Hjælpende bjergfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 47

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Hjælpende bjergfolk


200. Paa Gaardmand Rasmus Pedersens Grund i Gamby er en Høj, kaldet Smedehøj, hvilket Navn den menes at have faaet, fordi en Mand, som pløjede derved, lod sit beskadigede Langjærn der ligge, og da han kom tilbage for at hente det, var det allerede af Bjærgfolkene istandsat.
R. Balslev, Haarslev.


201. En Pige, der gik og vogtede Faar, satte sig paa en af Sem Møgelhøje, som ligger lidt øst for Sem By, og i det samme sad hun og syede paa en Særk. Nu manglede hun ikke andet end at sy Ærmerne til, men det mislykkedes stadig for hende. Hun begyndte da at græde, men da hørte hun en Stemme inde fra Højen, der sagde:
   "Ærmet ret og Særken avet!"
   Nu prøvede hun at gjøre det saadan, og saa var der intet i Vejen, og hun fik Særken syet færdig.
(Ved H. Hjersing, Hadsund.) Snedker A. Kristensen, Lindely v. Norup St.


Hermed sammenlignes:
J. P. Møller, S. 18: Underjordiske hjælper til at lave en Hjemgifteseng.


202. Vi havde en Møllersvend, der hed Hans Møllebygger, til at sætte et nyt Udskud paa vor Rolling der hjemme. Han fortalte, at en Kone havde 7 Kalve, og dem satte hun rundt omkring paa en Høj, og den ene helt ovenpaa. Saa raabte det nede i Højen, at hun skulde flytte dem derfra, for de pissede ned i deres Stue. Hun havde ikke godt Tid til det, for hun havde saa mange bitte Børn hjemme, men hun flyttede lige godt Kalvene derfra.
   Da kom tre bitte Drenge med røde Luer efter hende og vilde give hende nogle Spaaner, de havde i deres bitte Hænder. De smidte dem i hendes Forklæde.
   Saa løb hun hjemad, men smed Spaanerne paa Bakken, inden hun kom til Huset. Da hun kom hjem nu, sad der en Femdalerseddel og hang ved hendes Forklædeliv. Hun skyndte sig nu tilbage, men da var alle Spaanerne borte.
Else Mikaelsdatter, Grindsted.


203. Gamle Hans Nielsen fra Hov gik tillige med hans Kone om Aftenen, siden de havde hørt op med Arbejdet, ude i Bødkermarken og var ved at vende Byg. Da saa han ved den anden Ende af Ageren en bitte ussel én med en rød Lue paa, og den var ogsaa ved at vende Byg. Konen kunde derimod ikke se ham. Saa gav han hende et Skup og sagde:
   "Kom nu, Kjæsten, og lad os gaa hjem."
   "Hvorfor det, vi er jo ikke færdige."
   "Ja, lad os nu gaa, det er det bedste, for nu besørger han nok Resten."
   Næste Morgen var Bygget ogsaa godt nok vendt.
   Den Dværg boede oppe i Bødkerens Bakke, og Drengen, der passede Kreaturer, hørte tit en Kiste blive slaaet i der. Den er lige vester for Hov og er den højeste Bakke, vi har her.
Anders Jensen, Skovlund, Hov.


204. Den Gang Svenskerne var her i Landet, boede der en Frue til lige med hendes tre Døtre paa Trolleborg. De syntes, det var umuligt for dem at holde det ud, men som de sad allerbedst, pikkede det paa døren, og 3, 4 Puslinger kom ind i Stuen og sagde, at de ikke skulde være bange.
   "Nu har vi boet hos dig i saa mange Aar i Fred, vil du nu følge med dine Døtre ned i vore Værelser, saa skal du være lige saa tryg, mens Fjenden er her i Landet, som vi tilforn har været."
   Saa fulgtes de med dem ned i Jorden, og kom til sidst ind i et pænt Værelse, hvor de maatte opholde sig. Dværgene hentede Fødevarer til dem, og de levede godt nok, men de var alligevel angst for deres Gaard.
   Den gjorde Dværgene imidlertid til en fast Sten, saa Fjenden beskød den i to Maaneder, men alle Kugler prellede af mod den faste Mur. Da de to Maaneder var gaaede, maatte Fjenden forlade Gaarden, efter at han havde ødelagt alle andre fynske Herregaarde.
   Saa førtes de atter op gjennem Gangene til deres Gaard, som var helt uskadt, og til Minde herom kaldte Fruen den nu Trolleborg. Før havde den et andet Navn.
Nik. Chr.


