Hakon Hakonsøns den Gamles Saga (C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, Skálholtsbók (A.M. 81a), Eirspennill (A.M. 47) og Fríssbók (A.M. 45). |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 9 - 10
Kong Hakon Hakonsøns den Gamles eller den Kronedes Saga
Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
nordiske Oldskriftselskab
København, 1829
1. I Pave Innocentii Dage, den tredie af dette Navn paa den pavelige Stol, forefaldt de Begivenheder i Norden, som her ere sammenskrevne om Kong Hakons Levnet, som var en Søn af Hakon Sverresøn. Da vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel et tusende, to hundrede, og tre Aar; Kejsere i det rommerske Rige vare Philippus af Svaben ude i Apulien, og Otto, Hertug Henrik af Brunsvigs Søn, nordenfor Fjeldet (1) . De strede med hinanden, indtil Philippus, Hertugen, blev dræbt af sine egne Tjenere. Konge over Danmark var Valdemar Valdemarsøn, men i Sverrig Sørkver Karlsøn; i England Johan Henriksøn, kaldet sine terra; men i Norge Hakon Sverresøn. Det var eet Aar efter Kong Sverres Død. Om Vinteren havde Kong Hakon siddet nord i Throndhjem, og drog om Foraaret til Bergen. Han opholdt sig der nogen Tid, drog saa Sønderpaa langsmed Landet, og heelt øster til Grændsen, hvor han blev en kort Tid; mange berømte Høvdinger fulgte da med ham: Kong Sverres Søstersøn Hakon Galin, Peter Steiper, ligeledes Kong Sverres Søstersøn, Sigurd Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde, Evind Præstemaag, Dagfinn Bonde, Einar Kongsmaag, og mange andre Leensmænd og Krigsøverster. Da Kong Hakon vendte tilbage fra Elven, opholdt han sig længe i Sarpsborg om Høsten. Der havde han en god og oprigtig Kvinde hos sig, ved Navn Inga; hun var af en god Slægt og Frænke til Audun i Sarpsborg, og havde mange anseelige Frænder i Borgesyssel, som kaldtes Varteiginger eller Varteigsmænd. Inga var i Kong Hakons Herberge, og søgte Seng med ham, saa at Hakon Galin og flere af hans fortrolige Mænd vidste derom. Kong Hakon drog fra Sarpsborg ind til Oslo, og siden nord i Landet. Fra Oslo drog Dronning Margrete, Kong Sverres Enke, med ham, samt hendes Datter Fru Kristine. Kong Hakon drog til Bergen før Juul, og beredte der til et stort Julegilde. Den Vinter i Julen faldt Kong Hakon i den Sygdom, af hvilken han døde den ottende Dag i Julen.
Guttorm Sigurdsøn valgtes til Konge.
2. Den tiende Dag i Julen toge Birkebenerne Sigurd Lavards Søn Guttorm til Konge. Kongen gav da sin Frænde Hakon Galin Jarls Navn, og overdrog ham Befalingen over Hirden. Foraaret efter droge Birkebenerne til Throndhjem, hvor Guttorm paa Ørething i Følge Loven blev taget til Konge over det hele Rige. Den samme Sommer døde Kong Guttorm i Nideros. Efter hans død holdt Birkebenerne Ørething, hvor der forhandledes om Kongevalget; Krigshæren vilde tage Hakon Jarl til Konge, men Thrønderne satte sig derimod, og vilde have Baard Guttormsøns og Kongedatteren Cecilias Søn Inge til Konge; han havde Moder sammen med Jarlen, og de sagde derfor, at han efter sin mødrene Herkomst var ligesaa nær til Kongedømmet, som Jarlen, hans Broder, men Jarlen var paa fædrene Side af udenlandsk Slægt og ikke norsk, Inge derimod var født og baaren i Throndhjem, og stammede fra de ædleste Slægter i Norge. Ærkebiskoppen understøttede Thrønderne i denne Sag, og der var heller ikke andet at gjøre, end at lade dem raade for, hvilken Konge de vilde have. Thinget endte da med, at Inge blev taget til Konge, men begge Brødrene skiftede saaledes med hinanden, at Kong Inge gav Hakon Jarls Navn, og hver skulde have sin Halvdeel af Riget; men Hakon Jarl skulde forestaae deres Parti, thi han var baade øvet i at styre Hirden, og vel erfaren i Krig.
Hakon Hakonsøn fødes.
3. Om Sommeren efter blev Inge taget til Konge, som før er skrevet. Da rejstes Bæglingernes Parti i Vigen af Danekongen og Biskop Nikolai. Da var Inga, som før blev omtalt, øster i Borgesyssel i den Bygd Heggen paa Gaarden Folkberg; Præsten der hed Thrond. Inga kom der ned, og fødte en Dreng; men Præsten Thrond vidste, at Kong Hakon var Fader til Drengen, døbte derfor denne i al Stilhed, og betroede ingen til at staae Fadder uden hans to Sønner og hans Kone; han opfostrede Drengen hemmelig. Paa Huseby boede en Mand, ved Navn Erlend, en Frænde til Kong Sverre, af Guttorm Graabards Slægt. Thrond Præst drog til Erlend, og overlagde med ham, at de skulde holde Drengen saa skjult, som muligt. De første tolv Maaneder var Drengen hos Thrond Præst; men næste Vinter før Juul begave Erlend og Thrond Præst sig paa Vejen fra Borgesyssel, toge Kongens Søn og hans Moder med sig, og rejste i al Stilhed til Oplandene. Juleaften kom de til Kjøbstaden Hammer i Hedemarken. Der vare to Sysselmænd, ved Navn Frederik Slafse og Gjafvald Gaute; de havde meget Mandskab med sig, og vare i stor Frygt for Baglerne, som havde alle Oplandene inde. Biskop Ivar var den Gang i Hammer; han var da, som altid, en stor Fjende af Kong Sverres Æt og af alle Birkebenerne. Skjøndt nu Erlend og hans Medfølger rejste saa hemmelig, som muligt, saa fik Biskoppen dog Nys om, at Kongesønnen var ankommen der; han indbød da Drengen til sig om Julen, tilligemed hans Moder, og beraabte sig paa sit Slægtskab med ham, der ogsaa var saa; men Birkebenerne troede ham ikke, og sagde, at Drengen skulde komme til ham efter Julen, og undskyldte sig med, at baade Kongesønnen og hans Moder vare saa trætte af Rejsen, at de ikke kunde komme i en stor Forsamling. Men saasnart det led mod Aften Juledag, lode Sysselmændene tage tre Heste, og førte Drengen og hans Moder bort, nordpaa til Kjøbstaden Lille Hammer. Julen over opholdt de sig paa en lille Gaard meget hemmelig. Men i Julen sendte Birkebenerne Bud over til Thotn og til alle Bygder i Nærheden, og stævnede alle Birkebenerne til sig til strax efter Julen. Da Julen var forbi, droge de bort fra Kjøbstaden Hammer til Lille Hammer, hvor Drengen var, toge ham og hans Moder med sig, og begave sig ind i Østerdalene, hvorfra de vilde til Throndhjem. Paa denne Rejse udstode de meget af slet Vejr, Frost og Snefog, og vare undertiden ude om Nætterne i Skove og Ubygder. En Aften blev det saa haardt Vejr, at de ikke selv vidste, hvor de vare; de toge da to Mænd, som bedst kunde løbe paa Skier, til at drage med Drengen, den ene hed Thorsteen Slefa, den anden Skervald Skrukka, og gave dem to Bønder, som bedst kjendte Vejen, til Ledsagere. De rejste saa stærkt afsted, som de kunde, men kunde dog ikke finde til Bygden; de kom til et Sted, hvor der vare nogle Udlader; der sloge de Ild, og lavede et Leje tilrette for Drengen. Vejviserne vendte saa tilbage mod de andre af følget, men kom igjen ved Midnat til Laden; det var et usselt Herberge for dem, thi hele Laden dryppede, saasnart Sneen begyndte at smælte af Ilden; og de fleste fandt det bedre udenfor end inde. Drengen fik ingen anden Føde, end den Sne, de optøede i Munden paa ham. Det Sted, hvor de den Gang opholdt sig, hedder Nafardal. Paa nogle Steder var Vejen saa besværlig, at de ikke kunde bryde Sneen paa anden Maade, end ved Hjælp af deres Spydstager. Men hvor de kom i Østerdalene, ydede Bønderne dem al mulig Bistand, laante dem Heste, og viste dem Vej. Vel underrettede Mænd have sagt, at den Møje og Besværlighed, som Birkebenerne udstode paa denne Rejse, tilligemed den Frygt de vare i for deres Fjender, indtil de fik Kongesønnen bragt til Throndhjem, allerbedst kunde lignes med den Besværlighed, som Olaf Tryggvesøn udstod, da han og hans Moder flygtede fra Norge over til Sverrig; saaledes som det hedder i Hakons Kvæde, som Sturla Thordsøn digtede:
Vel den Ædling
Viste sig
Af Trygves Søns
Slægt at være,
Da den kjække
Kongens Afkom
For Ufred
Flygte maatte.
Erling Steenvæg og Baglernes Høvdinger, som laae i Tønsberg, fik ved Biskop Nikolai Efterretning om, at Erlend fra Huseby og Thrond Præst vare rejste fra Borgesyssel til Oplandene, samt at Kong Hakons Søn var med dem paa Rejsen. Da de spurgte denne Tidende, sendte de otte Høvedsmænd til Oplandene med en stor Hær, for at lede efter Drengen, og befalede dem at gjøre sig al mulig Umage for at faae fat paa ham. Da de kom op paa Hedemarken, vare de Birkebener, som rejste med Drengen, borte, og komne til Østerdalene, hvorfra de søgte nordpaa over Fjeldet; Baglerne spurgte ogsaa, at der samlede sig mange Folk til dem. Da Vejret nu tillige var haardt, og Vejene besværlige, saa dristede Baglerne sig ikke til at sætte efter dem, men vendte tilbage til Hedemarken; saa siger Sturla:
Til Oplande
Otte Flokke,
For at søge
Fyrsten, droge;
Beredte til Krig
Baglerne vare,
Hvis de Kongen
Kunde finde.
Dog, til Lykke,
Krist usynlig
Rigets Arving
Vorde lod;
Saa at fra
Forfølgelsen
Kongesønnen
Kom med Glæde.
Birkebenerne søgte nordpaa igjennem Dalen med Drengen. Og hvor besværligt det end var at komme frem, saa kom der dog mange dem imøde fra adskillige Bygder, baade Birkebener og Bøndersønner fra Gudbrandsdalene, som vilde følge med Kongesønnen. I Østerdalene kom der to Sysselmænd, Sæming og Thorbrand Svarte, med halvfemsindstyve Mand, foruden Svende. De kom ned paa den anden Side af Fjeldet i en Bygd, som hedder Al, i Gaulerdal nærmest Fjeldet; da troede de sig for den Gang frelste af al Fare. Og det kan nu enhver let Skjønne, at Gud har paa, mange Maader hjulpet denne Kongesøn formedelst den store Nytte, han siden stiftede ved at opbygge Kirker og fremme Kristendommen.
Hakon kommer til Nideros.
4. Kong Inge var den Gang i Nideros med mange Folk; han fik Efterretning om, at der var draget en Flok østenfra over Fjeldet; men det varede længe, førend han fik paalidelig Kundskab om, hvad det var for Folk, thi Birkebenerne droge kun langsomt ned igjennem Bygden, da de vare mødige af Rejsen. Der gik rigtig nok et løst Rygte omkring i Bygden, at der var en Kongesøn med, men hvilken Konges Søn det var, kunde ingen sige; mange troede da, at det maatte være et fjendtligt Parti, thi den Gang samlede der sig mange Oprørsflokke baade i Danmark og øster paa Marker. Det blev sagt Kong Inge, at denne Hær snart vilde komme til Byen, og at Ordet gik, at de havde en Kongesøn med sig. Kongen lod da alt sit Folk blæse sammen at Møde ved den lille Borg, men sendte to Hirdmænd, Gunnar Tind og Evind Samsøn, op paa Aasen; der mødte de nogle Mænd, som Sysselmændene havde sendt forud til Kongen. De vendte da alle samlede tilbage til Kongen, og fortalte ham, hvorledes alting var gaaet til med deres Rejse, og at de havde hans Frænde Kong Hakons Søn med sig. Takkede da Kongen, og alle, som hørte det, Gud derfor; og Kongen selv og den hele Hird oppebiede der Kongesønnen. Kongen tog Drengen, og kyste ham, og bød sin Frænde være sig og den hele Hird velkommen; drog saa til Byen; og Kongesønnen, saavel som hans Moder, var hos Kongen, i alle Maader vel holden. Alle de gamle Birkebener bleve glade ved Kongesønnen, og droge jævnlig hen at besøge ham formedelst deres Kjærlighed til hans Fader. Om Foraaret vandt Baglerne en Sejer i Throndhjem, men om Sommeren efter var der megen Ufred i Landet imellem dem og Birkebenerne; Hakon Jarl vandt da en Sejer i Bergen. Men om Høsten droge Kongen og Jarlen til Throndhjem, og sade der om Vinteren; da tog Hakon Jarl Kongesønnen og hans Moder til sig, og gav ofte tilkjende, at baade han og Kongen havde denne Drengs Fædrenearv inde. Om Vinteren døde Erling Steenvæg; da toge Baglerne Philippus Jarlssøn til Konge. Om Vinteren efter, da Kongesønnen var tre Aar gammel, droge Kong Inge og Hakon Jarl fra Throndhjem til Bergen med en stor Hær, og heelt øster i Vigen. Da lod Hakon Jarl sin Kone Fru Kristine, samt Kongesønnen og hans Moder, blive tilbage i Bergen; Kong Sverres Datter Fru Kristine var der ogsaa. De opholdt sig i Borgen om Sommeren, indtil Baglerne kom til Bergen, og Birkebenerne, efter Ærkebiskop Thorers Raad, som ogsaa da var i Bergen, overgave dem Borgen. Da denne var overgivet, tog Baglernes Høvding Philippus Kongesønnen til sig, og han var tre Maaneder hos Baglerne. En Dag bare Baglerne Kongesønnen ud paa en Loftsvale, hvorunder der laae Langskibe. De sagde til Drengen: “Seer du, der er Langskibe, Kongesøn!” “Ja,” sagde Drengen. “Hvem tilhøre de?” spurgte de. “Min Herre,” svarede Drengen. “Din Herre er Kong Philippus,” sagde de. “Nej,” sagde Drengen, “Hakon Jarl er min Herre, og ham tilhøre Langskibene.” De loe deraf, og sagde: “Denne Dreng vil ikke blive os Bagler god.” Reidar Sendemand var da endnu een af Baglernes fornemste Høvedsmænd, og Styrer for Flokken. Han talte saaledes til Baglernes Anførere: “Dersom vi skulle foretage os nogen anseelig Gjerning, saa have vi nu en Lejlighed, som vi aldrig have haft Mage til før, hvorved vi snart kunne berøve Birkebenerne al Magt, og bringe alt Landsfolket paa vor Side.” De spurgte, hvorledes det kunde skee. “Vi have nu,” vedblev han, “en Søn af Kong Hakon i vor Magt, en Høvding, som hele Folket elskede; ogsaa veed jeg, at alle Birkebenerne elskede hans Fader saa højt, at de med Glæde ville tjene hans Afkom og lade sit Liv for den. Hvad om vi nu toge ham til Konge over vort Parti, og gave ham Jarls Navn, som tilforn kaldtes Konge; alle vi, som ere her i dette Møde, have saa megen Indsigt, og kjende Kong Olaf den Helliges Lov, at den er ret Konge i Norge, som er Konges Søn, og ikke Dattersøn eller Søstersøn af Konger, saaledes som de vi nu tjene, baade Birkebener og Bagler. Det tykkes mig maatte være størst Hæder for vor Høvding, naar han havde begge, baade Riget og Kongen, i sin Varetægt; han vilde da være at ansee baade som Konge og som Jarl over Norge.” Baglernes Anførere, som vare paa dette Møde, sagde, at dette var et særdeles vigtigt Anslag, men nogle fandt det utilbørligt, at fratage den Høvding Kongenavnet, som før havde erholdt det ved deres egen Hjælp og Bistand. Men den største Hindring var dog det, at de torde ikke fremkomme offentlig dermed af Frygt for at deres Konge vilde blive højlig fortørnet. Paa denne Tid fik Baglerne Underretning om, at Hakon Jarl var paa Vejen Søndenfra, og vilde snart komme der til Byen; men de vilde paa ingen Maade oppebie ham, og skyndte sig at drage bort. Da bad Ærkebiskop Thorer Hr. Philippus at give sig Kongesønnen, hvilket han ogsaa gjorde; Kongesønnen blev da hos ham, indtil Jarlen kom Søndenfra; denne tog nu mod Kongesønnen, og takkede Gud, at han var kommen vel ud af Baglernes Vold; siden var han bestandig hos Jarlen. Den næste Vinter blev Kongesønnen fire Aar gammel, hvilken Vinter blev kaldet den strænge, men Birkebenerne kaldte den Sæløvinter; de laae nemlig længe ved Sæløerne om Høsten. Da var Kongesønnen hos Jarlen; han førte Olafssuden, som var paa et og tredive Rum. Det var saa stærk Frost, at al drikken frøs, og Smørret var saa haardt, at man ikke kunde smøre det paa Brødet til Kongesønnen; men han vilde bestandig være foran hos Hirdmændene. Jarlen gav Kongesønnen Hvedebrød, der var bagt saa tykt og blødt, at man kunde rulle det sammen. Kongesønnen sagde til Birkebenerne: „Lad os nu binde Smørret fast, Birkebener!” Alle loe deraf, og det blev til et Mundheld i den hele Hær: “Lad os nu binde Smørret fast, Birkebener! Saa byder Kongesønnen.” Drengen var, skjøndt liden af Væxt, snaksom og opvakt, saa at baade Jarlen og de andre loe meget af hans morsomme Indfald. Tit toge et Par af Birkebenerne ham imellem sig, og trak ham for Løjers Skyld, og sagde, de maatte trække ham, at han kunde blive stor nok, thi dem syntes han voxte for langsom.
Om Fordrag imellem Kongen og Jarlen.
5. Da Kongesønnen Hakon var syv Aar gammel, lod Jarlen ham sætte til Bogen, og da han havde nydt Underviisning i nogen Tid, spurgte Jarlen ham: “Hvad lærer du nu, Hakon!” “Jeg lærer at synge, Herre!” “Du skal ikke lære at synge,” sagde Jarlen, “du skal hverken være Præst eller Bisp.” Megen Kjærlighed bar Jarlen til Kongesønnen; ligeledes Fru Kristine; men hendes Sind var dog saaledes som Kvinders i Almindelighed er, saa at hun stundom talte ham meget haardt til, naar hun var vred, og lod som om hun ikke vidste, hvis Søn han var. Jarlen sagde da: “Saaledes skal du ikke tale, thi det vide alle, at jeg og min Broder have denne Drengs Fædrenearv inde.” Baglerne og Birkebenerne sluttede Forlig ved Hvitingsøerne om Sommeren efter Sæløvinter. Og da de vare forligte, underhandlede Hakon Jarl med sine Venner om, at han kunde blive antaget til Konge over Trediedelen af Landet; men Kong Inge forhindrede det. Jarlen fandt da paa en anden Udvej; han havde en ægte Søn, ved Navn Knud, men Kongen havde en Frillesøn, ved Navn Guttorm; Jarlen forlangte da, at de skulde indgaae den Forening, at den Længstlevende skulde arve det hele Rige efter den anden, hvis han ingen ægte Søn havde, og den ægte Søn, som overlevede dem begge, skulde besidde hele Norge og al anden Arv. Denne Forening blev offentlig bekjendtgjort paa Ørething i Nærværelse af Ærkebiskop Thorer, Biskop Martin, Biskop Nikolai og mangfoldige andre Mænd, og blev stadfæstet ved Kongens, Jarlens og Biskoppernes Indsegl.
Kongesønnens og Helges Samtale.
6. En Dag, da der var Thing i Byen, fik Kongesønnen Hakon Tilladelse til at drage over til Bakke for at besøge sin Slægtning Astrid; han kom hjem om Aftenen efter Spisetid. Der var en Mand i Jarlens Hird, ved Navn Helge den hvasse, en gammel Hirdmand og Birkebeen; Helge holdt meget af Drengen. Nu kom Kongesønnen hen til ham, men han stødte Drengen fra sig, og bad ham gaae sin Vej. Drengen sagde: “Hvad er du vred for, kjære Helge?” Han svarede: “Bort med dig! I Dag blev din Fædrenearv fradømt dig, og derfor skjøtter jeg ikke om dig.” Drengen spurgte: “Hvor skete det, og hvem gjorde det?” Helge svarede: “Det skete paa Ørething,” sagde han, “og de, der gjorde det, vare Brødrene Kong Inge og Hakon Jarl.” Drengen svarede: “Vær ikke vred paa mig, kjære Helge! og bryd dig ikke om det, thi næppe vil den Dom blive kjendt gyldig, da min Ombudsmand (2) ikke var tilstede.” “Hvem er din Ombudsmand?” sagde Helge. Drengen svarede: “Gud og den hellige Maria og den hellige Kong Olaf; dem har jeg givet min Sag i Hænde, og de ville sørge for mig, baade hvad Landets Deling angaaer og anden min Velfærd.” Da omfavnede Helge Drengen, og kyste ham, og sagde: “Kostelige Ord, Kongesøn! var det du der talte.” Dette blev fortalt Jarlen, som ikke sagde meget dertil; men Fru Kristine blev vred derover, og irettesatte Drengen. Jarlen drog strax efter Thinget til Bergen, og havde Kongesønnen med sig. Alle de gamle Birkebener fik Drengen bestandig kjærere, jo mere han voxte til.
Hides Svig mod Kongesønnen.
7. Der var en Mand ved Navn Hide, en Broder til Sigurd Skjalge; de havde begge længe tjent Kong Sverre. Men da Baglekongen Philippus blev gift med Kong Sverres Datter Fru Kristine, drog Hide med hende. Efter hendes død vendte han tilbage til Hakon Jarl, og fulgte nu med ham. Hide mærkede, at Fru Kristine bar noget Had til Kongesønnen, og tænkte, at Jarlen gjorde det samme. En Dag gik han hen, og sagde til Jarlen: “I har den Dreng hos eder, som holdes for Kong Hakons Søn; det kan vel hænde sig, naar han voxer til, at mange Mænd ville elske ham baade for hans Faders og Farfaders Skyld, og det vil da ikke være let for eders, Søn at komme til Riget, naar han modsætter sig; nu veed jeg, at var sligt Tilfælde udenlands, da vilde der blive sørget for, at Landshøvdingen ikke behøvede at frygte for sit Afkom, men Drengen vilde blive sendt hen til andre Lande, til saadanne Høvdinger, som hverken skyldte ham eller hans Mænd noget Venskab, og han vilde da enten blive lemlæstet eller indespærret, saa at man ikke behøvede mere at frygte for ham; hvis nu saadant finder eders Bifald, saa tilbyder jeg mig til en saadan Rejse, og skal udføre det til eders Tilfredshed.” Jarlen svarede: “Gud forbyde, at jeg skulde forskaffe min Søn Riget, ved at rydde en Mands Søn af Vejen, som jeg skylder saa meget.” Denne Samtale fortalte Jarlen kun til faa Mænd; men Hide kunde han aldrig siden den Tid lide saa godt, som før.
Hakon Jarls Død.
8. Kongesønnen Hakon var ti Aar gammel, da Hakon Jarl faldt i den Sygdom, af hvilken han døde; han lod da Kongesønnen være bestandig hos sig; og naar Jarlen sad oppe, spiste Drengen med ham; kun faa Mænd talte han med lige til det sidste, saaledes som med Drengen. Jarlen døde, og blev hæderlig begravet. Foraaret efter kom Kong Inge til Bergen; Kongesønnen drog da til ham, og var bestandig hos ham vel anseet. Kongesønnen Hakon og Kong Inges Søn Guttorm gik i Skole sammen, og de havde meget med hinanden at gjøre i deres Barndom, som her ikke er opskrevet; Guttorm var altid mere iilsindet og hæftig, men Hakon mere taus og sindig og yndet af andre; Kongen holdt dem begge lige baade i Klæder og alle andre Ting.
Kong Inges Sygdom.
9. Engang var Kong Inge syg, og hans Broder Skule var hos ham. Man var meget bekymret for hvad Vending Kongens Sygdom vilde tage, men da Bestyrelsen af Hirden stod under Skule, saa kaldte han de anseeligste Mænd til sig, Gregorius Jonsøn, Evind Præstemaag, Ivar Bodda, Dagfinn Bonde; han sagde: “I see, hvorledes det gaaer med min Broders Sygdom, at hans Kræfter aftage mere, end nogen af os ønsker; og hvis Gud kalder ham, vor bedste Ven, fra os, saa maae vi være betænkte paa, hvem vi skulle tage til Konge efter ham.” Da svarede Dagfinn Bonde: “Hvem ere de nærmeste Arvinger?” Skule svarede: “I vide jo selv, at her er først Kong Inges Søn, som er berettiget til at følge efter sin Fader; saa er jeg, hans Broder paa fædrene Side, og begge ere vi ægte fødte, og I vide hvad Loven siger derom; saa er der Hakon, Kong Hakon Sverresøns Søn, men øster i Gøtland er Knud, Hakon Jarls Søn, der ligeledes er lovlig berettiget at arve sin Fader. Dog haaber jeg, at de fleste, som have tjent Kong Inge, ogsaa helst ville tjene hans Søn.” De talte en Stund derom, og hver sagde sin Mening. Evind talte mindst, og da de spurgte ham, hvorfor han talte saalidet, svarede han: “Jeg taler her kun lidet, fordi ingen før har spurgt om min Mening, men dog tykkes det mig underligt, at saa forstandige Mænd, som I, kunne være saa tvivlraadige i denne Sag, da det dog er aabenbart for alles Øjne, som vide hvad ret er og ville see hvad sandt er, at naar Kong Hakons Søn var fuldmyndig, saa er han rette Arving til hele Norge efter sin Fader, men hverken du, Skule, eller din Brodersøn eller Hakon Jarls Søn.” Da Evind havde givet denne Erklæring, yttrede ingen nogen Indvending derimod. Noget efter kom Kongen sig af sin Sygdom.
Kong Inge stred med Thrønderne.
10. Kong Inge blev uenig med Thrønderne, thi de forholdt ham Leding og andre Afgifter. Kongen stred med dem paa Raumathing, saaledes som fortalt er i hans Saga; men næste Sommer efter Hakon Jarls død drog Kong Inge til Bergen, og underlagde sig den Deel af Riget, som Jarlen havde haft under sig. Kongen stævnede alle Leensmænd til sig fra den sydlige Deel af Landet og nordpaa til Throndhjem, og der vare da mange af Birkebenernes Høvdinger hos ham. Da Kongen nu kom nord til Throndhjem, gik han med hele denne Hær imod Indthrønderne, og de mødtes inde ved Vagsbro; der sluttede de Forlig; denne Tid kaldte man Vagsbro-sommer. Da Kongen igjen kom tilbage til Nideros, gik Hakon Kongesøns Frænder til Kong Inge, og forlangte, at han skulde overlade Kongesønnen, noget til hans og hans Frænders Underholdning. Kongen spurgte, hvad de begjerede; de svarede, at han forlangte Jæmteland; thi det havde hans Farfader Kong Sverre med Vaabenmagt lagt under Kongeriget Norge. Kongen saae med Vrede paa dem, og sagde: “Storligen bliver Norge da beskaaret, og vi kunne ikke lade ham faae saa store Leen; Baglerne have en Deel af Landet østerpaa, og videre vil jeg ikke dele Riget.” De bade da Kongen at give ham een Skibsrede eller to. “Jeg giver ham ingen Leen,” sagde Kongen, “thi han har det saa godt hos os, at der ikke mangler ham noget.” Kongesønnens Frænder bleve da endnu mere misfornøjede, end før. Faa Dage efter førte Kongesønnens Frænder ham til en Samtale med sig Sønder ved Korskirken; de sagde: “Kun lidet tykkes os, Kongesøn, at Kong Inge vil unde eder af Norge; han hersker nu over hele det Rige, som din Fader forhværvede sig; mange leve nu i Herlighed og Glæde, og besidde din Fædrenearv, som ingen Ret have dertil, men dine Frænder ere berøvede alt det Gods, som tilhørte eder med Rette. Nu er det vort Raad, at vi skulle forene os og samle en Hær, thi vi høre nu mange Birkebener yttre, at de ikke have det saa godt, som de efter deres Tjeneste kunde fordre. Det samme spørge vi ogsaa østenfra om Beglingerne, at de snart skulde være paa Færde, naar de kunde faae en anfører.” Kongesønnen hørte til, men svarede ikke. Andreas Skjaldarband sagde: “Nu ville vi dine Frænder, Kongesøn, tage dig bort med os fra Kongen, og det vil ikke vare længe, førend andre Mænd ville forlange for dig den Ære og Værdighed, som du har Ret til at kræve.” Om det samme talte ogsaa hans øvrige Frænder med hverandre indbyrdes. Kongesønnen svarede: “Jeg er endnu altfor ung til at indlade mig i saa store Foretagender; heller ikke er det rimeligt, at jeg skulde stride mod Birkebenerne, thi jeg veed vist, at en stor Mængde af dem vilde forlade Kong Inge, og det vilde være uforsvarligt, at ophidse dem mod hverandre, som bør holde nøje sammen. Heller vil jeg bede Gud, at han vil give mig saa meget af min Fædrenearv, som hans Naade vil forunde mig, naar dette saa end skeer; men det er ikke at vente, at jeg under nærværende Omstændigheder skal rejse et bevæbnet Parti i Norge.” Hermed endtes deres Samtale.
Kong Inges død.
11. Da to Aar vare forløbne efter Hakon Jarls Død, og det tredie begyndt, faldt Kong Inge i en Sygdom, der dog ikke i Begyndelsen syntes særdeles farlig. Kongen lod bestandig Kongesønnen være hos sig, thi han havde altid Fornøjelse af hans Tale, saa munter som han var. Kongens Drost hed Nikolai, en munter og skjemtsom Mand. Begge disse, Kongesønnen og Nikolai, havde Kongen hos sig om Dagen, lod dem tale sammen, morede sig ved deres Samtale, og fandt derved Lindring i sin Sygdom. Kongen laae længe, og jo længer Sygdommen varede, desto mere aftoge hans Kræfter. Hans Broder Skule sad hos ham. Kongens Venner og Hirdmændene talte indbyrdes om, at Kongen skulde give dem en Befalingsmand over Hirden, som de kunde sætte Lid til, og de bleve enige om, at Kongens Broder Skule dertil var bedst skikket. Da Kongen mærkede, at hans Kræfter aftoge saa meget, at han ikke kunde forestaae Regjeringen, saa opfyldte han sine Venners og Frænders Ønske, førte sin Broder Skule til Sæde, og gav ham Jarls Navn; Skule Jarl overtog da hele Hirdens Bestyrelse. Kort efter døde Kong Inge 9 kalend. Maji.
Raadslagning om Kongevalget.
13. Da Kong Inge døde, var Kongesønnen Hakon tolv, men Kong Inges Søn Guttorm ni Aar gammel; der blev da holdt Hirdstævner og talt om Kongevalget. Da samledes de, som havde tjent Kong Sverre, samt den største Deel af Hirden, og de bleve enige om, at de vilde tage Kong Hakons Søn Hakon til Konge; men Skule Jarl og hans Frænder vilde have Kong Inges Søn Guttorm til Konge; der vare ogsaa nogle af Jarlens Venner, som meente, at Skule var nærmest berettiget til Kongedømmet, eftersom han var Kongens ægtefødte Broder. Men skjøndt der ikke taltes højt derom i Begyndelsen, saa blev denne Mening dog bestandig lydeligere, saa at der tilsidst holdtes Hirdstævner og Gjæstestævner, og der dannede sig et heelt Parti, men Jarlen vilde ikke gjerne komme paa Stævnerne, da han kjendte Birkebenernes Villie. Da kom der mange Bønder fra Throndhjem, og alle de ældste Mænd, baade Indthrønder og Udthrønder, erklærede for sig og deres hjemmeværende Sønner, at de vilde have en til Konge, som paa Fædreneside var kongebaaren lige til Hedenold, saa at intet Kvindeled var kommet derimellem. Ærkebiskop Guttorm var rejst til Helgeland; Skule Jarl vilde bie, indtil Ærkebiskoppen kom tilbage derfra, og Birkebenerne holdt for, at han ventede, Ærkebiskoppen skulde understøtte hans Sag. Der vare ogsaa nogle Korsbrødre, og adskillige andre lærde Mænd, som gjerne vilde have Sverres Æt tilintetgjort, hvis de kunde, og saaledes komme til at tjene en anden Kongeslægt. Men naar Jarlen var paa Stævnerne, saa lod han, som om han gjerne vilde raadslaae med Hirden, men der blev dog aldrig noget af. Da Hirden mærkede dette, at det saaledes bestandig blev udsat, saa lode de en Dag blæse til Hirdstævne, og bade Jarlen komme did. Og da Jarlen var kommen, stod Vegard fra Veradal op, og talte overeensstemmende med hvad hele Hirden allerede havde besluttet. “Herre Jarl!” sagde han, “vi ville ikke længer have Kongevalget udsat, men endnu i denne Morgen holde Thing i Kongsgaarden, til hvilket vi indbyde dig, Jarl, tilligemed Kongesønnen Hakon; sæt ham da i Højsædet hos eder, og alle kalde ham den udvalgte Konge, indtil der bliver holdt Ørething. Men vil I ikke samtykke dette, saa drage vi vore Skibe ud i Morgen, og sejle til Bergen, til den Hird, som der er, stævne Thing over hele Gulethingslag, og tage Hakon der til Konge; hans og vor Sag give vi Gud i Vold og hin hellige Kong Olaf.” Da Hirden var fast i denne Beslutning, saa sagde Jarlen, at det skulde være, som de ønskede. Derpaa kaldte Jarlen sine Mænd, baade Lærde og Ulærde, til en Samtale, og de raadsloge i Eenrum hele den Dag og Nat, uden at nogen fik noget af deres Beslutning at vide. Om Morgenen efter bleve alle Mænd blæste sammen til Møde i Kongsgaarden, og Jarlen lod opføre et Højsæde søndenfor Nikolaikirke. Da stod Vegard op, og holdt en Tale af samme Indhold, som den forrige. Derpaa sagde Leensmanden Sigurd Jonsøn: “Vi tænkte ikke, at dette skulde saaledes gaae for sig over Hals og Hoved; det vilde være raadeligere, at oppebie Ærkebiskoppen og at stævne alle Biskopperne og Høvdingerne hid, for at ogsaa deres Raad kunde høres ved en saa vigtig Beslutning.” Da svarede Bannerdrageren Ønund: “Det nytter ikke os Birkebener, at bie efter Biskoppernes vidtløftige Tale i denne Sag, thi de ville kun lidet tage Hensyn til den hellige Kong Olafs Lov og Landets Tarv, saasnart det gjælder om nogen af Kong Sverres Slægt. Desuden kommer her endnu en anden Omstændighed til, som alle kjende, at Baglingerne ligge øster i Vigen med en stor Hær, og have taget een til Konge over sig; hvis de erfare, at vi ligge her med en Hær uden Anfører, og derhos ere uenige indbyrdes, saa kunne vi snart vente dem, og mange ville understøtte dem imod os; men Gejstligheden er os ikke synderlig god, og alle vi, som ikke ville svigte Kongeætten, have da ingen at holde os til, uden os selv, saalænge Gud vil være med os.”
Kongesønnen Hakon føres hen paa Thinget.
13. Derpaa bleve tolv af Thingmændene udvalgte; de gik hen til Skolen oppe ved Kristkirke til Kongesønnen, hvem Formanden tiltalte saaledes: “Alle gamle Birkebener og Borgere og Bønder sende eder, Kongesøn, Guds og sin Hilsen; de sidde nu i Kongsgaarden, og bie efter eder.” De førte derpaa Kongesønnen hen paa Thinget, og til Højsædet, hvor Jarlen allerede sad. Jarlen sagde, at han ikke saa strax kunde sætte ham i Højsædet; “thi der ere mange,” sagde han, “som endnu tvivle om, om han er Kong Hakon Sverresøns Søn.” Der blev da svaret paa Kongesønnens Vegne: “Det Første Aar, da Drengen kom til Kong Inge, tog han imod ham som sin virkelige Frænde, og han havde aldrig nogen Tvivl om, at han jo var Kong Hakons Søn. Det samme gjorde ogsaa Hakon Jarl, og bestandig medens baade Kongen og Jarlen levede, viste de ved deres Opførsel imod ham, at han var deres virkelige Frænde; denne Indvending maa da rejse sig fra deres Planer og Anslag og gamle Fjendskab, som ville nedtrykke Kongeætten her i Norge, og fremdrage andre, som ingen Ret have til Riget.” Derpaa tilbøde Kongens Frænder og nærmeste Bekjendtere, at de heller med Glæde vilde bære Jern for Kongesønnen, end at han skulde miste sin Fædrenearv. Hermed opløstes Thinget.
Inga Kongsmoder fastede til Jernbyrd.
14. Da gik Inga Kongsmoder til Peterskirke, og fastede der til Jernbyrd, som Skik er; og medens dette varede, skortede det ikke paa Nattestævner, som Jarlen holdt med Korsbrødrene og andre Gejstlige, som vare den udvalgte Konge imod. Og da Jernet skulde bæres, blev det hemmelig skaffet tilside. Nogle af Korsbrødrene sagde, at de torde ikke lade Jernbyrden gaae for sig, førend Ærkebiskoppen kom. Da Hirdstyrerne og Birkebenerne saae, hvorledes det gik til, fra vedbleve de ikke desmindre deres begyndte Foretagende, sendte Mænd rundt om over hele Thrøndelag, og stævnede Ørething efter Maaneds Frist. De lode ogsaa en Mand hver Dag følge med den udvalgte Konge, og lode ham sidde i Højsædet hos Jarlen, hvad enten han syntes derom, eller ej.
Brev fra Leensmændene i Gulethingslag og den udvalgte Biskop Havard.
15. Paa denne Tid kom Lavmanden Dagfinn Bonde søndenfra, og havde et Brev med fra Havard, som da var udvalgt til Biskop i Bergen, og andre lærde Mænd. Det var af følgende Indhold: “Vi have spurgt vor Herre Kong Inges dødelige Afgang, og er den indtruffen længe før vi ønskede det; saa have vi ogsaa hørt omtale, at det endnu svæver i Uvished, hvo der skal komme i hans Sted som Konge; og undre vi os, at saa forstandige Mænd, som I, kunne være saa tvivlraadige om det, som forekommer os maa være alle klart og tydeligt. Vi erklære derfor, at ingen vide vi berettiget til at bære Kongenavn, uden Hakon, Kong Hakons Søn, thi hans Æt har bestandig hersket over Norge, Mand efter Mand. Nu skulle I vide vor oprigtige Villie i denne Sag, at vi ikke ville tjene nogen anden Konge, end ham, og os selv og alt hvad vi eje ville vi vove for hans Skyld, at forsvare ham og hans Fædrenearv, men hvilken anden I maatte vælge til Konge ville vi være imod, baade Krigsfolket og alle andre, som bygge og boe i Gulethingslag. Hvis I Thrønder ville fremdrage een eller anden Mand, som er eders Frænde eller Fostbroder, og ere Kongeslætgten noget paarørende, saaledes at hver skulde uuderstøtte sine Frænder og Fostbrødre, da skulle vi snart faae en stor Mængde Næssekonger; men vi tænkte, at om ogsaa nogle vare tvivlraadige om Kongevalget, saa vilde dog Thrønderne være trofaste, og saa haabe vi endnu hvad saa den ene eller den anden siger. Dagfinn Bonde og Roar Kongsfrænde og de andre Mænd, som bringe dette vort Brev, kunne sige eder vor endelige Villie i denne Sag.”
Dagfinns Tale.
16. Da Brevet var oplæst, stod Dagfinn Bonde op, talte udførlig overeensstemmende med dets Indhold, og endte saaledes: “Hvis ikke Hakon,” sagde han, “snart bliver taget til Konge, saa ville vi Birkebener følge ham til Bergen; dette Ærende er os overdraget af alle Gulethingsmænd.” Dette modtog Birkebenerne med lydeligt Bifald, ligesom det forrige, og sagde, at kun dette skulde have Fremgang, hvad saa denne eller hiin sagde. Saaledes endte Mødet, og der blev sendt Thingbud rundt om til alle Herreder.
Kong Hakons Regjerings Begyndelse.
17. Den Dag da Thinget blev sat, kom der en stor Mængde Bønder fra Herrederne, som sædvanligt er, naar Konge skal vælges. Efter gammel Skik blev hele Folket blæst til Møde paa Øren. Derpaa bleve nogle Mænd sendte til Korsbrødrene, at man skulde udbære Kong Olaf den helliges Skrin; men da de kom hen til Kirken, var den i Laas, og Klokkerne sagde, at Korsbrødrene havde sat Bandsstraf for hver den, som brød Kirken op eller bar Skrinet ud. Da dette spurgtes paa Thinget, gav man desuagtet Hakon Kongenavn efter ret gammel Viis; det var en Mand, ved Navn Skervald fra Gaulerdal, som gjorde det; man tildømte ham da ogsaa hele Landet og Folket. Alle Thrønderne lovede ham Lydighed og Troskab, ligesaa fuldt som om han havde svoret dem, og de ham. Dermed opløstes Thinget. Den næste Dag blev der blæst til Hirdstævne; did kom Leensmændene og hele Hirden, og man aflagde da Ed baade til Kong Hakon og Skule Jarl, og deres Sværdtag skete, hver med den Værdighed han havde haft hos Kong Inge.
Asolfs og Eilifs Trætte.
18. Strax derpaa gjorde Kong Hakon og Skule Jarl sig færdige at drage til Bergen; de havde begge eet Skib paa tyve Roerbænke, men Eilif Kapalin førte Suden. Jarlens Frænde Asolf havde et tredie Skib paa atten Roerbænke. Men da man havde lagt ud fra Byen, blev Jarlen tilbage, og Kongen sejlede videre med Skibet. Det blæste ikke meget, og de lagde til ved Hattehammer. Der kom Eilif og Asolf i Trætte om Lejet; den Første havde mange Mænd med sig, og Gjæsterne vilde trænge Asolf bort fra Lejet, hvor han var kommet først; først sloges de med Aarer og Forker, derpaa grebe de paa begge Sider til deres Vaaben, og der blev en hæftig Strid en Stund, da de laae jævnsides. Da Kongens Skib sejlede ind, saae de, at man paa hine Skibe havde dragne Sværd, hvorfore Kongen raabte til Styrmanden, at han skulde styre lige ind imellem begge Skibene, og lade roe det bedste man kunde, for at man snarest muligt kunde faae dem skilt ad. Da Kongeskibet nu løb ind imellem Skibene, kunde de ikke længer gjøre hinanden Skade; dog vare der mange saarede paa begge Skibe. Derpaa lod Kongen dem kalde paa Land., og forligede dem; da kom Jarlen inde fra Byen, og de sejlede derpaa ud af Fjorden; de fik god Vind til Bergen, og lagde om Aftenen til ved Hegrenæs. Om Morgenen i Dagningen kom Dagfinn Bonde til dem fra Byen, og berettede, at der var kommet Brev fra Korsbrødrene i Nideros til den udvalgte Biskop og Korsbrødrene i Bergen, at de ikke skulde bevise Kong Hakon nogen kongelig Ære. Derved, sagde Dagfinn, vare de komne i Forlegenhed, thi de frygtede for Ærkebiskoppens og Korsbrødrenes Vrede, og paa den anden Side vilde de gjerne vise Kongen Lydighed og al den Hæder de kunde. Jarlen svarede kort derpaa, og sagde, der laae ikke stor Magt paa hvad de gjorde. Dagfinn sagde: “Hvis de ville bære sig ad her saaledes som de begyndte i Throndhjem, saa vil der ikke blive noget tilbage af den Hæder, som tilkommer Kongen.” Da sagde Kongen: “Dagfinn Bonde! Drag ind til Byen, og forkynd Korsbrødrene, at jeg venter de vise sig som Landets gjæveste Mænd, og hvis ikke, da skulle de snart erfare om vi finde Behag eller Mishag deri.” Dagfinn roede da ind til Byen, og forkyndte Korsbrødrene Kongens Ord, samt hvad Jarlen havde sagt.
Om Kongen og Korsbrødrene.
19. Korsbrødrene svarede, at de gjerne vilde vise Kongen al Hæder, og sagde, at de ikke vilde tilkjøbe sig Ærkebiskoppens og Korsbrødrenes Venskab i Throndhjem med Tabet af Kongens. Kongen roede ind til Byen, og der blev ringet med alle Byens Klokker, og Gejstligheden gik ham højtidelig imøde. Didhen bleve da stævnede alle Leensmænd og Hirdstyrere, som vare i Gulethingslag, til at Møde Dagen før Sæljamændenes Fest, og komme mandstærke til Byen. Imedens man biede efter dem, bleve Kongen og Jarlen i Byen; Kongen var ung, og som et Barn gav han sig mere af med Leg end med Landets Styrelse, men Jarlen holdt hele denne Tid Raadslagninger med sine Mænd, og sendte Breve baade syd- og nordpaa i Landet. Deres Indhold var de fleste ubekjendt, og kun faa fik Kongen at see. Da bleve ogsaa nogle Mænd sendte øster i Vigen til Baglernes Konge Philippus, og Jarlen tilbød ham Venskab og Forbund. Men da Kongens Venner klagede over sligt for ham, og sagde, at det var underligt at søge Venskab der, hvor der altid havde viist sig Fjendskab, svarede Kongen, at Jarlen var saa forstandig en Mand, at han nok kunde vælge sine Venner; “mig,” sagde han, “tænker jeg ikke det vil skade, at han har mange Venner, han kan derfor nok holde vort indgaaede Fordrag, og jeg agter paa min Side heller ikke først at bryde det.”
Skule Jarls Brevsending vester over Havet.
20. Skule Jarl lod Brev sende vester over Havet til Jon Jarl paa Ørkenøerne med Kongens Indsegl for; men Kongen vidste ikke deraf eller hvad der stod i Brevet. Den Mand, som drog med Brevet var een af Gjæsterne ved Navn Josteen Themb; og da man var kommen under Sejl, blev man opmærksom derpaa paa Skibet, og sendte nogle Mænd ind til Kongens Raadgivere, Ivar Bodde og Dagfinn Bonde, for at lade dem vide, at Kongens Segl var for det Brev, som var sendt med Josteen. Ivar gik da til Kongen, og spurgte ham, om han vidste noget om det Brev, hvortil Kongen svarede Nej; Ivar meente da, at det var bedst Kongen saae det Brev, som med hans Segl sendtes til andre Lande. Kong Hakon sendte da nogle Mænd til Herdlovær efter Brevet; men da Jarlen erfarede det, skikkede han Sendebud paa et andet Skib, som sejlede hurtigere, og fik fat paa Brevet, førend Kongens Mænd kom did; og saasnart de vare komne ind til Byen, lod Jarlen blæse til Hirdstævne, og beklagede sig over Ivar Bodde og andre Kongens Raadgivere, at de vilde sætte Splid imellem Kongen og ham og satte Mistro til hans Foretagender. Da sagde Gregorius Jonsøn, en Frænde af Jarlen og endnu ikke nogen synderlig Ven af Kongen, til Ivar Bodde: “Jeg var i Samtale med de Mænd, som først svore Kong Hakon og Jarlen Troskab, og de haabede, at alle skulde være som een Mand; men nu vil denne Præst forstyrre Enigheden imellem os Birkebener, hvilket aldrig skal lykkes ham. Lader os nu gribe og revse ham først, saa at andre kan see sig i Spejl derpaa.” Derpaa sprang en stor Mængde af Jarlens Frænder og Venner op, og sagde, de skulde rive Præsten levende ihjel. Ivar stod op, og bad om Tilladelse at tale, men kunde ikke komme til Orde; hvorpaa Kongens Venner løb frem for ham, og forsvarede ham, saa at han ikke kom til nogen Meen, og der blev megen forstyrrelse i Hirden. Derpaa stod Kongen op og sagde: “Endnu forstaaer jeg ikke ret at holde Tale, men derom vil jeg dog bede eder, at I vil høre paa min Fosterfader Ivar, og derpaa svare hvad eder synes.” Og Roar Kongsfrænde sagde, at saa burde det være.
Ivar Boddes Tale.
21. Derpaa talte Ivar Præst saaledes: “Det er alle gamle Birkebenere vitterligt, at jeg kom til Kong Sverre Foraaret før Slaget paa Strindsø; jeg levede i god Anseelse hos ham, og tjente ham saa, at han meddeelte mig mange af sine Hemmeligheder, og selv naar han havde sine fornemste Raadgivere hos sig, blev jeg ikke udelukt fra deres Raad; saa vilde han ikke have handlet, hvis han i nogen Ting havde fundet mig som en falsk eller svigefuld Mand. Saaledes gjorde ogsaa hans Søn Kong Hakon, og paa samme Maade handlede Kong Guttorm; men efter at Kong Inge og Hakon Jarl havde overtaget Regjeringen, vedbleve de dermed, ja de brugte mig endog ofte, meget imod Villie, til at opsætte Breve, og jeg frygtede bestandig for, at mine Uvenner deraf skulde finde nogen Anledning til at bringe mig i Ulykke, thi det gik den Gang, som nu, at der manglede ikke paa Avindsmænd, som vilde min Fordærv; jeg kræver derfor alle, som her ere, til Vidne, at aldrig blev jeg endnu overbeviist om noget, hvorved jeg kunde synes falsk imod min Herre. Men jeg veed nok, hvori min Brøde bestaaer: Denne vor Konge er endnu et Barn, og behøver gode Raad og hengivne Mænd i sin Nærhed, thi de staae ham nær nok, som gjerne vilde drage dem fra ham, som ere ham hulde og troe, for at de da egenmægtigen kunne styre hans Anliggender saaledes som de selv ville. Hvis nu denne min Forseelse, at jeg bad Kongen see det Brev, som med hans Segl blev sendt til andre Lande, er saa stor, at jeg derfor fortjener at rives levende ihjel, som du, Gregorius Jonsøn, siger, og du, Povel Flida, saa vil jeg heller forlade Kongsgaarden, for ikke at sætte Splid imellem Kongen og Jarlen; Gud give da, at der ingen andre blive tilbage, end de, der ere begge hulde og hengivne, og som kun raade til, at hver maa beholde den Hæder, hvortil han er født og baaren.” Dette Møde endtes til Misfornøjelse for Kongens Mænd.
Om Skiftet imellem Kong Hakon og Skule Jarl.
22. Kong Hakon modtog Regjeringen saaledes, at han fik ikke mere Løsøre af sin Fædrenearv, end et Spænde og en Guldring, men Skule Jarl havde allerede taget alt det Løsøre, som Kong Inge havde ejet og hvad han havde faaet efter Kong Hakon og Kong Sverre. En Dag før Thinget holdtes, kom Kongen og Jarlen sammen med deres Raadgivere; Kongens Raadgivere forlangte da, at Jarlen skulde sværge Kongen Troskabsed efter gammel Skik, men det vilde Jarlen ikke, førend han vidste hvad han fik derfor, og han begjerede strax Halvdelen af Norge og Halvdelen af alle dets Skatlande. Kongens Raadgivere tilbøde ham Trediedelen af Norge, men intet af Skatlandene; men Jarlens Mænd svarede, at han i det mindste maatte have en Trediedeel af Norge og af Skatlandene; ellers vilde han vende sin Styrke didhen, hvor han kunde vente at faae hvad han ønskede. Nu indsaae Kongens Raadgivere nok, at han ikke vilde være stærk nok til at modstaae baade Skule Jarl og Baglernes Konge Philippus, som den Gang havde Vigen og Oplandene med en betydelig Magt; de skrede derfor til den Beslutning, at tilsige Jarlen en Trediedeel af Norge og af Skatlandene.
Dagfinns Tale.
23. Næste Dag efter blev blæst til Thingstævne ude paa Kristkirkegaard; didhen bares den hellige Sunnivas Skrin og mange andre Helligdomme. Da rejste Sigurd af Onarheim sig paa alle Gulethingsmændenes Vegne, og hilste Kongen og Jarlen i en udførlig og sirlig Tale. Derpaa holdt Dagfinn Bonde en Tale, i hvilken han blandt andet sagde, at om end de i Throndhjem holdt den hellige Kong Olafs Skrin indelukket, saa var dette dog hverken Bøndernes Raad eller Villie; men nu skulde alle Gulethingsmændene, baade Lærd og Læg, glædeligen bevise Kong Hakon al den Hæder de kunde.
Om Kongens Ed.
24. Derefter rejste Steengrim Stryll sig, en veltalende og forstandig Mand, og han gav Hakon Kongenavn. Derpaa aflagde Kongen Ed, at ville overholde Landets Lov; men Jarlen havde i Forvejen indrettet Eden efter sit Tykke, og føjet det til, at Kongen skulde holde alle de Fordrag, som vare sluttede imellem dem; Jarlen svor, at han skulde styre Landsfolket efter Loven, og være Kong Hakon huld og tro, saalænge denne holdt de imellem dem sluttede Fordrag. Derpaa stode Leensmændene op, Gregorius Jonsøn, Povel Flida, Brynjolf Knudsøn, Gaut Jonsøn, Arne Storka, og andre Hirdstyrere, og aflagde Ed til Kongen; hvorpaa Bønderne svore, og Thinget saaledes endtes.
Om gode Aar i Landet.
25. Da Hakon blev tagen til Konge, var der gode Aaringer i Landet. Den Sommer var saa frugtbar, at Frugttræerne rundt om i Landet bare to Gange Frugt, og Søfuglene lagde to Gange Æg; saa kvad Olaf Hvideskjald:
Gode Folk i samme Sommer
Fryded sig ved herligst Grøde,
Tvende Gange Træet Frugter
Gav, og Æg de vilde Fugle.
Saa kvad Sturle i Hakons Kvæde:
Klart os viste
Dobbelt Blomstring
Abildtræer
I een Sommer,
Og i varme
Vaar Æg lagde
Vilde Fugle
Tvende Gange.
Da vor Hersker
Konges Navn
Ærekjær
Havde taget;
Og hans Lykke
Hæved sig
Snart til højest
Hæders Tinde.
Vist man skued
Skabningen selv
Fryde sig
Ved Fyrstens Ære;
Hav og Floder
Festlig blanke
Skjønt den vide
Jord omkrandsed.
Om Baglekongens Brev.
26. Kort efter kom der Mænd østen fra Vigen fra Baglernes Konge Philippus med Brev til Skule Jarl, af det Indhold, at Philippus forlangte Halvdelen af Norge med Skule Jarl og Birkebenerne; i andet Fald vilde han rejse en Ufredsflok imod dem; men Kongen blev slet ikke omtalt i dette Brev. Jarlen gav de Mænd, som bragde Brevet, det Svar, efter Overlæg med Hirdstyrerne, at Philippus skulde i tolv Maaneder beholde den Deel af Landet, som han allerede havde inde, men næste Sommer skulde de holde et Møde, hvor der da skulde holdes Stævne imellem alle Biskopper og Landets forstandigste Mænd. Sendebudene droge nu igjen tilbage med dette Brev.
Baglekongen Philippi død.
27. Sigurd Kongsfrænde, som af Birkebenerne var sat til at varetage Vigen, drog denne Sommer til Jerusalem. Følgende Birkebenernes Befalingsmænd bleve da tilbage i Vigen: Lodin Povelsøn, Halvard Bratte, Baard Brimsteen, Karl Svange. De vare i bestandig Frygt, da Baglerne hver Dag truede dem med Overfald. Men endnu førend Sendebudene kom tilbage med Jarlens Brev, blev Baglernes Konge Philippus syg i Tønsberg; derpaa blev han ført ind til Lovøerne; han laae en kort Tid, førend han døde. Baglerne holdt hans død skjult, men Lodin Povelsøn fik Efterretning derom, og sendte i største Hast nogle Mænd nordpaa paa en Skude under Befaling af Gunnar Banemand. han var kun tre Dage undervejs til Bergen; han havde Breve med sig til Kongen og Jarlen, som indeholdt Efterretning om Philippi død, samt Begjering fra de Birkebener, som vare i Vigen, at Kongen og Jarlen vilde skynde sig did sønderpaa, da Baglerne overalt saae sig om efter en ny Konge, og ligeledes havde sendt Mænd til Danmark, hvor de havde spurgt at der opholdt sig en Sigurd, som skulde være Erling Steenvægs Søn; “men dersom I,” saa hed det i Brevet, “skynde eder snart hid østerpaa, saa ville I kunne faae Baglernes Parti opløst.”
Om Kongens og Jarlens Rejse.
28. Saasnart Kongen og Jarlen havde læst Brevene, beredte de sig paa det hurtigste til Afrejse, og havde en fyrretyve Skibe, næsten alle store. Kongen og Jarlen vare begge paa eet Skib, nemlig Ognebranden, som var paa fem og tyve Rum. De sejlede østerpaa efter den første Mariemesse, og havde god Bør. Baglerne vare øster i Fjorden, da Kongen med sin Flaade kom til Vigen; følgende vare deres Høvdinger: Andreas, Broder til Kong Philippus, Røgnvald Halkelsøn, Kong Magnuses Søstersøn, og Arnbjørn Jensøn; desuden vare der mange andre anseete Mænd hos Baglerne. Biskop Nikolai tilligemed nogle andre Befalingsmænd havde lagt sig nordpaa i Svinesund; men da Kong Hakon og Skule Jarl sejlede øster i Vigen, saa roede Biskop Nikolai imod dem, og de mødtes inde ved Hrossenæs. Da blev der sluttet Stilstand imellem Birkebenerne og Baglerne. Derpaa kom de andre Bagler endnu længer østenfra, Hr. Andreas og Røgnvald og mange andre; de lagde til med deres Skibe ved Gunnarsbæ, og gik saa op til Byen. De samledes i Mariekirken i Tønsberg, hvor mange Ting bleve forhandlede imellem dem og Kongen og Jarlen. Baglerne tilbøde ogsaa at blive Jarlens haandgangne Mænd, imod at beholde deres forrige Værdigheder, men forlangte tillige at beholde de Dele af Landet, de tilforn havde haft, og yttrede, at de ikke ret kunde troe Birkebenerne for deres gamle Stridigheders Skyld. Udfaldet paa deres Underhandlinger blev endelig, at Baglerne den Vinter skulde beholde Halvdelen af alle de Sysseler, som Philippus tillforn havde haft; men begge Parter skulde sende nogle Mænd nordpaa til Ærkebiskoppen, som da næste Sommer skulde mægle Forlig imellem dem. Paa Birkebenernes Vegne afsendtes Gregorius Jonsøn og Dagfinn Bonde, men paa Baglernes Endride Bekel og Grunde Skatmester. Kong Hakon og Skule Jarl indsatte Befalingsmænd i de Sysseler, som vare faldne i deres Lod. Derpaa blev stævnet til Haugething, hvor Hakon blev tagen til Konge. Derefter lode Kongen og Jarlen den største Deel af Hæren gaae tilbage nordpaa, men selv droge de øster over Folden, og holdt Borgething; derfra til Vætteherred til Stofn, hvor de ligeledes holdt Thing, derfra til Hornborething, og saa øster til Elvebakke. Paa alle disse Thing fik Hakon Kongenavn og Indvaanerne udredte godvillig fuld Alminding, og desforuden Gaver over hele Vigen ovenfor. De opholdt sig i Kongehelle en stor Deel af Høsten.
Om Fru Kristines Giftermaal.
29. Den Sommer de vare i Vigen blev Fru Kristine, Hakon Galins Enke, gift øster i Gøtland. Hun ægtede Askel Lavmand, en Søn af Magnus Minneskjald, og Brodersøn af Birger Jarl. Hos ham opfødtes der Junker Knud, Hakon Jarls og Fru Kristines Søn. Om Høsten da Kong Hakon og Jarlen vare i Kongehelle, sendte de Brev op til Lavmanden i Gøtland, at han skulde sende dem Junker Knud; de vilde bevise ham al sømmelig Hæder. Der blev aftalt et Møde imellem dem, til hvilket Jarlen indfandt sig, men ikke Lavmanden, thi han troede ikke ret Birkebenerne. Derefter droge Kong Hakon og Jarlen til Tønsberg, og derfra nord i Landet.
Om Roar Kongsfrænde.
30. Denne Sommer da Kongen og Jarlen vare i Vigen, sejlede Roar Kongsfrænde ud til Jorsaleheim; han havde et stort og smukt Skib. En anden Mand, ved Navn Erlend Thorbergsøn, drog med ham, og havde et andet Skib, hvilket Borgerne (i Tønsberg) havde ladet bygge paa deres egen Bekostning. Det Skib, som tilhørte Roar, kom til Agersborg, men Borgernes Skib kom lige til Garmar (3), og begge gjorde en lykkelig Rejse.
Om Leensmændene.
31. Førend Kong Hakon og Skule Jarl sejlede fra Tønsberg, stævnede de alle Leensmændene fra Vigen til sig, og paalagde dem strængelig at passe vel paa, at Baglerne ikke afstedkom nogen Ufred. Derpaa sejlede de nordpaa, og kom syv Dage før Juul til Bergen, hvor de bleve liggende om Vinteren; om Julen beskikkede de to Leensmænd, Jon Staal og Ivar Nef. De fleste havde da godt Haab om, at det vilde staae vel til imellem Kongen og Jarlen.
Røgnvald paa Folden dræbes.
3l. Baglerne deelte de Sysseler i Oplandene og Vigen, som de havde faaet til deres Lod om Høsten. Røgnvald fik Sysselet paa Folden og i Oslo, men han havde forhen haft Sysselet paa Romerige. Indbyggerne her ansaae ham for vel streng, men han behøvede ogsaa meget, da han havde en stor Trop. Men da Indbyggerne i Folden hørte dette, knurrede de, og sagde, at han ikke vilde blive dem god, naar han var saa streng mod hine. Røgnvald drog ud i Haugsvig, og stævnede Foldungerne til Thing, som Sysselmændene have for Skik; men da Thingbudstikken bragdes til Bygden, forandrede Bønderne den til en Krigsbudstikke, og stævnede alle vaabendygtige Mænd sammen; Bønderne indfandt sig paa Thinget i fuld Rustning. Røgnvald drog til Thinget med faa Mænd; men strax da han vilde tale noget, raabte Bønderne imod ham, og bade ham tie, nogle trak deres Sværd, og trængte ind paa ham. Røgnvald vilde da drage sig tilbage, men Bønderne forfulgte ham; de dræbte ham, og saarede nogle, men alle Hans Mænd søgte ombord og sejlede bort. Foldungerne droge hjem, og Røgnvalds Lig blev ført til Oslo.
Slittungernes Begyndelse.
33. Den Sommer, da Kong Hakon og Jarlen vare i Vigen, opholdt der sig en Præst hos Røgnvald, ved Navn Benedikt, sædvanlig kaldt Bene. Han lod sig forlyde med, at han var en Søn af Magnus Erlingsøn; Bene havde sin Slægt østerpaa i Marker; han holdt meget af Leg og Lystighed; Røgnvald havde ham hos sig mere som Nar, end som Frænde. Da Røgnvald var falden, drog Bene over til Marker, samlede der Folk til sig, og forandrede nu sit Navn, og kaldte sig Magnus efter sin Fader; der samledes da mange Folk til ham, og den Mand, der i Begyndelsen mest understøttede ham, var Harald paa Rakkestad, hvis Lejepræst han havde været. Den Flok, som fulgte Bene, var meget fattig; de havde kun faa Klæder og daarlige Vaaben; man kaldte dem Slittungerne. De strejfede mest om i Skovene og ubeboede Egne, kom sjelden til Herrederne, og vare slemme med at øve Ran og Tyveri. Om Vinteren sloge sig endnu til ham Thorbjørn fra Limaland og hans Broder Helge, hvilke baade vare af anseelig Slægt og rige, og da strømmede ogsaa mange Bønder og Bøndersønner til dem. De meente alle, at deres Høvding Bene virkelig var en Søn af Kong Magnus, saaledes som han selv foregav, og de fore vide om i Bygderne med Ran og Tyveri og dreve andet Uvæsen. Beglingerne vare i Vigen om Vinteren, og toge vare paa Byen; deres Anførere vare Hr. Andreas og Arnbjørn Jonsøn.
Om Slaget imellem Baglerne og Slittungerne ved Gunnarsbæ.
34. I Fasten fik Baglerne Nys om, at Slittungerne havde faaet sig Skibe, og agtede sig til Byen. De gjorde da alt færdigt til Byens Forsvar, og kort efter kom Slittungerne med deres Skibe østenfra over Folden til Tønsberg, lagde ind ved Skeljagrund, og gik op for Gunnarsbæ. Baglerne fik Efterretning om dem, og lode hele Hæren bevæbnet blæse sammen oppe paa Hauge. Men da det begyndte at blive mørkt, begav en Deel af Hæren sig ovenfor Thomaskirke, og sov der om Natten. Bene sendte nogle Mænd hen til Arnbjørn Jonsøn, og lod ham sige, at han ventede ikke af ham, at han vilde stride mod en Broder til Erling Steenvæg, som han før havde tjent. Arnbjørn svarede saa: “Deri har Bene Ret, at det sømmer sig slet for mig at stride med Erlings Broder, og det vil jeg ikke gjøre, naar jeg spørger med Sandhed, at det er hans Broder, men jeg tænker, at denne Bene hører til en anden Slægt; forkynder Slittungerne, at hvis de anfalde Byen, ville vi Bagler komme imod dem og holde Slag med dem.” Med denne Besked vendte Sendebudene tilbage til Bene. Noget før Dag bleve Baglerne vaer, at Slittungerne vare paa Gunnarsbæ, og havde henved fem hundrede Mand; da lode Baglerne blæse, og gik op paa Hauge, og havde tre hundrede Mand. De mødtes paa Marken ved Gunnarsbæ, hvor der holdtes et haardt Slag; der faldt nogle paa begge Sider, dog langt flere Slittunger, end Bagler; Bene var til Hest, og ikke med i Slaget; Arnbjørn blev saaret; han fik et Stik i Halsen nedenfor Øret; Hr. Andreas blev ogsaa saaret i Kinden; men da han fik Saaret, kastede han sit Skjold, og greb (han var en særdeles stærk Mand) med sin venstre Haand fat i Fjendernes Skjolde, og drog dem fra dem, men hug med sin højre Haand hver Mand ihjel med sit Sværd Skarde, som var et udmærket Sværd. Arnbjørn gik da drabelig frem, og søgte hen mod Slittungernes Banner. Der faldt Thorbjørn fra Lumaland og hans Broder Helge og over et hundrede og fyrretyve Mand, men alle de andre, som vare tilbage af Slittungerne, flyede. Bene undkom sig til liden Ære. Thorbjørns og hans Broder Helges Lig bleve førte til Kirke, men alle de andre Lig af Slittungernes Hær bleve begravede i Dysse paa det Sted, hvor de vare faldne. Efter dette Nederlag vendte Bene sig øster til Skovene, og samlede Folk til sig til et nyt Forsøg. Hr. Andreas og Arnbjørn skreve til Kong Hakon og Skule Jarl, og bade dem skynde sig til Vigen, og mældte, at Venes Hær voxte meget.
Mester Stefners Fald.
35. Om Foraaret efter Paaske kom Slittungerne ned fra Landet til Oslo. Ivar i Vig havde den Gang Oslosyssel i Bestyrelse for Kong Hakon og Jarlen. Ivar, Birkebenerne, Borgerne og Biskoppens Mænd droge imod Slittungerne; de mødtes ved Frysja, og skjøde paa hinanden over Aaen; der faldt een af Biskoppens Mænd, Mester Stefner, og nogle faa andre, men mange bleve saarede, og Borgerne flygtede, Men Slittungerne løb ind i Byen, og ranede meget; de toge et Langskib, som tilhørte Biskoppen, og nogle andre Skibe, sejlede saa ud ad Fjorden, og saa sønder i Vigen, og ranede hvor de kom frem. Men da de kom sønder forbi Elvebakke, lagde de ind i den østre Arm af Aaen. Askel Lavmand var den Gang i Ljodhuus; han fik Efterretning om Slittungernes Færd, at de plyndrede rundt om; han lod da nogle Skuder bemande, og roede ud af Aaen, og agtede at standse deres Plyndringer; han tænkte ogsaa, at der ikke vilde mangle ham paa Folk fra Herrederne, hvis han skulde behøve dem; med ham var ogsaa Junker Knud. De laae ved Land ude i Aaen, da det blev sagt dem, at der roede Langskibe op ad Aaen, hvorpaa Lavmanden lod Junker Knud sætte i Land, og han løb til Skoven. Derpaa løb Slittungernes Skibe imod dem, Lavmanden og hans Mænd toge Flugten op paa Land, men Slittungerne bemægtigede sig hans Skibe, Landtelt, Messeklæder og mange andre kostbare Ting, sejlede derpaa ud, og sønder til Halland, og øvede megen Vold.
Hvorledes Birkebenerne toge Slittungernes Skibe.
36. De Birkebener, der vare i Vigen, spurgte hvad Slittungerne havde for, gik ombord paa sine Skibe, og sejlede Sønderpaa, for at oplede dem. Der vare følgende Høvedsmænd: Guttorm Gunnesøn, Lodin Povelsøn, Lodin Gunnesøn, Halvard Bratte, Ivar Udvig, Karl Svange; der vare ogsaa Baglerne Andreas og Arnbjørn. Da de kom sønder i Vigen, spurgte de, at Slittungerne vare sejlede til Halland; de droge da sønderpaa efter dem, og fandt dem i Bardefjord. Slittungerne mærkede ikke noget, førend Skibene sejlede udenfor Havnen; de toge da Flugten op paa Land; Birkebenerne bemægtigede sig deres Skibe med alt hvad der var paa, men fik ikke nogen af Mandskabet.
Hr. Andreases Død.
37. Hr. Andreas blev syg og sengeliggende kort efter; det Saar, han havde faaet ved Gunnarsbæ, brød op paa ny, og begyndte at svulne og bolne. Da han mærkede, at det snart vilde være forbi med ham, lod han skrive et Brev til Skule Jarl, og lod det afsende; deri vare Yttringer af det Venskab, de før havde baaret for hinanden; han sendte ogsaa Jarlen Sværdet Skarde og et guldbeslaaet Skjold. Kort efter døde Hr. Andreas; hans Lig blev ført til Oslo, og begravet i Halvardskirke. Der var stor Sorg over hans død.
Om Sæmund Jonsøn, hvorledes han øvede Ufred imod de Norske.
38. Den Vinter, da Slittungerne vare i Vigen, sad Kong Hakon i Bergen; det var den første Vinter i hans Regjeringstid. Sommeren før hændtes det paa Island, at Sæmund Jonsøn i Odde øvede Ufred mod nogle Norske paa Øre; han drog imod dem med fem hundrede Mand, og fratog dem tre Hundrede Vadmel. Som Grund foregav han, at hans Søn Povel havde sat til Vinteren før udenfor Stad; da satte ogsaa Aslak Hauksøn til med en sex eller syv Skibe; og dette skete, efter hvad Sæmund meente at have spurgt, fordi Bergens Mænd ved deres Drillerier havde faaet ham til at drage nordpaa, hvortil han ellers ikke havde Lyst. Desuden øvede Indbyggerne paa Odde megen anden Ufred imod de Norske.
Kongens og Ærkebiskoppens Samtale.
39. Kong Hakon og Skule Jarl beredte sig til om Vaaren at rejse til Throndhjem, og kom til Byen en halv Maaned før Paaske. Der blev ikke ringet ved deres Ankomst, og heller ikke vilde Ærkebiskoppen lade nogen Procession anstille for at tage imod Kongen. Men skjøndt de traf sammen, viste han dog ingen Venlighed mod Kongen, hvorimod Jarlen og Ærkebiskoppen ofte kom sammen, og imellem dem herskede meget Venskabelig Omgang; naar Jarlen var i Kristkirke, vistes ham ogsaa Hæder som Høvding. Palmesøndag vare de begge, baade Kongen og Jarlen, i Kristkirke, og sade i Højsædet, men der blev ikke viist Kongen nogen Hæder. Og da de bleve førte til Alteret, for at ofre, vilde Ærkebiskoppen ikke tage imod Kongens Offer, hvorfore denne lagde det paa Alteret, og gik tilbage til sit Sæde. Birkebenerne tyktes, at der tilføjedes dem og Kongen Vanære; kort efter holdt de Stævne i Ærkebispegaarden, og Kongen spurgte Ærkebiskoppen, hvad han saggav ham for, siden han ikke vilde vise ham kongelig Hæder. Ærkebiskoppen svarede saaledes: “Det er noget som ikke jeg allene, men alle vi Biskopper have besluttet, og endnu andre flere; og Grunden dertil er, at vi have hørt det Rygte, at det er tvivlsomt, om du er en Kongesøn eller ej.” Kongen svarede: “Dette kan man ikke tilskrive alle Biskopperne og nogle faa af mine Mænd, men det er kommet fra dem, som gjerne vilde nedtrykke mig og selv tilegne sig min Fædrenearv.” “Saasnart vi ere overbeviste om det,” sagde Ærkebiskoppen, “hvorom vi nu ere i Tvivl, skulle vi vise dig al den Hæder, vi kunne.” Skule Jarl stod hos og tav. Dette Stævnemøde endte saaledes, at Sommeren efter skulde Kong Hakon og Skule Jarl, Ærkebiskoppen, Lydbiskopperne, Leensmænd og Lavmænd, og de mest udvalgte Mænd komme sammen i Bergen, og da skulde man afgjøre denne Sag efter bedste Skjønnende. Dagfinn Bonde var da Kongen nærmest i alle Raadslagninger. Ærkebiskoppen bad Dagfinn, at han skulde komme hemmelig til ham, og sagde da: “Gud veed, at jeg gjerne vilde være Kongens Ven, og aldrig vilde disse Ting være bragte paa Tale, som nu ere det, naar det havde staaet til mig; men nu maa du raade Kongen, at han skal finde sig deri og bære det taalmodig for Guds Skyld; jeg aner, at det vil blive ham mest til Hæder, men dem til Vanære, som herved tænke at nedtrykke ham.”
Raadslagning om Kongens Renselse.
40. Kong Hakon og Jarlen opholdt sig i Throndhjem om Foraaret, men da Sommeren kom, gjorde de sig færdige til at rejse derfra, og droge til Bergen efter Bestemmelsen. Men da de kom til Byen, rejste der sig Tvedragt imellem dem om mange Ting, og Birkebenerne deelte sig i adskillige Partier; det gik da som ellers, at den fik flest Folk, som havde mest Penge. Kongens Mænd vogtede nøje paa ham, og lode hver Dag tolv væbnede Mænd over det sædvanlige Antal følge med ham; Andreas Skjaldarband og Vegard Veradal droge med deres Tropper om Natten ud til Kongsgaarden, og sov der. Hen paa Sommeren kom Ærkebiskoppen og alle de andre Biskopper til Bergen, Ærkebiskop Guttorm, Biskop Nikolai, Biskop Henrik af Stavanger, Biskop Ivar af Hammer, Bjarne Biskop af Ørkenøerne og mange andre Gejstlige, Leensmændene og alle de andre, som vare tilsagte til dette Møde. Biskopperne vare ofte i Samtale med Jarlen, men kun sjelden med Kongen.
Tale om Jernbyrd.
41. En Dag, da Kongen var i Samtale med sit Raad, kom Ærkebiskoppens og Jarlens Sendebud, Biskop Havard af Bergen og Mester Bjarne fra Throndhjem, og bragde ham følgende Budskab: “Ærkebiskoppen og Skule Jarl anmode eder om, Herre! at den Jernbyrd, som fra eders Side blev tilbuden det Foraar, I blev valgt til Riget, nu maa gaae for sig, for at deres Foregivende, som endnu have nogen Tvivl om eders Fædrene herkomst, maa blive til intet. Hvis I nu ville lade det skee, og Gud giver eder et godt Vidnesbyrd i denne Sag, saa ville de hædre eder som deres sande Konge og vise eder al kongelig Ære.” Kongen svarede: “Jeg veed ikke, om det er værd for mig, at kjøbe eders Æresbeviisninger under saa haarde Betingelser.” Men Leensmændene og Kongens Raadgivere vare af meget forskjellige Meninger om denne Sag. Morgenen derefter mødtes de alle, Kongen og Jarlen og Ærkebiskoppen og andre Høvdinger, og talte herom. Dagfinn Bonde sagde da: “Det vil man næppe finde Exempel paa, at Bøndersønner og Torperes Sønner uantastede have forelagt en Enevoldskonge slige haarde Vilkaar, og villet tvinge ham til Jernbyrd, efter at han allerede er bleven valgt til Konge over hele Landet, og alle Mænd have svoret ham Troskabsed. Og det tænker jeg vil tykkes os ligesaa godt, ikke at bære andet Jern end koldt Staal imod dem, som ere hans Uvenner, og lade Gud dele imellem ham og hans Fjender, saaledes som han deelte imellem Kong Sverre og hans Modstandere.”
Om Kong Hakons Tale.
42. Derpaa sagde Kongen: “Det er sandt, Dagfinn Bonde, at det for mangen Konge vilde tykkes et haardt Vilkaar, at han nu skulde underkaste sig Jernbyrd, efter at han allerede havde modtaget Riget; men da jeg tilbød dette fra min Side, blev det aldeles afslaaet, og det var de selvsamme, der voldte det den Gang, og som volde det nu; de viste mig da samme Velvillie, som de nu vise. Det er ogsaa vitterligt for alle Mænd, som den Gang vare hos Kong Inge, da jeg og min Moder første Gang kom til ham i Trondhjem, og ligesaa da hun kom til Hakon Jarl, at hun paa sin Side tilbød denne samme Jernbyrd, hvis der var nogen Tvivl om min Fødsel, men da vilde de paa ingen Maade høre noget derom: og Hakon Jarl sagde ofte i manges Paahør, at han og hans Broder sade inde med min Fædrenearv. Desuagtet skulle vi ikke ansee det for noget haardt Vilkaar, og jeg vil lade denne Jernbyrd gaae for sig til Hæder for mine Undersaatter. Og det endnu af den Grund, at mange kunde tænke, at vi undslog os derfor, fordi vi selv nærede nogen Tvivl om vor Fædreneherkomst. Og hvad der for det tredie maa “bevæge mig dertil, er min Tillid til den Dommer, hvem denne Sag overgives, som aldrig skilte nogen ved sin Ret, og ingen Frygt bærer for at sige Sandhed; frimodig underkaster jeg mig derfor hans retfærdige Dom.”
Kongens Moder faster til Jernbyrd.
