Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlænderen Hansêrak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Udvalgte tekster fra
Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere

ført under den
»Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85

Oversat fra grønlandsk og forklaret af
Signe Rink

København
1900

En østgrønlandsk trommeseance

Den 9de Juli — en afskyelig Dag med Regn og Blæst, opmuntredes vi meget ved at besøge Oqaluartâq’s , hvor der skulde balieres. Han selv skulde »mane« eller hvad det nu skulde blive for Kunster. Det var meget morsomt og underholdende for os, som aldrig før havde set eller hørt noget til disse gammeldags Hedninge-Sange, og medfølgende Dands til Trommen. Han selv sad dennegang lige ned paa Gulvet og slog Trommen medens en hel Deel Kvinder stemmede i med, hvergang han begyndte (en Strofe). Det lød besynderligt men slet ikke ubehageligt. De sagde sidenefter, at hver den, der ikke forstod sig paa denne Slags »Syngen« skammer sig for at røre ved Trommen. Denne var af Størrelse (Omfang) som en af vore egne bekjendte Spaanæsker fra »Handlens« Butik omme paa Vestkysten, og to Fingersbrede høj; og den var betrukken med Maveskindet af en Remme-Sæl (ugssuk).

Næste Aften gik vi atter derhen, dennegang for at høre paa Quaniaq og Ujarneq , der ogsaa skulde »synge«, men særlig mumerpoq (nynne uden Ord). Idet de brugte Trommen og sagte nynnede (mumlede) vred de deres Lemmer ud og ind; og ligesom igaar Oqaluartâq, ledsagedes (seconderedes) de baade af Mænd og Kvinder.

Det var ikke saa sjeldent at man mødte qivítut her omkring i Egnen – sagde Oqaluartâq, men han paastod at det var aldrig nogen af deres egne, der befattede sig hermed, men altid kun Fremmede (»andre Steder fra«). Ogsaa ingnerssuit stødte de undertiden paa, sagde han. (S. 12-13).

Angakokkens særlige evner

Hedningene nordpaa, vare næsten alle angákut (Aandemanere) meddelte Oqaluartâq, men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angákut«), der f. Ex.: saasandt de blot vilde det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angákut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. (s. 17).

Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om angákut og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed Ijâjâk han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem. (S. 18-19).

Om ofring

Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde kivisigpoq »offret« til Puissortoq undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at hun blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. (S. 20).

Traditioner når den første sæl skydes

Medens vi endnu opholdt os her (ved Nuerniagartêq hændte det, at en Yngling fangede sin første Sælhund. Denne maatte da, af denne højtidelige Grund ikke flenses i fri Luft, men skulde tages ind i Teltet. Og saa blev Fangerens Haar klippet, og tilligemed Dyrets Kløer kastet i Havet . (Fra nu af var Ynglingen at anse som Mand og Familieforsørger). (S. 26-27).

En angakok-fortælling

Den gamle Mand Ilinguangî som var angákoq (= Vismand og Seer) fortalte mig noget som var hændet ham ifjor. Dette drejede sig om engang da nogle af hans Pladsfæller vare rejst væk og bleve for længe borte. Han begyndte da at ængste sig saare for deres Skæbne, sagde han, og da det igjen blev altfor længe, besluttede han sig til at benytte sig af sine hemmelige Kunster, eller »Midler« som han kaldte det. Først strammede han sit Hoved ind i stærke Sælhunderemme og lagde sig plat ned paa Brixen med Ansigtet vendt mod Husets Bagvæg; og her havde han saa strax seet Væggen aabne sig, og havde med det samme faaet det at se, som ellers var usynligt, nemlig at et Par af de Udeblevne stode lyslevende og handlede i Butiken omme ved vort (før omtalte) vestgrønlandske Handelssted, Pamiagdluk. Men han bedrøvedes saare ved at han blandt disse, savnede sin egen nærmest Paarørende, som hed Qitsikajêq ; Og saa nær tog han sig dette, sagde han, at han strax maatte gjøre sin Kunst om igjen. Og saa, ganske rigtigt, efter at han atter havde snerret sine Baand fast om Tindingerne — faaer han Øje paa Qitsikajêq — men ved et Sted, endnu længere mod Nord, end P., nemlig ved Nanortalik; her saae han Manden staaende lænet op imod en hvid Mur ligesom de danske Huses. Hermed var han da endelig bleven bekymringsløs (beroliget) — sagde han. Sidenhen havde han dog igjen haft nogenslags Aabenbaring i Henseende til de samme Folks Hjemrejse, thi »benyttende sine Midler«, havde han denne Gang paany seet dem ifølge med nogle Fremmede sagde han; — dog uden at han havde været »tilstrækkelig formaaende« til at se: hvem disse vare. »Men nu veed jeg det« — tilføjede han — det var jo naturligvis Jer! — »Ja det er altsammen rigtigt og sandt som han siger« — bekræftede de andre Indfødte som stode omkring os; og han har gjort mange lignende Ting før ved Hjælp af sine »Midler«! (Dette her er i Modsætning til at mane eller spaae ved Hjælp af tilkaldte Aander . Naar han gjorde dette saa tog han først et Stykke rundskaaret tørret Skind af Remmesælens Hud og vedblev uafladeligt at slaae paa det med Trommestokken idet han samtidig førte det raslende Skind frem og tilbage (eller i Ring) henover sit Hoved. Dette endte saa med at Trommen (Skindet) vedblivende svirrede ham om ørene af sig selv; og da fornam han det tilsidst som om hans Hoved aabnedes, og da med det samme kunde han see sine Hjælpeaander. Hermed var saa hans Hensigt naaet, forklarede han; for nu kunde han ønske eller forlange hvad det skulde være, for det blev fra nu af altsammen opfyldt; som f. Ex.; at opdage Grunden til at En var bleven syg, — eller at finde frem ad ufremkommelige Veie, og alt saadan noget! Han havde Hjælpeaander baade blandt ingnerssuit (Ildsluetroldene) og tarrajarssuit (Skyggetroldene), men ogsaa blandt de »store Aander« havde han flere, der hjalp ham naar han bare paakaldte dem; og havde han blot havt sin Tromme ved Haanden nu, saa skulde han nok have skaffet Vei i Isen for os. (S. 28-30).

