Hunde o. s. v. på skatten

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

74. Hunde o. s. v. på skatten.


1254. Da de grov i Mavehöj, kom de til en kasse, hvorpå der lå en hund. Den vilde de jage væk, men de kunne ikke. Så kom de til at se op, og da brændte byen. En mand, der nylig er død, Kræn Enevoldsen, var med til det.

Mette Marie Vig, Ølgod.


1255. Nogle andre höjgravere havde været heldigere, ti da de havde gravet en tid, kom de til en stor kjedel fuld af penge, men på låget lå en stor sort, langhåret hund, som en af karlene løftede af og lagde på et udbredt klæde, og da de havde tømt kjedelen, lagde de ham dér igjen. Men hunden sagde til ham, som havde flyttet den:

«Du tog mig så sødt og låå mig så blødt,
ellers skulde du have fået en søgn nat.»

Jeppe Jensen, Åkjær.


1256. Ved en anden lejlighed, lykkedes det dem også at få pengene. Der var kommen en gammel student, som vidste, at der stod en skat et sted, og de gravede ned og kom også til kjedelen. Da lå dér en flåd kalv på den oven på pengene. Det vidste studenten råd til, han trak hans frakke af og lagde ved siden af og tog så den her kalv så sindig, som han kunde, og lagde den oven på hans frakke. Den sagde så: «Håj du et lå mæ så blødt, så skuld' du et ha fåt mi pænng å rænnd mæ.» Ellers véd jeg aldrig, det har lykkedes at få fat i nedgravede skatte, for folkene har aldrig kunnet holde deres mund.

Ty. N. J. Termansen, Gammelby.


1257. En karl så en gang en ild brænde ude på marken; han mente nok, den brændte over en skat. Næste dag gravede han på stedet og kom ved aftenstid ned til en hule, hvor der lå en stor sort hund på en kasse. Han tog sin trøje af, bredte den ud på jorden og lagde hunden derpå, hvorpå han åbnede kassen; den var fuld af skarnbasser. Han fyldte dog sine lommer, men næste dag var skarnbasserne blevne til guldpenge.

Ålborg-egnen. E. F. Madsen.


1258. En dag grov jeg efter oldsager i en stor höj lidt nord for Fannerup i Nörre-herred. Så kom den gamle smed hen til mig og fortalte, at hans oldefader også havde gravet i den. Noget nede stødte han på en stor tønde, og på den lå en stor sort hund. Han drog nu hans trøje af og lagde hunden derpå, og tog nu så mange af pengene, som han behøvede til at bygge sin gård op for. Endelig lagde han hunden hen på tønden igjen. Den sagde så: «Havde du ikke taget mig så sødt og lagt mig så blødt, så havde du ikke faet det, du fik.»

Fortalt af løjtnant Jensen ved M. Balle.


1259. En gammel mand grov efter en skat og kom også ned til den. Da lå der en stor sort, lådden hund på pengene. Manden var i en gammel grå kjole, og den trak han af og lagde hunden på, mens han tog pengene. Så tog han hund og kjole og lagde nok så pænt i bunden af graven. Da sagde nunden: « Havde du ikke taget mig så net og lagt mig så let, så havde du fået med mig at bestille.»

Kristen Nielsen, Mosehuse.


1260. Den her gamle Per Kaidal, han drømte, te han skulde gå op til Lodhöj på hans egen mark, for der var så og så mange penge i den höj. Han gik også derop, for han var ikke bange og var en gammel klog mand, og det var jo om natten. Den gang han kommer derop, da lå der en stor lådden hund på höjen. Så trak han af hans trøje og tog hunden og lagde på den, og så siger hunden: «Ja, var det ikke for det, du tog mig så sødt og lagde mig så blødt, så skulde du have fået en ulykke.» Han gav sig nu til at kaste, men fandt ingen penge, og höjen er bleven kastet ud siden, men der fandfes ikke andet end nogle oldsager.

Kristen Jensen, Fovlum.


