Hugsvinnsmál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif

Side af Hugsvinnsmál
Håndskrift AM 720 a IV 4to


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Hugsvinnsmál

Isl. oversættelse af Catonis Disticha.
Religiøse og moraliserende vers
13. årh.


1. Heyri seggir,
er vilja sið nema
ok góð verk gera,
horsklig ráð
er heiðinn maðr
kendi sínum syni


2. Ástsamlig ráð
kennik þér, minn einkason,
mun þú þau eptir ǫll;
gálauss þú verðr,
ef gleyma vilt
því er þarf horskr at hafa.


3. Þarflátr ok þakklátr

skalt fyr þínum guði

ok vammalauss vera;

fǫður ok móður
unn þú fróðhugaðr,
ræk þína alla ætt.


4. Ef þér góðan grip

gefa hollir vinir,
eig þú þann ok un;
góðu þú fylg,
en gakk illu frá,
hveigi fyr ráð rasa.


5. Hreinlifr vert,
hræzk þinn lærifǫður,
halt þú heiðsæi.


   * * *


6 (5[1]) Bragna hvern,

er á brautu finnr,

kveð þú kunnliga;

ófróðr þykkir
sá er einskis spyrr,
ef finnr at máli mann.


7 (6). Afli deila

skalt aldrigi
þer við meiri mann;
athuga ǫflgan
skalt við alt hafa;
ræk þin hús ok hjú.


8 (7). Blíðmæltr skalt

við bragna lið,
hirð þitt fengit fé;
minni ok manvit
nem á marga vega,
ok kenn þat siðan sonum.


9 (8). Hatri hafna,

hlæ þú manngi,

gjald þú gjǫf við gjǫf;

vakr þú vert
ok ver nær staddr
lýða lǫgskilum.


10 (9). Sjaldan sitja

skalt sumblum at,

drekk þú varliga vin;

eiginkonu þinni

skalt unna vel;

hygg fyr hverri gjǫf.


11 (10). Oddi ok eggju

ver þina óðaljǫrð,

eigi þú auðtryggr ver;

fyr orðum ok eiðum

hygg ǫllum vel,
halt þin heit við fira.


12 (11). Bækr ok rúnar

nem þú bliðliga;
ger við góðan vel;
illra kvenna
firr þik ǫllu lagi;
ráð þú hverjum heilt.


13 (12). Ráðhollr ok réttdæmr

ok reiði stiltr,
mælat við ýta ilt;
kostum safna,
kynn þik við góða menn,
vinnattu lǫst né lygi.


14 (13). Ókunna menn

né ǫlmusur
skalt at hlátri hafa;
þolinmóðr ver,
bregðat af þeim lǫgum,
er þú settir sjálfr.


15 (14). Af afli þinu

vert óhræsinn,

launa góðu gott;

annars eign
girnz aldregi;
unn þeim er elska þik.


16 (15), Fámálugr ver,

er með fyrðum kemr,

ok at sumblum sitr;

annan fýsa
skalat illra hluta;
mæl þú gott ok ger.


_________



( I )


17 (16). Allra ráða
tel ek þat einna bezt
at gǫfga æztan guð;
með hreinu hjarta
skalt þú á hann trúa
ok elska af ǫllum hug.


18. (17). Ofsvefni tæla
lát þik aldrigi,
kosta vakr at vera;
leti ok lasta
verðr þeim er lengi sefr
auðit iðuliga.


19 (18). Ómálugr skal

ok i orðum stiltr
sá er vill guðs ást geta;
æðra krapt
fær maðr aldrigi
en vera i tungu trúr.


20 (19). Ýmisgjarn
ver þú aldrigi,
sáttr ver við sjálfan þik;
seggja engum
verðr sá samhuga,
er sundrþykkiz við sik.


21 (20). Ef at ýta lifi

hyggr þú ǫIIu saman
ok sér þeira siðu,
þat þú finnr,
er fira reynir,
at fár er vamma varr.


22 (21). Ef eyri átt,

þann er þér ekki stoðar

eða hlýtr ógagn af,
gef hann burt,
þótt þér góðr þykki;
mart er fríðara en fé.


23 (22). Blíðr þú ver,
en stundum bráðskapaðr,
ef geraz þarfir þess:
vel má þat verða
at skipti vitr geði,
þótt hann lastvarr lifi.


24 (23). Konu þinnar
hlýð eigi kveinstǫfum,
þótt hún þræla saki,
opt hún þann hatar,
er þér hollr geriz;
reyn hvat et sanna sé.


25 (24). Ef þú vin átt,
þann er þér vildr sé,
fýs hann gott at gera,
orða þinna
þótt óþǫkk kunni,
þó skalt hann við vammi vara.


26 (25). Hirð eigi at senna,

þótt satt vitir,
við hvassorða hali;
málskálp mikit
er mǫrgum gefit;
fár er at hyggju horskr.


27 (26). Þann dugnað

veit þínum vin,
at eigi fylgi mein til mikit;
annars ilsku
lát aldrigi
standa þér fyr þrifum.


28 (27). Ǫll tíðendi,

þau er upp koma,
reif eigi fyrstr með firum,
betra er at þegja
en þat at segja,
er reyniz lýðum at lygi.


29 (28). Ǫðrum heita

skalt eigi þvi,
er und ǫðrum átt;
opt þik tælir
sá er þú trúat hefir,
brigð eru bragna orð.


30 (29). Metnað þinn,

þótt þik menn lofi,
lát eigi miklaz til mjǫk;
hælins manns orði
þarf eigi hverju trúa;
sjálfr kenn sjálfan þik.


31 (30). Allan dugnað,

er þér annarr veitir,

mun þú ok mǫrgum seg;

vinum þinum
þótt þú vel dugir,
hirð eigi at hrósa þvi.


32 (31). Ungr skal venjaz

því er þarf aldraðr hafa,

varaz við lǫst meðan lifir;

ávítalaust
mátt eigi elligar
dæma um seggja siðu.


33 (32). Einmæli manna

ræk aldrigi,
hirð þú aldri at hlera;
um sik ræða
ætlar seggja hvern,
er veit á sik sakir.


34 (33). Við meinum varna

á marga vega,
þótt sér fullsterkr at fé,
opt verðr aumr
sá er fyr aurum ræðr;
ilt er auð at trúa.


35 (34). Af annars dauða

vænt aldrigi
at þér gagn geriz;
aldrlagi sinu
ræðr engi maðr;
nær stendr hǫldum Hel.


36 (35). Ef þér litla gjǫf

gefr af léttum hug

vinr sá er válaðr er,

þiggja skalt
ok þakklátr vera;
ást fylgir aums gjǫfum.


37 (36). Øreigu þina

lát þér aldri gera

harðan hugtrega;

hins þú minz,
er þik móðir bar,
svá at þér fylgdi eigi fé.


38 (37). Aldrlagi sinu

kviði engi maðr
né um þat ǫnn ali,
dugir eigi dagr
þeim er dauða forðaz;
engi feigð um flýr.


39 (38). Vinir þinir

ef þér verr duga
en þú þykkisk verðr vera
þess meins vǫld
kennat þinum guði,
saka þú sjálfan þík


40 (39). Auðar afla
skalt alla vega
sem drengmenni dugir,
aura þína
skaltat til ónýts hafa,
þótt þik vel auðgan vitir.


41 (40). Sinni optar
heit eigi seggjum gjǫf,
er þú veita vilt,
simálugs orð
þykkja snotrum hal
vindi lik vera.


42 (41). Fláráðs orðum,
þótt fagrt mæli,
þarft eigi þeim at trúa,
glyslíg orð
lát í gegn koma;
gjalt svá líku líkt.


43 (42). Ef þér erfingja
verðr eiga skapat
ok ert fáskrúðigr at fé;
jóðum þinum
kenn íþróttir,
er þeim fæzlu fái.


44 (43). Fé fik eigi tæli,

þótt þér fagrt sýniz,
né til singirni snúi;
annars eign
fýsiz illr at hafa;
snotr er sá er sínu unir.


45 (44). Ljótlig vǫmm

ef þú lasta vilt,
drýg eigi sjálfr en sǫmu;
annan lýta
samir eigi þér,
ef veizt þik syndgan sjálfr.


46 (45). Einskis biðja

skalt annan þess,
er gengr af réttu rifi,
ósnotr maðr
biðr þess iðuliga,
er þarf hvergi at hafa.


47 (46). Ókunnan mann

virð engu framar
en þinn vísan vin;
margr er illr,
er læz aldyggr vera;
brigð eru útlendra orð.


48 (47). Hvern dag,

meðan þér heilsa gefz,

ver þér at nǫkkuru nýtr;

sótt ok dauði
kemr þá er síz varir,
brigt er lýða lif.


49 (50). Þræta eða þjarka

skalt eigi við þina liða,
heldr væginn vera,
sanna elsku
gerir samþykki,
en þverúð af þrætu vex.


50 (49). Gjafir launa
skalt við góðan hug,
þær er þér veita vinir,
rækð ok elska
helz með rekka liði
þeira er at þǫrfum dugaz.


51 (48). Fyr ǫðrum vægja
samir þér iðuliga,
þótt þú meira megir;
af gæzku þeiri
mátt þú gera þér
vísa fjándr at vinum.


52 (51). Þrælum þinum
reiðz eigi þungliga,
svá at þeim grand gerir;
sjálfum sér
aflar sýns skaða
er sinn meiðir mann.


53. Heiptar-orða
gerz eigi hefnisamr,
heldr skalt væginn vera;
þolinmóðr skal vera
við þegna lið,
sá er vill hæverskan sið hafa.


54 (52). Eigur þinar
skalt eigi til ofneyzlu hafa,
heldr neyt með hagspeki;
opt verðr válaðr
er vinna né má
ok hefir aurum amat.


55 (53). Ǫrr af þurftum
ver við ýta lið,
dugi þú vel vinum;
sá mun þrifaz,
er þarfr geriz
sér ok sínu liðí.



( II )


56 (54). Alsnotr maðr,
er vill iþróttir nema
ok vel mart vita,
bækr hann nemi,
er gerðu bragnar spakir,
þeirs kendu fróðleik firum.


57.    *      *      *
(þvít) á fornum bókum
stendr til flests ráð.
_ _ _ _ _


58 (54a). Gæzku safna
skyli gumna hverr,
sá er vill hyggindi hafa,
æðri spekð
getr maðr aldrigi
en lastvarr at lifa.


59 (55). Ókunnum manni

samir þér opt vel duga,

ef vilt vinsæll vera;

veldi betra
þykkir vitrum hal
at eigi víða vini.


60 (56). Áhyggjur skalt bera

fyr engum hlut
þeim er leynir guð guma;
himneska hluti
megu eigi hǫldar vita
þeir er i heimi hafaz.


61 (57). Einskis hlutar
óráðins skal þræta
reiðr við rekka lið;
þviat reiðr maðr
fylliz rangs hugar;
má hann eigi satt um sjá.


62 (58). Fengins fjár
neyt framliga,
vert þíns mildr matar;
aura njóta
lát auma fira,
ef geraz þarfir þess.


63 (59). Litlu láni

fagni lýða hverr,
hafi eigi metnað mikinn;
i litlum polli
haldaz lengi skip,
þau er brýtr hregg i hafi.


64 (60). Ill tíðendi,
þau er upp koma,
ræð eigi fyrstr með firum,
ver þagmælskr,
ef allir þau lasta,
er einn geriz frumkveðill at.


65 (61). Ódyggra manna
skalt eigi atferð nema,
þótt þeim verði flærð at fé;
Iǫstum leyna
mega lengi þeir,
en upp koma um siðir svik.


66 (62). Engan fyrirlit,

þótt aflvani sé
eða Ijótr ok lágr skapaðr,
margr er hygginn,
þótt sé herfiligr,
maðr þótt lítit megi.


67 (63). Friðsamr við annan

skyldi fyrða hverr,
þótt hann meira megi;
opt sá hefniz,
er halloka verðr,
ok vegr um siðir sigr.


68 (64). Ǫfund ok þrætur

skal alda hverr
forðaz sem mest hann megi,
ǫfundsamt hjarta
mæða oftregar;
eigi þat satt of sér.


69 (65). Til farsælu sinnar

þarf engi frétt at reka,
né um þat ǫnn ala;
guð veit gǫrst,
hverjum hann giptu ann;
viti þat eigi fyrðar fyrir.


70 (66). Ef þik rikir menn
dæma rangliga,
ger þér eigi hryggt i hug;
lengi njóta
munut þess lýða synir,
er þeir sælaz á svikum.


71 (67). Liðnar heiptir

skalat lengi muna,

ver í tryggðum trúr;

sakir at sækja,
þærs sættar ro,
þat kveða ódyggs aðal.


72 (68). Sjálfan sik

skyldi seggja hverr

lasta eigi né lofa;

þeir þat gera,
er gegnir erut
ok vilja þó heimsskraut hafa.


73 (69). Af hyggjandi sinni

skyldit maðr hræsinn vera,
nema geriz þarfir þess;
opt at haldi
hefir ýtum komit,
at leynaz spakr at speki.


74 (70). Fégirni rangri

skalt firra þik,
Ijót er likams munúð;
orðstir hæra
getr maðr aldrigi
en við syndum sé.


75 (71). Sǫgvisum manni

skalt sjaldan trúa
þeim er með rógi rennr;
málugra manna
reynaz margar sǫgur
lýða kind at lygi.


76 (72). Ofdrukkinn maðr,

ef ilt gerir,
er eigi várkunnar verðr,
sjálfr því veldr,
er hann svá drekkr,
at sins geðs eigi gáir.


77 (73). Mál þat hvert,

er eigi skulu margir vita,

ber þú fyr ómálgum upp;

hygginn maðr,
sá er vill heilsu taka,
lætr ept góðum lækni gera.


78 (jfr. 95—96). Optlig mein

skal eigi illa bera,
ef hann er vítis verðr;
sinna verka
skal seggja hverr
laun með leigum taka.


79 (74). Búinn við meinum

skyldi bragna hverr,
þótt gangi at óskum alt;
sterklig strið
hygg ek standaz mega
hvern er þeira búinn biðr.


80 (75, 96). Margvitr maðr,

er fyr meinum verðr,
láti eigi sinn hryggja hug,
góðs at vænta
skyldi gumna hverr,
þótt sé til dauða dæmdr.


81 (75a). Hársiðan mann

sák i hǫlda liði,
þó var honum skalli skapaðr,
svá er sá maðr,
er mart á fjár
ok verðr um siðir snauðr.


82 (76). Um at lítaz
þarf maðr alla vega
ok við víti varaz,
gløggþekkinn
skyldi gumna hverr,
fróðr ok forsjáll vera.


83. (77). Áts ok drykkju
neyt aldri svá,
at þitt minkiz megin;
til afls ok heilsu
þarft alt at hafa,
lifat þú mart at munúð.


84 (78). Alþýðuróm

lasta aldrigi,

þann er lýðir lofa;

engum hugnaz
sá er ǫllum vill
gagnmálugr geraz.


85 (79). Dagráðs leita

þarf eigi til dugnaðar

sá er vill heilindi hafa;

stundir eigi ráða
þótt komi strið eða hel;
allar eru tiðir trúar.


86 (80). Draumum sínum

skyli eigi dróttir trúa;

tæla þeir ýta opt,

sofanda þykkir
þat er sjálfr meðan vakir
æskir sér eða óaz.



( III )


87 (82). Gott skal kenna

sá er vill grandvarr vera
ok kosta nýtt at nema;
mǫrgum dugir
sá er af manviti
kennir gott gumum.


88 (82). Manndýrð meiri

getr eigi fyr mold ofan

en kenna gott gumum;

fádyggt líf
mundu flestir hafa,
ef engi bætti yfir.


89 (83). Illa áleitni

ræk þú aldrigi,
ef þú lastvarr lifir;
eigi er auðgætt,
svá at ǫllum líki;
ger svá at góðir lofi.


90 (84). Lǫstum leyna

skalt sem lengst er mátt,
er þú veizt eptir vinum,
til þess halt,
ok lát af hljóði fara,
er bæta sinar sakir.


91 (85). Bliðum orðum

þótt þik bragnar lofí,

þarft eigi þeim at trúa;

opt sá fagrt mælir,
er hefir flátt i hug;
gott er at sjá við svikum.


92 (86). Eigi skal sá latr

er vill lif hafa,
þat er drengmenni dugir;
því fleira fýsir,
er fleira nemr,
gott at vilja gumi.


93 (87). Hǫfugt erfiði
ef þér at hǫndum kemr,
ver þú glaðmæltr gumi,
fagnandi maðr
veit flest at vinna,
ǫll eru lostverk létt.


94 (88). Eigi skalt hlæja,

ef vilt horskr vera
at annars ófǫrum;
þeir opt hefnaz,
er hlegnir ro;
ok gjalda liku likt.


95 (89). Aldraðr maðr,

er fyr auði ræðr,
ok dregr hann sekk saman,
vinum sinum
skal sá vel duga
ok vera góðr gjafa.


96 (90). Gott ráð nema

skyli gumna hverr,
þótt kenni þý eða þræll;
ánauðgan mann
hygg ek opt vera
frjálsum fróðara.


97 (91). Algegn maðr
með aura fjǫld
vill sér kjósa konu;
þat þá reyniz,
ef hann reyna skal
mundar-gjǫld mikil.


98 (92). Góðra dæma

leiti gumna hverr,
er vill hyggindi hafa,
vánds manns viti
lætr sér at varnaði
ok geriz góðum likr.


99 (93). Upp at hefja

samir þér eigi vel
meiri iðn en megir,
algǫrt verk
dugir þá er unnit er,
æ spyrr lýðr at lokum.


100 (94). Eigi skalt þegja,
þótt sér þess beðinn,
yfir annars ósiðum;
illr þykkir sá,
er með ǫðrum hefir
ljótu ráði leynt.


101 (95). Liðs skal biðja

þá er ráða Iǫgskilum
sá er verðr lýtum loginn;
rǫngu verz,
sá er réttu náir
maðr sá er dómendr duga.


102 (97). Gamansamlig Ijóð

skalt af greppum nema
ok mǫrg fræði muna;
ágætlig minni
bera fyr ýta lið
skáld til skemtunar.


103 (98). Fámálugr vera

skyli fyrða hverr,
er at samkundum sitr;
manvits vant
verðr þeim er mart hjalar,
hljóðr er hygginn maðr.


104 (99). Reiðrar konu

skalt eigi rógi trúa

né at því gaum gefa;

kaldráð kona
hygg ek kløkkvandi biði
opt óþarfra hluta.


105 (100). Á aura neyzlu

skalt allri hafa
hóf ok hagspeki;
annars þurfi
verðr iðuliga,
er hefir sinu fé farit.


106 (101). Bana sinn hræðaz

skal eigi bragna lið,
þvi at hann er endir ills;
góðum mǫnnum.
þeim er grand varaz,
dauði ok líf dugir.


107 (102). Fǫður ok móður

unni fyrða hverr

jǫfnum ástar-hug;

hvárkis þeira
ræki hylli svá,
at týni annars ást.



( IV )


108 (129). Á engum hlut

skal þér elska vera
þeim er hugdyggvir hata;
sínu láni
skyli seggja hverr
una, því er eignaz hefir.


109 (105). Angrlauss maðr
telr sér einskis vant,
ef sér atvinnu á;
fégjarn sýtir,
þótt fullsælu hafi,
ok þykkiz æ válaðr vera.


110 (106). Gálauss maðr,
er eigi vill gott nema,
kann eigi viti varaz;
ógæfu sinni
veldr einn saman;
engum er ilt skapat.


111 (107). Líkam sinn
ræki lýða hverr;
heilsa er hverju framar;
aura njóta
þykkiz engi maðr,
nema heilsu hafi.


112 (108). Fǫður ok móður
reiðz eigi fróðhugaðr,
er með ávitum aga;
reiðr er þér betri,
er þik rækja vill,
en hrekkviss í hugum.


113 (109). Þat skalt gera,
er þér gegnir vel
ok við villu varaz;
mildr af þurftum
vér i mǫrgum hlutum;
gott er dyggum at duga.


114 (110). Fljóta raun
skalt við flest hafa,
þat er grunsamligt geriz;
leyndir lestir
þeir er lengi felaz,
gera opt mǫrgum mein.


115 (111). Ofdrykkju forðaz,

hún drýgir erfiði,
svá skal ok við vifni varaz;
likams losti
tælir lýða hvern,
er i sællífi sitr.


116 (112). Afl ok eljan

ef eignaz hefir,
nem þú hyggindi hugar;
sá beztr virðiz,
er bæði má
vitr ok sterkr vera.


117 (113). Upp tekna sýslu

ef þú eigi mátt
orka einu saman,
tryggvan vin
bið þú ténaðar.
vel kveða dyggva duga.


118 (114). Blót né fórnir
þarf eigi til batnaðar
fyr ýta afgerðir;
heimskr er sá,
er ætlar sér sálubót,
þótt hann sæfi smala.


119 (115). Trúnaðarmanns leita
ef þér tryggs vilir
ok góðan vin geta,
at farsælu nógri
kjósat þér fulltrúa
heldr at sǫnnum siðum.


120 (116). Almanna-lof
ef eignaz vilir
ok heita góðr með gumum,
ógiptu annars
fagna aldrigi,
ger þér at góðu gaman.


121 (117). Eigi skal hlæja
sá er vill horskr vera
at ǫldruðum afa;
opt ellibjúgr veit
þat er ungr eigi veit,
ok kennir góð ráð gumum.


122 (118). Íþróttum safna

skalt á alla vega
sem drengmenni dugir,
þær þér tjá,
þótt týnt hafir
afli ok ǫllu fé.


123 (119). Málum hlýðir,

er með mǫrgum kemr,
hǫlda hygginn maðr;
þvi at af orðum
kynnaz ýta hugir;
þokka hylr sá er þegir.


124 (120) Íþróttir margar
ef þú ǫðlaz hefir,
kosta þú vinna vel;
erfiði drýgja
þurfu alda synir,
meðan heilsu hafa.


125 (121). Ørlǫg sin
skyli engi maðr
vita né um þat ǫnn ala,
hitt vita flestir,
at mun flærðvǫrum
dauði ok lif duga.


126 (121a). Hyggindi þina
lát at haldi koma
þér ok þínum vinum;
enga sýslu
mátt þér æðri geta
en kenna nýtt ok nema.


127 (133). Illa láta

skalt yfir engum hlut.

þeim er þú hælt hefir,

né þat leyfa,
er þú lastat hefir;
ilt er veillyndum vera.


128 (124). Ver eigi svá aumr,

at eigi gáir,
at vænta ens vildara,
né svá auðigr,
at þér ørvænt sé
meins á marga vega.


129. At hyggnum mǫnnum
nem þú horsklig ráð
ok lát þér í brjósti búa;
ørþrifráða
verðr sá aldrigi.
er girniz mart at muna.


130 (135). Mikit mæla

skalt eigi um margan hlut,

lasta fátt né lofa;
á einni stundu
bregz þat er ætlat hafa
gott ok ilt gumar.


131 (126). Fyr augum vaxa

lát þér aldrigi
spyrja nýtt ok nema,
hygginn maðr
lofar hǫlda þokka,
en lastar heimskan hal.


132 (127). Ill er ofdrykkja,

ferr hún eigi ein saman,
fylgir henni mart til meins,
ǫfund ok þrætur,
óstilt lostasemi,
sótt ok synda fjǫld.


133 (128). Mikit vatn
gerir mǫrgum skaða,
þótt falli eigi straumar strítt;
svá er seggr
slægr ok langþǫgull,
þǫrf er við þeim at sjá.


134 (130). Fávíss maðr,

ef verðr á firði staddr,

getr eigi beinan byr,

liðligra ráð
er til lands at snúa
en sigla foldu frá.


135 (131). Um engvar sakir

skalt aldri deila
við hugdyggva hali;
gjǫld af guði
hygg ek gumnar taki
fyr reiði rangs hugar.


136 (132). Aura tjón
skal eigi illa bera,
þótt verði skapaðr skaði;
hitt hann huggi,
er halda má;
sæll er sá er sinu unir.


137 (133). Engi oftreystiz,

þótt sé eigi gamall,
at muni lengi lifa;
skugga sinn
mega eigi skatnar flýja
né heldr forðaz feigð.


138 (134). Hjarðir sæfa

þarf eigi til hylli guðs;
beit þin yxn fyr arðr;
reykelsis ilm,
er kemr af réttum siðum,
vill hann fyr tafn taka.


139 (135). Meinlæti drýgi
sá er misgert hefir
ok bæti syndir svá;
sárar atgerðir
þarf enn sjúki maðr
til sinnar heilsu at hafa.


140 (135a). Bǫlgjǫrnum manni,
ef þér brugðiz hefir,
skalt eigi grand gera;
af annars gæzku
batnar iðuliga
sá er hefir óvinligr verit.


141 (136). Vel skalt vinna,
ef átt i verkum hlut,
ok geraz hollr gumi;
sýslu sinni
gleymir slækinn maðr;
ilt er verkþjófr at vera.


142 (137). Óreiðinn
skyldi ýta hverr
ok sjá sem gǫrst við grunum;
hugsjúkr maðr
kvíðir hvervitna;
aldri honum dagr um dugir.


143 (138). Miskunsamr
skalt við man vera,
ef átt þræla þér;
jarðligt eðli
minz at jafnt hefir
þræll ok þjóðans mǫgr.


144 (139). Ódyggra manna
skalt aldrigi
fagna bráðum bana;
hitt er sýnna,
at muni sælir vera
dyggvir menn þótt deyi.


145 (81). Þessi ljóð,

ef þekkjaz vill,

efla þik til þrifa;

en sá halr,
er þeim hafna vill,
striðir sjálfum sér.


146 (104). Í Ijóðum þessum

megu lýðir nema
þat er drengmenni dugir,
gæzku ok mildi,
en glæpa viðrsja,
ráð ok rétta siðu.


147 (103). Ástsamlig ráð

mun þú einkason,
er ek hefi i kvæði kent;
fræði þetta
lát fylgja þér
alt til ens efsta dags.


148 (140). Hugsvinnsmál

hefi ek fyr hǫldum kveðin;

kenda ek rekkum ráð;

hyggins manns
lýstak hugar-speki;
hér er nú Ijóðum lokit.





1. De mænd, der ønsker at lære [gode] sæder og gøre gode gærninger, skal høre på de vise råd, som en hedensk mand gav sin søn.
2. Kærlige råd giver jeg dig, min eneste søn; husk dem alle i eftertiden; uopmærksom du bliver, hvis du vil glemme hvad en klog mand trænger at have.
3. Ydmyg og taknemlig skal du være for din gud, og være uden lyde; din fader og moder skal du elske klog i sind; sørg godt for hele din slægt.
4. Hvis trofaste venner giver dig en god kostbarhed, behold den og vær tilfreds med den; læg vind på det gode, vend dig bort fra det onde; og gør intet i overilelse.
5. Vær kysk, ær din lærer, og stræb efter hæder.
6. Enhver mand, du træffer undervejs, skal du hilse på som en bekendt; ukyndig anses den, der om intet spørger, når han træffer en anden.
7. Aldrig skal du prøve kræfter med en, der er mægtigere end du, en kraftig opmærksomhed skal du anvende ved alt; sørg godt for dit hus og husstand.
8. Venlig i ord skal du være overfor folk; gem godt det erhværvede gods; lær på mange måder hukommelse og mandevid og lær det senere hen dine sönner.
9. Had skal du vrage, le ad ingen, giv gave for gave; årvågen skal du være og være tilstede, når retslige forhandlinger foregår.
10. Sjælden skal du deltage i drikkelag; drik forsigtig vin; din hustru skal du elske vel; tænk nøje over hver en gave (du giver).
11. Med od og æg skal du værge din odelsjord; vær ikke lettroende; iagttag nøje alle (dine) ord og eder; hold de løfter, du giver mænd.
12. Bøger og kundskaber skal du villig lære; gör godt mod den gode; undgå alt samkvem med onde kvinder; giv enhver gode råd.
13. Rådhuld og retfærdig vær og tæm din vrede; brug ikke onde
 ord mod folk; saml gode egenskaber; lær gode mænd at kende, begå 
ingen last eller lögn.
14. Ubekendte mænd og tiggere skal du ikke le ad; vær tålmodig: bryd ikke de love, som du selv har sat.
15. Du skal ikke prale af din styrke; løn godt med godt; begær aldrig, hvad en andens er; elsk dem, der elsker dig.
16. Vær fåmælende, når du kommer blandt folk og sidder i gildelag; du skal ikke opfordre en anden til onde ting; tal og gør kun det gode.
17. Af alle handlinger mener jeg den bedste er: at ære den höjeste gud; med rent hjærte skal du tro på ham og elske ham af dit ganske sind.
18. Lad ikke for megen søvn lokke dig, stræb efter at være årvågen; dovenskab og laster gör den sig hyppig skyldig i, som længe sover.
19. Lidet snaksom skal den være og behersket i sin tale, som vil opnå guds kærlighed; nogen bedre kraft kan man aldrig få end ved sin tunge tro at være.
20. Vægelsindet vær du aldrig; vær forligt med dig selv; aldrig
 bliver den enig med nogen anden, som er uenig med sig selv.
21. Dersom du iagttager menneskenes hele liv og betragter deres
 vandel, vil du, når du prøver menneskene, erfare, at kun få tager sig
 iagt for lyder.

22. Har du gods, som dig intet hjælper eller som bliver dig til skade, giv det bort, selv om du holder deraf; meget andet er herligere end gods.
23. Vær venlig, men undertiden hidsig i sind, hvis det gøres nødigt; godt kan det ske, at en klog mand bliver vred, selv om han lever uden laster.
24. Hör ikke på din hustrus klage, når hun beskylder dine trælle; ofte hader hun den, som viser sig tro mod dig; undersøg hvad der er sandhed.
25. Hvis du har en ven, som du holder af, opmuntr ham til at göre det gode; selv om han fornærmes over dine ord, skal du dog advare ham mod lyder.
26. Strides ikke, selv om du ved det sande, med ordhvasse mænd; megen talefærdighed er mangen givet; få er kloge i sind.
27. Den hjælp skal du yde din ven, hvormed der ikke følger for meget mén; lad en andens ondskab aldrig hindre din trivsel.
28. Udbred ikke alle tidender, der opstår, som den første blandt folk; det er bedre at tie end at fortælle hvad der viser sig for folk at være løgn.
29. En anden skal du ikke love, hvad du har tilgode hos en anden; ofte snyder den dig, som du har troet; menneskenes ord er foranderlige.
30. Lad ikke din ærgærrighed blive altfor stor, selv om folk roser dig; man skal ikke tro på alt, hvad en lobhudler siger; selv skal du kende dig selv.
31. Husk al den hjælp, som en anden dig yder, og fortæl den til mange; men bryd dig ikke om at rose dig af, at du støtter dine venner godt.
32. Som ung skal man vænnes til det, hvad man som gammel behøver; tag dig iagt for fejl så længe du lever, uden daddel vil du ellers ikke kunne bedømme folks vandel.
33. Bryd dig aldrig om folks tale under fire øjne; du skal aldrig lure: enhver, som ved sig brødefuld, tror at alle taler om sig.
34. Tag dig iagt for mén på alle måder, selv om du er hovedrig; ofte bliver den fattig, som råder for penge; slemt er det at stole på rigdom.
35. Vænt aldrig at du får gavn af en andens død; ingen råder for sin egen død; døden er alle mennesker nær.
36. Dersom en ven, som er fattig, giver dig en lille gave med glad sind, skal du modtage den og være taknemlig; kærlighed følger den fattiges gave.
37. Lad aldrig dit armod volde dig svær sorg i sind; husk på det, at din moder fødte dig således, at der fulgte dig ikke noget gods.
38. Sin død skal ingen grue for eller nære angst for den; dagen er ikke tilstrækkelig for den, der vil undgå døden; ingen undgår at dø, når han skal.
39. Dersom dine venner hjælper dig værre end du mener at fortjæne, beskyld ikke gud for det; giv dig selv skylden derfor.
40. Rigdom skal du erhværve på alle måder, som det en brav mand sømmer; dine penge skal du ikke anvende til ingen nytte, uagtet du ved, at du er meget rig.
41. Mere end én gang skal du ikke love folk en gave, som du ønsker at göre; en altid talende mands ord finder den kloge mand er vinden lig.
42. En falsk mands ord behøver du ikke at tro, uagtet han taler smukt; lad smukke ord komme til gengæld og betal således ligt med ligt.
43. Dersom det forundes dig at få en arving og du er fattig på gods, lær dine børn idrætter, hvorved de kan skaffe sig livsophold.
44. Lad penge ikke lokke dig, skønt du finder dem herlige, eller bevæge dig til egennytte; en andens eje vil den slette gærne have; klog er den, der er tilfreds med sit.
45. Hvis du vil dadle hæslige lyder, skal du ikke selv begå de samme; det sømmer sig ikke for dig at dadle en anden, hvis du selv ved dig syndig.
46. Du skal ikke bede nogen om det, som afviger fra det rette; en uklog mand beder ofte om det, som han slet ikke trænger til.
47. En ukendt mand skal du ikke hædre mere end din sikre ven; mangen en er slet, som giver sig ud for at være meget brav; udenlandske mænds ord er upålidelige.
48. Enhver dag, som du nyder dit helbred, skal du være dig nyttig i noget; sygdom og død kommer, når man mindst aner det; menneskenes Iiv er skrøbeligt.
49. Trættes eller strides skal du ikke med dine egne folk, men være eftergivende; enighed føder sand kærlighed, men uvenskab vokser op af trætte.
50. Gaver, som vennerne giver dig, skal du gengælde med godt sind, hengivenhed og kærlighed holder sig blandt dem, som hjælper hinanden, når det trænges.
51. Det sømmer sig for dig at give idelig efter, selv om du er den stærkeste; ved den godhed vil du kunne gøre dig venner af visse fjender.
52. Vredes ikke tungt på dine trælle, således at du tilføjer dem mén: den gør sig selv synlig skade, som lemlæster sin egen tjæner.
53. Bliv ikke hævnlysten for vrede ord, men vær eftergivende; tålmodig skal den være mod folk, som vil opføre sig høvisk.
54. Dine ejendomme skal du ikke anvende til ødselhed, men brug dem
 økonomisk; ofte bliver en fattig, når han ikke mere kan arbejde, efter at 
have bortødslet sine penge.
55. Vær gavmild, når det trænges, mod folk; hjælp godt dine venner; han vil trives, som bliver nyttig for sig og sine mænd.
56. En meget klog mand, som vil lære idrætter og vide ret meget, han skal tilegne sig de bøger, som vise mænd har skrevet, de som lærte menneskene kundskaber.
57. – – – – i gamle bøger står der råd for alt – – – –
58. Enhver mand som vil være vis; skulde lægge vind på godhed, ingen ypperligere visdom får man nogen sinde end at leve uden laster.
59. En fremmed sømmer det sig ofte for dig at hjælpe, hvis du vil blive afholdt; bedre end magt anser en vismand det at have venner mange steder.
60. Du skal ikke gruble ængstelig over noget, som gud vil skjule for mennesker; himmelske ting kan de mennesker, der befinder sig på jorden, ikke vide noget om.
61. Om intet, som er usikkert, skal du vred trættes med folk, ti en vred mand fyldes af vrangt sind; han formår ikke at gennemskue det sande.
62. Dit erhværvede gods skal du bruge uden at spare, vær gavmild på mad; lad elendige mænd nyde godt af din rigdom, hvis det viser sig nødvendigt.
63. Beskeden lykke skal enhver glæde sig ved; man skal ikke være ærgærrig; i en lille indelukket havn kan skibe holde sig længe, som storm ude på havet splintrer.
64. Onde tidender, som sker, skal du ikke være den første til at udbrede blandt folk; vær tavs, hvis alle dadler dem, som én er den første ophavsmand til.
65. Du skal ikke lære slette mænds fremgangsmåde, uagtet de vinder gods ved deres falskhed; deres laster vil de længe kunne skjule, men den svig åbenbares (dog) til sidst.
66. Foragt ej nogen uagtet han er svag eller styg og lav af vækst; mangen en er klog, uagtet han ser ynkelig ud og har liden magt.
67. Fredelig mod andre skulde enhver mand være, uagtet han formår mere; ofte hævner den sig, som kommer tilkort, og vinder omsider sejr.
68. Avind og strid skulde enhver undgå så meget han kan; misundeligt hjærte pines af megen sorg og ser ikke det sande.
69.Ingen bør spørge oraklet om sin fremtidslykke eller være bekymret derom; gud ved bedst, hvem han lykken under; det bør man ikke vide forud.
70. Hvis mægtige mænd dømmer dig urigtig, bliv ikke sørgmodig af den grund; længe vil de mænd ikke nyde det, som de erhværver sig ved svig.
71. Fortids vrede skal ej huskes længe; vær tro mod din troskabsed; at 
rippe op i sager, hvori forlig er indgået, siger man er den slettes kendetegn.
72. Sig selv skulde ingen dadle eller prise; kun de det går, som ikke
 er brave og som dog lægger sig efter verdens pral.
73. Af sin kløgt skulde ingen prale, medmindre det gøres nødvendigt; ofte har det været mænd til nytte, at skjules med hensyn til klogskab.
74. Vrang begærlighed skal du undgå; hæslig er legemets lyst; en højere berømmelse får man aldrig end den at undgå synder.
75. En snakkesalig mand skal du sjælden tro, som sætter splid ved bagvaskelser; snaksomme menneskers fortællinger erfares ofte at være løgne.
76. Hvis en helt beruset mand gør ulykker, fortjæner han ingen medlidenhed; selv han volder det, at han drikker således, at han glemmer sin forstand.
77. Enhver sag, som ikke mange skal vide, skal du meddele ikke-snaksomme mænd; en klog mand, som ønsker helbredelse, lader hænte en god læge.
78. Hyppige mén skal en mand bære med ligevægt, hvis han fortjæner ulykken; enhver får Iøn med renter for sine handlinger.
79. Enhver skulde være forberedt på ulykker, selv om alt går efter ønske; stor kummer mener jeg at enhver vil kunne tåle, som er forberedt derpå.
80. En meget klog mand, som lider mén, skal ikke blive bedrøvet i hu; enhver skulde vænte det gode, selv om han er dødsdømt.
81. En langhåret mand så jeg i mændenes skare; dog skulde han blive skaldet; således er det med den, som har meget gods og bliver tilsidst fattig.
82. Til alle sider skal man se sig omkring og undgå farer; skarptskuende, kyndig og forsigtig skulde enhver mand være.
83. Nyd aldrig mad og drikke således, at din kraft derved forringes; alt skal du bruge til kraft og helbred; du skal ikke leve meget i vellyst.
84. Almindelig dom, som andre lovpriser, skal du aldrig dadle; den bliver ikke godt lidt af nogen, som vil tale imod alle.
85. Han som ønsker sig helbred, skal ikke søge sig visse dage til hjælp; de enkelte timer bestemmer ikke kummerens eller dødens komme; alle tider er lige gode.
86. Sine drømme skulde ingen tro på; ofte sviger de folk; den sovende ser det, som en selv, medens han våger, ønsker sig eller er ræd for.
87. Det gode skal den lære som vil være fejlfri og stræbe at lære det
 nyttige; mange hjælper den, som af megen forstand lærer andre det gode.
88. En større herlighed er der ikke på jorden end at lære folk det gode; lidet nyttigt liv vilde de fleste føre, hvis ingen forbedrede det.
89. Ond forurettelse skal du aldrig udøve, hvis du lever uden lyde; man kan vanskelig göre, så at alle synes godt derom; handl således at gode mænd roser det.
90. Skjul de fejl, som du ved dine venner har, så længe som du kan, læg vind på, men lad det gå lønlig til, at de gør deres skyld god igen.
91. Uagtet mænd roser dig med smigrende ord, skal du ikke tro på dem; ofte taler den smukt, som kar falskhed i sind; det er godt at kunne tage sig i agt for svig.
92. Ikke skal den være lad, som ønsker at føre et liv som det sømmer sig en brav mand; desto mere godt vil en ønske at gøre, jo mere han lærer.
93. Hvis du skal udføre et tungt arbejde, vær da munter i tale; en glad mand forstår at udføre alt; alle arbejder som udføres villig, er lette.
94. Ikke skal du le, hvis du vil være klog, ad andres uheld; ofte hævner de sig, som bliver spottede, og gengælder ligt med ligt.
95. En gammel mand, som råder for rigdom og har samlet til bunke, han skal hjælpe godt sine venner og vise sig gavmild.
96. Et godt råd skulde enhver modtage, selv om det gives af tjænestekarl eller -kvinde; jeg tror at en ufrels mand ofte er kyndigere end den fribårne.
97. En duelig mand med rigdoms overflod vil vælge sig en hustru — da vil det prøves(?), hvis han skal prøve(?) megen brudekøbssum(?).
98, Gode forbilleder søge enhver, som ønsker at blive klog; han lader en ond mands ulykke blive sig til advarsel og bliver de gode lig.
99. Det sømmer sig ikke godt for dig at begynde en større virksomhed, end du kan magte; et fuldkomment arbejde duer når det er færdigt; folk spørger altid om resultatet.
100. Du skal ikke fortie andres unoder, selv om du bliver bedt 
derom, ond tykkes den, som har skjult en ond handling, udført af en
 anden.
101. Man skal bede dem om hjælp, som forestår retten, når man med urette bliver beskyldt for fejl; den værger sig mod uret og får ret, hvem dommerne hjælper.
102. Fornöjelige digte skal du lære af digterne og huske mange kvad: udmærkede minder bærer digterne frem folk til underholdning.
103. Lidet talende skulde enhver være som sidder i samkvæm; den som snakker meget, kommer til at mangle kundskaber; tavs er den kloge.
104. Du skal ikke tro på din vrede hustrus bagvaskelse eller ænse den: en ondsindet kvinde tror jeg ofte beder grædende om unyttige ting.
105. Du skal anvende måde og være økonomisk m. h. t. pengenes 
brug; idelig kommer den til at trænge til en anden, som har bortødslet sit gods.
106. Sin død skulde menneskene ikke frygte, ti den er det ondes ende; død og liv er (lige) godt for gode mænd, som undgår synd.
107. Sin fader og moder skal enhver elske med ligeligt kærligt sind; man skal ikke pleje den enes hengivenhed således, at man taber den andens kærlighed.
108. Intet skal du elske hvad brave mænd hader; den lykke skulde enhver mand være tilfreds med, som han har fåt.
109. En mand uden kummer mener at han intet mangler, hvis han har sit livsophold; den begærlige er kummerfuld, uagtet han har rigdom nok, og mener altid at være elendig.
110. En skødesløs mand, som ikke vil lære godt, kan ikke tage sig iagt for ulykken; sin ulykke volder man ene; ingen er det onde beskåret (fra først af).
111. Enhver pleje sit legeme; helbred er bedre end alt andet; ingen mener at kunne nyde sit gods, medmindre han har sit helbred.
112. Vær så klog i hu at du ikke vredes på din fader og moder, når de tugter dig med daddel; den, som vil uddanne dig, er dig bedre vred end den der er svigfuld i sind.
113. Du skal göre hvad der sømmer sig godt for dig og undgå vildfarelse; villig til hjælp i nøden skal du ofte være; det er godt at hjælpe de gode.
114. Hurtig skal du prøve alt hvad der synes dig mistænkeligt; skjulte laster, der hemmeligholdes længe, volder ofte manges mén.
115. Undgå drikkeri, det volder besvær; så skal du også af holde dig fra kvindekærhed; kødets lyst lokker enhver, der lever et overdådigt liv.
116. Dersom du har erhværvet kraft og udholdenhed, så lær sjælens 
kløgt; den anses som den bedste, som både kan være klog og kraftig.
117. Hvis du ikke ene kan udføre et påbegyndt værk, så bed en trofast ven om hjælp; man siger at brave mænd hjælper godt.
118. Offringer og gaver behøves ej for at bøde på menneskenes synder; enfoldig er den, som vænter sjælehelse, når han slagter kvæg.
119. Hvis du ønsker at opnå en fortrolig ven og skaffe dig en god ven, vælg dig så ikke en fuldtro ven ifølge megen lykke men efter gode sæder.
120. Hvis du vil erhværve alles ros og kaldes god blandt menneskene, glæd dig aldrig over andres ulykker, og find fryd ved det gode.
121. Ikke skal den, som vil være klog, le ad en bedaget gubbe; ofte ved den af alderen krumme det, som den unge ikke ved, og giver folk gode råd.
122. Idrætter skal du lære i hobetal på alle måder som det sømmer sig en brav mand: de hjælper dig, selv om du har mistet al kraft og gods.
123. En klog mand, der kommer blandt mange, lytter til folks taler; ti af tale lærer folk hinandens sind at kende; den der tier skjuler sin sjæl.
124. Dersom du besidder mange idrætter, stræb da efter at arbejde godt; arbejde trænger alle til at udføre, sålænge de har deres helbred.
125. Sin skæbne skulde ingen vide eller nære angst for den; det ved alle, at død og liv vil hjælpe alle som undgår falskhed.
126. Lad din klogskab blive til nytte for dig og dine venner; ingen højere syssel kan du skaffe dig, end lære (andre) og selv lære hvad der er nyttigt.
127. Aldrig skal du dadle noget, som du (før) har rost; ej heller rose det, som du har dadlet; det er slemt at være vægelsindet.
128 Vær aldrig så elendig at du glemmer at vænte det bedre, eller så rig, at du ikke behøver at frygte mén på mange måder.
129. Af kloge mænd lær du vise råd og lad dem bo i dit bryst; rådvild bliver aldrig den, der ønsker at huske meget.
130. Du skal ikke tale meget om mange ting; dadl og ros sjælden; i én stund kan alt, hvad man har anset for godt og ondt, forandres.
131. Lad dig aldrig afskrække fra at spørge og høre nyt; en klog mand roser mænds klogskab, men dadler den dumme mand.
132. Ond er drukkenskaben, den er ikke alene; meget ledsager den af mén; avind og strid, utøjlet legemslyst, sygdom og synders mængde.
133. En stor elv gør mange skade, selv om strömmen ikke er strid; således er en underfundig og tavs mand; ham skal man tage sig iagt for.
134. Hvis en lidet kløgtig mand er stedt på en fjord uden at få bliden
 bør, bedre råd er det da at vende ind til land end styre bort fra kysten.
135. Aldrig skal du strides med brave mænd uden nogen grund; jeg tror, at man af gud vil få løn for sit vrange sins vrede.
136. Tab af gods skal man ikke bære umandigt, selv om man lider tab; det hvad han beholder skal trøste ham; lykkelig er den som er tilfreds med sit.
137. Ingen stole for meget på at han vil leve længe, uagtet han ej er gammel; sin skygge kan ingen fly, ej heller undgå døden.
138. Kvæg behøver man ej at slagte for at opnå guds kærlighed; spænd dine okser for din plov; røgelsesduften, som udgår fra rette sæder, vil han modtage i steden for offer.
139. Han, som har begået synd, udøve selvpinsel og bøde således på sine synder; den syge mand trænger til smærtefuld behandling for at få sit helbred.
140. Du skal ikke skade en ondsindet mand, som har svigtet dig; ved en andens godhed forbedres idelig den, der har været uvenlig.
141. Du skal arbejde godt og være trofast, hvis du har del i et arbejde; en doven mand glemmer sin syssel; slemt er en værktyv at være.
142. Vredladen skulde ingen være og tage sig så meget som muligt
i vare for mistænksomked; en mistænksom mand er angst for alt; aldrig
 hjælper dagen ham.
143. Barmhjærtig skal du være mod dit tyende, hvis du har trælle; husk, at trællen og fyrstens søn har den samme jordiske natur.
144. Du skal aldrig glæde dig ved slette mænds hurtige død; det er vist, at brave mænd vil, når de dør, blive salige.
145. Disse vers vil, hvis du vil følge dem, hjælpe dig til trivsel, men den mand, som vil vrage dem, er værst mod sig selv.
146. I disse vers vil man kunne lære hvad der bør sig for en brav mand, godhed og mildhed og indsigt til at undgå forbrydelser, (gode) råd og rette sæder.
147. Kærlige råd skal du huske, min eneste søn, dem som jeg her har sunget i digtet; lad dette digt følge dig lige til den sidste dag.
148. For mænd har jeg fremsagt Huklogs tale; jeg har lært folk
gode råd; jeg har fremsat en klog mands sjælsvisdom; nu er sangen sluttet.




Note:

  1. Disse tal henviser til Gerings udg.