Hos Ikinilik (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ikinilik – Indlandsinuitternes vise mand

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Hos Ikinilik
– indlandsinuitternes vise mand

Knud Rasmussen
København, 1926

Gennem Stammens gamle Mænd og Kvinder fik jeg et godt Indblik i deres aandelige Kultur, takket være den Hurtighed, hvormed de opfattede mine Spørgsmaal, og den Evne, de havde, til at give klare og koncise Svar. Hele Tabumaterialet fra Hudson Bay-Eskimoerne blev gennemgaaet, og det viste, at deres religiøse Forestillinger i alt hovedsageligt var bygget op paa samme Grundlag med en meget skarp Sondring mellem Havdyr og Landdyr.

Af Myter og Sagn blev 69 fortalt; de var alle kendt i Hudson Bay-Distriktet, og ikke færre end 37 af dem ogsaa i Grønland. Desuden blev en Ordliste af samme Omfang som den, der var optaget hos Padlermiut og Igdlulingmiut, nedskrevet.

Jeg skal nu give et lille Indtryk af deres aandelige Kultur gennem et Interview, jeg optog med en af Stammens ejendommeligste Mænd, Ikinilik eller "den flammeædte". Jeg havde dengang allerede faaet de Oplysninger, som det var muligt at faa inden for den Tid, jeg havde til min Raadighed. Denne Samtale, der foregik i hans Telt, hvor vi var omgivet af en lyttende og nysgerrig Skare, var nærmest blot arrangeret for at give en Prøve paa, hvor forstandigt og uforbeholdent disse Mennesker besvarer alle mulige Slags Spørgsmaal. . . Jeg gengiver Replikerne ordret, som de faldt, og saaledes som jeg nedskrev dem paa Stedet.

Jeg har med Vilje bibeholdt nogle Udtalelser om Tro og Religion, skønt de kun gentager, hvad der allerede er nævnt under Samtalerne med Aua. Det forekommer mig netop værd at lægge Mærke til, at to Mænd fra vidt forskellige Egne udtrykker sig ordret paa samme Maade om Livets vanskeligste Problemer.

"Den flammeædte" lagde sig mageligt til Rette i de bløde Renskind, der var bredt ud over Stenbriksen i hans Telt, og idet han med Velbehag tændte sin Pibe, hvis Hoved var af Vægsten og ikke større end et Fingerbøl af mindste Nummer, begyndte han leende med følgende Udtalelse:

"I jeres Land maa man jo, efter hvad du fortæller, æde talende Tegn, ganske paa samme Maade som vi æder Renkød." Og idet han fortsætter i sit Billede, føjer han til: "Fyr du saa bare op, idet du spørger, saa skal jeg flænse Dyret og komme det i Gryden."

"Fortæl mig noget om jeres Religion. Hvad tror I paa?" spørger jeg. Men alle Tilskuerne, som staar tæt omkring mig, svarer i Kor, saa at jeg kun med Besvær opfatter "den flammeædte"s Ord:

"Vi tror slet ikke, vi frygter, og mest af alt Nuliajuk."

Jeg maa atter forklare Eskimoerne, hvad et Interview er. "Kun en maa svare," siger jeg; og i Haab om at faa Tilskuerne til at tie, spørger jeg: "Hvem er da Nuliajuk?"

Men hvordan skal Drengene og Pigerne, der gennem deres Vuggeviser ved, hvem Nuliajuk er, kunne tie stille. De vil allesammen ud med, hvad de ved; kun langsomt faar "den flammeædte" overdøvet de andre.

"Nuliajuk kalder vi Fangstdyrenes Moder. Hos hende er alt Vildt, fra hende kommer alle Rensdyr, alle Ræve, alle Fugle og alle Fisk."

"Hvad andet frygter I?"

Og nu er der Ro. Tilskuerne kan endelig forstaa, at et Interview er en Samtale mellem "den flammeædte" og mig.

"Vi frygter alt det, vi aner, og som vi ingen Besked kan faa om: døde Mennesker, onde Genfærd og letsindige Menneskers hemmelige Tabubrud."

"Bliver alle Mennesker til onde Aander, naar de dør?"

"Nej, kun de Mennesker, efter hvis Død der bliver begaaet Tabubrud, før Sjælen har forladt Legemet."

"Hvornaar forlader Sjælen Legemet?"

"Den flammeædte" ryster paa Hovedet og smiler i sit Sømandsskæg; hans smukke, kloge Øjne faar et helt bedrøvet Udtryk, for han kan ikke forstaa, at en Mand kan være saa nysgerrig; det er en kvindelig Egenskab.

"Hos Kvinder fem Døgn efter Døden, hos Mænd fire," svarer han leende, og Tilskuernes skinnende Ansigter er som et stort, lysende Smil.