Om at miste sin sjæl

En gammel Mand fortalte mig, at han engang havde været sin »Sjæl«1 berøvet idet en anden En ved Navn Maratsuk havde taget den og sendt den op paa Indlandet, og at han saa længe som dette stod paa, ikke havde formaaet at fange Sælhunde; men heldigvis havde da Augpalugtoq, en angákok fra deres Plads, til sidst skaffet ham Sjælen tilbage igjen saa betids at han ikke døde heelt. Men Maratsuk hadede han nu, thi deels havde han idet heletaget den stygge Vane at berøve Folk deres »Sjæle«, og saa havde han desuden dræbt sin egen Stedfader ifjor. (S. 36).

Underlige væsener

Næste Dag da vi fik vor Huusgang, som tillige skulde tjene til Kjøkken, under Tag, var det nødvendigste ved vort Huus i Orden, og vi beredte os da til, den følgende Morgen, at gaae i Konebaad nordpaa. Paa denne Tur ledsagedes vi af mange Hedninge i Kajak. En af disse, Alusakâq, fortalte mig, at han ifjor Foraar havde seet en avangiarssik , et lille Dyr saa stort som en Ræv — med 4 Been og Vinger som den kunde flyve med, og en ganske kort Hale; den var guul og bruunladen som en Bjørn. At see dette Dyr betød, at der snart vilde blive fanget en Bjørn, og saadan var det ogsaa gaaet dennegang. Det var ham selv, der havde faaet den. — En aldrende Mand fra Suvdluitseq sagde til mig: »Vi vidste godt at I skulde komme endskjøndt vi ingenting havde hørt derom«. Da jeg herpaa svarede, at han saa vel maatte være angákoq prøvede han først at benægte dette, men sagde saa dog tilsidst »Jo« og at han var bleven dette formedelst et Syn han engang havde havt inde i Landet, og som bestod i, at han engang ovre paa det modsatte Land af, hvor han stod, havde seet et »Uhyre« stige ud fra Klippen, med en Overkrop saa stor som vores Telt; og sort og hvidplettet. Saa havde han strax strammet Remme om sit Hoved, og lagt sig omvendt paa Brixen, og med det samme følt sig som angákoq, (istand til at kunne forudsige Begivenheder). I et Huus ved Norajik, hvor jeg talte og opskrev Folks Navne, var der 48 Personer. De Smaating, som vi forærede eller betalte Hedningene med, bortbyttede de mellem hverandre da de ellers vilde kunne faae Fortræd af dem, sagde de. (S. 36-37).

Konebytningsfest

Ved Qumarmiut, som var det næstsidste Sted vi saae ind om inden vi satte over til os selv — var der strax En som fortalte mig, at Qunîtse, deres angakok, skulde mane Aander, og at Lamperne skulde holdes slukkede da der skulde være Konebytning som Skik var over hele Kysten baade hvergang det var Nymaane og efter visse Fester.

Her var en forfærdelig Hede af de mange Lamper og de mange Mennesker der ogsaa alle sade nøgne uden ringeste Undseelse derved. De toge saare venligt imod os. Næste Dag sneede det, og der var stærk Uro i Luften. (S. 44-45).

Bortført af ingnerssuit

Næste Dag havde vi Kajakker fra Sermilik; og disse meddelte at Akajînaqs Søn Sauniko pludseligt var forsvunden fra Pladsen. Han var bare gaaet lige udenfor Huset for at fange et Par Maager, der havde sat sig nede i Stranden; men da man lidt senere gik ud for at see efter, hvor han blev af, var han intetsteds mere at finde; og de vare aldeles visse paa at ingnerssuit (Strandnisserne eller de saakaldte »Ildsluer«) havde snappet ham ind til sig. Desuden havde deres angákok siden bekræftet dette ved at forhøre sig hos selve disse (gjennem Troldom). (S. 48).

