Helge Hundingsbane (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Helge Hjørvardssön.


Frankernes Konge Sigmund Vølsungsson var gift med Borghilde af Danmark. Hun fødte ham en Sön. Det blev Nat. Nornerne kom og sagde, at den Konge skulde vorde den navnkundigste og bedste af Konger. De snoede Skæbnetraadene og fæstede den gyldne Snor midt under Himlen; i Øst og Vest skjulte de Enderne, der imellem skulde Kongen eje Lande; en Norne kastede en Traad imod Nord og sagde, at den evig skulde holde. Ravn skreg til Ravn fra det höje Træ, manglende Føde: »Jeg ved noget: Sigmunds Sön staar i Brynje, kun en Nat gammel, med hvasse Kongeöjne, han er Ulves Ven - lader os være glade!« Folket tyktes, det var en Drot, og sagde, at gode Aar vare komne. Faderen kom fra Kampen, gav Sönnen Navnet Helge, efter Helge Hjørvardssön, og skænkede ham Land og et prægtigt Sværd. Den ædelbaarne Yngling opvoksede blandt Venner, lönnede Fortjenesten med Guld og sparede ikke det blodige Sværd. Hagal opfostrede ham.
  Der var en mægtig Konge ved Navn Hunding. Han var en stor Kriger og havde mange Sönner, som vare i Ledingsfærd. Der var Splid mellem Kongerne Hunding og Sigmund, og de dræbte hinandens Frænder. Helge drog af Sted og udspejdede hemmelig Hundings Hird. Hundings Sön Herning var hjemme. Da Helge begav sig bort, traf han en Hyrdedreng, hvem han befalede at sige Herning, at Helge, formummet, havde gæstet ham. Hunding sendte nu Mænd til Hagal for at opsøge Helge, der ikke kunde redde sig udea ved at forklæde sig som Trælkvinde og give sig til at male. Hundings Mænd søgte forgæves efter ham. En sagde: »Skarpe ere Öjnene paa Hagals Trælkvinde; Det er ej Bondes Afkom, som staar ved Kværnen. Kværnstenene revne, Kværnkassen brydes. Nu har en tung Skæbne rammet Kongen, da han skal male Byg. Bedre sömmede sig et Sværdgreb end en Kværnstang for den Haand!« Hagal svarede: »Det er intet Under, om Kværnkassen brager, da Kongemø drejer Kværnstangen. Hun flöj höjere end Skyerne og turde kæmpe som Viking, for Helge tog hende til Fange. Derfor har Vølsungernes Terne hvasse Öjne.« Helge undkom, drog ud med Krigsskibe og fældede - kun femten Aar gammel - Hunding, hvoraf han fik Tilnavnet Hundingsbane.
  Han laa med sin Hær i Brunavaag og gjorde Strandhug. - Der var en Konge ved Navn Høgne, hvis Datter hed Sigrun; hun var Valkyrie og red gennem Luft og over Hav. Det var den genfødte Svava. Sigrun red til Helges Skibe og spurgte: »Hvem lader Skibe flyde ved Stranden; hvor have I hjemme, Kampens Sönner; hvad vente I paa i Brunavaag; og hvor hen lyster det eder at styre eders Fart?« Helge gav sig et andet Navn og sagde, at de havde hjemme paa Hlesø, ventede paa Medbør og agtede sig øst paa. Valkyrien spurgte ham videre: »Hvor har du vakt Kamp, Konge, og mættet Valens Fugle ?« Helge vedblev at fordølge sig. Sigrun genmælede: »Kong Hunding maatte segne til Jorden for Helge; Blodet strömmede paa Sværdets Æg, da I hævnede eders Frænder.« Helge udbrød: »Hvorledes vidste du, vise Mø, hvem de vare, som hævnede deres Frænder?« Hun svarede: »Jeg var ikke fjern, Høvding, da mangen Helt faldt for dig; jeg har set dig paa Langskibet, da du stod i den blodige Stavn, og iskolde Bølger legede omkring dig. Nu vil Helten dølge sig for mig, men Høgnes Mø kender ham.«
  Hundings Sönner krævede Bod af Helge for Faderens Drab, men denne afslog deres Begæring. »Spydenes store Uvejr og Odins Vrede er nu at vente!« mælede han. Kampstævnet blev bestemt at holdes ved Luefjælde. Helge fældede Hundingssönnerne. - Træt af Kampen satte han sig under Ørneklippen. Da brød Lysglans frem over Luefjældene, og Lyn udgik fra den. Valkyrierne rede frem paa Himlen, hjælmbedækkede og med blodbestænkte Brynjer, Straaler stode af deres Spyd. Sigrun faldt Helge om Halsen og kyssede ham. Da grebes han af Kærlighed til hende. Han spurgte, om hun vilde drage hjem med ham. Hun svarede: »Jeg tror, at vi have andre Sysler end at drikke med Bingbryderen! Min Fader har lovet sin Datter til den mægtige Kong Granmars grumme og frække Sön Hødbrod. Han kommer om faa Nætter, med mindre du udæsker ham til Kamp og fratager ham mig.« Og hun sagde, at hun maatte have Helges Kærlighed, om end hendes Fader og øvrige Frænder vrededes. Helge svarede: »Frygt ikke Hødrod og æns ikke Høgnes og dine andre Frænders Uvilje! Du skal leve med mig, unge, ædelbaarne Mø.«
  Helge sendte nu Bud vide om for at udbyde Leding og tilbød Mændene Guld i Overflod. Langsnablede, guldsmykkede Skibe, fulde af uforfærdede Kæmper, samledes hurtig i Mængde. - Det var Morgen, Stavntjældene løftedes af, Kæmperne vaagnede og skuede ud i den lyse Dag. Sejlene hejsedes, Vikingerne roede, Aarerne plaskede, Vaabnene klirrede, Skjold bragede ved Skjold. I rivende Fart førte Skibene Heltene langt fra Land, de lange Køle kløvede de vældige Bølger under uhyre Brag. Et rasende Uvejr overfaldt Flaaden. Helge bød at hejse de höje Sejl endnu höjere. Den ene Sø fulgte paa den anden, Ægers rædselsfulde Døtre vilde vælte Skibene. Da for Lyn over dem og omgave dem med blinkende Flammer. De saa ni Valkyrier ride i Luften og kendte Sigrun. Den kække Mø frelste fra oven Mænd og Skibe, Kongens Snækker vristedes vældig ud af Rans Haand og slap uskadte til Land.
