Historien om de tre Kongesønner
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Historien om de tre Kongesønner
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Man fortæller, at der i gamle Dage levede en mægtig og god Konge, som herskede over et stort og mægtigt Rige, men hvor det laa i Verden, eller hvad Kongen hed, har Historien glemt. Med sin Dronning havde han tre Sønner, der alle vare haabefulde unge Mænd og derfor meget elskede af ham. Kongen havde taget en Kongedatter fra Nabolaget til sig som Fosterdatter, og opdrog hende med sine Sønner. Hun var omtrent paa Alder med dem, og var den fagreste og meest høviske Mø, som man i de Tider havde seet, og Kongen elskede hende ikke mindre end sine Sønner.
Da Kongedatteren var giftefærdig, fattede alle tre Kongesønner en Kjærlighed til hende, der blev saa stærk, at alle Tre friede til hende, Hver i sit Navn. Kongen, deres Fader, skulde bortgive hendes Haand, eftersom hendes egen Fader var død og borte, men saasom alle tre Sønner vare ham lige kjære, gav han dem det Svar, at Kongedatteren selv skulde kaare den af dem til Brudgom, som hun fandt meest Behag i. Paa en bestemt Dag lod han derfor Kongedatteren kalde for sig og forkyndte hende sin Villie, at hun skulde kaare en af hans Sønner til Ægtemand. Kongedatteren sagde: »Det er min Pligt at adlyde Dig i hvad Du byder, men skal jeg kaare en af dine Sønner, da er jeg stedt i en stor Forlegenhed, thi jeg maa tilstaae, at de ere mig Alle lige kjære og at jeg ikke kan foretrække den Ene for den Anden.« Da Kongen fik dette Svar at høre, tyktes det ham, at Vanskelighederne voxede, og han grublede nu over, hvorledes han skulde finde paa en Udvei, som var dem Alle tjenlig; han afsagde da endelig den Dom, at enhver af hans Sønner efter et Aars Forløb skulde have skaffet et Klenodie tilveie, da skulde Den faae Kongedatteren, som bragte det kosteligste. Kongesønnerne vare vel tilfredse hermed og kom overeens om, at de Alle skulde mødes efter et Aars Forløb i et Lystslot ude paa Landet, hvorfra de skulde stævne hjem til Staden, for der at fremlægge Klenodierne. Nu bleve Kongesønnerne udstyrede paa det Bedste til Reisen.
Saa berettes der først om den Ældste, at han drager fra Land til Land og fra Stad til Stad, uden dog nogetsteds at finde et Klenodie, der forekommer ham at være noget værdt. Endelig hører han dog tale om en Kongedatter, der siges at eie en Kikkert, som skal være en kostelig Skat. I den kan man see ud over hele Verden, hvert Sted, hvert Menneske og hvert Kryb, og hvad enhver levende Skabning tager sig for. Kongesønnen tænker nu, at en mere kostelig Ting end denne Kikkert vil man aldrig kunne faae, og han drager derfor hen til Kongedatteren, i den Hensigt at bede om Kikkerten. I Førstningen vilde hun ikke for nogensomhelst Priis afstaae Kikkerten, men da Kongesønnen blev ved at trygle hende om den og hun hørte, hvorledes det Hele hang sammen, lod hun sig dog bevæge til at sælge ham Kikkerten, og man veed da heller ikke Andet end at Kongesønnen har betalt hende rigelig for den. Han drager nu til sit Hjem igjen, fornøiet med sin Fangst og med godt Haab om at faae Kongedatteren. Og saa vender Historien sig til den næste Kongesøn.
