Hedenskab og kristendom (AO)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik
Hedenskab og kristendom
To Ting førte den nære Berøring med det vestlige Europa med sig, det ene var Samkvemmet med den Kultur, der mest havde sin Rod i Middelhavslandenes Oldtid, det andet var Kristendommen. Oldtidskulturen havde man allerede i Aarhundreder været under Indflydelse af, omend aldrig saa stærkt som nu; og straks da Vikingetiden begyndte, gjorde dens Indflydelse sig gældende ad mange aabne eller lönlige Veje. Kristendommen som stor samlet Magt var ny, Tilslutningen til den maatte føles som et brat Brud med det nedarvede; og Tilegnelsen af den skete derfor sent, hvad enten man tog imod den som en Tilgift til den øvrige Nykultur eller i Kraft af en aandelig Paavirkning fra fremmed Side, en Missionsvirksomhed.
Saa forskellig Kristendommen end var fra alt, hvad der var nedarvet Gudsdyrkelse, maa vi dog ikke tro, at den altid i Datiden stod som et Enten-eller. Kun under enkelte stærkt bevægede Optrin stod Hedningerne i én Flok, de kristne i en anden; saaledes paa Islands Alting i Aar 1000, da hele Folket var nær ved at kæmpe indbyrdes. Saa snart Talen er om Ideers Udformning og det indre Liv, er der en Uendelighed af Afskygninger. Ingen Hedning i det 10. Aarh., i alt Fald ingen mere begavet og modtagelig Aand er bleven helt upaavirket af kristne Tanker; længe inden Kristendommens stærke Lys staar paa Himlen, skimter man den svage Dagning af det. Man kan se hvordan kristne Gravskikke (Kiste-lægning og brændende Kærte) breder sig. Den Skik at øse Barnet med Vand, naar det fik Navn, synes optaget fra de kristne. I Stedet for Ord som Valhal og Hel skabtes Udtryk som „i dette Lys og i det andet” (i Jordelivet og i det tilkommende) — Udtryk der var af mere neutral Art, men havde deres Udspring hos kristne Folk. Tanken om en guddommelig Haandhævelse af Retfærd, særlig en Gengældelse i det hinsidige Liv, breder sig stærkere og stærkere. Midt i 10. Aarhundrede lever saa mærkelig en Skikkelse som Islændingen Gisle Surssön, noget af en Profetnatur, stærkt præget af Retsind og af Livets Alvor; i sine urolige Nætter — fredløs og forfulgt som han var — saa han Drömmesyner af den store Ættehal, hvor de afdøde Frænder ventede ham, og af den Valkyrje, der skulde være hans Ledsagerske derind; sendt af „Slægternes Herre” (en ubestemt Blanding af Odin og de kristnes Gud) aabenbarer hun ham de Vilkaar, der virker den gode Modtagelse i det hinsidige: „Hold dig borte fra Trolddom og onde Kunster, følg det gode som Skjaldene lærer, vær aldrig den förste til Drab, hids ikke den fredelige, hjælp den blinde, haan ej den halte, eller angrib den armløse!” — Omkring i de vestlige Lande møder man, næsten som en Overgangsreligion, Troen paa kvindelige Væsner — undertiden lyse og mörke i modsat Flok — der styrer Menneskers Skæbne, snart hældende mod de hedenske Valkyrjer eller Fylgjer, snart med mere kristen Farve som i det Signevers, der kaldtes „Traands Kredo” eller „det lille Kredo”, og som har holdt sig blandt Almuen indtil vore Dage: om de fem Guds Engle der følger og værner hvert Menneske. I religiøst Indhold er disse Forestillinger ret vage; Betydningen ligger i, om de — som Gisle Surssöns Syner — drager Striden mellem godt og ondt ind med, og hvor meget man i disse Følgevæsner ser Udtryk for en kærlig og almægtig Vilje.
