IX. Den islandske Tradition

Fra heimskringla.no
Gå til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


IX. Den islandske Tradition


Finnur Jónsson vil støtte Ægtheden af Brages Ragnarsdraapa og af de andre Brage tillagte Vers ved det, som islandske prosaiske Skrifter beretter om Brage og om de Konger, med hvilke Brage skal have staaet i Forbindelse. F. J. synes at anse alle disse Beretninger for at være overensstemmende med den historiske Virkelighed. lalfald nævner han i sin Afhandling i 6te Bind af «Arkiv f. n. F.» intet, som peger i modsat Retning.

Han siger (Arkiv VI, 144), at den islandske Tradition om Brage saameget mindre bør forkastes, «som der haves så mange smukke exempler på den islandske traditions mærkelige sejhed og pålidelighed». Vi maa erindre, at her er Tale om, hvad den islandske Tradition, som vi kjende den fra Skrifter, af hvilke intet er ældre end 1200(1), vidner om, hvad der skal have tildraget sig i første Halvdel af 9de Aarh.

Med Hensyn hertil faar den islandske Tradition af ikke islandske Historikere et noget andet Skudsmaal, end af den islandske Filolog Finnur Jónsson. Steenstrup har saaledes hævdet(2), «at Sagaerne ikke give gode Etterretninger om den ældste Vikingetid og at deres Udsagn ofte omstødes ved den Kundskab, som vi faa af de samtidige irske, angelsaksiske og frankiske Kilder». Jeg fremhæver navnlig hans Udsagn(3), at med Hensyn til Lodbrokættens Historie er «de nordiske Genealogiers og Sagns Værdiløshed» paavist af Jessen(4).

Den islandske Tradition, om hvis Brugbarhed som historisk Document her er Tale, kjendes fra Skrifter, der ved et Tidsrum af mindst 350 Aar er adskilte fra de Begivenheder, om hvilke Traditionen skal vidne. Jeg tror at turde udtale, at en saadan Tradition efter almenhistoriske Principer langtfra er og aldrig kan blive et historisk Document.

Heri ligger intet nedsættende særlig for den islandske Tradition. Det gjælder den menneskelige mundtlige Tradition overhoved, hvor ikke dennes i det enkelte tro Bevarelse af et for helligt anseet Stof er betrygget ved særlige kunstige Midler, som i Indien Bevarelsen af de religiøse Hymner og Formler.

Kan man paavise noget andet europæisk Folk, hvis Tradition uden at være fæstet til en udviklet Litteratur gjennem 350 Aar har bevaret længere Kunstdigte næsten uforandrede og det vel at mærke tilligemed Oplysninger om Forfatterne og de Personer, for hvem de digtede sine Kvæder? Den irske Tradition gjaldt engang, og gjælder vel endnu hos mange Irlændere, for saa seig og paalidelig, men den har ikke kunnet holde Stand ligeoverfor den nyere Kritik.

Til disse almindelige Overveielser kommer den særlige Omstændighed, at de 350 Aar, som adskille den af os kjendte islandske Tradition om Brage gamle og Ragnar Lodbrok fra de Begivenheder, om hvilke den skal vidne, er en Tid fuld af de allerstørste Omskiftelser for de Mænds Fædre, fra hvem vi kjende denne Tradition. I denne Tid falder Landnaamsmæn denes Opbrud fra det gamle Hjem; manges Omtumlen i fremmede Lande under Sammenstød og Blanding med fremmede Folk, som havde en anden Religion og tildels en høi og vidt forskjellig Cultur; Bosættelsen i et nyt Land under Naturforhold, der var væsentlig forskjellige fra det gamle Hjems. Fremdeles Dannelsen af det islandske Folk udaf Bestanddele, som ingenlunde helt igjennem var ensartede, og Dannelsen af den islandske Stat med eiendommelige Samfunds- og Forfatnings-Forhold. Senere Kristendommens Indførelse og Befæstelse under Medvirkning af fremmede Præster og fremmed Lærdom. Endelig maa det erindres, at der i de nævnte 350 Aar, med Undtagelse af en stor Del af 12te Aarh., i Norden ikke brugtes anden Skrift end Runer, der, saavidt vi véd, i ældre Tid kun undtagelsesvis blev benyttede til Opbevarelse af længere Kvæder(5), saa at der her hovedsagelig maa være Tale om en mundtlig Tradition.