Det gik ham paa samme Viis, som den ældste Broder, at han intetsteds faaer nogen Ting, som er god nok, og længe reiste han omkring, uden nogensinde at faae Haab om at see sit Ønske opfyldt. Engang kom han til en stor og tætbefolket Stad, hvor han, som andetsteds, forespørger sig efter Klenodier, men ikke finder Noget, som er ham tilpas. Da hører han, at der kort fra Staden boer en Dverg, som er en sand Vølund i Snille og Kunstfærdighed. Det falder ham ind, at besøge denne Dverg og prøve paa, om han kan faae ham til at smedde et eller andet Klenodie. Han lader ledsage sig hen til Dvergen, træffer denne hjemme og siger ham sit Ærinde. Dvergen svarer, at han fordetmeste har opgivet Smedekunsten og at han ikke kunde indlade sig herpaa for Kongesønnen. Et Klæde eiede han, sagde han, som han havde forarbeidet i sine yngre Aar, men det vilde han nødig skille sig ved. Kongesønnen spørger, hvad Egenskab det Klæde da har, eller hvad Nytte man kan have deraf. Dvergen siger, at paa det Klæde kan man gaae hele Verden rundt, saavel i Luften som paa Havet; »men der er ristet Runer paa Klædet, som den maa nemme, der vil styre det.« Kongesønnen tænker nu, at man neppe faaer nogen kosteligere Ting; og beder derfor Dvergen om for enhver Priis at sælge Klædet, og var end Dvergen meget utilbøielig hertil, lod han sig dog tilsidst bevæge, da han hørte, hvad det gjaldt for Kongesønnen at faae det, og han solgte ham derpaa Klædet for en uhyre Sum Penge. Kongesønnen seer, at Klædet er et herligt Klenodie, overalt indvirket med Guld og besat med Ædelstene. Saa drager han hjemad med godt Haab om at seire i Friersagen.
Den yngste Kongesøn drog sidst afsted, og først foer han indenlands omkring fra den ene Landsby til den anden. Hvor han møder en Kjøbmand paa sin Vei, som andetsteds, hvor der er Haab om at faae Klenodier, forespørger han sig om dem, men alle hans Bestræbelser ere frugtesløse, og den største Deel af Aaret gaaer da hen, uden at han nogetsteds har havt Held med sig, hvorfor han begynder at blive meget bekymret for Udfaldet af sin Sag. Endelig kommer han engang til en tætbefolket Stad, hvor der just holdes et stort Marked og er en stærk Tilstrømning af Mennesker fra alle Verdens Kanter. Han gaaer rundtom i Staden, fra Kjøbmand til Kjøbmand, indtil han træffer paa een, som handler med Æbler. Denne Kjøbmand sagde, at han eiede eet Æble. som havde den Egenskab, at naar det blev lagt indeni det Menneskes høire Haand, som alt var indviet til Døden, da vilde den Syge øieblikkelig vende karsk tilbage til Livet. Dette Æble havde været i hans Forfædres Eie, fortalte Kjøbmanden, og havde altid tjent istedenfor Lægedom. Da nu Kongesønnen fik dette at høre, ønskede han for enhver Priis at komme i Besiddelse af Æblet, thi han meente, at han neppe vilde faae nogen Ting, der mere faldt i Kongedatterens Smag. Han bad derfor Kjøbmanden om at sælge Æblet; fortalte ham hele Historien og at hele hans timelige Velfærd beroede derpaa, at han ikke kom til at staae tilbage for sine Brødre i at skaffe Klenodier tilveie. Kjøbmanden, der hørte Kongesønnens Historie, fattede saa stor Medlidenhed med ham, at han solgte ham Æblet, og glad og fornøiet drog nu Kongesønnen hjemad.