Men i Norden var der andre Naturer, der ikke — som Gisle Surssön — havde nok i Gudernes Forhold til det etiske. De var poetisk bundne i den gamle Myteverden, kunde heller ikke religiøst skille sig fra Aserne og deres Livsstrid; men de følte Trang til at opfatte Tilværelsen i sin hele Sammenhæng, og at udsone det gammelkendte med hvad de nu hørte om en Guddomsherlighed af höjere Art, der skulde aabenbares paa Jord. Blandt dem var Nordens störste Digteraand i Vikingetiden. Hvad han hed, véd vi ikke, og hvor han levede, kender vi ikke mere til, end at det var ved det Hav, der bar Nordboen til de fremmede Strande og vuggede nye Tanker hjem til hans Bosteder. Men det var en Mand paa hvem det alt satte Præg: som kunde fatte Kamplivets Kummer og ane en Fuldkommelse, en Sanger, der havde lyttet efter den henførende Höjhed i Vestens Sange om Guds Storværk, om Verdens Undergang og Genrejsning. Det var Digteren af Vølvens Spaadom.
Ingen hedensk Digter för ham havde prøvet at fremstille saa mægtigt et Æmne som hele Verdenslivet. Folkemyterne danner jo aldrig nogen sluttet Kres, der tilsammen udtrykker Verdensløbet; de er en frodig Vildskov, hvor Myter skyder op og Myter svinder; hver af dem udtrykker for sig den nordiske Grundtanke om de hærjende og de opretholdende Kræfters Kamp; og naar man danner et Helhedsbillede, er det ikke i historisk Rækkefølge, men ved umiddelbar Anskuen: Verdensasken Yggdrasil der gnaves af Ormen og vandes af Nornerne. Selv Vikingetidens grublende Digteraander naaede kun til at kaste Glimt af Lys fra det ene Stof til det andet. Vølvespaadommens Digter danner Undtagelse; han har virkelig staaet paa det Stade, hvor han kunde overskue Asaverdenen.
Det er overflødigt her at genfortælle Digtets Handling. Det er den Fremstilling af Myternes Sammenhæng, som gaar igen i næsten alle senere Behandlinger, med Guddommenes Skabelse af Jorden og den förste Saligheds-Tilstand, med et Syndefald, dernæst en Kamptid og Ulykkestid, synkende alt mere mod Ragnarok, og saa Genfødelsen fri for al Nød, en ny Jord og et guldtækket Gimle.
Hvorledes dette Digt er blevet til, om ud fra kristne Paavirkninger eller ud fra hedenske Forudsætninger, derom har der i de sidste 25 Aar staaet en ret forbitret Strid imellem Videnskabsmændene. Begge Parter har for saa vidt haft Uret. Beviset for den rent hedenske Oprindelse af dets Stof og dets Syn paa Tilværelsen er ubetinget bristet; og paa den anden Side har de, der for hvert enkelt Træk søgte et kristent Forbillede, grebet for vidt. Stoflig indeholder det langt mere hedensk Mytologi end Forestillinger der har hjemme i Kristendommen; men Farven over Tilværelsen og over de enkelte Mytetræk røber et Livssyn, der vel ikke er kristent, men i sig har optaget mere af kristne Tanker end Digteren formodenlig selv véd af. Den dybe Modsætning mellem en Kvide, der fylder Livet som det ses og leves, og en Herlighed der har været paa Jorden, og som i en uhyre Undergang og derpaa følgende Lutrelse kan vindes igen, er den Livsbelysning, der skiller Digteren ud fra det gamle hedenske Grundsyn.
