Hakon Sverresøns, Guttorm Sigurdsøns og Inge Baardsøns Saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Eirspennill (A.M. 47) og Skálholtsbók (A.M. 81a).


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 9


Hakon Sverresøns, Guttorm Sigurdsøns og Inge Baardsøns Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1835



Begyndelsen af Hakon Sverresøns Regjering, da han blev tagen til Konge.

1. Den samme Sommer, som Kong Sverre var død om Foraaret, blev hans Søn Hakon taget til Konge paa Ørething i Throndhjem. Heri samtykkede alle de Høvdinger, som forhen havde tjent hans Fader, Kong Sverre. Kort før var Kong Sverres Søn, Sigurd Lavard, død; han efterlod sig en Søn, som hed Guttorm. Men da Kong Inge spurgte, at Kong Sverre var draget bort fra Vigen, hvor han, som forhen er fortalt, havde belejret Bjerget, saa drog han ud til Vigen, og opholdt sig der, indtil han spurgte Kong Sverres død; Baglerne forskaffede sig da atter Skibe, og fik ligeledes en stor Hær; de agtede sig endnu en Gang nordpaa til Bergen; men da Rygtet derom kom did, og Sigurd Kongsfrænde, som førte Overbefalingen der, fik Underretning om Baglerne, drog han imod dem med en stor Hær. Han traf dem ved Jæderen, drev dem op fra Skibene, og bemægtigede sig alle deres Skibe og Gods; men Inge flyede over til Vigen, derfra til Oplandene, og laae om Sommeren oppe i Mjøsen; der blev han svegen af sine egne Mænd. En Mand, ved Navn Gunner Lest, havde Kong Inge forhen givet Sæde næstved sig selv, og beviist ham meget Godt. Inge blev dræbt af Bønderne paa den hellige Ø i Mjøsen; hele Partiet blev da opløst, og mange flygtede bort fra Landet, nogle ned til Danmark, og andre endnu længer bort. Dronning Margrete, Kong Sverres Enke, drog Efter hans død til Gøtland, tilligemed deres Datter Kristine og Kongens mange Kostbarheder. Samme Foraar drog Kong Hakon øster til Vigen, og opholdt sig der en stor Deel af Sommeren; han sendte Bud til alle de Biskopper, som havde været i Uenighed med Kong Sverre, saa at de kom til ham og sluttede Forlig med ham, saaledes som Kong Sverre havde besluttet før sin død. Han sendte ogsaa Bud efter sin Søster Kristine, og tog hende fra Dronningen mod dennes Villie. Biskopperne vendte tilbage til deres Bispesæder om Sommeren, og bleve Kongens Venner. Kong Hakon drog om Høsten til Bergen, og opholdt sig der om Vinteren; han havde gjort sig almindelig elsket. Denne Høst kom ogsaa Gudmund Aresøn fra Island; han var valgt til Biskop over Nordlændinge-Fjerding; Kongen tog meget venlig imod ham; den nye Biskop blev nogen Tid hos ham, og var siden stedse en stor Ven af Kongen. Ogsaa Einar Præst, som var gift med Kong Hakons Søster, Kong Sverres anden Datter, og havde Syssel i Rogeland, en stor Høvding, stod i megen Anseelse hos Kong Hakon. Desuden vare der endnu mange andre Høvdinger hos Birkebenerne: Hakon Galin, Peter Steiper, Sigurd Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde, Evind Præstemaag, og mange andre berømte Mænd, saavel med Hensyn til deres Slægt, som deres egen Dygtighed og Anseelse.


Om Erling Steenvæg.

En Mand, ved Navn Erling Steenvæg, udgaves for en Søn af Kong Magnus Erlingsøn; han blev holdt i Fangenskab i Vindland, og var indsluttet i et Taarn. Herfra kom han ud ved Hjælp af en vendisk Kone, ved Navn Margrete; de skare nemlig deres Klæder i Stykker, og snoede et Tov deraf; derved kom han ud af en Aabning paa Taarnet, og lod sig glide ned af Tovet forbi Steenvæggen (Muren); men Tovet naaede ikke til Jorden, saa han faldt, og forvred sin Hofte; dog undkom han lykkelig, da det var en mørk Nat, og kom over til Danmark; derefter kaldte man ham Erling Steenvæg. Den Sommer da Kong Hakon var i Vigen, kom denne Erling Steenvæg til Skanør, og bekjendtgjorde sin Herkomst for Nordmændene; mange bøde sig da til at følge ham, men han svarede, at han vilde ikke rejse noget Parti mod Kong Hakon, og gjøre Uro i Landet, saa længe han var Konge over Norge. Han vendte da tilbage til Kjøbenhavn, og blev der om Vinteren.


Kong Hakon Sverresøns død.

3. Kong Hakon drog om Høsten til Bergen, og blev der om Vinteren; næste Sommer drog han øster i Vigen, men tilbage igjen om Høsten til Bergen, hvor han gjorde alt i Stand til sit Vintersæde. Samme Høst var det, at Erling kom til Skanør; da kom ogsaa Dronning Margrete fra Gøtland til Bergen, og blev der om Vinteren, men der herskede ingen god forstaaelse imellem hende og Kong Hakon. Om Vinteren i Julen faldt Kong Hakon i en Sygdom, der strax angreb ham saa voldsomt, at han ingen Ro kunde have; han lod sig da bringe op til Borgen, og laae der en kort Stund, før han døde; det var den ottende Dag i Julen. Han blev begravet i Kristkirken, og mange bedrøvede stode ved hans Grav, thi han var meget elsket; han var venlig og nedladende mod Almuen, en skjøn Mand i sin Hird og af gode Sæder, tapper og sejersæl i Mandeprøver, som forhen er fortalt, saa han tyktes altid at være en Støtte for Birkebenerne. Man beskyldte Dronning Margrete for at hun havde faaet en Mand til at forgive Kongen ved en Drik; denne Mand grebe Birkebenerne, og fremsatte denne Beskyldning imod ham, men han nægtede, og tilbød at rense sig; det kom ogsaa saa vidt, at han fastede til Jernbyrd, og bar Jernet meget mandig, men da Haanden blev synet, var den meget brændt; derpaa blev han ført ud til Bergensvaag, og druknet der.


Guttorm Sigurdsøn toges til Konge.

4. Det samme Foraar toge Birkebenerne Sigurd Lavards Søn Guttorm til Konge; han var da enduu kun et Barn; men i Spidsen for Partiet stode Hakon Galin, Kong Sverres Søstersøn, og Peter Steiper, ligeledes Kong Sverres Søstersøn, den Gang gift med Kong Magnuses Datter Ingeborg. Desuden vare i dette Parti: Sigurd Kongsfrænde, Evind Præstemaag, Einar Kongsmaag, Roar Kongsfrænde og mange andre anseelige Mænd. Men da de Mænd, som før havde været med Baglerne, spurgte dette, ventede de sig ikke synderlig Fred af Birkebenerne, og droge bort fra Landet til Danmark. Thorleif Skalp og Ønund Lunds Sønner , Odd Ran og Arnbjørn Trold, begave sig til Kjøbenhavn til Erling Steenvæg; da dannede Partiet sig der, og der strømmede mange Mænd til dem, som før havde været med Baglerne; de sendte derpaa Bud til deres Venner i Vigen, og stævnede dem til Aalborg ved Fasten. Derhen kom da fra Norge: Reidar Sendemand, Sølve Disesøn, Philippus af Veggin, og de havde en stor Flaade af Skuder. Da de kom til Vigen, underkastede alle Indbyggerne sig dem, og de fore da østenfra til Oslo, hvor Biskop Nikolai var. Erling bad Biskoppen at foranstalte hans Jernbyrd der til Beviis for hans Fædreneherkomst, men Biskoppen afslog ham det, og bad ham bære Jern i Sarpsborg; Erling drog da did, og fastede der til Jernbyrd. Biskop Nikolai kom da ogsaa derhen, men da Erling skulde til at tage Jernet, sagde Biskoppen, han skulde ikke bære Jernet der, men drage hen til Tønsberg, og bære det der; thi derhen vilde Danekongen komme, og han skulde være Øjevidne til Jernbyrden. Erling drog da til Tønsberg, og biede efter Danekongen. Biskop Nikolai og Danekongen havde overlagt med hinanden, at denne skulde drage til Norge tilligemed Simon Kaaresøns Søn Philippus, Kong Inge Haraldsøns Søstersøn og Biskop Nikolais Frænde. Det var om Foraaret ved Botolfsmesse Tider, at Danekongen Valdemar kom til Tønsberg med over tre hundrede Skibe, og drog ganske fredelig frem; da fastede Erling til Jernbyrd anden Gang, og bar Jernet mandig og vel; Biskoppen og Kongen vare begge Øjevidner til Jernbyrden, og da Haanden skulde synes, lod Danekongen sætte væbnede Mænd rundt om Kirken, saa man kunde let slutte sig til, hvorledes det vilde have gaaet Erling, hvis han ikke befandtes uskadt. Om Dagen var han til Gjæstebud hos Danekongen, der forærede ham fem og tredive Skibe med alt Tilbehør. Morgenen efter blev der blæst til Huusthing, men endnu før Thinget var samlet, havde Biskop Nikolai ved sine Venners Bistand og sin egen Indflydelse faaet udvirket, at hans Frænde Philippus blev taget til Jarl; og Biskoppen lovede, at han skulde staae dem bi af al sin Magt. Erling blev da taget til Konge, og Danekongen vendte tilbage til Danmark. Følgende gik da Erling tilhaande: Arnbjørn, en Søn af Jon Gautsøn, Helge Birgersøn, Asbjørn Kopp, Gyrd Benteensøn, Guttorm Thvare, Orm hin lange, Thord Dokka, Benedikt fra Gumenæs, Simon Kyr, Kolbjørn hin Røde, Gyrd Skjalge, og de havde mange Folk med sig. Efter St. Hansdags Tider holdt de Borgething, og Erling blev ligeledes der taget til Konge, og Philippus til Jarl. Alle Birkebenerne flygtede bort fra Vigen, deels til Throndhjem, deels til Bergen. Denne Sommer døde Kong Guttorm i Throndhjem. Birkebenerne stævnede da Ørething, paa hvilket Ærkebiskop Thorer og alle de forstandigste Mænd i Thrøndelagen indfandt sig, og der blev raadslaaet om Kongevalget. Hakon Galin havde da ægtet Fru Kristine, men Ærkebiskoppen havde talt derimod; de fleste Bønder vilde tage ham til Konge, men Ærkebiskoppen modsatte sig; da foresloges Sigurd Kongsfrænde, Kong Sigurd Haraldsøns Dattersøn, og Peter Steiper, Kong Sverres Søstersøn. Inge hed en Søn af Kongedatteren Cecilia, Broder til Hakon Galin, og Søn af Baard Guttormsøn; han var den Gang i Kjøbstaden; og eftersom han var thrøndsk af Æt, saa forlangte Almuen ham til Konge; det var ogsaa Ærkebiskoppens Villie; Inge havde før været hos ham. Inge blev da taget til Konge, men saasom han endnu var ung og uerfaren i at anføre en Hær, og man maatte vente sig megen Fare og Uro, saa overlagde Krigsmændene, at Inge skulde give Hakon Jarls Navn, hvilket ogsaa skete. Efter Olafsmesse-Aften drog Erling bort fra Tønsberg med hele sin Hær, og vendte sig nordpaa langsmed Landet med fem og tredive Skibe; de toge Leding og alle Kongeskatter, og droge temmelig langsom afsted. Da de kom til Bergen, vare der i Borgen Birkebenerne Dagfinn, Thorgrim af Ljanæs, Thord Brase, og næsten to hundrede Mand. Baglerne gik op i Byen, og søgte op til Borgen, og de og Birkebenerne skjøde en Stund paa hverandre. Da sagde Erling Steenvæg til sine Mænd: “Skyder ikke paa dem, thi de ere alle vore Mænd!” Baglerne sov bestandig paa Skibene om Natten; nogle laae for Anker, andre ovre ved Munkebrygge, men om Dagen vare de altid i Byen; de gik bestandig op til Borgen, begge Partier skjøde paa hverandre, og mange bleve saarede, men faa faldt. En Dag roede Kong Erling med nogle Skuder til Holmen, og gik med sine Folk i Land ved Biskopsbryggen, og op til Kristkirke; men da Birkebenerne saae det, gik de imod dem, og gjorde et saa heftigt Anfald, at Baglerne maatte flye; Erling og nogle af hans Folk sprang i Søen, andre faldt, nogle naaede Skibene; og da de vare komne ombord, spurgte de Erling, om hine endnu vare deres Mænd? Kongen sagde Ja. Kort efter forlode Baglerne Byen, og droge nordpaa langsmed Landet; de satte Sysselmænd i Herrederne, droge saa nordpaa til Rugsund, og laae der henved tre Uger; da tog Biskop Nikolai sin Landskyld, og der kom megen Leding til dem; blandt andre kom der til dem: Lodin Bonde fra Leykne, Nikolai Botolfsøn og hans Broder Kaurlung, Endride Hegre, og Kalf fra Hornyn. Da spurgte de, at Birkebenerne havde valgt sig Konge og Jarl, og lavede sig til, at drage nordenfra med en stor Hær; Baglerne vendte derfor tilbage til Bergen, og lagde med deres Skibe ind i Laxaavaag. Biskoppen havde der en Tysker hos sig, som kunde forfærdige en Blide, og han sagde, at han dermed havde brudt mange Borge; “og bryder jeg ikke denne,” sagde han, “saa lægger mig i Slyngen, og slynger mig mod Borgen!” Der blev da ført meget Ved til Borgen, for at faae Bliden bygget; denne Tid kaldte man Blide-Høst. Da kom den Efterretning til Byen, at man havde seet Birkebenernes Skibe sejle nordenfra forbi Stavefjord; der blev da blæst til Stævne af Skibsbefalingsmændene, og raadslaaet, hvad man nu helst skulde gjøre. Kongen vilde have, at de skulde bie og holde Slag med Birkebenerne; men Biskoppen svarede: “Hvis du, Konge! vil stride her med Birkebenerne, saa behøver du ikke oftere at sørge for disse Mænd, som følge dig; det er mit Raad, at vi det snareste skee kan gjøre os færdige, sætte vore Sejl til, og sejle øster til Vigen; og lader os der stride med Birkebenerne, hvis de søge derhen efter os.” Dette Raad blev fulgt; Biskoppen lod strax Tjeldingerne tage ned paa sit Skib, og drejede ud af Vaagen, og saa den ene efter den anden, som de bleve færdige; de sejlede baade Nætter og Dage, indtil de kom til Tønsberg; Biskoppen drog derpaa ind til Oslo. Birkebenerne kom til Bergen noget efter at Baglerne vare dragne bort, og opholdt sig der en Stund, vendte saa tilbage til Throndhjem, og bleve der om Vinteren, men Baglerne bleve i Vigen; i Oplandene vare nogle af begge Partier.


