Hugsvinnsmál
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den norsk-islandske skjaldedigtning
Religiøse og moraliserende vers
13. årh.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Hugsvinnsmál
Religiøse og moraliserende vers
13. årh.
- 1. Heyri seggir,
- er vilja sið nema
- ok góð verk gera,
- horsklig ráð
- er heiðinn maðr
- kendi sínum syni
- 2. Ástsamlig ráð
- kennik þér, minn einkason,
- mun þú þau eptir ǫll;
- gálauss þú verðr,
- ef gleyma vilt
- því er þarf horskr at hafa.
- 3. Þarflátr ok þakklátr
- skalt fyr þínum guði
- ok vammalauss vera;
- fǫður ok móður
- unn þú fróðhugaðr,
- ræk þína alla ætt.
- 4. Ef þér góðan grip
- gefa hollir vinir,
- eig þú þann ok un;
- góðu þú fylg,
- en gakk illu frá,
- hveigi fyr ráð rasa.
- 5. Hreinlifr vert,
- hræzk þinn lærifǫður,
- halt þú heiðsæi.
- * * *
- 6 (5[1]) Bragna hvern,
- er á brautu finnr,
- kveð þú kunnliga;
- ófróðr þykkir
- sá er einskis spyrr,
- ef finnr at máli mann.
- 7 (6). Afli deila
- skalt aldrigi
- þer við meiri mann;
- athuga ǫflgan
- skalt við alt hafa;
- ræk þin hús ok hjú.
- 8 (7). Blíðmæltr skalt
- við bragna lið,
- hirð þitt fengit fé;
- minni ok manvit
- nem á marga vega,
- ok kenn þat siðan sonum.
- 9 (8). Hatri hafna,
- hlæ þú manngi,
- gjald þú gjǫf við gjǫf;
- vakr þú vert
- ok ver nær staddr
- lýða lǫgskilum.
- 10 (9). Sjaldan sitja
- skalt sumblum at,
- drekk þú varliga vin;
- eiginkonu þinni
- skalt unna vel;
- hygg fyr hverri gjǫf.
- 11 (10). Oddi ok eggju
- ver þina óðaljǫrð,
- eigi þú auðtryggr ver;
- fyr orðum ok eiðum
- hygg ǫllum vel,
- halt þin heit við fira.
- 12 (11). Bækr ok rúnar
- nem þú bliðliga;
- ger við góðan vel;
- illra kvenna
- firr þik ǫllu lagi;
- ráð þú hverjum heilt.
- 13 (12). Ráðhollr ok réttdæmr
- ok reiði stiltr,
- mælat við ýta ilt;
- kostum safna,
- kynn þik við góða menn,
- vinnattu lǫst né lygi.
- 14 (13). Ókunna menn
- né ǫlmusur
- skalt at hlátri hafa;
- þolinmóðr ver,
- bregðat af þeim lǫgum,
- er þú settir sjálfr.
- 15 (14). Af afli þinu
- vert óhræsinn,
- launa góðu gott;
- annars eign
- girnz aldregi;
- unn þeim er elska þik.
- 16 (15), Fámálugr ver,
- er með fyrðum kemr,
- ok at sumblum sitr;
- annan fýsa
- skalat illra hluta;
- mæl þú gott ok ger.
- _________
- ( I )
- 17 (16). Allra ráða
- tel ek þat einna bezt
- at gǫfga æztan guð;
- með hreinu hjarta
- skalt þú á hann trúa
- ok elska af ǫllum hug.
- 18. (17). Ofsvefni tæla
- lát þik aldrigi,
- kosta vakr at vera;
- leti ok lasta
- verðr þeim er lengi sefr
- auðit iðuliga.
- 19 (18). Ómálugr skal
- ok i orðum stiltr
- sá er vill guðs ást geta;
- æðra krapt
- fær maðr aldrigi
- en vera i tungu trúr.
- 20 (19). Ýmisgjarn
- ver þú aldrigi,
- sáttr ver við sjálfan þik;
- seggja engum
- verðr sá samhuga,
- er sundrþykkiz við sik.
- 21 (20). Ef at ýta lifi
- hyggr þú ǫIIu saman
- ok sér þeira siðu,
- þat þú finnr,
- er fira reynir,
- at fár er vamma varr.
- 22 (21). Ef eyri átt,
- þann er þér ekki stoðar
- eða hlýtr ógagn af,
- gef hann burt,
- þótt þér góðr þykki;
- mart er fríðara en fé.
- 23 (22). Blíðr þú ver,
- en stundum bráðskapaðr,
- ef geraz þarfir þess:
- vel má þat verða
- at skipti vitr geði,
- þótt hann lastvarr lifi.
- 24 (23). Konu þinnar
- hlýð eigi kveinstǫfum,
- þótt hún þræla saki,
- opt hún þann hatar,
- er þér hollr geriz;
- reyn hvat et sanna sé.
- 25 (24). Ef þú vin átt,
- þann er þér vildr sé,
- fýs hann gott at gera,
- orða þinna
- þótt óþǫkk kunni,
- þó skalt hann við vammi vara.
- 26 (25). Hirð eigi at senna,
- þótt satt vitir,
- við hvassorða hali;
- málskálp mikit
- er mǫrgum gefit;
- fár er at hyggju horskr.
- 27 (26). Þann dugnað
- veit þínum vin,
- at eigi fylgi mein til mikit;
- annars ilsku
- lát aldrigi
- standa þér fyr þrifum.
- 28 (27). Ǫll tíðendi,
- þau er upp koma,
- reif eigi fyrstr með firum,
- betra er at þegja
- en þat at segja,
- er reyniz lýðum at lygi.
- 29 (28). Ǫðrum heita
- skalt eigi þvi,
- er und ǫðrum átt;
- opt þik tælir
- sá er þú trúat hefir,
- brigð eru bragna orð.
- 30 (29). Metnað þinn,
- þótt þik menn lofi,
- lát eigi miklaz til mjǫk;
- hælins manns orði
- þarf eigi hverju trúa;
- sjálfr kenn sjálfan þik.
- 31 (30). Allan dugnað,
- er þér annarr veitir,
- mun þú ok mǫrgum seg;
- vinum þinum
- þótt þú vel dugir,
- hirð eigi at hrósa þvi.
- 32 (31). Ungr skal venjaz
- því er þarf aldraðr hafa,
- varaz við lǫst meðan lifir;
- ávítalaust
- mátt eigi elligar
- dæma um seggja siðu.
- 33 (32). Einmæli manna
- ræk aldrigi,
- hirð þú aldri at hlera;
- um sik ræða
- ætlar seggja hvern,
- er veit á sik sakir.
