I med bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

56. I med bjærgfolk


932. Der var 3, 4 tåbelige börn i Bonderup. Det ene plejede at gå hen ved siden af en höj, og der lå han med bukserne om hælene og skoggrinte. Det var bjærgfolkene, der kildrede ham.

Nik. Christensen.


933. I Lild sogn på Hannæs findes Hulsted og Hulbakke. I Hulbakke er der dværgfolk. Manden i Hulsted havde gang til de dværge. Han gik derhen hver aften, og konen vidste ikke, hvor han blev af. Hun spurgte ham ofte ad, hvor han gik hen, men han gav hende en vendedask for det, og hun fik ingen besked. Så snakkede hun med karlen, om han ikke en aften vilde gå bag efter hendes mand og så siden fortælle hende, hvor han blev af. Næste aften skulde manden ud igjen, og karlen fulgte efter. Han så, hvordan manden forsvandt i höjen, og han tænkte, at han kunde følge bag efter, men han kunde ingen indgang finde. Han lagde sig da ovenpå höjen og hørte nu, hvorledes de sagde «skål» og «vær-så-god» der nede. Endelig var der én, der sagde: «Glem ikke at drikke Hulmand til.» Så vidste karlen, hvem hans husbond var, og så kunde han jo gå hjem og fortælle konen det.

Nik. Christensen.


934. Afdøde aftægtsmand Jens Brusgård har fortalt, at han tit har haft troldtøj oppe bag på hesten, han red på. Hver aften, når han skulde ride hestene hjem, var det, ligesom disse knap og nap kunde slæbe sig af sted, så snart han kom til Lundhöj, men når han så endelig vandt ned til Skåret ved præstens toft, var det at høre på, som noget dumpede ned af hestene, og disse kunde så gå deres almindelige gang. Han vendte sig da gjærne om, og hver gang så han, at stien var helt sort af små puslinger, der knøg af sted op ad höjen til igjen.

M. Møller.


935. Du har nok hørt sige af den kloge mand i Søtowde (Søtofte, Merløse herred). — Ja, det kan jeg nok vide, for han var jo berøjted (berømt) i hele Sjællands land. Da jeg havde det dårlige ben, og der ikke var nogen ting, der kunde hjælpe, hverken doktoren i Holbæk eller apotekeren i Ringsted, så var der nogen, der rådte, at vi skulde søge den kloge mand i Søtowde. Vor fa'r var jo så om at få lånt et kjøretøj hos den gamle sognefoged, og vi kom på gled. Kors dog iligevel, hvor han tog imod os! De sagde, at han drak, og det kunde godt ligne til det og havde folk ikke i forvejen sagt os lidt om, hvordan han var, så tror jeg, den ækle stodder havde skræmmet livet af mig. «Hér kommer de, når det er bag efter!» råbte han. « Hvorfor havde I ikke skoet ordenlig, inden I tog hjemme fra? Havde I set efter den sortes fjærner bagben, så havde I ikke haft nødig at lade smeden i Udstrup give hende en ny sko! Det sinkede en halv time. havde I taget en fodersæk og en mulepose med, havde I ikke behøvet at bede i Merløse kro!» Det var meget rigtig, hvad han sagde, vi havde også både fået skoet i Udstrup og bedet i Merløse, og hvor kunde han nu vide det ? Han fortalte, hvordan min dårlighed var begyndt og al ting op og ud og sagde, at han nok kunde hjælpe mig, men at jeg var selv skyld i, at det vilde blive langvarigt, over det, at jeg ikke havde sögt ham lige straks, og hid for ded og for det andet, ja, det var farlig, så han kunde snakke. Det gale gik da noget hen for ham, og så gav han sig til at læse i en stor bog, og aldrig så snart havde han begyndt, för det var, ligesom jeg skulde möste (miste) mit liv, sådan tog smærterne på — og det havde han sagt mig i forvejen — og skrige turde jeg ikke, det havde han så hårdt forbødet mig, jeg kunde ellers godt haft det nødig. Da han var færdig med læsningen, gav han mig noget, jeg skulde tage ind, og noget at smöre med og sagde, at vi ikke skulde bryde os om noget, om vi også så noget på hjemvejen, for nu havde det ingen magt over os, det vilde han være mand for; og så skulde vi da på gled hjemad. Nogen ren tosse var han ikke, om også han drak, for de måtte bære mig til vognen, da vi tog hjemme fra, og nu kunde jeg stötte så meget på benet, at jeg kunde selv gå ud til vognen, da vi skulde derfra, når bare vor fa'r gav mig en hånd, så meget havde det hjulpet, og jeg kom mig siden i dagetal og havde ro, det havde jeg aldrig haft för, hverken nat eller dag. Der er jo langt til Søtowde fra vort, det var hen ad eftermiddagen, da vi kom der, og det havde begyndt at kvælde, da vi tog derfra, men månelyst var det, det tröstede vi os til. Der var ikke noget i vejen, förend vi kom næsten til Merløse, så hørte vi sådan et underligt bulder. «Hvad var dog det?» sagde jeg til vor fa'r, men han sagde ingen ting, for han havde, hvad han kunde bestille med bæsterne, der vel også havde hørt noget, sådan som de gik på tøjet. Jeg så mig om, så stod der såmænd to kjællinger med en stor klædekiste og bredte deres linned ud på marken, de skulde vel blege det; det var ikke rigtige mennesker det. Hvor jeg dog blev bange! Da jeg kom hjem, spurgte jeg vor fa'r, om han ikke havde set noget. Jo, det havde han nok, men han mente, det var bedst at tie med det.