43. Efter dette Stævnemøde gik Kongens Moder til Kirke, og fastede til Jernbyrd; med hende fastede Sigurd Kongsfrænde, Dagfinn Bonde, Andreas Skjaldarband og endnu andre flere, og tolv Mænd vare satte til at holde Vagt udenfor Kirken, at ingen skulde komme til at gjøre nogen Forfang. Skule Jarl var i de Dage meget venligere imod Kongen, end ellers, men Grunden dertil vidste man ikke.
Om Sigars Rænker.
44. Der var hos Jarlen en Mand, der hed Sigar, en forstandig og dannet Mand, som syntes at være Kongen meget hengiven. Han var kommen fra Brabant. Han gik om Onsdagen, førend Jernbyrden skulde gaae for sig, til Dagfinn Bonde, og sagde: “Jeg veed, at I ere meget bekymrede for eders Sag, men da jeg vil Kongen vel, saa skal jeg lære eder et Kunststykke, som ikke skal være til Skade; jeg kjender en vis Urt, naar jeg med den gnider Kongens Moders Haand, saa skal hun tryg kunne bære dette Jern og være uskadt.” Dagfinn Bonde svarede: “Gud lønne dig for din gode Villie, du er en forstandig Mand; men hvor voxer da denne Urt, som har saadan en Kraft i sig?” Sigard svarede: “Denne Urt voxer paa dit og paa hver Mands Huus i Bergen.” Dagfinn svarede: “Hverken Salve eller anden Lægedom skulle vi anvende hertil, uden den, som Jesus Kristus af sin Miskundhed vil forunde os; men pak du dig herfra med din Skvalder, og du skal times en Ulykke, hvis du oftere kommer dermed.” Dagfinn Bonde bad ogsaa Kongens Moder om, at hun ikke skulde troe Sigar, naar han kom til hende, og sagde, at han var vis paa, han foer med Rænker og Svig.
Kongens Moder Inger bærer Jern.
43. Paa den bestemte Dag efter Primsang bar Kongens Moder Jern, og det gik til paa bedste Maade. Nærværende vare Kongen og Ærkebiskoppen og andre Landets Høvdinger, ogsaa Jarlen af Ørkenøerne. Men den Dag, da Bindet skulde tages af Haanden, blev det sagt Kongen, at nogle af Jarlens Mænd vilde indfinde sig hemmelig bevæbnede, og Kongen befalede derfor Jon Staal, Guttorm Gunnesøn, Vegard Veradal og Baard Brimsteen, at de skulde lade deres Underhavende og Gjæsterne bevæbne sig, og være ude ved Kristkirke, medens Bindet blev taget af. Paa den bestemte Dag kom Kongen og Ærkebiskoppen, Jarlen og andre Høvdinger alle til Kristkirke. Og da Kongens Moders Haand blev løst, da viste Gud af sin Miskundhed her et mærkeligt Jærtegn, i det hun var ganske uskadt; alle sagde, at hendes Haand var nu meget smukkere, end før hun bar Jernet, og det maatte baade Venner og Fjender sande.
Forlig imellem Kongen og Skule Jarl.
46. Derpaa holdtes Møder om Forlig imellem Kongen og Jarlen; om Søndagen blev der holdt Thing paa Kristkirkegaard, hvor alle Høvdinger vare tilstede; da bekjendtgjorde Ærkebiskoppen, at Kongens Moder havde baaret Jern og havde renset sig, og erklærede hver Mand skyldig i Band, som yttrede nogen Tvivl derom; derpaa bekjendtgjorde han ogsaa det fornyede Forlig imellem Kongen og Jarlen. Herpaa gjorde Kongen og Jarlen sig færdige til deres Afrejse med en stor Hær, thi der var kommet Brev østenfra fra Birkebenerne og Baglerne, at Bene og Slittungerne forstærkedes meget, samlede en stor Deel Udaadsmænd til sig og øvede megen Ufred. Kongen og Jarlen fik god Bør østerpaa; da de kom til Tønsberg, fik de at vide, at Slittungerne vare i Oslo, og at de ingen Efterretning havde om Birkebenernes Ankomst. De vilde da strax sejle til Oslo, thi det var god Vind; der blev strax blæst til at gaae ombord, og nogle Skibe lagde ud. Provst Jofrey i Tønsberg gik da til Kongen og Jarlen, og sagde, at han fra Biskop Nikolai havde faaet den Efterretning, at Slittungerne agtede sig ud der til Byen. Nogle Birkebener meente, at dette kun var et Paafund af Biskoppen, for at standse deres Tog. Provsten og Borgerne bade Kongen, ikke saa hastig at forlade Byen, de biede derfor den Dag over, og sendte nogle Mænd ud til Hest; disse mødte nogle, der vare komne lige fra Oslo, og bragde den Efterretning tilbage, at det var ikke andet end opdigtet Snak og Underfundighed af Biskoppen.
Slittungerne flygte for Kongen.
47. Ivar Udvig og Asbjørn Kop laae den Gang ved Hovedø; de havde Oslosyssel af Kongen; de havde udsendt en let Skude, for at indhente Efterretning om Kongens og Jarlens Rejse, og lode Kongen vide, at Slittungerne vare i Oslo, og havde ingen Underretning faaet, om Kongens og Jarlens Tog. Da Kongen og Jarlen fik dette at vide, fremskyndte de deres Rejse; Vinden var god. Da de kom til Hovedø, kom Ivar der til dem med tre Skibe, og sagde, at Slittungerne vare i Oslo, og sloge sig der til Ro; derpaa lod man Sejlene falde paa Kongens Skib, og de andre Skibe fik Befaling, at alle skulde sejle jævnsides og saaledes styre mod Byen. Derpaa sejlede de saa stærkt de kunde; men de Skibe, som vare de langsomste Sejlere, brugte baade Sejl og Aarer. Slittungerne havde Vagt oppe i Halvards Kirketaarn, og de saae Skibene, som sejlede udenfor forbi Næsodden. Bene skyndte sig da ud af Byen. Men da Birkebenerne kom ind forbi Hovedø, saae de Slittungerne; der blev da i største Hast lagt til Bryggerne baade nord og sønder, og de løb op i Byen; men alle Slittungerne vare da allerede ude af Byen. Nogle af Birkebenernes Tropper forfulgte dem heelt nordpaa til Frysja, men fik dog ikke fat paa nogen af dem denne Gang.
Baglerne gaae Kongen tilhaande.
48. Der laae mange af Baglerne i Biskoppens Kastel, og holdt sig der indsluttede, uden at forene sig hverken med Slittungerne eller Birkebenerne. Men saasnart Kong Hakon kom op til Kastellet, gik de ned, og tilbøde ham deres Tjeneste. Biskop Nikolai var der i Byen; han sendte strax en Baad ned til Kongeskibet, og lod Kongens Moder Inga hente til sin Gaard, hvor han viste hende al Hæder; han teede sig venlig imod Birkebenerne. Næste Morgen lod han Kongen modtage med højtidelig Procession og al Ære. Derefter bleve Breve skrevne til Arnbjørn Jonsøn og alle Beglingerne, hvilke da kom til Oslo, gik Kong Hakon og Jarlen tilhaande, og aflagde Navnet paa det Parti, som de hidtil havde fulgt. Følgende vare de af Baglernes Høvdinger, som gik Kongen tilhaande: Arnbjørn Jonsøn, Gunbjørn Jonsbroder, Simon Ko, Eisten Roesøn, Gudolf paa Blakkestad, Endride Bekel, Finn Kalfsøn, Eilif Kember og Thorer Amundesøn.
Der blev sat efter Slittungerne.
49. Nu spurgte Kong Hakon, at Slittungerne vare oppe i Øjeren; Kongen lod da tretten Skibe drage op i Søen, hvortil han brugte mange Folk og Høvdingerne Guttorm, Olaf Mok, Gunbjørn og Harald Stangefylja. Slittungerne fik Nys om deres Ankomst, og flyede strax op paa Marker. Men Birkebenerne gik ombord paa deres Skibe, strax da de kom til Søen, og nogle af dem vendte igjen tilbage til Byen til Kongen. Der holdtes da store Drikkelag i Byen, og forefaldt adskilligt Mærkeligt.
Om Gunnolf og Eilif.
50. Kong Hakon havde en Morbroder, ved Ravn Gunnolf, der viste liden forstand, naar han havde drukket. En Aften mødte han en brav Mand, ved Navn Sire Eilif, en dannet og sædelig Mand, en god Ven af Jarlen og hans Raadgiver; Gunnolf trak sit Sværd, og hug til Eilif, og havde nær hugget den højre Haand af ham. Dette blev hurtig meldt til Jarlen. De havde eet Skib, baade Kongen og Jarlen, og denne kaldte strax paa sine Mænd, og befalede dem at væbne sig, men Gunnolf tyede ud paa Kongens Skib til Hirdmændene, som dannede en Skjoldborg omkring ham og forsvarede ham. Skibene laae rundt omkring ved Kongens Brygge, og saasnart de hørte Vaabenbraget paa Kongeskibet, grebe de til Vaaben. Jarlen vilde gaae frem mod Gunnolf, men Hirdmændene vogtede ham, og da Jarlen saae, at han paa den Maade intet kunde udrette, vendte han med sine Mænd tilbage til Forrummet. Men da Hirdmændene saae, at han med fuldvæbnede Mænd gik derhen, saa frygtede de for at han vilde mod Kongen, og alle løb da tilbage til denne; da vendte Jarlen sig med sine Mænd op efter Skibsbryggerne; nærmest laae Asolf Jarlsfrændes, Thord Drafles og Thorfinn den Ondes Skibe, og da de kom med deres Mænd op paa Bryggen til Jarlen, spurgte han, hvad man skulde gjøre? han vilde hævne Eilif, sagde han. Der var en Mand, Reidulf, Baards Broder, den samme, som hjalp Kong Inge, da han svømmede over Aaen Nid, da Slaget stod i Throndhjem; han var ingen Ven af Kongen, og sagde til Jarlen: “Slig Færd vil vi faae mere af, og næste Gang gjælder det maaskee dig. Herre! Det er bedst, at vi forebygge det, trække deres Skibe til os, og dræbe Kongen og alle dem, som ville forsvare ham.” Asolf svarede: “Det er for stor Hævn for en Haand.” Mange sagde, at de vilde intet Nidingsværk øve mod Kongen, thi han var uskyldig i den Sag.
Vegard saares.
5l. Da kom ogsaa Dagfinn Bonde, Guttorm Gunnesøn, Vegard Veradal og Andreas Skjaldarband med deres Undergivne i stor Mængde op paa Bryggen, og begave sig strax ombord paa Kongeskibet. Da Jarlen saae det, vendte han sig mod Vegard, og gav ham med sit Sværd et Stik i Kinden. Vegard drejede sig, saa at Sværdet, i det det gik ud af Kinden, gjorde ham saar. Derpaa gik Jarlen til Eilif, og var der en Stund. Men da Arnbjørn og de andre mærkede Tummelen, begave de sig til Kongen, og sagde, at de vilde følge ham. Da kom Jarlen ud paa Skibet meget vred. Kongen rejste sig, for at gaae ham imøde, og tilbød baade Jarlen og ligeledes Eilif Bod for sin Frænde Gunnolf, men Jarlen agtede ikke synderlig derpaa. Da sagde Dagfinn Bonde: “Hvis I, Herre Jarl, ikke vil tilstaae alle Mand Fred for denne Sag i Nat, saa kunne I ikke begge være paa samme Skib, Kongen og I, og Kongen skal da drage med os.” Kongen svarede: “Ingenlunde vil jeg flye fra mit Skib eller mine Folk i Nat.” Hirdmændene sagde, at de vilde være hvor Kongen var. Jarlen blev da mere eftergiven, og sagde, at alt dette skulde blive fredeligt indtil om Morgenen, men stærke Vagter havde de udstillede paa begge Sider.
Om Vegard.
52. Om Morgenen efter Formesse gik Kongen til Eilif, og tilbød ham Bod for Gunnolf. Eilif var villig til at modtage den, og gav Forsikring om Fred, indtil man saae, hvorledes det gik med hans Sag. Kongen lod da blæse til Hirdstævne, og berettede Sagen. Man var af meget forskjellige Meninger derom. Vegard forestillede Hirdmændene, hvilken Vanære han uskyldig havde maattet lide, og sagde, at han ikke vilde føre Klage derover, hvis nogen sømmelig Fyldestgjørelse blev ham tilbudt. Leensmændene og Hirdmændene sagde, at de vilde paa ingen Maade lade det blive upaatalt. Endelig kom det saa vidt, at Jarlen overlod Sagen til gode Mænds Kjendelse; der blev tilkjendt Vegard en Sum Penge, som han eftergav Jarlen, men denne var desuagtet misfornøjet, og fattede meget Fjendskab mod Vegard, som vi herefter skulle fortælle mere om.
Om Gaut Jonsøn.
53. Kong Hakon og Skule Jarl indsatte Sysselmænd overalt i Oplandene, og da man der kunde frygte meget for Ufred, saa valgte de dertil de dygtigste Mænd. Over Hadeland satte de Gunbjørn Jons Broder og Thorgeir Biskopsmand; over Romerige Harald Stangefylja og Thoralde Ogursøn; over Hedemarken Olaf Mok og Frederik Slafse; og i Gudbrandsdalene Endride Vekel og Baard Hale. Kong Hakon og Skule Jarl droge til Tønsberg, men sendte Mænd til Bergen, for at forkynde, at de agtede at blive om Vinteren i Tønsberg. Kongen satte paa sin Side Dagfinn Bonde, og Jarlen Grunde Skatmester til at berede til Julegilde. De droge til Vigen og øster til Elven, for at anstille Undersøgelser om gamle og nye Sager, Kongen vedkommende; derpaa droge de til Tønsberg, og sade der om Julen. Den samme Høst vendte Gaut Jonsøn tilbage fra sin paatænkte Jorsalfærd; Kongen modtog ham vel, og gav ham det halve Elvesyssel, og han var hos Kongen om Vinteren.
Om Kong Hakons Hirdmænd.
54. Dette var Kong Hakons andet Regjeringsaar. Da beskikkede han Guttorm Gunnesøn og Povel Vogeskalm til Leensmænd. Samme Vinter brændte Byen Nideros. Disse vare den Gang Kongens Raadgivere: Martin Kongsfrænde, Gunne Lodinsøn, Guttorm hans Søn, Dagfinn Bonde, Baard Bristeen; Kongen var da femten Aar gammel. Disse Mænd talte med Arnbjørn Jonsøn og hans Broder Gunbjørn, samt Povel Vogeskalm, og sagde: “Det tyktes os at være meget farligt for Kongen, saaledes som det nu gaaer til, at Jarlen har Tilsyn baade med ham selv og med Riget, thi, der ere mange som sætte Ondt imellem dem, og ikke altid ere Kongens troe Mænd tilstede; vi vilde derfor gjerne see til at faae et fast Venskab stiftet imellem dem.” Og dette meente de kunde skee, naar Kongen bejlede til Jarlens Datter, Fru Margrete; thi da, sagde de, vilde de blive fuldkommen gode Venner, og Jarlen vilde da elske Kongen som sin Søn. De foresloge ogsaa dette for Kongen, som i Begyndelsen ikke ret vilde indlade sig derpaa, men var dog tilfreds dermed, hvis Venskabet imellem dem derved kunde befæstes; “men hvad det angaaer,” sagde han, “saa frygter jeg det vil blive ved det gamle;” imidlertid bad han dem sørge for den Sag. Derpaa forestillede de Jarlen det, som syntes godt derom, men henviste dem til hendes Moder og Fruen selv. Men disse endte Sagen saaledes, at Kongen fæstede Jomfru Margrete, og man gjorde sig da gode Forhaabninger om deres Venskab.
Snorre Sturlesøn omtales.
55. Om Høsten før kom Snorre Sturlesøn ude fra Island; da kom ogsaa Sørle og Grimar med den store Knar, som de havde været med paa Vestmanneøerne, og de bragde da den Tidende, at de havde ombragt en anseelig Mand, Orm Jonsøn, Broder til Sæmund i Odde, samt hans Søn og Præst, for den Vold, som Sæmund havde tilføjet Østmændene; men heri var dog Orm uskyldig, thi han havde altid tilligemed ham givet Bøder.
Fru Margrete formæles med Kong Hakon.
56. Kong Hakon og Skule Jarl droge om Foraaret fra Tønsberg til Bergen, og sade der om Sommeren. Da kom Jon Staal til Bergen med det Skib, han havde ladet bygge for Kongen paa fem og tyve Roerbænke; dette Skib havde Kongen længe efter. Henimod Mariemesse droge Kongen og Jarlen nord i Landet, ledsagede af mange og gode Mænd fra Gulethingslag. Mikkelsdag blev Jomfru Margrete formælet med Kongen, og der var sømmeligt tilberedt dertil i Hallen. Den Vinter blev Kongen og Jarlen i Throndhjem, og alting stod vel til imellem dem. Dette var den tredie Vinter i hans Regjering; da fik Vegard Veradal og Andreas Skjaldarband, som vare Kongen særdeles hengivne, Syssel i det nordligste Thinglav.
Ribbungernes Begyndelse.
57. Efter at Baglerne havde sluttet Forlig med Kong Hakon, som før er skrevet, blev intet Syssel forlenet Gudolf paa Blakkestad, thi han var ilde liidt af Bønderne der hvor han før havde haft Syssel. Da Gudolf saae, at han ingen Forfremmelse fik af Birkebenerne, sad han stille hen. Men denne Vinter, som vi nys omtalte, sendte Gudolf sin Søn Eilif Krone, samt Erik Panne og Jon Rød, til Halland, for at opsøge Drengen Sigurd, som udgaves for en Søn af Erling Steenvæg. De fandt ham, viste ham megen Ære, og der samledes strax Folk til ham; Gudolf var da hans vigtigste Raadgiver; men Erling Rumstav hans Bannerdrager, og følgende hans Høvedsmænd: Sunnolf Hauksøn, Thorleif Brud, Erling Ring, Helge paa Solbjerg, Gaute Gotsmør, Gaase under Fjeldet, og Grimar Svange. De havde mange og skjønne Folk, og kaldtes Ribbunger.
Om Ivar Udvig og Gudolf.
58. Noget før havde Ivar Udvig og Gudolf indgaaet edeligt Broderskab. Ivar havde den vestre Deel af Oslosyssel, opholdt sig i Sysselet, og ventede sig intet andet end Godt. Gudolf samlede hemmelig Folk, drog mod Ivar om Natten til Hovedø, kom uforvarendes paa ham, og jog ham fra sit Skib; der faldt mange raske Mænd og gamle Birkebener, Smed Sleppa og Halvard Kut. Ivar undkom paa en Baad, og hans Folk frelste sig i Kirken. Gudolf bemægtigede sig Skibene, alle Vaabnene og meget andet. Hæren knurrede, og mange bleve Kede af det lange Leje. Der blev da besluttet, at man skulde dele Hæren; Kongen vendte tilbage til Bergen med de store Skibe, men Jarlen drog øster i Vigen med de mindre Skibe, og han havde de fleste Folk. Det blev ogsaa aftalt, da de skiltes ad, at Jarlen skulde hæve Landskyld og Leding over hele Vigen, og bringe dem tilbage med til Julegilde og til Sold for Hæren. Da Kong Hakon kom til Eikundesund, traf han der Biskop Henrik, og de afhandlede mange Ting med hinanden, og stadfæstede deres Venskab, og siden den Tid var Biskop Henrik Kong Hakon særdeles hengiven. Kongen drog derpaa til Bergen, og havde kun lidet Forraad ombord til at hjælpe sig med, og hvor han kom frem, var der intet. Han lod da Dagfinn Bonde kalde til sig, og bad ham lave til Julegilde; der blev da store Laan optagne, og Breve om Udbud sendte om til alle Sysselmændene, hvilket dog kun lidet nyttede, da Sysselmændene ikke frygtede Kongen meget, og altid, naar han forlangte noget af dem, svarede, at han maatte henvende sig andensteds.
Om Skule Jarl.
61. Nu er at fortælle om Skule Jarl: Han kom for Modvinds Skyld seent til Vigen, og hvor han kom frem der, udbød han Leding og al Kongens Landskyld; han tog saa meget som han kunde faae, vendte atter tilbage nordpaa, og drog fem Dage før Juul fra Tønsberg; han fik god Bør, og kom til Bergen den fjerde Aften i Julen. Han og Kongen bleve der sammen Julen over, og levede i den bedste forstaaelse. Dette var den fjerde Vinter af Kong Hakons Regjering. Men imod Enden af Vinteren kom der Bud østenfra, at Ribbungernes Magt tiltog meget, og at de øvede mange Voldsomheder. Bene og Slittungerne vare da komne til Ribbungerne; Bene var Høvedsmand i Hæren, og højere Værdighed vilde Sigurd ikke tilstaae ham.
Om Kong Haakons Leding.
62. I Begyndelsen af Foraaret fattede Kongen og Jarlen den Beslutning, at Jarlen skulde drage nordpaa til Throndhjem, samle Tropper der, og derpaa drage landvejs ned i Vigen imod Ribbungerne, men Kongen skulde sejle med Flaaden østerpaa, og der skulde de mødes. Da Jarlen kom til Throndhjem, stævnede han Leensmændene, Gregorius Jonsøn, Povel Vogeskalm og Peter Povelsøn til sig; de droge derpaa op i Landet efter Bestemmelsen, og Jarlen havde en skjøn og talrig Hær. Han drog den lige Vej, indtil han kom sønderpaa til Hammer i Hedemarken, hvor alle Birkebenernes Sysselmænd fra Oplandene indfandt sig hos ham. Han fik da Efterretning om, at Ribbungerne havde kort før været i Oslo, og der taget to Skibe, som tilhørte Biskoppen, og overalt samlede de Skibe sammen, og agtede at drage til Tønsberg imod Arnbjørn Jonsøn og de Leensmænd, som vare paa Bjerget. Da Jarlen spurgte dette, fremskyndte han sin Rejse til Oslo tilligemed Leensmændene.
Om Kongen og Ribbungerne.
63. Nu er at fortælle om Kong Hakon, at han om Sommeren, som før var besluttet, sejlede bort, og havde en stor Hær. Med ham vare Gaut Jonsøn, Jon Staal og Dagfinn Bonde. Da de kom til Vigen, sejlede de til Grindholmsund; da laae Ribbungerne øster i Fjorden ved Varna, og havde mange Skibe og en stor Hær. Da vare Arnbjørn Jonsøn og de andre Leensmænd i Tønsberg ganske færdige, og agtede at lægge mod Ribbungerne; men da de kom ud forbi Ekeljasteensgrund, kom et Førselsskib til dem, hvis Besætning berettede Arnbjørn, at Kong Hakon var kommen nordenfra, og laae i Grindholmsund med mange Skibe. Derover bleve de meget glade, og vendte strax om med deres Flaade forbi Smørbjerg, for at Møde Kongen og bringe ham Efterretning om Ribbungernes Tog.
Om Kong Hakon.
64. Saasnart Kong Hakon fik Kundskab om Ribbungerne, bleve Tjeldingerne tagne af Skibene, og de roede strax sønder ud af Sundet. Gaut og Dagfinn vilde strax lade roe ind i Fjorden om Natten, men Arnbjørn og Vigverjerne vilde bie til henimod Dag; de roede da ind under Jarlsø, og bleve liggende der om Natten. Tidlig paa Natten kom en Skude østenfra, bemandet med Halvard Brattes Trop, som var bleven forfulgt af Ribbungerne; disse roede da østenfra mod Rugø og agtede at anfalde Leensmændene i Vigen, thi de havde kun faa og smaae Skibe, Ribbungerne derimod havde fyrretyve Skibe; men at Kongen var kommen nordenfra, vidste de ikke noget af. Folkene bleve da kaldte sammen fra Skibene; Dagfinn Bonde talte til dem, og forkyndte dem Kongens Beslutning, at alle Mand skulde ligge uden Tjeldinger om Natten i deres fulde Rustning, thi det var at formode, at Ribbungerne vilde komme der om Natten med deres Flaade.
Lodin kom til Kongen med Beretning om Ribbungerne.
65. Lodin Gunnesøn sejlede ud med tre Skuder for at spejde; man vaagnede før Dag, og gjorde sig strax rede; Lodin kom tilbage, da det begyndte at dages, og havde frataget Ribbungerne en Skude, som de bragde til Kongen. De fortalte ogsaa adskilligt om Ribbungernes Planer, og at de havde spurgt, at Skule Jarl var kommen til Vigen til Oslo, hvorfor Ribbungerne ikke torde drage derhen.
Om Mødet.
66. Derpaa besluttede Kongen, at Smaaskibene skulde sejle foran, men Langskibene følge strax efter; Masterne skulde være rejste paa dem, og Ribbungerne vilde da troe, at det altsammen var Smaaskibe og Førselsfartøjer. Det skete, og de roede da af alle Kræfter ind i Fjorden. Da de nu kom sønderpaa henimod Øerne, saae de, at Ribbungerne kom roende østenfra lige imod dem, og Birkebenerne tænkte da det vilde komme til et Slag. Det var stille Vejr og smukt Solskin; paa de store Skibe trak to Mand een Aare, saa de vare ikke langt tilbage fra Skuderne; Kongeskibet var det største, men mange af de andre vare dog langsommere, end det. Kongen bad Sigurd Skjalge at roe frem, og sagde, at saa søvnig roede aldrig de gamle Birkebener, naar sligt forestod. Derpaa roede Skuderne raskere til. Ribbungerne tænkte, at det var ikke andet end Førselsskibe der kom dem imøde, og stævnede lige imod dem. Men da de begyndte at skyde paa dem fra Smaaskuderne, som sejlede dem nærmest, saae Ribbungerne, at Vejrfanerne glindsede paa de store Skibe, i det Solen skinnede paa dem. De formodede da, at der maatte være flere med Birkebenerne, end blot Leensmænd; de drejede derfor af, og vilde søge ind efter Fjorden; men da Kongen saae det, stævnede han i Vejen for dem, saa at de ikke kunde komme dertil; de søgte da til Land ad den nærmeste Vej, forlode Skibene paa et Sted, som hedder Jolund, og hug Bogsprydene af. Birkebenerne løb efter dem, men der var en Bro imellem dem, hvilken Ribbungerne afbrøde; saaledes undkom de, nogle af dem faldt, men mange bleve saarede. Saa kvad Sturla Thordsøn:
Til Værn den kjække Konning
Mod Øst sin Flaade ledte,
Den Gulduddeler voldte
Ribbungers tunge Skjæbne;
Han malte Skjolde kløved,
Fortørnet, og til Stranden
utrættet Vikingskare
Af Skibene forfulgte.
Om Biskop Nikolai og Jarlen.
67. Skule Jarl var i Oslo, som før er skrevet; han bad Biskop Nikolai laane sig Skibet Skeggen, men Biskoppen vilde ikke, og truede dem meget haardt, hvis de tog den hellige Halvards Skibe. Da svarede Jarlen: Det er ikke længe siden, at Sigurd Ribbung tog dine to Skibe, og du bandsætter ham ikke for det, vi ville derfor dristigen tage disse Skibe; men hvis du bandsætter os, fordi vi tage dine Skibe til Landets Forsvar, medens du derimod saae igjennem Fingre med hine, der allerede vare bandsatte for deres Udaads Skyld, da Maa det Band komme dig og dine Tjenere dyrt at staae.” Derpaa laante Biskoppen Jarlen Skibene med de udskaarne Hoveder og alt Tilbehør; Gregorius Jonsøn tog Stokkebussen, Povel Vogeskalm Haasøjebussen; de andre Afdelinger toge alle de større Skibe i Byen, lode oprejse Forskandsninger paa dem fra Stavn til Stavn, og sejlede derpaa saa hurtig som muligt ud af Fjorden. Da de kom ud til Jolund, løb der en Bonde ud paa Næsset, som raabte til dem og sagde, at Birkebenerne og Ribbungerne sloges ude paa Fjorden, “og jeg tænker,” sagde han, “at Birkebenerne trænge til Undsætning, thi de have baade færre og mindre Skibe.” Bonden sagde saaledes, thi han vidste ikke at Kongen var med dem. Jarlen havde heller ikke hørt noget om Kongen. Derpaa grebe to Mand fat paa hver Aare, og de roede af alle Kræfter; og de roede just forbi Stall paa samme Tid som Ribbungerne forlode deres Skibe. Kongen sendte derpaa en Skude Jarlen imøde, og lod ham sige, hvorledes det gik, samt at de ikke skulde roe mere end efter deres Magelighed, hvorpaa Jarlens Mænd gave sig bedre Stunder. Kongens Mænd toge Ribbungernes Skibe og meget Bytte, og Krigsfolket deelte det imellem sig. Derpaa mødtes Kongen og Jarlen, og modtoge hinanden venlig.
Om Ribbungerne og Birkebenerne.
68. Da Ribbungerne vare drevne paa Flugt, søgte de østerpaa op ad Landet; men da Kongen og Jarlen fik det at vide, vendte de ind ad Oslofjord, og sejlede om Aftenen til Haugsvig, og om Morgenen ind til Hovedø; Kongen og den største Deel af Hæren lagde til der, men følgende Høvedsmænd lagde strax til Byen: Povel Vogeskalm, Asolf Kongsfrænde, Kolbeen Katteryg, Hakon Kaaviis og næsten alle Sysselmændene i Oplandene. Om Aftenen kom der Efterretning til Kongen og Jarlen, at Ribbungerne om Natten vilde anfalde Byen. Kongen sendte sin Luursvend til Byen, og lod alle Mand blæse ud af Byen, men de gave kun liden Agt derpaa, og bleve der alligevel, men nogle lagde ud for Anker. Om Morgenen i Dagbrækningen kom Sigurd Ribbung til Byen med sin Hær; de løb ned igjennem Gaden til Bryggen, joge nogle ud i Søen, og saarede andre. førend Birkebenerne kunde faae deres Skibe lagte ud fra Bryggen, bleve mange haardt saarede af Fjendernes Skud. Hakon Kaaviis var gaaet op i Byen, og han sprang i Vandet, men blev skudt i Foden, og derpaa trukken op paa et Skib; fire af Birkebenerne bleve dræbte. De Birkebener, som vare paa Skibene, rustede sig, og lagde til Bryggen; men da Ribbungerne saae det, trak de sig tilbage op igjennem Gaden, og saa nordpaa udaf Byen, og Birkebenerne forfulgte dem.
Om Birkebenerne, og hvorledes Ribbungerne flyede.
69. Kong Hakon laae ved Hovedø, samt Jarlen med Hæren, og da de hørte, at der blev blæst i Byen, rustede hele Hæren sig, og de roede til Byen; de største Skibe, Kongeskibet og Busserne, bleve da sidst færdige. Da sagde Øgmund Bannerdrager til Kongen: “Herre, Nu kunne vi see, hvorledes Ribbungerne løbe nordpaa ud af Byen, saa denne Gang faae vi intet der at gjøre; nu er det bedst, at vi vende over til Gjulande, og gaae der i Land, og saa efter over Agershage imod Frysja, og Møde dem der ved Broen; vi ville da faae mere udrettet, om Gud vil.” Kongen gav dette sit Bifald, og kaldte paa de nærmest liggende Skibe. Men Barne-Peter og de andre, som ikke kunde komme saa let afsted, sagde, at de vare ikke i Stand til at sætte efter Vikingerne, hvilket ogsaa mange andre meente, hvorpaa alle Skibene styrede imod Bryggen; de Skibe, som sejlede først fra Øen, kom først til Bryggen, og de løb strax paa Land, og i samme Øjeblik kom tre af Ribbungernes Afdelinger til Byen; men da de og hine Mænd fra Skuderne mødtes, troede Ribbungerne, at det var deres Mænd, og spurgte dem, hvor deres Konge Sigurd var; da mærkede Birkebenerne, at det var Ribbunger, og hug strax ind paa dem; Ribbungerne trak sig tilbage nordpaa op ad Gaden, men nogle ud paa Agrene; der faldt firsindstyve Mand af Ribbungerne. Birkebenerne fulgte efter dem nordpaa til den Aa, som hedder Fad, og de skjøde paa hverandre en Stund; Ribbungerne toge da Flugten, men Birkebenerne vendte sig til Oslo. Saa kvad Sturla:
Kort derefter
Kongens Mænd
Ankrede ved
Oslo Bye.
Der for Staalets
Hvæsser flygted
Voldsmænds Hær
Paa Vildstier.
Og fremdeles kvad han følgende:
Hjelmdækket Hørders Fyrste
Til Slag, paa ny, sig ruster,
Oprørerskaren skulde
For mangen Udaad bøde;
Da faldt vor Konges Fjender,
Til sorte Ravnes Bytte,
Og saa af Sejerherren
Adspredte, nogle flyede.
Om Skule Jarl.
70. Kong Hakon og Jarlen gjorde sig færdige til at forlade Byen, efterat de først havde indsat Sysselmænd i Oplandene. De sejlede ud til Haugsvig, og holdt der Stævne af Hirdmændene; Jarlen sagde, at han vilde drage til Oplandene, for at hævne Røgnvald, som de havde dræbt uskyldig, og brænde deres Bygd. Kongen svarede: “Ingen Grund har jeg til at tage Hævn for Røgnvald, thi hans Frænder have snarere søgt at nedtrykke, end at hæve mine Slægtninge, men eftersom de dræbte ham uden Brøde, saa har jeg intet imod, at I farer med Krigsfolk hen og straffer dem.” Jarlen drog da op tilligemed Røgnvalds Farbroder Gregorius Jonsøn, samt mange Birkebener og de fleste, som før havde været Beglinger; de brændte Bygden rundt om, men Bønderne satte sig ikke til Modværge. Derpaa droge Birkebenerne tilbage til deres Skibe; da blev følgende kvædet:
Vel Røgnvalds Død blev hævnet,
Da Stridsmænd hærged Kysten
Ved østlig Fjord, og Drotten
Ved Brand lod Huse svinde;
Det er ej Skrømt, at Skule
Lod Skræk paa Folden herske,
Thi Luen lystig tærte
Den usle Bondes Vaaning.
Kong Hakon og Skule droge til Bergen.
71. Derpaa sejlede Kongen og Jarlen ud til Jarlsø, og gjorde sig færdige derfra, for at drage til Bergen. Lodin Povelsøn blev tilbage paa Bjerget, Guttorm Gunnesøn paa Grænland og Sysselmændene øster ved Elven. Arnbjørn Jonsøn og Lodin Gunnesøn droge nordpaa med Kongen; de laae nogle Nætter i Hornboresund, og toge ud derfra om Aftenen, og vare meget drukne. Om Natten fik de et haardt Vejr og stærk Regn imod dem; de sejlede da ind for at komme i Havn, men vidste ikke hvor de vare; om Morgenen i Dagningen kom de ind i Tregesund. De løb paa Skjær, og brøde Roret; siden havde de en lykkelig Sejlads til Bergen. Da vare Dronning Margrete og hendes Moder, Fru Ragnhild, og Sigrid, Jarlens Søster, der siden blev Abbedisse paa Rein, komne nordenfra. De droge derpaa nordenfra, og da fik Lodin Gunnesøn Jarlens Søster Ingeborg. Deres Bryllup holdtes da i Kongsgaarden.
Vegard Veradals Drab.
72. Paa denne Tid kom Vegard Veradals Trop fra Helgeland; de bragde den Efterretning med sig, at Andreas Skjaldarband havde ladet Kongens bedste Ven og Maag Vegard dræbe. Kongen spurgte, hvad Aarsagen dertil havde været; de svarede, at han ikke havde tillagt ham nogen Brøde; de vare nordpaa paa Hinn, Andreas laae paa et Sted, som hedder Havn, men Vegard noget ovenfor i Bygden; Vegard kom til Havn, og bød Andreas til Bords, hvilken Indbydelse Andreas modtog; hvorpaa Vegard sendte sine Svende hjem for at berede til Maaltidet. Andreas bad Vegard gaae hen til det Huus, hvori Finneskatten var, for at see at den ikke kom noget til. Vegard gik hen til Huset; der var en Fjæl sunken ned; han tog sin Staalhue af, og saae ind, men i det samme sprang to af Andreases Svende, Votolf Lim, og endnu en anden, Øssur Gnid, til, og gave ham Banesaar. Denne Gjerning mishagede Kongen meget, da ham tyktes derved at have mistet to af sine mest hengivne Mænd; dog mærkede han ret vel, fra hvem dette rejste sig. Det kunde ogsaa nok skjønnes af Jarlens Ord, at han ønskede dette Drab maatte blive hævnet paa Andreas.
Andreas fik Fred.
73. Kongen spurgte nu sine Venner til Raads om denne Sag; dem syntes, at Kongen skulde berøve Andreas sin Værdighed, men lade ham beholde Livet, skjøndt han havde fortjent at miste det. Kort efter kom Andreas til Byen med et Skib paa tyve Roerbænke; han fortrød højligen denne Gjerning, og indsaae nu, hvilke Snarer der havde været stillede for ham. Kongen fratog ham Sysselet, men gav ham i øvrigt Fred; Kongen overdrog derpaa Ivar Udvig Sysselet, men Jarlen gav Andreas om Vinteren en Forlening i sit eget Navn.
Henved halvfemsindstyve Ribbunger dræbes.
74. Ud paa Høsten gik Arnbjørn Jonsøn, Halvard Bratte, Lodin Gunnesøn og andre fra Vigen til Kongen, og sagde at de havde spurgt, at Ribbungerne forstærkede sig meget i Vigen. Da Kongen og Jarlen hørte dette, gjorde de sig hastig færdige til at drage bort; Kongen tog det Skib paa tyve Rum, som Ivar Nef havde ladet bygge, men Jarlen tog Biskoppens Skib. Da de kom øster ud for Agde, spurgte de, at nogle af Ribbungernes Tropper vare komne østenfra til et Sted der i Nærheden. De sendte da nogle lette Skuder ud, for at opsøge Ribbungerne; af disse faldt nogle, og de andre undflyede. Birkebenerne toge der en Deel godt Kvæg, bragde det paa Førselsskibe, og vilde saa sejle ud til de andre Skibe; de sejlede paa en Klippe, saa eet af Førselsskibene forgik med mange brave Mænd; iblandt andre Slitande, en gammel Birkebener fra Hjaltland. Kongen og Jarlen sejlede den Dag forbi Grenmar, og ind for Næs, og havde en meget stærk Storm; det var et svært og hvast Vejr, der blev øst baade agter og for, og de vare i megen Fare. Kongens, Jarlens og Arnbjørns Skibe vare de eneste, som kunde arbejde sig frem; alle de andre drejede af fra Vejen for at komme i Havn. De lagde til ved Ryge, og spurgte, at Sigurd og Bene og Ribbungerne vare oppe paa Romerige med en stor Hær, men nogle af deres Tropper vare Sønder i Vigen. Men da Hæren kom til Kongen, fattede de den Beslutning, at Jarlen skulde drage sønder i Vigen, for at opsøge Ribbungerne; Kongen derimod blev tilbage i Tønsberg med sin Hær. Der var en Mand, ved Navn Gunnar Aasesøn, en gammel Begling og en stor Uven af Birkebenerne; han havde gaaet Kong Hakon tilhaande den Gang Beglingerne overgave sig. Men da han ikke fik nogen Værdighed af Kongen, som han ønskede, saa løb han over til Ribbungerne, tog strax Leen af dem, fik en stor Flok, og ingen anrettede mere Skade, end han. Jarlen sejlede efter, og spurgte, at Gunnar var i Vætteherred, og fik Nys om hvor han var tilligemed to andre Afdelinger af Ribbungerne. Og paa den mørkeste Tid af Natten overfaldt Jarlen med sine Folk Gunnar paa et Sted, som hedder Abildsæter. Birkebenerne omringede strax Gaarden, kun nogle ganske faa Mænd kom ud, og bleve strax dræbte, men Gunnar og hans Mænd beredte sig vel til Modstand; han havde en stor Trop. Amunde Akaf var Jarlens Bannerdrager, han blev truffen af en Piil i Struben, og døde strax deraf. Det blev en haard Kamp, thi Ribbungerne forsvarede sig vel og mandig. Endelig faldt Gunnar Aasesøn med halvfemsindstyve Mand. Saa kvad Snorre Sturlesøn:
Vældig Kriger voldte Fjenden
Tit i Slaget blodig Pande —
Hist til østlig Kyst ved Fjorden,
Han guldprydet Snekke førte;
Saa med Vaaben Ringes Giver
Røvertroppen kjek forjaged,
Og med skarpe Klinge kløved
Kjæmpers Hoved flux i Striden.
Hæderlysten han i Kampen
Standsed ej ved Folk at Møde,
Fulgt af gyldent Banner iled
Han foran, mens Pile regned;
Thrønders hersker Riget freded,
Ribbungtroppen død han sendte,
Gunnar faldt og grusomt Ulven
Fæsted Kløer i Mandens Hoved.
Ribbungerne hærge i Oplandene.
75. Derpaa vendte Jarlen sig nordpaa til Tønsberg, hvor han fandt Kong Hakon. Da blev der taget den Bestemmelse, at Jarlen skulde blive tilbage i Vigen, men Kongen drog til Bergen, hvor han kom før Juul, og han blev der om Vinteren; dette var den femte Vinter i Kong Hakons Regjeringstid. Kort efter at Kongen og Jarlen havde skiltes ad, spurgte Jarlen, at Gudolf Blak var i Osloherred, og havde en stor Trop. Han opholdt sig om Dagen i Byen, men var om Natten paa forskjellige Steder. Jarlen tog nogle Skuder, og sejlede ind til Hovedø; han spurgte da, at Gudolf var paa Fors i Munkegaarden kort fra Byen; Jarlen overfaldt Gudolf i Dagbrækningen, de omringede Gaarden, og Jarlen beredte alting til Angreb; der faldt halvfjerdsindstyve Mand af Ribbungerne, men Gudolf undkom. Jarlen gjorde idelige Anfald mod Ribbungerne, og dræbte adsiillige af dem om Vinteren; saa kvad Snorre:
Med Vaaben ædel Hertug
De Ransmænds Trop udrydded;
Højt Klingen klang, Ulvinden
Af falden Val sig mætted;
Da mange misted Livet,
Det tapper Fyrste voldte,
Thi fæle Ran, i Vrede,
Saa revste Hærens Fører.
Indbyggerne i Hadeland og Hedemarken havde forenet sig imod Ribbungerne, siden disse opstode, og begge havde saa mandig forsvaret dette Fylke, at Ribbungerne ikke der kunde faae nogen Magt. Gunbjørn og Thorgeir Biskopsmand havde da Sysselet paa Hadeland og Thotn. Sigurd Ribbung havde givet Bergdor og Eisten Eng Syssel paa Hadeland paa sine Vegne. Ribbungerne trak Skibe fra Drafn op i Tyre og saa op i Rand; men da Birkebenernes Sysselmænd spurgte det, droge de imod dem tilligemed Bønderne, og de mødtes paa det Sted, som hedder Lena, hvor der strax begyndte et Slag imellem dem; Ribbungerne havde i Begyndelsen Overmagten, men siden vendte Mandefaldet sig over paa deres Side, og der faldt vel to hundrede Mand, men Sigurd flyede. Birkebenerne bemægtigede sig der alle deres Skibe. Derefter skiltes Bønderne ad til alle Sider, og tænkte ikke paa at bevogte deres Bygder. Da Sigurd Ribbung spurgte dette, drog han op paa Hedemarken, overfaldt uformodentlig Jon Kur paa Gaarden Hlunne, og dræbte ham der. Derefter sluttede de Forlig, og Bønderne maatte betale svære Bøder. Sigurd lod da en Bolig indrette for sig paa Øen Fordung i Thyre, tog Gisler af Bønderne, og indsatte Sysselmænd i Hadeland. Mange af Theleboerne, samt Verdølerne, gik da Sigurd tilhaande. Da Indbyggerne i Hadeland spurgte den Ulykke, som havde ramt dem i Hadeland, saa passede de bedre paa deres Bygder, saa at Ribbungerne der ikke kunde faae nogen Fremgang, ja Bønderne forfulgte dem endog op paa Romerige, og gjorde dem megen Afbræk. Herefter holdtes der mange Skærmysler imellem Birkebenerne og Ribbungerne, i hvilke snart det ene, snart det andet Parti havde Overhaand. Om Foraaret efter Kyndelmesse spurgte Jarlen, at Ribbungerne vare i den vestlige Deel af Oslosyssel med nogle Troppeafdelinger; Jarlen afsendte Erik Siriz med hans Tropper og Harald Stangefylja, for at oplede Ribbungerne, de traf disse ved Svans, og holdt Slag med dem, hvilket skete med en saadan Hæftighed, at Bannerdragerne mødtes, og Birkebenerne fik Ribbungernes Bannerdrager, der hed Herbjørn, til Fange; men Aste, som havde været Sigurds Bannerdrager, og en stor Trop af Ribbungerne faldt. Derpaa flyede Ribbungerne, men Birkebenerne droge ud til Jarlen, og havde Herbjørn med sig; siden blev han Skule Jarls Bannerdrager.
Kong Hakon sejlede i en stærk Storm forbi Stad.
76. Om Foraaret i Fasten gjorde Kong Hakon sig færdig for at sejle til Throndhjem tilligemed Dagfinn Bonde, Baard Brimsteen og Hakon Kaaviis; Kongen havde fire Skibe; om Paasken laae han i Leergula, og sejlede derfra fjerde Dag i Paasken forbi Stad i et svært Uvejr; tre Dage efter sejlede han ind forbi Agdenæs i en saa stærk Storm, at alle Sejlene gik overbord, og Skibene dreve hid og did under Næsset. Kongen saae ingen anden Udvej, end at holde ind ad Aaen, men det var Flod, da de kom derind, og de kunde ikke komme til at gjøre Skibet fast for Strømmen. Det drev da paa Grund ud for Bakke, hvorpaa alt Folket kom ud fra Byen, fik et Toug kastet over paa Kongeskibet, og med Nød og næppe fik det flot.
Kong Hakons og Ærkebiskoppens Samtale.
77. Ærkebiskop Guttorm var da i Byen; han modtog Kongen i alle Maader som sømmeligst, og de holdt ofte Samtaler med hinanden. Kongen spurgte Ærkebiskoppen en Gang, hvorfor han yttrede saa meget Uvenskab imod ham, medens han endnu var et Barn. Ærkebiskoppen svarede, at det var mere en Følge af andre Mænds Indskydelser, end nogen Uvillie fra hans Side; og nu fik Kongen den sande Sammenhæng at vide. Ærkebiskoppen lovede derpaa, at han næste Sommer skulde komme til Bergen, og da vise Kongen al den Ære han kunde. Kong Hakon satte Gunbjørn Jonsøn til at varttage hele Thrøndelagen for den Uroligheds Skyld, som da herskede i Oplandene. Ud paa Vaaren gjorde Kongen sig færdig til at drage nordenfra, sejlede til Bergen, og blev der om Sommeren.
Slag imellem Ribbunger og Birkebener i Mjøsen.
78. Skule Jarl laae i Tønsberg, men Arnbjørn Jonsøn var øster i Fjorden, og forsvarede der Landet. Ribbungerne vare oppe i Landet, og havde en stor Magt; de havde faaet mange Skibe op i Søen. Birkebenernes Sysselmænd laae i Mjøsen med mange Folk under Anførsel af Harald Stangefylja, Olaf Mok, Frederik Slafse og Thorgeir Biskopsmand. Ribbungerne kom med deres Skibe op i Mjøsen, og søgte efter Birkebenerne rundt om i Søen; de traf dem ved Korneholmene, og der holdtes et Slag; Ribbungerne havde flere Folk, og anfaldt meget hæftig, men Birkebenerne toge mandig imod dem, og det endte med, at Birkebenerne fik Sejer, men Ribbungerne flyede. Der faldt henimod to hundrede af Ribbungerne og Høvedsmændene Styr Præst, Ørnolf fra Folevold, Audun Østensø og Thorbjørn Ring; af Birkebenerne faldt ikke ret mange. Sigurd flyede da op paa Thotn, og stævnede derfra til Fjelds. Arnbjørn Jensøn spurgte, at Bene Skindkniv var paa Romerige med en stor Trop, og øvede der mange Voldsomheder. Arnbjørn sendte Helge Fleskhun imod ham tillige med de dygtigste Mænd; de traf Bene ved Øjeren, og han løb ombord paa et Skib. De fik Skibet standset, og anfaldt ham, men han sprang i Vandet, og skjulte sig hist og her under Skibet. Det varede længe, førend de fandt ham, men endelig lykkedes det dem, og Bene endte der sit Liv med liden Berømmelse.
Biskop Gudmund kom fra Island, og fortalte Kong Hakon om Slaget paa Grimsø.
79. Kong Hakon laae i Bergen om Sommeren, og havde alle Leensmænd hos sig nordenfra Landet og Gulethingslag; men da han fik Efterretning om Ufreden i Oplandene, gjorde han sig færdig til at drage øster i Vigen. Nærved Mariemesse kom Gregorius Jonsøns Sendebud fra Throndhjem, og sagde, at Ribbungerne vare komne nord over Fjeldet, og agtede sig til Throndhjem, de droge nordpaa lige til Sognedal til den Gaard, som Ivar i Berudal ejede, og anrettede megen Skade; Mændene bade derfor Kongen at skynde sig nordpaa. Kongen lod strax blæse til Hirdstævne, fortalte denne Tidende, og bekjendtgjorde, at han vilde drage nordpaa, og alle vare villige til at følge ham. Kongen sendte ogsaa Mænd og Breve efter Gregorius Jonsøn og Ivar Nef, som strax, gjorde sig færdige til at drage efter ham. Om Torsdagen sejlede Kongen nordpaa med tredive Skibe; da han sejlede over Sognsø, mødte han den Knar, som var kommen fra Island; ombord paa denne var Biskop Gudmund, der fortalte Kongen meget Nyt fra Island. Det Foraar havde Sighvat Sturlesøn og Biskoppens Mænd holdt et Slag paa Grimsø, men om Vinteren for var Tume bleven dræbt i Holum af Biskoppens Mænd. Kongen agtede at sejle nordpaa over Alreyresund. Der spurgte han, at Ribbungerne vare komne nord over Fjeldet med en stor Hær, og anrettede megen Skade hvor de kom frem, de droge frem lige til Sognedal. Men da Bønderne i Gaulerdal spurgte dette, udsendte de en Budstikke, og overalt samlede man sig imod dem. Da Ribbungerne erfarede dette, vendte de tilbage øster over Fjeldet, og Sendebudene sagde til Kongen, at det var rimeligt de vilde komme ned i Romsdalen. Kongen sejlede nordpaa til Leergula, thi han formodede, at de vilde komme ned paa Møre, og han biede der, indtil han fik Underretning om, at Ribbungerne havde begivet sig til Østerdalene.
Kong Hakon laae i Bergen.
80. Kong Hakon vendte tilbage Sønderpaa, og kom før Mikkelsmesse til Bergen, hvorpaa han gav Leensmændene Orlov, men lavede til selv at tage Vinterophold der. Han havde Sommeren før udbudet Leding over begge Halvdelene af Agdefylke, men Skule Jarl havde allerede oppebaaret næsten al Ledingen, saa Kongen fik noget af den nordre Halvdeel, men intet af den søndre. Kongen kaldte sine Raadgivere til sig, og sagde dem dette; de meente alle, at Jarlen vilde udvide sin Trediedeel af Norge for meget, naar han vilde have hele Vigen og Oplandene og alt Landet nord til Rygjefylke, da derimod Kong Sverres Broder Erik Jarl og Baglekongen Philippus havde ladet sig nøje med den Trediedeel imellem Svinesund og Rygjebit, og paa den Maade havde hine fordums Høvdinger deelt Riget imellem sig. Kongen sendte derpaa Mænd til Jarlen med et Brev, og lod ham vide, at han ikke længer vilde finde sig i dette Landeskifte, og hvis Jarlen blev ved dermed, saa vilde han faae med andre Fjender at gjøre end med Ribbungerne allene.
Krigstog til Bjarmeland.
81. Denne Sommer gjorde Andreas Skjaldarband og Ivar Udvig med fire Skibe et Krigstog til Bjarmeland. Anledningen til dette Tog var, at Andreas fra Sjømælingerne, Svend Sigurdsøn, Øgmund fra Spanheim og mange andre havde nogle Aar før gjort en Handelsrejse til Bjarmeland med to Skibe; Andreas og Svend vendte tilbage om Høsten, men Helge Bograngssøn og hans Skibsfolk bleve tilbage imidlertid. Øgmund var ogsaa bleven tilbage, og drog om Høsten efter til Sønderdalerige med sine Svende og Varer; men Haalejerne kom i Uenighed med Bjarmernes Konge, og om Vinteren overfaldt Bjarmerne dem, og dræbte alt Skibsmandskabet. Da Øgmund erfarede dette, drog han øster til Holmgaard, og derfra videre østerpaa ud til Havet, og standsede ikke førend han kom til Jerusalem; derfra drog han tilbage til Norge, og denne hans Rejse blev meget berømt. Andreas og Ivar droge til Bjarmeland, og øvede der meget Hærværk med Drab og Ran, og fik et stort Bytte af Graaskind og brændt Sølv. Men da de sejlede tilbage, kom de i Malstrømmen nord for Strømnæskinn; tre Skibe kom lykkelig derfra, men det, som Ivar var paa, fik Sejlet fuldt af Vand og hældede derved til Siden, saa at Søen gik ind i det, og det kæntrede. En Mand, ved Navn Jogrim, hjalp Ivar op paa Kjølen, paa hvilken endnu en tredie, som hed Helge, reddede sig. Fra Thorbergs Skib, satte de en Baad ud, som mistede forstavnen, men Jogrim fik dog Ivar over i Baaden; men nu sagde Jogrim, at han saae ikke noget til sin Stalbroder Thorsteen, han kastede sig derpaa igjen ud i Malstrømmen, hvor han omkom tilligemed alle de andre, der vare paa Skibet, undtagen de to, Ivar og den anden Mand; der forgik ogsaa meget Gods. Andreas drog om Høsten til Helgeland; og dette var den sidste Rejse, der foretoges til Bjarmeland.
Tobbesønnernes Drab.
82. Nu er at fortælle om Skule Jarl, at han laae i Vigen, og havde der en stor Hær, som kostede meget. Arnbjørn var øster i Fjorden, og forsvarede der Landet, saa at Ribbungerne ikke kunde holde sig der. Sysselmændene vare da endnu oppe ved Mjøsen med en anseelig Magt, men Ribbungerne strejfede adspredte omkring, og kom hist og her frem. De droge da op paa Hadeland, og Sigurd tog sit Sæde paa Øen Fordung i Rand. Da Skule Jarl spurgte dette, gjorde han sig rede til at drage ind i Drafn; han havde et stort Skib paa sex og tyve Rum og mange smaae Skibe; han havde før ladet sine Skibe drage op i Tyre og derfra i Rand. Men da Jarlen kom i Drammensfjord, hvor de skulde trække Skibene op ad den ydre Strøm, kom Ribbungerne, og skjøde en Stund paa dem, hvorved Skibet blev løst. Det endte med, at Ribbungerne flyede heelt øster til Marker, men Jarlen drog til Tønsberg, og kort efter øster i Vigen, forat opsøge dem. Tobbesønnerne havde Elvsyssel i Leen af Ribbungerne; Jarlen sendte Simon Ko, Thord Drafle og Thorfinn den Onde imod dem; de traf Tobbesønnerne ved Lesø, og dræbte dem. Ribbungerne havde en stor Magt øster i Fjorden, saa det var ikke under fjorten hundrede Mand, der havde gaaet Sigurd tilhaande. I Borgesyssel vare af Ribbungerne Herjolf Dyntel og Erik Dregel. De havde meget at bestille med Arnbjørn Jonsøn, men Ribbungerne kom gjerne tilkort. Jarlen opholdt sig tre Aar i Vigen, i hvilken Tid der forefaldt mange Skærmysler imellem Ribbunger og Birkebener, som her ikke ere opskrevne.
Skule Jarl dræbte Ribbungerne.
83. Skule Jarl sad for det meste i Tønsberg. Kort efter fik Jarlen Efterretning om Ribbungerne, og sendte da atter Mænd imod dem; han befalede, at hver to Sengekamerader skulde kaste Lod om, hvem der skulde med. Thorer Flik og Jatgeir Skjald vare Sovekamerader, og Lodden traf Jatgeir. De fandt Ribbungerne paa et Sted, som hedder Kurfjeld, og holdt Slag med dem; nogle af Ribbungerne faldt, men andre flyede, og Birkebenerne vendte tilbage til Jarlen. Thorer spurgte sin Kamerad Jatgeir, hvorledes det var gaaet; han svarede med følgende Vise:
Selv paa Kurfjeldet saae jeg
I Ansigt rød, hvorledes
At Vunders Bæk optøede; —
Fjærn var den store Thorer;
Mens der mod Ribbunghæren
Vi kjæmped, han, til Lykke,
I Tønsberg laa, og mødig
Hos Bjergets Mø sig hvilte.
Jarlen gjorde sig megen Umage for at ødelægge Ribbungerne, og sendte bestandig Folk ud imod dem, hvor han spurgte at de vare. Om Høsten sendte han Bud til Biskop Nikolai, at han skulde optænke noget til at Ribbungernes Parti kunde blive ødelagt, og Biskoppen fik Gudolfs Frille, Aase Blod, til at opmuntre Ribbungerne at de skulde indgaae Forlig med Jarlen.
Om Sigurd Ribbungs Forlig med Jarlen.
84. Om Sommeren lod Sigurd Ribbung nogle Mænd underhaanden forhøre, hvad Forlig Jarlen vilde tilstaae ham, hvis han vilde ophøre med alle Fjendtligheder mod Birkebenerne. Da dette blev forebragt Jarlen, optog han det vel, og vilde vide, hvad Sigurd forlangte. Sigurd kom da frem med hvad han havde tænkt paa, og forlangte Trediedelen af Norge, samt at Jarlen skulde give ham sin Datter til Ægte. Men da Jarlen hørte dette, svarede han saaledes: “Det staaer i Kong Hakons Magt, hvad han vil afstaae Sigurd af Landet, men hvad mig angaaer, da agter jeg ikke at gifte min Datter bort til Skovs, ikke heller vil jeg afstaae noget af min Trediedeel af Landet; men det vil jeg love ham, hvis han vil begive sig hid til mig, at han og alle hans Mænd skulle have Fred; jeg skal ogsaa sørge for, at han kan faae sikkert Lejde til Kongen, med hvem han da selv kan underhandle; og vil Kongen da vise ham nogen Ære, skal jeg ikke være derimod.” Da dette forebragdes Ribbungerne, forekom dette Vilkaar dem haardere, end de havde ventet. Men efterdi de fra alle Sider vare saa haardt trængte, at de ingensteds kunde være i Sikkerhed, saa begav Sigurd sig efter erholdt Lejde i Skule Jarls Vold, nedlagde sit Kongenavn, og gav ligeledes Flokken i Jarlens Vold, og betingede sig kun Jarlens Venskab og Anbefaling hos Kongen; Jarlen modtog ham da hemmeligen. Denne Sejer holdtes for at være den herligste, Jarlen havde vundet, da han uden Sværdslag havde gjort Ende paa et saa stærkt Parti, som Ribbungerne vare. Der herskede da Fred over hele Norge. Denne Vaar, da Sigurd var hos Jarlen, drog denne til Danmark med tretten Skibe, og da han kom til Kjøbenhavn, havde Grev Henrik taget Danekongen Valdemar til Fange; Jarlen vendte da tilbage, da han spurgte denne Tidende.
Der bestemmes Høvdingestævne.
85. Kong Hakon laae i Bergen denne Vinter; det var den sjette i hans Regjering. Om Foraaret gik Sendebud imellem ham og Skule Jarl, og der blev aftalt, at der om Sommeren skulde holdes en Sammenkomst af Høvdingerne i Bergen, hvorhen Landets ypperste Mænd skulde komme, thi der herskede da god Fred, men der fremkom dog mange Fordringer paa Kongens Fædrenearv af de Mænd, som vilde have Deel i Regjeringen. Men eftersom Kongen var ung, og andre forhen havde i lang Tid haft hans Fædrenearv inde, saa vare der mangfoldige, som vaklede imellem hvem de skulde tjene; nogle vilde gjerne tilintetgjøre Kongeætten og Kong Sverres Afkom formedelst det gamle Fjendskab de havde baaret til ham, og dette var for det meste af Stormændene; Almuen derimod var vel sindet mod Kong Hakon baade nord og sønder i Landet.
Om Kongen og Biskopperne og Leensmændene.
86. Stævnemødet begyndte St. Olafs Aften. Kongen var allerede i Bergen, og Havard Biskop af Stavanger, Sørkver Biskop af Færøerne, samt følgende lærde Mænd: Nikolai Ærkedegn, Sigurd Abbed; samt Leensmændene Povel Flida, Peter hans Søn, Brynjolf Knudsøn, Jon Staal, Gaut paa Mel, Ivar Nef. Desuden vare der Jon Jarl af Ørkenøerne, Bjarne Biskop og Gregorius Kik fra Hjaltland; ligeledes Lavmændene fra Gulethingslag Dagfinn Bonde og Amunde Remba. Fra Thrøndelagen kom følgende: Guttorm Ærkebiskop, Svend Prior af Elgeseter, Asgaut Abbed af Holm, Sigurd Abbed af Totra, Mester Bjarne, Peter fra Husestad, Eisten Huusfoged; følgende Leensmænd: Gregorius Jonsøn, Povel Vogeskalm, Asolf fra Østeraat; følgende Lavmænd: Gunnar Grynbag, Bjarne Mørdsøn, Thorsteen Asmundsøn; østen fra Vigen kom Skule Jarl, Arnbjørn Jonsøn, Lodin Gunnesøn, Lodin Povelsøn, Simon Ko, Eisten Lavmand, Thord Skolle; fra Oplandene vare følgende. Lovmænd: Saxe fra Hauge, Thord Gudmundsen, og Sysselmændene: Halvard Bratte, Gunbjørn Jonsbroder, Kolbjørn den Røde, Harald Vesete. Der fortælles, at de fleste af disse havde viist og raadet Skule Jarl, at han var ret Arving til Norge efter Kong Inge. Desuden kom Nikolai Biskop af Oslo, Askatin Abbed af Hovedø, Orm Abbed af Tønsberg, Provsterne Ivar Geling fra Oslo, Jofrey fra Tønsberg, Amunde fra Grænland, Olaf fra Kongehelle, Thorgeir Ærkedegn fra Oplandene, Mester Thorleif, Baard Provst, og Sysselmændene Olaf Mok, Harald Stangefylja, Aslak, Thorgeir Biskopsmand, Havard i Sundbo, Frederik Slafse, Endride Bekel, Eilif Kik. Erfarne Mænd, som den Gang vare i Bergen, have sagt, at der i deres Dage aldrig har fundet en Sammenkomst Sted i Bergen af mere udvalgte Mænd. Høvdingerne holdt idelige Møder. følgende vare Kongens Raadgivere: Martin i Kinzarvig, Sigurd fra Onarheim, Askel Kapalin, som siden blev Biskop, og Ivar Bodde. Disse bragde Bud fra Kongen til Ærkebiskoppen, at de skulde samles i Træhallen tilligemed alle andre Høvdinger, Leensmænd og Lavmænd. Dette Møde skulde holdes Søndagen efter Mariemesse den første. Og da de vare forsamlede i Hallen, og havde siddet en Stund, sagde Kongen: “Hr. Ærkebiskop! Det er vitterligt for eder, saavel som for de andre Biskopper og fleste gode Mænd, som her ere samlede, at her ere nogle, som gjøre Fordring paa Norges Rige, men dette troede jeg var min Fædrenearv, og at jeg var ret Odelsmand til Norge. Men efterdi dette Møde nu er foranstaltet, saa bør det eder, Herre, at undersøge denne Sags sande Beskaffenhed, thi I er beskikket til Høvding baade af Gud og Menneskene, og eder tilkommer det at være Voldgiftsmand imellem Mænd, og ingen at frygte i det I fremstille hvad sandt er, da I tilfulde kjende de Fordringer, som gjøres paa dette Rige.”
Ærkebiskoppens Tale.
87. Ærkebiskoppen svarede: “Det er i Sandhed saa, Herre Konge, at det er vor Pligt efter Evne at dømme hvad Ret er imellem Mænd. Vi have hørt mange Mænds Paastande, som gjøre Fordring paa Norges Rige, og Grundene til deres Andragende ere os bekjendte, men vi ønske at høre dem endnu en Gang, forat vi derpaa kunne dømme i Sagen, saaledes som Gud indgiver os og med de gode Mænds Raad, som her ere forsamlede. Vi bede og byde derfor i Guds Navn, at hver Mand skal sige hvad han erkjender for Sandhed i denne Sag. I, Kong Hakon, har nu Riget inde, og saa sige alle eders Venner, at I er Arving til Norge efter eders Fader og hele eders Fædreneslægt, hvilken har hersket over dette Rige Mand efter Mand, uden at noget Kvindeled er kommet derimellem; og jeg haaber, at de fleste ville samtykke, at I farer med Sandhed. Skule Jarl er kommen østenfra med mange gode Mænd, og han paastaaer at være Arving efter sin Broder Kong Inge; og dette have vi hørt mange af hans Venner sande med ham. Fremdeles er hidkommen Kong Inges Søn Guttorm, som gjør Fordring paa Norge efter sin Fader. Ligeledes er med Jarlen kommen Sigurd Ribbung, en Søn af Erling Steenvæg, og han gjør Fordring paa Norge efter Kong Magnus, som han kalder sin Farfader. Endelig ere her komne Mænd østen fra Gøtland fra Junker Knud, Hakon Jarls Søn, hvilke paa hans Vegne andrage, hvad alle vide er sandt, at han er ægtefødt Arving baade efter Jarlen og efter Kong Inge, i Følge det Fordrag, som blev sluttet imellem dem paa Ørething; her fremlægges nu det Brev, med begge Brødrenes, Thorer Ærkebiskops og andre Biskoppers Indsegl, som indeholder, at den ægtefødte Arving, som nogen af dem maatte efterlade sig, skal tage Arv efter dem begge. Men skjøndt vi vide, hvem vi i denne Sag ville staae bi, saa ville vi dog høre flere Mænds Betænkning.”
Skule Jarls Tale.
88. Skule Jarl talte saaledes: “Det er vist, Hr. Ærkebiskop, at jeg er Kong Inges Broder, født af samme Fader og ægtefødt og hans rette Arving efter den hellige Kong Olafs Lov.” Kong Hakon svarede: “Du er vistnok Arving efter Kong Inge til al den Arv, som lovligen tilfaldt eder efter eders Fader, men ikke til Norges Rige, thi Kong Inge var kun beskikket til at varetage denne min Fædrenearv paa mine Vegne.” Jarlen svarede: “Jeg er med Rette at ansee som Arving til alle hans Rettigheder.” Kongen svarede: “Det skal du nu erfare, om han arvede Norge efter min Fader, eller om han blev sat til at varetage Riget med gode Mænds Raad.” Men da Ærkebiskoppen mærkede, at det vilde komme til nogen Ordvexling imellem dem, saa bad han dem holde inde med denne Samtale, og begges Venner yttrede deres Meninger.
Jon Staals Tale.
89. Derpaa stod Jon Staal op, og sagde: “Det tænkte ikke vi gamle Birkebener, da vi udgjøde vort Blod og taalte megen Møde med Kong Sverre, at vi nogensinde skulde behøve at tale i denne Anledning, thi alle strede vi den Gang kun for at sikre ham og hans Afkom deres Fædrenearv; dog er det ikke underligt, at Skule Jarl fremkommer med slig en Paastand, thi vi have hørt, at der ere de Lavmænd herinde, som med rene Ord have forsikret Jarlen, at han var ret Arving til Norge efter Kong Inge; og hermed mener jeg dig, Amunde Remba, og Eisten Roesøn, I som sidde her paa Bænken.” Amunde sprang op, og svarede: “Hvor var du den Gang, da jeg sagde dette til dig, eller viis mig den Mand, som jeg har sagt det til.” Eisten nægtede ligeledes at have sagt noget saadant. Arnbjørn Jonsøn sagde da: “Maaskee vore Lavmænd have sagt dette, saa at Mjøden har mere talt af dem, end den hellige Kong Olafs Lov; maaskee ogsaa Skjenk og Gave have gjort sit dertil.”
Kong Hakons Tale til Gunnar.
90. Kong Hakon sagde: “Dette er ikke den rette Maade at fremføre Beviser i denne Sag. Vi ville først høre den Lavmand, som bør at være den første, ham fra Thrøndelagen, hvor Kongevalget skeer med Rette; han er ogsaa den ældste Lavmand i Landet, thi han modtog sit Embede i Kong Sverres og Ærkebiskop Eistens Dage. Heller ikke har nogen kunnet beskylde ham for nogen Falsk eller Svig eller nogen Uretfærdighed, og alle ere enige i at ansee ham for den forstandigste Mand i Landet. Da vi altsaa nu henvende os til dig, Gunnar Bonde, saa siig nu i alles Paahør hvad du holder for Ret for Gud angaaende samtlige vore Paastande paa Norge.”
Lavmanden Gunnar Bondes Kjendelse.
91 Det varede noget førend Gunnar tog til Orde, og sagde: “I opfordrer mig, Herre Konge, til at afgjøre imellem Høvdinger, hvo af eder der har Ret til Norge; dette er en svær Byrde for en ringe Bondesøn, at skifte saa stort et Herredømme, at frakjende den ene og tilkjende den anden det. Jeg føler, at det gaaer mig som det vel vil gaae flere, at jeg skjælvende og bange vover mig dertil; thi da Kong Sverre overdrog mig dette Embede, bad han mig at dømme imellem Bønder og ej imellem Høvdinger, allermindst naar de Paagjældende selv høre derpaa. Nys hørte jeg, at Lavmændene nægtede hvad man beskyldte dem for, og eftersom de fleste bøje sig for Magten, saa vil jeg ikke lægge den Byrde paa mig at afgjøre denne Sag. Efterdi nu de fleste af os Bøndersønner have for liden Indsigt og Kundskab til at afhandle saa vigtige Sager, maaskee ogsaa nogle for Venskabs Skyld hælde til een af Siderne, saa ville vi lade den dømme, som veed hvad sandt er og som sandt siger, hvo der end hører derpaa, Høj eller Ringe, og som ikke frygter for at mishage nogen; og det er den hellige Kong Olafs Lovbog, som efter hans Anordning blev givet for hele Norge, og som alle Norges Konger, som Ret ville, have samtykket. Skal jeg da, saavidt jeg dertil har Evne, forkynde hvad den lærer mig, saa erklærer jeg, at Kong Hakon er ene ret Arving til Norge af alle dem, som i Dag have gjort Fordring derpaa; og om end baade Kong Inge og Hakon Jarl endnu begge regjerede i denne Dag, saa vilde jeg vedblive min Erklæring, at hverken Skule Jarl efter sin Broder Kong Inge, eller Junker Knud efter sin Fader Hakon, eller Guttorm efter sin Fader Kong Inge, have nogen retmæssig Fordring paa Norge, saalænge Kong Hakon lever; men Erling Steenvægs Søn hverken vil eller kan jeg forkynde nogen Lov; det maae Indbyggerne i Vigen gjøre, som have hævet ham og hans Fader i Vejret, de maae vide, hvor han skal søge sin Fædrenearv. Og hermed slutter jeg for denne Sinde min Tale.”
Om Dagfinn Bonde.
92. Derpaa bad Kongen Dagfinn Bonde, Lavmand i Gulethingslag, at forkynde hvad han ansaae for Sandhed for Gud. Dagfinn talte saaledes: “Jeg kom ung i Kong Sverres Tjeneste, og var med ham i nogle Slag, blandt andre i det, han holdt i Florevaag med Øskeggerne, og det paa Jonsvold imod Baglerne, og før han gik i Slaget, gjorde han denne Bøn: Gud og den hellige Marie og den hellige Kong Olaf holde sin Haand over os, og Gud forunde mig Sejer, saa sandt jeg har Ret paa min Side, i det jeg værger om min Fædrenearv, og mine Modstandere have Uret. Og efterdi han og hans Afkom ere retmæssige Arvinger til Kongedømmet, saa erklærer jeg i Medhold af Loven og saaledes som jeg vil forsvare for Gud, at Kong Hakon er ret Arving til Norge, og ingen af de andre, som nu gjøre Fordring derpaa. Og til dette Lovsagn føjer jeg endnu, at jeg vil stride for ham, ja lade Livet for ham, om fornødent gjøres.” Denne Tale roste de fleste meget.
Om Amunde Remba.
93. Kong Hakon sagde til Amunde Remba, Lavmanden fra Rygjefylke: “Efterdi man har sagt, Amunde Bonde, at du har ladet dig forlyde med, at jeg ikke havde Ret til Norge, saa siig nu hvad du veed sandest for Gud at være.” Amunde svarede: “For mange skjønne Gaver maa jeg takke Skule Jarl, og ofte har jeg været saa vel beværtet af ham, at jeg ikke kan beskrive det; men aldrig har jeg saaledes drukket Vid og Oprigtighed bort, at jeg derfor skulde svigte Retskaffenhed og Sandhed; thi det veed jeg for Gud, at Kong Hakon er retmæssig Arving efter sin Fader, og født og baaren til Norge efter sin Fædreneslægt; men det har jeg ofte sagt, at Skule Jarl er ret og lovlig Arving efter sin Broder Kong Inge, og født og baaren til den Arv, der tilfaldt ham med Rette. Men nu har jeg noget at sige til nogle af eder Biskopper og til nogle af eder Leensmænd; kommer nu frem med de store Ord I talte, naar vi alle sade hos Jarlen i Herlighed og Glæde, og modtoge skjønne Gaver af ham; I besidde jo Værdigheder med megen Vælde, og kunne derfor uden Sky sige Sandheden; thi I have oftere og med større Overtalelser, end Amundes Lovsagn, egget Skule Jarl til at gjøre Fordring paa Norge, og for længe siden vilde han have yppet Ufred, hvis I havde raadet; men Gud give, at der maa herske god forstaaelse imellem Kongen og Jarlen, og mere kan jeg nu ikke tilføje denne Gang; men derom vil jeg bede Gud, at hver den, som har givet værre Raad i denne Sag, end Amunde Remba, havde nu et Horn i Hovedet, kun ikke som en Bispehue.” Arnbjørn Jensøn sagde da til Eisten Roesøn: “Eisten, min Fostbroder og Sovekamerad, vi ere begge gamle Beglinger, og have begge længe været i Herberge sammen, lader os nu frit forkynde hvad vi altid have sagt til Jarlen.” Eisten svarede: “Jeg tænker, at mange af os have sagt de Ord til Jarlen, som alle ikke nu ville staae ved; men det veed jeg for vist, at jeg aldrig hverken til dig eller ham har sagt, at Kong Hakon ikke var ret Arving til Norge.”
Hvad Thord Skolle sagde.
94. Derpaa bad Kongen Thord Skolle forkynde hvad Lov var i denne Sag. Han havde Lovsagn øster fra Svinesund. Thord sagde: “Ikke kaldes jeg Lavmand for nogen særdeles Kundskab til Loven, men ofte har jeg afgjort Sager imellem ringe Bønder; om Kongernes Delemaal veed jeg derimod lidet at sige, og mindst tænkte jeg at det skulde blive min Forretning, at dømme imellem dem. Men min Fader Thord kaldtes Lavmand, og han sagde mig, at hans Fader havde sagt til ham, og saaledes ogsaa vore Forfædre, at alle Nordmænd stedse skulde følge Kongens Søn, saalænge han var til, samt at det aldrig skulde gaae dem godt, som satte sig imod ham.”
Saxe Lavmands Udsagn.
95. Derefter bad Kongen Saxe paa Hauge at sige hvad Lov var; han var fra Hedemarken. Saxe talte saaledes: “Jeg var hos Kong Hakon, denne Konges Fader, og hørte alle sige, baade Biskopper og hele Almuen, da Kongen var død, at de gjerne vilde tjene hans Søn, hvis han havde nogen; og jeg siger intet andet Lovsagn, end at han er ret Arving til hele Norge efter sin Fader.”
Thorers Udsagn.
96. Da bad Kongen Thorer Lavmand at forkynde sin Lovsagn. Han var fra søndre Oplandene. Thorer sagde: “Om jeg end var saa vidløs eller ildesindet, at jeg vilde sige andet, end disse Mænd allerede have sagt, saa vilde mine Ord dog ikke have nogen Vægt; men nu kan jeg vidne for Gud, at jeg aldrig har sagt andet herom, og det forkynder jeg end for Gud, at Kong Hakon besidder hele Norge som ret Arv, og dertil føjer jeg, at alle vi Norges Mænd skulle følge Kongens Søn saalænge han er til, thi da gaaer det Norge godt, hvorledes det end siden gaaer.”
Ærkebiskop Guttorms Tale.
97. Da Lavmændene havde endt deres Taler, sagde Ærkebiskop Guttorm: “Nu have vi hørt vore Lavmænds Mening, og skjøndt disse have hver taget Tingen paa sin Maade, saa have de dog alle været enige om det, som vi allerede vidste var sandt, og det samtykke vi gjerne, at Kong Hakon er ene ret Arving til hele Norge af dem, som nu leve; men dog ville vi, at den Anordning og det Forlig, som er sluttet imellem Kong Hakon og Skule Jarl om Landets Deling, skal staae ved Magt, thi det er den bedste Maade at vedligeholde Freden, at de ere Venner indbyrdes; ligeledes bede vi Kongen om, at han vil vise sin Frænde Guttorm al mulig Gunst; men om Sigurd Ribbung have vi ikke noget at sige.” Derpaa holdt Gunnar Grynbag og Dagfinn Bonde hver sin Tale, som især gik ud paa at virke til Forlig og god forstaaelse imellem Kongen og Jarlen; og hermed endte dette Møde.
Kongens og Jarlens Samtale om Landets Deling.
