Harald Gråfelds saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif
Eiriksønnernes saga
Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif
Haakon jarls saga - -
Norsk.gif
Soga um Eirikssønine
Norsk.gif
Soga um Haakon jarl


Snorre Sturlason

Heimskringla


Harald Gråfelds saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1. Om Eriksønnerne

Eriksønnerne overtog kongemagten i Norge, da kong Håkon var faldet. Harald var den mest ærede af dem, og han var den ældste af dem, der endnu var i live. Gunhild — deres mor — tog meget del i regeringen af landet sammen med dem; hun blev da kaldt kongemor. Disse var dengang høvdinge i landet: Tryggve Olavson øst i landet, Gudrød Bjørnson i Vestfold og Sigurd Ladejarl i Trondheim — men Gunhildsønnerne havde midtlandet. Den første vinter gik der ord og bud mellem Gunhildsønnerne og Tryggve og Gudrød, og sagen blev forligt, sådan at de skulle have de samme dele af riget, som de før havde fået af kong Håkon.

Der var en mand, der hed Glum Geireson; han var kong Haralds skjald og en vældig kriger. Han digtede dette vers efter Håkons fald:


Godt har gramen hævnet
Gamles fald på valen;
modigt fælded’ fyrsten
fjendens hær i striden.
Harald bød da Håkons
hede blod til ravnen;
vel blev våben rødnet
vesterud ved havet.


Folk syntes meget godt om dette vers, men da Ejvind Finnson erfarede det, kvad han det vers, som før er skrevet:


Før havde dog fyrsten
farvet rødt sit våben
(krigernes mod kogled’
af kraft) i Gamles blod.
Eriks afkom måtte
alle tage flugten
ud på havet (hæren
hersen nu begræder).


Dette vers blev også ofte gengivet, men da kong Harald fik det at vide, ville han af den grund straffe Ejvind med døden, men deres venner forligte dem sådan, at Ejvind skulle blive kongens skjald, ligesom han før havde været kong Håkons. Der var nært slægtskab imellem dem, idet Gunhild — Ejvinds mor — var en datter af jarl Halvdan, men hendes mor var Ingebjørg, der var datter af kong Harald Hårfager. Så digtede Ejvind et vers om kong Harald:


Du lod — horders herre! —
hagl af stål på brynjen
ej i strid dig stoppe
(stadigt spændtes buer).
Højt i din hånd runged’
— Harald! — dit hvasse sværd;
mæt ku’ atter ulven
æde sig i faldne.


Gunhildsønnerne opholdt sig fortrinsvis i midtlandet, for det forekom dem ikke sikkert at give sig i hænderne på hverken trønderne eller vikværingerne, som havde været kong Håkons bedste venner, og der var mange stormænd begge steder. Der drog folk med forligsbud fra Gunhildsønnerne til jarl Sigurd, for før det fik de ingen indtægter fra Trondheim, og det endte med, at de — kongerne og jarlen — blev forligte og bandt sig med eder; jarl Sigurd skulle af dem have den samme magt i Trondheim, som han før havde under kong Håkon — så blev de kaldt forligte.

Alle Gunhilds sønner blev kaldt grådige, og det var snakken, at de gemte værdier i jorden; herom digtede Ejvind Skjaldefordærver:


Om høgens stol havde
i Håkons tid alle
snoet Fyrisslettens
såkorn — hør mig, kriger!
Nu har folkets fjender
Frodes jættetrælles
malede mel fjælet
i moder jords leg’me.
På skjaldens skjolds leje
skinned’ under Håkon
Fullas pandes prydværks
prægtige sol evigt.
Elvens sol nu ejer
alle jætters fjendes
moders krop (man kan ej
kongers vilje ændre).


Da kong Harald fik sandheden at vide om disse vers, sendte han bud til Ejvind, at denne skulle opsøge ham, og da Ejvind kom, anklagede kongen ham og kaldte ham sin uven: »— og det sømmer sig dårligt for dig,« sagde han, »at være troløs imod mig, når du tidligere blev min mand.« Da kvad Ejvind dette vers:


Førend dig — min fyrste! —
fulgte jeg én konge;
(alder må jeg udstå)
— ej mig ser den tredje.
Huldt jeg tjente — herre! —
holdt ej flere skjolde;
(alders dom mig dømmer)
drottens sag jeg gavned’.


