Helge Hundingsbane, andet Kvad (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

21. Helge Hundingsbane
Andet Kvad

Kong Sigmund, Vølsungs Søn, havde til Ægte Borghild af Braalund, de kaldte deres Søn Helge efter Helge Hjørvardsøn. Hagal opforstrede Helge. Hunding hed en mægtig Konge, efter hvem Hundland har faaet Navn; han var en stor Kriger, og havde mange Sønner, som vare paa Krigstog. Der herskede Ufred og Fjendskab imellem Kongerne Hunding og Sigmund, og de dræbte hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Ætmænd hedde Vølsinger og Ylfinger. Helge drog hen, og udspejdede lønlig Kong Hundings Huustrop; Kong Hundings Søn Heming var hjemme. Men da Helge drog bort, traf han en Hyrdedreng, og kvad:

1. "Siig Heming, at Helge

I Minde tog

Den Brynjemand,

Hvem Krigerne vog;

En Graaulv Eder

Hjemsøgt har,

Kong Hunding troede

Det Hamal var."

Hamal var Hagals Søn. Kong Hunding sendte Folk til Hagal for at lede efter Helge; men Helge kunde ikke slippe derfra ad anden Udvej, end at han tog en Trælkvindes Klæder paa og gav sig til at male Korn. De ledte og fandt ikke Helge. Da kvad Blind den Bølvise:

2.

Hvast er Øjet

Raa Hagalsternen,

Bondens Æt

Ej stander ved Kværnen:

Stenene revned

Og Rammen sprang!

Skjæbnen er vorden

Helten trang,

Naar Kongens Søn

Nu her tilhuse

Stridigt Byg

Paa Steen maa knuse;

Bedre i slig en

Haand man gav

Hjaltegreb

End Møllestav.

Hagal svarede og kvad:

3. Intet Under,

At Møllen brumler,

Naar en Kongemø

Skaftet tumler;

Fordum hun op over

Skyerne stræbte,

Dristig som Vikingen

Mænd hun dræbte,

Til Trældomsbaand

Hende Helge lod bære;

Hun Søster til Sigar

Og Høgne mon være,

Deraf fik

Ylfingpigen

Sit fyrige Blik.

Helge undkom, og drog i Søkrig. Han fældede Kong Hunding, og blev siden kaldet Helge Hundingsbane. Han laae med sin Hær i Brunevaag, hvor de gjorde Strandhug og spiste raat. Høgne hed en Konge, hans Datter var Sigrun; hun blev en Valkyrie og red Luft og Sø; hun var den gjenfødte Svava. Sigrun red til Helges Skibe og kvad:

4.

Hvo lagde de Skibe

Ved Brinken i Leje,

Hvor monne Krigerne

Hjemstavn eje?

Hvad vente I paa

I Brunevaag,

Hvorhen mon I agte

At stile jert Tog?

Helge.

5.

Hamal ved Brink

Lagde Skibe i Leje,

Paa Læsø vi

Vor Hjemstavn eje;

Paa Bør vi vente

I Brunevaag,

Mod Østen vi agte

At stile vort Tog.

Sigrun.

6.

Hvor har Du, Fyrste!

Krig optændt,

Og Valmøens Fugl

Sit Bytte sendt?

Hvi er af Blod

Din Brynje saa rød,

Hvi æde I væbnede

Raat jert Kjød?

Helge.

7. Nys maatte Ylfingers

Ætling stride

Vesten for Hav,

Om Dig lyster at vide:

I Brages Lund

Jeg fangede Bjørne,

Med Spyd jeg mættede

Unge Ørne;

Nu gjorde jeg Rede

For Tingen, Mø!

Thi æder jeg lidet

Stegt paa Sø.

Sigrun.

8.

Du tillyser Drab!

Med Helge stred

Kong Hunding og

I Græsset bed;

I Frænder hevned,

Da Kampen stod,

Mod Sværdets Egge

Busede Blod.

Helge.

9.

Jomfru snild!

Hvorledes veed

Du, hvem der hist

For Blodhævn stred?

Blandt Krigersønner

Ej Faa Uvenner

Og fjendske ere

Mod vore Frænder.

Sigrun.

10.

Du Fylkingfører!

Fjærnt just ej

Fra Fyrsters Dødsfald

Gik min Vej;

Men Sigmundssønnen

Slug jeg priser,

Han melder Drab

I forblommede Viser.

