III. Ordforraadet og det poetiske Udtryk i Brages Vers

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


III. Ordforraadet og det poetiske Udtryk i Brages Vers


Ogsaa Ordforraadet i Brages Vers beviser efter min Mening, at disse er yngre end Midten af 9de Aarh.

Brages Vers indeholde enkelte Ord, som er komne til Nordmændene fra Vesten.

I den tredje grammatiske Afhandling, der forbindes med Snorres Edda(1), meddeles følgende Verslinjer af Brage gamle:

þars er(2) lofðar líta
lung Váfaðar Gungnis.

Det her forekommende Ord lung «Skib, Fartøi» er, som forlængst paapeget, laant fra det irske long «Skib». Men for at Ord skal kunne optages af et Folk umiddelbart fra et andet, maa der til en vis Grad existere Forbindelser mellem de to Folk. Da der nu efter F. J.'s Mening (Arkiv IX, 13) før c. 840 ikke har bestaaet «nogle som helst fredelige Forbindelser mellem Vikingerne og de Folk, de kom i Berøring med», saa er det ikke godt at forstaa, hvorledes han kan antage et paa oldnorsk Sprog forfattet Digt, hvori Ordet lung forekommer, for at være fra Iste Halvdel af 9de Aarh.

Allerede dette ene Ord lung forbyder følgende Paastand af F. J. (Arkiv IX, 13): «De mytiske forestillinger, der findes hos Bragi, kan følgelig ikke have noget med Irernes eller de kristnes tro at gjøre». Thi hvor Ord bevislig er blevne overførte, kan man ikke benegte Muligheden af, at ogsaa mythiske Forestillinger kan være blevne overførte.

Det Vers, hvori lung findes, synes heller ikke at være forfattet straks, etterat dette Ord først var blevet optaget. Thi for det første maatte vel Digteren forudsætte, naar han brugte Ordet, at hans Tilhørere kjendte dette. For det andet maa Nordmændene antages først at have anvendt Ordet lung om Irernes Fartøier, men derom kan det efter al Sandsynlighed ikke være anvendt i det Brage tillagte Vers(3).

Ligesom lung i dette Brage tillagte Vers kun ved ét mellemkommende Ord er skilt fra Gungnis, saaledes er lungs i et Vers, som tillægges Egil Skallagrimssøn(4), kun ved ét mellemkom mende Ord skilt fra Gungnis. Jeg skal i det følgende søge at gjøre det sandsynligt, at der i Brages Vers er Spor til Etter ligning af Egil.

Ordet lung har ogsaa været brugt af Snæbjørn, Hallfred og flere islandske Skalde, derimod kan det ikke paavises nogen sinde at have været anvendt i Norge.

Oplysende for den Vei, ad hvilken Ordet lung er kommet til de islandske Skalde, kan det være, at det bruges af Skalden Odde den lille fra Hjaltland(5). lung er ikke det eneste Ord i Brages Vers, som Nordmændene har optaget i Vesten.

Brage kalder Jætten Rungner simblir sumbls «Øldrikkeren», simbla «drikke» er afledet af sumbl, jfr. minni af muðr munnz(6). sumbl, som betegner Drikkelag, Gilde, dernæst ogsaa Drikken som drikkes ved Gilder, Øl, forekommer allerede i flere af Eddadigtene, bl. a. i Lokasenna og Haavamaal. Ordet er fremmed. I Angelsaks, bruges symbel n. «Fest, Gilde, Drikke lag»; i det oldsaksiske Digt Heliand 3339 forekommer sittean at sumble. Ordet er kommet fra Latin og er oprindelig græsk. I de gamle latinske Komikeres, Plautus og Terents's folkelige Sprog betyder sumbola, symbola Bidrag til et Sammenskudslag; det heder: edere de sumbolis. I samme Betydning brugtes i Middelalderens Latin symbolum(7). Og i Middelalderens Latin gik symbolum over til at betyde «Gjæstebud, Gilde» ligesom ags. symbel. Saaledes forekommer Udtrykket: in ecclesiis symbola faciebant(8).

Man kunde mene, at sumbl paa Grund af u var kommet til Nordmændene fra Nordtyskland og ikke fra England. Men det er ikke nødvendigt at antage dette. Paa Grund af Forholdet mellem ags. ymbe og oldn. umb um, ags. tynder og oldn. tundr, ags. synder- og oldn. sundr- o. lign. kunde ags. symbel blive til oldn. sumbl, senere suml. Ordet, hvis Brug afgjort viser hen til Vesten, er i sin Oprindelse aldeles forskjelligt fra norsk Dial. sumla plaske i en Væske, ødsle bort, ogsaa svømme, der hører til symja, ligesom sumlaðiz konungrinn i Stjorn 287 om Pharao, som overvældes af Bølgerne.

Brage bruger fljóð «Kvinde» Sn. E. I, 438. Ordet, som er udelukkende poetisk, forekommer allerede i flere af Eddadigtene: Haavamaal, Alvissm., Helg. Hjǫrv., Gríp., Brot af Sig., Atlakv., Grott. I Rígsþula heder en af Karls Døtre Fljóð. Ordet lader sig ikke forklare af Nordisk.

I Angelsaksisk findes en Mængde Kvindenavne paa -fléd eller -flæd(9). Navnkundig, ogsaa blandt Nordboerne, var Æðelfléd, Kong Ælfreds Datter, gift med Æðered af Mercia, død 918. fljóð er opstaaet af fléd, ligesom Langaspjót, Tilnavn paa Gangerolvs Søn (Heimskr. Ól. s. Tr. Kap. 19), er opstaaet ved Omtydning af Longospeda. At ags. é er blevet gjengivet ved oldn. i fljóð, har vistnok væsentlig sin Grund deri, at der i Oldnorsk ikke fandtes noget Substantiv, som endte paa -éð, medens der fandtes mange oldn. Substantiver paa -jóð, og blandt dem flere Betegnelser for Mennesker, som jóð, þjóð, ljóð Accus. af Ijóðr.

Jeg formoder, at fljóð som Betegnelse for Kvinde først er efter angelsaksiske Navne paa -fléd dannet af Forfatteren af Rígsþula, der maa have færdets i Britannien. Da Nordmændene i Vesten for det meste blev gifte med vesterlandske Kvinder, giver Digteren flere af Karls Døtre vesterlandske Navne. Det er som Repræsentant for engelske Kvinder, for Kvinderne med de hos Nordmændene ikke brugelige Navne paa -fléd, at han opfører Fljóð.

Brage bruger om Okserne, som drage Gevjons Plog, Udtrykket rennirauknum (Dat. pl.). I Helg. Hund. I, 51 kaldes Heste raukn bitluð. Dette Ord, som aldrig forekommer i Prosa, hører sammen med rekinn og rekningr, som opføres blandt digte riske Benævnelser paa «Okse»(10). Disse Ord er mulig Laanord fra ags. recen «rede, hurtig». Det dertil hørende Adverbium recene skrives ogsaa recone, recune, ricene. Jfr. gl.svensk skiut n. «Hoppe» af Adj. skiuter «hurtig»; oldn. skjótr «Dyr som bruges til Befordring», reiðskjóti. Men denne Combination nævner jeg kun som en Mulighed.

Brages Ragnarsdraapa indeholder ogsaa et Ord, som sandsynlig er af fransk Oprindelse. Det heder der: rósta varð í ranni(11) «der blev Tummel i Huset». Dette Ord, som betyder «Tummel, Uro og Larm, Kamp», forekommer ikke i Eddadigtene. Derimod findes det ofte hos Kunstskaldene. I en lausavísa, som tillægges Egil (Str. 14, Kap. 48); hos Gísl(12), i Njaals Saga, Grettes Saga og oftere, rósta (med róstuleikr, róstumaðr, róstumikill, róstusamligr) er ogsaa ofte brugt i det islandske Saga sprog(13). En Orknøing i første Halvdel af 12te Aarh. hed Qlvir rósta(14). Derimod er det ikke paavist, at Ordet i Middelalderen har været brugt af Nordmænd(15) eller andensteds i Norden.