  Granmars Sönner sade paa et Bjærg, da Flaaden styrede mod Land. En af dem, Gudmund, sprang paa en Hest og red af Sted, fulgt af Mænd, for at spejde fra et Bjærg ved Havnen. Vølsungerne toge deres Sejl ned. Gudmund spurgte: »Hvem er Kongen, som anfører Flaaden, bringer den uhyre Hær til Land og lader den gyldne Krigsfane vaje fra Stavnen? Fred tykkes mig ej at føre Kæmperne hid, Vaabenglans omstraaler Vikingerne.« Helges Stifbroder, Sinfjøtle, svarede, idet han slyngede et rødt Skjold med Guldrand op i Raaen: »Her kan Hødbrod træffe Helge, den kamplystne, som har mættet Ørne, medens du kyssede Trælkvinder ved Kværnen!« Gudmund skiftede saa Haansord med. Sinfjøtle. Helge standsede Broderen: »Det sommer sig bedre at kæmpe og glæde Ørnene end veksle unyttige Ord!« Gudmund red nu hjem med Krigsbudskabet. Hødbrod stod, hjælmbedækket, ude, saa deres heftige Ridt og spurgte: »morfor ere eders Aasyn harmfulde?« Gudmund svarede: »Talløse, hurtige, blaasorte, guldsmykkede Snækker med stærke Kæmper lægge til Stranden; Helge higer efter Kamp.« Hødbrod sagde: »De bidslede Heste løbe da til Kampmødet; ingen Mand, der kan svinge Sværd,. sidde hjemme!« - Granmars Sönner samlede saa en Hær. Der kom mange Konger, deriblandt Høgne. Sigruns Fader, og hans Sönner, Brage og Dag.
  Hærene stødte sammen ved Frekasten. Det varsom en Hvirvelvind, da de blinkende Sværd mødtes i det vældige Slag. Helge Hundingsbane var altid forrest i Kampen. Alle Granmars Sönner og deres Høvdinger faldt, undtagen Dag Høgnessön, som fik Fred og tilsvor Vølsungerne Troskab. Sigrun, derfra oven havde beskærmet Helge under Spydenes Susen, svævede, hjælmbedækket, ned til Valen, traf Hødbrod døende og sagde: »Ej skal Sigrun, Kong, Hødbrod, hvile i dine Arme - ledne ere dit Livs Timer!« Hun traf Helge og blev saare glad. Helge sagde: »Ej gik alt, som du kunde ønske, Nornerne voldte det. Her faldt i Morges Høgne og Brage, jeg blev deres Banemand; de fleste af dine tapre Frænder ligge slagne. Det blev din Skæbne at vække Kamp mellem Fyrster.« Da græd Sigrun. Helge sagde: »Lad dig trøste, Sigrun! Du har været os en Hilde; men ej mægter nogen at modstaa Skæbnen.« Sigrun udbrød: »Kunde de døde leve op igen, og jeg desuagtet hvile i din Favn!«
  Helge ægtede Sigrun. der fødte ham Sönner. Han blev ikke gammel. Dag Høgnessøn blotede til Odin for Faderhævn, Guden laante ham sit Spyd, og han gennemborede Svogeren dermed. Han red saa til Søsteren ved Sevafjælde. »Nødig« - sagde han - »bringer jeg dig Sorgens Budskab, Søster. I Morges faldt den bedste Drot, som satte sin Fod paa Kongernes Nakke, for min hævnende Haand.« Sigrun udbrød: »Dig bide alle hellige Eder, du har svoret Helge! Ej glide dit Skib, har det end Medbør; ej løbe din Hest, gælder det end at undslippe dine Fjender; ej bide dit Sværd, uden det suser om dit eget Hoved! Var du en Ulv ude i Skovene, savnede Gods og Gammen - da var Helges Drab hævnet paa dig!« Dag genmælede: »Du er afsindig, Søster, saaledes at nedbede Forbandelser over din Broder! Odin ene volder al Vanskæbnen, han kastede Kampruner mellem Slægtninger. Din Broder byder dig Ringe ogLand, den halve Verden til Bod for din Sorg, ringsmykkede Kvinde.« Sigrun talede: »Ej sidder jeg saa lykkelig ved Sevafjælde Dag eller Nat, at jeg kan glæde mig ved Livet, med mindre Lysglans bryder frem over Kongens Gravhöj, hans guldbidslede Hest traver hid med ham, og jeg, frydefuld, kan modtage ham. - Slig Rædsel indjog Helge sine Fjender og deres Frænder, som naar forfærdede Geder susende styrte ned ad Fjældet for Ulven! Saaledes ragede Helge op over Heltene som den stolte Ask over Tjörne eller som Hjortekalven, der, dugbestænket, flyver af Sted, höjere end alle Dyr, med Hornene skinnende mod Himlen!«
  En Gravhöj blev opkastet over Helge. Da han kom til Valhal, modtog Odin ham med stor Hæder.