En bortrøvet sjæl

Herværende angákoq, Sanimuínak har været ovre at mane Aander, hos Kangârssuk’erne, og han havde flere Kajakker derfra i Følge med hjem. Derovre havde han hexet (ɔ: ved Troldom undersøgt) Amatsinek , hvis Finger var hovnet op ved at han forleden havde skaaret i en hengjemt (formodentlig forraadnet) Sælhund. Ved Undersøgelsen havde det viist sig at Pegefingerens »Sjæl« var røvet og bortført til Indlandet. For denne Oplysning havde den Syge betalt ham en Hundehvalp. (S. 50).

Hansêrak overværer en åndemaning

Samme Aften ledsagede jeg to af vore Kvinder og selve sakutôq paa Besøg hos »vore Naboer«, for at see Sanimuinâq gjøre angákoq-Kunster, og mane Aander. Husets yngste Mænd lavede alt tilrette for ham; de vædede Trommen, og lagde den paa en flad Steen, tilvenstre for hvor han skulde sidde, paa Gulvet; og for Døraabningen hængte de saa et Par Vandskind og ligeledes et foran det nærmeste Vindue, samt endnu et til at sidde paa. Derefter tog han Plads. Han var nøgen med Undtagelse af nogle smalle Remme (om Livet og over Skuldrene — nemlig hans Amuletbaand). Han satte sig ned med Ansigtet lige mod Døren, og Fødderne stemmede imod Dørforhænget (ɔ: det stive Vandskind). Saa bandt han sig stramt om Hovedet med en meget bred Rem. Da de skulde til at binde hans Arme om paa Ryggen, vilde de, at jeg skulde gjøre det, men jeg nægtede det. Saa førte de selv hans Arme om paa Ryggen og bandt dem sammen med en temmelig lang Rem idet de blandt andet slog Løkken om hans Haandlede; men de lod dog ikke Armene naae fuldt sammen: det gjordes paa en egen kunstig Maade, saa jeg heraf fik den Tanke, at angákoq nok selv har vidst hvordan han skulde faae sig løst igjen naar det blev mørkt i Stuen.

