Huldefolk

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Faeroysk.gif


Huldefolk


Af
Anker Eli Petersen

© 2005.


De oftest forekommende blandt Færøernes og Islands overnaturlige væsener, er de såkaldte huldefolk, også kaldt álvar. Beskrivelserne af huldefolkene varierer lidt, men den mest generelle opfattelse er, at de var højere end almindelige mennesker, havde sort hår og gik klædt i gråt tøj. Visse kilder hævder også, at de skulle være koldblodede.
   Huldefolkene levede en slags parallel tilværelse med menneskene. De boede i klipper og høje, og rundt omkring på Færøerne kender man stadig til steder, som skulle være beboede af huldefolket, bl. a. den såkaldte Álvheyggur (Elverhøj), syd for bygden Vík på Streymoy.
   Huldefolkene havde får og kvæg, som man af og til kunne finde i udmarken. De bedrev også samme havfiskeri som menneskene, og der er mange historier om fiskere som har mødt huldebåde ved øerne. Der fortælles endda om personer, som er draget på fiskeri med huldemænd.


Det skjulte folk.

Huldefolk betyder "de skjulte/usynlige folk". De var trolddomskyndige og havde en evne at gøre sig selv, deres ejendom og fæ usynlige for almindelige mennesker. Hvis ting forsvandt for en eller anden, kunne man sige, at hulden havde taget det, og der er også optegnelser om en såkaldt huldanhat, d.v.s. en hat som gjorde bæreren usynlig.


De uberegnelige.

Huldefolkene blev generelt opfattet som farlige, og måtte omgås med yderste varsomhed. Hvis man af en eller anden årsag var kommet til at støde dem, kunne de tage en ganske frygtelig hævn.
   Mange historier fortæller om mænd der har mødt en huldemand i udmarken, som har prøvet at skubbe dem ud over skrænter. Andre har været i direkte slagsmål med de underjordiske og der er såmænd beretninger om mænd, som er blevet lemlæstede eller ligefrem dræbt under konfrontationen med de gråklædte huldemænd. Disse sammenstød kunne skyldes tvister om får, at man har trådt på huldefolkenes boliger, eller brud på vedtagne tabu-regler, som forårsagede at huldefolkene fik magt over vedkommende.
   Det fremgår tydeligt fra mange af sagnene om huldefolket, at de gerne prøvede at få magt over mennesker. Hvis en huldepige bød en kristen mand noget at drikke, øl eller mælk, måtte man sikre sig ved at blæse skummet af drikken, for i den lå trolddommen som fik en at miste hukommelsen eller modstandskraften, og derved komme i huldens magt.


De ombyttede.

Dem der var mest udsatte for huldefolkets trolddom var spædbørn som endnu ikke var døbt eller havde fået tænder. I denne kritiske periode af barnets liv måtte man aldrig lade det ligge alene, ellers risikerede man at barnet blev "byttet", hvilket vil sige, at huldefolkene tog det og lagde deres eget barn i stedet. De byttede huldebørn græd meget, spiste meget og når de voksede til, blev de evnesvage og hjælpeløse. Det færøske ord for "dum" er "býttur", d.v.s. ombyttet.
   Der fandtes metoder at få sit eget barn tilbage på (se historien om Huldebarnet), men det var ikke altid det lykkedes.
   Det forekom også at små børn, som gik ude alene, blev bortført af huldefolkene. Somme tider fandt man dem igen langt hjemmefra, og da skal nogen af dem have fortalt, at en stor mand har bragt dem mad, mens de har været borte.


"Virkelighedens huldefolk."

Virkelighedens huldefolk (hvis man kan udtrykke sig sådan) har ikke meget tilfælles med de ædle og romantiske elverfolk, vi møder i den moderne, Tolkien inspirerede fantasy-litteratur. Ikke sådan at forstå at der er noget forkert med Tolkiens eller andres opfattelse af elverfolket, men de nordiske sagn om romantiske huldefolk, álvar, hill-people, elverfolk, troll, skogsrå og hvad de ellers kaldes, er faktisk ikke særlig mange, når man pløjer sig igennem de omfangsrige sagnsamlinger.


