Helge Hjørvardssøn (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


19. Helge Hjørvardssøn
eller Hadingshelten



Hjørvard hed en Konge, som havde fire Koner; den første hed Alfhild, deres Søn var Hedin; den anden Særeid, deres Søn Humlung; den tredje Sinriod, deres Søn Hymling. Kong Hjørvard havde forbundet sig ved et Løfte til at ægte den Kvinde, som han ansaae for den væneste. Han spurgde, at Kong Svafner havde en Datter, fagrere end Alle, hun hed Sigrlin. Idmund hed hans Jarl, og dennes Søn Atle drog hen for at bejle til Sigrlin for Kongen; han blev en heel Vinter hos Kong Svafner. Franmar hed dennes Jarl, som var Sigrlins Fosterfader, hans Datter hed Aalof. Efter Jarlens Raad gaves der Afslag for Møen, og Atle drog hjem.
Atle Jarlesøn stod en Dag ved en Lund, og over hans Hoved sad i Grenene en Fugl, som havde hørt hans Mænd sige, at de væneste Koner vare Kong Hjørvards. Fuglen kviddrede og Atle lyttede til dens Røst.


Fuglen kvad:
1.
Saae Du Sigrlin,
Svafners Pige,
Den fagreste Mø
I Elskovs Rige;
Skjøndt i Glasers
Lund man finder,
At Hjørvards Koner
Er' straalende Kvinder.


Atle.
2.
Vil Mere Du, Fugl,
Med kløgtig Hu
Til Atle Idmundsøn
Sige nu?
Fuglen.
Ja nok, hvis Offer
Af Fyrsten jeg faaer
Og Valg af det Bedste
I Kongens Gaard.


Atle.
3.
Ej vælge Du Hjørvard,
Ej heller hans Søn,
Ej heller en Konge-
datter skjøn,
Og ikke af Kongens
Koner een:
Vor Handel skal være
Som Venners reen.


Fuglen.
4.
Tempel jeg vælger
Og Altre mange,
Guldhornede Køer
Fra Kongens Vange,
Naar Sigrlin hviler
I Kongens Arm,
Naar ham hun følger
Foruden Harm.


Dette skede, før Atle rejste; men da han kom hjem, og Kongen spurgde ham om Udfaldet, svarede han:


5.
Megen Møje
For Intet at døje;
Paa Fjæld lod os
Vore Heste i Stik,
Siden vi gjennem
Mosekjær gik,
Og saa blev os negtet
Den, vi skulde bringe,
Svafners Datter,
Prydet med Ringe.


Kongen bød dem da at fare nok engang, og drog selv med. De kom op paa Fjældet og saae i Svaveland en stor Landild og Støv af Rytterskarer; da red Kongen frem i Landet, og tog Natteleje ved en Aa. Atle holdt Vagt, foer over Aaen, og fandt der et Huus; en stor Fugl sad paa Huset og vogtede det, men var indsovet. Atle skjød Fuglen ihjel med et Spyd; men i Huset fandt han Sigrlin Kongedatter og Aalof Jarledatter, og førte dem begge bort med sig. Det var Franmar Jarl, som havde hamskiftet i Ørneskikkelse, og forvaret dem mod Hæren ved Trolddom.
Hrodmar hed en Konge, som bejlede til Sigrlin; han havde dræbt Svavernes Konge, og havde ranet og brændt i Landet.
Kong Hjørvard fik Sigrlin, Atle Aalof. Hjørvard og Sigrlin havde en Søn, stor og smuk, Han var tavs, og intet Navn vilde fæste sig ved ham. Han sad paa en Høj og saae ni Valkyrier ride, een af dem var den anseligste, hun kvad:


6.
Seent, Helge!
Du Kampens
Abild bolde,
Vil raade for Ringe
Og solklare Volde —
Saa Ørn goel aarle —
Hvis stedse Du tier,
Om end Du modig
Paa Faren bier.


Helge.
7.
Du lysfagre Mø!
Hvad følger i Gavn,
Naar paa mig
Du fæster
Helges Navn?
Du vide nu vel
Dit Ord at veje,
Jeg tager kun Navnet
Med Dig til Eje!


Valkyrien.
8.
Paa Sigars Holm
Der ligge Sværd,
Femgang ti
Paa fire nær,
Af dem er eet
Det allerbedste,
En Skjoldfordærver
Med Guld paa Fæste.


9.
Ring i Hjalte,
Mod i Klinge,
Gru i Od
Skal det Ejeren bringe,
Langs Eggen blodig
Orm sig slynger,
Om Klingens Baand
Den Halen klynger.


Eylime hed en Konge, hans Datter var Svava, hun var Valkyrie og red Luft og Hav. Hun gav Helge dette Navn, og beskjærmede ham siden ofte i Striden.


Helge kvad:
10.
Kong Hjørvard i Spidsen
For Hæren er vældig,
Men ej Du i Raadet
Er lige heldig;
Ild lod Du Kongernes
Bøjgder fortære,
Ikke dog havde de
Krænket din Ære.