Det næste var, at han begyndte at ryste over hele Kroppen og at hvisle som om han var frygtelig angst; og saa slukkede de alle Lamperne, begyndende længst borte i den søndre Ende i Stuen. Blussene mindskedes gradeviis indtil der tilsidst blev bælgmørkt. Saa skreg han op: ijâh, — jah, undertiden ligesom En der er angst for noget, og sidenefter med Lyde som slet ikke ere til at beskrive eller efterligne. Sang var det nu slet ikke. Men Johan, som har været i Europa sammenlignede dem med den Lyd som Jernbanen frembringer naar den begynder at rulle afsted. Men nu blev Trommens Lyd rent mærkelig i sin Voldsomhed; og det lød virkelig i mine Øren som om den snurrede frit om i Luften ovenover hans Hoved (altsaa som om han ikke selv slog den med Trommestokken eller med Knoerne ligesom ellers naar den bruges aabenlyst ved Dandsefesterne eller naar de »synge hverandre paa«). Snart hørte man fra den ene Krog og snart fra den anden Tilhørerne raabe »kâ — hu«, for at lokke Aanden til at vise sig, medens Skindet som var hængt for Døren gjorde en ubeskrivelig Støi, (maaske derved at angákok som nu formodentlig havde løst sine Baand, bedre kunde »behandle« dem). Sammen hermed lod han sin egen Stemme hendø, hvorefter der lød fremmede Røster baade fraoven, og nedenfra, under Gulvet; men Forhængs-Skindet skrattede værre end før. Nu var den fremmede Stemme kommen saa nær, at vi hørte den raabe amo-amô? og denne (»amôrtoq« = den som sagde amô var den øverste af angákoqs Hjælpeaander eller târtok. Hans rigtige Navn var ellers Qimarraq . Denne begyndte nu ogsaa at springe rundt i Stuen, baade over Gulvet og op paa Brixene, hvor den rørte og følte paa Alt og paa Folk med, saa de skreg og var bange. Saa kom han endelig ogsaa til mig og befølte mig lige fra øverst til nederst. Saa raabte En og anden igjen »amô« for at ægge eller tirre ham, hvorpaa igjen denne târtoq blev vild. Stemmen lød fremmed nok, men alligevel kunde jeg ikke tage feil af, at den var selve Sanimuinâqs (som altsaa har været en fortrinlig Bugtaler). Da han først havde befølt mig, lod han ogsaa mig stryge mine Hænder op og ned ad hans Krop for at overbevise mig om, at den jeg rørte ved ikke kunde være den samme som jeg før havde seet blive bunden — (altsaa en anden end selve angákok, hvem jeg jo burde tro sad fast snøret i sine Baand). Derefter begyndte han atter at synge — pænere Sange end de sædvanlige Viser; og da han var færdig hermed begyndte Skindene atter at rasle paa det forfærdeligste medens man, derigjennem, af og til kunde skælne en Rævs Bjæffen. Denne Stemme begyndte derpaa at tale, og spurgte idet dens Eiermand med det samme snusede til os: hvem vi mon kunde være? Hvortil saa nogle af Tilhørerne svarede: »Jo Du har Ret, det er ganske rigtigt, at der er kommen Fremmede hertil sydfra!« Og paa Forespørgsel om vore Navne, nævnedes saa enkelte af disse for den af dem, der gjøede som en Ræv. Men angákoq brugte tildeels ikke almindelige Ord i sin Tale, saa jeg kunde derfor ikke forstaae alt hvad han snakkede, endskjøndt jeg sad nærmest ved ham. Nu spurgte han mig selv om mit Navn; men hertil svarede jeg blot: »jeg er En, som er kommen herom for at gjøre Skridt til at al angákok — og alt Aandemane-væsen maa ophøre heromme da jeg nemlig ingen Tiltro har til noget af det«. Saa sagde han igjen noget, hvortil jeg atter svarede: »jeg forstaar ikke hvad det er Du siger — og dette maa være paa Grund af at jeg er (kristen) Kateket; men hertil svarede han saa igjen: (»pyt«) nei den sande Grund er den: at Du gaaer omkring og er bekymret for Din Kone og Dine Børn derhjemme«. Saa lod han mig igjen beføle sig og sang derpaa igjen rigtig pænt. Saa var det igjen som om Stemmen efterhaanden mere og mere blev angákoqs egen oprindelige idet den forrige (Amo’s) baade syntes at tabe sig gjennetn Gulvet og gjennem Loftet medens alle de andre Lyde — baade dem fra Forhænget og dem fra Trommen — støiede som før. Saa sagde hans egen Stemme noget til Folk i Huset, og da angákoq, saa lidt efter igjen bad mig føle paa sig, var han bunden som fra Begyndelsen af; og idet hans Stemme sank eller ligesom udaandede, tændtes alle Husets Lamper paany; og saa var der flere af Husets Folk som udbrød: »Er det nu vel mulig andet, end at sætte sin Lid til En, der kan gjøre saadanne ling?« Men hertil svarede jeg dem: at jeg dog nok først gad tænke lidt nærmere over deres Binding af angákoq! Men de sagde: at denne var saadan som den »skulde være«. Saa raabte selve angákoq: »Nu skynd Jer — og lad os see hvem af Jer, der først sætter Fod udenfor!« hvorpaa Drengene og de unge Mennesker alle foer afsted med angákoq efter sig saasnart som denne da havde faaet Klæderne paa sig. Men da han kom ind igjen tiltalte jeg ham og sagde: jeg maa alligevel undres over at Du saadan kan forbause (imponere) dine Tilhørere! Herover ligesom »følte« han sig endeel. Men da vi andre blev ene med os selv, udtalte vi vor indbyrdes Beundring (over angákoq's store Færdighed, idet vi nemlig aldeles ikke kunde begribe, at det udelukkende var ham selv, der baade havde forestillet den ene og den anden af sine »Aander«), for, at det var tillærte Kunster, og ikke Aabenbaring vare vi ogsaa Allesammen forvissede om. At derimod Tilhørerne vare af en anden Mening og fuldt troede paa Aandernes Tilstedekomst, maatte vi jo blot ansee som beroende paa disse stakkels Menneskers sørgelige Uvidenhed. Jeg havde for Sikkerheds Skyld taget en Æske Svovlstikker med hjemmefra os selv, for det Tilfælde, at der skulde hænde et eller andet virkelig forfærdeligt; men jeg fik ingen Brug for den. De havde i forveien, den Gang de kom for at indbyde os, bedt om jeg bagefter vilde holde min Gudstjeneste for dem, men hertil svarede jeg dem med Apostelens Ord: »Hvad Fælledsskab har Retfærdighed med Uretfærdighed og hvad Samfund har Lys med Mørke«; nei, jeg vil ikke holde Gudstjeneste for Eder! Om angákok's Hjælpeaand eller den, der sagde »amô«, forklarede de: at den var en lille Mand med et spidst Hoved, der boede i en hensmuldrende Steen: hvorimod den, der gøede som en Ræv, var et Væsen, der opholdt sig i en udtørret Sø. (S. 53-58).

De første mennesker

Gamle Qutsuluk fortalte engang — at han havde hørt at Menneskeslægten nedstammede fra To, der, efter at den første Jord var gaaet under og den ny Jord bleven til — var faldne lige ned fra Himlen. Ligeledes sagde han at Østlændingene godt vidste, at der engang havde været en stor Oversvømmelse paa Jorden, og at denne baade havde udryddet Mennesker og Dyr. (S. 58).