- 34 (33). Við meinum varna
- á marga vega,
- þótt sér fullsterkr at fé,
- opt verðr aumr
- sá er fyr aurum ræðr;
- ilt er auð at trúa.
- 35 (34). Af annars dauða
- vænt aldrigi
- at þér gagn geriz;
- aldrlagi sinu
- ræðr engi maðr;
- nær stendr hǫldum Hel.
- 36 (35). Ef þér litla gjǫf
- gefr af léttum hug
- vinr sá er válaðr er,
- þiggja skalt
- ok þakklátr vera;
- ást fylgir aums gjǫfum.
- 37 (36). Øreigu þina
- lát þér aldri gera
- harðan hugtrega;
- hins þú minz,
- er þik móðir bar,
- svá at þér fylgdi eigi fé.
- 38 (37). Aldrlagi sinu
- kviði engi maðr
- né um þat ǫnn ali,
- dugir eigi dagr
- þeim er dauða forðaz;
- engi feigð um flýr.
- 39 (38). Vinir þinir
- ef þér verr duga
- en þú þykkisk verðr vera
- þess meins vǫld
- kennat þinum guði,
- saka þú sjálfan þík
- 40 (39). Auðar afla
- skalt alla vega
- sem drengmenni dugir,
- aura þína
- skaltat til ónýts hafa,
- þótt þik vel auðgan vitir.
- 41 (40). Sinni optar
- heit eigi seggjum gjǫf,
- er þú veita vilt,
- simálugs orð
- þykkja snotrum hal
- vindi lik vera.
- 42 (41). Fláráðs orðum,
- þótt fagrt mæli,
- þarft eigi þeim at trúa,
- glyslíg orð
- lát í gegn koma;
- gjalt svá líku líkt.
- 43 (42). Ef þér erfingja
- verðr eiga skapat
- ok ert fáskrúðigr at fé;
- jóðum þinum
- kenn íþróttir,
- er þeim fæzlu fái.
- 44 (43). Fé fik eigi tæli,
- þótt þér fagrt sýniz,
- né til singirni snúi;
- annars eign
- fýsiz illr at hafa;
- snotr er sá er sínu unir.
- 45 (44). Ljótlig vǫmm
- ef þú lasta vilt,
- drýg eigi sjálfr en sǫmu;
- annan lýta
- samir eigi þér,
- ef veizt þik syndgan sjálfr.
- 46 (45). Einskis biðja
- skalt annan þess,
- er gengr af réttu rifi,
- ósnotr maðr
- biðr þess iðuliga,
- er þarf hvergi at hafa.
- 47 (46). Ókunnan mann
- virð engu framar
- en þinn vísan vin;
- margr er illr,
- er læz aldyggr vera;
- brigð eru útlendra orð.
- 48 (47). Hvern dag,
- meðan þér heilsa gefz,
- ver þér at nǫkkuru nýtr;
- sótt ok dauði
- kemr þá er síz varir,
- brigt er lýða lif.
- 49 (50). Þræta eða þjarka
- skalt eigi við þina liða,
- heldr væginn vera,
- sanna elsku
- gerir samþykki,
- en þverúð af þrætu vex.
- 50 (49). Gjafir launa
- skalt við góðan hug,
- þær er þér veita vinir,
- rækð ok elska
- helz með rekka liði
- þeira er at þǫrfum dugaz.
- 51 (48). Fyr ǫðrum vægja
- samir þér iðuliga,
- þótt þú meira megir;
- af gæzku þeiri
- mátt þú gera þér
- vísa fjándr at vinum.
- 52 (51). Þrælum þinum
- reiðz eigi þungliga,
- svá at þeim grand gerir;
- sjálfum sér
- aflar sýns skaða
- er sinn meiðir mann.
- 53. Heiptar-orða
- gerz eigi hefnisamr,
- heldr skalt væginn vera;
- þolinmóðr skal vera
- við þegna lið,
- sá er vill hæverskan sið hafa.
- 54 (52). Eigur þinar
- skalt eigi til ofneyzlu hafa,
- heldr neyt með hagspeki;
- opt verðr válaðr
- er vinna né má
- ok hefir aurum amat.
- 55 (53). Ǫrr af þurftum
- ver við ýta lið,
- dugi þú vel vinum;
- sá mun þrifaz,
- er þarfr geriz
- sér ok sínu liðí.
- ( II )
- 56 (54). Alsnotr maðr,
- er vill iþróttir nema
- ok vel mart vita,
- bækr hann nemi,
- er gerðu bragnar spakir,
- þeirs kendu fróðleik firum.
- 57. * * *
- (þvít) á fornum bókum
- stendr til flests ráð.
- _ _ _ _ _
- 58 (54a). Gæzku safna
- skyli gumna hverr,
- sá er vill hyggindi hafa,
- æðri spekð
- getr maðr aldrigi
- en lastvarr at lifa.
- 59 (55). Ókunnum manni
- samir þér opt vel duga,
- ef vilt vinsæll vera;
- veldi betra
- þykkir vitrum hal
- at eigi víða vini.
- 60 (56). Áhyggjur skalt bera
- fyr engum hlut
- þeim er leynir guð guma;
- himneska hluti
- megu eigi hǫldar vita
- þeir er i heimi hafaz.
- 61 (57). Einskis hlutar
- óráðins skal þræta
- reiðr við rekka lið;
- þviat reiðr maðr
- fylliz rangs hugar;
- má hann eigi satt um sjá.
- 62 (58). Fengins fjár
- neyt framliga,
- vert þíns mildr matar;
- aura njóta
- lát auma fira,
- ef geraz þarfir þess.
- 63 (59). Litlu láni
- fagni lýða hverr,
- hafi eigi metnað mikinn;
- i litlum polli
- haldaz lengi skip,
- þau er brýtr hregg i hafi.
- 64 (60). Ill tíðendi,
- þau er upp koma,
- ræð eigi fyrstr með firum,
- ver þagmælskr,
- ef allir þau lasta,
- er einn geriz frumkveðill at.
- 65 (61). Ódyggra manna
- skalt eigi atferð nema,
- þótt þeim verði flærð at fé;
- Iǫstum leyna
- mega lengi þeir,
- en upp koma um siðir svik.
- 66 (62). Engan fyrirlit,
- þótt aflvani sé
- eða Ijótr ok lágr skapaðr,
- margr er hygginn,
- þótt sé herfiligr,
- maðr þótt lítit megi.
- 67 (63). Friðsamr við annan
- skyldi fyrða hverr,
- þótt hann meira megi;
- opt sá hefniz,
- er halloka verðr,
- ok vegr um siðir sigr.
