Havkvinden (P. Egede)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fedtstensfigur af Havkvinden, som bor på havets bund.
Nationalmuseet Helsinki

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

»Efterretninger om Grønland«
Uddrag af Paul Egedes dagbøger 1721 til 1788


Havkvinden

Poul Egede

Havkvinden og stjernerne

En fremmed angekkok fortalte mig følgende: Allernederst i jorden bor en stor slem kvinde, som kaldes Tornarsuks oldemor, i et meget stort hus, som man ikke kan skyde over med en bue. Denne samme kvinde råder over alle havets levende væsener, thi de er alle hendes tjenere: Hvaler, enhjørninge, sæler, hvidfisk osv. I det trankar, som står under hendes lampe, svømmer et mylder af søfugle. Udenfor hendes dør ses hele flokke af sæler, som står oprejst og bider omkring sig mod dem, som vil ind, hvilket ikke tillades andre end en angekkok, som endelig må have sin tornak med sig.

Når de foretager denne rejse, må de først passere de dødes sjæle, der ser ud, som de levede her i livet Når de er kommet forbi dem, er der et bredt, langt og dybt svælg i jorden. Dette svælg skal de over, men der er intet at gå på andet end et stort hjul, glat som isen, som hele tiden kører hurtigt rundt. Herpå må tornaken (hans skytsånd) lede sin angekkok. Derefter kommer de til en stor kedel, hvori der koges levende sæler. Omsider kommer de til Fandens oldemors residens. Der griber tornaken sin angekkok ved hånden og fører ham gennem den stærke sælvagt. Indgangen er bred, men senere går den over en afgrund, (stien) er ikke bredere end en snor og der er intet at holde sig fast ved.

Her indenfor sidder den fæle kvinde, som har mange protester og krampetrækninger, sveder af vrede, river sig i håret over de ankomne gæster. Hun griber straks til en fuglevinge, tænder ild i den og holder den for deres næse, og ved den lugt mister de bevistheden og er hendes fanger. Men angekkokken, som er underrettet af sin tornak, kommer hende i forkøbet, griber hende straks ved håret og tumler så længe med hende, til hun bliver helt kraftesløs. Dette hjælper hans tornak ham også med. Om hendes ansigt hænger aglerrulit som slangerne om Medusas hoved. Disse udyr mener nogle kommer af hemmelige aborter. Dem river de af hende, fordi de er årsagen til, at havets dyr forlader landet og søger hen til hende. Ligeså hurtigt, som de river det af hende, farer hvaler og sæler plaskende i vandet og søger til de steder igen, hvor grønlænderne kan fange dem. Når dette er udført, begiver angekkokken med sin tornak sig igen på hjemrejsen, hvor han finder vejen, som før var farlig, ganske god og jævn foran sig.

I anledning af skabelseshistorien spurgte en, om stjernerne ikke var nogle af deres landsmænd, og om ikke de, som så røde ud, spiste lever, og de, som var blege, nyrer. Grønlænderne tror, at alt, hvad de ser på himlen og på jorden, stammer fra deres land.

Manden, siger de, hvad jeg før har omtalt, voksede op af jorden, som han selv besvangrede, og deraf fik han en kvinde, som blev hans kone. Senere har en kvinde ved Kap Farvel på een gang født kablunakker og hundehvalpe. Forældrene, som skammede sig over sådan noget afkom, forlod dem og rejste bort til et andet sted. Dog så deres far undertiden til dem og havde altid et stykke sælkød med sig. Efter nogen tid fik de den ide at æde ham op, da han som sædvanligt kom til dem. Deres søskende kablunakkerne blev boende på dette sted, hvor deres far havde ført dem hen. (Ss. 68-70).

Havkvinden og Diskoøen

Til dette sted kom nogle langt syd fra. De sagde, at den angekkok, som var fulgt med dem, kunne stikke sine arme gennem den hårde jord lige til skulderen ved højlys dag. Han havde en samling af remme og liner, hvormed han agtede at lade sig sænke ned til den store kvinde, som bor under havet nederst i jorden. Denne kvinde, sagde de, var datter af den mand, som havde bugseret Diskoøen, som er 20 mil lang, 100 mil fra Godthåb til det sted, hvor den nu ligger. Thi da hun ikke ville bekvemme sig til at tage den mand, han ville, hun skulle have, kastede han hende i havet og huggede fingrene af hende, da hun holdt fast i båden, så hun sank ned til det sted, hvor hun nu er og blev til en fingerløs djævel. Beviset på, at den store ø er fra Godthåb, er de mange rener, som findes der og den megen angelika, der vokser der, som ellers ikke findes noget andet sted i Diskobugten.

Fodnoter

Kilde

Poul Egede: Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788. Genudgivet af Mads Lidegaard, 1988 (Det Grønlandske Selskabds Skrifter, nr. XXIX).