Helge Hundingsbane, første Kvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


20. Helge Hundingsbane
Første Kvad


1.
Fjærn var den Old,
Da Ørneskrig lød,
Fra Himmelfjæld hellige
Vande flød:
I Braalund havde
Borghild nu
Baaret Helge
Den høje i Hu.


2.
Nat var i Borgen,
Nornerne kom
Og fældte Ædlingens
Skjæbnedom:
Blandt Fyrster han nyde
Den største Ære,
Blandt Konger han stedse
Den bedste være.


3.
Med Kraft de snoede
Skjæbnens Snor,
Om Braalunds Borg
Et Gny der foer,
De gyldne Traade
Ud de spandt
Og midt i Maanens
Sal dem bandt.


4.
I Øst og Vest
De Ender bandt,
Dermellem Kongen
Landet vandt,
Neres Søster
Slog et Kast
Mod Nord, det bød hun
Holde fast.


5.
Hver Sorg, der Ylfing
Maatte bære,
Deelte Kvinden,
Som fødte den Kjære.
Sulten Ravn
I Trætop sad:
"Nu veed jeg Nyt!"
Til Ravn den kvad.


6.

"Døgngammel Sigmunds

Ætling staaer

I Brynje, op

Vor Dag nu gaaer,

Hans hvasse Blik
En Kriger tyder,

En Ulveven,
Nu Ravn sig fryder."


7.
Folket han syntes
En Døgling være,
God Tid, man sagde,
Er nu paafærde.
Fra Strid drog selve
Kongen just,
Han bragte sin Spæde
En Urtekost.


8.
Han gav ham Navnet
Helge at holde,
Samt Ringstade
Og Sigarsvolde,
Solbjerg, Snebjerg,
Ringstød, Højtun
Og Himmelvange;
Sinfjøtles Broder
Han gav en prægtig
Vundeslange.


9.
Nu voxede op
Ved Vennens Bryst
Den ædle Alm
I straalende Lyst;
Han gav og gjældte
Guld for Værd,
Ej skaaned den Herre
Sit blodige Sværd.


10.
Snarligt Kampen
Sin Fører kaldte,
Femten Vintre
Fylkeren talte,
Da haarden Hunding
Han falde lod,
Der længe for Land
Og Rige stod.


11.
Hundings Sønner
Siden i Bod
For Gods og Ringe
Ham kræve lod;
Thi Kongen de havde
Et Ejendomstab
Stort at gjælde
Og Faders Drab.


12.
Ej Skadegjæld
Dem Kongen bød,
Ej Mandebod
De Sønner nød;
Et Stormvejr holdt
Han dem tilrede
Af jerngraa Spyd
Og Odins Vrede.


13.
Til Sværdestevne
Krigerne gaae,
Ved Luebjerg
Skal Kampen staae,
Frodefreden
Er brudt blandt Fjender,
Liglysten Ulv
Om Holmen render.


14.
Til Ørnens Steen
Sig Kongen helded,
Da havde han Hundings
Sønner fældet,
Alf og Ejulf
Til Døde stedt,
Hjørvard, Havard,
Al Kjæmpens Æt.


15.
Fra Luebjerg
En Lysning brød,
Af Lysningen
Der Lyn udskjød;
Paa Himmelvang
En hjelmet Skare
Med blodig Brynje
Saaes at fare,
Men af Spydene
Straaler stode.


16.
Fra Valen Kongen
Strax paa Stand
De Sydlands Diser
Raabte an,
Om de med Krigerne
Ville drage
Hjem i Nat? —
Landserne brage.


17.
Men Høgnes Datter
Skjoldenes Glam
Fra Hesten stiller,
Og svarer ham:
"Andet vi have
At varetage,
End Drik hos gavmild
Drot at smage."


18.
"Helge! min Fader
Har lovet sin Pige
Til Granmars Søn,
Den Skrækkelige;
Men jeg gav stolten
Kong Hodbrod Svar,
Som om han Søn
Af en Rakker var."


19.
"Fylkeren er her
Om nogle Nætter,
Hvis Vaabenstævne
Du ej ham sætter
Eller vil Møen
Fra Kongen rane."


Helge.
20.
"Frygt kun ej
For Isungs Bane,
Vist jeg mine
Fjender fælder,
Før mig Døden
Overvælder."