Da der var gået nogen tid, tog vor fa'r til Søtowde for at lade den kloge mand vide, hvordan jeg havde det; men det havde han såmænd ikke behøvet, for den kloge kunde fortælle vor fa'r det meget bedre, end han kunde sige ham det; men han havde forlangt det, og så måtte vi jo. Han havde og har endnu en broder, som boer der. Og så fik han et kjøretøj fra Kvarmløse, og skomageren fra Vester-Såby, der vilde ned og snakke med den kloge, tog med tilligemed manden, der ejede kjøretøjet, så de var tre på vognen. I det de kom til dyssen på Merløse mark, da de skulde hjem, så siger han, der ejede kjøretøjet, til vor fa'r: «Se der!» og pegede der hen; han så også godt de samme kjællinger, som da jeg var med, de bredte linned ud til bleg på marken, men han sagde ikke noget til det, andet, end at han spurgte skomageren, der sad ene i den bageste agestol, om han kunde se noget; men han sad, ligesom han hverken kunde mule eller tygge dröv, og sagde aldrig et eneste ord. Med det samme blev vognen så tung, at hestene knap kunde slæbe den frem, men i stå gik den dog ikke. I den dur gik det lige til Soderup; så på én gang gik hestene rask frem, og der var ikke noget at mærke. Nu fik skomageren sit mæle igjen. «Aldrig skal skal jeg tage mere til Søtowde,» sagde han, «og nu kan jeg sige jer, hvorfor hestene drog så tungt: Vi har kjørt for en pølse fra Merløse og her til. Den lå under min agestol, og her gled den af; jeg var ikke menneske for at sige noget, så længe den lå der. Gud fri mig for sådant følgeskab mere!» Man kan nok begribe, at det ikke har været nogen rigtig pølse, men noget djævelskab, som de underjordiske havde givet en pølses lignelse.

Der var i sin tid en apoteker Wengel i Ringsted, der havde ord for at være meget klogere end alle læger. Det her meddelte antages at være passeret efter 1855. Flertallet af de nævnte mennesker levede endnu i 1888. Chr. Weiss, Tingerup.


936. I Raklev sogn er der to höje banker, Fibjærg og Kvusen, hvori der er bjærgfolk; ja, klogere folk er rigtig nok af den mening, at den ene stamme nu er uddød, og at den anden, uagtet den boer i begge bankerne, hensygner mer og mer. De har gjort mange småpudserier, og man har flere fortællinger om börneforbyttelser og har set dem luske om på steder, hvor börn nylig er fødte. Der herskede venlig forståelse mellem de to troldefamilier, og man véd, at Fibjærgtrolden flere gange har besögt Kvusetrolden. Han gjorde det al tid agende, derfor lejede han sig en vogn, og det måtte gå af sted i rask trav. Til vederlag gav han vognens ejer en friseddel, der havde den egenskab, at ejeren deraf nok så tit kunde give den ud, den kom al tid tilbage, og således var han aldrig øde for en lumpen daler. Fibjærgtrolden holdt meget af at more sig, derfor indbød han slægt og venner til dands og lystighed. Ved sådanne lejligheder stod höjen på mange pæle af ild, og der inden for dandsede de eller legede tagfat, idet troldkvinderne løb frem og ud til alle sider, og troldene bag efter for at fange dem. Tillige drak de af guldskåler. Men alt det kunde kun ses af de folk, der var født ved midnatstide den 29de februar.

Den samme trold havde også lyst til at age på sine andre smårejser, men ikke til at betale derfor. De kjøreture gik da ud over de stakkels bønder og deres heste. Det var dog undertiden tvivlsomt, om det var trolden eller hans oldefader, Fanden, de kjørte med, og det var gjærne, når de havde været i et lystigt lag og ikke kunde se andet end nogle lysende punkter. Enkelte har dog været så modige, at de nøjere nar undersögt sagen ved at stå af vognen og lade deres vand under den. Da måtte gjæsten give sig til kjende, siddende på vognhvirvelen i skikkelse af en gås eller et andet dyr. Ved Fibjærg forsvandt han umærkelig, og kom han på vognen der, havde man ham kun et lille stykke, men han var svær at trække, hvilket man bedst kunne skjönne, når han forsvandt. Stundom kom trolden som en lille uting, der vrimlede op over hamlen, hvilken den havde ondt ved at komme fra. Når han så endelig efter megen møje kom ind i vognen, gik det ud over kusken, der blev knuget og klemt i en ulidelig grad.

Vejen ved Fibjærg er endnu ikke aldeles ren, ti pusleriet kan endnu finde sted, men dets magt er betydelige svækket.

V. Boye.


937. Simon i Hestbæk kjørte til Viborg med skattekorn, og det blev omtrent aften, inden han igjen kom fra byen. Da det nu var helt aften, og han kom ud i heden ad Skive til, kom en lille mand til ham og bad om at kjøre med. Simon spurgte, hvem han var, og hvor han var fra, og manden svarede: «Det er sært, du ikke kjender mig, jeg er din nærmeste nabo og boer i den lille rögel sydöst for din gård.» Nej, det naboskab vilde han ikke kjendes ved, og piskede på hestene, men på én gang blev vognen så tung, at hestene svedte, og til sidst gik de i stå. Simon stod af og gik om foran dem for at se, hvad der var i vejen med tøjet. Men da, han nu så ind imellem hestene, så han den lille mand med hele sin familie sidde og kro sig bag i vognen. Nu var gode råd dyre, dog han vidste besked. Ganske sindig tog han et baghjul af og smed det i vognen. Nu kunde han kjøre, og det gik godt, til han kom i sin gård, da sank vognakselen.

