Hamder (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


38. Hamder


1.
For Dagen kom der
En sørgelig Daad,
Alfernes Glæde
Standsed i Graad;
Ved Morgengry,
Naar Dag fremstunder,
De sørge med Mennesket
Over hans Onder.


2.
Ej var det idag l
Ej heller igaar,
Men siden forløb
Der mange Aar,
I Oldtid og midt
I denne atter
Var det, da Gudrun
Gjukes Datter
Sønnerne sine,
Den unge Trop,
Til Hævn for Svanhilde
Eggede op.


3.
"Den Søster, I havde,
Svanhilde hun hed,
Paa alfar Vej
Blev trampet ned
Af Jørmunreks Heste,
Sorte og hvide
Og graa, som Gother
I Løbet ride."


4.
Thi føle I Konger
Nu Sorgens Vægt,
Kun I er tilbage
Af al min Slægt;
Som Aspen i Skoven
Jeg stander alene,
Frænderne fældes
Som Fyrrens Grene,
Glæderne røves
Som Løv fra Stammer,
Naar Bygen en lummer
Dag dem rammer."


5.
Da svarede Hamder
Med frejdigt Mod:
"Ej syntes Dig Høgnes
Daad saa god
Hiin Dag, da Sigurd
I Søvne blev vejet,
Mordernes Latter
Du hørte paa Lejet."


6.
"I Mandens Blod
Dine Bolstre laae,
De Vølundskvævede
Hvide og blaae;
Sigurd var død,
Over Liget Du hængte
Frydløs; med Sligt
Dig Gunnar betænkte.


8.[1]
Ved Mordet paa Erp,
Ved Eitils Drab
Du tænkte at volde
Atle Tab:
Dig selv dog værst
Var denne Færd!
Saalunde til Andres
Fald Enhver
Bør svinge i Dysten
Det skarpe Sværd,
At ikke det kommer
Ham selv for nær."


9.
Da talte Sørle,
Forstand var hans Gave:
"Ej vil jeg med Moder
Ordstrid have,
Urigtig Tale
I begge føre;
Hvad vil Du nu mere?
Kun Graad vi høre:


10.
Begræd dine Brødre
Og Drenge kjære,
Begræd, at Du frister
Til Strid dine Nære,
Begræd os som dødsens
Paa Gangerne her,
Thi Døden venter
Os begge der."


11.
I rasende Stemning
Fra Gaarden de toge,
Over fugtige Fjælde
De Unge droge,
Paa hunlandske Øg
Til Hævnforsøg.


12.
Til tappre Seller
Erp da kvad,
Lystig den Ædle
Paa Gangeren sad:
"Ondt er det med Krystre
At drage ud." —
De fandt, han var kjæphøj,
Det Skumpelskud.


13.
Den snu Krabat
Paa Vejen de mødte:
"Hvad skulde vel Erp
Den Stump os nytte?"


14.
Dem svarede Brodren
Paa fædrene Side
Og sagde, at Frænder
Paa Bistand lide
Fra ham saa kunde,
Som Fod af anden,
[Som Kroppens ene
Haand af anden.]


15.
"Hvad Hjælp kunde Fod
Vel yde anden,
Eller Kroppens ene
Haand den anden?


16.
De droge af Skeden
Klingen ud
Den skarpe — da glæded
Sig Jættens Brud —
En Tredjepart Styrke
De selv sig betoge,
Til Jorden den unge
Svend de sloge.


17.
De rystede Kapperne,
Sværdene bandt,
De Herrer iførte sig
Purpurgevandt.


18.
Fremad gik Vejen,
En Sti saa fæl
De funde, thi Søsterens
Søn paa Pæl
Hængte der;
Om Galgen i Vest
For Borgen suste
Den kolde Blæst,
Rundtom truttede
Tranernes Røst,
At bie der
Var ingen Lyst.


