Hamdersmaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Hamders-Maal
eller
Sang om Hamder.


[See den kbh. Udg. II, 487-518, 959-63, samt de övrige nysanförte Skrifter. Da nogle Afskrifter kalde dette (nu vistnok meget ufuldstændige) Digt det gamle Hamdismaal, saa er det rimeligt, hvad Müller mener, at man har havt flere Sange af det sidste Navn, som og ere blevne benyttede af Volsunga-Sagas Forfatter, men at denne ogsaa har brugt det nærværende, sees tydelig nok af de derfra i Sagaen indrykkede fire Vers-linier. Af Brage den Gamles Qvad om Ragnar Lodbrog (og hans Slægt) findes 5 hertil hörende Stropher i den yngre Edda l. c. S. 145].


1. Snart kom paa Tale
Ukjære Bedrifter
I Skumringens Tid,
Som Alfer bedröved[1]
Tidlig en Morgen,
For Menneskers Plagers
Samtlige Smerter
Med Sorg at optænde.[2]


2. Ej var det nu
Eller i Gaar,
Lang er den Tid
Der siden forlöb;
Faa Ting ere ældre,
Og dobbelt för det var[3]
Da Gudrun af
Giuke avlet
Egged unge Sönner
Svanhilde at hævne.


3. "Eders Söster blev
Svanhilde kaldet,
Hende Jörmunrek
Med Heste nedtraadte
Hvide og sorte
Paa Hærvejen,
Med graa, gangtamme
Gothers Ög.[4]


4. Jer siden Sorger trykke,[5]
I Konningbaarne!
Af min Æts Poder[6]
Endnu I leve. —
Enlig er jeg vorden
Som Aspen paa Bakke,
Frænder berövet
Som Fyrren Grene,
Skilt ved al Glæde
Som Skoven ved Löv,
Da den Qvist-tærende[7]
Kom en lummer Dag." — —


5. Da sagde Hamder
Heftig i Sind:[8]
"Kun lidet har du Gudrun!
Högnes Daad berömt,
Da de Sigurd af
Sövne vakte;
Paa Lejet du sad
Og Morderne loe,
Men dine Tepper,
De blaahvide,
Som Kunstnere[9] væved,
Flöd i Mandens Blod.
Da Sigurd Döde
Du sad over Liget,
Ej Glæder du ændsed —
Gunnar sligt dig voldte.


6. Du Atle tyktes plage
Med Erpurs Mord
Og med Eitils
Undergang,
Dig selv blev det værre —
Saa skulde enhver
Svinge hvas-egget
Sværd til Andres Fald,
At ej mod sig
Selv han strider."


7. Andet sagde Sörle,
Forstandigt var hans Sind:
"Ej vil jeg med
Moder trættes —
Enhver af eder
Ord[10] synes mangle —
Hvorom heder du Gudrun!
Da Graad din Tale hindrer." — —


8. "Begræd kun dine Brödre
Og blide Sönner Gudrun!
Nærmeste Frænder
Lokkede til Kampen; [11]
Os begge du begræde
Som til Död bestemte
Her paa Heste sidde
At söge den langt borte!" —


9. Fra Gaarden de foere
Og fnyste af Harme —
Unge fremsvæved
Over vaade[12] Fjelde
Paa hunniske Heste
Mordet at hævne.


10. Og den Gang
Erpur[13] sagde
(Den Vakkre leged
Paa Gangerens Ryg):
"Ondt er at vise
Vej den Fejge"[14] —
Haard nok de sagde
Træl-Ungen[15] være.


