Heidreksgåderne
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Heidreksgåderne
Heiðreksgátur
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
Der var en mægtig mand i Reidgotaland, der hed Gestumblinde; han var faldet i unåde hos kong Heidrek. Ved kongens hof var der syv mand, som skulle dømme i alle sager dér i landet. Kong Heidrek ofrede til Frey; den største galt, han kunne skaffe, ville han give til Frey. De anså den for så hellig, at man ved dens børster skulle sværge i alle store sager, og de ville ofre denne galt som et forsoningsoffer. Juleaften skulle forsoningsgalten føres ind i hallen og for kongen, og folk lagde da hænderne på dens børster og sværgede højtideligt. Kong Heidrek sværgede, at ingen mand, der kom i kongens hænder og som havde forbrudt sig nok så meget imod ham, ikke skulle have mulighed for at blive dømt af hans vismænd. Den, som kunne fremsige sådanne gåder, som kongen ikke formåede at gætte, skulle endvidere være fredhellig for ham. Men når folk prøvede at stille ham gåder, var der ikke nogen, han ikke kunne gætte.
Kongen sendte besked til Gestumblinde, at denne skulle opsøge ham på en fastsat dag. I modsat fald — sagde kongen — ville han lade folk komme til ham. Ingen af vilkårene behagede Gestumblinde, for han vidste, at han ville være underlegen i ordskifte med kongen. Han ventede sig heller ikke noget godt af at blive dømt af vismændene, for der var sager nok imod ham. Han vidste også, at det ville koste ham livet, hvis kongens mænd kom til ham. Så ofrede han til Odin og bad denne om støtte og lovede ham store gaver.
En aften kom der en gæst til Gestumblinde. Han kaldte sig også Gestumblinde. De lignede hinanden så meget, at ingen kunne se forskel. De byttede tøj, og bonden skjulte sig, mens alle trode, at det var bonden, der var dér, hvor gæsten var. Denne mand opsøgte kongen og hilste ham. Kongen så på ham, men var tavs. Gestumblinde sagde: »Jeg er kommet her — herre! — fordi jeg vil forliges med dig.« Kongen spurgte: »Vil du dømmes af vismændene?« Gestumblinde sagde: »Er der ikke andre udveje?« Kongen sagde: »Så må du komme med gåder. Hvis jeg ikke kan gætte dem, skal du være løst.« Gestumblinde svarede: »Det dur jeg kun dårligt til — men det andet vilkår er også hårdt.« Kongen sagde: »Vil du hellere dømmes?« »Nej!« sagde han, »— jeg vil hellere stille gåder.« Kongen sagde: »Det er også ret, men det er meget om at gøre. Hvis du overvinder mig, får du min datter, og dette kan ikke forholdes dig. Men du ser ikke ud til at være en særligt klog mand, og det er aldrig forekommet, at jeg ikke har gættet de gåder, der er blevet forelagt mig.« Derpå fik Gestumblinde en stol at sidde på, og folk så frem til at høre de vise ord. Da sagde Gestumblinde:
- Gerne jeg modtog,
- hvad i går jeg fik.
- Ved du, hvad det var?
- Det hæmmer mænd
- og hindrer tale,
- men fremmer ordenes flom.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Skaf ham øl! Det tager forstanden fra mange mænd. Nogle bliver snakkesalige af det, mens andres tunger slår knuder.« Gestumblinde sagde:
- Hjemmefra drog jeg
- mit hjem forlod jeg,
- da så jeg veje på vejen.
- En vej var under,
- en vej var over —
- veje var allevegne.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Du gik over en bro, og vandets vej var under den, mens fugle fløj hen over hovedet på dig og på begge sider af dig — det var deres veje. Du så en laks i åen — og det var dens vej.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var den drik,
- jeg drak i går?
- Det var hverken vin eller vand,
- mjød eller mungåt,
- og mad var det ikke —
- min tørst dog straks blev stillet.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Du lå i skyggen og kølede dig med duggen. Men hvis du er den Gestumblinde, som jeg anser dig for, så har du mere forstand, end jeg forventede, for jeg har hørt, at du skulle tale dumt, men nu flyder ordene klogt.« »Det må forventes, at det snart får ende,« sagde Gestumblinde, »— men jeg ønsker dog endnu, at I lytter:«
- Vældigt han larmer
- på veje så hårde —
- dem ofte før han befór.
- Meget han kysser
- med munde to,
- og ene går han på guldet.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er guldsmedens hammer, hvormed guldet bliver slået. Den giver høj lyd fra sig mod den hårde ambolt — og det er dens vej.« Gestumblinde sagde:
- Hen over mulden
- mægtigt han skrider —
- skove og søer han sluger.