  Sigruns Terne gik ved Aftens Tid forbi Helges Gravhöj og sa Helge ride til den med mange Mænd. Hun udbrød: »Er det kun et Blændværk, hvad jeg tykkes at se, eller Ragnarøk? Døde Mænd ride og jage Sporerne i Hestenes Sider. Eller have Heltene faaet Hjemlov?« Helge svarede: »Ej er det kun et Blændværk, hvad du tykkes at skue, eller Verdens Undergang, skönt du ser os, og skönt vi jage Sporerne i vore Hestes Sider. Ej heller have Heltene faaet Hjemlov.« Ternen gik hjem og sagde til Sigrun: »Gak ud, Sigrun, fra Sevafjælde! Kongen forlænges efter at mødes med dig. Gravhöjen er aabnet Helge er kommen med blødende Vunder; Kongen bad, at du vilde stille hans Blod.« - Sigrun gik ind i Höjen til Helge: »Nu er jeg saa glad ved vort Møde som Odins gridske Ravne, naar de mærke Valens varme Brad eller, dugbestænkede, se Dagskæret! - Lad mig kysse dig, døde Konge, for du kaster den blodige Brynje! ... Dit Haar, Helge, er rimbesprængt; du er helt badet i Blod, dine Hænder ere iskolde - hvorledes skal jeg raade Bod derpaa!« Helge svarede: »Du alene, Sigrun fra Sevafjælde, volder, at Helge er badet i Sorgens Dug! Du græder, sydlige, solklare, guldsmykkede Kvinde grusomme Taarer, for du ganger at sove - hver Taare faldt blodig paa mit iskolde, sorgopsvulmede Bryst. ... Dog nu skulle vi drikke den kostelige Mjød, om vi end have mistet Elskov og Land! Ingen skal kvæde Klagesang, skönt Vunder bløde paa mit Bryst. Nu er Bruden skjult i Höjen, den kongelige Dise hos den døde!« Sigrun redte en Seng i Höjen: »Her har jeg, Helge, redt dig et Leje, frit for Sorg. Jeg vil, Konge, indslumre i din Favn som hvis du levede.« Helge udbrød: »Nu kalder jeg intet umuligt, da du, kongebaarne, lys og levende, sover i den dødes Arme i Höjen! - ... Nu er det paa Tide for mig at ride ad rødmende Veje og lade den blege Ganger trave ad Luftens Stier! Jeg skal være vesten for Himmelbroen, for Valhals guldkammede Hane vækker Ejnherierne.« Han red saa bort med sit Følge. Sigrun gik hjem.
  Den næste Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt paa Höjen. Ved Solnedgang kom Sigrun til Höjen og sagde; »Nu vilde Helge være kommen fra Odins Sale, hvis han agtede at komme! Haabet om Kongens Hidkomst svinder, nu Ørnene have slaaet sig til Ro paa Askens Grene og hele Slægten stimler til Drömmetinget.« Ternen sagde: »Vord ikke saa afsindig, at du ene, Skjoldungedis, drager til de dødes Bolig! Alle Genfærd vorde mægtigere i Natten end i den lyse Dag.«
  Sigrun svandt hen af Længsel og Sorg og døde snart.
  Helge og Sigrun siges at være blevne genfødte.


Anmærkning.

Kvadene om Helge - hvoraf ovenstaaende kun er en svag Afglans - høre upaatvivlelig til det mest poetiske i den ældre Edda. Især er Slutningen af Kvadet om Helge Hundingsbane (der paa flere Punkter har Lighed med Gengangervisen fra vor Middelalder om Aage og Else) noget af det sublimeste, nogen Poesi har frembragt, en Forherligelse af Kærligheden og dens Magt ud over Død og Grav, der søger sin Lige.