11. Paa Vej de fundet havde
Den Rænkefulde[16] —
"Hvor vil den brune Knold[17]
Os Bistand yde?"


12. Erpur da svarte,
Af anden Moder födt,
Den Kloge sagde
At saa han vilde
Frænder Hjelp bringe
Som en Fod den anden
Eller Kroppens ene
Haand den anden.[18]


13. Af Skeden de flux
Klingen uddroge
Svange Sværdels Eg
Til Jættindens[19] Glæde;
Om en tredie Deel
De svækked egen Kraft,
Saa ung Slægtning lode
Segne til Jorden. [20]


14. Kaaberne de rysted,
Sig til Strid beredte;[21]
Höjbaarne iförtes
Herlig Klædning. [22]


15. Frem Vejene laa,
De fandt Ulykkens Stier[23]
Og Sösters Sön[24]
Saaret i Galge —
Vindkolde Mordtræer[25]
Vesten for Borgen, [26]
Den hængte hæslig dirred[27] —
De her ej bie lysted.


16. Höjt Hallen gjenlöd
Af Drikkendes Glæde;
Ikke de mærked
Hestenes Trampen[28]
Förend de hörte
Hornblæserens Tuden.[29]


17. Hen de ginge
Jörmunrek at sige
At seet man havde
Hjelmdækkede Kjæmper —
"Taler nu om Raad,
Vældige hid komme;
I for de stærke Mænd
En Mö (ihjel) lod træde."


18. Da lo Jormunrek,
Sit Skjæg med Haanden strög;
Brynie ej begjærte,
Kun med Vinen stred —
Rysted brune Lokker
Saa til hvide Skjold,
Sig i Hænder svæve
Lod den gyldne Skaal.[30]


19. "Salig jeg mig priste,
Hvis see jeg kunde
Her i min Hall
Hamder og Sörle;
Jeg skulde dem binde
Med Buestrænge,
Giukes gode Börn[31]
Paa Galgen opfæste." —


20. Da sagde Hrodurglade,[32]
Stod paa höjen Tillie: [33]
"Fyrste!" — til Manden[34]
Sagde hun — "De tvende
Mænd ene formaa
Mod tusende[35] Gother,
Thi sligt de vove,
At hine dem ej kunne
Binde eller slaa
I Borgen den höje."[36] —


21. Strid stod i Salen,
Sönder Bægre sprunge;
I Blod af Gothers Bryst
Laa de faldne Mænd.


22. Da sagde Hamder
Heftig i Sind:
"Du Jörmunrek
Önskede vort Komme;
See nu dine Födder,
See nu dine Hænder
Jörmunrek! kastes
I hedeste Ild."[37] — — —


23. Med hule Röst som Björnens
Brummen ligned,
Da brynieklædte Kjempe[38]
Kjendt blandt Fyrster[39] svarte:
"Kaster Stene paa
Jonakurs Sönner,
Af Landser, Egge, Staal
Da ej de saares kunne."[40]


24. Det sagde da Hamder
Heftig i Sind:
"Du gjorde Broder! ilde
Ved denne Bælg[41] at aabne,[42]
Tit af den Bælg
Bittre Raad udfore.[43]


25. "Mod har du Hamder!
Blot du havde Forstand!
Den Mand fattes meget
Som mangler Fornuft. —


26. Af Hovedet nu var
Hvis Erpur levet havde,
Han vor kamp-raske Broder
Hvem paa Vejen vi fældte,[44]
Den modige Kriger!
Os Diserne[45] egged
At dræbe vi skulde
Fred-hellige Mand!


27. Ej burde os hændes
Ulvenes Færd
Indbyrdes at slaaes
Som Nornernes Hunde,[46]
Der glubske i Örkner
Opfostrede vare.


28. Vel have vi kjempet,
Staa paa Dynger Lig
Af sværdmattede Mænd
Som örne paa Qviste;
Heltes Ære have vi naaet
Om i Dag eller Morgen[47] vi falde,[48]
En Aften Ingen lever
Efter Norners Dom."[49] —