98. Derpaa kom Kongen og Jarlen hver Dag sammen, og talte om deres Sager. Og da man nu skulde tale om Landets Deling i Trediedele, vilde Jarlen have den sydligste Trediedeel heelt nordpaa til Saltsyra, men Kongen sagde, at det var en større Deel, end man hidtil havde haft Exempel paa, hvis han fik fra Rygjebit og øster til Landegrændsen, men han vilde dog tilstaae ham det for Freds og Venskabs Skyld. De skiltes da ad for den Gang. Derpaa gik Leensmændene, Andreas Jonsøn, Lodin Gunnesøn og Sysselmændene fra Vigen til Kongen, og bade ham, at han skulde selv beholde Landet østerpaa, og anvise Jarlen noget i Thrøndelagen. Biskop Nicolai bad ligeledes om det samme, og lovede Kongen, at han i alle Dele skulde være hans Ven, baade hemmelig og aabenbare. Derpaa talte Kongen og Jarlen sammen; Kongen sagde, at han nu vilde drage øster i Vigen, men Jarlen skulde drage nordpaa til Throndhjem. Men da man nu forhandlede om dette Valg, sagde Kongen, at Landet skulde deles i tre Dele, og den nordligste Deel skulde regnes fra Norden af til Søndmør, men Jarlen vilde, at den skulde gaae lige til Sognsø, og da manglede der ham kun ti Skibsreder i at have det halve Land. Kongen afslog det. Da bad Ærkebiskoppen tilligemed Jarlen, at Delene imellem dem maatte bestemmes efter Grændserne imellem Ærkebispedømmet og Bergens Bispedømme. Og dette blev stadfæstet efter Ærkebiskoppens Raad. Da Delingen saaledes var afgjort, blev et Brev udstædt med Kongens, Ærkebiskoppens, Jarlens og Lydbiskoppernes Indsegl, at denne Deling skulde holdes urykkelig, og hvis der overgik Kongens Rige Krig, skulde Jarlen være forpligtet til at drage saavel øster- som nordpaa, naar Kongen behøvede det. Derpaa gjorde Biskopperne og Leensmændene sig færdige til at rejse hjem. Kongen tog de Mænd, som han ansaae for at være sig mest hengivne, med sig norden fra Landet, og ansatte dem øster i Vigen; og Jarlen havde ligeledes sine Venner hos sig. Kongen tog Guldbringen, som var det største af hans Skibe, og sendte det forud østerpaa; hans Morbroder Bjørn og Olaf Ingasøn havde Befalingen derover; men Kongen gjorde sig noget senere færdig, og bad Sigurd Ribbung følge sig øster i Vigen, hvilket denne lovede.
Om Skule Jarl og Sigurd Ribbung.
99. Men da Jarlen erfarede dette, forestillede han Sigurd, at han dog ikke skulde være altfor sikker, hvorpaa Sigurd drog med Jarlen nordpaa i Landet. Kong Hakon sagde til Jarlen, førend de skiltes ad: “Siden I, Jarl, vil have Sigurd med eder, saa sørger anstændig for ham, og see til, at han ingen Uro afstedkommer.” Dette lovede Jarlen. Jarlen drog nu nordpaa i Landet med sine Leensmænd og Krigsfolk, men Kongen drog øster i Vigen, og kom til Tønsberg paa Første Søndag adventus domini; der toge alle vel imod ham. Biskop Nikolai var forud i Tønsberg, og tog hæderlig imod Kongen, og gav ham mange Foræringer, men Kongen tilstod ham den nordlige Deel af Oslo Syssel og gav ham et Skib paa femten Rum med alt Tilbehør. Biskoppen drog fra Tønsberg tre Dage før Juul, og laae i Lovøerne Juledag. Da sendte Kongen Provst Jofrey og Dagfinn Bonde til ham, for at indbyde ham til sig om Julen, men Biskoppen sejlede tredie Juledag ind til Oslo, thi da fik han god Bør, men takkede dog Kongen for sin Indbydelse. I Julen beskikkede Kong Hakon Halvard Bratte og Simon Ko til Leensmænd. Dette var hans Regjerings syvende Vinter.
Ærkebiskop Guttorms Død.
100. Kong Hakon drog henimod Paaske ind til Oslo, og opholdt sig der en meget lang Tid af Vaaren i Thorleik Spages Gaard; thi Kongsgaarden var da endnu ikke opbygget, efterat den var afbrændt. Da kom nogle Mænd nordenfra fra Korsbrødrene og Jarlen med Breve, og forkyndte Ærkebiskop Guttorms Død, samt at de i hans Sted havde valgt Abbed Sigurd fra Tetra; han var den Gang udenlands. De bade Kongen give sit Samtykke dertil, og at skrive med ham til Paven. Kongen ændsede det ikke, men baade han og Biskoppen skreve Breve til Paven, som vare imod Sigurd, hvorimod de bade, at Peter paa Husestad, som den Gang blev sendt med Jarlens og Korsbrødrenes Breve til Paven forat anbefale Sigurd, maatte blive Ærkebiskop, og ved Guds Bistand blev han det ogsaa.
Kongens Brev til Værmeland.
101. Øster i Værmeland havde Sigurd Ribbung opholdt sig længe, den Gang han stred med Birkebenerne, og havde der anrettet megen Ødelæggelse paa Kong Hakons Rige. Kongen sendte Brev did, og stævnede mere end tyve af de mægtigste Mænd til sig. Værmerne overgav alt i Kongens Vold, men denne paalagde dem svære Bøder, hvilke han dog af Naade eftergav dem; men Ed aflagde de til Kongen, at de skulde være ham hulde og troe og aldrig lade hans Fjender trives i deres Land. Kong Hakon gjorde sig færdig til om Foraaret at drage fra Oslo til Tønsberg; paa Trinitatis Dag, da han beværtede sine Folk, opstod der et Klammeri i Byen imellem Hirdfolkene, Gjæsterne og Huuskarlene, og der faldt fem Mand, men mange bleve saarede; Kongen kom der i stor Fare, førend han fik dem skilt ad. Derpaa drog Kongen til Bergen; her kom vestenfra Gillekrist og Ottar Snækollsøn og mange fra Syderøerne til ham med mange Breve og Ærender fra deres Land. Da kom ogsaa Jon Jarl fra Ørkenøerne, og forligede sig med Kongen om de Sager, som vare dem imellem; han satte sin Søn Harald til Gissel, og blev om Sommeren hos Kongen.
Arne Hirdmands Drab.
102. Denne Sommer drog Skule Jarl til Helgeland, og kom til Kjøbstævnet paa Vaage; Sigurd Ribbung var med ham. Ivar Udvig var Jarlens Stavngjemmer; han lagde til i Kirkevaag. Om Morgenen, da Jarlen vaagnede, var hele Mandskabet paa hans Skib foran Masten borte, og han spurgte, hvor de vare. Man sagde ham, at de vare tagne til Stævnemøder ude i Vaage, og de fleste vare bevæbnede. Jarlen sprang op i bare Linned med sit Sværd, og de andre, der vare blevne tilbage paa Skibet, fulgte ham. Da Jarlen kom ud til Vaage, erfarede man, at Baard Flek og Thord Præst, Erik Bagges Søn, havde dræbt Hirdmanden Arne, Povel Vogeskalms Søstersøn, fordi han uden given Anledning havde dræbt deres Stalbroder Audgrim. Jarlen blev ilde tilmode herved. Men Ivar havde forenet sig med dem, og paataget sig Forsvaret for Hirdmændene; Povel Bonde var kommen ud om Natten, og var meget misfornøjet; om Morgenen, da Thinget blev holdt, tilbød Ivar Bod for Drabene, men Povel svarede og sagde, at Ivar skulde heller have sørget bedre for sin Sejlads, da han rejste fra Bjarmeland, saa at ikke de braveste Bøndersønner satte til, end stille sig i Spidsen for dem, som dræbte Kongens og Jarlens Hird og deres egne Stalbrødre; og han sagde, at han ingen Bod vilde tage imod af ham, hvormed Thinget endtes.
Sigurd Ribbungs Undvigelse.
103. Da Skule Jarl havde endt sine Ærender i Helgeland, styrede han nordenfra. Da han kom til Nideros, vare der komne hemmelige Breve fra Værmeland til Sigurd Ribbung fra nogle af de Værmere, der forhen havde svoret Kong Hakon Troskabsed, og fra dem, som før havde tjent Sigurd, at han skulde see til at komme bort fra Jarlen, og komme over til dem. Erling Rumstav, som før havde været Sigurds Bannerdrager, var nu hans Raadgiver. De oplagde nu det Raad med hinanden, at de om Morgenen tidlig Dagen før Olafsdag skaffede sig nogle Korkapper hos Klerkene, og gik saaledes ud over Markerne, ud over Steenbjerg, og saa op paa Gauleraas, hvor de skjulte sig en Stund. Da Gudstjenesten var ude i Byen, blev det meldt Jarlen, at Sigurd var borte; Jarlen sendte da Mænd ud allevegne fra Byen, for at opsøge ham, baade paa Skibe og til Hest, men han fandtes ikke. Jarlen lod en Islænder, som havde været hos Sigurd, nemlig Andreas Thorsteensøn, en Brodersøn til Sæmund i Odde, gribe, og sagde, at han maatte vide noget om hvor han var, men han vilde ikke tilstaae noget, og Jarlen lod ham hænge. Jarlen saggav ogsaa den Klerk, ved Navn Baard, som havde laant dem Kapperne. Biskop Gudmund var den Gang i Byen, og han talte Jarlen meget haardt til, fordi han havde ladet Andreas henrette, thi denne havde bestandig været hos Biskoppen. Jarlen skrev et Brev til Kongen, og lod ham vide, at Sigurd var løben bort, med det Forsæt at begynde Ufred; hvorpaa Kongen sendte Breve øster til Vigen, og bad dem tage sig i Agt.
Om Sigurd Ribbung og Olaf Mok Kongsfrænde.
104. Sigurd Ribbung drog øster over Fjeldet, og kom ned i Østerdalene; der mødte en stor Deel af hans Mænd ham efter hvad der forhen var overlagt, og han samlede et Parti; de droge saa efter til Værmeland, hvor mange Folk strømmede til ham, samt følgende Høvdinger: Thord Østmand, Erik Late og hans Søn Thord, Halvard Svade, Thorbjørn Krig; de vare i alt tolv Høvdinger, som havde mange Mænd med sig. Ligeledes kom til ham Harald fra Skotun, Alf Styrsøn og hans Broder Gjardar, samt Amunde paa Folevold med mange Folk. Værmerne toge imod alle dem, der kom did, og forøgede hans Styrke anseelig. Derpaa droge Sigurd og hans Mænd ind i Norge, og kom frem i Romerige. De overfaldt uventet Kongens Frænde, Olaf Mok, i Skaun paa Gaarden Lyrin, hvor han var til Bryllup, og omringede Husene; Olaf havde en stor Trop og mange raske Mænd hos sig; Ribbungerne tilbøde Olaf allene Fred, men ingen af de andre, men han svarede, at han ikke vilde modtage den, med mindre alle hans Kamerader fik den; dette lovede de rigtig nok, men da Olaf gik ud, grebe de ham, men dræbte alle hans Mænd, som gik ud. Der faldt tresindstyve Mand og tyve af Kong Hakons Hirdmænd. Saa kvad Sturla:
Nys voldsom Stridsopvækker
Fra Throndhjem flygted og fra
Vor Konges Svoger, gjerne
Han Herser styrte vilde;
Med Vaaben Erlings Slægtning
Oplandes Bygder hærged,
Og tunge Slag modtoge
Dets Mænd af Ribbungflokken.
Ribbungerne tvang Olaf til at sværge dem en Ed, at han aldrig vilde være dem imod, ellers vilde de dræbe ham; han svor Eden, men sagde dog, at han ikke kunde gjøre det med god Samvittighed. Strax da han var bleven fri, samledes der Mænd til ham, saa han fik sig en stor og god Trop, med hvilken han drog imod Ribbungerne, og dræbte nogle af dem, men da Ribbungerne havde Frænder i hvert Huus paa Romerige, saa fik de snart at vide, hvor han var, og overrumplede ham. Olaf slap ud, men faldt kort fra Husene; de dræbte de fleste af den Trop, han paa nu havde samlet.
Om Frederik Slafse.
105. Disse Mænd havde da Syssel i Hedemarken paa Kong Hakons Vegne: Ivar fra Skedjehof og Frederik Slafse. Indbyggerne paa Hedemarken udviste megen Manddom; de udsendte Krigsbudstikke, udnævnte Mænd af hver Treding til at holde Vagt baade Nat og Dag, og vedtoge over hele Hedemarken, at den skulde holdes for en Forræder mod Land og Konge, som ikke strax var rede, naar Nøden krævede det. De havde hundrede Mand af hver Treding til at bevogte Bygderne. Ribbungerne kom heller aldrig frem der, men derimod gjorde Bønderne Strejfetoge fra deres Bygder mod Ribbungerne øster i Værmeland og ud paa Romerige, og skaffede dem mangen varm Dag.
Om Kong Hakon.
106. Kong Hakon og Skule Jarl havde aftalt imellem sig, at den samme Vinter skulde Kongen holde sit Bryllup i Bergen, hvor de da skulde mødes. Kongen gjorde saa i Forvejen i Følge Aftalen Anstalter først til Julegildet, saa til Bryllupsgildet, men om Høsten drog han øster i Vigen, og fik et haardt Vejr, da han sejlede fra Rotte udenfor Jæderen; ved Solens Nedgang kom han til Sæløerne, de havde stærkt Stormvejr, men hans Skib Fredsbryderen kom dog ikke noget til. Saasnart Kongen var kommen i Havn, roede han i en Jolle de andre Skibe imøde; Hakon Kaaviis kom først, og Kongen anviste ham Havn, han havde mistet de fleste af sine Skjolde ved forstavnen, og Skibet var blevet meget læk. Kongen biede i Sundet til alle Skibene vare komne. Om Morgenen sejlede han til Hornboresund, hvor der allerede laae nogle Førselsskibe, som berettede ham, at Ribbungerne vare komne østen fra Værmeland med mange Folk, og havde dræbt Olaf Mok, hvis død Kongen beklagede meget. Thi Olaf var en brav Mand og Kongens Frænde, i det Olafs Farmoder var Kong Harald Gilles Datter; Olafs Farfader hed Ole den Oarge, og var Leensmand paa Romerige. Derpaa drog Kongen til Tønsberg, hvor Arnbjørn Jonsøn og Simon Ko kom til ham; Kongen meddeelte dem sit Forsæt, at han agtede sig nord til Bergen, saasnart han blev færdig, men de sagde, han maatte ingenlunde drage bort formedelst den Ufred der var. De overlagde da, at Kongen skulde sende Dagfinn Bonde og Hakon Kaaviis nordpaa, forat forkynde, hvad der forhindrede hans Afrejse; ligeledes skrev han Breve til den svenske Konge, og mindede ham om, hvilken Skade der var ham tilføjet af Værmerne, og bad ham ikke lade hans Fjender faae Understøttelse i hans Rige, thi den Forening, sagde han, havde fundet Sted imellem de forrige Konger, at begge skulde fordrive den andens Fjender fra deres Rige.
Om Kongen og Askel.
107. Kong Hakon sejlede efter til Kongehelle, men alle Ribbunger, som da vare i Vigen, undflyede op paa Marker; der var da roligt i Vigen, imedens Kongen var der. Da kom Askel Lavmand, der var gift med Junker Knuds Moder Kristine, til ham; Kongen indbød sin Frænde Knud til sig, og lovede, at vise ham megen Gunst, hvis han vilde være hos ham; Lavmanden optog denne Indbydelse vel, men fremkom dog med saadanne Betingelser, som Kongen næppe kunde indgaae. De talte meget om den Ufred, som Ribbungerne afstedkom; Kongen sagde, at han havde sendt to Breve til den svenske Konge, men intet Svar faaet; Lavmanden bad ham skrive tredie Gang, han vilde da være tilstede, naar Brevet blev læst, og tilføje hvad ham syntes passende. Kong Hakon lod da Brevet skrive saaledes, at den svenske Konge Erik for Enden af Aaret skulde have fordrevet hans Fjender fra sit Rige, ellers vilde han ufejlbarlig selv hævne den ham tilføjede Skade. Lavmanden lovede at bringe Kongen sikker Besked før Aarets Udgang; der holdtes et anseeligt Gjæstebud for ham i to Dage; derpaa skiltes de ad, og Kongen drog til Tønsberg, kom der syv Dage før Juul, og stævnede Leensmændene fra Romerige og Hadeland til sig; der kom da mange Krigsfolk til Kongen.
Om Kong Hakons beslutning.
108. Kong Hakon helligholdt Julen med megen Pragt; der kom jævnlig Mænd til ham, som klagede over Ran og Tyveri, der var tilføjet dem af Ribbungerne, Værmerne og Indbyggerne i Marker. Om Julen kom der Brev fra den svenske Konge, af hvis Indhold Hakon saae, at han kun lidet agtede at raade Bod paa den Ulæmpe Kongen havde klaget over. Derfor bekjendtgjorde Kongen, at han strax efter Juul vilde rykke imod Værmerne og Ribbungerne, for at hævne den Skade de havde tilføjet ham. Han sendte da Bud til Arnbjørn Jonsøn, at han skulde Møde ham ved Eideskov; men Simon Ko og Baard Brimsteen og Halvard Bratte skulde Møde ham paa Marker. Han holdt jævnlig Thing med sine Mænd, og befalede dem at have deres Vaaben i Stand; ligeledes sendte han Mænd til Folden, at de skulde have Heste tilrede for ham; men Indbyggerne paa Vestfold bragde ham to hundrede Heste, hvilke de forærede ham som et Beviis paa deres Hengivenhed.
Om Kong Hakon.
109. Kong Hakon drog fra Tønsberg tre Dage efter Juul; følgende anførere vare med ham: Nikolai Povelsøn, Gunbjørn Bonde og Harald Stangefylja. Men Kongen satte Olaf Ingasøn, Eisten Roesøn, Thrond Brynjolfsøn og to hundrede raske Mænd af dem, som vare sværest bevæbnede, til at blive tilbage paa Bjerget. Kong Hakon sejlede fra Byen udenskjærs paa en Skude; det var den ottende Vinter i hans Regjeringstid; da han kom til Hauksvig, kom der Skydsheste til ham, og han red der op paa Landet med alle sine Folk; og da han kom henimod Egebergsskov, kom de, som vare dragne til Lands, ham imøde tilligemed mange Borgere fra Oslo. Da holdt Kongen Samtale med sine Folk, og sagde, han vilde blive to Dage i Oslo, og befalede sine Mænd til den Tid at være færdige. Biskop Nikolai var i Byen, han havde spurgt, at Kongen agtede sig til Værmeland. Der var kommen en Præst derfra, som hed Jon; til ham sagde Biskoppen, at Kong Hakon med hele Norges Magt agtede sig til Værmeland, og vilde lade Kvinder og Børn brænde, men alle Præster skulde bindes til Stiger og hudflettes. Præsten rejste nu hurtig bort, og fortalte dette hvor han kom; han drog i to Dage fra Norge til Værmeland. Kongen sendte Harald Stangefylja tll Byen, og lod sige, at han vilde være i Bispegaarden, imedens han opholdt sig i Byen. Biskoppen svarede, at Kalve og ulve passede kun daarlig sammen, imidlertid red han dog Kongen imøde, og indbød ham med al Hæder. Men Kongen tog ind i sin Sysselmand Halvards Gaard. Kongen talte adskilligt med Dagfinn Bonde, iblandt andet hvad Beslutning han havde taget med Hensyn til sin Søn Sigurd, hvis han ikke skulde komme tilbage, eftersom han den Gang ingen anden Søn havde; han og Kongens Datter Cecilia vare Børn af Kaunga den Unge. Dagfinn Bonde vendte da strax tilbage, men da han kom østenfor Næs, nødtes han af Driviis til at vende ind til Fastlandet, hvor Ribbungerne paa de fleste Steder vare med store Troppeafdelinger, og en stor Mængde Tyske laae med deres Kogger i Sandefjord. Da de fik Efterretning om Dagfinn, toge de imod ham, behandlede ham vel, og lagde hans Skib imellem deres Kogger. Isak i Bæ, der havde Syssel i Sogn, havde været hos Kongen om Julen og faaet Orlov til at fare nordefter; han kom ogsaa ind i Drivisen, og tog ligeledes sin Tilflugt til Tyskerne, som modtoge ham vel. Han og Dagfinn biede der, indtil Isen mindskedes, og droge derpaa til Bergen.
Falsk Krigsrygte.
110. Kong Hakon drog fra Oslo om Mandagen; han drog op paa Romerige, og var om Natten hos Gunnars paa Berg, men Krigsfolket var rundtomkring i Bygden. Den næste Nat var han oppe ved Elven hos Kolbeen paa Fyre, og henved Midnat kom der Mænd til ham af Hestvagten, som sagde, at der var Ufred forhaanden. Kongen klædte sig i en Hast paa, og nogle Mænd løb ud; det var klart Maaneskin, saa man kunde see vidt omkring; Kongen vilde ikke lade blæse Allarm, da man intet Fjendtligt kunde blive vaer, men han sendte dog Mænd ud til Hest til alle Sider, for at holde Vagt. Der vare nogle Mænd komne ridende fra Hadeland; dem var det Hestevagten havde anseet for Fjender. Om Morgenen red Kongen med sin Hær østerpaa langsmed Aaen til Gaarden Næs, som var en stor Gaard med Kirke; der kom hans Sysselmænd fra Hedemarken til ham, Frederik Slafse og Ivar fra Skedjehof med halvandet hundrede vel udrustede Mand. Dagen efter drog Kongen efter til Elven, og var paa Gaarden Strøm, men Hæren laae deromkring; der berettede man ham, at Værmerne havde samlet en stor Skare Folk og faaet Efterretning om hans Tog; hvorpaa Kongen kaldte alle Høvdingerne til sig, og der udsattes Vagter, og udsendtes Spejdere. Klemens fra Holm drog hen til det første Vagthold med fiirsindstyve Mand, alle Ridende, en halv Miil fra Kongen. Det næste Vagthold var nærmere, og bestod af tredive Mand, og dernæst vare stillede syv Mand i en saadan Afstand, at man kunde see til Gaarden. Den næste Dag drog Kongen til Bygden Vinger, to Miil derfra, og her blev han om Natten, thi han tænkte, at Udsendinge fra Værmerne her skulde komme til ham. Den samme Aften overrumplede Ribbungerne nogle af Kongens Tropper, og dræbte nogle Mænd for ham.
Kong Hakons Tale.
111. Kong Hakon kaldte sine Høvdinger til sig, og anordnede hvorledes Toget skulde gaae for sig ind i Værmeland; thi efter hvad man hørte derfra, saa vilde man finde Modstand baade af Landets egen Hær og af Ribbungerne. Der vare ogsaa nogle, som fraraadte at gjøre et Tog ind i en anden Konges Rige, og som sagde, at der var en stor Hær i Værmeland, og hvis den svenske Konge greb til Modværge, saa kunde dette have farlige Følger. Kong Hakon talte da saaledes til Hæren: “Det er ikke Overmod, som driver mig til dette Tog, men om end baade Ribbunger og Værmer stille sig imod os, saa frygter jeg ikke for deres Modstand, thi vi stride for vort Gods og vor Frihed; men stiller selve den svenske Konge sig imod os, saa ville vi enten snart forliges, eller det maa gaae med vort Møde, som Gud vil. Men visselig skulle vi hævne den Skade, som er tilføjet os fra Sverrig, uden nogen Anledning fra vor Side.” Toget blev nu anordnet at skulle gaae for sig paa følgende Maade: Kongens Banner skulde drage først, med firsindstyve Mand, Skutelsvende og Hirdmænd, velbevæbnede og alle ridende, og med hver Hest fulgte en Svend til Fods. Spejderne skulde drage foran, hver med to Heste; efter dem fulgte to hundrede Mand; derpaa de fra Oplandene paa Slæder, og de udgjorde sex hundrede Mand; efter dem red Nikolai Povelsøn og Harald Stangefylja med tre hundrede ridende Mand, hvorpaa kom alt Mandskabet ude fra Søkanterne paa Slæder, over otte hundrede Mand; Toget sluttedes af Lodin Povelsøn og Erling Lydhorn, Harald Vesete, Gunnolf Hvide og Guttorm Erlendsøn med fem hundrede Mand. Der var gjort den Anordning, at Rytterne skulde drage foran og efter dem de paa Slæderne, og naar de traf paa Fjender, skulde Rytterne værge sig, medens de paa Slæderne toge deres Vaaben; og begge Hobe af dem, som fore paa Slæder, skulde hjælpe hinanden, hvis een af dem blev anfaldet, baade de, som droge foran, og de, som fulgte efter. Kong Hakon havde i Værmeland fem hundrede og tyve Mand. Hæren syntes dog formedelst Slæderne langt større, end den var, og skjøndt Isen, de droge over, var to Miil lang, saa var dog den forreste Deel af Hæren paa den anden Side af Isen, førend den bagerste endnu var kommen paa den.
Hvorledes Kongen kom til Værmeland.
112. Om Aftenen da Høvdingerne forlode Kongen, befalede han, at hele Mandskabet skulde holde Maaltid ved Midnat; derpaa lod Kongen blæse til Opbrud, og hele Hæren satte sig i Bevægelse i den forhen bestemte Orden; det blæste noget, og var meget koldt. Henimod Dag sendte Kongen nogle Mænd forud midt ind i Skoven, hvor der var et stort Herberge ved Kirken, og han befalede dem her i Gaarden at tænde en stor Ild. Det var lige i Dagbrækningen at Kongen kom til Ilden, og man varmede sig der en Stund, thi de fleste vare noget forfrosne; Kongen tog derfra med hele Hæren endnu førend det blev ganske lyst. Eideskov er tolv Miil lang, og der er en Kirke midt i Skoven, Vejen der er god og jævn, saalænge Isen ligger. Da Kongen kom ud af Skoven ind i Værmeland, mødte hans Spejdere ham med den Efterretning, at der vare ingen Tropper samlede imod dem i Landet, men alle Indbyggerne vare flygtede for Kongen bort fra Bygden op i Skovegnene; ligeledes vare alle Ribbungerne borte. Hæren drog da hen til nogle Gaarde, som hedde Morastir, som ligge nærmest i Landet herfra; der vare alle Folk hjemme, og Kongen bekjendtgjorde derfor, at han vilde behandle Bønderne fredelig, hvis de vilde give sig i hans Vold og overlade deres Sag til hans Naade.
Hvorledes Kongens Mænd stredes.
113. Kongen opholdt sig der nogen Stund, og gav alle Indbyggerne Fred; men Hestefodret gik der op. Kongen kom om Aftenen til den Bygd, som hedder Eidar, og var om Natten paa Gaarden Medalbæ, som tilhørte Odd Eriksen; det var Fredagen før Septuagesima. Kongen havde mange af Høvdingerne tilbords hos sig om Aftenen, thi han havde ført en Deel Viin med sig nordenfra, som ikke kunde føres videre for Frostens Skyld. Det tildrog sig da om Natten, at alle Flaskerne bleve kastede ud i Gaarden, og over en tredie Deel af hver var frussen; Kjøresvendene toge dem til sig, og brøde dem itu, toge derpaa og smeltede Iisstumperne, og nogle spiste de som de vare; heraf bleve de saa drukne, at de kom op at slaaes om Natten, og fjorten Mand bleve saarede, men mange kom til Skade. Om Morgenen fik Kongen dem strax bragte til Ro; Sysselmændene vilde have dem afstraffede, men Kongen tilgav dem.
Bygden ødelægges for Kongen.
114. Om Løverdagen kom alle Høvdingerne til Kongen, og Hæren var meget utaalmodig, og vilde afbrænde Bygden, men Kongen udsatte det til næste Morgen, da han tænkte, at Bønderne skulde komme til ham og bede om Naade; da de imidlertid mærkede, at der ikke blev noget af, saa gave de sig til at opbrænde Bygden, hvor de kom frem; men Indbyggerne havde saa ganske og aldeles forladt Bygden, at der fandtes ikke en Mand paa nogen Gaard. Saa kvad Sturla:
Landsforræderiet
Mod Alherskeren
Østen for Skove
Ej blev straffet ringe,
Da løsladt
Fyrsten havde
Lundes Opsluger
Mæt af Tømmer.
Hvert Hus opslugte
Med hedest Gab
Træers Fortærer
I Værmers Bygd,
Og rædsom glubsk
Vidjehunden
Gjennem Gaardsport
Tudende foer.
Saa siger Olaf Hvideskjald:
Kampstormes Vækker! Værmers
Forræderi du straffed
Da, Konge! du bød Flammen
I deres Huse rase;
Til Bønders Kval antændtes
Den vældig høje Lue,
Saa tapper Kriger Ilden
Du øvet Svig lod revse.
I Nærheden af en Sø kom der en gammel Kjerling løbende ud, og spurgte: “Hvor er Nordmændenes Konge?” Man sagde hende det; hun gik dristig frem for ham, og bad om at man vilde lade være at brænde hendes Datters Gaard, da hun havde tordet blive hjemme; Kongen lovede hende det, og kaldte een af Gjæsterne, ved Navn Jon Omage, og tre andre til sig, og befalede dem at passe paa Gaarden, at den ikke blev brændt, fordi denne Kone var den eneste af Værmerne, som vilde bede ham om Naade; og sagde, at flere Bygder vilde være blevne forskaanede, dersom nogen var kommen til ham forat bede om Naade.
Om Braader, som vare huggede for Kongen.
115. Derefter kom nogle Mænd til Kongen, og berettede ham, at Værmerne havde fældet Træer for ham kort fra den Kirke, som hedder Nykirke. Kongen sendte da et hundrede Mand Ryttere og Bueskytter forud; men da disse kom til Braaden, vare der kun faa Mænd tilstede ved den, hvilke strax flygtede bort; Braaden blev da hugget sønder med Buløxer, og Kongen lod imidlertid Vagter udstille, at ingen skulde overrumple dem. De, som rede først over Braaden med Kongen, kom hurtig frem, og siden ledte man i Ro og Mag Hestene over den. Det blev forkyndt dem, som kom sidst, at Kongen var kommen over Braaden, og stred med Værmerne; den hele Hob styrtede da frem imod Braaden, og der blev en stor Tummel, da Slæderne brødes itu. Men da Kongen hørte Allarmen, troede hans Folk, at det var Fjender, og vendte paa det hurtigste tilbage; der var da nær afstedkommet en Ulykke, førend man kjendte hinanden; de droge derpaa til Bygden Aurik ude i Landet.
Om Krigsrygte.
116. Kongen kom did med sine medfølgende Folk tidlig paa Aftenen; og da han var afklædt, blev der blæst i Lurene, og forkyndet, at Værmerne vare komne, og sloges med de Tropper, som var bagefter i Skoven. Kongen sprang op tilligemed den Deel af Hæren, som var fulgt med ham, og de rede hen mod Skoven; men der mødte den anden Del af Hæren dem, og de havde ikke mærket noget til Fjender; de, som havde udspredt dette Rygte, havde derfor nær maattet undgælde det med Livet. Folkene søgte da efter Bestemmelsen til Boderne. Før Dag kom der sex Mand fra den Bygd, som hedder Strand, med en ved Navn Geir i Spidsen; de bade Kongen om Naade, og gave sig ganske i hans Vold. Kongen tilstod dem Naade og Fred, og angav dem det Mærke over alle de Byer eller Gaarde, som vare i Bygden, at de skulde tage en stor Stang, binde et hvidt Klæde ved den, og rejse den op paa det højeste Huus i Byen; derpaa skulde alle kjende de Byer, som var tilstaaet Naade. I denne Bygd vare der ikke flere end fjorten Byer, imidlertid gjorde flere Mænd det samme Mærke, og fik alle Naade.
Om Kongens Tog i Værmeland.
117. Derpaa rykkede Kong Hakon med hele Hæren frem i Værmeland, og Bygderne bleve brændte hvor de droge frem, men ingensteds var der nogen hjemme. De droge heelt ud til Bygden Gladethors, og brændte der. Medens Kongen var her paa Gaarden Knoll, kom Bønderne til ham, bade i Indbyggernes Navn om Naade, og gave sig ganske i Kongens Vold; og eftersom Ribbungerne ikke havde været der ude i Landet, tog Kongen imod Forlig, og lod sig give otte Gisler, som maatte følge hjem med ham. Kong Hakon vendte derpaa tilbage hjemad, og var om Natten paa Strand hos Bonden Gisl, i hvilken Egn der ikke blev brændt. Værmerne sige, at en hellig Mand, ved Navn Thorgeir, er der begraven. Kongen drog derfra om Morgenen, og da blev brændt, hvor de droge frem, thi der kom ingen forat bede om Naade. Næste Nat var Kongen paa Sørvik ved Kjølen, og de droge om Morgenen hen til Bygden Holmedale; men paa Vejen derhen havde Indbyggerne samlet sig imod dem rundt omkring i Bjergkløfterne og det tykkeste af Skovene, og man skjød paa hinanden en Stund; derpaa sprang Nordmændene af Hestene og løb ind i Skoven efter dem, men Værmerne toge Flugten, og maatte lide en haardere Medfart, end de andre, der ingen Modstand havde gjort; der blev saa reent afbrændt, at der ikke blev Hytte tilbage. Denne Bygd havde været besat af Ribbungerne, og de fleste af Bønderne havde gaaet Sigurd tilhaande. Saa kvad Sturla:
Mod Himlen flagred Flammen,
I tømret Sal den raske
Den Skovens Plage Folket
Heel vidt da tyktes sværme.
Meenederisk Almue
Af Kongen blev udryddet,
I Værmers Land, da Helten
Rødfarved sleben Klinge.
Da Kongen rykkede mod Vester-Holmedal, kom baade Præster og Bønder ham imøde, og bade om Naade. Kongen bekjendtgjorde da, at man skulde høre op med at brænde under Fortabelse af Liv eller Lemmer. Om Natten var han i Vester-Holmedal hos en Præst, som beværtede godt, men ikke kunde give andet at drikke end Valle; overhovedet fik de ingensteds Øl at drikke i Værmeland, men Kjød manglede der ikke paa, da Kvæget ingensteds var drevet bort. Næste Morgen drog Kongen vester til Skoven, kom midt paa Dagen ind i sit Rige, og var om Natten i Borgesyssel paa Folkesberg; der havde han nok af alt hvad han kunde ønske.
Om Arnbjørn Jonsøn.
118. Arnbjørn Jonsøn havde fire hundrede Mand, og agtede efter Aftale at Møde Kongen ved Eideskov, men da kom der en Hær af Ribbungerne, og han vendte strax tilbage efter dem; men de toge den nærmeste Vej ud til Oslo. Da de kom der, vare der ingen Birkebener i Byen, hvorfor de ikke tøvede der, men vendte sig vesterpaa til Tønsberg. Arnbjørn kom om Aftenen til Oslo, som Ribbungerne vare dragne bort om Morgenen før. Biskop Nikolai var Arnbjørns Fosterfader og gode Ven, han opholdt ham om Dagen hos sig, og foregav, at han vilde give ham gode Raad; men de fteste mene, at han gjorde det, forat Ribbungerne kunde komme saa meget desto længer bort. Arnbjørn blev silde færdig fra Byen, thi hans Folk vare meget drukne, og han drog kun et kort Stykke den Nat, medens Ribbungerne derpaa skyndte sig det bedste de kunde. Da de kom ud til Lier, var der en Bonde fra Tønsberg, som hed Reidulf Guldkrop. Da han fik Nys om Ribbungerne, drog han hurtig ud til Tønsberg, og der blev strax blæst Allarm i Byen. Olaf laae med halvtredie hundrede Mand paa Bjerget; men man vilde næppe fæste Lid til Reidulfs Ord, og agtede kun lidet derpaa. Povelsmesseaften kom Ribbungerne til Byen. Eisten Roesøn reddede sig med Nød og næppe op paa Bjerget, og da han var kommen op i Kleven, fældte de Kongens Skutelsvend ved Navn Runolf; der faldt ogsaa Grim den Hvide, og endnu flere af Kongens Mænd bleve dræbte hist og her i Byen; fjorten Mand faldt der. En af Hirdmændene, Ketil Staur, og en af Gjæsterne, Eilif Dverg, vare oppe paa en Loftsal, og forsvarede sig der hele Natten saa mandig, at der næppe findes Exempel paa, at to Mænd have værget sig saa tappert, som de. Men Ribbungerne reve Huset ned over dem, og stak derind med Spyd; de faldt da begge med megen Hæder.
Ribbungerne opbrændte Skibene og toge Ledingen.
119. Om Natten da Ribbungerne havde ransaget Byen, begave de sig nord under Bjerget, og opbrændte der Kongens Skibe, et paa tyve Roerbænke og Forligbryderen, og i det hele brændte de der sexten Skibe, og dræbte to uskyldige Kjøbmænd. Strax i Dagbrækningen droge de bort og vesterpaa til Folden, optoge Kongens Leding hvor de kunde faae den, og plyndrede Bønder og Kjøbmænd hvor de kom frem. Om Dagen ved Middagstid kom Arnbjørn til Byen, og man sagde ham da, at han vilde ikke faae fat paa nogen af Ribbungerne for denne Gang; hvorpaa han vendte tilbage til Valdisholm med hele sin Hær.
Om Simon Ko.
120. Simon Ko og Halvard Bratte vare efter Kongens Befaling dragne op paa Marker med sex hundrede Mand; da de kom der, var Kongen dragen nordpaa, og de vendte da tilbage. Kong Hakon tog den nærmeste Vej fra Folkesberg til Oslo; om Natten var han i Bygden Leerheimsskov, men om Morgenen drog han ud til Oslo, hvor han holdt Stævne med Høvdingerne; der kom da Mænd til ham fra Tønsberg, og forkyndte ham hvad der var forefaldet. Paa Stævnet sagde Kongen: “Jeg har hørt, at Ribbungerne agte sig op paa Hedemarken imod de Tropper, som Bønderne der have samlet imod dem; nu vil jeg dele Hæren i tre Dele; Lodin Gunnesøn og Gunbjørn og Oplændingerne skulle tage den ene Trediedeel, og drage op paa Romerige efter Ribbungerne, hvis de ere dragne til Hedemarken eller derfra østerpaa, men have de ikke været i Hadeland, skulle de vende sig vester til Aseskov imod dem og ud ad Hadeland; jeg derimod vil tage til Haledal og den nærmeste Vej til Hadeland, hvorhen følgende Høvdinger skulle følge mig: Nikolai Povelsøn, Harald Stangefylja og Frederik Slafse; men Erik Lydhorn og Klemet fra Holm, Harald Vesetesøn og nogle, som ere udnævnte dertil fra Folden, skulle drage til Tønsberg og ikke længer, med mindre de spørge noget til Ribbungerne.
Om de udsendte Spejdere.
121. De Udsendte, som droge op i Landet, spurgte, at Ribbungerne ikke havde ladet sig see der, hvorfore de vendte sig vesterpaa igjennem Aseskov; her havde de en meget besværlig Vej, og maatte om Natten ligge under aaben Himmel. Da de vare komne ud af Skoven, toge Sysselmændene Vejen op paa Hedemarken, men Lavmændene og Gunbjørn den nærmeste Vej ud imod Kongen. Da denne kom til Hakedal, mødte nogle Spejdere ham, som berettede, at Ribbungerne vare dragne fra Vestfold op paa Ringerige, men siden vidste de ikke, hvor de havde begivet sig hen. Kongen lod alle Høvdingerne befale, at de skulde holde sig færdige til om Morgenen tidlig; hvilket skete. Kongen kom tidlig til Opdalen; da han var kommen til Hadeland, erfarede han, at Ribbungerne vare ikke komne her forbi, hvorpaa han vendte tilbage, ud ad Bygden; om Natten var han paa det Sted, som hedder Grattagref, og sendte Øgmund Ølmodsøn selvtolvte ud paa Spejderi; de vare forsynede med gode Heste. Om Aftenen, da man lavede Maden til, sagde den, som sad paa Vagt ved Tagvinduet, at de udsendte Spejdere vendte tilbage til Gaarden, og at der var Ufred forhaanden. De, som først løb efter deres Vaaben, havde slaaet Døren i Laas, saa det varede noget, før de andre kunde komme ud; der laae megen Sne, og Kongen befalede sine Mænd at gaae hen paa en nærliggende Højde, og træde sig en banet Vej, indtil Tropperne, som laae omkring i Bygden, kunde komme til ham. Da kom Øgmund til Kongen, og sagde, at han havde mødt Ribbungerne paa deres Fart, men hvor mandstærke de vare vidste han ikke. Kongen talte Spejderne haardt til, fordi de havde taget Flugten, førend de behøvede det, saa at de ikke kunde bringe nogen tilforladelig Efterretning. Der bleve da sendte nogle andre paalideligere Spejdere med Øgmund. Han sagde, førend han forlod Kongen: “Gud lade mig komme saaledes tilbage, at jeg har lært at kjende enhver Ribbung, eller de have lært at kjende mig.”
Ribbungerne drage fra Vestfold.
122. Da Ribbungerne droge fra Vestfold, foer de op i Oplandene og kom ind i Romerige, og stævnede saa imod Birkebenerne; men ingen af dem havde faaet Nys om hinanden, førend de nylig omtalte Spejdere. Ribbungernes Spejdere vendte ogsaa tilbage, og sagde, at de havde seet nogle bevæbnede Mænd, men de vidste ikke hvor mange de vare. Sigurd var paa Gaarden Suttang, hvor han ved Erling Rumstav, der med sex Mand sendtes paa Spejderi, erfarede, at Kong Hakon var paa Hadeland; hvorpaa han lod sende Bud til Bygden, forat samle sine Folk; de vare paa en Høj, og havde en daarlig Hytte. Han sendte fem af de bedst bekjendte Mænd paa Spejderi, og disse mødte i Dagbrækningen Øgmund og hans Medfølgere paa Gaarden Jafnager; der ved Kirkegaarden faldt alle Ribbungernes Spejdere.
Om Kong Hakon og Øgmund.
123. Kong Hakon rykkede Klokken tre om Morgenen, fra Gaarden med hele Hæren; han mødte da Øgmund, og spurgte ham, om han vidste noget til Ribbungerne? Øgmund svarede, at Ribbungernes Spejdere ventede paa ham der ved Kirkegaarden, hvorpaa Kongen roste ham, at han havde gjort sine Sager godt. Birkebenerne glædede sig nu til, at de snart skulde have en Dyst med Ribbungerne, thi de vidste nejagtig, hvor de havde været om Natten, og skyndte sig da af alle Kræfter. Men Ribbungerne vare dragne afsted om Natten, og havde vendt sig ned til Søen Thyre, og vare allerede borte, da Kongen kom der hvor de havde været. Birkebenerne forfulgte nu deres Spor alt hvad de kunde. Men da de kom til Søen, droge Ribbungerne over Isen vesterpaa til Dalene. Kongen rykkede efter dem, thi der var ikke langt imellem dem. Der laae dyb Sne, og Vejen var saa smal, at der ikke kunde ride mere end to ved Siden af hinanden. De bagerste Ribbunger havde kastet Klæder og Vaaben paa Isen; de vare vel bekjendte i Dalene, og søgte først derhen, hvor Uføret var størst og Vejen trangest. Og da de kom op paa en høj Bakke, saaledes at de kunde see Birkebenerne paa Isen, holdt de Raad, om de skulde drage op paa Thelemarken eller op i Haddingedalen, og saa til Valders, og derom bleve de enige, thi da meente de at kunne vende sig nordpaa til Sogn imod Havet eller østerpaa til Østerdalene; de droge afsted alt hvad de kunde.
Om Kong Hakons Tog.
124. Kong Hakon lod Hæren standse, da han kom til Enden af Søen, og mønstrede den, og han havde da kun to hundrede Mand foruden Svendene. Han holdt Raadslagning med sine Mænd, af hvilke de fleste fraraadte at drage længer, da Hestene vare saa udmattede. Kongen drog da over Modheim den nærmeste Vej til Tønsberg. Man bad ham om at lade sine halv opbrændte Skibe istandsætte, og derpaa at sejle nordpaa i Landet, forat drage forstærkning til sig. Medens Kongen var i Tønsberg, kom der Brev nordenfra fra Skule Jarl, hvori denne beklagede sig over, at Kongen ikke efter Løfte var kommen til Bergen om Julen, da han derimod efter deres Aftale var dragen did nordenfra, eftersom Kongen skulde holde sit Bryllup der efter Julen. Jarlen tilføjede, at han vilde oppebie Kongen indtil Paaske, men hvis han da ikke kom, saa vilde han ansee det som et Venskabsbrud, og han vilde da ogsaa betænke sig paa, om han vilde holde de indgaaede Forpligtelser eller ej. Alle Kongens Venner bade ham om at holde sit Løfte; og derfor blev der ikke noget af hans Tog op i Landet. I Vigen lagde sig da Isen saa stærkt, at ingen kunde mindes Mage dertil; selv ikke fra de højeste Fjelde kunde man see aaben Sø, men derimod saae man mange Skibe, baade Kogger og andre, indefrosne i Isen; og om Vaaren forgik mange Skibe, som man aldrig mere hørte noget til.
Om Gaute Præst.
125. Kong Hakon sendte Gaute Præst øster til Vætteherred, forat indkræve Leding; han red den nærmeste Vej efter over Folden. Faa Dage efter kom han ridende tilbage med tre hundrede Heste; det var syv Dage efter Midfaste, og da laae Isen endnu fast over hele Folden. Kongen lod da foranstalte, at de forbrændte Skibe bleve istandsatte; det Skib, som kaldtes Oxen, stod i Skibsstadet nærmest under Bjerget ved Danekleven; dette havde Birkebenerne bevaret saa vel, at det ikke blev brændt, thi dette Skibsstade er saa vel beliggende, at Skibet der fra Bjerget af godt kan beskyttes mod Ilden.
Om Ribbungerne.
126. Da Sigurd Ribbung havde spurgt, at Kongen havde Sæde paa Bjerget, stævnede han alle sine Folk til sig; Bønderne paa Hedemarken havde ogsaa samlet sig, og passede vel paa, des mere søgte Ribbungerne at overrumple dem. Men efterat Kong Hakon havde fordrevet Ribbungerne fra Ringerige, hørte man i nogen Tid ikke til dem; Bønderne skiltes derfor ad, men holdt dog Vagt ved Bygderne. Der siges, at nogle vare saa utroe imod Bønderne og Kongen saa lidet hengivne, at de hemmelig sendte Bud til Ribbungerne, hvorpaa disse med hele deres Hær droge fra Romerige, og kom op paa Hedemarken i Bygden Skaun efter Midnat; denne Bygd var besat med Kirker og gode Gaarde. Men i det Øjeblik Baglerne bleve det vaer, ringede de med Stormklokken i Sognets Hovedkirke (4; da Ribbungerne imidlertid vare komne midt ind i Bygden, saa var det vanskeligt at faae Folk samlet, thi de dræbte alle, som vilde tye til Samlingsstedet; de brændte ogsaa to store Gaarde (Kaastad og Hverfne) (5), hvor to af Kongens Mænd boede, som havde mest at sige hos Bønderne. Da Bønderne nu saae det brænde, tyede nogle derhen, andre til Samlingsstedet, og Ribbungerne rede om i Bygden, og dræbte hvem de traf paa. Men hvor Sysselmændene vare og hvor nogle havde forsamlet sig derfra red man hen til de Steder, hvor der vare flest Ribbunger samlede. En rask Mand, ved Navn Jon Sandhavre, som bar Bøndernes Banner, red saa hæftig frem, at han, og flere med ham, faldt, førend Hærene stødte sammen. Da Bønderne saae deres Mænds Fald, vendte de sig paa Flugt, og hver sørgede for sig. Ribbungerne satte efter de Flygtende, og dræbte saa mange de kunde, men saasnart Sysselmændene kom længer nordpaa i Bygden, udsendte de Krigsbudstikke til en ny Kamp; men da gik det, som Ordsproget lyder: Vanskeligt er det Flygtning at standse. En to eller tre Gange samledes rigtig nok Bønderne, men strax naar de saae Ribbungerne samle sig og hvor mandstærke de vare, saa toge de Flugten; Ribbungerne bleve da saa meget desto dristigere, som de mærkede at Bønderne bleve ræddere. Derpaa søgte Birkebenerne at sørge for sig selv, men Biskon Halvard drog til Ribbungerne, og tog imod Fred paa Bøndernes Vegne. Kongens Mænd droge vester over Fjeldet, og ud over Thotn til Tønsberg. Ivar fra Skedjehof og Thorgeir Biskopsmand berettede Kongen hvad der var forefaldet, hvorover denne blev meget misfornøjet. De bade ham om at drage op paa Hedemarken imod Ribbungerne, men det gik ligesom før, at hine andre Mænd fraraadte Kongen det, og bade ham drage nordpaa efter den imellem ham og Jarlen trufne Aftale.
Om Ribbungerne.
127. Ribbungerne bemægtigede sig de faldne Mænds Gods, men paalagde Bønderne svære Bøder, og sluttede Forlig med dem. De vendte sig derpaa ind i Vigen, og fore meget dristig frem; nogle Afdelinger kom Byen saa nær, at de vare kun en Miil derfra. Da Kongen erfarede dette, udnævnte han, ni Troppeafdelinger til at fare fra Byen imod Ribbungerne, hvilke droge ud under følgende Anførere: Gunbjørn, Harald Stangefylja, Ivar fra Skedjehof, Guttorm Erlingsøn, Isak i Bæ. De traf Ribbungerne i Osloherred paa Gaarden Angløse; der holdtes et Slag, i hvilket Birkebenerne sejrede; Nikolai Reidars Broder, en anseelig Mand blandt Ribbungerne, faldt tilligemed hundrede Mand. Efter den Tid torde Ribbungerne ikke komme Tønsberg By saa nær, som før.
Kong Hakons Bryllup.
128. Torsdagen efter i Paaskeuge lod Kongen sine Skibe bringe tvært over Næsset udenfor Skeljasteen, og derpaa i Hundsund; der laae endnu fast Iis, men i Havet og alle Sundene udenfor var Isen tøet. Efter Paaskeuge sejlede Kong Hakon til Bergen, og var sex Dage undervejs. Jarlen var der allerede, og modtog Kongen vel. Nu blev der gjort Anstalter til Kong Hakons og Jomfru Margretes Bryllup, til hvilket Leensmændene og de anseeligste Bønder over hele Gulethingslag bleve indbudne; der kom ogsaa mange Gejstlige. Brylluppet stod paa Trinitatis Dag, og holdtes i fem Dage med et prægtigt Gjæstebud. Kongen beværtede alle Mandfolkene i Julehallen, men Dronningen var i Sommerhallen med alle Kvinderne; Klostermændene med fem Abbeder i Spidsen vare i en særegen Stue.
Om Kong Hakons Vagt.
129. Før Brylluppet havde Kongen sendt firsindstyve Mand op paa Valders under Anførsel af Olaf Standeyk, Gunnar Sam og Klemet den Lange. Dette skete, forat de skulde holde Vagt, saalænge Brylluppet varede, at Ribbungerne ikke skulde gjøre noget Anfald. Men da de kom op paa Valders, vare der allerede nogle af Ribbungernes Troppeafdelinger; disse gik Birkebenerne strax imod, og holdt Slag med dem. Der faldt mange Ribbunger og to af deres Formænd, af hvilke den ene hed Ulf Skygner, den anden Thorer Pæla; begge havde været blandt de værste Ransmænd. Derefter droge Birkebenerne ind i Gudbrandsdalene, og det kom endnu til Skjærmysler imellem dem og Ribbungerne; Birkebenerne gik sædvanlig af med Sejeren, men mistede dog een af deres Formænd, Gunnar Sam.
Hvorledes Jon Staal kom til Kongen.
130. Kong Hakon og Skule Jarl opholdt sig længe om Sommeren i Bergen. Kongen lod da udskrive Leding, baade af Folk og Levnetsmidler, over hele Gulethingslag, hvorpaa han gjorde sig færdig til at drage øster i Vigen med tredive Skibe, men Skule Jarl vendte tilbage til Throndhjem. Der var forud gjort den Aftale, at Jarlen, strax naar han kom nordpaa, skulde drage landvejs til Mjøsen, og der Møde Kongen; men den, som kom først, skulde sørge for at skaffe Skibe tilveje. Da Kong Hakon sejlede udenfor Jæderen, kom der en Busse fra England, paa hvilken Jon Staal var ombord; han havde gjort en Valfart til den hellige Ærkebiskop Thomases Grav. De sejlede nær til Kongeskibet; Kongen spurgte efter Ærkebiskoppen, men de sagde, han var i England og færdig til at drage til Norge; Kongen spurgte fremdeles, hvem der var bleven Ærkebiskop, hvortil Jon svarede: “Ham som I ønskede, Peter paa Husestad;” Kongen takkede Gud derfor. Om Aftenen da Kongen lagde i Havn, sendte han Breve Ærkebiskoppen imøde til de Steder, hvor han maatte lande, at han skulde være Gud og ligeledes ham velkommen. Da Kongen sejlede forbi Lindesnæs, kom Frederik Slafse ham imøde, og sagde ham, at Ribbungerne vare der rundt omkring i Bygderne, og øvede meget Ondt baade mod Kongen og Bønderne. Kongen styrede da ind i Sundene, og sendte nogle lette Skibe ind til Marnedal imod Ribbungerne, de dræbte nogle af dem, droge derpaa længer østerpaa, og fangede hist og her nogle af Ribbungerne; men da Kongen søgte ind i Vigen, blev det forkyndet ham, at Ribbungerne vare øster paa Næs og i Skeen; en Mand, ved Navn Grimar Svange, holdt just da sit Bryllup. Men da Kongen spurgte dette, steg han paa en Skude, og sejlede mod Ribbungerne, men de fik Nys derom, og forlode Byen om Natten. Kongen kom i Dagbrækningen, og da han forfejlede dem, styrede han igjen ud ad Fjorden, sejlede ind i Vigen, øster ad Grindholmesundene og derfra ind til Oslo. Korsmesseaften kom han ind til Næsodde med sexten Skibe; der deelte han Flaaden; syv Skuder roede ud under Trælebjerg under Anførsel af Ivar fra Skedjehof; de gik paa Land, og laae om Natten i Elvineegg; men om Morgenen i Dagbrækningen roede Kongen ind til Byen. Ribbungerne vare i Byen, og søgte op i Landet, saasnart de bleve vaer, at Skuderne roede til Bryggen; Ivar kom dem imøde udenfor Byen, saa Ribbungerne søgte strax igjen tilbage til denne; da var Kongen kommen op paa Bryggen, og søgte da strax op i Byen. Der skete kun liden Modstand; af Ribbungerne faldt over tyve Mand, men alle de andre frelste sig i Kirkerne; om Morgenen gav Kongen dem Fred. Saa siger Sturla:
I Oslo Ransmænds Tvinger,
Gav Ribbungers Hærskare
En Aften, rig paa Rædsler
Af Krigs-Uvejrets Trængsel.
Strax om Aftenen drog Kongen fra Byen til Tønsberg den nærmeste Vej.
Ærkebiskop Peter kommer i Land.
131. Da Ærkebiskop Peder kom i Land, sendte han det Brev til Kongen, som Paven havde givet ham med, og hvori han anbefalede ham til Kongen; desuden bad Ærkebiskoppen i sit Brev om Kongens Venskab, og forsikrede ham om sin oprigtige Hengivenhed. Paa denne Tid kom der ogsaa Breve til Kongen fra Skule Jarl og Korsbrødrene i Nideros, af Indhold, at Bedrageren Peter var nu kommen i Land, og at han havde kjøbt sig Ærkebispenavnet for den hellige Kong Olafs Penge, og de bade Kongen at lade ham gribe som en anden Bedrager imod den hellige Kirke. Selve disse Breve sendte Kongen til Ærkebiskoppen tilligemed sit eget, hvori han bød Ærkebiskoppen komme til sig eller at bie efter ham i Kongsgaarden; Kongen lovede derhos selv at ledsage ham til hans Ærkesæde. Da Kongen kom til Tønsberg, kom nogle store Skibe til ham, som han før havde afsendt; ombord paa dem vare Dronningen og Kongens Moder; da kom ogsaa Leensmændene og Sysselmændene fra Vigen til ham; han skyndte sig da ind til Oslo. Da kom der en dansk Præst til Kongen med Brev fra Sigurd Ribbung, som bød Kongen til at holde et Slag med sig ved Drammensfjord; men man meente, at Kongen ikke kunde sejle did med de store Skibe for Strømmens Skyld. Da sagde Præsten: “Han gjør eder ogsaa det Tilbud, at I skal sejle ind til Oslo og gaae nordpaa til Leira; han vil da komme did, og stride med eder; da have begge lige lang Vej at drage.” Dette tog Kongen med Glæde imod, men da drejede Præsten om, og sagde, at Ribbungerne fandt det var ligesaa bekvemt, at Kongen rykkede op til Eid, og at de der mødte hinanden og strede paa Eidsvold. Kongen svarede: “Meget længere Vej have da vi Birkebener, som først ere sejlede paa vore Skibe fra Bergen, og siden skulle ride dem otte Miil imøde, medens de kun have tre Miil til Søes over Vandet; men vil Sigurd Møde os der, saa skynd dig, Præst, og forkynd Ribbungerne, at de skulle faae Kong Hakons Banner at see paa Eidsvold, saasnart Gud under Lejlighed dertil.” Derpaa droge Birkebenerne saa hurtig som muligt ind til Oslo.
Om Skule Jarls Tog.
132. Skule Jarl drog i følge den med Kongen trufne Aftale op i Landet tilligemed Gregorius Jonsøn, Povel Vogeskalm, dennes Søn Nikolai og Peter i Giske. Jarlen havde en talrig og smuk Hær; havde ladet mange Skibssøm slaae, som bleve førte paa Heste; ligeledes havde han mange Tømmermænd med sig, og drog meget hastig frem, indtil han kom i Søndre Gudbrandsdalene. Da sendte han halvandet hundrede Mand forud, anførte af Kolbeen Katteryg og Ivar Udvig; de kom til Hammer midt paa Dagen; Sigurd Ribbung var der i Bad, og reddede sig med Nød og næppe paa sit Skib; nogle Mænd af dem faldt; han roede da ud paa Søen, raabte til Birkebenerne, og spurgte, hvo der var Anfører for de Folk, som vare komne nordenfra. Ivar svarede: “Skule Jarl Anfører dem.” Derefter roede Sigurd hen til Øen, hvor hans Mænd vare, og sendte Erling Rumstav til Jarlen; han blev vel modtagen; derefter holdt Skule Jarl og Sigurd en Sammenkomst med faa Mænd, og talte nogen Tid sammen. Jarlen tog siden Biskoppens Skibe og alle de andre han kunde faae; ogsaa lod han fem Skibe bygge, større end nogen der hidtil vare byggede i Oplandene, men som dog bleve gjorte med altfor megen Hast.
Om Kongen og Birkebenerne.
133. Da Skule Jarl drog fra Tønsberg, sendte han en Graamunk med Brev til Kong Hakon; han traf Kongen paa Fjorden, da han sejlede ind til Oslo, og sagde, at Jarlen var draget op i Landet, og bad Kongen fremskynde sin Rejse forat Møde ham, samt at Jarlen vilde sørge for, at der ikke skulde mangle paa Skibe. Biskop Nikolai var i Oslo, og lod sig forlyde med, at han vilde see at stifte Forlig imellem Ribbungerne og Birkebenerne; der fandtes ogsaa nogle Breve, af hvilke Kongen troede at mærke, at Biskoppen ikke viste ham fuldkommen den Troskab, han havde lovet ham; men Biskoppen bad Kongen tilgive sig disse Sager. Derpaa drog Kongen op i Landet tilligemed alle Leensmændene og det lettest bevæbnede Mandskab, men Halvard Bratte blev tilbage med nogle Troppeafdelinger, forat bevogte Skibene, og lagde med disse ud til Elgjenæs. Kongen var den første Nat hos Gunnar paa Berg, men den anden hos Amunde Lavmand, og blev vel beværtet. Om Morgenen droge Birkebenerne op til Eid, hvor Spejderne kom til dem, og sagde, at Ribbungerne nok ventede dem paa Eidsvold.
Om Kong Hakon og Sigurd Ribbung.
134. Kong Hakon holdt ved en Bro Samtale med sine Mænd, og sagde, at Ribbungerne agtede den Dag at holde et Slag med ham; derover bleve alle Birkebener meget glade, at de kunde træffes jo før jo heller, og man drog da afsted saa hurtig, som muligt. Og da de kom op til Kirken, løb hele Hæren ned ad Bakken til Aaen, thi de haabede der at forefinde Ribbungerne i Følge deres Udfordring til Kong Hakon. Men Ribbungerne holdt dette Stævnemøde, som de før havde holdt andre, saa at der var ingen af dem kommen did imod Birkebenerne. Kongen vendte da atter tilbage til Byen, fordeelte sin Hær om i Gaardene, og var selv i Præstegaarden. Han sendte da Spejdere med nogle Bønder op forbi Søen, for at forkynde Jarlen, at Kongen var kommen, og bede ham at sende Kongen Skibe imøde saa hurtig som muligt. Kort efter kom Sendebud fra Jarlen, som sagde Kongen, at med dem vare Sigurd Ribbungs Hirdmænd, Erling Rumstav og Als Styrsen, som forlangte Lejde af Birkebenerne til en Underhandling. Kongen yttrede, at han havde intet at afgjøre med Ribbungerne, men Sendebudene sagde, at dette var Jarlens Anslag, for paa den Maade at opholde Ribbungernes Foretagender, thi Skibene var endnu ikke færdige, og vilde først blive det om fire Dage, da skulde de alle være satte i Vandet og fuldfærdige. Kongen tillod da, at Ribbungernes Sendebud maatte have Lejde til at tale med ham. De fremførte deres Ærende, og sagde, at Sigurd Ribbung tilbød Forlig, og bad om en Deling af Landet. Kongen svarede saaledes: “Mere kostede det min Farfader Kong Sverre, og større Besværligheder maatte han udholde end vi hidtil, førend han fik Norges Rige vundet fra sine Fjender, og efterat han havde faaet Enemagten havde han endnu mange Modstandere, men aldrig vilde han bekvemme sig til nogen Deling, og bad Gud dele efter sin Miskundhed. Forkynder nu ogsaa eders Høvding Sigurd, at intet andet Landeskifte vil finde Sted imellem os, end som Gud vil skifte; heller ikke vide vi, om Sigurd virkelig er en Søn af Erling Steenvæg, men det vide vi med Sandhed, at denne var ikke Kong Magnuses Søn, og det var ikke uden Falskhed han foer med. Dette vide ogsaa de, som sidde herhos, I Arnbjørn Jonsøn og I Gunbjørn og I Simon Ko.” Arnbjørn vilde ikke indlade sig herpaa, men Simon Ko sagde: “Det er ikke nogen bedre bekjendt, end mig, at vi ikke tjente den Erling, som vi saae paa Steenborgen i Visingsø, men dog tyktes det mig en god Mand, medens jeg var hos ham.” Derefter vexlede Simon Ko og Ribbungerne nogle Ord. Ribbungerne bade da om, at der maatte være Stilstand om Vinteren, og at de maatte beholde Oplandene til Sikkerhed; men det afslog Kongen; saa forlangte de at beholde Hedemarken og Romerige til Foraaret; Kongen svarede: Naar I faae Lov til at sidde der i Fred, saa ville I drage mangen Tyv og Udaadsmand til eder, som I pleje; og da vil det falde endnu vanskeligere, at drive eder bort, end nu.” Sendebudene droge da til deres Skib, men Kongen lod Jarlen deres Samtale mælde, og lod ham sige, at han paa ingen Maade kunde opholde sig længer paa Eidsvold, end i otte Dage, og paa den niende Dag maatte han drage bort; det var den næste Dag efter Allehelgens Messe.
Om Skule Jarl og Ribbungerne.
135. Jarlen sendte da Nikolai Povelsøn til Kongen, og lod ham sige, at Skibene vare færdige, men man ansaae dem ikke for tætte nok. Ligeledes bad han Kongen sende sig nogle Tropper; Kongen sendte ham otte Afdelinger under Anførsel af Ivar fra Skedjehof og Saxe Bladspyd. Kongen bad derimod Jarlen sende sig nogle Skibe, som vare i brugbar Stand. Da Nikolai kom til Jarlen, havde denne ladet Skibene sætte i Vandet, men de vare saa lække, at man næppe kunde faae dem øste, og til Krig vare de aldeles ubrugbare. Ribbungerne havde da forladt Øen med deres Skibe, og fore omkring hid og did i Mundingerne af Aaerne og Fjordene; da Jarlen spurgte det, sejlede han nordpaa til Ringesager, hvor nogle af Skibene bleve ophuggede, men Jarlen selv vendte sig nordpaa til Throndhjem med hele Hæren, og der kom intet Budskab til Kongen fra ham for denne Gang.
Om Kong Hakon og Ribbungerne.
136. Kong Hakon biede paa Eidsvold efter Aftalen med Jarlen; derpaa drog han bort med hele sin Hær, og agtede sig ud til sine Skibe. Da han kom paa Romerige, sagde man ham, at Ribbungerne vare med deres Skibe dragne ud over Thotn og saa ud over Hadeland, og agtede at bringe deres Skibe til Søerne i Ringerige. Nu vendte Kongen ud over Hakedal, og saa til Hadeland, men den største Deel af Hæren begav sig ud til Skibene; nogle af dem vidste ikke, at Kongen havde vendt om, andre havde ikke Mod og Mands Hjerte til at følge ham. Den Første Nat var Kongen i Hakedal, men Dagen efter spiste han paa Gullyn (6) i Hadeland; der blev det sagt ham, at nogle af Ribbungernes Troppeafdelinger trak deres Skibe igjennem Bygden; han sendte da Ivar Nef forud med nogle Folk, men drog selv langsommere, og kom i Bygden Brandaby; der kom nogle Mænd ham imøde, og berettede, at Ivar var bleven slaaet i Skoven Kjølveg, og mange af hans Folk faldne. Kort efter kom Ivar, og sagde, at han havde redet østerpaa i Skoven i nogen Tid; “men da,” sagde han, “kom der en stor Deel af Ribbungerne, og overrumplede os saa hastig, at vi næppe kunde komme til at bruge vore Vaaben, thi Skoven var tyk; vore Mænd søgte da ind i Skoven, og reddede sig som de kunde, men jeg og nogle andre fik vore Heste vendte, og rede igjen tilbage hertil.”
Om Kong Hakon.
137. Kong Hakon holdt med sine Folk paa en Høj den Dag, og af femten hundrede Mand vare da ikke mere end tre hundrede tilbage. Og opad Dagen kom de, som vare drevne paa Flugt, fra Skoven; derfor biede Kongen der om Dagen. Da forkyndte man ham, at Sigurd Ribbung var paa Vejen imod dem med sin Hær, hvorfore Kongen lod sine Folk blive samlede om Natten. Kongens Hirdmand, Thorbjørn Grom, ankom med nogle Mænd ved Solens Nedgang, alle udplyndrede og nogle saarede af Ribbungerne. Om Morgenen sendte Kongen et halv hundrede Mand til Hest paa Spejderi imod Ribbungerne, hvilke kom tilbage om Middagen, og berettede, at Sigurd med hele sin Hær havde begivet sig mod Hadeland; Kongen fandt det da ikke tjenligt at forfølge ham op til Søen, da han ingen Skibe havde; han vendte derfor tilbage til Oslo med sin Hær.
Biskop Nikolais død.
138. Biskop Nikolai var den Gang meget syg; han sendte Bud til Kongen, og bad ham komme til sig; Kongen havde da fundet nogle Breve, som syntes ham at vise, at Biskoppen ikke var ham tro, og han bebrejdede ham det; men Biskoppen tilstod, og bad Kongen tilgive sig. Dette, svarede denne, at han gjerne vilde gjøre for Guds Skyld; han kunde ogsaa nok mærke, at det var paa det sidste med Biskoppen, og biede derfor der, indtil Gud kaldte ham fra denne Verden. Kong Hakon fulgte hans Lig til Jorden, og lod hans Begravelse anstille med al tilbørlig Hæder, thi Biskop Nikolai var en af de anseeligste Mænd og overgik næsten alle i Norge i store Anslage; han nedstammede fra de fornemste Slægter i Sverrig og Danmark, og havde ligeledes en god Æt i Landet selv; og endskjøndt han ikke havde været nogen Ven af Birkebenerne, sagde dog Hakon, at fast ingen havde været Biskop Nikolais Lige i Vid og Anseelse.
Kong Hakon i Kongehelle.
139. Kong Hakon drog fra Tønsberg, og gav da Dagfinn Bonde, Gaut paa Mel og andre Mænd fra det Throndhjemske Hjemlov; selv beredte han sig til at drage nordenfra øster til Elven. Dronningen og Kongens Moder droge op paa Bjerget, hvor Gunbjørn førte Befalingen, medens Kongen var østerpaa. Da Kongen var i Kongehelle, kom Askel Lavmand og Fru Kristine til ham; Lavmanden sagde, at Kong Erik og alle svenske førte svære Klagemaal over det Tog Kongen havde gjort til Værmeland. Hvortil Kongen svarede, at det var Lavmanden bekjendt, hvor ofte han havde bedet de svenskes Konge, at jage de Ransmænd bort fra sit Rige, som hver Dag plyndrede i Norge. Dette tilstod Lavmanden var ham vitterligt nok, men den svenske Konge, sagde han, var endnu meget barnagtig og havde ingen paalidelige Raadgivere. Lavmanden var til Gjæstebud hos Kongen, og de viste hinanden al sømmelig Opmærksomhed. Den Gang vare der mange Bagler hos Kongen, Lodin Gunnesøn, Simon Ko, Halvard Bratte. Kongen morede det undertiden at gjekke dem med, at de ikke havde tjent nogen ret Kongesøn den Gang de vare hos Erling Steenvæg. Mange andre toge Deel i dette Drilleri; men Lavmanden hørte til, og sagde til Kongen: “Tillader I, Herre, os Gøter, at tage Deel i Nordmændenes Spøg?” Kongen svarede Ja. “Saa vilde jeg da,” vedblev Lavmanden, “ikke med mit Vidende sige Usandhed, og det er ubekjendt, om den Erling, som Baglerne tjente, var en Søn af Kong Magnus, men det veed jeg og kan jeg vidne for Gud, at han var ikke den Erling, der sad i Taarnet hos os paa Visinsø, og om ham holde vi for at han var Kong Magnuses Søn, og derfor tænker jeg, at den, I tjente, maa have været en Bedrager, der tiltog sig hans Navn; men det er noget, som du maa vide Besked om, Simon Ko.” Simon svarede: “Det veed jeg og kan jeg vidne for Gud, at dette er mig vel bekjendt, thi jeg sad i Taarnet hos Erling, og han var ikke den samme, som den anden Erling; men vi tjente denne, fordi vi vilde have en Anfører, hvem det saa var, forat kunne byde Birkebenerne Spidsen.” Kongen krævede da alle de Tilstedeværrnde til Vidne paa, hvorledes Simon tilstod, med hvilken Svig de havde faret, saavel som alle de, der siden tjente denne Erlings Afkom.
Kong Hakon drog til Bergen.
140. Kong Hakon og Lavmanden skiltes med megen Kjærlighed, og gave hinanden sømmelige Gaver. Da bød Kongen sin Frænde Knud at komme til sig i Norge, og lovede ham megen Hæder for hans Faders og deres Slægtskabs Skyld; men hans Moder fraraadte det. Derpaa drog Kongen til Tønsberg, hvor han kom Juleaften, og om Julen blev han paa Bjerget; det var den niende Vinter i hans Regjering. Efter Julen drog han til Bergen, forat samle Folk; thi Ribbungerne forstærkede sig da meget i Vigen og Oplandene. Han lod Gunbjørn blive tilbage paa Bjerget med hundrede Mand. Kongen sejlede heelt udenskjærs, thi alle Sundene vare tillagte med Is; han laae otte Dage ved Hvol. Der kom Gunbjørn til ham, og berettede, at de Mænd, han havde udnævnt dertil, vilde ikke blive liggende paa Bjerget; hvorpaa Kongen landvejs begav sig tilbage til Byen, og truede dem med haard Straf, hvis de overgave Bjerget. Siden vendte han tilbage til sine Skibe. I Tønsberg tildrog det sig, at man skulde rejse en Mast paa Kongeskibet, og da den var rejst, faldt den forud efter Stavnen; Kongen stod under Masten, da Den begyndte at falde, men en Mand greb ham i Bæltet, og rev ham ud imod Rælingen; det var et stort Guds Under, at ingen kom til Skade, da mange stode under den; men Grunden til Ulykken var, at Rummet, hvori Masten skulde rejses, var tilfrusset.
Kong Hakon sejlede forbi Inderø.
141. Da Kong Hakon sejlede igjennem Eikundesund, vilde han lægge til Land; men hans Folk modsatte sig, og meente, at de endnu den Dag kunde naae forbi Jæderen. Kongen havde ingen Lyst til at sejle, og sagde, at han havde drømt, der vilde tilstede dem en Ulykke, førend han kom til Bergen. Imidlertid sejlede de dog forbi Jæderen med god Bør, og kom om Aftenen til Rot. Om Morgenen, da de gik under Sejl, i alt fire Langskibe, blæste en skarp Sydøstvind; og da de vare komne forbi Eyesund, tiltog Stormen saa meget, at Tovene paa Kongeskibet næppe kunde holde; Seglet kastedes frem paa Ankerhagen, blev revet i Stykker, saa det faldt ned paa Skibet, og dette drev ind paa Skjærene. Man gjorde da store Løfter, thi ingen ventede at komme derfra med Livet, og det var et Guds Under, at de naaede Havn, skjøndt med Nød og næppe. Baaden var brudt itu, Sejlet var Sønderrevet, og næsten alting havde faaet nogen Skade. Kongen sejlede derpaa til Bergen, stævnede Leensmændene fra Gulethingslag til sig, og gav dem tilkjende, at han igjen vilde gjøre et Tog øster til Vigen, men de forestillede, at Bønderne ikke saa hurtig kunde udrede Leding af Levnetsmidler og Folk, hvorfor Kongen biede der ud paa Foraaret.
Sigurd Ribbungs forsøg paa Forlig.
142. Sigurd Ribbung laae i Oplandene med en betydelig Hær. Han sendte Breve nordpaa til Skule Jarl og Ærkebiskop Peter af følgende Indhold: Han bad dem om at stifte Forlig imellem ham og Kong Hakon; han begjerede Landets Deling, og at der maatte bestemmes et Forligelsesmøde imellem Ribbungerne og Birkebenerne. Men da han havde sendt Brevene bort, stævnede han hele sin Hær til sig, og drog ud i Vigen meget mandstærk. Da de Birkebener, som vare i Vigen, spurgte dette, trøstede de sig ikke til at kunne forsvare deres Sysler imod Ribbungerne, og droge alle nordpaa til Kongen; han modtog dem vel, og de fortalte ham alt hvad der var forefaldet. Kongen gav dem otte velbemandede Skibe, hvorpaa de atter vendte tilbage østerpaa med alle deres Folk. Da Sigurds Breve kom til Throndhjem, sendte Ærkebiskoppen og Jarlen Breve østerpaa, thi de tænkte at Kongen var i Vigen. I disse Breve stod, at Kong Hakon skulde tage mod det af Sigurd Ribbung tilbudte Forlig, og Ærkebiskoppen truede hver den med Band, som yppede nogen Ufred, førend Forligelsesmødet var forsøgt, Disse Breve traf Leensmændene øster ved Agde; de bleve overbragte af en Korsbroder fra Nideros og en anden fra Oslo, samt nogle af Jarlens Mænd. Da Leensmændene havde hørt Brevenes Indhold, droge Sendebudene nordpaa til Kongen, men Leensmændene ind i Vigen. Da de kom til Jarlsø, havde de den bedste Medbør til Oslo, men der vare Ribbungerne, og Birkebenerne kunde der have vundet den herligste Sejer, men de sagde, at de vilde ikke udsætte sig for Ærkebisikoppens Band og Jarlens Vrede. De, som befalede paa de otte Skibe, Kongen havde sendt dem med, vilde have anfaldet Ribbungerne, om de end skulde gjøre det ene, men Leensmændene forhindrede dem derfra.
Om Brevvexlingen.
143. Da Brevene kom til Kong Hakon, var han misfornøjet dermed, og sagde, at han ikke saa hastig vilde bekvemme sig til denne Deling af Landet. Han sendte siden nogle Mænd med Breve nordpaa til Ærkebiskoppen og Jarlen, af følgende Indhold: “I skreve os til, og truede os haardt, hvis vi ikke vilde slutte Forlig med Ribbungerne, og love Sigurd vor Fædrenearv; men det tykkes os et ubilligt Forlangende, at vi skulle love at dele Landet med en Mand, som ikke i Følge sin Fødsel har nogen Ret til Norge. Det gaaer vel nu, som I skrev til os i Høst, Herre Ærkebiskop, den Gang I kom i Land, at ingen af eder ere hinandens Venner, Korsbrødrene og I alle tilsammen; og det vil sandes, som det hedder for et gammelt Ord, at Lige søge Lige, og Nidinger følges ad; det seer man nu paa eder og eders Stalbrødre, men hvor det end gaaer, da skal Gud dele imellem os, og ikke Biskopper.” Erling Lydhorn var den Gang hos Kongen; han var noget i Slægt med Ærkebiskoppen, og da han hørte dette, svarede han Kongen saaledes: “Det er ikke saa underligt, om vor Frænde Ærkebiskoppen farer noget med Falskhed, thi det er noget, som følger med os af Standaleætten, at vi ere just ikke for meget at stole paa.”
Kongen erfarede Sigurd Ribbungs død.
144. Ud paa Vaaren udbød Kongen en stor Leding, og beredte sig til at drage øster i Vigen. Paa denne Tid kom nogle Mænd fra Jarlen med Brev, og sagde, at Jarlen var falden i en haard Sygdom, som saae farlig ud, men ved Guds Hjælp var han dog nu i Bedring. Da Kong Hakon en Søndag red fra Bergen op til Alrekstad, som han plejede, kom en af Ribbungerne stærkt løbende imod ham; han havde en Runekevle i Haanden, som en Ribbung sendte Kongen, og hvori han lod ham vide, at Ribbungernes Konge Sigurd var død, og han bad Kongen hurtig at gjøre Anstalter for, at Knud ikke skulde komme til at sættte sig i Spidsen for Partiet. Kongen sendte strax Brev østerpaa til sin Frænde Knud, og gjorde ham gode Tilbud, som tilforn. Kongen fremskyndte da ogsaa sin Rejse østerpaa, og kom efter Seljamændenes Fest til Vigen.
Om Knud Kongsfrænde.
145. Sigurd Ribbung døde i Oslo, men hans Mænd skjulte hans død, førte hans Lig op i Landet, og foregave, at han var syg. Da sendte de Harald fra Lauftun, Alf Styrsøn og Erling Rumstav øster til Gøtland til Askel Lavmand og Fru Kristine, og bade om, at Junker Knud maatte stilles i Spidsen for Partiet, og sagde, at Landet vilde staae ham aabent, hvis han vilde komme. Fru Kristine fæstede Lid til deres Forestillinger, og lod Ribbungerne faae Junker Knud med sig; med ham fulgte mange Hobe af Gøter og Beboerne af Marker.
Om Kong Knud og Birkebenerne.
146. Da Knud kom til Romerige, lod han sig antage til Konge, og der strømmede da en svær Mængde Folk til ham, som det hedder hos Sturla:
End fik en Flok den Kjække,
Som Fred ej slutte vilde,
I raske, døde Høvdings
Sted blev han dens Anfører;
Knud voved sig at rejse
Fjendsk mod den tappre Konning,
Ophidset af de Gøter
Til Landet at forraade.
