Harald Blatan og Palnatoke: Fjerde Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Harald Blatan og Palnatoke:
Fjerde Samtale


Haralds Skibe laa udi Limfjord, selv var han stegen paa Land med Fjølnir, og som de ginge langs Bredden, samtalede de.


Fjølnir.
Ei maa du vredes, Herre Konge!
Fordi jeg spørger dig saa frit:
Hvad vil du med de mange Snekker?


Harald.
Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge:
Hvad Stormen vil at jeg skal gøre
Her, hvor jeg aldrig gider kommet
Ret fra den Stund, du husker nok,
Den Juleaften.


Fjølnir.
Ikke saa jeg mente;
Men hvi du nu i Alderdom
Vil give dig paa Vikingstoge;
Hvi ei du tøver hjemme nu
I Ro, derom jeg vilde spørge.


Harald.
Og du jo svaret har dig selv!
Du vil, at jeg skal tøve hjemme
I Ro, ja, naar jeg havde Ro.


Fjølnir.
Nu er jo Palnatoke tæmmet,
Og Svend er sikkert ogsaa død.


Harald.
Maaske. Det var vel og det Bedste,
Men har du glemt det gamle Sagn
Om Randver, der han skulde hænges,
Hvordan han plukkede en Høg,
Og sendte Høgen til sin Fader,
Og Jormunrek paa Høgen saae saalænge
Til han forstod med tung og bitter Sorg,
At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes
Det er hel underligt at dø,
Og ingen Søn at efterlade.
Fødtes end Sønnen
Sildig, dog bedre
Er det, end ingen
Arving at eie.
Sjelden stande
Bautastene tætte,
Reise ei Sønner
Dem efter Fædre.
Er saa ei sagt i Havamal?


Fjølnir.
Hvorledes er det med dig? Herre Konge!
Saaledes talte du jo aldrig før.
Jeg troer du har Sot.


Harald.
Ja Helsot.
Jeg og har levet mange, mange Aar.
Hvorlænge er det nu vel siden
Den Juleaften?


Fjølnir.
Ogsaa jeg
Er siden den Tid vorden gammel.
Men, gaa vi ikke alt for langt
Fra Skibene? Du kunde trættes.


Harald.
Ja, jeg er allerede træt
Af denne Gang, som af den anden.
Hist er en Sten, en mægtig Sten,
Der kan vi sætte os og hvile,
Og tale om den forbigangne Tid.


Fjølnir.
Nei, Konge! Sædet er for haardt
Til dine gamle, møde Lemmer;
Vi snart kan naa igen dit Skib,
Der kan du dig langt bedre hvile.


Harald.
Vist ikke, Fjølnir! Hvilken Sten!
Hvad om vi kunde faae en saadan
Paa vore Høie! Vil du tro,
Den kunde skygge over begge,
Og naar de lange Tider led
Man skulde dog i Danmark mindes,
Hvem der fik slig en Bautasten.


Fjølnir.
Din Tale er hel underlig, min Konge!
Hist er en anden Sten, og den
Er ei saa høi, saa ubekvem til Sæde.


Harald.
Jeg tro'r du ræddes for den Sten,
Kan du nu ikke klavre længer?
End kan jeg mindes, da du sprang
Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,
Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!
Saa vil vi se, hvem af os begge
Der først kan klavre op.


Fjølnir.
Nei, nei,
Jeg kan ei klavre, du og neppe.
Kom med til denne lille Sten!
Der kan vi sidde ret i Mag.


Harald.
Du glemmer nok, at jeg er Konge,
Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!
Og du skal se, at jeg kan klavre;
Kan du ei vinde op, saa tøv
Kun nedenfor! du est jo ogsaa
Af Trælleæt.


Længe varede det, og stor var Møien før Harald mægtede at komme paa Stenen. Der sad han tiende enstund og skuede trindt sig.


Harald.
Besynderligt!
Var det ei hist ved hine Træer
At Knud sprang op? og denne Sten!
Hvad? Hu! hvor blev du Fjølnir! kom dog,
Og se! Er Mosset ikke rødt
Paa denne Side?


Fjølnir.
Nei, mig tykkes,
At det er gult, en smule brunt.


Harald.
En smule! ja han havde ogsaa
Alt dengang mistet meget Blod,
Det var jo kun de sidste Draaber,
Som dryppede paa denne Sten!
Og det var allerede meget,
At Mosset blev en smule brunt;
Men det var ogsaa Broderblodet.
Brødre skulle
Slægtskab skille,
Hinanden dræbe.
Frænder øde
Næste Frænder.
Sværdtid, Skjoldtid,
Vindtid, Ulvtid,
Før Ragnaroke.
Kan du ei mindes Fjølnir! disse Ord?
Saa mælte Knud i Dødens Vaande,
Det var mig tit, som Nogen raabte
Dem i mit Øre, aldrig dog
Saa høit, saa frygtelig de løde,
Som nu i denne fæle Stund.
Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,
Hvad heller mæler denne Sten?