En anden gang var han et lignende ærende i Viborg, og da hændtes der noget, som nok var værd at høre, men ikke hører herhen. Hans hund var fulgt med, og imens han var i byen, lagde den fire hvalpe, og enten han nu glemte den på hjemrejsen eller var ubarmhjærtig nok til at lade den blive, nok er det, den blev. Dog næste morgen, da han kom ud at skjære hakkelse, lå hunden der med alle hvalpene, og det var endda om vinteren, og vejen til Viborg var seks og en halv mil. P. Chr. Chr., Knebel.


938. Mester Lars i Barmer kjørte en gang fra Valsted. Da mødte han en lille dværg, som spurgte, om han måtte kjøre med. Da præsten godvillig svarede ja, kom han op, men da blev vognen så tung, at hestene næppe kunde trække den af stedet. Kusken udbrød da: «Ja, skal den dreng sidde på, så vil jeg stå af og gå.» Præsten fik ham til at slå sig til tåls den gang og én gang til, men da kusken klagede sig tredje gang, sagde præsten, at han skulde tage det fjærmer baghjul af o. s. v.

Nik. Chr.


939. Ude i Ruderskoven, Birkerød, er en höj banke, som hedder Manglebjærg (Maglebjærg?), og der er en stor og ældgammel trold, som kaldes Manglebjærgsgubben, og han forhekser folk, så når man går der forbi om aftenen, er man vis på, at man farer vild, og kan hverken komme frem eller tilbage. Der går kun en sti der forbi.

F. L. Grundtvig.


940. En gårdmand fra Trunderup og så én til kom en gang klokken 12 om natten kjørende nede i landet, og som de så var lige ved at kjøre ind i en by, så de en lille grå én, omtrent ligesom en nisse, komme gående midt ud ad vejen. De snakkede noget om at kjøre af vejen for ham, men så mente de igjen at ville blive i sporet, det havde de da ret til. Men i samme øjeblik blev den ene hest flyttet over stangen, således, at de begge stod ved én side.

P. Jensen, Kværndrup.


941. Ved vejen mellem kirkebyen Førslev (også kaldet Øde-Førslev) og Eskildstrup mølle er Manglehöj. Den er meget langstrakt i öst-vestlig retning, og der er en hel del spidse, temmelig store kampesten rejste rundt om dens fod — ja, nu er der ikke så mange, som der var for en del år tilbage, men de få, der er, får vel lov at stå, da den hører til de fredede höje. I denne höj boede indtil for ikke mange år siden troldtøj. I begyndelsen af dette hundredår var der på den gård, på hvis mark Manglehöj ligger, en kone, der altid ofrede til de underjordiske. I forrige tider var det meget i brug at kjærne om aftenen, for så kunde karl, dreng og husmand, ja, stundom vor fa'r med, hjælpe til. Når de så havde kjærnet der på gården, skulde det aldrig fejle, at konen fyldte en lille krukke med kjærnemælk og satte den hen på höjen, der kun er et par hundrede alen fra gården. Hun lod aldrig nogen se, hvad hun gjorde — og når hun næste morgen hentede krukken, var mælken nok så pænt taget. Det gav nu al tid god lykke, når man var god mod höjfolkene.

Det er vel en 30 år siden, at en bonde med sin familie en gang ved midnatstid kjørte forbi Manglehöj, han havde været i besøg hos en slægtning, og de sad og talte om dit og dat; men da de var midt ud for höjen, var det akkurat, som om noget vilde trække mandens lille pige, et 6, 7 års barn, ned af vognen. Hun sad bag i hos bedstefaderen, som holdt godt fast på hende, men han måtte rigtig også passe på, for ellers var hun bleven draget ned af vognen. Der var ingen ting at se, men at det var troldtøjet, der havde været der, det var da alle så fuldt overbeviste om.

Henrik Pedersen, Maribo amtstue.


942. På Åbjærg mark i Vedersø ligger en kjæmpehöj, der hedder Ammeshöj, og om den fortæller sagnet, at en mand, der boede tæt ved höjen, da han en aftenstund gik der forbi, så en hel mængde smådrenge komme ud af höjen og dandse der udenfor. Manden blev stående og så på dem, men så slog de kreds om ham, og han kunde ikke komme ud af kredsen, men de gjorde ham ellers ingen ting. Hen imod morgenstunden forsvandt de i höjen igjen, og så slap manden.

Maren Bonde.


943. Konen i Bakkerup fortæller, at hun har tjent i gårde med en karl, der, da han som dreng en aften løb med de andre börn og skred på isen, ikke vilde hjem. Forældrene vilde fange ham, da de ikke kunde lokke ham, men al tid smuttede han fra dem, og de måtte til sidst hente flere folk og fange ham med liner, så de snærede ham deri, men han var rent tosset, da han kom hjem. I stuen kunde han se mange folk, som ingen andre kunde se, der iblandt en gammel mand, som stod ved kakkelovnen og skar smörrebrød og lagde kjød på og gav ham, og de andre kunde høre, han spiste, men ikke se det. Han forsikrer endnu, at det var rigtig mad, han fik, at der kom nogen til ham på isen, som han vilde blive hos, og at han tror, det var dem, som kaldes ellefolk. Drengen var født i Rustrup, og det hjalp først med ham, da han blev döbt i Nörre-Jærnlöse kirke. Siden har han ikke fejlet noget.

N. J.


944. For mange år siden gav en dreng fra Ry sig i bekjendtskab med bjærgfolkene i Galgehöj öst for byen, men han blev også sådan til sidst, at det var ham umuligt at være fra dem, sådan havde de forgjort ham.

Th. Jensen.


