Indhold (Karlamagnús saga ok kappa hans)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Karlamagnús saga ok kappa hans



Karlamagnús saga ok kappa hans

Ved Kong Pipins Død er hans Søn Karl 32 Aar gammel. Flere af hans Faders Riddere lægge nu Raad op imod hans Liv, men Gud, som havde bestemt ham en glimrende Lod i Verden, aabenbarer ham ved sin Engel den truende Fare. Han flygter nu med sine Raadgivere til en tro Ridder, Drefia i Ardena, som ogsaa henter Karls Søstre for at tage dem under sin Beskyttelse. Om Natten aabenbarer en Guds Engel sig atter for Karl og byder ham at lade hente Tyven Basin, for sammen med denne at begive sig ud at stjæle, da han derved vilde sættes i Stand til at frelse sit Liv. Basin kommer, og Karl anbefaler sine Riddere Drefia og Namlun at tage sig af sine Søstre, medens han selv er borte (1). Karl og Basin begive sig nu afsted fulgte af Namlun og Drefia. Paa Veien paalægger Namlun Basin ikke at nævne Karl med hans rette Navn, men at kalde ham Magnus, for at undgaa hans Fienders Opmærksomhed. De skilles nu ad, og Karl og Basin drage midt igjennem Ardena, og komme til Staden Tungr, hvor Jarlen Renfrei har sit Slot. Om Natten ride de derhen, Magnus bliver efter hos Hestene, medens Basin gaar ind i Jarlens Hal og forsyner sig af en Kiste med Guld, Sølv og gode Klæder, bringer dette alt ud til sin Kammerat Magnus, og vil nu, at de skulle drage afsted igjen. Herimod protesterer Magnus, da han haaber at faa noget Lys i den Sag, han vil have opklaret, og Basin tilbyder sig at gaa tilbage med ham, for at give ham nogen Anvisning i Tyvekunsten. Efter at have forsørget sine Heste, gaa de ind i Hallen. Basin fører nu sin Kammerat hen til Jarlen Renfreis Seng, og lader ham blive staaende der mellem Væggen og Omhænget, medens han selv gaar i Stalden for at tage Jarlens Hest. Hesten bliver urolig, herved vaagner Jarlen og befaler Hestesvenden at see efter i Stalden, hvad der kan være paa Færde, men denne opdager intet, da Basin har lagt sig langs en Bjælke over Spiltouget. Imidlertid falder alle i Huset atter i Søvn undtagen Renfrei. Mellem ham og hans Kone udspinder der sig nu en Samtale, hvori han aabenbarer hende en Sammensværgelse mod Karls Liv. Han og hans 11 Medsammensvorne have ladet gjøre 12 tveeggede Knive af det haardeste Staal, hvormed de Juleaften skulle overfalde og ombringe Karl og alle hans Mænd i Staden Eis, hvor denne da vil opholde sig i Anledning af sin forestaaende Kroning. Efter fuldbragt Gjerning vil da Reinfrei lade sig salve til Konge i Tungr. Jarlens Kone formaner ham til at afstaa fra dette Forsæt, men til ingen Nytte; imidlertid faar hun vide Navnet paa alle de Medsammensvorne, der samtlige navngives. Renfrei vil selv være Keiser i Rom, og hans Broder Heldre skal være Hertug. Planen er, at alle, hver med sin Kniv skjult i Ærmet, skulle trænge sig ind i Karls Sengkammer og saaledes fælde ham. Da hans Frue udbryder i Beklagelser over deres onde Forsæt og denne for Karl saa uværdige Død, bliver Jarlen opbragt og slaar hende i Ansigtet til Blods. Hun bøier sig frem over Sengen for ikke at bløde paa Klæderne, og Karl opsamler Blodet i sin høire Handske. Imidlertid stiger Basin ned af Bjælken og søvndysser alle i Hallen ved sit Kogleri, kommer til Jarlens Seng, tager hans Sværd og kalder Magnus med sig. Han vil nu atter forsøge at lægge Sadel og Bidsel paa Hesten, men Hesten pruster og er atter urolig. Men da Magnus sadler den op, staar den stille som en Mur. Han stiger nu op paa Hesten (2). Derefter gaa de hen til sine egne Heste og binde alt Godset paa Basins Hest. Magnus rider paa Jarlens Hest, men Basin paa den Karl før havde brugt. De tage ind til en fattig Mand, og her aabenbarer atter Guds Engel sig for Magnus i Søvne, og befaler ham at drage hen at trøste sin Moder og sine Søstre, og underretter ham tillige om, at hans Moder er frugtsommelig og vil føde en Datter, som skal hede Adaliz. Han vaagner strax og rider med Basin til Peituborg; han bliver vel modtaget af sin Moder og forestiller hende Basin som sin bedste Ven. I Samtalens Løb kalder denne ham Magnus, hans Moder ytrer sin Forundring herover. Han siger hende, at det var for hans Fienders Efterstræbelser. Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes han opdagede disse, svarer han, at det skeede ved Guds Miskundhed, thi hans Engel bød ham at stjæle sammen med Basin Tyv. I sin Forfærdelse spørger hun, om han er Kristen. Han svarer, at han er døbt, men ikke confirmeret. Da hun hører dette, sender hun strax Bud til Trevisborg efter Rozer Erkebiskup. Dronningen tilkjendegiver at have hentet ham, for at han skal confirmere hendes Søn Karl og forandre hans Navn. Erkebiskopen ifører sig sit Skrud, og spørger derpaa, om han skal hede Karl. Dronningen siger, at dette er hans Døbenavn, men at han selv og Basin have forandret Navnet og gjort det til Magnus. Erkebiskopen erklærer da, at han nu skal hede Karl Magnus (Karlamagnús), og confirmerer ham derpaa med dette Navn (3).