Fjølnir.
Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,
Og ser dog ei, at mine Lemmer ryste;
Men vel det undrer mig, at du,
En Kristen, gruer ved at tænke
Paa hedensk Kvad, paa Noget, som
En Hedning kvad, for dig at skrække.
Hvad har du gjort? Det Samme jo,
Som dine gamle, priste Frænder,
Som Regner Lodbrok selv, en Mø
Du saae, som du fik Lyst at eie,
Og Ormen, som sig trindt om Buret vandt,
Ham stak du, og gik ind, og favned Møen,
Fordi den Mø ei Thora hed, men Danmark,
Fordi den Orm hed Knud, hvad skader det?


Harald.
Men Regner, han som Ormen stak,
Han blev og stungen død af Orme,
Det har du glemt.


Fjølnir.
Ja, det er vist,
At jeg har Meget glemt, som du end mindes,
Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
Hvad vilde vel din fromme Moder sige,
Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?


Harald.
Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.


Kongen hensank i dyb Grublen; men ikke eiede Sjelen Størke til at overvinde de forstyrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.


Harald.
Nu lystig, Fjølnir! spring til Skibs!
Og hent mig alle mine Mænd
Med Touge og med Løftestænger,
Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,
Og lad dem drive mine Bønder hid,
Med Stænger og med Reb og Øksne,
Thi her er Arbeid for dem Alle!
Nu er jeg engang blevet glad igien.


Fjølnir.
Min Konge!


Harald.
Ja, din Konge er jeg,
Men derfor skal du ogsaa løbe,
Alt hvad du kan, thi du kan tro
At her er ingen Tid at spilde.
De Døde er just ei at spøge med,
Og hvad man lover dem, det maa Man holde.
Nu! hvorfor nøler du? kun, rask!


Fjølnir.
Jeg ræddes for dig, Herre Konge!
Du ser saa vildt.


Harald.
Nei hør til ham,
Fordi Man stundum er lidt lystig!
Hvad havde jeg for alt, hvad jeg har gjort,
Hvad var der ved at være Konge,
Naar jeg, som du, var aldrig glad?
Nu ingen Snak! men løb!


Fjølnir.
Jeg maa
Vel gange, naar du saa befaler,
Men saa er du jo ene her!


Harald.
Jeg ene? du kan aldrig huske,
At jeg er Konge. Alle Ting,
Det Døde som det Levende maa snakke
Med mig, saasnart jeg ikkun vil.
Nu skal du bare høre:
Hvorfor er du saa brun, du Mos!
Har du vel Lyst at blive fløttet,
Du store Sten! til Jelling Høi?
Harald lagde Øret til Stenen, men Fjølnir gik.
Ja rigtig! ja det vidste jeg
Da nok, hvorfor du Lød har skiftet,
Men vil du fløttes? nu saa svar!
Jeg troer, ogsaa du har Nykker,
Og stoler paa jeg ei er ung;
Men jeg skal vise dig, at Konger
Blir aldrig gamle, aldrig svage
Saalænge der er Noget ungt,
Og om jeg saa dig overalt
Skal male med den samme Lød
Som dette Mos, saa skal du fløttes.


___


En mægtig Flok slæbede paa tunge Sten, og til den nære Lund var den nu henvæltet. Harald og Fjølnir stode bag ved Flokken.


Harald.
Det gaar jo herligt, hopsa, hopsasa!
Der kan du se, at det gaar an;
Men den er tung, det kan jeg mærke.
Min Moder kommer til at vænne
Sig til et stakket Aandedræt,
Men hun gad ogsaa gerne sukke
Imens hun leved, og hun alt
Vel nu er vant til lidt at knuges.


Frem gik Odinkar. Med Undren saae han Folkets Færd, og med Skræk hørte han Kongens Tale.


Odinkar.
Dig hjelpe Krist af Nød, min Konge!


Harald.
O! jeg har ingen Nød, se der!
Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.
Hvem er du ellers? jeg er Harald,
De Danskes Konge som du ser.


Odinkar.
Jeg er kun Kristi ringe Tjener,
Men bytted ei med dig, jeg har
Hvad du maa savne, Ro i Sind.


Fjølnir.
Hold Mund, du dumme Klerk!