- 68 (64). Ǫfund ok þrætur
- skal alda hverr
- forðaz sem mest hann megi,
- ǫfundsamt hjarta
- mæða oftregar;
- eigi þat satt of sér.
- 69 (65). Til farsælu sinnar
- þarf engi frétt at reka,
- né um þat ǫnn ala;
- guð veit gǫrst,
- hverjum hann giptu ann;
- viti þat eigi fyrðar fyrir.
- 70 (66). Ef þik rikir menn
- dæma rangliga,
- ger þér eigi hryggt i hug;
- lengi njóta
- munut þess lýða synir,
- er þeir sælaz á svikum.
- 71 (67). Liðnar heiptir
- skalat lengi muna,
- ver í tryggðum trúr;
- sakir at sækja,
- þærs sættar ro,
- þat kveða ódyggs aðal.
- 72 (68). Sjálfan sik
- skyldi seggja hverr
- lasta eigi né lofa;
- þeir þat gera,
- er gegnir erut
- ok vilja þó heimsskraut hafa.
- 73 (69). Af hyggjandi sinni
- skyldit maðr hræsinn vera,
- nema geriz þarfir þess;
- opt at haldi
- hefir ýtum komit,
- at leynaz spakr at speki.
- 74 (70). Fégirni rangri
- skalt firra þik,
- Ijót er likams munúð;
- orðstir hæra
- getr maðr aldrigi
- en við syndum sé.
- 75 (71). Sǫgvisum manni
- skalt sjaldan trúa
- þeim er með rógi rennr;
- málugra manna
- reynaz margar sǫgur
- lýða kind at lygi.
- 76 (72). Ofdrukkinn maðr,
- ef ilt gerir,
- er eigi várkunnar verðr,
- sjálfr því veldr,
- er hann svá drekkr,
- at sins geðs eigi gáir.
- 77 (73). Mál þat hvert,
- er eigi skulu margir vita,
- ber þú fyr ómálgum upp;
- hygginn maðr,
- sá er vill heilsu taka,
- lætr ept góðum lækni gera.
- 78 (jfr. 95—96). Optlig mein
- skal eigi illa bera,
- ef hann er vítis verðr;
- sinna verka
- skal seggja hverr
- laun með leigum taka.
- 79 (74). Búinn við meinum
- skyldi bragna hverr,
- þótt gangi at óskum alt;
- sterklig strið
- hygg ek standaz mega
- hvern er þeira búinn biðr.
- 80 (75, 96). Margvitr maðr,
- er fyr meinum verðr,
- láti eigi sinn hryggja hug,
- góðs at vænta
- skyldi gumna hverr,
- þótt sé til dauða dæmdr.
- 81 (75a). Hársiðan mann
- sák i hǫlda liði,
- þó var honum skalli skapaðr,
- svá er sá maðr,
- er mart á fjár
- ok verðr um siðir snauðr.
- 82 (76). Um at lítaz
- þarf maðr alla vega
- ok við víti varaz,
- gløggþekkinn
- skyldi gumna hverr,
- fróðr ok forsjáll vera.
- 83. (77). Áts ok drykkju
- neyt aldri svá,
- at þitt minkiz megin;
- til afls ok heilsu
- þarft alt at hafa,
- lifat þú mart at munúð.
- 84 (78). Alþýðuróm
- lasta aldrigi,
- þann er lýðir lofa;
- engum hugnaz
- sá er ǫllum vill
- gagnmálugr geraz.
- 85 (79). Dagráðs leita
- þarf eigi til dugnaðar
- sá er vill heilindi hafa;
- stundir eigi ráða
- þótt komi strið eða hel;
- allar eru tiðir trúar.
- 86 (80). Draumum sínum
- skyli eigi dróttir trúa;
- tæla þeir ýta opt,
- sofanda þykkir
- þat er sjálfr meðan vakir
- æskir sér eða óaz.
- ( III )
- 87 (82). Gott skal kenna
- sá er vill grandvarr vera
- ok kosta nýtt at nema;
- mǫrgum dugir
- sá er af manviti
- kennir gott gumum.
- 88 (82). Manndýrð meiri
- getr eigi fyr mold ofan
- en kenna gott gumum;
- fádyggt líf
- mundu flestir hafa,
- ef engi bætti yfir.
- 89 (83). Illa áleitni
- ræk þú aldrigi,
- ef þú lastvarr lifir;
- eigi er auðgætt,
- svá at ǫllum líki;
- ger svá at góðir lofi.
- 90 (84). Lǫstum leyna
- skalt sem lengst er mátt,
- er þú veizt eptir vinum,
- til þess halt,
- ok lát af hljóði fara,
- er bæta sinar sakir.
- 91 (85). Bliðum orðum
- þótt þik bragnar lofí,
- þarft eigi þeim at trúa;
- opt sá fagrt mælir,
- er hefir flátt i hug;
- gott er at sjá við svikum.
- 92 (86). Eigi skal sá latr
- er vill lif hafa,
- þat er drengmenni dugir;
- því fleira fýsir,
- er fleira nemr,
- gott at vilja gumi.
- 93 (87). Hǫfugt erfiði
- ef þér at hǫndum kemr,
- ver þú glaðmæltr gumi,
- fagnandi maðr
- veit flest at vinna,
- ǫll eru lostverk létt.
- 94 (88). Eigi skalt hlæja,
- ef vilt horskr vera
- at annars ófǫrum;
- þeir opt hefnaz,
- er hlegnir ro;
- ok gjalda liku likt.
- 95 (89). Aldraðr maðr,
- er fyr auði ræðr,
- ok dregr hann sekk saman,
- vinum sinum
- skal sá vel duga
- ok vera góðr gjafa.
- 96 (90). Gott ráð nema
- skyli gumna hverr,
- þótt kenni þý eða þræll;
- ánauðgan mann
- hygg ek opt vera
- frjálsum fróðara.
- 97 (91). Algegn maðr
- með aura fjǫld
- vill sér kjósa konu;
- þat þá reyniz,
- ef hann reyna skal
- mundar-gjǫld mikil.
- 98 (92). Góðra dæma
- leiti gumna hverr,
- er vill hyggindi hafa,
- vánds manns viti
- lætr sér at varnaði
- ok geriz góðum likr.
- 99 (93). Upp at hefja
- samir þér eigi vel
- meiri iðn en megir,
- algǫrt verk
- dugir þá er unnit er,
- æ spyrr lýðr at lokum.
- 100 (94). Eigi skalt þegja,
- þótt sér þess beðinn,
- yfir annars ósiðum;
- illr þykkir sá,
- er með ǫðrum hefir
- ljótu ráði leynt.