Karl, eller, som han herefter heder, Karl Magnus (Karlamagnús), forsegler nu et Brev, som Erkebispen skriver, hvori Navnene paa de Sammensvorne ere optegnede, hvilket Brev befordres til Namlun og Drefia af Dronningens Løber Jadunet (4). Disse to begive sig nu til Peituborg og raadslaa sammen med Karl, Erkebispen og Dronningen om, hvad Foranstaltninger der skal gjøres med Rigsstyrelsen efter hans Fader. Erkebispen raader ham til at sende Bud til Videlun af Bealver, Namluns Fader, og Jarlen Hatun, og tilbyder sig at reise til Prumensborg efter dem. Disse glæde sig over at høre fra Karl, for hvis Skjebne de ængstede sig, og de ile alle tilbage til Peituborg, hvor de modtages paa det hjerteligste (5). Karl gjør dem nu bekjendt med, at hans Daab er bleven confirmeret, og at han nu heder Karl Magnus, og anbefaler Basin til deres Venskab. Opfordret af Namlun forelæser nu Erkebispen Brevet og navngiver alle Forræderne. Alle forbauses herover, og Karl maa nu atter fortælle Maaden, hvorpaa han har opdaget deres Anslag, og udvikle for sine Venner den Plan, som er lagt for at ombringe ham ved Kroningen i Eis. Som Bevis har han da med sig Blodet i Handsken og Hesten, som han har taget fra Renfrei. Basin raader nu til, at man skal stevne sammen alle Høvdinger i Karls Rige. Dette Raad befindes at være godt. Og nu opregnes ved Navn alle de, som skulle tilkaldes, og først af dem nævnes Pave Milon, og alle skulle møde i Eis med Folk og Vaaben som til en 7 Aars Krig (6). Karl Magnus lader nu Erkebispen opsætte Breve til dem, som skulle tilkaldes, og bestemmer Tiden til anden Pintsedag. Foreløbig sendes Jadunet af Dronningen med Brev til Erkebiskop Frere og hans Broder Hertug Herfe, der anmodes om snarest muligt at ile til Peituborg med 2 Tusinde Mand. Disse drage da afsted med 3 Tusinde, istedenfor to, og Hertugen tager 40 Lendermænd med sig, hvoraf enhver skulde have Høg, eller Falk, eller forskjellige Slags Jagthunde; Erkebispen tager 2 Biskoper, 5 Abbeder, 15 Klerke og halvandet Tusinde Riddere, og alle deres Tjenere. Imidlertid er Erkebiskop Rozer dragen til Rom, Basin til Bretland, og Girard af Numaia til Saxland og Flæmingeland med Kongens Breve (7). Hertug Herfe og Erkebiskop Frere og deres Følge fremstille sig for Karl Magnus og Dronning Berta Morgenen efter Ankomsten til Peituborg, og modtages med Velvillie af disse. Siden fører Dronning Berta sin Søn Karl Magnus i Eenrum, og fortæller ham, at hun i den halve Maaned, som nu er forløben siden Kong Pipins Død, ikke har befundet sig vel, og hun veed ikke, hvad Aarsagen kan være dertil, hvis det ikke er Sorg over hans Død eller Sønnens Fraværelse. Karl Magnus trøster hende med den Aabenbaring, han har havt af Guds Engel, at hun skulde faa en Datter, hvis Navn skulde være Adaliz. Alle ytre sin Deltagelse og Glæde over denne Underretning (8). Karl fortæller nu de Nyankomne sine Gjenvordigheder, gjentager hvad han allerede oftere har fortalt om Forrædernes Plan, og hvorledes den er bleven opdaget, og at Drefia har Hesten han tog fra Hertugen i sin Varetægt. Da Erkebispen spørger, hvorledes han kunde tro Basin Tyv saa vel, siger Namlun, at han er en beleven og dygtig Mand, hvem Karl næst Gud skylder Opdagelsen af Forræderiet, og at han nu er hans Mand (9). Hertug Herfe raader Karl Magnus til at befæste Eis. Denne beder sin Moder Berta ledsage sig, og drager da afsted den tredie Dag tilligemed hende. Paa Veien tager han ind i Ardensborg, hvorhen han lader sine Søstre hente, og anbetror til den ene af disse, Gilem, at forvare Handsken med Blodet. Om Morgenen, efter at have hørt Messen, sender Karl Namlun og Drefia i Forveien til Eis for at foranstalte alt til sin Modtagelse (10). Karl Magnus ankommer nu i Eis med 10 Tusinde Riddere. Efter at have været paa Jagt omkring i Egnen lader han hente 300 Haandværkere. Han lader nu omhugge alle de Pæretræer som findes, og lader Tømmeret henkjøre for at opføre en stor Hal. Det bliver bestemt, at denne skal bygges ved Vandet, Kirken i Skoven, til høire Side en stor Borg, og til venstre Hærberger for hans Stormænd. Kirken bygges nu og indvies af Erkebispen. Derefter velsigner Erkebispen Stedet, hvor Hallen skal staa, Tømmeret, Skoven og Vandet (11). En Mængde Arbeidsfolk ere nu samlede i Eis, og saa meget Sten og Tømmer er der, at alle have nok at bestille. Kirken bliver bygget af Marmor og tækket med Messing, Sølv og Bly, og mange Steder Forgyldninger anbragte. Da den synes Karl noget indskrænket med Hensyn til Plads, bønfalder han Gud om at lade den voxe, for at han kan faa Rum til hele sin Hird, og denne Bøn opfyldes. Han indretter 12 prægtige Herberger, og i en yndig græsgroet Dal lader han indrette kolde og varme Bade (12). Saasnart Renfrei og hans Broder Heldre erfare Karls Byggeri i Eis, drage de af nysgjerrighed derhen med 100 Mænd. Han indbyder dem da til at overvære sin Kroning der Pintsedag, hvorpaa de drage hjem igjen (13). Imidlertid indtræffer Tiden til Dronning Bertas Nedkomst, og hun føder en Datter, som Erkebispen døber med Navnet Adaliz (14).


