Harbardssangen (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


15. Harbardssangen



Thor drog fra Østerleden, og kom til et Sund; paa den anden Side af Sundet var Færgemanden med Fartøjet.


Thor raabte:
1.
Hvad Svendesvend
Mon hisset der
Ved Sundet holder Stand?


Harbard svarer:
2.
Hvad Karlekarl
Er kommen her
Og raaber over Vand?


Thor.
3.
Hvis Du mig vil
Over Sundet sætte,
Imorgen jeg Dig
Med Mad skal mætte;
En Madkurv paa
Min Ryg jeg bærer,
Ej Nogen en bedre
Kost fortærer;
Derhjemme jeg nød
I mag min Davre,
Endnu er jeg mæt
Af Sild og Havre.


Harbard.
4.
Af Morgenmad
Er Du meget stolt,
Men veed Du, hvad Dig
Er forbeholdt?
Hjemme hos Dig
Der hersker Nød,
Visselig nu er
Din Moder død.


Thor.
5.
Hvad siger Du, er
Min Moder død?
Saa vigtig Tidende
Før ej lød.


Harbard.
6.
Det skulde man nu
Paa Dig ej see,
At Ejer Du var
Af Gaarde tre;
Barbenet staaer Du,
I Landstrygerdragt,
Ej Buxer engang
Har med Dig bragt.


Thor.
7.
Du styre din Ege
Kun hid til mig,
Jeg Landingsstedet
Vil vise Dig;
Men hvo er ellers Ejermand
Af Baaden, Du holder
Hist ved Land?


Harbard.
8.
Hildolf hedder
Hin Kjæmpe klog,
Der bød mig holde
Den Færgekog,
Ved Snildøsund
Man træffer ham;
Men Hestetyve
Og Kjæltringkram
Forbød han mig videre
Frem at sende,
Kun Godtfolk og dem,
Paa hvem jeg har Kjende;
Vil Du, at jeg skal
Over Sundet Dig føre,
Dit Navn Du først
Maa lade mig høre.


Thor.
9.
Mit Navn jeg nævner
Og hele min Æt,
Endskjøndt sagfældig
Jeg her er stedt:
Odins Søn
Og Meiles Broder,
Magnes Fader,
Magthaver hos Guder,
Det er jeg: med Thor
Du taler nu.
Men maa jeg saa spørge:
Hvad hedder Du?


Harbard.
10.
Harbard: Sjælden
Mit Navn jeg dølger.


Thor.
11.
Hvi dølge? Med mindre
Man Dig forfølger.


Harbard.
12.
Og om endogsaa
Jeg laae i Kiv,
Altid jeg skulde dog
Hytte mit Liv
For Dig og for dine
Lige, om ej
Min sidste Time
Just var paa Vej.


Thor.
13.
Det vilde kun volde
Mig liden Glæde,
At vade til Dig
Og Koften væde;
Men Løn Du faaer
For din spydige Mund,
Du Pøjk! naar først
Jeg er over Sund.


Harbard.
14.
Her venter jeg Dig
Og holder Stand,
Du fandt siden Hrungner
Ej haardere Mand.


Thor.
15.
Nu taler Du om
Min Hrungner-Trætte,
Af Steen var hans Hoved,
Den hovne Jætte,
Dog fælded jeg ham,
Han maatte sig neje.
Hvad gjorde Du, Harbard!
Som Sligt kan opveje?


Harbard.
16.
Paa Øen Algrøn,
I Fjølvars Hjem,
Jeg bragte tilende
Vintre fem;
Der kunde vi slaaes
Og Manddrab øve,
Lokke Møer,
Og Meget prøve.


Thor.
17.
Hvor monne de Kvinder
Vel Eder behage?


Harbard.
18.
Flinke nok,
Naar de kun vare spage,
Raske nok,
Naar de vare os gode;
Simer de ud af
Sandet snoede,
I Dalens Dyb
De Grunden grove;
Hos Søstre syv
Jeg kunde sove,
Ved Snildhed vandt jeg
Dem allesammen,
Til mig stod deres
Fryd og Gammen.
Hvad Daad kan mod dette,
Thor! Du berette?


Thor.
19.
Thjasse, den strunke
Jætte, jeg vog,
Alvoldersønnens
Øjne jeg slog
Op paa den klare
Himmel, de vare
mine Bedrifters
Store Tolk,
Synlige siden
For alle Folk.
Hvad Daad kan mod dette,

Du, Harbard! berette?


Harbard.
20.
Med Hexe jeg havde
Elskovsspænd,
Jeg lokkede dem
Fra deres Mænd
Hlebard mig syntes
En Jætte gram,
Han gav mig i Haand
Den stærke Vaand,
Og fra Forstanden
Jeg tryllede ham.


Thor.
21.
Ilde da lønned
Du Gode Gaver.


Harbard.
22.
Eeg haver det,
Hvad af anden man skaver,
I Sligt Enhver
Jo om sig er.
Hvad Daad kan mod dette,
Thor! Du berette?


Thor.
23.
Jeg slog de Jætters
Ondvise Brude,
Som droge tilfjælds
Der Øster ude,
En talrig Slægt!
Var Alle ilive,
Der vilde ej Mand
I Midgaard blive.
Hvad Daad kan mod dette,
Du, Harbard! berette?


Harbard.
24.
Jeg var i Valland
Med i Krig,
Splid satte blandt Konger,
Men aldrig Forlig.
De Jarler er' Odins,
Som falde paa Val,
Men Trællenes Slægt
Thor eje skal.


Thor.
25.
Følget Du skifted
Ej ligeligt
Til Aser, om Stormagt
Du havde til Sligt.