21.
Fra Stedet Herskeren
Bud udsendte
I Luft over Hav
For Hjælp at hente,
For overflødigt
Guld i Løn
At byde hver Kriger
Og Krigers Søn.


22.
"Beder dem rask
Til Skibs at gaae,
Rustningen skal
Ved Brandø staae."
Der Fyrsten venter,
Did Mændene fare
Fra Hedinsø
I talrig Skare.


23.
Der fra Strande
Ved Stevnnæs skred
En Krigerflaade
Med Guld bered;
Men Helge da
Til Hjørleif meldte:
"Haver Du mønstret
De stolte Helte?"


24.
Lod da Kongesøn
Ånden høre:
"Seent er at tælle
Fra Traneøre
Langsnablede Skibe
Med Ledingstrop,
Som nu fra Ørvesund
Sejle op."


25.
Hundreder tolv
Af sikkre Mænd,
I Højtun Hælvten
Mere end
Af Kongens Hær,
Vante vi ere
Til Krigens Færd.


26.
Stavntjældene bort!
Føreren bød,
Da vaagnede al
Det Mandetal,
For Heltenes Øjne
Dag frembrød,
Paa Varinsfjord
Til Skibets Mast
De Ædlinge gjorde
Sejlet fast.


27.
Aarerne knaged,
Jernene klang,
Vikinger roede,
Skjoldene sang,
Kongens Flaade
Fra Landet snart
Under Ædlinge
Skjød sin Fart.


28.
Det gav Brøl,
Da langen Kjøl
Og Øgers Datter
Hinanden mødte,
Som Brænding imod
En Klippe stødte.


29.
Helge lod hisse
Sejl i Top,
Bølge fulgte paa
Bølge i Trop;
Øgers vilde
Datter raste,
Styrlinegangeren
Vilde hun kaste.


30.
Men over dem Sigrun,
Den tappre Mø,
Bjergede Mandskab
Og Skibe af Sø;
Ved Gnipalund Kongens
Havhjord til Land
Blev vristet med Kraft
Af Haanden paa Ran.


31.
I yndig Bugt
De Aftenen nød,
Smukt rustede Skibe
Ved Kysten flød;
Men Landets Herrer
Fra Svarinehøje
Harmfulde holdt
Med Hæren Øje.


32.
Gudbaarne Gudmund
Spurgte der:
"Hvo monne raade
For denne Flaade,
Og føre iland
Den stærke Hær?"


33.
Sinfjøtle svared
[Op fløj i Raa
Det røde Skjold
Med Guldrand paa;
Den Sundvogter var
Saa rap i Munde,
Med Ædlinge Ord
Han skifte kunde]:


34.
"Naar i Aften
Du Svinene mætter
Og Velling for Eders
Tæver sætter,
Saa siig: Fra Østen
Ylfinger her
Til Gnipalund kom
I Kampbegjær."


35.
"Der kan Hodbrod
Helge finde,
En Fyrste, som ej
Har Flugt isinde,
I Flaadens Midte
Han holder Stand,
Ofte Ørnene
Mættede han,
Mens Du ved Kværnen
Kyssed Ternen."


Gudmund.
36.
"Fylker! Du gamle
Minder glemmer,
Naar her en Ædling
Med Løgn Du skjæmmer
Egne Brødres
Bane Du var,
Med Ulveretter
Dig lækkret har,
Saar Du sugede,
Kold om Mund,
Og krøb i Hulen
Som Allemands Hund.


Sinfjøtle.
37.
"Paa Varinsø
En Vølve Du var,
Og Løgnepose
Som Ræven Du bar;
Den Eneste, Du vilde
Have til Mand,
Det var Sinfjøtle
I Brynjestand."


38.
Et Trold af Valkyrie
Var Din Kvind!
Uregjerlig
Og ilter i Sind,
Saa alle Alfaders
Einherjer maatte
For Din Skyld slaaes,
Du Sledskepotte!
Ni Ulve ved Saganæs
Avlede vi,
Og jeg var Fader
Til alle ni.


Gudmund.
39.
Ej var Du Fenris-
Ulves Fader,
Skjøndt selv en gammel
Ulv Du lader,
Siden paa Thorsnæs
Dig en Stund
Jættinder gilded
Ved Gnipalund.