„Tidligst i Verden var der intet, ikke Jord eller Himmel, ikke Sand eller Sø eller svale Bølger, Ginnunga-Gab var, men Græs ingensteds — indtil Burs Sönner Landene løftede, de der dan ned den herlige Midgaard; Sol skinned sydfra paa Strandens Sten, da blev Jorden groet med grönne Urter.” Guderne, de højhellige Magter, samles paa Dommersæde og overvejer hele Jordens Indretning: giver de omflakkende Sol og Maane deres faste Baner, skaber Jordens Dværge; og endelig finder de tre Aser Odin, Høner og Lodur — mægtige og kærlige — paa Midgaards Strand to Træer, som de giver Aande, Rørelse og det varme Blod: saaledes skabes Menneskene. Dette var en rigere og skönnere Udførelse af en Tanke, som Digtets hedenske Tilhørere allerede kendte: at en Gudeflok, „Magterne”, i Tidens Begyndelse havde formet hver Ting og bestemt dens Anvendelse. Men tillige kendte Hedningen meget andet, som Völuspaa-Digteren her undgaar: barokke Forestillinger om Verden som vokset ud af sig selv paa jætteagtig Vis; om en uhyre Kæmpekrop der udgör Jordens Muld og dens Fjælde, om en Pandeskal hvælvet derover som Himmel, og som alle de „hårdsindede Skyer”, der opstod af Urjættens Hjærne. Dette og meget lignende har Völuspaa-Digteren kastet over Bord; Guddomsmagtens Herredömme over den døde Masse forkyndes med en Bestemthed som aldrig ellers. Men ikke blot religiøst er dette nyt, ogsaa æstetisk. Der er en Skönhed over disse unge Gudesönner, der sætter Landene paa Plads, forskellige fra det troldske, der er over det meste af Nordboernes Myteverden. Og Naturen er en anden. For den sædvanlige Myte eksisterer ikke det vi kalder Natur; den bliver oversat i Personliggörelser. Her er pludselig den synlige Natur til Stede: Sol og Hav, Strand og Urter; Jordkloden som saadan lever det hele Verdensdrama med: Havet bruser og Jorden skælver, der er Drön af Klippestykker som knuses; til Slutning ser vi Ilden, ikke noget mytisk Væsen eller med mytisk Opgave, men slyngende sig om den synlige Jord, og tæt hyllet i Rögg vælter den sig mod Himlen. Vi ser Solen sortne og Stjærner styrte, - et mere naturtro Billede end den gængse Folketro om forfølgende Solulve, Hele Naturopfattelsen har Flyttet sig fra Mangeguderiets grove Albesjæling hen mod den kristne Verdens Standpunkt, at se Naturen som den viser sig og at opfatte de virkende Kræfter som en bagved liggende skabende og styrende Magt. Overalt i Middelalderen ser vi Naturpoesi at vokse op i Kristendommens Spor, forme sig ud af dens Skabelsessange og dens Paradislængsel.
Guderne begynder med Lykketilværelsen paa Idasletten, afbrudt ved Guldveigs Drab, — nordisk i sit Sceneri med Aserne, der indretter Smedjer og leger Tavl, saa vel som i den tre Gange gentagne Ombringelse af Guldmøen; men kristen i sit Navn (Ida-Slette — Edens Have) og i sin Livsbelysning. Saa dette sælsomme, at Guderne synker ned paa et Trin, hvor de kun er Skabningens ypperste; de oplever samme Dalen i Magt og Renhed som Menneskene, medens dunkle Skæbnemagter, Nornerne ved Yggdrasil, tager den egenlige Ledelse. Aserne er i Virkeligheden sunkne; de er Helte, daadrige og straalende, men er ikke dem der holder Magtens höjeste Töjler. Og naar Digteren snart efter maler den hele Verden som ludende mod Ragnarok, — med Balders Død, Lokes Lænker, det voksende Uvættekuld østerpaa i Jærnskoven — saa er Ragnaroktanken rykket ganske anderledes nær ind paa Livet end den ellers er. Medens andre Skjalde saa paa Gudemagten og Ragnarok som Baggrund for den, ser Völuspaa-Digteren Undergangen som det næsten haandgribelige og har Udblik til en kommende Herlighed. Derved er Aserne trykkede ned under Guddomslinjen, de er blot Heroer, Halvguder. Og Enkelthederne er sat stærkt i Forhold til dette Helhedssyn: Thor forekommer kun en eneste Gang — ligesom i Forbigaaende —, förend vi ser ham falde i Ragnarok. Balder træder i Forgrunden; hans værgeløse Død og Savnet af ham indleder den nuværende Tids-Old. Bag denne „blodige Gud”, ramt af „det sorgvoldende Spyd” skimter vi den lidende Frelser.