Leensmændene og Birkebenerne, som vare i Vigen, tænkte ikke at der efter Sigurds død vilde opstaae nogen Ufred paa ny. Men da de hørte hvad der nu var skeet, samlede de Folk, hver i sit Syssel. Ingen af Bønderne i Vigen vilde tjene under nogen fremmed Hær. Knud drog til Oslo, og lod sig der give Kongenavn; den Gang havde Guttorm Erlendsøn og Klemet fra Holm Oslo-syssel; de vare i deres Syssel i Lier. Bønderne stævnede Thing, og udnævnte Folk fra Bygderne til at drage til Oslo imod Ribbungerne. Følgende vare Bøndernes Anførere: Steenrød Præst, Thorbjørn Slode og Erik Ignarbakke; den sidste bar Bøndernes Banner. Men da Ribbungerne erfarede dette, droge de imod dem, og de mødtes vestenfor Ager paa nogle Enge, hvor der holdtes et skarpt Slag imellem Gøterne og Nordmændene. Bønderne standsede noget, da de stødte sammen, og de vilde ikke ret frem; men da Birkebenerne saae det, sprang de af deres Heste, og gik djærvt imod Fjenden. Ribbungerne anfaldt dem rask, thi de havde en tapper Høvding, og fældte strax i Begyndelsen Bøndernes Bannerdrager Erik Ignarbakke. Da nu Bønderne saae, at Birkebenerne strede djærvelig, sprang de af deres Heste, og fulgte dem med megen Mandighed. Kort efter toge Ribbungerne Flugten, og der faldt en stor Deel af deres bedste Folk og næsten alle Gøternes Høvdinger. Knud undkom til Hest med tre Ribbunger; han sprængte over en Bro, men der styrtede hans Hest, saa han med Nød og næppe undkom, og drog op i Landet. Ribbungerne havde da den største Deel af Oplandene i deres Magt, og alle Skibene i Søerne, baade i Mjøsen og andre Steder. De indsatte ogsaa der Sysselmænd overalt, thi der vare ingen Birkebener i Oplandene.
Om en Bonde.
147. Kong Hakon sejlede Sønder til Vigen; han havde Skibet Dragen, og sejlede foran alle de andre Skibe; han lagde til ved Arøerne. Derpaa gik han paa en Baad, og roede over til Gaarden, hvor han spurgte om Nyt. Bonden svarede: “Den Nyhed, jeg fortæller eder, vil I synes godt om, men jeg meget ilde; jeg havde to Sønner hos Ribbungerne, og de ere nu begge døde;” hvorpaa han fortalte Kongen den hele Tildragelse med Slaget paa Ager. Kongen oppebiede sine Skibe, og sejlede derpaa ind til Oslo; hvorpaa han stævnede Leensmændene til sig fra Vigen, og drog til Oplandene, og lod tre og tredive Skibe trække over Land fra Byen. Men efter at Knud var flygtet, holdt Bønderne sig samlede, og passede vel paa, og biede saaledes efter Kongen. Arnbjørn Jonsøn og Simon Ko lode tretten Skibe trække fra Elven. Kong Hakon var to Dage paa Vejen; han kom over det Første Eid op til Stavnbjerg; det var to lange Miil de maatte trække Skibene gjennem Moser og Skove, førend de kom til Søen; der medte ham Arnbjørn Jonsøn, Simon Ko og Lodin Gunnesøn; derpaa trak de dem over et milelangt Eid, førend de kom til Elven. Birkebenerne droge temmelig ufredelig frem; og Kongen Hakon maatte høre nogen Daddel, fordi han straffede saa lidet; han lod da en Gjæst dræbe, som havde været en af de værste; siden talte ingen mere om Vold der var øvet. Om Morgenen da Kongen kom til Eidet, sendte han nogle lette Skibe i Forvejen, og de fangede sex af Ribbungernes Spejdere oppe i Mosen, og dræbte dem. Om Aftenen drog Kongen til Søen med alle sine Mænd; han havde ingen sikker Efterretning om, hvor Ribbungerne vare; derfor indrettede han det saaledes, at han roede selv langs med Vesterlandet; de paa Kongeskibet saae et af Ribbungernes Skibe komme roende, Folkene lagde strax til Land, men Kongen tog Skibet. Derpaa holdt han Samtale med sine Folk, og befalede dem, at de ikke skulde dræbe hans Frænde Knud, om de end havde Lejlighed dertil, for hans Fader Hakon Jarls Skyld. Da det var bleven lyst om Morgenen, saae Birkebenerne Ribbungernes Skibe komme stærkt roende imod sig, og tænkte, at de vilde slaaes, thi de havde langt større Skibe, end Birkebenerne. Men saasnart Ribbungerne saae Kongen komme, lagde de til Land, og flyede til Bygden Hun, men Kongen tog alle deres Skibe, samt Levnetsmidler og meget Bytte. Derpaa drog Kongen øster til Hammer, hvor der laae mange saarede Ribbunger af dem, som havde været med i Slaget paa Ager, hvilke alle Kongen gav Fred. Derefter stævnede Kongen Bønderne til sig, og forbandt sig med dem imod Ribbungerne. Knud var flygtet op paa Hadeland, hvorhen Kongen sendte Mænd til ham, nemlig Gudleik fra Ask, hans Frænde, samt sin Staller og en Mand ved Navn Arnthor, og gjorde ham endnu gode Tilbud, hvis han vilde slutte Forlig; men da Ribbungerne fik det at vide, passede de paa, at Knud ikke kunde komme bort, hvilket da Sendebudene berettede Kongen. Derefter beskikkede Kongen alting i Oplandene, lod alle Skibene blive i Mjøsen, og satte Mænd til at bevogte dem, men han selv gjorde sig færdig til at drage til Bergen, forat Møde Ærkebiskoppen og Jarlen, thi han spurgte, at de vare komne nordenfra. Kongen sendte sin Bannerdrager Thorstein Heimnes derhen i Forvejen, for at mælde, at de skulde oppebie ham. Thorsteen var ni Dage undervejs; men Ærkebiskoppen og Jarlen bleve enige om, at den første skulde vende tilbage til Throndhjem, men Jarlen oppebie Kongen. Kong Hakon holdt Thing i Oslo og Tønsberg, og alle Bønderne forenede sig med ham imod Ribbungerne. Derpaa drog han nordpaa, og Thorsteen Heimnes kom ham imøde i Portyria, og mældte, at Ærkebiskoppen havde lovet at oppebie Kongen, førend han og Jarlen taltes ved, men derpaa havde han begivet sig nordpaa; ligeledes mældte han, at der vare komne mange Mænd vestenfra over Havet, som vilde tale med Kongen, og bad ham derfor skynde sig. Da Kongen kom til Bergen, traf han der Skule Jarl, Jon Jarl fra Ørkenøerne, Biskop Simon fra Syderøerne og Abbeden fra Øen hin Hellige. Kongen afgjorde efter Overlæg med Jarlen først deres Anliggender.
Knud forøger sin Magt.
148. Knud flyede vesterpaa til Dalene, da han maatte forlade Skibene i Mjøsen; han spurgte, at Bønderne havde samlet sig imod ham paa Hedemarken og Hadeland, hvorpaa han vendte sig nordpaa til Gudbrandsdalene, og derfra til Værmeland; her forstærkede han sig atter, og drog derpaa igjen ind i Norge. Han rykkede ind i Arnbjørn Jonsøns Syssel, i Landskaberne Skaun og Heggen, og øvede der meget Hærværk, og da Bønderne vilde forsvare deres Ejendomme, faldt mangen brav Mand af dem. Arnbjørn sendte da Brev til Kongen, og bad ham skynde sig til Vigen, og lod ham vide, at Ribbungernes Magt meget forøgedes. Og saasnart Kongen erfarede dette, drog han øster i Landet, men Jarlen nordpaa til Throndhjem. Da Kongen kom til Tønsberg, lod han Erling Lydhorn blive tilbage der paa Bjerget, forat lave til Julegilde, men selv drog han til Oslo. Der mødte Sysselmændene fra Hadeland ham, og berettede, at Ribbungerne havde trukket Skibe gjennem Eideskov op i Mjøsen, hvor Kongens Sysselmænd, hans Frænde Guttorm Fjonk og Arne paa Hole, befandt sig paa Øen, forat bevogte Skibene; Ribbungerne havde overrumplet dem; Guttorm havde de fældet i Huset; men Arne var kommen ud, og faldt paa Marken tilligemed deres Mandskab. Derpaa havde Ribbungerne bemægtiget sig alle Skibene i Mjøsen og i de andre Søer, men da Bønderne spurgte det, opgave de Bygden, og modtoge Fred af Ribbungerne, saa at disse nu havde Oplandene inde lige indtil Os. I Oslo var den Gang mere end to hundrede Mand af Bønder og Borgere. Kongen holdt derpaa Samtale med Krigsfolket, og Bønderne sagde, at de siden Slaget paa Ager havde holdt med Birkebenerne; “Vi bede eder derfor, Herre,” sagde de, “at I vil blive her i Vinter og fovsvare vore Ejendomme; vi ville da efter Julen udrede eder fuld Alminding, og hvis I endda skulde mangle noget, ville vi give eder Halvdelen af vort Kvæg og af vore Fødemidler; men dersom I ikke vil forblive her, saa ville vi tage imod Fred af Ribbungerne.” Kongen takkede dem for deres Tilbud, og sagde, at han vilde give dem Besked, naar han havde talt med sine Mænd; men da han talte derom med sit Raad, fraraadte alle at sætte saa megen Lid til Bønderne og at blive i Oslo; og forestillede ham, hvor ilde det var gaaet Sverre, da Bønderne droge imod ham til Oslo. Kongen svarede da Bønderne, at han vilde tage Sæde paa Bjerget, men han vilde lade sine Leensmænd blive tilbage, forat bevogte deres Ejendomme. Bønderne holdt atter Samtale med hverandre, og tilbøde at give Kongen de bedste Bønder af hvert Kirkesogn til Gisler, hvis han havde nogen Mistillid til dem; Kongen holdt da igjen Raadslagning med sine Mænd, men de bade ham alle, at han ikke skulde troe Bønderne. Da erklærede Kongen, at han ikke vilde bryde sig om nogen Mands Raad, men han vilde blive hos Bønderne, siden de gjorde ham saa gode Tilbud, og vilde vove Liv og Gods for ham. Kongen tog sit Sæde i Hakonsgaarden, men var om Julen i Biskopsgaarden; hvad der behøvedes til Gildet lod han hente fra Tønsberg og Bergen; dette var den tiende Vinter i hans Regjering. Arnbjørn Jonsøn laae om Vinteren paa Valdesholm forat bevogte Landet og spejde.
Kong Hakons Fredstilbud.
149. Hr. Knud drog øster til Gøtland, og laae der det meste af Vinteren, men nogle Tropper af Ribbungerne lod han blive tilbage i Mjøsen, og de samlede Skibe til sig overalt fra Oplandene. Om Vinteren sendte Kong Hakon hemmelig nogle Mænd med Breve ind i Ribbungernes Hær til Høvdingerne og mange andre, og bød dem Fred, hvis de vilde komme til ham. Erling Rumstav, en rask Mand, var den Første, som tog derimod, og da han begav sig til Kongen, fik han Fred paa hæderlige Vilkaar. Kongen sendte nogle Troppeafdelinger under Erling Rumstavs Anførsel til Solør, forat oplede Ribbungerne; fyrretyve Mand af disse bleve fældede. Nu ansaae Kongen Erling for en tro Mand, og sagde, han havde tilkjæmpet sig Leensmands Ret. Derpaa foretoges et andet Tog landvejs øster i Vigen til Hest under Anførsel af Simon Ko med tre hundrede Mand; de kom øster til Befja, hvor der vare mange af Ribbungerne, hvilke dog fik Nys om Birkebenernes Ankomst, og strax flygtede; imidlertid fik dog Birkebenerne hist og her fat paa deres Mænd; Sigurd vendte tilbage til Kongen. Om Sommeren efter Sigurd Ribbungs Død, skilte Gudolf fra Blakkestad sig fra Ribbungernes Parti, og drog hjem til sin Gaard; han søgte sin Tilflugt i Kirken ved Gaarden, som var et fast Sted; han havde øvet mange Voldsomheder der i Bygderne, imedens han var hos Ribbungerne. Der var en Bonde, ved Navn Otryg, som han havde slaaet meget og frataget en god Hest; denne Bonde havde to Sønner, Asolf og Gudleif, som fik sig en Flok samlet, og droge imod Gudolf. De toge og satte Stiger til Kirken, hug Taget itu over ham, og kom saaledes ind og dræbte ham; hans død blev kun lidet beklaget.
Gesandtskab.
150. Samme Efteraar sendte Skule Jarl et Gesandtskab til Kong Valdemar, nemlig Kolbeen Katteryg og Grunde Skatmester. Da de om Vinteren droge hjem, maatte de formedelst Is blive liggende i Marstrand. Knud var den Gang i Ljodhus; og da han spurgte dette, toge Ribbungerne nogle lette Skibe, droge imod dem, og overrumplede dem; der laae mange Kjøbmænd i Havnen, men ingen vilde hjælpe dem; de forsvarede sig vel og mandig, men faldt begge med næsten hele deres Følge. Da Kong Hakon erfarede dette, lod han ise fra Oslo lige ud forbi Slidholmene, hvilket fuldførtes paa to Dage. Derpaa bleve mange lette Skibe sendte øster til Ljodhus, under Anførsel af Lodin Gunnesøn, Simon Ko, Halvard Bratte, Gunbjørn, og Olaf Ingasøn; men da de kom derhen, var Knud borte med hele sin Hær, paa nogle faa Mænd nær, som vare blevne tilbage under Anførsel af Bjørn Barke. De laae i Kastellet nordenfor Byen, hvilket Birkebenerne belejrede; det blev snart overgivet, men Besætningen fik Fred. Birkebenerne gjorde der meget Bytte, men satte Ild paa Kastellet, og paalagde de Bønder svære Bøder, som havde holdt med Knud. Derpaa vendte de tilbage til Kongen. Saa kvad Sturla:
Viis lod de Norskes Hersker
Lødøses Slot nedbryde
Øst paa, hvor tappre Fyrster
Imod hverandre strede;
Jeg veed at vældigst Konning,
Som Gøter vente maatte,
Vred deres Ran har straffet,
Som vel forskyldt de havde.
Om Kongen og Knud.
151. Ribbungerne trak deres Styrke sammen i Oplandene, og vare mandstærke i Mjøsen. Da lod Kong Hakon nogle Skibe drage fra Oslo op i Elven under Anførsel af Ivar fra Skedjehof og Saxe Bladspyd, hvilke varede sig vel paa Skibene. De fleste Ribbunger vare dragne bort fra Mjøsen imod Knud. Kongen drog fra Oslo op til Eidsvold, og holdt Thing med Bønderne; de forbandt sig da med ham paa ny. Kongen vendte sig derfra til Romerige, og saa øster over Elven, thi man havde sagt ham, at Knud lod Skibe drage fra Hellesfjord, og agtede sig op paa Marker, og derfra til Elven. Men da Kongen kom til Bygden Heggen, hørte han, at det altsammen var usandt, hvorfor han vendte tilbage til Oslo; det var fjorten Dage før Paaske. Da Knud hørte, at Kongen havde vendt om, lod han Skibe drage fra Hellesfjord ad en Vej, hvor der aldrig før var trukket Skibe, og fik dem op paa Marker, og saa nordpaa i Elven, overrumplede Birkebenerne, og jog dem fra deres Skibe ud til Oslo.
Om Skibenes Trækning.
152. Men da Kongen spurgte dette, lod han fem og tredive Skibe trække fra Oslo, og fulgte selv med. Han sendte Bud til Arnbjørn Jonsøn og andre Leensmænd, at de skulde drage Skibe op i Elven; de traf Kongen i Øjeren. Da fik de Efterretning om Harald fra Lauftun og mange andre Ribbunger, som vare i Bygden Skaun. Kongen sendte nogle Troppeafdelinger imod dem, og de mødtes i en Skov, hvor det kom til Slag; Ribbungerne flyede efter et Tab af halvtresindstyve Mand, men Birkebenerne droge til Kongen. Kongen lod nu Skibene drage til Aaen Kinna, og derfra over et Eid af en Miils Længde, førend de kom til Elven. Da sagde man ham, at Ribbungerne vare dragne øster fra Elven; hvorpaa Birkebenerne satte efter dem, og droge Skibene over Fundeid, og kom til Gaarden Fala; der fik han at vide, at Ribbungerne vare øster paa Vinger. Kongen forlod da Skibene med de fleste af sine Folk, men lod Gunnar Bonde og Saxe Bladspyd blive tilbage, forat bevogte dem; det var Søndag. Om Morgenen i Dagbrækningen kom Kongen til Kirken i Vinger; der var en Bonde, ved Navn Gunnar, en Ven af Kongen, som sagde ham, at Ribbungerne laae der paa den anden Side af Vandet, og roede hver Dag over Vandet til Gudstjenesten. Da befalede Kongen sine Mænd, at de skulde skjule sig i en Skov ovenfor Gaarden, men da Solen begyndte at skinne, saae Ribbungerne Krigsfolket ligge i Skoven, og vendte med deres Skibe tilbage ad den Kant de vare komne; Birkebenerne skyndte sig da efter dem, thi de frygtede for, at Ribbungerne skulde tage deres Skibe. De overrumplede Amunde paa Folevold; nogle bleve dræbte, andre drevne ud i Vandet, og alle mistede deres Vaaben. Om Morgenen da Birkebenerne løb frem, forekom Flokken Ribbungerne større, end den var; da løb Harald fra Lauftun ud paa Aabrædden, og spurgte, hvem der var Anfører for dem? Harald Stangefylja svarede: “Vi skulde nok kjende hinanden, Frænde! Vi ere her af samme Kuld og Sysselmænd fra Oplandene.” Harald svarede: “Sjelden have I saa mange og saa vel udrustede Folk; hvor er Kong Hakon?” “Han er her,” sagde Harald. Den anden svarede: “Hvorfor vilde han paatage sig den Besværlighed at forfølge os Ribbunger heelt øster til Marker?” “Jeg tænker,” svarede Harald,” at han mere har gjort det af nødvendighed end for Fornøjelse, forat faae saadan en Oprørsflok, som eders, dreven ud af Landet.” Begge Parter skyndte sig derpaa det bedste de kunde; de skjøde over paa hinanden der hvor Aaen var smallest. Da viste Gud, som ellers, sin store Naade mod Kong Hakon; thi de, som vare gaaede til Skoven, begave sig derhen, hvor Kongen havde anviist dem; og fandt der en Trop af Ribbungerne, hvilke de dræbte alle; nu bleve de vaer, at Ribbungernes Hovedstyrke var paa denne Side af Aaen, de satte derfor over Aaen, mødte Kongen, og begge bleve meget glade ved hverandre. Men saasnart Ribbungerne saae, at Kongen naaede sine Skibe, toge de Vejen tilbage østerpaa; men der gik en stærk Strøm og laae store Stene i Aaen, baade der, hvor Kongen naaede sine Skibe, og der, hvor Ribbungerne vare komne hen; begge Parter gik paa Land, og trak deres Skibe, nogle styrede dem med Baadshager, men saasnart et Tov gik itu paa et Skib, kom dette strax paa Grund. Da de kom hen til det Sted, hvor Aaen var smallest, hvilede begge Parter sig, og Kongen agtede at holde Maaltid; men Ribbungerne skjøde, saa der blev intet af Maaltidet, og begge Parter skyndte sig det bedste de kunde. Ribbungerne droge til Kirkebyen, og skjældte meget paa Birkebenerne. Kongen bad dem holde inde med den Daarskab, og bie til hans Skibe kom, da kunde de skifte andet imellem sig end blotte Ord. Dette, sagde Ribbungerne, vilde de gjerne.
Om Kong Hakon.
153. Da fjorten Skibe vare komne til Kongen, udrustede han dem paa det bedste; og medens Kongen gjorde dette, lagde Ribbungerne deres Skibe øster ved Kirken, og trak dem op over en lille Tværaa til Søen Vingsø, der strækker sig lige til Eideskov. Birkebenerne roede over Aaen, og da de vare komne midt ud paa den, saae de, at Ribbungerne havde fylket imod dem, og skjøde hæftig paa dem; de tænkte, at Ribbungerne skulde oppebie dem, thi de havde en fast Stilling paa Aabrædden, som var tre Skydskafter høj, og Grunden var saa blød, at den ene Fod stod fast, indtil man fik den anden sat ned; det var derfor meget farligt at angribe dem der, men Birkebenerne roede dog djærvt frem. Saasnart imidlertid Skibene løb mod Land, flyede Ribbungerne; Birkebenerne gik op i Land, og tænkte, de skulde oppebie dem højere oppe; men da de kom op paa Aabrædden, vare Ribbungerne ingensteds at see. Kong Hakon vendte da tilbage til sine Skibe, og drog østerpaa langs ad Søerne, hvor Ribbungerne flygtede med deres Skibe, og begge Parter roede alt hvad de kunde. Kongen drog til Lands østerpaa langsmed Søen; men da Ribbungerne kom til Enden af Søen, sprang de i Land fra deres Skibe. Kongen overfaldt dem, og fældte nogle af dem, men tog alle deres Skibe. Det var om Mandagen i Gangdagene. Kongen bad nu sine Mænd holde Maaltid, thi de havde ikke spiist siden Løverdagen. Her fik Kongen at vide, at Knud var taget den korteste Vej lige ud til Marker; hvorpaa han vendte tilbage nordpaa, og saa op paa Hedemarken, og Skibene trak de over Fundeidet, og saa ind i Mjøsen. Biskop Halvard var den Gang i Hammer, og Kongen var hos ham Kristi Himmelfarts Dag, og blev vel beværtet. Kongen beskikkede derpaa alting overalt i Oplandene, og satte Mænd til at vogte Skibene. Siden drog han til Eidsvold og derfra til Oslo, hvor han blev fjorten Dage, førend han lavede sig til at drage øster til Elven.
Brev sendes til Kongen.
154. Da Kong Hakon var færdig til at drage efter til Landegrændsen, kom der Breve fra Knud, Fru Kristine og Lavmanden, hvori de bade om Lejde for Knud til Kongen, og lovede, at han skulde indfinde sig hos denne, naar han kom østerpaa. De bade tillige om, at dette maatte holdes hemmelig, at Ribbungerne ikke skulde faae det at vide, thi de vilde dræbe Knud, hvis han ikke gjorde hvad de vilde have. Kongen glædede sig ved Modtagelsen heraf, og skrev tilbage, og lovede sin Frænde Knud Fred og Hæder, hvis han vilde begive sig til ham. Da nu Kong Hakon kom til Elven, blev det sagt ham, at Ribbungerne vare oppe i Væneren; han sendte da nogle Mænd til Fru Kristine, forat faae at vide, om Knud vilde holde sit Løfte; men hun svarede, at hun vilde selv komme til Kongen, forat mægle Fred hos ham for sin Søn Knud. Hos Kongen vare den Gang Biskop Orm og mange Leensmænd, som Kongen vilde have nærværende ved dette Forligsmøde, og han biede i Kongehelle en halv Maaned; daglig kom der Mænd fra Fru Kristine, som sagde, at nu og atter nu vilde Knud komme til Kongen.
Knuds Svig.
155. Hr. Knud fandt nu paa et Paafund, som hans Fader ikke vilde have benyttet sig af: han lod nogle Skibe trække øster over Eideskov, hvor der aldrig havde været trukket Skibe før, og kom uforvarendes paa Kongens Mænd i Vermaa lige for Eidsvold. Der befandt sig Ivar fra Skedjehof, Jon Killing, Erling Rumstav, Thorgeir Biskopsmaag, Andreas den Hvide og mange Birkebener; men Bønderne havde samlet sig paa Eidsvold; da fik Birkebenerne Efterretning om Ribbungerne. Birkebenerne havde store Skibe, og da de mødtes, begyndte en meget skarp Træfning, som gik saa uheldig for Birkebenerne, at de nær havde taget Flugten. Da kom Jon Killing og Erling Rumstav dem til Undsætning med en Jagt, hvorpaa Ribbungerne lede et stort Mandetab, og begave sig paa Flugten snarere end man havde ventet. Knud sprang i Vandet, og undkom med Nød og næppe. Der faldt mange ypperlige Mænd paa Ribbungernes Side, men af Birkebenerne bleve mange saarede. Ivar Bonde fik et Saar i Foden, hvoraf han siden bestandig haltede. Birkebenerne bemægtigede sig alle deres Skibe. Efter den Tid bleve Bønderne meget dristige imod Ribbungerne, saa at de jævnlig anfaldt dem og dræbte mange af dem.
Ribbungernes Parti opløses.
156. Da nu Ribbungerne trængtes paa alle Kanter, sendte de nogle Mænd til Birkebenerne i Oplandene, og vilde slutte Forlig. Birkebenerne vare tilbøjelige dertil, og de stillede hinanden Gisler. Alle Ribbungernes Gisler sendte Birkebenerne til Kongen, ledsagede af Klemet fra Holm og Guttorm Erlingsøn; de fandt Kongen i Hornboresund, og berettede ham, hvorledes alt stod til; Kongen modtog Gislerne vel, og sejlede om Dagen til Usvigø. Han sendte paa ny nogle Mænd til Knud, og lovede alle Ribbungerne Fred, hvis de vilde komme til ham. Derefter drog Kongen til Oslo. Kort efter kom Harald fra Lauftun til Kongen, afsendt af Knud, forat slutte fuldkommen Forlig og Fred med Birkebenerne. Kong Hakon holdt da Hirdstævne, og talte saaledes: “Næsten alle er det vitterligt, hvilken Jagen og Besværlighed vi have haft for Ribbungernes Skyld, og hvor megen Skade vi have lidt ved brave Mænds Fald, skjøndt de, som vel er, have mistet endnu flere end vi. Nu begjere de Fred af os, men hvis vi skulle tilstaae dem denne, saa skulle de, som Skik er imellem brave Høvdinger, være frie for alle Fordringer fra vor Side for det Onde, de have tilføjet os; ellers bør vi ikke love dem nogen Fred, men forfølge dem af al Magt, thi deres Styrke er nu brudt. Og til dette sidste er jeg heller ikke utilbøjelig; men I skulle dog raade herfor.” Birkebenerne svarede, at de heller vilde tilgive Ribbungerne hvad Tab de havde liidt paa Mænd og Gods, end forfølge dem paa ny. Kongen sendte da Bud efter Knud og alle de andre Ribbunger, Eisten Roesøn, Guttorm Erlingsøn og Frederik Slafse; de fandt dem oppe i Øjeren, og de begave sig til Oslo i Kongens Vold tilligemed en Mængde af Ribbungernes fortrinligste Folk. Derpaa tog Kongen alle Oplandene i Besiddelse. Men de Ribbunger, som ikke ventede at erholde Fred, flygtede fra Norge over til Marker. De valgte en, ved Navn Magnus Bladstak, til deres Anfører, og gave ham Kongenavn. Da Kong Hagen erfarede dette, sendte han Harald fra Lauftun hen forat gribe Magnus, men saasnart denne fik Efterretning om Harald, som han ikke ventede sig noget Godt af, drog han hen og dræbte ham. Kongen havde ogsaa skrevet øster til Værmeland, at enten skulde Bønderne der jage denne Oprørerflok bort fra deres Bygder, eller Kongen vilde komme og hjemsøge dem med Brand, der ikke skulde give den forrige noget efter. Da Bønderne saae Kongens Brev samlede de sig, og droge imod Magnus, fangede og hængte ham tilligemed nogle andre Mænd. Og hermed ender Begivenhederne med Ribbungerne.
Om Ivar Gretter.
157. Kong Hakon gjorde sig færdig til at drage fra Oslo til Bergen; han gav sin Frænde Knud to Langskibe og hvad han ellers behøvede. Da Kongen kom til Sæløerne, var Skule Jarl der med mange og store Skibe; han vilde have sejlet til Danmark, men da de her mødtes, vendte Jarlen tilbage med Kongen til Bergen. De boede begge i Kongsgaarden, omgikkes meget Venskabelig, og besøgte hver Dag hinanden, forat fornøje sig; der holdtes store Drikkegilder i Byen, og Leensmændene havde stort følge med sig. Povel Vogeskalm havde en Søn, ved Navn Ivar Gretter; han dræbte om Aftenen efter Aftensang en gammel Birkebener, og gav til Grund, at hans Søn havde været med ved Arne Herjedals Mord; denne Søn hed Erik Bagge, og Mordet, der sigtedes til, var det der var skeet i Vaage. Men da Hirdmændene bemærkede Eriks Drab, grebe alle haandgangne Mænd til deres Vaaben. Efterretningen derom kom til Povel og hans Søn Nikolai, som det gjorde ondt, at denne Gjerning var skeet, hvorved en uskyldig Mand var bleven dræbt; de søgte ind i Nikolai Kirkekaarn, og satte sig der i Forsvarsstand. Hirdmændene gik til Kirken, og vilde bryde den op; da blev det forkyndt Kongen, hos hvem Skule Jarl just var til Gjæstebud, og de gik strax til Nikolai Kirke. Da havde Hirdmændene grebet Povels Frænde, Ivar Nef, og vilde dræbe ham. Kongen tog strax Ivar i sin Beskyttelse, og forbød Hirdmændene at anfalde Kirken. Og om Morgenen efter holdt han Hirdstævne, og tilkjendegav sin Villie, at Nikolai ikke skulde undgjælde for denne Gjerning, som var skeet imod hans Vidende og Villie, hvorpaa Nikolai begav sig ud af Kirken og under Kongens Beskyttelse. Men Broderen Ivar fik han sat over til Munkeliv, hvor han blev, til han forlod Landet. Der forefaldt adskillige andre Trætter formedelst Drukkenskab; men imellem Kongen og Jarlen stod alting vel til.
Olaf Hakonsøn fødes.
158. Skule Jarl bad Kongen om Orlov til at drage til Danmark til Kong Valdemar, og han vilde ride fra Throndhjem øster i Vigen. Kongen gav ham Tilladelse dertil, hvorpaa Jarlen gjorde sig færdig til at drage nordpaa i Landet. Hr. Knud levede vel holden hos Kongen; han bejlede til Jarlens Datter, Jomfru Ingerid, og fæstede hende med Kongens Samtykke; han besluttede at drage bort med Jarlen, og holdt sit Bryllup førend Kongen og Jarlen skiltes ad. Paa samme Tid blev Kong Hakons Søn, Olaf, født. Jarlen rejste til Throndhjem, og skiltes kjærlig fra Kongen.
Sire Thorer vælges til Ærkebiskop.
159. Ærkebiskop Peter var død Høsten forud paa Dionysii Dag, og i hans Sted var Sire Thorer den Throndske bleven valgt, og var rejst udenlands. I dette Aar døde Pave Honorius, og Pave Gregorius kom i hans Sted. Kong Hakon opholdt sig den Vinter i Bergen, og det var den ellevte Vinter i hans Regjering. Om Foraaret i Fasten beredte han sig til en Rejse øster i Vigen, og kom til Tønsberg efter Paaske. Derfra drog han ind til Oslo, hvor han traf Skule Jarl, Hr. Knud, Gregorius Jonsøn, Asolf Jarlsfrænde og mange andre af Jarlens Venner, som vare rejste med ham fra Throndhjem.
Olaf Hvides Drab.
160. Da Kongen og Jarlen havde været nogle faa Dage i Byen, kom den nys viede Ærkebiskop Thorer dertil fra Rom. Kongen sendte ham nogle Mænd i møde, ud til Hovedø, og Ærkebiskoppen drog ind i Kongsgaarden. Men eftersom Kongen havde til Skibs ført Overflødighed af Levnetsmidler med sig nordenfra, men Jarlen kun havde lidet, saa var denne sædvanlig hos Kongen om Aftenen. Kongen opholdt sig i Gaarden Digerskytning, men Jarlen i Skarthælen. Det hændte sig en Aften, at en Mand, ved Navn Roe Halkelsøn, af Jarlens Følge dræbte en af Kongens haandgangne Mænd, Olaf Hvide; hvorefter Roe løb ind i den Gaard, hvor Kongen og Jarlen var, gav sig i Kongens Vold, og sagde hvad han havde gjort. Kongen svarede: “Siden du har givet dig mig i Vold, saa skal du nu faae Fred af os.” strax efter lød Hirdmændenes Luur, og de haandgangne Mænd, som vare i Byen, løb sammen til den Gaard, hvor Jarlens Mænd vare, samt følgende Leensmænd: Arnbjørn Jonsøn, Simon Ko, Lodin Gunnesøn, Gunbjørn Bonde. Da Kongen og Jarlen spurgte dette, bad denne Kongen at sørge for, at Ulykken ikke skulde blive saa stor, som det tegnede til. Kongen stod strax op, og bad Jarlen vente efter sig. Da han kom til Gaardens Port, var der en saadan Trængsel af Bevæbnede, at han ikke kunde komme frem, han maatte derfor stige over deres Skuldre, og kom saaledes til Jarlens Mænd; ved hans Ankomst standsedes Tummelen, og Kongen stævnede dem alle til sig paa Halvards Kirkegaard. Derpaa forlod Kongen Gaarden, og alle de Bevæbnede fulgte ham nordpaa til Pale, thi alle Birkebenerne vilde anfalde Jarlens Mænd. Endelig tilvejebragde Kongen Stilstand, som skulde vare Natten over til Sagen kunde blive undersøgt. Om Morgenen førte Kongen Roe til Halvards Kirke, og bad ham nu vogte sig selv; men Kongen gik hen til Jarlen, og de fornøjede sig i hinandens Selskab.
Gregorius Jonsøns Død.
161. Derpaa drog Skule Jarl, tilligemed Hr. Knud, Gregorius Jonsøn og Jarlens Frænde Asolf til en Sammenkomst med Danekongen, som de traf i Kjøbenhavn; han modtog Jarlen vel. De underhandlede adskilligt hemmelig, og han forblev en Tid hos den danske Konge vel beværtet; ved Afskeden gav Kongen ham mange gode Foræringer og forlenede ham med det halve Halland. Jarlen rejste tilbage til Norge, og da han kom til Tønsberg, var Kongen rejst til Bergen. Hr. Knud og Gregorius ønskede at drage til Kongen, hvortil de fik Orlov. De gik derpaa begge paa eet Skib, men da de kom ved Enden af Hvarfsnæs, sejlede de paa et Skjær, og Gregorius med nogle Mænd tilsatte Livet. Han var den anseeligste af Leensmændene, af den ypperste Byrd i Norge og een af de sidste af den beremmelige Leensmænds Æt paa Søndmør, som kaldtes Blindheimsslægten. Hr. Knud frelste med Nød og næppe Livet, og mange Kostbarheder forgik der. Derpaa droge de til Bergen, og Kongen modtog dem hæderlig. Skule Jarl opholdt sig om Høsten i Vigen; og ud paa denne drog han til Throndhjem, hvor han blev om Vinteren.
Om Jon Jarls Sendebud.
162. Denne Sommer kom der Sendebud fra Jon Jarl paa Ørkenøerne med mange gode Gaver, som Jarlen sendte Kong Hakon. Men om Høsten sendte Kongen Jarlen et godt Langskib og mange andre Foræringer. Kong Hakon opholdt sig denne Vinter i Bergen; det var den tolvte Vinter i hans Regjering. Der herskede da god Fred i Landet og god forstaaelse imellem Kongen og Jarlen. Om Vinteren sendte Ærkebiskop Thorer Bud til alle Biskopper i Norge, at de skulde komme til ham i Throndhjem om Sommeren. Denne Sommer spurgtes der megen Ufred vester over Havet paa Syderøerne.
Om Alein Jarl.
163. I Skotland var der en Jarl, ved Navn Alein, en Søn af Rolland Jarl af Galvei; han var een af den Tids største Krigere, og havde en stor Hær og en Mængde Skibe; han hærgede paa Syderøerne og Irland, og øvede meget Hærværk rundt om i Vesterlandene. Den Gang var Olaf Gudrødsøn Konge paa Man, og forsvarede mandig dette Rige imod Jarlen, og viste megen Troskab mod Kong Hakon. Men Kongerne paa Syderøerne, som vare af Sumarlides Æt, vare meget utroe imod Kong Hakon; de vare Duggal Skræk og hans Broder Dungad, Fader til Jon, som siden blev Konge; de vare Sønner af Sumarlides Søn Duggal. En Mand ved Navn Ospak havde været længe hos Birkebenerne, da blev det bekjendt, at han var en Søn af Duggal og deres Broder. Desuden havde de endnu en Broder (7), ved Navn Sumarlide, der ligeledes var Konge paa Syderøerne.
Om Andreas Skjaldarband.
164. Kong Hakon drog om Høsten øster til Vigen til Oslo. Kongens Frænde, Andreas Skjaldarband, gjorde sig denne Vinter færdig til sin Jorsalrejse; han red om Vinteren til Halland, tog derfra til Sjælland, saa til Hvidsand, og derpaa ad Jorsalfarernes sædvanlige Vej, og gik ombord paa en Dromund; siden har man aldrig hørt noget til ham. Kong Hakon skrev til Kejser Frederik og andre sine Venner udenlands, at de skulde lade ham efterspørge, men det hjalp ikke. Hans Kone Ingeborg blev tilbage med deres Søn Peter, og da Andreas blev borte, gjorde Ingeborg bekjendt, at Skule Jarl var Fader til Peter; Jarlen vedgik det, tog Peter til sig, og viste ham megen Kjærlighed.
Ospak fik Kongenavn.
165. Denne Vinter tilbragde Kong Hakon i Oslo, og det var den trettende i hans Regjering. Mod Enden af Vinteren holdt Kongen Thing i Byen, paa hvilket han gav Ospak Kongenavn; han blev kaldt Ospak fra Syderøerne. Kongen bekjendtgjorde tillige, at han om Sommeren vilde give ham en Hær med vester over Havet. Den Dag, da Thinget holdtes, kom Kong Hakons Frænde, Magnus Broke, en Søn af Knud Jarl og Sønnesøn af Birger Brose, fra Sverrig. Han var gift med Sigrid, en Datter af den svenske Konge Knud; deres Søn hed ogsaa Knud. Kong Hakon tog Hæderlig mod Magnus, der blev nogen Tid hos Kongen, og de skiltes meget kjærlig ad. Om Foraaret døde Ærkebiskop Thorer i Throndhjem paa Paaskedag, i hvis Sted Sigurd Sine blev valgt, og rejste samme Sommer udenlands.
Kongen sendte en Hær vester over Havet.
166. Om Foraaret rejste Kong Hakon til Bergen hvor han lod den Hær udruste, der skulde følge med Kong Ospak vester over Havet. Til dette Tog gav Skule Jarl ogsaa nogle Folk og følgende Skibsbefalingsmænd: Sigurd Sepel, Sigurd Smed og Povel Balkesøn; men af Kongen sendtes Thormod Thingskaun, Serk Sygnekjuke, Ølver Illteit, Sveinung Svarte og Povel Gaas; de havde elleve Skibe fra Norge. Men da de vare færdige, kom Olaf Svarte, Konge paa Man, og forkyndte, at der var megen Ufred paa Øerne; han sagde ligeledes, at han var flygtet fra Man, fordi Alein Jarl havde draget en stor Hær sammen, og vilde anfalde de norske; ligesom han ogsaa berettede, hvilke Trusler Jarlen lod falde mod de norske, samt at han sagde, at det var ikke vanskeligere at komme over Havet til Norge, end fra Norge til Skotland, og heller ikke besværligere at lande der for en Krigshær; men det blev ved Ord. Kong Olaf var fire Dage i Byen, førend han drog tilbage; han drog paa Skib med Povel Balkesøn til Ørkenøerne, hvorpaa Jon Jarl gav ham det Skib Oxen. Da de forlode Ørkenøerne, havde de tyve Skibe. Da den unge Konges Søn, Povel Balke, og Ottar Snækoll hørte dette, droge de sønderpaa til Skid, og traf i Vestfjord Thorkel Thormudsøn, og holdt Slag med ham; Thorkel og hans to Sønner faldt, men hans Søn Thormud undkom ved at springe i et Kar, som svømmede ved Siden af Skibet, og det drev med ham til Skotland nordenfor Hatteskot. Derefter droge Balke med de andre til Kong Ospak.
Om de Norske og Syderøboerne.
167. Siden samledes hele Flaaden i Ilesund; der vare ogsaa Kong Ospaks tvende Brødre, Duggal og Dunggad, samt den tredie Høvding deres Frænde Sumarlide, og de havde mange Folk. De bøde Nordmændene til Gilde, og beværtede dem med meget stærk Viin, men Nordmændene bleve advarede om at tage sig i Agt; de vilde derfor ikke drage til Gilde, og de samlede deres Folk paa begge Sider, thi de troede ikke ret hinanden. Dungad sov paa sin Broder Ospaks Skib. Kort efter anfaldt de norske Syderøboerne, og dræbte Sumarlide med adskillige af hans Mænd; Duggal fangede de, og satte ham i Bolt og Jern; af de norske faldt kun faa. Ospak var ikke med herved, men da han erfarede det, fik han sin Broder Dungad af Vejen, og tog sin anden Broder Duggal i sin Forvaring. De samlede Folk og Skibe fra Øerne, fik i alt firsindstyve Skibe, og sejlede Sønder forbi Satiresmule og ind til Bot; der laae nogle Skotter i et Kastel, hvor een af Skotterne var Stevard. Nordmændene indsluttede Kastellet, og gjorde et tappert Angreb, men Skotterne forsvarede sig vel, og hældte kogende Beg og Bly ned paa dem; mange af Nordmændene faldt, og mange bleve saarede. Nordmændene gjorde sig Stormflage af Tømmer, og gave sig til at hugge paa Muren; den var af blød Steen, og gav derfor efter. En Kjertesvend, ved Navn Skage Skitrad, skjød Stevarden ihjel, just som denne sprang op paa Muren. Tre Dage strede de med Besætningen, førend de fik Borgen indtaget; de bemægtigede sig meget Bytte, og fangede en skotsk Ridder, der løskjøbte sig for tre hundrede brændte Mark. Af Nordmændene faldt Sveinung Svarte, og henved tre hundrede Mand i alt af dem og af Syderøboerne. De fik siden en stærk Storm, og mistede tre Skibe med Besætning og alt. Nu spurgte de, at Alein Jarl var øster paa Næs, og havde samlet halvandet hundrede Skibe, forat drage imod dem. De sejlede da nordpaa under Satire, laae der nogen Tid, og gjorde adskillige Gange Landgang. Der faldt Kong Ospak i en Sygdom, af hvilken han kort efter døde, og hans død blev meget beklaget af hans Mænd. Derpaa blev Kong Olaf Høvding over hele Hæren. Siden sejlede de over under Kjøbmandsøerne, og laae der en Deel af Vinteren. De sejlede derpaa til Man, hvor der var samlet en Hær imod dem under Anførsel af Thorkel Njalsøn. Manboerne vilde ikke stride mod Kong Olaf, og adsplittede Thorkels Hær, hvorpaa Nordmændene toge ham til Fange, og førte ham en Tidlang med sig i Lænker. Sigurd Sepel og Sigurd Smed vare ham behjælpelige til hans Flugt, hvilket nogle af deres Mænd optoge meget ilde. I Begyndelsen af Foraaret sejlede Nordmændene bort fra Man, men Kong Olaf blev der tilbage; de sejlede nordpaa under Satire, og gik der paa Land, men Skotterne kom imod dem, og strede med dem, dog ikke i noget ordentligt Slag, men løb til og fra; der faldt mange paa begge Sider. Da Nordmændene kom ned til deres Skibe, havde Skotterne dræbt alle deres Svende, som vare paa Land forat lave Mad. Nordmændene gjorde adskillige Gange Landgang paa Satire, og sejlede derfra nord til Øerne; da de kom til Ljodhus, forefandt de der Thormud Thorkelsøn; ham forjoge de fra Øerne, dræbte nogle af hans Mænd, bemægtigede sig alt hans Gods, og toge hans Kone til Fange; saa sejlede de nordpaa til Ørkenøerne, men Povel Balkesøn blev tilbage paa Syderøerne, og blev fældet nogle Uger efter af Kong Røgnvalds Søn, Gudraud Svarte. De fleste Nordmænd sejlede strax til Norge, og havde paa dette Tog forhværvet Kong Hakon megen Anseelse paa Vesterhavet, hvorfor Kongen takkede dem.
Ærkebiskop Sigurds Hjemkomst.
168. Kong Hakon havde tilbragt denne Vinter i Bergen; det var den fjortende i hans Regjering. Samme Høst kom Ærkebiskop Sigurd hjem fra sin Indvielse, og begav sig til sit Ærkebispesæde. Paa Ørkenøerne var af Nordmændene Ølver Illteit bleven tilbage; han var Kong Hakons Hirdmand og en meget ustyrlig Mand. Han drog til Hanef den Unge, som den Gang havde Sysselet der paa Øerne paa Kongens Vegne; han var Kong Hakons Skutelsvend. De vare tre Brødre, Hanef den Unge, Kolbeen og Andreas; Hanef havde en stor Trop med sig, og var vanskelig at komme tilrette med.
Om Snækoll.
169. En Mand der paa Øerne hed Snækoll Gunnesøn; hans Moder Ragnhild var en Datter af Erik Slagbrell og Ingegerd, Røgnvald Jarl den Helliges Datter. Snækoll gjorde Fordring paa nogle Gaarde der paa Øerne, som Røgnvalds Afkom havde ejet, men som Jarlen havde i Besiddelse. Denne gjorde mange Vanskeligheder med at overlade ham Gaardene, men Snækoll blev ved med sine Klager; Jarlen blev da vred, og spurgte, om han vilde gjøre ligesom hans Morbroder Harald, og gjøre Fordring paa Ørkenøerne imod ham; men han skulde nok vide at forsvare sit Rige, ligesom hans Fader havde gjort imod den andens Morbroder. Snækoll svarede: “Jeg tænker, det bliver kun lidet du vil unde mig af Ørkenøerne, naar du ikke engang vil tilstaae mig det, som tilkommer mig med fuld Ret.” Jon Jarl blev da meget forbitret paa Snækoll, der tilsidst foregav, at han ikke kunde være sikker for Jarlen, men drog til Hanef, og forbandt sig med ham og hans Trop.
Om Hanef.
170. Jarlen og Hanef droge om Høsten over til Katanæs, toge begge til Thorsaa, og havde hver sit Herberge. Begge havde ligeledes et stort Følge, og det kom til Strid imellem deres Folk, naar de mødtes drukne om Aftenen. En Aften sad Hanef med sine Folk og drak, og de vare meget muntre, da kom en Mand løbende ind til Hanef, og sagde: “Tager eder vel i Agt, Hanef og I andre, thi Jarlen vil uden Tvivl overfalde eder i Nat, og lade det gaae paa Liv og død, og han har ingen god Tro til eder, hvis I blive længe her sammen.”
Jon Jarls Drab.
171. Saasnart Hanef hørte dette, sagde han til sin Broder Kolbeen og til Snækoll, at det var der Rimelighed i, og de skulde ikke være de sidste til at forekomme det; de bade nu deres Folk væbne sig, men disse vare saa drukne, at de alle fandt det var vel betænkt. Da de havde væbnet sig, gik de til det Herberge, hvor Jarlen sov, og anfaldt strax dem, der kom dem imøde; men da Jarlen mærkede der var Fjender, søgte han ned i en Kjelder, hvor han vilde skjule sig, men de sporede ham op; Snækoll, Sumarlide Rolfsøn, Ølver Illteit, Thorkel og Rafn og endnu flere af deres Folk løb strax ned i Kjelderen; Snækoll fandt Jarlen ved en Tønde, og de gave ham strax Banesaar. Der faldt ogsaa nogle af Hanefs Folk; Jarlen havde faaet ni Saar. Efter denne Gjerning drog Hanef med de andre fra Katanæs; de droge til Viger, og lagde sig i det Kastel, som Kolbeen Ruga havde ladet bygge, og forsynede sig med tilstrækkelige Fødemidler. Men da Jarlens Venner spurgte dette, samlede de en stor Mængde Folk, droge ud til Viger, og belejrede Kastellet, hvilket dog var vanskeligt at angribe. Da samlede ogsaa Hanefs Frænder sig, Kolbeen i Reinedal og mange andre, og søgte at stifte Forlig imellem dem. Det endte ogsaa med, at der tilstodes dem Fred; om Vinteren skulde de blive paa Ørkenøerne, men næste Sommer drage til Norge til Kong Hakon, som skulde dømme i den hele Sag. De samlede Hære skiltes da ad, og alting stod roligt til om Vinteren. Sommeren efter droge Hanef og hans Kamerader til Norge, og paa et andet Skib vare Jarlens Frænder og Venner.
Om Ørkenøboerne.
172. Denne Vinter opholdt Kongen sig i Bergen, og det var den femtende Vinter i hans Regjering, men om Foraaret var han taget i Forretninger til Vigen, og var ikke kommen tilbage, da Hanef og hans Følge kom til Bergen; de toge ind i Aura-Povels Gaard. Kort efter kom Skule Jarl nordenfra og Kongen østenfra tilligemed Hr. Knud. Der blev da blæst til Hirdstævne for alle haandgangne Mænd, og da Hanef med sine Kamerader kom til Mødet, toge Skutelsvendene Brødrene Hanef og Kolbeen og Snækoll og Rolf Killings Sønner Sumarlide og Andreas, og førte dem op til Borgen, hvor de bleve satte i Forvaring; men Ølver Illteit og de andre, som havde været med ved Jarlens Drab, bleve førte ud til Toleholm. En Gjæst ved Navn Bjørn, som havde været med dem ved Drabet, var paa Vejen til Mødet kommen til Mariekirke, da just Messen begyndte. Han sagde: “Det er bedre, jeg gaaer i Messe, end til Hirdstævnet;” hvorpaa han gik ind i Kirken; og førend Messen var ude, sagde man ham, at Ølver og de andre vare dræbte (8), saa hans Liv frelstes ved at han gik i Kirke. Jarlens Maag, Sigvalde Skjalgsøn, var den ivrigste Eftermaalsmand angaaende Jarlens Drab; han greb Thorkel Svarte, og førte ham henad Gaden, og da de kom forbi den Gaard, hvor Skule Jarl var, stod Jarlen ved Vinduet, og raabte til ham: “Sigvalde, lad ikke Thorkel dræbe, med mindre han er særdeles skyldig.” Sigvalde svarede: “Han er saa meget skyldigere end andre, som han anfaldt Jarlen da han var død.” Thorkel kom ud til Holmen med Ølver, og bleve fem Mænd halshuggede, Rafn og Ølver og Thorkel og to andre, som havde været med ved Jon Jarls Drab.
Skibes Forliis.
173. Den samme Høst droge Ørkenøboerne hjem, og alle de anseeligste Mænd fra Øerne vare paa eet Skib, hvilket forgik med alle dem, som vare ombord, et Tab som mange først seent have forvundet. Skule Jarl drog om Høsten til Throndhjem tilligemed Hanef og Kolbeen samt Snækoll; Hanef og hans Broder vare om Vinteren hos Povel Vogeskalm paa Dynjenæs. Om Foraaret rejste Hanef til Kongen, og fik Lov til at drage hjem; men han blev af Storm dreven tilbage til Hernar, hvor han blev syg og døde; hans Broder Kolbeen døde i Throndhjem kort efter. Snækoll var længe efter hos Skule Jarl og Kong Hakon.
Uenighed imellem Kong Hakon og Skule Jarl.
174. Om Efteraaret da Kongen og Jarlen havde skiltes ad i Bergen, blev Kong Hakons Søn Hakon født Mortensdag om Natten; Vinteren efter blev Kong Hakon i Bergen, og dette var den sextende Vinter i hans Regjering. Denne Vinter rejste der sig megen Tvist og Uenighed imellem Kong Hakon og Skule Jarl, hvilket især rejste sig af Leensmændenes Ord. Skule Jarl havde denne Vinter megen Skibsbygning for, og foretog sig adskilligt andet, som hans Uvenner fattede Mistanke til, og udlagde som Utroskab mod Kongen. Den Gang var Jarlens Datter Fru Ingerid død, som Hr. Knud havde tilægte, og dermed var deres Venskab ude. Hr. Knud havde den Gang det halve Rygjefylke og det halve Sogn, og han ansaae dette Leen for mindre, end han kunde ønske sig. Han og Leensmændene forestillede Kongen, at det Landeskifte, som var skeet i Bergen, var ikke lige, og at det var snarere en Halvdeel, end en Trediedeel af Landet, som Skule Jarl havde faaet. Denne Vinter sendte Ærkebiskop Sigurd Bud til alle Biskopperne i Norge, og stævnede dem til et Møde med sig i Bergen næste Sommer.
Kong Hakons Budskab.
175. Kong Hakon drog om Foraaret øster til Vigen; han sendte Bud til Skule Jarl, at han om Sommeren skulde komme til Bergen, forat de kunde afgjøre den Tvist der var imellem dem. Men da Kongen kom øster til Vigen, stævnede han alle Leensmænd og Sysselmænd, som vare i Vigen, til sig, og beordrede dem til at følge med ham til Bergen. Følgende Leensmænd vare da hos ham: Arnbjørn Jonsøn, Simon Ko, Lodin Gunnesøn og Gunbjørn Bonde; og da han kom til Gulethingslag, stævnede han ligeledes alle Leensmænd til sig med stort Følge. Fra Vigen havde han mange og smukke Folk. Da han kom tilbage til Bergen, lagde han Langskibene langsmed Bryggen inde i selve Byen.
Om Povel Vogeskalm.
176. Skule Jarl var i Throndhjem om Sommeren;. om Foraaret lod han et stort Skib rejse ude paa Øren; det hed Langfredag, og var meget større end andre Skibe, hvorfor der kun blev gjort lidet ved det den Sommer. Ud paa Sommeren gjorde Jarlen sig færdig til at rejse; han blev silde færdig, og havde fem og tyve Skibe, for det meste store. Følgende Leensmænd vare med ham: Hans Maag Alf, hans Frænde Asolf, Povel Vogeskalm og hans Søn Nikolai, Baard Bratte og Eilif fra Vold; der vare ogsaa mange Sysselmænd. Det var langt ud paa Høsten, da Jarlen kom. Han sendte Povel Vogeskalm forud til Kongen. Da han kom til Bergen, irettesatte Leensmændene ham haardt, og sagde, at det var underligt, at han og andre Leensmænd, som vare komne nordpaa, holdt med Jarlen imod Kongen, og de bade dem forlade Jarlen og begive sig til Kongen. Men Povel svarede, at han havde ikke været imod Kongen, fordi han fulgte med Jarlen, naar Kongen sendte ham Bud. “Men saa troer jeg,” sagde han, “at de fleste Leensmæud, som ere komne nordenfra, ikke have i Sinde at forlade Jarlen for eders haarde Tiltales Skyld.” Siden drog Povel til Kongen, og deres Samtale var meget fredelig; hvorpaa han vendte tilbage til Jarlen, og fortalte ham om alle de Anstalter i Byen, og at Skibene laae saa tæt ved Bryggen, at det næppe var muligt at lægge til. Jarlen indrettede sin Sejlads til Byen saaledes, at han lod sit Skib sejle først, derpaa de to største, saa tre, saa fire, og saa fremdeles flere, saalænge der var nogen, en Anordning, som var meget smuk at see. Jarlen lagde til ved Nordnæs ud for Munkeliv ved Haakarlestrand, men havde et saa daarligt Leje der, at nogle Skibe kom til Skade for dem. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Kongen, Thrønders Drot ugunstig,
Vidt omkring til Leensmænd sendte,
Bud, men nordenfra en Flaade
Fløj med Jarlen og hans Kæmper;
Leensmænd fik ej lidt at sysle,
Lange Klager frem de bare;
Kongen holdt da Havnen spærret,
Haakarlsstrand lod Jarlen gjæste.
Kongens og Jarlens Sammenkomst.
177. Da Jarlen havde været en kort Tid i Byen, holdt han et Møde med Kongen i Sakristiet ved Kristkirken, og Kongen gjorde ham mange Bebrejdelser og Beskyldninger. Derpaa blev der sat Thing paa Kristkirkegaard, hvor der blev sat en Stol for Kongen; rundt omkring ham sade hans Leensmænd og Raadgivere; hans Frænde Gunnar stod bag Kongens Stol. Ærkebiskop Sigurd var paa Thinget, samt alle indenlandske Lydbiskopper og Hr. Knud. Siden kom Skule Jarl paa Thinget med alle sine Mænd. De saae, at der var ikke tiltænkt Jarlen nogen Plads paa den Stol, hvor Kongen sad; hans Mænd satte derfor en anden Stol for ham. Derpaa fremførte Kongen mange Besværinger over Jarlen, og holdt en smuk Tale. Derefter talte Leensmændene, og tillagde ham hver megen Vrede. Og da de vare færdige, stod Jarlen op og sagde: “Jeg kan en Vise:
Ørn sad paa Klippe,
Det gaaer alt ud i et,
Ørn sad paa Klippe;
og en anden:
Ørn sad paa Klippe;
saaledes gaaer det ogsaa her i Dag, hver har holdt en Tale paa sin Maade, men alle gaae de ud paa at beskylde mig.” Derpaa holdt han en lang og smuk Tale, hvori han fralagde sig alle de Beskyldninger, man havde gjort imod ham, og tilstod, at han var pligtig at tjene Kongen og give efter for ham, men han maatte tilkjendegive Leensmændene sin store Misfornøjelse med deres Bagvaskelse og Øretuderi. Derpaa sagde Gunnar Kongens Frænde: “Os forekommer du først da at vise Kongen den skyldige Tjeneste, naar du aflægger din Hædersdragt, og falder Kongen til Fode, og giver hele din Sag i hans Vold og Naade.” Jarlen svarede: “Jeg har lært at tjene Høvdinger, da du foretog dig andet, Gunnar!” Derpaa stod Kongen op, og bad alle dem følge sig, som vilde tjene ham; hvorpaa han forlod Thinget, ledsaget af hele Almuen; men Jarlen drog ned til sine Skibe tilligemed de Folk, som vare komne med ham nordenfra. Derefter lagde Ærkebiskoppen og andre Biskopper sig derimellem, og fik stiftet Forlig til Kongens Tilfredshed, og Jarlen gav sin Forpligtelse dertil. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Thing de unge Fyrster satte,
Jarlen Kongen hurtig svared,
Herser ægged ham til Kampen,
Herlig Ædling svart anklaged;
Han, som Daad og Hæder ynder,
Staal med Blod i Orlog farver,
Kongen selv lod Sagen dømme,
Saa forligt hans Gunst erobred.
Der herskede da udvortes en god forstaaelse imellem dem, og de vare til Gjæst hos hinanden; men der var aldrig siden fuldkommen Tillid imellem dem.
Kongens Datter Kristine fødes.
178. Skule Jarl drog til Throndhjem om Høsten, men Kongen blev i Bergen Julen over, og dette var den syttende Vinter i hans Regjering. Denne Vinter blev Kong Hakons Datter, Fru Kristine, født efter Juul. Henimod Fasten drog Kong Hakon til Sogn, og derfra op i Landet; men da han kom til Oplandene, opstod der en Tvist imellem ham og Povel Biskop i Hammer; Kongen gjorde Fordring paa den Ø i Mjøsen, som hedder den Hellige Ø, hvilken Inge, som Baglerne havde taget til Konge, havde givet til Bispesædet i Hammer, men Birkebenerne holdt ham for en Bedrager, og sagde, at han hed Thorgils Tueskid, og var en dansker. Nu meente Kongen, at han havde ingen Magt til at give hans Fædrenearv bort, men Biskoppen afslog reent ud at give Slip paa Øen. Kong Hakon drog til Tønsberg, og var der om Foraaret. Biskop Povel skrev til Ærkebiskoppen og Skule Jarl, og søgte Raad hos dem i denne Sag; og efter Underhandlingerne med dem endtes det dermed, at Biskop Povel gjorde sig færdig til at rejse bort, og drog først til Gøtland, derfra til Danmark, saa til Saxland, og fortsatte sin Rejse til Pavens Gaard.
Inga Kongemoders død.
179. Om Foraaret, medens Kongen opholdt sig i Tønsberg, lod han Steenmuren omkring Bjerget sætte i god Stand, lod en Kongsgaard opføre, og et stort Skib bygge, som hed Olafssuden. Kongen drog om Sommeren til Bergen. Da kom Skule Jarl nordenfra, og de vare begge sammen. Men skjøndt de omgikkes venlig, satte dog Øretudere Splid imellem dem, saa at det stundom var nær ved at komme til aabenbar Strid, hvilket man siden saae prøver paa. Kong Hakons Moder, Fru Inga, var hos ham, og han viste hende megen Kiærlighed; hun blev syg om Vinteren, og døde før Julefaste; dette var den attende Vinter i Kong Hakons Regjering.
Om Islænderne og Forlig.
180. Haakarlehøsten kom Sturla Sighvatsøn ude fra Island, og drog strax om Vinteren ud til Paven. Han kom tilbage den samme Høst, og fandt Kong Hakon i Tønsberg, hvor han havde Sturla til Gjæstebud hos sig, og afhandlede meget med ham. Kongen var misfornøjet med hvad Sturla fortalte ham om Urolighederne paa Island, og spurgte, om det kunde være saa vanskeligt at bringe Landet under Eneherredømme, og sagde, at da vilde der herske bedre Fred, naar een havde mest at sige. Sturla svarede, at det vilde ikke have stor Vanskelighed, naar een med nogen ret Magt vilde give sig i Færd dermed. Kongen spurgte, om han vilde paatage sig at fremme den Sag; han svarede, at han med Kongens Understøttelse vilde forsøge derpaa, og hvis det lykkedes, haabede han af Kongen at faae saadanne Belønninger, som han maatte finde ham værdig til. Kongen bad ham ikke ved Manddrab at vinde Landet, men at lade vedkommende Mænd gribe og føre til Norge, eller paa anden Maade ser at faae deres Besiddelser i sin Magt. Om Sommeren efter rejste Sturla til Island, og var hos sin Fader om Vinteren paa Grund. Men imedens han var udenlands, havde hans Søskendebarn, Orækja Snorresøn, øvet megen Ufred paa hans Ejendomme. Næste Foraar, da Sturla havde været en Vinter paa Island, drog han og hans Fader meget mandstærke mod Snorre i Reykjeholt, og forlangte at han skulde give Bøder for de af Orækja øvede Voldsomheder. Snorre vilde ikke samle Folk imod sin Broder; Thord Sturlasøn lagde sig derimellem, men kunde ikke faae dem forligte; Snorre begav sig derfor bort, men Sturla tog Reykjeholt i Besiddelse tilligemed alle Snorres Ejendomme. Derpaa drog Sturla til Vestfjordene imod Orækja, og de sluttede et Forlig, som det lod til, hvilket dog kun varede kort; alle deres Handeler behøve ikke her at fortælles, men Enden derpaa blev, at Orækja drog udenlands den Sommer efter Biskop Magnuses Raad. Derefter drog Sturla mod Thorleif i Garde og stred med ham paa Øer i Borgefjord; han overvandt Thorleif, som derpaa drog udenlands Sommeren efter Orækja. Samme Gang drog ogsaa Snorre Sturlasøn og Thord Kakale og Olaf Thordsøn Hvideskjald, en Søn af Thord Sturlasøn, udenlands. Nu yppede Sturla Ufred med Gissur Thorvaldsøn og Kolbeen Arnorsøn den Unge, og hvorledes det gik med deres Handel skal siden blive fortalt.
Kongen skrev til Jarlen.
181. Kong Hakon laae den Vinter i Oslo, som før er fortalt; der rejste sig den Gang megen Strid imellem ham og Skule Jarl, formedelst de samme Mænds Øretuderi, som vare vante til at sætte Splid imellem dem. Kong Hakon skrev til Jarlen, og satte ham Stævne at komme til sig i Bergen, forat tale om deres Mellemværende; da dette Bud kom til Jarlen, holdt han Raad med sine Venner, om han skulde begive sig til dette Møde eller ej; han erindrede dem om, hvor haardt Leensmændene Haakarlehøst havde gaaet ham paa Klingen, og at man havde sagt ham, at de ikke vilde fare lempeligere nu; “og hertil,” vedblev han, “kommer endnu en Omstændighed, som I kjender, og som gjør mig endnu mindre tilbøjelig til denne Rejse, end forrige Gang; thi Haakarlehøsten, da vi mødtes i Bergen, vare Arnbjørn Jonsøn, Gregorius og Hr. Andreas med os, og bleve da Kongens haandgangne Mænd, og svore ham alene Hirdmandsed, isteden for at de forhen alle havde svoret os begge Troskab; det samme gjorde ogsaa Jon Staals Søn Brynjolf, og mange andre have aflagt den samme Ed; og derfor har jeg mindre Tillid til disse, end til dem, som ere Venner af os begge og begges Edsvorne.” Endnu flere Grunde anførte Jarlen, hvorfor han vilde undslaae sig for denne Rejse; men da flere af hans Venner opmuntrede ham dertil, saa blev dog endelig den Beslutning taget, at han beredte sig til Rejsen, men han blev meget silde færdig; han havde tyve Skibe. Derpaa sejlede han sønder til Møre, og laae længe i Steenvaag. Kong Hakon gjorde sig færdig fra Vigen, og havde mange Folk og mange Leensmænd; han lod da Olafssuden sætte frem, et stort og smukt Skib paa to og tredive Rum. Du han kom til Gulethingslag, udbød han Folk af alle Fylkerne der. Klemet fra Holm sendte han til Throndhjem, forat forkynde, at Kongen vilde komme did, hvis Jarlen ikke kom nordenfra. Ud paa Høsten sejlede Kong Hakon fra Bergen nordpaa med fyrretyve Skibe, alle store. Mange Leensmænd vare med ham: Arnbjørn Jonsøn, Lodin Gunnesøn, Simon Ko, Halvard Bratte, Erik Stilk, Ivar Nef, Gaut fra Mel, Nikolai Povelsøn, Peter i Giske og mange andre anseelige Mænd; han havde ogsaa mange og smukke Folk. Skule Jarl laae, som nys blev sagt, i Steenvaag; der kom Povel Vogeskalm til ham, og sagde, at Kongen havde samlet en stor Hær, og agtede sig til Throndhjem. Jarlen holdt da Raad med sine Folk, om han skulde drage Kongen imøde eller vende tilbage til Throndhjem. De fleste raadte til det første, men nogle meente, han skulde tage til Throndhjem til sine Fostbrødre, og der oppebie Kongen. Det blev ogsaa besluttet saa, at Jarlen vendte tilbage til Nideros, og lod udskrive Heste, forat drage op i Landet; men Povel og flere fraraadte denne Rejse, og meente, at endnu vilde alt løbe vel af, naar han og Kongen mødtes. Der blev da besluttet, at Povel skulde drage sønder paa Møre forat Møde Kongen; han traf Kongens Flaade ved Solskel, men fik ikke talt med Kongen selv, da han just var sejlfærdig. De sejlede da alle samlede til Throndhjem, og da de kom til Leeranger, kom Povel til Kongen, som tog vel imod hans Andragende, og meente, at det vilde gaae godt, naar han og Jarlen samledes.
Om Kong Hakons Budskab til Skule.
182. Den Nat da Kongen var i Leeranger, var Skule Jarl paa Medalhuus, og red derfra til Orkedal, forat tage sønder over Fjeldet. Han havde da mange og smukke Folk; men da han var kommen op til Orknebro, skiltes mange af hans haandgangne Mænd og Venner fra ham, Andott Skakalok, Elju-Bjarne, Reidar Dyn og mange andre brave Mænd, som forhen kaldtes hans Kjæmper. Den Gang blev følgende kvædet:
Pral blev Skules Hofmænds Ære,
Fulde Kander de ej svigted,
Idelig de danske drukke,
Fjeld og Skov ej tit besøgte;
Da til Krig de drage maatte,
Savn og Hunger slemt dem plaged,
Eder de mod Inges Broder
Brød og ham at følge nægted.
Olaf Hvideskjald siger:
Snue Folk blandt Fyrster spredte
Tvedragts Sæd, de spaade: Jarlen
Løter snart mod Kongen bryder;
Begges Fjender Misgunst næred.
Opbragt Konning drog med Flaaden
Sønden fra; da Jarlens Kæmper
Svigted ham; saa han mod Østen
Over Fjeldet drog med sine.
Kongen sendte Mænd til Jarlen.
183. Da Kong Hakon kom til Throndhjem, spurgte han, at Jarlen var reden bort, hvorpaa han efter sine Venners Raad sendte Mænd efter ham, Povel Vogeskalm og Ivar Nef, hvilke traf Jarlen i Opdalen, og sagde, at Kongen vilde have han skulde vende tilbage, at de skulde forlige sig med hinanden, og begge blive i Throndhjem om Vinteren. Jarlen forebragde atter dette for sine Venner, af hvilke de fleste skyndede til, at han skulde vende tilbage; men andre fandt, at han kunde ikke være bekjendt, saa hurtig at forandre sin Beslutning. Jarlen svarede: “Jeg seer, at det vilde være raadeligere at vende tilbage, men dog maae de raade, som ville drage sønderpaa.” Derpaa begav han sig sønder over Fjeldet. Da Kongens Sysselmænd i Oplandene spurgte, at Jarlen var kommen nordenfra, toge de alle Skibene i Mjøsen, og elleve Høvdinger gik ombord paa dem; deres Formænd vare: Gregorius Jonsøn, Hr. Andreas, Havard fra Sundbo, Aslak Smørstak, Jon Killing, Amunde fra Folevold, Dag fra Gros, Odd Eriksøn, Saxe Bladspyd, og de havde stærke Troppeafdelinger. Skule Jarl drog til Hammerkjøbing paa Hedemarken, og opholdt sig der nogen Tid med alle sine Mænd.
Om Ærkebiskop Sigurd og Kong Hakon.
184. Da nu Povel Vogeskalm og Ivar Nef kom tilbage til Kongen, og fortalte om Jarlens Rejse, holdt Kongen Samtale med Ærkebiskop Sigurd og sine Raadgivere, og spurgte dem til Raads hvad der nu var at gjøre; han fandt det betænkeligt, at Jarlen med en stor Hær var dragen over Fjeldet til de Landskaber, som tilhørte Kongen allene. Ærkebiskoppen bad Kongen sørge for, at Freden kunde vedligeholdes. Kongen afsendte da Abbed Bjørn fra Holm, Ivar fra Skedjehof, Vilmund Pilt og flere Mænd, forat de skulde forkynde Jarlen, at han Vinteren over maatte have Trediedelen af alle Syslerne paa Oplandene og i Vigen, forat Freden kunde vare ved. Abbeden og hans Ledsagere kom til Hedemarken, og sendte Bud til Sysselmændene, forat bekjendtgjøre dem Kongens Befaling og bad dem ikke at bryde Freden, førerend de fik at vide, hvorledes Jarlen vilde optage deres Budskab. Men da Abbeden og de andre kom til Hammer, havde Jarlen sendt sin Skutelsvend, Nikolai fra Mors, op paa Hedemarken, forat indkræve alle Afgifter til Kongen. Sysselmændene havde faaet Nys herom, og vilde have standset Nikolai, saa hvis Abbeden var kommen to Dage sildigere, vilde det have været ude med Freden imellem Jarlen og Kongen. Men da Abbeden traf Jarlen, og meddeelte ham Kongens Tilbud, samtykkede han deri, og lovede derimod at forholde sig fredelig. Derpaa vendte Abbeden tilbage, men nogle af hans Ledsagere droge ud i Vigen i Kongens Ærende. Skule Jarl besatte derpaa Trediedelen af alle Sysler i Oplandene og Vigen; i Borgesyssel indsatte han Arne Rofa og Finn Knett; derpaa drog han ud til Oslo, og derfra til Tønsberg, hvorhen Kongens Mænd, som vare rejste med Abbeden, allerede vare komne.
Om Kong Hakons Sendebud.
185. Da Kong Hakon havde sendt Bjørn Abbed fra Nideros Sønder over Fjeldet, lod han Arnbjørn Jonsøn og alle Leensmændene fra Vigen drage hjem, og befalede dem at forsvare Landet, hvis Jarlen skulde vække nogen Ufred i Vigen. De kom noget sildigere til Vigen end Jarlen, og lagde sig i Grindholmsund, men Jarlen var i Tønsberg; han vilde da sende de Mænd til dem, som Kongen havde sendt nordenfra med Abbeden, og bad dem stævne Leensmændene til sig til Tønsberg, men de sagde, at Kongen havde bestemt, at Erik Stilk skulde opsøge Jarlen, og han drog med Kongens Breve, men ingen af de andre Leensmænd. Da Leensmændene nu spurgte, at Jarlen foer fredelig, skildtes de ad, og droge hver til sit Syssel, og Erik drog med Brevene til Jarlen. Da Arnbjørn kom hjem til Valdesholm, sendte han Bud til de Sysselmænd, som Jarlen havde indsat, befalede dem at drage bort, og sagde, at han ikke vilde dele Borgesyssel med nogen, førend han havde Kongens Ord derfor. Men saasnart Jarlens Sysselmænd fik dette at vide, droge de hen til Jarlen, og forkyndte ham Arnbjørns Budskab. Kongens Sendebud, som vare i Tønsberg, toge uden Jarlens Vidende meget Gods bort fra Laurentii Kirke, hvilket var Kongens Ejendom, og bragde det til Throndhjem; Juleaften kom de til Nideros, og fortalte Kongen hvad Nyt de havde hørt fra Vigen: de af Kongens Venner, som vare komne derfra, havde fortalt, at mange skyndede Jarlen til at bryde med Kongen, og at han ikke længer skulde lade sig forjage fra sin Ejendom og Odel, saa det var meget uvist, om Freden vilde vare Vinteren over. Skule Jarl drog efter Julen øster til Elven, og opholdt sig en lang Tid i Kongehelle. Der gik mange ham tilhaande: Alf fra Leifastad, Thorgils Slydra, Vesete den Unge og hans Broder Asgaut. Disse Mænd kaldte Birkebenerne Varbelger. Alf havde forhen været Arnbjørns Huuskarl. De skyndede Jarlen meget til Ufred, og at han ikke skulde lade Kongen raade over hans Broderarv; Jarlen gav, hvilket siden viste sig, altfor meget efter for deres Forestillinger. Kong Hakon var om Julen i Throndhjem; det var den nittende Vinter i hans Regjering. Ærkebiskoppen bad atter Kongen, at han, forat vedligeholde Freden, thi man hørte kun slette Tidender fra Varbelgerne i Vigen, skulde sende et Budskab til Jarlen; Bjørn Abbed og Vilmuud Pilt bleve da afsendte. Ligeledes skikkede Kong Hakon Bud til Muman Biskopssøn og Sysselmændene paa Oplandene, at de alle skulde drage til Arnbjørn Jensøn og forene sig med ham, indtil man fik Udfaldet at vide af Abbedens Budskab til Jarlen. Abbeden traf Jarlen i Kongehelle om Fasten i Vaaren, og fremførte sit Ærende; begges Venner understøttede ham, og Jarlen kom da paa mildere Tanker, men førend de kom, saae det svært ud til at han vilde begynde Ufred.
Forsøg paa at forlige Kongen og Jarlen.
186. Skule Jarl drog fra Kongehelle om Vaaren; han havde forud sendt Bud til Arnbjørn Jonsøn, at han skulde komme til ham paa Eidsvold. Arnbjørn, Erik Stilk, Munan Biskopssøn og mange andre Sysselmænd fra Oplandene kom til Thinget med trehundrede Mand, alle vel bevæbnede. De kom førend Jarlen, og lejrede sig ude ved Kirkegaarden. Arnbjørn sagde, at de før skulde stride med Jarlen, end give deres Samtykke til noget, som ej kunde huge dem. Skule Jarl kom paa Thinget med halvfjerde hundrede Mand, men ikke saa vel bevæbnede; Jarlen havde en hvid Filthat paa, og sad paa en smuk Hest. I Forvejen havde Arnbjørn aftalt med sine Mænd, at han allene skulde svare paa alle Jarlens Fordringer. Kort efter Thingets Begyndelse tog Jarlen saaledes til Orde: “Hvorfor, Arnbjørn! jog du mine Sysselmænd fra den Trediedeel af Borgesyssel, som Kongen havde overladt mig for i Vinter?” “Fordi,” sagde Arnbjørn, “jeg havde fast besluttet ikke at aftræde nogen det Leen, Kongen havde betroet mig, førend jeg havde Vished for, at han vilde fratage mig det.” Jarlen svarede: “Har du ikke engang før taget Forlening af mig, Arnbjørn, og da lovede du os alt Godt, hvorledes du end saa har endt.” “Jo,” sagde Arnbjørn. “Dengang,” vedblev Jarlen, “var Hakon Konge ligesaa vel som nu, skjøndt han nu har flere Aar paa Bagen, og jeg agter nu hans Ord ligesaa højt som den Gang med Hensyn til de Leen, han tildeler mig; og skjøndt du er noget mere, end andre Mænd i Norge, saa finder jeg det dog dumdristigt af eder alle at forholde mig det, som Kongen tilstaaer mig.” Arnbjørn svarede: “Vist er det, at ingen Leensmand skal fratage mig det, som Kongen har givet mig, og for ingen Mand i Norge agter jeg at bøje min Hals, uden for Kong Hakon, end ikke for den hvide Hat, som vi nu see her paa Thinget.” Da tog Bjørn Abbed Ordet, og sagde, at han bragde Kongens Brev med sig, hvilket de ene to skulde høre oplæse, og bad dem gaae ind i Kirken, hvor de talte sammen. Abbeden forkyndte her de Budskaber han bragde Arnbjørn og andre Anførere, og sagde, at det var Kongens Villie, at alle skulde bidrage sit til Forlig imellem ham og hans Svigerfader, samt at det virkelig forholdt sig saa, at Kongen havde overladt Jarlen Trediedelen af alle Sysler i Vigen og Oplandene om Vinteren. Arnbjørn begyndte da at tale lempeligere, og Jarlen tog Trediedelen af Borgesyssel i Besiddelse, hvorpaa han begav sig nordpaa i Vigen; men Abbeden rejste til Trondhjem med Tilbud af Forlig. Der blev da bestemt, at Kongen og Jarlen skulde mødes om Sommeren i Bergen, og stille hinanden Gisler til denne Sammenkomst.
Forlig imellem Kong Hakon og Skule Jarl.