29. Der faldt Sörle
Ved Salens Gavl,
Men bag Huset
Hamder segned.[50] —


Noter

  1. ↑ ɔ: Morgenskumringen, som driver Mörkets Alfer paa Flugten.
  2. ↑ Gudruns smertelige Erindringer kunne siges at indeholde de fleste Arter af Menneskelivets Sorger.
  3. ↑ Disse Udtryk maa sigte til andre nyere Begivenheder, som den samme Skjald havde senest besjunget, förend han forfattede eller reciterte det nærværende Digt.
  4. ↑ See Gudruns Opford. 2den Str., som, tillige med flere andre, allerede i gamle Tider er bleven indflettet i denne Sang.
  5. ↑ El. Siden omgives I af Trængsler.
  6. ↑ ɔ: Grene.
  7. ↑ Her menes formodenlig Solen, der fortörrer Qvistene og tærer de visnede Blade, eller maaske en Hagl- eller Tordenbyge i Sommervarmen?
  8. ↑ Den. hidsige Hamder overöser sin Moder med Bebrejdelser, med Hensyn til hendes Klage over at have mistet sine Slægtninge, ɔ: dels ved hendes Brödres og dels ved hendes egen Grusomhed, som Skyld i slige Tab.
  9. ↑ Her er Egennavnet Völund blevet til en Hæderstitel for udmærkede Kunstnere (efter vor Oldtids Begreber). Det heder ogsaa i Vilk. S. 24de Kap. at Velent eller Völund er bleven saa berömt i den hele nordlige Deel af Verden, at de bedste Kunstnere, hver i sin Art, hædres med hans Navn.
  10. ↑ ɔ: sömmelige Ord, el. Eders Samtale er uvedbörlig.
  11. ↑ Her menes vel Giukungerne, lokkede til den sidste Strid ved Atles forræderiske Indbydelse.
  12. ↑ Et hos vore ældste Digtere hyppigt Tillægsord om Fjeldene, dels fordi de trække Regn og vaade Dunster til sig, dels fordi de som oftest give Floder og Elve deres Udspring.
  13. ↑ Om ham siger Vols. S. (Kap. 51): "Da de vare komne paa Vejen traf de deres Broder Erp." Det samme kan man her slutte af 11te Str. Den yngre Edda synes derimod at antage at alle Brödrene fulgtes ad hjemme fra.
  14. ↑ I disse Ord ligger sikkerlig en Bebreidelse (hvorom mere i den kh. Udg. II, 495), men her synes adskilligt at være bortkommet og Sammenhængen derfor utydelig.
  15. ↑ Orig. Hornúngr er efter Graagaasen en Frigivens Sön med hans forrige Ejerinde, men bruges ellers om Börn som tilsidesættes af Forældrene for de övrige Södskende. See Anm. 2 til Gudr. Opford.
  16. ↑ El. listige, snedige.
  17. ↑ Orig. Jarpskamr er bleven ordret oversat i Latin fuscobrevis; Brödrene synes at bebreide Erp hans brune eller sorte Haar (hvilke den yngre Edda ellers tillægger alle Niflunger, samt Brage den Gamle især Hamder og Sörle) der tillige vare korte eller afskaarne, ligesom ellers paa Trælle. See den kbh. Udg. II, 497-98, 960.
  18. ↑ Vols. S. "Ligesom Hænder og Födder hjelpe hverandre. Den y. Edda: "ligesom Haanden kommer Foden til Hjelp." I begge disse prosaiske Paraphraser fortælles hvorledes een eller begge af de efterlevende Brödre snublede, men reddede sig fra Fald med at stölte sig ved Hænderne, da de indsaa Sandheden af Erps Ord. Dette, med mere, er for længst bortkommet af nærværende Digt.
  19. ↑ Dödsgudinden Hels, eller overhoved Jættindernes, Troldqvindernes (hvis Gangere, Ulvene, mættedes af Rov).