Uagtet de islandske Høvdingeætter (ligesom Irerne) fra de ældste Tider af lagde stor Vægt paa Kundskab om Slægten med dens Forgreninger og trofast holdt fast ved Slægttraditioner, saa var der dog i alt det, som jeg i det foregaaende har nævnt, Momenter, som maatte virke til, at Islændingerne glemte overmaade meget af det, de havde vidst om Begivenheder, som havde tildraget sig i Norge og andensteds i Norden før Landnaamstiden, og til at de i de Sagn, som de mindedes, blandede ind, ofte uvilkaarlig, nye og fremmedartede Elementer.

Men derhos kunde, ja maatte Smagsretninger, Doctriner og Studier, som gjorde sig gjældende hos islandske Skalde og Sagamænd i 11te og 12te Aarh., bidrage til, at disse med Tendens skabte nye historiske. Combinationer, som paa Grund af Islændingernes livlige Fantasi og Fortællertalent let kunde fremstilles med en blændende Anskuelighed og Rigdom paa Detaljer. Den islandske Traditions Vidnesbyrd, som foreligger i Skrifter fra 13de Aarh. og vidner om historiske Detaljer, der skal have tildraget sig i Norge eller andensteds i Norden c. 840, er derfor efter min Mening langt fra at være historiske Documenter. Dens Udsagn har ikke engang Krav paa at gjælde, indtil de modbevises. De indeholder i det høieste Muligheder. Hvis en saadan Traditions Udsagn strider mod Kjendsgjærninger, som ad andre Veie vindes, saa er disse Udsagn døde og magtesløse.

Hensynet til den islandske Tradition kan derfor ikke støtte Ægtheden af de Brage tillagte Vers, men maa tværtimod ikke alene berettige os, men ligefrem forpligte os til at tvivle om denne.

At jeg har Ret i den her i sin Almindelighed udtalte Dom om den historiske Værdi af den islandske Tradition, som vi kjende den fra 13de Aarh., med Hensyn til Digte samt enkelte Begivenheder og personlige Forhold, som skai tilhøre første Halvdel af 9de Aarh., det bestyrkes i høi Grad, naar vi mere i det enkelte eftersé det, som den islandske Tradition meddeler om de Fyrster, med hvilke den bringer Brage den gamle i Forbindelse.

Først Ragnar Lodbrok. Ved Undersøgelser af Jessen, Steenstrup og Gustav Storm er det bevist, at der bag den i de islandske og andre nordiske Skrifter optrædende Ragnar Lodbrok staar flere historiske Personer, men at Ragnar Lodbrok saaledes, som han optræder i islandske Skrifter, ikke er historisk(6). Af alle de Enkeltheder, som Islændingerne beretter om Ragnar Lodbrok, er neppe en eneste en (bortseet fra det, at han var en dansk Viking i 9de Aarh., som hærjede i Vesten) godtgjort at være historisk. Naar Islændingerne gjør Ragnar Lodbrok til en Søn af Sigurd Ring, da er, som allerede frem hævet, Steenstrup enig med Jessen i, at dette har sin Grund deri, at den danske Konge Reginfrid (der altsaa er sammenblandet med Ragnar) fulgte efter de to Samkonger Sigifrid og Anulo, af hvilke ingen var hans Fader. Fortællingen om Ragnars Giftermaal er Eventyr. Fortællingen om, hvorledes han fik sit Tilnavn, ligesaa. Beretningen om hans Rige, som strakte sig «til Dovrefjæld og Lindesnæs», er uhistorisk. Fortællingen om hans Død i England efter Storm ligesaa(7).

Meddelelsen i Skáldatal om, at «Kong Ragnar Lodbrok var Skald, og ligesaa hans Kone Aslaug og deres Sønner»(8), har aabenbart kun sin Grund deri, at disse Personer i Fortællinger om dem indføres talende paa Vers.

Men medens de islandske Beretninger om Ragnar Lodbrok har bevaret yderst lidet af historisk Kjærne, har derimod Sagndigtningen i dem skudt en rig og selvstændig Vækst. Ragnar Lodbrok er i det islandske Sagn, sikkerlig en god Stund, før Sagaen om ham nedskreves, bleven til en af de navnkundigste Konger, som før Islands Bebyggelse havde hersket i Norden. Han er her ialfald i senere Tid bleven gjort til Konge over en stor Del af Norge. Han er bleven bragt i Slægtskabsforbindelse med flere islandske Ætter, og hans Hustru er bleven gjort til en Datter af Nordens navnkundigste Heros Sigurd Faavnesbane.

Vi har da efter mit Skjøn al Grund til ikke uden kritisk Undersøgelse at tro paa den islandske Traditions Meddelelser om Brages Forhold til Ragnar Lodbrok og dennes Samtidige som paalidelige i alle Dele.