Den bundne angakok

3die November havde vi Besøg af endeel Kajakmænd fra Qumarmiut. En af disse beskrev os angákuts Aandeflugt paa følgende Maade: De binde ham paa den sædvanlige Maade og bøie ham derpaa krum ved at stramme Baandene fra Halsen, ned omkring Knæerne. Da dette er meget smertefuldt for ham, kan han ikke selv reise sig op, og derfor maa hans Tromme ved denne Ledighed kunne sætte sig selv i Bevægelse; den dandser saa hen og løfter ham op, først ved Hovedet saa han kommer til at sidde opreist derved, og derefter paa samme Maade løftende ham ved hans Bag, faaer den ham endelig til at staae paa Benene, og saa gaaer omsider han, der skal gøre Luftreisen først en lille Stund omkring paa Gulvet, hvorpaa han løfter sig, og svæver lidt omkring inde i Huset indtil han tilsidst sætter sig paa Tørrehækken under Loftet, og saa til allersidst farer lukt gjennem Taget eller Væggen, ud i Luften. Og Trommen bliver ved at dandse af sig selv medens den bundne angákoq flyver om i den lange kolde Nat, og kommer saa langt bort som det skal være. Al den Tid sidder hans Huusfæller i Mørke og forventer hans Tilbagekomst, der undertiden først skeer ved Daggry. Endnu er hans Tromme i Bevægelse. Men naar han kommer tilbage, har han selv været enten langt borte paa Jorden eller i Himlen, paa Solen eller Maanen. Men, tilføiede de, nuomstunder var der ingen længer som kunde gjøre Luftreiser; man maatte nemlig altid først have seet andre udføre saadanne for selv at kunne. — (S. 58-59).

En kvinde-angakok

Blandt vore Gæster befandt sig ogsaa Stedets angákoq Sanimuínâq; og da min Søstersøn Johan engang før havde faaet ham til at kalde sin »Hjælpeaand« frem saa det lød som om denne virkelig talte ud fra Panelingen, bad han ham om at gjentage dette nu, og jeg sluttede mig selv hertil samt lovede endog at ville betale ham lidt derfor. Men han svarede: »Mine Hjælpeaander staae mig ikke tiltjeneste for Øjeblikket, thi den ene har jeg sendt ned til Peqitigssak ved Ingmikêrteq, da han er syg af Bylder (og behøver Hjælp); og den anden er hos Kvinden, der føder; altsaa kan jeg ikke faae dem til at tale her«. Sanímuinâqs-Hoved-Hvælpeaand er ogsaa arrusâq; han skulde have faaet den efter en Kvinde-angákok. Om denne »Aand« sagdes det, at den altid var rød i Mundvigerne formedelst det meget Sjæleblod hvormed den var bleven trakteret af sin første Eier, nemlig den kvindelige angákok. — (S. 60).

Hedningerne til gudstjeneste og missionærerne til trommedans

Den 30te om Aftenen gik vi næsten alle ned til Hedningene, hvor jeg vilde holde Gudstjeneste, hvorom de nu, flere Gange havde bedet mig. Først bad jeg dem da om at sætte sig ned og tie stille, og saa høre godt efter. Jeg brugte Evangeliet: »Tiden er fuldkommen, og Guds Rige er nær, omvender Eder og troer«. (Mark. 1,15). De hørte godt efter, og de vare glade over hvad de havde hørt — sagde de, endskjøndt de dog ikke rigtig havde forstaaet det. Og en lille Stund efter spurgte de om vi havde Lyst til at see nogle af deres Skikke. Jeg svarede dem, at jeg slet ikke havde noget derimod, hvis der blot ikke var noget upassende ved dem. Saa begyndte de at dandse, hvorved der ikke var noget stødende. Det var første Gang vi saae Kvinderne dandse. De dandsede frem tre efter hverandre med Tromme i Haanden. Den Første var en gift Kone, den Anden en lille Pige, den Tredie en aldrende gift Kone, i nâtit 1. Saasnart som den Dandsende begyndte sin Sang til Trommen stemmede alle i Huset i med, og efter som Sangen blev lystigere (fyldigere og mere høirøstet), tiltog ogsaa Dandsens Gebærder idet de vred deres Kroppe i alle Stillinger og til alle Sider2. Mændene dandsede ogsaa, men med Ansigtet hele Tiden vendt mod Huusgangen eller Huusdøren. Disse dandsede i bøiet Stilling som siddende paa Hug og sloge tre Slag ad Gangen paa Trommen. Men at lære deres Sange er meget vanskeligt. (S. 62-63).

