Ildebranden 1728 (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


XI
Ildebranden 1728


Som bekendt udbrød ilden onsdagen d. 20. oktober om aftenen i den nordvestlige del af København; den udbredte sig med rivende hast indover byen; torsdag morgen var den nået til kvarteret ved Nörregade. Árni havde den bolig, han i sin tid havde opteret, i St. Kannikestræde. Til at begynde med lader det til, at han ikke har villet tro på, at branden vilde nå hans hus; »han indbildte sig, siger Jón Ólafsson (i den danske biografi), at øvrighedens anstalter i byen skulde afværge så stor ildens fremgang, lånte og sin vogn til andre, tog ikke mod de folk, ham blev skaffet, ti han var bange hans sager skulde komme desto mer i con-fusion. Når det skulde gælde, blev han ligesom confunderet, og var der kun to af hans landsmænd [nemlig Jón selv og den unge, senere biskop, Finnur Jónsson], som reddede med ham, foruden hans folk den hele dag den 31. [skal være 21.] oktober 1728, til om aftenen kl. ungefær 5«. I den isl. biografi siger Jón,[1] at Árni lod »alt sit, hvad der kunde medtages, føre først til tømmerhandler Hans Becker, som för havde været hans tjæner, men nu bode på hjörnet af Hallandsås ud til Gothersgaden. Derefter flyttede han ned i Strågaden ligeoverfor Holmens kirke, derpå i et hus i Numrene og var der i vinteren anno 1728—29«.[2] I sin egen biografi siger Jón (anført af Werlauff s. 35): »Jeg kom til ham, den 21. oktober med nogle landsmænd, Gudmund Sigurdsen, Jon Sigurdsen og en skrædersvend Jon Axelsen, for at redde hans sager. Kort tilforn var komne i samme ærinde Finn Johnsen, som lå på Ehlers Kollegium og Magnus Gislesen. Vi rådte ham til straks at begynde flytning, men han sagde, at der var gode anstalter i byen og lod de fleste gå. Han begyndte først at tænke på redning, da Fruekirke var i brand. Hvad der var ham til hinder var, at han først måtte have sin kone og frue Bartholin, som var i besøg hos hende, i sikkerhed. Sin arbejdsvogn havde han udlånt til sin ven og genbo hr. Anchersen til Trinitatis kirke; på den gik et hjul i stykker. Da den endelig var sat i stand, lod han den køre 4 á 5 gange med hans møbler og håndskrifter til Hans Beckers gård på Hallandsås. Finn Johnsen og jeg bar hans sager ud på vognen. Först da Thestrups gård stod i lue, tænkte han på at redde sig selv: jeg fulgte da efter ham med en pose, fuld af hele penge, hen til vinhandler Abbestee[3] i Höjbrostræde . Biskop Finnur Jonsson omtaler dette i sin Hist. eccl. Isl. III. 576: han siger, at næppe tredjedelen af Arnis samling reddedes, quod eo majore fiducia scribo et pronuncio, quod multoties eandem his meis oculis lustravi, hisque manibus reliquias, qvæ supersunt, ex flammis exportavi, ultimusqve omnium ex domo, flammis jamjam chartas lambentibus, egressus sum. Nullam autem jacturam ægrius tulit, qvam eorum, qvæ propria manu excerpserat, scrinium enim, in qvod talia infercierat, inter alia remanserat, cum ultimus, qvi aveheret, currus, omnium non capax esset«.


