Hjælpende bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

19. Hjælpende bjærgfolk


242. På Peder Mortensens lod i Stude ligger en höj, som var beboet af trolde. De gjorde mange knuder, men frelste dog en gang gården fra at brænde. Der var nemlig gået ild i køllen om natten, da alle folkene lå og sov. Dören ind til sovekammeret blev da reven op, og en stemme råbte: «Her ligger I og snuer, og der er ild i eders stuer!» Alle mand kom da straks på benene og nåede lykkelig at standse ilden.
Chr. R.

243. I det nordlige Fyen ved Einsiedelsborg var der store skove, og de husede mange overnaturlige væsener. De gamle Podebusker fik så mange penge af dem, at de målte dem med en skjæppe hver løverdag aften. Det var hårde herrer mange af dem. Dog har den sidste Podebusk stiftet et stort legat for fattige.
Jakob Rasmussen.

244. «Det er godt at leve ved bjærget, for de kan få penge af troldene,» er et gammelt ord. En gårdmand gik for 15, 16 år siden hjem til Ulsted. Da kom der 5, 6 vogne forbi ham der syd for byen. Det var ved midnatstid.
Nik. Christensen.

245. På Skalmstrup mark, hvor der står en busk, sad en pige og syede på en skjorte. Hun kunde ikke huske, hvordan ærmet skulde vendes, da hun skulde sy det i, men så hørte hun en röst nede fra jorden, som råbte : « Ærmet ret, skjorten avet».
Sofie Lund.

246. En hyrdepige sad en gang ved en höj og syede på en særk; men da hun så skulde til at sy ærmerne i, kunde hun ikke finde ud af, hvorledes hun skulde bære sig ad, for at den rette side kunde komme til at vende ud af dem. Som hun nu forgjæves brød sit hoved, hørte hun bjærgkonen inde i höjen sige: «Ærmet ret, og bullen vrang, så får særken sin rette gang.» Så kunde hun sy særken.
K. M. Rasmussen.

247. Der boede to mænd hver på sin side af en höj på Agdrup mark, Vester-Brönderslev. Deres marker stödte sammen, og de kom i trætte om skjellet. Da kom der en aften en dværg ud til dem og sagde, at de skulde lade et plovjærn vende over höjen, så skulde de nok få det rette skjel at se. De gjorde da således, og der blev en dyb fure, denne fure gjör skjellet endnu.
Nik. Christensen.

248. I Gudhjem var der et sted, at konen lagde dej om aftenen, og om morgenen, da hun stod op for at slå det op, stod brødet bagt i ovnen. Folkene troede naturligvis, at de underjordiske havde gjort det, mens de sov.
G. J.

249. Fru Anna Søe, der skal have boet i Thomas Ravns gård i Torup, hun havde dværge til at male malt for sig. De malede jo selv deres malt den gang, og da de skulde til at brygge, så sagde hun til pigerne om aftenen, at de kunde gå hen at lægge dem, hun skulde nok male maltet for dem. Så vilde pigerne dog op at kige efter, hvordan det kunde gå til. Da sidder der to bitte dværge med røde luer på og maler, og fruen stod med en svøbe og piskede på dem.
Ane Bolette Justsdatter, Imer i Klim.

250. På Bislev mark er der en gård, og der havde efter rygtet ellefolk deres gang stadig til. Manden han stod sig så uhyre godt, og der var sådant et held ved det, han tog sig for, som der da er endnu. Så hændte det en gang, der kom en svoger til ham, og da kom snakken på deher ellefolk. Han forsikrede, at de gav ham lykke i alle dele og hjalp også med at tærske i laden. Det bandte svogeren på var lögn. Det var nu en sommeraften, og så siger manden : . «Du kan få dem at se henne ved höjen. Kom herhen og stå op på min höjre træsko og se ind under min höjre arm.» Men det vilde han ikke, og så fik han dem ikke at se.
Jens Mark, Vokslev.

251. På min faders mark ned imod Sålfo sø på nogle agre, der kaldes Søblokker, der gik min fader og min moder om hösten og satte korn sammen, og det var silde om aftenen. Da kommer der en bjærgmand og vil hjælpe dem. Så sagde min fader: «Vi behøver ingen til at hjælpe os,» og så gik den igjen ind i krattet der på bakken. Der havde bjærgfolkene en stenstue oppe, og de fejede uden for og havde deres skydsel og rage og deres forhandling. De siger, at der er ingen bund i den sø.
Maren Andersdatter Stær, Øls.