Med det islandske Ord rósta har man sammenlignet nynorsk Dial. rusta, støie, især under Leg inde i Huset; tumle; om Børn. Mandal, Sætersd., Vestfold. Rustebasse, en Støier. rusten støiende, urolig (Ross). Men Vokalforholdet er ikke blevet forklaret. Om det tilsvarende nysvenske Ord har Prof. K. F. Soderwall velvillig meddelt mig følgende Oplysninger: rusta (med det sædvanlige korte u) «rasa, väsnas, gå till väga på ett larmande och oregerligt sätt, äfven svira, lefva lättsinnigt och slösaktigt» tilhører hovedsagelig Hverdagssproget; Sahlstedt betegner det ogsaa som «vox plebeja». I Litteraturen er Ordet første Gang fundet Aar 1759 i Gotheborgska Magazinet Nr. 7 S. 55, hvor det heder: «Detta spöket (d. e. Feberen) rustar i hela 10 dygn . . alfvarsamt med vår älskelige Skarin.» Bellman forbinder rusta och rasa. Den første Ordbogsforfatter, som har optaget Ordet, er Ihre (1769), som oversætter det ved «tumultuari». Hertil føier jeg: Sv. rusta «holde Spektakel» siges ofte om legende Børn. Dertil hører rustibuss, Vildbasse, Rasebasse. Ordet synes i Svensk at være optraadt i Stædernes lavere Sprog tidligere end i Bondesproget(16).

Jeg tror, at saavel oldisl. rósta som nynorsk og nysvensk rusta er af fransk Oprindelse. Jfr. glfr. hos Godefroi rustie, ruistie, grossiéreté, brutalité, violence, tapage, vacarme; mener, faire rustie, fair un grand bruit, un grand vacarme en battant, en buvant, en jouant &c. rusterie af samme Betydning som rustie. rusteier, rudoyer, combattre vivement. ruster, maltraiter. ruiste, ruistre, ruste, fort, vigoureux, rude, violent, terrible.

Af fransk Oprindelse er ogsaa eng. to roist og to roister, holde Larm og Spektakel, især i et Drikkelag; roister en som holder Spektakel(17).

Oldnorsk langt o gjengiver ogsaa i andre Ord end rósta fremmed langt u. Saaledes oldn. -móða i engelske Stedsnavne (Járnamóða, Nýjamóða) af ags. múða Munding, hvorfra ogsaa oldn. móða «bred Elv» (der ikke er paavist i Norge) sandsynlig er laant. Øen Bute blandt Hebriderne hed oldn. Bót. Mulig er Vokalen i rósta paavirket af róta.

Den betonede Endelse i fransk rustie blev i Nordmændenes Mund tonløs og blev saa ombyttet med den hjemlige Endelse -a, der fandtes bl. a. i orrosta Feltslag.

rósta kan ikke være laant fra Engelsk, thi Ordstammen er i Engelsk ikke paavist før i 16de Aarh.

Efter det, som her er udviklet, tror jeg, at rósta i Brages Ragnarsdraapa er et Ord, som er optaget fra Fransk af Nordmændene under Vikingetogene i Frankrig. Det nynorske og nysvenske rusta er derimod vistnok senere kommet ind udenfra.

Ogsaa Ordet rósta i Brages Ragnarsdraapa godtgjør altsaa, at dette Digt er forfattet længe efter 840 paa en Tid, da Nordmændene forlængst var komne i Forbindelse med Englændere, Irer og Franskmænd.




Det poetiske Udtryk overhoved i Brages Vers godtgjør efter min Mening, at disse er yngre end Midten af 9de Aarh.

Der er vistnok al Grund til at antage, at flere af de bevarede mythisk-heroiske Oldkvad i fornyrðislag, ljoðaháttr eller málaháttr er omtrent samtidige med eller endog yngre end flere endnu bevarede drápur eller andre Kvæder i kunstigere Versemaal med hendingar, af navngivne Skalde (mest Lovkvæder om Høvdinger eller om Høvdingegaver).

Men det er ubestrideligt, at den mythisk-heroiske Digtning som Digtart og ifølge sin Karakter er mere primitiv, og at den Digtning, der regelret anvender hendingar og hvis mest anseelige Frembringelser er drápur, er mere afledet, samt at hin Digtnings Versemaal er ældre, ligesom dens poetiske Udtryk i det hele er mere oprindelige.

Fremdeles er der i den seneste Tid mellem Sagkyndige blevet Enighed om, at de ældste nu bevarede Eddakvad ikke er synderlig ældre end c. 900(18). Derimod skal de endnu bevarede Brudstykker af drápur af Brage gamle være fra første Halvdel af 9de Aarh.

De ældste nu bevarede Digte af den mere primitive, den ældre Digtart skal altsaa næsten alle sammen være over et. halvt Aarhundred yngre end de ældste nu (i Brudstykker) be varede Digte af den mere afledede, den yngre Digtart! Fra det Tidsrum, der omfatter sidste Aarti før 850 og anden Halvdel af 9de Aarh., skal man have bevaret ikke faa Digte af den mindre primitive Digtart, medens man fra hele denne Tid ikke tror at have bevaret Digte eller mere end et eneste Digt af den mere primitive Digtart! Dette er et saa paafaldende, saa brsynderligt Resultat, at jeg maatte have meget stærkere Grunde end de, der hidtil er fremførte, for at tro derpaa(19).

At Brages Vers tværtimod er yngre end Hovedmassen af Eddadigtene, viser sig allerede i hans Brug af enkelte for Eddadigtene fremmede Ord, f. Ex. af det allerede nævnte lung. Det viser sig fremdeles i den Maade, hvorpaa Brage anvender enkelte ældgamle ægte nordiske Ord.

Brage bruger (Sn. E. I, 374) Gen. pl. flotna om de Mænd, som falder i Jarmunreks Hal. Den ældre Betydning af Ordet har været «Søkrigere», hvilket man ser baade af Ordets Etymologi og af det tilsvarende Ord i Angelsaksisk flotan. Dette véd ogsaa Snorre, thi han siger: flotnar þat er skipaherr(20). Saa ledes kan Ordet forstaaes i flere Skaldedigte, f. Ex. i Hǫfuðl. 17. I Hamðismál, Guðrúnarhvǫt og i flere i fornyrðislag forfattede Digte, som behandle Sagnene om Volsunger og Gjukunger, optræde kun Landkrigere, og i disse Digte forekommer ikke Ordet flotnar Gen. flotna. Naar i Brages Vers Gen. flotna er brugt om Mændene i Jarmunreks Hal, er dette altsaa én Sprogbrug, som er yngre end den Tid, fra hvilken de gamle Volsungedigte er.

Her kan ogsaa nævnes, at vi i Brages Vers finde Homonymi ved Navnet Foglhildr eller vel snarere, efter Dr. Falks Opfatning, flaums foglhildr (Sn. E. I, 374) for Svanhildr. Denne Anvendelse af Homonymi ved Navne, der er sædvanlig hos Kunstskaldene og som f. Ex. allerede er anvendt af Egil Skallagrimssøn i Arinbjarnarkviða, er et Kunstleri, hvortil der i de mythisk-heroiske Olddigte endnu ikke er noget Spor.

At Brages Vers er yngre end Hovedmassen af Eddadigtene, viser sig allermest i Brages Brug af de poetiske Omskrivninger, kenningar(21).

Det er vistnok saa, at man i den norrøne Digtning ogsaa med Hensyn til disse maa adskille forskjellige Digtarter. Brugen af kenningar, for en stor Del flerledede, som det vigtigste og uundværligste Virkemiddel ved den poetiske Fremstilling er navnlig knyttet til de Versemaal, som regelmæssig anvende Stavelserim (hendingar), først og fremst til dróttkvætt; tildels ogsaa til den afstumpede Form af fornyrðislag, som kaldes kviðuháttr. Derimod er Brugen af kenningar i samme Omfang ikke, hverken i hedenske eller i kristelige Digte, knyttet til fornyrðislag, Ijóðaháttr og málaháttr. Den fremtræder saaledes ikke i det sene Digt Sólarljóð. Man kan derfor ikke uden videre betegne de norsk-islandske Digte, der ingen eller faa kenningar har, som ældre end de Digte, hvis Fremstilling bevæger sig fremad gjennem kenning paa kenning(22).

Men ogsaa ved Sammenligning af forskjellige Digtarter er Brugen af kenningar et Tidsmærke. De germanske Digtere har vistnok allerede, før de germanske Sprog skilte sig fra hver andre, kunnet bruge billedlige Udtryk, tildels af samme Art som de toledede kenningar. Men Brugen af kenningar som et fast og nogenlunde regelmæssig anvendt Virkemiddel er ikke noget oprindeligt i den germanske Poesi. Det se vi f. Ex. af Hildebrandslied.