- 101 (95). Liðs skal biðja
- þá er ráða Iǫgskilum
- sá er verðr lýtum loginn;
- rǫngu verz,
- sá er réttu náir
- maðr sá er dómendr duga.
- 102 (97). Gamansamlig Ijóð
- skalt af greppum nema
- ok mǫrg fræði muna;
- ágætlig minni
- bera fyr ýta lið
- skáld til skemtunar.
- 103 (98). Fámálugr vera
- skyli fyrða hverr,
- er at samkundum sitr;
- manvits vant
- verðr þeim er mart hjalar,
- hljóðr er hygginn maðr.
- 104 (99). Reiðrar konu
- skalt eigi rógi trúa
- né at því gaum gefa;
- kaldráð kona
- hygg ek kløkkvandi biði
- opt óþarfra hluta.
- 105 (100). Á aura neyzlu
- skalt allri hafa
- hóf ok hagspeki;
- annars þurfi
- verðr iðuliga,
- er hefir sinu fé farit.
- 106 (101). Bana sinn hræðaz
- skal eigi bragna lið,
- þvi at hann er endir ills;
- góðum mǫnnum.
- þeim er grand varaz,
- dauði ok líf dugir.
- 107 (102). Fǫður ok móður
- unni fyrða hverr
- jǫfnum ástar-hug;
- hvárkis þeira
- ræki hylli svá,
- at týni annars ást.
- ( IV )
- 108 (129). Á engum hlut
- skal þér elska vera
- þeim er hugdyggvir hata;
- sínu láni
- skyli seggja hverr
- una, því er eignaz hefir.
- 109 (105). Angrlauss maðr
- telr sér einskis vant,
- ef sér atvinnu á;
- fégjarn sýtir,
- þótt fullsælu hafi,
- ok þykkiz æ válaðr vera.
- 110 (106). Gálauss maðr,
- er eigi vill gott nema,
- kann eigi viti varaz;
- ógæfu sinni
- veldr einn saman;
- engum er ilt skapat.
- 111 (107). Líkam sinn
- ræki lýða hverr;
- heilsa er hverju framar;
- aura njóta
- þykkiz engi maðr,
- nema heilsu hafi.
- 112 (108). Fǫður ok móður
- reiðz eigi fróðhugaðr,
- er með ávitum aga;
- reiðr er þér betri,
- er þik rækja vill,
- en hrekkviss í hugum.
- 113 (109). Þat skalt gera,
- er þér gegnir vel
- ok við villu varaz;
- mildr af þurftum
- vér i mǫrgum hlutum;
- gott er dyggum at duga.
- 114 (110). Fljóta raun
- skalt við flest hafa,
- þat er grunsamligt geriz;
- leyndir lestir
- þeir er lengi felaz,
- gera opt mǫrgum mein.
- 115 (111). Ofdrykkju forðaz,
- hún drýgir erfiði,
- svá skal ok við vifni varaz;
- likams losti
- tælir lýða hvern,
- er i sællífi sitr.
- 116 (112). Afl ok eljan
- ef eignaz hefir,
- nem þú hyggindi hugar;
- sá beztr virðiz,
- er bæði má
- vitr ok sterkr vera.
- 117 (113). Upp tekna sýslu
- ef þú eigi mátt
- orka einu saman,
- tryggvan vin
- bið þú ténaðar.
- vel kveða dyggva duga.
- 118 (114). Blót né fórnir
- þarf eigi til batnaðar
- fyr ýta afgerðir;
- heimskr er sá,
- er ætlar sér sálubót,
- þótt hann sæfi smala.
- 119 (115). Trúnaðarmanns leita
- ef þér tryggs vilir
- ok góðan vin geta,
- at farsælu nógri
- kjósat þér fulltrúa
- heldr at sǫnnum siðum.
- 120 (116). Almanna-lof
- ef eignaz vilir
- ok heita góðr með gumum,
- ógiptu annars
- fagna aldrigi,
- ger þér at góðu gaman.
- 121 (117). Eigi skal hlæja
- sá er vill horskr vera
- at ǫldruðum afa;
- opt ellibjúgr veit
- þat er ungr eigi veit,
- ok kennir góð ráð gumum.
- 122 (118). Íþróttum safna
- skalt á alla vega
- sem drengmenni dugir,
- þær þér tjá,
- þótt týnt hafir
- afli ok ǫllu fé.
- 123 (119). Málum hlýðir,
- er með mǫrgum kemr,
- hǫlda hygginn maðr;
- þvi at af orðum
- kynnaz ýta hugir;
- þokka hylr sá er þegir.
- 124 (120) Íþróttir margar
- ef þú ǫðlaz hefir,
- kosta þú vinna vel;
- erfiði drýgja
- þurfu alda synir,
- meðan heilsu hafa.
- 125 (121). Ørlǫg sin
- skyli engi maðr
- vita né um þat ǫnn ala,
- hitt vita flestir,
- at mun flærðvǫrum
- dauði ok lif duga.
- 126 (121a). Hyggindi þina
- lát at haldi koma
- þér ok þínum vinum;
- enga sýslu
- mátt þér æðri geta
- en kenna nýtt ok nema.
- 127 (133). Illa láta
- skalt yfir engum hlut.
- þeim er þú hælt hefir,
- né þat leyfa,
- er þú lastat hefir;
- ilt er veillyndum vera.
- 128 (124). Ver eigi svá aumr,
- at eigi gáir,
- at vænta ens vildara,
- né svá auðigr,
- at þér ørvænt sé
- meins á marga vega.
- 129. At hyggnum mǫnnum
- nem þú horsklig ráð
- ok lát þér í brjósti búa;
- ørþrifráða
- verðr sá aldrigi.
- er girniz mart at muna.
- 130 (135). Mikit mæla
- skalt eigi um margan hlut,
- lasta fátt né lofa;
- á einni stundu
- bregz þat er ætlat hafa
- gott ok ilt gumar.
- 131 (126). Fyr augum vaxa
- lát þér aldrigi
- spyrja nýtt ok nema,
- hygginn maðr
- lofar hǫlda þokka,
- en lastar heimskan hal.
- 132 (127). Ill er ofdrykkja,
- ferr hún eigi ein saman,
- fylgir henni mart til meins,
- ǫfund ok þrætur,
- óstilt lostasemi,
- sótt ok synda fjǫld.
- 133 (128). Mikit vatn
- gerir mǫrgum skaða,
- þótt falli eigi straumar strítt;
- svá er seggr
- slægr ok langþǫgull,
- þǫrf er við þeim at sjá.
- 134 (130). Fávíss maðr,
- ef verðr á firði staddr,
- getr eigi beinan byr,
- liðligra ráð
- er til lands at snúa
- en sigla foldu frá.