En angakoks unikke fremgangsmåde

1ste December fik vi Besøg af angakok Autdlâgdlak om hvem jeg havde hørt at han drev sin Kunst paa en særegen Maade, nemlig ved at gnide sin Tromme mod Gulvet. Jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde dette; og han svarede at han paa denne Maade dog kom saavidt: at han idetmindste kunde helbrede Sygdomme baade paa sig selv og andre. Ved Gnidningen fik han sin »Aand« til at tale og give sig Raad. Hans Hjælpeaand var en »Børsteorm«, og han pleiede at gjentage sammes Ord for sine Huusfæller saa de fik dens Besked med det samme som han fik den af Aanden. Angákut forstaae i Almindelighed ikke at kurere sig selv. (S. 63).

Om trylleviser

Tikajaq fortalte at deres serrat (Trylleviser) tabte deres Kraft naar de bleve misbrugte, hvorfor han aldrig brugte sine hen i Vind og Veir; og at fremsige dem uden Betaling, vilde han aldrig; for uden dette, vilde de slippe alt for hurtigt op (ɔ: blive virkningsløse). (S. 63f).

Om jorden, solen og månen

»Den første Jord — fortalte de — var glat og flad, og havde hverken Bjerge eller Hav. Men da »Han deroppe« ikke syntes om Menneskene som dengang levede paa den, ødelagde han den, hvorved Menneskene faldt ned i Jordens aabne Revner og bleve til Ildsluetrolde . Derefter blev Jorden til, endnu engang, men saa blev denne heel bedækket med Isbræ; og da saa denne igjen begyndte at forsvinde, faldt der to Mennesker ned fra Himlen, som befolkede Jorden, sidste Gang. Ja saadan havde de altid hørt dette hér fortælle af deres Forfædre, og saadan fortalte de nu igjen deres Børn det — sagde de. Men, lagde de til — nu kunde de godt selv mærke, at den Landiis (sermeq) som nu var, for hvert Aar tog af og blev mindre.

Narsingagtaq fortalte: at som han engang spadserede frem og tilbage udenfor paa Huuspladsen, havde han pludselig faaet Øie paa to ingnerssuit. De vare iførte Skindklæder ligesom selve de »rigtige Mennesker«, og havde meget smaa — næsten slet ingen Næser.

Solen er en Kvinde, sige de, og hedder Sungula ; og Maanen en Mand og han hedder Ijâkâk, og de To vare Søskende dengang de levede her paa Jorden. (S. 65).

En halvlærd angakok

Da vore Folk, den 16de December vare paa Besøg hos vore Naboer havde Narsingagtaq ogsaa været der. Han manede Aander for dem, og fik af disse at vide, at vores Expedition underveis heroptil, havde havt Ledsagelse af en »Sjæl«. Utuaq fortalte om Agdlagdlaq, at denne egentlig skulde have været angákoq, og kun havde manglet en vis Tid i at blive det; men var da pludselig bleven syg i sine Fødder; men den vigtigste Grund til at han ikke havde opnaaet at blive fuldendt angákok, var dog den at han ikke havde kunnet tie stille med sine Hensigter. Han øvede sig ellers i at faae »Skyggetroldene eller tarrajarssuit til Hjælpeaander. Disse leve i Indlandet og have Menneskeskikkelse, men ere meget mindre end os. Han var dog ikke heelt ukyndig som Aandemaner idet det virkelig engang skulde være lykkedes ham, at opnaae et svagt Kig paa Aanderne (ɔ: at faae sig skruet op til en saadan Høide af Extase at han mente at kunne skimte dem gjennem det Dunkle). Dette havde da gjort saameget: at han engang havde kunnet kurere sine egne Fødder, som han havde faaet Sygdom i. Disse Aander havde han faaet frem ved Hjelp af serrat eller Trylleformularer, (hans private Huusbønner maa man da tænke sig). (S. 66-67).

Serrat – trylleformularer

»Serrat« ere nærmest at ligne ved Bønner, men man kan aldrig finde rede i til hvem de henvendes. (For serrat see App: under »S«). Saadanne skal de ogsaa bruge at frem-sige naar det tordner, samt ved Sol- eller Maaneformørkelser. Utuaq tilføiede: at de, naar det tordnede pleiede at tage et Stykke kukarnât (=tørret Sælhundeblod) mellem Tænderne saa dette kunne holde Munden vel tillukket, thi dem, der ikke passede at gjøre dette, vilde »Tordenen« (Tordenens Aand) gribe og føre tilveirs med sig, men atter tabe, hvorved man da, i Faldet vilde udsætte sig for at brække Underkjæben. Man gjemmer derfor gjerne altid noget kukarnât fra det ene Tordenveir til det andet, men det var nu meget længe siden, at det sidst havde tordnet. (S. 67-68).

Om at lave en tupilak

Naar ilisîtssut skulde lave tupilak (et Hævnredskab i Form af en Dukke, som de senere give Liv som det hedder) — see de altid til at skafte sig et eller andet Klædningstykke eller andet som har tilhørt den de vilde fortrædige. Angákut kan nok sommetider forhindie de onde Hexes Hensigt, men undertiden tør de dog ikke! (S. 68).