Det kan da ikke være tilfældigt, at netop det norrøne Heltedigt, som man er enig om at holde for det ældste, nemlig Vǫlundarkviða, mangler kenningar. Ogsaa i det norrøne Gudekvæde, som tør holdes for et af de ældste, nemlig de to sidste Afsnit af Hávamál, findes de saagodtsom ikke. De andre Gudekvæder i fornyrðislag eller ljóðaháttr, bortseet fra Alvíssmál, som giver Oplysning om poetiske Kunstudtryk, og med Undtagelse af den sene Hymiskviða, mangle ligeledes næsten fuldstændig disse Udtryk eller gjør, som V'ǫluspá, en sparsom Brug af toledede kenningar, af hvilke de fleste er ganske enkle. Dette synes at vise, at Opkomsten af en hos Skaldene sædvanlig Brug af kenningar som et fast og nogenlunde regelrnæssigt anvendt poetisk Middel ikke ligger hinsides de ældste nu bevarede Edda digtes Tid, men tværtimod efter denne, om end hin Brugs Spirer kan ligge længer tilbage. Hermed lader Henførelsen af Brages Vers til første Halvdel af 9de Aarh. sig ikke forlige.

Brugen af de enklere toledede kenningar i den norrøne Digtning viser ved Siden af flere Afvigelser en saa mangesidig nær Lighed med det poetiske Udtryk i Angelsaksisk(23), at allerede en flygtig Sammenstilling gjør det overveiende sandsynligt, at denne Lighed ikke blot er at forklare af ældgammelt Slægtskab mellem alle germanske Stammer eller af Indvirkning fra vestgermanske Fastlandsstammers Digtning, men for en stor Del ogsaa af den oldengelske Digtnings Indvirkning paa den norrøne, en Indvirkning, der ellers sikkert lader sig godtgjøre. Heller ikke denne Formodning om, at den oldengelske Digtning har havt Indflydelse paa Udviklingen af kenningar i den norrøne Digtning, lader sig forlige med Henførelsen af Brages Vers til første Halvdel af 9de Aarh.

Denne i det nærmest foregaaende fremsatte Argumentation vil faa en ganske anden Vægt, hvis den Mening, som jeg anden steds skal søge at begrunde, er rigtig, at den til os bevarede Eddadigtning tidligst og for største Del har udviklet sig blandt de hedenske Nordboer, særlig Nordmænd, i Britannien (England, Skotland eller Irland) under Paavirkning fra disse Lande kristne Indbyggere, Angelsakser og Irer, tildels ogsaa Cymrer.

Sammenligne vi nu de kenningar, som forekomme i Brages Vers, med de, som bruges i Eddadigtene, endog i det Heltedigt, som har allerflest, nemlig det første Digt om Helge Hundingsbane, saa se vi, at de i Brages Vers brugte kenningar afgjort har en senere, mere afledet, kunstlet, stivnet, udtværet Karakter.

Finnur Jónsson siger (Arkiv VI, 128) om kenningar i Skaldepoesien før c. 1100, at «de var ganske umiddelbare, naturlige og naturfriske»(24). Jeg finder det alt andet end umiddelbart, naturligt og naturfriskt, naar Brage kalder den gavmildeste Mand for verstan vazt-undirkúlu Ála rǫdd, d. e. slemmest mod Fiskepladsens dybt nede liggende Klumps Aales (d. e. Stenkongens, Jættens) Røst (d. e. Guldet); jeg kalder det for schablonmæssigt og for tom Ordprunk, naar han betegner Ishavets ugjæstmilde Jætte som vágs hyrsendir d. e. Havildens (d. e. Guidets) Sender.

Naar F. Jónsson(25) taler om Brages Vers «i al deres Simpelhed» og siger, at de besidder «en ligefrem Simpelhed», saa véd jeg kun at forklare mig dette saa, at den kunstige Skaldedigtning endnu i sine Ettervirkninger kan beherske Islændinger i den Grad, at de ved Bedømmelse af poetisk Stil uvilkaarlig gaar ud fra Forudsætninger, som er forskjellige fra de hos andre Nationer almengyldige.

Medens Eddadigtenes kenningar i Regelen er toledede, bruger Brage Gang efter Gang endog firledede. En omskrivende Betegnelse for Thor strækker sig hos ham igjennem en hel Halvstrophe. At de optrædende Personer, som Thor og Midgardsormen, hos Brage betegnes ved de mangeledede kenningar, er Regel; at de nævnes ved sit enkle Navn, er en sjælden Undtagelse. Og medens i Eddakvadene, ligesom i andre gammelgermanske Stammers, navnlig Angelsaksernes Digte Brugen af kenningar for den poetiske Stil er et Virkemiddel blandt flere, af hvilke andre træde ligesaa stærkt frem, saa er hos Brage og i de norrøne Hirdskaldes Kunstdigtning overhoved Brugen af kenningar blevet et Virkemiddel saa overvældende, at man har kunnet betegne kenningar som det, «der i Virkeligheden gjør den nordiske Oldpoesi til Poesi»(26).

Naar man sætter Brages Vers til en ældre Tid end de ældste af Eddadigtene, bliver derfor den historiske Udvikling af kenningar, som de fremtræde hos Brage, aldeles uforklarlig. Med fuld Grund har flere tidligere Granskere, f. Ex. Svend Grundtvig (Er Nordens gamle literatur norsk? S. 80), fremhævet, at en af Grundene til at hævde Eddakvadenes høiere Ælde fremfor de af de ældste navngivne Skalde, Brage og de andre, forfattede Digte er den, at vi i Eddakvadene finde de poetiske Omskrivninger paa et mere primitivt Trin.

Jeg skal gjøre Forholdet tydeligere ved exempelvis at betragte en særegen Art af kenningar. I det norrøne Digtersprog kan en Høvding, en Kriger eller en Mand overhoved betegnes ved Navnet paa en Gud med Tilføielse (enten i Genetiv eller i en Sammensætnings Forled) af noget, som karakteriserer Manden. Paa tilsvarende Maade kan en menneskelig Kvinde betegnes ved en Gudindes Navn med Tilføielse af noget, som karakteriserer Kvinden. Disse kenningar forekommer allerede i Eddadigtene, men temmelig sjælden og næsten bestandig toledede; f. Ex. geir-Njǫrðr Gudr. hy. 8, hgr-Gefn Fáfn. 43; temmelig enestaaende i den heroiske Digtning er linnvengis Bíl Oddr. 33.

Fra Hirdskaldenes Synspunkt indeholde disse kenningar visselig en Sammenligning. Den Kunstdigter, som først kaldte en Mand baugs Baldr og opfattede dette Udtryk som «Ringens Balder», vilde vel derved betegne, at Manden med sin Ring var fager som Balder. Paa lignende Maade heder det om Sigurd Faavnesbane, da han kommer ridende til Gjukes Gaard, at en af Kongens Mænd sagde: «Jeg tror, at en af Guderne kommer der»(27). Med de nævnte kenningar kunde vel ogsaa forbindes Forestillingen om en menneskelig Æts eller Menneskenes Ned stammen fra en Gud. Men ved det, som her er nævnt, er Opkomsten af disse kenningar ikke historisk tilstrækkelig forklaret.

Naar Sigurd i Sig. 18 betegnes som herbaldr, saa kunde dette vistnok fra Hirdskaldenes Synspunkt betragtes som en kenning «Hærens Balder», men saaledes er det ikke opfattet af Kvadets Forfatter, baldr betegnede engang «Herre, Høvding»(28), og saaledes er det at forståa i herbaldr og naar Jarmunrek (eller Bikke?) i Hamð. 25 kaldes baldr í brynju, ligesom angelsaksiske Digte betegnede Høvdingen som wigena bealdor «Kjæm pernes Herre». Men da Baldr tillige var Navnet paa en bestemt Gud, og da Hirdskaldene fandt dette Navn i herbaldr og baldr í brynju, gav dette Anledning til, at de kunde betegne en Mand som skjaldar Baldr, baugs Baldr o. s. v.

Jeg tror, at de her omhandlede kenningar har sin vigtigste historiske Forudsætning deri, at der i det ældre Digtersprog var flere Appellativer, der brugtes som Led af poetiske Udtryk om Mennesker, men som tillige var Gudenavne eller kunde appellativisk betegne Guder. Foruden baldr skal jeg nævne flere saadanne Ord.

rǫgnir betyder egentlig «den raadende» (= got. ragineis Raadgiver) «Magthaver», og er afledet af regin. Saaledes kaldes Kong Atle landrǫgnir Atlakv. 12, dólgrǫgnir Atlakv. 28. Men Rǫgnir er tillige blevet et af Odens Navne.

freyr betyder egentlig «Herre». Denne Betydning synes at have holdt sig i Dalafreyr, som Sturla Sigvatssøn, Høvdingen over Dalamenn, kaldtes(29), og mulig ligeledes i Glum Geiressøns Udtryk om Kongen foldar freyr Hák. s. góða i Hskr. 5. Disse Udtryk er analoge med Brugen af fréa i angelsaksiske Digte [fréa monna o. lign.). Men Freyr er ogsaa en Guds Navn. Ligesaa var freyja et Appellativ, som betegnede «Frue, Herskerinde», men tillige en Gudindes Navn.

dís, Flertal dísir, kan i de gamle Digte, ligesom ags. ides, bruges om menneskelige Kvinder. Saaledes dís om Gudrun Atlakv. 35, dís Skjǫldunga om Brynhild Brot 14, dísir dramblátar om de danske Kvinder i et Vers om Harald Haarfagre. Men dís, dísir brugtes tillige om overmenneskelige, overnaturlige, guddommelige Kvinder.