252. Min kone var født på Livø, hendes fader var skovfoged der. En af hendes ældre søskende var en dag gået ud i skoven, Og så gik hun vild. Endelig kommer hun til en grøft eller rende, som hun ikke kunde komme over, og hun giver sig til at græde. Da kommer der en lille bitte mand med en rød lue på og bar hende over. Hun kommer hjem og fortæller det, og folkene kunde nu nok forstå, at det var en nisse, for der var kun to familier der ovre, og den anden familie havde ikke sådan en bitte én.
Lærer Søe, Gudum.

253. Så mange jagtbåde, der er blevet bygget i Gudhjem, har de underjordiske bygget lige så meget på om natten, som de rigtige om dagen, og skjøndt de ikke ligefrem har kunnet se det, så har dog jagterne blevet usædvanlig hurtig færdige. Dette er også meget skylden i, at der er godt held med dem, og de både, som de underjordiske har bygget mest på, er de heldigste.
G. J.

254. På Rispebjærg, et bakkeströg på grændsen af st. Peders og st. Pauls sogne på Bornholm, har man set små krigsfolk med röde hætter på hovedet eksercere, det var især tilfældet i Svenskerkrigen, ti da eksercerede de rødhættede hver nat, for at de kunde være med til at forsvare øen. Mange har set en höj oprejst på tre stötter og derunder antændt en stor vagtild, hvorom de hopper og dandser.
L. Kofod.

255. Den gang her var ufred med England, og den engelske flåde var her og vilde indtage Bornholm, skal de underjordiske have vist sig meget tapre. En engelsk flåde lagde sig ud for Povlsker sogn, og bornholmerne måtte derfor holde vagt der syd på landet ved strandbredden. En nat gik der kun en mand på vagt, og förend han tænkte på nogen ting, begyndte Engelskmanden at skyde. I førstningen vidste manden ikke, hvad han skulde gribe til, men da hørte han flere stemmer, som sagde: «Skudt, skudt!» De underjordiske kan nemlig ikke skyde, for en kristen mand har skudt først. Manden adlød og skød sin bøsse af mod de engelske, og straks hørte han rundt om sig: «Paf, paf!» og han så, hvorledes hattene flöj af folkene på skibene og rullede ad søen til. De engelske vendte om og skyndte sig bort. På samme tid skal flere have hørt de underjordiske pibe, tromme og klirre med sabler og geværer og mange gange set og hørt dem eksercere på Rispebjærg. De er også sete oven Årsdale at marschere ned mod stranden med fuld musik.
I denne tid plejede bornholmerne, når de hørte skud fra skibe, som sejlede der ud for, da at antænde bavnerne og klemte med kirkeklokkerne, det kaldtes at gjøre allarm. Det var således en nat, at der blev gjort allarm, og alle mand skulde af sted, at der, just som konen i Vibegården i Povlsker gik og hjalp sin mand med at komme af sted, kom en lille mand med et stort hoved og stak dette ind ad dören for at se, om han var færdig. Derpå lukkede han igjen dören i og gik sin vej. Men noget lignende skal være sket på flere steder.
G. J.

256. I året 1807 forsvarede bjærgfolkene landet mod Engelskmændene, det er da vist nok. Fjenden skød på Hasle. Underjordsfolket havde stillet sig op på strandkanten og råbte: «Fyr, fyr!» for at få de overjordiske til at skyde først, för kan de nok ikke. Landfolket kunde nok ellers ikke se dem, men Engelskmændene så dem i tusendvis. Derfor sejlede de deres vej ret ad; de turde ikke vove dem ved at binde an med så mange, kan jeg tro. De har da også kavalleri. Jeg havde en morbroder, som var officer, og en aften, han tilligemed nogle gode venner red hjem fra eksercitsen, hörte de, da de var ved Skruppegårdene, at der først blev kommanderet: «Holdt!» og så: «Höjre om!» lige til det skraldrede efter. Solen var just gået ned, men ellers var det dejligt vejr. De drejede sig om for at se, hvor det kom fra, og så da en hel eskadron trække forbi. De var så blanke og pudsede, så det lige var en lyst at se på dem. Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.
Somme siger, at deres heste har tre ben, men vi havde en pige hos mine forældre, hun havde tjent på en gård i Öster-Marie, hvor de havde deres gang igjennem, og de kunde aldrig se det bedre, end når der var faldet sporsne, så var det lige så tæt med små hestefjed — hun sagde nu, at de havde fire ben, for der var mærker efter fire sko. Samme pige sagde, at de kunde også höre bjærgfolkene om aftenen, når de sad og spandt, men når de holdt op for at lytte, hørte de ikke noget. Det skulde heller ikke være godt at komme i gården efter klokken 8 om aftenen.
Bornholm. Chr. Weiss.