Naar Brage var præsenteret ved Ragnars Hof, saa fulgte det næsten af sig selv, at han ogsaa blev indført hos Øystein Bele, Ragnars Underkonge.

Jeg tvivler ikke om, at Skáldatal, naar det opfører Brage som Skald hos Eysteinn beli, har været i Overensstemmelse med Vers, som tillagdes Brage og som Snorre kjendte. I en Halv strophe, som anføres i Snorres Edda (I, 350), siger Brage, at han har havt tre gavmilde Velyndere, som ikke har været beslægtede med ham. Ved disse tre maa han sikkerlig mene Ragnar, Bjørn at Haugi og Øystein Bele.

Om denne Øystein ved man af paalidelige historiske Kilder aldeles intet. De nordiske Beretninger om ham vise sig at være indbyrdes uoverensstemmende Sagn, og ikke paalidelig Historie. Han er efter flere islandske Skrifter(9) Konge i Sverige og bor i Upsala. Ogsaa Saxo(10) hensætter Øystein til Sverige. I Skáldatal(11) nævnes mange norske Skalde hos Eysteinn beli, blandt dem Flein. Men den Øystein, hos hvem Skalden Flein var, siges i Hauks Recension af Landnaamabok(12) at have været Konge i Danmark, og han gjenfindes i Hálfs saga(13) som Konge i Danmark.

Den historiske Usikkerhed af Beretningerne om Øystein indskrænker sig ikke til dette.

Den svenske Konge Øystein Bele kaldes illráði i Herv. s. I Ragn. s.(14) siges: Eysteinn konungr var ríkr ok fjǫlmennr, illgjarn ok þó vitr; fremdeles(15): så konungr er bæði ríkr ok illgjarn. Saxo nævner Ericum apud Svetiam Osteni cujusdam malignitate sublatum.

Men nu nævnes i Heimskr. Hák. s. goda Kap. 13: Eysteinn Upplendinga konungr, er sumir kalla hinn rika, en sumir hinn illa. Han kaldes Eysteinn konungr illráði i Ól. s. helga Kap. 147 og i Fortællingen Af Upplendinga kon. Fas. II, 104; hinn ríki i Yngl. s. Kap. 54; hinn harðráði Yngl. s. Kap. 49. Vi finder altsaa baade i de norske Upplǫnd og i det svenske Uppland en Konge, som kaldes Eysteinn hinn ríki ok hinn illráði. Her synes der at maatte være en Forbindelse eller en Sammenblanding(16). Skulde ikke enten den svenske og danske Øystein være en Gjenganger af sin norske Navne, eller ogsaa Sagnmotiver være overførte fra den norske Oplandskonge Eysteinn til hans Navne, som gjøres til Konge snart i Sverige, snart i Danmark? Det kan godtgjøres, at der er Forbindelser mellem dem.

I flere Sagaer(17) fortælles et Sagn om, at Oplændingekongen Øystein satte sin Hund Saurr eller Sorr til Konge over Trønderne, og at den havde sit Kongesæde paa Saurshaugr (nu Gaarden Sakshaug paa Inderøen). Men i Skáldatal heder det ifølge Uppsala-Edda(18), at Erpr lútandi, der opføres som Skald hos Eysteinn beli, frelste sit Liv ved at digte um Sor konung at haugi. Skáldatal efter cod. acad. I har rigtigere um Saur konongs hund, men har Notisen, som jeg tror, urigtig, ikke under Eysteinn beli, i men under Bjǫrn at haugi. Her se vi altsaa, at Vandresagnet om Hunden, som gjøres til Konge, hvilket ogsaa gjenfindes andensteds(19), er overført fra den norske Konge Eysteinn til en svensk Konge af samme Navn. Men dette forklarer mere. Skáldatal opregner 11 Skalde hos Eysteinn beli, der jo skal være en svensk Konge. De af disse Skalde, om hvem der i islandske Skrifter fortælles mere, siges at have været Nordmænd, og alle Skalde i Skáldatal er jo Nordmænd eller Islændinger (med Undtagelse alene af Ragnar, som i Sagnet gjælder for Konge over en Del af Norge). Altsaa 11 norske Skalde hos den onde Konge Eysteinn beli i det svenske Uppland! Det er utroligt. Af de 11 Skalde har Sagnet efter min Mening overført nogle fra den onde norske Oplændingekonge Eysteinn. Dette bevises om den ene af dem, nemlig Erpr lútandi, derved, at han digtede om Saur, thi denne Hund hører egentlig til Sagnet om den norske Tyran. Om Skalden Flein fortælles i Landnaamabok, at han var hos to Brødre, som var Konger paa Oplandene. Derfor var vistnok den Kong Eysteinn, med hvis Datter han blev gift, af Sagnet tidligere ment som Oplændingekongen af dette Navn og ikke som en dansk Konge.