Ogsaa den Omstændighed, at flere Ord, som var Gudenavne eller Betegnelser for guddommelige Væsener, tillige fra gammel Tid af forekom i menneskelige Navne, har, som Lundgren med Grund har fremhævet, virket med til, at Guders og Gudinders Navne af Kunstskaldene brugtes i omskrivende Betegnelser for Mænd og Kvinder. Thors Datter kaldtes Þrúðr, men -þrúðr dannede ogsaa andet Led i flere Kvindenavne(30).

I poetiske Betegnelser for Høvdinger blev baldr, freyr, rǫgnir, ligesom freyja i Betegnelser for høitstaaende Kvinder, oprindelig forstaaede som Appellativer, men senere blev disse Ord af Skaldene i saadanne Udtryk opfattede som Gudenavne. Disse og ensartede Udtryk gav derved Anledning til, at ogsaa andre Gudenavne som Njǫrdr, Ullr, Gefn, Sif og flere kunde bruges i omskrivende Udtryk for Mænd og Kvinder(31).

Naar vi nu med Hensyn til disse mannkenningar og kvennkenningar, som indeholde Navne paa Guder, Gudinder eller andre mythiske Væsener, sammenligne Brages Vers med Eddadigtene, saa se vi, at hine ogsaa i dette Tilfælde staa paa et senere, mere afledet Trin. For det første derved, at disse kenningar hos Brage forholdsvis findes hyppigere og flere Gange endog firledede, f Ex. dreyrugra benja bæti-þrúðr Sn. E. I, 436; þerris æða ósk-Rán sammesteds. For det andet derved, at Analogien hos ham har bredt sig videre og strakt sig til flere Navne paa mythiske Væsener, som Móði, Rán o. fl.

Den allerede nævnte hos Brage forekommende Sammensætning ósk-Rán viser tillige med Hensyn til sit første Led en Udvikling, hvortil Eddadigtene endnu ikke er naaet; men den har sin Forudsætning i den mythisk-heroiske Digtnings óskmær Vǫls. s. Kap. 2, Oddr. 15.

Ogsaa álfr brugtes i omskrivende Betegnelser for en Mand, som f. Ex. naar Kongen kaldes ráðálfr hos Brage (Sn. E. I, 438), brynjálfr i Ynglingatal 44. Her foreligger en Sammenligning af en Høvding med en Lysalv; men de nævnte Udtryk har dog tidligere været opfattede anderledes. Jeg skal i en Afhandling om Røk-Indskriften, som jeg forbereder, efter Antydninger af V. Rydberg søge at gjøre det sandsynligt, at ráðálfr gjennem ráðǫlfr er opstaaet af ráðolfr, der er sammensat med «Ulv». Vi faa herved Overensstemmelse med den poetiske Udtryksmaade i Angelsaksisk, hvor Krigere kaldes herewulfas «Krigsulve», heorowulfas «Sværdulve». Jeg skal søge at gjøre det sandsynligt, at Brages ráðálfr har sit Forbillede i Ráðulfʀ, der har været brugt i et Digt, til hvilket Røk-Indskriften hentyder og som ikke synes at have været meget ældre end denne Indskrift, Hvis dette er rigtigt, viser det sig ogsaa herigjennem, at Brages Ragnarsdraapa ikke kan være fra c. 840.




I det foregaaende har jeg mere i Almindelighed sammen holdt det poetiske Udtryk i Brages Vers med Eddakvædernes Diction og jeg tror derigjennem at have bevist, at Brages Vers ikke kan være saa gamle som fra første Halvdel af 9de Aarh., men maa være meget senere. Jeg gaar nu over til at belyse mere specielle Berøringspunkter mellem Brages Vers og Eddadigtene.

Naar vi særlig sammenholde et Afsnit af Brages Ragnarsdraapa med et Eddadigt, som tildels behandler samme Sagnstof, saa vil vi efter min Mening faa fuldt Bevis for, at Brages Digt er det yngste af de to og følgelig ikke kan være fra første Halvdel af 9de Aarh.

Det er af næsten alle (ogsaa af F. J.) anerkjendt, at der er særlig Forbindelse mellem et Par Udtryk i Brages Skjolddigt og i Eddadigtet Hamðismál Disse Udtryk findes i de to Digte ved Skildringen af det samme Forhold, nemlig af den Forstyrrelse, som opstaar i Jarmunreks Hal, efter at Sorle og Hamder er trængt derind. Sikkert er der en Forbindelse mellem Rósta varð í ranni hos Brage Sn. E. I, 372 og Styrr varð í ranni Hamd. 23. Ligeledes mellem følgende Verslinjer hos Brage (der er skilte fra det forudgaaende Rósta varð í ranni ved 7 mellemkommende Verslinjer):

fell í blóði blandinn
brunn ǫlskála(32) ...
............
........ at hǫfði

og Verslinjerne i Hamd. 23, umiddelbart efter Styrr varð í ranni, hvor Haandskriftet har: stvcco avlscalir í bloþi bragnar lago comiþ or briosti gotna. Efter Svend Grundtvig(33) formoder jeg, at denne Text, som ikke kan være rigtig, er forvansket af:

stukku ǫlskálir
i blóði blandna(34)
Iǫgu(35) ór brjósti Gotna.

Men den følgende Argumentation er i alt væsentligt uafhængig af denne Formodning.

Den mellem de nævnte Vers umiskjendelig stedfindende Forbindelse har man opfattet forskjellig. Enten saa, at Hamðismál skal have laant fra Brages Digt, hvilket F. J. (Arkiv VI, 154) mener. Eller saa, at Brages Digt skal have laant fra Hamðismál, hvilket Svend Grundtvig, Vigfusson og jeg (i min Udg. af Sæm. Edda S. 441) har antaget, og hvilket jeg fremdeles antager. Naar jeg mener, at Brages Digt har laant fra Hamðismál, saa vil jeg ikke hermed paastaa, at det Digt Hamðismál, fra hvilket Udtrykkene blev laant, i et og alt stemte overens med det Digt, der under dette Navn foreligger os. Jeg paastaar kun, at det har været et heroisk Kvad i enklere Versemaal om Hamder og Sorle, der i væsentlige Stykker har stemt overens med de os foreliggende Hamðismál, og at det foruden andre Vers har havt de Vers, hvorom det her gjælder, væsentlig i samme Form som det os foreliggende Digt Hamðismál(36).

Efter mit Skjøn godtgjør den Forbindelse, hvori Ordet «Ølskaaler» forekommer i de to Digte, afgjørende, at Brages Digt er det modtagende og det yngre, Hamðismál det ældre Digt, som har Udtrykket i den oprindeligere Forbindelse.

Efter Hamðismál sidder Jarmunrek med sine Mænd i Hallen og drikker Øl, da Sorle og Hamder kommer:

Glaumr var i hǫllu,
halir ǫlreifir Str. 18.
lét hann sér i hendi
hvarfa ker gullit Str. 20.

Hermed staar det da i den naturligste og mest nærliggende Forbindelse, at der, da Sorle og Hamder trængte ind og dræbte Jarmunreks Mænd, blev en saadan Forstyrrelse, at Ølskaalerne faldt ned, stukku ǫlskálir.

I en langt mindre nærliggende og tydeligvis mindre oprindelig Forbindelse forekommer «Ølskaaler» i Ragnarsdraapa. For det første derved, at Jarmunrek i Brages Digt sover, da Sorle og Hamder kommer, og ikke, som i Hamdesmaal, drikker Øl. Ifølge hint Digts Fremstilling ligger det altsaa ikke saa nær, her overhoved at tænke paa Ølskaaler.

For det andet viser Udtryksmaaden i Hamdesmaal sig her som mere oprindelig end den i Ragnarsdraapa derved, at hin er beslægtet med en fast Formel i en anden folkelig Digtart, medens Udtrykket i Ragnarsdraapa fuldstændig afviger fra denne.