Københavns brand 1728
Det fremgår af alt, at hvis Arni havde begyndt redningsarbejdet tidligere og der ikke havde stødt uheld til, vilde han rimeligvis have kunnet redde alt sit. Det lykkedes altså ikke. Spörsmålet bliver, hvor meget der gik tabt. Finnur Jonsson bruger herom meget stærke udtryk. Han siger, at mange beundrer det meget, der er tilbage, men hvad vilde de have gjort, hvis de havde set hele samlingen uskadt for branden, »eftersom næppe en tredjedel er tilbage«. Finnur Jonsson skælner ikke mellem de enkelte bestanddele (håndskrifter, breve, trykte bøger), så hans ord giver ikke nogen klar forestilling om tabet. Jón Olafsson udtrykker sig mere nöjagtigt; han siger (s. 36): »hans trykte bøger brændte nær allesammen, som var et stort og anseligt bibliotek, og det som var det fornemste, at det var så select, at den ene bog hængte af den anden, de bedste og allerældste og af alle editioner. Manuscripta gik og hel mange i stikken. Jeg tror, det var sandt han sagde sidste gang han gik ud af hans studerkammer. Han pegede til hylderne og sagde: »Der er de bøger, som ikke er at få nogetsteds mer i verden« [Werlauff nævner særlig i så henseende »Breviarium Nidrosiense«[4] — hvoraf der i Stockholm er fundne nogle få blade]. Jón Ólafsson var lidet nöjagtig i sine udtalelser; kort efter at have sagt, at »hel mange« af manuskripterne gik tabt, siger han, at »det var ikke over halvparten, som blev reddet af manuscripterne«. På grund af disse lidet bestemte angivelser har man tidligere været tilböjelig til at tro, at der var så meget gået tabt af håndskrifterne. At dette ikke er så, er det dr. Kålunds fortjæneste at have påvist. Árnis egen omtalte katalog, hvis enkelte numre allerede Guðbrandur Vigfússon identificerede med tilstedeværende håndskrifter, burde have hindret en overdrivelse i denne retning. Af alle de i katalogen nævnte membraner er der kun 15, der savnes og rimeligvis er brændte. Det var håndskrifter hovedsagelig af Máríusaga og andre religiøse ting, Karlamagnúss. og Þiðrikss., desuden et hds. af Kongespejlet fra 1571, en Olafssaga helga og brudstykke af Glúma. Men af disse er 5 eller 6 bevarede i afskrift, deriblandt netop Olafssagaen. Man kan således ikke sige, at der her er tale om noget særlig føleligt tab — ialfald ikke hvad tallet angår. Af de efter Meier købte håndskrifter haves 12, medens 3 savnes. Af de Þormóður tidligere tilhørende håndskrifter synes endel at være gået tabt, deribl. enkelte sagaer, og edda-håndskrifter. Disse sidste synes sågodtsom alle at være brændte; de har stået samlet på en hylde, der ikke kunde reddes; Arni nævner selv »Sæmundar eddur geysimargar« (der angives 16). Heller ikke dette tab kan siges at være så føleligt, ti efter alt hvad der ellers vides om afskrifter af eddadigtene, har de alle beroet på codex regius og det i dennes mangelfulde tilstand. Det er dog ikke udelukket, at enkelte har været mere værdifulde end de øvrige. Om en afskrift f. eks. af 748 i en fuldstændigere form forlyder der intet. Et par andre håndskrifter, men af ingen videre betydning, kan bestemmes som tabte.


Efter dette kan det trygt siges, at af den egenlige håndskriftsamling, der på en måde var det allervigtigste, er kun en mindstedel gået tabt ved branden, og af denne mindstedel er kun lidet, som kan siges at være et føleligt eller smærtefuldt tab.


Et håndskrift — eller del af et sådant — gik dog til grunde, der må betegnes som et meget smærtefuldt tab; det var den del af Heiðarvígasaga, som Arni havde til låns fra Stockholm, og som var et fuldstændigt unicum; ikke så meget som en eneste afskrift deraf var til.


Hvorledes Arni selv så på sit tab, får man vidnesbyrd om i et par breve. I det ene (29/5 1729) til sysselmanden Are Torkelsson siger han, efter at have takket for en modtagen bogkiste: »men jeg fik ikke megen nytte af disse bøger, af den grund, at der her i Khavn i næstafvigte oktober tilfaldt en så stor ulykke, som ingen ved at her nogensinde sket er. Her blev der ildebrand i et hus, og af den ild brændte næsten den halve stad, og hvad der var værst var, at dette var den del af staden, der var bedst bygget (ɔ: befolket). Blandt andre huse brændte også mit og deri bøger for mer end 5000 rdl. efter min beregning. Og der gik også denne bogkiste med, så jeg kan ingen ret og rede derfor göre mere. Jeg kunde hverken redde mine trykte bøger eller dem, der var i nævnte kiste. Det er derved det gode, at bøgerne var af den art, at de ikke havde været her nu mange penge værd, selv om de var bleven reddede. Dette er nu at fortælle om mig; ellers lever jeg ved godt helbred og uden ulykker med undtagelse af denne modgang, som [dog] er gået mig ganske nær, ti jeg har mistet mangen en god bog, som jeg tænker jeg aldrig mere får, især i denne min alder«.


