Hvorledes det gik Jons Sjæl
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Hvorledes det gik Jons Sjæl
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der levede engang en Mand og hans Hustru. Manden var saare uomgjængelig og ilde lidt, og derhos var han doven og unyttig i sit Hjem. Hans Hustru var meget ilde tilfreds hermed, ofte skjændte hun paa ham og sagde, at han duede ikke til Andet end til at forøde, hvad hun sparede sammen; thi hun var selv en driftig Kone og brugte alle Fif for at skaffe det Nødvendige og forstod at faae det med Enhver, som han skulde tages. Men om de nu end vare uenige i somme Ting, holdt Konen dog meget af sin Gamle og lod ham ikke mangle Noget. Saaledes gik det nu længe, men engang faldt Manden i en svær Sygdom. Konen vaagede over ham, og da hans Kræfter toge af, faldt det hende paa Sinde, at han vist neppe var saa vel forberedt til Døden, at det jo kunde være tvivlsomt, om han ogsaa fik Indpas i Himmerig. Hun overtænkte derfor med sig selv, at det nok var raadeligst, om hun prøvede selv paa at faae sin Huusbonds Sjæl paa rette Vei. Hun tog derfor en Skindpose og holdt den for Mandens Næseboer, og da han opgav sin Aand, foer denne ind i Posen, men Konen bandt strax for Aabningen. Siden gik hun til Himmelen, med Posen svøbt i sit Forklæde, kom til Himmeriges Porte og bankede paa. St. Peter kom til Døren og spurgte om hendes Ærind. »Goddag,« siger Konen, »jeg kom hertil med min Jons Sjæl; I har da sagtens hørt ham nævne, og jeg vil nu bede Jer om at skaffe ham herind.« »Ja saa,« siger Peter; »det kan jeg destoværre ikke, jeg har vel hørt tale om din Jon, men aldrig noget Godt.« Da sagde Konen: »Ikke troede jeg, St. Peter, at Du var saa haardhjertet, og nu har Du nok glemt, hvorledes det gik Dig fordum, da Du fornegtede din Herre og Mester.« Peter gik ind og lukkede Porten, men Konen blev staaende udenfor og stønnede. Da der var rundet en liden Stund, bankede hun igjen paa, og St. Paul kom ud. Hun hilste paa ham og spurgte, hvad han hed, men han siger sit Navn. Hun beder ham da om at tage sig af hendes Jons Sjæl, men han svarede, at han ikke vilde vide noget af den, hendes Jon fortjente ingen Naade, sagde han. Da blev Konen vred og sagde: »Det anstaaer Dig, Paul! Du har da bedre fortjent Naaden, kan jeg tænke mig, da Du fordum forfulgte Gud og gode Mennesker. Det er nok bedst, at jeg holder op at bede Dig. Paul lukkede skyndsomst Porten. Men da Konen tredie Gang bankede paa, kom Jomfru Maria ud. »Goddag, gode Jomfru,« siger Konen, »jeg haaber da, at I tillader min Jon at komme ind, skjøndt Peter og Paul ikke ville det.« »Det tor jeg destoværre ikke, min Gode,« svarer Maria, »dertil var din Jon et altfor stort Skarn.« »Jeg skal nu ikke gaae i Rette med Dig derfor,« siger Konen, »jeg troede dog, at Du vidste, at Andre kunde være svage ligesom Du selv, eller husker Du ikke mere, at Du fik et Barn, som Du ikke kunde nævne Faderen til?« Maria vilde ikke høre Mere og skyndte sig med at lukke. Fjerde Gang bankede Konen paa Døren. Da kom Kristus selv og spurgte, hvor hun vilde hen. Hun svarede ydmygt: »Jeg vilde bede Dig, min gode Forløser, om at lade denne stakkels Sjæl komme indenfor Døren.« Kristus svarede: »Det er Jon — nei, Kone, han troede ikke paa mig.« I samme Øieblik vilde han lukke Døren, men hun var ikke seen med at svippe Skindposen, hvori Sjælen var, ind forbi ham, saaledes at den fløi langt ind i Himmeriges Hal, men Døren smækkedes i Laas. Da faldt der en Steen fra Konens Hjerte over at Jon alligevel var kommen ind i Himmerige, og hun vendte glad tilbage, men vi have hverken Mere om hende at sige, eller om hvad der siden blev af Jons Sjæl.