- Han frygter blæsten,
- men folkene ikke,
- og fører sag imod solen.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er tågen; man ser ikke solen for den, men den forsvinder, når vinden kommer, og folk kan ikke gøre den noget. Den dræber solens strålen. Du er listig med disse gåder og mysterier — hvem du så end er.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er den store
- der vældigt råder
- og nærmest når halvt til Hel?
- Han bjærger men’sker
- og brydes med jorden,
- når han har sig en fuldtro fælle.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er ankeret med et tykt og stærkt tov. Det råder for mange skibe. Det flår med den ene klo i jorden og nærmer sig Hel, og det frelser mange folk. Jeg undrer mig meget over din veltalenhed og dit vid.« Gestumblinde sagde: »Nu er jeg også næsten udgået for gåder — men enhver er grådig efter livet.«
- Hvem bor på høje fjelde,
- hvem falder i dybe dale,
- hvem lever uden ånde,
- hvem vil aldrig tie?
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Ravnen slår sig altid ned på høje fjelde, og duggen falder altid i dybe dale; fiskene lever uden at ånde, og det brusende vandfald tier aldrig.« »Nu bliver det vanskeligt,« sagde Gestumblinde, »— og nu véd jeg ikke, hvad der kommer til at ske.«
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- På vej mod Hel
- vender dets hoved,
- mens fødderne ser imod solen.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er løget. Dets hoved vender ned i jorden og bladene op i vejret.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- I evig uro,
- men uden ånde,
- to der sårløg svitsed’.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er smedens blæsebælge. De har vind, men ingen ånde.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- Hvide der suser
- og slår mod klippen,
- men ned graves sorte i sandet.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Nu bliver gåderne ringere, men det er hagl og regn, for haglene slår mod vejen, mens regndråberne synker i sandet og søger ned i jorden.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- Der gik i lortet
- en galt så sort —
- ej børster han rejste på ryggen.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er en skarnbasse. Vi kommer vidt omkring, når mægtige mænd udspørges om skarnbasser.« Gestumblinde svarede: »Man udsætter helst det onde, men mange stræber efter mere, og derfor går det galt for nogle. Nu ser jeg også, at alle udveje må forsøges.«
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- Med ti tunger
- og tyve øjne;
- på fyrre fødder
- farer det sindigt.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Du har set en so, og der var ni pattegrise inden i hende.« Kongen lod derpå soen slå ihjel, og der var ni unger i hende, som Gestumblinde havde sagt. Da sagde kongen: »Nu véd jeg ikke, om ikke en klogere mand har del i dette. Og jeg véd ikke, hvad du er for en mand.« Gestumblinde svarede: »Jeg er sådan, som du kan se. Og jeg ville gerne modtage mit liv og være fri for disse prøvelser.« Kongen svarede: »Du skal stille gåder — lige indtil du løber tør, eller jeg ikke kan gætte dem.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- Med otte fødder
- og fire øjne;
- dens knæ over bugen bæres.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
Kongen sagde: »Det er sådan, at du har en bredskygget hat, og alligevel ser du dybere end de fleste andre mænd, når du bemærker hver en underlig skabning på jorden. Det er en edderkop.« Gestumblinde sagde:
- Hvad var det under
- som jeg ude så
- foran drottens døre?
- Den lyser på lydfolk
- men lander i vandet;
- stadigt af ulve den jages.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er solen. Den skinner på hele landet og over alle folk. To ulve hedder Skoll og Hate, og den ene farer foran og den anden efter solen. Men kan du ikke komme med gåder på anden vis, end ved at bruge den samme indledning? — du forekommer mig ellers at være en klog mand.« Da sagde Gestumblinde:
- To brude bar
- blegt deres hår;
- de øldrik til
- aflukket førte.
- Det ej holdtes af hænder,
- en hammer ej traf det,
- men ude på øerne
- anes karrets skaber.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er to eddefugle, der lægger æg. Æggene er ikke lavet med hammer eller hånd, og tjenestepigerne bar øllet i æggeskallerne.« Gestumblinde sagde: »Den, der kun har et kort sværd og særlig småt med forstand, må prøve at skaffe sig hjælp — men jeg ønsker endnu at fortælle flere, så ...«
- Hvem er de fruer,
- som fjeldet bebor,
- hvor koner avler med kvinder?
- Og møer blandt møer —
- mænd er der ikke —
- fostrer sønner ved siden.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er to fjeldkvanner ved siden af hinanden, og en kvanstængel skyder op imellem dem.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er de kvinder,
- der kongen hegner
- og den våbenløse værner?