Som man ser, er der her kun tale om trykte bøger, han har mistet. Her nævnes ikke håndskrifter.


Det andet brev (2/6 1729) til hans gode ven, sysselmand Ormur Daðason, er udførligere. Det skal indføres her (ligesom för i oversættelse): »Ifjor da jeg tilskrev eder, havde jeg det godt og jeg var vel tilfreds med livet; men siden er følgende sket: I sidstafvigte oktober opstod der ild her i et lille elendigt hus (óþokka húsi) i staden, hvilken ild straks udbredte sig til andre huse og kunde siden ikke slukkes. Kort sagt, denne ildebrand opbrændte i noget over 4 halvdögn næsten det halve af denne gode stad og tilvisse den bedste del deraf. I flammerne forgik 5 store kirker, akademiet med alle professorernes residentiis, deriblandt mit hus med meget kostbart, som derinde var. Især går mig til hjærte den ødelæggelse, der ramte mine trykte bøger, som både var mange og gode, så at jeg mener at det vil vare længe inden et så godt bibliotek i mit studium vil her blive samlet. Jeg havde været over 30 år om at samle dette, og det brændte alt til aske i løbet af en halv time. Jeg beregner, at disse trykte bøger har kostet mig imellem 5 og 6 tusind rdl., og de penge var vel anvendte, men sådant kan man ikke forudse. Men dette var ikke nok. Der brændte også til aske hos mig meget og mangt af mine skrevne bøger. Alt hvad jeg havde colligeret de historia litteraria Islandiæ, vitis doctiorum Islandiæ, de episcopis Islandiæ, præcipue veteribus, om hirdstyrere, lagmænd, poetas, og andet sådant utalligt, selvom meget af dette ikke var fuldstændigt. De er mit vidne fra gammelt af, med hvilken flid og hvor småligt jeg samlede dette, men det er nu alt gjort forgæves. En særdeles fatalitet er, at de mange copier, som jeg på Island lod skrive af gamle breve fra de forskellige hjörner af landet er alle ødelagte, de som var ældre end 1550, med undtagelse af de copier, som jeg fik fra Dem ifjor [eller: forfjor], de er casu salverede, så er også eodem casu salverede de copier, jeg havde af kirkebreve, alt det øvrige er blevet til røg, som för er sagt. Af gamle danske, norske og svenske documenter og deres copier er det utalligt, hvad jeg har mistet. Jeg husker det ikke engang alt. Jeg besad de bedste copibøger af gamle islandske breve, item altingsbøger og måldagebøger, såvelsom mange andre mærkelige underretninger om Island. Jeg havde også, som De ved, de bedste exemplaria af de gamle norske kongers retterbøder, de nyere danske kongers forordninger og andet sådant mere. Alt dette er fuldstændig ødelagt, og det er dette som går mig mest til hjærte, ti meget kan aldrig fås igen, hverken på Island eller andre steder. Så beklager jeg da storlig min vanskæbne, at hvad jeg med så megen omhu havde samlet allevegne fra i den hensigt dermed at tjæne efterkommerne, skulde få en sådan ende. Men hvad er herved at göre? Hvad der er sket, det er sket, og jeg kan takke gud for, at jeg har tilbage subsidia vitæ, så at jeg ikke mangler det, der nødvendig tjæner til livets ophold, og jeg håber, at det ikke vil mangle den korte tid, som jeg vil have at leve i. Jeg lader det alt bero på guds forsyn. Den störste del af det, som var mig til glæde og gammen er borte,[5] der er ikke andet tilbage end forberede sig til god hjemfart, og søge at glemme denne verdens tant, ti alt er dette revera ikke andet, når man får stunder til at overlægge sagen«. Så beder han Ormur påny om copier af breve, ældre end 1550 og nævner i så henseende især Stadarhol- og Skardbrevene, så og af copibøgers breve ældre end 1560; derimod siger han, at han har bevaret kopier af breve fra 1550 til 1560. Og så tilföjer han: »Det har jeg glemt [at sige], at de fleste af mine sagabøger er salverede fra den föromtalte ildsvåde; så og er salverede de fleste af mine gamle gode islandske lovbøger, selv om også noget heraf er gået til grunde«.