945. En kone i Smidstrup på Øen har fortalt, at mens hun var ung og tjente, gik hun en dag ud at malke, og da hun gik hjem, kom hun forbi en stor ellemose, hvor der stod en mand og vinkede ad hende. Han havde nogle sølvskeer i hånden, som han tilbød hende, om hun vilde følge ham til dands om aftenen. Men Edel løb forbi ham og kom så hen til en anden mand, som viste hende en sølvkjæde og sagde til hende, at den skulde hun få, om hun vilde følge ham til dands den aften. Også ham løb hun forbi og kom så til en mand, som stod med to dejlige skospænder af sølv, og dem skulde hun få, om hun vilde følge med ham til dands om aftenen. Han blev ved at bede, til hun endelig lovede at komme, når hun havde været hjemme med mælken. Da hun kom hjem, sagde hun: «Jeg må skynde mig ud, for jeg skal dandse i törvemosen!» og dermed løb hun, så fire mand til hest, som blev sendt efter hende, næppe kunde nå hende. Men endelig fik de hende dog fat, og Edel blev nu tosset i hovedet i mange dage og talte kun om, at hun skulde ud i törvemosen at dandse.

Fr. C.


946. RasmushöjSønderup mark var beboet af trolde. En dreng fra byen gik en dag der ude og vogtede. Da kom én af troldene og bad, om han måtte drikke af hans flaske. Det fik han også lov til, men så begyndte han at overhænge drengen for at tjene sig, og den arme dreng lovede da for at slippe, at han vilde møde der ude aftenen efter. Næste aften sad han ved bordet og spiste just på samme tid, som han skulde møde. Pludselig sprang han op og råbte: «Nu kommer jeg!» Karlen tog da fat i ham og holdt ham. Men drengen blev syg og var siden ikke rigtig klog.

Chr. R.


947. Ane Mogensdatter, der var opfødt i Gylling skov, fortalte, at hendes oldemoder en gang som lille pige skulde gå et ærende til en nabogård, og da kom der en bitte kone til hende, og det var naturligvis en dværgkone. Hun vilde liste hende med sig, men pigen holdt sig fast ved et gjærde, og det kunde bjærgkonen ikke rykke hende fra. Endelig slap hun fra konen og kom hjem.

Pastor Møller, Gylling.


948. Nu skal a fortælle noget om mig selv, og det er sandt, for det har a oplevet. Det var en aften sådan i den tidligste mørkning, og a kunde godt se, da gik a om bag huset — det var på Fårup mark — og da kom der en sort mand som på en alens höjde og rækkede efter mig. A rendte så stærkt, som a kunde, men a kunde ikke komme ind i stuen til min moder, for der var sådan to halvdöre, og den ene var haspet inden på, den kunde a ikke i en hast få af. Så rendte a hen ad laden, den dör var med en hvirvel udvendig, Og den kunde a få op. Det første a var der inde, så a ham ikke mere. Så gik a der ud fra og ind i stuen til min moder og sagde til hende: «I har så tit snakket om en bussemand, men nu har a sét én.» Så vilde hun have at vide, hvordan han så ud, men a vidste ikke andet, end at den var sort. Der var en fremmed mand inde ved min moder, og så siger han: «Det har så mænd været en bjærgmand, der vilde have taget pigen, men ved hun nu kom under tag, så havde han ingen magt til at tage hende. »

Mette Marie Eriksdatter, Jelling.


949. En gang gik en kone norden Melstedgården tæt ved, hvor Undentagshuset nu står, og plukkede aks på stubben. Hun havde sin lille pige med, som stod plukkede engelbær af en tjörn. Med ét løb barnet hen til moderen og spurgte: «Må jeg gå ned til folkene der nede? de lukkede netop op for mig.» — «Hvor nede?» spurgte moderen. «Dér nede,» svarede barnet, «de har så megen god mad, den får jeg også af.» — «Nej,» sagde moderen. Barnet vilde alligevel af sted, og moderen måtte formelig bruge magt for at få det til at blive.

G. J.


950. Der er en gård her, der kaldes Stavsgård, og der var bjærgfolk i höjen ved siden af, der kaldes Stavsbjærg. De havde en sön, der hed Morten, a kjendte ham nu godt, og han blev noget sær, mens han var barn, og det var han blevet af at ligge oppe ved bjærget. Forældrene troede, at bjærgfolkene havde haft fat i ham og gjort ham tosset. Han kom sig dog senere og fik gården efter hans fader.

Jens Ravnkilde, Haverslev.


951. Der var en mand i Hårup, der hed Povl Holk, han havde en sön, der hed Sören, sådan på en 6 år. Han var en dag ude i marken og kom til en höj, som han gik op på, og så kom han der til 3 bitte smådrenge, de havde sådan nogle pæne kjæppe, og der kunde de skrue knapperne af og drikke af dem, og drengen drak også af dem. Han har selv fortalt mig det og forsikrede, at det var sandt. Da han ikke kom hjem om aftenen, var forældrene ude at lede om ham, men kunde ikke finde ham. Så om anden dagen fandt de ham ude på höjen og tog ham med dem hjem, men han vilde ikke godvillig med, han sparkede og gjorde alle de kunster, han kunde. Lige så snart de slap ham, eller han kom uden for huset, strøg han af ud til höjen. Det varede omtrent et fjerdingårstid, inden han kom rigtig til bevidsthed. De havde bud efter præsten og gjorde mange kunster med ham. Han sagde, at han havde det så godt der ude ved bjærgfolkene, og han lod, han havde været inde i höjen ved dem, men han kunde ikke rigtig samle det sammen og fortælle om det, for han var kun seks år, men at han havde drukket af kjæppene, kunde han godt huske.

Jörgen Rasmussen Bak, Tulstrup.