1261. Der gik en mand her ovre i Lunden i Bjørnsholm sogn og ledte om hans øg om morgenen. Så går han nu der og stoger om dem, og da kommer han omkring en hund, der ligger oven i en kobberkjedel, og så vidste han aldrig, hvordan han skulde bære sig ad med det, for han kunde se, der var penge i kjedelen, hunden lå på. Uden videre trækker han af hans trøje og lægger den ved siden af, tager hunden kjønt i armene og lægger den på trøjen, tager pengene af kjedelen og lægger hunden hen igjen. Så sagde den: « Havde du ikke taget . . . . , så skulde de ikke have gået dig til gode.» Så kunde han ikke komme nogen vegne med de mange penge, og han vilde da lægge dem i udkanten af Lunden og gå hjem efter en pose. Men der bliver stakkelen narret. Han hænger tømmen, han vilde trække øget i, op i et træ oven over, og så går han og er så glad, han tykte jo, han havde vundet hele Bjørnsholm og mere. Den gang han kommer nu tilbage med posen under armen, så skulde han jo til at se efter tømmen, men da var der en tømme i hvert træ. Han gik og pløgede af og så under hvert træ, men den gang han havde nu gået og kikket og pluunt en lidt, så giver hun et skatorn i Lunden som et bøsseskud, ja, meget værre. Så kunde han finde tømmen, men pengene var væk, og han havde ikke haft noget for al hans ulejlighed. Havde han nu endda taget dem, han kunde bære, da han var ved dem.

Jens Kr. Kristensen, Risgårde.


1262. I Bindslev sogn i Vendsyssel er der en lille bøj, som kaldes Terkilds höj. Der fortælles, at der var en gang en dreng, der vogtede kreaturer omkring höjen, og han så et lys brænde over den. Da han så det, mente han, at der måtte være skjult penge i höjen. Han gav sig derfor en dag til at grave efter dem og kom efter kort tids forløb til en stor sort hund, som lå på en kjedel, der var fyldt med penge. Da drengen så hunden, tog han sin frakke af og bredte den ud på jorden, tog derefter forsigtig hunden og lagde den på frakken. Da han havde lagt hunden, sagde den: «Dersom det ikke var, fordi du tog mig så sødt og lagde mig så blødt, så skulde du have fået andet at gjøre end tage mine penge.» Der næst tog drengen pengene op. Under arbejdet drejede han hovedet til den ene side for at se efter sine kreaturer, men da han vilde dreje det tilbage, kunde han ikke, så fra den dag af var hans hoved altid drejet til den ene side. Drengen hed Terkild, og derfor kaldes höjen: Terkilds höj.

Fortalt af Joh. Jakobsen ved Kr. Østergård.


1263. Der var et sted på gården Dakes mark, hvor der tit såes lys brænde om natten. En bæls, der tjente i Dake, tog sig en gang for at gå efter lyset, men sådant skal ske med ufravendte øjne, ellers bliver lyset borte. Der må derfor ingen dale eller andre fordybninger være imellem, så man skal tabe lyset af sigte. Men alt det vidste Thomas godt. Han gik efter og kom til lyset, tog så sin lommekniv op og hug den i jorden og gik så hjem. Anden dagen opsøgte han, forsynet med en spade, stedet. Kniven sad i jorden, og på dette sted begyndte han at grave, han stødte snart på en flad sten, og da han havde væltet den op, så han en uhyre stor skruptusse, der sad på en grydefuld penge. Heller ikke her var Thomas rådløs, han trak sin skindtrøje af, tog sine lufvanter på hænderne og tog nu tussen og satte den på trøjen, medens han fyldte sine strømper og sin bundne uldhue med sølvpengene. Gryden satte han igien i hullet, lagde tre af pengene, samt sin kniv og sit fyrtøj deri, hvorpå han meget varsomt satte tussen ned på hendes plads, ja, gav hende endog sine vanter at varme sig ved. Da han nu vilde lægge stenen over, sagde tussen meget forståeligt: «Ja, Thomas! var det ikke for, at du tog mig så sødt og satte mig så blødt, skulde du snart have dødt, men nu nænner jeg det ikke; lykk' med pengene!» Og pengene blev der lykke ved. Thomas havde nu penge, fik en rig pige til kone og døde som en rig mand, og det blev hans børn efter ham.