Om Mandtal.

5. I Oplandene vare af Birkebenerne: Ulf Hane, Harald Kesje, Gudleik Flotbytte og endnu flere Høvedsmænd; men af Baglerne: Thoralde Augesøn, Gudleik Skreidung, og paa Ringerige Benedikt fra Gumenæs; paa Valders var Jon Gridmand; de fældte om Vinteren Narve Spyd tilligemed mange andre af hans Mænd, men nogle undkom. Om Foraaret efter Paaske sendte Erling Skuderne og alle lette Skibe bort nuder Anførsel af Arnbjørn Jonsøn, Nikolai Botolfsøn, Lodin Staller, Gyrd Benteensøn, Atle Gridkone; de havde atten Skibe, agtede sig til Bergen, og sejlede hurtig afsted; men da de kom til Fjølbyrja, spurgte de, at Einar Kongsmaag var med en Trop Folk i Stavanger, og havde ikke faaet Nys om deres Rejse; de vendte da derhen, sejlede om Dagen forbi Jæderen, og kom ved Middagstider til Byen; men da Einar fik Efterretning om deres Færd, holdt han just Stævne angaaende en Forligelse, og tænkte ikke, at de saa snart vilde komme over ham; men da han og hans Folk saae Skibene, løb de til Svithuuskirke og op i Taarnet. Baglerne brøde Kirken op, og tilbøde Einar Fred; de gik derpaa hen i Koret, og Einar aflagde Ed paa Svithuus Skrin, at han aldrig skulde stride imod Kong Erling. Derpaa gik de ud af Kirken med ham, og Høvdingerne vilde holde den ham lovede Fred, men Krigsfolket fik deres Villie frem, og dræbte ham. Fire andre Mænd bleve dræbte i Kirken. Baglerne bemægtigede sig der megen Leding, som Einar før havde samlet fra Rogeland, og de vendte derpaa tilbage til Tønsberg.


Om Birkebenerne og Baglerne.

6. Birkebenerne udbøde Leding over hele den nordlige Deel af Landet, og droge om Vaaren til Bergen med en meget stor Hær; siden derfra øster til Vigen. Peter Steiper tog det Syssel, som Einar havde haft, og satte sin Søstersøn Aane og Thorkel Drage derover, Men Peter selv drog østerpaa med Kongen. Baglerne vare i Tønsberg, og havde gjort deres Skibe færdige, for at drage nordpaa; men da de fik Efterretning om Birkebenerne, vilde Biskop Nikolai, at de skulde drage bort over til Danmark, og den Beslutning blev taget; de sejlede da til Halland, og bleve i Visk en Stund. Birkebenerne kom til Tønsberg, og holdt der Haugething, paa hvilket Inge blev taget til Konge, men Hakon til Jarl; de underlagde sig derpaa Vigen, og satte Mænd i Syslerne; dernæst droge de over til Sarpsborg, og holdt Borgething; ogsaa der blev Inge taget til Konge, og Hakon til Jarl, hvorpaa de vendte tilbage til Tønsberg. Men da Baglerne spurgte dette, drog Philippus Jarl nordpaa i Vigen tilligemed Arnbjøren, Philippus af Vegin, Reidar, Nikolai Botolfsøn, Atle Gridkone og Helge Gørn. De havde tyve Skibe. Kongen blev tilbage med en Deel af Hæren. Biskop Nikolai var draget til Kjøbenhavn. Baglerne sejlede paa det hurtigste nordpaa, og tænkte at komme uforvarendes paa Fjenden, men da de kom til Hafsteenssund, kom en Kog efter dem, og sejlede strax ud af Sundet. Baglerne standsede da strax, og mærkede, at der maatte være kommen Efterretning om dem til Tønsberg; de vendte da tilbage til Hafsteenssund, og sejlede med hele Hæren til Liimfjorden, og bleve en stor Deel af Sommeren i Aalborg. Da kom Biskop Nikolai did; hvorpaa de sejlede til Augesund nordenfor Kongehelle, og gik der i Land, men sendte Skibene tilbage til Halland, samt Lodin Staller, Halbjørn Trold og henved to hundrede Mand; disse sejlede sønderpaa til Nissaa, og satte Skibene op der; da kom ogsaa Biskop Nikolai dertil, og steg af sit Skib Bogeskreppen; han drog saa landvejs østenfra ind i Vigen. Mange af Baglerne droge med ham, men nogle toge ad Søvejen paa Smaaskuder; og om Høsten mødtes de i Sarpsborg. De førte deres Skibe op i Mjøsen, og videre til Hedemarken; Men da de kom til Lille Hammer, blev Odd Tan dræbt af Gudleik Flotbytte. Baglerne droge nordpaa til Fjeldet og ned i Opdalene, saa til Orkedal og derfra ind til Kjøbstaden (Nideros); nogle af deres Tropper droge bort fra Oplandene, og kom ned i Hardanger. Der vare følgende Høvedsmænd: Sørkver Snap, Simon Oxe, Erling Skamhals, Halle Laud, Øgmund Egeland; de havde tredive Mand; de dræbte Erling Birkebeen, og derpaa Thorkel Digre ved Avaldsnæs med sex og tyve Mand, og vendte saa tilbage til Oplandene; men de Bagler, som vare komne til Kjøbstaden, fandt ingen Modstand, og opholdt sig der en Stund. Da stævnede de Ørething, men der kom kun faa Mænd til dem; Erling blev der taget til Konge, og Philippus til Jarl; da sendtes ogsaa Mænd omkring i Syslerne, men de fik kun lidet Gods fra Herrederne. Da Birkebenerne spurgte, at Baglerne vare dragne nord over Fjeldet, saa deelte de deres Hær; Kong Inge drog med en Deel deraf nordpaa, men Hakon Jarl med en anden til Halland, hvor han traf dem, som bevogtede Skibene i Nissaa; der faldt af Baglerne henved tredive Mand, men alle de andre flyede op paa Land; blandt de Faldne var Arnbjørn Trold. Hakon Jarl bemægtigede sig der alle deres Skibe, ogsaa Bogeskreppen, som tilhørte Biskop Nikolai; nogle brændte de, andre toge de med sig; de vendte da tilbage til Vigen. Om Høsten drog Jarlen til Bergen, Men Kong Inge til Throndhjem. Baglerne havde sendt Asbjørn Kopp og Thoralde Skinring med to Skuder paa Spejderi sønder paa Møre; de saae, da Birkebenerne sejlede forbi Stim, og roede da nordpaa. Birkebenerne saae dem, satte efter dem, og forfulgte dem hele Dagen; nogle roede ind til Thingvold, hvor Guttorm Thvare var, han havde nemlig haft Sysselet; Birkebenerne dreve dem der op, og Guttorm faldt med sine Mænd. Silde om Aftenen lagde Asbjørn Kopp og hans Medfølgere til ved Solskel; Birkebenerne overfaldt dem om Natten, dreve dem der op, og holdt Vagt omkring Øen; men om Morgenen ransagede de Øen, og dræbte dem næsten alle; Asbjørn undkom med nogle Mænd. Derpaa droge Birkebenerne nordpaa, og toge en Skude fra Baglerne ved Agdenæs, og sejlede saa ind til Byen. Baglerne droge strax ud af Byen op over Broen, og saa efter over Skaanøfjeld til Østerdalene, og standsede ikke, førend de kom til Oslo, men nogle bleve paa Storøen. Kong Inge var den Vinter i Kjøbstaden (Nideros), men Hakon Jarl i Bergen. Om Høsten forud, da Baglerne vare drevne op i Nissaa, droge de søndenfra forbi Halland meget udmattede; de kom silde om Aftenen hen til Ljodhus, hvor der laae to af Birkebenernes Skuder under Anførsel af Halvard Lidarfare; de mærkede ikke til Fjenden, førend Baglerne overfaldt dem, og dræbte dem næsten alle. Baglerne toge Skibene, og roede ud af Aaen lige til Nøstdalsfors , satte Skuderne op der, og brændte dem, droge siden op til Marker, og saa nordpaa til Edeskov til Oplandene; de traf Kongen i Mjøsen. Halvard Lidarfare undkom, thi han havde været oppe i Byen.