Erkebiskop Rozer kommer nu til Rom og overleverer sine Breve til Paven, og melder ham, hvorledes Sagerne staa med Karl Magnus. Paven skal komme, og han sender tillige Bud og Brev til sine Undergivne, at de skulle indfinde sig i Eis (15). Basin drager til Bretland i samme Ærinde til Høvdingen Geddon af Brettolia og derefter til Mester Godfrei i Valland (16). Girard kommer til Flæmingjaland til Baldvin i Arrazborg; denne skal komme og sender Brev til flere andre Riddere, om ogsaa samtidig at indtræffe i Eis. Derefter drager Girard med sin Tilsigelse til Saxland. Vender derpaa tilbage til Eis (17).


En Mand Eim af Galiza begiver sig ogsaa til Eis for at overvære Kroningen, og træffer paa sin Vei Reinbald fra Frisland, disse indlade sig i Kamp med hinanden, slutte derpaa Broderskab og drage sammen til Eis, hvor de nyde en gjestevenlig Modtagelse og faa godt Herberge (18). Nu indtræffer ogsaa Paven og alle de Øvrige, der vare budsendte, i Eis, og faa sine Kvarterer anviste af Namlun. Renfrei og de Sammensvorne indfinde sig ogsaa (19). Tilstrækkelig Proviant føres nu til Torvs. Karl Magnus lader sætte en stor Ørn paa sin Hal til Tegn paa at Valland er ypperst i Keiserriget. Nu anføres, hvorledes de Fremmede ere fordelte i sine Herberger. Herpaa lader Karl Magnus sammensmelte en Hob Jern og Staal i Gaarden, som fører ind til Hallen, hvilken Masse skal benyttes til at prøve Sværdene i. Han giver derpaa Ordre til sine Mænd ikke at tilstæde nogen Adgang uden hans Tilladelse. Nu henter han til sig Paven og de ypperste Høvdinger, hvilke modtages med Venlighed af Karl og hans Moder (20). Karl Magnus oplyser disse om Morderplanen mod ham, og hvorledes den blev opdaget. Maaden, hvorpaa Forræderne skulle paagribes, bliver omtalt. Karl lader dernæst for alt Folk bekjendtgjøre, at Kroningen er berammet til den følgende Morgen, og lader sætte Fred mellem alle Mænd, og den der ved Tyveri eller anden Ondskab forseer sig herimod, skal blive hængt eller miste Hovedet, hvor fornem han end kan være. Denne Fred besværge alle (21). Morgenen efter bliver Karl Magnus slagen til Ridder. Da han herefter var kommen op paa en stor Araber, syntes alle, at han tog sig prægtig ud til Hest, og de takkede Gud, at en saa liden Mand, som Kong Pipin var, skulde have faaet saa stor en Søn som Karl Magnus. Herefter bleve 100 andre unge Mænd slagne til Riddere. Derefter foregaar Kroningen, hvis Ceremoniel omstændelig beskrives. Og efter et festligt Maaltid gaar Kongen til Hvile (22). Nu blive alle Forræderne paagrebne, og Renfrei maa tilsidst gaa til Bekjendelse, da Handsken med Blodet og hans Hest føres frem. De blive nu alle kastede i Fængsel tilligemed deres Folk (23). Den næste Dag dømmes alle Forræderne til at hænges, dog blive de for Renfreis Kones Skyld benaadede med Halshugning i Steden for Hængning (24). Karl Magnus kalder nu Basin, og skjenker ham Tungr og giver ham Renfreis Enke til Kone. Rozer Erkebiskop skjenker han Triversborg, og Paven selv takker ham for hans Gaver til Kirken. Han giver ogsaa Namlun store Forleninger. Forrædernes Undergivne blive som uskyldige i Sammensværgelsen satte paa fri Fod og tilsværge Kongen Troskab (25).


Reinhald af Frisland faar Kongens Søster Belisent til Ægte, og forlenes med de Eiendomme, som Forræderne Tangemar og Tamer have havt. Paven overlader Kongen flere Klerke, blandt disse Turpin, som bliver hans Cantsler. Kongen opretter et Munkekloster og Nonnekloster og udstyrer begge rigeligt. Han opnævner nu et Antal af 20 Mænd, som han stadig vil have om sig, og sex som skulle være hans Raadgivere; 700 Riddere har han i alt daglig hos sig, og desuden Tjenestemænd (26). Han paalægger derpaa alle Høvdingerne at holde Fred i hans Rige, og melder Paven, at han om et Aar vil indfinde sig i Rom for at vies til Keiser. Han takker dernæst alle for deres Nærværelse, og enhver drager nu hjem til sit (28).


Varner af Pirafunt (Pirapont), Broder til en af Forræderne, sætter sig op mod Kongen, bemægtiger sig først Pirafunt, dernæst Orliens, Brettolia og Irikun (28). Eim (Eimar) af Galiza, der havde faaet Irikun, sender Mænd til Varner med Opfordring at underkaste sig Kongen. Varner vredes, sender Eim et Brev, hvori han erklærer Karl Magnus's Kroning for uretmæssig og kalder ham en Tyv, og vil bevise dette ved Holmgang imod Eim eller Reinbald af Frisland. Reinbald faar Lov at møde Varner i Tvekamp. Namlun ledsager ham med 7 Tusinde Riddere for at sikre ham mod Svig. De drage til Irikun, hvor de blive Natten over (29). Om Morgenen sender Namlun Folk til Varner med Opfordring til at hylde Kongen, i modsat Fald skal han miste sit Liv. Varner vredes og truer at stikke Øinene ud paa dem, som senere skulde komme i lignende Ærinde. Han erklærer sig dog villig til Holmgang mod Reinbald, for at bevise sin Paastand, at Kongen er en Tyv. Tirsdagen skulle de mødes (30). Reinbald staar tidlig op Tirsdag Morgen, gaar til Skrifte og modtager Sakramentet. Han iføres sine Vaaben, bestiger en hvid Hest, og alle hans Vaaben ere lyse, og ligeledes han selv (31). Varner gaar ogsaa til Skrifte, hans Hest og Vaaben ere sorte, han rider imod Reinbald og erklærer spottende at ville forliges med Kongen, paa den Betingelse, at han skal beholde de Eiendomme han har tilegnet sig. Efter en kort Ordvexling begynder derpaa Kampen, som ender med at Reinbald gjennemborer Varner. Karl Magnus giver nu Eim Varners Enke til Ægte og skjenker ham Varners Eiendele. Brylluppet staar i Eis. Kong Karl Magnus lader sig derpaa hylde i Orliens, og sender Namlun for at bemægtige sig Amiens og tage Indvaanerne i Ed (32). Da Kongen kommer tilbage til Eis, er Dronning Berta syg, og hun dør 8 Dage efter. Hun bringes til Ariesborg og begraves paa Kirkegulvet ved Siden af Kong Pipin. Reinbald drager nu til Frisland med sin Kone (33).


