Harald haardraades klögt

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Harald haardraades klögt

(Fornmanna sögur, VI. capp. 60-62.)


— — —

Medens Harald haardraade regjerede over Norge, laa han bestandig i krig med Svend Estridsson af Danmark. Denne sögte baade med magt og list at skade Harald, sværtede ham hos hans undersaatter, lokkede Nordmændene med bestikkelser o. s. v., men disse vare sin konge tro, skjönt de ingenlunde elskede ham. Vi se i fölgende fortælling, hvorledes Harald udforskede hövdingernes sindelag imod ham. Det maa bemærkes, at Einar Thambarskjælver blandt andre var kong Haralds bittre fjende.

— — —


Det fortælles, at kong Harald haardraade engang holdt nogle danske mænd lönlig i fængsel, saa at kun faa vidste det. En dag kom kongen til dem og sagde: »jeg har overtænkt eders sag, og skulle I beholde livet, hvis I drage omkring til lendermænd og mægtige bönder her i Norge med det hverv, som jeg vil give eder.« De samtykkede i hans forslag. Kongen gav dem en mængde penge og gods i hænder, som de skulde bringe hövdingerne og fordele imellem dem paa den vis, som han nærmere bestemte; skulde de sige, at de vare udsendte af kong Svend af Danmark med disse pengegaver, for at formaa Nordmændene til at staa ham bi, om han kom med en hær til Norge; derhos gav kong Harald dem breve med, som vare skrevne og forseglede i kong Svends navn, af samme indhold, som det mundlige hverv, kongen havde overdraget sendemændene. De droge afsted, kom til mange hövdinger, men deres hverv fik et meget forskjelligt udfald. Sendemændene kom og til Einar Thambarskjælver, sagde ham sit ærinde, viste ham pengene og kong Svends brev. Einar sagde: »det er bekjendt at kong Harald er ikke min ven, men kong Svend taler mig ofte venskabelig til, og vil jeg gjerne være hans ven; men kommer han til Norge med en hær imod kong Harald, og hærger paa hans rige, da reiser jeg mig imod ham med alle mine mænd, og skal jeg af yderste formue staa kong Harald bi i at værne om hans land.« Sendemændene reiste bort derfra; de kom til Stegar-Thorir, fremtog skatten og viste ham brevene. Thorir sagde: »altid handler kong Svend venlig imod mig, og synes han endnu ikke at höre op dermed.« Derpaa tog han imod pengene og gjemte dem. Herfra kom Haralds udsendinger til en bonde, ved navn Högni Langbjörnsson, som var en hovedrig og vennesæl mand; de foreviste pengene og brevene. Han svarer: »det undrer mig sandelig, at kong Svend skal kjende mig, en ringe bonde, men det er mit svar paa hans ordsending, at kommer kong Svend med en hær imod Norge, skal ingen bondesön være ham haardere, end jeg.« Derpaa vendte sendemændene tilbage til kong Harald; han tog vel imod dem, og udspurgte nöje, hvilke svar de havde faaet paa hvert sted; de sagde ham det. Da spurgte kongen, hvorledes Einar Thambarskjælver havde svaret; de sagde ham det. Kongen sagde: »det ligner ham, at tale ærlig, skjönt ikke just af et meget venskabeligt sindelag mod mig; men hvorledes gik det eder med Stegar-Thorir?« Sendemændene sagde ham det. Kongen svarer: »hans tanker om en ting er det ikke let at udforske.« Derpaa fik kongen Högni Langbjörnssons ord at höre. Da sagde han: »der er een, som der kan blive en lendermand af.« Nu veed kong Harald, hvor han har sine venner.

Kort efter reiste kong Harald omkring paa gjæsteri; han tog gods fra nogle af dem, der vare overbeviste om at have sveget ham; andre lod han dræbe. Kongen reiste til Stegar-Thorir, og agtede at komme uventet, men i kongens fölge var en af Thorirs venner; denne gav ham nys om kongens færd og vrede, samt hvilke straffe de alt havde lidt, som havde taget imod bestikkelser. Thorir lod strax sin hest sadle, red kongen imöde, og der de mödtes, hilste Thorir kongen venlig med disse ord: »en fest er eder beredt i mit hjem, herre! en stor glæde skal det være mig, hvis I vil gjæste mig; det er dernæst mit ærinde til eder, at lade eder vide, at for kort tid siden kom nogle danske mænd til mig med venskabelige breve og pengegaver fra kong Svend; disse penge modtog jeg og gjemte, efterdi jeg mente, at det var den rigtigste brug, man kunde gjöre deraf, at fly eder den skat, hvormed udenlandske hövdinger vilde svige riget fra eder; modtag nu her skatten.« Derpaa tog han en svær pung med guld udaf kjortelfolderne og gav kongen; han vedblev: »men nu er det hændt et par af mine naboer, at de ere blevne uenige; maa jeg derfor hen at forlige dem; dog skal jeg være hos eder i kvæld.« Han gav hesten af sporerne og red bort. Kongen kom til gjæstebudet med sine mænd, der vare faa folk til modtagelse, men Thorir kom ikke hjem; da sagde kongen: »nu har Thorir været mig for snild; det er den mand, hvis sind det er mig vanskeligst at udforske; denne gang undslipper han os, men det er min mening, at det vil tage en slem ende med ham, formedelst hans svig og utroskab.«

Derfra reiste kongen videre til Högni, sad der til gjæstebud, og var munter; kongen sagde, han havde spurgt Högnis venskabelige sindelag imod sig, og han skulde have belönning derfor, han vilde gjöre Högni til lendermand. Högni svarede: »med megen tak vil jeg modtage al anden venlighed af eders haand, herre! men et adeligt navn vil jeg ikke have, thi det veed jeg, at naar adelsmænd komme sammen ville de sige, og det medrette: ʻder skal Högni sidde yderst, han er den ringeste af lendermændene, thi han er af bondeæt;’ og vil lendermandsnavnet da ingen hæder bringe mig, men kun gjöre mig til latter. Jeg foretrækker derfor at hedde bonde, som min slægt er til; den tale, som der tales, vil jeg have mere ære af, thi det vil blive sagt, hvor bönderne komme sammen, at Högni der er förste mand; men al anden ære og velvilje vil jeg saavel modtage af eder, som bevise eder, skjönt jeg bærer bondenavn herefter som hidindtil.« Kongen sagde, det var baade viselig og höimodig talt; derpaa skiltes de ad paa det venskabeligste.