187. Skule Jarl var i Vigen om Foraaret; da gik fremdeles mange Mænd ham tilhaande, og han samlede mange Folk, forsynede sig ligeledes med Skibe, og tog mange fra Bønderne uden deres Tilladelse. Han holdt Borgething paa Margretemesse; da tog han ogsaa Arnbjørns Skib, og vilde have det nordpaa med sig, men Arnbjørn havde i Forvejen ladet bore Huller paa det og Indholterne hugge i Stykker, saa det blev strax fuldt af Vand, da det kom ud, og maatte strax sættes op. Paa denne Tid kom fra Kong Hakon hans Søn Sigurd og Ingemund Pus, der bleve stillede Jarlen til Gisler, og i Forvejen vare Jarlens Frænde Asolf og Jatgeir Skjald i samme Egenskab komne til Kongen. Da Jarlen var færdig, sejlede han til Bergen, og lagde ind i Kongshavnen. Der begyndtes da Underhandlinger. Jarlen sagde, at han ikke vilde lægge ind til Byen, uden han fik Sikkerhed for, at hans Søn Peter efter hans død skulde erholde den Deel, som han nu havde af Norge; men da dette blev forebragt Kongen, afslog han det reent ud, og sagde, at aldrig skulde nogen af hans Afkom arve Norge, uden hvo der stammede fra hans Datter Dronning Margrete. Derefter toge nogle andre Mænd tilligemed Ærkebiskoppen sig af Underhandlingerne; Jarlen lagde ind til Byen, og de bleve efter gode Mænds Raad forligte; begge skulde forblive sammen om Vinteren i Bergen, og holde Bord sammen, saaledes at Jarlen skulde udrede Omkostningerne hver tredie Dag. Den Vinter stod da alting vel til imellem dem, som ellers naar de vare sammen; thi da førtes der mindre løgnagtig Sladder imellem dem, og de kunde strax undersøge Sandheden. Denne Sommer kom Orækja Snorresøn fra Island, og fortalte om al den Vold, som hans Frænde Sturla der havde øvet, saa at Kongen fandt, at han havde gaaet strængere til Værks, end han havde raadet ham til.
Forlig imellem Biskop Povel og Kongen.
188. Det var den tyvende Vinter i Kong Hakons regjeringstid, da han og Jarlen vare sammen i Bergen. Om Foraaret beredte de sig til at drage til Throndhjem, og sejlede forbi Stad Aftenen før Søndagen Charitatis, men fik saa stærk Modvind, at de maatte lægge til i Anger. Men om Søndagen sejlede Jarlen fra Sild, og fik saa stærk Bør, at han lagde til nord ved Søndolfsstad; Paasken tilbragde han paa Reine, og baade Kongen og Jarlen vare om Foraaret sammen i Kjøbstaden (Nideros). Da blev der efter Ærkebiskop Sigurds Raad sendt Bud til Biskop Povel i Hammer, at han skulde komme til Kong Hakon forat handle om Forlig, og da han kom did, holdtes der Møder angaaende hans Sag med Kongen; det gik noget langsomt med Forliget, og Biskoppen viste sig altid modvilligere paa de Møder, hvor Jarlen var med; men endelig forligedes de saaledes, at Kongen fik Øen imod at give Bispesædet andre Ejendomme isteden efter hans eget Godtbefindende og som Biskoppen var fornøjet med.
Der blev sat Splid imellem Kongen og Jarlen.
189. Om Foraaret tildrog sig i Throndhjem en ubetydelig Hændelse imellem Kongen og Jarlen, hvoraf man kunde see, hvor megen Umage man gjorde sig forat spilde deres gode forstaaelse. Det hængte saaledes sammen: Kongens Frænde Gunnar var hos Kongen; han havde Haft en Trætte med Jarlens Gjæster, som meente, at han havde behandlet dem for haardt. Kort efter drog Gunnar ud paa Næs, og vilde til sit Syssel, som Kongen havde givet ham. Om Natten da Gunnar var rejst bort, forkyndte man Kongen, at han var bleven dræbt, at nemlig Jarlen havde sendt Gjæster efter ham, og ladet ham dræbe. Kongen lod strax sin Luursvend kalde, og klædte sig paa, alle hans Mænd løb efter deres Vaaben, gik ud i Gaarden, og opsatte Banneret. Jarlen sov i et andet Herberge kort derfra; han vaagnede ved Allarmen, sprang op, og gik ud paa Svalen; da saae han Dronningen staae ude i Gaarden, og spurgte hende, hvad det Opløb skulde betyde? Hun fortalte ham hvad det var, men Jarlen bad hende være rolig, da der ikke var noget om. Kort efter fik man Vished om, at det ikke var andet, end nogle slette Mænds løgnagtige Paafund.
Skule blev Hertug.
190. Det samme Foraar holdt Kongen Ørething, hvortil der kom en stor Mængde, og paa dette Thing gav han Skule Hertugs Navn. Dette Hædersnavn havde ingen før baaret i Norge, som Olaf Hvideskjald kvad:
Mellem Svogre mægled snilde
Mænd, og snart de Gisler vexled,
Vel forligtes djærve Drotter,
Da kun sammen talt de havde;
Norges Hersker, høj af Stamme,
Hertugs Navn sin Dronnings Fader
Lod med herligst Hæder pryde,
Fryded ham med rige Gaver.
Med dette Hædersnavn gav Kongen Hertugen mange anseelige Gaver, og der begyndte da paa ny at herske Venskab imellem ham og hans Svigerfader.
Om Kejserens Sendebud til Norges Konge.
191. Da Kong Hakon og Hertug Skule regjerede i Norge, var Frederik, Frederiks Søn (9) rommersk Kejser; han var en anseelig Høvding, og mange Høvdinger fra andre Lande bejlede til hans Venskab. Kejseren sendte Mænd til Kong Hakon og Hertug Skule, længe før den Tid her omtales. Formanden for dem hed Vilhelm. De overbragde Kongen og Hertugen mange Presenter, hvorimod disse igjen sendte Kejseren andre Ting, som vare Sjeldenheder for ham og i hans Rige holdtes for Kostbarheder. Fra den Tid af skete der Sendefærd imellem Kejseren og Kongen. Fra Kongens Side rejste først Gudleik fra Ask, som traf Kejseren paa Sicilien, og blev vel modtaget. Derefter blev Nikolai Povelsøn afsendt, som var længe i Kejserens Gaard, og fik hæderlige Gaver af ham; ingen af Nordmændene blev den Gang saa vel modtaget, som han. Noget senere afsendtes Kongens Frænde Roe og Baard, en Søn af Isak fra Bæ, den sidste paa Hertugens Vegne, men dem tyktes ikke, at Roe fremstillede Kong Hakons og Hertugens Sag med forstand eller Ret. Derpaa rejste en anden Mand som Bud imellem Kejseren og Kongen, ved Navn Henrik; han var født i Norge, men tysk af Æt, og kaldtes Henrik Sendemand. Herved stiftedes et nøje Venskab imellem Kejseren og Kong Hakon.
Om Baard.
192. Om Foraaret efter da Kong Hakon og Hertug Skule opholdt sig i Trondhjem, havde Baard Isaks Broder og Hakon Due Syssel paa Hedemarken paa Hertugens Vegne, thi Landet var deelt saaledes, at han havde Trediedelen af alle Syslerne i Norge. Da hændtes den Udaad, at Baard voldtog en Kone, som var ægteviet til Thord, en Søn af Frederik Slafse, der alle sine Dage havde været Kong Hakons Ven, og i denne Handling havde Hakon Due været Raadgiver og Medvider. Dette spurgte Kong Hakon og Hertug Skule nord til Throndhjem, og vare, som man kan tænke, meget fortrydelige derover, især yttrede Hertugen sig meget heftigt derom.
Baard Isaks Broders Drab.
193. Kong Hakon og Hertug Skule gjorde sig færdige til at rejse til Bergen om Sommeren; førend de rejste, sendte Kongen Jon Provstesøn med nogle Mænd østerpaa over Land. Da Kongen og Hertugen vare færdige, rejste de til Bergen. Men førend de kom derhen, havde Borgerne holdt et Slag med Tyskerne i Bergen, dræbt nogle, jaget andre ud i Vandet, og mange vare saarede; Grunden dertil var, at Tyskerne havde lagt deres Kogger ved Bergens Brygge paa Steder, hvor Borgerne ikke vilde taale det, og ødelagt nogle Skibe, som laae der i Forvejen. Da Kongen og Hertugen kom did, fik de denne Urolighed stillet. Jon Provstesøn drog op i Landet, og da han kom til Hedemarken, traf han Baard Isaks Broder i Søen Mjøsen, hvor han laae paa sit Skib; de toge ham til Fange, og dræbte ham, og droge derpaa øster i Vigen. Den samme Sommer dræbte Thord Frederiksøn Hakon Due i Tønsberg formedelst den Udaad han og Baard havde begaaet. Tidende herom kom til Kongen og Hertugen, som var misfornøjet derover, og man meente, at Hertugen tog sig disse Mænds død meget nær.
Om Kongen og Hertugen.
194. Ud paa Foraaret gjorde Kongen og Hertugen sig færdige til at rejse fra Bergen øster i Vigen, og indrettede til Vintersæde i Oslo, De holdt begge Juul sammen om Vinteren; det var den een og tyvende i Kong Hakons Regjering. Men efter Julen holdt de hver sin Huusholdning; dog kom de jævnlig sammen om Aftenen forat drikke. Denne Sommer kom følgende Mænd fra Island: Snorre Sturlasøn, Thord Kakale, Thorleif fra Garde og Olaf Hvideskjald; de bleve om Vinteren i Throndhjem. Skule Jarl beredte sig til at rejse til Throndhjem om Foraaret, og tog afsted strax i Fasten; han og hans Svigersøn toge da kjærlig afsked med hinanden, og aftalte, at de om Sommeren skulde træffes i Bergen, thi de indsaae, at det stod bedst til imellem dem, naar de vare sammen. Hertugen kom til Throndhjem før Paaske, og blev der ud paa Sommeren. Hertug Skule kom i Uenighed med sin Frænde Asolf fra Østeraat angaaende Ejendomsretten til denne Gaard, thi Hertugens Søster Abbedissen Fru Sigrid, som havde været gift med Jon fra Østeraat, gjorde Paastand derpaa som sin Tilgave, men Asolf fordrede den som sin Kones, Baugeid Jons Datters, Fædrenearv. Herom blev der holdt mange Møder, og de bleve dog ikke enige. Asolf tilbød sig at udlægge andre Besiddelser til Klosteret paa Reine, og det afslog Hertugen rigtig nok ikke, men fra den Tid af var det dog ude med deres Venskab, og Asolf søgte nu at vinde Kong Hakons Gunst. Kongen sad om Vinteren i Tønsberg; da blev hans Søn Magnus født, og han blev døbt Korsmessedag. Derpaa drog han til Bergen, og blev der. Da kom ogsaa Hertug Skule fra Throndhjem, og de vare begge sammen, og alting stod ret godt imellem dem, dog ikke som da deres Venskab var paa det højeste. Hertugen gjorde sig færdig til at rejse tilbage i Begyndelsen af Vinteren, men blev ikke færdig førend Mortensdag. Der var en Mand ved Navn Roald, Broder til Asolf Stryk, han var falden i Kongens Unaade for øvet Vold, og Kongen vilde have ham ud af Landet; han var den Gang i Bergen, og opholdt sig bestandig i en Kirke. En anden Mand hed Sigurd Kærer, han havde begaaet Drab i Helgeland, og øvet anden Udaad; han opholdt sig i Kristkirke, thi han torde ikke gaae ud for Kongen og hans Mænd. Hertugen gik ud forbi Kristkirke, førend han lagde ud af Byen; da gik Sigurd ud af Kirken og ud paa Hertugens Skib, og sejlede med ham; det samme gjorde ogsaa Roald, og de vare siden begge hos ham. Da Hertugen kom til Throndhjem, klagede hans Mænd meget over, at Kong Hakons Leensmænd havde gjort sig al Umage for at sætte Splid imellem ham og Hertugen, og derfor beskyldte de især Gaut Jonsøn. En Dag spurgte Hertugen Snorre Sturlasøn for Spøg: “Siger I ikke, at han, som hidsede de gamle Konger imod hinanden, hed med et andet Navn Gaut?” Jo, Herre!” svarede Snorre. “Digt nu en Vise derom, og lad os høre hvorledes denne ligner hiin.” Da kvad Snorre følgende:
Gaut før med Haab om Bytte,
Som Trolddom, Ring opægged
Mod Hildetand til Kampen,
Saa Fejden Odin stifted;
For længe Kongen hylder
Uvenskab, Men dog burde
Hin Ufredsstifter ikke
Nu Sværdets Dom fremkalde.
Der blev da meget talt, som viste fjendtligt Sind imod Kongens Venner.
Kongens Budskab til Hertugen.
195. Kong Hakon laae denne Vinter i Bergen; det var den to og tyvende i hans Regjering. Han sendte om Vinteren Bud til Hertugen, at denne næste Sommer skulde komme til ham i Bergen med lette Skibe. Islænderne, som vare hos Hertugen, bad han tillige om ikke at drage hjem, førend de havde faaet Besked af Kongen angaaende de Ærender han vilde give dem med; thi om Høsten før havde man spurgt, at Kolbeen den Unge og Gissur havde stredet med Sturlungerne i Skagefjord, og at disse vare faldne. Kong Hakon drog om Foraaret øster i Vigen, og opholdt sig længe i Tønsberg. Da spurgte han, at Hertugen havde givet Snorre Sturlasøn, Orækja og Thorleif Tilladelse til at sejle til Island, og skaffet dem et Skib, hvoraf han ejede Halvparten og Gudleik af Skattestad den anden Halvpart. Saasnart Kongen fik dette at vide, sendte han strax Brev nordpaa, og forbød deres Udrejse; Brevet kom til dem, da de laae sejlfærdige, saa de rejste tværtimod Kongens Forbud. Kort efter erfarede Kongen af Bjørn Abbed, som Hertugen havde afsendt, at denne lavede sig til at sejle fra Throndhjem, og havde faaet Langfredag og Holmbussen og Strindekollen og mange andre store Skibe i Vandet; og Hertugen agtede at underlægge sig mere end Kongen havde bestemt. Kong Hakon sendte da Bud til sine Leensmænd, Arnbjørn Jonsøn og andre, og samlede en stor Hær. Han beredte sig derpaa til at drage til Bergen. Hertug Skule sejlede fra Throndhjem med tyve Skibe, hvoraf de fleste vare store. Han selv førte Langfredag, som var paa sex og tredive Rum og et meget smukt Skib. Han havde ogsaa en skjøn og vel rustet Hær. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Nu herlig Hertugs Snekke
Fra Havn paa Søen glider,
Af Havets Heste Bølger
Har ingen bedre pløjet.
Om Sommeren kom Hertugen til Bergen, og laae i Florevaag med sin Hær; da spurgte han, at Kong Hakon beredte sig til at drage østenfra med mange Folk, og at han vilde have fyrretyve Skibe. Hertugen holdt nu Møder med sine Mænd, om han skulde oppebie Kongen eller vende tilbage; de frygtede for, at Kongen ikke vilde synes godt om deres Foretagender, hvorfor det blev besluttet, at de ikke skulde oppebie Kongen, og de vendte da tilbage med hele Hæren.
Kongen kom til Bergen.
196. Kong Hakon kom til Bergen kort efter at Hertugen var sejlet bort, og traf der Ærkebiskop Sigurd; det tegnede da ikke godt med Freden, og Ærkebiskoppen bad Kongen endnu at gjøre noget, forat den kunde vare ved. Det blev da bestemt, at Ærkebiskoppen skulde paabyde Stilstand Vinteren over, hvortil han tog Kongens Fuldmagt, og skrev strax til Hertugen, og bad ham ikke at bryde Freden, førend de havde haft et Møde. Om Høsten drog Ærkebiskoppen i Forretning Sønder paa Møre. Da Kong Hakon havde opholdt sig nogen Tid i Bergen, gav han sine Leensmænd og Sysselmænd Hjemlov. følgende droge nordpaa til deres Sysler: Ærkebiskop Sigurds Søn Peter, Asolf fra Østeraat, Peter fra Giske, Øgmund Krækedans, Arne Blak, hvilke herefter endnu ville blive omtalte.
Hertug Skules Udbud.
197. Hertugen drog til Nideros, og var omtrent tre Uger paa Vejen; han lod alle sine store Skibe sætte op. Der samledes da snart en stor Mængde Folk til ham, som han havde stævnet til sig oppe fra Landet, saavel som østen fra Vigen efter hans Budskab derom; men da det kostede ham meget at underholde saa stor en Hær, lod han Breve udgaae over hele Thrøndelagen, og udbød fuld Alminding, men Bønderne lode ikke til at ville finde sig i saa store Paalæg. Kong Hakon havde desuden ogsaa sendt Breve til alle Indthrønderne, at de ikke skulde lade sig paalægge større Paalæg og Udbud, end han tog af sine Undergivne. Da Hertugen nu ingen Leding fik, gjorde han færdig til at drage ind i Throndhjem, gik selv ombord paa Skibene, men mange af hans Mænd droge afsted til Lands under Anførsel af Alf fra Teinastad, Vesete den Lille og hans Broder Algaut. Hertugen lagde med sine Skibe til ved Bogsbro, og nu maatte Bønderne betale svære Penge, nogle en Mark Guld, andre to, og andre hele deres Boeslod.
Om Hertug Skule og Korsbrødrene.
198. Hertug Skule drog derefter ud til Nideros, og holdt ofte Samtale med sine Mænd og Raadgivere. Følgende Leensmænd vare med ham: Alf fra Thornberg, Ivar fra Sundbo, Baard Bratte, Baard Varg, Olaf fra Vigdeild, Erling Lydhorn, Fader Klemens og Guttorm fra Suderheim. Hertugen sagde til sine Mænd, at han vilde antage Kongenavn; nogle af Hans Mænd opmuntrede ham meget dertil, og sagde, at han var ret Arving efter sin Broder Kong Inge; han talte ogsaa til Korsbrødrene derom, og de beviste ham af Bøger, at han ligesaa vel maatte arve Kongenavn, som Ejendom og Odel. Og efter egen Attraa og andres Overtalelser lod han da stævne Ørething, og sendte Bud til de anseeligste Bønder i Throndhjem. Søndagen efter Allehelgens Fest, det var Leonards Dag, blev der ringet til Messe, og alle Folk gik som sædvanlig op til Kristkirke. Da Messen begyndte, kom Hertugens Klerk, Mester Berg, ind i Kirken, og saae sig om, som om han skulde spejde efter noget, og da Evangeliet var læst, kom Hertugen i Kirken med et stort Følge; han gik strax op i Koret, og lod Korsbrødrene kalde til sig; Messen standsede, imedens de talte sammen, men de kunde ikke blive enige. Paa samme Tid hørte de Lurene i Byen kalde Bønder, Kjøbmænd og hele Almuen til Ørething. Eisten Syre hed den Korsbroder, som af Ærkebiskoppen var beskikket til at afgjøre de vanskeligste Sager. Nu bad Hertugen Korsbrødrene give Tilladelse til, at den hellige Kong Olafs Skrin blev baaret ud; men de biede med Svaret, thi de mærkede nok hvad der var i Gjære. Hertugen spurgte, hvorfor de tøvede saalænge, før de gave ham et endeligt Svar; de sagde, at den Sag kunde blive farlig for dem, og de maatte tale derom i Eenrum. Da sagde Sire Eisten, at det bedste var at oppebie Ærkebiskoppens Bestemmelse; men nogle af Brødrene vilde, at Skrinet skulde bæres ud. Hertugen svarede: “Hvorfor vil du altid modsætte dig min Villie og Hæder, og det som dine Brødre samtykke i?” Derpaa gik Hertugen ud af Kirken og hen i Kongsgaarden, men Hertugens Søn Peter og Arnfinn Thjofsøn og mange andre Mænd bleve tilbage i Kirken; de gik hen, og vilde tage Skrinet ned. Men da Sire Eisten saae det, traadte han frem for Alteret, og sagde: “Det skulle alle Mænd vide, at vi erklære dem i Band, som bære Skrinet ud uden Samtykke af os Korsbrødre.” Peter svarede: “Det lader, som du vil byde os til et Mjødgilde, og Tak som byder! men tager nu Skrinet ned, og bærer det ud!” De grebe fat paa det, men det stod fast, saa Peter maatte springe op paa Alteret, og skyde til det med sine Knæ, førend han kunde faae det af Stedet. Derpaa blev ogsaa Korset, som lignum domini var i, baaret ud, samt Kong Olafs Øxe og Spyd; Formændene for denne Gjerning vare Hertugens Søn Peter og Arnfinn Thjofsøn, men de fleste andre vare dog noget betænkelige derved.
Hertug Skule fik Kongenavn.
199. Helligdommene bleve nu baarne ud og ned ad Gaden til Kongsgaarden, hvor Hertugen tilligemed alle de bevæbnede Hirdmænd kom dem imøde, og droge saaledes ned igjennem Byen til Ørething. Amunde Remba stod op; han bød Hertugen og Hirden velkommen, og holdt en lang Tale; udledte Hertugens Æt fra Kong Olaf den Hellige, og viste, at Hertugen var i anden Arv efter sin Broder Kong Inge, men Kong Hakon i niende Arv; men faa fandt, at dette var sandt, undtagen Hertugens Venner. Derpaa stod Hertugen selv op, og sagde, hvormegen Skam og Forhaanelse han havde maattet lide af Kongen for sin gode Villie, hvorledes han havde overladt ham Land og Undersaatter, men til Gjengjæld vilde Kongen nu skille ham ved den ham tiltænkte Trediedeel; derhos fremførte han endnu mange andre Anker imod Kongen. Da Hertugen havde endt sin Tale, stod Ivar Lavmand op, og opregnede først Hertugens Æt; derpaa endte han sin Tale med, at Hertugen allene var ret Arving til Norge, og gav ham derhos Kongenavn, Land og Undersaatter med alle Skatlande, som ligge under Norges Konge, og det Ord sluttede han med, at det tyktes ham godt at gjøre. Derpaa stod Skule op, som nu kaldtes Konge, og talte nogle Ord. Derefter lagde han sin Haand paa Skrinet, og aflagde Ed, at han skulde holde Kong Olaf den Helliges Lov mod sine Undersaatter. Siden udnævnte han Leensmænd, og lod dem sværrge sig Troskab, dernæst Skutelsvende og Hirdmænd, tilsidst Bønderne fra alle Fylker. Thinget blev nu hævet, og Skule fulgte Skrinet hjem, men der blev ingen Procession holdt imod ham og ikke ringet med Klokkerne. To Korsbrødre gik Skrinet imøde, og ledsagede Skule. Han beværtede den Dag sine Venner. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Svig da kom tilsidst for Dagen,
Savne Fred de Store maatte,
Fyrster, skjøndt de kaldes kloge,
Kunne Skjæbnen ikke trodse;
Hvilken Sorg at saa de Helte
Stred, thi begges Mod og Vælde
Mindes skal af Mænd saa længe
Jorden fast af Hav omkrandses.
Og fremdeles:
Rap som Høgen Hersers Styrer
Lod, mod Ret, sig Konge nævne,
Thrønder styrked stolte hersker,
Folkets svare Nød begyndte.
Sturla siger saa:
Ej er det Skryd,
At Skule var
Hædersmand
Her i Livet;
Skjøndt ustadig
Tidens Lykke
Skjæbnens Hjul
Mod ham vendte.
Og fremdeles:
Da i Ulykkens
Øjeblik
Helten for høj
Hæder attraade,
Og anseelig
Ædlingers Fjende
Konge sig lod
Kalde paa Øre.
Om Grim Keikan.
200. Der vare kun faa af Kong Hakons Hirdmænd i Byen, da Thinget var, og endnu færre siden. En af Kong Hakons Hirdmænd, ved Navn Grim Keikan, forlod Byen strax efter Thinget, og da han fandt sig forvisset om Hertugens Foretagende, fik han sig en Hest, og red hurtig ud i Gaulerdal til sin Gaard; der var een af hans Kammerader, med hvem han havde forenet sig om, at hvis de mærkede der var noget Nyt paa Færde, skulde de strax begive sig til Kong Hakon; men den anden vilde nu ikke tage afsted. Ikke desmindre rejste Grim, og kom til Syrnedal, drog derfra til Thingvold, hvor han traf Asolf Bonde, og fortalte ham hvad der var skeet, og bad ham tage med og beskytte sig; derpaa drog han til Arne Blak, og bragde ham Efterretning, og derfra til Peter i Giske.
Om Hertug Skules Sendebud.
201. Efterat Hertug Skule havde antaget Kongenavn, holdt han Raad med sine Mænd; nogle gave ham det Raad, at han strax skulde drage sønderpaa til Kongen med al den Magt han havde, saa at der ingen Efterretning kom forud, thi alle Veje vare bevogtede baade til Lands og Vands. Andre gave det Raad, at de skulde dele Hæren, og sende den ud til alle Sider, og lade Kongens Mænd dræbe hvor de traf dem; og det skete, thi det syntes Hertugen bedst om. Følgende Høvdinger droge nordpaa til Helgeland: Algaute, Povel Fot, Sigurd Partin; følgende droge op i Landet: Ivar fra Sunebo, Alf fra Leifastad, Vesete den Lille, Gudine Geig, Sigurd Tolesen, Sigurd Hit, Ulf Fare, Erik Guldveg, og de havde fem hundrede Mand. Da sendte han ogsaa sønderpaa imod Kongen Olaf fra Vigdeild, Guttorm fra Suderheim med Hirdmænd og Gjæster, samt en stor Deel af Hæren.
Ivar Kornes og Gunnars Drab.
202. Kong Hakon havde Efteraaret før sendt to af sine Hirdmænd, Ivar Korne og Gunnar Mirman, nordpaa til Hertugen med Breve; de stode i begges Tjeneste, og droge idelig imellem dem. Men da de havde viist Hertugen Brevene, dvælede de en kort Tid, førend de igjen droge bort, og vare til Gjæst hos Hertugen om Dagen, hvorpaa han affærdigede dem, og gav dem hundrede Alen Vadmel til Rejseklæder. De droge saa ud til Folskn, og opholdt sig der noget paa Kongens Gaard, uden at ane nogen Fare. Men den Dag da Hertugen antog Kongenavn, sendte han sine Brevsvende ud imod dem paa en Skude under Befaling af Gaut Varbelg og Sigurd Saltfod. De kom uventendes til Folskn, og dræbte strax Mirman inde i Stuen; der faldt ogsaa flere Mænd. Ivar var ude paa Loftet, og kom ud igjennem Viuduet i blotte Skjorte og Beenklæder, og vilde tye til Kirken, men den var i Laas; han løb derfor op ad en Stige, som stod ved Kirken, og kom op paa Taget, hvor han tilbragde Natten; men de andre holdt Vagt om Kirken. Om Morgenen var Ivar meget forkommen af Kulde, bad om Fred, men erholdt den ikke. Derpaa gik en Mand op ad Stigen, og gjennemborede ham med et Spyd; han styrtede da Død ned, men Hans Blod og Indvolde bleve liggende paa Kirken; det var det tredie Aar efterat Kong Hakon havde ladet denne Kirke indvie. Derpaa droge Varbelgerne sønderpaa til Ljoxna, hvor der vare to Brødre, der som Hirdmænd stode saavel i Kongens som Hertugens Tjeneste; de vare inde i Stuen. Varbelgerne anfaldt dem der, men de forsvarede sig vel og mandig. Varbelgerne stege op paa Stuen, og kastede Pæle derind; begge Brødrene saarede nogle af Varbelgernes Mænd, og dræbte een, førend de selv faldt med megen Berømmelse. Varbelgerne ranede der baade Mad og Klæder, hvorpaa de vendte tilbage til Byen, og berettede Hertugen hvad de havde gjort.
Thorer og flere af Kongens Mænd dræbes.
203. Hertug Skule havde faaet Efterretning om, at Thorer fra Born, en Broder til Vegard Veradal, var draget Søndenfra fra Kongen; Hertugen havde sat Sigurd Fertel og Eisten paa Øre til Sysselmænd Sønder paa Møre, og dem befalede han at tage Thorer af Dage, hvor de kunde træffe ham. Da de droge fra Nideros, fik de Efterretning om Thorers Rejse, og da de kom ud til Flagdke, droge de hver sin Vej, saa at Eisten drog langsmed Sønderlandet, men Sigurd ud til Raudebjerg. Thorer havde taget Vejen langsmed Nordlandet, og vilde tage den nærmeste Vej hjem uden at komme til Byen; Sigurd mødte ham ved Raudebjerg, og Thorer, som nok tænkte, det ikke kunde nytte at bede om Fred, greb strax til Vaaben; men da alle Vaabnene vare pakkede sammen, kunde han ikke ret komme til at gjøre Modstand; han faldt der tilligemed en anden Hirdmand, som hed Hedin. De sloge desuden meget Thorers Mænd, bemægtigede sig derpaa Skibet med alt hvad der var derpaa, og Thorers Søn Thorberg, og droge saa ind til Byen; Thorberg fik ved manges Forbøn Fred, og var siden hos Hertugen. Ærkebiskop Sigurd sejlede ind ad Throndhjem, og erfarede intet om hvad der havde tildraget sig, førend han kom til Leeranger; han fandt sig da i større Fare, end han havde tænkt paa, sendte strax Brev til Kong Hakon, forat lade ham vide hvad der var forefaldet, men drog selv ind til Byen. Hertug Skule sendte ogsaa nogle til Helgeland. Algaut drog ind ad Landet, Povel Fot langsmed Kysten og Sigurd Partin paa et Skib, og de dræbte først en Mand, ved Navn Jon, siden en anden Jon Svarte i Bjarkø. Derfra droge de til Torgar, og toge Kvæget og en Skude fra en Mand, ved Navn Ingjald; saa derfra til Brennøerne, hvor de toge en anden Skude; derfra til Garheim, hvor de ranede alt fra Jon Silke, men Hans Kone sendte Bud til ham ud til Vaage, og han begav sig strax til Guttorm i Bjarkø, som havde Syssel der af Kong Hakon, nemlig den sydlige Deel af Helgeland, og han traf ham i Herøerne. Jon fortalte ham hvad han havde hørt, men Guttorm vilde næppe troe det, og de droge da begge to til Sandnæs. Som de sade der om Aftenen i Stuen, kom Varbelgernes Spejder derind, men de fattede Mistanke til ham, og Guttorm slog til ham med sin Øxe, saa han skyndte sig bort. Derpaa flygtede de til Kirken. Ved Solnedgang kom Varbelgerne, og omringede Kirken, og bade dem komme ud, men de vilde ikke. Da truede Varbelgerne med at de vilde sætte Ild paa Kirken; men Guttorm sagde, at saavidt skulde det ikke komme. De lovede ham da den Fred, som Kong Olaf den Hellige havde lyst over den hellige Kirke, hvorpaa han gik ud; men saasnart han kom ud af Kirkedøren, blev han strax dræbt. Jon Silke slap ud igjennem Korsdøren, men blev dræbt ude paa Marken. Varbelgerne toge der meget Gods og et Skib paa tretten Roerbænke, som havde tilhørt Guttorm. Siden droge de ud til Salpt, og dræbte Povel Dalks Sønner, Olaf Dalk og Jon Sylgja, Kong Hakons Hirdmænd, og toge al deres Ejendom. Derfra droge de ud til Arnøerne, hvor de dræbte Asbjørn i Medalbo, Kongens Skutelsvend, og ranede alt Godset. Siden droge de nordpaa i Salpt, hvor der boede en Hirdmand, ved Navn Einar Præst; han var ikke hjemme, men de plyndrede der. Derfra droge de nordpaa til Leifnæs, hvor der boede nogle Mænd, som kaldtes Bollesønner, og deres Liv frelstes derved, at de samme Dag vare tagne ud til Skrofar. Samme Aften kom to af Ivar Petersøns Mandskab did, Erik den Hvide og Thord Tand; de bleve begge dræbte, og en Kjøbmand, som hed Jon Smædra, blev saaret. Med Bollesønnernes Ejendom bare de sig saaledes ad, at de satte et Lastdragerskib ud, og ladede det med alt deres Gods, Kvæget undtaget; de toge baade Lærred og Klæde, brændt Sølv smedet og usmedet og meget Gangsølv. Næste Dag droge de til Hamarø, forat dræbe Hakon Rønd; men da de spurgte, at Hakon havde faaet Nys om deres Færd, vendte de tilbage til Leernæs, og vare der om Natten. Men saasnart Hakon fik Efterretning om Ufreden, lod han Budstikke udgaae, samlede Folk til sig, og fik syv vel bemandede Skuder samlede. Om Morgenen i Dagningen kom de til Leernæs. Varbelgerne havde ladet en Skude med Vaaben. Hakon befalede sine Folk at roe mandig til, men saasnart Varbelgerne hørte dette, sagde Povel Fot: “Lad os nu undfly, her er Mændene fra Salpten, og vil hævne Guttorm.” Algaute var ikke kommen derhen, men laa paa den anden Side af Næsset med det Skib paa tretten Roerbænke, og der laae ogsaa Bollesønnernes Lastdragerskib. Povel løb over Næsset, bad dem kappe Tovene, og sagde, at alle hans Kammerader vare dræbte. De toge Povel ind, og roede til Leernæs, men Hakon og hans Folk vare da allerede borte; der begyndte da Underhandlinger imellem Bollesønnerne og Varbelgerne, og de betingede sig Fred; Ivar Bollesøn skulde følge dem ned til Nideros, hvor de kom for Juul. Hertugen var misfornøjet med, at de havde dræbt Guttorm Bonde udenfor Kirken og Jon Silke, og lod dem sætte i Jern; største Delen af Godset, som de havde ført med sig nordenfra, tog han til sig. Ivar Bollesøn sluttede Forlig med Hertugen paa Vilkaar, at han skulde betale tolv Mark Guld foruden det man havde plyndret fra ham, og saaledes løste han sit eget og sine Brødres Liv.
Om Alf fra Leifastad.
204. Alf fra Leifastad med sine Ledsagere drog efter Bestemmelsen op i Landet, og havde fem hundrede Mand. Da de kom efter over Fjeldet, dræbte de Olaf Fridasøn og hans Søn og en Mand ved Navn Ivar. Men de fleste af Kongens Mænd fik Efterretning om deres Ankomst, og flygtede til Kirker og Skove. Da de kom ned i Dalene, skilte Sigurd Tolesøn sig fra dem, drog til Østerdalene, og dræbte nogle Mænd, som hed Leissønner; men nogle af Høvdingerne med Hertugens Leensmand Baard Bratte i Spidsen droge ud til Oslo, hvor der kun vare faa af Kongens Mænd. Varbelgerne sendte Bud til Baard, at han skulde dræbe saa mange af Kongens Mænd han kunde overkomme, men Baard var bedre sindet, og advarede dem, saa de fleste af Kongens Mænd flygtede til Kirkerne, og skjulte sig der. Varbelgerne kom om Natten uventendes til Byen, og dræbte Sigurd Paktin, Grim Magne, Asolf og sex andre Mænd. Derpaa opholdt de sig nogen Tid i Byen, men Vesete drog længer østerpaa i Vigen, og forblev der en Tid, men han dræbte dog ingen, fordi han frygtede for, at Bønderne skulde samle sig imod ham. Hertugen sendte en Mand til Hr. Knud med det Indsegl, som hans Fader Hakon Jarl havde haft, samt en Fane, og tilbød ham at han skulde være hans Jarl, men Hr. Knud vilde ikke høre noget derom, og bad Sendebudet drage tilbage. Da Simon Ko fik Efterretning om Vesete, og Hr. Knud berettede ham, at Skule havde rejst Ufred imod Kong Hakon, saa samlede Simon Folk, og drog tilligemed Vesete paa Hell imod den anden Vesete med halvtredsindstyve Mand; de traf ham paa Gaarden Solbjerg, og dræbte syv og tyve af hans Mænd, men Vesete reddede sig øster paa Marker, og blev der, indtil Hertugen kom østerpaa om Vinteren.
Om Hertug Skules Mænd.
205. Nu er at fortælle om de Mænd, som vare sendte østerpaa imod Kongen, Olaf fra Vigdeild og Guttorm fra Suderheim, at de maatte bie længe efter Bør, og rundt omkring rygtedes deres Færd forud; de fik derfor ingen Mænd i deres Magt, men rundtom dræbte de Kvæget, og øvede megen Vold. Og da de mærkede de ikke kunde sejle lige sønderpaa, krydsede de om og droge ind i Fjordene, hvor de vidste Kongens Mænd vare; de kom først til Dromenæs, hvor Arne Ledrung og Endride boede, og der nedhug de alt Kvæget; derpaa drejede de ind omkring Næsset sønder efter Sundene, og kom til Arne Blaks, hvor de plyndrede alt hvad de kunde faae, og saa hos Øgmund Kodung og Andreas paa Sjømæling. Derfra droge de til Romsdal, og nedsloge overalt Kvæget, som tilhørte Kongens Mænd, men Mennesker fik de ingen steds fat paa, da de alle vare flygtede sønderpaa. Da Kong Hakon og Ærkebiskoppen mødtes om Høsten, indfandt sig ogsaa Hertugens Sendebud, Bjørn Abbed, Jatgeir Skjald og Søne Sik; der blev da afgjort, at der skulde være Stilstand imellem Kongen og Hertugen den Vinter; Ærkebiskoppen tillyste da Freden, og satte Bands Straf for Overtrædelsen. Kong Hakon skrev da et Brev med Abbeden til Hertugen, og bad ham holde denne Fred, eller sende Kongen Bud, hvis han vilde bryde den. Kongen gav derpaa Leensmændene Hjemlov, men bad dem tage sig vel i Agt, indtil man fik at see, hvorledes Freden blev holdt. De droge nordpaa udenskjærs, og ventede sig ingen Ufred, men paa een Gang vare Varbelgerne søndenfor dem, og det var da umuligt at vende tilbage. Øgmund Krækedans skulde have Sysselet i Orknedal, han drejede ind i Surnedal, og sænkede der sin Skude. Arne Blak skulde have Sysselet i Romsdal, og han vendte sig sønderpaa til Kongen. Men Kongens Mænd, Sigurd Biskopssøn og hans Mænd, mødte Varbelgerne paa Lyngversflo, og han undkom med Nød og næppe, og drog sønderpaa til Kongen. De af Kongens Mænd, som sejlede paa Lastdragerskibe med Handelsvarer, bleve dræbte hvor man fandt dem. Peter Povelsøn var kommen til Borgund, da han spurgte, at Varbelgerne laae Søndenfor paa tre Skuder, og at nogle kom nordenfra imod dem. Peter havde givet de fleste af sit Mandskab Lov til at drage hjem; han havde et stort Skib paa tyve Roerbænke samt en Skude; han skyndte sig da det hurtigste han kunde Sønderpaa, men da han kom til Herøerne, sagde man ham, at der i Havnen laae Varbelger med tre Skuder. Da Peter kom udenfor Havnen, lod han blæse i Luur; og saasnart Varbelgerne hørte det, toge de Tjeldingerne ned, og roede bort. Denne hans Handling blev bedømt paa forskjellige Maader; nogle sagde, at han lod blæse, forat advare Varbelgerne, og at han ikke vilde begynde nogen Ufred med Hertugens Mænd, hvorfor han ogsaa beholdt sin Bolig i Fred om Vinteren paa Giske. Kongens Sysselmænd, Peter og Asolf og Arne Blak og Sigurd Biskopsøn, gave sig gode Stunder, da de kom sønder forbi Stad.
Kongen erholdt Underretning.
206. Kong Hakon opholdt sig i Bergen med temmelig faa Mænd, og ventede hver Dag, at der skulde komme Budskab nordenfra, men da der intet kom, frygtede han for, at det ikke maatte hænge rigtig sammen. Man raadte ham da til, at han skulde tage sig i Agt. Derpaa sendte Kongen en Skude nordpaa til Sognsø, og en anden, som kaldtes Vætten, et særdeles hurtigsejlende Fartøj, lod han hver Nat krydse ved Foldhelle; de roede hver Dag til Byen, og ud om Aftenen. En Nat mærkede de, at et Skib paa otte Aarer kom roende meget stærkt nordenfra langsmed Landet; de tænkte, det var en af deres Spejderskuder, og stævnede dem imøde; det var Grim Keikan; han bad dem følge sig til Kongen, og sagde, han bragde en vigtig Tidende; de lagde til ved Kongebryggen, og gik der i Land; en Trediedeel af Natten var endnu tilbage. De mældte sig ved Herberget, og sagde, de maatte tale med Kongen; han stod strax op, og klædte sig paa. Grim berettede nu Kongen, at Hertug Skule havde antaget Kongenavn, og opsagt Freden imellem dem. Kongen vilde ikke troe det. Grim sagde: Hertugen har ogsaa sendt Mænd ud til alle Sider, baade nord og sønder paa og op i Landet, forat lade eders Mænd dræbe; han har sendt fjorten Skuder imod eder, med Leensmænd og Hirdmænd ombord; træf derfor hurtig, Herre, Foranstaltninger til at sætte eder i Sikkerhed; thi de ville være her snart. Fæst Lid til denne min Beretning, thi jeg red ud over Gauleraas, den Gang Hertugen med de andre vare paa Ørething, siden opholdt jeg mig i Skovene i Gaulerdal, indtil jeg fik paalidelig Efterretning indhentet om hvad der var skeet, og nu har jeg været ni Dage undervejs nordenfra. Kongen spurgte efter sine Sysselmænd, som vare dragne nordpaa; Grim svarede, at han havde truffet dem alle, undtagen Thorer, og de befandt sig alle vel, hvis de kun for Fremtiden kunde vogte sig, men Thorer var draget videre frem, og han frygtede for, at det stod ilde til med ham.
Tidenden forkyndes Almuen.
207. Der vare kun faa Mænd hos Kongen, da han fik denne Efterretning; han tav nogen Tid, og sagde derpaa: “Gud være lovet, at jeg nu veed, hvorledes jeg er faren; thi det, som nu er iværksat, har længe været i Gjære.” Derpaa gik han til Dronningens Herberge, og bad, man skulde lukke op; Kongen gik ind i Herberget, hvor der brændte Lys; nogle Svende og Dronningens Tjenestemøer sov der. Kongen gik hen til Sengen, Dronningen stod i en Silkesærk, og kastede en rød Snørekaabe over sig; hun hilste Kongen, som takkede hende venlig; hun tog en Silkepude, og bad Kongen sætte sig ned, hvilket han ikke vilde. Hun spurgte, om Kongen havde faaet nogen ny Tidende. “Liden er Tidenden,” sagde han, “der ere to Konger i Norge paa een Gang.” “Der er kun een retmæssig Konge,” svarede hun, “og det er I, og saa lade Gud og den hellige Kong Olaf det fremdeles blive!” Da sagde Kongen, at hendes Fader havde ladet sig give Kongenavn paa Ørething. “Saa slemt kan det ikke være,” sagde hun, “for Guds Skyld tro ikke det, saalænge I ikke har fuldkommen Vished derom.” Hun brast derpaa i Graad, og kunde ikke sige mere. Kongen bad hende give sig tilfreds, og sagde, han skulde ikke lade hende undgjælde for sin Faders Vrede. Kort efter gik Kongen bort, og lod Budstikke udgaae, baade nord og Sønder fra Bergen, og stævnede Leensmændene did, Gaut Jonsøn, Gunnar Kongsfrænde, Nicolai Povelsøn, Brynjolf Jonsøn og Isak i Bæ. Den samme Dag holdt Kongen Thing i Byen, og bekjendtgjorde denne Tidende for Almuen; han bad dem ikke være forsagte, det anede ham, at den Sag endnu vilde faae et godt Udfald. Næste Morgen holdt Kongen Vaabenthing, og mynstrede sine Folk, samt bestemte, hvorledes de skulde fordeles; at Kjøbmændene skulde ligge hver i sin Skytningsstue med deres Vaaben, men Kongens Mænd i Kongsgaarden; og han lovede at sørge for, at de med Guds Hjælp ikke skulde blive overrumplede af Fjenden. Derpaa lod han sine større Skibe fremsætte: Hugroen, Olafssuden, Fitjebranden, Guldbringen og Rygjebranden; da Hugroen blev sat ud, gik Underdelen fra, den blev derfor atter sat op, og gjort ved i god Mag. Alle de andre bleve satte i Søen, og udrustede paa det bedste; Kongens Langskibe laae langsmed Bryggen. Hver Dag ankom Leensmænd til Kongen, og Sysselmænd med store Troppeafdelinger; de fra Vors kom med svv Skibe. Da Peter, Asolf og Sigurd Biskopsøn kom nordenfra, berettede de, at Hertug Skule havde uddeelt alle Syslerne nordenfor Stad.
Kong Hakon gav Varbelgerne Fred.
208. Kong Hakon sendte følgende Høvdinger nordpaa imod Varbelgerne: hans Frænde Gunnar, Peter fra Giske og Asolf Bonde med fem og tyve Skibe; Kongen befalede, at de skulde skaane Kirker og Kvinder, saaledes som alle hans Forfædre havde gjort før ham. De droge derpaa nordpaa til Borgund, hvor Varbelgernes Sysselmænd vare, Olaf Kaabeen, Snækoll og Andreas Skæla. Der faldt nogle af Varbelgerne, førend de kunde frelst sig ind i Kirken. Birkebenerne bemægtigede sig den Leding, de havde samlet, men Folkene fik Lejde til at drage til Kongen. Da kvad Snækoll’ følgende:
Aldrig jeg skal,
Om end evig jeg lever,
Syssel mig paa
Søndmør udbede
Thi mig derfra
Fjender bragde,
Paa Kongens Bud,
Til Bergens Stad.
Peter og hans Ledsagere spurgte, at Hertugen med meget Mandskab laae i Nideros, saa det vilde ikke være raadeligt at drage derhen; de vendte derfor tilbage til Bergen med Gods og Mænd, som de havde taget. Kong Hakon gav alle dem Fred, som gave sig i hans Vold. Kongen sendte Klement fra Holm Sønder til Agde imod de Varbelger, som vare der; han dræbte Olaf Thorasøn, en gammel Bagler. Baard i Hestbæ havde paa Hertugens Vegne Syssel i Rygjefylke, og strax da han fik at vide, at Hertugen havde antaget Kongenavn, drog han til Kongen, og overgav sig i hans Vold; Kongen skjænkede ham Fred og sin Naade.
Kong Hakons Raadslagning.
209. Kong Hakon holdt jævnlig Raad med sine Mænd, hvad Beslutning man skulde tage; de, som vare komne nordenfra, skyndede til, at han med hele Hæren skulde drage nordpaa, thi de havde mistet baade Mænd og Gods ved Varbelgerne; men de, som vare fra Landet Søndenfor Stad, raadte til at han skulde forholde sig rolig i den strængeste Vintertid, og den Beslutning blev taget, at Kongen blev liggende i Bergen med Hæren. Nikolai Povelsøn var hos Kongen; han var den yngste af alle Leensmændene, og ansaaes for en Mand, af hvis forstand man kunde vente sig meget; han blev syg, og døde kort efter. Dagen før Juleaften blev hans Lig bisat Natten over. Om Morgenen var Hugroen bleven istandsat, og Kongen vilde have den sat ud før Julen; imedens der holdtes Gudstjeneste, lod Kongen Skibet gjøre i Stand; Mandskabet kaldtes ved Luren ombord, og Kongen holdt en Tale, i hvilken han paa een Gang gjorde Bøn for Skibet, og formanede sine Folk til Fred. Derefter gik Kongen Nikolais Lig imøde, og sang selv Takkesangen over Graven; imedens Liget blev nedsat, blev Masten rebet paa Skibet, og Redskaberne baarne ombord. Derpaa holdt Kongen Hirdstævne, og tog selv imod Hirden. Den Dag havde Kongen meget Arbejde for.
En Komet sees.
210. Øgmund Krækedans kom til Bergen før Julen, og blev hos Kongen til den niende Dag. Kongen gav ham hundrede Mand, Hirdmænd og Gjæster, hvorpaa Øgmund drog op paa Fjeldet. Munan Biskopsøn havde Syssel paa Hedemarken; han var flygtet derfra for Varbelgerne ud paa Valders, og var der om Julen. Han og Øgmund droge begge sammen ud til Oslo, men fandt, at de havde kun faa Folk, hvis Hertugen skulde komme nordenfra. De droge derpaa op i Landet, og vare i Dalene. Biskop Arne havde sendt en Klerk nordpaa til Ærkebiskoppen om Efteraaret, førend Ufreden begyndte, med Breve, men da han kom derhen, lod Hertugen alle Brevene tage fra ham; men da han siden gjorde sig færdig forat rejse tilbage, bad Hertugen ham tage hans Breve med, og lod dem læse for ham; deres Indhold angik kun Pengesager med nogle Mænd i Bergen, men da Brevene skulde forsegles, lod Hertugen dem bytte om, saa at Klerken fik nogle andre Breve med sig. Disse Breve faldt i Hænderne paa Kong Hakon, og deraf fik han Vished om al den Svig der var øvet mod ham og hans Mænd. Om Vinteren lod Kong Hakon lave til Julegilde i Bergen, og der behøvedes da meget mere, end sædvanlig; han laae der om Julen med megen Bekostning; dette var den tre og tyvende Vinter i hans Regjering. Han havde sendt Bud øster i Vigen efter sin Landskyld og Leding til at udrede Solden, men der kom intet Søndenfra. Paa den ottende Dag lod han sine Sølvkar og Sølvdiske (10) bryde itu, og gjorde saaledes god Rede og Skjel med sine Hirdmænd. Det var ni Dage efter Juul (11) at Kongen gik ud om Aftenen, og det var klart Vejr; da saae han en underlig Stjerne, langt større end andre og frygtelig at see til, med noget som lignede et Skaft. Kongen lod Mester Vilhelm kalde til sig, og da denne saae Stjernen, sagde han: “Gud fri mig! det er et mærkeligt Syn; denne Stjerne kaldes en Komet, og den viser sig før berømte Høvdingers død eller før store Feldtslag.” Denne Stjerne blev seet i mange Lande om Vinteren.
Knud fik Jarlsnavn.
211. Ud paa Julen talte Leensmændene om at de gjerne vilde drage nordpaa; Kongen vilde ikke indlade sig derpaa, og han maatte da høre Bebrejdelser af mange, som meente, at man ikke med Urette kaldte ham Hakon Søvn; men Kongen gav ikke Agt derpaa, og lod som om han ikke vidste noget deraf. Men strax om Kyndelmisse gjorde han sig færdig til at rejse, og stævnede hele Hæren til sig. Han havde fyrretyve Skibe, alle store og vel udrustede. Følgende Leensmænd vare med Kongen: Gaut Jonsøn, Peter Povelsøn, Asolf Jarlsfrænde, Gunnar Kongsfrænde og Isak i Bæ. Førend Kongen drog fra Byen, lod han Dronningen drage op i Borgen med Junker Magnus, under Tilsyn af Gudleik fra Ask, samt fyrretyve Hirdmænd og meget andet Folk. Kong Hakon havde om Vinteren sendt Breve øster i Vigen til Hr. Knud og til Arnbjørn Jonsøn, at han skulde give Knud Jarlsnavn; siden skulde de forsvare Vigen og Oplandene imod Varbelgerne, saavel som imod Hertugen, hvis han skulde komme nordenfra.
Nogle Varbelger bleve dræbte i Throndhjem.
212. Den Gang Kong Hakon drog fra Bergen, blev det sagt ham, at Hertugen havde sendt Mænd hen til at være Sysselmænd i Søndmør og Romsdal. Da Kongen kom til Kilestrøm, udnævnte han nogle Mænd til at drage nordpaa under følgende Formænd: Arne Blak, Gunnar Kongsfrænde, Asolf og Sigurd Biskopsøn. De droge saa hastig som muligt afsted, og da de kom nordpaa til Romsdalsmunding, spurgte de, at Finn Knøtt var inde paa Verø med sin Trop; han havde Sysselet der paa Hertugens Vegne; de styrede da derhen, og dræbte Finn med nogle flere Mænd. Kong Hakon havde om Vinteren ingen Efterretning faaet nordenfra om Hertugen, thi alle Veje vare saaledes bevogtede, at ingen, hvor gjerne han vilde, kunde komme bort derfra; men nu da Kongen søgte nordpaa, gik der det Rygte, at Skule vilde tage op i Landet, og ikke oppebie Kongen. Da Kongen drog nord forbi Knarreskeid, blev det haardt Vejr og Snefog, han lagde til ved Gundolfsstad; der sagde man ham for vist, at Hertugen var draget op i Landet. Da blev besluttet, at femten Skibe under Befaling af Asolf fra Østeraat og Gunnar skulde sendes forud. De sejlede lige nordpaa til Byen, og da de kom der, var det mørk Nat. En af Hertugens Mænd, Bergthor Ram, sejlede foran dem paa et let Skib, og bragde Efterretning til Byen. Gunnar Kongsfrænde lagde til ved Ilevig, og gik der i Land; men Asolf og en Deel af Folkene roede lige op i Aaen, og gik i Land der. Men saasom der allerede var kommen Efterretning om dem, saa fik man Tid til at flygte til Kirkerne. De dræbte nogle af Varbelgerne, andre bleve saarede.
Om Hertug Skule.
213. Hertug Skule drog fra Byen om Løverdagen i Fasten om Vinteren, og var om Natten i Medalhuus; derfra drog han ud til Orkedalen. Han havde ladet Klemet Fader og Guttorm fra Suderheim blive tilbage i Byen med to hundrede Mand, forat passe paa Skibene og hele Thrøndelagen. Hertugen drog Sønder over Fjeldet med fem hundrede, Mand, de mest udvalgte Folk, som vare vel forsynede med Vaaben, Klæder og Heste. Alf paa Leifastad med hans Trop var i Forvejen draget østerpaa, som før er fortalt. Munan Biskopsøn og Øgmund Krækedans vare den Gang i Gudbrandsdalene, da de hørte, at Hertugen var kommen fra Throndhjem; de begave sig da op paa Hedemarken. Da de kom til Ringesager, forefandt de der Alf fra Leifastad, og trængte ham saa haardt, at han og alle Hans Mænd maatte løbe ind i Kirken, men Munan og Øgmund lejrede sig omkring Kirken, og bleve liggende der en stor Deel af Dagen. Da Hertugen imidlertid var ventendes nordenfra, saa begave de sig ud til Oslo, sendte derpaa Bud til Knud Jarl og Arnbjørn Jonsøn samt flere Leensmænd i Vigen, og samlede der en meget stor Hær.
Kong Hakon kom til Throndhjem.
214. Kong Hakon sejlede ind til Throndhjem, og lagde til ved Holm; da sagde man ham, at Varbelgerne vare der mandstærke i Byen, Klemet Fader og Guttorm; de vare flygtede derhen, saasnart de spurgte, at Kongen kunde ventes til Byen, og holdt sig fast inde i Kirken. Kongen vilde derfor ikke gaae i Land. De sendte Bud til Kongen, og bade om Fred, men erholdt intet Svar af ham. Kongen holdt Samtale med sine Mænd, roede derpaa ind til Byen, hvor Ærkebiskop Sigurd og Korsbrødrene gik ham imøde, og bøde ham velkommen, men han troede dog at mærke, at nogle sagde et og meente et andet. Kongen og Ærkebiskoppen talte ofte sammen om den vigtige Sag, som nu satte hele Landet i Bevægelse; der vare nogle af Hertugens Venner, som yttrede, at Kongen og Hertugen skulde slutte Forlig, saaledes at hver skulde have sin Halvdeel af Riget, og begge bære Kongenavn. Men Kongen sagde, at han vilde ikke slutte Forlig paa saadanne Vilkaar. Hertugen havde sendt Fru Ragnhild og Fru Ragnfred samt en stor Deel af sit Løsøre til Kirken i Elgesæter. Ærkebiskoppen bad Kongen at unde dem Fred, og han svarede, at han vilde tilstaae det, om der end vare andre i Kirken, end disse Kvinder, og lovede ligeledes, at alle de, som laae i Kirken i Holm, skulde erholde Fred; de toge da imod Forlig, og nogle droge til Kongen, andre til deres Gaarde. Hertugen havde forladt Throndhjem saaledes, at alle de Mænds Gaarde, som fulgte med ham, stode ledige; derfor kom der nu Mænd fra alle Bygder, de nemlig, som skulde varetage Varbelgernes Gaarde, og bade Kongen at skaane dem. Kongen svarede, at Varbelgernes Gaarde skulde blive staaende urørte til Begyndelsen af Sommeren, forat oppebie, om Ejerne maaskee vilde indgaae Forlig med ham.
Abbed Björn sættes i Band.
215. Ærkebiskop Sigurd blev vred paa Abbed Bjørn i Holm om Efteraaret, da Hertugen havde antaget Kongenavn, baade for Ting, hvori han selv havde forseet sig, og saa fordi han havde været paa Raad med Hertugen i hans Foretagende; og for alt dette tilsammen satte Ærkebiskoppen ham i Band. Abbeden blev meget misfornøjet derover, og indstævnede Ærkebiskoppen for Paven. Hertugen og Abbeden plejede Raad med hinanden; Abbeden laante Penge af Hertugen, og satte Klosteret i Holm i Pant; han drog med Hertugens Ærender og Breve til andre Lande, Danmark, Tyskland, og ud til Pavens Hof; han kom om Vinteren til Oplandene, men der var Munan Biskopsøn i Hammerkjøbing, som havde spurgt hans Rejse; han lod derfor Abbeden gribe, fratog ham alle hans Brevskaber, og sendte ham til Bergen; der blev han i Borgen hos Dronningen, indtil Kongen kom nordenfra.
Hertug Skule sendte Breve til Sverrig.
216. Hertug Skule havde sendt Jatgeir Skjald til Jæmteland, Helsingeland og Sverrig med Breve; men da Kong Hakon erfarede det, sendte han sin Frænde Guunar efter ham; denne rejste meget hurtig, maatte udstaae meget paa denne Rejse, og havde kun femten Mand med sig. Han dræbte en Mand i Helsingeland, ved Navn Thorer, som havde Syssel der paa Hertugens Vegne. Derpaa droge de efter Jatgeir, traf ham i Helsingeland, og fratoge ham alle de Breve og Kostbarheder, som Hertugen havde sendt over til sine Venner. Jatgeir undkom med Nød og næppe. Gunnar vandt megen Hæder ved denne Rejse; han kom til Nideros førend Kongen var færdig til at drage derfra. Da Kong Hakon var i Nideros, kom nogle Svende østenfra over Fjeldet, og sagde, at Knud Jarl og Kongens Leensmænd havde forenet sig i Oslo, og havde fem hundrede og tyve Mand, og det lod til, at de vilde vinde Sejer over Hertugen, selv om de havde endnu færre Folk. De sagde fremdeles, at Hertugen var med sin Hær paa Hedemarken den Gang de droge der igjennem, og af deres hele Beretning saae man, at det stod vel til med Birkebenernes Foretagender.
Ufred i Oplandene.
217. Da Hertug Skule var i Hedemarken, kom Vesete den Lille til ham østen fra Marker. Hertugen drog fra Hammer ud til Eidsvold i den anden Uge af Langefasten; han sendte Alf fra Leifastad i Forvejen paa Spejderi; denne mødte om Natten Knud Jarls Spejdere, og Handelen imellem dem løb saaledes af, at Knuds Mænd fik een af Alfs taget til Fange, og bragde ham til Jarlen; hos denne var der en Mand, som havde noget Udestaaende med Fangen, og dræbte ham. Da Hertugen drog fra Eidsvold, kom en dansk Præst til ham, og sagde, at Knud Jarl havde sendt ham til Hertugen med det Budskab, at Jarlen ønskede de skulde mødes paa Leervolden og holde Slag; at de skulde ruste, sig dertil paa begge Sider som de bedst kunde og træde sig Vej, men ikke anfalde hinanden, førend dette Møde var holdt. Hertugen bad ham sige til Jarlen og de andre Birkebener, at dette Tilbud vilde han modtage, og ikke øve nogen Fjendtligheder, førend dette Møde var forbi. Næste Dag kom Præsten til Hertugen, og sagde, at Jarlen ønskede, de skulde bestemme, hvilke Troppeafdelinger der skulde rykke imod hinanden, bad Hertugen lade sit Banner komme mod Jarlens, og sagde fremdeles, at dennes Gjæster vilde have et sort Banner, hvilket Hertugens Gjæsters Mærke skulde stille sig imod, samt at Jarlen vilde indrette det saa, at Kjertesvendenes og medfølgende Afdelingers Banner skulde være guult, imod hvilket Hertugens Kjertesvende skulde stille sig. Præsten bad Hertugen sende nogle Mænd med ham til Jarlen, forat høre disse Ord af hans egen Mund, hvorpaa han sendte en Mand, ved Navn Kaare den Eenhændede. Hertugen havde været om Natten i Romerige paa Gaarden Laake. Men da Præsten og Kaare vare komne et kort Stykke bort fra Hertugen hen til en liden Skov, saae de Birkebenernes Banner komme sig imøde. Præsten sagde, at Jarlen var hastigere, end han havde sagt til ham, hvorpaa han bad Kaare vende tilbage, og sige Hertugen hvad der var paa Færde, hvilket han ogsaa gjorde. Men Hertugens Hær drog da frem af Skoven til Aaen Leeraa; begge Parter rykkede da imod hinanden paa Isen, og der var et Næs, kaldet Leernæs, imellem dem. Af Hertugens Mænd vare i Spidsen Baard Varg, hans Leensmand, og Baard fra Gudreksstad, en Søn af Thorsteen Kugad. Da de kom lige for Næsset, mødte Birkebenerne dem, nemlig Arnbjørn Pose og hans Trop; Varbelgerne vilde da trække sig tilbage til deres Kamerader, men i det Baard vendte sin Hest, styrtede den under ham, og Arnbjørn fik ham taget til Fange; Baard fra Gudreksstad derimod undkom, rigtig nok fik han et svært Stik af et Spyd imellem Skuldrene, Men hans gode Brynje beskjermede ham, saa han ikke blev saaret. Hertugen drejede fra Aaen op paa Næsset, og opstillede sine Folk; Birkebenerne gjorde det samme fra den anden Side af Aaen lige imod dem. De skjøde en Stund paa hinanden; af Hertugens Mænd fik Jon Paris Banesaar. Baard Varg drog til sin Maag, Erik Stilk, og klagede for ham, at han ikke havde sine Klæder der; han bad Erik skaffe sig en Mand til at følge ham ud paa Isen, saaledes at han kunde kaste en Runekevle til sine Kamerader. Erik føjede ham; da de kom ud paa Isen, gik Baard foran; hans Kamerader vare paa den anden Side af Aaen, kjendte ham, og gik ham imøde; i det samme gav Baard sig til at løbe bort fra Birkebenerne og over til sine Kamerader. Hertug Skule var tre Dage paa Leernæs, og kunde ikke længer skaffe Hæren Levnetsmidler der; han drog derfra Fredag Morgen tidlig i anden Uge i Langefasten, det var den syvende idus martii, og vendte da tilbage til Laake. Da Birkebenerne mærkede, han trak sig tilbage, droge de efter ham. Da Varbelgerne kom til Laake, traadte de Sneen ned paa en Brink ved Husene, nedenfor var en Dal, men paa den anden Side en Højde; da fik de Øjne paa Birkebenerne, hvorpaa Hertugen og hans Mænd gave sig til at fylke paa Brinken.
Slaget paa Laake.
218. Birkebenerne rykkede frem til Laake, og fylkede paa den anden Side ved Fordybningen. Knud Jarl og Arnbjørn beskikkede mange Troppeafdelinger til at falde Varbelgerne i Ryggen; de anførtes af Lodin Gunnesøn og Hakon Gris, samt Jon Provstesøn, der var Anfører for Kjertesvendene, Thorer Knap bar disses Banner, og desuden vare der mange andre Høvedsmænd. De gik bag Hertugens Fylking, saa at Gaarden var imellem dem. Da Hertugen saae dette, sendte han sine Mænd imod dette Baghold; følgende vare de Høvdinger, som sendtes imod dem: Alf fra Thornsberg, Olaf fra Vigdeild, Alf fra Leifastad, Vesete den Lille, hans Broder Algaute, og endnu flere Høvedsmænd. Da de mødtes, blev der et haardt Slag; Birkebenerne havde Vanskelighed med at anfalde, thi der laae dyb Snee, saa det var besværligt at komme frem, og Varbelgerne toge haardt imod dem. Da Jarlen og Arnfinn kunde formode, at begge Bagholdene vare komne sammen, gik de ned i Dalen med deres Folk og op paa Brinken under Hertugens Fylking. Hertugen bad sine Folk ikke at være for hidsige, men at lade dem komme langt op, førend de anfaldt dem, men det blev paa ingen Maade iagttaget, og Varbelgerne styrtede sig strax imod Birkebenerne; men heller ikke de kunde komme frem for Sneen, saa de trak sig atter tilbage til det Sted, hvor de havde staaet før; de mistede der een Mand.
Knud Jarl flyede.
219. Nu er at fortælle om Bagholdene: Hakon Gris gik i forreste Række af Birkebenerne, og da de kom sammen, lede Birkebenerne et Nederlag. Hakon Gris, Jon Provstesøn, Guttorm Hegg og mange andre anseelige Mænd faldt; da flyede Birkebenerne, og der faldt adskillige paa Flugten. Lodin Gunnesøn løb med en Trop ind i en Krog ved Kirken. Varbelgerne gjorde Bannerne til Bytte, og bragde dem med til Hertugen. Jarlen og Arnbjørn formodede, at deres Mænd vare blevne slagne, hvorpaa de holdt Raad, og sendte Eilif Ko med nogle Fredstilbud til Hertugen. Men da dette Sendebud kom tilbage tilligemed de Mænd, Hertugen havde sendt med ham, stode Skjoldene i den faste Snee, men alle Folk vare borte. Knud Jarl og Arnbjørn flyede ud til Tønsberg, men andre flygtede til Oslo og ud til Hovedø, og tyede til Klosteret der. Paa Varbelgernes Side faldt Kolbeen, en Broder til Alf fra Thornberg, og nogle faa andre. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Fyrsten drog mod Fjenders Skarer
Da fra Nord mod Oplands Bygder;
Lyse Faner faldt paa Laake,
Hæren med, for skarpe Klinger;
Til de Thrønders Egn fra sønden
Kongen lette Skibe førte,
Der han brændte fjendtlig Flaade,
From i Sind dog Mænd han skaaned.
Saa kvad Sturla:
Ufred voldte
Vældigst Kjæmpe
Folket i
Det hele Land,
Da den Ædling
Øster paa
Havde Slag
Holdt paa Laake.
Og den Kriger
Bød til Gilde
Ulves og
Ørnes Skarer
Ved Vintertid,
Valgt til Krig,
I Kongens haardt
Hærgede Rige.
Hertugen gav Mænd Fred.
220. Hertug Skule gav Lodin Gunnesøn og de Mænd, som vare hos ham, Fred. Derefter drog han ud til Oslo, og lod sig der tage til Konge; han gav ogsaa de Mænd Fred, som laae i Klosteret paa Hovedø, Povel Gaas, Gjardar Styrsøn og endnu flere Høvedsmænd. Mange af Birkebenerne gik Hertugen tilhaande; han opholdt sig i nogen Tid i Oslo.
Kong Hakon i Throndhjem.
221. Kong Hakon laae i Throndhjem, som forhen er skrevet. Kongens Mænd gik jævnlig hen til Elgeseter til Fru Ragnhild og hendes Mænd. En Dag da de kom derhen, mærkede de, at alle Folk loe ad dem, ligesom de vilde have dem til Gjek, men de vilde dog ikke sige dem noget; de sagde til Kongen, at der maatte vist være noget forefaldet, som gottede de andre. Samme Dag kom en Gjæst østenfra til Kongen, og bragde ham efterretning om Slaget paa Laake, og at han havde mistet mange anseelige Mænd. Kongen tyktes dette en svær Tidende, det manglede nu heller ikke paa Spot af Hertugens Mænd; de sagde, at næsten alle Kong Hakons Hirdmænd havde sat Livet til i Vigen, og det var uvist, om Jarlen kunde holde sig. Alle Kongens Mænd bleve meget forskrækkede over disse Tidender; da kvad Olaf en Vise:
De Birkebeners Skade,
Fra Øst vi kjekke hørte,
Snart vil det Tab oprette
Vor Drot, hvis Lykken føjer;
Vel jeg det veed, at Jarlen
Ej vel det gik, dog skulle
Ej vore vævre Fjender
Ved List sig stedse fryde.
Kong Hakons Tale.
222. Derpaa sendte Kong Hakon Bud til Leensmændene, at de det hurtigste muligt skulde gjøre sig fædige til Toget. Ærkebiskop Sigurd kom en Dag i Nikolaikirke til Kongen tilligemed Lambe, Prioren af Helgeseter, og Ærkebiskoppen bød sig til at drage sønder over Fjeldet, forat forsøge paa at bevæge Hertugen til et Forlig. Kongen svarede: “Gud lønne eder, Herre, for eders gode Villie, thi det er klart, at I ønsker vort Bedste, men have vi end lidt Tab paa vore Mænd, saa har maaskee Rygtet dog overdrevet det; men om det ogsaa skulde være sandt, saa sige vi dog, i Tillid til Gud og den hellige Kong Olaf, at vor bedste Styrke i Landet er de Folk, vi selv har om os, og vi agte derfor ikke at slutte noget Forlig med Hertugen, førend vi mere end hidtil er skeet have forsøgt hinandens Kræfter, og min Svigerfader og jeg have erfaret, om det vil gaae bedre, naar vi selv tales ved, end naar andre slaaes paa vore Vegne.” Derefter kom hver Dag Varbelger, til Kongen, saasom hans Frænde Jon fra Suderheim og Thorfinn fra Gyrve, og fik Fred af ham. Han lod da søge efter de Skibe, som tilhørte Hertugen, og tog dem til sig, som stode ham an, men de større bleve brændte eller ophuggede.
Hakon den Unge fik Kongenavn.
223. Da Kong Hakon var ganske færdig, lod han blæse til Ørething; Kong Olaf den Helliges Skrin blev baaret ud, og Korset, hvori lignum domini var; det var en Søndag fjorten Dage før Paaske. Der blev da givet Hakon den Unge Kongenavn, hvilket Einar Smørbag gjorde, der siden blev Ærkebiskop; tilstede vare Ærkebiskop Sigurd og de anseeligste Mænd fra Thrøndelagen. Den unge Konge aflagde Ed paa den hellige Kong Olafs Skrin efter god gammel Skik. Dernæst svore alle Leensmænd og Hirdstyrere og tolv Bønder fra hvert Fylke ham Troskab. Derpaa holdt Kong Hakon den Gamle en Tale; han sagde, at Bønderne havde viist en større Opsætsighed imod ham, end han kunde vente, og som de burde vise mod deres Konge; dog tillagde han ikke dem den meste Skyld derfor, og meente, at det vilde bekomme dem ilde, enten ham eller Bønderne. Samme Dag var Ærkebiskoppen til Gjæstebud hos Kongen, og om Mandagen Kongen hos Ærkebiskoppen, og de gave hinanden gode Foræringer.
Kong Hakons beslutning.
224. Om Tirsdagen lagde Kongen ud til Holm; siden fik han god Vind, og kom Tirsdagen efter Palmesøndag til Hegrenæs; her holdt han Thing med sine Folk, og talte saaledes: “Vi har mærket nogen Knurren blandt vore Mænd, som ere misfornøjede med de bestandige Toge vi har været nødt til at gjøre i denne Vinter; desuden ere de ogsaa blevne noget forfærdede siden vi have faaet de Tidender fra Vigen; men mange have dog udstaaet langt større Besværligheder og Møje for deres Konge, end I, allerhelst ikke en eneste af vore Mænd har faaet en Skramme, og I har ikke seet nogen Fjende bære Vaaben paa eder; i fordums Dage vilde man have anseet det, vi have fristet, for en ringe Besværlighed, og de gamle Birkebener vilde ikke i saa liden Fare forlade deres Konge. Nu er min Begjering til eder alle, at I ville føre eder vel op og ikke saaledes forlade os, thi liden Ære vil det være for eder selv; ogsaa haaber jeg, at det, før en halv Maaned er omme, skal staae bedre til med vore Sager.” En gammel Bonde stod op, og svarede Kongen: ”Jeg har været i tre Slag med din Farfader, Kong Sverre, og naar han talte saaledes, tog ingen i Betænkning at følge ham; den være hver Mands Niding, som forlader sin Konge selv om Faren var større end nu.” Derpaa befalede Kongen sine Mænd at gjøre sig færdige til at bryde op det snareste muligt. Strax da de kom til Bergen, lagde Kongen ind til Byen; der blev holdt Procession imod ham, og alle glædede sig ved hans Ankomst.
Hakon fik paa ny Kongenavn.
225. Derpaa lod Kongen de Breve undersøge, som Abbed Bjørn førte med sig; det var Breve fra Hertugen til Paven, Kejseren og mange andre Fyrster udenlands, som han tænkte skulde mest fremme hans Sag, og de vare skrevne med saa megen Underfundighed, at man næppe skulde troe, at en saadan Høvding, som han, vilde nedlade sig til saaledes at blande Sandhed og Løgn. Der vare Breve derimellem, som Abbeden vel kunde have fortjent døden for, men Kongen benaadede ham dog, saasnart han fik alle Brevene, og Abbeden fulgte ham østerpaa. Leensmændene bade Kongen, at han skulde blive liggende i Bergen Paasken over, og give dem Hjemlov, som vare med ham, men udbyde Leding over hele Gulethingslag af Folk og Levnetsmidler, og forsyne sig der med en saadan Magt, at han ikke behøvede at frygte for Hertugen. Kongen svarede: “Det tykkes mig ikke raadeligt at give dem Hjemlov, som nu ere hos os, thi vi vide ikke, om vi af Gulethingsmændene faae synderlig større Magt, end vi nu have; vi vilde ogsaa betale denne forstærkning for dyrt, dersom vi svigte dem, som ere i Vigen, og som nu ere os hengivne, og ville vove Livet for os, hvis vi hurtig komme til dem; vor Magt der vil ogsaa blive saa meget mindre, jo sildigere vi komme til dem; vi ville derfor drage afsted saa snart som muligt med de Folk vi kunne faae, og jeg vil drage østerpaa, selv om jeg ikke havde mere end tre Skibe, ja endog med eet Skib vil jeg fortsætte min Rejse; men dem, som ikke ville følge os, skal vi med Guds Hjælp nok engang lønne efter Fortjeneste.” Han sagde ogsaa, at han vilde lade den unge Konge faae Kongenavn paa ny, hvilket hans Mænd bifaldt. Skjærstorsdag blev der da blæst til Thing ude paa Kristkirkegaard, paa hvilket Hakon den Unge atter fik Kongenavn; han aflagde Ed efter Sædvane, hvorefter Leensmændene og Bønderne fra hele Gulethingslag, samt fra Ørkenøerne, Hjaltland og Island svore ham Troskab. Derpaa bekjendtgjorde Kong Hakon, at de Langfredag skulde lægge ud med Skibene, og erklærede dem for Landsforrædere, som bleve tilbage. Om Fredagen lagde han ud til Florevaag, men om Løverdagen til Grænningesund, og havde da ikke mere end ti Skibe. Der laae han Paaskedag, lod to Landtelte rejse, og lod holde højtidelig Gudstjeneste. Der blæste en stærk Søndenvind, og man sagde, at de aldrig vilde faae god Vind, da Kongen ikke vilde helligholde en saadan Højtid i Kjøbstaden. Men Kongen bad sine Mænd ikke at tabe Modet, alting kunde endnu blive godt.
Arnbjørn Jonsøns Død.
226. Om Hertug Skule er at fortælle, at han sad i Oslo, og samlede Folk. Derpaa drog han fra Oslo øster til Valdesholm før Palmesøndag; han sendte ogsaa nogle Skibe øster til Sarpsborg, og følgende Høvdinger vare med ham: Vilhelm fra Thorgar og Thorer Mjobeen. Men da Arnbørn Jonsøn erfarede dette, drog han øster over Folden, og mødte Varbelgerne, som vare gaaede ombord, øster i Borgaa, og drev dem der op; nogle af Varbelgernes Mænd faldt, men Skibene tog Arnbjørn. Men da han i sine Dage havde haft meget Arbejde og var en alderstegen Mand, faldt han i en Sygdom, og laae kun kort Tid, før han døde. Hans Død blev anseet for et stort Tab, thi der var kun een Mening om, at der paa den Tid ikke fandtes en saadan Leensmand i Norge, som han. Hertug Skule kom til Valdesholm, og laae der ikke ret længe, førend Holmen blev overgivet; han gjorde der meget Bytte. Derefter begav han sig før Paaske ind til Oslo, og ingen tænkte nu paa at gjøre ham Modstand. Hertugens Søn Peter havde om Paasken en stor Trop oppe paa Hedemarken.
Kong Hakon sejlede øster til Vigen.
227. Kong Hakon laae i Græningesund om Paasken, som før er skrevet. Paaskedag kom nogle Mænd paa en Skude østenfra, Anførte af Gudleik Eidung, og bragde Efterretning om Arnbjørn Jonsøns død, samt at Indvaanerne i Vigen vilde snart falde fra, hvis Kongen ikke hurtig kom til dem. Anden Dag i Paaske gik Kongen tidlig i Land med en Svend, det blæste noget fra Sydøst, men han gik dog hurtig ned igjen, vakte Folkene, og befalede dem at roe over Fjorden Hardsø, hvilket skete. Kongen gik paa en Skude med nogle Mænd, og roede til Sandkødra, og hørte der Messe; da den var læst, bad han nogen gaae ud, forat see hvorledes det gik med Flaaden; de kom ind, og sagde, at man gav sig til at sejle, og da Messen var sungen, gave alle Skibene sig under Sejl; det blev da god Bør; Kongen skyndte sig alt hvad han kunde, men naaede ikke de andre før i Saltbjarnesund, skjøndt man havde rebet Sejlene paa alle Skibe, førend han kom. De fik nu god og gunstig Bør, og sejlede til Hvitingsøerne om Aftenen. Saa kvad Sturla:
Masterne rejstes,
Konningens Hird
Trak med Kraft
Tovene da,
Sirlige Sejl
Svulmed i Storm,
Hurtig Fart
Ham de gave.
Og langs med
Landet mod Øst
Talrige Snekker
Svæve kunde,
Guldprydede de
Høvdinger førte,
Ej Drottens Flaade
Fattedes Mænd.