11.
For Ringene, vore
Fædre bare,
Hrodmar skal raade;
Den Høvding paa Fare
For Livet kun lægger
Liden Vægt,
Ret som han arved
En uddød Slægt.


Hjørvard svarede, at han skulde skaffe Helge en Hær, hvis han vilde hævne sin Morfaders Død. Da søgte Helge det Sværd, som Svava paaviste ham; derpaa droge han og Atle hen og fældede Hrodmar, samt udførte mange Heltebedrifter. Han dræbte Jætten Hate, da denne sad paa et Bjerg. Helge og Atle laae med deres Skibe i Hatefjorden. Atle holdt Vagt den første Deel af Natten. Hates Datter


Hrimgerde kvad:
12.
Hvo ere de Hølder
I Hatefjord?
Med Skjoldene have I
Tjældet ombord;
Dristig og frygtløs
Er Eders Færd,
Nævn mig, hvad hedder
Kongen her!


Atle.
13.
Helge han hedder,
Men ingensinde
Kongen Du mægter
At overvinde;
Jernborge Ædlingens
Flaade værne,
Os ej øder
En Troldeterne.


Hrimgerde.
14.
Hvad hedder Du selv,
Du mægtige Svend!
Hvad monne vel være
Dit Navn blandt Mænd?
Kongen til Dig
Sin Lid vist slaaer,
Da Du i skjønnen
Skibsstavn staaer.


Atle.
15.
Atle jeg hedder,
Skal volde Dig Smerte,
Thi Trolde jeg hader
Af ganske Hjærte;
Den vaade Stavn
Jeg vogtede tidt,
Og kued i Kvæld
Et Hexeridt.


16.
Hvad kalder man Dig
Liggraadige Kvinde?
Din Fader nævn,
Du fule Jætinde!
Ni Raster nede
Du burde boe,
En Skov Dig op
Af Barmen groe!


Hrimgerde.
17.
Mit Navn er Hrimgerde,
Hate hed
Min Fader, ej stærkere
Jætte jeg veed;
Mange Brude
Han bort lod rane
Fra Hjemmet, før Helge
Blev hans Bane.


Atle.
18.
Du Trold mod Hærkongens
Skibe var oppe,
I Fjordmunding laae Du
For Flaaden at stoppe,
Og Kongens Kjæmper
Til Ran neddrage,
Om ej Dig paa tværs
Var kommen en Stage.


Hrimgerde.
19.
Nu primer Du, Atle!
I Drømme du tænker,
For Øjelaaget
Dit Bryn sig sænker;
Min Moder for Kongens
Skibe laae,
Jeg Lødvers Børn
Lod paa Havet forgaae.


20.
Du vrinsked, om ikke
Du gildet var,
Sin Hale Hrimgerde
Nu løftet har;
Dig Hjærtet kryber
Vist ned med Fart,
Om end du raaber
Nok saa klart.


Atle.
21.
Hvis nu fra Søen
Jeg steg iland,
Du fandt nok i mig
For stærk en Mand;
Lemlæstet Du blev,
Naar for Alvor jeg stred,
Da maatte Du stikke
Din Hale ned.


Hrimgerde.
22.
Gaa kun, naar Du Atle
Saa stærk Dig troer,
Iland, og mød mig
I Varins Fjord;
Af Kløerne mine
Ej, Kæmpe! Du glipper,
Før ragt jeg retter
Dig dine Ribber.


Atle.
23.
Jeg fjerner mig ej,
Før Mændenes Skare
Vaagner, og tager
Paa Kongen vare;
Thi lettelig kunde
Sligt jo skee,
At Ledt sig under
Vort Skib lod see.


Hrimgerde.
34.
Helge, vaagn op!
Hrimgerde Du give
Bod for, at Hate
Du tog af Live;
Hun sove en Nat
I Kongens Arm,
Da haver hun bødet
Al sin Harm.


Helge.
25.
Den Lodne dig tage,
For Mænd er Du led!
Paa Thollø er der
En Thurse, jeg veed,
En Hulebogast,
En hundviis Jætte,
Til Mage Du træffer
I ham den Rette.


Hrimgerde.
26.
Hende Du, Helge!
Nok heller fik fat,
Som med dine Mænd
I forrige Nat
Spejdede Havnen!
Den guldprude Mø
Stærk mig syntes,
Her steg hun fra Sø
Iland, og fæstede
Eders Flaade;
Hun volder, at ej
Eders Liv jeg kan raade.


Helge.
27.
Hør, Hrimgerde!
Om nu jeg Dig
Bøded din Harm,
Grant Kongen siig:
Var ene det Væsen,
Som Skibene skjærmed,
Eller mon Flere
I Flok sig nærmed?


Hrimgerde.
28.
Trende Hold Møer
Jeg saae fremride,
Forrest dog Een,
Den behjælmede Hvide.
Sig Gangerne skuttred,
Af Mankerne stod
Dug i Daldyb,
En Hagelflod
I høje Skove;
Et frugtbart Aar
Kan jeg Mennesker love.
Men Intet mig hued
Af Alt, hvad jeg skued.