Ragnarok, dets Forberedelse og Udførelse, bliver Digtets Midtpunkt. Her tumler den mægtige Digteraand sig frit i fremtogende Jættemagter, Asers og Verdens Uro, Stridens Storhed og Ve, indtil Jorden endelig, lagt øde, opsluges af Ild og synker i Hav. Billederne er saa mægtige, saa stærkt i Ström, at Tilhøreren næppe vil kunne skelne, at der blandt hedenske Myter er smuttet kristne Træk ind: den sædelige Fordærvelse, Domsbasunen, Sol og Stjærner der styrter, og Jordens Opbrænding. Saadan ogsaa ved Genfødelsen: denne Jord der hæver sig af Hav og grönnes, Ørn og Laks, Legevang og de usaaede Agre, Balders Genkomst og de unge Guders Herredömme, synes saa hjemligt; selv Gimles gyldne Tag svarer til Valhal; og „den mægtiges” Komme er naturligt som Aabenbarelse af den Skæbne over Aserne, der allerede længe har hersket. Först en nærmere Undersøgelse viser, at dette Afsnit, ligesom de andre, begynder paa hjemlig Grund for at udfolde sig i kristen eller i alt Fald i enguddyrkende Retning. Den egenlig hedenske Udødelighedstro, Genfødelsen i den unge næste Slægt, er flygtig fortonet, medens Salighed og Retfærd er bærende Tanke, og Gimle har faaet sin Glans fra det ny Jerusalem. Allermest gælder det dog ved den mægtiges Komme for at oprette Riget, at det sprænger Hedenskabet og skaber Engudslæren.
Völuspaas Digter var en grublende og søgende Aand, fostret af den gærende Vikingetid. Han har søgt at løse det Problem, hvorledes den nedarvede Myteverden lod sig forene med de ny Tanker. Han skabte da et Værk fuldt af Skönhed, Beaandelse, Dybsind. Det er ikke et Forsøg paa at værge Asalæren, og heller ikke et Forsøg paa at klæde kristne Sandheder i hedensk Dragt. Det er en alvorlig Naturs selvstændige Arbejde for at forstaa Tilværelsens inderste Sammenhæng.
Hos Eftertiden nød dette Digt en Anseelse som intet andet. I den Ældre Edda sattes det forrest; for senere Mytologer gav det Grundskema og Synspunkt. Det synes som vi ogsaa sporer det i Vikingetidens Billedstene; indenfor Digtekunsten søgte selv kristne Skjalde at lade det klinge igen i deres Værker. Religiøst har det nærmet Hedningernes Synskres til den kristne. Men tillige har det haft en anden Virkning. Völuspaa-Digteren drager Asamyterne indenfor Gimleherlighedens og den mægtige Guds Synskres; det virkede til, at de fik Lov at leve videre i Tiden, uden at nogen Præsteforfølgelse udryddede dem. Paa Billedstene fra Vestens Nordboer møder Ragnarokskampen, Balder og Loke i Læ af det kristne Kors; paa Island holdt man Hævd over de gamle Myter ned gennem Tiden. I Kraft af dette Digt — tör vi vel sige — lever Odin og Thor endnu, ikke som Guder der dyrkes, men som Folkets Heroer, som de store typiske Skikkelser der udtrykker dets Væsen.
Hedensk Digt med Strejflys af Kristendom blev dog ikke det man standsede ved. Det blev blot det herligste Billede af nordisk Oldtid, set i Tilbageblik, da man var paa den ny Tids Tærskel. Tiden gik videre, og Overgangen til Kristendommen skete. Den var ikke hurtig vunden; den spænder over hele Vikingetiden. 826 begynder en Mission, navnlig knyttet til Handelens Midtpunkter i Danmark og Sverrig; 10de Aarhundrede blev den store Brydnings- og Overgangstid; 11te Aarhundrede gaar hen, inden den mere baglige Østside af Norden har vundet med: Bornholm, Bleking, Gulland, Jomsborg, Sveernes store Folkestamme og de indre Fjældbygder. Denne Langsomhed i Omvendelsen svarer til en alvorlig Overvejelse, inden man gjorde Skridtet over til det ny.
Nordens Omvendelse sker frivillig, ikke saaledes at forstaa, at der ikke er øvet Tvang mod nogensomhelst; det vilde ikke passe med de Tiders Forhold; men saaledes at ingen nordisk Folkestamme helt er tvunget over i den ny Sæd, ledende Mænd ud af Folket og i anseligt Tal har optraadt som Talsmænd, der drog de nølende med sig; bag de mange Vedtagelser paa Tinge stod næppe altid et Flertal, men vel et meget vægtigt Mindretal. Og naar först Valget er gjort, göres det aldrig om; et hedensk Tilbageslag af virkelig Styrke kendes ikke.