952. Ved den del af Skalkendrup, som hedder Skidtkilde, ligger to höje bjærge, som kaldes Skalkebjærgene. Her boede i gamle dage bjærgfolk. Man kunde høre dem arbejde der inde, rasle med penge, smække med kistelåg o. s. v. Indgangen til bjærgene var i dalen mellem dem, og der skulde man vogte sig for at komme ned, ti hørte man blot bjærgfolkenes sang, så var man straks bjærgtagen, og kom aldrig hjem mere, eller hvis man kom hjem, var vedkommende dog tungsindig for hele livet. Et stykke fra Skalkebjærgene ligger Töjsehöjene, tre höje, der danner en trefod. Den midterste af dem var bjærgfolkenes festplads, der dandsede troldene, mens höjen stod på fire gloende pæle. Folk der på egnen var meget bange for, at deres börn skulde komme i nærheden af bjærgene. I en gård i Skidtkilde havde de en dreng, som var syv år gammel uden at nogen havde hørt ham tale, og man var vis på, han havde været inde hos bjærgfolkene. En dag fandt han en höne ude i humlehaven, og han sagde da: «Går du her, din lille sorte mær, vi har ledt efter dig så længe!» Hans moder hørte tilfældigt disse ord, og fra den tid af kunde han snakke.

Senere i tiden har ungdommen fra Skalkendrup og de omliggende byer samlet sig st. Hansaften ved Tøjsehöjene og dandset om den midterste — troldenes festplads — med blus på höje stænger. Om det er for at efterligne, håne eller skræmme troldene, véd man nu ikke. P. Jensen, Kværndrup.


953. Her vesten for byen er Sohöj. Et kvindfolk herfra gik af og til derud, og gik og blev helt ude af sig selv og kort sagt helt vankundig. Da a tjente der i den gård, på hvis mark höjen ligger, og gik og flyttede til sengs om aftenen, da hørte a mange, mange dejlige gange, te det gav ét skatorn efter det andet i bakkerne derude. Det er nu ingen fabel. Siden har a færdtes meget både i bjærge og dale og har ikke hørt noget, men den gang skal a love for, a hørte noget. Vi troede jo, det var bjærgfolkene, der slog deres kister i låse.

Peder Simonsen, Sønderbeg.


954. Peder Skole, der boede i Bjærggård i Gjellerup, han snedkrede i præstegården. Så var det en aften, han gik hjem, da kom han i selskab tæt ved æ Busk. De var så små og så mange, og han kunde ikke komme fra dem, men de gjorde ham ingen onde. Så siger han: «Lad mig slippe ind til min kone, så skal a komme ud til jer igjen. » Så var han fri og kom ind. Lidt efter vilde han ud igjen og blev helt balstyrig, da hun vilde holde ham tilbage, og hun måtte have bud efter mænd, der kunde holde ham, og de passede så på ham den nat Anden dagen fik de præsten til ham, og Peder fik da sådan rolighed, at han kunde ligge ene om natten, men det varede dog en vending, inden han kunde komme ned til præstegården igjen at snedkre. Min moder talte siden med ham, og han sagde, at han tykte, det var ham umulig andet, end at han skulde ud til dem. De løb omkring ham og pulrede ved ham, han kunde ikke sige, de snakkede, men der var lige godt lyd ved dem. Siden den tid var han noget aparte.

Søren Jørgensen, Engesvang.


955. Det var i den tid, der var bjærgmandsfolk, da var der en ung pige, som gik op på en höj ved Bække og fandt behag i at sidde der oppe. En dag faldt hun i sövn der, og da hun vågnede, stod bjærgmanden oppe ved hende og spurgte, om hun havde lyst til at komme ind og se, hvordan han havde det. Ja, det vilde hun jo gjærne. Höjen lukkede sig op, og de kom ind. Hun havde hørt, at bjærgmændene skulde være så rige, og så tænkte hun, at der måtte være kostbarheder, men der var blot kul. Hun så også hans kone og börn. Han spurgte så, om hun havde lyst til at få et minde med hjem. Ja, det vilde hun gjærne have og fik et forklæde fuldt af hövlspåner. Da hun kom uden for höjen, sagde hun til sig selv: «Havde han ikke andet at give mig, så måtte han såmænd helst have beholdt dem.» Hun smed da spånerne og kom hjem. Men der var en enkelt spån bleven hængende, og den var bleven til guld. Hun løb nu tilbage og så efter, men fandt ikke noget.

L. Hansen, Fælsted.


956. Når hyrderne vogtede deres kreaturer der ude ved Kylbjærg lige her öst for vor gård, så gik der nogle bitte börn ved dem, og der fik bjærgfolkene i Kylbjærg en bitte pige ind til dem og vilde give hende nogen mad. Men hun vilde ikke spise ved dem. Det var en gammel tro, at når nogen spiste ved dem, så kunde de beholde dem. Så kunde de altså ikke beholde hende, og hun kom da hjem igjen og klagede sig over, at hun havde været der ude. Hun skulde jo alligevel ud med hövderne, men så holdt folkene dog øje med hende. De så da, at bjærgfolkene kom ud med deres heste og vandede dem ved den sig, der hedder Fårkjær, og hestene havde guldsko, de glimrede under födderne af dem. Det var ved en sjælden hændelse, de der fik dem at se, ellers så de dem aldrig siden.

Nogle folk, der en morgen tidlig för dag gik til hove på Ullerup, så to bitte små drenge komme løbende fra Fårkjær og hen på et dige, der gik langs Nanderup og ned til noget, de kalder æ Hæjst, det er et led for hovmarken. De løb forbi det og helt ned til Helvigs vadested, hvor de blev henne. De havde bitte røde luer med topper på hovedet.

Johanne Jensdatter, Bjærgby.


957. Der kom nogle ellefolk til rend efter en kone i Atrup, der var höjfrugtsommelig, og vilde have fanget hende. Men så rendte hun sni over renene, og dem kunde de ikke komme over, så gik de i kold. På den måde klarede hun sig, men hun måtte også smide træskoene.