"Er der andet, I frygter?" fortsætter jeg urokkeligt.

"Luftens og Jordens Aander. Nogle er smaa som Bier og Myg, andre er store og frygtindgydende som Fjælde."

"Hvor gaar Sjælen hen, naar den forlader Legemet?"

"Den flammeædte" vender sig om paa Briksen, Rynkerne ved Øjnene bliver meget skarpe, aldrig har han været ude for noget latterligere.

"Naar Mennesker dør," siger han med sin mørke, langsomme Stemme, "hentes de op til Himlens Land af Maanen og lever siden oppe i de evige Jagtmarker. Deres Vinduer ser man fra Jorden som Stjerner, men ellers ved vi kun lidt om de Døde. Enkelte Aandemanere har i gamle Dage gjort Rejsen til Himmellandet og har fortalt derom. De har besøgt Maanen og er altid bleven ført ind i et Hus med to Rum. Her beværtes de med lækre Indvolde af Ren; men i det Øjeblik Aandemaneren rækker Haanden ud efter den tilbudte Føde, plejer hans Hjælpeaand at slaa den ud af Haanden paa ham. Spiser han her i de Dødes Land, vil han aldrig komme hjem igen. De Døde lever et lykkeligt Liv; Aandemanerne har set Klynger af legende, leende Mennesker, og heraf slutter de, at de lever et lykkeligt Liv.

Der var engang en Kvinde, som hed Nananuaq; hun døde og blev hentet af Maanen. Hun blev ikke længe i de Dødes Land, Maanen skabte hende om til en Mand og sendte hende tilbage igen til hendes Mand. Denne blev meget glad, da hans Kone vendte tilbage, men om Aftenen blev han meget skuffet over, at hun ikke vilde sove sammen med ham. Hun fortalte, hvad der var hændt, og da Manden opdagede, at det virkelig var sandt, blev han saa rasende, at han besluttede at dræbe hende. Han gik ud af sit Hus for at hugge Hul i en Sø. "Jeg maa have Vand at drikke," forklarede han, "naar jeg skal overholde Dødstabuen efter din Død." Men Kvinden flygtede til sit Barnebarn, der boede i Nærheden, og da Manden kom for at hente hende, dræbte hun ham, i det Øjeblik han kom ind i Husgangen.

Denne Kvinde fortalte Menneskene mange Ting om Livet efter Døden, og fra hende har vi vor Viden. Vore Aandemanere nu om Stunder forstaar sig ikke paa ret meget, de snakker bare, og det er det eneste, de kan; de har ingen særlig Læretid, og deres Evner faar de gennem Drømme, Syner eller Sygdom. Jeg spurgte en Dag en Mand: "Er du Aandemaner?" Herpaa svarede han: "Min Søvn er drømmeløs, og jeg har aldrig været syg." Nu da vi er flyttet helt bort fra Havet for at komme ind i Landet, nærer vi ingen Angst for Sødyrstabuen, og Indførelsen af Ildvaabenet har lettet al Fangst. Unge Jægere lever for sorgløst til at have Brug for en Aandemaner. I gamle Dage, da al Vinterens Føde afhang af Efteraarsjagten ved "de hellige Svømmesteder", var det noget helt andet; da maatte al Tabu og mange særlige Forskrifter daglig dikteres af kyndige Aandemanere. Nu har vi glemt de gamle Trylleviser, og du vil ingen Amuletter finde indsyet i vore Inderpelse. Menneskene har Mad nok og bekymrer sig ikke om deres Sjæl."

"Hvad forstaar du ved Sjælen?"

"Den flammeædte" ler højt; det forundrer ham, at jeg ikke en Gang ved det.

"Noget ufatteligt, der gør mig til Mennesket," svarer han dybt alvorligt.

"Ved du ellers noget om Livet efter Døden?"

"Nej, ikke andet end, at man evigt bliver den, man var, da man døde; gamle bliver ikke unge, unge bliver ikke ældre, og Børn bliver ikke voksne." Her blev Interviewet afbrudt, fordi der blev kaldt sammen til Ædegilde — en Samfundspligt, der aldrig forsømmes.

Under hele Samtalen har "den flammeædte" gjort sig Umage for at svare kort og sammentrængt paa mine Spørgsmaal. Han har søgt at hævde som sin Opfattelse, at mange Traditioner er usikre, dels fordi nogle Mennesker har en upaalidelig Hukommelse, dels fordi andre er løgnagtige af Anlæg. De store Aandemanere er bleven sjældne, men det vrimler med smaa, der under larmende Besværgelser søger at overbevise andre om, hvor dygtige de er.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 74-80. København, 1926.