Hustru

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Viggo Såby

Første bind, s. 200-205
Christiania 1883.


Hustru.


I Peder Syvs "Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog" (1663) s. 61 siges hustru egenlig at betyde: den, der er huset tro (1), og samme afledning (vistnok efter P. S.) findes i 2det bind af Videnskabernes Selskabs danske ordbog (1802). I følge denne urigtige forklaring begyndte nogle at göre vold på sprogbrugen og skrive hustro (jvf. Rasks prisskrift (1818) om det gl. nordiske sprogs oprindelse s. 22). Reislers dansk-tyske ordbog (2det opl. 1808) har Hustro og Hustru som lige berettigede former; i Ambergs (1810) henvises fra Hustrue til Huustroe som den formentlig rigtigere form. Ja endogså af vore nulevende forfattere er der i det minste en, der skriver eller har skrevet hustro (2), og det skulde ikke undre mig, om det hist og her på vore såkaldte höjskoler læres, at dette er den rette form. - I Badens dansk-latinske ordbog 1788 findes kun Hustrue; derimod har Moth († 1719) både hustro og hustru (men bruger i sine eksempler kun hustru). Den förste form har han måske selv dannet efter P. Syvs forklaring; dog er det også muligt, at han kan have set den i et gammelt skrift. I ældre tid kan der nemlig, om end, som jeg tror, ikke hyppigt, findes en form på -tro; f. eks. hostro, hostros (gen.) Gl. jyske Tingsvidner s. 12; jvf. Hostraa Molb. glossar 1, 365 (3). Også i Glsvensk forekommer hustro (Rydqvist II, 81). Denne ældre form må vi naturligvis ikke tænke os fremkommen på samme måde som den yngre, ved falsk etymologi, men ved naturlig lydudvikling enten af hustru (idet endeselvlyden som følge af forkortelsen gik over til en mere åben) eller af husfro (4). Vi må således skelne mellem en uorganisk og en organisk form hustro.
   Ihre, der også (af P. Syvs skrift?) kendte den nævnte afledning af hus og tro, indså allerede det urigtige i den. Han siger derom i sit glossar: "Est elegans certe hæc derivatio, cuique nil aliud defit quam veritas. Ut enim verbo dicam, hustru reapse idem est ac husfru, f post duriorem literam in t, quod hunc locum sæpius occupare solet, converso". I samme retning men udførligere udtalte Rask sig i sit prisskrift (s. 22-23). Nuomstunder er der naturligvis ingen sprogkyndig, som tvivler om, at hustru har udviklet sig af husfru. Der kan da kun blive spörgsmål om, hvorledes overgangen er at forklare. Ihre, Rask, N. M. Petersen (sproghist. l, 223), Knudsen (Hdb. i dansk-norsk Sprogl. s, 397), Rydqvist (anf. st.), Gislason (Aarb. f. nord. Oldk. 1870 s. 125 med note 6 s. 138) og flere, som have omtalt denne overgang, have tænkt sig den som en umiddelbar overgang af f til t. Derimod er en ny forklaring opstillet af A. Noreen i Nord. tidskr. f. fil. n. r. IV, 35 og godkendt af Jul. Hoffory i 1ste hæfte af dette arkiv s. 40. I følge denne forklaring blev husfru först vedbortfald af f til husru og dette senere ved indskud af t til hustru. ". . . cuique nil aliud defit quam veritas" vilde Ihre vistnok også have sagt om denne forklaring, hvis han havde kendt den, og jeg skal tillade mig at sige det i hans sted og bevise, hvad jeg siger.
   Spörge vi, hvorfor de nævnte forfattere forkaste antagelsen af en umiddelbar overgang fra husfru til hustru, svarer Noreen (anf. st. s. 36, noten), at denne antagelse "saknar alt stöd", Hoffory, at en sådan overgang er "ellers ganske uhørt og fysiologisk fuldstændig ubegribelig". Altså, hverken historisk eller fysiologisk skal den gamle betragtningsmåde lade sig retfærdiggöre.