Niels Hansen Væver, Torslev.


958. Öst for Kværndrup by ligger en banke på præstegårdens mark, tilplantet med gran, hvori der för har været trolde. Det var en gang for mange år siden, at nogle karle, som passede alle byens får, havde drevet disse sammen ved denne banke, og derpå lavet sig en ild at ligge ved om natten. Men inden de ser dem til, var der kommen en trold ud af banken og havde sat sig foran ilden, den trolde ellers ikke kan lide. Nu var der én af karlene, som tog en brand ud af ilden og kastede hen mellem benene på trolden, som straks tog flugten og ikke lod sig se mere. Siden har der ikke været set trolde der. Banken fik derefter navn af K . . . bjærg, hvilket senere er forandret til Tingestbjærg, der vel i folkemunde er ensbetydende med det første navn, men synes mindre grovt i klangen. Navneforandringen skyldes provst Lassen i Kværndrup, siger man, han fandt det egentlige navn anstødeligt og foreslog det andet. (Sml. afdl. II, ellefolk.)

P. Jensen, Kværndrup.


959. Svend Felding han var født på Åkjær og blev bosiddende der som mand, og han var så snild i bygning, så ellefolkene fik lyst til ham. En aften sildig, som han red hjem, da kommer der to ellepiger hen til ham, og den ene sang for ham, og den anden bød ham drikke af et bæger. Så siger hun til ham, at nu måtte han ønske sig et ønske, og nærenstid han så vilde tömme bægeret, skulde det gå i opfyldelse. Så ønskede han, te han måtte få tolv karles styrke, og så tog han bægeret og smed drikken bag over sig, men hvor det faldt på bæstet, der sved det hår og det hele af. Så red han tvært over et fald plovjord, der kunde ellefolkene ikke følge ham. På den måde slap han fra dem. Men ellefolkene narrede ham lige godt, for der var den ulæmpe ved det, at han havde glemt at tage det fra med spisen. Da han nu havde fået tolv karles styrke, skulde han også have tolv karles mad. Den dovregryde, han fik hans mad i, har været på Åkjær og haft navnet Svend Feldings dovregryde.

Peder Johansen, Mos sø.


960. Svend Felding opholdt sig på Sjelle Skovgård og rejste imellem den og Åkjær. Så kom han forbi en höj ved nattetid, og den stod på en pille, og bjærgfolkene dandste runden om den, og de havde sat deres sølv ud. Så red han til og tog det og red med det, men de rendte efter ham. Han red så ind på en rugager, og der kunde de ikke komme efter ham. Så tiggede de, om han vilde da ikke give dem deres sølv igjen, så skulde han få, hvad han forlangede. Så forlangte han at få tolv karles styrke. Det lovede de ham også, men så måtte han ingen sige, hvordan han havde fået den, for så skulde han have at spise lige så meget som tolv karle. Da han nu blev så stærk, vilde herremanden på Åkjær friste ham til at sige, hvordan han havde fået det, og så sagde han: «Ja, dersom du vil føde mig, så længe a lever, så skal a også fortælle det.» Nu måtte herremanden føde ham siden, og der blev dannet en gryde, hvori de kunde koge til tolv karle. Den kaldtes Svend Feldings dovregryde og har været på Åkjær indtil for kort siden.

Lavst Sommer, Tåning.


961. Svend Felding skal have beboet Åkjær, men var skriverdreng fra førsten af. Der var en ellekjælling i et morads, og en trold i en banke inde i skoven ved siden åpå. De to var kommen i trætte, og så kom ellekjællingen til Svend en aften, han gik uden for, og bad ham hjælpe hende at fælde trolden. Så flyede hun ham et sværd, men det var for tungt, og så gav hun ham en flaske med dråber i, som han skulde drikke af. Første gang han drak, kunde han aldrig rokke det, anden gang kunde han flytte det noget, og tredje gang kunde han svinge det. Så fældede han også trolden og slog ham ihjel. Men hun forbød ham at snakke om det eller vise nogen hans kræfter, han skulde være som et almindeligt menneske; og så såre han gjorde det, skulde han spise lige så meget som tolv. En aften havde en ko kjælvet, og så havde de taget kalven og sat over i en bøvl ved siden på koen, og den stod sådan og vrælld efter kalven. Så siger nogne til ham: «Tag den kalv og smid over til koen.» — «Ja,» siger han, «så kunde en lige så godt tage koen og smide over til kalven, det er vel ligedan. » — «Ja, tykkes du det,» siger de, «så kan du jo gjøre det, sådan skriverdreng kan nok gjøre det.» Så var hans styrke oppet (opdaget), men så spiste han for tolv. Der fortælles, at han kom til at eje Åkjær siden. Der er en stor gryde i bryggerset, der skal have været hans dovregryde, og den kunde han alene spise af, når den var fuld. Der er en bæk der inde, de kalder det lette vand, det har sit udspring i skoven, og der skal han have vandet hans hest. Der står en stor bøg lidt fra, og der bandt han den ved, og han havde en ring slået i bøgen til bindering. Bøgen er der endnu, og der er et hul ind i den. Når én skraber der ind, kan én fornemme, te der er et hul der inde. Hans sværd er sådan, te én almindelig karl kan næppe flytte det fra det ene hjörne af stuen til det andet. Det opbevares endnu.

Niels Pedersen, Gjedved.


962. Svend Feldings træ, som han havde bundet sin hest ved, det stod nede ved Bilsbæk, men blev hugget om forrige efterår, der var mange jærnringe ind i det. Svend boede i et hus tæt ved bækken. Sören Kusk sagde, at vandet i den bæk er det letteste i verden.

Pastor Møller, Gylling.