Om Sysselmændene.

7. Strax efter Julen droge Baglernes Sysselmænd ud i Lenene. Philippus af Vegin havde Borgesyssel; han lod bygge to Skuder, Asbjørn Kopp een Skude, Thoralde Augesøn een Skude, Orm den Lange i Odinsø een Skude, Thorsteen Thjof een Skude, Jon Drotning to Skuder ved Elven, Gudolf paa Blakkestad og Gunnar Aasesøn to Skuder, Reidar een Skude, Philippus Jarl to Skuder, Thord Dokka een Skude, Gunne den Lange to Skuder i Skeen, Gyrd een Skude; i det Hele bleve byggede to og tyve Skuder. De sejlede sønderpaa langs med Vigen lige til Kongehelle, kom der ved Midfaste, og vendte saa om nordpaa til Tønsberg. Den tredie Dag i sidste Uge i Fasten spurgte Birkebenerne deres Skibsbygning. Baglerne droge Langfredag ud af Byen, anden Paaskedag til Grindholmesund, om Løverdagen til Portyrja, og om Søndagen til Æsjenæsøer; da var hele Flaaden samlet, og Kongen tilkendegav dem, at han vilde nordpaa; men Meningerne om dette Forsæt vare meget deelte. Tredie Dag derefter sejlede Kongen derfra til Randesund; men Følgende bleve liggende ved Æsjenæsøerne, og vilde ikke drage med: Orm den Lange og Ragnar Gamalsøn og Gunnar Aasesøn, Benedikt af Gumenæs med fire Skibe. Da spurgte de, at Thorgils Fudend havde samlet megen Leding inde i Vinesdal; de sejlede derfor før Dag, og kom tidlig om Morgenen til Hiter; Thorgils var draget nordpaa, og de roede derhen efter ham; men da de kom til Fokstene, saae de hvor Lastdragerskibene sejlede; saasnart Besætningen paa disse fik Øje paa Skuderne, drejede de ind i Rekevaag, og sprang der i Land; Baglerne bemægtigede sig Ledingen, og droge om Aftenen til Eikundesund.


Jon Drotning blev dræbt.

8. Den Gang Baglerne byggede Skuderne, havde Jon Drotning Sysselet øster ved Elven; han drog med en stor Skare omkring paa Gjæsteri, og kom til en Bonde ved Navn Thrond, som havde en smuk Kone. Jon lod Manden og hans Kone kalde ind til sig paa en Loftsal; Konen gik foran, og saasnart hun var kommen ind i Salen, vendte han sig mod Bonden, kastede ham ud, og lukkede Salen til. Da Bonden klagede herover, saggav Jon ham, lod ham gribe og binde ved Halen af sin Hest, og førte ham ned til sit Skib; Bonden maatte løse sig for en halv Mark Guld, og endda være glad til. Syv Dage efter var Jon til Gjæsteri paa Gaarden Forsæla; en Morgen tidlig gik han op til Kirken tilligemed en anden Mand; men Thrond laae selv ottende ikke langt derfra og saae dem gaae. De løb da til Kirken; Jon søgte ind i Koret, Thrond kastede et Spyd efter ham, hvorpaa Jon løb ud igjennem Koret, men Thrond efter ham, og fældte ham paa Marken, og hug derpaa Hovedet af ham. Jons Lig blev ført til Kongehelle, og begravet der i Klosteret, men Thrond begav sig til Birkebenerne. Hans Broder Gunbjørn og Sølve Disesøn hævnede ham, dræbte ni Mænd og hug Foden af syv.


Om Baglerne.

9. Da Baglerne havde ligget i Eikundesund, sejlede de paa femte Dag derfra forbi Jæderen til Hvitingsøerne, saa igjennem Karmsund og til Siggjevaag, og holdtes der Stævnemøde af Befalingsmændene, som overlagde, om de skulde sejle til Bergen eller længer nordpaa. De spurgte da, at Hakon Jarl var i Byen, og havde ingen Efterretning om dem; de fleste vilde derfor helst derind; men Reidar talte derimod, og vilde heller, at de skulde styre mod Kongen, og saa skete. Om Dagen lagde de til i Skaalevig, sendte saa to Skuder ind i Gravdal, hvor de grebe to Møllere, og førte dem ud til Flaaden; de fortalte dem, at Jarlen havde faaet Efterretning om deres Ankomst, og at alle Borgerne havde samlet sig paa Kristkirkegaard og rustede sig til Modstand; da blev der strax sat Sejl til og drejet ud forbi Vølenæs, og saa uden om Fenhring. Tre Lastdragerskibe, besatte med Birkebener, traf de i Vikingevaag; nogle af dem dræbte de, men andre løb op paa Øen. Mandag Aften lagde de til i Skutesund, gik op til Gaarden, spurgte om Nyt, og udgave sig for Birkebener; Bonden sagde, at han om Dagen havde ført Kong Inges Brevdragere over, og sagde dem, hvor de monne være om Natten. Baglerne fik fat paa Brevene, og bragde Kong Erling dem. Deri stod, at Hakon Jarl sendte Kong Inge, sin Broder, Hilsen, og bad ham vogte sig, da Baglerne vare paa Vejen nordpaa; “og jeg veed ikke” sagde han, “om de ville vende sig mod eder eller ej, thi de have kun en liden Hær.” Den tredie Dag efter roede de til Angergerd; det var saa stærk Modvind, at to Lastdragerskibe sejlede dem imøde med to Reb. Baglerne spurgte, at der var samlet en stor Leding i Borgund, og at der var bygget et Langskib. Om Onsdagen begave de sig paa Vejen derhen, men alle Skibene bleve drevne tilbage, undtagen Philippus Jarl med fire Skuder, der kom om Natten til Borgund, dræbte der atten Mand, tog al Ledingen, og opbrændte Langskibene. Om Torsdagen roede Kongen nordpaa til Ørene, og de laae der om Natten; her fik de Efterretninger fra Kjøbstaden nordfra, at nemlig Kong Inge vilde gifte sin Søster Sigrid med Thorgrim af Ljanæs, at Brylluppet skulde holdes om Fredagen, samt at Birkebenerne havde bygget et Langskib i Romsdalen. Da sendte de Philippus af Vegin og Thord Dokka did med to Skuder. Om Fredagen sejlede de nordpaa til Lyngvær. Philippus kom med sine Folk om Aftenen til Veøerne, og lagde ind i den yderste Vaag. Birkebenerne havde en Skude liggende i den inderste; Baglerne gjorde kun faa Mand til Fanger der, men de bemægtigede sig megen Leding, og opbrændte Skibene. Fredag Aften begyndte det at kule stærkt; Baglerne satte da Sejl til, og droge om Natten nordpaa, men da de kom til Sveigjadesund, tog Stormen saa stærkt til, at de maatte hale Sejlene ned for eet Reb; om Dagen lagde de til ved Vedø, holdt Maaltid, og raadsloge med hverandre. Da sagde Arnbjørn Jonsøn, og Reidar stemmede i med, at det var bedst at oppebie den øvrige Deel af Flaaden; thi Philippus og hans Folk vare ikke komne med; men Kongen svarede: “Heller vil jeg i Nat føre fjorten Skuder til Byen, end halv saa mange til i Morgen.” De hissede da Sejl, sejlede nordpaa, og vare komne indenfor Agdenæs om Aftenen. Nu blev det bestemt, hvor enhver skulde gjøre Anfald. Da sagde Lodin Staller: “Værer nu alle Mand uforsagte! Naar vi komme til Byen, skulle vi lægge til ude ved Øren; nu er det bedre at falde som tappre Mænd, end at jages endnu længer omkring her i Landet; de have sikkert ingen Efterretning om vor Ankomst, men ligge og sove Rusen ud, thi det kan man vel tænke, at mange have beruset sig i Mjød og Viin. Kongens Trop og hans Banner skal drage op ad det vestre Stræde, Jarlen og Arnbjørn ad det nordre, men Arnthor Foka og Simon Oxe skulle roe til Aaen, og gjenne dem, som ville svømme derover.” De gik derpaa under Sejl, og sejlede opad Fjorden, saa langt de kunde; det var mørk Nat.


Om Brevsending.

10. Hakon Jarl havde i Bergen ladet skrive tre Breve, alle af samme Indhold; det ene blev, som forhen er fortalt, opsnappet af Baglerne, det andet erholdt Kongen, det tredie kom senere. Om Løverdag Aften kom Brevet til Kong Inge, som læste det, og viste Høvdingerne det; der blev besluttet, at hele Hæren fuldbevæbnet skulde samles om Aftenen ved Gildehuset. Men da Thorgrim fik dette at vide, bad han Kongen ikke at forstyrre Gjæstebudet; han lovede, at han skulde stille Vagter ud om Natten, og meente, at Baglerne ikke torde vove at anfalde Byen, saalænge der vare saa mange Tropper samlede. Krigsfolkene vare meget drukne; det blev snart omgjort, saaledes at Hæren ikke skulde samles, men de, som fik Befaling at holde Vagt, meente, at de ikke vare pligtige at vaage mere end de andre Mænd, og drak saameget, at de vare uskikkede til alt; der holdtes paa den Maade slet ingen Vagt. Kongen sov i Sigurd Svardages Gaard.