Fremdeles kaldes en af Skaldene hos Eysteinn beli i Skáldatal Kálfr þrænzki. Dette Navn passer godt for en Skald hos den norske Oplændingekonge Eysteinn, thi han erobrede Trøndelagen.

Den næstsidste af disse Skalde, som jeg nævner her, heder Refr ryzki. Tilnavnet forklarer man «den russiske»(20), jfr. glsv. ryzker. En «russisk» Skald vilde jo unegtelig være mindre paafaldende hos en Konge i Upland, end hos en norsk oplandsk Konge. Men dette Adjectiv ryzkr har ikke været brugt i Norsk eller Svensk i Midten af 9de Aarh. Ordet «Russer» er i forholdsvis sen Tid kommet til Norden fra Tyskland(21). I den norske Oversættelse af Odd Munks Olav Tryggvessøns Saga, som er trykt i Fms. X, findes(22) den latinske Accusativform Rúsíam. Hvis denne har staaet i Originalen, som blev forfattet i Slutningen af 12te Aarh., saa er det, saavidt jeg véd, første Gang, Navnet Russer kan paavises i Norden; dog er det her endnu ikke brugt i norsk Sprog.

Men netop fordi Adjectivet «russisk» er saa sent, kan man ikke oprindelig have forstaaet Revs Tilnavn som «den russiske». Gautreks saga(23) fortæller om Refr fra Rennisey. Dette Sted ligger i Rogaland. Han maatte altsaa kunne betegnes som Refr rygski. Med ham tør man da kanské identificere Refr ryzki(24). Rev fra Rennesø er efter Fortællingen i Fornald. s. hos Kong Ella i England, men denne skulde jo være samtidig med Kong Øystein i Sverige. Rev fra Rennesø drager først til Oplandene til Jarlen Neri (rettere Neriðr). Dette kan da tale for, at den Kong Eysteinn, hos hvem Refr ryzki var Skald, af et ældre Sagn var ment som Konge paa Oplandene. Men hvis min Formodning, at Refr ryzki er den samme som Refr fra Rennesø, er rigtig, da er det klart, at vi her ikke har med paalidelig Historie, men med upaalidelige Sagn at gjøre.

Endelig heder en af Øysteins Skalde Grundi prúði. Men Ordet prúðr blev ikke brugt i Norge i 9de Aarh.

Paa Grund af det, som jeg her har udviklet, og navnlig fordi Erpr lútandi, der nævnes som Brages Svigerfader, efter det ældre Sagn har været Skald hos den norske Eysteinn paa Oplandene, saa har vi al Grund til at holde Meddelelsen om, at Brage har været Skald hos en svensk Konge Øystein i Upland, for uhistorisk.

Brage gamle skal efter Skáldatal tillige have været Skald hos Bjǫrn at Haugi.

I Egils Saga(25) opfordrer Arenbjørn Egil til at digte om Eirik Blodøkse og siger: «Saa gjorde min (Rettelse for «din») Frænde Brage. Da den svenske Konge Bjørn var bleven vred paa ham, digtede han paa en Nat en Draapa paa 20 Stropher om ham og fik som Løn for den sit Hoved.» Hervarar saga(26) nævner Bjørn at Haugi med Tilføielse af den Bemærkning «hos ham var Brage Skald».

Til den i Egils Saga fortalte Begivenhed hentyder sandsynlig en i det foregaaende nævnt Halvstrophe af Brage, som anføres i Snorres Edda (I, 338 f.) og som synes at udsige følgende: «Jeg modtog Guld af Fyrsten for Digtet; det gav Kongen mig tilligemed Hovedet.»

Man mener med fuld Grund, at Kong Bjørn at Haugi i Sverige har været en historisk Person, og at han er identisk med den Konge Bern, som Ansgar efter Rimberts Levnedsbeskrivelse traf i Sverige kort før 830. Men vi skal nu se, hvorvidt den islandske Traditions Meddelelser om denne Kong Bjørn er paalidelige. Hervarar saga(27) har følgende Slægtrække:

Ragnarr loðbrók
|
Bjǫrn járnsíða
|
Eirikr Bjarnar son
|
Bjǫrn at Haugi.