257. Den gang Jens Holmsted her fra Støvring lå som soldat på Bornholm, skulde han en nat gå strandvagt, sådan har han selv fortalt, og da gik han ind i en hytte til en enlig mand for at få ild i piben. Denne mand sagde så, at det ingen nytte var til, han sådan gik og passede på, for de underjordiske skulde nok selv bevogte deres ø. Nu skulde strandvagten lægge mærke til, hvad den mödte, sagde manden, men de skulde holde dem nær til stranden. Da Jens Holmsted så var kommen ud til de andre vagter, mödte de først et regiment infanteri og lidt efter en afdeling kavalleri på trebenede heste, og endelig kom artilleriet, de kjørte så nær op på strandvagten, at den måtte gå med det ene ben i vandet, og da de var komne forbi dem, vendte vagten sig og så efter dem. Da lå der nogle krigsskibe lige ud for i havet, og så gav de sådan en salve, som besvaredes af landhæren, og gjenlyden var så stærk, at Jens Holmsted sank i knæ.
Stövring.

258. En gårdmand på Tyholm, der stadig handlede ilde med sine tjenestefolk, havde en gang en lille hyrdedreng, som han al tid pryglede for den mindste forseelse, og derfor var drengen jo meget bange for den strænge herre. Så skete det en aften, da han drev hjem med nogle løse kreaturer, at han manglede en sort stud. Nu kan det nok være, at manden var gal i hovedet. Drengen fik en god lussing, og så sagde manden til ham: «Nu kommer du ikke hjem, för du har fundet studen,» og så drev han ham ud af gården. Det var en mørk aften, og den stakkels dreng var meget bange for spøgelser, kirken lå ganske tæt ved, og han havde hørt mange fortællinger om folk, der gik igjen. Så gik han ude på marken og græd, og da kom han hen til en höj, og så en lille mand komme ud af den og hen imod ham. Han blev for alvor ræd og skreg höjt; men den lille mand sagde til ham: «Hvad græder du for, lille dreng?» — «Å, der er bleven en stud borte for mig, og jeg tör ikke komme hjem, för jeg har fundet den, ellers vil manden slå mig ihjel!» — «Nej, det skal han nok lade være, følg nu med mig, så kan det være, at jeg kan hjælpe dig.» Drengen fulgte med den lille mand ind i höjen, og så gav han drengen en skefuld grød. «Å, det var endda nogle gode grød, må jeg ikke få en skefuld til? jeg synes ordentlig, at jeg bliver så stærk af dem.» — «Jo, det kan du gjærne,» svarede den lille mand, og så gav han ham nok en skefuld. «Jeg vilde endda gjærne have en skefuld til,» sagde drengen. «Ja, så tag den, men så må du love mig tre ting, og det er for det første, at du skal gå hjem og ikke bryde dig om studen, og for det andet, at når du så kommer hjem, og manden kommer ud til dig og vil slå dig, at du skal gå hen til bindestenen og rykke den op og kaste den efter ham, så skal han nok lade dig gå; for det tredje må du love mig, at du aldrig må gjøre nogen ondt med din styrke.» Dette lovede drengen bjærgmanden og derpå gik han hjem. Nu kom manden ud og spurgte, om han så havde fundet studen, og da han benægtede det, vilde manden til at slå ham, men i det samme gik drengen hen til bindestenen, rykkede den op og kastede den efter manden. Derpå forföjede manden sig hurtigst mulig ind, og siden den tid prøvede han ikke på at slå drengen, som nu havde fået kjæmpekræfter. Dagen efter fandt drengen studen liggende ganske rolig oppe på kirkegården.
I. Kr. Jensen.

259. I Mols bakker tæt östen for Knebel ved Agrivejen findes en stendysse. En rund plads, omtr. 20 skridt i gjennemsnit, er omgiven af 22 store kampesten. Midt i pladsen er et gravkammer, bestående af 6 store sten med en vældig uhrformig overlagssten. Inde i gravkammeret kan vel stå en snes voksne mennesker oprejst. Der skal för have været en höj over stedet, og i höjen boede en troldfamilje. Konen fra gården Poskjær i Knebel gik en gang til troldkonen og bad hende spinde uld for hende. Det lovede troldkonen, og dersom Poskjærkonen kunde gjætte eller få at vide, hvad hun hed, inden hun kom igjen med spindet, skulde hun ikke give noget for det. Poskjærkonen fortalte dette til sin mand. Han gik en aften ud til höjen. Så hørte han troldkonen vugge og synge for sit barn. Det var et vers, hun sang, og i verset var det navn, han ønskede at vide, Hottetejlil. Nogle dage derefter kom troldkonen med spindet. «God dag,» siger hun. «God dag, Hottetejlil!», svarede Poskjærkonen. Da troldkonen hørte sit navn nævne, skyndte hun sig tilbage til höjen og fik ikke mere arbejde fra Poskjær.
J. Grönborg Pedersen.