Om at uskadeliggøre genstande

En underlig Skik hos Østlændingene, er den, at de hvergang de have tilbyttet sig noget hos os — forex: en Kniv, et Pilejern eller lignende andet — ansee det nødvendigt, strax at bytte det videre imellem sig selv — det vil da sige: saafremt at de have givet os Skind ibytte af deres egen Fangst; og senere engang hørte vi af Utuaq at han havde mistet sin angákoq-Evne, blot ved at han engang havde omstøbt noget Tin til en Ring omkring sin Fuglepil (vi maa vel da underforstaae: som han havde erhvervet ad europæisk Vei?). Hans tôrnak (Hjælpeaand) skulde have været en Gople af Størrelse som en stor Klapmydse. (s. 74-75).

Om himlen

Det var fra angákut, at de havde faaet Fjendskab til Livet i Himlen — sagde de. Dér var det kun Lavland med ganske flade Bakker, uhyre overbevoxede af Krækebær; og i Himlens Hav var der ingen anden Fisk end Hvaler, og disse Ting udgjøre da Folks eneste Føde deroppe. Under deres Luftreiser besøgte angákut jevnligt Maanen, men Solen var for heed til at naae, heelt. Maanen var som en stærkt brændende Lampe, hvis Skin de dog kunde dæmpe ved at holde et Vandskind imellem sig selv og den. (s. 74-75).

Åndemaning ved trommegnidning

15. Jan: var jeg lidt paa Jagt, men saae som sædvanligt, ikke noget at gjøre Jagt paa. Det var Søndenvind med kun to Graders Kulde. Da jeg underveis hjem faldt indom til Hedningene, fandt jeg dem meget tause og modløse. De lide nemlig Nød nu. Dog bade de mig alligevel snart: om at fortælle dem et og andet, hvad jeg saa ogsaa strax gjorde; dog naturligviis ikke noget angaaende Troessager — da de paa En nær vare »lutter Kvinder« (NB). Den eneste hjemmeværende Mand fandt jeg staaende med Ansigtet vendt mod Udgangen og manende Aander ved Hjælp af sin Trommegnidning. Hvad han blandt andet fik at vide paa denne Maade, var at hans Søn Pilakât ikke befandt sig ved Ingmikêrteq som han troede, men ved Nôrajik. Ved denne Leilighed var det ogsaa at han modtog den vigtige Oplysning: at det havde været hans egen Kone, der ifjor havde skadet hele Pladsen ved at spise Sælhundemilt (paa en Tid hvor denne Spise ifølge Forholdene maatte være hende forbudt = agdlerissaraluaminik) . Samtidig med at han gned Trommen imod Gulvet, mumlede han uafladelig hen for sig; og saa raabte en eller flere af Kvinderne: løft Dig — Løft Dig tilveirs — her er kommen En som har Lyst til at see dette her. — Han vedblev at gnide og raabe — og saa raabte de andre igjen: »uvánga« = »her fra denne Kant« — og derpaa en anden Stemme — »ja saadan er det — saadan hører det sig til« — og lignende mere. Jeg selv forstod jo ingenting deraf; men naar jeg spurgte om Forklaring saa svarede de altid blot: det er nu engang saadan, og saadan hører det sig til!« Hvor er det dog elendigt og intetsigende, alt dette som disse stakkels Mennesker tro paa, og gjøre! Og hvor kunde man ikke unde dem at faae Adgang til den eneste sande Gud! Men vi maa bare bie paa Guds Time! Thi som Jesus har sagt: Ingen kan komme til mig uden at Faderen som mig udsendte drager ham (Joh. 6,44). (s. 76-77).

Om »gravskik«

Angaaende de Dødes Behandling fortaltes os idag følgende: Saasnart som Aandedrættet begynder at aftage, bringes den Døende ud af Huset, hvor man lader ham henligge aldeles som han er, uden Indsyning i Skind saadan som i Vestgrønland; og hvis det er en Kajakmand trække de blot Hætten over Hovedet paa ham, og bringe ham derpaa hen til Rullestenene i Fjøren, hvorfra de lade næste Høivande tage ham med sig. Dette skeer altsammen under de Tilstedeværendes Graad og Klage. Men til de Tider, hvor der ligger fast Iis langs Land, maa de støde et Hul i denne til at nedsænke den Døde i. (s. 77).

Væsener kaldet Makakât

En ny Skik hørte jeg første Gang Tale om idag: Naar østlændingene ere saa uheldige at miste deres Fangeblære midt under Sælhundefangsten, saa veed de at de ogsaa maa miste selve Sælhunden; hvad der foraarsages af nogle Væsner, som kalde sig Makakât, der røver begge Dele fra dem. De løbe til fra det høie Næs de boe paa, og snapper Dyret i samme Øieblik som Sælhundefangeren sætter Munden til Søen for at kalde sine Kammerater tilhjælp (értarângat) . (s. 78).

