeg veed, at det vindige
Træ mig bar
Ni hele Nætter,
Saaret jeg var
Med Spyd og given
Til Odin hen;
Selv til mig selv
Var jeg given hen,
Paa Træet jeg hang,
Som Ingen veed
Af hvad Rod det sprang.


140.
De gave mig hverken
Lev eller Drik,
Ned i Dybet
Jeg sænked mit Blik
Og Runer optog,
Højt raabende tog,
Saa atter jeg gled
Fra Træet ned.


141.
Af Bølthorns Søn,
Stor i Ære,
Bestlas Fader
Jeg monne lære
Ni Fimmelsange,
Af dyren Mjød,
Fra Livskilden øst,
En Drik jeg nød.


142.
Da var min Væxt,
Tilendebragt,
Da voxed min Viisdom
Og min Magt;
Ord af Ord
Mig avlede Ord,
Værk af Værk
Mig avlede Værk.


143.
Runer Du finde,
Og raadede Stave,
Heelt store Stave,
Stave heelt stinde,
Som Fimmeltaler
I Billed maler,
Som Høje Magter
Bringe tillive,
Af Magters Formand
De ristet blive.


144.
Af Odin for Aser,
For Alfeætter
Dem rister Danne,
Vidstærk for Jætter,
Lukøje for Dværge,
Men somme jeg risted
Mig selv i Værge.


145.
Forstaaer Du at riste?
Forstaaer Du at raade?
Forstaaer Du at skildre?
Forstaaer Du at friste?
Forstaaer Du at bede?
Forstaaer Du at blote?
Forstaaer Du at sende?
Forstaaer Du at sprede?


146.
Bedre er
Slet ingen Beden,
End for stor
En Offerreden,
Thi en Gave
Bør til Gildet
Forhold have;
Bedre Intet
Sendt til Gilde,
End en stor
Anretningsspilde.
Saa opstod Thunder
Før Folkenes Dage,
Der stod han op
Hvor han kom tilbage.


147.
Jeg kan de Sange,
Som ingen Fyrstinde,
Som intet Menneskens
Barn har inde:
Hjælp hedder den første,
Den hjælper stærk
Mod Trættes, Sorgs
Og Sygdoms Værk.


148.
For det andet
Saa kan jeg den,
Som bruges af kyndige
Lægemænd.


149.
Den tredje jeg kan,
Naar Nød er paafærde,
For dem at tæmme,
Som hadske mig ere;
For Fjenderne kan jeg
Egge døve,
Saa List og Vaaben
De blive sløve.


150,
Den fjerde jeg kan,
Naar Baand man paa
Mine Lemmer lægger,
Da galer jeg saa,
At løs jeg gaaer;
Thi sønder brast
Af Fødder Fjedre,
Af Hænder Bast.


151.
Den femte jeg kan,
Naar farlig Piil
I Fylking monne
Flyve med Iil,
Og er end nok saa
Stind dens Flugt,
Øjnes den, faaer jeg
Med den Bugt.


152.
Den sjette jeg kan,
Naar Nogen med Saar
Paa Vildtræs Rod
Mig efterstaaer;
Den Mand, som vil
Mig Ondt, den Samme
Menet fremfor
Mig skal ramme.


153.
Den syvende kan jeg,
Naar jeg skuer
Højsal tændt
Over Seller i Luer;
Hvor bredt den brænder,
Jeg dog den bjærger,
En Sang jeg kan.
Som Sligt besværger.


154.
Den ottende kan jeg,
For Alle og Hver
Gavnligt den at
Kjende det er;
Hvor Hadet voxer
Blandt Stridens Kjæmper,
Der jeg det uden
Ophold dæmper.


155.
Den niende kan jeg,
Naar Nød mig følger
Og Fartøjet bjærges
Skal paa Bølger;
Vinden stiller jeg
Da paa Vand,
Og sætter Havet
I søvnig Stand.


156.
Den tiende kan jeg,
Naar en Skare
Hjemsøgende Hexe
I Luften fare;
Jeg vilder dem ud
Af goden Skind,
De søge ej meer
I Hjemmet ind.


157.
Den ellevte kan jeg,
Til Kampen at bringe
Gamle Venner;
I Skjoldene klinge
Da mine Sange,
De Vældige gange
I Frelse til Strid,
I Frelse fra Strid,
I Frelse de ere
Til hver en Tid.


158.
Den tolvte kan jeg,
Naar Lig i Strikke
Svæver paa Træet
For mine Blikke,
Saa rister jeg og i
Runer maler,
At den Mand gaaer
Og med mig taler.


159.
Og for det trettende
Een jeg kan,
Naar ungen Thegn
Besprænges med Vand;
Ej falder han, kommer han
End i Strid,
Den Mand ej segner
For Sværdebid.


160.
Den fjortende kan jeg,
Naar jeg skal
I Mandelag nævne
Guders Tal;
Jeg kjender paa Aser
Og Alfer Skjel,
Sligt udannet Mand
Ej veed saa vel.


161.
Den femtende kan jeg,
Dværg Folkerøre
Gol den Sang
For Dellings Døre;
Styrke for Aser,
For Alfer Fremme,
Forstand for Odin
Gol hans Stemme.


162.
Den sextende kan jeg
Til at vinde
Elskov og Gammen
Hos snilden Kvinde,
Hvidarmet Piges
Hu jeg drejer,
Forvandler Alt,
Hvad Sindet ejer.


163.
Den syttende kan jeg,
At Møen den slanke
Seent fra mig
Skal vende sin Tanke. —
Disse Sange,
Mester! Du savned
I Tider lange:
Godt for Dig,
Om Du kan dem fange,
Gavn, om Du nemmer,
Tarv, om Du gjemmer!


164.
Den attende kan jeg,
Som ingen Pige,
Ingen Mands Kone
Skal høre mig sige
(Alt er bedre,
Hvad ene Man kjender,
Dermed hele
Visen ender);
Kun hun alene,
Som i sin Favn
Mig tager, eller
Har Søsternavn.


165.
Sjungen er nu
I den Højes Hal
Den Højes Sang;
Menneskens Børn
Den gavne skal
Mangen Gang;
Til Jætters Børn
Den ej har Kald.
Hil den, som sang!
Hil den, som kan!
Hvo nemmer, den nytte!
Hil Alle, som lytte!




Noter:

  1. Saakaldet fordi Talen er rettet til Lodfafner, hvilket Ord efter Finn Magnussens Antagelse betyder En, som har faaet Dun (Lod) paa Hagen; men da her saa at sige den sidste Vielse gives, maatte vist en modnere Alder udkræves til denne. Navnet antages her at betyde En, som faaer Lod og Deel, altsaa efter Sammenhængen En, som bliver Medlem af den højere Videns Broderikab, en Mester.
  2. "Bælg", d. e. en haardhudet Karl.