Bove den skjegløse af Viana kommer nu til Kongen med sin Søn Girard, som bliver slagen til Ridder. Bove begiver sig siden efter Kongens Opfordring tilligemed Hatun af Spolia paa Veien til Rom for at forberede hans Kroning. Paa Hjemveien bliver Bove syg og dør. Kongen paalægger Umant (Vinant) af Lamburg at sørge for hans Søster Adaliz's Opdragelse, den anden Søster Gilem anbetroes til Makarius (34). Kongen drager nu til Rom og bliver kronet der. Da Ceremonien er fuldført, kommer der Bud, at Bove af Viana er død, og ligesaa Biskoperne af Reins og Miliens. Han giver nu Girard Viana efter hans Fader, og formæler ham med Ermengerd, Datter af Varner af Muntasaragia. Denne drager nu med sin Hustru til Viana (35). Kongen giver nu sin Kapelan Turpin Erkebispestolen i Reins, men sin Skriver Rikard Biskopstolen i Miliens. Kongen kommer nu tilbage til Eis, og har utilladelig Omgang med sin Søster Gilem. Senere skrifter han for Abbeden Egidius alle sine Synder, undtagen denne. Medens han synger Lavmessen, kommer Engelen Gabriel og lægger en Seddel paa Patenaen, hvori denne Kongens Synd staar antegnet, og at han skal formæle sin Søster med Milun af Angrs, og syv Maaneder derefter vil hun føde en Søn, som er hans (Kongens), han skal sørge vel for ham, thi han vil trænge til ham. Egidius tager Seddelen, træder frem for Kongen og læser den for ham. Kongen knæler ned og gaar til Bekjendelse, og opfylder senere Brevets Bud, gifter sin Søster med Milun, og gjør ham til Hertug i Britannia. Syv Maaneder efter bliver Drengen født, og i Daaben kaldet Rollant, en Abbed sørger for hans Opdragelse og skaffer ham fire Ammer. Syv Aar gammel bringes han til Karl Magnus, hvem han strax erkjender som sin Morbroder (36). Kongen begiver sig nu til Orliens, hvorhen ogsaa Junker Rollant følger ham med sine to Fosterfædre. Kongen lader ogsaa hente sin Svoger Milun og sin Søster, der begge længes meget efter Rollant. Denne indføres nu af sine Fosterfædre, iført en Kjortel af fint Bugskind, Skjorte af bedste Lærred, og med Korduansko udzirede med Løvefigurer, og ledsaget af 40 fornemme Mænds Sønner. Milun og Gilem faar Lov at tage Rollant med sig hjem til Britannia tilligemed de 40 unge Mænd (37).


Girard af Viana sætter sig nu op imod Kongen og tilføier ham alle optænkelige Krænkelser. Kongen stevner ham til sig, dersom han vil beholde Rige og Liv. Han afslaar dette. Kongen samler forbitret 7 Tusinde Mænd og beleirer Viana. Hertug Milun gjør nu sin Søn Rollant til Ridder (han er saa liden, at han maa hænge Sværdet om Halsen paa ham), og sender ham afsted tilligemed 40 Riddere, og anbefaler dem at søge Kvarter og Raad hos Namlun. Disse ankomme til Viana ved Middagstid (38). En Ridder kommer ud af Staden, Rollant væbner sig og rider ham i Møde; efter en Samtale, hvori det viser sig, at Ridderen er Bernard af Averna, en Frænde af Girard, kommer det til Kamp mellem dem, der ender med at Bernard overvindes og maa bede om Pardon. De ride nu begge til Teltet, hvor Namlun kommer til, og gjør Rollant opmærksom paa, at Karl Magnus har forbudt enhver at indlade sig i Kamp uden hans Bud, og at Overtrædelsen af denne Befaling skulde koste Livet. Han skaffer ham dog Tilgivelse hos Kongen,[1] og denne tager ogsaa Bernard til Naade og gjør ham til Jarl i Averna (39). Viana beleires nu i 7 Aar. Rollant foranstalter et Ridderspil, han reiser et Træ, hvorpaa han hænger et Skjold, og mod dette lader han sine Folk ride med Spyd. Girard og hans Søstersøn Oliver forstyrre denne Leg, det kommer til en Kamp, hvori Oliver tager Lambert til Fange. Da imidlertid Kongen kommer til med hele Hæren, tyer Girard og hans Mænd tilbage til Staden (40). Den følgende Morgen opfordrer Girard Oliver til at begive sig til Karl Magnus tilligemed Lambert for at bede om Naade og overbringe Girards Erkjendelse af hans Uret imod Kongen. Karl Magnus erklærer Girard for en Forræder. Oliver vredes og vil gendrive denne Beskyldning i Tvekamp med hvemsomhelst. Rollant optager Handsken, og Kampen skal finde Sted under Vianas Mure. Namlun og Lambert ere enige om at misbillige denne Tvekamp (41). Oliver og Lambert drage tilbage til Girard. Lambert raader nu Girard til at gifte Olivers Søster Adein (Auda) med Rollant, og derved forlige disse sammen, og derpaa at gaa Karl Magnus til Haande. Lambert begiver sig nu til Kongen og fremfører dette Forslag, som ogsaa antages. Den følgende Morgen, da de to Kjæmpere væbnede møde frem paa Pladsen, gaar Karl Magnus imellem og afvæbner dem; de tilsværge hinanden nu Broderskab, og Rollant lover at ægte Adein (Auda), dersom Gud vil forunde ham Livet (42).