   Historisk bliver der naturligvis först og fremmest spörgsmål om, hvorvidt en mellemform lader sig påvise eller ikke. Som vore forfattere meget vel vide, er nu det siste tilfældet, og jeg skal nedenfor vise, at de sproghistoriske kendsgerninger endogså ligefrem udelukke antagelsen af en sådan. Spörges der dernæst om analoge overgangstilfælde, da mener rigtignok Hoffory (anf. st. s. 41), at navnet Ástríðr gennem en mellemform Ásríðr er fremkommet af Ásfríðr. Men den formentlige mellemform er usikker og den antagne grundform ikke historisk dokumenteret. Et sikrere eksempel på en overgang af s-fr til s-tr have vi i et andet egennavn, nemlig det endnu ej ganske aflagte navn Søster, fordum Sestrith, der svarer til oht. Sisifred (se O. Nielsen i Blandinger udg. af Univers.-Jubil. d. Samfund, 2det hæfte s. 72). Her findes nu, så vidt vides, ikke nogen mellemform. En historisk betragtning fører os altså netop til at antage en umiddelbar overgang af husfru til hustru, og hvis der ikke stiller sig lydfysiologiske vanskeligheder i vejen for denne antagelse, kunne vi ikke betænke os på at anse den for den rigtige. I følge Hoffory skulle sådanne vanskeligheder nu rigtignok i allerhöjeste grad være tilstede, idet en umiddelbar overgang skal være ligefrem ubegribelig. Men at denne påstand savner al objektiv grund, er let at vise.
   Lad os först betragte den af húsfreyja udviklede form húspreyja, glsv. husprea (Rydqvist anf. st.). Her have vi en heterogen dissimilasjon, idet der i stedet for en snævringslyd er trådt en spærringslyd (5), og dette er tydeligt nok en lettelse af udtalen, da man nu i stedet for at bringe underlæbe og overtænder i stillingen for f og presse luften gennem den således dannede snævring slipper med en simpel læbeartikulasjon, en simpel tillukning og åbning af læberne. En sådan dissimilasjon foreligger nu også i hustru, men lettelsen af udtalen gik her et skridt videre, idet den spærringslyd, som trådte i stedet for f, ikke blev den til samme hovedrække som dette hørende men den med s (og måske også med r) (6) homorgane, idet der altså med andre ord fandt en assimilasjon (anähnlichung) sted. Overgangen var altså på én gang en heterogen dissimilasjon og en homorgan assimilasjon. Det er formodentlig denne dens blandede karakter, som har forledt Hoffory til at erklære den for ubegribelig. En sådan blanding af dissimilasjon og assimilasjon er dog, som vi se, meget vel begribelig og kan også påvises i andre tilfælde. Dertil hører f. eks. overgang af bt til ft, som i gotisk fragibts - fragifts o. desl. (dissimilasjon, for så vidt f er en snævringslyd, assimilasjon, for så vidt det er en fortis). Jvf. Rumpelt, Deutsche Gram. I. § 51, 4 a. - Hvad der nærmest foranledigede overgangen husfru (7) - hustru var uden tvivl en tidlig indtrådt kvantitativ svækkelse af siste sammensætningsled (8). I jo kortere tid udsigelsen skal ske, og jo svagere udåndingstrykket bliver, desto större bliver naturligvis trangen og tilböjeligheden til let og bekvem udtale. At húfreyja kun blev til húspreyja, husfru derimod til hustru, har vistnok sin grund i den i siste tilfælde indtrådte svækkelse af tidsmål og betoning.