40.
Du hjemme laae
Som Siggeirs Stifsøn
I Bænkevraa;
I Skoven ude
Du lærte Dig til
Som Ulv at tude;
Du fik til Tak,
Da Spyd i Din Broders
Bryst Du stak,
Allandsens Ulykke,
Berømt Du blev
Ved et Skjelmsstykke.


Sinfjøtle.
41.
Du var paa Braavalle
Granes Brud,
Guldbidslet og færdig
At fare ud,
Til ned ad Bakke
Jeg traved Dig træt,
Dit Drog! Jeg sadled Dig
Før Du fik ædt.


Gudmund.
42.
Som en uvorn
Dreng Du sprang,
Da Gulners Geder
Du malked engang;
En anden Gang var Du
I Jætteflok
En lurvet Tøs.
Har Du nu faaet nok?


Sinfjøtle.
43.
Før ved Ulve-
steen jeg vilde
Lave Dig selv
Til Ravnegilde,
End for Eders Tæver
Mad anrette
Og mæske Sviin —
Men Pokker maa trættes!


Helge.
44.
Sinfjøtle! det var Eder
Større Hæder
At yppe Kampen
Som Ørnen glæder,
End her med unyttige
Ord at trættes,
Skjøndt Heltes Vrede
Derved, lettes.


45. Ej Granmars Sønner
Mig hue saa lige,
Dog sømmer det Fyrster
Sandt at sige;
Ved gyldent Mærke
De Tegn os bringe,
At Mod de have
Til Sværd at svinge.


46.
Nu satte Man Rap
Og Slank i Rend,
Ad duggede Dale
Til Solhjem hen
Ad mørke Høje
Paa Kraft de foer,
Krigshavet bølged,
I Mændenes Spor.


47.
Kongen de mødte
Ved Borgeled,
Om fjendtlige Fyrster
De bragte Besked;
Ude stod Hodbrod
Med Hjælmen paa,
Der sine Slægtninges
Ridt han saae:
"Hvi ere Niflunger
Harmoptændte?"


48.
"Hurtige Kjøle
Paa Strand her rendte
Rakke-Hjorte[1],
Med Ræer lange,
Glatte Aarer,
Skjolde mange,
Herlig Kongshær,
Ylfingers Lystfærd."


49.
Femten Flokke
Alt ginge iland,
Paa Søen er end
Syvtusind Mand,
Her ved Gnipalund
Ligge i Havne
Blaasorte Snekker
Med gyldne Stavne,
Der ere mange
Store Ætter,
Sværdthinget Helge
Ej, længer opsætter.


Hodbrod.
50.
"Til Høvdingstævne
Iilheste vi sende,
Til Sparinshede
Sporsnuser sig vende,
Til Mørkved Skummer
Og Krybbider rende;
Hjemme nu sidde
Ingen Mand
Af dem, som Sværdet
Svinge kan."


51.
"Høgne og Sønner
Af Ring I samle,
Atle, Yngve
Og Alf den Gamle;
Gjerne disse
I Krigen drage,
Vel vi skulle
Mod Vølsunger tage."


52.
Eet Glimt ved Ulve-
steen det var,
Da dunkle Vaaben
Man sammenbar;
Helge var stedse,
Hvor Man stred,
Hundings Bane
I forreste Led.
Hidsig paa Strid
Han ej forstod
At flye den Fyrste
Med Kjærnemod.


53.
Hjælmmøer fra Himlen
Paa Luftig Sti —
Kampgnyet voxed —
Stod Kongen bi;
Kvad da Sigrun:
— Fra Ravnens Lund
Hun daled i Flugt
Til Jordens Grund —


54.
"Hil Dig, Konge,
Magten nyd!
Ætling af Yngve,
Lev i Fryd!
Flugtskyende Hersker
Du fælded paa Val,
Ham, som voldte,
At Kjæmpen døde.
Med Ære, Konge!
Du eje skal
Rigen Mø
Og Ringe røde."


55.
"Hil Dig, Konge!
Du baade omfatter
Rings Stade
Og Hognes Datter,
Sejer og Lande:
Nu Fred skal stande."




Noter:

  1. "Rakke-Hjorte", d. e. Skibe.