Kongen og Hertug Girard ere nu vel forligte. Lidt efter kommer Malakin af Ivin og beder Karl Magnus om at slippe hans Broder Abraham ud af det Fængsel, hvor han havde sittet i 14 Aar, og tilbyder i Løsepenge 3 ypperlige Sværd, arbeidede af Smeden Galant i England, og for hvilke Kong Faber havde sat ham i Pant 7 hundrede Bysantiner i Guld. Kongen beder Hertug Girard (hvis Fange han synes at have været) om hans Løsgivelse, hvilket denne villig indrømmer. Kongen overgiver Sværdene til sin Fæhyrde Difa. Hver drager nu hjem til sit, Kongen til Eis (43). Kommen hjem prøver Kongen disse Sværd i den store Staalmasse foran sin Hal. Det første Sværd gjør kun et lidet Indhug i Staalet. Dette er et godt Sværd, siger Kongen, og det skal hede Kurt. Derpaa hugger han med det andet, der trengte en Haandbred eller mere ind, det kalder han Almacia. Dernæst hugger han med det tredie, der tager med sig mere end en halv Mandsfod af Staalmassen. Dette kalder han Dyrumdale (44).


Kongen faar Brev fra Paven, hvori denne klager over de Forurettelser, som Romerne ere udsatte for at Lungbarderne og Bretlandsmændene. Kongen stevner de stridende Parter til sig i Moniardal og forliger dem med Pavens Hjælp. Om Natten efter, da Kongen hviler i sin Seng, aabenbarer Engelen Gabriel ham, at der i hans Sværd findes herlige Reliqvier, en Tand af Apostelen Peter, noget af Mariæ Magdalenæ Haar og af Biskop Blasii Blod, og byder han at skjenke det til Rollant. Om Morgenen efter drager Paven tilbage til Rom. Rollant og Oliver drage med 200 Tusinde Mænd til Staden Nobilis for at beleire Kong Ful, der var belavet paa at kunne forsvare Staden i 20 Aar (45). Saasnart Kongen er kommen tilbage til Eis, faar han høre fra Saxland, at Kong Vitakind har taget og brændt Mutersborg og lemlæstet Biskopen. Han drager med Hær til Saxland, men standses paa sit Tog af Rinen, hvor der hverken er Bro eller Baad, og hvor man heller ikke kan vade over. Han samler Materiale til en Bro, men det gaar langsomt med Arbeidet, han ønsker at han havde Rollant der, da vilde Broen snart være færdig og Kong Vitakind dræbt (46). Han sender Bud efter Rollant og Oliver, disse tage fat paa Arbeidet, og efter et halvt Aars Forløb er Broen bygget. Rollant og Oliver indtage nu Vesklara og fanger Sævine, Befalingsmand i Staden. Derpaa indtages Staden Trimonie, hvis Mure ved et Mirakel styrte ned, Kong Vitakind fældes og Saxland befries. Bove den Skjegløse sættes til at varetage Landet (47).


En Dag, som Kongen staar ved et Vindue og ser ud paa Rin, faar han Øie paa en Svane, der svømmer med en Silkesnor om Halsen, ved denne Snor hænger der en Baad. En væbnet Ridder staar i Baaden med et Brev om Halsen. Svanen forsvinder, da Ridderen kommer til Land. Namlun fører ham til Kongen. Han forstaar ikke Sproget, og overrækker Kongen Brevet. Dette beretter, at Girard Svan er kommen for hos Kongen at tjene sig til Land og Kone. Rollant ytrer sig med Interesse om den nykomne Ridder. Girard lærer snart Sproget og viser sig som en god Ridder og klog Mand. Kongen formæler ham med sin Søster Adaliz og gjør ham til Hertug af Ardena (48).


Kong Karl Magnus tager til Ægte Adein, Hertug Videluns Datter og Namluns Søster. Efter to Aars Ægteskab faa de en Søn, Lødver, efter hvis Fødsel Kongen lover at besøge den hellige Grav. Han begiver sig afsted og efterlader Girard Svan at styre Saxland, Oliver Kongeriget i Valland, og Rollant Keiserriget i Rom (49). Kongen lægger Veien tilbage om Miklagard, og understøtter Grækerkongen mod hans Fiender, og fanger Hedningernes Høvding. Kong Karl Magnus mister mange Mænd, blandt dem sin Svigerfader Hertug Videlun. Den hedenske Konge Miran bliver tvungen til aarlig at udrede til Grækerkongen 1500 Mærker Guld, 10 Muldyr og 7 Kameler. Grækerkongen tilbyder sig at være Karl Magnus's Vassal, hvilket denne dog afslaar, men udbeder sig nogle Reliqvier. Han faar blandt andet vor Herres Svededug, Spydsodden, hvormed vor Herres Side blev gjennemboret, og den hellige Merkurius's Spyd. Han drager nu hjem og lader forskjellige af Reliqvierne blive tilbage paa forskjellige Steder, Spydsodden tager han selv og anbringer den paa det øvre Hjalt af sit Sværd, hvilket han derfor kalder Giovise, thi han (?) havde givet ham det; derfor raabe alle Riddere, naar de egge hinanden, Mungeoy (50).