Om Baglerne; Slag i Byen.

11. Baglerne sejlede ind ad Fjorden om Natten. De lode Sejlene falde ved Ila; der opkom et stærkt Snefog, og det blev bælmørkt; det var mod Enden af Natten; de skilte da Skibene ad, og Arnthor roede med sine Folk til Aaen; men da de kom til Mundingen af Aaen, vilde Arnthor ikke lægge op, hvilket derimod Simon og andre af Troppen vilde; de vare da nær komne i Strid sammen, men Arnthor fik dog sin Villie frem. Den øvrige Deel af Flaaden landede ude ved Øren, og drog saa op i Byen; der blev blæst Hærblæst; alt var stille og roligt i Byen; de fore da op ad Gaderne med Raab og Tummel, og brøde Husene op, men endnu var der ingen falden. Da strejfede de ud igjennem Markerne udenfor Byen, og dræbte der dem, der vilde frelse sig ved Flugt. Anden Gang gjorde Baglerne Anfald i Gaderne, og i denne Fart bleve der mange dræbte. Finngeirs Broder Thord blev dræbt udenfor sin Gaard. Thorgrim fra Ljanæs faldt i den øverste Gade med fem andre, men i det Baglerne løb frem over dem, undkom Thorgrim, dog stærkt saaret. Kong Inge sov hos sin Frille, og havde kun lidet Mandskab hos sig; da det første Krigsraab hørtes, vakte Kvinderne ham, men det var vanskeligt at faae ham vaagen, og han raabte halv i Søvne: “Hvad? hvad?” “Herre!” svarede de, “der er Ufred i Byen;” da sprang han op, og hen til Døren, og hørte Vaabenbraget udenfor; han løb da hen til Rummet imellem Husene, medens Baglerne droge forbi Gaarden. Da det nu blev stille paa Gaden, løb han ned til Bryggen, og ud i Aaen, hvor der laae nogle Skibe for Anker; han naaede hen til eet af dem, greb fat i Tovet, og vilde fare op paa Skibet, men hans linnede Brog gik op, og han blev hængende ved Tovet. En Mand paa Skibet raabte til ham: “Hæng dig ikke der i Tovet, du! men gak Om Vej!” Kongen tav stille; da greb Kjøbmanden en Baadshage, og skjød til ham, saa at han maatte give Slip paa Tovet, og han gav sig nu til at svømme. Paa samme Tid sprang mange andre ud i Aaen, nogle før, andre efter Kongen. Kongen kom lykkelig over Aaen, og gik op paa en Bakke; der faldt han, og kunde ikke vinde længer, saa udmattet var han baade af Kulde og Mødighed. Da saae han Ivar Fljodakoll komme op; “hjælp mig, Ivar!” raabte han til ham; “jeg maa først see at hjælpe mig selv,” svarede Ivar, og gik sin Vej. Noget efter kom nogle andre Mænd op af Aaen, med Baards Broder Reidulf i Spidsen; han gik hen til Kongen, og sagde: “Er I der, Herre!” “Saa kaldte I mig igaar,” svarede Kongen. Reidulf sagde: “Det er du endnu, og det skal du blive, saalænge vi begge leve.” Han tog sin Kappe af, svøbte den om Kongen, Løftede ham op, og bar ham hen paa Marken. Saaledes kom de op paa Skusaas, hvor Kongen fik Hest og Slæde og Klæder, som de højst trængte til, thi Reidulf havde ikke andet end Skjorte og Hoser. Sigvalde Karl og otte andre Mænd forsvarede sig paa en Loftsal, og de faldt alle. Kong Inges Bannerdrager, Bergsvend den Lange, blev fældet, og da Baglerne forlode ham, toge nogle Kvinder Banneret af hans Bælte. Kolbeen Verer faldt ved Gregoriuskirke med fem andre; Evind Feiler faldt paa Marken med syv andre; Kolbeen Strinef med fire andre faldt i det nordre Stræde; Halvard Lidarfare faldt selv tredie ved Korskirke. Birkebenerne havde, fyrretyve Mand stærk, samlet sig ude paa Marken, under Anførsel af Sigurd Skjalge, Ørnolf Hækel, Thorgils Sok og Thorfinn Luursvend. De fældte een af Baglerne, ved Navn Styr, ude imellem Gjærderne, og en anden, en Islænder, der hed Kolskeg, inde i Strædet. Da løb Birkebenerne mod Folkene i Gaarden; Gaarden var fuld af Bagler. Gudolf fra Blakkestad vendte sig mod Birkebenerne, skjød Skjoldet for sig, men hug med Sværdet; han traf Ørnolf i Panden nedenfor Staalhuen; Birkebenerne flygtede da bort, og de fleste kom ind i Kristkirke. Ørnolf var sprungen ud i Aaen og fandtes der død. Nogle Kvinder sagde til Baglerne, at Kong Inge var i Mariekirken; de løb da derhen, og hug i Stolperne ved Koret; Kirken blev da lukket op. To Sysselmænd, Olaf fra Krjanad og Ivar Dynales, vare derinde med syv Mand. Olaf fik et Skud i Øjet inde i Kirken, og alle bleve de dræbte. I Andreaskirken var Baard Stalpe med tre Mand; Baard blev dræbt, og viste megen Manddom. Om Søndagen, da det var blevet lyst, skiftede Baglerne Byen imellem sig i fire Dele, og ligeledes Krigsfolket til at ransage den; Kongen havde een Trop, Philippus Jarl den anden, Arnbjørn og Gudolf den tredie, Reidar og Philippus fra Vegin den fjerde; Thord og Philippus vare om Morgenen komne søndenfra til Byen. Hele Byen blev da ransaget; der fandtes mange Mænd, som alle bleve dræbte; ligeledes blev der taget en stor Mængde Gods. Om Mandagen bleve de Skibe, som de vilde have med sig, satte i Søen; Kongen førte Guldbringen, Jarlen Gjæsteskalpen, Arnbjørn Darhætten, Reidar Lyrten, Philippus Ognebranden; Klaaden og Elften og endnu et tredie Skib brændte de. Baglerne laae hver Nat ude ved Borg, men om Dagen lavede de Skibene til. Om Onsdagen blev Byttet baaret ud til Gildehuset, Torsdag, Fredag og Løverdag blev det deelt. Der vare trehundrede Ringebrynjer og gammeldags Brynhoser, og i det Hele saa meget Gods, at ingen fik mindre, end tre eller fire Mark til sin Part.


Om Kong Inge.

12. Kong Inge drog op paa Strind og landvejs til Gaulerdal; der samledes de af hans Folk til ham, som vare undkomne, saavelsom Bønder; han fik saaledes over to tusende Mand, og drog saa til Byen. Om Mandagen droge Baglerne ud til Holmen; om Tirsdagen lagde de ud til Agdenæs; de havde taget saa mange Folk med sig fra Byen, som de kunde, og fore sydpaa langsmed Landet, udbøde Leding, og toge hver Mand de kunde faae. Hakon Jarl gjorde sig strax færdig til at drage søndenfra, saasnart han erfoer disse Tidender, men da han sejlede nord forbi Stad, roede han paa Skær, og led Skibbrud, hvorved femten Mand omkom. De andre Skibe roede til, og toge hans Mænd op af Søen. Da Jarlen kom nord forbi Stim, fulgte han den almindelige Søvej. Da laae Baglernes Flaade ved Markeholmen; og da de saae deres Sejlads, roede de nordpaa, og stævnede foran dem indenfor Langesund. Jarlen lagde til i Sveggjadesund; da saae de Baglernes Skibe, men holdt sig ikke for stærke nok til at stride med dem, og roede derfor nordpaa ind ad Fjorden lige til Hammersund; Baglerne roede efter dem; da stævnede Birkebenerne ud til Ædøerne, Vinden drejede sig til Vest, de satte da Sejl til, men Baglerne vendte tilbage. Jarlen drog nordpaa, men Baglerne sønderpaa til Bergen, hvor Sverting, Thorer Brase, Ivar Guse og Erik Mare laae i Borgen. Baglerne vare om Dagen i Byen, men om Natten laae de paa Skibene, og de havde en meget stor Hær. Orm den Lange kom østenfra til Bergen med Kongedatteren Margrete, Philippus af Vegins Kone, og kort efter holdt han Vagt tilligemed Benedikt fra Gumenæsses Trop, der ligeledes var kommen østenfra; de gik med deres Mandskab op paa Bakke, og holdt Vagt der; men da Mændene i Borgen saae dem, løb de ned imod dem; Baglerne trak sig tilbage, og Orm den Lange faldt. Det hændte sig tit ud paa Aftenen, at Baglerne gjorde Anfald mod Borgen; nogle bleve da saarede, andre slagne eller dræbte.


Om Hakon Jarl.