Altsaa skal Brage have været Skald baade hos Ragnar og hos dennes Sønnesøns Søn! Og den Bjørn, der sikkert vides at have været Konge i Sverige 830, skal have været en Sønnesøns Søn af den Ragnar, der sikkert vides at have hærjet i Frankrige i 845! Dette dømmer sig selv.

Vi har i det foregaaende seet, at det er uhistorisk, hvad islandske Skrifter fortælle, at Brages Svigerfader hos en svensk Konge Øystein frelste sit Liv ved et Digt og at Brage var Skald hos en svensk Kong Øystein. Vi har da al Grund til ikke at stole altfor meget paa de islandske Skrifters Beretning, at Brage har været Skald hos den svenske Konge Bjørn og hos ham har frelst sit Liv ved et Digt.

Den Tradition, som lader Brage digte baade om Ragnar og om Bjørn, er dog vistnok ældre end den, som gjør Bjørn til Sønnesøns Søn af Ragnar, thi Bjørn var jo virkelig samtidig med Ragnar.

Da en Strophe i Brages Ragnarsdraapa, saaledes som vi tidligere har seet, behandler et til Sverige stedfæstet Sagn og indeholder flere svenske Ord, saa kunde man maaské deri ville finde en Støtte for det, at Brage i første Halvdel af 9de Aarh. har digtet om svenske Konger.

Strophen om Gevjon og Gylve beviser vistnok, at dens Forfatter enten tildels har opholdt sig i Sverige eller tildels har færdets blandt svenske Mænd. Og vi har al Grund til at tro, at den samme Forfatter har i Brages Navn digtet om den svenske Konge Bjørn at Haugi og om Kong Øystein, der udgives for en svensk Konge. Men dette giver intet som helst Bevis for, at disse Digte er saa gamle som fra c. 840, eller imod den Mening, at de ikke er ældre end fra anden Halvdel af 10de Aarh. Thi der er jo intet usandsynligt i, at man endnu i anden Halvdel af 10de Aarh. i Sverige kunde fortælle om Kong Bjørn at Haugi.




Et islandsk Sagn om Brage sætter Digteren i Forbindelse med et Trold. I Snorres Edda(28) anføres som forfattet af Brage en i tøglag digtet Strophe, hvis Begyndelse i det ældste Haandskrift skrives saaledes (dog ikke inddelt i Linjer):

Skalld kalla mik
skap smið viðars.

Strophen opregner en hel Del poetiske Udtryk for «Skald». Hvis vi skulde holde det for en historisk Kjendsgjærning, at dette er en Strophe fra omtrent Midten af 9de Aarh., ene og alene fordi den islandske Tradition nævner Brage som Strophens Forfatter, saa maatte den islandske Tradition ogsaa staa til Troende, naar den siger, at Brage kvad denne Strophe i en Skov som Svar paa et Trolds Spørgsmaal om, hvem det var, som for gjennem Skoven. Det er ganske den samme paalidelige og ærværdige Tradition, der fortæller, at Troldet spurgte og at det var Brage, som svarede.

En mindre paalidelig og ærværdig Tradition véd, at ogsaa Troldet talte paa Vers og i samme Versemaal som Brage.

Det ældste sikre Exempel paa Anvendelsen af tøglag er Toraren Lovtungas tøgdrápa om Knut den mægtiges Tog til Norge i 1028. Heri har man efter min Mening et sikrere Hjælpemiddel til at bestemme Alderen af den Strophe, som indeholder de mange Betegnelser for «Skald», end deri, at den tillægges Brage.




I Landnaamabok(29) fortælles en Anekdot om Brage og Brødrene Geirmund og Haamund, af hvilke den første siden bosatte sig paa Island. Her siges det, at Brødrene var Sønner af Hjor Halvssøn med Ljuvvina, der var Datter af Bjarmernes Konge. Denne Fortælling indeholder flere Ting, som ikke kan være historiske. For det første kunde en Datter af Bjarmernes Konge ikke hede Ljúfvina, da dette er et vestgermansk Navn. For det andet véd man af Ohtheres Beretning til Kong Ælfred, at Horder ikke saa tidlig gjorde Tog til Bjarmeland. Men i senere nordiske Sagn om Begivenheder fra den tidlige Vikinge tid føres Bjarmerne oftere ind. Saaledes f. Ex. i det af Steenstrup(30) oplyste Sagn, som Saxo (p. 452 ed. M.) meddeler om Regners Tog til Bjarmerne, hvor Navnet «Bjarmer» er kommet ind istedenfor «St. Germanus»(31).

Navnet Ljúfvina synes dog, netop fordi det er fremmed, at være oprindeligt i Sagnet om Geirmund og Haamund. Men i Sturlunga og Hálfs saga er dette Kvindenavn forsvundet, og Hálfs saga har isteden derfor Hagny Hakes Datter som Navn paa Kongesønnernes Moder. Navnene Hámundr, Hagný, Háki, Hjǫrr danner Allitteration med hverandre. Ljúfvina var vel i en anden Form af Sagnet som Trælkvinde gift med Trællen Loðhǫttr og Moder til Leifr. Jeg erkjender her et af en Digter formet Sagn, som indeholder svage historiske Elementer.

Sagnet lægger en kunstløs folkelig Strophe (Tveir 'ro inni o. s. v.) om Hjors spæde Sønner Haamund og Geirmund i Munden paa Brage. Jeg finder, at der er al Grund til at holde denne Strophe for den ældste af de, man har tillagt Brage. Men netop det, at Brage i Sagnet nævntes som Skald, vakte naturlig Trangen til at skaffe kunstige Digte, som hvis Forfatter han nævntes, til Veie.




Det, som Slægttraditionen hos Høvdingeætter i det hele bedst og længst bevarer, er vel Slægtrækken, der angiver vedkommende Æts Aner, Mand efter Mand i lige Linje, samt Ættens nærmeste Forgreninger. Dog kan ogsaa Slægtrækken i Traditionen let forvanskes, dels ved Udfalden af enkelte Led eller ved Forveksling af Personer med samme Navn, dels ved en naturlig Tendens til at knytte Vedkommendes egen Slægt til andre navnkundigere eller mere anseede Ætter og Personer.

Endogsaa det Stamtræ, som Islands ældste og paalideligste Historieskriver Are frode opfører for sin egen Æt, anerkjendes ikke med Hensyn til Ledene udenfor Island af Nutidens historiske Kritik(32) som rigtigt. Naar det gaar saaledes med det grønne Træ, hvorledes skal det da gaa med det tørre?

Paalideligst af de islandske Meddelelser om Brages personlige Forhold synes dog at være Angivelserne om hans Slægt og Etterkommere. De fleste af disse Angivelser findes i Landnaamabok II, 1(33). Brage kaldes Boddason (saaledes Skáldatal) og siges at have været gift med Lopthæna, en Datter af Skalden Erpr lútandi. Deres Datter var Ástríðr slækidrengr, Bedstemoder til Arenbjørn Herse den yngre († c. 975) og til Landnaamsmanden Hrosskell, Bedstefader til Skalden Tindr og til Illugi, Skalden Gunnlaug Ormstunges Fader.

Disse genealogiske Data synes paalidelige og nøder os vistnok derfor til at sætte Brages Levetid saa langt tilbage som til første Halvdel af 9de Aarh.

Jeg skal af disse genealogiske Data fremhæve et Par Navne, som fortjene særlig Opmærksomhed.

Brage kaldes Boddason. Der nævnes, saavidt jeg véd, ingen Islænding eller Nordmand af Navnet Boddi. Men en Birkebein ved Aar 1206 (uvist fra hvilken Bygd i Norge) hed Ívarr boddi(34). Prof. Rygh meddeler mig, at en Gaard i Sande, Jarlsberg, som ikke nævnes i gammel Tid, heder Budderud. Han holder det for muligt, at Boddi, Buddi kan have været Kjæleform af Bǫðvarr. O. Nielsen opfører et dansk Navn Buddi, der forekommer 1406. Lundgren sammenstiller dermed det svenske i 14de og 15de Aarh. oftere forekommende Mandsnavn Boddi eller Buddi. Han bemærker om dette: «Namnet ar antagligen for kortning af namn på Bodh- med följande konsonant. Dock forekommer Bodde äfven som tillnamn.» Forstemann har et oldtysk Mandsnavn Buddo, Boddo. Det er jo muligt, at Boddi som Navn paa Brages Fader er af samme Oprindelse som et eller flere af disse Navne, og at det er et ægte nordisk Navn. Men sikker er den nævnte Combination ikke, fordi Brages Fader baade i Tid og Rum er saa vidt fjærnet fra det i senere Tid forekommende Navn Boddi eller Buddi. Dette synes at kunne kaldes østnordisk, da det er svensk og dansk og da det i Norge kun er paavist i den sydøstlige Del af Landet.

For Bragi Boddason er en anden Combination mulig.

I Rígsþula V. 24 opregnes Navne paa Sønner af Karl, Repræsentanten for Bønderne. De fleste af disse Navne er norske Ord, som i sin Betydning er klare; enten Substantiver som Bóndi, Smiðr o. s. v. eller Adjectiver, der passende kunde bruges som Epitheter om velhavende Bønder, f. Ex. Breiðr. Kun et eneste Navn danner herfra en Undtagelse, nemlig Boddi, hvis Betydning hidtil ikke har været opklaret. Fordi Boddi er Navn paa en af Karls Sønner og fordi dette Navn copuleres med Búi, maa man formode, at det er synonymt med «Bonde». Men i denne Betydning kan det ikke forklares af Norsk.

Derimod synes Boddi i Rígsþula ligesom andre i dette Digt forekommende Ord at være et Laanord fra Irsk. Det kommer vel af irsk bodach «clown», der forekommer i Annals of Loch Cé 1388, Four Masters 1388. Gaeliske Ordboger opføre bodach «An old churlish man; a rustic; ..... a peasant, a countryman»(35).

I Boddi cas. obl. Bodda er da den irske Endelse -ach ikke gjengivet ved -akr, hvorved den oftere gjengives i Navne. Grunden hertil er vistnok den, at denne Endelse for Nordmænd klang fremmedartet. Ir. bodach kunde nærmest blive til oldn. cas. obl. bodda, hvortil regelret kunde dannes en Nominativ boddi. Paa lignende Maade blev lat. penna til oldn. cas. obl. penna nom. penni, lat. schola til oldn. skóli.

Det i Rigsþula forekommende Boddi er altsaa efter min Formodning et irsk Ord.

Skalden Brage har levet i en Tid og under Forhold, der ligge Digtet Rígsþula saa vidt nær, at vi efter al Sandsynlighed bør forklare hans Tilnavn Boddason efter Boddi, d. e. et irsk Ord for Bonde, i Rígsþula og ikke efter det i langt senere Tider i Østnorge, Sverige og Danmark brugte Navn Boddi.

Men man kunde ikke betegne en norsk Bonde i Norge ved et irsk Ord boddi. Det er derfor fristende af Tilnavnet Boddason at slutte, at Brages Fader var en Bonde fra det sydvestlige Norge, som var en af de Nordmænd, der tidligst bosatte sig i Britannien, snarest paa en af de skotske Øer. Der fik han, maatte man da tænke sig, af sine Landsmænd, efter at han havde ægtet en irsktalende Kvinde eller paa anden Maade indgaaet Forbindelser med de Indfødte, Tilnavnet boddi. Sønnen betegnedes deretter som boddason.

I denne Forbindelse maa jeg ogsaa fremhæve Navnet paa Brages Hustru. Hun hed Lopthæna (Loptæna), og hans Datterdatter arvede dette Navn. Ellers findes dette Navn i gammel Tid kun baaret af Orvarodds Moder. Lopthæna minder ved sit første Led om Mandsnavnet Loptr eller om lopt n. «Loft». Dets andet Led, som de Gamle vel har forklaret af hæna «Høne» og ikke af Gudenavnet Hænir, er paafaldende. Jeg finder intet andet Navn paa hæna end Trǫllhæna hin helga i Flatøbogen II, 517. Men dette er fremmed, en Omtydning af St. Triduana. Derfor ligger den Tanke nær, at ogsaa Lopthæna kunde være Omtydning af et fremmed Navn. Skulde Lopthæna være et irsk *Lupaiténe af det irske Kvindenavn Lupait(36) med det oftest kvindelige Deminutivsuffix -éne (jfr. Mandsnavnet Ernéne)?

Under Forudsætning af, at Brages Hustru, som var en Datter af Erp lutande, bærer et irsk Navn, saa maa Erp sandsynlig have været gift med en irsktalende Kvinde.