11.

Med Langskibe saae

Jeg forleden Dig gaae,

Mens Du i blodig

Stavn Dig stilled,

Og medens Bølgen

Vaadkold spilled;

Nu Kongen vil lege

Skjul for mig,

Men Høgnes Datter

Dog kjender Dig.

Granmar hed en mægtig Konge, der boede paa Svarinshøj; han havde mange Sønner, en hed Hodbrod, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hodbrod drog til Kongestævne, og fæstede sig der Sigrun Høgnedatter; men da hun spurgte dette, red hun med Valkyrier ad Luft og Hav at opsøge Helge. Helge var da ved Luebjerg og havde kjæmpet med Hundings Sønner; der fældede han Alf og Ejulf, Hjørvard og Hervard, og var han da heelt kampmødig og sad under Ørnesteen. Der traf Sigrun ham, faldt ham om Halsen, kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, saaledes som det er fortalt i det gamle Vølsungekvad:

12.

Til gladen Fyrste

Sigrun drog,

Helges Haand

Hun til sig tog,

Under Hjælm ham gav

Et Kys paa Kind.

13.

Til Pigen da vendte sig

Kongens Sind;

Hun havde, sagde hun,

Elsket i Løn,

Før hun saae ham,

Sigmunds Søn.

14.

"Til Hodbrod blev jeg

Fæstet ved Gilde,

Men anden Konge

Jeg have vilde;

For Frænders Vrede

Er jeg i Nød,

Min Faders Yndlings-

Plan jeg brød."

15.

Ej skjulte sin Tanke

Den ædle Kvinde,

At Helges Elskov

Hun vilde vinde.

Helge.

16.

Høgnes Vrede

Ej ændse Du,

Ej heller Frænders

Fjendske Hu!

Den unge Mø

Hos mig skal være,

Jeg holder mig fra

Din Slægt, min Kjære!

Helge samlede da en stor Krigsflaade og drog til Ulvesteen; men paa Havet fik de et farligt Uvejr. Da kom der Lyn over dem, og Straaler udgik fra Skibene. De saae ni Valkyrier ride i Luften, og kjendte Sigrun; da lagde Stormen sig, og de kom i god Behold til Land.

Granmars Sønner sade paa et Bjærg, da de sejlede mod Landet. Gudmund sprang tilhest, og red for at spejde ned til Klinten ved Havnen; da strøg Vølsungerne Sejlene. Gudmund kvad, som før er skreven i Sangen om Helge:

Hvo styrer den Flaade

Som første Mand

Og fører saa talrig

Hær mod Land?

Og dette kvad Gudmund, Granmars Søn:

17.

Hvo er den Skjoldung,

Som Skibe ejer,

Hvis Krigsfane gylden

Fra Stavnen vajer?

Fra Færden et dejligt

Syn udgaaer,

En Vaabenrøde

Om Vikinger staaer.

Sinfjøtle Sigmundssøn svarede saaledes, som før er optegnet:

18.

Hodbrod kan Helge

Her blive vaer,

Midt i Flaaden

Til Flugt ej snar;

Han har, hvad før

Var i Eders Magt,

Fiskenes Rige

Sig underlagt.

Gudmund.

19.

Derfor skulle vi

Skifte vor Sag

Ved Ulvesteen

I Ro og Mag;

Tid er nu, Hodbrod!

Hævn at tage,

Længe vi maatte

Vanlod smage.

Sinfjøtle.

20.

Før skal Du, Gudmund!

Vogte Geder,

Klattre i stejle

Klippereder,

Mens Hesselkjøllen

I Haand Dig staaer;

Sværdets Dom

Vorder strengere Kaar.

Helge.

21.

Bedre det vilde

Sinfjøtle klæde

Kamp at yppe

Og Ørne glæde,

End Ord at vexle

Til ingen Nytte,

Skjøndt Krigere deres

Had udbytte.

22.

Granmars Sønner

Jeg ikke berømmer,

Men Sandt at sige

En Konge sømmer,

Det gyldne Mærke

Hisset tyder,

At modigt man os

Kampen byder;

Som raske Kjæmper

Jeg Roes dem yder.

Gudmund red hjem med Krigsbudskabet. Da samlede Granmars Sønner en Hær. Mange Konger mødte, deriblandt Sigruns Fader Høgne og hans Sønner Brage og Dag. Der stod et stort Slag, i hvilket alle Granmars Sønner faldt med alle deres Høvdinger, undtagen Dag Høgnesøn, som fik Fred og svor Vølsungerne Ed.