Kong Harald lod sig overdrage denne sag til doms. Ejvind ejede en stor, god guldring, der blev kaldt Mulde — den var for længe siden blevet fundet i jorden — og den ring sagde kongen, at han ville have, og der var intet andet vilkår. Så kvad Ejvind:


Blot mig siden børen
blæser mildt i ryggen
hist fra bølgehestens
hæderfulde styrer.
Jeg må ringen række
den ringglade konge;
lyngens ormeleje
længe var min faders.


Derpå drog Ejvind hjem, og det er ikke omtalt, at han siden opsøgte kong Harald.


2. Om Gunhildsønnerne

Gunhildsønnerne antog — som det før blev skrevet — kristendommen i England, men da de kom til magten i Norge, kom de ingen vegne med at kristne folk i landet, så overalt, hvor de kom, nedbrød de helligdommene og forstyrrede ofringerne — deraf fik de mange uvenner. Det var i deres dage, at velstanden i landet blev spildt, for der var mange konger, og hver af dem omgav sig med livvagt, hvilket krævede mange omkostninger; de var tillige meget pengegriske, og de overholdt ikke mange af de love, som kong Håkon havde fastsat — bortset fra dem, som de fandt for godt. De var alle meget smukke mænd, store og stærke og vældige idrætsmænd; således siger Glum Geireson i den drapa, han digtede om Harald Gunhildson:


Han som hærmænd ofte
Heimdals tænder skænker
tolv idrætter øver
— ingen gør det bedre.


Ofte færdedes brødrene alle sammen, men indimellem hver for sig; de var grumme og tapre folk — store krigere og meget sejrrige.


3. Gunhilds og sønnernes rådslagning

Gunhild kongemor og hendes sønner holdt ofter møder og samtaler for at drøfte landets regering, og engang spurgte Gunhild sine sønner: »Hvordan agter I at lade det gå med magten i Trondheim? I bærer kongenavn på samme måde, som jeres forfædre tidligere har gjort, men I har kun småt med følge og land, og I er mange om at dele. Viken østpå indehaves af Tryggve og Gudrød, og det har de vel nogen krav på for slægts skyld, men jarl Sigurd råder hele over Trøndelagen, og jeg véd ikke, hvilken grund I har til at lade en jarl råde for så megen magt uden om jer. Jeg finder det underligt, at I hver sommer farer på vikingetogt til andre lande, mens I indenlands lader en jarl tage jeres farsarv fra jer. Harald — din farfar, som du er opkaldt efter — ville regne det for intet at sætte en jarl fra magten og livet — ham, der vandt sig hele Norge og siden regerede over det til sin alderdom.« Harald svarede: »Det er ikke så let,« sagde han, »at taget livet af jarl Sigurd, som at slagte et kid eller en kalv. Jarl Sigurd kommer af en stor æt og har mange slægtninge, og han er vellidt og klog. Jeg tænker, at hvis han med vished erfarer, at han kan forvente ufred fra os, da står alle trønder, hvor han står. Så opnår vi ikke noget dér andet end dårligt; det forekommer mig, at ingen af os brødre så kan sidde trygt mellem trøndere.« Da sagde Gunhild: »Vi skulle da gå andre veje med vores planer — og gøre det lettere for os. Harald og Erling skal til efteråret sidde på Nord-Møre, og jeg vil også drage med jer — så må vi alle sammen prøve, hvad der kan gøres.« Nu gjorde de på denne måde.