Nu meldes Intet om Brødrene, før de Alle træffe sammen paa det aftalte Sted, hvor de strax fortælle hverandre Reisens mærkeligste Hændelser. Den ældste Broder tænker nu at gjøre sig en Fornøielse med at være den Første, som faaer Kongedatteren at see og hvorledes hun befinder sig; han taget derfor Kikkerten op og retter den ind imod Staden. Men hvad seer han? Hvid som Sneen og døende ligger hans Elskte, Kongedatteren, paa sit Leie. Hans Fader, Kongen, og de fornemste Hirdmænd staae omkring hendes Leie, iførte sorte Sørgedragter og sorgfulde i Sind, rede til at tage imod den deilige Kongedatters sidste Suk. Da Kongesønnen fik dette sørgelige Syn at see, blev han aldeles overvældet af Sorg, og da han fortalte sine Brødre hvad han havde seet, vakte han ogsaa hos dem en umaadelig Kummer. Gjerne havde de givet hele deres Eie til at de ikke havde foretaget sig denne Reise, thi saa havde de dog kunnet yde den skjønne Kongedatter den sidste Tjeneste. Men midt i disse sørgelige Klager kommer den mellemste Broder til at tænke paa sit Klæde, og at han paa det i et Nu kan komme til Staden. Han fortæller sine Brødre dette, og glade blive de over denne gode og uventede Udvei. De brede Klædet ud paa Jorden og bestige det Alle paa eengang. Øieblikkelig svæver det op i Luften med dem, og i nogle Minutter have de naaet Staden. Nu skynde Brødrene sig, det Bedste de have lært, hen til Kongedatterens Kammer, hvor de fandt alle Tilstedeværende i dyb Sorg. Det blev fortalt dem, at hvert Aandedræt snart var hendes sidste. Da kom den yngste Broder til at tænke paa det gode Æble; aldrig kan det være mere nyttigt for ham, at forsøge dets Kraft, end nu, veed han forvist; Derfor gaaer han uopholdelig hen til Kongedatterens Leie og lægger Æblet i hendes høire Haand. Men i samme Nu var det, som om der strømmede et nyt Liv igjennem hele hendes Legeme, hendes Øine aabnede sig, og efter nogle Minutters Forløb begyndte hun at tale med de Omkringstaaende. Som Enhver kan forstaae, blev der en usigelig Glæde ved Kongens Hird over Brødrenes Hjemkomst og Kongedatterens Gjenoplivelse.
Der gik nu nogen Tid hen, inden Kongedatteren havde gjenvundet sin fulde Sundhed. Da blev der holdt et talrigt Thingstævne, og paa dette Thing skulde nu Brødrene fremlægge Klenodierne. Først kommer da den ældste Broder med sin Kikkert, som han viser dem, og forklarer, hvilken kostelig Skat det er, og at man kan takke den for at den fagre Kongedatters Liv blev frelst, thi i den har han seet, hvorledes det stod til i Staden. Han har derfor et gyldigt Krav paa at faae Kongedatteren, mener han. Dernæst træder den mellemste Broder frem, foreviser sit Klæde og forklarer, hvortil det er godt. Ringe Nytte havde det været til, om ogsaa hans Broder først havde seet Kongedatterens Sygdom, hvis de ikke havde havt Klædet, sagde han, »thi paa det kom vi tidsnok til Staden til at frelse hendes Liv, og jeg mener derfor, at det helst var Klædets Magt, man maa takke for at Kongedatteren ikke døde«, siger han. Nu kom den yngste Broder frem med Æblet og sagde: »Lidet havde Kikkerten og Klædet hjulpet, havde vi ikke havt mit Æble til at frelse Kongedatterens Liv. Thi hvad Gavn havde vi Brødre havt af, at være Øienvidner til den Fagres Død? Havde det vel gjort Andet end vakt vor Sorg og Savn? Æblet alene kan man takke for at Kongedatteren end er ilive, og jeg mener derfor, at jeg er den Værdigste til at faae hende.« Der blev nu talt og raadslaaet herom paa Thinget, og Folk kom da tilsidst overeens om, at alle Klenodierne i lige Maal havde bidraget til at frelse Kongedatterens Liv, thi havde noget af dem manglet, vilde de andre ikke have været til nogen Nytte. Dommen faldt da saaledes ud, at alle Klenodierne vare lige gode, saa at det endnu ikke kunde bringes til Endelighed, hvilken af Brødrene der skulde vinde Kongedatteren.