13. Henimod Helligdagene gjorde Hakon Jarl sig færdig til at drage bort; der blev den Gang bygget store Skibe i Kjøbstaden. Jarlen drog bort, saasnart han var færdig, med fem Langskibe og tretten Skuder. Da han kom sønderpaa forbi Stad til Hindøerne, lod han alle de store Skibe blive der tilbage, men tog de tappreste Folk med sig. Andreas Dritljod sendte han tilbage med de store Skibe til Throndhjem, men selv sejlede han sydpaa med Skuderne. To Skuder, som tilhørte Baglerne, laae i Mjadmesund, førte af Martin Sodde og Kolbeen Smørred. Jarlens Flaade roede nordenfra igjennem Sognsø, og Baglerne roede da sønderpaa. Birkebenerne satte stærkt efter dem ind i Kilestrøm, Kolbeen roede paa et Skær, og Jarlen bemægtigede sig Skuden, og dræbte de fleste af Mandskabet; Martin og hans Folk bragde Efterretning til Byen. Jarlen lagde til ved Haaøerne, om Natten roede de ind i Arnefjord, bare Skibsredskaberne op i en Skov, og skjulte dem der, gik saa sønderpaa over Fjeldet, og kom næste Nat til Bergen. Baglerne havde allerede opstillet deres Mandskab; Kongen var oppe paa Mariekirkegaard; oppe paa Koperen heelt oventil, hvor Husene slap, vare der byggede Flager, indenfor hvilke der stod meget Mandskab. Jarlen og Philippus fra Vegin vare ovenfor Nikolaikirke med en stor Fylking. Om Morgenen talte de sammen, Baglerne bede Birkebenerne at gaae ned, og de svarede, at deres Dagverd var i Byen, hvilken de vilde gaae ned efter. Baglerne havde over to tusende Mand, alle vel bevæbnede, men Birkebenerne sex hundrede Mand; de havde to Bannere; det ene af disse førte Peter Steiper opad imod Jarlen. Hakon Jarl gik op mod Koper. Philippus Jarl flyede strax, da Angrebet begyndte, ned i Byen, og saa ud igjennem Strædet. Hakon Jarls Folk brede Flagerne ned, hvorpaa Baglerne trak sig tilbage. Baglerne havde i Kjøbstaden (Nideros) taget Thorfinn Luursvend og Luren Andvaage, som havde tilhørt Kong Sverre. Kong Erling befalede Thorfinn Luursvend, at han skulde blæse strax naar Jarlen kom ned, men Thorfinn kunde ikke faae nogen Lyd i Luren, og der blev ikke blæst. Birkebenerne søgte nu ned, og anfaldt Gaardene, der var da ikke at tænke paa Modstand, og alle flyede, den ene imellem den anden; men da Erling kom ned til Mariekirke, sagde Thorfinn Luursvend til ham: “Lad os løbe ind i Kirken, Herre!” Kongen tav, og gik ikke derind. Men Thorfinn løb ind i Kirken med en stor Deel af Birkebenerne, og da Jarlen kom ned til Kirkegaarden, løb Birkebenerne ud af Kirken til ham; da blæste Thorfinn saaledes i Andvaage, at det gjaldede rundtom i Murene. De Flygtende skyndte sig nu ned forbi Laurentiuskirke, og der blev en saadan Trængsel ved Kirkegaardsporten, at den ene styrtede over den anden. Der skete da et stort Mandefald. Oppe ved Laurentiuskirke faldt Thord Dokka, Benedikt fra Gumenæs og Gunne den Lange. Da gave Birkebenerne sig til at hugge ind i Dyngen af de Faldne, men en Mand raabte: “Hugger ikke! Her er af vore Folk imellem;” hvorpaa de lode være at hugge. Baglerne sprang da op og kom paa Benene, alle som kunde, mange af dem undkom, mange faldt. De løb ud paa Skibene, men Birkebenerne paa Bryggen, hvor de toge fat paa Landtovene, og trak Skibene til sig, men Baglerne værgede sig, og paa begge Sider brugte de til Vaaben alt hvad bruges kunde. Baglerne hug Tovene over, og kom paa den Maade ud, toge mange af deres Mænd op af Søen, og lagde strax ud paa Vaagen; men nogle lagde over til Munkebrygge, og toge deres Mænd ind, som vare flygtede ud af Byen. Baglerne roede da nordpaa langsmed Landet, og ind i Arnefjord, men de Birkebener, som Jarlen havde sat til at bevogte Skibene der, løb strax op i Skoven, da de saae Baglerne komme sejlende; disse bemægtigede sig nu Skibene, og fandt næsten alt Skibstilbehør. De roede strax nordpaa om Natten, med Philippus fra Vegin i Spidsen. De Birkebener, som skulde have sejlet nordpaa med de store Skibe, toge i Betænkning at roe forbi Stad, og bleve liggende i Sild, for at vente paa Medvind, men havde en Sexæring liggende paa Spejderi sønderpaa i Alvesund; men da de saae en Flaade komme søndenfra, roede de nordpaa, og berettede deres Stalbrødre, at der kom fjorten Skuder sejlende fra Sønden, hvilke de kunde kjende, at det var dem Jarlen havde ført did. De sloge da Tjeldingerne ned, og roede ind paa Fjorden; da saae de, at der vare Fjender forhaanden, og roede ind til Moldefjord; Skuderne satte nu stærkt efter dem, men da Birkebenerne kom hen til Landet, løb de derop, og nogle sprang i Søen. Baglerne anfaldt dem; der faldt Andreas Dritljod og henved to hundrede Mand. Baglerne toge Skibene med alt hvad der var paa dem, og gjorde et stort Bytte. Derpaa vendte de tilbage sønderpaa, og traf Kongen i Vikingevaag.


Om Hakon Jarl.

14. Hakon Jarl forlod strax Bergen, da han spurgte, at Baglerne havde vendt sig nordpaa; han drog op over Borgeskard, og ned i Ostrefjord, saa nord over Rødefjeld, og standsede ikke førend han kom op til Throndhjem, og der traf Kong Inge. Baglerne droge da til Bergen, og opholdt sig der nogen Tid. De deelte deres Hær; Philippus drog østerpaa med de store Skibe, men Kongen havde dem paa tyve Roerbænke og mange endnu mindre med sig; han sejlede nordpaa til Stim, og laae i Frekøsund, hvorfra han sendte nogle Skuder nordpaa til Møre, og udbød Leding af Mandskab og Fødemidler. Han tog saa mange Folk, som ham selv syntes, og hævede Landskyld langsmed Kysten af Landet. Derpaa sejlede han igjennem det nordre Sandungssund, om hvilket det hed sig, at ingen Konge kunde fare der igjennem; og sejlede derpaa til Tønsberg, hvor han kom kort før Juul, og lod der lave til Julehøjtid. Efter Juul drog Philippus Jarl nordpaa i Landet med Skibene paa tyve Roerbænke og mange Smaaskibe, og kom til Bergen. Kong Erling lod den Gang bygge et Langskib, Reidar et andet, Philippus et tredie; de vare meget større, end dem, der før havde været bygget i Norge; de havde en dobbelt Aarerad imellem Øserummene, de øverste Aarer vare tyve Alen lange, Tjeldingen skulde være over fem og tyve Alen lang, og otte Mand vare bestemte for hvert Halvrum; naar man stod nede i Rummet, da kunde kun de højeste naae op til Overdækket med en Bredøxe. Kort efter Juul faldt Kong Erling i en Sygdom, og døde. Hans død holdtes i nogen Tid skjult; hans Lig blev først bevogtet i Herberget i syv Dage, og blev derpaa ført til Olafskirke, hvor det blev staaende. Der blev da sendt en Skude nordpaa til Jarlen, under Olaf Thorasøns Befaling; han traf Jarlen i Bergen, og berettede ham denne Tidende, men Almuen indbildte man, at Danekongen vilde tale med ham. Ved Fasten kom Jarlen til Tønsberg; da blev Kongens død bekjendtgjort. Liget blev jordet i Olafskirke. Kongen blev hensat i den nordre Muur til venstre fra Alteret. Da overtog Philippus Jarl Overbefalingen over Partiet, og holdt Hæren samlet; i Tønsberg bleve de om Fasten. Erling Steenvæg efterlod sig to Sønner , Magnus og Sigurd. Sigurd var den Gang fire Aar gammel, ham havde Erling vedkjendt sig; Magnus var otte Aar gammel, Erling havde anstillet Jernbyrd, for at bevise hans Fædreneherkomst, og han gjaldt da for hans Søn. Jarlen sagde, at de i Erlings Sønner havde dygtige Mænd til at vælge dem en Konge af, hvilket hugede Krigsfolket godt. Der vexledes bestandig Breve imellem Biskop Nikolai og Philippus Jarl, der ogsaa i lang Tid havde holdt hemmelige Møder med Bønderne, især med de mægtigste. En halv Maaned efter Paaske sejlede Baglerne med hele deres Hær over til Sarpsborg, og havde Steenvægs Sønner med sig; der blev da stævnet til Borgething; Biskop Nikolai kom did. Thinget blev holdt paa Mariekirkegaard, Biskoppen var i Kirken med de mægtigste Bønder og dem, som havde mest Indflydelse; han talte der med dem, og fik dem alle til at samtykke i det Kongevalg, han foreslog. Paa Thinget talte Reidar, og forklarede dem Nødvendigheden af at antage en Høvding over Partiet; “og dertil,” sagde han, “have vi god Lejlighed, da Erling Steenvæg efterlader sig to Sønner , af hvilke den kan tages til Konge, som Hæren synes bedst om.” Disse hans Ord vandt Bifald. De mægtigste Bønder og de, som havde mest at sige, vare i Kirken; der blev derfor sendt Bud efter dem, og da de vare komne paa Thinget, tog een af dem til Orde, og talte saaledes: “Sandt er det,” sagde han, at det er højst nødvendigt at vi vælge os en Høvding alle tilsammen; vi Bønder have nu overlagt med hverandre; det synes os ikke at være Barneværk, at tage mod denne vanskelige Stilling; vi mene, at det maa være en Mand, der baade besidder en god forstand, og er øvet i at anføre en Hær, saavel som dygtig i Lov og Ret; vi ville have een til Konge, som kan være os til Forsvar, og en saadan kunne vi faae, thi vi kunne aldrig mangle en dygtig Høvding, da vi have Jarlen, en Søstersøn af Kong Inge Haraldsøn, den bedste Konge i Mands Minde; han er bekjendt for sine fortrinlige Egenskaber, og ham ville vi give Kongenavn, om eder saa tykkes.” Da svarede Lodin Staller: “I Bønder have vel Ret til at raade for Kongevalget, men Krigsfolkene saae helst, at en Søn af Erling blev taget til Konge, een af dem, hvilken man syntes bedst om.” Bønderne svarede: “Hvis I ikke ville tage den til Konge, som vi ville have, saa ville vi ingen vælge, og heller ikke forbinde os til at yde eder nogen Hjælp.” Og da det var kommet saa vidt, mærkede Krigsfolkene Nok, at de intet kunde udrette; og det blev da besluttet med alles Samtykke, at man skulde lade Bønderne raade. Erland fra Huseby i Hegne gav Philippus Kongenavn, en anden Bonde stod op, og tildømte ham Leding og Skibsudredning; derpaa gik man ombord. Næste Morgen sejlede de tilbage til Tønsberg; derpaa sendte de sexten Skuder nordpaa, under Anførsel af Arnbjørn Jonsøn, Endlide Hegre, Nikolai Botolfsøn, Arndor Foka, Gyrd Benteensøn. Paa denne Tid døde Philippus fra Vegin; han fik en Rørelse, laae kun en kort Tid, og blev begravet i Olafskirke.


Om Birkebenerne og Baglerne.