Christian Krohg: Gunhild opildner sine sønner


4. Rådslagning mellem Gunhildsønnerne og Grjotgard

Jarl Sigurds bror hed Grjotgard; han var meget yngre og mindre hædret, og han bar heller ikke hæderstitel, men han havde sig dog et følge og vandt sig midler på vikingetogter om sommeren. Kong Harald sendte folk til Trondheim for at opsøge jarl Sigurd med vennegaver og venlige ord; de sagde, at kong Harald tilbød ham samme venskab, som jarl Sigurd før havde haft med kong Håkon. Det fulgte også med beskeden, at jarl Sigurd skulle komme til kong Harald, og så skulle de dér fuldt ud knytte venskabsbånd. Jarl Sigurd tog godt imod sendebudene og kongens venskab; han sagde, at han ikke kunne opsøge kongen på grund af sine mange forpligtelser, men han sendte kongen vennegaver og gode og milde ord til gengæld for hans venskab. Sendebudene drog væk. De opsøgte Grjotgard og forelagde ham det samme budskab: Kong Haralds venskab, indbydelse og dertil gode gaver. Da sendebudene drog hjem, lovede Grjotgard at komme, og på den aftalte dag kom Grjotgrad til kong Harald og Gunhild; de tog meget glade imod ham, og han opholdt sig dér i den største venlighed, således at Grjotgard tog del i vigtige aftaler og mange hemmelige sager. Så skete det, at talen faldt på jarl Sigurd, sådan som kongen og dronningen forud var blevet enige om. De nævnte for Grjotgard, hvordan jarlen havde gjort ham til en ringe mand, men hvis han ville tage del i denne sag med dem — sagde kongen — skulle Grjotgard blive hans jarl og få al den magt, som jarl Sigurd hidtil havde haft. Det kom dertil, at de enedes om den aftale, at Grjotgard skulle holde øje med, hvornår det var lettest at overfalde jarl Sigurd, og da give besked til kong Harald. Således stillet drog Grjotgard hjem med de gode gaver fra kongen.


5. Jarl Sigurds død

Jarl Sigurd drog om efteråret ind i Stjørdalen, hvor han var på gæstebud. Derfra drog han ud på Åglo, hvor han skulle på gæstebud. Jarlen havde hele tiden omgivet sig med mange folk, så længe han havde dårlig tiltro til kongerne, men fordi der var faret venskabsbud imellem ham og kong Harald, havde han ikke et stort følge nu. Grjotgard gav besked til kong Harald, at det ikke på et andet tidspunkt ville blive lettere at komme over jarlen, og straks den samme nat drog kongerne — Harald og Erling — ind imod Trondheim med fire skibe og et stort mandskab. De sejlede om natten ved stjernelys. Så kom Grjotgard dem i møde, og sidst på natten kom de til Åglo — dér hvor jarl Sigurd var på besøg. De satte ild til huset og brændte gården og jarlen inde med alle hans folk. Tidligt om morgenen tog de væk ud langs fjorden og så sydpå til Møre, hvor de opholdt sig længe.


6. Om jarl Håkon Sigurdson

Håkon — jarl Sigurd søn — var inde i Trondheim, da han erfarede disse hændelser. Der skete straks en stor hærsamling i Trondheim; ethvert skib, der var egnet til kamp, blev trukket i vandet, og da hæren samledes, tog man Håkon — jarl Sigurd søn — som høvding for flokken. Man styrede denne styrke ud fra Trondheim, men da Gunhildsønnerne fandt ud af det, drog de sydpå til Romsdal og Sunnmøre, men parterne holdt hver især øje med hinanden. Jarl Sigurd blev dræbt to år efter kong Håkons fald; Ejvind Skjaldefordærver siger således i Háleygjatal:


Sigurd gav
Geir-Tyrs svaner
Hugins øl
fra Haddingers val,
men lod livet
da landsherskerne
angreb ham
inde på Skatvol.
 
[Den ødling]
— —
— —
[uden rædsel]
lå livløs,
da landets konger
brød troskab
mod Tyrs ætling.


Jarl Håkon holdt med støtte fra sine slægtninge Trondheim i tre år, således at Gunhildsønnerne ikke fik nogle indtægter dér. Han havde nogle kampe mod Gunhildsønnerne, hvor mange folk blev dræbt; dette nævner Ejnar Skåleklang i Vellekla, som han digtede om jarl Håkon:


Stovt til Gønduls stormvejr
stævned’ krigerjarlen;
til strid førtes flåden
fremad uden nølen.
I skibets stavn skød han
skjoldet heftigt opad;
stærkt dæmpedes derved
drottehærens stridslyst.
Ej skal kæmpen klandres
for kampmod at fattes;
forrest stod han stadigt
i stålregnens pisken.
Buens hagl han brækked’
boldt af skibets måne,
mens han fortsat mætted’
moderulvens hunger.
Jarlen måtte møde
mangen gang til striden,
før guderne gav ham
grebet om østlandet.