205. I en Gaard i Nærheden af Visborg stod en Nytaarsaften for mange Aar siden Konen og rørte i en Gryde Grød. I det samme kom en høj Kvinde ind ad Døren og sagde til Konen, at hun snarest mulig skulde se at komme over rindende Vand, da der ellers vilde overgaa hende en Ulykke. Derpaa gik den høje Kvinde igjen.
   Konen agtede ikke paa, hvad der var blevet hende sagt, men da der var gaaet en Tid, blev hun ramt af et Krampetilfælde. Hun skjønnede deraf, at det havde været en Bjærgkone eller Ellekvinde, der havde advaret hende.
A. Chr. Sørensen, Hadsund.


206. Tæt øst for Nørre-Bolle har ligget en Høj, som kaldtes Bollehøj. I den har boet Dværge. Konen i en Gaard, som kaldtes Bjærgen, og som nu er nedlagt, kunde aldrig faa sit øl til at gjæres. Men saa kom hun til at gjøre Dværgene en Tjeneste ved at laane dem sin Ovnrage, og til Gjengjæld sagde Dværgens Kone, at hun for Fremtiden skulde gjøre "hid og did" (Kors) over Ølkarret. Det Raad var godt.
N. Pedersen, Bolle.


207. En Mand kunde ikke forstaa, hvordan det kunde være, at ingen Fødevarer kunde slaa til i Gaarden. En Aften skulde Konen til at dejne, og hendes Mand var rejst ud i Byen. Nu gik hun og klagede sig over, at hun havde ingen Ting at bruge, hun havde ikke en Gang en Rage at rage Ilden ud af Ovnen med. Hun gik netop udenfor Højen, der laa tæt ved Gaarden. Da blev der smidt en Rage ud til hende, og Ellekonen kom ud og sagde, da Konen havde taget den, te den Rage vilde hun give hende, for i saa mange Aar og saa mange Aar havde den Gaard opholdt dem med Føde.
   Siden den Tid kunde Manden faa Sagerne til at slaa til.
Maren Kristensdalter, Urne.


208. Under Krigen med Engelskmændene lagde et stort engelsk Krigsskib sig uden for Nexø. Det vendte Siden til og lukkede Kanonportene, saa det saa ud til for dem, der stod paa Land, som om Byen nu skulde beskydes, og de rystede og bævede. Men lidt efter blev Portene lukkede igjen, og Skibet stak i Søen.
   Næste Dag kom en Matros i Land fra samme Skib, og da Folk spurgte ham, hvad de vilde, om Byen skulde have været beskudt? svarede han:
   "Ja, det var ogsaa Meningen, men da vi saa, at hele Stranden fra Nexø til Svaneke var helt fuld af Krigsfolk, turde vi intet gjøre og stak i Søen igjen."
   Bornholmerne vidste ingen Krigsfolk af, men det var jo de Underjordiske.
J. West, Voldby.


209. I Krigens Tid 1807 - 14 stod der en Strandvagt udfor Sorthat, saadan kaldes en Odde, der gaar ud i Havet imellem Rønne og Hasle. Den stod paa Bakken ude ved Havet, og det regnede og blæste og var et slemt Efteraarsvejr. Derfor var han taget ind i sit Skilderhus, men som han nu stod der, var der noget, der raabte: "Skyd!"
   Han gik nu ud for at se, om det var Patrouillen, der skulde ride omkring for at se Vagten efter, men han saa ingen Ting og gik da ind igjen.
   Saa raabte det igjen: "Skyd!"
   Han kommer atter ud og ser efter, men kan ingen Ting opdage, og undersøger endda Omgivelserne temmelig godt. Saa gaar han ind, og efter et Øjebliks Forløb hører han tredje Gang, det siger: "Skyd!"
   "Der maa alligevel være noget," tænkte han, gik saa ud igjen og skød sin Bøsse af i Luften. Da hørte han en forfærdelig Knitren og Knalden nede ved Stranden, han stod jo selv oppe paa Bakken.
   Om Morgenen efter saa de, at der havde været Kamp der nede om Natten. Svenskerne havde villet gjøre Landgang, og de Underjordiske havde slaaet dem tilbage. De døde Svenskere var alle sammen skudt med Flintkugler, men de Underjordiske havde ikke kunnet skyde med dem, førend et overjordisk Menneske skød først.
   Det var derfor, de vilde have Skildvagten til at begynde.
Overlærer Olsen, Varde.


210. En Mand fra Hasle var Skipper og sejlede en Gang ude paa en lang Tur. Der sejlede han vild og kom ind i det døde Hav. Det Vand var ligesom Tjære, og han var jo saa kjed af det, for han kunde ikke komme af det Vand igjen.
   Allerbedst som han sejlede, kom en Mand i en Baad hen til ham og sagde, at dersom han vilde gjøre ham en Tjeneste, skulde han hjælpe ham derfra.
   Ja, det vilde han gjærne; hvad det var?
   Ja, det var bare at tage et Brev med hjem og lige lægge det oppe paa Hasle Høj.
   Det skulde han da saa gjærne gjøre.
   Manden gav sig saa til at styre Skibet, og nu varede det ikke længe, inden de kom ud af det døde Hav, og saa vidste han, hvor han var. Den fremmede Mand gav ham nu Brevet og sagde ham Farvel, og saa sejlede han hjem. Det første han saa var kommen hjem til Hasle, gik han op paa Højen med Brevet.
   Siden den Tid skulde det aldrig slaa fejl, at naar den Mand havde været ude i Aarhus om Løverdagen, saa gik han derop til Højen om Aftenen med Hvedebrød til Bjærgmandens Børn og gav dem, for det deres Fader havde hjulpet ham.
Skipperens Kone var nemlig vis paa, at det var Bjærgmanden i Hasle Høj, han havde truffet nede i det døde Hav, og som han havde Bud og Brev hjem for til Kone og Børn.
   Den samme Kone har fortalt min Bedstemoder det.
Mads Hansens Enke, Sterregaard.


211. En Bondemand lod sin Tjenestedreng gaa med Øghøvederne om Natten i Vejgrøfterne og ved Digerne, hvor der var noget Græs - det kalder vi jo at søge dem, og herved fik han næsten ingen Søvn.
   Undertiden kunde det da hænde, at han sad og faldt i Søvn, og Hestene nyttede Lejligheden til at gjøre sig til gode i en nærliggende Kløver- eller Kornmark. Men han skulde jo være hjemme med Hestene til fastsat Klokkeslæt, inden andre Folk kom paa Benene, og det traf sig da somme Sinde, at han sov for længe. Saa fik han jo en slem Revselse af Husbonden, og der blev lovet ham mere til næste Gang.
   En Sommernat havde Drengen sat sig ved en Høj og var da bleven over vældet af Søvnen. Da han vaagnede, var Solen allerede oppe, og det var langt over den Tid, da han skulde været hjemme. Hestene havde desuden gjort ikke saa lidt Skade i en Kornmark. I sin Angst gav han sig saa ret bitterlig til at græde. Da stod der lige med et en lille Mandsling for ham og spurgte ham venlig:
   "Hvad græder du for, min lille Dreng?"
   Han fortalte nu det hele.
   "Du skal ikke græde," sagde den fremmede, "jeg skal nok hjælpe dig. Vent lidt her."
   Dermed løb han ind i Højen, kom tilbage og gav Drengen en Skefuld Grød. Men han skulde have én til, og saadan løb Mandslingen ind efter tre Skefulde. Da han kom med den sidste, sagde han:
   "Naar du faar den, bliver du saa stærk, at ingen i Verden er din Lige."
   Han var dog godt fornøjet med det, han havde faaet, og vilde paa ingen Maade modtage mere.
   "Jaja,« sagde den Lille," rid saa hjem med Hestene, og hvis Manden vil prygle dig, saa skal du bare løbe hen og med din ene Haand gribe i Ringen paa Bindestenen, og saa smide Stenen over Laden, og dernæst skal du bede ham gaa hen og smide den tilbage."
   Det blev Drengen glad over. Da han kom hjem, mødte Manden strags, og var flyv gal. Han vilde fare løs paa Drengen, men denne greb Bindestenen med én Haand og smed den over Laden som en Visk. Da Manden saa det, betænkte han sig og havde nu Respekt for Drengen og lod ham siden være i Fred.
L. N. Bertelsen.


212. Mads Tyklunds Moder kom en Aften i Mørkningen ind i Sengkammeret, og da saa hun, der sad en Kvinde ved Siden af Vuggen og var ved at give hendes Barn Patte. Hun blev ræd og spurgte om, hvem det var, og vilde da vide Besked om hele Sagen. Saa fik hun den Besked, at det var en Bjærgmandskone, der havde i Sinde at give Barnet nogle flere Kræfter.
   Han blev ogsaa saa umaadelig stærk som vogsen. Hans Laar var formelig buede ud ad, og Armene var lige saadan. Bjærgkonen havde sagt, at han skulde ingen Men have af hendes Mælk, og det fik han da heller ikke. En Gang kom han til at faa fat paa en Tyr, der var ustyrlig, og saa tog han ved Hornene af den og knækkede Halsen paa den ved at tvinge Hovedet bag over. Saa sagde han: "Hov, a vidst ett, a to så hwåt ve."
N. K. Rasmussen, Gullestrup.


213. Niels Kristian Kaastrup i Villerslev var et fattigt Barn, og han kom tidlig ud at tjene.
   Hen paa Efteraarstiden kom Høvederne til at gaa løse, og en Dag, da Folkene kom ind til Meldmad, saa siger Husbonden til Drengen:
   "Har du faaet Høvederne samlet ind?"
   Da giver Drengen sig til at vræle og siger, han kunde ikke finde dem.
   "Ingen Tuden, Knægt, og ingen Meldmad! Høvederne skal findes, inden du faar noget til din Føde."
   Drengen maatte ud i Marken, og det var ondt Vejrligt, og det var mørkt. Saa kommer han til en stor Høj, der ligger vester og nør fra Gaarden, der gaar han hen og sætter sig i Ly ved den, for det regnede og var koldt, og han sad saa der og var helt forknyt og græd.
   Som han nu sidder, saa kommer der et usselt bitte Kvindemenneske til ham.
   "Hvad er der ved det med dig?" siger hun.
   "Æ skulde have vore Høveder samlet hjem, men æ kan ikke finde det, og æ kan ikke finde vor Gaard igjen."
   "Det har ingen Nød med Høvederne," siger Konen, "men æ kan se paa dig, du er sulten."
   "Ja, æ har ingen Meldmad faaet, men bare æ havde æ Høveder."
   "Ja-a, nu maa du hellere faa en bitte Krumme til din Føde, og saa skal æ sige dig, hvor de er."
   Hun tager saa et bitte Fad op, hun havde i hendes Forklæde, og det var der Grød og Mælk i.
   "Det er en passende Portion," siger hun, "æd nu det."
   Drengen giver sig med Glæde i Lag med det, og den Gang han er færdig, saa siger han:
   "Om I vil nu være saa god og sige mig, hvor Høvederne er."
   "Ja-a, nu skal du lade dem gaa, hvor de er."
   "Jammen saa faar æ Hug, naar æ kommer hjem," siger Drengen, "æ har saadan stræng Husbond."
   "ja, æ vil dit Vel," siger Konen, "og du faar ingen Hug. Naar du kommer hjem, kommer din Husbond ud ad Uderdøren med en Lygte i hans Haand og spørger efter Høvederne, og saa skal du gaa hen og sætte din Haand i Ringen i Bindestenen og rykke den op, og saa skal du svinge den tre Gange over dit Hoved og sige: Nu skal a kylle den efter dig, men du maa ikke ramme ham, forgrib dig aldrig herefter paa nogen Ting, det maa du endelig vide."
   De gik saa hver til sit, og Drengen fandt godt nok hjem til Gaarden. Manden stod der ude med Lygten og var gal. Saa gaar Drengen hen til Bindestenen og rykker den op og svinger den over Hovedet, saa Grus og Sten det stier hen paa Manden.
   "Nu skal æ kylle den efter dig," siger Drengen.
   "Gaa nu ind ad din Seng, Niels Kristian," siger Manden, da han ser dether, "nu er det nok for i Dag."
   Da Mand og Kone saa kommer i Enlighed, saa fortæller han jo det om Drengen, og de drøftede saa det imellem dem. Saa siger Konen:
   "Lad ham faa hans Kræfter behov, i Morgen tidlig kan han gaa hen og flytte Tyren."
   Den var noget nær mandhvolm, og ingen andre end Manden turde gaa til den.
   Da Folkene saa sad ved Davren om Morgenen, kommer Manden og siger til Drengen:
   "Kan du sætte Køerne vester, og kan du saa flytte Tyren."
   Han sagde rask ja, og saa trak han vester med Køerne og kommer endelig ogsaa til Tyren. Men den Gang han kommer saa i Tøjret ved den og vil rykke Hælen op, aldrig snarere saa kommer den farende imod ham og vil da tage ham paa Hornene. Men Drengen griber fat i dem og drejer dem lige en Omgang, saa Tyren støvter. Han bliver noget forknyt over det, men gaar da ind og fortæller det til Husbonden:
   "Ja, æ tog jo haardtagtig ved ham, for æ blev jo vel ivrig, æ er ræd, han er død."
   Det sædede ogsaa, og nu blev det snart bekjendt, hvor stærk Drengen var, ja hans Kræfter var ligefrem uden Grændser.
   En Gang kom han paa Vestervig Marked og vilde kjøbe en Hest. Sælgeren stod og roste af, te hans Hest den var da saa stærk saa stærk.
   "Ja, det kan ikke hjælpe, du spraager af den Hest," siger Niels Kristian, "den sine Kræfter er ikke mere, end æ kan smitte den i Kolde, hvad Ende du saa vil sætte mig til den. Æ vil just ikke forlange, du skal give mig den, men vil du have det, skal æ kyvle dig Hesten.
   "Du er en svær Mand i din Snak," siger den anden, "siden du troer, du kan smide mig min Hest."
   "Ja, da kan æ gjærne vise dig det." Saa gaar Niels Kristian hen og tager i Mannen paa den, og saa kyvler han den.
   "Det kunde være, bitte Mand, du vilde hellere, den skulde ligge paa den anden Side," siger han saa, "nu har du set den Side paa den, nu skal du lige godt have Lov til at se den anden Side ogsaa."
   Saa vender han den lige om, og da han saa slipper den, og de skal have den op igjen, da har den slet ingen Skade taget.
   "Jaja, din Hest er da ikke mere stærk end jævnt hen," siger Niels Kristian lige saa stille, og det sagde den anden ikke noget til.
   En Gang var en stærk Mand fra Mors kommen over til Ty for at se Niels Kristian Kaastrup. Han gik netop ude paa Marken og plovede, da den anden kom og spurgte ham om, hvor den stærke Mand boede. Han tog saa i Handelen af Ploven, løftede den op og pegte med den hen efter en bitte Gaard. "Der boer han," siger han ....
Mads Grøntoft, Bedsted.
Forhen sagde man: spraage, men nu siger man: spræge.


214. I min Drengetid for en 80 Aar siden boede en Kone i den nordlige Udkant af Lindeballe Skov, som de kaldte den hellige Kone, og hendes Mand kaldtes æ hellige Mand. Han spiste de sorte Snegle og stegte dem i Panden, og det var den bedste Ret, han kunde faa. Han fortalte, at de Underjordiske hjalp ham i Mergelsgraven og smed det op i Bænken til ham, saa han knap kunde holde det fra sig. Hans Kone var en Hegs, og hun døde i Huset og blev begravet paa Fattigvæsenet. Hun forhegsede Niels Raabjergs Stude, saa de døde. Han fik saa det Raad at skulle slaa Blodet af hende, for saa kunde hun ikke forhegse ham tiere. Da hun saa kom, tarsk han hende ind i Næse og Mund.
Kristen Jensen, Lindeballe.
H. Rasmussen, S. 14: Forskjellige vil have Smørrebrød af de underjordiske.
I Husby, i Toftlund, ved Dannevirke. Der kjærner de.
H. Rasmussen, S. 13: Klavs i Jagel kalder paa Kulemand og vil laane Penge af ham. Faar dem, og da han vil betale igjen, er Bjærgmanden død.
J. P. Møller, S. 20: Underjordiske laaner Mel ud til en Bonde. De var fra Valingebjærget.
Arne S. 47: Ejeren af Rersø mange 100 Aar gammel, kommer og vil have Pleje hos en Familie, som vadede der over. Faar derfor stor Velstand.