Prügelknabe.

Folketroen efterlader snarere et indtryk af huldefolkene som uberegnelige, pågående og hævngerrige. De er en slags ekstreme refleksioner af visse sider af den menneskelige natur, især dem vi ikke bryder os så meget om. Deres funktion synes i stor udstrækning at være en slags usynlig prügelknabe, nogen man kunne skyde skylden på, når man stod overfor uforklarlige begivenheder eller fænomener. Forældrenes desperation over deres barns fysiske eller psykiske defekt, folk som forsvandt uden påviselig grund, familier som af en eller anden grund blev forfulgt af uheld eller ulykker etc. etc.. Alt det uforklarlige og ubehagelige måtte have en årsag, og det er altid lettest at bebrejde det uhåndgribelige for det ubegribelige.
   Dette, at skyde skylden for det ubegribelige på de underjordiske er i øvrigt et ganske udbredt fænomen i alle kulturer. Jævnfør f. eks. med det danske udtryk "ellevild", om en person som er grebet af en eller anden form for ustyrlig galskab. Så tosset var han nok ikke blevet, hvis han ikke havde danset med elverpigerne.


Nemesis.

En anden side af huldefolkets funktion var, lige som hos andre underjordiske væsener, at fungere som nemesis, hævnere, overfor den, som af en eller anden årsag brød mod de, til enhver tid gældende tabu-regler.
   Hvis man mente at der var behov for at opretholde en eller anden form for almennyttig eller selvbestaltet orden, så var det jo ganske praktisk at kunne diske op med eksempler på, hvad de underjordiske havde gjort ved de stakler som havde forbrudt sig imod dem. Hvis man fortæller børnene, at huldefolket vil tage dem, hvis de går alene ud om aftenen, kan man være nogenlunde sikker på at de holder sig hjemme. Hvilke spor det har sat i de mørkerædde børns sind, er en anden historie, det er vel et spørgsmål om prioritering.


Og dog.

Der er dog også beretninger om folk som kom sammen med huldefolkene uden skærmydsler, og det skete også at huldefolkene hjalp mennesker i forskellige situationer.
   Et sagn fortæller endda, at en bonde i Gásadalur på Vágoy havde et seksuelt forhold til en huldekvinde og fik en datter med hende (se "Brylluppet i Stapa" blandt huldesagnene).


Da lyset kom, forsvandt hulden.

Man siger på Færøerne, at huldefolkene forsvandt samtidig med at elektriciteten blev introduceret, især i anden halvdel af det tyvende århundrede. De truende skygger blev jaget ud af byer og bygder af den gennemtrængende gadebelysning, og hvis man sad alene og bævede i mørket, kunne man bare trykke på kontakten og straks blev mørket og alle dets ubehagelige skygger forvandlet til lys og kendte omgivelser.
   Man har dog en tendens til at glemme andre faktorer, som måske i endnu højere grad forårsagede huldefolkenes flugt. I samme tidsrum blev infrastrukturen betydelig forbedret. De gamle robåde fik motorer, færgeruter forbandt øerne med hinanden, og byer og bygder blev forbundet med rigtige veje.
   Det var ikke længere nødvendigt for trætte, sultne og tørstige mænd eller kvinder at færdes til fods i udmarken og på bjergene i mørke og al slags vejr. Og det er især fra mennesker som har været udsat for ekstreme omstændigheder, at beretninger om overnaturlige fænomener stammer.
   Fysisk og psykisk anstrengelse, mangel på søvn, psykotiske tilstande, accepteret overtro og, ironisk nok, hjernens stræben efter logik og orden, det er huldens grå grænseland.