L. C. P.


1264. Sønden for Djeld er en stor höj, Salshöj, den ligger på den jævne hede østen vejen, der går til Holstebro. Der har de så tit set et lys, og mangen én var ræd for det. Så kommer en karl der forbi en aften, han var bleven lidt forvildet, og så vilde han se, hvad det var. Det blev ved at brænde, den gang han kom til det, og så for at finde stedet om anden dagen satte han hans kjæp der. Da han kom tilbage, var der et lille hul dér som et musehul ned i jorden, og så blev de flere folk til at kaste efter det og se, hvad det skulde betyde. Da de kommer, lad mig sige, en tre alen ned, fandt de en kjedel, og der lå en hund oven på den. Så tager de hunden og lægger op på brinken på deres kjoler, og så føler de i kjedelen, hvad der er. Da var den fuld af penge, og så tog de dem, de vilde have, for de kunde ikke bære dem hveren. Der næst tog de hunden og lagde ned igjen. Så sagde den: «Ja, havde I ikke taget mig så sødelig og lagt mig så blødelig, så skulde I have fået noget andet at vide.» De pakkede hullet til, som de kunde, og så rejste de.

Jørgen Villadsen, Ramsing.


1265. Vesten for Hårup by lige ved Århus-Silkeborg landevejen ligger en gård, som kaldes Hårupgård. Den har ligget inde i byen og er for en menneskealder siden flyttet der ud, hvor den nu ligger. Lige vesten for gården ligger eller rettere lå en höj, som kaldtes Egehöj. En dag, da en kone fra gården kom ud til Egehöj, så hun en lille rød dreng ligge på höjen med et skrin. Hun gik da hen og tog drengen op i sine arme, kjælede for ham, klappede ham og løste derpå sit forklæde af og lagde ham forsigtig derpå, tog dernæst skrinet og vilde gå hjem. Da råbte drengen efter hende: « Havde du ikke . . . .» Hun gik så hjem med pengene, men skjøndt de nu havde rigdom nok, havde de dog ikke rigtig nogen glæde af den, ti de var stadig bange for at miste den. De kom så siden til en gård i Mollerup, som da lå i byen, men senere er flyttet ud på marken, og som nu kaldes Krogen.

Lærer Hans P. Hansen, Skjellerup Nygårde.


1266. En and sad en gang på nogle penge ude i Li Sande, sådan kaldes en sandbrink nede østen for Ligård. Da kom der en mand derom og så det. Han trak hans kjole af og lagde ved siden af, og så tog han hans luffer på og tog ved anden med og satte den så over på hans kjole, snappede i en fart pengene og gik. Så siger anden: « Havde du ikke taget mig så let og sat mig så blødt, så havde du fået en ulykke.» De sagde al tid i gamle dage, at når de tog ved sådant guld med æ bare hænder, så brændte de dem og kunde ikke slippe det igjen. De skulde al tid sætte noget klæder imellem.

Kristen Ebbesen, Egtved.


1267. En tømmermand gik en gang fra sit arbejde og hjem efter. I det han nu kom over en stor mark, så han et lys brænde med blå lue. Nu vidste han nok, at når man så et sådant lys, måtte der ligge en skat skjult neden under; men hvis det brænder med rød lue, skal det ikke være værd at gå derhen. Nok i det, han gik altså hen til stedet, men ligesom han kom dertil, var lyset borte, og der var ingen ting at se. Han gav sig nu til at grave et hul, hvor han mente at have set lyset. Da han var nået et spadeslag ned, kom der en høne til syne, som lå på noget. Han lettede den forsigtig op og så da, at der lå en dynge penge. Dem tog han en god del af i sine lommer, satte atter hønen forsigtig ned på pengene og gravede den til med jord igjen. Så sagde hønen: «Dersom det ikke var for det o. s. v.»

Karl Timmermann.


1268. Nogle folk gravede Stangehöj igjennem og nåede ned til bjærgkongen, der havde skabt sig om til en kalv. En af folkene tog ham i hans kappe og bar ham bort. Da de nåede hen til Snekkehöj, der var tæt bevokset med buske, sagde han: «Må jeg ikke på Stanghöj blive, skal I mig ikke af Snekkehöj drive!» hvorpå Han forsvandt deri, og denne höj var før bevokset, til at de kunde tænke på at komme efter ham.

Vestjylland. A. Moltke.


1269. Over Ulvhöj i Rakkeby har der forhen brændt lys, men nu brænder det over Wåjensbjærg vesten for Årup i Ty. To ukonfirmerede børn vilde en gang udgrave Ulvhöj, men da stod der pludselig en mand ved deres side, som sagde:

«Kan a ett i Ulhyw blyww,
så ska a ud i Wåjnsbjærre flyww,
å ingen ska mæ dæfra dryww !»

Han boer endnu i den sidste höj.

A. H. Schade.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.