En Tid efter Kong Karl Magnus's Hjemkomst aabenbarer Engelen Gabriel sig for ham en Nat og byder ham at drage til Spanien med en Hær. Dette Bud efterkommer Kongen, befaler sine Mænd at belave sig paa et længere Ophold i det fremmede Land og derfor at medtage sine Koner og Børn. De faa 2 Aars Frist til at ruste sig. Det tredie Aar drage de afsted 100,000 Mand stærke, og tage med sig mange Vognladninger Nødder og Korn til Udsæd. Paa Veien komme de til Floden Gerund, hvor de hverken finde Vadested eller Baad at sætte over med, Kongen gjør Bøn til Gud, og strax viser sig en hvid Hind, som vader over Elven, og hele Hæren følger efter. Kongen sender Rollant og Oliver i Forveien med de bedste Folk for at beleire Nobilis (51). Kong Ful møder dem med mange Folk. Kong Karl Magnus har givet Befaling til at spare Kong Ful, men denne bliver ikke desto mindre fældet af Oliver og Rollant, som lade Kamppladsen tvætte og aftørre efter Striden, paa det at Karl Magnus ikke skal faa see Blodet. Efter Stadens Indtagelse kommer Kongen og spørger efter Ful. Rollant siger, at han er dræbt. Kongen bliver vred og slaar ham med sin Handske under Næsen, saa at han bløder, thi han havde befalet ham at bringe Ful levende (52). Næste Dag drage de til Staden Mongardig, som de beleire. Kongen af Korder (Korda) rykker nu imod dem med en stor Hær. Kong Karl Magnus byder sine Mænd hugge sønder Spydskaftene og sætte dem ned i Jorden, strax voxer der ved et Mirakel Grene og Løv paa dem, og hvor før var bar Mark staar nu en Skov. Kongen flygter til sin Stad Korda, og Karl Magnus indtager nu først Mongardig og derpaa Korda, hvis Konge han dræber. Derefter drager han til en Stad midt i Spanien, Saraguz. Kongen i denne Stad, Marsilius, tilbyder at underkaste sig samt antage Kristendommen, dersom han faar beholde sit Rige. Karl Magnus antager dette Tilbud og sender Basin og hans Broder Basilius i denne Anledning til Marsilius. Denne, der kun havde pønset paa Svig, lader begge Brødrene dræbe, til stor Sorg for Karl Magnus (53).


Imidlertid kommer Efterretning om Hertug Miluns Død. Karl Magnus formæler nu dennes Enke, sin Søster Gilem, med Guinelun og giver ham Jarldom i Korbuillo. De faa en Søn Baldvin. Guinelun elsker Rollant som sin egen Søn, og de tilsværge hinanden Broderskab. Nu opdage Præsterne, at Guinelun og Gilem ere beslægtede med hinanden i fjerde Led, de blive da skilte, og Karl Magnus gifter sin Søster med Hertug Efrard, med hvem hun faar to Sønner Adalraad og Efrard. Guinelun faar Hertug Efrards Søster til Ægte (54). Hernæst komme Sendemænd til Karl Magnus, som melde om Ran og Tyveri i Frankrige. Kongen sender Rollant hjem at raade Bod herpaa. Før disse sidst fortalte Begivenheder, strax efter at Staden Trimonia var indtaget og Vitakind dræbt, havde Karl Magnus sendt en Skrivelse til Danmark og truet Kong Jofrey til at tage sit Rige i Len af ham og sende ham som Gidsler sin Søn Oddgeir og sin Mundskjenk Erber (55).


Da Rollant drager afsted, befaler Kongen ham at bringe med sig tilbage Oddgeir Danske og Sværdene Kurt og Almacia. Guinelun beder ogsaa Rollant at lægge Veien om hans Hjem Kastalandum og bringe hans Kone Geluviz en Hilsen. Rollant kommer nu til Eis, freder Landet, faar med sig Oddgeir Danske og Sværdene. Derefter reiser han til Kastalandum, hvor han modtages paa det bedste af Geluviz. Hun siger, at hun vil sende en smuk Pige til ham om Natten. Rollant gjør Indsigelser herimod, da han har lovet Adein sin Tro, men til ingen Nytte. Da den unge Pige forlader ham om Morgenen, viser det sig, at det har været Geluviz selv. Det gaar ham meget nær, at han har sveget sin Kammerat. Da Rollant kommer tilbage til Spanien, træffer han Namlun og fortæller ham, hvad der er passeret mellem ham og Geluviz. Namlun bad ham holde det skjult. Men Rollant har lovet at fortælle Guinelun alle Misgjerninger, som have gaaet for sig i hans Hjem, og maa saaledes sige ham denne, som var den største. Guinelun forsikrer efter denne Tilstaaelse Rollant, at han ingen Uvillie nærer mod ham, da Skylden var hendes, men han bærer dog bestandig efter den Tid Nag til ham (56). Rollants og Oddgeirs Ankomst meldes. Kongen faar nu høre, at alt er roligt i Frankrige. Ved Bordet, hvor han har Rollant paa sin ene Side og Guinelun paa den anden, spørger Kongen om han skal slaa Oddgeir til Ridder. Rollant billiger dette, men Guinelun siger, at det var bedre at hænge ham op. Kongen spørger i sin Forundring om Grunden til denne Mening. Guinelun siger, at Oddgeir elsker Dronningen. Herover bedrøves Kongen. Efter Maaltidet kalder Kongen Namlun til sig og siger ham Guineluns Ytring. Namlun beder ham ikke tro det, og anbefaler ham at spørge Rollant om, hvorledes Guineluns Kone gav ham Herberge. Rollant fortæller Kongen det passerede, og denne skjønner nu, at det er Had til Rollant, der taler ud af Guinelun (57). Kongen væbner nu Oddgeir som Ridder og binder om ham Sværdet Kurt. Der føres nu frem en graa Hest. Da Kongen seer denne Hest, vil han have den selv, og kalder den Tengardus. Der føres nu frem en rød Hest, som Kong Ful havde eiet, den faar Rollant. En tredie Hest ledes da frem, brun af Farve, stor og smuk (Brocklafer, Broiefert), denne giver han Oddgeir, og tildeler ham Ridderslaget. Turpin Erkebiskop forlanger nu Vaaben, for at kjæmpe mod Hedningerne. Kongen væbner ham, giver ham Sværdet Almacia, en sort Hest ledes frem, som han kaster sig op paa. Han rider derpaa fuldrustet frem for Kongen og hilser ham. Han hilses med Jubel af Valerne (de Franske). Med Kongens Tilladelse væbner Rollant til Ridder Teorfa, Broder til Geofrey af Mundegio, og giver ham sin Hest Kastalein, og tildeler siden 19 Andre Ridderslaget (58).