Desuden nævner Ejnar, hvordan jarl Håkon hævnede sin far:


Ros til voveravnens
raske styrer lyder:
Med draget sværd drog han
djærvt sin far at hævne.
Stærk var våbenstormen
stadig rundt om hersen;
atter Odinhærens
antal blev forøget.
Bølgehestens høvding
heftigt lod den kolde
regn af våben vokse
vendt mod odelsbønder.


Efter dette gik venner af begge imellem og mæglede forlig mellem dem, for bønderne var misfornøjede med hærgen og indenlandsk ufred, og med råd fra mægtige folk kom det dertil, at de blev forligte, således at jarl Håkon skulle have samme magt i Trondheim, som hans far — jarl Sigurd — havde haft, mens kongerne skulle have den samme magt, som kong Håkon havde haft før dem. Dette blev bundet med fuldstændige forsikringer. Der opstod da et stort venskab mellem jarl Håkon og Gunhild, men indimellem lagde de svigefulde planer mod hinanden; således forløb endnu tre år, hvor Håkon sad i fred i sit rige.


7. Om Gråfeld

Kong Harald sad oftest i Hordaland og Rogaland og tilsvarende flere af hans brødre — de sad oftest i Hardanger. Det skete en sommer, at der fra Island kom et havskib ejet af islandske mænd. Det var lastet med forårsskind, og de styrede skibet til Hardanger, for de havde hørt, at dér var flest folk forsamlet. Da folk kom for at handle, var der imidlertid ingen, der ville købe forårsskindene. Så opsøgte styrmanden kong Harald — han var i forvejen bekendt med ham — og fortalte ham om denne vanskelighed. Kongen sagde, at han ville komme til dem, og det gjorde han. Kong Harald var en uhøjtidelig og munter mand. Han var da kommet på en fuldt bemandet skude. Han så på deres varer og sagde til styrmanden: »Vil du give mig et gråt skind?« »Gerne!« sagde styrmanden, »— og også flere!« Så tog kongen et skind og kastede det som en kappe over skuldrene; derefter gik han ned på skuden, men inden de roede væk, havde hver eneste af hans folk købt et skind. Få dage senere kom der så mange folk, der alle ville købe skind, at halvdelen af dem, der ville have et, ikke fik det. Derefter blev han kaldt Harald Gråfeld.


8. Jarl Eriks fødsel

Christian Krohg: Jarl Håkon

Jarl Håkon drog en vinter til Oplandene på gæstebud, hvor han lå hos en kone, som var af ubetydelig slægt. Kort tid derefter var denne kone med barn, og da barnet blev født — det var en dreng — blev han vandøst og kaldt Erik. Moderen førte barnet til jarl Håkon og sagde, at han var faderen. Jarlen lod drengen vokse op hos den mand, der hed Torleif den Kloge; han boede oppe i Medaldal, og han var en mægtig og rig mand og en god ven af jarlen. Erik blev hurtigt en lovende, ung mand; han var meget smuk at se på og blev tidligt stærk. Jarlen brød sig kun lidt om ham. Jarl Håkon var også en meget smuk mand at se på, ikke høj, men stærk og en stor idrætsmand; han var klog og den største kriger.


9. Drabet på kong Tryggve

Et efterår drog jarl Håkon til Oplandene, og da han kom ud til Hedemark, kom dér kong Tryggve Olavson og kong Gudrød Bjørnson imod ham; dér kom også Dale-Gudbrand. De holdt møde og opholdt sig længe i énrum, men det blev kendt, at de alle skulle være hinandens venner. Derpå skiltes de, og hver af dem drog hjem til deres rige. Dette erfarede Gunhild og hendes sønner, og de mistænkte de andre for, at de havde aftalt forræderi imod kongerne; dette drøftede de ofte.