Der maa være noget, der drog Nordboerne mod Kristendommen. Det var ikke bare de mange, der som Købmænd eller som bosatte i Vesterlandene kom i nær Berøring med kristne Samfund, der traadte over. Overalt i Norden ser vi Mænd af de mægtigste Ætter som Kristendommens förste og dygtigste Talsmænd. I Danmark staar midt under den store Omvendelse Rejsebiskoppen Odinkar, Toke Jarls Sön, som den der omvendte „flere end nogen anden, skönt han ikke gjorde Mirakler”. I Norge optræder kort efter ham Olaf Tryggvesön som dens ungdommelig djærve Talsmand; fra Gulland og fra Island kender vi Navnene paa de Storbønder, der var dens Forkæmpere. I England sidder Nordboer paa Bispestolene en Menneskealder efter den förste store Vikingedaab; paa Island fører Bisp Isleif Folket ud af Sagatidens Fejder til fredeligt og frugtbart Samliv. Der maa have været noget i Kristendommen, der stærkt greb alle disse Mænd af Tidens ypperste.
Hedningen kunde forstaa, naar Kristendommens Forkynder talte om den store Strid mellem venlige og hærjende Magter, men paa en anden Maade end för, ikke ludende mod Ragnarok, men saaledes at den store Kamp er udstaaet, Krist har sprængt Helvedes Jærnporte. Vi har det udtrykt af en hedensk Skjald, der famler i Billeder for at udtale de nye Tanker: „Krist sidder i Syd ved Urdsbrönden, vældig efter at have underlagt sig Fjældets Aser” (ɔ: Jætterne). Famler her de enkelte Forestillinger mellem en hedensk Urdsbrönd og en kristen Jordans-Flod, er dog Helhedsopfattelsen den som staar gennem Aarhundreder.
Kvadene om Krist og hans Sejr lød som et Heltekvad, större end noget man forhen kendte, og dog saa hjemligt fordi det genspejlede det herligste man kendte paa Jord, Kongen og hans Hird; Himmelherskeren, og den Engleflok der vogtede hans Borg, var det tydeligste Billede man kunde faa af Guddomshöjheden. Og der var personligt Hold i dette. Man kendte at tjæne, at sætte sit Liv ind paa at holde den svorne Troskabsed; gennem Digtningen stod det med Idealets hele Glans; og nu stod Kravet der som det egenlige Livsmaal. Overalt hos de gotiske Folk staar denne Tanke i forreste Række: Kristus som den mægtige himmelske Gud med sin „Hird” af Apostle, mens han vandrer paa Jord, og af Engle, efter at han er hjemfaren til Himmelborgen; og dertil svarer saa en Villighed hos Mennesker til at træde i hans Tjæneste. Og Tjænesten han krævede var Selvbeherskelse og at göre vel mod andre. Ogsaa det mødte Genklang i det man kendte. Den etiske Idealisme havde udfoldet sig stærkere og stærkere gennem Digtningen om Heltelivet; der var endda ikke saa dybt et Skel mellem hvad den kristnede Hövding talte og hvad Starkad forkyndte: Hærdelse og Tugt af sin Vilje. Man kan i den tidlige nordiske Kristendom finde en Skikkelse som Aasa, Biskop Odinkars Søster, der levede i Bod og Tugt og spaaede Guds Straffedom over det bremiske Klærkeskab for dets Løshed i Levned.
Havde man för kendt Eftermælet som den store „Dom over hver en død”, der hævede eller der udslettede hvers Livsløb, alt efter som han havde levet til, gentoges den Tanke stærkere i den himmelske Dommer, der modtog eller frastødte hvert Menneske, Ny var ganske vist Tanken om en egen Form af menneskeligt Jeg, der kunde skilles fra Legemet og den synlige Verden og have sit egenlige Hjem i en Verden af anden Art; men i Ordet „Sjæl”, som baade angelsaksiske og tyske Missionærer førte med sig, fik Tanken snart sit let tilgængelige Udtryk; og Tanker om en hinsidig Gengældelse havde man allerede forhen haft: den mensvorne skulde blive Træl i Valhal; hvor let den i mere kristenagtig Form vinder Indgang, véd vi af Gisle Surssöns Kvad.