En Dag som Kong Karl Magnus sidder i sin Hal omgiven af sine Riddere, tilkjendegiver han dem, at han vil udvælge 12 af sine Mænd til Høvdinger og Forkjæmpere mod Hedningerne, ligesom Gud havde udvalgt 12 Apostle til at forkynde sit Ord over hele Verden. Disse tolv ere da følgende: Rollant, Oliver, Turpin Erkebiskop. Geres, Gerin, Bæring, Hatun (Otun), Samson, Engeler, Ivun, Iforias og Valter. De skulle staa hverandre bi i enhver Fare og betragte hverandre som kjødelige Brødre (59).


Af frú Olif ok Landres syni hennar

Den Saga som her begynder er ikke, som andre lignende Fortællinger, digtet blot til Morskab, men den siges at medføre Sandhed. Hr. Bjarne Erlingssøn fandt den skreven paa Engelsk, da han opholdt sig i Skotland om Vinteren efter Kong Alexanders Død. Kongeværdigheden efter ham tog Margrete, Datter af Kong Erik Magnussøn i Norge, en Datterdatter af Alexander. Hr. Bjarne blev sendt vest paa for at sikre og stadfeste Riget under Jomfruen. For at Bogen skulde blive forstaaeligere og interessantere, lod Hr. Bjarne den oversætte fra Engelsk paa Norsk. Man kan her se et Exempel paa, hvorledes Guds Retfærdighed altid tilsidst straffer Ondskaben, om den end fremturer en Stund med Djævelens Tilskyndelse. Fortællingen handler hovedsagelig om, hvorledes en fornem og standhaftig Frue fristedes af den værste Skurk, skjønt mange Begivenheder siden omtales.