- 135 (131). Um engvar sakir
- skalt aldri deila
- við hugdyggva hali;
- gjǫld af guði
- hygg ek gumnar taki
- fyr reiði rangs hugar.
- 136 (132). Aura tjón
- skal eigi illa bera,
- þótt verði skapaðr skaði;
- hitt hann huggi,
- er halda má;
- sæll er sá er sinu unir.
- 137 (133). Engi oftreystiz,
- þótt sé eigi gamall,
- at muni lengi lifa;
- skugga sinn
- mega eigi skatnar flýja
- né heldr forðaz feigð.
- 138 (134). Hjarðir sæfa
- þarf eigi til hylli guðs;
- beit þin yxn fyr arðr;
- reykelsis ilm,
- er kemr af réttum siðum,
- vill hann fyr tafn taka.
- 139 (135). Meinlæti drýgi
- sá er misgert hefir
- ok bæti syndir svá;
- sárar atgerðir
- þarf enn sjúki maðr
- til sinnar heilsu at hafa.
- 140 (135a). Bǫlgjǫrnum manni,
- ef þér brugðiz hefir,
- skalt eigi grand gera;
- af annars gæzku
- batnar iðuliga
- sá er hefir óvinligr verit.
- 141 (136). Vel skalt vinna,
- ef átt i verkum hlut,
- ok geraz hollr gumi;
- sýslu sinni
- gleymir slækinn maðr;
- ilt er verkþjófr at vera.
- 142 (137). Óreiðinn
- skyldi ýta hverr
- ok sjá sem gǫrst við grunum;
- hugsjúkr maðr
- kvíðir hvervitna;
- aldri honum dagr um dugir.
- 143 (138). Miskunsamr
- skalt við man vera,
- ef átt þræla þér;
- jarðligt eðli
- minz at jafnt hefir
- þræll ok þjóðans mǫgr.
- 144 (139). Ódyggra manna
- skalt aldrigi
- fagna bráðum bana;
- hitt er sýnna,
- at muni sælir vera
- dyggvir menn þótt deyi.
- 145 (81). Þessi ljóð,
- ef þekkjaz vill,
- efla þik til þrifa;
- en sá halr,
- er þeim hafna vill,
- striðir sjálfum sér.
- 146 (104). Í Ijóðum þessum
- megu lýðir nema
- þat er drengmenni dugir,
- gæzku ok mildi,
- en glæpa viðrsja,
- ráð ok rétta siðu.
- 147 (103). Ástsamlig ráð
- mun þú einkason,
- er ek hefi i kvæði kent;
- fræði þetta
- lát fylgja þér
- alt til ens efsta dags.
- 148 (140). Hugsvinnsmál
- hefi ek fyr hǫldum kveðin;
- kenda ek rekkum ráð;
- hyggins manns
- lýstak hugar-speki;
- hér er nú Ijóðum lokit.
- 1. De mænd, der ønsker at lære [gode] sæder og gøre gode gærninger, skal høre på de vise råd, som en hedensk mand gav sin søn.
- 2. Kærlige råd giver jeg dig, min eneste søn; husk dem alle i eftertiden; uopmærksom du bliver, hvis du vil glemme hvad en klog mand trænger at have.
- 3. Ydmyg og taknemlig skal du være for din gud, og være uden lyde; din fader og moder skal du elske klog i sind; sørg godt for hele din slægt.
- 4. Hvis trofaste venner giver dig en god kostbarhed, behold den og vær tilfreds med den; læg vind på det gode, vend dig bort fra det onde; og gør intet i overilelse.
- 5. Vær kysk, ær din lærer, og stræb efter hæder.
- 6. Enhver mand, du træffer undervejs, skal du hilse på som en bekendt; ukyndig anses den, der om intet spørger, når han træffer en anden.
- 7. Aldrig skal du prøve kræfter med en, der er mægtigere end du, en kraftig opmærksomhed skal du anvende ved alt; sørg godt for dit hus og husstand.
- 8. Venlig i ord skal du være overfor folk; gem godt det erhværvede gods; lær på mange måder hukommelse og mandevid og lær det senere hen dine sönner.
- 9. Had skal du vrage, le ad ingen, giv gave for gave; årvågen skal du være og være tilstede, når retslige forhandlinger foregår.
- 10. Sjælden skal du deltage i drikkelag; drik forsigtig vin; din hustru skal du elske vel; tænk nøje over hver en gave (du giver).
- 11. Med od og æg skal du værge din odelsjord; vær ikke lettroende; iagttag nøje alle (dine) ord og eder; hold de løfter, du giver mænd.
- 12. Bøger og kundskaber skal du villig lære; gör godt mod den gode; undgå alt samkvem med onde kvinder; giv enhver gode råd.
- 13. Rådhuld og retfærdig vær og tæm din vrede; brug ikke onde ord mod folk; saml gode egenskaber; lær gode mænd at kende, begå ingen last eller lögn.
- 14. Ubekendte mænd og tiggere skal du ikke le ad; vær tålmodig: bryd ikke de love, som du selv har sat.
- 15. Du skal ikke prale af din styrke; løn godt med godt; begær aldrig, hvad en andens er; elsk dem, der elsker dig.
- 16. Vær fåmælende, når du kommer blandt folk og sidder i gildelag; du skal ikke opfordre en anden til onde ting; tal og gør kun det gode.
- 17. Af alle handlinger mener jeg den bedste er: at ære den höjeste gud; med rent hjærte skal du tro på ham og elske ham af dit ganske sind.
- 18. Lad ikke for megen søvn lokke dig, stræb efter at være årvågen; dovenskab og laster gör den sig hyppig skyldig i, som længe sover.
- 19. Lidet snaksom skal den være og behersket i sin tale, som vil opnå guds kærlighed; nogen bedre kraft kan man aldrig få end ved sin tunge tro at være.
- 20. Vægelsindet vær du aldrig; vær forligt med dig selv; aldrig bliver den enig med nogen anden, som er uenig med sig selv.
- 21. Dersom du iagttager menneskenes hele liv og betragter deres vandel, vil du, når du prøver menneskene, erfare, at kun få tager sig iagt for lyder.
- 22. Har du gods, som dig intet hjælper eller som bliver dig til skade, giv det bort, selv om du holder deraf; meget andet er herligere end gods.
- 23. Vær venlig, men undertiden hidsig i sind, hvis det gøres nødigt; godt kan det ske, at en klog mand bliver vred, selv om han lever uden laster.
- 24. Hör ikke på din hustrus klage, når hun beskylder dine trælle; ofte hader hun den, som viser sig tro mod dig; undersøg hvad der er sandhed.