15. Det samme Foraar gjorde Birkebenerne sig færdige til at drage nordfra; de havde meget store Skibe, som de havde ladet bygge i Kjøbstaden (Nideros); tre af dem havde mere end tredive Roerbænke, og mange havde tyve. De havde en meget stor Hær, og sejlede til Bergen. Da udsendte de fjorten Skuder paa Spejderi sønderpaa under Anførsel af Thorsteen Gemser og Svend Næpa, men Kongens og Jarlens Folk sejlede bagefter med de store Skibe lige til Hvitingsø. Baglerne sejlede østenfra til Sæløerne; da spurgte de, at Thorgils Fudhund var paa Veggje, og havde draget Leding sammen. Der blæste en svag Nordenvind; de roede nordpaa om Morgenen ved Solens Opgang; alle Skibene skulde mødes i Hitre. Der ankom de omtrent Klokken sex om Morgenen; men Arndor roede længer nordpaa, og da han kom udenfor Aamundingen, kom Birkebenerne imod dem med to Skuder. Arndor drejede da af, og kom til Seglevik, og Birkebenerne vendte nordpaa forbi Haadyre. Baglerne roede ind til Sogn, og lagde op i Aaen med hele deres Flaade. Derfra sendte de tre Skuder nordpaa paa Spejden, og da disse kom til Selvaag, spurgte de, at Birkebenerne laae med tolv Skuder i Eikundesund; Baglerne roede da nordpaa forbi Haadyre; da saae de Birkebenerne komme nordenfra med fjorten Skuder, drejede da af, men Birkebenerne forfulgte dem. De Mænd, der holdt Vagt, saae hvor Baglerne roede; Arnbjørn styrede da ud af Aaen, og opsatte sit Banner; men da Birkebenerne saae det, troede de, at det var Baglernes Hovedhær, drejede af, og roede nordpaa, men Baglerne satte efter dem; Birkebenerne løb paa Land op i Svavevig, men Baglerne efter dem, og forfulgte dem; med Birkebenerne var en stor Deel af Ledingshæren; der faldt mange af dem; ogsaa Svend Næpa og Erlend Tjovekappe faldt, men nogle fik Fred. Baglerne toge alle Skibene, og vendte sig strax igjen østerpaa; da blev det berettet dem, at Birkebenernes Hær laae ved Hvitingsøerne; Baglerne sejlede da Dag og Nat østerpaa til Tønsberg, men Birkebenerne droge nordpaa, og traf Kongen ved Hvitingsøerne med de store Skibe.


Om Baglerne, hvorledes de forlode Skibene.

16. Kort efter gjorde Baglerne sig færdige til at sejle østenfra med alle deres Skuder, hvoraf de havde fem og tredive, under Anførsel af Nikolai fra Liste, Erling Vik, Orm Skutelsvend og Knør Hattspjør; da de kom nordpaa til Helgesund, fik de Efterretning nordenfra, at Birkebenerne vare sejlede nordenfra forbi Jæderen; da vilde Nikolai sejle tilbage østerpaa, men Orm satte sig derimod, og de tøvede hele Dagen til Aften. Om Natten sejlede de østerpaa, og lagde om Morgenen til ved Portyrja; det var meget mørkt og de mærkede det ikke, førend Birkebenerne sejlede forbi Havnen. Baglerne skyndte sig da at faae Tjeldingerne af, drejede østerpaa ud af Havnene, satte Sejl til, stævnede indenfor Aur og videre ind i Fjorden. Birkebenerne vare da komne efter over Fjorden; Baglerne sejlede bagefter, og lagde ind til Stavern. Birkebenerne sejlede ind til Sund, men tre af Baglernes Skuder undkom. Bjorolf Baad, og Erik, Berg og Skæring bragde Efterretning til Kongen, der strax lod hele Hæren blæse op til Hauge, hvorpaa han spurgte dem, hvilken Beslutning de nu vilde tage, om de vilde gaae ombord, og stride med Birkebenerne, eller de vilde bie der i Byen; da, sagde han, maatte de stride med Overmagten, men de kunde ogsaa søge op i Landet, og det ansaae han for det bedste. Da svarede Arnbjørn Jonsøn: “Lader os gaae ombord paa de tre store Skibe, og forsvare dem paa det tappreste; de ville ikke saasnart blive tagne, skjøndt vi have færre Folk.” Dette Raad syntes man vel om, og gik ombord. De bestege ogsaa det store Skib, som Philippus havde ladet bygge, og som var det største af dem alle; Arnbjørn med sin Trop var fremmerst paa dette. Birkebenerne lagde til ved Rossenæs, og iførte sig deres Rustning; saasnart de vare færdige, lavede de sig til at roe mod Fjenden, men strax da de kom i Pileskuds Afstand, flyede Baglerne; de søgte op, udaf Byen, saa op over Frodeaas, og mistede kun en eneste Mand, ved Navn Thorbjørn Skeif. Birkebenerne toge alle Skibene, samt meget andet Gods, thi Baglerne flygtede hovedkulds. Birkebenerne opholdt sig der nogen Tid, førend de forlode Bergen, blev det betænkt, at Dagfinn skulde blive liggende i Borgen; han vilde have to hundrede Mand, men man sagde, at han behøvede ikke saa meget Mandskab; da tilbød Sverting at forsvare Borgen med hundrede Mand, og det blev endelig bestemt, at Ivar Bodde og Erlend Slidre med alle deres Folk skulde blive liggende der. De Bagler, som førte Skuderne, stævnede nordpaa langsmed Landet; de spurgte, at der kom Birkebener nordenfra med to Skuder, nemlig Jørunds Broder Olaf og Olaf Smørmave, som havde Sysselet paa Vester-Agde. Baglerne naaede dem, og dreve nogle op i Trymlingerne, andre hen ved Flostergafl, og dræbte de fleste. Nikolai fra Liste gav begge Olaverne Fred; men da Krigsfolkene mærkede det, anfaldt de dem, og dræbte dem. Baglerne sejlede saa nordpaa, og da de kom udenfor Jæderen, traf de en Englandsfarer, som de plyndrede, og fik der et stort Bytte; et andet Skib toge de i Kormt; det var ogsaa en Englandsfarer. Saa sejlede de videre frem til Bergen, og da de roede til Byen, deelte de Flaaden; nogle roede hen til Tolovig, men nogle lagde til henne under Borgen, og de gik nu fra begge Sider imod den. Birkebenerne gik ud imod dem, Baglerne anfaldt; Besætningen var kun svag, saa Birkebenerne trak sig tilbage fra Murene, og løb ind i Hovedborgen. Baglerne kom op paa den yderste Muur, og indtoge den, men da de saae, at de, saaledes som Sagerne stode, ikke kunde indtage Hovedborgen, saa stak de Ild paa den ydre Deel af Borgen, og besatte Kastellet med deres Folk. Birkebenerne havde Mangel paa Drikkevarer i Borgen; Baglerne passede paa, at de ikke kunde komme bort; og saaledes bleve begge Partier liggende en Stund. Kong Philippus og de Folk, som vare drevne op i Land ved Tønsberg, droge ad den øvre Vej igjennem Oplandene, og kom ned i Sogn; der fik de Efterretning om deres Folk i Bergen, fik sig nogle Skibe, og sejlede til Bergen. Men da Birkebenerne slet ikke havde mere at drikke, bade de om Fred, og tilbøde at overgive Borgen. Kong Philippus gav dem Fred, og bestemte, at hver skulde beholde det Gods, han ejede i Borgen, men hvad der tilhørte Kongen skulde deles imellem Krigsfolket. Da Borgen blev overgivet, og Besætningen gik ud, gjorde alle Ed paa, at han ikke bar mere ud end hvad der tilhørte ham. Der i Borgen var Kong Sverres Datter Kristine, og Kong Inges Broder Skule; ligeledes Dagfinns Kone Margrete, og Thorsteen Heimnesses Kone Gudrid, i alt vare der fyrretyve Kvinder. Baglerne besatte da Borgen, og fik der mange Levnetsmidler, men ubetydeligt af andet Gods. Om Torsdagen satte de Ild paa Borgen, men Fredag Aften og hele Løverdagen gave de sig til at bryde den ned; da fik de Efterretning om, at Hakon Jarl var paa Vejen østenfra, og de lagde da med hele Hæren ud til Florevaag. Birkebenerne brændte alle de store Skibe i Tønsberg; Guldbringen førte de med sig. Men da de spurgte, at Baglerne vare dragne nordpaa, deelte de Flaaden; Kongen blev tilbage med de større Skibe, men Jarlen sejlede nordpaa med Skibene paa tyve Roerbænke og Smaaskuderne. Det var Nordenvind, og Baglerne tænkte nok, at den var Jarlen imod. Om Mandagen sejlede Baglerne ind til Borgen, og lode alle Borgerne blæse sammen for at nedbryde Borgen; om Tirsdagen lagde de ud af Byen sønderpaa til Sundsvaag. Om Onsdagen blæste Vinden fra Sønden; da sejlede Jarlen nordpaa, men da han kom til Hardsø, saae Baglerne det, og roede imod ham; Jarlen tænkte de vilde stride med ham, og lod Sejlene falde, men da Baglerne kom paa Skudvidde, drejede de udad tværs over Fjorden. Birkebenerne roede ud efter dem, men Baglerne kom dog bort. Birkebenerne sejlede nu nordpaa til Bergen, og da de vare komne der, bleve de haardt irettesatte, som havde opgivet Borgen. Dagfinn drev meget paa, at man igjen skulde sætte den i Stand, og det blev besluttet at lade Borgerne blæse sammen, for at de Dag for Dag kunde arbejde paa at rejse Borgmuren. Nu faldt det Jarlen ind, at Kongen maatte finde sin Mandestyrke øster i Vigen altfor liden; han beredte sig da til at drage nordenfra, men lod Peter Steiper og Dagfinn blive tilbage til at bevogte Borgen, da han selv foer bort.


Om Kong Inge og Baglerne.