Endelig skriver Arni omtrent det samme, men nok så bestemt i br. 18/6 1729 til Jón Haldórsson: »Vel fik jeg reddet alle mine historiske håndskrifter (Sager), men et helt læs (ingens acervus) af gamle, for en stor del danske, svenske og mange islandske documenter har ilden fortæret. Der brændte de bedste copibøger, jeg tror kan haves, af gamle islandske breve og transaktioner, hvis mængde og godhed var lige stor . . . . Alt hvad der var ældre [af copier] end 1550 er opbrændt; det yngre er i behold, men altså uden hoved. — De afskrifter, jeg lod tage af brevene fra Skalholt (stiftskisten), som og af kirkedocumenter på Island, har jeg beholdt ubrændte. osv.« Der fortsættes med omtrent det samme, som ovenfor er meddelt. Han omtaler også tabet af alle de yngre annaler og Edda-håndskrifter, samt sin egen biografi af Arngrimur Jonsson, »som var næsten fuldbragt og temmelig god«.


Det fremgår egenlig ret klart heraf, at hvad Árni har mistet, er hans trykte bøger, eller, i henhold til det foran anførte, den störste del deraf, samt meget af hans brevafskrifter, derimod meget lidet af håndskrifterne, alt i overensstemmelse med de resultater, som dr. Kålund kom til. Dr. Kålund udtaler, at for de danske og norske breves vedkommende er det overraskende at høre, at så meget skulde være tabt, da der dog findes et så stort antal bevarede breve, »men [dette] beror muligvis på, at A. M. tildels ikke har betragtet disse som sin ejendom; svenske diplomer er derimod nu slet ikke repræsenterede . . . . I hvilket omfang islandsk skindbreve er forgåede, lader sig ikke afgöre«.


Om enkelte tabte håndskrifter kan henvises til dr. Kålunds redegörelse Katalog II s. XV f.; det er mest yngre ting (annalafskrifter, og forskellige samlinger f. eks. til et forfatterleksikon osv.). Iøvrigt har dr. Kålund fuld ret når han udtaler følgende (s. XVIII): »man tör efter det ovenanførte antage, at A. M.s håndskriftsamling som gemmested for oldnordisk og overhovedet ældre nordisk litteratur i det væsenlige efter branden er det samme som för denne, at altså dens almene videnskabelige betydning er uforandret, omend dens vigtighed for visse specialstudier uden denne forstyrrelse vilde have været endnu större, hvorimod den særlige interesse, der i bibliografisk og literærhistorisk henseende knyttede sig til den hermed forbundne samling af trykte bøger, ved branden så godt som tilintetgjordes«.


Det hedder sig om Árni, at han ikke rigtig huskede alt hvad han havde ejet, og det er troligt nok. Kun når han tilfældigvis kom til at tænke på nogen bestemt bog, mindedes han den. Katalog havde han ikke ladet udarbejde. Hans venner vilde, at han skulde bøde derpå. Andr. Höjer skriver[6]: »Det eneste, vi nu daglig plager ham om, er dette, at han måtte give os historiam deperditorum litterariam. Han lover det iblandt, men jeg frygter, at det bliver derved«. Frygten var velbegrundet, ti aldrig vilde Arni have fået et sådant arbejde færdigt, hvad enten det drejede sig om hans egen, eller Universitetets bogsamling.


Fodnoter

  1. Jfr. hermed I. bd., 2. afsn. IV, 1 (s. 48 f.).
  2. Derefter flyttede han ifg. samme kilde »til Admiralgaden«.
  3. Denne har været Arnis gode ven og tillidsmand, jfr. brev til N. Hammer 29/4 1729 (Brevveksling s. 198;) samt Árnis brev 3/3 1729 (sst. 1 f.).
  4. Uno v. Troil fortæller i sit »Brev rörande en resa till Island«, at det var blevet fortalt ham, at Árni havde bittert til borgmesteren i Khavn klaget over tabet af denne bog; denne var bleven så rört at han græd, men da han bagefter fik at vide, at Brev. Nidr. var en katolsk messebog, havde han atter grædt, men over at han havde fældet tårer i anledning af en katolsk bog.
  5. Jfr. hermed hvad Jón Ólafsson anförer s. 37: »Han snakkede med mange derom [ɔ: tabet], og alt hvad de philosopherede tilsammen, blev dog derved, at han sagde: »Hvad I siger, ved jeg helt vel, men jeg har mist min glæde, og den kan intet menneske give mig«.
  6. Se B. Smith: Universitetsbiblioteket för branden 1728 s. 64.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.