19.
I Hallen der larmed
De svirende Mænd,
Ej Lyden af Hestene
Naaede derhen,
Før Hornet blev blæst
Af den modige Svend.


20.
De fore med Iil
Og Jørmunrek meldte,
I Sigte man havde
Hjelmklædte Helte:
"Fat Raad, thi de Vældige
Ere tilstede,
For mægtige Mænd
Lod Du Kvinden ned-træde."


21.
Men Jørmunrek strøg sig
Om Skjægget og loe,
Tog Hyndet, til Vinen
Sig satte i Ro;
Med Blik paa det hvide
Skjold han rysted
De brune Lokker,
Guldbægeret krysted:


22.
"Lyksalig jeg vilde
Mig prise, ifald
Jeg Hamder og Sørle
Saae i min Hal;
Jeg skulde dem binde
Med Buestrenge,
I Galgen de gode
Gjukunger hænge."


23.
Paa Højloftstrin
Den Ærværdige stod:
"Du Skræppefugl!"
— Det Navn, hun lod
Sin Søn da høre —
"De vove just det,
Som lader sig gjøre,
De Tvende alene
I Højborg formaae
Tihundrede Gother
At binde og slaae."


24.
Et Styr der blev
I Huset nu,
Drikkeskaaler
Sloges itu,
I Blod, som strømmed
Fra Gothers Bryst,
Kjæmper svømmed.


25.
Det kvad da Hamder,
Stormodig han var:
"Du selv det, Jørmunrek!
Ønsket har,
At vi Fuldbrødre
Tvende herinde
I Borgen hos Dig
Os lode finde;
See nu dine Fødder,
See nu dine Hænder
Slængte hist hen,
Hvor Ilden den brænder!"


26.
Som Brøl fra en Bjørn
Saa løfted sin Røst
Hin Tryllekloge
Fra Brynjebryst:
"Med Stene mod Jonakurs
Sønner I stride,
Ej Spyd, ej Klinger,
Ej Jern dem bide!"


27.
[Det kvad da Sørle,
Forstandig i Hu:]
"At denne Bælg
Du aabnede nu,
Broder! det var
En Daarskabsdaad,
Den Bælg tidt slipper
Onde Raad."[2]


28.
"Mod har Du, Hamder!
Men ikke Forstand,
Mangel af Vid
Er tung for en Mand."


29.
"Af var nu Hov'det,
Hvis Erp havde levet!
Men stridbare Broder
Paa Vejen er blevet,
Os Diserne egged
Den Tappre at slaae,
Mord paa en fredhellig
Mand at begaae."


30.
"Ej burde det os
Som Ulve hænde,
Os fjendske imod
Os selv at vende,
Som Nornernes glubske
Hundetrop,
Der ude i Ørkenen
Voxer op."


31.
"Vel have vi kjæmpet
Og stande her
Paa Dynger af dem,
Vi fældte med Sværd,
Ret som Ørne
Sidde paa Kviste!
Om nu eller siden
Vi Livet miste,
Dog Hæder vi naaede:
Gi'er Nornen Bud,
Saa lever Ingen
Sin Aften ud."


32.
Der faldt Sørle
Ved Gavlen af Salen,
Bag Huset segnede
Hamder paa Valen.


Dette kalder Man det gamle Hamdersdigt.




Noter:

  1. Oversætteren har her en fejl i nummereringen, men teksten er intakt. clm. Heimskringla.
  2. Efter Texten er det Hamder, som taler i denne Strofe, men efter Meningen maa det være Sørle, som med disse og den næste Strofes Ord bebrejder Hamder, at han har brudt Tavsheden [Nr. 25], og derved formeentlig løst den beskjærmende Fortryllelse, og fremkaldt det onde Raad [Nr. 26]. Efter Vølsungasaga havde Gudrun tilberedt deres Klæder, saa at Jern ikke bed paa dem, og bedet dem vogte sig for Stene; og Saxo fortæller, at en Troldkone Guthrune havde forblindet Jarmeriks Folk, men at Odin gjengav dem Synet og raadede dem at bruge Stene, siden hine vare usaarlige for Sværd.