963. Svend Felding bandt altid sin hest ved det piletræ, der står et bøsseskud vest for Åkjærgård ved overgangen over bækken, når han skulde ned og vande den. Hans gryde står endnu i bryggerset på gården. Vejen mellem Falling og Åkjærgård er brolagt. Den kaldes Svend Feldings vej, fordi han har kjørt så meget på den.

Jörgen Hansen, Amerika.


964. Svend Felding var brevdreng fra Århus og til Åkjær, og der var på hans vej flere höje med trolde i. Der var én af dem, de kaldte den sorte tyr, og én, de kaldte den røde tyr. De to trolde lå bestandig i spektakel med hverandre. Den sorte tyr var Svend Felding gode venner med, men den røde tyr var altid efter ham. Så flyede den sorte tyr ham en stor jærnstav, han skulde have at værge sig med, men så kunde han jo ikke løfte den naturligvis; den var for svær. Men så siger han til ham, at han måtte ønske tre ting, og det skulde blive ham tilstedt. Så ønskede han tolv karles styrke og fruentimmernes venskab, og at han endda ikke kunde spise mere end én mand. Nu kunde han jo magte kjæppen, og så gik han i sikkerhed til Århus, men der var endnu ingen, der vidste, at han var så stærk, som han var. Så var det en gang, at en ko skulde til at få kalv, og de skulde til at trække kalven fra den. Han tykte da, at det var synd at trække den fra koen, så tog han koen og slæbte fra kalven. Nu kunde de se, han var uhyre stærk. Det var en anden gang, han blev uklar med en malkepige, og hende smed han op på et hus. Så fik herren på Åkjær det jo at vide, at han var så stærk, og fruen vilde have at vide af ham, hvordan han var bleven det. Det turde han ikke sige hende, men hun blev ved at pine ham, og han måtte da endelig fortælle hende det. Han sagde rigtig nok i førstningen, at det kunde han ikke, for så sultede han ihjel. Så vilde hun jo spörge ham nærmere ud om det, og da sagde han, at hvis han åbenbarede det, skulde han spise for tolv, og så mente han ikke, han kunde få føden. Ja, føden skulde han få på gården, så længe han levede, det skulde hun love og holde ham. Så sagde han det, og hans dovregryde og sværd er på Åkjær endnu. De øste maden op til ham i en sten, som han spiste af, den var udhulet som et fad, og den skal også være der. Der har været store jærnringe om en bøg. nede i skoven, som han har haft at binde hans hest ved. Men det er nu groet ud om ringene. Adrian, som er inde fra Hads herred, han har fortalt, at han har set alle de anstalter.

Jens Bæk og Mikkel Hansen, Lille-Tåning.


965. Der tjente en karl på Lyngballegård, som hed Svend Felding. Han var en dag ridende hen med et brev, og da han om aftenen red hjem ad, kom han forbi Borum-Ææshöj. Den stod på pæle, og de dandste der inde, og der var så lyst, at han kunde se alting. Så kom der et fruentimmer ud til ham med et guldbæger, han skulde drikke af, men i steden for at drikke smed han det over skulderen og ned på hestens ryg .... Så red han, og kvindfolket fulgte med. Han red på en plovet ager, og så råbte hun: «Rid på det håre, ikke på det båre.» Da han kom et stykke ned, siger han, at dersom hun vilde give ham ti karles styrke, vilde han give hende bægeret. Det vilde hun også. Da var der en stor sten, der satte han sig af og vilde løfte på den. Men han kunde ikke rokke den af stedet. Han prøvede igjen og blev ved så længe, til han kunde løfte den op i et par stive arme. Så mente han, han var stærk nok, og hun fik bægeret igjen. Men nu havde han glemt at tale af med hende, at han vilde ikke spise mere end én karls føde, og nu kunde han spise lige så meget som ti. De måtte have en stor gryde til ham, og den har de kaldt Svend Feldings dovregryde. Den blev der i mange år, men da gården brændte, kom den nok hen.

Hans Nielsen Smed, Skjørring.


966. En bondekarl kom til to bjærgmænd, der sloges, og han kunde jo ikke hjælpe dem begge. Den ene lovede at ville give ham tolv karles styrke, og den anden lovede ham mange penge. Han vilde så helst have styrken, og da præsten i det samme kom kjørende, sagde han, at det kunde han godt gå ind på. Men så måtte han ikke sige det til nogen, ellers skulde han også have tolv karles kost. Så overvandt de den anden bjærgmand, og præsten hjalp til og nedmandede ham ved Vedslet bro, hvor der altid i gammel tid har været meget spøgeri. Siden kom karlen til at tjene på Åkjær, og alle undredes over hans styrke, for de havde kjendt ham for og vidste, at han forhen var en almindelig klejn fyr. De fristede ham meget til at sige dem, hvordan det forholdt sig, og han svarede stadig, at hvis han sagde det, var han ulykkelig. Endelig måtte han fortælle det, men så blev han så tidig (ɔ: spiste så meget), at de måtte mure en grubekjedel op til ham at koge hans mad i. Den kaldtes Svend Feldings dovregryde og var på Åkjær i mange år.

Ane Hansdatter, Torrild.


967. A har set Svend Feldings dovregryde på Lyngballegård. De havde den til kakkelovn, og den kunde tage en snes stykker favntræ.

Thomas Søgård, Katrap.


