Hvorledes Huldrefolket blev til
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Hvorledes Huldrefolket blev til
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Gud den Almægtige kom engang til Adam og Eva. De toge vel imod ham og viste ham alle Husets Herligheder. De viste ham da ogsaa deres Børn, som han fandt flinke og haabefulde. Han spurgte Eva, om de ikke havde flere Børn, end dem, hun allerede havde viist ham, og dertil svarede hun Nei. Men det var Sagen, at Eva var ikke bleven færdig med at toe nogle af Børnene; dem skammede hun sig ved at lade Gud see, og af den Grund skjulte hun dem. Dette vidste Gud, og han sagde: »Hvad der skal være skjult for mig, skal ogsaa blive skjult for Menneskene.«
Disse Børn bleve nu usynlige for Menneskene, og boede i Holter og Høider, Høie og Stene. Fra dem nedstammer Ellefolket, men Menneskene nedstamme fra de Børn, som Eva viste Vorherre. Aldrig kunne Mennesker see Ellefolk imod deres Villie, men Ellefolk kunne baade see og lade sig see af Mennesker.
Et andet Sagn fortæller, at en Mand var engang paa en Reise. Han foer vild og vidste ikke hvorhen han gik. Endelig kom han til en Gaard, som han ikke kjendte Noget til, og der bankede han paa Døren. En ældre Krinde lukkede op og bød ham ind, hvilket han tog imod med Tak. Inde var Huset vel indrettet og reenligt. Kvinden førte den Fremmede ved Haanden ind i Badstuen, og der sad to unge og skjønne Piger. Flere Folk saae han ikke paa Gaarden, end Kvinden og de unge Piger. Han blev vel modtagen, fik Mad og Drikke, og blev siden fulgt til Sovekammeret. Da bad han om at maatte sove hos een af Pigerne, og det blev ham tilstaaet, og de gik til Sengs.
Nu vilde den Fremmede vende sig om imod Pigen, man fandt intet Legeme, hvor hun laa; han greb efter hende med Haanden, men den forblev tom, skjøndt Pigen laa rolig hos ham i Sengen og han hele Tiden kunde see hende. Han spurgte hende da, hvorledes dette egentlig gik til. Hun svarede, at han skulde ikke undre sig herover; »thi jeg er en Aand uden Legeme,« sagde hun. »Da Djævelen fordum gjorde Oprør paa Himlen, blev han og Alle, der kjæmpede med ham, drevne ud i det yderste Mørke. De, der saae efter ham, bleve ogsaa jagede bort fra Himlen. Men de, som hverken vare med eller imod ham, og ikke sluttede sig til nogen af Siderne, bleve jagede ned paa Jorden, og dem bød Gud at boe i Høie, Fjelde og Stene, og de kaldes nu Alfer eller Huldrefolk. De kunne ikke boe sammen med Andre, end med sig selv. De have Magt til at gjøre meget baade Godt og Ondt. Legemer have de ikke, som I Mennesker, men dog kunne de vise sig for Eder, naar de ville. Jeg er nu een af disse faldne Aander, det var derfor ikke at vente, at Du skulde have mere Fryd af mig, end Du allerede har havt.«
Den Fremmede lod sig nøie med denne Forklaring, men siden fortalte han til Andre, hvad der var hændt ham.
