Hos Aandemaneren Aua – Aanderne kalder paa Niviatsian (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aanderne kalder paa Niviatsian
Fortalt af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

"Dette er, hvad der hændte mig fra Moders Liv, og lige til jeg blev Aandemaner. Nu da jeg er bleven Kristen, har jeg sendt mine Hjælpeaander op til min Søster i Baffinsland; men vil I vide mere om Aandemanere, skal jeg fortælle om min Fætter Niviatsian, som Aanderne kaldte til sig paa en æventyrlig Maade, for at han kunde blive en stor Aandemaner.

Aanderne kalder paa Niviatsian

Niviatsian var paa Hvalrosfangst sammen med mange andre Mænd ved Igdlulik; nogle gik foran ham og andre bagefter. Pludselig kom der en stor Hvalros op gennem Isen lige ved Siden af ham, og den greb ham med sine vældige Forluffer, ganske som en Moder løfter sit lille Barn, og bar ham med sig ned i Dybet. De andre Mænd løb til, og da de kiggede ned gennem det Hul i Isen, hvor Hvalrossen var forsvundet, kunde de se, hvorledes den stadig holdt ham fast knuget i sin Favn og søgte at gennembore ham med sine Stødtænder. Efter en Tids Forløb slap den ham og søgte først op til Overfladen langt, langt borte for at puste. Men Niviatsian, der var kommen bort fra det Hul, han var trukket ned igennem, arbejdede nu med Arme og Ben for at komme op igen. Mændene kunde følge hans Bevægelser og huggede Hul omtrent der, hvor man ventede ham op, og her fik min Fader ham da virkelig ogsaa halet op. Han havde et gabende Saar ved Kravebenet og aandede gennem det; Flængen gik helt ned til Lungen. Nogle af Ribbenene var ogsaa knækket, og Bruddene havde grebet fat i hans ene Lunge, saa han ikke kunde rette sig op.

Niviatsian laa længe bevidstløs. Da han kom til sig selv igen, kunde han dog rejse sig op uden Hjælp. Saaret ved Kravebenet var det eneste alvorlige Saar; man kunde se Spor af Hvalrossens Stødtænder baade i Hovedet og rundt omkring paa Kroppen, men det var, som om den ikke havde kunnet saare ham. Gamle Folk sagde, at denne Hvalros var udsendt af Sødyrenes Moder, der var vred over, at Niviatsians Kone havde holdt en Abort hemmelig for at blive fri for at underkaste sig Tabu.

Niviatsian fulgte saa med sine Kammerater ind mod Land, men han maatte gaa et Stykke fra dem paa Is, hvor der ingen Fodspor var. Nær ved Land blev der lavet et lille Snehus, og her blev han lukket inde og anbragt paa et lille Sælskind med alt sit vaade Tøj paa. Der sad han i tre Dage og tre Nætter uden Mad og Drikke. Dette maatte han gøre for at faa Lov til at leve; thi hvis han straks kom op til Menneskenes urene Bopladser, vilde han dø efter den Mishandling, der var overgaaet ham.

I al den Tid Niviatsian sad i det lille Snehus, var Aandemaneren inde paa Bopladsen uafbrudt optaget af at rense hans Kone og hans gamle Moder, der i Folks Nærværelse maatte bekende alle deres Tabubrud for at stille de Magter tilfreds, der raadede over Liv og Død. Og Niviatsian kom sig efter tre Dages Forløb og var nu en stor Aandemaner. Hvalrossen, som ikke havde formaaet at dræbe ham, blev hans første Hjælpeaand. Det var Begyndelsen.

En anden Gang han var ude at jage Ren, løb han lige paa et Jærvbo. Jærven havde Unger, og den kastede sig rasende over ham. Den "brødes" med ham hele Dagen og Natten og slap ham først, da Solen stod paa samme Sted, som da de begyndte. Til Trods for Jærvens skarpe Tænder og Kløer havde den dog ikke kunnet bide et eneste Hul paa hans Krop, blot skrabet en Smule Skind af. Saaledes blev ogsaa Jærven hans Hjælpeaand.