   Jeg håber nu at have vist, at en umiddelbar overgang af húsfru til hustru ingenlunde er ubegribelig men tvertimod viser sig som naturlig og vel begrundet. Hvad den antagne middelbare overgang angår, da kan man vel ganske i almindelighed indrömme muligheden af en sådan, men sandsynlig forekommer den mig i og for sig ikke at være, og historisk virkelighed må jeg bestemt frakende den (se nedenfor). Med hensyn til sandsynligheden skal jeg bemærke, at der ikke ved denne lydforbindelse synes at være tilstrækkelig grund til en så vidt gående ændring som udstødelsen af f, da de tre medlyde vare fordelte på to stavelser, og især må jeg göre opmærksom på, at siste sammensætningsled var i fuld brug som selvstændigt ord, så at dets betydning i sammensætningen uden tvivl stod klar for de talende, og at sprogbevisstheden derfor næppe vilde tåle en så voldsom operasjon som bortkastelsen af forlyden. Alt hvad taleorganerne i nærværende tilfælde med rimelighed kunde opnå, var uden tvivl kun at få indsmuglet et surrogat for det besværligste led i lydfølgen. Dette lykkedes også, men vi se, hvorledes sprogbevisstheden ligesom vægrede sig ved at anerkende den usurperede form, idet den oprindelige en tid lang holdt sig ved siden af denne. (9) - Og dernæst, om vi nu også antage, at husfru virkelig var bleven til husru, så er det et spörgsmål, om sistnævnte form, hvis den skulde undergå videre forandring (hvorfor der i og for sig ingen nødvendighed forelå, jvf. Gislason anf. st. s. 123), ikke snarere var bleven, til hussu (jvf. lauss, gen. pl. lausra og laussa) end til hustru. Indskud af t mellem s og r tilhører vistnok en langt ældre sprogperiode end den, hvortil nærværende overgang vilde høre. I Dansk findes i alt fald, så vidt jeg ved, intet sidestykke dertil.
   Men hermed forholde det sig nu, som det vil, hovedsagen er, at den antagne middelbare overgang ikke blot ikke kan historisk påvises men historisk bestemt må afvises. Hvis den opstillede mellemform husru virkelig havde været i brug, da vilde det være et sandt under, om vi intetsteds i den nordiske litteratur skulde finde spor deraf, da de to yderformer forekomme på så utallige steder. Men forgæves søge vi denne form i de islanske ordbøger, forgæves hos Rydqvist (2, 81 og 3, 85) og i Schlyters ordbog (art. Husfrugha), forgæves endelig også i Dansk. Jeg har allerede i det foregående anført de fleste af de ældre danske former; jeg skal nu tilföje nogle bevissteder for de øvrige, de egenlige hovedformer: husfrughæ (gen.) Er. sæll. lov l, 27 i A. M. 26 (men i overskr. husfrø); husfrugh Flensb. bylov l (men smst. og ellers husfrø); husfrwe Københ. Dipl. l, 140 (1416); husfruæ Lucidar. s. 39 men smst. hustruær; husfrur Susos visdomsb. s. 97 men smst. hustru; husfrw gen. 13, l i gid. bib. men smst. 2, 24 hustrw (begge former hyppige); hwsfrwær Rimkrøn. v. 791 hos Molb. men smst. hustruer i de af ham med D og E betegnede udgaver (udg. C høstrwer); hustrw P. Eliesens D. Skr. s. 6 men husfru smst. s. 12; hustru gen. 16 i hib. 1550 og således i følge Molbech allevegne i dette værk; Hustruis (gen.) Vedels Sakse s. 9 men Hussfrue smst. s. 8. - Altså: husfrughæ, husfrue, husfru, hosfru(e), høsfru(e), husfro (?), husfre (?), hosfre (?), høsfre (?); hustru, hostru, høstru, hustrue etc., hustro, hostro, hustre (?), hostre (?), høstre (?) - i sandhed, her er former nok, men "husru" finde vi ikke deriblandt, og, hvad mere er, vi se, at formerne med f og formerne med t slutte så tæt sammen, at de hyppig forekomme i et og samme skrift, så at der ingen plads bliver for den opstillede mellemform.
   Når altså Noreen siger, at antagelsen af en umiddelbar overgang fra husfru til hustru "saknar alt stöd", så må jeg i følge det foregående tvertimod sige, at det er antagelsen af en middelbar overgang, som savner al støtte og kuldkastes af de sproghistoriske kendsgerninger.