Den nordiske Middelalders Ballade skildrer nemlig en pludselig Forstyrrelse, som opstaar i et Hus derved at en slem Nyhed meldes, stadig paa den Maade, at den lader den Mand, hvem Nyheden gjælder, skyde det Bord, ved hvilket han sidder og drikker, til Side, saa at Drikken flyder over Gulvet eller over Bordet.

Saaledes i den danske Vise hos Grundtvig Nr. 62 V. 38 f:

«Du sidder her og drikker Vin,
imorgen da brænder Søster din.»
Hildebrand sprang over breden Bord,
den klare Vin paa Gulvet stod.

Ligesaa i den tilsvarende islandske Vise (Isl. fornkv. Nr. 7 B 19):

Hildibrand hrindir boråum fram(37),
bjór og mjöður um gólfið rann.

I en norsk Vise (Landstad Nr. 29 V. 18 f):

«Her site du Tòstein Davison,
drikke mjø aa vin;
Falkvòr Lòmmanson æ' heime
aa reiser mæ bruri di.»
De va Tòstein Davison
han blei sò ille ve or,
brone mjøen, i skaali va',
den slepte han ne paa bor.

Exempelvis kan fremdeles henvises til Færøsk Anthologi Nr. 19 V. 9; Sjúrðar kvæði III, 106; «Unge Vaakukadd» i Bugges Gamle norske Folkeviser, V. 28.

Det er umiskjendeligt, at denne Balladernes Formel er nær beslægtet med Udtryksmaaden stukku ǫlskálir i Hamdesmaal, uden at jeg hermed vil sige, at den ene er afledet af den anden. Motivet og Udtrykket er i de to Digtninger naturlig fremkaldt ved væsentlig samme Situation. Men netop det paaviste Slægtskab mellem Udtrykket i Hamð. og Balladernes Formel godt gjør, at Udtrykket om Jarmunrek i Ragnarsdraapa fell í . . . brunn ǫlskála, der tydelig staar i Forbindelse med Udtrykket i Hamdesmaal, men fuldstændig afviger fra Balladernes Formel, ikke kan være Forbilledet for Udtrykket i Hamdesmaal men omvendt maa være en Etterligning af dette.

For det tredje maa Udtryksmaaden i Hamdesmaal være den oprindeligere, den i Ragnarsdraapa den afledede, fordi Ølskaalerne i Hamð. danner et selvstændigt Led af Skildringen, medens de i Ragnarsdr. gaar ind i en kenning brunn ǫlskála. Dette er en kunstlet Betegnelse for Ølet her, hvor Ølet ikke længer er i Skaalerne, men flyder om paa Gulvet. Hertil kan, hvis det i Hamð. formodede Iǫgu er rigtigt, det Moment føies, at brunn i Brages Digt er et kunstigere Udtryk end Iǫgu i Hamdesmaal.

Jeg kan ikke godkjende den Argumentation, ved hvilken F. J. (Arkiv VI, 154) vil godtgjøre, at Forfatteren af Hamð. har laant fra Brage. Han bemærker: 1) «fordi det er rimeligere, at der i Hamð. foreligger en sammentrækning af den andens adskilte linjer, end at disse skulde være opstaaede ved en adskillelse af ordene i Hamð.». Dette kan jeg ikke indrømme. I Hamdesmaal, som i flere andre heroiske Eddadigte, er det for en stor Del gjennem Replikskifte, at Sagnets Sammenhæng i det hele motiveres og at de optrædende Personer karakteriseres, medens Fortællingen af den ydre Handling gives knapt og afbrudt i korte Udtryk. som anskueliggjør Hovedmomenterne. Derimod dvæler Ragnarsdraapa, som ikke anvender Replikskifte, kun ved Slutningsscenen og belyser denne i prangende Ordfremstilling. Den trænger derfor nødvendig til større Rum for Fremstillingen af denne ene Scenes forskjellige Led, til Ud videlse af Enkeltskildringen.

Der er ingen Grund til at forudsætte en Sammendragning i Hamð, thi det er netop det naturlige, at stukku ǫlskálir følger umiddelbart efter Styrr varð í ranni. Naar Sorle og Hamder er trængt ind i Hallen, hvor Jarmunrek med sine Mænd sidder ved Bordet og drikker, da maa Forstyrrelsen straks vise sig deri, at Bordet skydes til Side, saa at Ølskaalerne falde ned.

For at godtgjøre, at Rósta varð í ranni er det oprindeligere Udtryk, Styrr varð í ranni det deraf afledede, siger dernæst F. J.: Vilde Forfatteren af Hamðismál udtrykke Tanken «Ølkarrene faldt ned» og bruge det absolut passende støkkva, maatte han forandre et Ord i en Linje som Rósta varð í ranni. Men, indvender jeg, hvis Brages Digt her var Forbilledet, saa forelaa jo ikke i dette Motivet «Ølskaalerne faldt ned». Hvad Ret har vi saa til at forudsætte, at dette Motiv paa Forhaand beherskede Forfatteren af Hamdesmaal og tvang ham til at forandre Forbilledets Udtryk rósta?

Jeg argumenterer derimod saa : 1) Forfatteren af Ragnarsdraapa kunde — under Forudsætning af, at hans Forbillede havde Udtrykket Styrr varð í ranni — ikke beholde dette Udtryk uforandret, thi han maatte have to studiar. Derimod forelaa der for Forfatteren af Hamdesmaal — forudsat at hans Forbillede havde Udtrykket Rósta varð í ranni — ingen Nødvendighed for at forandre dette Udtryk, thi han kunde bruge to stuðlar. 2) At Styrr varð í ranni er et ældre Udtryk end Rósta varð í ranni, er ogsaa sandsynligt, fordi styrr uden Tvivl er et ældre Ord end rósta. Dette sidste forekommer ikke i Eddadigtene og gjenfindes ikke i andre gammelgermanske Sprog, ja er ikke engang paavist i ældre Tid i Norge. Jeg har søgt at vise, at det er af fransk Oprindelse. styrr (hvoraf styrjǫld) er beslægtet bl. a. med følgende Ord i nynorske Dialekter (Hallingdalen): styrja «støie, gjøre Optøier, vække Uro», styrjast «stride med, rives, brydes», styrjutt «urolig, støiende, strids lysten». At styrr i gammel Tid har været meget brugeligt i Norge, godtgjøres af flere deraf dannede Navne Styrr, Styrkárr, Styrlaugr, Styrbjǫrn. Navne vise, at styrr ogsaa var et svensk Ord. Styrbjǫrn forekommer f. Ex. Lilj. R.-U. 801, 851, Styrlaugr Lilj. R.-U. 851. Ligeledes findes Ordet i danske Navne. Ogsaa i vestgermanske Sprog har styrr nære Slægtninger, f. Ex. ags. styrian «bevæge, forstyrre», eng. to stir, Subst. stir.

Jeg tror i det foregaaende af Udtrykkene i de to Digte og navnlig af den Forbindelse, hvori Ordet «Ølskaaler» forekommer, at have bevist, at Ragnarsdrápa har laant fra Hamðismál og ikke omvendt Hamðismál fra Ragnarsdrápa(38).

Hertil kommer den mere generelle Grund, at det jo paa Forhaand er sikkert, at det Afsnit af Ragnarsdraapa, som behandler Jarmunreks Drab, forudsætter et heroisk Kvad i enklere Versemaal om dette Æmne, medens der omvendt — bortseet fra de ovenfor omhandlede Udtryk — intetsomhelst Spor er til, at Hamdesmaal skulde forudsætte en Draapa om samme Æmne.

Jeg maa altsaa anse det for bevist, at Ragnarsdrápa er yngre end Hamðismál eller et med de os foreliggende Hamðismál i væsentlige Stykker overensstemmende og ved flere Vers identisk Digt om Hamders og Sorles Fald. Men hvis saa er, kan Ragnarsdrápa ikke være fra første Halvdel af 9de Aarh. Der synes nemlig nu at herske Enighed om, at Hamðismál er digtet i' 10de Aarh.(39).




Ogsaa af andre Eddadigte end Hamðismál synes Brages Vers at vise Paavirkning. Saaledes ved Brugen af det her foran omhandlede Ord fljóð af Rígsþula, dog snarere middelbart end umiddelbart.