Mægtigst af alt var det dog Troen paa en stærk Gud, der drog disse Mennesker til sig. Der er os overleveret en sagnagtig Beretning, hvor Modsætningen mellem Hedenskabets og Kristendommens Gudsbegreb er helt dramatisk tilspidset. „Har du hørt,” siger den gamle Steinunn Skjaldekvinde, „at Thor bød Krist til Holmgang, men Krist turde ikke strides med ham?” „Hørt har jeg,” svarer Missionæren Tangbrand, „at Thor var ikke andet end Muld og Aske, om ikke Gud vilde have, at han levede.” Tanken paa Guds Almagt, og den Trofasthed hvormed Kristmændene gik frem i Tillid til ham, er efter alle Kilder at dömme det stærkeste Lod som tyngede Sejren over til kristen Side.
Til at tage Kampen op mod den ny Tro var Hedenskabet ilde rustet. Det havde én stor Fordel, at det i Kraft af Aartusenders Sædvane var indvævet i hele Livet, baade Enkeltmands og Samfundets; men overfor de mange, der paa Vikingetiden omplantedes paa ny Grund, tabte dette Forhold sin Magt; i nær Berøring med kristen Kultur böjede de sig for den ny Tro. En vild Viking som Hastings lod sine Sönner døbe, Hövdinger som Gudorm, Danelagens förste Hersker, gik selv over til Kristendommen. Sagen var jo, at Hedenskabet med sit Mangeguderi ikke stod fjendtligt overfor fremmede Religioner, andre Guder kunde jo gærne have deres Magt og deres særlige Landomraade; hedenske Vikinger kunde godt sende Del af Byttet til S. Germanus ved Paris eller S. Patrik i Irland; Helligdommen paa Helgoland modtog baade som hedensk og som kristen rige Gaver af de forbisejlende. Man var villig til at anerkende Krist som en mægtig sydlandsk Gud; og först naar hans Bekendere skændede de hedenske Helligdomme, traadte man i fjendtligt Forhold til dem. Under Ansgars Ophold i Sverig fik han först Gudernes Samtykke (ved Lodkastning under aaben Himmel) og dernæst Tingalmuens, til at Kristendommen var tilladt Gudsdyrkelse. En svensk Vikingehær i Kurland opdagede ved samme Middel, at Krist vilde hjælpe dem til Sejr i deres vanskelige Stilling, og efter Sejr og lykkelig Hjemfærd viste de deres Tak ved en stor Faste paa syv og fyrretyve Dage. Der var noget i Hedenskabet, som rent ud banede Vej for Kristendommen: dets Sædvane at prøve sig frem, hvilken Gud der vilde være den bedste Hjælper, og siden at holde sig til ham som sin fulltrui. Fra de forskelligste Kilder hører vi om, at Krist ansaas for den bedste Frelser i Nød. Folkets Hang til at kaare sig en Herre efter eget Tykke bar Kristendommen frem.
Hedenskabet kunde ikke ret opbyde sin Styrke, dertil var det rundet af for mange Rødder og bundet i for mange Tidsaldres Tankegang, lige tilbage til de fjærne Tider, der mest troede paa Naturtingenes magiske Egenskaber. Talløse Slægters Dyrkelse gav Guddomsstederne, Vierne, en Hellighed ganske uafhængig af den enkelte personlige Gud. Man saa det paa Gulland, da Botair fra Akubekk byggede kristen Kirke. Den förste, han byggede, brændte Hedningerne; saa byggede han en anden under Klinten, dær hvor de plejede at blote til deres Guder; den vilde Folket ogsaa brænde, men Botair gik selv op i Kirken og sagde: „Vil I brænde den, da skal I brænde mig med.” Da kom hans Svigerfader til, Likkair den Snilde, og sagde: „Brænd ikke Kirken, hun staar i Vi dær nedenfor Klinten”; og Kirken blev ubrændt. Paa samme Maade er mangfoldige af Nordens Kirker rejste paa hedenske Offersteder; Lunden eller Kilden har ofte været bevaret ned i Tiden, og Bonden vedblev at kaste sin Skærv i Kilden, som hans Forfædre havde gjort det.