Da faldt Kongen paa den Beslutning, at lade alle Brødrene skyde omkaps, og den af dem, der viste sig at være den bedste Skytte, skulde da faae hende til Viv. Der blev opreist et Mærke, og først træder den ældste Broder frem, med Bue og Kogger. Han skyder, men der mangler Meget i at Pilen naaer Maalet. Derpaa træder den næste Broder frem, og hans Piil fattes kun Lidet i at naae Mærket. Tilsidst kommer den tredie og yngste Broder, og det syntes, som om hans Piil rakte længst, men til al Ulykke kunde den ikke findes, skjøndt der blev søgt efter den i flere Dage. Derfor fældte Kongen tilsidst den Dom i Sagen, at den mellemste Broder skulde have Kongedatteren. Saa bleve de viede til hinanden, og saasom den Konge, der var Fader til Bruden, nys var gaaet til sine Fædre, droge de til hans Rige, hvor Kongesønnen nu overtog Regjeringen. Der høres saa ikke Videre om dem i denne Fortælling. Den ældste Broder drog ligeledes af Landet og blev efter den Tid udenlands, og derfor have vi heller ikke Mere om ham at berette.
Den yngste Broder derimod blev hjemme hos sin Fader, ilde fornøiet med det Udfald, Beilersagen fik. Hver Dag vankede han omkring paa de Steder, hvor han troede, at Pilen maatte ligge, og endelig fandt han den da og saae, at den var gaaet langt forbi Maalet og stod fast i en Eg i Skoven. Han førte nu Vidner did, hvor Pilen fandtes, og ventede at faae Opreisning i sin Sag, men derom var der slet ikke Tale, thi Kongen sagde, at han ikke kunde forandre den Dom, han engang havde fældet. Var Kongesønnen før utilfreds med sine Kaar, saa blev han det endmere nu, og det var ham snart ikke muligt at omgaaes med Nogen længere. Han tog derfor en Dag den Beslutning, at drage bort af Landet, og lovede sig selv, aldrig oftere at sætte sin Fod i dette Rige. Han medtager alle sine Kostbarheder, men Ingen vidste Noget om hans Beslutning, ikke engang hans Fader, Kongen.
Han drager ud i en stor Skov, og bliver ved at vandre i mange Dage, uden at vide, hvorhen han gaaer. Han bliver baade hungrig og træt, og endelig kommer det da dertil, at han ikke trøster sig til at gaae længere. Da sætter han sig ned under en stor Steen i den Tanke, at her skal han nu ende sit elendige og sorgfulde Liv; men som han har siddet og hvilet en Stund paa dette Sted, seer han ti velvæbnede og velklædte Mænd komme henimod sig. De ere alle ridende og stævne lige henimod Stenen. Saasnart de ere komne hen til ham, stige de ned af deres Heste og hilse paa Kongesønnen. De indbyde ham til at følge dem paa den ledige, prægtigt opsadlede Hest, som de have medbragt. Han takker for deres Tilbud og bestiger Hesten. De ride nu henad Veien, indtil de komme til en stor og prægtig Stad. Rytterne stige ned af Hestene og føre Kongesønnen ind i Staden. I den raadede en ung og herlig Kongemø. Rytterne føre Kongesønnen frem for hende, og hun tager med den største Blidhed imod ham. Hun fortæller ham, at hun har hørt tale om alle hans Dages Lidelser og om at han er løben bort fra sin Fader. »Da tændtes i mit Bryst den hedeste Kjærlighed til Dig og en Længsel efter at raade Bod paa din Ulykke. Vide skal Du, at jeg sendte ti Ryttere ud for at lede Dig op og bringe Dig hid. Nu byder jeg Dig at blive her og raade over mit hele Rige, og jeg skal forsøge at gjøre en Ende paa din Kummer, saavidt det staaer i min Magt.« Skjøndt nu Kongesønnen var saare nedstemt og kummerfuld, saae han dog ingen anden Udvei end at tage imod dette Tilbud og gaae ind paa Kongemøens Frieri. Der blev nu gjort Tilberedelser til et stort Gilde, og de bleve viede til hinanden efter dette Lands Skik. Den unge Konge overtager strax hele Styrelsen af Riget og kommer godt fra Alting. Og saa gik der nogen Tid.