Harald.
O lad ham snakke! det er Løier
At se, hvordan han skaber sig.
Din Stakkel! er det længe siden
Saa rent du tabte din Forstand?
Du har det allerværste Galskab
Du tænker, du kan finde Ro.
Se paa den store Sten derhenne!
Den mente og, den vilde staa i Ro,
Men ser du nu, hvordan jeg triller
Den som et Hjul!


Odinkar.
Jeg ser det, men
Det Hjul har Mandeben til Aksel,
Og bliver smurt med Mandesved,
Og Mandeblod, det maa vel trille.


Harald.
Ja deri har du Ret, det hjelper
At den blev smurt med Mandeblod,
Men, derfor skal den ogsaa trille;
Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,
Maa aldrig stilles, aldrig stædes.
Det kan du ogsaa se paa mig,
Jeg er nu gammel, grumme gammel,
Men jeg kan aldrig have Ro.


Odinkar.
(sagte.)
O Gud! saa mærkede du Kain,
Saa dreves om den første Brodermorder.
(høit.)
Men siig mig Konge! hvor skal Stenen hen?


Harald.
Det skal jeg saamæn sige dig.
Du veed, min Moder hun hed Thyra,
Min Broder hed Knud Danaast,
Thi Danske godt ham kunde lide.
Min Moder holdt dog mest af mig,
Thi naar hun sang, saa sad jeg stille,
Og lærte Noget udenad
Af det hun sang, og naar hun spurgte:
Om jeg ei ogsaa vilde sjunge saa,
Og være Kristen, dersom jeg blev Konge,
Saa svarte jeg bestandig: jo,
Fordi mig tyktes, det var herligt,
At være Konge, som det ogsaa er.
Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,
Naar Nogen nævned Knud, og tit
Hun sagde til mig: hvis han lever,
Saa blir du aldrig Konge, han,
Den Hedning bliver det. Da tænkte
Jeg mangegange paa, om og
Det just var sagt, han skulde leve,
En Klerk fortalte mig, det var
En hellig Idræt ham at dræbe;
Jeg dræbte ham, min Fader Gorm,
Han døde fluks af Sorg og Harme,
Saa blev jeg Konge.


Odinkar.
Dyrt var Købet.


Harald.
Hvordan? var det saa dyrt? du er
Jo ogsaa Kristen, og min Popo
Har sagt, at Kristendommens Urt
Desbedre gror, jo mere Hedningblod
Den gødes med, og Knud var Hedning
Og kom til Helved, men til Himmerig
Skal jeg, fordi jeg fik ham myrdet.
Men veed du hvad? det er dog tit
Jeg tror at baade du og Popo
Og Thyra løi, og narrede mig kun.
Mig tykkes ret, at jeg er Høder,
Som myrdede sin Broder Balder,
Den Elskede, og Fjølnir! du,
Du er da Loke, du mig raadte
At overfalde Knud om Natten
Med mange flere Folk. Naar mig
Man smider i det sorte Helheim,
Saa skal du bindes der paa Stenen,
Med Palnatokes Tarme – Stenen? ja
Den triller herlig, hopsa! hopsasa!


Odinkar.
(sagte.)
O ve det arme Mandebryst
Hvori med Himlen Helved strider!
Men dobbelt ve det Helvedbryst,
Hvor Satan uden Strid regerer!


Harald.
Men ser du nu, den Sten skal staa
Paa Thyras Grav; thi jeg vil glæde
Min Moder med en værdig Bautasten;
Den har kun een, en lille Rune,
Men den er ristet med mit Sværd,
Som dyppedes i Hedningblodet.
Naar Gorm kun ikke bliver vred!
Men det er sandt, o det var herligt!
Da Knud han skulde til at dø,
Da sagde han, jeg skulde myrdes
Paa ligedan en Sten, ifald
Jeg nu blev myrdet af en Hedning,
Saa kunde Gorm jo faae en Sten,
Som ogsaa var ham kær. Ei sandt?
Det kunde jo gaa lige op.


Nei vil du se, der sprang jo Rebet,
Og hele Flokken drat omkuld,
Den vil nok ikke trille længer.
Dybt bevæget gik Odinkar bort, og mælte som han gik:
O ve de Arme, som opsluges maa
Af dybe Kløft imellem Krist og Odin!


En gammel Mand kom hastelig gangende og søgte lige paa Kongen.


Harald.
Du gamle Graaskæg! har du set
Et større Hjul end det at trille?


Den Gamle.
Hvad kan ei trille, naar der kun
Er nok om Værket! Vil du sige
Mig, Konge! hvad dig tykkes størst:
Den store Sten, hvad heller Landet
Den væltes paa? thi jeg har set,
At hele Dannemark kan trille.