I Snorres Edda fortælles det, at Oden for at give Skade Bod for hendes Fader Tjasses Drab kaster hans Øine op paa Himmelen og gjør to Stjærner deraf(40). Derimod siger Thor i Hárbarðslj. 19, at det er ham, som har kastet Tjasses Øine op paa Himmelen. Og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Brage(41) ved ham, som kastede Skades Faders Øine op paa Himmelen, mener Thor. Der er saaledes her særlig Overensstemmelse mellem Hárbarðsljóð og Brages Digt. Hertil kommer, at Thor baade i Hárb. 15 og hos Brage (Sn. E. I, 256) nævnes som Rungners (Hrungnis) Banemand. Fremdeles, at Udtrykket þótt etti jǫfrum hos Brage (Sn. E. I, 436) stemmer overens med attak jǫfrum Hárb. 24(42).

Det forekommer mig derfor at være sandsynligt, at Forfatteren af Ragnarsdrápa har kjendt Hárbarðsljóð. Hvis dette er saa, kan Ragnarsdrápa ikke være fra første Halvdel af 9de Aarh. Finnur Jónsson (Lit. Hist. I, 66) henfører Hárbarðsljóð til Tiden c. 900—925. Dette Digt synes mig at være gaaet ud fra samme Kreds som Lokasenna, der af F. J. sættes til e. 935 (940).




Der synes at maatte være et bestemt Forhold mellem de kunstlede Udtryk af . . hǫlkvi (Haandskriftet har hvlqvi) hvílbeðjar Atlakv. 30 og gólfhǫlkvir i Ragnarsdr. Sn. E. 1, 372(43) samt borðhǫlkvir Glymdrápa 4. Udtrykket har sin Oprindelse fra Hǫlkvir(44), Navnet paa Hognes Hest. Jeg antager, at Atlakviða er det af de tre Digte, som først har benyttet Ordet i den overførte Betydning. Herfor taler først den Omstændighed, at vi i dette Digt ikke har Ordet i Sammensætning. Dernæst fremhæver jeg, at der i Atlakv. er Tale om Eder, som sværges ved hǫlkvi hvilbeðjar. Her synes da Udtrykket tildels at være fremkaldt derved, at man ellers svor ved en Hests Bov (at mars bægi) Vǫlund. 33. For det tredje fremhæver jeg, at der i Atlakv. er Tale om Eder, som Atle har svoret Hognes Broder Gunnar. Udtrykket hǫlkvi hvílbeðjar synes da her tillige paavirket af Hensyn til, at Hǫlkvir var Navnet paa Hognes Hest.

Hvis Ragnarsdraapa i Udtrykket gólfhǫlkvi viser Paavirkning fra Atlakvisa, kan Ragnarsdraapa ikke være saa gammel som fra c. 840. Finnur Jónsson henfører Atlakviða til c. 975—1000 (Lit. Hist. I, 66 og 306). Min Slutning gjendrives ikke ved borðhǫlkvi i Glymdrápa, thi dette Digt kan efter min Mening umulig være fra Harald Haarfagres Tid, men maa være senere. Det vilde dog føre for vidt, her at hegrande dette nærmere. At Glymdrápa er blevet tillagt Torbjørn Hornklove, har efter min Mening sin Grund deri, at Digtet besynger Harald Haarfagres Bedrifter.




Der er en særlig Lighed, som neppe kan være tilfældig, mellem Udtrykket rennirauknum i Brages Digt (Sn. E. I, 32 = Yngl. s. Kap. 5) om Okserne, som trække Gevjons Plog, og Renni raukn bitluð i Helga kviða Hund. I, 51(45), i den Strophe, hvori Hodbrodd byder Mænd at ride ud for at kalde Hjælpetropper sammen(46).

Det synes mig umiskjendeligt, at enten Digtet om Helge her indeholder en Etterligning af Ragnarsdraapa eller Ragnarsdraapa omvendt en Etterligning af Digtet om Helge. Fremdeles er det vel neppe tvivlsomt, at det sammensatte Udtryk er det secundære. Hertil kommer, at renna er et sædvanligt Ord om Hestenes hurtige Løb, medens hverken renna rann eller renna rennda ellers, saavidt jeg véd, findes brugt, hvor Talen er om Okser, som hurtig trække en Plog. Derfor maa Ragnarsdraapa her efter min Mening indeholde en Etterligning af Digtet om Helge.

De Fleste vil vel nu ikke tilkjende det første Digt om Helge Hundingsbane en høiere Alder end c. 1000(47).

Herfor har Maurer (Zeitsch. f. d. Phil. II, 443) anført følgende vægtige Argument. Helg. Hund. I, 10 lader Helge begynde sin Helteløbebane 15 Aar gammel. Men den gamle Myndighedstermin var saavel i Norge som paa Island sat til det fyldte 12te Aar. «Først i senere Tid, og ialfald ikke før Slutningen af 10de Aarh., opkom ved Siden af denne ældre Aldersgrænse tillige en rummeligere, som med Tiden ganske fortrængte hin ældre. Den islandske Ret satte nu Myndighedsterminen til det fyldte 16de, den norske Ret til det fyldte 15de Aar.» Efter dette mener Maurer, at det første Digt om Helge Hundingsbane ikke er opstaaet før 11te Aarh. Og nu skulde Ragnarsdraapa efter min Udvikling være digtet efter det første Digt om Helge. Ragnarsdraapa synes dog efter hele sin Karakter og efter sit Forhold til flere andre Digte snarere at være blevet til i Slutningen af 10de Aarh., hvorfor jeg heller ikke vover at sætte det første Digt om Helge Hundingsbane saa sent ned som til Ilte Aarh.

Med Hensyn til Maurers Argument bemærker Ebbe Hertzberg til mig: «Jeg tror ikke, det er tilstedeligt saaledes at binde den første Hærfærd og den privatretlige og criminalistiske Ansvarlighedsalders Indtræden saa fast sammen.» Han minder om, at Torolv Kveldulvssøn efter Egils Saga var 20 Aar gammel, da han begyndte at drage i Viking; at Torstein, Ketil Raums Søn, efter Vazdæla var 18 Aar, da han udførte sin første Bedrift, og at Halvdan Svarte selv tiltraadte Regjeringen 18 Aar gammel.




Naar Brages Vers, saaledes som jeg i det foregaaende har godtgiort, ikke er ældre end anden Halvdel af 10de Aarh., maa de være yngre end flere endnu bevarede Lovkvæder eller andre Kunstdigte af Hirdskalde.

Herfor taler ogsaa flere Udtryk i Brages Vers, sammen holdte med Udtryk i andre Skaldekvæder.

Brage betegner Skjoldet som Svgǫlnis salpenningr (Sn. E. I, 438), i hvilket Udtryk Brugen af penningr er motiveret derved, at baade Skjoldet og Mynten var runde. Dette Udtryk viser ikke blot Lighed i den mythiske Forestilling men ogsaa stor Lighed i Lyd med en Betegnelse for Skjolde i Digtet om Slaget ved Hafsfjord: Sváfnis salnæfrar eller som cod. Fris. har Svǫlnis salnæfrar. Der er derfor al Sandsynlighed for, at det ene Udtryk er en Etterligning af det andet. Det i Digtet om Harald forekommende Udtryk er naturligt, thi Odens Sal var tækket med Skjolde som andre Huse med Næver. Men Svǫlnis salpenningr er et lidet naturligt Udtryk, thi man tækker ikke Tage med Penninger. Jeg slutter heraf, at Brages Vers indeholder en Etterligning af Digtet om Slaget i Hafsfjord. Brages Vers maa derfor ialfald være yngre end Aar 872, men er sandsynlig meget yngre.




I Snorres Edda I, 338 f. anføres følgende Halvstrophe af Brage:

Eld of þák af jǫfri
ǫlna bekks við drykkju
þat gaf fjǫlnis fjalla
við fylli mér stillir.

Konráð Gíslason(48) har forstaaet Ordene saaledes of þák at (Ændring for af) jǫfri bekks eld (Guid) vid fjalla Ǫlna drykkju (Ǫlna Gen. sg. af Ǫlne = Ǫlnir, en af Odens Sønner; fjalla Ǫlna, Jættens drykkja Digt); þat gaf stillir mér við fjǫrnis (Rettelse af Gunnar Pálsson) fulli (Hjælmens Fylding d. e. Hoved).

Af Tjodolv (d. e. Tjodolv ira Hvin) anføres(49) følgende Halvstrophe:

hǫfuðbaðm
þar er heiðsæi
á Fjǫrnis
fjǫllum drygði.