Nu vender Fortællingen tilbage til den gamle Konge igjen. Efter Sønnens Forsvinden blev han saare træt af Dage, men han var da ogsaa allerede høit tilaars, og hans Dronning var sovet hen for nogen Tid siden. Da skete det en Dag, at der kom en omvandrende Kvinde til Kongens Hal. Hun var saare erfaren i mange Ting og havde Meget at fortælle. Det var en stor Fornøielse for den gamle Konge, at høre paa hendes Historier, og hun kom snart i Kridthuset hos ham derved. Saaledes gik der en lang Tid, indtil Kongen tilsidst fattede stor Kjærlighed til denne Kvinde, og Enden paa Legen blev da den, at han tog hende til Dronning, skjøndt det var hele Hirden imod. Det varede ikke længe, før den nye Dronning blandede sig meget i alle Regjeringssagerne, og hvor hun kunde, gjorde hun Ondt værre, tyktes det Folk. Engang sagde hun til Kongen: »Underlig tykkes det mig, at Du ikke søger at komme paa Spor efter din bortløbne Søn; ofte straffer man dog en mindre Brøde, veed jeg. Du har dog vel hørt, at han er bleven Konge over et af Rigerne her i Nærheden, og det er i Folkemunde, at han, naar han seer sig istand dertil, vil angribe Dig med sin Hær, for at hævne den Uret, han troer sig at have lidt i Beilersagen. Nu vil jeg, at Du kommer ham i Forkjøbet og bortfjerner denne Fare fra Dig.« Kongen gik ikke videre ind herpaa og brød sig kun lidt om denne Snak, men Dronningen blev ved at snakke for ham saa længe, at han tilsidst fæstede Lid til hendes Ord. Han bad hende da at raade ham, hvorledes han skulde bære sig ad, for at det kunde gaae af saa hemmeligt, som muligt. Dronningen svarede: »Du skal sende Mænd til ham med store Gaver og bede ham at komme og tale med Dig, for at I kunne raadslaae sammen om Rigets Styrelse efter din Død og befæste Eders Venskab og Frændskab. Saa skal jeg nok raade siden, hvad der videre skal gjøres.« Kongen syntes godt om dette Raad, og Sendemænd blive skikkede afsted med gode Gaver. De træde frem med dem for den unge Konge og fremlægge klare Beviser paa, at hans Fader snarest muligt udbeder sig et Møde med ham. Kongen gaaer villigt ind herpaa og gjør sig rede til strax at drage afsted. Men da hans Dronning seer dette, synes hun ikke om hans Forehavende og siger, at han nok vil komme til at fortryde denne Færd. Ikkedestomindre drager Kongen afsted, og der meldes nu Intet om haus Reise, før han kommer hjem til sin Faders Stad. Den gamle Konge tager temmelig koldt imod ham, hvorover Sønnen svarlig undres. Efterat han har været der en liden Stund, kalder hans Fader ham for sig og irettesætter ham med Haardhed, fordi han løb bort. Han siger, at han dermed har viist ham Ringeagt og forvoldt ham den Sorg, der let kunde have bragt ham i Graven. »Du vilde derfor være hjemfalden til Dødsstraf efter Retfærdighedens Love, men da Du nu har givet Dig i min Magt og Du desuden er min Søn, saa nænner jeg ikke at lade Dig dræbe; men tre besværlige Arbeider vil jeg lægge paa Dig, og dem skal Du have udført efter et Aars Forløb, ellers gjælder det dit Liv. Det første er, at Du skal bringe mig et Telt, som rummer hundrede Mennesker, men som man dog kan skjule i sin Haand. Det andet er, at Du skal bringe mig det Vand, som læger alle Sygdomme. Det tredie er, at Du skal bringe mig hid og vise mig den Mand, der er ulig alle andre Mennesker i Verden.« »Hvor viser Du mig hen, for at udføre disse Arbeider?