Om Morgenen efter hørte Kongen Messe, og sejlede den Dag forbi Jæderen; men da de kom ud for Revet, fik de Stormvejr, og nogle tabte deres Roer. Ud for Hvin brast Roret paa Kongens Skib, saa næsten hele Roerbladet gik af; der blev da med Brygger og Aarer styret ind i Skjarrandesund. Om Onsdagen sejlede de til Ekjunæsøerne, og lagde til der tidlig om Morgenen; der samledes største Delen af Flaaden; derfra sejlede de ind i Vigen, men da de kom til Grenmar søndenfor Øen Ør, fik de Sydøstvind med stærk Storm og Mørke; alle de, som ikke kunde faae vendt, lagde da atter i Havn, men Kongen lagde ind under Land i Havnen Slattenæs, hvilket var langt af den sædvanlige Vej; der erfarede han, at alle Varbelgerne vare i Oslo, og færdige til at drage til Tønsberg, forat overfalde Birkebenerne; men Knud Jarl og Kongens Leensmænd laae ved Jarlsø, med mange Birkebener, færdige til at drage nordpaa Kongen imøde; nogle vare blevne tilbage paa Bjerget. Kongen sendte da Indride Bersesøn med nogle flere Mænd til Tønsberg, for hemmelig at lade Birkebenerne vide, at Kongen var kommen til Vigen. Man havde drukket stærkt om Aftenen paa Kongeskibet, og sov længe om Morgenen. Kongen var tidlig oppe, og bad Folkene klæde sig paa, men det gik kun langsomt; da sagde Kongen: “Jeg tænker, at det gaaer hurtigere for Varbelgerne med at klæde sig paa i Dag, forat drage ud til Tønsberg imod vore Kamerader.” Birkebenerne sprang da hurtig op, og sagde, det skulde aldrig skee, roede modig ud af Havnen, og sejlede til Malstrand. Kongen gjorde da Løfte for sig og sine Folk, at alle Birkebenerne skulde faste og ikke nyde andet end Vand Aftenen før den første St. Olafs Dag, og faste den sidste eller betale femten Penge. Dette Løfte holdt de godt de Første tolv Maaneder, men siden gik det slettere.
Kong Hakon lagde til Oslo.
228. Derfra sejlede Kongen til Grindholmsund; der mødte Munan Biskopsøn ham, og bad ham lægge hen under Jarlsø for at Møde Knud Jarl og Birkebenerne. Kongen svarede: “Siden Gud har givet os denne Bør, saa haabe vi, at det vil blive os en Bør til Sejer, vi ville nu ogsaa benytte den, og hvo, der vil, sejle efter os!” Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Krigen spurgtes, strax navnkundig
Konning lod sin Flaade glide
Nord fra, langs med Norges Kyster,
Over Raa da Bølger sprunge,
Storme ruged over Havet,
Sejl ej Kongen dog lod falde;
Sejerbør, han sagde, given
Var hans Tog mod Fjenders Herre.
Derpaa sejlede de ind ad Sundet, og da de kom ud for Jarlsø, befalede Kongen at blæse. Men strax da de Birkebener, der laae ved Jarlsø, hørte dette, sloge de Tjeldingerne ned, og sejlede Kongen imøde; denne sendte nogle Mænd paa en Skude ind til Tønsberg, og lod sige, hvem der skulde bevogte Bjerget, og hvem der skulde følge ham, og da han kom ind til Bedjesund, lagde han til der, og biede paa Jarlen og hans Mænd. Siden sejlede Kongen ind ad Fjorden med den hele Flaade; som Sturla kvad:
Skibene hurtig
Høvdingen førte
I Oslo-Fjordens
Inderste Vig,
Hvor Skules stolte
Krigere sig
Mod de Angribende
Opstillet havde.
Vejret sagtnedes da det led hen paa Dagen, og da de kom til Sigvaldestene, var det stille; da det begyndte at mørkne, roede de ind forbi Næsodde. Da holdt Kong Hakon Samtale med sine Mænd, og Anordnede Angrebet, at nemlig Gunbjørn Bonde, Peter Povelsøn og Sysselmændene nordenfor Stad skulde roe vestenfor Hovedø, og lægge til ved Gyljande, gaae imod Frysjebro, og møde Varbelgerne, hvis de viste sig der; Knud Jarl og de fra Vigen, Simon Ko og Erik Stilk skulde lægge til ved Bryggen og drille Varbelgerne, men Kongen selv og Kjernen af Hæren skulde gaae op ved Egebjergsskov søndenfor Thrælebjerg, og saaledes komme fra denne Side imod Byen; alle skulde lige tidlig lægge til Byen, saasnart det begyndte at dages. Kongen havde Dagen før sendt Spejdere ind til Hovedø, forat indhente nøjagtig Efterretning om Varbelgerne. Da de bleve længere borte end han havde tænkt, gik han paa en Baad, og vilde ind til Hovedø. Men da han kom midt paa Fjorden, blev det saa stærk Taage, at man næppe kunde see fra Stavn til Stavn, hvorfore han atter vendte tilbage til Flaaden. Imedens Kongen roede paa Fjorden, vare Spejderne dragne forbi uden at træffe ham; man kunde da aldrig vide, hvor Kongen var, og der blev megen Uro i Hæren; derved forstyrredes den Plan, som var lagt med Hensyn til Angrebet, og de, som skulde gaae op ved Gyljande, roede ikke nord paa. Kong Hakon roede da tilbage til sine Skibe. Tilstede var ogsaa Kong Hakons Søn, den unge Kong Hakon; ham med mange brave Mænd, hans Skriver Wilhelm, Ingemund Kolbeensen, Andreas Kept og Peter Musa, lod Kongen være ombord paa en meget letsejlende Skude, kaldet Kufinhette; han lod ogsaa to andre Skuder blive tilbage hos den unge Konge, og bad dem blive ved Øen, og see at faae Efterretning om hvad der forefaldt i Byen; “og er det Guds Villie,” sagde Kongen, “at det faaer et slet Udfald for os, og vi blive slagne, saa bier ikke her, men drager strax til Bergen, og overgiver Gud eders Sag!” Han talte desuden meget kjærligt med den unge Konge, førend de skiltes ad. Derpaa lagde Kongen til ved Egebjergskov, som før var bestemt; efter ham styrede Knud Jarl; Kong Hakon gik der i Land med sine Folk, og førend de fik Byen i Sigte, holdt Kongen en Tale til Hæren, saaledes som Kong Sverre plejede førend han begyndte et Slag.
Kong Hakons Tale.
229. “De fleste,” sagde han, “ville have hørt noget, og Mange have nøje Kundskab om Stridighederne imellem mig og Hertug Skule; de have været mange og forskjellige, skjøndt det gjerne kan være gaaet her, som Ordsproget hedder, at sjelden har een Skylden, naar to trættes. Foruden alt det andet, som før har været imellem os, har han ladet sig udnævne til Konge, uden først at opsige Freden imellem os, noget, hvortil man aldrig før har hørt Mage i Norge. Derpaa udsendte han Mænd baade nord og sønder paa og op i Landet, og lod hans og mine edsvorne Mænd dræbe hvor de fandtes, og foer frem paa Nidingsviis imod dem, der gjerne vilde tjene ham ligesaa troe som os, og vare ganske uskyldige, og Kirker beskjermede dem ikke mere end Fæhuse. Oven i Kjøbet sendte han endelig tretten Skuder sønderpaa imod os selv, forat lade os eller vore Sønner dræbe eller indebrænde, hvis Gud havde villet tilstæde ham det. Nu har han haft saa stor Fremgang, at man næppe kjender nogen, der ved Vold og Uretfærdighed er kommen saa vidt, især efter det Slag imellem hans og vore Mænd paa Laake; der lede vi et stort Tab, thi der faldt mange brave Mænd, som Frænder og Venner seent ville faae erstattede. Nu bede vi eder alle, at I ville vise os eders Troskab og Manddom, thi vi haabe med Guds Hjælp, at det nu vil tage en anden Vending med os. Viser nu ved eders Adfærd, at I indsee, hvad I have at hævne og hvor uretfærdig der er handlet imod os. Og om end Hertug Skule har et udvalgt Mandskab hos sig, saa bør dog vi og vore Mænd ansees for deres Overmænd i alle Henseender, baade hvad Æt og Adfærd angaaer; desto større Vanære vil det være, om vore Fjender faae nogen Fordeel over os.” Derpaa opmuntrede han sine Folk med det Æventyr Sverre plejede at fortælle om Bøndersønnerne, der skulde forlade deres Faders Huus, forat gaae i Krig. “Bonden spurgte sin Søn, førend de skiltes,” saa fortalte Kongen, “hvorledes vil du nu bære dig ad, naar du kommet i Strid, og veed vist, at du skal falde; Sønnen svarede: hvad andet, end slaaes drabelig, og falde med Ære. Men hvis det nu var saa, at du skulde komme derfra med Livet, sagde Bonden; da var det jo nødvendigt, svarede den anden, at stride tappert. Nu vide vi,” tilføjede Kongen, “at eet af to finder Sted, tredie gives der ikke.” Derpaa viste han dem, hvorledes de skulde føre deres Vaaben, naar de kom i Slag, og at de skulde bruge Birkebenernes gamle Løsen: Frem, Kristmænd, Korsmænd, den hellige Kong Olafs Mænd!
Anfald mod Hertug Skule i Oslo.
230. Da Kong Hakon fik Byen i Sigte, og det begyndte at dages, saae de, at alting der var roligt og stille; da sagde Kongen: “Jeg frygter for, at Varbelgerne have faaet Nys om vort Komme, og ere dragne bort fra Byen.” Derpaa løb de Skibe bort fra Hovedø, som skulde lægge til Bryggen, og strax da de i Byen saae det, løb de til Stormklokken; men da Klokken lød, kunde Kongen og hans Folk vide, at Barbelgerne vare i Byen. De saae nu megen Tummel og Løben i Byen. Varbelgerne styrtede ind i Kongsgaarden, hvor Hertugen sov, og da han hørte, at Fjenden var der, klædte han sig hurtig paa og væbnede sig, og stævnede derpaa op ad Gaden til Halvards Kirkegaard; mange Folk samlede sig til ham, hvorpaa de droge op til Martestokke; der samledes hele Hæren, og der taltes om, hvad for en fjendtlig Hær det vel kunde være; de fleste mænte, det var Knud Jarl og Leensmændene; derpaa overlagde de, hvad der nu var at gjøre; Hertugen vilde fylke der og tage imod Birkebenerne. Arne Ruga bar Hertugens Banner; han sagde, det vilde være en Skam, hvis man lod Knud Jarl tage deres Klæder og Heste i Byen. Hertugen deelte da Hæren; han lod Olaf fra Vigdeild med nogle Høvdinger drage til det vestre Stræde, men Hertugen selv og den største Deel af Hæren vendte sig ned imod Halvards Kirkegaard; han sendte Halvard Stod, Biskop Orms Frænde, med en stor Deel Mænd hen at afbryde Gedebro, forat ingen af Kongens Mænd skulde komme derover.
Kong Hakon kom til Oslo.
231. Da Kong Hakon var kommen paa Brinken ovenfor Byen, og Birkebenerne saae, at Fjenderne vare paa Martestokke, skyndte de sig alt hvad de kunde. Thorsten Heimnes bar Kongens Banner, og havde altid viist sig som en dygtig Mand. Kongen bad ham ikke at ile saa stærkt, og sagde, at det var ikke godt for dem, som vare tungere til Fods. Hvad Aarstiden angaaer, da var den Gang den første Sommerdag Paaske Aften, og det var nu Løverdagen i Paaskeuge. Al Frosten var gaaet af Jorden, og der hvor Birkebenerne gik, var Jordbunden saa blød, at de gik i Dynd op til Knæene eller endnu mere. Da de kom til Brinken, sagde man Kongen, at Broen var afbrudt. Thorsteen raadte da til at begive sig op til Broen ved Ryginebjerg; men Kongen fandt det ikke tjenligt. De vendte sig da mod Gedebro, hvor Varbelgerne vare i Færd med at tage de Lag af, som endnu vare tilbage af Broen, men de flygtede strax, da Birkebenerne kom, skjøndt ti Mand havde været i Stand til at forsvare den. Der laae endnu to Bjælker, som man maatte gaae over paa. Kongen udnævnte halvtredsindstyve Mand til at gaae foran Banneret, derpaa fulgte Thorsteen med Banneret; man kunde ikke gaae over paa anden Maade, end ved at støtte sig med Spydsodden ved den anden Bjælke, og man gik een for een. Da de kom over, stod de imellem Ørestræde og Nikolaikirke, og da Kongen kom over, var der ikke kommen flere over af Hæren, end at de kunde spærre Strædet; Thorsteen bad dem, ikke at tøve, men at gaae løs paa Varbelgerne, førend de andre kom fra Skibene, men Kongen sagde, at han fandt det ikke raadeligt, at de gik op saalænge de ikke vare mandstærkere, og vilde bie til Hæren kom over Broen; dette skete da ogsaa hurtigere, end man kunde vente. Saasnart Kongen nu saae, at hans Hær kom talrig over Broen, gik de op ad Gaden ved Nikolaikirke med fylket Hær. Men da Kongen kom lige ud for Guttorm Erlendsøns Gaard, kom denne ham imøde med høje Sko paa og Kappe over sig. “Gud være med eder, Herre!” sagde han, “det seer farligt ud for eder, saa faa Folk som I have, thi Varbelgerne staae ikke langt herfra med fylket Hær, og have i Sinde at tage imod eder; Gud give, jeg nu var saa rask til Fods, som da jeg fulgte eder i Værmeland.” Da kom Kong Hakons Søn Sigurd til dem, som havde rejst Dag og Nat nordenfra; Kongen var meget glad over hans Komme. Derpaa gik de op ad Gaden.
Slagets Begyndelse.
232. Oppe ved Asbjørn Kops Gaard stod Arne Ruga med Hertugens Banner og mange Folk. Førend Fylkingerne stødte sammen, befalede Kong Hakon Luursvenden at blæse; han blæste to Gange, men noget sagte. Kongen sagde: “Bedre blæste din Hundehvalp paa Bergens Brygge, da du tog Sølv derfor af Folk;” derpaa blæste han meget bedre. Derpaa befalede Kongen Folkene at gaae frem med Banneret; selv gik han allerforrest. Saa kvad Sturla:
Under Rædselshjelmen
Herskeren gik
Mild foran
Eget Banner,
Guldsirede da
Flagrede Drottens
Faner over
Folkets Isser.
Og der fremad
Følge kunde
Kongens Hofsinder
Hærens Anfører,
Stridslystne brat
Til begge Sider,
Hvor de hvasse
Vaaben mødtes.
Nogle Varbelger vare oppe paa Kirkegaarden, og derfra kastede de Stene i Mængde, men der blev skudt fra begge Sider. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Tappre Fyrster kjekt i Oslo
Førte Strid, og jernbedækket
Hæren der med herligst Konning
Rødned Hildes (12) spidse Maane;
Blodigt Skjold af skarpe Klinge
Skares, blege Kæmper styrted,
Gyldne Hjelte-Tunge (13) toned,
Trods bød Kongen Fjenden ene.
Da Kongens Banner blev baaret frem, gave de Varbelger, som vare udenfor Kirkegaarden, sig til at flye, men de, som vare paa Kirkegaarden, kastede med Stene alt hvad de kunde. Arne Rufa gik med Hertugens Banner ind paa Kirkegaarden, der nu blev anfaldet af mange Birkebener; nogle løb ind paa Kirkegaarden, Ivar Holm, Ivar Dyre, Thorlaug Bose, men da der var Steen nok derinde, saa satte Varbelgerne saaledes ind paa Birkebenerne med Skud og Steenkast, at de maatte trække sig tilbage. Der opstod nu en haard Kamp, Birkebenerne gjorde et stærkt Anfald, men Varbelgerne forsvarede sig vel og mandig. Saa siger Sturla:
Livvagten der
Lystig tændte
Krigsgudens Blus
Om bold Kæmpe;
Saa at Kampens
Klare Flammer
Flagred om
Fjenders Skjolde.
Men da Alf fra Leifastad saae, at de vilde blive indsluttede, søgte han ud af Kirkegaardsporten, og stred meget tappert; han kom ned til Aaen, forfulgt af mange. Alf blev fældet i Aaen, og de fleste fortælle, at det skal have været en mandig Modstand han gjorde, førend han faldt. Kong Hakon satte derpaa efter de Varbelger, der flygtede op østenfor Kirken. Der faldt nogle af Varbelgerne, blandt andre en Mand ved Navn Eisten Sundram, og een af Birkebenerne, men mange bleve saarede.
Varbelgerne i Kirken.
233. I det Stræde, som Olaf fra Vigdeild skulde forsvare, blev han anfaldet af de Birkebener, som kom op fra Skibene, og der blev en haard Strid. Der vare mange Varbelger i Biskoppens Kastel, som kastede store Steen ned paa Birkebenerne; det var derfor meget farligt for dem at anfalde dem i Strædet, og tillige vogte sig for dem i Kastellet. Enden blev, at Varbelgerne trak sig tilbage og ind paa Kirkegaarden, men Olaf fra Vigdeild trak sig med sin Trop op nordenfor Kirken. Hertugens Staller Arnfinn Thjofsøn veg tilbage til Nonneseter og ind i Kirken der. Kong Hakon vendte sig op østenfor Kirken med sit Banner, hvor der vare mange Varbelger under Anførsel af Grim paa Sand, nogle paa Kirkegaarden og nogle i en Smedie, hvorfra de kastede Steen paa Birkebenerne. Der omkom Bjarne Hest, en gammel Birkebener, han blev truffet i Knæet af et Spyd; han var en Brodersøn af Karl Svange og Sigurd Skjalge, og en meget haabefuld Mand; mange bleve saarede. Saa kvad Sturla:
Dræbende knittred
Dødens Lyn
I Klingers Larm
Paa Krigsgudens Himmel (14)
Helten bød
Blodig Torden
Gjennemkrydse
Kampens Skyer.
Kongens Anfald.
234. Da Kong Hakon kom op i Mellemrummene lige før Korsbrødregaardene, var Hertugen der til Hest med en stor Mængde. Men da de mødtes, gav det nogen Standsning, førend de anfaldt hinanden; Birkebenerne stode i en Sump og Lavere, men Varbelgerne vare oppe paa Broen og Strædet, hvor der var noget tørrere. Porten til Kirkegaarden var bagved Birkebenerne, og den var fuld af Varbelger. Under Kong Hakons Banner var der ikke mere end tyve Mand; Kongen stod saaledes i en farlig Stilling, da Hertugen stod foran ham med mange Folk, og Porten bagved var fuld af Varbelger. Gud var da Kongen saa naadig, at ingen af dem angreb ham, thi havde de fra een af Siderne anfaldet ham, saa vilde det snart have været ude med ham. Kongen anviste sine Mænd at de skulde gaae mod Porten, men han selv vendte sig med Banneret imod Hertugen. Der opstod da en svær Kamp ved Kirkrgaardsporten. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Staal der fløj, som Is paa Elvens
Skum, i Blodets varme Strømme,
Hærens Fører, for sit Banner,
Hammervirket Rustning knuste,
Buen, blodig Regns Forkynder,
Blinked klart paa Gønduls (15) Himmel,
Hæren ramtes haardt af Kampens
Hede Lyn med svare Vunder.
Varbelgerne sloge Porten i efter sig, da de ikke længer kunde udholde Anfaldet.
Kong Hakon sejrede og Hertugen flygtede.
235. Hertug Skule var til Hest, og da han saae hvorledes det gik, befalede han sine Mænd at rykke frem. Søne Sik stod ved Siden af ham, og sagde til ham: „Her kommer Kong Hakons Banner, og han selv er med.” Hertugen svarede: “Derfor skal vi lige fuldt rykke frem,” og gav sin Hest af Sporerne. Søne tog i Tøjlen, og standsede Hesten. Birkebenerne kastede da nogle Spyd efter Hertugen, som fløj ham tæt forbi. Saa kvad Sturla:
Anføreren
Ikke skaante
Blodige Pile,
Brat udsendte;
Han dog fast
Holdt i Kampen
Paa sit haardt
Hærgede Rige.
Strax derpaa gav Hertugen sig paa Flugt med alle dem, der vare hos ham. Saa kvad Olaf Hvideskjald:
Aldrig før i fjendtligt Møde
Tvende Drotter viste større
Tapperhed, med Taal og Styrke,
Trofast Hær der Slottet stormed;
Ypperst Drot blandt alle Lige
Maatte Held i Flugten søge,
Sverres Æt fik Sejr med Rette,
Saa almægtig Gud det vilde.
I det samme kom der flere Folk til Kong Hakon. Han befalede da Thorsteen at sætte efter Hertugen med Banneret og næsten alle de Folk, som vare med det, men han selv, sagde han, vilde ikke forlade Kirkegaardsporten, førend den var indtaget, saa at man ikke behøvede at frygte for et Angreb bagfra. Hertugen red op ad Gaderne, hvor der samlede sig mange Folk til ham, og gave sig paa Flugt med ham. Hurtigere end man havde ventet kom Gunnar Kongsfrænde med sin Trop til Kongen, og de anordnede da Angrebet paa Kirkegaardsporten, og lode Bueskytter krybe op paa Husene, forat forjage dem, der bare Vaaben paa Birkebenerne. Da kom Gaut Jonsøn med sin Trop til Kongen. Kort efter kom Asolf Stryk ned fra Thorsteen, og sagde, at Folket mindskedes under Banneret, og der kom megen Forstærkning til Hertugen; hvorpaa Kongen sendte Gaut Jonsøn med sin Trop op til Banneret forat undsætte Thorsteen. Hertugen havde trukket sig op til Martestokke, og Thorsten Heimnes fulgte efter ham med Banneret; der faldt nu mange Varbelger hist og her i Gaderne, blandt andre Algaute, og hans Broder Vesete blev saaret. De stødte paa een Gang sammen oppe i Gaderne, Gaut Jonsøn og Olaf fra Vigdeild, efterat denne var flygtet fra det vestre Stræde; Olaf havde da ingen anden Udvej, end med sine Mænd at kaste sig ind i Laurentii Kirke, men nogle af hans Folk faldt dog udenfor Kirkegaarden. Gaut spurgte Olaf, om han vilde have Fred; han vilde gjerne modtage den, men Gaut bad ham dog blive i Kirken, og ikke sætte for megen Lid til Freden. Hertug Skule var paa Martestokke, hvor der samledes en Deel til ham, og han vilde da sætte sig til Modværge. Men da han saae, at Gaut kom Banneret til Hjælp, og der samlede sig Folk til Thorsteen, saa begav han sig op i Landet med de Folk han havde hos sig. Følgende Leensmænd fulgte ham: Baard Varg, Baard Bratte, Erling Lydhorn og Vesete den Lille. Hertugen red omgivet af sin Hird op til Hof til Lavmanden Amunde Remba, og holdt der Maaltid.
Kong Hakon gav Folkene Fred.
236. Medens Hertugen og Birkebenerne stredes paa Martestokke, kom der saa megen Undsætning fra Skibene, at Birkebenerne omringede hele Kirkegaarden, saa det var umuligt for Varbelgerne at komme ud. Indenfra havde de anordnet alt saaledes, at ingen kunde komme ind. Da Kong Hakon havde sat sine Mænd til Angreb saaledes som han fandt det tjenligt, gik han ind i Korsbrødregaarden og derfra til Prædikergaarden; men imellem Olafskirke og Korsbrødregaarden var der en stærk Skigaard, ingen Steenmuur; denne lod han nedrive ved stærke Reb, og i det den faldt, opløftede Birkebenerne et højt Skrig, og det gjorde en saadan Tummel, at Varbelgerne bleve bange, og flygtede fra alle Kirkegaardsportene. Birkebenerne trængte da ind, der blev en haard Vaabengang, og Varbelgerne bleve meget saarede; deres Dækvaaben bleve huggede af dem, og en stor Deel faldt; saaledes som Sturla kvad:
Viftedes da
I Vaabenstormen
Fanerne snart
Af susende Klinger;
Blødende Vunders
Brusende Strøm
Faldt over Skjoldes
Skarpe Brædder.
Spidse Glavind
Gjennembrød
Staalbeslagen
Pileskjærm;
Grønne Skjoldes højt
Hævede Række
Skares i Luften
Af lynende Sværd.
Og der segned
Til død bestemt
For Drabsgudindens
Grumme Haand
Kongens Frænders
Flok i Kampen,
Blodig Hævn
Haardt den rammed.
Vilhelm fra Torgar var Sønderpaa ved Kirkegaardsporten; Ivar Dyre kaldte paa ham, og spurgte, om han vilde have Fred; han svarede: “Jeg veed ikke endnu, hvem af os der kommer til at raade for Fred,” og gav Ivar et stort Slag paa Kinden med en Steen. Ivar sagde: “Siden du selv vælger det værste, skal du ogsaa have det,” hvorpaa Vilhelm blev fældet. Men han vilde ikke modtage Fred, da han allerede var dødelig saaret. Mange Birkebener fandt der deres Venner og Frænder, og nogle fik ikke Fred, skjøndt de bade derom, andre vilde ikke modtage den, skjøndt den blev tilbudt. Varbelgerne vendte sig nu imod den Søndre Port, og trængte saa mange til paa een Gang, at de ikke kunde komme igjennem; de faldt da saa tykt, at tre til fire laae ovenpaa hinanden; saaledes som Sturla kvad:
Høgnes Datters (16)
Diser, fra Luften,
Sejerssange
Synge kunde;
Højt de klang
Af hvassen Mund
Over Hærførerens
Heltes Rækker.
Paa denne Tid naaede Knud Jarl og Birkebenerne Indgangen vestenfor Kirken; fra Biskoppens Kastel gik der en Gang op til Kirken, denne kastede Birkebenerne Reb over, og rev den ned med nogle Varbelger. Der faldt Hertugens Hirdmand, Hakon Lauk, og endnu flere, strax da Gangen styrtede.
Der sættes efter Hertug Skule.
237. Da Kong Hakon saae, at alle de Varbelger, som ikke havde faaet Fred, vare komne ind i Kirken (Arne Rufa kom ikke ind i Kirken, men fik dog Fred), saa forlod han Kirkegaarden, og besteg en sort Hest; hans Mænd fik sig da ogsaa Heste, men nogle løb til Fods. Kongen red da ud af Byen, og var omgjordet med Sværd, men havde et andet ganske blodigt i Haanden; han havde da trehundrede Mand. De gjorde nogle Mænd til Fange, og gave dem alle Fred, men fik ingen Heste. Kongen standsede, holdt en Tale til sine Mænd, og sagde: “Hvis min Svigerfader Skule er flygtet ad denne Vej, saa har han nok sørget for, at vi ikke saa let komme til Heste, og jeg troer ikke vi faae nogen. Men i Kirkerne i Byen vare der adskillige Mænd, som jeg frygter for ikke kunne holde sig imod vore Mænd, der ere saa forbittrede imod dem, men jeg vil ikke for alt i Verden at Kirkefreden skal brydes. Vi ville nu vende tilbage til Byen og nyde vor Sejer; imellem mig og min Svigerfader maa det da siden gaae, som Gud vil.” Derpaa vendte Kongen tilbage. Men Varbelgerne havde spærret Kirkedørene indenfra, saa at de ikke kunde brydes op, og Birkebenerne bare Brænde udentil, forat ingen skulde komme ud. Kongen gik til Biskoppen, og fik tilligemed sine Mænd Afløsning af ham; derefter beværtede Biskoppen ham, og han holdt Maaltid en Stund. Thorsteen Heimnes og Arne Rufa sade sammen; Kongen behandlede Arne som om denne altid havde tjent ham tro, og saa gram som Kongen var om Dagen mod sine Fjender, saa naadig viste han sig nu med at skjænke alle dem Fred, som gave sig i hans Vold. Da Valen blev ransaget, laae der halvfjerdsindstyve Lig udenfor Halvards Kirkedør, og i alt vare henved tre hundrede Mand faldne; iblandt dem mange brave Mænd fra Thrøndelag: Baard fra Gudreksstad, en Søn af Thorsteen Kugad, Peter en Søstersøn af Ivar, Vilhelm fra Torgar og Grim fra Sand. Om Søndagen holdt Kongen Thing ude paa Kirkegaarden, og bekjendtgjorde, at alle de Varbelger, som vare i Kirkerne, skulde have Fred. Birkebenerne gik da til Kirkerne, og opsøgte hver sine Bekjendte; Varbelgerne modtoge da Fred, og bleve deelte i flere Afdelinger efter Kongens Anordning. Siden blev Byttet deelt efter Krigsskik, da Kongen opholdt sig noget i Oslo. Nogle Dage efter Slaget sendte han Krigsfolk til Throndhjem under Anførsel af Asolf fra Østeraat, Ivar Petersøn, Arne Blak, Klemet fra Holm, Olaf Kidlingsmund og Baard Groasøn; de havde femten Skuder, og skulde drage heelt nordpaa til Throndhjem, forat see hvorledes der stod til. Men Kongen blev tilbage i Vigen, forat varetage sine Sager der. Sysselet paa Romerige havde han givet Hr. Andreases Søn Gregorius, men to Aar før Krigen var denne draget ned til Danmark med sine Svende, og opholdt sig hos Kong Valdemar vel anseet. Kongen forekom denne Rejse noget underlig, og den samme Vinter som Krigen begyndte og Skule havde antaget Kongenavn, sendte han Bjarne Mosessøn til Danmark til Gregorius, og bad ham vende tilbage til Norge, og lovede at belønne ham i Forhold til hans Troskab. Gregorius vendte da tilbage, og strax da han kom til Vigen, samlede han sig en Trop, og stødte til Birkebenerne før Slaget paa Laake; han var ogsaa i Oslo med Kong Hakon. Siden satte Kongen megen Priis paa ham, og gav ham Borgesyssel. Gregorius var en klog og velbegavet Mand. Noget efter drog Kong Hakon til Bergen, og var der om Sommeren.
Om Skule.
238. Hertug Skule var, som før er skrevet, hos Amunde Lavmand, red derfra til Eidsvold og heelt op til Molde om Aftenen. Om Søndagen tog han op til Hedemarken og ud paa Øen den Hellige, hvor hans Søn Peter allerede var. Derfra drog han op til Ullensager, havde da omtrent hundrede Mand, og holdt Samtale med sine Folk, hvad Beslutning man skulde tage. Vesete den Lille og Thorgisl Slydra bade Hertugen at tage til Østerdalene og derfra til Værmeland, deres Fædreland, og sagde, at inden en halv Maaned var omme, vilde han have en ligesaa stor Hærr, som før Slaget i Oslo. Erling Lydhorn derimod, Baard Bratte og de andre Thrønder sagde, at, de vare ilde tjente med at drive omkring over Fjelde og Skove, og bade Hertugen drage til Throndhjem til sine Venner, og see at skaffe sig Skibe, thi det var Nordmændenes Skik, naar de skulde føre Krig. Der blev ogsaa taget den Beslutning at drage nordpaa. Men Thorgisl og Vesete skilte sig fra dem, og droge østerpaa til deres Hjem med sine Tropper. Hertugen drog nordpaa til Dalene med firsindstyve Mand; derfra tog han til Ringebo. Da spurgte de, at der allerede vare Birkebener, nemlig Øgmund Krækedans, Odd Eriksøn og Erik Top, og at de laa ved Broen. Hertugen tøvede ved en lille Gaard kort fra Broen, men hans Mænd droge hen imod den og lode deres Lure høre; og saasnart der blev blæst, red Hertugen imod Broen; men Birkebenerne troede, at der var en større Hær end der virkelig var, de stode heller ikke ganske nær ved Broen; Varbegerne gik over den. Sone Sik bar Banneret, og blandt de andre vare Guttorm Jonadal, Havard Dyntil, Eisten Orre, Hakon Baardsøn, Halkel paa Rygin, Havard Koll med flere. Da de kom over Broen, mødte de Birkebenerne; der faldt to af Kong Hakons Hirdmænd, Ivar Hjelmhuus og Bjørn fra Hof. Hertugen red strax efter dem over Broen paa en hvid Hest, som hed Fod; han havde en god Brynje og en stærk Trøje. Birkebenerne trak sig op i Fjeldlien, og skjøde over tyve paa een Gang paa Hertugen, saa hans Skjold var ligesom beslaaet med Pile. Hesten blev rammet af tre Pile, som alle trængte ind til Skafterne; og Hertugen selv fik en Piil igjennem Benet ved Ankelen. Paa den Maade slap Varbelgerne over Broen. Asvard Harm plyndrede Ivar Hjelmhuus; da kom Arne den Lave, een af Hertugens Søn Peters Svende, til, og tænkte, at Ivar endnu ikke var saaret nok; han hug derfor efter ham, men Hugget traf Asvard paa Haanden, saa den nær var gaaet af; de førte ham med sig nordpaa til Steig, men rede derpaa deres Vej. Hertugen skaffede man en god Hest, som hed Gautstaf, og de droge nu videre til Throndhjem. Sigurd Hit, Bruse og nogle flere Mænd sendte Hertugen forud fra Fjeldet, og de dræbte Kong Hakons Hirdmand Haldor i Opdalen. Birkebenerne droge efter dem til Fjeldet, og toge Asvard af Dage, som Varbelgerne havde ladet blive tilbage paa Steig. Hertugen var om Natten paa Bog i Opdalen, og drog derfra til Nideros. Han troede da at kunne mærke, at Almuens Sindelag imod ham var meget forandret; dertil bidrog meget det store Tab man meente at have liidt i Oslo, og dernæst, at da Kong Hakon var i Throndhjem, troede man at høre mange sandfærdigere Beretninger, end dem Hertugens Mænd kom frem med paa Ørething. Man troede heller ikke, at Hertugens Opstand mod Kong Hakon vilde lykkes, og vilde ingen Krig føre imod Kongen. Om Foraaret blev Hertugen i Nideros, og holdt Maaltid i Bredestuen, men den meste Tid var han i sit Herberge, og havde liden Omgang med andre. Han var tre Dage i Korsgilde, men meget tilbageholden, og saa vare ogsaa de fleste imod ham. Hans Venner meente, at han var uforsigtig, og tog sig ikke nok i Agt, men han sagde, at Birkebenerne i saa kort Tid ikke kunde fare fra Vigen til Throndhjem. De sagde, at Kong Hakon i kortere Tid, end nogen kunde troe, var kommen til Oslo, og saa kunde skee igjen. Derefter blev en Skude sendt ud paa Fjorden forat spejde.
Om Birkebenerne Asolf og Klemet.
239. Mandag Morgen i Gangdagene kom Asolf uventendes til Nideros med femten Skibe; Klemet fra Holm lagde over til Bakke med to Skuder, men Asolf lagde til ved Byen med alle sine Folk. Hertug Skule vaagnede i det han hørte Stormklokken, sprang strax op, klædte sig paa, og greb sine Vaaben, saavel som de andre Mænd, der vare i Gaarden. Derpaa sendte han sine Svende ud i Byen, og bad Varbelgerne og de andre Folk at søge til ham oppe i Kongsgaarden, for der at tage imod Birkebenerne. Men da Svendene kom tilbage, havde de ingen Folk faaet; to Gange sendte Hertugen Bud ud i Byen, men fik ingen Folk. Han spurgte, hvad Beslutning man nu skulde tage? Der var ingen Bro over Nid. Hans Mænd bade ham da, at sætte en Skude, der stod i Kongsgaarden, ud, tage paa den over Aaen og saa søge til Skoven, hvis han ikke vilde begive sig til Kristkirke. Skuden blev da sat i Vandet. Hertugens Søn Peter var ovenfor Kongsgaarden; Hertugen bad ham drage over Aaen med dem, og nogle af hans Folk gjorde det ogsaa, men Peter begav sig ind i Kristkirke. Her tyede ogsaa Baard Bratte hen, thi han troede sig ikke rask nok til Fods. Hertugen gik i Land ved Skellingehelle, og befalede at man skulde gaae op til Erlends Høj, og give sig i Kast med dem, som vare gaaede op ved Bakke, men der var ingen, som syntes derom, derimod søgte de op paa Bakkerne og skjulte sig i Skoven. Hertugens Søn Peter var i Kristkirke, og drog derfra til Prædikebrødrene, som lovede ham et Fristed; men han satte ingen Lid dertil, og tog med fire Svende derfra til Kirkegaarden (17); der fik de en Baad, satte over Aaen, og droge til Øvre Elgeseter. Der gik Peter ind i et Huus, hvor nogle Kvinder vare i Færd med at bage, fik sig nogle daarlige Klæder, og skjulte sig. Da Birkebenerne kom ind i Byen, og ransagede, vare de fleste Varbelger komne ind i Kirkerne; Baard Varg var i Korskirken. Birkebenerne fik Nys om Peters Flugt, droge over Aaen til Øvre Elgeseter, og sendte en Mand, der hed Jon Kett, ind i Bagerhuset; da han kom ud, sagde han, at Peter var derinde; derpaa slæbte de ham ud, og dræbte ham strax. Han var temmelig høj af Væxt og føer, i Udseende lignede han mest sin Mødreneæt; han var velbegavet, en god Klerk og gudfrygtig, men Varbelgerne holdt ham ikke for nogen synderlig Kriger. Hans Lig blev begravet. Derpaa vendte Birkebenerne tilbage til Byen, og sendte Mænd ud til alle Sider, forat søge efter Hertugen eller hans Mænd.
Om Hertug Skule.
240. Hertug Skule var nu i Skoven, og erfarede der, at Birkebenerne holdt Vagt rundt omkring Skoven; Hans Mænd, som hidtil havde fulgt ham, begyndte da at liste sig bort, og af dem, han sendte bort, kom næsten ingen tilbage. Erling Lydhorn gik ind til Totra, og blev Munk der. Hertugen var i to Dage i Skoven, men Onsdagen før hellig Torsdag, da Kannikerne gik med Korsene, bragde man ham Korkapper fra Klosteret, og han gik saa ind i Klosteret med Brødrene. Han og hans Mænd gik op i Taarnet, og man gav dem at spise og drikke. Derpaa blev der et Leje redt for ham, thi han var meget udmattet.
Hertug Skule fældes af Birkebenerne.
241. Birkebenerne fik Nys om, at nogle Mænd vare gaaede fra Skoven til Elgeseter i Korkapper, og man formodede det var Hertugen og hans Mænd; de grebe derfor strax deres Vaaben, og satte over Aaen. Da Ærkebiskop Sigurd erfarede dette, drog han til Elgeseter med mange Præster og Borgere; men saasnart Birkebenerne kom til Klosteret, skjøde Hertugens Mænd paa dem af alle Kræfter. Da Ærkebispen kom derhen, forbød han Birkebenerne at anfalde Klosteret eller øve nogen fjendtlighed, men Birkebenerne svarede, at Klosteret havde en saadan Besætning, at man var nødt til at øve Fjendtlighed, hvad enten man syntes vel eller ilde derom. Ærkebispen tilbød Penge for Hertugen, forat han skulde have frit Lejde til Kongen; men de vilde ikke, uden han vilde sætte den hellige Olafs Sæde i Pant for, at Hertugen skulde holde hvad han lovede. Nogle vare saa hidsige, at de slet ikke lagde Mærke til hvad Ærkebispen sagde, men satte Ild paa Klosteret; andre vilde slukke den, men tilsidst fik Ilden dog Magt. Da Hertugen nu saae, at de vilde afbrænde Klosteret, befalede han sine Mænd at gaae ud. Hertugen gik da ud, og holdt et rundt Skjold for Ansigtet; han sagde: “Hugger mig ikke i Ansigtet, thi det er Uskik at, gjøre sligt ved en Høvding.” Derpaa anfaldt og dræbte Birkebenerne Hertugen og alle dem, som gik ud med ham, nemlig Sone Sik, Eisten Orre, Aslak Dyntel, Halkel paa Rygin, Halvard Koll, Bruse og Arne Mariall. Mester Berg blev stærk saaret, men blev dog helbredet. Saa sagde Sturla:
Nu det spørges:
Noget derefter
I dødsnød
Paa Nids Brædder
Sit dyre Liv
Lade maatte
For Ildsveer
Vældig Hertug.
Og der gik
Paa Gjalles Bro (18)
Kongens Svigerfader;
Svale Klinger
Førtes mod ham,
Da Flammehavets
Brændinger faldt
Om boldest Kjæmpe.
Strax da Hertugen var falden, vilde man slukke Ilden, men det lykkedes ikke, og hele Klosteret afbrændte.
Om Hertug Skules Begravelse.
242. Hertug Skules Lig blev baaret paa et Skjold til Byen, og der klædt samt hensat i Nikolaikirke. Næste Morgen gik Asolf og de andre til Ærkebiskoppen, og bade ham om Afløsning; dette havde sine Vanskeligheder, men de fik den dog indtil videre, til de havde begivet sig til Kongen og erfaret, hvorledes han vilde dømme om denne overordentlige Gjerning. Derpaa gik Hertugens Begravelse for sig med al Hæder og Pragt; han blev begravet i Kristkirken søndenfor Koret nedenfor Kong Inges Grav i Muren. Ærkebiskoppen, alle Korsbrødrene og adskillige andre Gejstlige, alle Borgerne og mange Birkebener fulgte ham. Hertug Skules dødsdag er den niende kal. Junii; han opnaaede en Alder af et og halvtredsindstyve Aar. Hans død blev meget beklaget af alle hans Mænd thi han var en meget vennesæl Mand og dertil bidrog især hans Blidhed, Mildhed og Gavmildhed imod hans Mænd; mange som viste sig hengivne imod ham gav han Værdigheder eller skaffede dem Giftermaal eller forfremmede dem paa anden Maade og derfor blev han meget afholdt. Sin Fædrenegaard paa Reine gav han til et Kloster lod der en herlig Steenkirke opføre, stiftede der et Nonnekloster og gav Gods dertil og der kunde anføres mange andre Beviser paa hans fyrstelige Gavmildhed Han var en temmelig høj Mand og smal af Væxt havde lysebrunt og langt Haar et langagtigt Ansigt lys Ansigtsfarve og smukke Øjne han var særdeles dannet og høvisk, vel skaaren for Tungebaandet og veltalende paa Thinge; overhovedet besad han de fleste Egenskaber som pryde en god Høvding og havde ikke det sidste ulykkelige Aar kommet over ham, saa vilde man have sagt at der aldrig var født nogen Mand i Norge af dem som ikke nedstammede fra selve Kongeslægten med større Evner end han. Han efterlod sig ingen Søn.
Hvorledes Kongen erfarer Hertug Skules Fald.
243. Efter denne Tildragelse droge Birkebenerne bort fra Nideros, og hver hjem til sit, de nordpaa til Helgeland, som havde hjemme der, og sønderpaa de, som vare derfra. Stephan Thomasmaag hed den Mand, som Asolf sendte Sønderpaa med Brev til Kongen. Da Kongen fik Brevet, sagde han: „Dette Brev indeholder to vigtige Tidender; det er en ond Tidende, at Klosteret paa Helgeseter er brændt, og den anden er, at min Svigerfader Skule er død.” Derpaa blev der blæst til Stævne, og Kongen selv forkyndte hele Hirden disse Tidender, der gik alle, men især Dronningen, meget nær. Kong Hakon blev den Sommer i Bergen, indrettede sig til Vintersæde, og blev der Vinteren over; det var den fire og tyvende Vinter i hans Regjering. Om Foraaret efter i Fasten, indtraf vigtige Begivenheder i Danmark, da Kong Valdemar, en Søn af Valdemar Knudsøn, der den Gang var een af de berømteste Konger i de nordiske Lande, døde; han havde været Konge i Danmark i ni og tredive Aar; efter ham fulgte hans Søn Kong Erik, som havde været Konge tilligemed sin Fader i fem Aar. Foraaret efter drog Kong Hakon øster til Vigen, men sendte Jon Tviskipting til Throndhjem, hvor han dræbte Sigurd Hit, der var en Varbelg, og ikke havde forliget sig med Kongen. Da lod Gregorius Jonsøn Arnfinn Thjofsøn dræbe, og næste Foraar forud havde Bjarne Mosessøn dræbt Jatgeir Skjald i Kjøbenhavn; han var den Gang kommen did fra Sverrig, og havde taget heelt østerpaa, som før er fortalt, efter at Gunnar Kongsfrænde havde frataget ham Brevene i Helsingeland. Da Kong Hakon kom øster i Vigen til Sarpsborg, var Gregorius, en Søn af Kong Philippusses Broder Hr. Andreas, der, og begjerede Kong Hakons Datter Cecilia til Ægte. Kongen var vel tilfreds dermed, og det gik noget efter for sig, hvilket siden skal blive fortalt. Kong Hakon drog derfra til Kongehelle, og agtede at holde et Møde med Kong Erik, thi de svenske beklagede sig meget over Kong Hakon, fordi han havde brændt i Værmeland. Kong Erik var den Gang oppe i Gøtland, og vilde ikke personlig komme sammen med Kong Hakon, men sendte sin Svoger Birger til ham, som da var gift med Kong Eriks Søster Ingeborg. Der i Kongehelle kom ogsaa til Kong Hakon en Mand, der hed Matthæus, som var sendt fra Kejser Frederik, med mange kostelige Foræringer, og med ham fulgte fem Blaamænd. Kong Hakon drog nordpaa til Bergen, og opholdt sig der om Sommeren. I dette samme Aar om Høsten døde Pave Gregorius, og efter ham kom Innocentius. Samme Høst dræbte Gissur Thorvaldsøn Snorre Sturlesøn paa Reykjeholt paa Island. Kong Hakon drog om Efteraaret til Throndhjem, og blev der om Vinteren. Det var den fem og tyvende i hans Regjering.
Kong Hakons Datter Fru Cecilias Giftermaal.
244. Om Vinteren kom Hr. Gregorius fra det Søndenfjeldske, og holdt Bryllup med Kong Hakons Datter, Fru Ceeilia. Kongen gjorde et prægtigt Gjæstebud, og drog derpaa til Bergen, hvor han var om Sommeren. Om Efteraaret kom Orækja Snorresøn fra Island, som Gissur og Kolbeen den Unge havde taget til Fange og sendt bort fra Landet; han gav sig i Bergen i Kongens Vold, der snart lod sin Vrede fare over hans Bortrejse tværtimod Kongens Forbud; dog sagde Kongen, at han snarere havde fortjent at døe derfor, end hans Fader, der ikke vilde være bleven dræbt, hvis han havde begivet sig til ham. Orækja var om Vinteren hos Kongen, der behandlede ham vel: denne Vinter sad Kong Hakon i Bergen; det var den sex og tyvende i hans Regjering. Ud paa Sommeren vilde han drage øster til Vigen, men blev silde færdig, da han havde mange Forretninger at afgjøre. Der kom Mænd til ham fra Vesterhavet og andre Lande, som havde Ting at forhandle med ham, og da han om Høsten kom udenfor Rogeland, rejste sig stærke Storme, hvorpaa han lagde ind til Stavanger, og blev der noget; Vejrliget blev da haardt, hvorfor han besluttede at vende tilbage til Bergen, og blev der om Vinteren; dette var den syv og tyvende i hans Regjering.
Alexanders Brevsending til Kong Hakon.
245. Paa den Tid Kong Hakon regjerede i Norge, var Alexander Konge i Skotland, en Søn af Skotternes Konge Vilhelm; han var en stor Høvding og meget begjerlig efter denne Verdens Ære. Han sendte Mænd fra Skotland til Kong Hakon, for det første to Biskopper, der skulde forhøre, om Kong Hakon vilde afstaae det Rige i Syderøerne, som Kong Magnus Barfod havde erobret fra hans Frænde den skotske Konge Melkolf. Kongen svarede dertil, at Kong Magnus og Melkolf vare blevne forligte om, hvad Rige Nordmændene skulde have i Skotland og de Smaaøer, som laae derved, men paastod, at Skottekongen den Gang ikke havde noget Herredømme over Syderøerne, da Kong Magnus erobrede dem fra Kong Gudreyd, og at denne ansaae dem for sine Arvelande. Da sagde Sendebudene, at Skotternes Konge vilde kjøbe Syderøerne af Kong Hakon, og bade ham bestemme deres Værd i brændt Sølv; men hertil svarede Kongen, at han havde ingen Mangel paa Sølv, saa at han behøvede at sælge sine Arvelande. Sendebudene vendte med saa forrettet Sag tilbage, og Skottekongen bragde ofte denne Sag paa Bane og sendte mange Budskab derom, men Skotterne kunde ingen anden Bestemmelse faae i den Henseende, end hvad der nu er fortalt.
Gissur Thorvaldsøn kom fra Island.
246. Den samme Sommer, da nemlig Kong Hakon sad i Bergen og Orækja var kommen fra Island, kom ogsaa Gissur Thorvaldsøn derfra, og begav sig til Kong Hakon. Den samme Sommer drog ogsaa Thord Kakale til Island, hvor han havde megen Strid med Kolbeen Arnorsøn de to Aar han opholdt sig i Vestfjordene. Da Kong Hakon havde været to Vintere i Bergen, drog han om Foraaret til Throndhjem; da kom Bjørn Abbed tilbage til Landet, og skikkede nogle Mænd forud til Kong Hakon, forat bede ham at tilgive sig, samt forkynde, at han bragde gode Tidender. Kongen lovede ham det. Han bragde Kongen et Brev fra Paven med Velsignelse og saa venlige Udtryk, at der næppe nogensinde oftere er kommet et saadant Pavebrev til Norge. Abbeden var hos Kongen om Sommeren. Kong Hakon drog øster i Vigen om Høsten; da døde Biskop Orm i Oslo. Kong Hakon sad om Vinteren i Vigen, men Bjørn Abbed drog nordpaa, og agtede sig hjem til Holm, men han kom ikke længer end til Selja, hvor han døde; dette var den otteogtyvende Vinter i Kongens Regjering.
Kong Hakons Brev til Paven.
247. Kong Hakon overvejede det Venskabelige Brev, han havde faaet fra Pave Innocentius; han bød Ærkebiskop Sigurd og de andre Biskopper i Norge til sig, og bad dem skrive med ham til Paven, forat bede om Tilladelse til at krone Kongen. Biskopperne vare villige hertil, og ytrede, at de gjerne vilde skrive med ham, naar han vilde tilstaae dem Friheder, og forlangte tillige, at han skulde aflægge den samme Ed ved Kroningen, som Kong Magnus Eriksøn havde aflagt, da han blev kronet. Kongen svarede: “Saa rundelig have de forrige Konger tilstaaet eder Friheder, at jeg næppe er i Stand til at forøge dem, og I have udstrakt dem endnu videre, end de vare givne; og dersom vi aflægge samme Ed, som Kong Magnus, da holde vi for, at vor Hæder derved vilde formindskes, ikke forøges, thi han brød sig ikke om, hvad han forpligtede sig til, naar han kun fik det, hvortil han ingen Adkomst havde; men med Guds Hjælp behøve vi ikke hverken af eder at tigge eller kjøbe det, som Gud selv har kaaret os til efter vor Fader og vore Forfædre. Og det forsikrer jeg eder, at med Guds Hjælp vil jeg fri komme til Kronen, saa at jeg siden frejdig kan bære den uden alle haarde Vilkaar, ellers skal den aldrig komme paa vort Hoved.” Noget efter sendte Kong Hakon Mænd til Paven, og bad ham sende en af sine Kardinaler, for at bevise Kongen den Hæder at krone ham.
Pavens Budskab til Kong Hakon.
248. Kong Hakon sad i Bergen om Vinteren efter Bispemødet, og dette var den ni og tyvende i hans Regjering. Om Sommeren efter kom Gissur og Thord Kakale fra Island, og havde da forligt sig med Kongen om alle deres Sager. Om Foraaret havde Thord stredet med Brand Kolbeensøn i Skagefjord, og der var paa begge Sider faldet mange anseelige Mænd. Kong Hakon drog om Efteraaret til Throndhjem, og indrettede sig der til Vintersæde. Ud paa Vinteren fik han at vide, at der i samme Aar vilde komme en Kardinal fra Paven til Norge, som efter Pavens Befaling skulde krone Kongen. Dette gav Kongen Ærkebiskoppen tilkjende, og bad ham sende Bud til alle Biskopper, Abbeder og de mest udmærkede Gejstlige om at indfinde sig i Bergen; ligeledes sendte Kongen Bud til Leensmændene, Lavmændene, Sysselmændene, Hirdmændene og de anseeligste Bønder, og bad dem berede sig paa det sømmeligste, og komme til Bergen om Sommeren. Han sendte ogsaa om Foraaret et Skib over til England og andre Lande, forat indkjøbe hvad man især behøvede i Norge til Kardinalens Modtagelse. Knud Jarl var den Gang i Throndhjem, hvor han havde opholdt sig tre eller fire Vintere; han havde bestandig fire Fylker i Throndhjem under sig, samt Nummedalen og det halve Sogn.
Kardinalen kom til Norge.
249. Kong Hakon drog om Foraaret bort fra Throndhjem tilligemed Knud Jarl og mange andre fornemme Mænd nordenfra. Da havde Kong Hakon regieret i tredive Aar. Da han kom til Bergen, overlagde han med forstandige Mænd, hvorledes man sømmeligst kunde indrette alt til Kardinalens Modtagelse. Kardinal Vilhelm var om Foraaret kommen fra England, hvor Kong Henrik havde modtaget ham hæderlig. Englænderne havde der, af Had til Norges Konge og hans Folk, sagt til ham, at ingen Ære vilde blive ham beviist der i Landet, og han vilde næppe kunne faae Føden, hvorfor de raadte ham fra at tage til Norge, og søgte at indgyde ham Frygt saavel for Havet, som for Folkets Vildhed. Kardinalen svarede: „Medens jeg endnu var længer borte, hørte jeg tale bedre om dette Folk, end I nu tale; man har sagt mig, at der ere mange gode Kristne og en indsigtsfuld Konge; deres Ærkebiskop har jeg ogsaa seet, og han forekommer mig at være en god Høvding. I øvrigt har jeg to Ærender til dem, som jeg tænker alle brave Mænd skulle synes vel om, det ene er at forkynde dem Guds Søn Jesum Kristum, det andet at krone deres Konge med Guds Hjælp og i Følge Pavens Foranstaltning, og det frygter jeg ikke for, at det der skulde komme til at mangle mig paa Mad eller Drikke.” Derpaa gjorde han sig rede til at drage til Norge, og gik ombord. Kardinalen ankom til Norge Botolfs Dag, og landede ved Øen Sire, hvorfra han sendte Bud til Kongen for at mælde sin Ankomst; paa samme Tid, som Sendebudene kom til Kongen, lagde Kardinalen silde om Dagen med sit Skib ind i Bergens Vaag. Kongen sendte strax Mænd til ham, og tilbød ham alt hvad han maatte behøve. Kardinalen svarede, at han var fornøjet med alt hvad Kongen foranstaltede. Men næste Morgen, efter holdt Gudstjeneste, gik Kongen ombord paa sit Skib; det var paa fem og tyve Roerbænke med forgyldte Hoveder og særdeles vel udrustet; det kaldtes Dragen; Kongen gik ombord derpaa med sin Hird, og Sysselmændene roede ligeledes ud paa deres Skibe. Kongen samledes med Kardinalen, de hilste hinanden paa det venligste, og sejlede saa ind til Bryggen. De Gejstlige toge i en skjøn Procession imod Kardinalen. Derpaa lod Kongen blæse til Thing ude paa Kristkirkegaard; og da Kardinalen var kommen paa Thinget, holdt han følgende Tale:
Kardinalens Tale.
250. „Jeg forkynder hermed alle og enhver, at jeg ved Guds Miskundhed og efter Pavens Beslutning er kommen til dette Land, for at forkynde dets Indbyggere Jesu Kristi Navn, og for at krone eders Konge. I dette Ærende sendte han ikke en Præst eller anden Gejstlig med liden Myndighed, men mig, een af hans Kardinaler med Biskops Navn og med Magt til at løse og binde, som om Paven selv var her tilstede; thi han vilde, at dette skulde skee paa en Maade, som var Kongen til størst Hæder.” Derpaa forkyndte han paa mangehaande Maader Troen for Folket, og gav dem derefter sin Velsignelse og venligt Hjemlov. Kardinalen talte jævnlig med de tilstedeværende Biskopper; Ærkebiskoppen kom sidst, og da han og Kardinalen havde talt med hinanden, kunde Kongen nok mærke, at man havde stemt ham til at afvige fra sit første Forsæt.
Kardinalens Forlangende og Kongens Svar.
251. En Dag, da Kongen og Kardinalen holdt Samtale i Kristkirken, sagde Kardinalen til Kongen: „Eftersom I, Herre Konge, agter at erholde større Hædersbeviisning af den hellige Kirke, end nogen Konge før har nydt i Norge, saa haabe vi, at I vil bekræfte de Friheder, som andre før eder have tilstaaet den hellige Kirke, ja endog forøge dem; samt at I vil aflægge den samme Ed, som Kong Magnus, der var den første, som blev kronet her i Landet.” Kongen svarede: “Jeg mærker nu, Herre, at disse Ord skyldes mere andres Indskydelse end eder selv; gjerne vil jeg bekræfte den hellige Kirke og dens Tjenere saadanne Forordninger, hvorved den erholder den samme Frihed her, som i andre Lande, hvor begge have sine Friheder og sin Værdighed, baade den hellige Kirke og Kongedømmet; men har end forhen nogen Konge samtykket noget, som han ikke havde Ret til uden for sig selv, saa ville dog vi hverken krænke vor egen Ret eller vore Efterkommeres. Kort sagt: dersom I fastsætter nogen Betingelse for Kroningen, saa ville vi heller ingen Krone bære, end underkaste os Tvang, og I behøver derfor ikke oftere at bringe denne Sag paa Bane.” Kardinalen svarede: „Optag det ikke ilde. Herre Konge! thi det skal skee efter eders Villie.” Noget efter holdt Kardinalen Samtale med Biskopperne, og sagde til dem: “Jeg har talt med Kongen, som I forlangte det af mig; og mig synes, at han har større Ret i denne Sag, end de, som ere ham imod, og jeg vil ikke mere forebringe Kongen dette.”
Om Kongen og Kardinalen.
252. Kongen gjorde paa sine Undersaatters Vegne Kardinalen opmærksom paa adskillige Mangler, som denne ogsaa raadede Bod paa. Han indviede Apostlernes Kirke i Kongsgaarden, som Kong Hakon havde ladet bygge, og gav den evig Aflad. Da der raadsloges om, paa hvilken Dag Kongen skulde krones, sagde Kardinalen, at det skulde være paa een af Apostlernes Messedage, men eftersom Kong Hakon nedstammede fra den hellige Kong Olaf, saa vilde han helst modtage denne Hædersbeviisning paa Hans Højtidsdag. Alle Fornødenheder bleve nu anskaffede. Det var den Gang haardt Vejr med Regn, saa at Tilberedelser ikke godt kunde gjøres under aaben Himmel. Kong Hakon havde ladet bygge et stort Huus, som han vilde have til Nøst for sine Knarrer; det var halvfemsindstyve Alen langt, og tresindstyve Alen bredt; dette lod Kongen indrette paa det bedste til Gjæstebudet, thi han troede ikke paa noget andet Sted at kunne have saa mange Folk hos sig.
Kong Hakons Kroning.
253. Derefter blev alt beredt til Kroningen paa Olafsdag. Følgende Høvdinger vare tilstede: Kardinal Vilhelm, Ærkebiskop Sigurd, Biskop Henrik af Hole, Biskop Arne af Bergen, Biskop Askel af Stavanger, Biskop Thorkel af Oslo, Biskop Povel af Hammer; og af verdslige Høvdinger: Kong Hakon og hans Søn Kong Hakon den Unge, Knud Jarl, Junker Magnus, Sigurd Biskopssøn; samt Leensmændene: Gaut Jonsøn, Lodin Gunnesøn, Jon Drotning, Sigurd Biskopssøn, Peter Povelsøn, Gunnar Kongsfrænde, Munan Biskopssøn, Finn Gautsøn, Brynjolf Jonsøn; ti Abbeder, Ærkedegnene og Provsterne fra alle Bispesæderne, fem Lavmænd, Kongens Stallere og Sysselmænd og hele Hirden, samt de bedste Bønder af hvert Fylke. Der var ogsaa en stor Deel Udlændinge. Det regnede den Dag meget baade Nat og Dag; hvorfore der var tjeldet med grønt og rødt Klæde imellem Kristkirkes Dør og Kongsgaarden, baade for oven og ved begge Siderne; men i Kongsgaarden vare Telte rejste, saa at man kunde gaae til Herbergerne uden at lide af Regnen.
Kong Hakons Kroning.
254. Olafs Aften indtraf paa en Søndag, men Helligdagen selv blev der holdt Gudstjeneste i hele Byen. Derpaa blev alt Folket blæst til Møde paa Kristkirkegaard. Fiirsindstyve Hirdmænd vare bevæbnede for at holde Vejen ryddelig til Kristkirken. Toget til Kirken gik for sig i følgende Orden: først gik Hirdmændene, som skulde holde Vejen aaben, bestandig to og to sammen; derpaa to Mænd med Bannere, saa Skutelsvende og Sysselmænd i gode Klæder, derpaa Leensmænd med prægtige Sværd, derpaa tre Leensmænd, som bare et Bord over deres Hoveder, hvorpaa Kroningsdragten og Kongens Prydelser laae; saa kom Sigurd Kongssøn og Munan Biskopssøn, der bare to Rigsvaande eller Sceptere af Sølv, med et Guldkors paa den ene og en Ørn af Guld paa den anden; dernæst fulgte Kong Hakon den Unge, som bar Kronen, og Knud Jarl, der bar Vielsesguldet (19); Ærkebiskop Sigurd og to andre Biskopper førte Kong Hakon. Ved Porten i Kongsgaarden kom derpaa Præsterne dem i Procession imøde, og istemmede Responsoriet: Ecce mitto angelum meum, og de gik saa til Kirken. Kardinalen stod ved Kirkedøren, hos ham to Biskopper og hans Klerker, de istemmede en Sang paa ny, og fulgte Kongen til Alteret; derpaa blev sunget Messe; og nu gik Kroningen for sig paa den foreskrevne Maade. Da Messen var endt, fulgte Ærkebiskoppen og de andre Biskopper Kongen hjem paa samme Maade som før, syngende en Lovsang til Gud. Derpaa afførte Kongen sig Kroningsdragten, og iførte sig andre prægtige Klæder, og bar Kronen den Dag. Siden gik Kongen med sine Folk til Herberget, hvor Gjæstebudet skulde være; ved lille Kristkirke mødte han Kardinalen, og de fulgtes ad tilligemed alt Folket. Huset var heelt tjeldet med malede Tepper, og forsynet med gode Hynder overtrukne med Silke og guldvirket Peld. De Tilstedeværende bleve saaledes skikkede til Sæde i Herberget: Paa den nordre Side indad sad Kongen; paa hans højre Side sad Kardinalen, saa Ærkebiskoppen, saa Lydbiskopperne; paa højre Haand imod Søen sade de andre Præster og Gejstlige; midt i Herberget ligefor Højsædet var reist et andet Højsæde, og den sad Kong Hakon den Unge, Knud Jarl, Sigurd Kongssøn, og nedenfor dem Leensmændene; Dronningen sad paa Kongens venstre Haand, saa hendes Moder Fru Ragnhild, saa Fru Kristine og Fru Cecilia, saa Fru Ragnfrid, og nedenfor saa mange Kvinder, som kunde faae Plads. Ved den søndre Side sad Kongens Hird i to Rader, nedenfor dem Gjæsterne, ligeledes i to Rader, og alle fra den ene Ende af Huset til den anden, i alt vare der tretten Sæder. En stor Mængde, som ikke kunde rummes derinde, var udenfor i Telte. Den første Ret blev indbaaren af følgende Leensmænd: Munan Biskopssøn, Brynjulf Jonsøn, Gunnar Kongssfrænde og Sigurd Biskopssøn. Det Første Bæger skjænkede Kong Hakon for sin Fader, Knud Jarl for Kardinalen, Sigurd Kongssøn for Dronningen, Munan Biskopssøn for Ærkebiskoppen, og gik derpaa tilbage til deres Sæder.
Kardinalens Tale.
255. Man havde næppe spiist, førend Kardinalen talte Guds Ord til de Tilstedeværende, og endte saaledes: „Lovet være Gud, at jeg i Dag har fuldbyrdet det Ærende, som jeg havde Befaling til af min Herre Paven; og eders Konge har nu modtaget saa fuldkommen en Hædersbeviisning, som ikke før er bleven nogen til Deel i Norge. Man fraraadte mig ogsaa meget Rejsen herhid, og sagde til mig, at jeg ikke vilde faae Mennesker at see, og saae jeg nogen, saa vilde de være ligere Dyr end Mennesker i deres Adfærd, men nu seer jeg her en utallig Mængde af Landsfolket, og de forekomme mig at have gode Sæder. Ligeledes seer jeg her en stor Mængde Udlændinge, og saa mange Skibe, at jeg ikke har seet flere i een Havn, og de fleste, tænker jeg, have ført gode Ting hid til Landet. Man havde ogsaa skrækket mig med, at jeg her vilde faae lidet Brød eller anden Spise, og kun daarlig den jeg fik; men jeg seer her en stor Overflødighed paa alle Fornødenheder, saa at baade Huse og Skibe ere fulde. Fremdeles sagde man mig, at jeg her ikke vilde faae anden Drik end Valde og Vand, men jeg seer her er alle Slags hvad man behøver. Gud bevare nu vore Konger og Dronningen, Biskopperne og Gejstligheden og det hele Folk.” Derpaa gik Kardinalen bort med sit følge. Saa kvad Sturla:
Lykke gaves
Af Guds Søn
Hakon med
Heldigt Varsel,
Da Kristenhedens,
Den herliges Styrer
Fyrsten til
Fred indvied.
Højmodig paa hans
Hoved selv,
Det kongelige,
Kronen satte
Den Kardinal,
Hvem komme bød
Pavens Bud
Til Bergens Stad.
Og fremdeles siger han:
Dig, berømte Guldets Giver!
Vied Vilhelm, Kardinalen;
Ingen bedre Folke-Konning
Dette Land har Paven givet;
Ædle Fyrste! dig med Kronen
Kristenhedens Drot har prydet;
Sceptrets kjekke Svinger! Riget
Heel berømmelig du styrer.
Kong Hakon blev siddende efter at Kardinalen var gaaet, indtil der blev taget af Bordet, og Maries Minde var sunget. Derpaa hilste Kongen Folket, og takkede Mændene for deres Nærværelse. I dette Herberge blev der beværtet i tre Dage uden at der manglede paa noget af hvad man behøvede, saaledes som Sturla siger:
Hørders herskers
Høje Pragt
Udbredtes til Himlens
Alle Kanter,
Hvorledes Volsungen
Højtidelig
Holdt sin Kronings
Hædersdag.
I een Sal
Ingensteds
Under det hvide
Himmeltag
Flere gode
Folk til Gilde
Nogen Fyrste
Før har samlet.
Der skortede ikke paa god Opdækning, men fandtes alt i god Stand, som det hedder:
Gyldne Kar
Der gik omkring
Fyldte med Vin,
Venlig budne;
Listigst Drik,
Som læger alle,
Trængte huld
Til Hjertet ind.
Blanke Bægre
Bede tit
Kongens Gjæster
Gyldne Rande;
Tit sig hæved
Honningbølgen,
Bruste, faldt,
Og Brystet kvæged.
Derpaa beværtede Kongen i fem Dage i Søhallen i Kongsgaarden; der vare Kardinalen, Ærkebiskoppen og de mest udvalgte Mænd. Kongen og Kardinalen vare hver Dag i Samtale. Biskopperne begjerede, at Kardinalen skulde bede Kongen om at give noget af Ledingsafgiften til den hellige Kirke. Kardinalen svarede: „Kongen er over hele Landet, og hele Riget er hans; synes eder nu, at han skal afstaae noget af sin Ret til Gejstligheden, saa maae ogsaa I hver give noget af eders Indtægter, baade Landskyld og andre Indtægter; men ville I ikke det, saa kan jeg ingenlunde bede Kongen om at afstaae noget af sine Indtægter.” Siden talte ingen af dem mere derom. Da klagede Bønderne meget over, at Biskopperne toge Tienderne fra Kirkerne, og forøgede dermed deres Forleninger, eller toge dem selv til sig. Kardinalen bestemte, at Kirkerne skulde frit beholde deres Tiender og andre Indtægter, ligesom Bisperne deres Gods. Ligeledes klagede de Gejstlige over, at Biskopperne toge Gjæstebud eller Godtgjørelse derfor af dem, skjøndt de ikke kom i Fylket. Kardinalen erklærede, at det var baade mod Guds og den hellige Kirkes Lov, og befalede, at de skulde ingen Godtgjørelse tage, naar de ikke kom selv, med mindre de vare syge eller de rejste efter Kongens Befaling, til ham eller Ærkebiskoppen. Da klagede ogsaa Bønderne over, at de maatte betale Bøder, naar de bjergede deres Afgrøde paa Helligdage, eller fangede Fisk, som Gud beskjerede dem; Kardinalen gav derom den Anordning, at man maatte bjerge sit Hø og Korn, og fiske Sild, naar Gud beskjerede dem, undtagen paa de største Højtider. Han forbød ogsaa Jernbyrd, og sagde, at det sømmede sig ikke for Kristne at friste Gud til at aflægge Vidnesbyrd i Folks Sager. Desuden gav Kardinalen mange andre Anordninger, som ikke her ere anførte.
Om Striden imellem Brødrene Erik og Abel i Danmark.
256. Paa denne Tid regjerede Kong Erik Valdemarsøn over Danmark; men efter Kong Valdemars Død opstod der Uenighed imellem Brødrene Kong Erik og Hertug Abel, som var Hertug i Jylland. Desuden havde de danske ogsaa Strid med Lybekkerne, hvoraf der kom megen Ufred, ogsaa for de Kjøbmænd, som sejlede igjennem Danmark. I Grønsund havde de danske taget nogle norske Skibe og ganske udplyndret dem, og paa flere Steder bleve Nordmændene plyndrede baade af danske og Lybekker. Den Sommer, da Kardinal Vilhelm var i Bergen, havde Kong Hakon lagt Beslag paa alle de Skibe, der vare komne fra Danmark og Vindlandsfærd og nogle tyske Kogger, saavel som paa deres Varer. Men de, som dette gik ud over, bade Kardinalen at lægge et godt Ord ind for dem hos Kongen, at de kunde komme til deres Ejendom igjen. Han gjorde det, og bad Kongen vise dem Naade for hans Skyld, og forestillede, at sandsynligviis havde disse Mænd kun liden Skyld, om end Ransmænd i Danmark og Lybek plyndrede søfarende Folk. Kongen sagde, at han for Kardinalens Skyld vilde lade dem faae deres Gods, men tillige, at han aldrig vilde taale den Vold af de danske, at de anfaldt Nordmændene med Ran og Manddrab. Kjøbmændene modtoge deres Gods. Denne Sommer blev Henrik Kaarsøn viet til Biskop i Holested paa Island.
Kardinalens Budskab til Island.
257. Da gik efter Kardinalens Raad den Opfordring til Island, at Indbyggerne der skulde underkaste sig Kong Hakon, thi han ansaae det for urimeligt, at dette Land ikke skulde være en Konge undergivet ligesom alle andre Lande i Verden. Thord Kakale blev sendt derud med Biskop Henrik, for at formaae Landsfolket til at give sig under Kong Hakons Herredømme og yde saadanne Skatter, som de fandt billige. Denne Sommer blev Biskop Olaf sendt til Grønland. Gissur Thorvaldsøn blev tilbage i Norge. Biskop Henrik og Thord kom til Island om Høsten, og droge til Borgefjord; Thord tog det Land og Gods i Besiddelse, som Sturla Sighvatsøn og Snorre Sturlesøn, hans Farbroder, havde ejet; ligeledes efter Kongens Raad det Land, som tilhørte Thorleif fra Garde, thi han var dragen ud imod Kongens Forbud, som før er fortalt. Men imedens Thord var nordpaa om Vinteren, klagede hans Uvenner over ham for Biskoppen, som tog sig af deres Sager; deraf begyndte Venskabsbruddet imellem Thord og Biskoppen, som tiltog indtil de aldrig mere kunde forliges. Biskoppen var to Aar paa Island, og drog saa tilbage til Kong Hakon; han var bestandig Thords største Fjende; derimod indgik Biskop Henrik og Gissur Venskab med hinanden, og forsikrede, at det vilde gaae bedre med Kongens Sag paa Island, dersom de bleve sendte derover.
Kongens Afsked med Kardinalen.
258. Alle de Anordninger, Kardinalen gjorde i Norge, bekræftede han med Brev og Segl. Han beredte sig derpaa til at rejse bort, og Kongen lod udruste et Skib paa tyve Roerbænke, to Skuder og et Førselsskib, og satte sin Frænde Gunnar til Skibsbefalingsmand hos ham. Kongen gav Kardinalen og alle hans mænd store Gaver; ligeledes gav han Ærkebisikoppen, alle Biskopperne, Leensmændene og de mest anseete Mænd anseelige Foræringer, saaledes som Sturla kvad:
Der den høje
Hersker sad
Grum mod Guld
Paa Giversæde,
Og hver Mand
Af ham modtog
Alt hvad han sig
Ønske kunde.
For det hele
Folk oprandt
Paa sin Himmel
Haandens Dag;
Alherskerens
Armes Sol
Hans Hofsinder
Huld bestraalte.
Af Ringbryders
Buefjelde
Skjær udsendtes
Sølversnee;
Og den til
Ædle Kjæmper
Faldt paa kjekke
Falkes Sæder.
Helte saa
Høges Færger
Af Havluer
Ladte førte;
Dog tillige
Af Digel-Iis,
Fra det store
Fyrstegilde. (20)
Kong Hakon fulgte Kardinalen ud til Florevaag med alle sine Skibe, og de skiltes med megen Kjærlighed fra hinanden. Kardinalen fik seent Bør øster til Stavanger, hvor han blev en Stund. Derfra sejlede han til Tønsberg, og siden til Oslo. Paa alle Steder hvor han kom ordnede han Folks Sager. Fra Oslo drog han til Kongehelle, hvor han lod stævne et almindeligt Thing. Der kom mange Mænd fra Gøtland ham imøde, og han ytrede her, som før, at han takkede Gud fordi han kom til Norge. Derpaa drog han til Sverrig, derfra ud til Paven, og var siden en særdeles Ven af Nordmændene.
Kong Harald fra Syderøerne bejler til Fru Cecilia.
259. Kong Hakon drog om Efteraaret efter Kroningen til Vigen, og sad i Oslo om Vinteren. Da kom Kong Harald af Man, Olaf Gudrødsens Søn, fra Syderøerne, og drog østerpaa efter Kongen. Det var den een og tredivte Vinter i Kong Hakons Regjering. Paa denne Tid regjerede Erik Eriksøn i Sverrig, en Søstersøn til Kong Valdemar i Danmark; men Ulf Jarl Fase havde den største Deel i Regjeringen i Sverrig; han var en Søn af Karl Jarl den Døve, og var en Ven af Kong Hakon og Nordmændene. Han satte sig imod, at Kong Erik skulde ytre sin Fortrydelse over, at Kong Hakon lod brænde i Værmeland, hvorimod mange andre af de svenskes Høvdinger eggede ham til at tage Hævn derfor. Herr Birger, Magnus Minneskjalds Søn, var den tredie blandt Magthaverne i Sverrig; han var gift med Kong Eriks Søster Ingeborg. Den Vinter Kong Hakon sad i Oslo, sendte de Ivar Thorsteensøn fra Dalene til ham fra Sverrig, forat forespørge, hvad Erstatning han vilde give for den Ufred, han havde anrettet i Værmeland. Kong Hakon svarede, at det var ikke for Lysts Skyld han havde brændt i Værmeland, og han vilde ikke i den Hensigt have draget over Eideskov, naar ikke Værmerne havde understøttet mangt et Parti af Udaadsmænd imod ham til Ran og Manddrab i Norge, hvorved mangen brav Mand havde maattet tilsætte Livet. „Men efterdi begge have at klage paa hinanden,” sagde han, „saa vil jeg Møde dem ved Landsgrændsen, og vi kunne da, om muligt, forliges.” Ivar vendte tilbage med denne Besked, og der kom Svar fra Sverrig, at de svenske vilde indfinde sig paa Stævnemødet. Da Kong Hakon sad i Vigen, bejlede Kong Harald til Fru Cecilia, som havde været gift med Hr. Gregorius, og fik Ja. Brylluppet skulde staae om Sommeren i Bergen. Kong Hakon drog om Foraaret til Bergen, og sendte Bud til de Mænd, som han vilde have med sig til Mødet ved Grændsen. Da ankom fra Vesterhavet Jon Dungadsøn og Duggal Rudresøn; begges Hensigt var, at Kong Hakon skulde give dem Kongenavn over den nordlige Deel af Syderøerne; de vare hos Kongen om Sommeren.
Om Ildebrand i Byen.
260. Fjorten Dage efter St. Hansdag kom der Ildløs i Bergen omtrent midt i Byen i Gaarden Strømmen; Ilden greb snart om sig. Kongen indfandt sig ved Peterskirken med Hirden og Borgerne, og tænkte at standse Ilden, men det vilde ikke lykkes. Ilden naaede snart Mariekirken, som kom i Brand tilligemed Taarnene; Ilden greb saa stærkt om sig, at der faldt Brande oppe i Borgen, og begyndte at tænde; Kongen skyndte sig da derhen med mange Folk. Mange brændte inde, førend de kunde komme ud. Kongen vendte sig derpaa til Sandbro, hvor han kom i stor Fare, da han vovede sig yderlig, som han plejede. Da lod han store Kjedler fylde med Søvand ude paa Koggerne, og slukkede dermed Ilden ved Guds Miskundhed og Kongens Lykke. Hele Byen var brændt indenfor Sandbro, og udenfor nogle faa Gaarde ved det inderste af Vaagen. Faa Dage efter indtraf i Bergen en underlig Hændelse, da der kom et Tordenvejr med Lynild, som slog ned i Huset, hvor Kong Hakons Søn, Junker Magnus var, og rev Taget op nogle Favne omkring; det var en stor Guds Beskjermelse, at Lynilden ikke gik ind. Men den gik derpaa ud paa Vaagen, og slog ned i Masten paa et Skib, og splittede den i smaae Fliser, saa at man næsten ingen Lævninger saae deraf; en Deel af Masten dræbte en Mand, som var kommen ud paa Skibet for at kjøbe Pynt, men ingen anden paa Skibet fik nogen Skade. Noget efter Ildebranden holdt Kongen et prægtigt Gjæstebud i Kongsgaarden, og giftede sin Datter Cecilia med Kong Harald fra Syderøerne. Derpaa gjorde Kongen sig færdig til Mødet; de, der skulde følge med ham, ankom, og han havde mange Folk og Skibe. Medens han laae i Saltesund, gav han Jon Dungadsøn Kongenavn, hvorpaa denne atter vendte tilbage nordpaa. Det var aftalt, at han og Duggal skulde fare til Vesterhavet med Kong Harald, men de bleve dog tilbage. Jon blev om Vinteren i Bergen, men Duggal drog østerpaa efter Kongen, og blev hos ham næste Vinter.
Kong Harald og Cecilia forlise.
261. Kong Harald fra Syderøerne drog fra Bergen med Kongedatteren Cecilia; de havde eet Skib og mange brave mænd ombord. Skibet med alle dem, som vare derpaa, forgik, og efter de flestes Mening satte det til i Dynraust Søndenfor Hjaltland, thi Vraget drev søndenfra op paa Hjaltland. Det blev anseet for et stort Tab; og for Syderøboerne var det en stor Ulykke, saa brat at miste en saadan Høvding, efterat han nys havde gjort saa anseeligt et Giftermaal og erholdt andre Hædersbeviisninger.
