Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Hvad der sker i fælleshuset,
mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land

Knapt var Nauja fløjet ud af huset, før en hjælpeånd trådte i hans sted. Hjælpeånden skulle opholde sig i huset og overvåge, at alt gik forskriftsmæssigt for sig.

Efter en tid at have siddet på vinduesbriksen forkyndte hjælpeånden, at han kunne se to morildgnistrende kugler på vej mod huset. Straks efter hørte man, at de fremmede var ankommet. På samme tid forlod den første hjælpeånd huset, og den ene af de nyankomne trådte ind og satte sig til rette på vinduesbriksen. Da man bad den fremmede fortælle, gav han sig sin fortælling i vold:

»Vor boplads ligger langt herfra, men på samme land som jeres. Dog fryser havet hos os ikke til om vinteren som hos jer. Menneskene der lever af sælfangst, men vi lever af fangst på hvidhval og narhval. Vi fanger hvaler på følgende måde.

Vi graver kæmpestore faldgruber i sandet, som tidevandsfloden fylder op med havvand. I vort land er tidevandsforskellen nemlig så stor, at man ved ebbe ikke ser hav nogetsteds. Alt ligger tørt. Langt derude mod havet står en dæmning. Ved stigende vande presser vandmasserne mod dæmningen og rejser til sidst en vældig ryg af vand, der som en brølende flod vælter sig ind over sandsletterne bag dæmningen. Som en rullende bjælke af vand brøler vandet ind over sletterne og havet fråder mod vor klippekyst. Ved højvande ligger så vore faldgruber langt, langt ude til havs. Når vandet begynder at falde, holder vi os klar til at rykke ud – alt må ske i største hast. Når vi når ud til faldgruberne, vrimler det med hvaler i dem. Vi harpunerer og dræber hvalerne, og når vi har sat flydeblærer på dem, løber vi hjem, ofte med den vældige flodbølge i hælene. Stundom tager flodbølgen en mand, der da som regel omkommer.

På den brølende flodbølge føres de dræbte hvaler ind til kysten til os. De hvaler, som man ikke når at få sat flydeblære på, går som oftest tabt.

For mange år siden blev jeg taget af flodbølgen og jeg knækkede derved min kæbe. I lange tider kunne jeg intet spise, og jeg tabte mig meget. Belært af denne ubehagelige oplevelse blev jeg så forsigtig, at der ikke senere er sket mig noget. I øjeblikket gør vi storfangst på hvaler. Vores boplads er rig. Man når til den herfra ved at følge kysten, idet man hele tiden skal have landet på sin højre side. En lang stund efter at have rundet landets pynt når man frem til vores boplads. Undervejs er der bopladser med mange beboere. Vi ser dem, når vi farer på åndeflugt og flyver hen over bopladser, der passerer under os som lysglimt.«

Derpå forlod fortælleren huset.

Dagen efter sin hjemkomst fra det store tidevands land følte Nauja sig pludselig så let. Til de mænd, han var sammen med ude, sagde han: »Nu skal jeg springe over konebådens forstavn«. Konebåden lå med bunden i vejret på sit høje stativ af drivtømmerstokke, og Nauja sprang hen over den, den ene gang efter den anden, som om det bare var en lav forhøjning.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, s. 204, København, 1963.

Næste kapitel ►