Harald.
Du er da ogsaa gal, i Dag
Har Alle, tror jeg, tabt Forstanden.


Den Gamle.
Hvis du har og Forstanden tabt,
Da har i Dag du Meget mistet;
Thi aarle, ret som Sol gik op,
Paa Viborg Thing du Danmark misted.
Din Søn er kommen her i Fjord
Med Palnatoke.


Harald.
Hvad? med Palnatoke?
Har Svend da rigtig sanket op
De døde Ben og sat dem sammen?
Dog det er Sandt, din Stakkel! du er gal.


Fjølnir.
Det er dog vel kun Løgn, du Gamle!
At Palnatoke skulde leve end?


Den Gamle.
Du kan jo faae det selv at se, thi længe
Det varer ei før, han er her,
Og der var mange Mænd paa Thinget,
Som vilde med herhen at se,
Om I nu og var blevet færdig
Med jeres Sten. De mente, at
Da nu Saameget skulde fløttes,
Saa var det bedst at fløtte Alt.


Harald vendte sig, i Tanke at Odinkar stod der end, og mælte:


Den Sten kan vist ei heller trille,
Undtagen den blir smurt med Blod.


Hurtig sankedes Flokken og slog en Kreds om Kongen og Fjølnir, men den Gamle gik hastelig ind i Skoven.


Fjølnir.
I tappre Jotlands Mænd! jer Konge…


Harald.
Hold Mund! jeg kan jo snakke selv.
I veed jeg har en Søn, jeg avled
Ham just engang, da jeg var gal,
Og derfor er han vred, og kommer
Her, for at slaa mig selv ihjel.
Nu er jeg klog, og har i Sinde,
Den Ting skal gøres om igen.
Han er kun vred, fordi han lever,
Derfor vil jeg ham slaa ihjel,
Saa tænker jeg, han blir fornøiet.


Jeg ser, den Sten vil ikke bort
Fra Fjorden, en tre, fire Stykker
Af Jer kan nu gaa hen igen,
Og bære den paa jeres Skuldre
Til Fjorden, og saasnart som Svend
Da kommer, skal I straks den smide
I Panden paa ham. I kan tro
At han vil føle hvor den rammer,
Saa dumper han med den til Bunds,
Og I skal se, hvor det vil boble.


Nu! skynd jer! hvorfor nøle I?
I mene det er Synd for Stenen?
Den kan vi trække op igen!
Nu! vil I ikke? ja, saa kan jeg selv.


Fjølnir.
Der ganger Harald, eders gamle Konge,
Hans Fødder vakle; skaldet er hans Isse.
Da I opvokste, graanede hans Haar;
Men Guder gav ham dette lange Liv,
Paa det at eders Sønner skulde skue
I ham hans Moder: Thyra Danebod;
Hun som bespiste eders Oldefædre,
Og redded dem fra Sultens tunge Død,
Som Heder rydded, og som Landet bygged,
Som reiste Daneværke op med Kraft
Til Jotlands Værn, som ikke end i Døden
Fra eder og fra Jotland vilde skilles.


Kong Harald kaldte jer. End før sin Død
Paa Thyras Høi en Sten han vilde reise,
Som gennem Aldre kunde vidne om
Hvor elsket Thyra var, hvad Jotland mægted.
I knurred over store tunge Værk,
Og ei det undred mig; I aldrig Thyra
Har set, I saae ei hvad hun led
For eders gamle Oldefædres Skyld;
Men medens Harald ægger jer til Vrede,
Fordi han er en alt for kærlig Søn,
Da kommer Svend, hans egen Søn med Vaaben,
Og med en Vikingsflok, at dræbe ham
Og hærge Landet, som hans Sæd mon være.
Der Harald spurgte denne onde Færd,
Af Sorg, I hørte det, sit Vid han tabte.


Jeg fulgte ham i trende Snese Aar,
Min gamle Fod mig knap vil bære længer
Og Haanden ryster, men endnu engang
Til Hevn for Harald skal jeg Sværdet løfte.
Vil I gaa med til Strid for Thyras Søn?
Hvad heller vil I Oldingen forsage,
Og hylde Æsas, Trællekvindens Søn?


Flokken.
(Med Bulder og Gny.)
Til Strid, til Hevn for Thyras Søn!


___


Mørk var Natten. Harald og Fjølnir ginge frem med en Flok Hirdmænd og vare komne i Lunden, nær som hin store Sten laa omveltet.