17. Kong Inge sejlede fra Tønsberg ind til Oslo med fire Skibe, Ognebranden, Guldbringen og to andre. Han opholdt sig der nogen Tid. Baglerne fik god Bør nordenfra, men da de kom til Trymlingerne, spurgte de, at Kong Inge var i Oslo; de sejlede da ind og laae ved Ormø, og agtede at anfalde Kongen; siden sejlede de ind til Hovedø. Det var paa den Tid, da Folk vare komne til Skytningsgilderne; der blev blæst i Byen, Birkebenerne løb ombord, trak Skibene ud og lagde dem for Anker; Baglerne lagde imod dem, og hug Tovene over; det var haardt Vejr, saa de store Skibe dreve ind til Frysje, indtil de alle kom paa Grund; Kongeskibet var alene for sig. Da gjorde Baglerne et meget djærvt Anfald, og begge Parter brugte alle de Vaaben, de havde. Kong Philippus lagde nærmest til med sin Skude; Birkebenerne kastede Stavnleer over paa den, og droge den til sig; da sprang Kongen og hele Mandskabet overbord; otte Mand faldt. Kongen blev taget op af Vandet af sine Mænd. Baglerne roede da bort og ind til Byen, hvor de toge fem Lastdragerskibe, fyldte dem med Ved, Næver og Halm, stak Ild i dem, og lod det drive ind paa Fjendens Skibe; men Birkebenerne holdt dem fra sig med Baadshager, og fik dem drevet ind paa Grund. Baglerne roede om Aftenen ud til Hovedø; Vejret sagtnedes; og da Floden kom, bleve Birkebenernes Skibe flot; de roede til Byen, og lagde sig for Anker om Natten. Om Morgenen fattede Baglerne den Beslutning at drage til Tønsberg, at tage Handelsskibe der, og saa igjen at stævne mod Birkebenerne, da kunde de vel maale sig med Fjenden; de toge der to Kogger og syv Østfarere, sloge Skibsskjermene fra, borede Huller til Aarerne, og lagde Brædter over Roerbænkene; derpaa fyldte de dem med Steen, og førte dem ud paa Fjorden. Birkebenerne kom da sejlende indenfra ud af Fjorden, men Baglerne kom imod dem udenfra, men da de første kom dem i Skudviddes Afstand, drejede de andre tværs ud paa Fjorden, og de skiltes i en Hast fra hverandre. Birkebenerne lagde til ude i Marfjord, og laae der for Anker, men Baglerne inde ved Bryggen. Birkebenerne havde kun lavt Vand; om Morgenen lode de Skibene drive; da raabte de, og bade Smjorkes Frænde at rømme Havnen. Baglerne lagde da ud af Havnen, og vendte Stavnene mod Næsset; Birkebenerne derimod roede tilbage østerpaa, lagde til ved Stavern, og lagde sig der igjen for Anker. Baglerne fulgte efter dem, og alt gik som forhen. Om Morgenen vare begge Partier paa Land; da saae de, at der kom Skibe sejlende vestenfra forbi Grenmar, ikke færre end tredive; Baglerne begyndte da at yttre deres Mismod, thi de frygtede, det var Jarlen. Birkebenerne sagde: “Hvad nu, Bagler! seer I noget komme sejlende? værer rolige, lader os alle blive liggende sammen, vi har ikke noget at være bange for.” Baglerne lode, som de ikke hørte det, hissede deres Sejl, sejlede efter over Folden, lagde til ved Astesholmene, og laae der nogle Nætter. Skibene, de havde seet, vare nogle Lastdragerskibe. Faa Dage efter kom Jarlen nordenfra, opsøgte Kongen, og drog nu med hele Hæren til Tønsberg, hvor de bleve om Høsten. Baglerne holdt nu ogsaa Raad; de sejlede bort om Morgenen tidlig, og kom om Aftenen til Trymlingerne, hvor de traf en heel Deel Lastdragerskibe, som vare komne nordenfra; da spurgte de, at Jarlen var sejlet østerpaa, samt at Peter Steiper og Dagfinn vare i Bergen, og lode Borgen istandsætte; Dagfinn lagde al Vind derpaa, thi han havde da Sysselet over Hørdeland, Peter derimod brød sig ikke noget derom, men var bestandig ovre ved St. Hanskirke, hvor hans Kone Ingeborg var. Hakon Jarl skjøttede heller ikke meget om at bryde sig med Borgens Opbyggelse. Baglerne sejlede nordpaa saa hastig de kunde; de laae i Eldøsund, roede derfra om Aftenen, sejlede hele Natten, og kom før Dag til Byen; de sprang nu af Skibene, og ind i Byen, op ad Gaden, men nogle af dem ovenfor Byen. Dagfinn var med sin Trop i Borgen, og de mærkede strax da Fjenden kom ind i Byen, og blæste strax Hærblæst. De Birkebener, som vare i Byen, vilde til Borgen. Baglerne kom imod dem, og fældte der elleve Mand. Peter løb op, ud af Byen med sin Trop. Baglerne omringede Borgen, og biede paa, at det skulde blive lyst, og da det var blevet Dag, gjorde de Anfald paa Borgen. De tilbøde Dagfinn Fred, men han svarede, at han behøvede den ikke; nu skete der et heftigt Anfald. Birkebenerne værgede sig vel og mandig; da satte Baglerne Ild paa Borgen; Birkebenerne lede da meget af Røg og Træthed; de vare ogsaa alle meget saarede; de udgjorde kun fem og tyve Mand. Dagfinn bad om Fred for dem, men Baglerne svarede, at de behøvede den ikke mere nu, end i Morges. Derpaa lode de hente Kirkestiger nede i Byen, satte dem op til Borgen, og saaledes steg man nu op. Da lod Dagfinn Drengen Hakon, Kong Hakons Søn, hisse ned i et Tov, bad dem om at give ham Fred, og medgav ham et Sværd med Tilbehør, som han sendte sin Maag Gyrd den Skjalge. Gyrd tog imod det altsammen, baade Drengen og Sværdet. “Gak, til Kongen,” sagde Dagfinn, “og see, at du kan skaffe os Fred.” Gyrd gjorde det; han bad Kongen at give Dagfinn Fred, og bød al sin Ejendom til Borgen for ham. Kongen lod da blæse til Huusthing, og sagde, at Baglerne skulde bestemme, om de skulde have Fred; alle talte derimod. Men Gyrd blev ved at bede. “Gak hen,” sagde Kongen, “og bed Dagfinn komme hid og faae Fred.” Gyrd sagde det til Dagfinn, men han svarede: “Jeg vil ikke tage mod Fred, uden vi alle faae den.” Gyrd sagde det til Kongen. Denne bad nu Krigsfolket at give dem Fred, og sagde, det var dog ingen Ære for dem at dræbe nogle faa Mænd, der desuden vare i saa slet Forfatning. Der blev da tilstaaet dem Fred; de skulde gaae ud uden Vaaben og Overkapper; Dagfinn alene beholdt sin Staalhue. De gik da ned i Bispegaarden, og aflagde Troskabsed til Kongen. Den næste Dag blev hele Borgen nedbrudt, og Steen for Steen baaren bort. Baglerne opholdt sig en halv Maaned i Byen, og droge saa til Throndhjem; der blev Philippus taget til Konge paa Ørething. Den Gang var der en saadan Hungersnød i Throndhjem, at de efter Vinternætterne igjen droge bort sønderpaa langsmed Landet; de sendte nogle Skuder længer sydpaa for at spejde, under Anførsel af Bjørgolf Baad, Birger fra Stange og Brynjolf Nef; de havde spurgt, at Peter var i Stavanger. Baglerne lagde til ved Moster, og spurgte, at Peter Steiper ikke var i Byen om Natten, men at han opholdt sig der om Dagen. De roede da ud til Hersile, men der fik de Modvind, og maatte ligge der i fire Dage. Saa roede de videre frem til Fjørbyrjesund og ind i den indre Vaag. Peter Steiper var med sin Trop gaaet til Ottesang og hørte paa Formessen; der faldt et Snefog, som formørkede Luften saa meget, at de intet bleve vaer, førend Baglerne forlode Skibene; da saae Birkebenerne det, og sagde det til Peter, som strax gav sig til at løbe ud af Byen tilligemed alle de andre. Baglerne løb efter dem, og dræbte ni Mand. Peter kom de saa nær, at han maatte kaste sin Kjortel og sit Bælte; Bæltet fandt Baglerne ikke, men Kjortelen bragde de hjem til Byen. Kongedatteren troede, at Peter var falden, indtil man bragde hende Efterretning om at han var undkommen. Baglerne bleve der Natten over, og sejlede saa til Bergen.


Om Kongen og Jarlen.