Da det blev forår, kundgjorde kong Harald og kong Gudrød — hans bror — at de om sommeren ville drage på vikingetogt vestpå over havet eller i Østersølandene, sådan som de plejede. Så samlede de folk og satte skibene på vandet og gjorde sig klar. Da de drak deres afskedsøl, var det et stort gilde, og der blev snakket meget over drikken. Så kom det til mandjævning, og da blev der talt om kongerne selv; en mand sagde, at kong Harald i alle henseender var den bedste af de brødre. Dette blev Gudrød meget vred over, og han sagde, at han på ingen måde ville stå tilbage for Harald; han sagde også, at han var klar til at lade det komme an på en prøve. De blev da begge straks så vrede, at hver af dem tilbød den anden kamp, og de greb deres våben. De, som var mere fornuftige og mindre berusede, gik da imellem dem og standsede dem. De gik derpå hver især til deres skibe, og der var ingen udsigt til, at de ville sejle sammen; Gudrød sejlede østpå langs landet, mens Harald stævnede ud mod havet og sagde, at han ville sejle vestpå over havet, men da han kom ud forbi øerne, vendte han østpå udenskærs langs med landet. Kong Gudrød sejlede indenskærs østpå til Viken og derpå østpå over Folden. Så sendte han bud til kong Tryggve, at denne skulle komme ham i møde, så de sammen kunne hærge i Østersølandene om sommeren. Kong Tryggve optog dette godt og fandt det rimeligt. Han erfarede, at Gudrød kun havde småt med mandskab, og så drog kong Tryggve ham i møde med én skude. De mødtes ved Vegger øst for Sotenes, men da de gik til samtale, løb Gudrøds folk frem og dræbte kong Tryggve og 12 mand med ham. Han ligger på det sted, der nu kaldes Tryggveøre.


10. Kong Gudrøds fald

Kong Harald sejlede mestendels udenskærs; han stævnede ind i Viken og kom om natten til Tønsberg. Dér erfarede han, at kong Gudrød var på gæstebud et kort stykke inde i landet. Kong Harald og hans folk fór derhen; de kom om natten og omringede huset. Kong Gudrød og de andre kom ud, og der blev en kort kamp, før kong Gudrød faldt sammen med mange folk. Kong Harald drog hjem og opsøgte kong Gudrød — sin bror; de underlagde sig derpå hele Viken.


11. Om Harald den Grenske

Kong Gudrød Bjørnson var godt og passende gift; de havde en søn, der hed Harald. Han blev sendt til opfostring i Grenland hos lendermanden Roe den Hvide. Roes søn var Rane den Vidtberejste; han og Harald var nær jævnaldrende og fostbrødre. Efter Gudrøds — hans fars — fald flygtede Harald, der blev kaldt den Grenske, først til Oplandene sammen med Rane — hans fostbror — fulgt af få mand. Dér opholdt han sig en tid hos sine slægtninge. Eriksønnerne ledte meget efter de folk, der havde sager imod dem, og særligt efter de, der kunne forventes oprør fra. Haralds slægtninge og venner rådede til, at han forlod landet; Harald den Grenske drog da østpå til Svitjod og søgte sig skibslejlighed for at komme i følge med de folk, der drog på hærtogt for at skaffe penge. Harald var en meget duelig mand. En mand i Svitjod hed Toste; han var én af de mægtigste og gæveste mænd i landet, som ikke bar hæderstitel. Han var den største kriger og havde længe været på hærtogt; han blev kaldt Skøgul-Toste. Harald den Grenske kom i hans følge og var om sommeren med Toste på vikingetogt; alle værdsatte Harald. Vinteren efter opholdt Harald sig hos Toste. Tostes datter hed Sigrid; hun var ung og smuk og meget stolt. Hun blev siden gift med den svenske konge Erik den Sejrrige, og deres søn var Olaf den Svenske, der sidenhen blev konge i Svitjod. Erik døde af sygdom i Uppsala 10 år efter Styrbjørns fald.