Ulf Jarls Død.
262. Da Kong Hakon kom til Vigen, samledes meget Krigsfolk til ham, de fleste til Hest. Han laae meget længe i Dynge, og biede paa Ærkebiskop Sigurd og de Mænd, der skulde komme nordenfra. Kongen havde da over tredive Skibe, de fleste temmelig store, samt meget og smukt Folk. Den svenske Konge Erik havde ogsaa draget en stor Hær sammen i Sverrig, og drog om Sommeren til Vestergøtland, hvor han forefandt Ulf Jarl og hans Svoger Hr. Birger Jarl med mange Krigsfolk, for det meste til Hest; de kom til Ljodhus (21), og da var Kong Hakon endnu ikke kommen. Men eftersom de svenske kun havde bragt faa Levnetsmidler med sig, kunde de ikke bie efter Nordmændene, og rede igjen tilbage til Sverrig. Hertil kom ogsaa, at Ulf Jarl Fase var noget syg, og han døde det samme Efteraar; de svenske ansaae dette for et stort Tab, og nu førte Birger hele Regjeringen med Kongen. Kort efter Jarlens Død lode Kong Erik og Birger Jarl Kong Knud den Langes Søn, Holmgeir, en Frænde af Ulf Jarl og andre Folkunger, tage af Dage; men Hr. Philippus, der forhen havde været Holmgeirs vigtigste Støtte, maatte forlade sine Ejendomme og gaae i Landflygtighed. Han var forhen gift med Elina, Peter Stranges Datter. Philippus var en Dattersøn af Philippus Jarl, der faldt paa Ageren ved Oslo; han var nær beslægtet med Kong Hakon i Norge.
Kong Hakon sendte Bud til Birger Jarl.
262. Kong Hakon kom til Kongehelle om Efteraaret noget efter at de svenske vare dragne bort; han laae der i nogen Tid, og afgjorde nødvendige Sager. Men eftersom intet Møde havde fundet Sted imellem ham og den svenske Konge, saa sendte han nogle Mænd, Einar Smørbag og Provst Olaf, op til Sverrig til Birger Jarl, for at forhøre, hvad den svenske Konges Agt var med Hensyn til deres Mellemværende. De havde endnu andre Ærender til Jarlen, som først siden bleve bekjendte, og hvorom herefter skal tales.
Kong Hakon lagde Grunden til Kristkirken.
264. Kong Hakon drog nordpaa i Vigen til Tønsberg, og gav sine Mænd Hjemlov, men agtede at blive der om Vinteren. Om Foraaret før var Biskop Askel af Oslo død, og Hakon, som tilforn var Skolemester, blev viet til Biskop; da blev ogsaa Herve viet til Biskop paa Ørkenøerne. Derpaa drog Ærkebiskoppen hjem nordpaa. Denne Sommer havde han ladet Grunden lægge til Kristkirken saa langt imod Vesten, som den nu er. Kong Hakon opholdt sig om Vinteren i Vigen, og det var den to og tredivte Vinter i hans Regjering. Samme Vinter kom Kong Hakons Sendebud, Einar og Olaf, tilbage fra Sverrig, og sagde, at Jarlen havde taget vel imod deres Ærender, og erklæret, at han gjerne vilde være Kong Hakons Ven, samt foreslog, at de skulde mødes næste Sommer ved Elven, og bekræfte deres Forlig ved Venskab og Forbund. Einar og hans Medfølger havde ogsaa forestillet Jarlen, at det vilde bidrage meget til Fred, naar Høvdingerne besvogrede sig med hinanden, og Jarlen giftede sin Datter Rikiza med Kong Hakon den Unge. Dette havde Jarlen optaget vel, og Forhandlingerne imellem dem gik da lettere, end før, og han ytrede, at de kunde aftale dette, naar de personlig mødtes, Da fik man den Tidende fra Vesterhavet, at Kong Harald og Cecilia havde sat til om Høsten, som før er skrevet; Kongen betænkte da, at Øerne vare uden Høvding, og sendte Bud til Bergen, at Kong Jon som snarest skulde drage over for at bestyre Riget, indtil Kongen kunde sende flere Høvdinger did. Kong Jon sejlede derpaa fra Norge til Vesterhavet.
Den skotske Konge Alexanders Død.
265. Kong Alexander af Skotland tragtede meget efter Riget paa Syderøerne, og da han ikke kunde faae sig Landet tilkjøbt for Løsøre af Kong Hakon, samlede han en Hær sammen over hele Skotland, rustede sig til et Tog til Syderøerne, og agtede at indtage alle de Lande Kong Hakon besad i Vesterhavet; og erklærede sine Mænd, at han vilde ikke standse, førend han havde rejst sit Banner ved Thurseskjær, og underlagt sig hele Norges Rige. Han sendte Bud til Kong Jon, Men denne vilde ikke begive sig til den skotske Konge, førend sex Mænd lovede ham for, at han maatte drage sikkert tilbage, hvad enten de bleve enige eller ej. Da Kongerne mødtes, forlangte den skotske Konge, at Kong Jon skulde overgive ham Bjanaborg og tre andre Kasteller, som han holdt Kong Hakon tilhaande, samt det Rige, Kong Hakon havde overdraget ham; hvorimod den skotske Konge lovede ham et langt større Rige i Skotland, samt sin Bistand og Venskab, hvis Kong Jon vilde forene sig med ham. Hertil opmuntrede alle Kong Jon, baade hans Frænder og Venner; men han viste sig standhaftig og trofast, og sagde, at han ikke vilde bryde sin Ed med Kong Hakon; han drog derpaa bort, og heelt nordpaa til Ljodhus. Da Kong Alexander laae i Bjarkrøsund, havde han en Drøm, at der nemlig kom tre Mænd til ham, den ene i kongelig Prydelse, en meget barsk Mand, rød i Ansigtet og temmelig før af Væxt; den anden forekom ham smal af Væxt, og temmelig ung, men særdeles dejlig og vel klædt; den tredie var den styggeste af dem og meget skaldet. Denne talte haardt til Kongen, og spurgte, om han havde i Sinde at hærge paa Syderøerne. Alexander svarede i Drømme, at han havde fast besluttet at bemægtige sig Øerne. Manden raadede ham, at gaae tilbage, det vilde ellers ikke gaae ham godt. Kongen fortalte sin Drøm, og de fleste opmuntrede ham til at vende tilbage, men han vilde ikke. Kort efter blev han syg, og døde; Skotterne hævede da Toget, og førte hans Lig op i Skotland. Syderøboerne sige, at de Mænd, som havde viist sig for Kongen i Søvne, Vare den hellige Kong Olaf Haraldsøn af Norge, Magnus Jarl af Ørkenøerne og den hellige Kolumba. Skotterne toge Alexanders Søn Alexander til Konge; han blev siden gift med en Datter af Kong Henrik af England, og blev en stor Høvding.
Om Kong Hakons Rejse.
266. Kong Hakon beredte sig om Foraaret til sin Rejse fra Oslo for at Møde den, svenske Konge; han havde meget og udsøgt Mandskab og vel udrustede Skibe. Han selv førte Olafssuden, Kong Hakon den Unge et meget smukt Drageskib; desuden havde de mange andre herlige Skibe. Det varede temmelig længe, førend de fik Bør; hos Kongen var ogsaa hans Frænde Filippus, en Søn af Lavrens, der endnu var landflygtig fra Sverrig for Kong Erik og Birger Jarl. Da Kong Hakon sejlede op ad Elven, lod han Skibene roe siirlig med alle Sejl oppe, og drog frem med den største Pragt; saaledes som Sturla siger:
Det berømt
Blevet er,
At sejerrig Drot
Drage vilde
Selv at besøge
Sverrigs Fyrster
Paa Randvers
Vævre Skier (22).
Sejladsen var
Saa at skue
Som gyldne Lyn
Lyste fra Havet,
Hvor Skjoldmaaner (23)
Skinnede klart
En ved den anden
Over Flaaden.
Og den Lysning
Lange Straaler
Sendte over
Svanes Veje,
Da den herlige
Himmel-Sol
Blanded sit Skin
Med Bølgens Flammer.
Da Kong Hakon kom til Kongehelle, spurgte han, at Kong Erik og Birger Jarl vare komne østenfra med en stor Hær. Men da de fik Underretning om den Norske Konges Rejse, at han havde en Mængde Skibe og en stor Hær, saa vilde de svenske ikke bie, men Kongen red op i Gøtland, hvorimod Birger Jarl blev tilbage i Ljodhus. Da Kong Hakon laae i Elven, kom Mathæus, der siden kom i Uenighed med Birger Jarl, til ham, hilste ham, og fortalte ham, at Birger Jarl var reden op i Gøtland, og tilføjede, at Birger Jarl havde tænkt, det skulde have været en fredelig Sammenkomst, „men da han spurgte,” sagde han, „at I havde en stor Hær, saa vidste han ikke, om I ønskede Fred.” Videre udlod han sig ikke, og drog derpaa bort.
Budskab til Birger Jarl.
267. Derpaa søgte Kong Hakon Raad hos sine Mænd, thi dem tyktes, at Mathæus var vel snart dragen bort. Gunnar Kongsfrænde havde den Gang Elvesyssel, og var en stor Ven af Birger Jarl. Han forestillede, at Jarlen vilde strax vende tilbage, naar man red efter ham, hvorpaa Gunnar og Thorlaug Bose bleve sendte til Jarlen. Kongen befalede, at de skulde ikke tale længer med Jarlen, end Mathæus havde talt med ham. De droge derpaa bort, og traf Birger Jarl i Gøtland; han var noget kort for Hovedet, og klagede over, at Kong Hakon havde saa stor en Hær. Gunnar forsikrede, at der var ingen Svig under, men det var hans Sædvane altid at fare med store Skibe, og han bad Jarlen vende tilbage at tale med Kongen; men Jarlen svarede, at Kong Erik var dragen op i Gøtland, og kunde ikke vende tilbage. Gunnar sagde, at hvor Jarlen var, der var Regjeringen. Kong Erik stammede meget, han talte derfor kun lidet, og lod gjerne andre tale for sig paa Thinge. Birger Jarl sagde, at han vilde komme til Ljodhus til Møde med Kong Hakon; hvorpaa Gunnar og hans Ledsager vendte tilbage, og berettede Kongen, hvorledes Sagerne stode. Han drog derpaa op til Ljodhus med hele Hæren, saaledes som Sturla siger:
Overalt
Elven lyste
Af det rene
Røde Guld,
Da højberømt
Hersker Flaaden
Løbe lod
Til Ljodhuse.
Gøterne bleve hel forundrede, da de saae saa mange, store og vel udrustede Skibe; og de frygtede for, hvis Høvdingerne ikke forligtes, at den norske Konge da skulde foretage sig store Hærgninger i deres Land; som det hedder:
Gøtisk Mands
Hjerte segned
Da i frygtet
Fejdetid,
Til de svenskes
Stolte hersker
Kongens budne
Kaar antog.
Fru Rikiza troloves den unge Kong Hakon.
268. Kong Hakon lagde til ved Torskebakke, vestenfor Aaen ligefor Ljodhus, og biede til Jarlen kom. Derpaa droge Underhandlere imellem dem, og der blev talt om den unge Konges Frieri; derpaa mødtes de selv, i det Jarlen drog over Aaen til Kongen, og de talte med hinanden. Alle deres Samtaler løb vel af, og de sluttede Fred imellem Norge og Sverrig, saa at den enes Fjender ikke skulde finde Tilhold i den andens Rige. Derhos fæstede Kong Hakon den Unge sig Jarlens Datter, Fru Rikiza; og Giftermaalet skulde fuldbyrdes, naar Kongen og Jarlen fandt det belejligt. De skiltes derpaa med meget Venskab; Jarlen drog op i Sverrig, og Kong Hakon til Kongehelle, derfra nord til Bergen, hvor han indrettede til Vintersæde. Denne Høst kom Biskop Henrik fra Island, og berettede, at Thord Kakale tog sig kun lidet af Kongens Sag, samt satte andet Ondt for Thord; Kongen modtog Biskoppen vel. Denne Sommer havde Kongen stævnet Thord til sig. Om Vinteren sad Kong Hakon i Bergen, og det var den tre og tredivte i hans Regjering.
Den svenske Konge Eriks Død.
269. Om Foraaret kom nogle Mænd fra Sverrig, og forkyndte Kong Eriks Død; Folket var meget uenigt med Hensyn til Kongevalget. De fleste syntes, at Birger Jarls Søn, Kong Eriks Søstersøn, var nærmest til Riget, thi Kongens Søster arvede alting efter ham. Filippus, en Søn af Kong Knud den Lange, syntes ogsaa at have Ret til Riget, thi hans Fader havde været Konge med Kong Erik. Magnus Brokes Søn Knud holdt sig ligeledes for berettiget til Kongenavn, thi han var en Dattersøn af Kong Knud Eriksøn, der længe havde været Konge i Sverrig. Men saasnart Birger Jarl ankom, stemmede alle for, at hans Søn skulde være Konge; Birger Jarls Søn Valdemar blev da tagen til Konge. Men dette vakte megen Misfornøjelse hos de Høvdinger, som ansaae sig for ligesaa berettigede til Riget.
Den danske Konge Erik den Helliges Drab.
270. Denne Sommer forefaldt en mærkelig Begivenhed i Danmark: Abel greb sin Broder Kong Erik, og lod ham aflive St. Laurentii Aften. Derpaa lod Hertug Abel sig vælge til Konge over det danske Rige, og blev en stor Høvding. Kong Hakon drog om Sommeren til Throndhjem, og lod der berede til Vintersæde. Om Høsten kom Biskop Sigurd og Thord Kakale fra Island, og traf Kongen i Throndhjem; der vare mange Islændere: Biskop Henrik, Gissur Thorvaldsen, Thorgisl Skarde, Jon Sturlesøn, Finnbjørn Helgesøn, Sæmunds sønner Filippus og Harald; og imellem dem herskede megen Uenighed, thi alle vilde være de Første til Udrejsen. Biskop Henrik stemmede for, at Gissur skulde rejse, og sagde, at Thord tog sig ikke med Iver af Kongens Sag, hvilket de fleste ogsaa den Gang troede. Om Vinteren kom Kong Hakons Frænde, Hr. Knud, Magnus Brokes Søn, fra Sverrig, og blev Vinteren over i Throndhjem. Han forestillede Kongen, at Birger Jarl ikke vilde vise ham noget af den Ære, som han troede tilkom ham. Kong Hakon tilbragde denne Vinter i Throndhjem, og havde megen Bekostning til Julen, da han havde mange Folk hos sig; han havde Kronen paa den ottende Dag i Julen, da han havde de fornemste Mænd i Byen til Gjæst hos sig, Ærkebiskop Sigurd, Lydbiskopperne og Korsbrødrene fra Klosteret; desuden Knud Jarl, Kongens Frænde Hr. Knud og de anseeligste Mænd fra Thrøndelag. Det var den fire og tredivte Vinter i hans Regjering. Om Vinteren gik der Bud imellem ham og den danske Konge Abel; Kong Hakon sendte Bjarne Mosessøn med Breve til Danmark, og Abel sendte derimod andre Mænd til ham med sine Breve; der blev bestemt, at Kongerne selv skulde mødes ved Landenes Grændse, og da bilægge de Klager, Kong Hakon førte over de danske.
Der sluttes Fred imellem Landene.
271. Denne Vinter kom Kong Alexander af Garderiges Sendebud fra Holmgaard; Ridder Mikkel var den fornemste iblandt dem; de førte Klage over den Strid, som var opkommen imellem Kong Hakons Sysselmænd nordpaa i Finnmarken og Karelerne imod Østen, som vare skatskyldige til Kongen af Holmgaard; thi de øvede Ran og Manddrab imod hinanden. Der blev siden overlagt, hvorledes dette kunde forebygges. De bejlede ogsaa til Kong Hakons Datter for Kong Alexander. Derpaa sendte Kong Hakon nogle Mænd, blandt hvilke de fornemste vare Vigleik Provstesøn og Borgar, til Holmgaard, hvor de bleve vel modtagne, og stiftede Fred imellem de skatskyldige Lande, saa at hverken Kareler eller Finner skulde hærge paa hinanden; men Freden varede kun kort. Paa den Tid anfaldt Tartarerne Holmgaard; derfor tog man intet Hensyn til den holmgaardske Konges Frieri.
Om de svenske Herrer.
272. Kong Hakon drog om Foraaret til Bergen, og opholdt sig der om Sommeren; der vare mange Folk samlede. Magnus Brokes Søn Hr. Knud fulgte med Kongen. Der indfandt sig ogsaa hos Kongen Hr. Philippus og den anden Philippus, Kong Knud den Langes Søn, hvilke kom fra Vigen, og bade Kong Hakon, at han vilde give dem nogen Hjælp til at erobre det Rige, som de troede at have Ret til. Men han vilde ingen Hjælp yde dem, thi der var sluttet det Fordrag imellem ham og Birger Jarl, at de ikke skulde understøtte hinandens Fjender. Herrerne begave sig da til Vindland, hvor de samlede sig en Hær baade af Vender og Tyske, og droge derpaa til Sverrig, hvor de begyndte Krig med Birger Jarl.
Skibet til Island forgik.
273. Denne Sommer sendte Kong Hakon Biskop Henrik, Gissur og Thorgisl Skarde ud til Island, hvor de fik Befaling over den Landstrækning, som havde underkastet sig Kongen, og hvor de tillige skulde see at stemme Kongens Sag hos de øvrige Indbyggere. Sæmundssønnerne droge ogsaa ud, efterat de først ved Haandfæste havde overgivet Kongen de Besiddelser, de havde ejet. Biskop Sigurd, Thord og Jon Sturlesøn bleve da tilbage i Norge. Det Skib, som Sæmundssønnerne vare paa, forgik, og kun fire Mand bleve frelste; men det, hvor Biskop Henrik, Gissur og Thorgisl vare ombord, blev drevet tilbage til Norge, hvor de lede Skibbrud, og bleve i Throndhjem om Vinteren. Kong Hakon drog om Høsten øster til Vigen, og agtede at holde Møde med den danske Konge Abel, efter den gjorte Aftale; det hed sig, at de vilde indgaae Svogerskab, saaledes at Junker Magnus skulde ægte Kong Abels Datter. Kong Hakon drog heelt øster til Elven om Høsten, men hørte ikke noget til Kong Abel; han sejlede da øster til Mustresund, og laae der en Stund; da spurgte han, at Kong Abel ikke havde i Sinde at komme til Mødet. Kong Hakon vendte da tilbage til sit Rige, og gjorde Anstalter til Vintersæde i Oslo.
Om Brudefærd.
274. Om Efteraaret herskede der megen Ufred i Sverrig imellem Birger Jarl og de før omtalte Herrer. Begge havde en stor Hær, og rykkede mod hinanden. Tiden var nu kommen, da Birger Jarl skulde bortgifte sin Datter, og drage til Brylluppet i Norge; men han vovede sig ikke til at rejse, og besluttede at sende sin Datter med et anseeligt Følge; med hende vare to Biskopper, Laurentius af Skara og Biskop Magnus. Denne Færd var særdeles prægtig baade med Hensyn til Rigdom og Følgeskab. Der var ogsaa Ulf Jarls Søn Hr. Karl, og mange andre anseelige Herrer og Høvdinger fra Sverrig. De kom til Kong Hakon i Oslo, og han modtog dem med særdeles Opmærksomhed; saaledes som Sturla kvad:
Gøters Styrer, store Konning!
Egen Datter, herlig prydet,
Sendte til din Søn, fra Østen,
Som hans Brud, med alskens Hæder;
Mægtig Helt! i Mildheds Fylde
Mod de svenskes fejre Skarer
Tog du selv og Fred befæsted
Folk saa eders Vælde hylde.
Derpaa gjordes der Anstalt til et stort Gjæstebud i Oslo, og den unge Konges og Fru Rikizas Bryllup blev holdt; Gjæsterne vare baade talrige og anseelige. Efter Gildet droge de svenske hjem, og Kong Hakon gav dem til afsked sømmelige Foræringer. Men medens de vare i Norge, forefaldt vigtige Ting i Sverrig. Herrerne og Birger Jarl havde mødtes ved Heitnadsbro, nemlig begge Philipperne og Knud Magnuses Søn. De kom alle i Jarlens Vold, og han lod baade dem og mange andre Mænd tilligemed dem halshugge, især Tyskere, hvorimod han gav de fleste svenskere Fred. Derved standsedes Urolighederne i Sverrig, men man dømte meget ulige om Jarlen formedelst denne Handling.
Om Kong Hakons Sendebud.
275. Der herskede, som før er fortalt, nøje Venskab imellem Kong Hakon og Kejser Frederik. De sendte jævnlig Mænd til hinanden med herlige Foræringer; men nu havde der i nogen Tid hersket Ufred imellem Nordmændene og Lybekkerne, formedelst den før omtalte Strid imellem de danske og Lybekkerne. Kong Hakon havde skrevet herom til Kejseren, at Nordmændene ikke i Fred kunde sejle til Lybek, hvilken By stod under Kejseren. Den Sommer da Kong Erik blev myrdet i Danmark, kom der Brev fra Kejseren til Lybekkerne, af det Indhold, at Nordmændene skulde der nyde den fuldkomneste Fred, at han agtede Kong Hakon højere end nogen anden Høvding i de nordiske Lande, og at han vilde overlevere ham Staden Lybek, saa at han der skulde baade være Høvding og Herre, og give ham sit Brev og Indsegl derpaa, hvis Kong Hakon vilde begjere det. Da Kong Hakon saae dette Brev, sendte han Sire Askatin og Amunde, Harald Stangefyljas Søn, til Kejseren; de rejste om Efteraaret fra Bergen, ved Vinternætters Tid, ned til Danmark, og kom den trettende Dag i Julen til Venedig, hvor de hørte, at Kejseren var Død før Juul ude i Apulien. De vendte da tilbage, og agtede sig til Svaben til Hr. Konrad, Kejser Frederiks Søn, men paa Vejen bleve de grebne og kastede i Fængsel, hvor de maatte blive, indtil Hr. Konrad udløste dem. Derpaa begave de sig til Kejseren, som modtog dem hæderlig, men de fik dog ikke de Ærinder udrettede, som de vilde have faaet, hvis den forrige Kejser havde levet. Det er menig Tale, at Kejser Frederik var den ypperste af de rommerske Kejsere i den senere Tid; han var Kejser i ni og tredive Aar, men efter ham ophørte Kejserværdigheden, og der har ingen været siden indtil denne Bog blev skrevet, og Magnus havde været Konge i Norge i to Aar efter Kong Hakons Tog til Skotland. Derefter rejste Askatin og hans Medfølger til Norge, og traf Kong Hakon i Bergen ved St. Hansdags Tider; de berettede hvad der var skeet, og Kongen beklagede især Kejserens død. Bjarne Mosessøn kom tilbage, og havde med Kongens Samtykke sluttet Fred med Lybekkerne, at de fra begge Sider skulde i Fred sejle til hinanden. De stode siden i god forstaaelse med Kong Hakon.
Krigsrustning.
276. Vinteren efter Brylluppet sad Kong Hakon i Oslo, og holdt Juul i Hammer. Denne Vinter (24) døde Biskop Povel af Hammer; det var den fem og tredivte i Kong Hakons Regjering. I Begyndelsen af Foraaret døde Ærkebiskop Sigurd, den anden Non. Martii, og i hans Sted valgtes Sire Sørle, Korsbroder i Hammer, der om Sommeren drog ud til Pave Innocentius, og fik Vielse af ham. Ærkebiskop Sørle viede to Biskopper i Pavens Gaard: Biskop Peter til Hammer, og Rikkard til Syderøerne. I Begyndelsen af Vaaren drog Kong Hakon fra Oslo øster til Elven, hvor han kom sammen med Birger Jarl, og beklagede sig for ham over den Uordholdenhed, den danske Konge Abel havde viist ved ikke at indfinde sig til Mødet. Jarlen sagde ligeledes, at de danske havde tilføjet de Svenske megen Skade ved Ran og Manddrab, men især ved at understøtte Herrerne imod Sverrig. Da de nu begge ansaae sig haardt fornærmede af de danske, saa aftalte de, at de inden tolv Maaneder skulde, udruste en Hær af begge Rigerne. Kong Hakon skulde føre en Flaade fra Norge, og Jarlen fem tusende Mand fra Sverrig, de skulde om Foraaret mødes ved Elven, saa anfalde Danmark og hærge der saa meget de vilde. Derpaa drog Kong Hakon til Tønsberg, og Birger Jarl op i Sverrig. Kong Hakon sad om Sommeren i Bergen. Denne Sommer sejlede Biskop Henrik, Gissur, Thorgisl og Finnbjørn ud til Island, og toge de Leen i Besiddelse, som Kongen havde anviist dem. Men der opkom dog snart megen Uenighed imellem Gissur og de andre, som Kongen havde givet Leen; Biskop Henrik syntes heller ikke, at Gissur holdt det, han havde lovet Kongen; han forenede sig derfor snart med Gissurs Uvenner. Heller ikke Gissur og Thorgils kunde komme ret ud af det sammen, thi Thorgils meente, at den anden ikke opfyldte sine Forpligtelser imod Kongen. Den Sommer da Gissur drog til Island, gav Kong Hakon Thord Kakale Syssel nordpaa i Gauldalen; han begav sig did, men sendte sin Frænde, Kolbeen Grøn, ud til Island, men han bidrog just ikke til at bilægge Stridighederne, da han kom derud.
Om Abels Strid med Friserne.
277. Den omtalte Sommer krigede Kong Abel med Friserne, som han vilde paalægge større Skat end før. Friserne samlede sig, og toge deres Tilflugt til Skovene; og da Kong Abel vilde opsøge dem, blev han truffen af en Piil, hvoraf han døde. Efter hans Død toge de Danske hans Broder Kristoffer til Konge; han underlagde sig da hele det danske Rige, og blev en stor Høvding. Kong Hakon tilbragde Vinteren i Bergen; det var den sex og tredivte i hans Regjering. Henimod Foraaret gjorde han Udbud over hele Riget, baade af Folk og Levnetsmidler, og bekjendtgjorde, at han vilde drage mod Danmark. Han styrede derpaa øster til Vigen, men hele Flaaden fulgtes ikke ad, thi enhver sejlede afsted eftersom han blev færdig. Kong Hakon lagde ind til Tønsberg, hvor han lod Dronning Margrete og Fru Rikiza blive tilbage, men selv sejlede han øster over Folden, hvor der strømmede mange Folk til ham fra Vigen. Kong Hakon førte Olafssuden, den unge Konge Dragen, Knud Jarl Dragmoken, Hr. Sigurd Kongssøn Rygjebranden, Peter i Giske Borgundbaaden, Øgmund Krækedans Gunnarsbaaden, og Baard fra Hestbæ havde ligeledes et stort Skib; desuden havde de endnu flere store Skibe. Kong Hakon lagde til ved Ramsholm i Hervidesund, hvor Kjærnen af Hæren forenede sig med ham; derfra sejlede han ind til Rafnsholt; der stod det store Skib, som Gunnar Kongsfrænde havde ladet bygge efter Kongens Befaling, det største Skib, som har været bygget i Norge. Kongen lod det løbe af Bankestokken, hvilket gik meget heldig for sig. Han holdt da en skjøn Tale, og gav Skibet Navnet Korssuden; han lod nogle Mænd blive tilbage, for at udruste det, men sejlede selv Sønder til Ekerøerne, hvor han lod den største Deel af Flaaden blive liggende; hvorimod Kongerne med de fleste af Leensmændene gik paa lette Skibe, og lagde ind til Elven ved Lindesholmene; her spurgte han, at Birger Jarl var ankommen med den svenske Hær.
Om Kong Hakon og Magnus.
278. Kong Hakon sendte nu sin Søn Junker Magnus og Gaut paa Mel nordefter, for at hente Korssuden og bringe den til Ekerøerne til de andre Skibe. Da de kom derhen, gjorde de færdigt paa Skibet hvad der endnu manglede; og da de sejlede ud fra Ramsholm, holdt Junker Magnus sin første Tale, som alle syntes vel om, da den var langt over hans Alder. De førte Skibet til Ekerøerne; men da de kom ind i Havnen, og kastede Anker, krængede Skibet saa stærkt, at der gik Ild i Spillet, som de havde drejet Ankertovet om; Folkene troede, at der vilde gaae Ild i Tovet, og vædede et Sejl, forat slukke Ilden, men Junker Magnus var snildere og raskere, han tog en Bøtte fuld af Drik, øste den ud over Spillet, og dæmpede saaledes Ilden. Da Korssuden kom i Leje ved Siden af de andre Skibe, naaede Bordene paa den op til Raaerne paa de andre Skibe og Olafssuden. Dens Bord var ni Alen over Vandet, og den var det største af alle de der værende Skibe, skjøndt alle gamle Folk sagde, at man aldrig havde seet saa mange store Skibe samlede i een Leding. Rygtet om denne Flaade udbredte sig som et Skrækkens Budskab over hele Halland og Danmark, og man troede, at her vilde ingen Modstand være mulig. Saaledes som Sturla kvad:
Jeg fortæller, Flaadens Styrer!
Folk, at I paa danske hævned
Fejde os paaført fra Sønden,
Flux du mange Snekker samled;
Eders Mænd, for Ran at revse,
Vældigst Leding snart udbøde,
Langs forbi de lange Kyster
Liden ej den var at skue.
Aandbegavet Fyrstes Skare
Frem til hver en Roerbænk ilte,
Saa mod Syd den store Flaade
Flux I styred, Rigdoms Giver!
Ædle Kriger! Hallands Hære
Frygted eders store Vælde,
Alle Jyllands Konges Kjæmper
Grue saaes for Norges hersker.
Om Kong Hakon.
279. Kong Hakon havde mange anseelige Mænd med sig i denne Leding: der vare tre andre Konger, Kong Hakon den Unge, Kong Jon af Syderøerne, Kong Duggal, Knud Jarl, Junker Magnus, Hr. Sigurd. De fortrinligste Leensmænd vare: Peter i Giske og hans Søn Nikolai, Gaut paa Mel og Brynjolf Jonsøn. Da Kong Hakon laae ved Ekerøerne, ankom Ærkebiskop Sørle fra Paven; han var først kommen til Tønsberg, hvor Dronningen gav ham et let Skib forat sejle efter Kongen; med ham fulgte Biskop Peter, men før havde Biskop Arne af Bergen været med ham, samt Biskop Askel af Stavanger, Biskop Hakon af Oslo, og mange andre Gejstlige vare baade hos Kongen og Biskopperne.
Om de danskes Sendebud.
280. Da Kong Hakon laae ved Lindesholmene, var Birger Jarl østenfor Aaen med sin Hær ved Guldbergseid. Han havde fem tusende Mand; der vare mange anseelige Mænd hos ham: Ulf Jarls Søn Hr. Karl, Folke Jarls Søn Hr. Holmgeir, Karl Kneifesøn og Jon Engelsøn; hos Jarlen var ogsaa Kong Andreas af Sursdalene, en Broder til Kong Alexander af Holmgaard; han var flygtet østenfra for Tartarerne. Kong Hakon den Unge var til Gjæst hos Birger Jarl, og næste Dag, Søndagen før St. Hansdag, drog Birger Jarl over til en Sammenkomst med Kong Hakon den Gamle, og de forhandlede meget med hinanden. Jarlen sagde, at der vare ankomne Sendebud fra den danske Konge, og de laae oppe i Aaen ved Guldbergseid; det var to Biskopper, femten Riddere og mange andre Mænd, og de vare sendte, forat slutte Forlig angaaende de Besværinger Kong Hakon førte over de danske. St. Hans Dag kom de sammen og underhandlede, og det forekom Folk, at Birger Jarl holdt mere med de danske, end man havde ventet. Dog modtoge de Danske det Forlig, som Kong Hakon foreslog: De danske skulde betale Nordmændene saa meget, som disse beviisligen havde mistet ved de Danske. Kong Hakon blev ogsaa tilfunden at betale noget for det de danske krævede af Nordmændene; Pengene skulde udredes om Høsten, og ligeledes en Deel af det de danske skulde betale, og for Resten skulde Halland sættes i Pant. Men hvis Kong Kristoffer ikke vilde stadfæste dette Forlig, saa skulde nogle af Ridderne drage med Kong Hakon, andre med Birger Jarl til Sverrig, og forblive der indtil de bleve udløste. Angaaende dette Forlig bleve breve udstædte og forseglede med Biskoppernes og andre Dannemænds Segl fra begge Parter; saaledes som Sturla siger:
Den kjække Kjæmpe siden
De danskes Ran har straffet,
Først gavmild Flaadens Styrer
Ved Ekerøer landed;
Ham Folket da forjætted
Til Brandskat nok af Penge,
Og Thrønders Konning Lande
Som Pant derfor har taget.
Derpaa opløstes Ledingen; Kong Hakon vendte henimod St. Petersmesse tilbage til Tønsberg.
Om Kong Hakons Rejse.
281. Ud paa Sommeren sendte Kongen Aslak med de Penge, han skulde betale de danske, øster til Landsgrændsen, men der kom ingen fra Danmark forat tage imod dem, ikke heller nogen forat betale hvad der var bestemt. Aslak begav sig til Birger Jarl, som underrettede ham om, at de danske ønskede, at der ingen Betaling skulde finde Sted den Høst, men at Kongerne selv skulde mødes næste Sommer, og slutte Forlig med hinanden. Jarlen understøttede meget dette Forslag. Kong Hakon rejste nordpaa i Landet, og opholdt sig i Throndhjem om Vinteren; det var den syv og tredivte Vinter i hans Regjering. Om Foraaret i Fasten døde Peter i Giske. Dette Foraar døde ogsaa Ærkebiskop Sørle paa Apostlerne Philippi og Jacobi Messe. Kong Hakon drog til Bergen. efter Ærkebiskoppens Død holdt Korsbrødrene et Møde, og bleve enige om at vælge Einar Smørbag, Gunnar Grynbags Søn, som den Gang var ude i Paris, til Ærkebiskop. Mester Hakon og Mester Ottar bleve da sendte med Brev til ham, forat forkynde ham dette Valg, men Kongen vidste ikke noget deraf. Kong Hakon drog om Sommeren øster til Elven forat holde Møde med den danske Konge; Kongen lagde da til ved Lindesholmen, men Birger Jarl var ved Guldbergseid. Den danske Konge Kristoffer ankom ogsaa, og han satte især sin Lid til Birger Jarl. Da man begyndte at underhandle om Forliget, viste det sig, at den danske Konge meente, at Biskopperne den forrige Sommer havde overskredet deres Fuldmagt. Kongerne blev ikke forligte, hvor meget end Birger Jarl bestræbte sig derfor, men Nordmændene syntes, at han holdt for meget med de danske. Mødet løb saaledes af, at den danske Konge red bort uden at noget Forlig blev sluttet; han tog Vejen igjennem Halland, og lod alle de Broer kaste af efter sig, som han kom over. Kong Hakon rejste nord op i Vigen, og blev der om Sommeren.
Sigurd Kongssøns død.
282. Det Foraar, hvorom nu er talt, døde Kong Hakons Søn Sigurd, og Biskop Askel af Stavanger. Denne Sommer sendte Kong Hakon Biskop Sigurd tilligemed Sigurd Silkeøje ud til Island, forat tale hans Sag paa Thinget. De havde mange Breve med, hvorved iblandt andet Gissur Thorvaldsøn og flere andre bleve kaldte over til Norge. Om Vinteren tilforn havde Eyjolf Thorsteensøn, Rane Kodransøn og Kolbeen Grøn indebrændt tre af Gissurs sønner paa Flugamyre og mange andre Mænd. Den samme Vinter dræbte Gissur Kolbeen Grøn og syv andre Mænd, og om Foraaret dræbte Odd Thorarensøn Rane med tre andre Mænd paa Grimsø; der herskede den Gang megen Urolighed paa Island. Biskop Sigurd traf Gissur paa Sønderlandet, og han var da sat i Band af Biskop Henrik. Og da Biskop Henrik erfarede Skibets Ankomst, red han til Sønderlandet, hvorpaa begge Biskopperne ængstede Gissur saaledes, at han strax gjorde sig rede til at forlade Landet; han satte Odd Thorarensøn over Skagefjord, og overdrog ham hele sin Sag; Thord Tott derimod gav han Bestyrelsen af sin Fædrenearv, og paalagde ham at staae Odd bi imod Eyjolf og Rafn. Gissur kom til Bergen, hvor Thord Kakale var, og de mødtes ikke som Venner. Gissur drog da strax til Vigen, hvor han fandt Kong Hakon.
Ivar drog til Island i Kongens Ærende.
283. Om Høsten lod Kong Hakon indrette til Vintersæde paa Bjerget i Tønsberg; det var den otte og tredivte Vinter i hans Regjering. Baade Gissur og Thord opholdt sig der, Gissur i Byen og Thord paa Bjerget. Om Foraaret sejlede Kong Hakon til Bergen paa Korssuden. Om Sommeren kom Ærkebiskop Einar til Landet, han landede ved Alde, og begav sig strax langsmed Landet til Throndhjem uden at ville besøge Kongen, hvilket forekom denne underligt. Denne Sommer, da Kong Hakon opholdt sig i Bergen, sendte han Ivar Engelsøn til Island, forat fremme hans Sag der ved Hjælp af Biskopperne, som han havde megen Tillid til. Men Kongen gav Gissur og Thord Sysler, Gissur fik et oppe i Throndhjem, men Thord østerpaa i Skeen. Om Vinteren, førend Ivar kom ud til Island, havde Rafn og Eyjolf dræbt Odd Thorarensøn i Geldingeholt, og om Sommeren efter, da Ivar kom ud om Høsten, havde der staaet et Slag paa Tværaaøre imellem Thorvard Thorarensøn, som Thorgisl Bødvarsøn og Sturla Thordsøn understøttede, og Rafn og Eyjolf; Eyjolf faldt, men Rafn flyede. Ivar opholdt sig om Vinteren i Skalholt, og syntes, at Biskoppen ikke tog sig saa ivrig af Kongens Ærende, som han havde lovet. Om Foraaret drog Ivar nordpaa til Skagefjord, hvor han kom sammen med Biskop Henrik og Thorgisl Skarde, som da forestod Skagefjord, og anbefalede dem Kongens Ærende. De fandtes begge villige, stævnede Bønderne sammen i Skagefjord, og anbefalede dem tilligemed Ivar Kongens Sag; det blev da afgjort, at alle Indbyggerne i Skagefjord og Øfjord lovede at betale Skat, og ligeledes vilde de fleste Bønder paa Nordlandet betale den Skat, de kunde blive enige om med Ivar. Om Sommeren rejste Ivar til Norge, og fandt, at han ikke havde faaet saameget udrettet, som han ventede; hvilket han især tilskrev Gissurs, men noget ogsaa Thords Venner.
Ærkebiskop Einar kom til sit Sæde.
284. Ærkebiskop Einar kom til sit Sæde i Nideros; og da han erfarede, at Kong Hakon havde optaget det ilde, at Biskoppen ikke havde opsøgt ham, da han kom til Landet, saa rejste han ned til Bergen; Kongen modtog ham vel. Ærkebiskoppen var en særdeles Ven af den unge Konge, thi han havde givet ham Kongenavn. Han bad Kongen at dele Landet imellem sine Sønner, som passelig kunde være. Kong Hakon raadslog derom med sine Venner og Raadgivere, men disse vare af meget forskjellig Mening; nogle sagde, at Magnus skulde have en Trediedeel af Landet og Hertugstittel; andre meente, at man skulde dele Landet i to lige Dele, skjøndt Hakon førte Kongetittel. Der vare ogsaa nogle, som slet ikke vilde indfinde sig til dette Møde, naar Brødrenes Kaar i nogen Henseende skulde blive ulige. Kongen optog dette vel, og sagde, det bedste var, at Gud deelte dem mellem; Mødet endtes saaledes, uden at nogen Bestemmelse blev tagen. Ærkebiskoppen drog tilbage til sit Sæde, og Kongen og han skiltes som gode Venner. Kong Hakon den Unge havde den Sommer sendt nogle Mænd ud til Spanien til Kongen af Kastilien; den fornemste blandt disse Sendebud var Præsten Elis; de havde nogle Falke med som Foræring til Kongen, samt andre Ting, som der vare Sjeldenheder. Da de kom ud til Spanien, tog Kongen vel imod dem og den norske Konges Foræringer; de opholdt sig der i nogen Tid, og nøde megen Hædersbeviisning.
Skrivelse til Danmark.
285. Den næste Vinter sad Kong Hakon i Bergen; det var den ni og tredivte i hans Regjering. Om Foraaret henimod Paaske sendte han Thorlaug Bose med nogle andre Mænd til Danmark til Ærkebiskop Jakob i Lund; Kongen sendte denne Brev, at han skulde sende Brev og Bud til Kong Kristoffer, forat forhøre, om han vilde holde noget af det Forlig, som var sluttet imellem de danske og Nordmændene den Sommer, da Kong Hakon laae ved Ekerøerne. Da Thorlaug kom til Lund, modtog Ærkebiskoppen ham vel, og lod ham blive hos sig, men sendte nogle Mænd til den danske Konge i Roeskilde i Sjælland. Men da Kongen erfarede deres Ærende, beholdt han dem hos sig, og sendte nogle Mænd over til Skaane, forat gribe den norske Konges Sendebud. Ærkebiskoppen fik imidlertid Nys derom, advarede Thorlaug, og forsynede ham med Heste, saa han red op i Sverrig, men nogle af hans Ledsagere bleve hemmelig tilbage hos Ærkebiskoppen. Thorlaug drog med de andre til Vigen, og saa nordpaa mod Kongen, og kom paa Hvide Søndag til ham i Bergen, og bragde ham Efterretning om, at den danske Konge ikke havde i Sinde at holde Forliget med Nordmændene, samt Ærkebiskoppens Budskab, at Kong Hakon ikke maatte vente, der blev noget af den Betaling, de norske havde at kræve hos de danske, eller af de andre indgaaede Vilkaar. Kongen var kun lidet tilfreds dermed; men kort efter lod han Olafssuden sætte i Vandet, og bekjendtgjorde, at han vilde sejle til Throndhjem. Men da Skibet var lagt ud under Fenring, befalede Kongen, at man skulde sejle øster til Vigen. Han sendte forud Breve til Vigen til Sysselmændene og de Kjøbmænd, som plejede at sejle paa Danmark, og befalede strængelig, at ingen Øreflaade maatte sejle længer østerpaa, end til Ekerøerne, førend der kom nøjere Bestemmelse fra Kongen. Da han kom til Vigen, sendte han Udbudsbreve over hele Vigen, og stævnede Leensmændene til sig. Der samledes da en stor Hær og en Mængde Skibe, hvormed Kong Hakon drog til Ekerøerne; der samlede sig en meget stor Hær; man anslog det til ikke mindre end tre hundrede Skibe; saaledes som Sturla kvad:
Ej, højbaaren Fyrstetvinger!
Efter Fredens Brud I hvilte,
Dog i Stilhed Hirdmænd raske
Længe krigersk Flaade rusted;
Stolte Skibe, nylig bygte,
Styred du for Elvens Munding
Gjennem Brænding, Nordmænds Konge!
Fjenders Række Død ud at bringe
Da Kong Hakon kom til Ekerøsund, sendte han en stor Deel af Hæren sønder til Halland, og befalede dem at hærge Landet og ødelægge det baade med Ild og Sværd. De to Dele af Hæren sendte han Sønder til Glymsteen under Anførsel af Øgmund Krækedans, Arnbjørn Pose, Baard i Hestbæ, Aslak Gus, Povel Gaas og Amunde Haraldsøn. En Trediedeel skulde gaae op i Geitkjær; den anførtes af Jon Drotning, Jon Lodinsøn, Thord Kakale og endnu flere Sysselmænd fra Vigen. De sejlede alle sammen til Mostresund, saaledes som Sturla kvad:
Lette Snekker lode dine
Folk med Toug og Takkel ile
Hen til Mostresund paa Søen;
Gøten rædsom Leding spurgte.
Da den Flaade holdt til Havnen,
Hoved-Gallioner lyste,
Eders Sømænd Sejl nedtoge.
Sorg og Frygt betog de danske.
Da Kongen kom til Mostresund, traf han nogle Danske der, af hvilke de fleste bleve dræbte.
Krigstog i Danmark.
286. Bartholomei Messedag var om en Torsdag. Da gjorde Nordmændene sig færdige til Landgang, som Kongen havde bestemt. De gik i Land ved Glymsteen, men begge Jonerne droge først ind i Bardfjord, og brændte der et Kirkesogn; derpaa styrede de sydpaa til Geitkjær, og gik paa Land der; en Deel af Indbyggerne havde samlet sig, men gjorde kun en kort Tid Modstand, og der faldt mange af de Danske. Derpaa gave Nordmændene sig til at hærge og brænde Landet; saaledes som Sturla kvad:
Hersker! Toget du anførte
Mod en frygtet Konges Rige,
Dine tappre Tropper snarlig
Fjendtligt Land, til Kamp, betraadte;
Dine Kjæmper Hallands Hære
Sloge rask, mod Øst fra Geitkjær,
Uden Skaansel, maatte mange
Egen Friheds Tab beklage.
Nordmændene gik igjennem Landet, dræbte Folkene og brændte Bygderne; Indvaanerne flyede, alle, som kunde; saa kvad Sturla:
Raske Gutter Staalet lode
Højt i Landsestormen klinge,
Skarpe Sværde saared danske,
Blod af aabne Vunder Strømmed;
Mange faldt og Livet lode.
Andre knap ved Flugt det redded,
Skrækkens Hjelm fra Hæren lynte,
Herlig rustet Kamp den søgte.
Til den vide Valplads ilte
Under Fanen stærke Helte,
Paa dit Vink de Fjender fældte,
Flux i Græs de maatte bide;
Midt i Blodets Bølger deelte
Ørn og Ulv det friske Bytte,
Fordum kjække Krigerskarer,
Uden Liv, i Valen tærtes.
Øgmund og de andre Befalingsmænd gik i Land ved Glymsteen Bartholomei Messedag, og fandt ingen Modstand, men dræbte adskillige danske; om Aftenen og om Fredagen brændte de Bygderne, og droge heelt sønderpaa til Aaen Eidre, hvor de brændte en Flække. Om Løverdagen vendte de tilbage, og brændte alle de Bygder, der laae for dem; saa kvad Sturla:
Tappre Hirdmænd hedest Flamme
Højt i Danmark stige lode,
Over Huse flux den flagred,
Svied Bygder af til Grunden;
Vidt omkring i Bønders Byer
Birkers Ødelægger raste,
Og til Skoven Folk da Flugten
Over brændte Marker toge.
Derpaa droge Nordmændene til deres Skibe. Om Natten til Søndag laae de paa deres Skibe; da opkom der en stærk Storm, som rev nogle af deres Skibe løse fra Landtovene, men Folkene fik Godset frelst, og gik selv over paa Skibe, som laae for Ankertove. Om Søndagen kom en stor Hob danske ned, og dræbte nogle af Nordmændenes Svende paa Landet. Derpaa toge de de Skibe, der vare drevne til Land, thi Vinden havde ført paa Land, gjorde store Baal paa dem, og tænkte de skulde drive ud imod Nordmændenes Skibe; men da disse saae dette ny Paafund, roede de op imod dem ved Landet, fik Stavnleer kastede over paa nogle af dem, og trak dem til sig, og de lede ikke nogen Meen af dette Anslag. Derpaa droge Nordmændene bort fra Glymsteen, og brændte noget efter Staden paa Aranæs; saaledes som Sturla kvad:
Gnister sprang, mod Øst fra Elven,
I det Tag, som snart blev varmet,
Og de danskes høje Haller
Brat i Sorgens Time styrted;
Brand i hver en Bolig raste
Rædselfuld paa Hallands Kyster,
Og i Nord fra Glymsteen grebe
Flammens Kløer de høje Gader.
Kong Hakon laae ved Ekerøerne, da Flaaden kom sammen med ham; de deelte nu Byttet efter Kongens Bestemmelse. Kong Hakon betænkte da, at Nordmændene havde anrettet megen Ødelæggelse i den danske Konges Rige, og besluttede at sende nogle Mænd til Danekongen, forat forhøre, om han vilde slutte Forlig eller fortsætte Krigen med Nordmændene. I dette Ærende bleve Prædikebroderen Simon og Broder Sigurd afsendte; den danske Konge vilde ikke gjerne indlade sig herpaa, og ytrede sin store Misfornøjelse over, at Nordmændene havde hærget paa hans Rige; de fik Heller ingen endelig Besked af ham, men vendte tilbage, og forkyndte Kong Hakon Udfaldet af deres Ærende, og at de ikke troede, der var noget Forlig at vente.
Om Kongen af Spaniens Sendebud.
287. Kong Hakon drog bort fra Ekerøerne, men lod sin Søn Kong Hakon blive tilbage ved Elven; han laae i Strømsund med ti store Skibe, og følgende Skibshøvedsmænd vare hos ham: Øgmund Krækedans, Vesete fra Hell, Simon Staur, Lodin Staur og Helge den Røde Præst; Gjæsterne havde to Skibe. Kong Hakon drog nordpaa i Vigen, og agtede sig nord i Landet, men da han kom til Agde, kom Præsten Elis til ham, som den unge Konge havde sendt til Spanien; han forkyndte Kongen, at Sendebud fra Kongen af Spanien vare ankomne til Landet, af hvilke den fornemste hed Sire Ferant, og de havde vigtige Ærender til Kong Hakon; Kongen af Spanien vilde nemlig være hans Ven, og befæste dette ved nøje Svogerskab. Da Kong Hakon kom til Rødesund, vare Sendebudene der, og berettede ham deres Ærende. Kongen bestemte, at de skulde oppebie ham i Tønsberg, indtil han om Foraaret kom tilbage nordenfra, og da vilde han efter sine gode Mænds Raad give dem Besked paa deres Ærende. Kong Hakon drog derpaa til Bergen, og indrettede der til Vintersæde. Om Efteraaret kom Ivar Engelsøn fra Island, og bragde Efterretning om hvad der var forefaldet.
Kong Hakon den Unge paalagde de danske Skat.
288. Kong Hakon den Unge laae, som før blev fortalt, om Høsten i Strømsund, og indjog de danske megen Skræk; han sendte Bud omkring i Halland til de Herreder, som ikke vare blevne brændte, og paalagde dem en svær Brandskat, og bestemte, hvor mange hundrede Øxne de skulde levere ham, da han ellers vilde komme, og ikke behandle dem bedre, end de andre, der var brændt for. De danske fandt sig i Kongens Paalæg, leverede ham en stor Mængde Øxne, og Skatten betalte de med Vox, Lærred og Sølv. Alt dette blev bragt til Kong Hakon i Strømsund, hvor han blev liggende paa Skibene ligetil Mortensdag. Sjællænderne samlede sig om Vinteren, og frygtede meget for, at Kongen skulde hærge paa dem. Kong Hakon den Unge lod lave til Julegilde for sig i Tønsberg, og drog did for Juul, men satte Øgmund Krækedans til at passe paa østerpaa tilligemed Sysselmændene. Kong Hakon blev i Tønsberg om Julen, men kort efter sendte Øgmund Bud, at han skulde komme østerpaa, thi mange Trusler af de danske vare komne ham for Øren. Kong Hakon forlod strax efter Julen Tønsberg, men fik meget haardt Vejr og maatte krydse meget førend han naaede Havnen i Spjør østenfor Folden; derpaa gik han ombord paa en Skude, og lod sig føre til Fastlandet, lod sig derpaa skytse frem til Lands og lod Skibene sejle udenfor øster til Elven; han kom til Kongehelle førend Skibene, og blev paa Holmen ved Kongehelle til Fasten. Da kom der Brev fra hans Fader, at han skulde drage til Oslo, og bie der, indtil Kong Hakon kom nordenfra, og de i Forening kunde overlægge, hvorledes man skulde svare paa Sire Ferants Andragende fra Kongen af Spanien, som forlangte, at Kong Hakon skulde give een af hans Brødre sin Datter Jomfru Kristine til Ægte. Kong Hakon den Unge drog Askeonsdag fra Kongehelle til Oslo. Kort efter kom der Brev til ham fra Gøtland fra hans Svigerfader Birger Jarl, at han snarest muligt skulde komme over til ham. Eftersom hans Fader endnu ikke var kommen nordenfra, saa sejlede han til Kongehelle, hvor han ankom i Begyndelsen af Dimmelugen, rejste derfra til Ljodhus, hvor hans Svoger, den svenske Konge Valdemar var, og han modtog Kongen med meget Venskab. De rede begge sammen op til Gøtland. Da Birger Jarl erfarede, at hans Svigersøn Kong Hakon var kommen til Sverrig, befalede han sine Mænd at vise ham og hans Følge al Ære, og udgav den strenge Befaling, at dersom nogen spottede Nordmændene eller gav dem Øgenavne, skulde det gjælde deres Hals. Frænderne tilbragde Paasken sammen i Vestergøtland paa Gaarden Lenar, og Paaskedag ved Messen ledsagede Kong Valdemar og Birger Jarl Kong Hakon til Alteret, viste ham megen Ære, og gave ham Plads imellem sig. De skiltes ogsaa ad i største Kjærlighed og Venskab; Kong Hakon red ned til Kongehelle, og drog siden nordpaa i Vigen. Han red tit ud forat fornøje sig paa Jagt med Falke og Hunde; en Dag var han saaledes taget efter over Aaen til Gulde, forat fornøje sig; Natten efter blev han syg, og da han kom tilbage til Folden, tog Sygdommen til; han lod sig da roe paa en Skude over Folden til Tønsberg, og lod sig bringe op til Klosteret, hvor han maatte lægge sig. Der besøgte den Læge ham, som Sire Ferant havde med sig fra Spanien, og gav ham noget imod Sygdommen, men den tog ikke desmindre til, og han døde kort efter. Hans Aarstid er to Dage efter Vitalismesse. Dette tyktes alle et stort Tab, thi Kong Hakon var meget afholdt af sine Mænd. Han var en Mand af Middelvæxt, noget høj, vel voxen, smuk af Aasyn, Haar og Øjne, stærk, behændig og let af sig, den bedste Rytter, som den Gang var i Norge. Hans Lig blev ført ind til Oslo og jordet i Halvardskirke, der hvor Kong Sigurd Jorsalefarer var begravet.
Krigstilberedelser.
289. Kong Hakon opholdt sig denne Vinter i Bergen; det var den fyrretyvende i hans Regjering. Han sendte da Udbudsbreve over hele Norge, og skikkede Bud til Ærkebiskop Einar og alle Lydbiskopperne, at de skulde følge ham i denne Leding. Kong Hakon lod et særdeles smukt Skib, som han da havde ladet bygge i Bergen, og kaldte Mariesuden, løbe af Stabelen; Ilden stod af Bankestokken, da det løb i Søen. Saa kvad Sturla:
Herlig Konge krigersk Flaade
Paa det salte Hav lod glide,
Da de kolde Kjøle lode
Hedest Ild af Planker gnistre.
Alle Mand, du kjække Kriger!
Orlogsflaaden maatte gjæste.
Boldest Leding blev udskrevet
Da fra hele Norges Rige.
Kong Hakon spurgte sin Søns Død.
290. Da Kong Hakon var færdig fra Bergen, styrede han øster forbi Agde; der erfarede han sin Søn Hakons Død, som han med Rette tog sig meget nær. Han styrede da først til Tønsberg, hvor han holdt Raad med sine bedste Raadgivere om det Svar man skulde give Sire Ferant paa hans Ærende. Man holdt det for et passende Giftermaal, naar Lykken vilde føje, og Kongen gav derfor Sendebudet det Løfte, at han vilde sende sin Datter Fru Kristine ud til Spanien efter Kongens Begjering, paa Vilkaar, at Jomfruen skulde vælge sig en af hans 4 Brødre til Mand, hvilken hun og de gode Mænd, som Kongen sendte med hende, syntes bedst om. Derpaa lod Kongen gjøre Anstalter til hendes Rejse, og udnævnte hendes Følgeskab; de fornemste vare: Biskop Peter af Hammer, Prædikebroderen Simon, Ivar Engelsøn, Thorlaug Bose, Lodin Lep, Amunde Haraldsøn og mange andre anseelige Mænd. De havde over hundrede Mand med sig; og mange fornemme Kvinder fulgte ligeledes med Jomfruen. Kong Hakon udstyrede hende med saa stor en Medgift i Guld og brændt Sølv, hvide og graae Skindvarer og andre Kostbarheder, at man ikke vidste noget Exempel paa, at en saadan Medgift før var medgivet en Kongedatter fra Norge. Kongen lod ligeledes indrette en stor Snekke for dem, hvor der vare Kahytter, paa den ene Side en for Jomfruen, paa den anden Side for Sire Ferant, thi han kunde ikke være hos de andre Mænd, da han var søsyg. Det hele Tog blev udredt med megen Bekostning og Pragt; saaledes som Sturla kvad:
Ædling herligst Ungmø sendte
Over Hav, til fjærne Lande,
Ej en Kongers Konge bedre
Nogen Kvinde før udstyred;
Gjæve Sømænd saa den elskte
Datter, hist i Syd, modtoge,
Som om Kongen selv de skulde
Der ombord, af Havnen, føre.
Saasnart alt var færdigt til Jomfruens Afrejse, sejlede de ud, og ankom til Jarnamoda i England.
Den danske Konges Budskab til Kong Hakon.
291. Kong Hakon blev i Tønsberg, og der samlede sig mange og udsøgte Folk til ham. Saa kvad Sturla:
Over Hav, fra høje Norden
Og de Finners Bygder stunded
(Snekker høje Bølger brøde)
Brave Mænd, til dig o Konning!
Du fra hver en Havn lod glide
Ud paa Søen ladte Skibe,
Stormen malte Stavne sendte
Støv og Sand i Nord fra Elven.
Da Kong Hakon var i Tønsberg, ankom fra Danmark Prædikebroderen Absalon, som var Provincialis over alle Prædikebrødreklostre i de nordiske Lande; han var af den danske Konge sendt til Kong Hakon med Begjering, at Nordmændene ikke skulde hærge hans Rige, og forkyndte, at den danske Konge vilde holde Møde med Norges Konge, og slutte Forlig med ham efter gode Mænds Raad. Kong Hakon forestillede dette for sine Venner, men de fandt, at man ikke maatte fæste Lid til de Danskes Løfte, da de ikke havde opfyldt deres forhen indgangne Forpligtelse. Kong Hakon gav derfor den Besked, at han vilde sejle til Danmark efter sin Bestemmelse, men fare fredelig frem, indtil det viste sig, om det kunde komme til Forlig imellem ham og den danske Konge. Absalon drog med denne Besked tilbage til Danmark. Derpaa gjorde Kong Hakon sig færdig til at sejle fra Tønsberg, og førte Mariesuden, et Drageskib paa tredive Roerbænke; Hovederne og Halsene vare forgyldte, og Sejlene smukt malede. Desuden havde Kong Hakon mange andre store og veludrustede Skibe; og det saae i Solskin ud, som om der straalede Ild ud fra Hovederne, Vejrfanerne og de forgyldte Skjolde ved Stavnene, saaledes som Sturla kvad:
Diglens Blus (25) man saae paa Sejlet,
Sirlig prydet blev det hejset.
Rødt forgyldte paa din egen
Drage Hoveder sig rejste;
Og tillige over Flaaden
Af det slagne Guld i Rækker
Krigsmænds Skjolde skinned herlig,
Over Havet Lysning spredte.
Da Kong Hakon var færdig, sejlede han med hele Hæren fra Tønsberg øster over Folden. Hardangrerne, Thorer Greipsøn og Baard Groesøn sejlede paa Ærkebiskoppens Skib, saa at Stavnen i Skibets Fordeel gik i Søen og Vejrfanerne sad fast i Sejlet; Ærkebispen sejlede til Ekerøerne forat træffe Kongen, og det var let at mærke, at denne var meget fortrydelig derover. Kong Hakon holdt derpaa Stævnemøder med sine Folk, og forestillede, hvilket Tab han og alle Norges Indbyggere havde liidt ved den unge Konges død, men endskjøndt den almægtige Gud havde berøvet ham denne, saa kunde Kongevalget dog ikke være vanskeligt, da man havde hans Søn Magnus; hvorpaa han i en siirlig Tale foreslog, at man skulde tage ham til Konge i den Afdødes Sted. Alle bifaldt hans Ord, og vilde gjerne samtykke heri; især anbefalede Ærkebiskoppen det. Da svarede Kongen: „Hr. Ærkebiskop,” sagde han, „da vi talte om Landets Deling imellem mine Sønner, drev I især paa, at Kong Hakon alene skulde bære Kongenavn efter mig, men Junker Magnus skulde være Hertug. Saavel I, som flere Mænd, fandt det underligt, at jeg ikke aabenbar vilde give mit Samtykke hertil, men det forekom mig urigtigt, saaledes at gjøre Forskjel imellem mine jævnbaarne Sønner, og jeg henstillede da, som ellers, Sagen til Gud, at han skulde dele imellem dem; men nu er det kommet dertil, at den, I vilde have hævet, er kaldet bort, og han lever endnu, som I og flere af mine Raadgivere ikke vilde tilstaae saa megen Hæder, som ham tilkom.” Ærkebiskoppen svarede: “Jeg tilstaaer, Herre, at det var mit Ønske, at der kun skulde være een Konge ad Gangen over Norge, og jeg undte ingen mere denne Ære, end Hakon, thi han var den ældste af de Brødre, og jeg havde desuden givet ham Kongenavn. Men da Gud nu har bortkaldt ham, saa under jeg ingen mere Kongenavn, end Junker Magnus.” Ogsaa dette blev modtaget med meget Bifald, og der blev besluttet, at Kong Hakon skulde holde et almindeligt Thing, forat give Magnus Kongenavn. Rigtignok plejede Kongevalget sædvanlig at skee paa Ørething i Throndhjem, men man fandt det dog klogere, at Landet ikke var uden Konge, imedens Kong Hakon var borte fra Riget.
Magnus Hakonsøn tages til Konge.
292. St. Hansdag holdt Kong Hakon et almindeligt Thing paa Ekerøerne, paa hvilket Junker Magnus blev tagen til Konge. Ærkebiskop Einar gav ham Kongenavn. Han svor derpaa paa lignum vitæ at holde sine Undersaatter Lov og Ret. Derefter aflagde Knud Jarl Troskabsed til Kong Magnus, efter ham Leensmændene, Stallerne og Skutelsvendene, og efter dem igjen tolv Bønder af hvert Fylke. Dagen efter uddeelte Kong Magnus sømmelige Gaver, først til sin Fader Kong Hakon. Ærkebiskoppen gav han et meget kosteligt Langskib paa over tyve Roerbænke, og endnu flere Foræringer. Desuden uddeelte han passende Gaver til alle de anseelige Mænd, som havde været til Gjæst hos ham, hvilket strax gjorde ham meget elsket. Kong Magnus antog nu et stort følge, deriblandt de fleste af hans Broder Kong Hakons Tjenere. Han skulde nu blive tilbage forat forsvare Landet.
Kong Hakons Sejlads.
293. Efterat alt dette var bragt i Orden, lagde Kong Hakon bort fra Ekerøerne med Flaaden, men Kong Magnus vendte tilbage til Vigen, og tilbragde Sommeren i Tønsberg. Kong Hakon sejlede til Danmark med tre hundrede og femten Skibe, en meget prægtig Flaade. Saa sagde Sturla:
Som fra Norden, over Havet,
Lynets Glands i Pragt sig viste,
Pløjed eders Flaade, Fyrste!
Bølgers Mark til frugtbar Slette;
Favre Sejl udfyldte Vinden,
Flagrende de Snekker ledte,
Og forgyldte Fløje viste
Vejen hen til Øresundet.
Kong Hakon styrede med Flaaden til Øresund, til Kjøbenhavn, og lagde sig i Refshaledybet. Flaaden vakte i høj Grad de danskes Beundring og Frygt. Saa kvad Sturla:
Hvilken Ild af Havet syntes
Skjønt oprinde hvor berømte
Konnings store Krigerflaade
Havn i Daneriget valgte;
Aldrig før en ædel Fyrste,
Sig med slig en Styrke viste
Der ved skjønne danske Kyster,
Did I Eders Skibe førte.
Om Tirsdagen kom Kong Hakon til Kjøbenhavn, og Fredagen efter kom ogsaa den danske Konge til Staden med en stor Hær, og mange fornemme danske Herrer, blandt andre Ærkebiskop Jakob af Lund, tre Lydbiskopper og Biskop Jarmar fra Re i Vindland. Da man begyndte at underhandle om Forlig, viste der sig strax mange Vanskeligheder, og en stor Deel af Nordmændene opmuntrede Kong Hakon til at hærge paa den danske Konges Rige; men Kongen havde tilstaaet de danske en Stilstand paa sex Dage; saa kvad Gissur Thorvaldsen, der den Gang var med Kongen:
En Stilstand Kongen stifted,
Sex Nætter bød han alle,
Som ham, til Fejde, fulgte,
Den Fred i Agt at tage.
Ærkebiskop Einar arbejdede ivrigst paa Freden; men jo længer begge Parter talte sammen, desto større fandt baade danske og Nordmænd den Skade de havde liidt. Da der var holdt Overregning, foreslog Ærkebiskoppen med Kongens Samtykke, at hver af Kongerne skulde ansætte sit og sine Mænds Tab. Da man var bleven enig derom, kom der endnu i Vejen, at Kong Kristoffer vilde dømme først. Da dette blev forebragt Kong Hakon, saa meente han, som ogsaa sandt var, at den der dømte sidst, havde hele Sagens Udfald i sin Magt, og derfor gav han sit Samtykke dertil; han havde desuden allerede givet sine Folk Ordre, hvor de skulde gaae i Land og hærge, hvis Forliget ikke kom i Stand. De danske vare meget begjerlige efter Fred, thi de fandt den norske Konges Styrke stor og frygtelig; saaledes som Sturla kvad:
Alle tyktes, Agdes hersker,
Højberømt i fjærne Lande!
Hist i Syd fra Havet, farligt
Heftig Kamp med dig at prøve.
Sygners (26) Drot! af danske alle
Du om Freden snart anraabtes,
Det er klart at dine Fjender
Livets Frelse saae med Glæde.
Det kom endelig saa vidt, at Kong Kristoffer eftergav den norske Konge sit og sine Mænds Tab, og derpaa gjorde Kong Hakon det samme ved den danske Konge, og tilgav de danske al den Ufred og Modgang de havde tilføjet Nordmændene. Alle glædede sig over dette Forlig, undtagen Ærkebiskop Jakob og Hr. Jarmar fra Vindland. Efter Forliget drak Kong Hakon med den danske Konge i hans Landtelt, og næste Dag gik den danske Konge ombord hos den norske, og drak med ham. Ved dette Forlig sluttede de fuldkomment Venskab med hinanden, saa at de gjensidig skulde komme hinanden til Hjælp naar det behøvedes. Derpaa gav den danske Konge Kong Hakon anseelige Foræringer, men Kong Hakon tilbød Kong Kristoffer, om han vilde have Mariesuden eller i dens Sted tre andre Skibe, som han selv maatte vælge iblandt Flaaden; den danske Konge modtog Gaven, men forbeholdt sig siden at sende Bud til Kong Hakon forat vælge, hvilke Skibe han helst vilde have. De skiltes derpaa ad i megen Kjærlighed, og Kong Hakon vendte efter Forliget tilbage til Norge. Saaledes som Sturla kvad:
Af Lykken højt velsignet
Vor ædle Drot har skjænket
Af Guld, i Mængde, Gaver
Til Skaanes rige Konning,
Og Rommeriges hersker,
Til sine Kjekkes Glæde,
Kom hjem med højest Ære
Og herligst Pragt til Norge.
Kong Hakon drog først til Tønsberg, og traf der Kong Magnus og Dronningen Fru Margrete. Derpaa droge de begge til Bergen. Da gav Kong Hakon Kong Magnus Rygjefylke. De droge derpaa til Throndhjem, hvor de agtede at blive om Vinteren; Dronningen og Fru Rikiza vare ombord hos Kongen.
Kongedatteren Kristines Rejse.
294. Nu er at fortælle om Fru Kristine og hendes Medfølgeres Rejse, at de droge over Havet fra England til Normandi, og da de kom did, vilde Ivar Engelsøn følge den vestre Søvej, men Sire Ferant og Thorlaug Bose og de, som havde Ærende til Kongen af Frankerig, vilde først drage til ham. De begave sig derfor op i Landet, og kjøbte over halvfjerdsindstyve Heste foruden dem de havde ført med sig. Thorlaug Bose og Sire Ferant begave sig til den franske Konge, der modtog dem vel, og da han fik at vide, at Jomfruen var med dem, bad han dem lægge Vejen vester igjennem Gaskogne, og gav dem en Ledsager med, med Brev og Indsegl paa fri Befordring og Fortæring igjennem hele Riget; denne Ledsager fulgte dem til Staden Narbonne ved Jorsalehav. Derfra rejste de igjennem Katalonien, og kom saa over høje Fjelde og besværlige Veje. Jomfruen udholdt Rejsen godt, og bestandig bedre jo længer de kom frem. Da de kom til Staden Geronna, og Jarlen der erfarede Jomfruens Ankomst, red han hende imøde fra Staden vel to Miil tillige med to Biskopper og tre hundrede Mand; og da hun kom til Staden, greb han hendes Hests Bidsel og førte hende ind i Staden, men Biskoppen fulgte hende paa den anden Side, til hun kom til Herberget, med megen Hædersbeviisning. Saa rede de over Barzalonna og Aragonien; da Jomfruen red til Barzalonna, red Kongen af Aragonien hende over tre Miil imøde med tre Biskopper og en utallig Hær, viste hende al Hæder, tog selv hendes Bidsel og førte hende til Hest ind i Staden, forsynede hende og hendes Følge med Levnetsmidler i to Dage og siden igjennem hele sit Rige; og hvorsomhelst de kom til Stæderne, der rede Jomfruer, Riddere og Baroner hende imøde efter Kongen af Aragoniens Foranstaltning. To Dage før Juul kom Jomfruen til Kastilien til Byen Sarre, og overalt rede de fornemste Mænd hende imøde, ved denne By Kongen af Kastiliens Broder Ludvig og Biskoppen af Astorga. Juleaften kom de til Burgos, hvor de bleve meget vel modtagne, og fik Herberge i det Kloster, hvor Kongens Søster Fru Berenger var. Tredie Juledag ved Messen ofrede Fru Kristine et stort Bordkar, et andet havde hun før ofret i Rouen, og formedelst slige Gaver blev hun saa berømt, at man ikke vidste Mage til, at nogen udenlandsk Jomfru havde erholdt saa store Æresbeviisninger. Fjerde Juledag rede de ud af Staden Burgos efter Kongen af Kastiliens Bestemmelse, som havde fastsat Jomfruens Ankomst hos ham til den ottende Dag i Julen; og samme Dag om Aftenen sendte Fru Berenger Jomfruen syv prægtige Kvindesadler og en Baldakin til hende selv. Samme Dag red Kongen af Kastilien hende imøde med en stor Hær, og modtog hende som det havde været Hans Datter, tog hendes Hest i Bidslet, og fulgte hende ind i Staden. Den tiende Dag i Julen red Kongen selv med hende til Vallident, hvor Kongens Søn red dem imøde med en stor Skare Riddere, Baroner, Ærkebiskopper og Lydbiskopper, samt Gesandter, baade kristne og hedenske. Kongen anviste hende et hæderligt Herberge, og viste hende saa megen Ære, at ingen fremmed Mand eller Kvinde nogensinde var modtaget med større Hæder. Hver Gang Kongen eller Dronningen besøgte hende, førte de hende hen til hendes Sæde. Derpaa sendte Kongen af Aragonien Brev til sin Svoger, Kongen af Spanien, og begjerede, at Kongen skulde give ham Jomfruen til Ægte. Kongen forestillede dette for Jomfruen og Nordmændene, overlod hende selv at bestemme sig, og sagde, at Bejleren var en brav Mand og en stor Høvding. Men eftersom Nordmændene vidste, at Kongen var til Alders, saa fraraadte de dette Giftermaal, og der blev heller ikke videre talt derom. Derpaa opregnede Kongen sine Brødre for Jomfruen, og beskrev hende deres Egenskaber. Frederik, den ældste af dem, beskrev han som en rask Mand og Rytter, en god Hersker i sit Rige, og en dygtig Jæger, hvoraf han ogsaa havde en Kløft i Læben; Henrik beskrev han som den bedste Rytter blandt alle Brødrene, men han kunde dog ikke komme videre i Betragtning, da han havde sat sig op imod sin Fader; den udvalgte Ærkebiskop Skerius beskrev han som en dulig Mand, der var vel skikket til at være Ærkebiskop af Toledo; derimod sagde han, at Broderen Filippus, udvalgt Ærkebiskop af Sevilla, ikke skikkede sig til at være Klerk, men vilde heller færdes med Falke og Hunde; han var en ypperlig Bjørne- og Vildsvinsjæger, altid glad og munter, mild og nedladende, en god Selskabsbroder, stærk af Kræfter og en god Rytter; om hans Skabning og Skjønhed sagde Kongen intet, thi dem kunde Nordmændene betragte hver Dag. De kunde nok mærke, at Kongen holdt mest af denne af alle hans Brødre, og det var ogsaa ham, som Jomfruen og alle Nordmændene syntes bedst om; hun valgte derfor ham til sin Ægtefælle med sine Venners Samtykke. Saa siger Sturla:
Fra de brede Borge rede
Mod Prindsessen Folk i Skarer,
Vide hist ved gyldne Gaver
Din Gavmildhed Valske fryded.
Siden herligst Brud af Kongens
Hæderlystne Brødre valgte
Den til Mand, som hued hende
Selv og eders Raad tillige.
Det var paa Askeonsdag Hr. Filippus fæstede sig Jomfruen. Hun bad ham strax om at lade bygge en Kirke for den hellige Olaf, hvilket han ogsaa strax lovede, og hvad hun ellers bad ham om, blev hende strax tilstaaet. Brylluppet blev bestemt til Søndagen efter Paaskeuge; og da Tiden kom, blev det fejret med den største Pragt, som var mulig der i Landet. Onsdagen efter Brylluppet kom Kong Hakons Svende, Thoralde og Bjarne, til Spanin, og bragde Efterretning om Kongens Rejse. Derpaa gjorde Nordmændene sig færdige til at drage bort. Biskop Peter, Andreas Nikolaisøn og Amunde Haraldsøn rejste tilbage til Norge, men Ivar Engelsøn, Thorlaug Bose og endnu nogle andre begave sig ud til Jorsaleland, og paa denne Rejse døde Ivar.
Sammenkomst imellem Kongerne og Dronningen.
295. Den Vinter da Kong Hakon efter Forliget imellem ham og den danske Kong opholdt sig i Throndhjem, gjorde han og Kong Magnus sig færdige til at drage op i Landet, og fore øster over Dovrefjeld: da havde Kong Hakon regieret et og fyrretyve Aar over Norge. Dronning Margrete tog ad Søvejen paa Skibet Saudvommen til Bergen, hvor hun tog Mariesuden, og sejlede paa dette Skib til Vigen; her fandt hun Kongen i Tønsberg. Ærkebiskop Einar var ikke draget med, thi der var kommen nogen Spænding imellem ham og Kongen. Kongerne Hakon og Magnus droge øster til Elven, forat Møde Birger Jarl. Da havde den danske Konge sendt Bud om Hjælp baade til Sverrig og Norge, thi Hr. Jarmar havde gjort et farligt Indfald i Sjælland, og Grev Ulfs Sønner, Jon og hans Brødre, hærgede Jylland; derover herskede der megen Ufred i Danmark.
Sammenkomst imellem Kongerne og Birger Jarl.
296. Da Kong Hakon og Birger Jarl vare komne sammen, talte de meget om den danske Konges Budskab; de bleve enige om, at de endnu samme Aar skulde udruste en Hær fra begge Riger, Sverrig og Norge, og komme Kong Kristoffer til Hjælp imod hans Fjender; de bestemte, at hver af dem skulde stille fire tusende Mand, med mindre een af dem vilde stille mere. Det gik meget venskabelig af imellem dem, thi deres gode forstaaelse blev bestandig større, jo længer den varede. Den Gang drog ogsaa Fru Rikiza op i Sverrig med hendes Fader, og Kong Hakon udstyrede hende sømmelig ved Afskeden. Junker Sverre blev tilbage hos Kong Hakon, som holdt meget af ham. Da sendte Kong Hakon Mariesuden til Danmark, og den danske Konge tog venlig imod denne Gave samt Kong Hakons Budskab om Hjælp, naar han maatte behøve den. Kort efter rejste Kong Hakon til Bergen, og opholdt sig der en stor Deel af Sommeren. Foraaret forud var den største Deel af Byen Tønsberg afbrændt, hvorved mange lede megen Skade. Om Efteraaret kom de tilbage, som havde fulgt med Fru Kristine, nemlig Broder Simon, Loditt Lep og Amunde Haraldsøn; de vare dragne til Søs fra Spanien paa en Kog; men Biskop Peter tog til Lands igjennem Flandern, og kom derfor noget sildigere. Andreas Nikolaisøn blev tolv Maaneder i Frankerig. Biskop Peter og de andre fortalte Kong Hakon meget om, hvorledes Kongen af Spanien havde modtaget hans Datter Fru Kristine, og hvor kongelig han havde betænkt dem ved Afrejsen; han havde givet dem ikke mindre end otte hundrede Mark reent Sølv foruden deres Fortæring. De talte ogsaa meget om, hvor stor en Ven han var af Kong Hakon, thi han havde lovet ham sin Hjælp imod enhver han maatte komme i Krig med, undtagen imod Kongen af Frankerig, Kongen af Aragonien, hans Svoger, og Kongen af England. Kong Hakon lovede derimod igjen Kongen af Spanien sin Bistand, undtagen imod Kongen af Danmark eller Sverrig eller England. Kongen af Spanien rustede sig den Gang imod Hedningerne, og opmuntrede Kong Hakon meget til at følge med sig, og saaledes opfylde sit aflagte Løfte om et Korstog; thi Paven havde tilstædt, at et saadant Tog maatte ansees for lige med et Korstog til Jorsal. Biskop Peter begav sig om Sommeren til sit Bispesæde i Hammer, og fik hæderlige Gaver af Kongen.
Om Gissur.
