Havmænd og havfruer

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 100

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Havmænd og havfruer


1. Ligesom Landet og Skovene har Palnes og Valdemars Jagt, saa har og Hav og Fjord sine natlige Væsener, sine Fiskere og Skippere efter enhver Egns Lokalitet og Særegenhed.
   Nøgenmanden, Dødmanden, Natkrejleren, Skumstangeren, Tangfiskeren m. fl.; ogsaa kvindelige Væsener, saasom Dagmøen, Gravmøen o. s. v. træder her op som mystiske Personer, der, gode eller onde, ofte skal have Indflydelse paa de stakkels Fiskeres timelige Vel og Lykke.
   Jeg vil slutte med nogle Strofer af Skumfiskerens Sang:

Endlongs mel Dynninger
mel Skom aa Taang
Kaagen sæ gungrer
hel smal aa laang,
met Blus a slønger,
et Fisk a faaer,
the Swaan hon sønger,
aa Midnat gaaer
the Kok han gaaler,
æd Fegefyr,
men oller nærensti
Dawsens Stond
for Dødning krejler
paa Hawsens Bond.

Benævnelsen Fegfyr (Skjærsild) giver rimelig Formodning om, at Sagnet er fra den katolske Tid. Hvad hans Forbrydelse egentlig har været, hvorfor han saaledes skal svæve om, derom taler Sagnet ikke.
Brovst Sogns Oldsager. Oldn. Ark. C. F. Jacobsen.


2. Nede ved Fjorden boede to fattige Fiskere, som havde en Baad og Redskab til den i Fællesskab.
   Et Efteraar havde de tit været ude paa Fiskeri, men ikke i en hel Maaned fanget en eneste Fisk. En Dag, det var godt Fiskevejr, gik de igjen ud, og da fangede de en stor Sild, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være en Guldfisk.
   Den ældste af Fiskerne, der hed Gammelgaard, foreslog, at de skulde dele den, men det vilde den unge ikke, og saa vilde han smide den gamle Mand i Vandet.
   Da kom Sorte-Grete og slog den yngre Fisker ihjel. Gammelgaard drev levende i Land paa Gretbjærg paa søndre Side af Fjorden, og saa fik han Guldfisken alene. Sorte Grete: (en Havfrue).
Bramminge Eftersk. Emil Have, Vonsbæk.


3. En Gang da Aggerboerne var ude paa Havet for at fiske, blev de vaer, at der sad en Mand med nøgne Ben paa Vandet, og han sad med en Hose i Hænderne, som han med en utrolig Hurtighed drog af det ene Ben og paa det andet. Saa er der en af Fiskerne, som siger til de andre:
   "Æ trower, æ wel gi ham jæn a mi Howeser," og i det samme drog han sin ene Hose af og kastede hen til Manden, for de troede, det var en Dødning, altsaa Gjenfærd af en Mand, der var omkommen paa Havet. Dødningen greb Hosen og jog den paa det nøgne Ben, og saa sang han:

"Hør, du Mand, som Hosen gav,
du dig viste mod mig brav,
tag dit Garn og drag i Land,
ellers drukner du for sand."

Fiskerne adlød Varselet, og næppe naaede man Land, før der rejste sig en vældig Storm, og Bølgerne brød med en rasende Kraft mod Revlerne. Tillige blev det og en stærk Taage.
   De andre Fiskere, der ikke mente, at Varselet havde noget at sige, omkom alle i Bølgerne.
L. N. Bertelsen.


4. Min Fader fortalte om en Fisker, der en Dag var ude paa Havet. Saa hører han en Røst, der siger:

"Huu, det tuder i Nør,
det ruer i Nør,
huu, a fryser om min' Fædder!"