- 25. Hvis du har en ven, som du holder af, opmuntr ham til at göre det gode; selv om han fornærmes over dine ord, skal du dog advare ham mod lyder.
- 26. Strides ikke, selv om du ved det sande, med ordhvasse mænd; megen talefærdighed er mangen givet; få er kloge i sind.
- 27. Den hjælp skal du yde din ven, hvormed der ikke følger for meget mén; lad en andens ondskab aldrig hindre din trivsel.
- 28. Udbred ikke alle tidender, der opstår, som den første blandt folk; det er bedre at tie end at fortælle hvad der viser sig for folk at være løgn.
- 29. En anden skal du ikke love, hvad du har tilgode hos en anden; ofte snyder den dig, som du har troet; menneskenes ord er foranderlige.
- 30. Lad ikke din ærgærrighed blive altfor stor, selv om folk roser dig; man skal ikke tro på alt, hvad en lobhudler siger; selv skal du kende dig selv.
- 31. Husk al den hjælp, som en anden dig yder, og fortæl den til mange; men bryd dig ikke om at rose dig af, at du støtter dine venner godt.
- 32. Som ung skal man vænnes til det, hvad man som gammel behøver; tag dig iagt for fejl så længe du lever, uden daddel vil du ellers ikke kunne bedømme folks vandel.
- 33. Bryd dig aldrig om folks tale under fire øjne; du skal aldrig lure: enhver, som ved sig brødefuld, tror at alle taler om sig.
- 34. Tag dig iagt for mén på alle måder, selv om du er hovedrig; ofte bliver den fattig, som råder for penge; slemt er det at stole på rigdom.
- 35. Vænt aldrig at du får gavn af en andens død; ingen råder for sin egen død; døden er alle mennesker nær.
- 36. Dersom en ven, som er fattig, giver dig en lille gave med glad sind, skal du modtage den og være taknemlig; kærlighed følger den fattiges gave.
- 37. Lad aldrig dit armod volde dig svær sorg i sind; husk på det, at din moder fødte dig således, at der fulgte dig ikke noget gods.
- 38. Sin død skal ingen grue for eller nære angst for den; dagen er ikke tilstrækkelig for den, der vil undgå døden; ingen undgår at dø, når han skal.
- 39. Dersom dine venner hjælper dig værre end du mener at fortjæne, beskyld ikke gud for det; giv dig selv skylden derfor.
- 40. Rigdom skal du erhværve på alle måder, som det en brav mand sømmer; dine penge skal du ikke anvende til ingen nytte, uagtet du ved, at du er meget rig.
- 41. Mere end én gang skal du ikke love folk en gave, som du ønsker at göre; en altid talende mands ord finder den kloge mand er vinden lig.
- 42. En falsk mands ord behøver du ikke at tro, uagtet han taler smukt; lad smukke ord komme til gengæld og betal således ligt med ligt.
- 43. Dersom det forundes dig at få en arving og du er fattig på gods, lær dine børn idrætter, hvorved de kan skaffe sig livsophold.
- 44. Lad penge ikke lokke dig, skønt du finder dem herlige, eller bevæge dig til egennytte; en andens eje vil den slette gærne have; klog er den, der er tilfreds med sit.
- 45. Hvis du vil dadle hæslige lyder, skal du ikke selv begå de samme; det sømmer sig ikke for dig at dadle en anden, hvis du selv ved dig syndig.
- 46. Du skal ikke bede nogen om det, som afviger fra det rette; en uklog mand beder ofte om det, som han slet ikke trænger til.
- 47. En ukendt mand skal du ikke hædre mere end din sikre ven; mangen en er slet, som giver sig ud for at være meget brav; udenlandske mænds ord er upålidelige.
- 48. Enhver dag, som du nyder dit helbred, skal du være dig nyttig i noget; sygdom og død kommer, når man mindst aner det; menneskenes Iiv er skrøbeligt.
- 49. Trættes eller strides skal du ikke med dine egne folk, men være eftergivende; enighed føder sand kærlighed, men uvenskab vokser op af trætte.
- 50. Gaver, som vennerne giver dig, skal du gengælde med godt sind, hengivenhed og kærlighed holder sig blandt dem, som hjælper hinanden, når det trænges.
- 51. Det sømmer sig for dig at give idelig efter, selv om du er den stærkeste; ved den godhed vil du kunne gøre dig venner af visse fjender.
- 52. Vredes ikke tungt på dine trælle, således at du tilføjer dem mén: den gør sig selv synlig skade, som lemlæster sin egen tjæner.
- 53. Bliv ikke hævnlysten for vrede ord, men vær eftergivende; tålmodig skal den være mod folk, som vil opføre sig høvisk.
- 54. Dine ejendomme skal du ikke anvende til ødselhed, men brug dem økonomisk; ofte bliver en fattig, når han ikke mere kan arbejde, efter at have bortødslet sine penge.
- 55. Vær gavmild, når det trænges, mod folk; hjælp godt dine venner; han vil trives, som bliver nyttig for sig og sine mænd.
- 56. En meget klog mand, som vil lære idrætter og vide ret meget, han skal tilegne sig de bøger, som vise mænd har skrevet, de som lærte menneskene kundskaber.
- 57. – – – – i gamle bøger står der råd for alt – – – –
- 58. Enhver mand som vil være vis; skulde lægge vind på godhed, ingen ypperligere visdom får man nogen sinde end at leve uden laster.
- 59. En fremmed sømmer det sig ofte for dig at hjælpe, hvis du vil blive afholdt; bedre end magt anser en vismand det at have venner mange steder.
- 60. Du skal ikke gruble ængstelig over noget, som gud vil skjule for mennesker; himmelske ting kan de mennesker, der befinder sig på jorden, ikke vide noget om.
- 61. Om intet, som er usikkert, skal du vred trættes med folk, ti en vred mand fyldes af vrangt sind; han formår ikke at gennemskue det sande.
- 62. Dit erhværvede gods skal du bruge uden at spare, vær gavmild på mad; lad elendige mænd nyde godt af din rigdom, hvis det viser sig nødvendigt.
- 63. Beskeden lykke skal enhver glæde sig ved; man skal ikke være ærgærrig; i en lille indelukket havn kan skibe holde sig længe, som storm ude på havet splintrer.
- 64. Onde tidender, som sker, skal du ikke være den første til at udbrede blandt folk; vær tavs, hvis alle dadler dem, som én er den første ophavsmand til.
- 65. Du skal ikke lære slette mænds fremgangsmåde, uagtet de vinder gods ved deres falskhed; deres laster vil de længe kunne skjule, men den svig åbenbares (dog) til sidst.
