Igimarasugsuk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

3. Igimarasugsuk

Der fortælles, at Igimarasugsuk flere Gange blev Enkemand og altid paany giftede sig. Men ingen vidste, at han hver Gang dræbte og aad sin Kone og sine smaa Børn. Tilsidst giftede han sig med en Pige, som havde en yngre Broder og mange Paarørende. Engang kom han hjem fra Rensjagt, og da han traadte ind, sagde han til Svogeren: Hent mig min Øxe, som ligger under Baadestøtterne; derpaa fulgte han efter ham. Da Konen hørte Broderen skrige kiggede hun ud og saae Manden forfølge ham og kort efter hugge ham i Hovedet og dræbe ham med det samme. Derpaa bød han Konen koge den Dræbte, og da han var kogt, gav han sig til at æde, og rakte Konen en Underarm og befalede hende at spise med. Men hun lod blot, som om hun spiste, og gjemte den under Asken. Da sagde han: »mig synes du græder?« Men hun svarede: »nei jeg græder ikke, jeg er blot saa undseelig.« Da han nu havde ædt Broderen, gav han sig til at fede Konen, og han bød hende at spise bare Rensdyrtælg og at drikke af en Muslingeskal. Tilsidst blev hun saa fed, at hun ikke kunde gaae mere. Engang gik han ud, lukkede Teltets Indgang og surrede Skindet godt sammen for den; men da han blev længe borte, tog hun sin Kniv og lod sig falde ned paa Gulvet og rulle hen til Aabningen. Tilsidst lykkedes det hende at arbeide sig over Dørtærskelen og da hun kom i Forteltet skar hun Surringen over med sin Kniv; derpaa krøb hun ud og lod sig rulle ned til en snavset Vandpøl; den drak hun af og følte sig da saa let, at hun kunde reise sig op. Derpaa gik hun atter ind i Teltet, udstoppede sin Pels, og lagde den med Ryggen udefter paa Brixen, surrede godt for Teltet igjen, og gik sin Vei; men da hun ventede, at han snart vilde komme efter hende, gik hun til et stort Stykke Drivtømmer, hexede over det og sang: Kissugssuak pengerssuak Ja, Arape — kupe — sipe — sipe sisaria. Derpaa aabnede det sig paa Midten, og hun krøb ind i det og sang atter: Kissugssuak pingerssuak Ja, Arape, mame, mame, mame sisaria. Derpaa lukkede det sig sammen igjen og hun mærkede, at det var ganske mørkt. Imidlertid hørte hun Manden komme, han var nemlig kommen til Teltet, og da han saae den udstoppede Pels ligge der, stak han i den med sit Spyd, men da han opdagede, at det blot var den udstoppede Pels, løb han efter Konen og fulgte hendes Spor til Drivtømmeret; der kunde hun høre ham sige: »Det var Skade at jeg gjemte hende saalænge, Skade at jeg tøvede saalænge med at dræbe hende, ak jeg stakkels Mand!« Derpaa hørte hun ham gaae og atter komme igjen, men da hendes Spor endte der, gik han tilsidst sin Vei. Derpaa sagde hun atter: Kissugssuak pingerssuak o. s. v. Strax aabnede Træet sig igjen og hun krøb ud og løb videre, men da hun frygtede, at han skulde naae hende krøb hun ind i en Rævehule. Da hendes Spoer endte der, hørtes han grave med Hænderne i Jorden, men blev snart træt og gik sin Vei, kom derpaa igjen og raabte: «Det var Skade at jeg gjemte hende saalænge, ak jeg stakkels Mand!« Da han saa var borte, gik hun videre igjen, men da hun endnu frygtede for ham, krøb hun bag nogle Buske. Atter hørte hun ham komme og sige: »Det var Skade« o.s.v., hvorpaa han gik og kom igjen, sigende: »her ende hendes Spor.« Men da han nu atter var gaaet, løb hun videre og troede nu endelig at kunne naae Mennesker, før han kom igjen. Tilsidst saae hun nogle Folk, som gik og plukkede Bær, og da de vilde flygte for hende, raabte hun: »jeg er Igimarasugsuks Kone.« Derpaa kom de tililende, toge hende ved Haanden og førte hende hjem. Da hun var ankommen der, sagde hun: »Igimarasugsuk, som aad sine Koner, har ædt sin Svoger; hvis han virkelig tragter efter mig, skal han nok komme, han holder meget af Morskab, derfor skulle I være rigtig høflige imod ham.« Snart efter kom han ogsaa, men hun skjulte sig bag Telteskindet. De gik ud for at tage godt imod ham og spurgte: »Dine Folk derhjemme befinde sig vel?« — »Ja, særdeles vel.« — Men Konen passede paa fra sit Skjulested gjennem et Kighul. Da han nu var kommen ind, satte de først Mad for ham, og derpaa gav En ham en Tromme og sagde: »lad os nu høre lidt af dig.« Han greb rigtignok Trommen, men gav den derpaa tilbage igjen, sigende: »I burde hellere lade høre lidt af Eder.« Derpaa greb en af Mændene Trommen og sang: »Igimarasugsuk den Slemme, som aad sine Koner« — ved disse Ord rødmede Igimarasugsuk heelt ned til Brystet. — Men da han vedblev: »og saa maatte hun spise sin Broders Arm, hun har fortalt os det« — da traadte Konen frem og sagde: »Nei jeg har ikke spiist den, jeg har gjemt den under Asken.« Derpaa grebe de ham og holdt ham fast, medens Konen stak ham ihjel, sigende: »husker du, da du stak i min udstoppede Pels?«

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 55-56.