12. Om jarl Håkon

Gunhildsønnerne udbød en stor hær fra Viken og drog så nordpå i landet og fik folk og skibe i hvert fylke; det blev gjort klart, at de med den hær ville drage nordpå til Trondheim og opsøge jarl Håkon. Jarlen erfarede disse hændelser og samlede hær og udrustede skibe, men da han hørte, hvor stor Gunhildsønnernes hær var, førte han sin flok sydpå til Møre og hærgede overalt, hvor han kom frem, og dræbte mange folk. Så sendte han hele trønderhæren og hele bondeflokken tilbage, men fór med hærskjold over begge Mører og Romsdal, mens han havde spejdere ude for at se efter Gunhildsønnernes hær helt syd for Stad. Han fik at vide, at de var kommet til Fjordene og afventede vind for at sejle nord om Stad; så sejlede jarl Håkon syd om Stad — udenskærs, så man ikke kunne se hans sejl fra land — og lod det derefter gå østpå langs med landet, til han kom til Danmark, og derfra mod Østersølandene, hvor han hærgede om sommeren. Gunhildsønnerne førte deres hær nordpå til Trondheim, hvor de opholdt sig meget længe; de indkrævede dér alle skatter og afgifter, og sidst på sommeren lod de Sigurd Savl og Gudrød blive tilbage, mens Harald og de andre brødre drog østpå i landet sammen med den ledingshær, der havde været ude om sommeren.


13. Om jarl Håkon og Gunhildsønnerne

Jarl Håkon drog om efteråret til Hälsingland, hvor han satte sine skibe på land. Derefter drog han landvejen gennem Hälsingland og Jämtland og så vestpå over Kølen, til han kom ned til Trondheim. Der samlede sig straks folk om ham, og han udrustede skibe. Da Gunhildsønnerne erfarede dette, steg de på deres skibe og sejlede ud efter fjorden, men jarl Håkon drog ud til Lade og sad dér om vinteren, mens Gunhildsønnerne sad i Møre. De angreb hver især de andre og dræbte hinandens folk. Jarl Håkon beholdt sin magt i Trondheim, hvor han oftest var om vinteren, men om sommeren drog han indimellem østpå til Hälsingland, hvor han tog sine skibe og hærgede i Østersølandene. Andre gange blev han i Trondheim og havde da hær ude; så kunne Gunhildsønnerne ikke holde sig nord for Stad.


14. Drabet på Sigurd Savl

Harald Gråfeld drog en sommer med sin hær nordpå til Bjarmeland, hvor han hærgede og holdt et stort slag med bjarmerne ved bredden af Vina. Kongen sejrede og dræbte mange folk; så hærgede han vidt omkring i landet og vandt sig overordentligt meget bytte. Dette nævner Glum Geireson:


Østpå farved’ fyrsten
flammende rødt sværdet;
bjarmer væk fra branden
bortflygtede nordpå.
Høvdingen vandt hæder
i heftigt spyduvejr,
da han fjender dræbte
dér hvor Vina løber.


Kong Sigurd Savl kom til Klypp Herses gård; Klypp var søn af Tord Horda-Kåreson, og han var en mægtig mand af en stor slægt. Klypp var ikke hjemme, men Ålof — hans kone — tog godt imod kongen, og der blev holdt et godt gæstebud og et stort drikkegilde. Ålof — Klypp Herses kone — var datter af Asbjørn og søster til Jernskægge fra Yrjar nordpå. Asbjørns bror — Reidar — var far til Styrkår, der var far til Eindride, som var Einer Tambarskælvers far. Kongen gik om natten til Ålofs seng og lå med hende mod hendes vilje; derefter drog kongen væk.

Efteråret efter drog kong Harald og Sigurd — hans bror — op til Voss, hvor de indkaldte bønderne til ting. På tinget angreb bønderne dem og ville dræbe dem, men de undslap og fór derefter væk. Kong Harald tog til Hardanger, mens kong Sigurd drog til Alreksstad. Da Klypp Herse erfarede dette, samledes hans slægtninge og drog imod kongen; høvding for denne færd var Vemund Ankelknækker, og da de kom til gården, angreb de kongen. Klypp stak sværdet igennem kongen, hvilket blev hans død, men i samme øjeblik dræbte Erling den Gamle Klypp.