Atle.
29,
Ret, Hrimgerde!
Mod Øst dit Øje,
Dødsord Du maatte
Af Helge døje!
Nu er bjærget
Paa Land og Vand
Kongens Flaade
Med Allemand.


30.
Dagen, Hrimgerde!
Nu frembrød,
Atle Dig sinked
Til din Død;
Havnemærke
Du løjerligt danner,
Sprungen i Flint,
Som der Du stander.


Kong Helge var en stormægtig Kriger, han kom til Kong Eylime og bad om hans Datter Svava. Helge og Svava bleve trolovede og elskede hinanden vidunderligt. Svava var hjemme hos sin Fader, og Helge paa Krigstog; men Svava forblev en Valkyrie som forhen.
Hedin var hjemme hos sin Fader Hjørvard, Konge i Norge. Hedin drog alene hjem fra Skoven Juleaften, og traf en Troldkvinde, der red paa en Ulv og brugte Slanger til Tømme; hun tilbød Hedin sit Følgeskab. "Nej", sagde han. "Det skal Du undgjælde ved Bragebægeret," sagde hun.
Om Aftenen var der Løftesaflæggelse, Songalten blev fremledet, paa den lagde Mændene deres Hænder, og aflagde der Løfter ved Bragebægeret. Hedin forbandt sig ved Løfte til Svava, Eylimes Datter, hans Broder Helges Kjæreste, men fortrød det saa stærkt, at han ad Vildstier gik bort Syd paa Landet, og traf der sin Broder Helge.


Helge kvad:
31.
Velkommen, Hedin!
Hvad har Du at sige
Af Nyhedssagn
Fra Norges Rige?
Hvi er Du Høvding
Af Landet jagen,
Og ene til os
I Besøg nu tagen?


Hedin.
32.
Langt større Brøde
Mig haver slagen;
Ved Bragebæger
Jeg kaared mig ud
Din egen Konge-
baarne Brud.


Helge.
33.
Dig selv ej, Hedin!
Du saa beskylde,
Vor Bægertale
Sig kan opfylde!
Mig haver en Fyrste
En Kampplads sat,
Jeg der skal møde
Paa tredje Nat:
Jeg kommer vist næppe
Fra dette Stevne,
Hvis saa — da kan det jo
Godt sig jævne.


Hedin.
34.
Helge! Du Hedin
Værdig troede
At skjænkes Gods
Og Gaver gode;
Dig sømmer det bedre
At rødne din Klinge,
End dine Fjender
Fred at bringe.


Dette sagde Helge, fordi han anede sin Dødsstund, og at hans Fylgier havde besøgt Hedin, da han saae Konen ride paa Ulven. Alf hed en Konge, Hrodmars Søn, som havde haslet Helge Valplads ved Sigarsvold med tre Nætters Frist.


Helge.
35.
I Skumring han saae
Paa Ulv at ride
En Kvinde, som vilde
Ham følge ved Side;
At Sigrlins Søn
Sit Liv skal miste
Paa Sigarsvold,
Hun sikkert vidste.


Der blev en stor Strid, og Helge fik da sit Banesaar.


36.
Sigar til Hest
Helge sendte,
Eylimes eneste
Datter at hente,
Bad hende brat
Sig did begive,
Hvis Kongen hun end
Vil træffe ilive.


Sigar.
37.
Mig haver Helge
Skikket ud,
Svava! at bringe
Dig selv et Bud;
Kongen ønsker,
Du hos ham staaer,
Førend Livet
Den Ædling forgaaer.


Svava.
38.
Hvad er der Helge
Hjørvardssøn hændt?
Mig er en tung
Bedrøvelse sendt.
Mon Søen ham sveg?
Eller bed ham et Sværd?
Den Mand skal jeg volde
En stor Ufærd.


Sigar.
39.
Falden imorges
Ved Ulvefjæld laae
Den bedste Konge,
Solen saae;
For hele Sejren
Alf monne raade,
Skjøndt dennesinde
Til megen Vaade.


Helge.
40.
Hil Dig, Svava!
Du skifte Hu,
Thi sidst vi mødes
I Verden nu!
De sige, al Kongen
Mister sit Blod,
Mit Hjærte for nær
En Klinge stod.


41.
Jeg beder Dig, Svava! —
Græd ikke, min Pige —
Ifald Du lytter
Til hvad jeg vil sige,
At Hedin et Leje
Du skal berede,
Den unge Fyrste
Med Elskov lede.


Svava.
42.
Det sagde jeg ved
Min Elskovspagt,
Da Helge mig havde
Ringe bragt:
Aldrig, naar Kongen
Kommer af Dage,
En Fremmed i Favn
Jeg frit vil tage.


Hedin.
43.
Kys mig, Svava!
Ej Solens Luer
Paa Fjæld i mit stridbare
Hjem jeg skuer,
Før Hjørvards Søn
Jeg hævnet har,
Under Solen ej bedre
Konge var. —


Helge og Svava siges at være atterbaarne.