Harbard.
26.
Thor har Styrke
I Overflod,
Men intet Hjærte;
Af Frygt Du lod
Og Rædsel Dig i
En Handske stikke,
At Thor Du var,
Forstod Du ikke;
Du turde ej nyse
Eller andet gjøre
Af Frygt, at Fjæler
Det skulde høre.


Thor.
27.
Harbard, din Halvmand!
Jeg skulde Dig slaae
Ihjel, kunde blot
Over Sundet jeg naae.


Harbard.
28.
Hvi skulde Du række
Over Sund,
Dertil er jo
Slet ingen Grund.
Thor! lad høre,
Hvad Du monne gjøre!


Thor.
29.
Jeg var i Øster,
En Aa jeg værged,
Da Svarangs Sønner
Imod mig hærged;
De sloge med Steen
Til liden Baade,
De maatte dog først
Mig bede om Naade.
Hvad Daad kan mod dette
Du, Harbard! berette?


Harbard.
30.
Øst paa jeg talte
Med En, jeg ej nævner,
Med den Linhvide spøgte,
Holdt lange Stævner,
Den guldfavre Mø
Jeg var til Behag,
Den Gammen var efter
Hendes Smag.


Thor.
31.
Godt Kvindeselskab
Du var da i.


Harbard.
32.
Jeg trængte dog, Thor!
Til at Du stod mig bi,
For at erholde
Den linhvide Pige.


Thor.
33.
Ved Lejlighed skulde
Min Hjælp ej svige.


Harbard.
34.
Min Tillid Du fik,
Hvis den ej mødte Svig.


Thor.
35.
Aldrig var jeg
En Hælbider slig,
Som gammel Skindsko
I Foraarstid,
Ej flagred jeg lokkende
Hid og did
Som Fluen i Solskins
Varme ved Vandet.


Harbard.
36.
Siig, Thor! Hvad Daad
Bedrev Du blandt Andet?


Thor.
37.
Paa Lesøe Bersærkers
Brude jeg slog,
Misdædersker var de,
Alt Folk de bedrog.


Harbard.
38.
Skammeligt, Thor!
At slaaes med Kvinder.


Thor.
39.
Kvinder næppe,
Nej, rene Ulvinder!
Mit Skib, som jeg havde
Fortøjet, de øded,
Mig selv med Køller
Af Jern de høded,
Og Thjalfe forjog;
Hvad mon Du imens
Dig foretog?


Harbard.
40.
I Hæren jeg var,
Der togede hid,
At rejse Banner
Og yppe Strid.


Thor.
41.
Nu taler Du om,
Da hid Du foer,
For os at bringe
En Ulykke stor.


Harbard.
42.
Hvad Mellemmænd kjende
Os i Forlig,
Med Daskepenge
Jeg bøder Dig.


Thor.
43.
Hvor lærte Du dog
De knubbede Ord,
Saa knubbet som aldrig
Jeg før erfoer.


Harbard.
44.
Af hine Gamle
Lærte jeg dem,
Som bygge i Skovene
Op deres Hjem.


Thor.
45.
Godt Navn Du her
Steendysser gav,
Naar „Skovens Bolig"
Du kalder en Grav.


Harbard.
46.
Saa dømmer jeg her
Om saadan Færd.


Thor.
47.
Dig ilde bekom
Din flotte Mund,
Hvis nu jeg vadede
Over Sund;
Du højere vist
End Ulven brølte,
Naar Du af min Hammer
Huggene følte.


Harbard.
48.
Hos Sif er en Boler,
Ham gad Du vel finde;
Kjæmp der, det ligger
Dig mere paa Sinde!


Thor.
49.
Du lader nu Munden
Lystigt løbe,
Mig de piinligste
Ting at røbe;
Dit fejge Spøgelse
Løgn vist melder.


Harbard.
50.
Jeg mener, at Sandhed
Jeg Dig fortæller;
Seendrægtig Du er,
Langt var Du alt, Thor!
Om Du i forvandlet
Skikkelse foer.


Thor. 51.
Harbard, Din
Utugtige Krop!
Altfor længe
Du holdt mig op.


Harbard.
52.
At Røgtere kunde
Sig lægge i Vej
For Asathor,
Det tænkte jeg ej.


Thor.
53.
Jeg giver Dig nu
Et Alvorsraad:
Ro hidover
Kun med Din Baad,
For Skjændsmaal er der
Ej mere Tid,
Til Magnes Fader
Du søge hid.


Harbard.
54.
Fra dette Sund
Du bort kan gaae,
Overfart vil Du
Aldrig faae.


Thor.
55.
Fører Du mig
Over Vandet ej,
Saa viis mig ad
Den anden Vej.


Harbard.
56.
Kort var at negte,
Langt er at fare:
Til Stokken vil
En Stund det vare;
En anden til Stenen;
Saa Du gaaer
Ad Venstre, indtil
Du Verland naaer.
Der Fjørgyn for Thor,
Sin Søn, vil stande
Og Ætmænds Veje
Til Odins Lande
Ham lære at gaae.


Thor.
57.
Mon Dagen vil strække
Til did at naae?


Harbard.
58.
Med Nød og Møje
Du didhen naaer,
Mens Solen endnu
Oppe staaer,
Nær, tænker jeg, ved
At gange ned.


Thor.
59.
Vor Tale nu kort
Ikkun skal vare,
Naar ene med Spot
Du vil mig svare;
For negtet Overfart
Skal Du mig bøde,
Naar næste Gang
Vi hinanden møde.


Harbard.
60.
Far hen, hvor Pokker
Dig heelt kan øde!