  20. ↑ De forstode Erps Svar saaledes som om han ikke vilde hjelpe dem. Den yngre Edda siger at de vare blevne saa ustyrlig vrede af deres Moders heftige Ord, da hun eggede dem til Toget, at de dræbte Erp, hendes Yndlings-Sön, for ret at gjöre hende imod. Da kunde man vel sige at de fortiente deres endelige Skjæbne.
  21. ↑ E. O. fæstede eller istandsatte deres Sværd eller Landser.
  22. ↑ Det tit ommeldte Gudvef; Nordboernes Purpur.
  23. ↑ ledende til Retterstedet.
  24. ↑ ɔ: Randver, deres Sösters Stedsön. See d. kh. Udg. II, 501.
  25. ↑ E. O. Varg-Træer. Varg betyder en Ulv og en Fredlös eller Misdæder. See d. kh. Udg. II, 501, 828. De gamle Romere kaldte Galgen det ulyksalige Træ (arbor infelix). Jfr. Anm. 26.
  26. ↑ Middelalderens tydske Love kaldte Galgen (vistnok af dens da sædvanlige Beliggenhed) det nordlige Træ. Jfr. Anm. 25.
  27. ↑ Grunden for denne Oversættelsesmaade har jeg fremsat i Glossariet l. c. S. 817. 819.
  28. ↑ Vols. S. taler intet om Drikkegildet, men siger blot at Brödrene gik ind til Kong Jormunrek og gjorde strax Anfald paa ham. Skalda (eller den y. E.) beretter, at de overfaldt ham sovende om Natten, og det samme sees tydelig af Brage den Gamles der anförte Digt. Saxo siger at Jarmerik udholdt en Beleiring, förend Brödrene bröde med deres Hær ind i Slottet.
  29. ↑ E. O. Förend den modfulde Mand (Forposten eller den paa Udkik staaende Skildvagt) tudede i Hornet (for at advare em fiendtligt Overfald).
  30. ↑ Den hele Strophe udtrykker Jormunreks Foragt for et saa uforsigtigt Anfald, og hans trygge Lid til sin store Overmagt.
  31. ↑ for Afkom (Dattersönner).
  32. ↑ Synes at være et Egennavn, og da at betegne Jörmunreks Moder; men det kan og betragtes som et Tillægsord, der vel betyder: hoverende (over Sejer) og kunde da maaske antyde Niflungernes Moders (Gudruns) uformodentlige Nærværelse, for at styrke dem ved overnaturlig Trolddomskunst. En saadan Fortælling har ogsaa Saxo fulgt, da han siger at en Troldqvinde, som hed Gudrun, hjalp Brödrene ved Koglerie, saa at Jarmeriks Folk bleve slagne med Blindhed og dræbte hinanden Indbyrdes.
  33. ↑ Forhöjning eller Arne (see Glossar. I. c. S. 669-70. samt Anm. 961) — maaske for ret at kunne öve Trylleriet.
  34. ↑ El. Sönnen, Slægtningen.
  35. ↑ E. O. ti Hundrede.
  36. ↑ Jfr. Anm. 32. i Slutningen. G. Magnæus vil at den talende Qvinde er Kongens Moder, og giver den hele Strophe den Mening (ved en anden Construktlon og en spörgende Retning) om vel to Mænd formaa at binde eller slaa 1000 Mænd? o. s. v.
  37. ↑ Vol. S. "Hamder afhug begge Jörmunreks Hænder og Sörli begge hans Födder." Skalda: "De hug Hænder og Födder af ham." Saxo: "Jarmerik havde mistet baade Hænder og Födder, laa saaledes lemlæstet og væltede sig mellem de Döde Kroppe." Dermed stemme Brage den Gamles Udtryk, temmelig nøje. Efter Jornandes blev Ermanarik meget svækket ved de svære Saar som Brödrene havde tilföjet ham. En forunderlig Overensstemmelse blandt saa mange forskjellige Vidner!
  38. ↑ Orig. Baldur, som i Poesie baade kan betegne en anden Gud, og en Helt eller Fyrste overhoved. I Island bruges endnu Talemaaden: Mann-Baldur, ɔ: en Baldur blandt Menneskene, om en ypperlig Mand.
  39. ↑ El. Guder; eller vel kjendende Guderne o. s. v. (regin-kungr) eller nedstammende fra, beslægtet med Guder, eller Fyrster (regin-kungr).