18. Kongen og Hakon Jarl droge bort fra Vigen, og kom nordpaa kort før Juul. De laae længe ved Sæløerne, men da Baglerne fik Efterretning om Birkebenerne, droge de fra Byen, og laae om Natten i Baardesund, og roede om Dagen efter til Hvisvig; det var Søndenvind; Birkebenerne sejlede da hen, og lagde til i Eldøsund. Da spurgte de, at Baglerne vare søndenfor Stord, hvorpaa de roede sydpaa med alle de lette Skibe. Jarlen lagde om Aftenen til ved Titolfsnæs, og spurgte der, at Baglerne ikke vare sejlede forbi. Baglerne roede om Natten sønderpaa, og meente, at alle Birkebenerne maatte ligge sammen i Eldøsund; de roede da om Natten til Titolfsnæs. Arnbjørn kom først med fire Skuder; da blev Birkebenernes Vagt det vaer, og raabte: “Tjeldingerne ned! her er Ufred forhaanden.” Baglerne kom dette underligt for; de lode Skuderne løbe hen forbi Havnen, saae da at der brændte flere Ild paa Landet, og ved deres Skin ogsaa Skibene, hvorpaa de trak sig noget tilbage. Da raabte Bjørgolf Baad til de andre: “Hvad er dette for Folk?” sagde han. Birkebenerne havde da travelt med at tage Tjeldingerne af og lægge Masterne ned, og de svarede intet. Bjørgolf raabte anden og tredie Gang; da svarede en Mand: “Raab ikke saa, raab ikke saa, Menneske! du faaer det nok at vide.” Nu mærkede Baglerne nok, at det maatte være Birkebener, grebe til Aarerne, og roede udad; da var ogsaa den øvrige Deel af deres Flaade kommen ud for Havnen; Birkebenerne roede efter dem, og lode Lurene lyde, men Baglerne roede ligesaa stærkt; det var saa mørkt, at de ikke kunde kjende hver andre, og Skibene foer næsten frem imellem hinanden. Baglerne roede ud langsmed Landet, men Birkebenerne stævnede ind paa Fjorden; de kom saaledes fra hinanden, og Birkebenerne vidste ikke, hvor Baglerne vare blevne af. Peter kom da til dem i Eikundesund, og havde en Skude; han roede hen mod Reidar Sendemands Skib; da raabte en Mand fra Peters Skib: “Hvorfor roe I Djævle her foran os den hele Nat?” tog en Steen, kastede den, og ramte den, der sad i Forrummet paa Reidars Skib; men de bleve ved at roe, og ingen af Peters Folk kjendte dem. Reidar roede med sine Folk indenfor Moster; ligesaa Helge Birgersøn. Arndor Fokn vendte tilbage nordpaa og ind i Teknafjord, og der løb de paa Land. Birkebenerne lagde ind i Havnen, og oppebiede der Dagen. Om Morgenen dreve Birkebenerne Sørkver Snaps Broder Arnbjørn op paa Vadilsø, og han faldt der med fire andre. Birkebenerne sejlede deres Vej nordpaa til Bergen. Baglerne kom om Morgenen med deres Flaade til Haugesund, hvor der ankom Sendebud med Breve fra Biskop Nikolai til Kongen. Kongen lod Brevene oplæse; de indeholdt, at Birkebener og Bagler skulde slutte Forlig, og ingen tilføje den anden Skade; den Gang var der ikke længe til Juul. Baglerne fordeelte deres Folk Julen over paa Agde, og sejlede derpaa til Tønsberg, hvor de forbleve om Vinteren. Biskop Nikolai var Sommeren forud draget til Throndhjem til Ærkebiskop Thorer; de overlagde da med hinanden, at de af al Magt skulde bestræbe sig for at tilvejebringe Forlig imellem Birkebener og Bagler; Biskop Nikolai vendte da tilbage østerpaa, og der begyndtes nu paa en Brevvexling. Om Foraaret drog Biskop Nikolai ud til Tønsberg til Philippus, og de holdt Stævnemøder med hinanden. Kongen sagde da: “Hvad gaaer det ud paa, Herr Biskop! det Forlig, som I søger at bringe i Stand?” Biskoppen svarede: “Det begynder dermed, Herre! at siden I ere tre Høvdinger, skal hver have sin Trediedeel af Landet; I, Herre! skal have Vigen og Oplandene, hvilket rigtig nok ikke vejer op imod Throndhjem; men der hersker nu Dyrtid og Hungersnød, og her ere gode Aaringer. Ærkebispen og jeg have betænkt, at I skal ægte Kong Sverres Datter Kristine, som er af den bedste Æt i Norge; skete det da, at I fik Sønner, saa vilde man ikke gjøre stort af Baard Guttormsøns eller Folkvid Lavmands Æt; det er længe faldet os tungt at stride mod Birkebenerne, men vil I for det første give eders Samtykke hertil, saa kunne vi vel mage det saa, at de en anden Gang tilstaae os mere.” Kongen fandt det antageligt. Nu rejste Biskoppen op til Bergen med et udvalgt Følgeskab, fik Samtale med Kong Inge og Hakon Jarl, fremsatte dette Ærende for dem, og sagde: “Vor Frænde Philippus vil nu efter mine derom gjorte Forestillinger ophøre med al Fjendskab imod eder; han synes vel om at besvogre sig med eder, hvis I ville give ham Kong Sverres Datter Kristine til Ægte; og han vil da, Herre! være eder til megen Hjælp i hvad I kan forlange af ham.” Kongen og Jarlen syntes just ikke at ville gaae ind paa dette Forslag, og sagde, at der vilde intet Forlig kunne tilvejebringes, med mindre Kong Inge blev ene Konge over Landet. Biskoppen talte herom saa lempelig som muligt, og vidste saa smaat at faae dem paa sin Side; de enedes endelig om, at Philippus skulde have Møen, hvis det var hende med, og saa meget af Landet, som Kong Sverres Broder Erik Jarl havde haft, samt den Titel, som Kong Inge vilde tilstaae ham. Birkebenerne tyktes vel, at Biskoppen tog alt dette i en vidtløftigere forstand, end de tænkte at samtykke, men det kom dog saa vidt, at Sagen blev fremsat paa Thingene, og Biskoppen anbefalede den. Birkebenerne udstedte vel adskillige trudselfulde Ord, befalede Nidingen at tie stille, og sagde, at han var ligesaa troløs nu, som før; men Biskoppen gav ikke Agt paa hvad de sagde. Ærkebiskoppen var da ogsaa kommen fra Throndhjem, og gjorde sig ligeledes megen Umage for at bringe Forliget i Stand; det blev da afgjort, at der for at afslutte det skulde holdes et Møde ved Hvitingsøerne, hvortil begge Partier, saavel som Ærkebiskoppen og Biskop Nikolai, skulde indfinde sig. De mødtes der om Efteraaret; Birkebenerne laae ved Hvitingsø, men Baglerne ved Nautø, der sendtes Underhandlere imellem dem, og derpaa mødtes de selv. Birkebenerne vare langt mandstærkere, end de andre; Biskopperne talte, og fremsatte Vilkaarene for Forliget; det gik da, som tit plejer at skee, at begge Parter tyktes deres Ord noget anderledes fortolkede, end deres Mening var. Birkebenerne tilkjendegave da deres endelige Beslutning, at Philippus ikke skulde have Land nordpaa længer end til Rygjebit, og sønderpaa ikke længer end til Svinesund; han skulde ogsaa nedlægge Kongenavnet og føre den Titel, som Kong Inge vilde tilstaae ham. Dette Forlig blev edelig bekræftet, saavel som og, at de Manddrab, som det ene Parti havde begaaet paa det andet, skulde ingen af dem hævne eller kræve Bøder for, ligesaa lidet som for den Skade paa Gods og Ejendom, som de havde tilføjet hverandre. De aflagde da Ed paa dette Forlig; først Høvdingerne, Kong Inge og Hakon Jarl og Philippus, saa Leensmændene og Sysselmændene, to Tylfter paa hver Side; og Thinget sluttedes med, at der blev lovet Fred og Tryghed, hvorved Gunnar Grynbag førte Ordet. Næste Dag fæstede Philippus Kongedatteren Kristine. Da rejste der sig Klagemaal paa begge Sider af de Mænd, som intet Gods besade, skjøndt de havde Hæderstitler, og der blev besluttet, at man næste Foraar skulde gjøre et Tog til Syderøerne, for at erhværve sig Gods; Mænd dertil udvalgtes af begge Hære. Ogsaa Peter Steiper og Reidar Sendemand, som var gift med Kong Magnuses Datter Margrete, toge da deres Bestemmelse; de vilde nemlig drage ud til Jorsaleheim. Efterat alt saaledes var afgjort, droge Baglerne østerpaa, men Birkebenerne til Bergen. Baglerne kaldte imidlertid Philippus Konge, ligesom før. Om Foraaret efter sendte han to Skuder til Bergen, for at hente Kongedatteren Kristine; de førtes af Eisten Roesøn, Hamunde Bust og Grunde Skatmester; Kongedatteren drog med dem øster til Vigen. Philippus holdt sit Bryllup i Oslo; til dette kom fra Gøtland Kong Sverres Enke, Dronning Margrete, en Datter af Kong Erik den Hellige; hun var ogsaa Moder til Kristine. Samme Sommer foretoges Vikingetoget til Syderøerne af Thormod Thasram, Thormod Fylbeen og Ospak den Syderøske, disse vare af Birkebenernes Parti, og af Baglernes vare Erik Tovesøn, Erik og Erlend Pig, Berg Møl og Nikolai Gille. De havde tolv Skibe. Et Aar sildigere forlode Peter Steiper og Reidar Landet med to Skibe, og kom aldrig mere tilbage.


Styrkars Fald.

19. Det samme Aar som Erling Steenvæg døde, droge Baglerne bort før Juul øster til Vigen, men de Mænd, som meente at have nødvendige Forretninger, bleve tilbage. Sørkver Snap var draget ind til Hardanger, og sejlede igjen derfra sønderpaa paa en lille Skude med tolv Mand. Den Gang havde Styrkar Stagnaal Leen paa Rogeland; han fik Efterretning om Sørkvers Rejse, og sejlede hen at lede ham op. De saae hinanden ved Bardholmene; Styrkar roede efter dem, og drev dem sønderpaa til Karmsund; Natten faldt paa, Styrkar lagde til ved Bæ, satte Skibet op, og gik hen til Huset, hvor han og hans Folk lagde sig i Stuen. Sørkver vendte tilbage med sine Folk, og ledte efter dem, lagde til ved Bæ, og kjendte Styrkars Skib, hvorpaa ogsaa de gik til Gaarden. Sørkver gik først ind i Stuen, greb to Spyd, løb ud med dem, og befalede sine Folk, at gjøre Anfald, da de vare mandstærke nok; de toge da en Slæde, og stillede den for Døren; Styrkars Folk sprang op, og grebe deres Vaaben; de troede, der vare mange Folk udenfor, og prøvede derfor ikke paa at gaae ud, men stillede et Bord op ved Vinduet, og nogle slap ud derigjennem. Baglerne brøde Hul paa Stuen, kastede Steen ind, og toge derpaa Næver, tændte Ild deri og holdt det i Vinduet, saa det blev lyst i Stuen; nogle bleve da saarede, men mange dræbte. Styrkar og sexten andre faldt; Sørkver blev saaret; ni Mand gave de Fred.


Om Smeden og Odin.

20. Den Vinter efter Juul, førend den Sommer, da Forliget blev sluttet, boede der en Smed paa Næs. En Aften kom der en Mand ridende til ham, bad ham om Huusly, og at han vilde skoe hans Hest. Bonden lovede det; de stode op endnu længe før Dag, og gave sig til at smede. Bonden spurgte: “Hvor opholdt du dig forrige Nat?” “I Medaldal,” svarede Gjæsten, nemlig i den nordlige Deel af Thelemarken. Smeden sagde: “Du maa være en stor Løgner, thi det er reent umuligt.” Derpaa gav han sig til at smede igjen, men det vilde ikke ret gaae ham fra Haanden. “Aldrig har jeg smedet saaledes før,” sagde han. “Smed du kun, som det selv vil gaae,” sagde Gjæsten, og Hesteskoene bleve større, end han nogensinde før havde seet dem, men da de bleve lagte paa, passede de fuldkommen Hesten; de skoede den da. Da sagde Gjæsten: “Du er en usnild og uforstandig Mand, hvorfor spørger du ikke om noget?” Smeden sagde: “Hvem er du? hvor kommer du fra? og hvor skal du hen?” Den anden svarede: “Jeg har Været nordpaa i Landet, og har opholdt mig længe i Norge, men nu agter jeg mig over til Sverrig; jeg har nu længe været til Søes, men nu faaer jeg vænne mig til at ride en Stund.” Smeden sagde: “Hvor agter du dig hen til Aften?” “Øster til Sparmark,” svarede den anden. “Det er ikke sandt,” sagde Bonden, “derhen kan man næppe ride i syv Dage.” Den Fremmede steg nu til Hest. “Hvem er du?” sagde Bonden. Den anden svarede: “Har du hørt tale om Odin?” “Hørt ham nævne har jeg,” sagde Bonden. “Nu seer du ham for dig,” sagde Gjæsten, “og hvis du ikke vil troe hvad jeg har sagt dig, saa betragt nu en Gang hvorledes jeg med min Hest sætter over Gjærdet.” Hesten veg tilbage; da satte han Sporerne i Livet paa den, og den sprang over Gjærdet uden at røre det, skjøndt det var syv Alen højt. Han saae aldrig til ham siden. Fire Dage efter holdtes Slaget ved Lenar imellem Kong Sørkver og Kong Erik. Denne Begivenhed fortalte Smeden selv Philippus Jarl den samme Vinter i Tønsberg, og vi have den fra En, som den Gang hørte derpaa. Gaarden hedder Pislar, og Bonden, som gjorde Hesteskoene, hed Thord Vetter.

...