Den Kristendom, der fandtes hos de nordiske Folk efter Omvendelsen, var i mange Maader af egen Art, præget af den middelalderlige Kirke, men endnu langt mere af det Folk, der skulde nemme det ny, — paa en Tid hvor Kirkerne, faa i Tal, var strøede ud over Landene, og mangen Præst med Möje oversatte den latinske Messetekst han foredrog, og hvor derfor kyndige Mænds Tale og Skjaldenes Kvad var de Veje, hvor den ny Tankegang mest trængte ud i vide Krese.
Der var Punkter i Kirkelæren, som slet ikke for Alvor kom indenfor disse Mænds Tankegang. Saaledes Treenigheden; betegnende nok omdøbte Folkesproget hver „Treenighedskirke” til „Drottenskirke”. En Drot, en Herre, var det, man praktisk havde at göre med i sin Tro. Ogsaa Gudfader forsvinder næsten helt; det var ikke Faderlighed disse Krigersjæle trængte til at klynge sig ind til. Ordene „Gud” og „Krist” er enstydige; det er Krist, der i gamle Dage har skabt Verden; han er Himmelherskeren. Vil man udtrykkelig samle al Guddomsmagten ved sin Paakaldelse, nævner man: „Hjælp Krist og den hellig Aand” eller „Stille dig Gud og den hellig Aand”. Jesu jordiske Liv er næppe nok til for denne Tidsalder; og den Side af det, som Munkeverdenen forstod, Lidelsen, var lukket for Nordboerne; men hans Guddomsherlighed overfor Mennesker var Hovedpunktet i al Tidens Tro, Digte om Opstandelsen indtager Hovedpladsen i Skjaldenes Besyngelse.
En mere abstrakt Forestilling, der i förste Række tænker paa Guddommen som den skabende og ledende, finder man næppe uden ved at gaa tilbage til Kristningstiden. Lovsigemanden Torkel Maane, en samtidig af den förnævnte Gisle Surssön og vistnok af Völuspaas Digter, skal efter gammel Fortælling døende have ladet sig bære ud i Solskinnet og givet sig ham i Vold der havde skabt Solen. Ogsaa andre Sagnfortællinger, rigtignok af höjst tvivlsom Paalidelighed, taler om Hedninger der kaarede Himlens og Jordens Skaber til deres Herre. Men saa snart vi er senere end Kristendommens Indførelse, møder vi en massiv Tro paa Himmelherskeren med sin Borg og sin Hird formet i den jordiske Konges Lignelse: „Knud styrer Jorden som Græklandsdrotten (Krist) Himmelriget;” eller „Mændene synes, naar Magnus iler paa Havets Ski over Bølgebjærge, som om Himmeldrottens Englefylking løb over Voverne.” Denne Hersker krævede sine Love adlydt, og allermest dem der skilte fra hedensk Dagligliv: Söndagshvilen og de rette Tider for de store Festdage; os vil den strenge Overholdelse af „kristen Sæd” forekomme noget smaalig. Men tillige lægges der Pligter paa Folk i deres Forhold til alle de svage; at udsætte Børn, at dræbe værgeløse bekæmpes; Aud, den islandske Storkvinde, byggede sin Gaard tværs over Vejen, at hun kunde modtage alle vejfarende (det samfundsnyttige træder stærkt frem i denne ældste Tids Kærlighedsgerninger); mangfoldige byggede Bro gennem Mose og Vandløb „for deres Sjæls Skyld” som det hedder paa Runestenene. Ti man har jo nu et Jeg, som man skal forme ret, paa en ganske anderledes alvorlig Maade, end da Eftermælet var höjeste Dommer, og den vældige Daad stod som det der skabte et vel levet Liv. Langsomt skifter Indskrifterne Indhold; fra Sagaberetning eller Lovtale gaar Runeblokkens Skrift lidt efter lidt over til at bede Gud hjælpe den hedenfarnes Sjæl.