Harald.
Hvor er vi? er her ingen Stub,
Og ingen Sten, hvor jeg kan hvile?


Fjølnir.
Men, Herre Konge! hvorfor vilde du
Ei blive paa dit Skib og hvile?


Harald.
Jeg kunde ei, det stærke Vaabengny
Blev ved at dundre for mit Øre.
Jeg veed ei selv, hvordan det er,
Mig tykkes jeg var glad i Morges,
Nu er jeg saa bedrøvet og beklemt.


Fjølnir.
Det maa du ikke være, Herre Konge!
Alt kan jo blive godt endnu.
Vi seirede, og Svend kan ikke flygte,
I Morgen er han i din Vold.


Harald.
Og er det derfor godt? ham kan jeg dræbe,
Men ikke Angsten i mig selv.


Nogle af Flokken.
Her er en Sten.


Harald.
O lad mig komme
Derhen! – Saa! det var godt, men, hu!
Hvor det er mørkt og sort og skummelt!
Kan I ei tænde os et Baal,
Som dog kan lyse lidt i Natten?


Ild blev gjort og hurtig blussede de tørre Grene. Hirdmændene leirede sig trindt Baalet, men Fjølnir stod mørk, grublende ved Kongens Side og lænede sig mod Stenen.


Harald.
Hvad skal jeg gøre, Fjølnir! skal jeg ei
I Morgen mig med Svend forlige?
Jeg dør dog snart, og kan ei længer selv Regere.


Fjølnir.
Skal da Palnatoke leve?


Harald.
Ja Palnatoke! hvem kan dræbe ham,
Som kunde løbe ned ad Kullen
Og leve dog? Endnu har Odin Magt,
Da sine Venner han formaar at frelse.
O vidste du hvor mat og syg jeg er!
Paa Strid og Had jeg ikke mer kan tænke,
I Hjertet faar jeg aldrig mere Ro,
Men uden for mig vilde jeg saa gerne
Dog have Fred, maaske jeg kunde da
Lidt mere rolig lægge mig i Høi;
Thi du kan tro, min Tid er snarlig omme.


Fjølnir.
Du skulde sove, det vil styrke dig,
Det Andet skal nok jeg besørge.


Harald.
Ak nei, jeg har jo sovet længe nok,
Jeg vaagned først ved Sværdelarmen,
Men Søvnen har ei kvæget mig,
Jeg laa og drømte om saa Meget,
Om Knud og Gorm og Thyra, nei
Jeg vil ei sove mer. O! kunde
Jeg have tænkt mig denne Stund,
Jeg vilde aldrig været Konge.


___


Et andet Sted i Skoven.

Palnatoke stod ene, lænende sig mod en gammel Eg.


Saa skal da Jetter altid seire!
Saa er da Asers Magt forbi paa Jord!
Dog nei, det kan, det maa ei være,
Og dog – hvad bringer vel den Dag,
Som ruges ud i dette fæle Mørke?
Ja, bragte den mig Heltedød!
Men Sværde vil mig ikke saare.
Da Hildur sveg os, trængte jeg
Mig ind i største Mandevrimmel,
Men kunde hverken vinde eller dø,
Og fanges jeg! nei før mit eget Sværd
Skal sende mig til Valhals Guder.
Og hvorfor ikke nu i denne Stund,
Som er min egen? Hvi fremdrives
Jeg saa? Hvad kan vel findes her?
Uvilkaarlig fremgik Kæmpen og standsede pludselig.
Hvad blusser hist? et det et Baal?
Hvad ahner mig!
Nærmere gik han.
Ja det er natlig Lynglimt.
Hvem er vel det, som sidder der
Paa Stenen? er det ikke Harald!
Det er, det er den feige Niding, som
I Dag jeg søgte, men ei kunde finde
Fordi han fjæled sig. – Nu vel!
Saa dø da Nidingsdød, du Niding!


Ud drog han Pilen og lagde den paa Buen; vel vilde han sigte i Halvmørket, thi det tyktes ham som denne Pil skulde skille Krists og Odins Trætte.


___



Ved Stenen.


Harald.
Hvad er det Gule vel, som skinner hist?


Fjølnir.
Jeg Intet ser, det er vel Luen,
Som kaster Skinnet paa et Træ.


Harald.
Men Luen skulde ikke skinne saa,
Der kunde komme En og se os her.
Jeg er saa bange, slukker Ilden!


Pilen fløi og ramte hardt under Hjertet.


Harald.
Jeg dør, o Kristus! Kristus eller Odin!
O hvilken Gud tør jeg vel dristig nævne?
Ak Ingen, Ingen, jeg maa dø allene.


___