København i juli 1882.

VIGGO SÅBY.




Noter:

1) Dammesteds forklares husbond som "husets baand, som binder og holder til sammen i huset". Mistydningen var her så åbenbar, at denne forklaring ingen indgang vandt.
2) Pastor Mørk Hansen; se f. eks. hans 1848 udkomne kirkehistorie s. 11. - For ikke længe siden har jeg set en skolelærer bruge den nævnte form i et brev.
3) Som på disse steder findes oftere förste led i formen hos- (ligesom i hosbonde, hosbond, nu i sprogarterne hosben eller håsben); f. eks. hosfrwe (og hwsfrwæ) Københ. Dipl. 2, 59 (1432); hosffrves (gen.) Cod. Esrom. s. 200 (1486); hosfrve, hosfrw T. Degn s. 264 og 253 hos Thorsen; hostrue, hostrwen Skånel. I. Addit. F. 2 (15de årh.). På sistnævnte sted findes også høstruen. og denne form med "overlyd" forekommer hyppig; f. eks. høsfrw sk. arveb. 34; høstrw, høstru Hr. Mikael s. 9; D. gl. Folkevis. 2, 142 v. 6; Kr. Pedersens D. Skr. l, 48; P. Eliesens D. Skr. s. 57; Vedels Sakse s. 101; høstrue Arrebos Skr. 2, 297. Jvf. bynavnet Høsterkøb (fordum Husfrukøp, Petersens Saml. Afh. l, 135).
4) Med hensyn til Dansk i det minste forekommer den förste forklaring mig sandsynligst, da jeg kun kender husfro fra yngre hskr. af skånske lov (hosfro Skånel. I, 136 i cod. L hos Schlyter). Den siste forklaring antyder Rydqvist (anf. st.) med hensyn til den svenske form.
5) Snævringslyde kan man med et fælles navn kalde alle de konsonantiske mundlyde (orales), der ikke ere spærringslyde dvs. "verschlusslaute" ; underklasserne kunne kaldes gnidningslyde (frikativer, spiranter), dirrelyde (r-lydene; således allerede Bredsdorff) og sidelyde (l-lydene).
6) Om r i Dansk på den tid, overgangen her foregik (vel omtr. ved 1400), var tungelyd, hvad det sikkert var i Islansk og Svensk, eller som nu drøbellyd (uvulært), kan vel være tvivlsomt men er her uden videre betydning, da det i ethvert tilfælde (som allerede Ihre rigtig har set) væsenlig var r, det kom an på (jvf. jomfru). For så vidt r har været medvirkende ved overgangen, har det snarere været i følge dets almindelige end i følge dets særegne karakter. Dirrelydene høre til de vanskeligere lyde (jvf. Kempelen, Mechanismus etc. § 182); vanskeligheden består i at træffe det rette forhold mellem luftströmmens styrke og modstandsævnen hos den del, der skal sættes i vibrerende bevægelse: er luftstrømmen for stærk, forhindres tilnærmelses-bevægelsen, er den for svag, kommer fjærnelses-bevægelsen enten slet ikke eller kun ufuldkommen i stand. Det siste var der her fare for på grund af den kvantitative svækkelse af siste sammensætningsled, hvorom der ret straks skal blive tale, og desto vigtigere var det da, at den foregående lydforbindelse blev så let som muligt.
7) Herfra, ikke fra husfrue, udgik den ny form, der blev hustru, ikke hustrue. Når den siste form alligevel undertiden kan findes (f. eks. Lucidar. s. 38 hustruæ), så var det en videre dannelse af hustru til lighed med husfrue, der (tilligemed husfru) en tid lang brugtes side om side med den ny form. I nyere tid er e i husfrue kun et ortografisk eller rettere uortografisk tegn.
8) Der findes måske endogså spor af endeselvlydens overgang til halvlyd: hosfres, høsfres (gen.) Københ. Dipl. 3, 3 (1454), høsfræ smst. 4, 53 (1455); ligeså: hustræ Skånel. s. 372 note 62 (sk. kirkelov 14 i nogle yngre hskr.), høstre Skånel. s. 226 n. 16, høstræ smst. I. Addit. H, 2. Dog er det muligt, at disse former ikke udgå fra husfru men fra husfrø, da der allerede ved 1300, altså på en tid, da husfrø er det sædvanlig forekommende ord i Dansk, enkelte steder kan findes husfræ, husfre (husfræ Er. sæll. lov l, 3, overskr. [men i registret husfrø), husfre sk. kirkelov 14 i cod. Had. [rimehskr. kunu manz], husfræ smst. i A. M. 37. Jeg antager, at -æ, -e her allerede er halvlyd. I det yngre hskr. [A. M. 286 fol.], hvorefter K. Ancher udgav jyske lov, findes stadig husfræ, husfre).
   På Drejø, hvor ordet, der ellers synes at være sjældent i vore nuværende sprogarter, endnu bruges (i betydn. husmoder, madmoder), er endeselvlyden endogså helt bortfalden, idet det hedder hoster (Molb. D.-Lex. s. 684). Jvf. det forhen omtalte bynavn Høsterkøb, hvor endeselvlydens bortfald dog nærmest skyldes sammensætningen.
9) Endnu Moth har i sin ordbog husfrue i betydn. "en fornem mands kone" (jvf. nysv. husfru, Rydqvist anf. st.). Men på hans tid var bevisstheden om sammenhængen mellem formerne udvisket, som vi se af P. Syvs tolkningsforsøg.