968. Der var en gang en mand i Hads herred, til ham kom en dag en bjærgmand og bad ham om at følge med sig hjem. Det vilde manden godt Da de kom til höjen, lukkede bjærgmanden op, og de kom ind i en lang gang, der nåede ind til hans bolig. «Her boer jeg,» sagde han, men snart vil der komme tolv mand ind og slå mig ihjel, så hvis du vil hjælpe mig, vil jeg være dig meget godt skyldig.» Ja, det vilde han da så godt «Der i denne krog står et sværd, kan du magte det?» Nej, det kunde han ikke. «Kom så hen og drik af den flaske, så kan du nok.» Han drak et godt drag, og nu var sværdet ikke nær så tungt. Han fik en slurk til, og nu var det helt let. «Kom og drik en gang til,» sagde bjærgmanden, og da han havde gjort det, kunde han svinge sværdet som ingen ting. Lige i det samme kom der tolv mand ind til dem med dragen klinge og råbte til bjærgmanden: «Nu skal du dø!» Straks begyndte kampen på liv og død; men manden, der havde drukket af flasken, slog dem ned som fluer, og snart lå de alle tolv så døde som sild. «Det var godt,» sagde bjærgmanden, «kom nu og drik en gang mere af flasken. » — «Nej,» sagde manden, «det vil jeg ikke,» for han vidste, at bjærgmanden vilde tage styrken fra ham igjen, og slås med ham turde bjærgmanden nu heller ikke, da han ikke var nær så stærk. Da bjærgmanden skjönnede, at han ikke vilde drikke, sagde han: «Det gjör heller ingen ting, for når du ingen siger det til, er der ingen fare, du har tolv mands styrke, og den kan du da beholde, men så snart du åbenbarer det for nogen, skal du komme til at spise for tolv mand.» Dermed gik manden hjem. En dag kom han ind i en herregård der i nærheden, og der kom tyren efter ham. Han tog den imidlertid i hornene og smed den op på møddingen som ingen ting. Det stod herremanden og så på, og da manden kom ind, spurgte han ham ad, hvordan han havde fået sådan en styrke. Det vilde han ikke sige, undtagen han vilde gå ind på at give ham kosten, så længe han levede. Det lovede herremanden, og så fortalte han ham hele historien. En dag kom han om ved tolv mand i en törvemose, der stod og rykkede i en gammel træstamme, som lå dem i vejen. Svend så, hvordan de stod og asnede på den. «Den vil jeg godt tage af veien,» sagde han, og så gik han lige til og drejede den til en anden side, han hed for resten Svend Fælling den samme mand. Herremanden måtte have en gryde til ham, der kunde tage tolv gange så meget som til én mand. Samme gryde er til endnu, en gårdmand der i egnen bruger den til grubekjedel.

Søren Hansen, Skjold.


969. Svend Feldings davregryde er kommen fra Åkjær til Dybvad, en gård, som hører under Åkjær, og der er den bleven muret ind til grubekjedel.

Jørgen Sørensen, Båtrup.


970. En pige gik en gang fra Linde til Jennum. Da hørte hun, at der fra en höj, hvorpå en mand stod, blev råbt til hende: «Maren, vil du ha mig?» Uden at tænke videre over det sagde hun: «Ja.» Om aftenen, da hun var kommen hjem, og det var blevet ved sengetid, blev der sådan en gruelig alarm omkring huset, det bankede og skrabede på vinduer og döre, og der blev kaldt på Maren. Pigen blev fra den tid underlig i hovedet, familien holdt hende inde, men støjen gjentog sig hver aften. Lidt hjalp det jo, da en karl en aften tog en sølvknap og lagde i sin bøsse og skød langs med den sidevæg, hvor den værste alarm var, men det blev dog ved at støje og råbe omkring huset, indtil de lod Maren gå frit ud, når hun vilde, uden at spörge hende, hvor hun gik hen. Hun var søster til en nulevende mands bedstemoder.

Sofie Lund, Støvring.


971. Der var en gang en gammel pige, de kaldte An Ovster (Ovesdatter), hun satte sig oppe vesten for Sønderlem by, og der faldt hun i dumsen. Så var der én, der sagde: «Ann, Ann, An' Ovster.» Hun fortalte os det bag efter der nede i byen. «A tyt Fan uløk,» sagde hun, «te det kund et vær ajer end di smo bitte nåwer mæ æ røø luer o.»

Hans Kirks kone, Rødding.


972. Lavst Hyldgårds datter tjente i Ellidshöj præstegård. Så var hendes moder henne at besøge hende en dag? og da hun så skulde hjem igjen om aftenen, havde hendes mand lovet at gå imod hende, for det var slemt mørkt. Da han så kom til Sönder-Katvadshöj, der blev sløjfet, den gang chausseen blev anlagt, da hørte han én, der råbte lige så himmelhöjt: «Nu kommer hun» og det var jo én af bjærgfolkene, der sagde det. I det samme kom konen også.

En kone i Støvring.


973. I den nederste gård i Linå var der en pige, som blev taget af bjærgfolkene, og hun kom aldrig tilbage mere. Denne pige havde en søster, som også nær var bleven bjærgtagen. Hun skulde en aften gå til Skjellerup med fon (ɔ: gaver af fødevarer i anledning af bryllup, barsel o. s. v.), for der skulde være bryllup i den by. Men da hun så kom midt vejs, omtrent dér, hvor Linå mølle nu ligger, forekom det hende, at der var én, som gik bag ved i hendes trin. Hun tænkte først, at det nok var karlen i gården, hvor hun var fra, men da hun vilde se sig tilbage, fik hun øje på en bitte mand, der stod bag ved hende. Han spurgte, om hun ikke vilde med hen til en höj der tæt ved, hvor der var gilde. Pigen kunde nu også se höjen stå på fire gloende pæle, og der lød en musik så dejlig der inde, som hun aldrig för havde hørt. Men skjöndt bjærgmanden blev længe ved med pigen, kunde han dog ikke overtale hende, så hun kom godt og vel til Skjellerup med hendes fon.

S. P. Jensen, Vole.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.