- Altid bagved
- de brune han står,
- mens frem de lyse løber.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er kongetavl. Brikkerne kæmper våbenløse om kongen, og de røde er på hans side.«
- Hvem er det, der farer
- på faders bud
- legende over landet?
- Hvide skjolde
- ved vintertid bæres,
- men dog om sommeren sorte.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er ryper; de er hvide om vinteren og sorte om sommeren.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er de fruer,
- som på faders bud
- sammen grædende går?
- Håret er blegt,
- og hyllet i hvidt,
- mens i vinden de vokser.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er bølger, som kaldes Ægirs døtre.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er de møer,
- som mange er sammen?
- Faderens bud de følger.
- Mangen en mands
- mén er de blevet,
- og skal de i vinden våge.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Men dette er bølger som før.« Gestumblinde sagde:
- Hvem står som brude
- på brændingens skær
- og må over fjorden færdes?
- Deres seng er hård,
- de er hyllet i hvidt;
- ved havblik leger de lidet.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er igen Ægirs døtre, men nu bliver din fremlægning meget ringere, og nu skal du modtage vismændenes dom.« Gestumblinde sagde: »Kun ugerne gør jeg det, men jeg venter dog, at det snart kommer dertil.«
- Jordens muldbo
- jaged’ af sted
- liggende død på den døde;
- en blind den blinde
- til brændingen red —
- hesten åndede ikke.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Du kom til en å, hvor en isflage drev med strømmen med en død hest på, og på hesten lå en død slange; da bar den blinde en blind, og de var tre sammen.« Gestumblinde sagde:
- Hvad hedder dyret,
- som dræber kvæg —
- af jern er det ganske gjort?
- Det har otte horn,
- men hoved ikke;
- det løber, når løbe det skal.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er terningen i kongetavl — den, der kaldes bjørn; den løber, så snart den kastes.« Gestumblinde sagde:
- Hvad hedder dyret,
- der danskerne hjælper?
- Med ryggen blodig
- redder det mænd;
- af spyd det mødes,
- men sparer dog liv;
- sin krop det lægger
- i krigerens hånd.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er skjoldet; det frelser mænd og bærer ofte ryggen blodig.« Gestumblinde sagde:
- Fire der går,
- fire der hænger;
- to viser vejen,
- to værner mod hunde;
- én dingler efter
- som oftest er uren.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er en ko; den har fire ben og fire patter, to horn og to øjne, og halen dingler bagved.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er det, der sover
- i slaggedyngen
- og alene fødtes af flinten?
- Den farlige fattes
- fader og moder;
- dér han sit liv skal leve.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er den skjulte ild på arnen, som er slået af flintesten.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er de mænd,
- der mødes på tinget
- og rider seksten tilsammen?
- Folk de lader
- fare over land
- for at bygge steder at bo.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er kong Itreks tavlspil.« Gestumblinde sagde:
- Jeg så en sommer
- ved solnedgang
- glædeløse
- gildebrødre;
- jarler, der drak
- øl i tavshed,
- imens ølkarret
- udstødte skrig.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er soens grise; når grisene dier hos hende, hviner hun, mens de tier. Men jeg véd ikke, hvad du er for en mand, når du så behændigt får sådan noget ud af ubetydeligheder.« Da påbød kongen med sænket stemme, at hallens døre skulle lukkes. Gestumblinde sagde:
- Møer jeg så —
- muld de lignede —
- de lå på et leje af sten.
- I solens stråler
- sorte og matte —
- som lyset svandt dog smukkere.
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Det er gløder, der ligger på arnen.« Gestumblinde sagde:
- Hvem er de to,
- der ti har af fødder,
- af øjne tre
- og én hale?
- Heidrek — konge! —
- her er din gåde.
- God er din gåde —
- Gestumblinde!
- Gættet dog den er.
»Du prøver mange ting, når du nu forelægger mig noget, der hører fortiden til. Det er Odin, der rider på hesten Sleipner. Den havde otte ben og Odin to; og de havde tre øjne — Sleipner to og Odin ét. Gestumblinde sagde: »Fortæl mig da — Heidrek! — hvis du er klogere end alle andre konger ...«
- hvad Odin sagde
- i øret på Balder,
- før han brændtes på bålet.
Kongen svarede:
- Under, argskab
- og ækel blødhed —
- dét venter jeg, at det var.
- Ene du kender
- ordene der sagdes,
- dit lede, lumpne væsen!
Kongen trak da Tyrfing og huggede efter Gestumblinde, men denne tog skikkelse af en falk og fløj ud gennem en glug i hallen. Sværdet traf i falkens halefjer, og derfor har den været stumphalet lige siden, efter hvad hedenske folk tror. Men nu, siden han havde hugget efter ham, var Odin blevet vred på kongen, og den samme nat blev han dræbt.