Om menneskesjælen

Angaaende Menneskets »Sjæle« forklarede Narssingagtaq: at der var mange af dem — syv tilføiede han. De største boede i Strubehovedet og i Menneskets venstre Nyre. Disse vare Smaamennesker af Størrelse som en qúpangnâq (Snespurv), medens alle de øvrige kun vare som et Fingerled. Snapper nu en angákoq (vi bør forudsætte en bedragerisk angákoq — thi samme er jo ellers netop Helbrederen) en af disse Smaasjæle, eller »tarngit« saa sygner den vedkommende Legemsdeel; og først naar (den rette) angákoq faaer denne »Sjæl« indsat igjen, kommer Mennesket i fuld Orden. Men hvis dette ikke lykkes maa han dø. Men naar selve en angákoks »Sjæl« bliver ham (-----t ?) bliver denne en ond Aand eller farligt Spøgelse som kaldes Qardlimaetseq . Jeg spurgte hvordan det kunde være, at en Sjæl som var spiist, dog kunde »gaae igjen?« Men da han hertil ikke kunde finde noget Svar prøvede jeg paa at forklare dem de Kristnes Tanker om Sjælen, der intet Legeme har, og som skal leve evigt som Aand, og vente paa sit første Legemes salige Opstandelse. (s. 78-79).

Om at miste sine sjæle

En Mand som heed Qiainaq sagde, at han troede fuldt og fast paa angákut; og saasnart som han synes at han savner en af sine »Sjæle« skynder han sig at meddele dette til en eller anden af dem; og saa faaer han dem strax tilbage igjen. Men hvordan det gaaer til med Indsættelsen, det forstaar han selv ikke. Kun saa meget veed han at det gjerne sker om Natten eller naar der er slukket i Huset. Saa lader angákoq ham sætte sig ned medens han bringer alting i Orden for ham. (s. 83-84).

Solformørkelse

16de Marts. I den Tanke at den ventede Solformørkelse skulde være heel, (total) gik jeg over til vore Naboer, som jeg tænkte, maaske, vilde udvise nogle særlige Skikke ved saadan Lejlighed. Men jeg blev heri skuffet; men Solformørkelsen blev jo rigtignok ogsaa kun halv. Dog fortalte de at Maratssuks Fader — (den ovennævnede Maya), engang under en Formørkelse havde tiltalt Solen. Ellers havde de ikke noget særdeles at fortælle. Heller ikke frygtede de Maaneformørkelser, sagde de. Solen formørkedes indtil Halvdelen, men da det var skyet, var Formørkelsen idetheletaget ikke let at skælne. Nogle af dem røbede dog Angst i det de spurgte mig: Hvorledes det vilde ende, hvis den blev heel mørk? De beundrede i høi Grad Europæerne, der kunne forudsige hvornaar sligt vil indtræffe.

Den 17de Marts. Vi hørte ovre fra Hedningene af, at Sanimuinâq havde manet Aander fordi hans Søn var bleven syg. (s. 87).

En skytsånd stiller stormen

Blandt forskjælligt andet hørte vi. at Sanimuínâq, (de herværende Hedninges angákoq) engang i en Storm som han havde havt ondt ved at klare, havde udsendt en af sine Skydsaander, der strax skulde have stillet Stormen, som var en haard Norden. Agdlagdlaq troede (som sædvanlig fuldt og fast) paa Rigtigheden af dette. (s. 90).

Om børn og "det hellige"

De synes ikke engang at det er urigtigt at lade deres Børn høre hvad det skal være. Paa en Maade er de jo ogsaa noget undskyldte, da de jo alle leve i et eneste Rum og intetsted have at sende Børnene bort til, selv om de vilde. Dog er det samtidig ogsaa deres Villie at opdrage deres Børn til deres egne Fremtidsskikke ved at lade dem være nærværende ved alt. Kun forlange de at de skulle være deres Forældre og de Voxne lydige, og holde sig fra at gjøre hvad disse forbyde dem, saasom f. Ex. at røre ved Trommen eller forsøge paa at gjøre Trolddom. — (s. 91).

Om at miste sin sjæl

Den 6te. Idag kom Avâq . Han kom fra vore landfaste Naboer, hvor han skulde undersøge angákoq Sanimuínaq, ved Trommegnidning. Denne sagde nemlig med Bestemthed, at han havde mistet sin Sjæl; og om Aftenen kom selve den Syges Broder herover til os, for at bede vor Anfører om Medicin, som kunde skaffe ham hans Sjæl tilbage igjen. (s. 92).

Om hekse og sjælerøvere

Man mente efter hans Tale at dømme, at han maatte være fra Forstanden. Siden hørte vi fra andre at han holdt sig selv for en ilisîtsok (»Hex og Sjæleudtager«. (s. 92).

Hansêraks afslutningsord

»Ængstelser og Farer gaaer man i, overalt; men Guds Varetægt er ogsaa altid den samme overalt — Ham Skee Tak! (s. 101).

Signe Rinks Appendix til Hansêraks Dagbog ►

Fodnoter