297. Kong Hakon sad om Sommeren i Bergen; Gissur Thorvaldsøn var hos ham. Kongen sendte ham til Island, og gav ham Jarls Navn, hvorimod Gissur lovede at stille Urolighederne, og at lade alle Bønderne betale den Skat, han før havde krævet. Gissur gjorde sig al Umage for at faae dette sat i Værk saa lempelig som muligt. Tilligemed Jarlsnavnet gav Kongen ham mange gode Foræringer, og sendte sin Hirdmand, Thoralde den Hvide, ud med ham, forat iagttage, hvorledes Jarlen udførte Kongens Ærende. Da Gissur kom til Island, bekjendtgjorde han overalt, hvilken Gunst Kongen havde viist ham, saavel med Hensyn til den Titel, han havde givet ham, som anden Hæder, uden at dette skulde koste nogen Penge eller nogen Skat derfor lægges paa Landet; ligeledes sagde han, at de Mænd, som gik ham tilhaande, skulde, hvad enten de vare Hirdmænd eller Skutelsvende, erholde den samme Værdighed i Norge af Kong Hakon. Mange gode Mænd bleve derved bevægede til at gaae Jarlen tilhaande, og svore ham Ed og Kong Hakon Troskab. Rigtignok kom de snart efter, at det var falsk hvad Jarlen havde sagt om Kongens Løfter, men, ikke desmindre bevarede de deres Troskab mod Jarlen, saavel som mod Kongen. Om Jarlens og Islændernes Handeler har man mange Fortællinger. Om Vinteren førend Jarlen kom til Island dræbte Thorvard Thorarensøn Thorgils Skarde ved Rafnegil, fordi Kongen havde givet denne Øfjord og alle Syslerne nordenfor Ørnedalshede, hvilke han ansaae for sin Ejendom, men som Thorvald ogsaa gjorde Fordring paa efter sin Svigerinde Steenvør.
Om Kong Hakon og de Danske.
298. Kong Hakon sad i Bergen om Vinteren; det var den to og fyrretyvende i hans Regjering. Om Foraaret efter kom der Bud fra den danske Konge, at Kong Hakon og Birger Jarl maatte yde ham den Hjælp de havde lovet. Da dette Budskab kom til Kong Hakon, stævnede han Leensmændene til sig og udbød Leding. Da han var færdig, sejlede han øster med Landet, men da han var kommen forbi Jæderen, kom to danske Riddere til ham fra Danmark, som mældte, at Kong Kristoffer var død, men at Dronningen og de andre Høvdinger bade ham om ikke desmindre at komme dem til Hjælp. Han holdt da, som ellers, sit Ord, og rejste ned til Danmark, han havde en anseelig og smuk Hær; han styrede til Kjøbenhavn, hvor han fandt Dronningen. Birger Jarl kom derimod ikke den Sommer til Danmark, endskjøndt han havde Leding ude, og styrede østenfra til Bleking. Da Kong Hakon kom til Kjøbenhavn, havde Dronningen og de danske Høvdinger forliget sig med Alfs Sønner, og behøvede derfor ikke den norske Konges Hjælp. Kong Hakon gav Dronningen passende Foræringer, og Dronningen ligeledes ham. Da Kongen var i Kjøbenhavn, lod han en Kog tage i Øresund ovre ved Malmø, som tilhørte Hr. Jon, en Broder til Ærkebiskop Jakob af Lund; ombord paa den vare de Mænd, som havde været med Jarmar, men iblandt de danske Høvdinger var det især Biskoppens Brødre, der understøttede Jarmar. Kong Hakon lod de grebne Mænd føre frem, og bad de danske komme, forat tage dem i Øjesyn, om de vare Kjøbmænd eller Ransmænd. Men Indbyggerne erklærede strax, at de vare nogle af de værste Ransmænd; nogle af dem bleve halshuggede, andre straffede paa anden Maade. Kong Hakon beholdt Koggen, og bragte den siden til Hestekog. Jarmar var strax da han hørte, at Kong Hakon var kommen til Danmark, flygtet over til Vindland. De Danske toge Kristoffers Søn Erik til Konge; han var endnu et Barn.
Kongerne Hakon og Magnus kom til Bergen.
299. Kong Hakon drog om Høsten tilbage til Norge, nord til Bergen, hvor han blev om Vinteren; det var den tre og fyrretyvende i hans Regjering. Denne Vinter døde Biskop Peter i Hammer, og efter hans Død holdt Korsbrødrene Møder om Bispevalget, men kunde ikke blive enige; de fik ingen valgt, førend deres Valgtid var udløben, og Retten faldt til Ærkebiskoppen. De sendte derpaa nogle Mænd til ham, og bade ham afgjøre, hvo der af dem, de havde foreslaaet, skulde være Biskop. Ærkebiskoppen gav dem Valgretten tilbage, men stemmede dog for Korsbroderen Lodin, der ikke var nogen Ven af Kong Hakon.
Aftale imellem Kong Hakon og Gissur Jarl.
300. Kong Hakon sad om Vinteren i Bergen; om Sommeren før havde han spurgt fra Island, at Gissur Jarl ikke havde gjort sig megen Umage med at fremme hans Ærende hos Islænderne; han sendte derfor tidlig paa Vaaren Ivar Arnljotsøn og Povel Linseyma derud med Brev, hvor megen Skat han vilde have, og befalede dem at indfinde sig paa Althinget. De droge ogsaa til Thinget, hvor Gissur Jarl og de fleste Høvdinger vare tilstede; Kong Hakons Brev blev bekjendtgjort, men Meningerne derom vare heel forskjellige. Jarlen anbefalede Kongens Ærende, dog paa en anden Maade end der stod i Brevet, men Sønderlændingerne, der vare Jarlens Venner, talte mest imod Skatten; Ivars Ærende fik saaledes ingen Fremgang, og han vendte med sin Ledsager om Sommeren tilbage til Kongen. De paastode da, at Sønderlændingerne ikke saa dristig vilde have afslaaet at betale Skat, hvis det havde været Jarlen imod.
Biskop Henrik af Hole døer.
301. Den Sommer, da Kong Hakon havde sendt Ivar og Povel til Island, drog han fra Bergen til Tønsberg tilligemed Kong Magnus. De rejste øster til Elven, forat holde en Sammenkomst med Birger, med hvem Venskabet vedvarede; Jarlen og hans unge sønner med mange andre fornemme Mænd vare til Gjæstebud hos Kongen; de fornyede atter deres Forbund, som skulde vare saalænge de levede, og aftalte et nyt Møde til næste Sommer. Kong Hakon drog derpaa til Vigen; Biskop Henrik af Hole, der længe havde fulgt med ham, var ogsaa nu hos ham; da Kongen var kommen til Folden, blev Biskop Henrik syg, og kort, efter, da de havde sejlet over Folden til Tønsberg, døde han; han blev begravet i Olafskirken i Tønsberg, hvor Kongen selv sang over hans Grav, og talte meget til hans Roes, hvilket han i mange Henseender havde fortjent.
Kongerne Hakon og Magnus droge til Bergen.
302. Derefter droge Kong Hakon og Kong Magnus til Bergen, hvorfra de agtede sig til Throndhjem; der ankom de St. Olafs Aften. Der i Byen fandt de Ærkebiskop Einar, og ligeledes var Korsbroder Lodin fra Hammer kommen did efter Ærkebiskoppens Raad, og var valgt til Biskop imod Kongens Villie, hvorover denne var fortrydelig paa Ærkebiskoppen. Da Kong Hakon lagde op i Aaen til Byen, kom hans Skib paa Grund paa Øren lige overfor Bakke; Ærkebiskoppen roede til, og befalede sine Folk at hjælpe til at Skibet blev flot, men Kongen vilde ikke tage imod hans Hjælp. Derpaa lod Kongen sætte Støtter under Skibet, at det ikke skulde krænge i Ebben, og da Floden kom, blev det flot, hvorpaa Kongerne sejlede til Byen. Ærkebiskoppen modtog dem i en højtidelig Procession, og kyssede Kong Hakon. Kort efter holdt Kongerne et Møde med Ærkebiskoppen om Bispevalget i Hammer; Ærkebiskoppen vilde ikke have nogen anden end Lodin, men ham satte Kong Hakon sig aldeles imod, og herover kom saa stor Uenighed imellem dem, at Kong Hakon tilsidst appellerede fra Ærkebiskoppen til Paven, hvorover Ærkebiskoppen blev meget fortrydelig. Derefter mæglede Kong Magnus imellem dem, og begges Venner gjorde sig Umage for at forlige dem, og Lodin selv undslog sig for at være Biskop. Tilsidst bevirkede Kong Magnus en Sammenkomst imellem Kong Hakon og Ærkebiskoppen, og ved denne var Kong Magnus tilstede tilligemed Biskoppen af Suderheim og Gillibert, som da var Kong Hakons Klerk, og havde været Ærkedegn; det var ham, som Kongen vilde have til Biskop i Hammer; det endte med, at Ærkebiskoppen valgte Gillibert til Biskop, og Lodin opgav sin Ret. Og eftersom Sagen før var henstillet til Paven, sendte de Gillibert til ham, siden begges Valg nu var faldet paa ham; han begav sig da ud til Paven.
Om Hakons Sendebud.
303. Om Sommeren efter drog Kong Hakon ind til Frostething, og dømte der i Kongens Sager. Derpaa begav han sig sønderpaa tilligemed Kong Magnus. De kom om Høsten til Bergen, hvor Kong Hakon blev om Vinteren, men Kong Magnus drog til Stavanger, og blev der. Om Høsten kom Ivar og Povel fra Island, og berettede Kongen, hvorledes det var gaaet med deres Ærende. Kongen fandt, at Gissur Jarl ikke havde udført mere, end han havde lovet; det var den fire og fyrretyvende Vinter i Kong Hakons Regjering. Om Vinteren efter døde Junker Sverre, hvilket Kongen ansaae for et stort Tab.
Kongernes Sendebud til Saxland.
304. Kong Hakon og Kong Magnus havde om Sommeren sendt Broder Nikolai til Danmark, for paa Kong Magnuses Vegne at bejle til Kong Erik den Helliges Datter Jomfru Ingelborg. Broder Nikolai skulde rejse lige til Saxland til hendes Morfader Hertugen, forat indhente hans Samtykke; thi han var en stor Høvding, een af de Otte, som valgte Kejseren, og var Kejserens Drost, naar denne opholdt sig i Tyskland. Da Sendebudene kom til Hertugen med dette Ærende, tog han sig kun lidet deraf, men svarede, at hans Datterdatter var efter sin Fædreneæt dansk af Fødsel, og de danske raadte for hendes Giftermaal. Derpaa fremstillede han sine to vel smykkede Døttre for dem, og sagde: “For dem raader jeg, hvis nogen bejler til dem.” Derpaa rejste Sendebudene tilbage til Danmark, og saa til Norge, og berettede Kong Hakon deres Rejses Udfald.
Om Kong Hakon.
305. Efter Junker Sverres Død droge Kong Hakon og Kong Magnus ind i Sogn, og derfra over Fjeldet til Oplandene. Da de kom til Ringesager, kom Ærkebiskop Einar dem imøde, og fulgte med dem til Vigen. Derpaa sendte de Sire Askatin og Broder Nikolai til Danmark til Dronningen, Grev Ernst og Jomfruens øvrige Formyndere, forat erfare deres endelige Beslutning. Medens disse vare paa denne Rejse, droge Kongerne øster til Elven forat samles med Birger Jarl; de laae en Stund i Elven, og biede efter Jarlen, men han kom ikke. Saa vendte de tilbage nord i Vigen, og biede der, indtil Sire Askatin og hans Ledsager kom tilbage fra Danmark. De bragde det Budskab fra Dronningen og Jomfruen, at Kongen skulde lade hende afhente ved et sømmeligt følge, hvorimod Dronningen og Jomfruens Frænder lovede at udstyre hende paa det bedste og hæderligste.
Jomfru Ingelborg hentes.
306. Nu gjorde Kongen Anstalter til at sende Mænd efter Jomfruen; de fornemste vare: Biskop Hakon, Øgmund Krækedans og hans Søn Borgar, Povel Gaas, Lodin Staur; de havde syv, for det meste store Skibe, samt et stort og vel udstyret Følge. De rejste til Danmark, og kom til Horsens i Jylland paa den Dag de danske havde fastsat, det var en halv Maaned før St. Olafs Dag. Ved deres Ankomst fandt de ingen, hverken paa Dronningens eller Grevens Vegne, som kunde give dem nogen Anviisning. De begave sig da til det Kloster, hvor Jomfruen var, forat faae at vide, om der var gjort nogen Anstalt for hendes Rejse til Norge. Hun sagde, at der var ingen Anstalt gjort, det hun vidste, og da hun sendte sin Svend til Dronningen, forat forhøre, om hun vilde gjøre noget i Stand til hendes Rejse, fik hun til Svar, at Dronningen ikke saa snart kunde sørge for hende formedelst den Strid hun laae i med Hertugen. Da Nordmændene spurgte dette, drog Biskop Hakon med de andre op til Klosteret, forat tale med Jomfruen selv. De bade hende selv tage sin Beslutning, og overgive sin Sag til Gud, Kong Hakon og deres Omsorg. I Begyndelsen gjorde hun mange Indvendinger, især at hun var saa slet forsynet med alle Fornødenheder til saa hurtig at tage afsted. Men de svarede, at de havde alt paa rede Haand hvad hun behøvede. Enden blev, at Biskop Hakon haandfæstede Jomfru Ingelborg til Kong Magnus. Derpaa bestemte de en vis Dag, da de skulde afhente Jomfruen. Paa samme Tid laae Birger Jarl i Øresund med den svenske Flaade, og da han fik Efterretning om Nordmændene, sendte han Bud til Biskop Hakon, at de skulde bie efter ham, thi han vilde tale med dem, hvis der blev Lejlighed dertil. Men Nordmændene fremskyndede ikke desmindre deres Rejse, thi de vidste allerede, at Jarlen havde begjert Jomfruen til sin Søn Kong Valdemar, og derfor satte de ingen Lid til ham i den Sag. Da den bestemte Dag kom, gik Nordmændene bevæbnede op til Klosteret, thi de havde Mistillid til de danske, og bade Jomfruen følge med sig til Skibene. Hun holdt alt hvad hun havde lovet, og gjorde sig færdig til at rejse med dem, ledsaget af to Riddere og hendes Svende, samt otte Kvinder; hvorpaa de gik ombord. Dette skete saa hurtig, at de danske ikke vidste noget deraf, førend hun var kommen bort. Nordmændene skyndte sig bort fra Danmark, og lagde ingensteds til Land førend de kom til Tønsberg St. Olafs Aften.
Om den skotske Konges Sendebud.
307. Imedens de vare i Danmark, droge Kongerne til Bergen. Da kom Kong Alexanders Sendebud fra Skotland, en Ærkedegn og en Ridder ved Navn Missel; de førte efter Kongens Mening mere skjønne Ord paa Læben end Oprigtighed, og rejste igjen bort, førend nogen vidste noget deraf. Da sendte Kongen Brynjolf Jonsøn efter dem, og han bragde dem atter tilbage, hvorpaa Kongen befalede at de skulde blive i Norge om Vinteren, fordi de saaledes vilde rejse bort uden Orlov imod andre Sendebuds Viis.
Om Kong Hakon.
308. Da Kong Hakon fik Efterretning om Jomfruens Ankomst til Norge, lod han gjøre Anstalter til hendes og Biskoppens Modtagelse, og stævnede alle de fornemste Mænd til sig: Ærkebiskop Einar, som var i Bergen, efterat han havde fulgt Kong Magnus paa samme Skib fra Vigen til Stavanger, og været hos ham om Sommeren, Hr. Knud Jarl, samt alle Biskopperne, thi Kong Hakon vilde, at Brylluppet skulde holdes saa snart muligt. Biskop Hakon og Jomfruen vare tre Uger paa Vejen, kom til Bergen tre Dage før Mariemesse i Høst, og lagde først ind i Laxevaag. Kongerne Hakon og Magnus gik ombord med Ærkebiskoppen og de anseeligste Mænd, og vilde have roet Jomfruen imøde, men det var saa haardt Vejr, at de ikke kunde. Dagen efter roede Kongen og de fornemste Mænd Jomfruen imøde, og Kong Hakon modtog hende vel med hele hendes Følge. Der blev bestemt, at Jomfruen ikke skulde komme til Kongsgaarden førend Brylluppet, hvorfor hun begav sig op til St. Mikkels Kloster tilligemed Biskop Hakon; der bleve de en Uges Tid. Da Kong Hakon kom hjem efter at have seet Jomfruen, sagde han: „Det har altid været mit Forsæt at tage vel imod denne Jomfru, men nu lover hendes Udseende mig saa meget, at jeg bestandig vil see at gjøre endnu mere af hende, end jeg havde tænkt.” Derpaa lod Kong Hakon to Haller i Kongsgaarden sætte i Stand til Brylluppet.
Brylluppet.
309. Søndagen efter Mariemesse i Høsten blev Jomfru Ingelborg formælet med Kong Magnus med megen Højtidelighed. Kong Magnus holdt derpaa sit Bryllup. I Steenhallen vare begge Kongerne, Ærkebiskoppen, Lydbiskopperne, Knud Jarl, Leensmændene og Hirden. Dronning Margrete var i Træhallen med Jomfru Ingelborg og hele hendes Følge. I Julehallen vare Øgmund Krækedans, Erling Alfsøn, Kjøbmændene, de Fremmede og Borgerne. Man regnede, at der var ikke færre end elleve hundrede Mand foruden Tjenerne; ved Gjæstebudet herskede megen Pragt, og beværtedes med megen Overflødighed; man siger, at der aldrig før har været holdt et saadant Bryllup i Norge, thi der manglede hverken paa Viin eller andre Drikkevarer. Kong Hakon raadførte sig med sine Venner og Raadgivere, om ikke Kong Magnus nu strax ved samme Lejlighed skulde krones, men derom vare Meningerne deelte; nogle frygtede for, at Kong Magnus, naar han blev kronet, kunde blive stolt, og det kunde da komme til Splid imellem Kongerne; men Biskop Hakon og de andre, som havde hentet Jomfruen, sagde, at Kong Hakon havde lovet, at de begge skulde krones, og bade Kongen sætte det i Værk, som han havde lovet dem begge til Hæder, men det varede dog længe, førend han besluttede sig dertil. Kong Magnus talte da selv sin Sag hos sin Fader, og sagde: „I skal ikke, min Herre, Færste nogen Lid til deres Ord, som mene, at jeg vil sætte mig op imod eder, om I end tilstaaer mig en større Hæder, end nogen anden Konge i Norge har viist sin Søn; thi I veed, at jeg altid har været lydig imod eder i alle Maader, og jeg haaber at skulle blive saa bestandig, om I end under mig den Ære I har lovet mig.” Kong Hakon svarede: „Det er sandt, Kong Magnus, at I har altid viist mig Kjærlighed og Lydighed; I har derfor ikke fortjent, at jeg skulde nægte eder den højeste Ære, som Guds Miskundhed under mig Lejlighed til.” Bryllupsgildet varede i tre Dage.
Kong Magnus blev kronet.
310. Korsmessedag faldt paa en Onsdag; da lod Kong Hakon paa ny gjøre Tilberedelser, thi han agtede paa den Dag at lade Kong Magnus krone. Alting blev da indrettet i Overeensstemmelse med den Maade, hvorpaa Kong Hakon blev kronet. Først gik de, som skulde bane Vejen, saa de, som bare Fanerne, saa Sysselmændene og Skutelsvendene, efter dem Leensmændene; saa fulgte fire Leensmænd, som bare et stort Tavlbord over deres Hoveder, hvorpaa de kongelige Prydelser og Kroningsdragten laae, dernæst gik Erling Alfsøn og Brynjolf Jonsøn med to Sceptere af Sølv, stærkt forgyldte; derpaa fulgte Knud Jarl, som bar Kronen, ført af to Stallere, thi han var meget syg. Ved Siden af ham gik Gaut Jensøn, som bar Kroningssværdet; derpaa ledsagedes Kongerne; ved Porten til Kongsgaarden kom Biskopper, Abbeder og Gejstlige dem imøde i Procession, istemmede en Sang, og gik saa til Alteret; derpaa holdtes Messe, og Kroningen gik for sig efter den hellige Kirkes forskrift. Under Messen stod Ridder Missel oppe i Koret, og forundrede sig meget over den hele Kroningsadfærd, thi i Skotland er det ikke Skik at krone Kongerne; og da Kong Magnus var iført Dragten, og Kong Hakon og Ærkebiskoppen med tre andre Biskopper omgjordede ham med Kroningssværdet, sagde hiin skotske Ridder: „Man har sagt mig, at ingen blev slaaet til Ridder her i Landet, men jeg har aldrig seet nogen med større Hæder blive slagen til Ridder end her, hvor fem af de berømmeligste Høvdinger omgjorde ham med Kroningssværdet.” Da Kong Magnus var iført den kongelige Prydelse, førte Ærkebiskoppen ham til sit Sæde. Derpaa kronede de Dronningen. Da gik Kong Hakon hen til Stolen, hvor Kong Magnus sad, og denne vilde rejse sig for ham, men Kong Hakon lagde sin Haand paa hans Skulder, og sagde: „Paa denne Dag skal du ikke bøje dig for nogen, thi nu er den Dag kommen, som jeg længe har ønsket, at jeg kunde see mit Kjød og Blod saaledes hædret, heller end at jeg skulde misunde dig denne Magt.” Derpaa gik Kongerne til Bords, og den Dag beholdt Kong Magnus Kronen paa; der holdtes det kosteligste Gjæstebud til Ære for Kong Magnus og Dronningen Fru Ingelborg og deres Mænd. Saa kvad Sturla:
Ung tog du, Folkets Fyrste!
Ved højberømte Kroning
En Konges Navn, som Kriger
I Kamp du sligt fortjente;
Hvad du dig værdig viste
Du vundet har med Ære
- Jeg her det højt forkynder -
Den Magt, som Folket styrer.
Dig, konningbaarne Kjæmpe!
En hellig Folkestyrers
Højtelskte Datter haver.
Med Lykke, Gud beskjæret;
Ja, hos Alherren Erik
Alt kan formaae, den hersker
I Himlen, han for Eder
Kan Held og Magt udvirke.
Ved dette Gjæstebud uddeelte Kongerne mange hæderlige Gaver til alle Høvdingerne, samt til de danske Mænd, som vare fulgte med Jomfruen, og udstyrede dem vel til Afsked, saa at de vare vel fornøjede med deres Rejse, men nogle bleve tilbage hos Dronningen.
Knud Jarls Død.
311. Knud Jarl var meget syg under Gjæstebudet, som før er fortalt; han blev derpaa sengeliggende, og døde. Kong Hakon lod ham hæderlig stæde til Jorden, som det sømmede sig hans Værdighed og Fødsel; han blev begravet i Kristkirke hos sin Fader Hakon. Knud Jarl var en i alle Henseender dannet Mand, en god Klerk og særdeles gavmild, høj af Væxt og af smukt Udseende; men han var vel meget hengiven til Drik, og deraf kom hans Sygdom. Dette Efteraar kom Odd fra Sjolte, Povel Magnusøn og Knarreleif fra Grønland, hvor de havde været i fire Aar, og berettede, at Grønlænderne havde forpligtet sig til Skat, samt lovet at give Kongen Bøder for alle Manddrab, hvad enten det var Nordmænd eller Grønlændere der bleve dræbte, og dette lige til under Nordstjernen; ligesaa at betale Thegngjæld. Saa kvad Sturla:
At udvide Eders Vælde
I det kolde Himmelbælte
Hist hvor Lysets Ledestjerne (27)
Glimrer, højt mod Nord, I lystes;
Før har ingen anden Konning
Over saadant Rige hersket,
Og din Herlighed udbredes
Did, hvor Sol ej længer skinner.
Den nysomtalte Sommer sendte Kong Hakon Halvard Guldsko til Island; han landede i Hvitaa i Borgefjord, og skyndte sig til Jarlen, hvem han dristig overbragde Kongens Ærende. Jarlen modtog det vel, og Halvard tog sit Ophold i Reykjeholt. Om Høsten svore nogle Kong Hakon Troskab. Jarlen opholdt sig om Vinteren paa Nordlandet, og underhandlede med Bønderne om, hvad Beslutning man skulde tage i Anledning af de kongelige Sendebuds Fordringer, som han ogsaa havde givet Kongen Løfte paa; da kom det saaledes for Dagen hvad han havde lovet Kongen. Der blev taget den Beslutning, at Bønderne lovede Jarlen et betydeligt Tilskud til at betale den bestemte Sum; nogle tilsagde ham to hundrede, andre hundrede eller tolv Ører eller endnu mindre. Men da Halvard erfarede dette, sagde han, at Kongen krævede Lydighed af Bønderne og saa megen Skat, som de kunde blive enige om, men han vilde ikke have at de skulde besværes med saa store Afgifter. Halvard anbefalede ogsaa Kongens Ærende hos Vestfjordingerne, som lovede at komme til Thorsnæsthing, forat sværge Kongen Lydighed; men Jarlen stævnede Bønderne til Hegranæsthing, og lod der nogle Mænd sværge Kong Hakon Troskab. Rafn Oddsøn kom (ikke) til Thorsnæsthing, og derfor tog Halvard ikke derhen; Sagen blev da henskudt til Althinget. De anseeligste Mænd i Vestfjordene og paa Sønderlandet droge nu Flokke sammen, forat understøtte Kongens Sag paa Althinget; de sendte ogsaa Mænd til Steenvørs sønner og Andreassønnerne at de skulde ride til Things med alt hvad de kunde opbyde østenfor Thjorsaa; Thorvard Thorarensøn havde lovet at komme med Østfjordingerne. Gissur Jarl kom til Althinget med et stort Følge. Paa Nordlandet havde han anbefalet Kongens Sag, og erklæret det for Forræderi imod ham, naar man ikke underkastede sig Kongens Fordringer. Da nu Lavretten var sat, svore de fleste anseelige Bønder fra Nordlandet og Sønderlandet udenfor Thjorsaa Kong Hakon Troskab og bestandig Skat, hvilket det derom udstædte Brev bevidner. Derpaa red Jarlen fra Thinget til Langedal, og holdt sit Parti i nogen Tid sammen; Biskop Sigurd red med Halvard til Borgefjord til Thværaathing, hvor Vestfjordingerne aflagde Ed saaledes som deres Formænd først svore, nemlig Rafn Oddsen, Sighvat Bødvarsen, Sturla Thord Søn, Einar Thorvaldsen, Vigfus Gunsteensøn og tre Bønder med hver af dem. Tre Bønder svore ogsaa paa Borgfjordingernes Vegne. Da havde alle Islænderne lovet at betale Kong Hakon Skat, undtagen Østfjordingerne fra Helkundehede og til Thjorsaa i Sønderlandet.
Om Kong Magnus.
312. Den næste Vinter efter at Kong Magnus havde holdt sit Bryllup og var bleven kronet, sad han i Bergen tilligemed Kong Hakon Julen over; det var den fem og fyrretyvende i Kong Hakons Regjering. Tidlig om Vaaren droge Kongerne øster i Vigen, og agtede sig øster til Elven forat Møde Birger Jarl efter den imellem dem skete Aftale. De skulde nemlig tage en Bestemmelse angaaende de Ejendomme, som tilhørte Kong Eriks Døttre i Danmark, paa hvilke Kong Magnus og Kong Valdemar gjorde Fordring; den sidste var gift med Kong Eriks Datter Sofia. Men da Kongerne droge fra Bergen, bleve Dronning Margrete og Fru Ingelborg der tilbage, thi hun var da frugtsommelig. Da Kongerne kom til Vigen, forefandt de der Birger Jarls Sendebud, som mældte, at Jarlen ved Forretninger var forhindret fra at Møde Kongerne, men foreslog, at de fra begge Sider skulde sende Bud til Danmark, forat forhøre, hvad Bestemmelse Dronning Margrete vilde tage med fornævnte Ejendomme, hvorpaa der kunde skiftes med Søstrene samt med de to ugifte.
Om Kong Hakon.
313. Da sendte Kong Hakon og Kong Magnus Povel Gaas, Andreas Plyt og Thorlaug Bose til Danmark, for at overvære dette Skifte paa Kong Magnuses og Dronning Ingelborgs Vegne. Da de kom til Danmark, fandt de der Hertug Adalbrikt af Brunsvig, der tilligemed Dronningen forestod alle Rigets Forhandlinger. Povel og hans Medfølgere opholdt sig hos Hertugen om Sommeren, men fik ingen Besked paa deres Ærende. Kong Magnus drog øster til Borg, forat see til de Leen, Kong Hakon havde givet Fru Ingelborg til Brudegave. Paa denne Rejse blev Kong Magnus syg, fordi han havde redet saa stærk, hvorpaa han vendte tilbage til Oslo, hvor det blev noget bedre med ham; han gik i Kirke, ved hvilken Lejlighed Biskoppen modtog ham i en Procession; og fra den Tid kom han sig. Derpaa rejste begge Kongerne til Bergen ved St. Hansdags Tider, og bleve der om Sommeren. Denne Sommer sendte Kong Hakon Lodin Lepp og Hakon Eysil ud til Sultanen af Tunis med mange Falke og andre Ting, som der vare sjeldne. Da de kom did, tog Sultanen vel imod dem, og de bleve der en stor Deel af Vinteren. Saa kvad Sturla:
Dig, Alhersker! Saracener
Højt for gavmild Naade prise,
Hist, ved Blaalands Grændser dine
Høge tækkes vel de Ædle;
Vidt omkring, af Kostbarheder,
Eders store Ry udbredes,
Og den vide Verden prydes,
Høje Drot! af eders Gaver.
Denne Sommer kom Halvard Guldsko fra Island, og berettede, at Islænderne havde forpligtet sig til at give Kong Hakon Skat. Med ham kom ogsaa Sighvat Bødvarsøn og Sturla Rafnsøn. Ligeledes kom Abbeden Brand Jensøn fra Island efter Ærkebiskop Einars Befaling, og begav sig til ham. Thorlaug Bose kom til Kong Hakon i Bergen, og berettede, at han intet havde faaet udrettet, Men Povel Gaas og Andreas Plyt bleve tilbage. Denne Sommer blev Kong Magnuses og Dronning Ingelborgs Søn Olaf født i Bergen. Om Høsten droge Kongerne med begge Dronningerne til Throndhjem, men Junker Olaf blev tilbage i Nonneklosteret. Kongerne tilbragde den Vinter i Throndhjem. Andreas Plyt kom om Vinteren før Juul fra Danmark, og berettede, at Hertugen og Dronningen ikke havde udredt noget af Dronning Ingelborgs Gods, og at der intet Skifte var gjort imellem Kong Eriks Døttre, men derimod havde de faaet Kundskab om, hvor store Ejendommene vare, og hvor de laae.
Udbud.
314. Kong Hakon sad om Julen i Throndhjem, og viste megen Pragt. Abbeden Brand var hos ham, og vel anseet hos Kongen. Ærkebiskop Einar var syg om Vinteren, og kom kun lidet til Kongen, men de levede dog i god forstaaelse, hvortil da ogsaa Kong Magnus bidrog sit. Om Sommeren før var der kommet Brev fra Kongerne paa Syderøerne, der klagede meget over den Ufred, som Jarlen af Ros, samt Makamals Søn Kjarnak og andre Skotter havde afstedkommet paa Syderøerne. De havde nemlig landet paa Skid, brændt Gaarde og Kirker, dræbt mange Mennesker, baade Mænd og Kvinder, ja de fortalte, at Skotterne havde taget smaae Børn og gjennemboret dem med Spydoddene, og rystet dem indtil de faldt ned imellem Hænderne paa dem, hvorpaa de kastede dem døde bort; ligeledes sagde de, at den skotske Konge agtede at bemægtige sig alle Syderøerne. Men da Kong Hakon erfarede denne Tidende, blev han meget tankefuld, og forelagde sit Raad Sagen; hvor forskjellige end deres Meninger vare, saa lod Kong Hakon dog Udbudsbreve om Vinteren efter Juul udgaae over hele Norge, og udbød Leding baade paa Folk og Levnetsmidler, saa meget som han troede Landet kunde udrede. Hele denne Hær satte han Stævne at Møde ham tidlig om Sommeren i Bergen.
Abbed Brand vælges til Biskop i Hole.
315. Ærkebiskop Einar holdt om Foraaret Samtale med Korsbrødrene om Bispevalget til Hole paa Island, og de bleve enige om at vælge Abbed Brand, hvori begge Konger samtykkede. Da var ogsaa Sire Gillibert kommen tilbage fra Rom, og fremlagde Pavens Brev, at denne overlod Bispevalget i Hammer til Ærkebiskoppens Raadighed, men han skulde dog udnævne Gillibert, siden det var Kongens Villie. Den fjerde Non. Martii indviede Ærkebiskop Einar dem begge til Biskopper, Gillibert til Hammer, og Brand til Hole paa Island; tilstede vare Biskop Peter af Bergen og Biskop Thorgils af Stavanger.
Kongen begyndte sit Tog til Skotland.
316. Kong Hakon drog fra Nideros henved Midfaste, og tog over Land til Vigen, og saa øster til Elven, forat Møde Birger Jarl; thi det var aftalt imellem dem, at de i Paaskeugen skulde mødes i Ljodhus. Men da Kong Hakon kom did, var Jarlen borte, hvorpaa Kongen begav sig tilbage til Vigen. Kort efter tog Kong Magnus og begge Dronningerne fra Throndhjem; Paaskedag holdt han Gudstjeneste i Frekøsund. Efter Paaske kom han til Bergen, og drog derpaa til Stavanger. Kong Hakon kom til Bergen ved Korsmesse. Han skyndte sig nu meget med sin Rustning; da Kong Magnus havde sørget for Udbud og Skibsrustning i Rygjefylke, vendte han tilbage til Kong Hakon; til denne samlede der sig mange Folk, næsten alle haandgangne Mænd, Sysselmænd og en Mængde Ledingsmænd.
Kong Hakon holdt Thing med Hæren.
317. Derpaa holdt Kong Hakon et almindeligt Thing i Bergen oppe paa Bakkerne; der samledes en meget stor Hær. Kongen bekjendtgjorde da Hensigten af Toget, at han vilde drage over Vesterhavet til Skotland, forat hævne det Anfald Skotterne havde gjort paa hans Rige. Kong Magnus tilbød sig at gjøre dette Tog for ham, saa at Kong Hakon kunde blive hjemme; denne takkede ham meget derfor, men sagde, at saasom han var ældre og længere Tid havde kjendt til Vesterlandene, saa vilde han selv begive sig paa Toget; derimod overdrog han Kong Magnus Regjeringen hjemme. Paa dette Thing anordnede han ogsaa adskilligt af Rigets Sager; Bønderne tilstod han, at Sysselmændene i Hans Fraværelse ikke skulde forfølge uden de vigtigste Sager. Til dette Tog brugte Kong Hakon det store Skib han havde ladet bygge i Bergen af lutter Eg; det var paa syv og tyve Rum med herlige forgyldte Dragehoveder og Halse; desuden havde han mange andre store og vel udrustede Skibe. Om Foraaret havde han sendt Jon Langlifsøn til Ørkenøerne og Henrik Skot til Hjaltland forat faae Vejvisere. De droge til Syderøerne, og forkyndte Kong Duggal, at der kunde ventes en Flaade fra Norge. Ordet gik, at Skotterne vilde hærge paa Øerne om Sommeren; men nu bekjendtgjorde Kong Duggal, at der vare fyrretyve Skibe paa Vejen fra Norge, og derved standsedes Skotterne.
Om Kong Hakon.
3l8. Noget før Kongen var færdig, sendte han fire Skibe forud. Anførerne vare: Røgnvald Urka, Erling Ivarsen, Andreas Nikolaisøn og Halvard Rød. Da Kong Hakon havde faaet sit Skib udrustet, lagde han bort fra Byen ud til Eidsvaag med hele Flaaden; de laae en Stund sejlfærdige uden at faae Bør; han drog derpaa ind til Byen, og opholdt sig der nogle Dage, og foer saa ud til Herdlovær; som det hedder i Rafnsmaal, og Sturla kvad:
Kaldte til Kampen
Krigeres Flokke
Fra Finners Bygder
Fyrsten hjemsøgte,
Og fra Gøtelvens
Østlige Brædder
Sejrvante Snekker
Søstrømmen førte.
Vældig af Landet
Leding var samlet,
Knap flere Skibe
Kom i Havn sammen;
Skjærgaardens stolte
Steenrige Kyster
Luktes af høje
Hærskibes Rækker.
Højt paa søtæmmet
Havslettens Ganger,
Bærende Kongen,
Klang gyldne Skibe:
Saa fra sejlvante
Snekker de Sole
Stedse beskinnede
Sejrens Uddeler.
Røgnvald og de andre skiltes ad, da de kom ud paa Havet, og Røgnvald kom med nogle Skibe til Ørkenøerne, men Erling, Andreas og Halvard sejlede søndenfor Hjaltland, saa vester forbi Tharefjord, (28) og saae ikke Land førend ved Sulnestape imod Vesten fra Ørkenøerne. Derpaa sejlede de ind under Skotland ved Dyrnæs, gik i Land, og nedbrøde et Kastel, hvis Besætning flygtede; hvorefter de brændte over tyve Gaarde. Saa sejlede de til Syderøerne, hvor de fandt Kong Magnus fra Man.
Kong Hakon sejlede fra Norge.
319. Tre Dage efter Seljamændenes Fest sejlede Kong Hakon ud i Solunderhav med hele Flaaden; han havde da været Konge i Norge i sex og fyrretyve Aar; det var meget god Bør og smukt Vejr, og Flaaden var prægtig at see til, som det hedder:
Valkyriers Fakler (29)
Flaaden ledsaged,
Brænding til Himlen
Blusglands opsendte;
Krigsheltens Færd var
Farlig at skue,
Lyn paa Storhavets
Strømme den tændte.
Kong Hakon havde meget udvalgte Folk paa sit Skib; i Forrummet vare: Thorleif Abbed af Holm, Sire Askatin, fire af Kongens Præster og Klerker, og af Lægmænd: Aslak Guss, Kongens Staller, Andreas af Thissisø, Andreas Havardsøn, Guttorm Gullesøn og hans Broder Thorsteen, Erik Gautsøn Skota, og endnu flere. I Krapperummet vare: Aslak Dagsøn, Steinar Herka, Klemet den Lave, Andreas Gums, Erik Duggalsøn, Kong Duggals Fader, Einar Lungbard, Arnbjørn Svæla, Sighvat Bødvarsøn, Høskuld Oddsøn, Jon Hoglife og Arne Slink. I det tredie Rum vare Sigurd Ivarsøn, en Søn af Ivar Kofa, Ivar, en Søn af Helge paa Loflo, Erlend Skolbeen. Dag fra Suderheim, Brynjolf Jonsøn, Gudleik Sneis, og endnu flere Mænd, som hørte til Kongens Herberge. Andreas Plyt var Kongens Skatmester. I Stavnen vare følgende: Erik Skifa, Thorfinn Eigvaldsøn, Kaare Endridesøn, Gudbrand Jonsøn, og endnu flere Skutelsvende. For det meste vare fire Mand i hvert Halvrum. Med Kong Hakon drog ogsaa Magnus Jarl af Ørkenøerne fra Bergen, og Kongen gav ham et godt Langskib. Følgende Leensmænd fulgte med Kongen: Brynjolf Jonsøn, Finn Gautsøn, Erling Alfsøn, Erland Rød, Baard i Hestbæ, Eilif i Naustdal, Andreas Pott og Øgmund Krækedans. Foran Masten vare: Røgnvald Urka, Erling Ivarsøn og Jon Drotning; Gaut paa Mel og Nikolai i Giske bleve tilbage hos Kong Magnus. Kong Hakon fik god Vind, og naaede efter to Dages forløb med en stor Deel af Flaaden Bredesund paa Hjaltland; saaledes som Sturla kvad:
Landenes hersker
Hærskibes Flaade
Lod lange Strømme
Lægge tilbage;.
Hisset til Havnen
Herligst fra Stavne
Lyste da Søens Solklare Flamme.
Kong Hakon laae næsten en halv Maaned i Bredesund, og sejlede derfra til Ørkenøerne, hvor han laae en Stund i Ellidevig, som er nærmest ved Kirkevaag. Da bekjendtgjorde han for sine Mænd, at han vilde dele Flaaden, og sende en Deel deraf Sønder til Bredefjord, forat hærge der, men han selv vilde blive ved Ørkenøerne med de største og fleste Skibe; da imidlertid Bønder og Ledingsfolk ikke gjerne vilde fare uden med Kongen selv, saa blev der ikke noget af dette Tog. Dagen før St. Olafs Dag var en Søndag, da lod Kongen holde højtidelig Messe i et Landtelt, og beværtede om Dagen Almuen paa sit Skib. Derpaa sejlede han fra Ellidevig sønder forbi Mule, forbi Røgnvaldsøerne med hele Flaaden; Røgnvald var da kommen fra Ørkenøerne og havde forenet sig med Kongen, samt de andre Skibe, der fulgte med ham. Kong Hakon lagde med Flaaden ind i Røgnvaldsvaag, og laae der en Stund; da sendte han Bud over til Katenæs, og lovede at lade dem i Fred, hvis de betalte en Skat, ellers truede han dem, men Indbyggerne paa Katenæs bekvemmede sig til at betale Skatten, som Sangen lyder:
Nordsæders milde
Styrer af Næssets
Folk, som Fred kjøbte.
Først tog mod Skatter;
Mægtige Hære
Modet da tabte,
Frygtende Heltens
Harnisk og Glavind.
Imedens Kong Hakon laae i Røgnvaldsvaag, indtraf der en stor Solformørkelse, saa at der var kun en lille lys Ring uden om Solen, og dette varede en Stund af Dagen. Kong Hakon havde faaet slette Tidender fra Syderøerne, thi Jon Langlifsøn var kommen efter Kongen paa Hjaltland, da Kongen var sejlet vesterpaa, og bragde den Efterretning, at Kong Jon i Syderøerne skulde have svigtet sin Ed og vilde forbinde sig med den skotske Konge; Kong Hakon vilde imidlertid ikke troe det, førend han fik andet Beviis derpaa. St. Laurentii Aften sejlede Kong Hakon over Petlandsfjord, og bad dem fra Ørkenøerne at følge efter, saasnart de vare færdige. Magnus Jarl blev ogsaa tilbage. St. Laurentii Aften sejlede Kongen med hele Flaaden forbi Hvarf, og lagde til Havnen Halsøvig (30). Derfra sejlede de til Raunøerne, og derfra til Skidsund til det Sted, som hedder Kjerlingesteen. Der kom Kong Magnus fra Man til ham, samt Frænderne Erling Ivarsøn, Andreas Nikolaisøn og Halvard, samt Nikolai Tart. De havde alle sejlet sammen tilligemed Jon Drotning, men skiltes paa Havet; Nikolai havde, siden han forlod Norge, ingensteds landet. Den Dag da Kong Hakon sejlede fra Skidsund, kom Kong Duggal til ham paa en let Skude, og bad ham skynde sig saa meget muligt. Kong Hakon sejlede derfra til Mylsund, og derfra ind under Kjarbarø; der samledes hele Flaaden, tilligemed Kong Duggal og dem fra Syderøerne. Kong Hakon havde da henimod to hundrede Skibe, de fleste store og vel udrustede.
Kong Hakon sendte en Hær til Satiri.
320. Da Kong Hakon laae i Kjarbarø, deelte han Flaaden, og sendte halvtredsindstyve Skibe sønder til Forbjerget af Satiri, forat hærge der. Anførerne vare: Kong Duggal, Kong Magnus af Man, Brynjolf Jonsøn, Røgnvald Urka, Andreas Pott, Øgmund Krækedans og Vigleik Præstesøn. Da sendte han ogsaa fem Skibe til Bot under Anførsel af Erlend Rød, Andreas Nikolaisøn, Simon Stutt og Ivar den Unge. Derpaa sejlede Kong Hakon sønderpaa forbi Satiri, og laae ved Gudø; der kom Kong Jon til ham, og gik ombord paa Biskop Thorgisls Skib. Kongen bad ham følge sig, som han var pligtig til, men Kong Jon afslog det, og sagde, at han havde svoret den skotske Konge Troskab, og fik større Forlening af ham, end af Norges Konge, samt bad Kong Hakon at raade som han vilde for det, han havde givet ham. Der kom ogsaa en Abbed fra et Graamunkekloster til Kong Hakon, og bad for sit Kloster og den hellige Kirke; Kongen opfyldte hans Bøn, og gav ham sit Brev derpaa. Ligeledes kom Kong Duggals Mænd til Kongen, og sagde, at Høvdingerne over Satiri, Myrgad og Engus, besade ogsaa Øen Il, og vilde overgive sig til Kong Hakon; men denne svarede, at han vilde ikke hærge paa Næsset, dersom de næste Dag før Middag kom til ham godvillig, hvis ikke lod han sine mænd hærge; Sendebudene vendte tilbage. Om Morgenen efter kom Myrgad og Engus til Kong Hakon, overgave sig ganske til ham, aflagde ham Troslabsed, og stillede Gisler. Kong Hakon paalagde Næsset en Skat af et Tusende Øxne. Engus og Myrgad overgave Øen Il til Kongen, men denne forlenede Engus med den paa samme Maade som andre Høvdinger paa Syderøerne havde Leen af ham; saaledes som det hedder i Rafnsmaal:
Hurtig til Kampen
Hærfører ledte
Mod Syderøer
Sin Orlogsflaade;
Engus, da ængstet,
Overgav Kongen
Il, sit Ørige,
Erobret af Hæren.
Skræk for den kjække
Kjæmpe da lammed
Vesthavs med Klipper
Kronede Strande;
Fredløse Fyrster
Frygtslagne sine
Hoveder, hjelmprydte,
Hærstyreren bragde. (31)
Sønden paa Satiri er et Kastel, som en Ridder havde inde; han begav sig til Kong Hakon, og overgav ham Kastellet, hvilket Kongen derpaa lod besætte af Guttorm Bakkakolf. Broder Simon havde ligget syg en Tidlang, og døde da Kong Hakon laae ved Gudø; hans Lig blev nu bragt op paa Satiri, hvor Graamunkene toge imod det, og begrove det i deres Kirke; der blev bredet et Tæppe over hans Gravsted, og de ansaae ham for hellig.
Om Kong Hakons Hærgning.
321. Nu er at fortælle om den Deel af Hæren, som Kongen havde sendt hen forat hærge paa Satiriseid, at de gik i Land og brændte de Bygder, de kom til, og toge alt det Gods, de kunde faae; de dræbte ogsaa nogle, men alle, som kunde, flyede. Men da de kom til den største Bygd, kom der Brev fra Kong Hakon, som forbød dem at hærge. De droge da ud under Gudø Kong Hakon imøde, som det hedder:
Herskerens Kjæmper,
Haarde i Sindet,
Sønden fra Satire
Sejrende droge;
Indtil de Skibe
Atter bestege;
Hærgede Skotlands
Havne de søgte.
Kong Hakon sendte nogle lette Skibe forud sønder til Bot, thi han selv fik kun seent Bør; de skulde Møde dem, som Kongen havde sendt did. Der var imidlertid det forefaldet, at de havde indtaget Kastellet, saa at Besætningen maatte overgive sig, og bad Nordmændene om Fred. Der var ogsaa hos Nordmændene en Skibsbefalingsmand, ved Navn Rudre, som foregav at han var ætbaaren til Bot, men da han ikke kunde faae Øen af Skotterne, afstedkom han megen Ufred der og dræbte mange, og derfor blev han af den skotske Konge erklæret landflygtig. Han kom til Kong Hakon i Syderøerne, aflagde ham Troskabsed, og blev hans Mand tilligemed hans to Brødre. Men saasnart de, som havde overgivet Kastellet, vare komne bort fra Nordmændene, satte Rudre efter dem, og dræbte ni Mand af dem, thi dem tyktes han ingen Fred at have givet. Derpaa kom Øen Bot under Kong Hakon, som det hedder:
Bot de berømte
Barske Hærflokke
Erobrede da fra
Ugudelig Skare;
Kløvede af Klinger
Krager til Bytte
Konningens Fjender
Faldt paa Syderøer.
De Nordmænd, som vare paa Bot, droge ind paa Skotland, og brændte nogle Torper og mange Gaarde. Rudre foer ogsaa omkring, og gjorde alt det Onde, han kunde, som det hedder:
Falske Landboers
Bygder antændtes,
Hedeste Flammer
Haller fortærte;
Kysternes Krigsfolk
Kaldtes af Døden,
Faldne for Flaadens
Fremmede Kjæmper.
Kong Hakon hærgede paa Syderøerne.
322. Da Kong Hakon laae ved Syderøerne, kom der Budskab til ham fra Irland, at Irerne vilde underkaste sig hans Herredømme, hvis han vilde hjælpe dem til at afkaste Engellændernes Aag, thi de havde bemægtiget sig de bedste Søstæder. Kongen sendte da Sigurd den Syderøske med nogle lette Skibe til Irland, forat erfare paa hvilke Vilkaar Irerne vilde modtage hans Hjælp. Derpaa sejlede Kong Hakon med hele Flaaden sønder forbi Satiris Forbjerg, og lagde til ved Herøsund. Paa denne Tid kom der jævnlig Sendebud fra den skotske Konge til Kong Hakon, Prædikebrødre eller Barfodmunke, forat mægle Fred imellem Kongerne; da gav Kong Hakon Kong Jon sin Frihed, bød ham drage bort i Fred hvorhen han vilde, og gav ham mange gode Foræringer; derimod lovede han, at bidrage hvad han kunde til at der blev Fred med den skotske Konge, og at indfinde sig hos Kong Hakon, naar denne sendte ham Bud. Kort efter sendte Kong Hakon nogle Mænd til den skotske Konge, med to Biskopper i Spidsen, Gillibert af Hammer og Biskop Henrik af Ørkenøerne, samt Andreas Nikolaisøn, Andreas Plyt og Povel Sur. De traf den skotske Konge i Staden Noar, han modtog dem vel, og det tegnede til Fred, da han lovede at sende Mænd til Kong Hakon med sine Fredstilbud; Sendebudene vendte tilbage. Kong Hakon havde ladet opskrive alle de Øer vestenfor Skotland, som han tilegnede sig, hvorimod den skotske Konge havde anført dem, som han ikke vilde afstaae, nemlig Bot, Hersø og Kumrøerne. I andre Henseender var der ikke meget Kongerne imellem; desuagtet blev der intet af Freden. Skotterne trak Underhandlingerne i Langdrag, thi det led ud paa Sommeren, og Vejret begyndte at blive slet. Derpaa sejlede Kong Hakon ind under Kumrøerne med hele Flaaden. Underhandlingerne begyndte paa ny; Kong Hakon sendte nogle Biskopper og Leensmænd til Skotland, med hvilke Nogle Riddere og Munke holdt Møde; Udfaldet blev imidlertid det samme som før, og da det var kommet langt ud paa Dagen, strømmede mange Skotter ned fra Landet; Nordmændene satte ingen Lid til dem, gik ombord, droge til Kongen, og berettede deres Underhandlinger. Nu skyndede de fleste til at man skulde opsige Stilstanden og hærge, thi Hæren begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler.
Om Kong Hakons Hærgning i Skotland.
323. Kong Hakon sendte sin Hirdmand, Kolbeen den Mægtige, til Kongen af Skotland; han blev afsendt med de Fredsforslag, som den skotske Konge havde sendt Kong Hakon, og skulde have dem, som Kong Hakon havde sendt den skotske Konge, tilbage, samt mælde, at de skulde mødes med hele Flaaden, og tale om Fred eller stride. Den skotske Konge var ikke meget for at stride med Kong Hakon. Saa hedder det i Rafnsmaal:
Kyndig i Krigens
Konst Sejervinder,
Østmænds Anfører
Udfordred de Skotter;
Dog ikke disse
Dertil var lystne,
For stærk de fandt
Fremmedes Konning.
Nu blev Fredsunderhandlingerne aldeles afbrudte, og Kong Hakon sendte fyrretyve Skibe ind i Skipafjord, under anførsel af Kong Magnus af Man, Kong Duggal og hans Broder Alein, Engus og Myrgad; de anførte dem fra Syderøerne, men over Nordmændene befalede Vigleik Provstesøn og Ivar Holm. Da de kom ind i Fjorden, toge de deres Baade, og droge op til en stor Sø, der hedder Sokolofni; rundt om den laae et Jarldømme, der hedder Lofnath. I denne Sø er der ogsaa en stor Mængde vel bebyggede Øer, som Nordmændene hærgede med Ild; de brændte ligeledes hele Bygden rundt omkring Søen, og øvede meget Hærværk, saaledes som Sturla kvad:
Krigere hurtig,
hadende Flugten,
Baade trak over
Brede Strandveje;
Indsøens Bygder,
Øer og Kyster,
Ivrig de hærged.
Intet de frygted.
Kong Duggals Broder Alein strejfede tvært igjennem Skotland, og dræbte mange; han tog mange hundrede Øxne, og øvede meget Hærværk, som det hedder:
Modige Helte
Hærfærd udøved
I vidtudstrakte
Ulvmædskers Lande;
Alein, den kjekke,
Kampen optændte,
Brat den fremraste,
Bringende Døden.
Derpaa vendte Nordmændene tilbage til deres Skibe; der overfaldt dem en stærk Storm, hvorved en ti Skibe forgik. Da faldt ogsaa Ivar Holm i en pludselig Sygdom, hvoraf han døde.
Om Søstaden i Syderøerne.
324. Kong Hakon laae, som før er fortalt, ved Syderøerne. Mikkelsmesse indfaldt paa en Løverdag, men Natten til næste Mandag opkom der en stærk Storm med Ilinger, saa at en Kog og et Langskib bleve drevne ind paa Skotland. Om Mandagen raste Stormen saaledes, at nogle kappede Masterne, andre dreve. Kongeskibet drev ogsaa ind i Sundet, det lod syv Ankere falde, og tilsidst det største, men drev dog; kort efter holdt Ankerne. Denne Storm var saa heftig, at man tilskrev Trolddom den, og man udstod megen Strabadse; som det hedder:
Viis Inges Afkoms
Arving der mødte
Trolddom, som onde
Utydsker vakte;
Havet sig hæved
Heftig fra Grunden,
Sejlskjønne Skibe
Skilte fra Ankre.
Uvejret tuded,
Underlig styrket,
Over Hærskibes
Skrækslagne Gutter;
Med ej i Nøden
Nyttende Skjolde,
Brat dem paa Skotland
Brændingen jaged.
Om Skotterne og Kong Hakon.
325. Da Skotterne saae, at Skibene dreve mod Land, samlede de sig, droge ned mod Nordmændene, og skjøde paa dem; men disse forsvarede sig, og brugte Koggen som et Bolværk. Skotterne gjorde af og til Anfald, men trak sig for det meste tilbage; der faldt kun faa Mænd, men mange bleve saarede. Da sendte Kong Hakon nogle Baade ind med Undsætning, thi Vejret begyndte at lægge sig; som det hedder:
Sildig udsendte
Sejervant Kriger
Hurtige Svende
Sværdet at prøve, -
Dalgøters Konnings
Kjæmper fremdroge,
Forræderisk Fjende
Flux de ombragde.
Saasnart Kongens Mænd kom i Land, flyede Skotterne, men om Natten droge de ud paa Koggen, og bemægtigede sig det Gods, de kunde faae. Om Morgenen efter gik Kong Hakon paa Land med mange Folk; han lod da Koggen rydde og alting bringe ud til Skibene.
Slag i Skotland.
326. Kort efter saae de Skotternes Hær, og man troede, at det maatte være den skotske Konge selv, da Hæren var stor. Øgmund Krækedans stod med en Trop oppe paa en Høj, og de forreste Skotter anfaldt ham. Nordmændene bade Kong Hakon at tage ud til Skibene, og vilde ikke, at han skulde udsætte sig for nogen Fare, han vilde blive paa Land, men gav dog efter for deres Forestillinger, og drog paa en Baad ud under Øen til sine Folk. Følgende Leensmænd vare paa Land: Hr. Andreas Nikolaisøn, Øgmund Krækedans, Erling Alfsøn, Andreas Pott, Erlend Rød, Røgnvald Urka, Thorlaug Bose, Povel Sur og Andreas Plytt; der var i alt otte til ni hundrede Mand i Land, to hundrede Mand vare oppe paa Højen hos Øgmund, men de øvrige stode nede paa Strandbrædden. Der samlede sig nu en skotsk Hær af henved fem hundrede Ryttere med brynjede Heste og mange spanske Muulæsler, alle udvalgte. Skotterne havde ogsaa en stor Hær af Fodfolk, vel bevæbnede, mest med Buer og Øxer. De Nordmænd, som stode paa Højen, trak sig hurtig tilbage mod Søen, forat Skotterne ikke skulde omringe dem. Da kom Andreas Nikolaisøn op paa Højen, og befalede Øgmunds Folk at søge ned til Strandbrædden, men ikke fare saaledes omkring som Flygtninge. Skotterne gjorde da et stærkt Anfald, og angreb dem med Stene, ligeledes skete et stærkt Vaabenanfald paa Nordmændene, men disse trak sig tilbage, og dækkede sig med deres Skjolde. Men da de kom ned mod Strandbrædden, fore de hastigere afsted, end de egentlig vilde; de, som stode paa Stranden, meente at de vare paa Flugt, og nogle af dem løb derfor til Baadene, og satte fra Land. Andreas Pott sprang over to Baade ind i den tredie, og kom saaledes fra Land. Mange Baade sank, og nogle Mænd tilsatte Livet. Adskillige andre Nordmænd toge Flugten ned til Søen, og ved denne Lejlighed faldt Kong Hakons Hirdmand, Hakon fra Steen. De norske trak sig nu sønderpaa fra Koggen; deres Anførere vare: Andreas Nikolaisøn, Øgmund Krækedans, Thorlang Bose og Povel Sur; der begyndte nu en haard, men meget ulige Kamp, thi der vare ti Skotter om een Nordmand. En ung skotsk Ridder, ved Navn Ferus, der var mægtig baade ved Byrd og Lande, med en ganske forgyldt og med Ædelstene besat Hjelm og det øvrige Harnisk derefter, red ganske alene dristig imod Nordmændene, trængte igjennem deres Fylking og tilbage til sine Folk. Den Gang var Andreas Nikolaisøn kommen ind i Skotternes Fylking; han mødte hiin fornemme Ridder, og hug ham i Laaret med sit Sværd, saa at det kløvede Brynjen, og gik ind i Sadelen; Nordmændene fratoge ham derpaa et kostbart Bælte. Der var en meget hæftig Kamp, og der faldt nogle paa begge Sider, dog flest paa Skotternes; saaledes som Sturla kvad:
Der vore tappre
Tropper i Fægtning
Fældte en ædel
Fjendernes Høvding;
Han ihjelsloges
Høgen til Bytte,
Hvo skal for hannem
Hævnen udøve?
Imedens Slaget stod, var det en saa stærk Storm, at Kong Hakon saae ingen Mulighed i at faae Hæren i Land; men Røgnvald og Eilif fra Naustdal kom til Slaget med nogle mænd. Eilif roede ind paa en Baad, og gik dristig i Kampen; Nordmændene begyndte at samle sig, og Skotterne trak sig tilbage op paa Højen; de drillede nu hinanden en Stund med Skud og Steenkast, men hen paa Dagen gjorde Nordmændene et tappert Anfald mod Skotterne paa Højen; som det hedder:
Nordmøres Herskers
Herser opmuntred
Krigsmænd med Kampen
Forkyndende Sange;
Højsædets Vogters
Hirdmænd, slagvante,
Staalklædte modig
Fremstormed i Slaget.
Sværde de svang,
Sønder de skare
Falsktænkende Fjendes
Fasteste Rustning;
Indtil de Skotters
Udmattede Rækker,
Flygtig adskilte,
Foran sig de dreve.
Skotterne flygtede derpaa alt hvad de kunde bort fra Højen, men Nordmændene gik paa Baadene, og roede ud til Flaaden. Næste Morgen gik de i Land, forat hente de Faldnes Lig. Følgende vare faldne: Hakon fra Steen, Thorgils Gloppa, Kong Hakons Hirdmænd, en Bonde fra Throndhjem ved Navn Karlshoved, samt Halkel, Thorsteen Baad, Jon Ballhoved, Halvard Bunjard og tre Kjertesvende. Hvor mange der faldt af Skotterne, kunde Nordmændene ikke ret faae at vide, thi de toge enhver der faldt, og førte ham til Skoven. Kong Hakon lod sine Mænds Lig bringe til Kirken. Om Torsdagen lod Kongen lette Anker og sit Skib føre ud under Øen, og samme Dag kom den Hær til ham, som havde faret ind i Skipafjord. Fredagen efter var det godt Vejr, og da sendte Kongen Gjæsterne hen forat brænde de Skibe, der vare drevne paa Land; samme Dag sejlede han fra Kumrø ud til Melasø, hvor han blev liggende nogle Dage. Der kom de Mænd til ham, som han havde sendt til Irland, og berettede ham, at Irerne tilbøde at underholde hele hans Hær, indtil han fik dem befriede fra Engellændernes Herredømme. Kong Hakon havde stor Lyst til at sejle til Irland, men hele Hæren var derimod, og Vinden var heller ikke gunstig; Kongen holdt derfor Thing med sine Folk, og bekjendtgjorde, at han vilde sejle til Syderøerne, thi Hæren led Mangel paa Levnetsmidler. Da lod Kong Hakon Ivar Holms Lig føre ind til Bot, hvor det blev begravet. Derpaa sejlede Kongen fra Melasø, laae om Natten under Hersø, sejlede derfra til Sandø, saa til Forbjerget paa Satiri, og kom om Natten nordpaa under Gudø, og derfra ud i Ilsund, hvor han laae i to Dage. Han paalagde Øen en Skat af tre hundrede Øxne; den skulde betales deels i Meel, deels i Ost. Derfra sejlede Kong Hakon den første Søndag i Vinternætterne, og fik en saa stærk Storm med Mørke, at kun faa af Skibene kunde holde sine Sejl. Kongen løb da i Havn ved Bjarkarø, og der gik Mænd imellem ham og Kong Jon, men der blev dog ikke noget af deres Sammenkomst. Da spurgte Kongen, at hans Mænd havde hugget meget Strandhug paa Myl, og dræbt nogle af Mylboerne. Derfra sejlede Kongen til Mylkalv; der skiltes Kong Duggal og hans Broder Alein fra ham; Duggal gav han det Rige, som Kong Jon havde haft; Rudre gav han Bot, og Myrgad Hersø; og Duggal gav han tillige det Kastel paa Satiri, som Guttorm Bakkekolf havde ligget i om Sommeren. Paa dette Tog havde Kong Hakon tilbagevundet alle de Lande, som Kong Magnus Barfod havde bemægtiget sig og erobret af Skotland og Syderøerne; som det hedder:
I Hast vandt Agdes hersker
Med Heltemod i Krigen
Skatlandene fra Skotter,
Adskilte før, tilbage;
I Vest fra Havet ingen
Hærfører sig da rejste
Mod ham ustraffet, — herlig
Saa frededes hans Rige.
Kong Hakons Hirdmænd dræbes.
327. Kong Hakon sejlede fra Mylkalv til Raunø; der forefandt han Balte Bonde fra Hjaltland, samt de Mænd han havde sendt til Ørkenøerne og dem han havde givet Orlov til Norge. Fra Raunøerne stævnede han nordpaa, men Vinden var ham imod, og han sejlede da ind i Vestrefjord paa Skid, laae der noget, og tog Fetalieskat af Øen. Derfra sejlede han forbi Hvarf, men da han kom udenfor Dyrnæs, lagde Vinden sig, og han lod da Skibene lægge ind i Goafjord. Det var Apostlerne Simons og Judæ Aften. Men Messedagen selv var en Søndag; Kongen laae der om Natten, og paa Messedagen, da der var holdt Gudstjeneste, bragdes nogle Skotter til ham, som Nordmændene havde fanget. Kong Hakon gav dem Fred, og sendte dem op i Bygden, og de lovede at komme ned til Kongen med Øxne, men een blev tilbage som Gissel. Det hændte sig den Dag, at ni mænd fra Andreas Bjuzas Skib gik i Land paa en Baad; kort efter hørte man dem raabe oppe paa Landet, hvorpaa nogle Mænd fra Skibene roede derhen; to stærkt saarede bleve tagne op af Søen, men syv vare blevne dræbte paa Landet, hvor Skotterne havde overfaldet dem. Saasnart Skotterne saae dette, løb de til Skoven, men Nordmændene toge Ligene med sig. Om Mandagen sejlede Kong Hakon fra Goafjord, hvor han lod hiin Skotter, som han gav Fred, sætte i Land, til Ørkenøerne, og lagde med den største Deel af Flaaden ind i Røgnvaldsvaag. Da de sejlede over Petlandsfjorden, var der en stærk Malstrøm, hvori et Skib fra Rygjefylke forgik med alle dem, som vare ombord. Jon fra Hestbæ drev øster efter i Fjorden, og var nær dreven i Havsvælget, men ved Guds Miskundhed drev Skibet dog øster ud i Havet, og han sejlede til Norge.
Kong Hakon sejlede til Kirkevaag.
328. Da Kong Hakon laae ved Ørkenøerne, var den største Deel af Flaaden sejlet til Norge, nogle med Kongens Orlov, men mange toge sig selv Orlov. Og da det varede længe, førend Vinden vilde blive ham gunstig, besluttede Kongen sig til at blive liggende paa Ørkenøerne om Vinteren. Han bestemte tyve Skibe til at blive tilbage, men gav de andre Orlov til at sejle hjem; alle Leensmændene bleve ogsaa tilbage, undtagen Eilif fra Naustdal, der allerede var sejlet til Norge. Kongen skrev da ogsaa til Norge angaaende de vigtigste Anliggender. Efter Alle Helgens Dag lod Kongen sit Skib sejle til Medallandshavn, hvor Skibene bleve satte op; nogle bleve ogsaa satte inde ved Skalpeid. Derpaa drog han til Kirkevaag; han blev meget syg Aftenen før Mortensdag. Han drog til Bispegaarden med de Mænd, som han havde i sin Kost; baade Biskoppen og Kongen holdt da Bord i Hallen, hver for sine Mænd, men Kongen spiste oppe i sit Herberge. Han lod bestemme Leensmændene og hver af Høvedsmændene en Øre Land til deres Underholdning. Andreas Plyt var Kongens Drost, og skulde forestaae Kongens Bord, samt give ud til Hirden, Gjæsterne og Kjertesvendene, samt til alle sine egne Folk. Følgende Leensmænd vare i Kirkevaag: Brynjolf Jonsøn, Erling Alfsøn, Regnvald Urka, Erling paa Bjarkø, Jon Drotning og Erlend Rød; de andre Leensmænd vare omkring paa Landet paa de Øres Land, som vare dem anviste.
Kong Hakon blev meget syg.
329. Kong Hakon havde om Sommeren haft mange vaagne Nætter og mange Bekymringer, og strax da han kom til Kirkevaag maatte han formedelst Sygdom gaae til Sengs; men da han havde ligget nogle Dage, blev det bedre med ham, og han var oppe i tre Dage. Den Første Dag gik han omkring inde i Herberget, den anden til Biskoppens Kapel, hvor han hørte Messe, og den tredie Dag til Magnuskirken og omkring den hellige Magnus Jarls Skrin; den Dag lod han berede et Karbad, og lod sig rage. Natten efter tog Sygdommen atter til, saa at han atter maatte gaae til Sengs. Under sin Sygdom lod han læse for sig af Bibelen. Derpaa lod han først læse latinske Bøger, men da det anstrængede ham for meget at tænke efter hvad Meningen var, saa lod han, baade Nat og Dag, læse norske Bøger for sig, først Fortællinger om Helgene, og da de vare ude de Norske Kongers Historie fra Halfdan Svarte af og siden de øvrige Kongers i Norge, den ene efter den anden. Da han mærkede, at Sygdommen tog til, anordnede han hvad Hirdmændene skulde have efter ham, og bestemte, at man skulde give hver Hirdmand en Mark brændt Sølv, men hver af Gjæsterne, Kjertesvendene, Skutelsvendene og hans andre Tjenere en halv Mark. Han lod ogsaa alt sit ikke forgyldte Bordtøj veje, og befalede at man skulde tage deraf, hvis der skulde mangle paa skjært Sølv, saa at hver fik hvad han skulde have. Der blev ogsaa skrevet Breve til Kong Magnus om Rigets Anliggender og om den Understøttelse Kong Hakon vilde forunde een og anden. Kong Hakon modtog den sidste Olie Natten før Lucies Dag; tilstede vare Biskop Thorgisl af Stavanger, Biskop Gillibert af Hammer, Biskop Henrik af Ørkenøerne, Abbed Thorleif og mange andre Gejstlige. Forinden kyssede de Tilstedeværende ham, og han kunde da endnu tale. Hans troe Mænd spurgte ham da, om han havde nogen anden levende Søn end Kong Magnus, og han forsikrede højligen, at han ingen anden havde.
Kong Hakons Død.
330. Jomfru Lucies Dag faldt paa en Torsdag; Løverdagen efter silde om Aftenen tog Kongens Sygdom saa stærkt til, at han mistede Mælet, og efter Midnat kaldte den almægtige Gud Kong Hakon fra denne Verden, til stor Sorg for alle de Tilstedeværende og for mange af dem, som siden spurgte det. Da Kongen var død, blev der sungen Sjælemesse. Derpaa forlode alle Herberget, undtagen Biskop Thorgisl og Brynjolf Jonsøn og to andre Mænd, som vaskede Liget, og viste det al den anden Tjeneste, der sømmede sig saa berømmelig en Herre og Høvding, som Kong Hakon. Om Søndagen blev Kongens Lig baaret op paa en Loftsal og sat paa en Baar. Det blev iført prægtige Klæder, fik en Krands om Hovedet, og blev i alle Maader prydet som det sømmede sig for en kronet Konge. Kjertesvendene stode med Lys, saa at hele Hallen var oplyst; da gik Folket ind forat see Liget, og man fandt det klart og tækkeligt med rødmosset Ansigt som paa et levende Menneske. Hirden vaagede over Liget om Natten. Om Mandagen blev Liget baaret til Magnuskirke, hvor det stod om Natten; om Tirsdagen blev det lagt i Kiste, og bisat i Magnuskirke i Koret; der blev bredt et Tæppe derover. Derpaa blev der besluttet, at der hele Vinteren skulde holdes Vagt ved Kongens Ligsted. Om Julen opfyldte Andreas Plyt Kongens sidste Villie, og alle hans Mænd erholdt gode Gaver.
Kong Hakons Lig blev ført til Bergen.
331. Kong Hakon havde befalet, at hans Lig skulde føres over til Norge, og at han vilde begraves hos sin Fader. Da nu den strængeste Tid af Vinteren var forbi, blev det store Skib, som Kong Hakon havde ført over i Vesterhavet, sat i Søen og i en Hast tiltaklet. Askeonsdag blev Kongens Lig optaget af Jorden, det var den tredie Non. Martii. Hirden bragde det ud over Skalpeid til Skibet, paa hvilket Biskop Thorgisl, Erling Alfsøn og Andreas Plyt førte Overbefalingen. De gik i Søen den første Løverdag i Faste, fik haardt Vejr og Modvind, og kom til Land sønder i Silavaag. Derpaa sendte de Brev til Kong Magnus, og berettede ham hvad der var skeet. Siden sejlede de nord til Bergen, saasnart Vinden tillod det, og kom ind i Laxevaag før Benediktsmesse. Helligdagen selv roede Kong Magnus Liget imøde; Skibet blev lagt ved Kongsgaarden, og Liget baaret op i Sommerhallen. Om Morgenen efter blev det baaret ud til Kristkirke, fulgt af Kong Magnus, begge Dronningerne, Hirden og Borgerne. Derpaa blev Liget begravet i Koret i Kristkirke, og Kong Magnus takkede Ligfølget i en siirlig Tale. Alle Tilstedeværende stode der med sorrigfuld Hu, saaledes som Sturla kvad:
Tre Nætter kjek Anfører
Til bergen monne komme,
Førend den ædle Konning
Hans Mænd til Jorden fulgte.
Heel mangen Mand derefter
I megen Sorrig stædtes
Med taarevædte Kinder
Ved Folkekongens Leje.
Kong Hakon blev begravet tre Dage før Mariemesse; da var ledet efter Guds Byrd Tolv hundrede og tre og tresindstyve Aar.
Om Kongens Udseende.
332. Kong Hakon var ikke høj, af Middelstørrelse og vel voxen, hærdebred og smal i Midie, temmelig høj i Sædet, med langt Haar, store, dog smukke Øjne; hans Ansigt var stort med god Farve. Han var yndet af alle, næsten saaledes som Kong Sverre havde været. Han var blid, naar han var vel tilmode, men forfærdelig, naar han var vred. Ingen kunde være muntrere, lettere af sig og raskere, end han. Mod fattige Folk var han altid blid; han havde et godt Væsen, naar han sad imellem Høvdinger, var ordsnild og veltalende paa Thinge, særdeles erfaren i Love og Regjeringssager. Det tilstode de forstandige Mænd, som bleve sendte til ham fra andre Høvdinger, at de aldrig havde seet nogen Høvding, der saaledes som han paa een Gang var Selskabsbroder, Konge og Herre. Han lod i mange Henseender Loven og Landsretten forbedre i Norge, og lod det indføre i Lovbogen, som nu kaldes den ny Lov; han afskaffede alle Manddrab, og Lemlæstelse paa Fødder og Hænder indenlands; fredløs erklæredes den, som bortførte anden Mands Ægtehustru. Han afskaffede ligedes al Blodhævn, saa at ingen skulde undgjælde for andens Gjerning, men staae til Ansvar for det, hvori han var skyldig efter Loven.
Forbedringer og nyttige Indretninger i Landet.
333. Kong Hakon lagde mere Vind paa at fremme Kristendommen i Norge, end nogen anden Konge før ham siden den hellige Kong Olafs Tid. Han lod en Kirke bygge i Truns, og kristnede dette Kirkesogn. Der kom ogsaa mange Bjarmer til ham, som vare flygtede østenfra for Tartarerne; dem kristnede han, og gav dem Fjorden Malanger. Han lod ogsaa en Kirke bygge i Ofot, samt en Skanse og Brygge ved Agdenæs. Han byggede Træhallen paa Kongsgaarden i Nideros og et Kapel ved Kongens Værelser; han lod Kirken paa Gule bygge nord fra Bergen, og flyttede Gulething did; han lod Apostlernes Kirke bygge paa Kongsgaarden i Bergen af Steen, samt Olafskirken og Klosteret; han lod Kongsgaarden i Bergen forbedre med to gode Steenhaller, lod en Muur rejse omkring Kongsgaarden, og Kasteller over begge Portene; han lod Katrinekirken bygge ved Sandbro, og Hospitalet, hvortil han gav to hundrede Maaneds Madbol. Han lod Borgen i Bergen opføre paa ny, og omgive med en Muur, samt Alle Helgenskirke i Vagsbotn, hvortil han i sin Sygdom gav et hundrede Maaneds Madbol. Han lod Kirken paa Øgvaldsnæs bygge, som i Størrelse er den fjerde Herredskirke i Norge. Tønsberg lod han omgive med en Steenmuur, lod et Kastel sætte over Porten og Gøtekastellet over Daneklev; han lod hele Bjerget bebygge, og opførte Kongsgaarden ved Laurentii Kirke; han lod ogsaa Hospitalet bygge sønderfor Olafskirke, hvortil han gav tredive Mark Bol; han lod ogsaa Dybet ved Skeljesteen grave ud, saa at man nu kan fare med Kogger der, hvor man før næppe kunde komme frem med smaae Færger; han lod Barfodmunkenes Kirke i Tønsberg bygge, som siden blev flyttet sønderpaa til Dragsmark; ogsaa lod han Vor Frue Kloster bygge, samt en Steenkirke, hvortil han gav halvtredsindstyve Mark Bol. Han lod en Borg rejse paa Valkebjerg, og flyttede Nikolaikirke i Oslo did; han lod Kongsgaarden bygge der i Byen ude paa Øren, lod Valdisholm bebygge, og en Borg opføre i Kongehelle paa Ragnhildeholm. Han lod ogsaa Guldøen bebygge, og Ekerøerne rydde og bebygge, hvor han opførte en Trækirke. Han lod Marstrand og mange andre øde Øer i Vigen bebygge. Han lod en Steenborg opføre paa Holmen i Mjøsen ved Ringesager, og en Gjæstebudssal paa Vidheim i Øbo; han lod ogsaa en Gjæstebudssal bygge paa Steig, og en Gaard paa Hof i Breiden med en Gjæstebudssal, hvortil han lagde Jord; ligesaa en Gjæstebudssal i Husebæ i Skaun paa Hedemarken, samt et Kapel og en Gjæstebudssal i Thoptyn. Kong Hakon kjøbte Lo i Opdalen, og lod der bygge en Gaard med Gjæstebudssal og Kapel. Han lod ogsaa Sverresborg paa Steenbjerget omgive med en Muur, og lod bygge Huse der, efterat Baglerne havde nedbrudt den. Jesus Kristus, Fader, Søn og Hellig Aand, vogte og bevare, ære og velsigne slig en Herres Sjæl, der har efterladt sig saa mange nyttige Indretninger, som denne velsignede Herre Kong Hakon. Her ender Sagaen.
Noter:
1) Alperne, d. e. i Tyskland.
2) Befuldmægtigede.
3) Darmat (Damiette)
4) Eller i hovedkirken på Stange
5) Ell. Ottestad og Hervin.
6) Eller Giske
7) eller Frænde.
8) Eller grebne
9) Sønnesøn
10) Sølvtallerkener
11) Ell. Dagen efter Nytaar
12) Krigegudindens; Skjoldet er hendes Maane
13) Sværdenes Klinge.
14) Skjoldet
15) Valkyriens eller krigsgudindens
16) Krigsgudinden Hildes
17) Eller Bispegaarden
18) Dødningbroen, der fører til Underverdenen.
19) Ringen; eller Sværdet.
20) I de her forekommende digteriske Omskrivninger betyde Armes Sol og Havluer Guldet, Haandens Dag, Digel-Iis m. m. Sølvet, Buefjelde Falkes Sæde og Høges Færger Armen.
21) Lødøse.
22) d. e. paa Krigsskibe; Randver var en af Oldtidens saakaldte Søkonger
23) Forgyldte Skjolde, som lignede Maaner.
24) ell. samme Aar om Foråret
25) Guldet
26) Sognboers
27) Den vejledende Stjerne, d. e. Polarstjernen.
28) Eller Barsfjord
29) De skinnende Skjolde og Landser
30) ell. Asleifsvig, derfra til Ljodhus, og saa til Raunøerne.
31) At ”bringe Seiervinderen sit Hoved" (overladt til hans Raadighed) var fordum det samme, som efter vor Talemaade: „at give sig paa Naade og Unaade." En saadan Ydmygelse reddede næsten stedse den Paagjeldendes Liv.