Hvis de givne Forklaringer af Navnene Boddason og Lopthæna er rigtige, saa synes altsaa deraf at følge, at to af de allerældste Kunstskalde, nemlig Erp lutande og den navnkundige Brage, havde sit Hjem i en norsk Nybygd i Vesten og var af halvt norsk, halvt irsk Nationalitet. Men de givne Navneforklaringer er dog saa usikre, at jeg kun nævner dette som en Mulighed. I Fremtiden vil dette kanské enten falde bort eller blive til Sandsynlighed.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Efter at F. J. har sammenstillet de i de islandske Skrifter forekommende Udtalelser om Brage, siger han (Arkiv VI, 143): «Alt, hvad der er anført, er sikre vidnesbyrd om, at i det 12. årh. har det paa Island været en ganske almindelig antagelse, at der havde været en skjald ved navn Brage Boddessøn.» Ogsaa jeg antager, at man paa Island almindelig allerede i 12te Aarh. nævnte en gammel Skald Brage Boddessøn. Men sikre Vidnesbyrd herom er Stederne i de islandske Skrifter ikke, thi intet af disse Skrifter kan bevises at være ældre end 1200.
  2. Normannerne III, 443.
  3. Normannerne I, 82.
  4. Jfr. om den islandske Tradition H. Hildebrand, Svenska folket under hedna tiden (2den Udg.) S. 11—14.
  5. Jfr. F. Jónsson Litt. Hist. I, 348 f. Korte Mindedigte indridsedes med Runer paa Mindestene, f. Ex. paa Karlevi-Stenen ; men dette fandt sjælden Sted i Norge. At Digte i senere Tid kunde optegnes med Runer paa Træ, véd man ikke blot af den sagnmæssige Fortælling om Egil Skallagrimssøn, men ogsaa af de norske Indskrifter fra Vinjes og Aardals Kirker.
  6. Viktor Rydberg «Om hjältesagan å Rökstenen» (1892) mener, at man paa den historiske Ragnar, som 845 erobrede Paris, har overført Lodbrok-Sagnet, som skal være ældre.
  7. Storm Krit. Bidrag S. 99.
  8. Sn. E. III, 270.
  9. Ragnars saga Kap. 8. þáttr af Ragnars sonum Kap. 2; her indsættes han som Underkonge af Ragnar Lodbrok. Hervarar s., Bugges Udg. S. 292; her arver han Riget efter sin Fader Harald Hildetann.
  10. p. 464 ed. Müller.
  11. Sn. E. III, 270.
  12. Landn. Isl. ss. I, 277 = Hauksbok S. 103.
  13. Kap. 14.
  14. Kap. 8, Fornald. s. I, 254.
  15. Kap. 9, Fornald. s. I, 266.
  16. Sammenlign den svenske Konge Onela i Beowulf-Digtet, som i de islandske Fortællinger er bleven til en norsk Áli enn upplenzki.
  17. Heimskr. Hák. s. góða Kap. 13, Ól. s. helga Kap. 147 og þ. af Uppl. kon. Kap. 1.
  18. Sn. Edda IH, 260.
  19. Se Munch «Det norske Folks Historie» a S. 334 f.
  20. Sn. E. III, 316.
  21. 2) Thomsen, Ryska rikets grundlaggning, S. 88
  22. S. 239, 242.
  23. Fas. III, 30 og 40 ff.
  24. I cod. AM. 655 III skrives oftere z for x, f. Ex. avaztar = avaxtar.
  25. S. 220 Finnur Jónssons Udgave.
  26. Bugges Udgave S. 294.
  27. S. Bugges Udg. S. 293 f. Jfr. den der vedføiede Anmærkning. I Sn. Edda ed. AM. 111, 310 siges: «De hoe rege Historia Hervaræ certissimam antiqvitatis traditionem nobis servasse videtur» !
  28. Sn. E. I, 466; II, 339. 447. 590.
  29. S. 120 f., jfr. 348.
  30. Normannerne I, 97—104.
  31. Lydligheden mellem Germanus, der i engelsk Mund kunde blive til *Georman, og ags. Beormas Gen. Beorma, oldn. Bjarmar kunde her virke med.
  32. Steenstrup, Normannerne II, 120.
  33. Ísl.ss. (1843) I, S. 66. Jfr. Sn. Edda III, 313; Vigfusson Corp. poet. bor. II, 2; F. Jónsson Arkiv VI, 141—143.
  34. Fms. IX, 40. 246 = Konunga sögur udg. af Unger S. 227, 256. Dette norske Tilnavn kunde i Form passe til sy. Dial. bådd «hufvud» (Gotland), flenbuddeter vestergotl., flainbudduger Goti. «flintskallig» (Rietz).
  35. Oplysningen om det irske Ords Forekomst er hentet fra Stokes Bezzenb. Beitr. XVIII, 77. Han mener, at bodach er dannet af fransk botte «clod». Denne Opfatning synes mig tvivlsom og lader sig ikke forlige med Sammenstillingen af bodach med oldn. Boddi. Irsk bodach er, som d viser, et andet Ord end det af both «Hytte» afledede bothach «a cottier», hvorom jfr. Sullivan i O'Curry's Mann. and Cust. I, CXV og CLXXXVI.
  36. Saa hed en af St. Patriks Søstre.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.