Og Olav Tordssøn forklarer Fjǫrnis fjǫllum her ved fjǫllum sækonungs, hafinu. Om denne Halvstrophe taler jeg nærmere i min Afhandling om Ynglingatal. Vi har altsaa i det ene Digt fjǫrnis fjalla, i det andet fjǫrnis fjǫllum. Betydningen og den syntaktiske Forbindelse af disse to Ord er i de to Digte aldeles forskjellig. Men der er en saa fuldstændig og speciel lydlig Overensstemmelse mellem fjǫrnis fjalla og fjǫrnis fjǫllum, at denne ikke synes at kunne være tilfældig, men at maatte forklares deraf, at den ene Digter her har etterlignet den anden. I Tjodolvs Digt høre de to ved Siden af hinanden staaende Ord fjǫrnis fjǫllum syntaktisk sammen, hvilket er det enkle og naturlige. I Brages Digt, hvor der er en unaturlig Ordstilling, har de to ved Siden af hinanden staaende Ord fjǫrnis og fjalla syntaktisk intet med hinanden at gjøre. Da det naturlige Forhold maa være ældre end det unaturlige, synes Brages Digt her at indeholde en Etterligning af Tjodolvs Digt. Hermed lader Traditionen, efter hvis Meddelelser Brages Digte maatte være ældre end Tjodolvs, sig ikke forlige. Jeg skal i det følgende søge at vise, at den anførte Halvstrophe af Tjodolv er digtet i Dublin 981 eller faa Aar senere. Hvis dette er rigtigt, synes altsaa den ovenfor anførte Halvstrophe, som tillægges Brage og som sandsynlig handler om Bjørn at Haugi, at være digtet efter 981.

I Brages Vers (Sn. E. I, 318) er Himmelen kaldt vinda mundlaug «det Vaskefad, hvori Vindene tor sine Hænder». Dette Udtryk har fuldstændig Præget af at være en smagløs Videreførelse af Egil Skallagrimssøns Betegnelse for Luften vindker «Vindkar» i Arinbjarnarkv. 17 (digtet 961 eller 962).

Foran har jeg gjort opmærksom paa andre særlige Overensstemmelser mellem Brage og Egil. Brage har Ordformen vrǫngum, Egil vrǫngu. Brage har i en og samme Linje lung og Gungnis, Egil i et og samme Linjepar lungs og Gungnis.




I denne Forbindelse kan nævnes nogle andre, i sig selv ikke bevisende Ligheder mellem Brages og Egils Digte. of manna sjǫt margra Brage (Sn. E. I, 318), jfr. of manna sjǫt Egil Hǫfuðl. 20, men ogsaa of sjǫt manna Egils s. Kap. 48 og Arnor i Har. s. harðr. Kap. 54 i Heimskr. ennitungl Brage jfr. ennimáni Egil Arinbj. 5, hvor ogsaa tunglskin. Hergauts Brage (Sn. E. I, 372) og Egil Sonat. 11. þengil . . . leyfa Brage (Sn. E. I, 426) jfr. þengils lof Egil Hǫf. 20. flotna Brage (Sn. E. I, 374) og Egil Hǫf. 17. gǫfumk (med kort første Stavelse) i Omkvædet i Ragnarsdraapa og hos Egil Sonat. 24.

Hertil kommer, som i det følgende nærmere skal omtales, at baade Brage og Egil skal have digtet Kvæder om Billeder paa Skjolde.

Baade Brage og Egil skal ligeledes hos en Konge i et fremmed Land have digtet en Hǫfuðlausn, et Kvæde hvorved Skalden frelste sit Liv.

Det synes da umiskjendeligt, at den ene Skalds Digte er paavirkede af den andens. Dr. Falk formoder, at der er directe Sammenhæng mellem Brages Udtryk(50) þák at jǫfri bekks eld við fjalla ‿ Ǫlna ‿ drykkju, þat gaf mér stillir med fjǫrnis fylli (d. e Kongen gav mig Guld tilligemed mit Hoved for mit Digt) og Egils Udtryk Arinbj. Str. 7: þák at Mimi úlfgrátt hattar staup við Yggjar miði.

Sagaen om Egil fortæller, at Arinbjørn hos Kong Eirik i England opfordrede Egil til at frelse sit Liv ved et Digt om Kongen, og at han derved holdt frem for Egil, at Brage havde frelst sit Liv ved et Lovkvæde om en Konge, som var vred paa ham. Men hvis vi skulde være nødte til at tro paa den fuldt historiske Karakter af denne Fremstilling, maatte vi ogsaa være nødte til at tro paa, at Troldkjærringen Gunnhild i en Svales Ham søgte at hindre Egil i at digte, og til at tro paa, at Slaget paa Vinheden fandt Sted kort Tid efter Kong Adalsteins Tronbestigelse. Da vilde vi i Sagaen tillige have den treaarige Egils Dygtighed som Skald documenteret.

Paa Grund af Forholdet mellem vinda mundlaug og vindker foruden andet formoder jeg snarest, at det er Forfatteren af Brages Vers, som har etterlignet Egil.




Videre Bemærkninger om Forholdet mellem de Brage til lagte Vers og Vers af andre Kunstskalde vil man finde i Excurs I.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Sn. E. II, 134. 415. Bjørn Ólsen S. 21, 87, 200.
  2. Var. sem.
  3. Hvorledes dette skal forstaaes, er usikkert. Bjørn Ólsen (S. 200) læser sem og forstaar Verset saa: «Der er Spydgudens (Mandens) Skib, saaledes som Mændene se.» Jeg nævner som en Mulighed, at Verslinjerne høre til Skildringen af Thors Fiskefangst. De bevarede Linjer synes ikke at give nogen Mening uden i Sammenhæng med de dertil hørende tabte Linjer. Jeg tænker mig hypothetisk Meningen (men ikke de oprindelige Udtryk) omtrent saaledes:

    þar's, er lofðar líta
    lung, Váfaðar Gungnis
    [hǫrva oddi hefnis,
    Hrungnis spjalla, stunginn].

    D. e. þar, er lofðar líta lung Hrungnis spjalla (== Hymis), es (d. e. er) (nemlig ormr) stunginn Váfaðar—hefnis (= þórs) hǫrva—Gungnis (=ǫng- uls) oddi.

  4. Bjørn Ólsen tredje og fjærde gramm. Afh. S. 21, 86, 199.
  5. Flat. II, 486.
  6. Endnu bruges paa Island simla «sensim bibere» (Egilsson).
  7. Det forklares ved: pecuniarum collectio in taberna; Zechpfennig, Kostgrosch. Se Diefenbach.
  8. Se Ducange.
  9. Hruschka «Zur ags. Namenforschung» II, 55 opregner 16 slige Navne.
  10. For rekinn skriver andre Haandskrifter reginn. Egilsson henfører rekningr til reka.
  11. Sn. E. I, 372. At Ordformen er rósta, ikke rosta, godtgjøres, som Gislason Njála II, 449 paapeger, ved V. 2 i Hrafns s. Kap. 17 (Bisk. ss. I, 667). Gudmund Galtessøn, som er vred over, at han er bleven sammenlignet med en Hund, som hed Rósta, kvæder:

    Skal ek med skjaldar runni,
    skapaår erumk aldr, at gunni,
    koma mun geira gjósta,
    ganga fram sem Rósta.

    Her synes der at være Ordspil mellem Rósta som Hundens Navn og som Navn paa en Valkyrje Sn. E. II, 275 (Upps.-Edda), hvor Sn. E. I. 120 har Róta.