Sigrun gik over Valen og fandt Hodbrod døende. Hun kvad:

23.

Ej Kong Hodbrod

Skal have det Held

At favne Sigrun

Fra Sevafjæld;

Dit Liv er forbi,

Snart roder op

Gygernes Graahest

Din døde Krop.

Da mødte hun Helge, og blev meget glad. Helge kvad:

24.

Ej alt Du Vise

Kan vende til Baade,

For nogen Deel

Maa Nornerne raade;

Ved Ulvesteen

Faldt Høgne og Brage

Imorges, og jeg

Dem tog af Dage.

25.

Ved Styrklev Konning

Starkad segned,

Ved Hlebjerg Rollaugs

Sønner blegned,

Forfærdeligst dog

Sig Gylfe tede,

Med afhugget Hoved

End Lemmerne strede.

26.

Af dine Slægtninge

Fast enhver

Ligger nu Lig

Paa Jorden her;

Ej din var Skylden,

Det var din Skjæbne,

At skulle til Fejde

Stormænd væbne.

Da græd Sigrun. Han kvad:

27.

Trøst Dig, Sigrun!

Os beskjæret

Til en Hilde

Har Du været;

Imod Skjæbnen

At bestaae

Ingen Konge

Kan formaae;

Gjerne, hvis

Til mig det stod,

Jeg de Faldne

Leve lod,

Kun de ikke

Negted mig,

At jeg maatte

Favne Dig.

Helge fik Sigrun, og de avlede Sønner, men han blev ikke gammel. Dag Høgnesøn blotede til Odin for Faderhævn, og Odin laante Dag sit Spyd. Dag traf sin Svoger Helge paa et Sted, som hed Fjæderlund. Han gjennemborede Helge med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjæld og bragte Sigrun Budskab:

28.

"Nødig, Søster!

Mit Ord Dig saarer,

Tvungen voldte jeg

Kvinden Taarer;

Ved Fjæderlund

Faldt i denne

Morgenstund

Den bedste Konge

I Verdens Riger,

Som knækkede Hals

Paa mangen Kriger."

Sigrun.

29.

"Dig skulle alle

De Eder bide,

Paa hvilke Du Helge

Svor at lide,

Ved Lynets Flamme

Paa Skyens Grund,

Ved Klippen den klamme

Paa Havets Bund."

30.

"Ej skride det Skib,

Hvor Du er ombord,

Om agterind

Vinden end foer!

Ej rende den Hest,

Som Dig skal bære,

Om end Du for Fjender

Paa Flugt monne være!"

31.

"Ej bide det Sværd,

Som Du skal føre,

Med mindre det hviner

Dig selv om Øre!

Da først hævnet

Var Helges Død,

Naar Du som en Ulv

Gjennem Skovene brød,

Ej havde Gods

Og ej havde Glæde,

Ej mindste Mad

Uden Aadsler at æde."

Dag.

32.

"Du raser, Søster!

Dig Vanvid betager,

Din egen Broder

Du ønsker Plager;

Kun Odin til Ulykken

Aarsag var,

Kampruner blandt Svogre

Han kastet har."

33.

"Dig røden Guld

Din Broder yder,

Vendilsøe og

Vigdal byder;

Tag med dine Sønner

Det halve Land,

Ringprydede Kvinde!

I Bod for din Mand."

34.

"Saa sæl jeg ej sidder

Aarle og silde

Ved Sevafjæld,

At leve jeg vilde,

Naar Kongen ej Glands

Over Følget spreder,

Naar ej han ""Kampvind""

I Guldbidslet leder

Og iler hid,

Hvor jeg Glæde bereder."

35.

"Saa lod Helge

En Rædsel falde

Paa Fjenderne sine

Med Frænder alle,

Som Geder for Ulven

I Frygtsomhed

Forvildrede styrte

Fra Fjældet ned."

36.

"Saa hæved sig Helge

I Helteflok,

Som velvoxen Ask

I Tjørneskok,

Eller som naar

Hjorten den unge

I Morgendug staaer

Og højt over alle

Dyrenes Rækker

De glimrende Horn

Mod Himmelen strækker."