Det sagde han saadan flere Gange. Saa sagde den ene af Fiskerne:
   "Da kom hjem til mig, saa skal a min sæl nok give dig et Par Hoser."
   Om Aftenen kom der ogsaa én til Vinduet og bankede paa. Han tænker:
   "Mon det er den, a lovede et Par Hoser?" og var ikke saa meget dristig, men lopper da Vinduet og rækker et Par Hoser ud. De blev ogsaa taget.
   Saa var Fiskerne atter ude paa Havet en anden Gang, og da hører han igjen Røsten:

"Huu, det tuder i Nør,
det ruer i Nør,
draw i Land den Mand, der Hosen ga'."

Saa drog han strags i Land, og nu rejste det saadant et Vejr, te alle de andre forgik, men han blev jo frelst.
Lovise Sørensdatter, Ø.-Brønderslev.


5. Der boede en Mand oppe ved Engdiget, han hed Plov-Mads, og hans Kone hed Karen.
   De fiskede Sild om Efteraaret, og han fiskede ved Gaaser, og saa hørte han en Gang noget ude i Fjorden, der klagede sig og sagde:
   "Huhanej, huhanej!"
   Saa siger han:
   "Havde du været her, din Stakkel, saa skulde a have givet dig et Par Strømper."
   Da blev Kaagen med et saa tung og forlæsset, og han maatte jage til at tage hans Vanter af og smide dem til Havfruen. Saa gled hun af Kaagen, og den blev atter let.
   Nogle Aftener efter hører han atter Røsten, der siger:
   "Drag i Land, Mand, der gav mig Strømperne." Den Røst hørte han tre Gange. Siden han nu hørte det, tog de i Land med Kaagen, og lige bag efter blev det saadan et ondt Vejr. De andre Fiskere drev his og her, og havde nær ikke kommet i Land, men han var i god Behold.
Svend Maaen, Hals.


6. En Mand fandt en Vante, som laa i Sølandingen ved Tastum Sø. Den tager han hjem og binder Magen til, og saa lægger han dem der begge to.
   En Tid efter blev der Islæg, og saa var Dommerby Folk og flere ude at stange. Da lod en Røst sig høre, som sagde:
   "Kom til Land, bitte Mand, der Vanten fand."
   Saa skyndte han sig ogsaa til Land, og aldrig snarere han var kommen i Land, før der blev Forandring i Vejret, og Isen skiltes ad, saa der var flere, der om kom.
   En Røst i den samme Sø skal have sagt:
   "Tiden er kommen, men Manden er ikke kommen."
   I det samme kom én flyvende ud paa Isen og ned i en Vaage og druknede.
Else Pedersdatter, Lundø.


7. Før Tetium Sø blev til, var der tørt Land, og her laa en stor Gaard, som beboedes af en ugudelig Mand, der dræbte sin Kone.
   Da Søen blev til, hørtes en Røst, som sagde:
   "Vinden den suser, og Havet det bruser, det pilker af Skoven i Norge. Kom til Land, bitte Mand, som Vanten fand."
   De andre skyndte sig i Land, men Herremanden blev der ude og druknede.
Dommerby.


8. Fiskerne ved Lilleheden (Hirtshals) var ude at fiske i Magsvejr. Da kom der en stor rød Haand op af Vandet, og der lød en Røst til dem, at de skulde skynde dem i Land. D en sagde ogsaa, at de skulde trække en Vante paa Haanden.
   Men ingen af dem turde saa nær som én, og han kom Jevende i Land, de andre druknede.
T. Kr. Kristensen, Hjørring.


9. Thomas Sture til Helvedgaard, der døde 1653 og ligger begravet i Notmark, skal have haft Omgang med en Havfrue, der gav ham en Guldkjæde, som kunde naa omkring hele Als og ligger nedsænket i Graven omkring det gamle Helvedgaard, det nuværende Østerholm.
Proprietær Knudsen, Lyshohn, Als.


10. Min Mand var en Gang ude at røgte Ruser, og da hørte han et Barn græde der ude, men han saa ingen Ting. Da han kom hjem, sagde han, at han kunde ikke begribe, hvad det var, men det maatte være et Havbarn.
1906. Kirsten Olesen, Ovrø.

Der er meget grundt Vand der, og flere Steder kan én soppe ud helt til Dybet.


11. En Svensker gik en Dag og vilde bestille Fisk. Øster ved Østerby saa han da paa Stranden en Havfrue med langt ravnsort Haar, som hængte hende ned paa Lænden. Øjnene var helt sorte, og Øjenbrynene var sorte.
   Hun vendte Øjnene mod ham, og han var tæt ved hende. Han gik strags hjem og var syg et Par Dage. Han har selv fortalt mig det, og det er en paalidelig Mand.
Simon Sørensen, Skagen.


12. Jens Tun og Søren Præst kom sejlende i en Baad fra Aarhus. Da de kom mellem Tun og Nordbylandet, siger Jens Tun:
   "Ser du, hvad der er for ude?"
   Søren Præst ser i den opgivne Retning og op dager en Skikkelse, hvis Overkrop ligner en skjøn Kvinde med langt Haar og store Bryster. Overkroppen ragede op over Vandet, og Underkroppen, som var i Vandet, lignede en Fiskehale.
   "Hvad troer du, det betyder?" siger Jens Tun.
   Ja, det vidste Søren Præst da ikke.
   "Det betyder Storm, og derfor er det bedst, vi skynder os at komme i Havn," siger Jens Tun, og de var aldrig saa snart komne i Havn, før en stærk Storm brød løs.
Efter Ras Dam, Selsinggaarde. N. P. Olsen.


13. I den gamle Krig fra 1801 til 14 kunde de ikke faa Salt her i Jylland, og saa blev der anlagt Saltfabrikker paa forskjellige Steder, hvor de kogte Salt af Tang.
   Saadan var der en Fabrik ved Jerup i Elling.
   Der var en Karl, som skulde passe Værket, og saa var der en Havfrue, som havde faaet Lyst til at gaa i Land og staa og varme sig der ved Kjedelen.
   Hun kom hver eneste Dag i længere Tid. Endelig bliver han gal og tager en Strippefuld af deher Saltlage og slaar paa hende, og saa flyver hun ud i Vandet og skriger:
   "Pilvakker, Pilvakker, Skriven er skoldet."
   Da kom Havmanden i Land, ret te det bølede, og var saa gal, det var ligesom et Tordenvejr, og han rev Saltværket om, saa det hele blev split ad, og dersom Karlen havde været der, saa havde han nok bleven slagen ihjel ogsaa; men han var jo flygtet derfra.
   Saltværket kom ikke i Gang igjen, for der var kommen saadan en Rædsel over Folkene i Jerup. Min Fader har set det Værk mange Gange, og Stumper af det laa paa Pladsen, da han gik til Præst.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.

En anden fortæller, at det var Herremanden fra Ellinggaard, der anlagde Fabrikken, som laa sønden for Strandby ved Havet. Han havde to Karle til at styre den, og de skiftedes til hver Middag at hente Middagsmaden fra Gaarden. Saa snart den ene Karl var gaaet, kom der en Havfrue i Land og gik hen til Gruben, hvor Kjedelen stod, for at varme sig.
G. P. Andersen.


14. Den samme Saltsydkone, hvis Datter havde den Havko, var et Sted sønder fra og havde ikke den Dialekt, vi brugte her. Hun kogte ogsaa Sæbe af de Muslinger, der groede paa Stenene.
   En Nat, hun sidder og passer paa hendes Saltgryde, kommer der en Havfrue ind til hende og vil sidde og varme sig ved Ilden. Saa skummede hun Salt af og tog en Skefuld og hyt paa Havfruen. Hun rendte ud og raabte:
   "Pilvakker, Pilvakker, Skriben er skoldt og opbrændt."
   Det var hendes Mand, hun raabte det til.
   Samme Nat væltede Gryden, og hun spildte alt hendes Salt, for Havfruen havde forhegset det.
Se her Nr. 27. Niels Madsen, Bratten.