Hans tredie Hjælpeaand blev Amajorjuk, en Jættekvinde med en vældig Bærepose paa Ryggen, hvori hun putter Mennesker, hun røver. Hun kom saa pludseligt over ham, at han allerede befandt sig i Bæreposen, længe før han fik Tid til at foretage sig noget. Aabningen lukkede sig straks over ham, og han var spærret inde. Men han havde sin Kniv om Halsen, og med den stak han Jættekvinden i Ryggen lige bag Skulderbladet, saa hun døde. Bæreposen var tyk som Hvalroshud, og det tog ham lang Tid at skære sig ud og komme fri. Men nu opdagede han, at han var fuldstændig nøgen; naar han var bleven afklædt, vidste han intet om; heller ikke, hvor han var, kun at han maatte være langt, langt inde i Land. Først nede i Nærheden af Havet fandt han sine Klæder og naaede vel hjem. Men han havde faaet en fæl Stank af raadden Tang over hele Kroppen, og denne Lugt satte sig fast i hans Hus, saa at det varede et halvt Aar, før den forsvandt igen. Ogsaa denne Jættekvinde blev hans Hjælpeaand, og han ansaas fra nu af for at være den største Aandemaner blandt Menneskene."

_________________

Saaledes var der i Følge Aua to Maader at blive Aandemaner paa: Enten søgte man Aanderne i Ensomhed, eller de kom af sig selv til Mennesket paa en gaadefuld og voldsom Maade. Og da var det den pludselige Angst, der gjorde en "seende".

Mest frygtet af alle Hjælpeaander var "Havets Hermelin". Den var skabt ligesom Landjordens Hermeliner, kun slankere, smidigere og hurtigere, og den kunde skære op af Havet saa pludseligt, at det var umuligt at værge sig. Den havde en mørk, blank Hud og ingen Haar, undtagen en Smule paa Halespidsen og Øreflipperne. Naar en Mand var ude i Kajak, kunde den dukke lynsnart op fra Dybet og smutte ind i hans Ærme, og idet den løb hen over hans nøgne Krop, fyldte den ham med en saadan Rædsel, at han næsten tabte Bevidstheden.

Det var en udlært Aandemaners Opgave at helbrede syge; at fare til de dødes Land for at søge efter tabte Sjæle; at fare til Sødyrenes Moder for at skaffe Fangstdyr; at udføre vidunderlige Kunststykker, som forbavsede Menneskene og overbeviste dem om Aandemanerens overnaturlige Evner.

Aarsagen til næsten al Sygdom var Ran af Sjæle; dette kunde foraarsages af fjendtligsindede Aandemanere eller af Folk, som særlig gav sig af med Trolddom; de havde let til Vrede og fik gennem deres onde Sind Evnen til at blæse Sjælen ud af et Legeme. Blev Sjælen ikke bragt tilbage igen, maatte den Syge dø. Smaabørns Sygdom skyldtes som Regel Tabubrud, der var begaaet af Moderen, og da var det Aandemanerens Sag at finde ud af, hvori Forseelsen bestod.

De Aandebesværgelser, jeg selv havde Lejlighed til at overvære, var uden særlig Kraft, og selv om Aandemanerne kom i Trance, under Foregivende af at deres Hjælpeaander havde taget Bolig i dem og talte gennem dem, var den paastaaede Tilstedeværelse af Aander dog ret virkningsløs paa en kritisk Tilhører. Aandemaneren stod midt paa Gulvet og talte med en fremmedklingende Stemme. Hans Øjne var lukkede, og han famlede efter sine Ord. Som Regel vidste han dog saa meget om sine Bopladsfællers intime Liv, at det sjældent var vanskeligt at fingere en Viden, der altid hilstes med Forbavselse. Naar det gjaldt om at helbrede en syg eller bøde paa uheldig Jagt, var det aldrig svært at gætte sig frem til et lille uskyldigt Tabubrud. Og næppe havde den, der følte sig ramt, raabt sin Bekendelse ud, før alle de gamle Koner gav Syndsforladelse, idet de raabte i Munden paa hinanden: "Bort med det! Lad det være magtesløst!" Og den Inderlighed, hvormed disse Raab hilste Synderen, havde endnu bevaret noget af det gamle Hedenskabs Stemning over sig. Ogsaa Sangene, Kvindernes Kor til Aandernes Sang, havde virkelig Toner i sig, der bragte Bud fra bevægede Sinds uanede Dybder.

Men Aandernes vældige Vingesus, som man hørte saa meget om i de mange Beretninger fra gamle Dage, mærkede man intet til.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 345-347. København, 1926.