Der blev opkastet en Høj over Helge, men da han kom til Valhal, tilbød Odin ham at raade over Alt tilligemed sig. Helge kvad da:

37.

"Hunding! Du for

Hver en Mand

Fodbad gjøre

Skal istand,

Tænde Ilden

Op herinde,

Heste passe,

Hunde binde,

Og for Sviin

Hensætte Æde,

Før Du tør

Ved Søvn Dig glæde."

Sigruns Terne gik om Aftenen ved Helges Høj og saae, at Helge red til Højen med mange Mænd.

Ternen.

38.

Mon Blændværk det er,

Hvad jeg seer fremskride,

Eller Ragnarøk,

Thi Dødninge ride?

Eller mon Helte

Med Hjemlov fore,

Siden saa stærkt

Eders Heste I spore.

Helge.

39.

Ej Blændværks Skue

Dig her monne hænde,

Vort Syn bebuder

Ej Verdens Ende,

Ej Helte fik Lov

Til Hjemmet at gjæste,

Om end vi spore

Paa Kraft vore Heste,

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

40.

Sigrun! Du ile

Fra Sevafjæld,

Vil Folkets Fører

Du træffe i Kvæld;

Højen er aaben

Og Helge kom,

Vunderne bløde

Han bad mig om,

At ham Du vilde

Forblødningen stille.

Sigrun gik ind i Højen til Helge og kvad:

41.

Nu er jeg saa glad

Ved Mødet her,

Som Odins Høge

I Rovbegjær,

Naar varme Brade

De færdige vide,

Eller i Dug

See Dag fremskride.

42.

Mit Kys først livløs

Konge smager,

Før blodig Brynje

Af han drager;

Dig svulmer Svedens

Riim dit Haar,

Af Kongens Porer

Valdug staaer,

Og Høgnes Maag

Har Hænder klamme,

Hvor skal jeg Bod

For Saadant ramme?

Helge.

43.

Det volder kun Sigrun

Fra Sevafjæld,

At Helge er slagen

Med Harmdugs Væld;

Du rene Sydmø

I gyldne Klæder

Paa Lejet grumme

Taarer græder,

Mit Bryst hver enkelt

Blodig rammer,

Iiskold, indtrængende,

Fuld af Jammer.

44.

Vi vel skulle nyde

Den dyre Drik,

Skjøndt Elskov og Rige

Tabt os gik;

Og viser mit Bryst

End Vunder mange,

Skal Ingen dog synge

Sørgesange;

Selv Kvinder vi nu

I Højen have,

Kongemøer

Til Gjæst i Grave.

Sigrun redede en Seng i Højen:

45.

"Jeg her Dig, Helge!

Et Leje har lagt,

Ej Ylfingen kaste

Paa det Foragt,

Thi der, i din Favn,

Jeg Søvn vil tage,

Som før i Kongens

Levende Dage."

Helge.

46.

"Ved Sevafjæld

Jeg aldrig meer

Skal negte at

Utroligt skeer,

Naar Høgnes Datter,

Med hviden Barm,

Vil sove i Høj

Paa Dødningarm,

Skjøndt Kongens Viv

End har sit Liv."

47.

"Tid er paa rødnede

Veje at ride,

Gangeren bleg

Gjennem Luften maa skride

For at jeg Vesten for

Vindbroen rækker,

Førend Salgofner

Sejrheltene vækker."

Helge og hans Mænd rede deres Vej, og Kvinderne droge hjem til Byen. Den anden Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Højen; men da Sigrun kom til Højen ved Dagslut, kvad hun:

48.

"Vist Sigmunds Søn,

Hvis komme han vil,

Fra Odins Sal

Var naaet hertil;

Om Heltens Komme

Snart Haabet er omme,

Naar Ørn paa Askens

Green sig hviler,

Og hele Folket

Til Drømthing iler."

Ternen.

49.

Vær ej saa taabelig

Skjoldungfrue!

Ene at vandre

Til Dødningstue,

Om Natten har

Alt Tøj, som kyser,

Mere Magt,

End naar Dagen lyser.

Sigruns Liv forkortedes af Sorg og Savn. Den Tro var i gamle Dage, at Mennesker kunde blive fødte paany; men det kaldes nu Kjællingesnak. Man sagde, at Helge og Sigrun vare fødte igjen; han hed da Helge Haddingsskade, saaledes som fortalt er i Kaarevisen; hun var ogsaa en Valkyrie.

---

Noter: