Huldar saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Werner H. F. Abrahamson
Nordiske fornaldersagaer


Huldar saga
Fragment af en romantisk Fortælling,
hidtil utrykt, oversat af det gamle Skandinaviske



Oversat af
Werner H. F. Abrahamson, Kaptain
Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter, Förste Bind
København, 1805


Forord

Dette Fragment af en höist romantisk Fortælling, avlet i Nordens eget Skjöd, har hidtil ikke været trykt, Afskrivter sees heller ikke mangesteds af samme; og deri kunde findes Aarsag nok til at see den bekjendtgjort, i det mindste i Oversættelse. Men flere Grunde have overtalt mig til, at drage dette Stykke af vor Middelalders Litteratur for Lyset.

Det forekommer mig meget mærkeligt, og jeg önskede de Historiekyndige vilde gjöre det til et eget Formaal af Undersögelse og Fremstillelse, det, at Nordens Folk , saavidt jeg skjönner, ikke have böiet sig saa aldeles som Andre under Munkeaaget, der lagdes paa Europas Mennesker, saasnart de gik over fra flere Guders til een Guds Dyrkelse.1 Naar man læser hvor omhyggelig dengang Geistligheden var, at skaffe af Veien alt det der havde mindste Sammenhæng med Polytheismen, hvorledes endog her i Norden, enkelt Mand stundum stod frem som Anklager, og sigtede en ny Kristen for at hænge til den gamle Fædrene religion, saa begribes paa den ene Side hvorfor der er saa lidet kommet til os af Tydskernes, Britternes og Frankernes eller Galliernes Guderlære, og paa den anden Side maa man undres over, at vore Forfædre, medens Kristendommen var, skjönt allerede rodfæstet, dog endnu i Nyhedens Entusiasme hos dem, ikke aflode at bevare paa saa mange Maader den Mythologie, som den romerskkatholske Geistlighed ellers med saa drivtig baade List og Magt, sögte at faa bragt aldeles i Glemme. Man har talet og skrevet en deel om hvorledes Munkene forfulgte Runerne, og udgave dem alle for Troldoms-Karakterer, ja at i Sverrig Skrivter med Runebogstaver saaledes allevegne opbrændtes, men alt dette er om ej ganske opdigtet, dog overmaade overdrevet. Den Mængde runeskrevne Böger er til Latterlighed, da Begivenheden sættes i det 11te Aarhundredes Begyndelse. Og Runer brugtes tre, firehundrede Aar efter den Tid, ei allene paa Gravminder paa aaben Mark, men paa Ligstene paa Kristenjord; Klokker og Rögelsekar og Kirkers Pillere, ja Altertavler havde Runeindskrivter, der for endeel ere til endnu. Havde Munkene været saa ivrige, og Folket saa eftergivende i Runernes Ödelæggelse, vi læste da vist ikke endnu: beder et Paternoster, eller: Ave Maria, skrevet med, Runer. Saa fast hængte Nordboen ved gammel Skik, og end mere sees det af det Brug, som i de förste Sekler efter Kristendommen blev gjeldende; gjordes her af den i Munkenes Öien saa profane Mythologie. Jeg vil ikke tale om, at de af Munke selv forfattede Skrivter melde om Odin og Thor, som endnu existerende Dæmoner, der i materiel Skikkelse sögte at have Indflydelse paa de saakaldte Kristne; sligt kunde en Legendeskriver nok falde paa, for at opvække Afsky for hin Fortids Guder; men ogsaa uden at saadan Hensigt kan formodes, sees i Bögerne Mythologien brugt, nu som Historie, nu som Roman, og dette findes neppe i andre Folkefærds gamle Skrivter: forstaaer sig, at her ikke omtales rommersk og grædsk Mythologie, som holdt sig formedelst sin Klassiskhed. Den löierlige Fortælling om hvorledes Freya kom til sin Guldkjede, mistede den tilligemed Odins Yndest, og kom i Naade igjen ved at gjöre det mueligt, der syntes umueligt, denne mythologiske Opdigtelse findes i Olaf Tryggesens Sage (i den islandske) ligefrem som Historie; og ligesaa i Götriks og Rolfs Sage den, om hvorledes Stærkodders Skjebne bestemtes: ej at tale om Snorres Ynglinga Sage. I det Fragment som her leveres og er digtet, hvilket skal vises siden, temmelig længe efter Norderlandene bleve Kristne, er Odin i fuld Handling; til Beviis paa, hvor lidet de Kristne toge i Betænkning at betjene sig af Forfædrenes hedenske Guderlære.

En anden Post, som gjör dette Romanfragment end mere mærkeligt, er den deri handlende Hovedperson Trolinden Hulde, og hendes Döttre. Disse sidste findes lidt omtalte i Historierne, som dyrkede Skytsgudinder, især den ældre: Thorgerd Hörgabrud. I Olaf Tryggesens Historie baade af Snorro og af Odder Munk, spiller Thorgerds Dyrkelse, ja hun selv betydelig Role, som Hagen Jarls særdeles Skytsaand, ligesaa forekommer hun i Niaala, hvor hun og Sosteren Yrpe endog siges at have i Templet siddet ved hver sin Side af Thor. Saaledes nævnes de i flere Sager, men ikke hvor de skrive sig fra, eller hvorledes de ere kommet til saadan Dyrkelse, thi de par Ord i Snorres Edda Ds. 65 lære os ingen Ting. Her findes nu deres Historie, som, da den staaer i öiensynlig Roman vel kunde ansees for uefterretlig, men torde alligevel nok være mere end blot den nyere Skribents Digt. Grunden til hvad her siges om dem, har vist ligget i gammel Tradision, hvilket især kan sluttes af at Moderen: Huld, nævnes, ikke just som Trolinde, men som Tryllerske i Snorres Ynglingesaga Kap. 16 og 17, og sættes der som levende et par hundrede Aar efter Odins Död. Da Ynglingesaga grunder sig i gamle Sagn og Sange, saa maa Hulde have havt flere Aarhundredes Navnkundighed, og hendes Döttre da ventelig ogsaa, og Hovedtingene som her fortælles have da rimeligen alt gaaet fra Mund til Mund længe för omsider Een faldt paa at fatte den i Pennen.

Forfatteren til denne Roman kan vanskelig angives. Saa meget kan ikkun formodes, at han har enten været Islænder eller dog vel bekjendt paa Island, da den Dal, han i 25 Kapitel beskriver, neppe er malet efter en norsk eller svensk, men heller efter en islandsk, og har nogen Lighed med den der omtales i Gretterssaga Kap. 64. Munk har Forfatteren neppe været, da han i 23 Kap. lader Kong Vilhelm tale med Ringeagt om de kronragede Præster. At Skrivtet ikke er ældre end det 14de Aarhundrede sees deraf, at i Begyndelsen af 25de Kap, Kompasset nævnes, hvis Opfindelse almindelig sættes midt i det 14de Aarhundrede, og det længste tilbage i Tiden man da kan sætte vor Autor, bliver Udgangen af samme Sekulum. Maaskee man, af det nysnævnte haanende Sideblik til Munkene, kunde slutte at han havde skrevet endnu senere, da Kirketugten var saa forfalden, at Lægmænd offentligen spottede med disse kronragede Lediggængere i Klosterne og uden for dem.




Mit Manuskript er af en ny Haand, og skjönt med endeel Skrivfeil, dog forresten korrekt nok. Oversættelsen har Jeg sögt at gjöre saa ordret som Sproget vilde tillade, paa et par Steder nær, hvor det altfor naturlige Udtryk vilde stöde Nutidens Begreber om det Anstændige.

At jeg har betjent mig af Ordet: Trolinde, der skjönt rigtigt dannet efter Analogien, dog ellers ikke er brugeligt, og ikke har Oldsproget til Authoritet, da Ordet Trol var tilfælles for Han- og Hunkjönnet, denne Frihed vil man tilgive mig, naar man agter, at Trolqvinde förer noget foragteligt og forhadt med sig, hvilket den Person, hvis Navn Fortællingen bærer, ikke skal ansees for.



HULDE
den mægtige Trolinde.


1.

Der var engang en Konge ved Navn Hjörvard, en Sön af Hildebrand Hamramme 2, Sön af Hake, Sön af Kong Odin. Hjörvard regjerede over Vigen i Norrig3 , og over hvad som ligger til samme Provins. I sin Ungdom var han i rum Tid ud paa Kaperi, holdt mange Slag, og vandt Sejer hvor han kom frem. Det siges og at hans Stammefader Odin var ham meget til Hjelp, ligesom sine andre Venner, der i hine Tider paakaldte ham i alle vanskelige Foretagender. Da Kong Hjörvard havde forhvervet sig stor Rigdom og Beröm, slog han sig til Rolighed i sit Rige og givtede sig med et fornemt Fruentimmer, Thorelve, en Datter af Geirmund Herser4 i Sogn. Hun var smuk og dydig, og Kongen var nu vel fornöiet med sin Lod. En Mand ved Navn Thorvid, som boede paa Bredefit Gaard, havde paa Kongens Kapertoge været hans Staller5 og kommandeert i Forstavnen.6 Han var en meget tapper Mand og i stor Kjerlighed hos Kongen, som derfor ogsaa gav ham sin Paarörende Ashild til Kone, og tillagde ham Hersers Titel. Kongen residerede dengang paa Soelstrand i Vigen.


2.

Dronning Thorelve sagde engang til Kongen, jeg maa sige Dig, at jeg er frugtsommelig og fornemmer at min Forlösning stunder til, hvorfor jeg vil lade bede forstandige Koner til mig, for at staae mig bi. Kongen havde intet derimod og sendte strax til en Spaakone der hed Leda7 . Hun havde opfostret ham og elskede ham, som var han hendes eneste Sön. Hun var af Asernes Afkom, saae meget i Fremtiden og havde store Kundskaber i overnaturlige Ting. De Udsendte tövede ikke, og da de vare ikke kommet langt paa Veje, mödte de en höi Mand, der kjörte en Slæde, hvilken gik paa Hjul og var overhyllet med et Dække. Dækket aabnede og Kongens Folk saae der Spaakonen Leda og Manden var hendes Dattersön Koll. Hun bad dem vende tilbage, sigende hun skulde nok besöge sin Fostersön og besörge det han önskede. I selvsamme Stund var det, at en aldrende Kone traad ind i Kongens Sal, og see, Kongen kjendte sin Fostermoder og modtog hende som venligst. Spaakonen tog nu Dronningen i Haanden, ledte hende til et smukt möbleret Værelse, lagde hende i en magelig Seng og viste at hun forstod sig paa at betjene fornemme Barselkoner. Dronningen havde meget ondt, men födte omsider et stort og raskt Drengebarn. Nu bad hun Leda at give Barnet Navn og spaae om hans Skiebne, efter hine Tiders Skik. Spaakonen tog da til Orde og sagde: "Denne Dreng er stor og stærk, har sorte Haar og et skrækkende Öiesyn; endda er han smuk og faaer et mandigt Udseende, thi skal han hedde, Hildebrand. Han skal vorde en vældig Kæmpe, see sig vidt og bredt om i Verden, og vinde Ære og Anseelse, og Lykken vil ikke være ham ugunstig; men jeg formoder, han vil ikke synderligen forliges med sine Paarörende her i Norrig, naar han kommer til Alders. Nu vil jeg udbede mig den Ære, at jeg maa tage ham med og have hos mig, til han er ti Aar gammel." Kongen og Dronningen samtykkede glade i dette Tilbud. Efter en passelig Tid kom Dronningen op igjen, men Spaakonen fik anstændige Foræringer ved Afskeden, og tog den lille Hildebrand med sig.


3.

Op til Fjelds temmelig langt fra Vigboerne8 ligger en Dal, som kaldes Thorsdal. Den er meget smuk og skovgroet og strækker sig til lige under Kjölen Fjeld, men faa Mennesker vide nu Veien did. Dalen er indsluttet af höie, bradte Klipper, hvori ere store Huler, ligesom Huse og Gaarde, der i hine Tider beboedes af Trolle og andre Væsener, som ikke sögte Samqvem med Mennesker. Yderst ud ved Dalens Begyndelse gaaer en liden Dal ud i Sydvest. Den har ej sin lige i Frugtbarhed der i Egnen, og her havde Leda i en Hule sin Boelig, smuk og net forsynet.


4.

Den Jette9 Svade var flygtet fra Sirgisdalen for det Drab han havde begaaet10, og efter sin Paarörendes, Asa Thors, Anvisning tog han til Thorsdal og boesatte sig der. Siden voldförte han Herberg Haddings Datter fra Telemarken, og deres Datter var Spaakonen Leda; thi kunde hun omgaaes baade Mennesker og Trolle, da hun var saa nær i Slægt med begge Slags. Leda havde havt en Datter der hedde Dagbjart. Det hændtes, at Hildir Jarls Sön, Godorm den Snilde, foer vild paa Jagten og kom til Ledas. Her blev han vel modtaget, og da Dagbjart tilböd sig at holde ham med Selskab om Natten, og han havde intet derimod, saa blev han der i tre Nætter, fik ved Afskeden Foræringer af Leda, men ogsaa den Efterretning, at Skjebnen forböd Dagbjart at blive hans Kone. Denne födde derefter et stort og smukt Drengebarn, og döde strax efter. Leda kaldte Barnet Koll. Han var 12 Aar ved den Tid her fortælles om, og havde usædvanlig Höide og Styrke. Ved samme Tid fik ogsaa Herseren Thorvid med sin Kone Ashild en Sön, som de gave Navnet Hake. Det var en rask Dreng og tegnede til at udmerke sig med Tiden.


5.

Her maa nu indföres det, der skede mange Aar iforveien. Kong Odin red en Dag ud i Skoven for at more sig med Jagt, og havde sine Hofmænd Loke og Hæner i Fölge med sig. En stor Deel af Dagen rede de uden at faae noget. Da faldt en stærk Taage paa, og nu fik Odin Öie paa en springende Hjort, hvis lige i Störrelse han aldrig havde seet. Mellem Hjortens Horn hængte Ringe af det rödeste Guld, saa de glinsede. Kongen giver sin Hest Sleipner af Sporene for at naae Hjorten, saa Loke og Hæner tabte ham af Öiesyn; og da de vare meget trætte, og vildfarende tillige, saa stege de af og lagde sig til Sövns under et Træ. Odin rider imidlertid som fastest, og Hjorten render, saa de hverken kom nærmere til eller længere fra hinanden. Hiin syntes han havde redet saa længe, at han maatte undres derover, thi hans Klæder vare ganske forrevne af Træernes Grene, alligevel vilde han eftersætte Hjorten, koste hvad det vilde. Han blev nu usigelig mödig og krafteslös. Da hörte han en stor Latter, blev opmærksom, saae sig om, og fandt sig nu ved Siden af et Fjeld i en meget smuk Egn. Hjorten var nu borte , men ned ad Bjerget kom tre Fruentimre, meget smukke og anseelige. Disse nærmede sig ham, og den fornemste blandt dem tog til Orde og sagde: "Mon jeg tager Fejl, eller er det Odin, vor Konge, den Stolte og Höilærde, der farer her saa ene om i Skoven og vil stjele min Ejendom, som en Tyv eller Landlöber, og, som jeg ydermere fornemmer er meget forvildet i sit Sind. Skulde det ikke være mageligere at ligge i Freyas Arme hjemme i Asgaard, end saa mödigen at drage den lange Vei op gjennem de mörke Skove hid til vores? Men vær velkommen, Kong Odin, og tag til Takke med vor Beværtning og Pleie efter lang Slid og Möisommelighed.” Kongen syntes strax meget godt om hende, og tog mod Tilbudet. Han stod da af og de Andre förte Hesten i Stalden, men han gik med den fornemme Frue til de kom, hvor Klippen var ganske glat op og ned, og i den en meget stor Hule, som de gik ind i, og var den smukt indrettet. Damen förte Kongen ind i et Sideværelse, som var behængt11 med de kostbareste vævede Tapetserier. Der stod et Bord med allehaande Drikkevare, samt en Seng, der var anstændig nok til en Konges Natteleie. Kongen som var saare tret og törstig, drak nu en Stund, og sagde da, han vilde lægge sig, med Begjering at Fruen vilde gjöre ham Selskab. Hun svarede, at det lod sig gjöre, og saa gik de i Seng12 og sove fast og længe. Da de vaagnede om Morgenen sagde Odin, det er aldrig skeet mig för, at jeg er saaledes blevet gjækket ved Trylleri. Jeg troer vist, at Du har voldet det altsammen; sig mig da nu Dit Navn og hvad Slags Skabning Du er. Hun fortalte da, som Fölger:


6.

Rudent den Tykke var fordum Konge i Riseland, og regjerede deri mange Aar. Engang da han var ude paa et Krigstog, forvildedes han paa Havet, og kom omsider til et Land, han ikke kjendte. En Mand han mödte spurgte han hvad Landet kaldtes, og fik til Svar, as det var Huldemænds Land,13 og der regjerede en Dronning ved Navn Magia af Chams, Fortryllerens Afkom. Efter tre dages Forlöb, kom Bud fra Dronningen, at indbyde Kongen, med hundrede Mænd, til en Gjestering. Kongen red da til Hovedstaden hvor Dronningen residerede, blev særdeles venskabelig modtaget og anviist Höisædet. Han fandt det meget behageligt der, og da Gildet havde staaet i tre Dage, begjerte han Dronningen tilægte, og fik hendes Ja; thi hun vidste at han var af höi Byrd, ogsaa kunde de regne sig langt ude i Slægtskab med hinanden. Höitidelighederne bleve nu flere, og Kongen og Dronningen, holdt deres Bilager, hvorefter Kongen blev der Vinteren over med Velbehag.


7.

Da det vaaredes, lod Kongen tiltakle Skibene, for at drage ud paa et Krigstog. Da sagde Dronningen: Det var til ingen Nytte om jeg vilde afraade Dig fra dette Tog, men vid det, at Du vil finde een eller anden Hinder i Dine Foretagender, hvis Du ej kommer tilbage til mig. Jeg er frugtsommelig med et Pigebarn, der skal hedde Hulda, og hvis Du bliver mig utro, da kommer den Pige til at undgjelde det, thi sligt have mine Drömme bebudet. Kongen seglede nu hjem til Riseland, sad i Rolighed en Tidlang, og glemte Magia, der imidlertid havde födt en Datter, og kaldet hende Hulda. Men strax efter Födselen befalede Dronningen nogle Trælle, at bære det Barn ud i en öde Skov og omkomme det; ”thi, jeg veed”, sagde hun, ”at Kong Rudent nu er blevet mig utro: og da vil jeg gjöre dette til hans Beskæmmelse.” Trællene torde ej andet end adlyde hendes Befaling, de bare da Barnet ud i den vilde Skov, lagde det paa et Sted afsides fra alle Veie og Stier, dekkede det til og gik hjem. Dronning Magia gjorde derefter saa stærkt et Trylleri, at det blev Kong Rudents Död, men selv döde hun af Harme.


8.

Ved denne Tid regjerede i Thusseborg en Fyrste ved Navn Gigas, som var et farligt Trol, og saare erfaren i Tryllekonsten. Han var Kong Rudents Broder. Denne Jötun vidste alt hvad der tildrog sig i denne Verdens Deel, thi drog han i Dragelignelse til Huldemands Land, tog det henlagte Barn med sig og opfödte det. Siden lærte Hulde af ham mangehaande Tryllekonster, blev i sit sextende Aar hans Kone og födte ham to Döttre, som fik Navn Thorgerd og Yrpu. Gigas blev Uvenner med sine Naboer, som fik ham bragt af Dage; men da de vel vidste at Hulde vilde som strengest hevne sin Fosterfader og Ægtemand, og ingen vilde formaae at staae mod hendes overmægtige Tryllekunst, saa bleve de enige om at tilbyde hende Forlig og selv at dömme dem imellem. Hun afviiste ikke Tilbudet, og sagde at alle Trolle og Thusser14 fra alle nordre Lande skulde om et Aar möde paa Hallmundshöiene ved Jötunheim, og der paa det almene Ting vilde hun sige sine Vilkaar, dem hun vilde indgaae Forlig paa. Og nu, saaledes blev Damen ved, har jeg fortalt Dig min Historie, Kong Odin , saa Du veed nu hvem Du har sögt Seng med. Det var mig vigtigt at komme i Forbindelse med den ypperste og forstandigste Konge, den Du er; thi nu spörges Dine Bedrivter og Din Roes allevegne i denne Deel af Verden. Tillige har jeg ogsaa derfor maget det saaledes at Du maatte komme her, fordi jeg fölte stor Tilböielighed til Dig; men saa skal Du ogsaa have den Ære, at dömme i Sagen mellem mig og alle nu levende Trolle. Vel fik jeg forvildet Dine Tanker en Stund, men det hindrer ikke, at jo Din Viisdom vil overgaae Alles som ere af Jötunstammen. Din Afkom skal ogsaa beboe Norderlandene, saalænge Verden staaer. De to Piger Du saae hos mig, ere mine Döttre Thorgerd og Yrpu, og er jeg overbeviist om, Du vil sörge for dem begge. Nu beder jeg Dig at Fölge mig til Tinge, og ikke spare noget af hvad os begge to kan være til Hæder og Ære.


9.

Odin samtykte med Fornöielse i hendes Begjering, og det blev aftalt, at de to Söstre skulde blive hjemme og passe paa Hulen. Hulda og Odin belavede sig til Reisen. Hun iförte sig den gamle Drageham, og Odin satte sig paa sin Hest Sleipner. Alle Jötuner vare imidlertid kommet sammen paa Hallmundshöiene og ventede paa Udfaldet af dette Möde. Nu höre de noget bruse, og see en rædsom Drage komme flyvendes, og ved Siden af denne, en ridende anseelig Mand, i Kongedragt, og paa en stor og meget smuk Hest. Der var nu Kong Odin selv og Hulda den mægtige Trollinde. Alle Jötuner bade dem være velkomne, og bukkede for dem, Stole sattes til dem, og Odin blev da anmodet om, at sige hvorledes han vilde have Sagen afgjort. Da sagde Kong Odin: ”Den förste Post jeg paalægger i denne Forligelsessag er, at min Veninde Hulda, skal være överste Dronning over alle Trolle her i Norderlandene; dernæst skulle I bygge paa Trolledynge et stort Tempel, hende og os til Ære, og til samme svare en aarlig Afgivt. Hun og hendes to Döttre skulle forestaae Templet med alt dets Tilliggende, og der bliver hun og vi dyrkede i mange Tider; men Jetten Svade,15 vor Paarörende, tilligemed de 9 som med ham omkom Fyrsten Gigas, skulle med deres Familie og Huusfolk forlade Sirgisdalen, og aldrig komme der mere. Jetterne fik at finde sig i alt hvad Odin havde afsagt, og saa adskiltes Tinget og Enhver drog til sit. Alting blev efterkommet, hvad Odin havde paalagt, og havde Thorgerd i mange Dele Fortrin for Sösteren, og kaldtes siden Thorgerd Hörgabrud. Om Trollinden Hulde kan i gamle Fortællinger og Sange findes, at baade hun og begge Söstrene Thorgerd og Yrpe siden i lang Tid have for deres Venner været mægtige Skytsaander. Men Jetten Svade og de der havde været i Ledtog med ham, sloge efter Asa-Thors Raad, deres Bopæl op i Thorsdal, som her ovenfor sagdes. Odin og Hulde skiltes ad med megen Kjerlighed, og det paastaaes som en Sandhed, at hun ved Afskeden forærte ham tvende Ravne, som idelig fulgte med ham siden den Tid, og fortalte ham hvad der tildrog sig i Verden, og hvad han ellers vilde vide. De Kyndige sige at Odin har tilbragt et Aar paa dette Tog, hvorefter han sad i Asgaard med Hæder og Ære. Vi komme nu tilbage til Hildebrand, Kongesönnen, der voxte op hos sin Fostermoder Leda. Da han havde fyldt sit tiende Aar, anrettede Jetten Svade et stort Gjestebud, som han indböd alle sine Frender og Venner til. Der indfunde sig da alle Thusser fra Thorsdalen, som ogsaa Spaakonen Leda, tilligemed sin Datterson Koll og Fostersön Hildebrand. Hendes Fader Svade tog som venligst mod hende, og da de kom til Bords, maatte hun og Hildebrand sidde paa hver sin Side hos ham16 og Koll skulde opvarte ved Bordet.17 Der kunde sees mangt et glubsk Utyske i denne Forsamling, men Gildet var fra först til sidst meget skjönt, og Gjesterne bleve vel drukne. Svade bad dem nu at begynde paa nogen Moerskab. hvorfor de efter behörig at have lavet sig til, toge paa at brydes, og ikke löselig toge de paa hinanden; men Koll stod sig mod den stærkeste i hele Selskabet. Intet andet mærkeligt veed man der forefaldt, hver drog til sit, og fik anstændige Foræringer ved Afskeden. Til Leda sagde Svade; ”Jeg takker Dig, Dronning, at Du vilde komme til mit Gilde, ogsaa har Du altid viist Kjerlighed mod mig. Det aner mig, at jeg ikke skal holde flere Gjestebudde, hvilket og er rimeligt i Betragtning af min höie Alder. Da jeg nu seer at Du holder meget af den unge Hildebrand her, saa spaaer jeg ham, han skal vorde vidtberömt og holdes idelig for den tapperste Kæmpe, ihvor han er, paa Land eller Hav. Her har jeg et Sverd , smedet af Dverge,18 og saaledes, at det bider Staal og Steen ligesaagodt som blotte Menneskehoveder, og har Odin begavet det med den Egenskab, at ingen skal være istand til at döve dets Eg.19 Dette Sverd vil jeg forære Din Fostersön, og det vil komme ham til Nytte. Et Spyd, som jeg i mange Tider har fört, skal Du, min kjere Koll, modtage af mig, og det kommer i gode Hænder, thi hverken mangler Du Kræfter eller Mod.” Leda takkede sin Fader for disse Foræringer, de önskede hinanden alt Godt ved Afskeden, og skiltes ad som kjerligst. Kort derefter begav Leda sig paa Reisen til Kong Hjörvard, og med hende Hildebrand og Koll. De kom til Soelstrand, da Kongen sad med sit Hof og drak. Han saae nu sin Söns Fostermoder trine ind i Salen, og tilligemed hende et smukt men fermt ungt Menneske, samt hendes Dattersön Koll. Kongen reiste sig for at tage mod hende, bad hende ikke for snart at forlade hans Hof, og spurgte, hvo det smukke unge Menneske var, hun havde hos sig. Det er Din Sön, svarte hun, som jeg har opfostret, og kan Du see, om der er blevet Folk af ham. Jo, i Sandhed , var Kongens Ord, og atter velkommen her allesammen. Hun takkede, sigende tillige: jeg veed at min Fader nu er död, thi vil jeg ikke længere boe hos Jetterne, eller omgaaes Trolle og onde Væsener; dog vil jeg ikke heller være altid blandt de her boende Folks Tummel og Stöi; men jeg vil lade mig bygge et Stuehuus ikke langt herfra i Skoven paa et lönligt Sted, som jeg skal anvise, og faae mig en Tjenestepige til min Opvartning. Kongen havde intet derimod, Huset blev opfört, og Leda boede der i mange Aar.


10.

Kong Hjörvard drog efter Skik og Sædvane ud paa Gjesteri, og havde sin Sön Hildebrand med sig. De kom til Thorvid Jarl,20 hvor de forefandt en meget hæderlig Anretning, og blev Kongen der i 5 Dage. Jarlen tilböd sig at ville opdrage Hildebrand, hvilket af Kongen med Tak modtoges; saa Hildebrand blev tilbage hos Jarlen, da Kongen, efterat have faaet anstændige Foræringer, begav sig bort. Jarlen lærte Hildebrand og sin Sön Hake, der omtrent vare i eens Alder, de Övelser, som dengang brugtes, saasom, at svömme, at skyde og at bruge Sverd og Spyd, hvori de snart bragte det til megen Færdighed. De vare hinanden lige i Væxt og Legemskræfter og alle Idrætter, og bleve mere og mere mandige. Aldrig gik Hildebrand nogensteds hen, at jo Hake fulgte ham og var til hans Tjeneste, saa der blev meget Venskab mellem dem og de omsider svore sig i Fostbrödrelag, efter gammel Skik. I al denne Tid levede Koll den stærke hos sin Mormoder. Eengang sagde han til hende; ”Der vil gaae liden Ry af mig, hvis jeg her skal henbringe min Levetid, og ikke forsöge mig i Andet. Min Hu staaer til at komme til andre Steder, og see hvad der vil være for mig; men Raad og Bistand vilde jeg gjerne have af Dig, thi de have været mig til Gavn hidindtil.” Hun fortörnedes ikke over hans Begjering, men sagde: ”Jeg finder det rimeligt at Du gjerne vil herfra, det er ogsaa nödvendigt at Du forsöger Dig Noget. Vel mueligt der kan komme Tilfælde , da Du kommer til at pröve Dine Kræfter, og hvorledes Du kan bruge Dig. Nu skalt Du vide at norden for Nummedalen boer en fornem Mand, som hedder Alf, og har været en ypperlig Kæmpe, men er nu meget til Alders. Han har en smuk og velopdragen Datter ved Navn Gavlöge, som Mange have friet til, men ere afviiste, da hun ikke syntes godt nok om Frierne; og sandt er det, hun overgaaer i gode Egenskaber og Skjönhed alle Andre der i de nordlige Lande. Det har nyelig hændet sig, at medens Alf sad med sine Mænd og drak, en Mand gik ind i Stuen. Han var höi af Væxt, havde Hjelm paa Hovedet, Skjold paa Armen og en hvas Öxe i sin Haand. Han traad hen for Höisædet og sagde ”Vide skal Du, Alf, at jeg er kommet for at begjere Din Datter til Kone. Alf spurgte om hans Navn og han sagde sig at hede Vikar og være öster fra Sverrig. ”Længe, saaledes blev han ved, har jeg været i Ledtog med Snæulf den Raske, Sökongen, men min Bopæl har jeg opslaaet her i Norrig, dog ikke just i en beboet Egn. Der ere ogsaa Nogle i min Familie, som ikke ville synes synderlig om Dine Huusfolk, Alf. Imidlertid giv mig nu strax Svar paa min Begjering.” Alf svarede, han vilde ikke give sin Datter til en Mand, der ej allene var ham ubekjendt, men og skyede Omgang med andre Landets Indbyggere, og, lagde han til, ”jeg synes ilde om Dig i Eet og Alt; anden Besked faaer Du ikke dennesinde.” Da sagde Vikar, ”Du har forhaanet mig nu, og det skal Du undgjelde, men ikke længere vil jeg bede om Dit Svogerskab, Din usselige gamle Karl!” Saa sigende gik han hurtig ud og til Gavlöges Kammer, og uden at sige et Ord, tog hende paa Armen og gik sin Vei med hende. Alfs Folk bleve forblöffede over dette Spögelse, thi han saae meget bister ud og var höiere end noget Menneske kunde være. Alf tog til Orde og sagde: ”Aldrig er det skeet mig, at jeg har manglet Mod ihvad der er hændet mig, men ved at höre og see denne Mand, paakom mig en Frygt. Meget ilde maa han være at trækkes med, og han er vist af Trollenes Æt, og dem ere det vist han talte om, da han nævnte sin Familie. Det overstiger Menneskers Evne, at give sig ifærd med disse onde Væsener, eller opsöge deres Boliger.” Nu anrettede Alf en stor Ofring, og paakaldte Trollinden Hulde, med det Lövte, at ofre hende sin Træl Svart, saafremt Vikar blev overvundet og Gavlöge kom uskadt af Trollenes Hænder. Hulde tækkedes Offeret, og i Nat fortalte hun mig udförlig Alt hvad Du nu har hört af mig, og sagde tillige, det var Dig beskikket, at vinde Seier over Vikar den Onde, og over hans Slægt. Hun lovede Dig ogsaa sin Understöttelse. Den Lyst Du har faaet at forlade dette Sted er vist nok frembragt hos Dig af Hulde selv. Jeg vil ikke holde Dig tilbage eller sinke Dig, kun vil jeg give Dig det Raad, at Du först tager til Thorsdalen til min Broder Skjalg. Her er en Armring, hans Hu længe har staaet til, den skal Du forære ham, at han maa gjöre Dig Bistand, og her i Skoven gaae hundrede Heste, dem skal Du drive til Thorsdalen, thi Skjalg vil samle Folk og gjöre et Gilde, og der maa man ikke lægge knapt til.” Til Slutning gav Leda ham en Kofte af Ulveskind, som han maatte tage paa, og som hun sagde, vilde være ham til megen Nytte, naar Trollene toge i ham. “Ogsaa min Hund Skolte, lagde hun til, skal Fölge med Dig og være Din herefter, thi det kan hænde sig, at Du engang kan trænge til hans Hjelp. Og nu, drag hen med Held og Lykke, Koll, min Sön!” Koll begav sig nu pae Veien med sin Hund, og fandt i Skoven det omtalte Stutteri paa hundrede meget fede og smukke Heste. Hunden drev Hestene sammen og frem ad Veien, og Koll gik bagefter, havende i Haanden det Spyd, Svade forærte ham. Det siges for Sanden, at af de Dalevende ingen Mand var raskere eller kjekkere af Anseelse end Koll. Der tildrog sig intet mærkeligt paa hans Færd, og er intet mere at berette, för han naaede Thorsdalen.


11.

Koll vidste Besked der og gik lige til den Hule hvor Skjalg boede, og meldte sig ved Indgangen. Skjalg tog til Orde: gaae Du til Dören Gorm, Træl, og sig den Fremmede at komme ind til mig, thi jeg veed ikke, hvo han er. Trællen gik og bad Koll komme ind. Denne saae nu hvor Skjalg sad i Hæderssædet, en meget anseelig Mand, med et Skjæg saa stort som en Hvalfind, hængende ned over Brystet, havende Hue paa Hovedet, en Björnskinds Pels over sig og Handsker paa Hænderne. Over ham hængte et stort og skarpt Sværd. Ved hans höire Haand sad et stort Fruentimmer, og paa den anden Side var en Plads ledig, men ellers sadde Trolle omkring i hele Salen, saa Koll undredes over, at der var saa stort Selskab. De sadde just og spiste og det var Björnekjöd de havde paa Bordet. Skjalg sad rank i sit Sæde og med et ganske mildt Aasyn. Koll gik hen for ham, sigende: Held Dig herinde, min Mormoders Broder, Skjalg, Hövding for alle Trolle i Thorsdalen! Jeg er kommet til Dig, mig til Ære og Understöttelse, ifölge Ledas, min Fostermoders og Din Sösters, Raad; og skal jeg formelde hendes Hilsen og bringe Dig denne Ring, den hun sender Dig som et Venskabstegn, og at Du vilde være mig gunstig. Glæde udbredte sig over Skjalgs Ansigt; han tog mod Ringen og sagde: “Aldrig fik jeg saadan Foræring för. Denne Ring har Nimrod ladet forferdige ved fire af de konstigste Dverge, og med, saadan Beskikkelse, at hvo som havde denne Ring paa sin Arm, han skulde have Overmagten over alle Trolle. Trollinden Hulda forærte Ringen til Kong Odin, thi de vare gode Venner. Men da Freya fik at vide at Odin havde sovet hos Hulde, og saaledes var kommet til Ringen, fik hun overtalet Loke til at bortstjele den, og sendte den da til min Moder Skraame, som var hendes fortrolige Veninde, og opfostret med hende. Freya beskikkede det saaledes, at Ringen skulde være i Qvinders Værge i hundrede Aar, og hvo da efter den Tid kunde fremvise Ringen paa Trollenes Ting, han skulde være Konge over alle Trollene i Jötunheim. Og saaledes fik Freya smidsket for Odin, at han stadfæstede hendes Beskikkelse. Nu har Du, Fetter Koll bragt mig den Glæde, at alle vi Frender her i Thorsdalen ere frie fra den Landflygtighed, Kong Odin paalagde os, saa vi nu kunne igjen boe og bygge paa vore Ejendomme i Jötunheim, hvis Konge jeg nu bliver. I overgaars Nat sendte Hulde sin Datter Thorgerd til mig og lod sige, at vor hele Familie skulde være forligt med hende, hvis vi vilde paatage os den Forretning, at omkomme de Trolle der boe i Mörkved Skov, da de havde unddraget sig hendes Herredömme og nu i ti Aar ikke svaret Tempelskatten. Men den samme Trollefamilie er den der er meest kyndig i Troldom, og den værste man kan have at bestille med,” Alle Trollene paa begge Bænkene rejste sig nu, bukkede for Koll og önskede ham til Lykke til Ankomsten, men Skjalg anviste ham Sted ved sin Side, sigende: det Sted har jeg bestemt Du skulde have, og disse Gjester har jeg indbudet, fordi Hulde havde ladet mig vide dit Komme; og saasnart vort Gilde har Ende, vil jeg tage afsted med denne Skare. Alle Jötuner sagde, de vare rede at Fölge Skjalg og Koll paa dette Tog, og gjöre Alt, hvad der stod i deres Magt. Nu tog Koll Skjalg under Armen og förte ham ud af Hulen, hvor Hestene gik og græssede paa en smuk Mark. Disse Heste, sagde han, forærer jeg Dig Fader Skjalg, thi der vil behöves meget til at Gjesteringen kan blive saa anseelig som det sömmer sig for saadan Hövding som Du er. Trollene kom nu stimlende ud ogsaa, men Skjalg loe höit og var meget glad. Han saae til begge Sider og sagde: Kan Nogen sige, at slig en Foræring er nogensinde blevet givet blandt Trollene? De svarede alle, som af een Mund, at det var langtfra, og at man havde Ære af at være saadan Mand behjelpelig, som Koll var, i hver Henseende. Hestene bleve da slagtet og Kjödet tillavet, og Bordene paa ny besatte med Hestekjöd, og Fornöjelsen syntes nu at være meget större end för. Gjesterne skiftedes nu tilsæde og gave sig til at spise med Lyst, og derefter til at drikke. Det bedste Öl bragtes ind i Overflödighed, saa Folkene bleve rusende og meget glade og höiröstede. Alle som een Mand sagde, at saa prægtigt og net anordnet Gilde var aldrig för seet blandt Trollene. Omsider slog Skjalg til Lyd og sagde, nu vil jeg more Eder med en Fortælling om Vikar. Da Alle önskede at höre den, begyndte han som saa:


12.

“Der var en Konge som hed Dumber, og regjerede over de Lande der ligge norden for Dumbshav, og kaldes Dumbsbotn. Det er en stor og vid Landstrekning. Kongens Fader havde med en Trælleqvinde en anden Sön, ved Navn Grepper, som fra Barnsbeen af var ond og uregjerlig. Engang kom Grepper til Kong Dumber og spurgte hvormeget han vilde indrömme ham af Landet? Kongen svarer: ”Jeg vil ingenlunde dele Landet med Dig, da Du aldeles ingen Ret har til at paastaae nogen Arv, og kun slet har Du opfört Dig hidindtil. Imidlertid, da vi ere af een Fader, skjönt Du har en Tjenesteqvinde til Moder, saa vil jeg give Dig saa meget i Lösöre, at Du kan være fornöjet med det, ifald Du ellers kan skjönne derpaa. Men da Folk ikke kan lide Dig, saa vil jeg ikke have Dig hos mig længere.” Disse Ord blev Grepper meget arrig over, men fik at lade det være saa. Han drog bort med det Gods han havde faaet, og samlede nu Rövere og Stimænd, og med denne Flok drog han om og plyndrede i sin Broders Rige, og gjorde megen Ulempe deromkring med Ran og Mord, hvorved han fik en heel Deel Penge samlet, og skaffede sig nu to Krigsskibe, dem han drog sönder til Finland med, hvor den Gang regjerede Kong Froste.


13.

Grepper lagde der til Land og begav sig til Kongen, med Begjering at maatte opholde sig der Vinteren over, Kongens Svar blev: “Slet handlede Du mod Din Broder, og mig vil Du ikke være til Baade, og hvis Du ej forföjer Dig bort af mit Rige inden tre Dage, lader jeg slaae Dig ihjel og alle Dine Folk. Thi Kong Dumber er min Staldbroder og Ven; han beviste Dig Godt, og Du betalte ham med idel Ondt”. Grepper drog da afsted og seglede nu sönder med Landet. Vinteren kom, og Söegang og Storm tog mere og mere til. En Aften, da han kom til en god Havn, og lagde sine Skibe ind der, blev han vaer en Ild op i Klipperne. Han tager sig da en Baad og roer til Lands, og gaaer efter dette Skin indtil han kommer til en Hule. Han standsede udenfor og saae at derinde vare to Trolqvinder og havde Kjedel over Ilden. Den ene tog til Orde og sagde: Söster Flegde, mon vi ikke skulde faae nogen Mand hos os inat? Veedst Du ej, Söster Mulde, svarede den anden, at her er kommet en Mand i Land, og staaer nu og hörer hvad vi tale? Nu gik Grepper ind og hilste dem. De bade ham være velkommen, og satte sig tilbords, spiste med hinanden og gik siden alle tre sammen til sengs. Qvinderne vare unge og meget levende, og syntes godt om Grepper. Om Morgenen spurgte han dem hvor længe de havde været der. I to Vintre, sagde de, og ere vi Döttre af den Jötun Ofotan, fra Ofotensfjord, og have lært her Besværgelser og Tryllekonsten af de lærdeste Finner her i Landet. Vi have ved vore Konster faaet Dig hertil, fordi Dit Sindelag passer bedst til vores; men Din Broder Dumber lod indebrænde vor Fader, fordi denne gjorde Ulempe i hans Rige. Os drev han af Landet, saa han nok har fortjent at vi tage Hevn over ham. Dersom nu vi lægge vore Raad sammen, saa kan Dumber faae skjellig Lön for sine Gjerninger. Vi ere saa kyndige og udlærte i alle Konster, at intet kan staae sig mod vor Troldom. Nu ville vi, at Du segler tilbage nord efter, lige indtil Du kommer til Kong Dumber, og seer om Du kan faae Livet af ham; men vor Hjelp skal Du have til bedste Befordring af Dit Foretagende, og föjelig Vind skal Du aldrig mangle. Skulde saa Indbyggerne ikke ville antage Dig til Konge, som rimeligt kan være, saa tye her til os tilbage, saa skal vi faae stillet alting, som os bedst synes. Men finnernes Konge er den eneste her i de nordiske Lande, vi ikke vove at drive Spög med, ogsaa vil han söge Hevn over hvo som omkommer Kong Dumber.” “Grepper syntes godt om alt dette, gik tilbage til sine Skibe, lagde fra Land, og da han fik meget god Vind, bleve Seglene ikke ströget för han naaede Dumbsstrand, og der lagdes Skibene om Aftenen ind i en Lönvig, hvor Kongens Gaard stod ikke langt fra. Om Natten gik Grepper i Land med sine Folk og til Kongegaarden. Kongen og hans Folk laae alle i den dybe Sövn, da de ej vidste nogen Fare forhaanden. Grepper lod da strax sætte Ild paa Gaarden, og der indebrændtes Kong Dumber og alle hans Mænd. Nu syntes Grepper han havde vundet meget, lod saa Folket samle til Tinge, og forlangte de skulde tage ham til Konge. Men Alle satte sig derimod med megen Heftighed, raabende de vilde ikke have til Konge den Nidding, der havde myrdet sin Broder uden Skyld og Bröde, og bedrevet mange flere Niddingsgjerninger; ogsaa var Kong Dumbers Sön, Dumber den yngre, nu hos Kong Froste i Finland, men Du, lagde de til, skal faae Lön som forskyldt. Og saa gjorde de det vældigste Angreb paa ham og hans Folk, fik dem tagne allesammen og lagte i Lænker. Da rejste de Gallier og hængte dem hver een, paa Grepper nær, som de förte til Skibene og vilde overlevere til Kong Froste. Men da de kom ud i Havet fik de saa haardt Veir, at de maatte blive ved at holde Söen sönder efter med Landet, til de kom i den samme Havn, hvor Grepper havde været. Her kastede de Anker, og 14 Mand skulde om Natten holde Vagt paa Dækket og bevogte Grepper. Hen ad Midnat för Vagten vidste af det, vare to Trolqvinder ombord hos dem, og i en Haandevending dræbte 12 Mand og toge Grepper bort med sig. De to, som beholdt Livet, vækkede deres Kamerater, og fortalte hvad skeet var. I det samme kom 10 Skibe seglende ind i Havnen. Det var Kong Froste som ved sin Konst havde fornummet alt det der var skeet, og nu strax ordnede sine Folk til Landgang. Paa den anden Side vidste ogsaa Trolqvinderne Alt, hvad Kongen tog sig til, og at det ikke var raadeligt at blive der i deres Hule, eller noget andet Sted i hans Rige. De toge da Beslutningen at gjöre ryddeligt i Hulen og tage med sig alt hvad der var af nogen Værdi. Hvorpaa de droge til Fjelds og standsede ikke för de naaede Mörkved Skov, hvor de boesatte sig.” “Men Kong Froste lod antage den yngre Dumber til Konge over hele Dumbsland, hvor han regjerede efter sin Fader,”


14.

Dumber den yngre Sammenkaldte en meget talrig Forsamling, hvor den finske Kong Froste ogsaa var nærværende. Paa dette Ting bleve alle Trolle i Ofotansfjord landsforviste, og det saa langt sönder efter, som den finske Konges Herredömme gik, saa de i al denne Landstrækning ikke skulde boe eller opholde sig. De droge da alle af Landet, og ligge siden den Tid i Mörkved Skov.” “Grepper havde 4 Sönner; Rugner, Rotte, Valbrand og Vikar, Denne sidste var den yngste, og hans Moder, som, var östen fra Sverrig, var blevet bortranet af Grepper, der döde kort efter.” “Da Vikar var 15 Aar gik han til Söes med Kapere, og fulgtes en lang Stund med Snæulf den Raske, og var med i mangen standende Strid og i Enekampe. Han var saa tryllet, at intet Jern bed paa ham. Da han blev kjed af Kaperlevnet, lod han den Syssel fare og satte sig paa sin Gaard hos sin Slægt og Venner. Saa drog han til AIf i Nummedalen, og bortrövede hans Datter.21 Nu har Gavlöge i otte Dage ikke villet spise eller drikke, alt siden hun kom i Trollehænder, men Vikar agter alligevel at holde sit Bryllup med hende inden tre Dage. Endnu kan jeg sige Eder, at Rugner er blevet Hövding over alle Trolle i Mörkved Skov, og er saaledes styrket ved Trylleri og Konster, at ingen kan staae mod ham, undtagen Kong Odin selv og Trolinden Hulde. Men overalt ere alle fire Brödre haardt at trekkes med. Flegde og Mulde kan saaledes omskifte sig, at de kan skabe sig i hvadsomhelst Dyrs Skikkelse, og fare ligesaa godt oppe i Luften, som nede paa Jorden. Der er intet Haab, vi kunde faae Fremgang mod dem eller overvinde dem, med mindre vi faae flere til Hjelp. Men glad er jeg ved den Tanke, at gamle Hulde nok ikke er saa slövet ved Alderen, at Trollene i Mörkved Skov skulde forblinde hendes Öjen, thi ville vi som hurtigst belave os til Toget. Vi to Hövdinger, Rugner og jeg skulle staae mod hinanden; min Sön Koll skal binde an mod Vikar, thi den som vinder faaer Gavlöge, og en haard Dyst bliver det. Mine to Brödre Kolbjörn og Kænger, give sig ifærd med Rotte og Valbrand.” Da Skjalg havde endt sin Tale udsögte han 60 af de Jötuner, der boede i Thorsdalen. De vare alle forsynede med Skjold og Sverd, og udgjorde en drabelig Flok, De toge nu deres Skier paa og begyndte deres lange Rejse norden paa, langs med Kjölen. Fra Thorsdalen til Mörkved Skov regnes 30 gode Dagsrejser. Det var noget efter Midvinters Tid, Maanen var i fuldt Tiltagende, saa det var lyst om Natten, og Væiret var reen Frost med klar Himmel. De begave sig paa Vejen omtrent midt mellem Midnat og Solens Opgang, og vandrede afsted den hele Dag til ud paa Aftenen, da de toge til deres Forraad og holdt Maaltid. De havde nu gjort to Trediedeel af deres Vej, lagde sig paa Isen og sov flux og haardt, thi de vare vel trette af Dagens Vandring.


15.

De havde sovet en Time eller noget mere, da vaagner Koll ved at Nogen rykker ham i Axlerne. Han seer, det er hans Hund Skolte, som var meget bister og sprang idelig i Væiret med vidtaabent Gab. Tillige saae Koll, at en fæl omskabt Ting stak med et skarpt Slagsverd til Skjalg, men Skolte foer til, og bed i Sverdet saa det gik istykker. Koll sprang op, men Spögelset forsvandt for hans Öjen. Skjalg vaagnede ved Stöjen og sagde: Nu sov jeg for fast, og Flegde havde myrdet os begge to havde ikke den prægtige Hund passet saa godt paa: og i Sandhed det er bedre at have ham i Fölgeskab med sig, end den kjekkeste Karl i vor Hob. Skjalg bad nu sine Mænd at rejse sig og begive sig paa Vejen. Da de havde gaaet en Stund blev Himlen ganske mörk, og et Uvæir rejste sig saa haardelig, at de neppe kunde staae paa Födderne, og den Ene ikke saae den Anden, saa mörkt var det. Da raabte Skjalg: lader os holde os saa tet sammen som mueligt, at ingen kommer af fra Hoben. Jeg og Koll og mine Brödre ville gaae foran, og Du, Skolte, maa vise os Vej. Hunden sprang da forop, og de fulgte alle rask efter den. Det dagedes og Uvæjret lagde sig, og de saae nu at Skolte ikke havde taget Fejl af Vejen. De vare nu i Nedgangen til en Dal, og kunde tydelig oversee alle Boesteder i Mörkved Skov. Vesten for Böygden ere Sletter, som kaldes Grönsletterne. Der standsede de, hviilte sig og gjorde sig tilrette efter den lange möjsommelige Vej.


16.

Her bör imidlertid fortælles hvad der var skeet i Mörkved Skov. Den forrige Nat havde Flegde sovet meget uroelig. Hun vred sig og kastede sig om i Sengen, vaagnede langt om længe og drog tungt sit Væjr. Vide skal Du, min Sön Rugner, sagde hun, at os forestaaer megen Uroe. Jeg har fornummet at Hulde den mægtige Trolqvinde, har foranstaltet, at Skjalg fra Thorsdalen og Koll den Stærke komme her i morgen, og have tiltænkt os meget Ondt. Men för skal hver af os ligge död paa Stedet, för Vikar, min Fostersön og Din Broder, skal overgives til en grusom Död. Laver Eder da til Kamp hver som kan, og ingen blive tilbage. Du og Dine Brödre anföre Folket, og min Söster og jeg ville bevogte Gavöige, og tage mod hvem der kan komme, saa vidt vi formaae. Megen Anstrengelse vil behöves, og mine Drömme have været saaledes, at store Ting ere forhaanden, og mod Skjebnen kan omsider ikke gjöres noget. Rugner sendte nu sine Brödre og alle sine Mænd Bud at samles, og ordnede dem til Striden det bedste han kunde. Ikke skulle vi, saaledes talede han til dem, lade os indebrænde, som Ræve i Hulen, men gaae som raskest mod Skjalg og hans Fölgesvende, og berede dem den haardeste Kamp. Alle gave deres Bifald, og rustede sig efter mueligste Evne hele Natten over i alle Boesteder i Mörkved Skov. Saasnart det gryede ad Dagen samledes de om Rugner og bevidnede deres Lyst at begynde Kampen. Han var glad derved, og under hans og hans Brödres Anförsel drog Hoben ud og vare de ved hundrede Jötuner.


17.

Grönsletterne ligge meget nær ved Böygden, og da Rugner kom der saa langt frem, at man kunde höre hinanden fra begge Sider, raabte han höit og med velsatte Ord: “Hvo er Anförer af den Skare, der staaer her mod os, bered til Kamp? Skjalg svarer: Om Du vil vide det, da hedder jeg Skjalg og boer i Thorsdalen, og er, tilligemed Koll min Sösterdattersön og mine Brödre, Anförer for denne Hob. Kolls Forlangende er, at Gavlöge, Alfs Datter fra Nummedalen overgives velbeholden i hans Hænder, og at Du udleverer din Broder den udædiske Vikar, som bortranede hende og förte hende hjem med sig. Desuden skal I betale hundrede Pund Guld, og saameget skjert Sölv, som en Jötun mægter at bære. Paa denne hans Tale svarede Rugne: Der er ej at tænke paa, at jeg skulde udlevere min Broder, eller overgive hans Fæstemö i Eders Hænder. Gaaer det efter min Villie, saa skal I udrette her i Mörkved Skov intet uden det I længe skulle huske, og som kan afskrekke Andre fra, at komme her til os med Ufred og Overlast. - Det skal nu vise sig, sagde Skjalg, og strax bleve Vaabnene draget, og en meget haard Kamp begyndt. Skjalg havde en halv gang saamange og udsögte Folk. Ved Koll skede det förste Drab, da han satte sit Spyd tvert igjennem en Jötun, saa denne faldt död til Jorden; men Koll blev rask ved at stride. En vældig Kæmpe paa Rugners Side, som hed Kaldran, greb en stor Steen og slog den til Skjalg, som saae det, fangede Stenen i begge Hænder og sendte den gjennem Luften tilbage. Stenen knusede Hovedet paa Kaldran, saa han var död paa Stedet. Fra begge Sider stredes nu uden Tilskyndelse, og mange faldt. Skjalg foer nu ind i Hoben og slog ned for Fode, hvilket da Rugner saae, vendte han sig mod ham, og baade haard og lang var deres Kamp, thi Jern bed ikke paa nogen af dem. Enden blev at Skjalg kastede sine Vaaben, greb Rugner med begge Armene midt om Livet og slængte ham voldsommelig til Jorden, hvorpaa han kastede sig over ham og bed Struben over paa ham, hvilket da blev Rugners Död. Ogsaa Koll og Vikar mödtes og begyndte deres Tvekamp med store Hug og vældigt Angreb. Vikar var övet i Krigstogene og havde fegtet mange Enekampe, og Jern kunde ikke bide paa ham heller, men Koll havde flere Kræfter. Omsider blev Koll ked af dette unyttige Arbeide, han griber da sit Spyd i begge Hænder og stöder saaledes til Vikar at denne falder, da Koll med begge Hænder tager om hans Hoved og vrider Halsen om paa ham, og saaledes endte da Vikar sit Liv, I det samme hug Valbrand med et stort Slagsverd tvert over Axlerne paa Koll, og det havde været hans Död, hvis ikke hans Ulveskinds-Kofte havde reddet ham, thi den kunde ikke gjennemtrænges. Imidlertid var Koll nu vaabenlös, thi greb han til sin Brydekonst, röi ind paa Valbrand og styrtede ham baglænds over en stor Steen, saa hans Rygbeen brækkedes, og han laae död for Kolls Födder. Dette skede paa samme Tid da Skjalg havde, som för fortaltes, faaet dræbt Rugner. Medens alt dette gik for sig havde Kolbjörn og Kanger med de andres Hjelp saaledes nedlagt Rugners Folk, at ikke een mere var ilive; ogsaa hans tredie Broder Rotte var falden. De fra Thorsdalen havde kun mistet ti Mand, og kunde nu rose sig at, have vundet Seieren. I Mörkved Skov siges at være blevet tilbage ved hundrede Trolle. Kort efter Rugner var draget ud med sin Flok, sagde Flegde, det blev hende saa kedsomt, hvorfor hun gik ud og hendes Söster fulgtes med. Gaflöge saae i sit Kammer ud af Vinduet og blev vaer at en grulig Drage kom flyvende östen fra og der henad. “Tvende store Glenter kom den i möde, angreb den, og de kæmpedes haardelig, indtil omsider begge Glenterne faldt döde ned til Jorden. Ved dette Vidunder kom alle Trollene frem af deres Boliger, og see, der laae baade Flegde og Molde döde og sönderslidte paa Marken. Men lige overfor hvor Trollene stimlede sammen stode tvende höie Trollinder, som af hver Finger udskjöde en Piil, og en Trol ramtes ved hver Piil. Tillige svingede den store Drage sig over Trolleflokken og udströmmede saa megen Damp og Ædder over dem, at mange fik deres Död deraf. Inden kort Tid var ikke een af dem levende mere, og da flöi den store Drage sin Vei, og de to höie Qvinder saaes ei mere. Det paastaaes for en Sandhed, at det har været Hulde i sin gamle Drageham, og hendes to Döttre Thorgerd og Yrpu. Thorsdölerne kom nu der, og undredes meget over det skeete Nedlag, da Trollene laae der döde omkring paa Marken; De sögte nu Gavlöge og fandt hende i god Behold, og hun fortalte dem om alle de Vidunderligheder som havde tildraget sig der. Nu hviilte de sig og forbandt deres Saar, og saae sig siden om i Böigden. Ved den Tummel Trollene havde gjort, og ved deres sidste Dödskamp havde Jorden rystet saaledes, at mangfoldige Huse og Huler vare indstyrtede. Ellers fandt de Overflödighed af brugbare Ting, og af Alt de behövede, samt Guld og Sölv og mangehaande Kostbarheder. De opholdt sig her tre Dage i god Roe, og gave sig da paa Hjemveien, med store Byrder af alleslags nyttige og kostbare Ting, men slæbte först alle de döde Trolle sammen paa mange Baale og brændte dem til Aske. Koll tog Gavlöge paa Armen og saa droge de afsted, alt til de Fjelde der ligge oven for Nummedalen. Her bad Skjalg, at de alle skulde sidde ned og hvile sig en Stund, og da tog han tilorde som Fölger:


18.

“Nu have vi, min Sön Koll, fulgt Dig paa dette Tog, og Lykken har været med os i alle Dele. Da vi nu skulle drage hver sin Vei, saa ville vi dele alt det Bytte vi have bragt med, i tvende lige Dele. Du skal have den ene og jeg og mine Mænd den anden. Du bringer nu Gavlöge til hendes Fader ned i Nummedalen, og faaer hende til Kone, kommer i Anseelse og vinder Yndest og skalt altid agtes for en drabelig Kæmpe. Ti Mænd af vores skal med Dit Gods Fölge Dig ned til Alf, thi de fleste vilde nok blive ilde tilmode om vi kom alle. Disse ti skulle dog strax igjen komme til vort Bosted i Thorsdalen, thi der bliver jeg ikke længe, da jeg maa tye til det Rige, som jeg er vis paa at erholde i Jötunheim Og nu farvel og vær lykkelig, min Sön!” Nu skiltes de ad med megen Kjerlighed og hver drog sin Vei.


19.

Dagen var smuk og Veiret mildt, da den gamle Alf sad paa en Höi, medens hans Huusfolk legede Træboldtelegen. Han var meget stille, og hans Sind haardt bekymret for hans Datter Gavlöge. Han blev vaer at endeel Mennesker kom med en Fart ned oven fra Fjeldet og siden drog der henad hvor han sad. Disse Folk vare alle höiere end andre Mennesker, og havde stærke Ansigtstrek, men deres Anförer var smuk og velskabt. Alfs Folk holdt op med Legen, og bleve noget ilde tilmode ved hines Komme, hvorfor heller ingen gik dem imöde, eller bad dem være velkomne. Men Gavlöge gik frem og hen til Faderen, som udbredte sine Arme mod Datteren, og de havde den höieste Glæde ved at sees igjen; hvilken Glæde alle de Andre toge megen Deel i. Hun bad nu Faderen, at tage vel mod hendes Fölgeskab, men især mod den priselige Tapre, som havde frelst hende af Trollenes Hænder. Han gjorde saa med Fornöielse, gik Koll og hans Fölgeskab imöde og bad dem være velkomne. Jötunerne lagde nu Byrderne de havde baaret, og Folk syntes de vare vel store. Saa ginge de til Gaarden og i Storstuen anviste Alf hver sin Plads, og satte Koll ved sin ene Side og Gavlöge ved den anden. Mad var der fuldtop og stærkt Öl, saa det var et meget herligt Gilde. Omsider bad Gavlöge at Koll vilde fortælle alt det der var skeet og gjort fra först til sidst. Han gjorde det og fortalte vel, og alle Tilstedeværende syntes det var den störste og fornöieligste Moerskab. Da Fortællingen var ude reiste Alf sig og takkede ham med mange velsatte Ord for alt det han havde gjort, og for sin Datters Frelse, og bad ham selv at bestemme hvad Belönning han önskede sig, thi, lagde Alf til, jeg mangler ikke Penge, og det skal være mig en Ære om Du vil blive hos os, hvilket ogsaa min Datter vil önske höiligen. Koll takkede og sagde at ville gjöre Brug af Tilbuddet. Nu drukke de fremdeles, lagde sig siden og vare tidlig op igjen den anden Dag. Alf lod gjöre et stort Forraadshuus ryddeligt og bære der ind Koll's Gods. Ingen havde för seet saa uskatteerlige Eiendomme af Kostbarheder og Lösöre. Koll bad at hans Fölgeskab maatte blive der Dagen over, og saa gik de Alle ind til Morgendrikken, hvorved Alf var overmaade glad og drak sine Gjester til som bedst. Koll tog til Orde og sagde: Det vil jeg nu först bede Dig om, at Du lader i morgen drive Heste til Huse, og ikke for faae. Dem vil jeg sende i Foræring til min Moders Morbroder Skjalg, som har vel fortient sligt af os. Alf sagde de vare til Tjeneste, og sendte siden omkring paa alle sine Eiendomme at drive Heste sammen. Tidlig den anden Dag var Kolls velbeværtede Fölgeskab rede, fik smukke Foræringer af Koll og ginge nu med ham ud til hvor Hestene vare, trehundrede i Tal, og Folk syntes Alf havde viist sig sin Stand og Rigdom værdig. Koll var meget vel fornöiet, overgav Hestene til Skjalgs Mænd og bad dem sige: at Alf sendte ham disse som et Venskabstegn for beviste Hjelp, Yndest og Understöttelse. De bade Farvel og droge deres Vei til de kom i Thorsdalen til Skjalg og leverede ham Foræringen. Han tog glad derimod og sagde: Fetter Koll er rundgivende og hans Foræringer ere store. Vidt og bredt findes ikke hans Lige. I den Mindesang Forne Skald digtede om den Jötun Skjalg finder man, at denne drog til Jötunheim med meget Folk, vandt Riget og regjerede der i lang Tid. Han sendte skjönne Foræringer til Trolinden Hulde og hendes to Döttre, og forærte ogsaa en meget stor Sölvbolle til Templet, og der var og vedblev Venskab mellem dem uafbrudt. Koll fik Gavlöge, og holdt de meget af hinanden. Deres förste Sön hed Skjalg, og fra ham nedstammer Erling Skjalgsen paa Sole, efter Thorlev Spakes Sigende. Den anden Sön var Svade, Fader til Alf, hvis Sön var Kolbiörn, som var Fader til Hallbiörn Halvtrol i Ravniste. Koll eiede en prægtig Gaard paa Lunde i Nummedalen, blev Formand for Nummedölerne, og boede der til han döde i gammel Alder.


20.

Vi bör nu see tilbage igjen til de to Fostbrödre Hildebrand og Hake, der voxte op hos Thorvid Jarl.22 Da de vare 18 Aar gamle, vare de udmærkede ved Væxt og Kræfter og alleslags Færdigheder. Hildebrand reiste da til sin Fader paa Soelstrand, og Hake var som altid, med ham. De gik ind for Kongen og hilsede ham, og han tog venlig, mod dem, og spurgte hvad Nyt de bragte. Hildebrand svarte, han vidste intet Nyt, men kom for at andrage sit Önske for sin Fader. Jeg attraaer, sagde han, at gaae ud paa et Kapertog, om jeg fik Raad dertil; thi saadant Foretagende findes nu anstændigt for Hövdingers Sönner, der kunne bruge deres Vaaben, og have Styrke nok. Alderen paaminder os ogsaa om at det er Tid vi forsöge os noget mere og pröve hvorledes Lykken vil vende sig for os. Det var velgjort, min Fader, om Du med Raad og Daad vilde hjelpe og understötte os til dette Tog. Imidlertid forlanger jeg intet uden hvad Du finder for godt. Kongen sagde: det er vel talt, og nu skulle I Fostbrödre være her hos os i en Maanedstid, saa faaer I at see, hvad jeg kan gjöre for Eder. De takkede og bleve nu hos Kongen, og da den omtalte Tid var gaaet, sagde en Dag Kongen til Hildebrand: vide skal Du, min Sön, at jeg har været betænkt paa det Anliggende Du har fremsat for mig. Der ligge nu tre Krigsskibe fuldkommen udrustede og bemandede med vore Hofmænd23, tapre Mænd allesammen. De Skibe forærer jeg Dig og haaber Din Fosterfader ikke betænker Eders Tarv i mindre Maade. Hildebrand takkede Kongen for hans Godhed, og tog siden meget kjerlig Afsked med ham og Dronningen.


21.

Vore to Fostbrödre ginge da ombord og seglede langs med Landet, til de kom hvor Thorvid Jarl havde sin Gaard. Her lagde de Skibene ind i en god Havn; kastede Anker, og gik siden op til Gaarden til Jarlen. De bleve kjerligen modtaget, og paa hans Tilspörgsel fortalte ham, hvad skeet var. Jarlen syntes godt om det og bad dem blive der i nogle Dage. Du vil nok ogsaa, min Fostersön, lagde han til, besöge Din gamle Veninde Leda, för I drager af Landet. Hildebrand svarte det var hans Önske, og tog da en Dag hen til hende. Den Gamle stod ude da han kom, gik ham imöde, og bad sin Fostersön være velkommen og blive der Natten over. Her sandes, sagde han, det gamle Ordsprog: Man yndes meest naar man sees. De gik da ind og om Morgenen efter Frokosten gjorde Hildebrand sig rede til Hjemreisen. Da sagde Leda, saare lidet kan jeg hielpe Dig med, kjere Sön; jeg har ikke saaledes Raad til det som Din Fader. Men her vil jeg forære Dig en Skjorte, jeg har forfærdiget efter min yderste Kundskab. Den afholder Jern og Ild, og den der har den paa, skal ikke lettelig trettes naar han svömmer, eller tage Skade af Forgivt, Skjorten er vævet af Ulden af en Væder som er blevet ofret i Huldetempelet, ved de yderste Grændser af Bjarmeland, Men vor Ven Hvide lagde den Signelse paa den, at hun vilde skaffe den Held som havde den paa, og han skulde blive berömt. Og nu, farvel og vær lykkelig, min Sön! Hun saae endnu engang til ham og de Nærværende syntes de saae hende fælde Taarer. Hildebrand vendte tilbage til Breidafit og fandt der som sædvanlig god Pleie. Thorvid Jarl lod sætte et Krigsskib istand, med alt hvad dertil udfordredes, bemandede det med kjekke Folk og forærte sin Sön Hake det, tillige med Vaaben og smuk Rustning og hvad andet der kunde behöves til Toget. Vinden blev nu god, hvorfor Fostbröderne toge Afsked med Thorvid og hans Frue Åshild, gik ombord, hissede Segl og löbe ud. De seglede öster paa og da de kom til de svenske Skjær, vare der 5 Krigsskibe, som stode under Befaling af Kaperen Bard. Han var fra Sverrig, höi af Væxt, graahaaret og meget styg. Han æskede strax Fostbrödrene til Kamp og fik til Svar at de önskede Intet heller, hvorpaa da Anstalt gjordes paa begge Sider og Skibene lagdes sammen til Slag. Striden blev haard, men ikke lang, thi inden föie Tid havde Fostbrödrene faaet Bugt med fire af de fiendtlige Skibe, og derpaa entrede det, Bard förte selv. Han forsvarte sig i Förstningen, men Enden blev dog at han og de halve af hans Folk faldt. De Overblevne fik beholde Livet og toge Tjeneste hos de to Fostbrödre som finge her stort Bytte af Vaaben, Klædemon, Smykker og Kostbarheder. De Saarede bleve nu forbundet og Alle hvilede efter Kampen. Efter nogle Dage seglede de afsted, og nu med sex velbemandede Skibe. Al Sommeren over varede dette Krigstog, og hvor de strede havde de Seieren. Her vil vi en Stund forlade dem for at gjöre os bekjendte med nogle Andre.


22.

Vilhelm hed en Konge, som regjerede over Serkland det store, og sad i dette Riges Hovedstad Karola. I lærde Skrivter findes det antegnet, at han nedstammede fra Guderne selv. Under hans Herredömme stode de omliggende Lande og Kongeriger, ogsaa havde han faaet en Dronning af höi Byrd, Albana, Datter af Kong Ermenrik i Armenien. De havde en Sön Hergeir og en Datter Herborg, som begge overgik langt alle Andre i Skjönhed og deres hele Væsen; Kongedatteren boede i et Pallads i Byen med mange fornemme Jomfruer og hæderlige Hofmænd, og lærte i sin Ungdom alleslags mandige og qvindelige Færdigheder, Klogskab og Levemaade. Uden for Byen stod et Slot, som Kongen forærte sin Sön. Han lagde dertil mange Indkomster, og gav ham de skikkeligste Folk til Opvartning, og en Hofmester, som hed Arius. Denne var ung af Alder, men kunde for sine Indsigter og Færdigheder kaldes Olding, og den ypperste Riddersmand; ogsaa var i Legemskræfter og kjekt Mod ingen hans Lige i Kong Vilhelms Rige. Hans Herkomst og Slægt var fra de nordiske Lande, som siden skal omtales, Hergeir, levede da i dette Slot med sin Hofmester og sine Opvartere, og lærte af Arius mangehaande Videnskaber, og ligesaa ridderlige Övelser. Da han var 18 Aar gammel anrettede Kongen en stor Höitid og lod indbyde de betydeligste Mænd i Landet. Det blev et prægtig Gilde, og den tredie Dag befalede Kongen der skulde holdes en Turnering, paa en fri Mark uden for Byen, ved Prinsens Slot. Sagnet melder, at der rede ud af Staden tolv höibaarne Kongesönner, tolv Jarlesönner og hundrede höviske Riddere, med blanke Hjelme, forgyldte Skjolde, skinnende Brynier og hvasse Sverd, og paa meget smukke Heste, som viste der paa Marken at de vare vel tilredne. Turneringen begyndte; de indlagde Lanserne, gave Hestene af Sporene, rendte i fuld Fart mod hinanden, og stödte paa hinandens Skjolde, men de fleste funde deres Ligemænd og denne Dag kastedes faa af Sadelen.


23.

Dagen efter lod Kongen hente sin Sön og Arius. Taffelet blev dekket, Kongen og Prinsen og Flere fornemme Personer satte sig og spiste og drak; hvorefter Bordene borttoges, thi Kongen vilde foredrage Noget offentligen. Han tog da til Orde og sagde: “Vide skulle I, at vi indböde disse hæderlige Hövdinger og troe Mænd, til muelig Hæder for os Alle, men ogsaa af den Aarsag, at vor Sön Hergeir, som synes at være kommet til Mandighed, maatte nu vise det, og lade see at han er værdig til at hædres, som vor eneste Sön og Arving til dette Rige. Det kan jeg sige Dig, kjere Sön, at dengang mit Skjæg var sort som Ravnens Fjedre, da stod jeg i mangt et Slag og mangen Enekamp, og mangen stolt Ridder har jeg tastet af Hesten. Men nu nærmer jeg mig den höiere Alder, og mine Knæbelsbarter ere hvide, som en Due, Thi sömmer mig nu Hvile og roligt Liv; men Dig den unge Mand egner det, at være Dig om Beröm og Manddoms Pröver, som Dine Forfædre gjorde, med mindre Du vil lade Dig kronrage og være Præst i vore Guders Templer, hvilket aldrig har været Skik i vor Familie.” Da lod Kongen, bringe et Harnisk, som han fordum selv havde brugt, og som vidt og bredt ikke fandtes Mage til. Hergeir iförte sig den hurtig og som det bör sig, hvorefter en skjön Ganger förtes frem, som var fra Lombardiet og havde det Navn Ferox. En tyk Rendestang af det Træ, som ei kan brækkes, blev Prinsen givet, og nu sagde Kongen: “Hör, min Sön, for vore Forfædres skyld, viis nu Din Manddom og Kjekhed; gjör Du det ej, da faaer Du af vort Rige ikke saa meget som et visnet Lövblad.” Sigende dette gav han ham et vældigt Slag, hvorved Sönnen blev ophidset og sprang paa sin gode Hest, uden at röre Stigböiel eller Sadelbue, og jog ud ad Marken til med sin troe Arius. Imidlertid vare de tolv Kongesönner, tolv Jarle- eller Hertugesönner, samt de hundrede andre ædelbaarne kjekke Riddersmænd kommet ud i Marken, havde begyndt deres Turnering , som forrige Dag, og nu den ene nu den anden havde Overhaand. Lige som Hergeir kom til Stedet, rede fire stolte Riddere ham og Arius imöde. Men snart vare de affærdigede, thi Hergeir, löftede strax den ene af Sadelen og greb den anden med sin höire Haand, og slængte ham til Jorden. Det samme gjorde den raske Arius ved de to der kom mod ham, og denne Leg holdte de ved indtil alle Konge- og Jarlesönner vare fældede af Hestene. De samledes nu alle omkring Hergeir, og bevidne de deres Ærbödighed, men han bad dem være vel tilmode, sætte sig op igjen, og blive ved med Ridderspillet, til Kongens Moerskab, og alle Tilstædeværendes Fornöielse. Han og Arius viste derpaa endnu mange sjeldne Övelser med synderlig Færdighed. Om Aftenen droge de Alle til Staden, hvor Kongen modtdg sin Sön som kjerligst og sagde han havde viist sig sin Slægt værdig; hvorpaa han, tilligemed de 24 der havde meest udmærket sig ved Ridderspillet, sloges til Riddere. Gjesteriet begyndte nu paa ny og der blev drukket tet, til man langt ud paa Natten begav sig til Hvile.


24.

Dagen efter gik Kongen paa sædvanlig Tid til Höisalen og satte sig i sit Kongesæde, og Hövdinger og Hofmænd indfandt sig ved Taffelet, saa alle Pladser i Hallen vare besatte. Hergeir sad paa en smuk Stoel ligeover for sin Fader, og Arius, stod med megen Anstand for Kongens Bord, Som de bedst sadde og drak kom to af Kongens Datters Tjenere styrtende ind, saa aandpustne, de neppe kunde tale. De stædedes for Kongens Bord og meldte: “Vi bör forkynde vor Konge, at den dyrebare Jomfru, Herborg hans Datter, red igaar med et Fölgeskab af skiönne Piger og hæderlige Riddere ud i den store, smukke Skov, som ligger her ved Siden af Staden. Op ad Dagen da Solen skinnede som varmest, standsede de paa et aabent Sted i Skoven. Her lod Prindsessen slaa Telten for at hvile sig. Bordet blev dekket og da Frokosten var spiist vilde vi gaae til vore Heste for at more os. Da skede det, at et meget höit Fruentimmer kom gaaende ud fra Skoven. Hun var overmaade velklædt og havde paa sin venstre Arm en massiv Guldring, hvori hængte en Lænke ligeledes af det röde Guld, I denne drog hun efter sig et forgyldt Kammer med Hjul under, særdeles konstigen gjort. Ved hendes Komme bleve Alle forunderlig til mode og saa krafteslöse, at de ikke kunde röre sig. Hun gik lige til Prinsessen, tog hende i Haanden og förte hende ind i Kammeret tilligemed to af hendes Piger, hvorpaa hun sagde til os: “Siger til Hergeir, Kongens Sön, at hans Söster bliver hos mig indtil han kommer til min Bolig. Jeg paalægger ham, at han först opsöger Hildebrand, Kong Hjörvards Sön, og forsöger sig med ham i Manddom og alskens Legemsövelser. Og hvis saa skeer, som jeg formoder, at de forliges og indgaae Staldbroderskab: med hinanden, da vil det geraade Hergeir til Lykke og Beröm allevegne.” Da det höie Qvindfolk havde sagt dette, vendte hun sig til Skoven, og var os med det samme, ud. af Öinene. Ved denne Efterretning bleve Kongen og Alle der vare inde tavse, men ikke længe, för Hergeir tog til Orde, sigende: “Alt andet maa man heller gjöre, end at være raadvild og modfalden, naar noget Ubehageligt hænder. Thi gjör jeg her det Lövte, at jeg skal opsøge Kongesönnen Hildebrand, eftersom hin store Qvinde har paalagt mig, og ikke slaae mig til Roe, for jeg har opdaget min Söster Herberg, eller fundet min Död!” Nu vil jeg bede Dig, min Fader, at Du giver mig herfra ti Skibe velberustede og velbemandede og forsynede med alt hvad ellers behöves, tilligemed den gode Drage24, Du foer paa, da Du laae paa Kaperi; hvilket alt maa være færdigt inden en Maaned. Og eftersom vi nu have endeel Vanskeligheder for os, saa vil jeg til min Fölgesvend allerförst udbede mig dig, Arius, min fortrolige Ven, for at nyde Godt af Dine Raad og Foranstaltninger, da det nok ikke er saa let, hvad vi foretage os. Men nu önskede jeg mig ogsaa, at faae at vide Din Herkomst og dit Fædreneland, hvorom Du hidtil endnu ikke har underrettet os. Da svarede Arius: Tilvisse vil jeg fölges med dig, Prins, og gjöre alt, hvad der staaer i mine Kræfter, men min Bistand kan ikke ansees uden som ubetydelig, især ved at udföre det Lövte Du nu haver paa Dig. Det kan jeg imidlertid gjerne gjöre, at fortælle Eder om min Slægt og Födestavn, da I forlange at höre det.


25.

Ermenrik, Kongen i Armenien havde en naturlig Sön, som hed Ulf, og havde ypperlige Anlæg. Alt tidlig i Ungdommen var han ude paa Kapertoge, og vandt jevnlig Overhaand, thi kaldtes han Ulf Rede. Ea Sommer krigede han meget i de nordre Lande England, Bretland25 , Irland og Skotland, og da han havde sine Skibe fulde af alskens Gods, vilde han ved Sommerens Ende segle hjem. De fik da en meget tyk Taage i mange Dage, saa de bleve forvildede, thi dengang kjendtes endnu ikke Kompas. Nu reiste sig ogsaa en stærk Storm fra Vesten, og holdt ved i tre Nætter og Dage, da de saae Land lige for sig med mange Skjær uden omkring. Det var ingen Muelighed at styre Skibene fra, hvorfor her alle Ulfs Skibe med hvad de indehavde, satte til, saa nær som det han selv förte, hvilket drev paa et smalt Indlöb, hvor de fandt en god Havn ved det faste Land, kastede Anker, og indrettede sig saa godt som mueligt. Imidlertid tog Kulden til med Frost og Nordenblæst. Ulf lod da udsette en Baad, roede med en deel Folk i Land og fandt et Sted hvor de kunde legge til. Her droge de Baaden op paa Land, saa Söegangen ikke kunde tage den bort ved höie Vande. Da gik de op i Landet og kom til en Dal omgiven af bradte Klipper. Inde i Dalen var en stor Hule, den undersögte de, og da de ikke fandt noget der kunde hindre dem, lod Ulf bringe alting fra Skibet derhen, og gjorde Anstalter til at de kunde overvintre i denne Hule. Da de havde hvilet sig i nogle Dage af al det Slid og Slæb de havde havt, gik Ulf engang i godt Væir allene op i Fjeldet, og efter nogen Omvandring opdagede en deilig Dal, omgiven af Skov, og ikke sneelagt, thi der fandtes i Dalen adskillige Kilder og opsprudende Væld af kogende Vand. Der gik Kreaturer , baade af Hornqvæg og Faar, og alting var saa önskeligt der, at Mage til det neppe skulde findes paa beboede Steder. For Enden af Dalen var en betydelig stor Söe og deri en temmelig stor Holm, og paa samme en Steenmasse, höit som et Bjerg, men i Skikkelse som et Huus. Ulf saae nu et velklædt og meget smukt Fruentimmer komme ud fra Skoven, med to store Melkespande, gaaende hurtigt forbi ham og ned til Söen, hvor der laae en liden, net og malet Jolle. Ulf raabte da, bie, Du pyntelige Pige, thi jeg rnaa endelig tale med Dig. Hun ændsede det ikke, men gik i Jollen og lagde Aarerne ud. Det syntes Ulf ikke om, skyndte sig da ned til hende, greb i Jollen og vilde rykke den til sig. Men dette lykkedes ikke, thi hun brugte sine Aarer og Jollen flöi hen ad Vandet. Han gav dog ikke slip, men svummede med, indtil han fornam Grund under sig. Da reiste han sig og greb til Fruentimmeret, som vendte sig og tog igjen og det ikke meget lempelig, saa Ulf syntes han havde ikke været stæd i haardere Brydekamp för, thi hun var meget stærkere end han. De brödes af alle Kræfter og meget længe, indtil Ulf fik en Tage paa hende midt om Livet, da hun maatte falde. Da kom ud fra Steenbygningen en gammelagtig, stor og för Kone, og sagde; nu kom Du tilkort, Fosterdatter, mod Ulf Rede, Kong Ermenriks Sön; men din Hu staaer dog til at give ham en bedre Modtagelse og indbyde ham til vores. Hun havde intet derimod, og begge förte ham nu ind i Steenhulen. Der var en smuk og velforsynet Bolig. Flux blev Bordet fremsat, med god Mad paa, og Ulf nödet til at tage tiltakke. Da han havde spiist og drukket til Fornöielse, vilde han tage bort, men spurgte först, hos hvem han da egentelig var, og hvad Landet hedte. Det skal vi tjene Dig i, svarede den ældre Kone, men her skal Du være Vor Gjest inat, og fornöie Dig efter Behag.

- - - (Resten mangler)


Noter:
1) At meget længe efter at Geistlighedens naturstridige Sølibat gjaldt som ubrødelig Lov i de andre Lande, Præster her i Norden endnu givtede sig, er en bekjendt Sag.
2) Hamramme kaldtes de, som troedes at kunne omskabe sig efter Behag i andre Skikkelser.
3) Landet paa begge Sider af Kristiania Fjord.
4) Herser. Frie Jordeiere, der havde store Eiendomme, fik af Kongerne denne Karakteer.
5) Staller: omtrent hvad siden var Rigsmarskalk, og nu kommanderende General.
6) Da i Søslagene Forstavnene lagdes, vel endog bandtes sammen, maatte der være de stridbarste Mænd, saasom der kæmpedes meest med Haandvaaben.
7) I Originalen Hleidr. Da Navnets Begyndelse ikke mere kan udsiges, af Danske, og Enden klinger maskulinsk, saa er det her blevet til Leda.
8) Indbyggerne i Vigen.
9) Jøtun. Dette Folkefærd tænkte Historieskrivere og Romandigtere dengang sig, som Riser og af en anden Art end Menneskerne, blande det ogsaa, som her og andensteds sees, med Trollene.
10) Se siden 281, kap. 7.
11) Det var Skik, som det og har været al Europa over, lige til Begyndelsen af det attende Aarhundrede, at Tapeterne ikke vare faste til Væggen, men ophængtes som Gardiner, hvorfor man saa tidt i de ældre Historier og Romaner læser om, at Nogen skjulte sig bag Tapeterne, hvilket nu ikke mere lader sig gjöre. Disse Hængetapeter synes at skulle nu komme i Brug igien.
12) Her er en Linie udeladt, da vi nu ikke finde anstændigt alt hvad man i hine Tider ikke fandt anstødeligt.
13) Bemærkelsen af dette opdigtede Lands Navn, kan være saa meget som de Skjultes Land. Med Ordet forbandtes ellers det Begreb omtrent, som vi nu have ved det Ord: Under jordiske.
14) Thusser og Jetter (Jøtuner) nævnes jevnlig sammen, og det ene isteden for det Andet, som to Folkefærd, af en og samme Art.
15) See herovenfor 4de Kapitel.
16) Man veed at Huusfaderen sad paa det fornemste Sted. Det næstfornemste var lige over for ham, det tredje ved hans høire, det fierde ved hans venstre Side.
17) Det var ikke fornedrende at opvarte ved fornemme Personers Bord. Unge Mennesker af Stand toges som oftest dertil, ligesom Pasjerne, i vore Tider. Længere hen i Tiden kaldtes saadanne opvartende Ynglinger: Fadesvende eg Fakkelsvende, alt som de brugtes især til at bære Maden paa Bordet, eller til at holde Lys foran Bordet, der hvor Fyrsten sad.
18) Dverge holdtes som bekjendt, for at være øvede frem for Andre, i mange Konster, især i Huusbygning, Skibsbygning og Metalarbeider.
19) Ved Troldom kunde, som man troede, Sverd forgjøres, saa det bed ikke, det kaldtes at døve Sverd.
20) I 1. Kapitel siges han kun at have faaet Herse-Karakteer. Forfatteren har altsaa troet at begge Karakterer vare eensgjeldende, det de dog ikke vare, hvilket blandt andet kan sees af Erling Skjalgsens Svar til Olaf Tryggvesen, da denne Konge vilde give ham Jarls Karakteer.
21) See Kap. 10.
22) See 10de Kapittel.
23) Krigere der havde Kost og Klæder af Kongen. Omtrent en Livvagt.
24) Krigsskib med Dragehoved i Gallionen.
25) Fyrstendømmet Wallis.