260. Når Skuldelev bønder gik over bakkerne mellem Skuldelev og Österby, så de tit bakken stå på fire gloende pæle, og bjærgfolkene dandse der under.
En kone sad Mortens aften ene og kartede, efter at de andre var gåede i seng. Da kom ind ad dören en stor kjælling med et par karter under armen og sagde: «Skal jeg hjælpe dig?» Konen turde ikke sige hende imod, og den anden kartede toet (ɔ: ulden) blot på en kort tid. Så kom en anden kjælling med en rok under armen ind ad dören og sagde: «Dag!» Hun kunde ikke sige: »God-dag!» «Skal jeg hjælpe jer at spinde?» Konen havde nær tabt både næse og mund, men hun turde heller ikke sige nej til hende. Så inden kort tid var alt toet spundet, og ind ad dören kom den tredje kjælling med en væv. Det gik lige sådanne til: snart var det vævet med. Men kjællingerne vilde ikke gå, de «kræfte» mad og drikke ind, fordi de havde hjulpet hende. Så havde hun en nabokone, til hende klagede hun sin nød, men denne sagde: «Det har gode veje, du skal blot lade dig falde baglænds ind ad dören og sige: Skadsbjærg brænder, og alle börnene er faldne i ilden!» Det gjorde hun også, og ud løb alle kjællingerne, det bedste de kunde, og konen blev dem kvit.
Optegnet af en bondedreng. Henry Pedersen.

261. Der var en gang to unge folk, som ikke havde været gift ret længe. En dag siger manden til sin kone : «Nu er det vist bedst, du kommer til at få noget töj lavet, så jeg kan få mig nogle ny klæder!» Konen, der var så doven, at hun ikke gad bestille andet end ligge i sengen fra morgen til aften, vidste ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad for at få töjet færdigt, hun blev da helt syg af sorg over, at hun intet gad bestille. Så en dag kom en grim troldkvinde ind til hende. Hun lå som sædvanlig i sengen, og troldkvinden sagde da, at hun havde hørt tale om, at konen skulde have noget töj lavet, og det kunde hun godt få hende til at gjøre. Hun skulde intet give derfor, «men når jeg kommer med det, skal du gjætte mit navn, og kan du ikke det, så skal du følge med mig og al tid tilhøre mig.» Konen vendte sig nogle gange i sengen, vidste ikke, hvad hun skulde gjøre, men gik til sidst ind på troldkvindens tilbud; og det blev da bestemt, at om tre uger skulde denne komme med töjet, og da det var afgjort, gik hun sin vej. Den dovne kone lå i sengen og opremsede alle de navne, hun kunde hitte på, men lige vidt kom hun. Den bestemte tid var snart til ende, og konen kunde hverken spise eller drikke. Manden var helt bekymret, han kunde ikke forstå, hvad konen fejlede. En dag var han på jagt oppe mellem nogle bjærge, og som han går, hører han en sang i jorden under sig; han lyttede da og hørte én synge, mens den vævede: «Hi-e, hi-e, hå-e, å, den bondekone véd ej, hvad jeg hedder, men jeg hedder Gundeli.» Manden så sig omkring og opdagede da en revne i jorden; han tyktes nok, det var sært, men han skrev dog på hans frakke med et stykke kride, hvad han havde hørt, for at kunne huske det. Den dovne kone blev mere og mere syg, jo mere dagen nærmede sig, da hun skulde gjætte troldkvindens navn. Dagen för spurgte manden, om hun ikke vilde sige ham, hvad hun fejlede, og hun fortalte da, hvorledes det hang sammen. Manden kom straks i tanker om, hvad han havde hørt den dag, han var på jagt, fik fat i hans jagtfrakke og læste navnet. Konen blev så glad, at hun straks sprang ud af sengen og var nu bleven helt rask igjen. Næste dag, da troldkvinden kom, trådte hun i jorden, så den formelig rystede, men knap var hun kommen ind i stuen, för den dovne kone råbte: «Gundeli!» Troldkvinden gav et skrig af sig, så huset rystede, og forsvandt i jorden med det samme. Siden den dag var konen ikke doven.
Optegnet i Kragelund. Jens Jensen, Refshalegård.


259—261 har meget tilfælles med æventyret «De tre spindekjællinger», som findes i mange former i folkemunde. 261 har et noget fremmed præg, og det er nok muligt, at det er indvandret hertil fra Sverige. Noget meget beslægtet findes også i flere sagn om kirkebygning, som fortælles både i Danmark og Sverige.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.