Hvalens Sjæl og det brændende Hjerte (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naar Mændene lagde ud paa Hvalfangst, skulde Høvdingens Koner komme dansende foran Skindbaaden med Hvalens hellige Drikkeskaal.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Hvalens Sjæl
og det brændende Hjerte

I det hele taget var der knyttet mange ejendommelige og muntre Skikke til Hvalfangsten. Størst Vægt lagde man som oftest paa meningsløse Trylleviser, der skulde fremsiges, umiddelbart før en Harpunering fandt Sted; men der var ogsaa andre vigtige Ting at iagttage forud for en Fangst, og disse Skikke havde deres Oprindelse i den Tro, at Hvalen i Verdens første Tider havde været et Menneske, ligesom andre Dyr. En lille Myte, der personificerer en Hunhval i en ung Kvindes Skikkelse, fortælles som et Vidnesbyrd om, hvor nær Hvalerne stod Menneskene. Sagnet hedder:

Hvalens Sjæl og det brændende Hjerte.

Der var engang en dum og vigtig Ravn, der fløj til Havs, langt, langt ud.

Den fløj og blev ved med at flyve, længere og længere, og da den blev træt, begyndte den at spejde efter Land; men der var intet Land. Tilsidst var den saa træt, at den kun kunde holde sig svævende lige over Vandskorpen, og da med eet en stor Hval dukkede op tæt foran den, blev den saa forfjamsket, at den fløj lige ind i Gabet paa den.

Et Øjeblik blev der mørkt omkring den, det suste og skvulpede, og netop som den troede, den skulde dø, tumlede den lige ind i et Hus, et smukt og dejligt Hus, hvor der var lyst og varmt. Paa Briksen sad en ung Kvinde og syslede med en brændende Lampe. Hun rejste sig op og tog venligt imod Ravnen, idet hun sagde:

"Du er velkommen til at være min Gæst, blot du lover mig en eneste Ting: Du maa aldrig røre min Lampe."

Ravnen, der var lykkelig over, at den havde frelst sit Liv, skyndte sig at forsikre hende, at den aldrig skulde røre ved Lampen, og saa satte den sig paa Briksen og faldt i Undren over, hvor fint og rent der var i det lille Hus. Det var bygget som Menneskenes Boliger, og alt derinde var indrettet, som Menneskene plejer. Men der var en forunderlig Uro over den unge Kvinde, hun sad aldrig stille længe ad Gangen; med korte Mellemrum rejste hun sig fra Briksen og smuttede ud ad Døren. Det varede kun et Øjeblik, saa kom hun ind igen; men straks efter var hun atter borte.

"Hvad er det, der gør dig saa urolig?" spurgte Ravnen.

"Livet," svarede den unge Pige, "Livet og mit Aandedræt!"

Men dette Svar forstod den slet ikke.

Ravnen, der nu var falden til Ro og havde glemt sin Angst, begyndte at blive nysgerrig.

"Hvor kan det dog være, at jeg slet ikke maa røre ved den Lampe?" tænkte den; og for hver Gang Pigen smuttede ud og den blev alene, fik den større og større Lyst til at bryde sit Løfte og gaa hen og pille bare en ganske lille Smule ved Lampen. Tilsidst kunde den ikke længere tøjle sin Nysgerrighed, og da Pigen igen smuttede ud ad Døren, sprang den hen og pillede sagte ved Lampens Væge. I samme Øjeblik tumlede Pigen hovedkulds ind ad Døren og blev liggende paa Gulvet, mens Lampen slukkedes.

For sent fortrød Ravnen, hvad den havde gjort; den ravede om i sort Mørke, og det smukke, lyse Hus var der ikke mere. Den var ved at kvæles. Den flaksede om mellem Spæk og Blod, og saa hedt blev der derinde, at dens Fjer faldt af. Halvkvalt tumlede den rundt i Hvalens Bug, og nu først forstod den, hvad der var sket!

Den unge Pige var Hunhvalens Sjæl, og hun smuttede ud ad Døren, ud i fri Luft, hver Gang Hvalen skulde trække Vejret; og hendes Hjerte var en Lampe med en stor og rolig Flamme.

Ravnen havde af bare Nysgerrighed pillet ved den unge Piges Hjerte, og derfor var hun død. Den vidste ikke, at det fine og sarte ogsaa er skrøbeligt og let at ødelægge, for selv var den dum og sejglivet; og den kæmpede nu for Livet i Mørke og Blod. Alt det, der før var smukt og rent, var nu bleven stygt og stinkende.

Tilsidst lykkedes det den at slippe ud samme Vej, som den var kommen ind; og der sad den, en halvnøgen Ravn, fedtet og tilsmudset, paa Ryggen af en død Hval.

Her blev den saa siddende, levende af Aadslet, medens Vind og Bølger tumlede om med den. Dens Vinger var ødelagt af Hede og Blod, saa flyve kunde den ikke mere.

En Storm drev den endelig ind mod Land, og Menneskene saa Hvalaadslet og roede ud i deres Konebaade for at bjerge sig Kød og Spæk. Da Ravnen saa dem, skabte den sig øjeblikkelig om til en Mand, en lille grim, sortsmudset og forpjusket Mand, der stod oven paa Hvalen. Han talte slet ikke om, at han af lutter Nysgerrighed havde rørt ved et Hjerte og tilintetgjort noget fint og smukt, han skræppede bare hoverende op: "Det er mig, der har dræbt Hvalen! Det er mig, der har dræbt Hvalen!" Og han blev en stor Mand blandt Menneskene.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 305-307. København, 1926.