« spørger den unge Konge. »Det skal Du fortælle Dig selv«, svarer den gamle Konge, hvorpaa han vender sig bort fra ham, medens Sønnen belaver sig til Hjemreisen, og der blev da ikke stort af Hilsener imellem dem dengang, kan jeg troe. Uden videre Hændelser kommer den unge Konge hjem til sit Rige; men da er han indesluttet i sig selv og saare tungsindig, og hans Dronning trænger ind paa ham for at han skal sige hende, hvad han grubler over. Han svarer, at det kommer ikke hende ved. Dronningen sagde: »Jeg veed, at man har paalagt Dig nogle besværlige Arbeider, som det ikke vil være let at udføre, men hvad hjelper det Dig, at være bekymret over Sligt? Mand Dig op og forsøg, om disse Foretagender ikke lade sig udføre. Det kunde jo ogsaa være, at jeg kunde give Dig en lille Haandsrækning; lad mig derfor vide, hvad der foruroliger Dig.«
Kongen indseer nu, at det vil være rigtigst at lade Dronningen faae den hele Sandhed at vide og fortælle hende Alt, som det er. »Dette skeer vist efter din Stedmoders Raad«, siger Dronningen, »og det vilde være vel, om hun ikke kunde lægge flere onde Raad op imod Dig eller Andre. Hun har sagtens tænkt sig, at det ikke skulde falde let at komme bort fra disse Vanskeligheder, men maaskee jeg dog ogsaa kan gjøre Noget i den Sag. Teltet eier jeg selv, og saaledes er den Prøve fra Haanden. Vandet, som Dig er paalagt at hente, er kort herfra, men det er ikke let at faae fat i; thi det findes i en Brønd og Brønden findes i en saare mørk Hule. Syv Løver og tre Hugorme bevogte Brønden, og intet Menneske slipper levende bort fra disse Uhyrer. Men den Egenskab har Vandet, at det taber al Lægekraft, hvis ikke alt dette Kryb er vaagent. Nu skal jeg forsøge paa at naae Vandet.« Dronningen drager afsted til Hulen og tager med sig derhen syv Stude og tre Sviin. Da hun kommer til Hulen, lader hun Studene og Svinene slagte og kaster derpaa Studene for Løverne, men Svinene for Ormene. Men medens disse Uhyrer ere ifærd med at sluge Kroppene i sig, stiger Dronningen ned i Brønden og henter Vandet, som hun vil have. Det slog lige til, at Dronningen kom bort fra Hulen, som Dyrene vare blevne færdige med deres Maaltid. Derpaa vender Dronningen hjem til Staden, og saaledes er nu den anden Prøve overstaaet.
Nu siger Dronningen til Kongen: »De to Besværligheder ere nu fra Haanden, men den sidste og værste staaer endnu tilbage, og den er Du desuden nødt til at udføre selv, men jeg kan dog maaskee anvise Dig, hvor den skal udføres. Jeg har en Halvbroder, som raader over en Ø kort fra dette Land. Han er tre Fod høi og har et Øie midt i Panden. Han har et tredive Alen langt Skjæg, der er saa stridt, som Svinebørster. Desuden har han en Hundesnude og et Par Katteøren, og jeg anseer det ikke for rimeligt, at han ligner noget andet Menneske i den vide Verden. Naar han skal et eller andet Sted hen, svinger han sig frem ved Hjelp af en 50 Alen lang Stang, og skyder da en Fart, som en flyvende Fugl. Da min Fader engang var paa Jagt, blev han forhexet af en Jettekvinde, som boede i en Hule under en Fos, og med hende avlede han dette Uhyre. Øen, hvor han opholder sig, er en Trediedeel af min Faders Rige, men han anseer den dog for lille til sig. Min Fader eiede en Ring, ret et kosteligt Klenodie, som vi Beggeto gjerne vilde eie, men jeg blev den Lykkelige. Siden den Tid har han forfulgt mig med Nag og Fjendskab. Nu vil jeg forsøge at skrive ham til og sende ham Ringen, hvis han maaskee derved lod sig formilde til at gjøre vor Villie. Med et fagert Følge skal Du nu drage til ham, og naar Du kommer til Hallens Dør, skal Du tage Kronen af dit Hoved og barhovedet træde hen for hans Throne. Saa skal Du kysse hans høire Fod og overrække ham Brevet, og Ringen. Hvis han da siger Dig at staae op, har Du udrettet dit Ærinde, ellers ikke.«