  40. ↑ I det foregaaende har Vol. S. Forfatter troet at Odin var meent. Han siger nemlig: "Mange Mænd faldt for deres Hænder, men Jern beed ej paa dem; da kom en Mand til, der kun havde et Öje og var noget til Alders. Ej ere I vise Mænd, sagde han, at I ej kunne tilföje disse Mænd Bane. Kongen svarede: Giv os Raad dertil, om du kan. Han sagde: I skulle slaa dem ihjel med Stene, og saa blev gjort." — — Brage den Gamle beretter og, i de Brudstykker som vi have af Qvadet om Ragnar, at Brödrene tilsidst bleve stenede ihjel, uden at tale om, hvo der gav det Raad. I Skalda heder det: at da Brödrene ej kunde overmandes ved Vaaben, fordi de Harnisker og Hjelme som Gudrun havde givet dem ej kunde beskadiges af Jern, gav Jormunrek det Raad at kaste Stene paa dem. Saxo siger udtrykkelig, at Odin, der altid havde faderlig elsket de Danske (som Forf. gjör til Jarmeriks Undersaatter) havde undervist dem om at kaste store Stene paa Brödrene, da ingen Vaaben kunde bide paa dem, fordi de havde gjort sig haarde ved Tryllesange. Her har man ellers Oprindelsen til forskjellige af Stenenes poetiske Benævnelser, endog i meget gamle Digte, f. Ex. Jonakurs Sönners Harm i Ynglingatal (fra det 9de Aarh.) i Yngl. S. 39te Kap. Jfr. Saga-Bibl. II, 377.
  41. ↑ Sandsynligvis Munden. Jfr. III, 136 (Var. 26) den danske Talemaade: Skvalderpose, og Ordsproget: Man kan ej binde for Folkemunde.
  42. ↑ E. O. löse. See Anm. 41.
  43. ↑ Uden Tvivl mangler her et betydeligt Stykke, som för har underrettet om Aarsagen til denne Irettesættelse af Hamder til Sörle. Det var maaske Sörle som begyndte först at kaste med Stene, mod Gudruns Raad, efter Vols. S. Fortælling.
  44. ↑ Disse 4 Linier anföres i Vols. S. 51de Kap.
  45. ↑ De onde el. vrede Norner.
  46. ↑ Jfr. III, 278 (Anm. 10).
  47. ↑ I Orlg. Enten vi döde (skulde dö) i Gaar eller i Dag.
  48. ↑ Jfr. III, 121-22 (Havamaal 76-77) 154
  49. ↑ Jfr. Anm. til den.kh. Udg. II, 517-18, hvor G. Magnæus anförer det hertil passende Sted af Æneiden 9de Bog: Stat sua cuiqve dies, breve & irreparabile tempus.
  50. ↑ Ogsaa efter Vols. S. endte de her deres Liv. I Skalda heder det: "Der faldt Sörle og Hamder; da var ogsaa Giukes hele Slægt og Afkom uddöd." Gudrun skulde altsaa, efter nogle Qvad eller Sagn, ikke have oplevet sine længstlevende Sönners Död. Muelig har hun forudseet den, og saaledes endelig er Död af Sorg, tillige over hendes elskte Erpurs Mord. Jfr. Gudruns Opfordr. Str. 19, Anm. 31. Saaledes endes det store Sörgespil, hvis Optrin Oldtidens fleste Skjalde, efter Skalda's Vidnesbyrd, have besjunget paa forskjelllge Maader. Ogsaa sögte man at give billedlige Forestillinger deraf; saa siger f. Ex Brage den Gamle i det tit anförte Digt, om et Skjold som Kong Ragnar Lodbrog havde skjænket ham , og hvorpaa Sörles og Hamders sidste Bedrifter vare fremstilte:
    De Heltes Fald jeg skuer
    Paa Skjoldets favre. Hvælving
    Med andre Sagn i Mængde. —
    Mig Ragnar det har givet.
    (Jfr. Saga-Bibl. II, 384-96, samt mine Bidrag t. nord. Archæologie S. 86 o. f.)
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Hamdersmaal_(FM)&oldid=68985»