- 66. Foragt ej nogen uagtet han er svag eller styg og lav af vækst; mangen en er klog, uagtet han ser ynkelig ud og har liden magt.
- 67. Fredelig mod andre skulde enhver mand være, uagtet han formår mere; ofte hævner den sig, som kommer tilkort, og vinder omsider sejr.
- 68. Avind og strid skulde enhver undgå så meget han kan; misundeligt hjærte pines af megen sorg og ser ikke det sande.
- 69.Ingen bør spørge oraklet om sin fremtidslykke eller være bekymret derom; gud ved bedst, hvem han lykken under; det bør man ikke vide forud.
- 70. Hvis mægtige mænd dømmer dig urigtig, bliv ikke sørgmodig af den grund; længe vil de mænd ikke nyde det, som de erhværver sig ved svig.
- 71. Fortids vrede skal ej huskes længe; vær tro mod din troskabsed; at rippe op i sager, hvori forlig er indgået, siger man er den slettes kendetegn.
- 72. Sig selv skulde ingen dadle eller prise; kun de det går, som ikke er brave og som dog lægger sig efter verdens pral.
- 73. Af sin kløgt skulde ingen prale, medmindre det gøres nødvendigt; ofte har det været mænd til nytte, at skjules med hensyn til klogskab.
- 74. Vrang begærlighed skal du undgå; hæslig er legemets lyst; en højere berømmelse får man aldrig end den at undgå synder.
- 75. En snakkesalig mand skal du sjælden tro, som sætter splid ved bagvaskelser; snaksomme menneskers fortællinger erfares ofte at være løgne.
- 76. Hvis en helt beruset mand gør ulykker, fortjæner han ingen medlidenhed; selv han volder det, at han drikker således, at han glemmer sin forstand.
- 77. Enhver sag, som ikke mange skal vide, skal du meddele ikke-snaksomme mænd; en klog mand, som ønsker helbredelse, lader hænte en god læge.
- 78. Hyppige mén skal en mand bære med ligevægt, hvis han fortjæner ulykken; enhver får Iøn med renter for sine handlinger.
- 79. Enhver skulde være forberedt på ulykker, selv om alt går efter ønske; stor kummer mener jeg at enhver vil kunne tåle, som er forberedt derpå.
- 80. En meget klog mand, som lider mén, skal ikke blive bedrøvet i hu; enhver skulde vænte det gode, selv om han er dødsdømt.
- 81. En langhåret mand så jeg i mændenes skare; dog skulde han blive skaldet; således er det med den, som har meget gods og bliver tilsidst fattig.
- 82. Til alle sider skal man se sig omkring og undgå farer; skarptskuende, kyndig og forsigtig skulde enhver mand være.
- 83. Nyd aldrig mad og drikke således, at din kraft derved forringes; alt skal du bruge til kraft og helbred; du skal ikke leve meget i vellyst.
- 84. Almindelig dom, som andre lovpriser, skal du aldrig dadle; den bliver ikke godt lidt af nogen, som vil tale imod alle.
- 85. Han som ønsker sig helbred, skal ikke søge sig visse dage til hjælp; de enkelte timer bestemmer ikke kummerens eller dødens komme; alle tider er lige gode.
- 86. Sine drømme skulde ingen tro på; ofte sviger de folk; den sovende ser det, som en selv, medens han våger, ønsker sig eller er ræd for.
- 87. Det gode skal den lære som vil være fejlfri og stræbe at lære det nyttige; mange hjælper den, som af megen forstand lærer andre det gode.
- 88. En større herlighed er der ikke på jorden end at lære folk det gode; lidet nyttigt liv vilde de fleste føre, hvis ingen forbedrede det.
- 89. Ond forurettelse skal du aldrig udøve, hvis du lever uden lyde; man kan vanskelig göre, så at alle synes godt derom; handl således at gode mænd roser det.
- 90. Skjul de fejl, som du ved dine venner har, så længe som du kan, læg vind på, men lad det gå lønlig til, at de gør deres skyld god igen.
- 91. Uagtet mænd roser dig med smigrende ord, skal du ikke tro på dem; ofte taler den smukt, som kar falskhed i sind; det er godt at kunne tage sig i agt for svig.
- 92. Ikke skal den være lad, som ønsker at føre et liv som det sømmer sig en brav mand; desto mere godt vil en ønske at gøre, jo mere han lærer.
- 93. Hvis du skal udføre et tungt arbejde, vær da munter i tale; en glad mand forstår at udføre alt; alle arbejder som udføres villig, er lette.
- 94. Ikke skal du le, hvis du vil være klog, ad andres uheld; ofte hævner de sig, som bliver spottede, og gengælder ligt med ligt.
- 95. En gammel mand, som råder for rigdom og har samlet til bunke, han skal hjælpe godt sine venner og vise sig gavmild.
- 96. Et godt råd skulde enhver modtage, selv om det gives af tjænestekarl eller -kvinde; jeg tror at en ufrels mand ofte er kyndigere end den fribårne.
- 97. En duelig mand med rigdoms overflod vil vælge sig en hustru — da vil det prøves(?), hvis han skal prøve(?) megen brudekøbssum(?).
- 98, Gode forbilleder søge enhver, som ønsker at blive klog; han lader en ond mands ulykke blive sig til advarsel og bliver de gode lig.
- 99. Det sømmer sig ikke godt for dig at begynde en større virksomhed, end du kan magte; et fuldkomment arbejde duer når det er færdigt; folk spørger altid om resultatet.
- 100. Du skal ikke fortie andres unoder, selv om du bliver bedt derom, ond tykkes den, som har skjult en ond handling, udført af en anden.
- 101. Man skal bede dem om hjælp, som forestår retten, når man med urette bliver beskyldt for fejl; den værger sig mod uret og får ret, hvem dommerne hjælper.
- 102. Fornöjelige digte skal du lære af digterne og huske mange kvad: udmærkede minder bærer digterne frem folk til underholdning.
- 103. Lidet talende skulde enhver være som sidder i samkvæm; den som snakker meget, kommer til at mangle kundskaber; tavs er den kloge.
- 104. Du skal ikke tro på din vrede hustrus bagvaskelse eller ænse den: en ondsindet kvinde tror jeg ofte beder grædende om unyttige ting.
- 105. Du skal anvende måde og være økonomisk m. h. t. pengenes brug; idelig kommer den til at trænge til en anden, som har bortødslet sit gods.
- 106. Sin død skulde menneskene ikke frygte, ti den er det ondes ende; død og liv er (lige) godt for gode mænd, som undgår synd.