Kongen bærer sig nu ad, ganske som Dronningen har foreskrevet ham, og da han kommer til den eenøiede Konge, forbauses han over dennes hæslige og vilde Udseende, men opmander sig dog og overrækker ham Brevet og Ringen. Da den Eenøiede faaer Ringen at see, bliver han usædvanlig glad derved, og han tager tilorde: »Noget Vigtigt vil min Søster nu have udrettet, siden hun sender mig denne Skat.« Efterat have læst Brevet, byder han Kongen at staae op. Han er paa Stedet færdig til at drage bort efter sin Søsters Ønske, siger han, og vil ikke tøve. Saa tager han sin Stang, og med Eet er han borte. Nu og da venter han paa de Andre og skjænder saa paa Kongen for hans Seendrægtighed. De fortsætte nu Reisen hjem til Kongens Hal. Aldrig saasnart ere de komne did, før den Eenøiede raaber paa sin Søster og spørger, hvad hun ønsker nu, hun har uleiliget ham saa lang en Vei? Hun fortæller ham Sagernes hele Stilling, og beder ham at udfrie hendes kongelige Ægteherre af de Vanskeligheder, man har lagt paa ham. Han erklærer sig rede dertil, uden at ville tøve et Øieblik. Saa drage de strax afsted og komme uden videre Hændelser til den gamle Konge. Den unge Konge forkynder sin Fader sin Ankomst og melder ham, at han nu bringer de Ting, han forlangte ifjor. Han ønsker, at der maa blive stævnet til Thinge, for at han der kan vise, hvorledes han har skilt sig fra sit vanskelige Hverv. Det skete, og foruden Kongen og Dronningen mødte Høvdinge i stor Mængde.
Først blev da Teltet viist frem, og Ingen havde Noget derpaa at udsætte. Dernæst afhænder den unge Konge det lægende Vand til sin Fader, og man lader Dronningen smage derpaa, forat hun kan dømme, om det er det rette Lægevand eller ikke og om det er hentet paa den rette Tid. Saa er det, siger Dronningen. Da siger den gamle Konge: »Nu er den tredie og tungeste Prøve tilbage, see til at klare den i en Fart.« Da sender den unge Konge Bud efter den Eenøiede, og da han kommer paa Thinget, er han saa hæslig, at Alle, og især den gamle Konge, blive som lamslaaede af Frygt og Forfærdelse. Efter at han nu har viist sig der en kort Tid, sætter han sin Stang for Dronningens Bryst og vipper hende op paa den, slynger hende derpaa ned igjen saa haardt, at hvert af hendes Been brødes itu, og da blev hun med Eet til den værste Troldkvinde. Efterat have udført dette, haster den Eenøiede bort fra Thinget.
Man gav sig nu til at hæge om den gamle Konge, som af bare Skræk var bragt lige til Gravens Rand. Man stænkede ham over med det helsebringende Lægevand, og saa kom han sig. Og efter Dronningens Død kom han atter til sin Besindelse, og erkjender, at alle de Besværligheder, han har paalagt sin Søn, ere uforskyldte, og at han har gjort det Altsammen efter Dronningens Tilskyndelse. Han lader kalde Sønnen for sig og beder ham ydmygt om Tilgivelse for Alt, hvad han har gjort ham imod. Nu vil han gjøre det Altsammen godt igjen, siger han, ved at overgive ham dette Rige, men selv vil han tilbringe Resten af sine Dage hos ham i Fred og Ro. Den unge Konge skikker nu Bud efter sin Dronning og alle deres gjæveste Folk. For at fatte os i Korthed, er at melde, at de give Slip paa det Rige, de før havde, og skjænke det til den Eenøiede, for dermed at belønne ham for hans gode Hjelp. Men selv styrede de den gamle Konges Rige til deres Dødsdag.