Christian Krohg: Klypp dræber Sigurd Savl


15. Grjotgards fald

Kong Harald Gråfeld og kong Gudrød — hans bror — samlede en stor hær østpå i landet og drog med den hær nordpå til Trondheim. Da jarl Håkon fandt ud af det, samlede han sig en flok og drog sydpå til Møre, hvor han hærgede. Dér opholdt sig Grjotgard — hans farbror — som skulle varetage landeværnet for Gunhildsønnerne. Han udbød en hær, således som kongerne havde sendt besked om. Jarl Håkon gik imod ham og til strid; dér faldt Grjotgard sammen med to jarler og mange andre folk. Dette nævner Ejnar Skåleklang:


Jarlens hårde hjelmhagl
jog imod hans fjender.
(Lokevennens vindrik
volder digtets groen).
Snart til Odin sendtes
sønner af tre jarler;
folkets ædle fyrste
fanged’ ry i striden


Derefter sejlede jarl Håkon til havs og så udenskærs langs med landet sydpå. Han kom til Danmark og opsøgte Harald Gormssøn — danekongen; han fik her en god modtagelse og opholdt sig hos ham om vinteren. Dér hos danekongen var også den mand, der hed Harald; han var søn af Knud Gormssøn og en brorsøn af kong Harald. Han var kommet fra vikingetogt, havde hærget længe og skaffet sig store rigdomme; han blev kaldt Guld-Harald, og han mente at have god adkomst til at blive konge i Danmark.


16. Kong Erlings fald

Kong Harald og hans brødre førte deres hær nordpå til Trondheim og fik dér ingen modstand. De indkrævede dér skatter og afgifter og alle kongeindtægter, og de lod bønderne udrede store beløb, for kongerne havde i lang tid ikke fået mange indtægter fra Trondheim, fordi jarl Håkon havde siddet dér med mange folk og haft ufred med kongerne.

Om efteråret drog kong Harald sydpå i landet med størstedelen af den flok, der havde hjemme dér, mens kong Erling blev tilbage med sit følge. Han kom da igen med store krav til bønderne og gjorde deres vilkår hårde, men bønderne knurrede og tog ikke deres tab velvilligt. Om vinteren samlede bønderne sig; de blev en stor flok, og de drog derefter imod kong Erling, dér hvor han var på gæstebud. De kæmpede, og dér faldt kong Erling sammen med mange folk fra sit følge

Da Gunhildsønnerne regerede i Norge, var det meget dårlige tider, og det blev værre, jo længere tid de rådede for landet. Bønderne gav kongerne skylden og beskyldte dem desuden for at være griske og at give bønderne hårde vilkår. Det kom efterhånden dertil, at folk næsten over hele landet manglede korn og fisk. I Helgeland var der så stor sult og nød, at næsten intet korn voksede dér, men sneen lå over hele landet midt om sommeren. Dette kvad Ejvind Skjaldefordærver, da han kom ud, og det føg meget:


Sommeren lang sneen
Svølnirs hustru dækker;
på finners vis fodres
fæet inden døre.


Ejvind digtede en drapa om alle islændinge, og de belønnede den sådan, at hver en bonde gav ham en skatpenning — den stod i tre penninger vejet sølv, som var hvidt i bruddet — og da sølvet forevistes på Altinget, aftalte man at få en smed til at rense sølvet. Derefter blev der lavet en kappenål, og da smeden var blevet betalt, stod nålen i 50 mark sølv; den sendte de til Ejvind, men Ejvind lod nålen hugge i stykker og købte sig husdyr dermed. Om foråret kom der også en lille stime af sild ved nogle udskær. Ejvind bemandede et rofartøj med sine huskarle og jordlejere og roede derhen, hvortil silden var drevet; han kvad:


På sø-fødder fragter
fjordens mær os nordfra
hen, hvor garnets glatte
gælle-terner flokkes.
Jøklens agers vækster —
Øllets Gerd! — som bølgens
svin til havs har samlet,
sælges her af venner.


Og så aldeles var hans penge — som han havde brugt til at købe sig husdyr for — opbrugte, at han betalte for sildene med sine pile; han kvad:


Ægirs salte slettes
sølvhjord har jeg fået
for kappens nål (kostbar
kvædeløn fra Island).
Søens slanke pile
solgtes mig for buens
dræbende sild (dyrtid
denne modgang voldte).


— o —