15. Der gaar en Landspids i Vester-Marie Sogn ud i Havet. Den hedder Møllenakken, for det der har staaet en Mølle paa den, og paa den yderste Spids, der kaldes Mørkevæggen, sidder i mørke, stormfulde Aftener en Havfrue med en Lygte i Haanden, og naar hun viser sig, sker der altid Stranding, og Folkene drukner.
Seminarist Pedersen, Gjedved.


16. Ved Tyskerbakken lige oven for Stranden, imellem Hals og Hov, har man somme Tider set en Havfrue komme i Land imod ondt Vejr og sidde der.
Gregers Krist. Andresen, Hov.


17. Paa Bjørnkjær havde de fanget en Havfrue, og hun blev sat i et Kar ude i Kjøkkenet. En Dag blev Kokkepigen uklar med hende der ude og slog en Spand Vand paa hende, men saa greb Havfruen en tændt Brand og slog efter hende.
   Den stak Ild paa Borgen, og saa brændte den.
Erik Lund, Halling.


18. Der var en Havfrue, hun var saa forskrækkelig til at vælte Fartøjerne, naar de sejlede.
   Saa lod Kongen hende fange og føre hjem til Slottet. Hun spaaede Dronningen:

"Den ene skal Konge i Danmark vær’
den anden skal Kronen og røde Guld bær'.
Den tredje skal være saa vis en Mand,
dit unge Liv lader du for ham." -

"Ja, véd du det, saa véd du mere."
Ane Dorothea Pedersdatter, Lundo.


19. Rersøerne var en Mikkels-Aften ude at fange Sild i Bæltet (gaa i Bælt, drive i Bælt). Det blev en forfærdelig Storm, saa man aldrig havde kjendt Mage.
   De var ved Sprogø, da Stormen begyndte med Nordvest, og saa stærk var den, at de ikke kunde komme ind til Korsør, men maatte drive ind til Skjelskør.
   Fra den Tid var de bange for at fange Sild Mikkels-Aften, de kunde jo mærke, at den Aften skulde Fiskene have Ro.
   Nu fisker de alligevel Mikkels-Aften, men en endnu levende gammel Fisker vilde ikke gjøre det.
(J. Kamps Saml.) Thorkild Gravlund Nielsen, Rerso.


20. Et Sagn fortæller, at der langt tilbage i Tiden hverken var Klitter eller Sand paa og om Amrom, men den bestod af Ager, Marsk, Hede og Skov.
   Da skyllede Havet Liget af en forunderlig skabt Mand i Land paa Kysten. Man lagde ham i en Ligkiste og begra vede ham ved de andre døde.
   Men nu blev det rent galt, Havet blev vildt, satte Brændinger ind over Land og kastede store Sandmasser derop, som tildækkede Skove og Marker, Marsk og Hede.
   Forgjæves spurgte Folk hverandre om Raad derimod, tilsidst erklærede dog en klog Mand, at den begravede maatte have været en Havmand, og fordi de havde begravet ham, kom nu Havet og vilde hente ham ud i sit Element igjen. De skulde derfor aabne Grav og Kiste og se, om han ikke havde sin Tommelfinger i Munden og sugede paa den, for da var det en Havmand, og de maatte snarest mulig føre ham ud i Havet igjen.
   Han sugede virkelig paa sin Finger, man tog derfor Liget op og lagde dét paa en Vogn med Ogser for, disse bissede ud i Havet og forsvandt der med Liget.
   Strags blev Havet roligt, men de Klitter, der var dannet paa Amrom, blev der naturligvis og opfylder nu over det halve af Øen.
(Flensborg Avis 1904, Nr. 47.) Skrevet 1906.