Der er et lyst Præg over denne tidlige
Kristendom, forskelligt fra Hedenskabets Skæbnetyngsel og Ragnaroksstemning: Den
mægtige Krist, hans sejrrige Opstandelse, hans lyse Himmelrige er Grundtonerne. Kun Halfred Vandraadeskjald taler i Dødsstunden om sin Rædsel for Helvede; men han er ogsaa Ufredsmanden, en lige saa sönderreven Natur, som hans beundrede Herre Olaf Tryggvesön er hel og troende. Der er en ret lys, men lidt kölig Glæde ved Livet over disse tidlige kristne; derhos en etisk-religiös Styrke, der uvilkaarlig indsuger den middelalderlige Tanke om, at Samfundets Trivsel og den enkeltes Salighed tilkæmpes ved væsenlig de samme Midler,
Vi vilde Overdrive, hvis vi troede denne tidsalder helt löftet
over de tidligere Tider; der var nok af nedbrydende Kræfter. Det gamle Ættesamfund var sprængt af Vikingetidens Individualisme — Klagerne herover er tydelige nok — og dertil kom, at Trosskiftet ogsaa maatte medføre nogen etisk Nedgang, inden hver menneskelig Indretning havde faaet det højtidelige Værn igen, som de gamle Guder gav dem, inden Eden var hellig som fordum og Tinget fredlyst. Paa Island og i Norge vokser den onde Sæd op til saa skaanselsløst hærjende Tider som Sturlungefejden og Kongsæmnekrigen, som Hedenskabet vel aldrig havde kendt Mage til. Men dog rummer den tidlige kristne Tid, det 11te, til Dels det 12te Aarhundrede, en Tid, hvor Samfundet udfolder sig i fredelig Retning og endnu i Pagt med det fra Fædrene nedarvede. Noget stærkt og ejendommeligt Udtryk for de nye Ideer frembragte den ikke — ingen Kirkedigtning som Angelsaksernes — men den bragte det tidligere opblomstrede Livsrøre til Modning, som Lovtid og Sagatid.
Paa egen Maade kan vi iagttage, at Tidsalderen har naaet en vis Ligevægtstilstand. Nu först har den blandt Mængden af Sagnenes ideale Skikkelser kaaret sig en enkelt som den almengyldige. Det er Sigurd Faavnesbane, da han støder Sværdet i Ormens Hjærte. Som uadskilleligt følger dette Billede den tidlige kristne Tid: paa Billedvævninger i Trondhjems Kongsgaard, paa Udskæringer i Telemarkens Stavkirker, eller hamret i Jærn paa en vestgøtisk Kirkedör og hugget i talrige Runestene paa Man, paa Gulland, i Upland, Södermanland og Gästrikland. Sighvat Skjalds Olafsdrapa havde indskudte Afsnit af Sigurdsagnet, indtil Skjalden digtede den om og satte Stykker om Kristi Opstandelse i Stedet. De Digte, der klarest fremhæver Sigurds etiske Höjhed, tilhører kristen Tid; men endnu mere vejer de mangfoldige Billeders Vidnesbyrd, og Gentagelse af Dragekampen forekommer omkring i Vikingesagaerne, de sene Efterklange af gammelt Helteliv. Mennesket i djærv Daad mod det overvældige Uhyre er Tidsidealet, og dette gentager sig med en Naturlovs Regelmæssighed ikke blot over det meste af Norden, men ogsaa i det tidligste kristne England, hvor Beovulfs Strid mod den hærjende Drage vokser op til Folkets store Epos, — hos Angelsakserne dog med en langt alvorligere Tone end den trøstige hos Overgangstidens Nordboer.
Men af og til mærker man, at nye Forestillinger begynder at sænke sig i Sjælene. Saaledes hos den norske Kvinde Gunvar, o. 1050, der lod rejse Sten for „den haandfærdigste Kvinde paa Hadeland”, og i barnlig Fremstilling lod indhugge det hele Julebudskab: Engelen og Betlehemsstjærnen, de hellige tre Konger og Maria i Stalden. Det dæmrer med en Verden af Følelser, der er den nordiske Oldtid fremmed.