- 107. Sin fader og moder skal enhver elske med ligeligt kærligt sind; man skal ikke pleje den enes hengivenhed således, at man taber den andens kærlighed.
- 108. Intet skal du elske hvad brave mænd hader; den lykke skulde enhver mand være tilfreds med, som han har fåt.
- 109. En mand uden kummer mener at han intet mangler, hvis han har sit livsophold; den begærlige er kummerfuld, uagtet han har rigdom nok, og mener altid at være elendig.
- 110. En skødesløs mand, som ikke vil lære godt, kan ikke tage sig iagt for ulykken; sin ulykke volder man ene; ingen er det onde beskåret (fra først af).
- 111. Enhver pleje sit legeme; helbred er bedre end alt andet; ingen mener at kunne nyde sit gods, medmindre han har sit helbred.
- 112. Vær så klog i hu at du ikke vredes på din fader og moder, når de tugter dig med daddel; den, som vil uddanne dig, er dig bedre vred end den der er svigfuld i sind.
- 113. Du skal göre hvad der sømmer sig godt for dig og undgå vildfarelse; villig til hjælp i nøden skal du ofte være; det er godt at hjælpe de gode.
- 114. Hurtig skal du prøve alt hvad der synes dig mistænkeligt; skjulte laster, der hemmeligholdes længe, volder ofte manges mén.
- 115. Undgå drikkeri, det volder besvær; så skal du også af holde dig fra kvindekærhed; kødets lyst lokker enhver, der lever et overdådigt liv.
- 116. Dersom du har erhværvet kraft og udholdenhed, så lær sjælens kløgt; den anses som den bedste, som både kan være klog og kraftig.
- 117. Hvis du ikke ene kan udføre et påbegyndt værk, så bed en trofast ven om hjælp; man siger at brave mænd hjælper godt.
- 118. Offringer og gaver behøves ej for at bøde på menneskenes synder; enfoldig er den, som vænter sjælehelse, når han slagter kvæg.
- 119. Hvis du ønsker at opnå en fortrolig ven og skaffe dig en god ven, vælg dig så ikke en fuldtro ven ifølge megen lykke men efter gode sæder.
- 120. Hvis du vil erhværve alles ros og kaldes god blandt menneskene, glæd dig aldrig over andres ulykker, og find fryd ved det gode.
- 121. Ikke skal den, som vil være klog, le ad en bedaget gubbe; ofte ved den af alderen krumme det, som den unge ikke ved, og giver folk gode råd.
- 122. Idrætter skal du lære i hobetal på alle måder som det sømmer sig en brav mand: de hjælper dig, selv om du har mistet al kraft og gods.
- 123. En klog mand, der kommer blandt mange, lytter til folks taler; ti af tale lærer folk hinandens sind at kende; den der tier skjuler sin sjæl.
- 124. Dersom du besidder mange idrætter, stræb da efter at arbejde godt; arbejde trænger alle til at udføre, sålænge de har deres helbred.
- 125. Sin skæbne skulde ingen vide eller nære angst for den; det ved alle, at død og liv vil hjælpe alle som undgår falskhed.
- 126. Lad din klogskab blive til nytte for dig og dine venner; ingen højere syssel kan du skaffe dig, end lære (andre) og selv lære hvad der er nyttigt.
- 127. Aldrig skal du dadle noget, som du (før) har rost; ej heller rose det, som du har dadlet; det er slemt at være vægelsindet.
- 128 Vær aldrig så elendig at du glemmer at vænte det bedre, eller så rig, at du ikke behøver at frygte mén på mange måder.
- 129. Af kloge mænd lær du vise råd og lad dem bo i dit bryst; rådvild bliver aldrig den, der ønsker at huske meget.
- 130. Du skal ikke tale meget om mange ting; dadl og ros sjælden; i én stund kan alt, hvad man har anset for godt og ondt, forandres.
- 131. Lad dig aldrig afskrække fra at spørge og høre nyt; en klog mand roser mænds klogskab, men dadler den dumme mand.
- 132. Ond er drukkenskaben, den er ikke alene; meget ledsager den af mén; avind og strid, utøjlet legemslyst, sygdom og synders mængde.
- 133. En stor elv gør mange skade, selv om strömmen ikke er strid; således er en underfundig og tavs mand; ham skal man tage sig iagt for.
- 134. Hvis en lidet kløgtig mand er stedt på en fjord uden at få bliden bør, bedre råd er det da at vende ind til land end styre bort fra kysten.
- 135. Aldrig skal du strides med brave mænd uden nogen grund; jeg tror, at man af gud vil få løn for sit vrange sins vrede.
- 136. Tab af gods skal man ikke bære umandigt, selv om man lider tab; det hvad han beholder skal trøste ham; lykkelig er den som er tilfreds med sit.
- 137. Ingen stole for meget på at han vil leve længe, uagtet han ej er gammel; sin skygge kan ingen fly, ej heller undgå døden.
- 138. Kvæg behøver man ej at slagte for at opnå guds kærlighed; spænd dine okser for din plov; røgelsesduften, som udgår fra rette sæder, vil han modtage i steden for offer.
- 139. Han, som har begået synd, udøve selvpinsel og bøde således på sine synder; den syge mand trænger til smærtefuld behandling for at få sit helbred.
- 140. Du skal ikke skade en ondsindet mand, som har svigtet dig; ved en andens godhed forbedres idelig den, der har været uvenlig.
- 141. Du skal arbejde godt og være trofast, hvis du har del i et arbejde; en doven mand glemmer sin syssel; slemt er en værktyv at være.
- 142. Vredladen skulde ingen være og tage sig så meget som muligt i vare for mistænksomked; en mistænksom mand er angst for alt; aldrig hjælper dagen ham.
- 143. Barmhjærtig skal du være mod dit tyende, hvis du har trælle; husk, at trællen og fyrstens søn har den samme jordiske natur.
- 144. Du skal aldrig glæde dig ved slette mænds hurtige død; det er vist, at brave mænd vil, når de dør, blive salige.
- 145. Disse vers vil, hvis du vil følge dem, hjælpe dig til trivsel, men den mand, som vil vrage dem, er værst mod sig selv.
- 146. I disse vers vil man kunne lære hvad der bør sig for en brav mand, godhed og mildhed og indsigt til at undgå forbrydelser, (gode) råd og rette sæder.
- 147. Kærlige råd skal du huske, min eneste søn, dem som jeg her har sunget i digtet; lad dette digt følge dig lige til den sidste dag.
- 148. For mænd har jeg fremsagt Huklogs tale; jeg har lært folk gode råd; jeg har fremsat en klog mands sjælsvisdom; nu er sangen sluttet.
Note:
- ↑ Disse tal henviser til Gerings udg.