  12. Mork. S. 133 = Fms. VII, 9.
  13. Fms. VIII, 355; Flat. III, 452; Njála; Sturl.; oftere i Mág. s.; ogsaa i flere andre Skrifter.
  14. Se Flat. II. Hertil hører mulig det isl. Tilnavn rosti (rósti ?); men det norske Tilnavn rostungr hører ikke hid.
  15. Oldn. orrosta «Feltslag» er ikke sammensat med rósta.
  16. Dette svenske rusta har Forbindelser med flere andre Ord, fra hvilke det fra først af har været forskjelligt. Man siger: rusta (rutte, ødsle) med pengar. Magnusson (Landsmåltidskr. 1881 B) har fra Fryksdalsmaalet russt «lefva högt, depensera mycket». Dette slutter sig til dansk Dial. rust (og rut) «rundhaandet ; gavmild; ødsel, som rutter med Penge» (Molbech fra Morsø, Thyholm). I norske Dial. betyder raust «gavmild, rundhaandet», af oldn. hraustr.
       Paa den anden Side har sv. rusta Berøringspunkter med ruta, rutta og med russla; se om disse Rietz. Flere af disse i Lyd nærliggende Ord synes tildels at have paavirket Betydningen af sv. rusta, saa at dette er kommet til ogsaa at betyde «slösa, ruckla, rumla».
  17. Nyisl. rusti Bondelømmel er i senere Tid laant fra fransk ruste (= nyfransk rustre).
  18. Jfr. f. Ex. F. Jónsson «Ágrip af bokmenntasögu Íslands» S. 14; Lit. Hist. I, 65 f.
  19. Man kan ikke beraabe sig paa, at de kunstige Skaldedigte paa Grund af sin metriske Form lettere kunde erindres end Eddadigtene. Den metriske Form kunde vistnok bevirke, at Digte som Eddakvadene, ved at gaa fra Mund til Mund, blev mere forandrede eller forvanskede og tabte flere Linjer end Hirdskaldenes kunstige Digte, men ikke at saagodtsom alle Digte af hin Art fra 9de Aarh. glemtes, medens flere kunstige Skaldedigte mindedes. Man skulde tværtimod vente, at mythisk-heroiske Kvæder i friere Versemaal skulde holde sig længere, fordi de lettere maatte forstaaes af alle.
  20. Sn. E. I, 528.
  21. Om kenningar med Hensyn til deres poetiske Karakter og Virkning se bl. a. den fortræffelige Udvikling af Rosenberg i «Nordboernes Aandsliv» I, 469—473.
  22. Denne Udvikling er væsentlig en Gjengivelse af Jessens Argumentation «Über die Eddalieder» S. 41 f.
  23. Jfr. Svend Grundtvig «Er Nordens gamle literatur norsk?» S. 79—89. Man jævnføre saaledes f. Ex. oldn. at eggja leiki Tjodolv fra Hvin Har. s. hárf. Hskr. 26, eggleikr med ags. æt ecga geldcum; oldn. sverðleikr med ags. sweorda gelác. Oldn. gunnþing, jfr. ags. gúðgeþingu. Oldn. vápna skúr o. lign. jfr. ags. flána scur. Oldn. baugbroti jfr. ags. béaga brytta; men oldn. -broti betyder «Bryder», medens ags. brytta betyder «Uddeler». (Oldn. bryti svarer nøie til ags. brytta, men kunde, da det brugtes om en Træl, ikke anvendes i kenningar om Høvdinger). Oldn. auðgjafi = ags. éadgifa. Oldn. Ása jaðarr jfr. ags. eodor Scyldinga. Oldn. vinr Borgunda = ags. wine Burgenda. Oldn. menvǫrdr jfr. ags. hordweard. Oldn. dís skjǫldunga jfr. ags. ides Scyldinga. Oldn. vágmarar jfr. ags. sæméaras. Oldn. brimreið = ags. brimrád. Oldn. oðaltorfa jfr. ags. éðelturf; oldn. moldvegr = ags. moldweg. Det er dog ingenlunde min Mening at paastaa, at alle disse oldnorske Udtryk er Laan fra Angelsaksisk.
  24. I modsat Retning udtaler Svend Grundtvig sig i følgende Fremstilling (Er nordens gamle literatur norsk? S. 80): «det véd da enhver, der kender noget til oldnordisk poesi, at hvad man kan kalde «kunstige, søgte kenninger» er ingensteds stærkere fremtrædende end i digte af de ældste navngivne skjalde, som Brage, Thjodolv, Eiliv Gudrunssøn, Ulv Uggessøn. Ingen kan dog mene, at denne smag, der her er dreven til en yderlighed, som nutidens læsere (udenfor Island) have ondt ved at fatte og værre ved at skatte, den kom først til verden med hine det 9de og 10de århundredes norsk-islandske skjalde.» Grundtvigs Udvikling synes mig ikke i alle Henseender rigtig; men at betegne f. Ex. de i Þórsdrápa anvendte kenningar som «ganske umiddelbare», finder jeg i den Grad forkert, at jeg snarere vilde finde den stik modsatte Karakteristik rigtig.
  25. Litt. Hist. I, 425.
  26. F. Jónsson Litt. Hist. I, 392.
  27. Vǫls. s. Kap. 6.
  28. Jfr. mannbaldr.
  29. Sturl. Vigf. Udg. VII, 76 (I S. 285 f.) og VII, 90 (I S. 308).
  30. Paa den ensartede Udvikling ved Brugen af reginn i mannkenningar skal jeg her ikke gaa ind.
  31. Som Momenter, der virkede med, kan videre nævnes, at týr i flere Sammensætninger (Hertýr o. s. v.) var Appellativ for «Gud», men tillige usammensat var Navn paa en bestemt Gud. Fremdeles at Oden havde Navnet Viðrir, men at vidrir ogsaa kunde opfattes appellativisk «han som fremkalder Veir, Storm», draumnjgrun Alvissm. 30 har vistnok oprindelig været ment som «hun der sammensnører Drømme», jfr. nyisl. njǫrva, oldn. Njǫrvasund, ags. nearu, genyrwan. Men siden har Skaldene i dette Ord fundet et Aasynjenavn Njǫrun og saa brugt dette i kvennkenning.
  32. F. J. (Arkiv VI, 163) siger: «Denne fra Bugge stammende text (ǫlskála en rettelse af aulskali) er den eneste mulige, den eneste, som giver nogen mening.»
       Da Ranisch (Hamþismál S. 17 f.) ikke har godtgjort, at nogen anden Text er mulig, behøver jeg ikke her at tage Hensyn til hans Bemærkninger.
  33. I hans Udg. af Sæm. Edda2 251. Han henfører Iǫgu til samme Linje som blandna og beholder komit.
  34. Eller i gammel Form blanna.
  35. Accus. Flertal af Iǫgr.
  36. Jeg kan derfor se bort fra det af Jessen (Über die Eddalieder S. 51) som en Mulighed nævnte Alternativ, at Ragnarsdrápa og Hamðismál her kan have benyttet en fælles Kilde.
  37. I Ovids Metam. VI, 661 heder det om Tereus, da han har faaet vide, at han har spist sin egen Søns Kjød:
       Thracias ingenti mensas clamore repellit. Dette Udtryk svarer til hrindir boråum fram.
  38. Sammenlign ogsaa samråda hos Brage (Sn. E. I, 372) med samhyggjendr Guðr. hv. 5. hǫggnar hendr Ssm fætr of kendusk hos Brage (Sn. E. I, 372) med fótum sér þínum, hǫndum sér þínum, Jǫrmunrekr ! orpit í eld heitan Hamð. 24.
  39. Jeg har i Zeitschr. f. deutsche Philol. VII, 391 henført Hamðismál til 10de Aarh. Ranisch (Hamþismál) S. 74—81 af metriske Grunde til c. 950. Finnur Jónsson (Ágrip af bókmenntasögu Íslands S. 14 og Lit. Hist. I, 66, I, 320) til 925—950. Med Hensyn til den Tid, fra hvilken Hamðismál er, fortjener det at fremhæves, at á stræti Str. 12 efter Zimmer (Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXXV, 106) er laant fra ags. on stræte.
  40. Sn. E. I, 214 = II, 294.
  41. Sn. E. I, 318.
  42. Vistnok ved Efterligning heraf i Fornyrðadrápa 22, 3: etja vildi hann jǫfrum saman.
  43. Jeg formoder:

    þar svát gerðu gyrðan
    gólfhǫlkvi's sá fylkir.

    D. e. es fylkir sá o. s. v. I Haandskrifterne er gólfhǫlkvis ét Ord. R har fylkir, leß fylkis.

  44. Om Navnet er Hǫlkvir eller Hølkvir, undersøger jeg ikke her.
  45. Denne Lighed er ogsaa erkjendt af Svend Grundtvig, men med urette benyttet til i Helg. Hund. at læse Renni-røkn bitlið, hvori Vigfusson har fulgt ham.
  46. Linjen Renni raukn bitluð er i metrisk Henseende betænkelig. Den er ikke fuldstændig analog med dísir suðrænar H. Hund. I, 16, om hvilken se Sievers Altgerm. metr. § 45, 3, heller ikke med leika Míms synir Siev. § 43, 4. Det vilde være betænkeligt at læse:

    Renni rauknum
    til Reginþinga,
    en Sporvitni o. s. v.

    og at forstaa renni som Optativ (jfr. Arkiv I, 120) af renna rennda, thi raukn uden Epitheton kunde vel ikke bruges om Heste, da rekinn betyder «Okse».

  47. F. Jónsson (Lit. Hist. I, 66 og 260) henfører det til c. 1000—1025. Han mener, at Digtet er forfattet paa Grønland. Jeg skal andensteds søge at godtgjøre, at Helg. Hund. I er digtet af en Nordmand i Nordengland.
  48. Udvalg S. XXV.
  49. Sn. E. II, 162 ; Bjørn Ólsen, Den tredje og fjærde gramm. afh. S. 28, 104 f. ; 217 f.
  50. Sn. E. I, 338 f.