En mægtig Konge eller Hertug, Hugon, hersker over Dalen Munon, han mangler til sin fuldstændige Lykke kun en Kone. Samtidig med ham regjerer i Frankrige Kong Pipin, han har en Datter Olif, der er udstyret med mange fortrinlige Egenskaber og har nydt en omhyggelig Opdragelse. Kong Hugon beiler til hende, Faderen, Kong Pipin, giver sit Samtykke, og alle Forberedelser træffes til Bryllupet (1). Bryllupet holdes nu med stor Pragt og Lystighed. Bruden indtager alle for sig og velsignes af alle, og efter endt Gjæstebud drage alle Gjæster vel tilfredse hjem. Efter nogen Tid føder Dronningen en Søn, der i Daaben faar Navnet Landres (2). Kong Hugon drager nu en Dag ud paa Jagt, og ledsages af alle sine Mænd, paa sin Hushovmester (Stivarð) nær, der skal blive hjemme til Dronningens Opvartning (3). Den onde Milun, som længe havde næret utilladelig Tilbøielighed for Dronningen, benytter nu Anledningen og tilstaar hende sin Kjærlighed, men afvises strengt af hende og trues med Galgen; han gaar da beskjemmet hjem til sit Herberge. Han tager nu frem et kostbart Bæger, hvori han kommer en Dvaledrik, og begiver sig med dette tilbage til Dronningen, foregivende at det Hele kun har været en Spøg af ham, for at stille hendes Dyd paa Prøve. Han faar da strax Tilgivelse, og beder Dronningen til Bekræftelse paa deres Forsoning at drikke med ham af dette Bæger. Han sætter Bægeret for Læberne og lader som han drikker, Dronningen derimod drikker ud, og falder derpaa i en dødlignende Søvn. Milun bærer hende nu til hendes Kammer og lægger hende der i hendes Seng, derpaa gaar han ud i Staden, hvor han træffer en Blaamand, som han indbyder med sig hjem og beværter ham kosteligt, giver ham af Dvaledrikken, og saa snart han er falden i den dybe Søvn, tager han og bærer ham ind i Dronningens Sengkammer, hvor han lægger ham op i Sengen til hende, og lægger Dronningens hvide Hænder om hans sorte Hals (4). Kongen kommer nu hjem og forundres over at Dronningen ikke kommer ham i Møde efter Sædvane. Kongen sætter sig nu først til Bords, og efter Maaltidet spørger han, om Dronningen er drukken, om hun har Hovedpine, eller om hun leger med Landres, siden hun ikke lader sig se. Milun svarer, at hun har faaet sig en ny Brudgom, som beskjæftiger hende, og for at overbevise Kongen om Sandheden af sit Udsagn, fører han ham til hendes Kammer, hvor hun i dyb Søvn hviler ved Blaamandens Side. Milun forsikrer Kongen, at han længe har været vidende om dette Forhold, men har ventet paa en Anledning til at kunne overtyde ham, da han har været bange for ikke at blive troet, naar han ikke havde Beviserne paa rede Haand. Kongen byder at tage Dronningens Hænder fra Blaamandens Hals, hvorpaa han hugger Hovedet af ham. Af hver hans Bloddraabe blev en brændende Voxkjerte. Kongen forbauses herover, men Milun forsikrer ham om at hun er en Hex, og kan faa Sten til at flyve og Fjæder til at synke. Milun beder ham derpaa ogsaa at afhugge hendes Hoved, hvilken Anmodning Kongen afslaar (5). Dronningen vaagner nu med Forfærdelse, idet hun seer Kongen staa med draget Sværd over sig, hun paastaar sin Uskyldighed og tilbyder at bevise denne ved Guds Dom, som Lov var i Landet. Hun vil først sætte sig nøgen i en ophedet Kobberkjedel, dernæst lade sig skyde op i Luften af en Valslynge for at styrtes ned paa skarpe Sværds- og Spydsodder. Da ingen af disse Tilbud antages, beder hun om at blive roet i en Baad saa langt, at man ikke kan see Land, for der at kastes ud og ved at redde sig til Land bevise sin Uskyldighed. Milun foreholder Kongen, at hun ved sine Troldkunster kan flyve igjennem Luften uden Vinger, og at alt dette altsaa ikke kunde vidne om hendes Uskyld. Nu harmes Dronningens første Mand, Ridder Engelbert af Dynhart, han farer op og slaar til Milun under Øiet saa haardt, at han styrter frem paa Ilden, erklærer ham for en Løgner og tilbyder sig at kjæmpe uden Vaaben imod ham blot med en tynd Kjep og ridende paa en Mule, Milun skulde derimod være fuldrustet og til Hest. Kongen tillader nu denne Guds Dom (6). Disse to Riddere ruste sig nu. Ved det første Sammenstød styrter Milun af Hesten. Han reiser sig, gaar hen til Kongen, og faar ham til at tro, at alt dette sker ved Dronningens Trolddom. Kongen forviser nu Engelbert fra sit Aasyn. Kongen sammenkalder nu sine ypperste Mænd, og byder dem at bestemme Dronningens Dødsmaade. Hver foreslaar nu sin Maade, tilsidst raader Milun at opbygge et Stenhus til hende, der er saa vidt stort, at hun kan staa og sidde i det. Nu reiser sig en af Kongens Riddere Arneis, og gjør ham opmærksom paa, at Dronningen er en Datter af Kong Pipin, og at han kunde udsætte sig for dennes Hævn, han raader ham derfor til at sende Bud efter hendes Fader og Frænder, og lade dem deltage i Dommen. Dette Raad følger Kong Hugon (7). Kong Pipin og hans Følge indfinder sig nu, de beværtes kosteligen, og den første Ret de nød, havde ved Miluns Kunster den Virkning, at alle glemte sit Venskab for Dronningen. Efter Maaltidet føres Dronningen ind i en tynd, ussel Klædning og barfodet og barhaaret. Milun slæber derpaa Blaamandens Legeme ind, kaster det hen for Dronningens Fødder og haaner hende. Kong Hugon fortæller nu, at han fandt denne Blaamand hvilende hos hende. I sin Fortvivlelse sætter hun sig ned ved sin Faders Fødder, men han sparker til hende, saa at hun styrter om og knækker to Ribben. Milun farer nu op og slaar Landres med en Kjep over Øiet, saa at han siden bestandig havde Ar efter. Hugon opfordrer nu til at bestemme hendes Dødsmaade, alle forholde sig tause (8). Tilsidst reiser sig hendes Broder Karl, der siden blev Keiser Karl Magnus, han bifalder Miluns Forslag, at sætte hende i et Stenhus, hvor hun i 7 Aar skal leve af et grovt Brød og et Kar daarligt Vand, og dersom hun da endnu er levende, vil han holde hende for uskyldig og falskelig anklaget. Milun lægger til, at Huset skal fyldes med Orme og Padder og giftigt Kryb. Alle stemme for denne Dom. Og efter at have kysset sin Søn Landres og paakaldt Guds Bistand, føres nu Dronningen til Stenhuset, hvor hun indmures med et grovt Brød og en Skaal Vand (9).


Da nu nogen Tid er forløben, fordrer Milun, efter Samraad med flere af Kong Hugons Mænd, at denne skal gifte sig, for at skaffe Riget en (legitim) Arving, i modsat Fald ville de støde ham fra Tronen. Kongen erklærer sig villig hertil, efterat Milun har forsikret ham om, at Fru Olif forlængst er død. Kong Hugon lader sig nu besnakke af Milun til at ægte dennes Datter, Aglavia, og holder Bryllup med hende. Paa alle, som tale med hende, gjør hun et ubehageligt Indtryk, og enhver er gladere jo før han kan forlade Bryllupet og reise hjem (10). Kongen og Dronningen faar en Søn, der bliver kaldet Malalandres, som allerede tidlig røber sin Vanart, Landres, derimod vinder alles Hengivenhed. Avindsyg herover spørger Milun Kongen, hvor længe han vil beholde hos sig denne Blaamands Søn, og faar ved sine Overtalelser udvirket, at Kongen forviser Landres fra sit Aasyn. Landres tyer nu til sin Fostermoder, en klog gammel Kone ved Navn Siliven, som bor tæt ved hans Faders Slot, hun tager vel imod ham og giver ham Tilhold hos sig. En Dag fortæller hun ham, at der den følgende Dag skal være Lege paa Slottet, og opfordrer ham til at gaa hen og forsøge sin Dygtighed. Landres erklærer sig villig hertil (11). Da nu Dagen kommer, gjør Landres sig færdig, siger Farvel til sin Fostermoder og faar af hende ved Afskeden et Ørefigen, med den Formaning, at han ikke uhævnet skal modtage et saadant af nogen Mand eller Kvinde, undtagen af sin Fader og Moder. Landres rider nu afsted og kommer til Murene af sin Faders Slot, hvor han deltager i Legen, og det lykkes ham tre Gange at gribe den store Bold i den tætteste Klynge. Malalandres møder ham nu og giver ham et kraftigt Ørefigen, Landres mindes sin Fostermoders Ord og tildeler Malalandres et saa vældigt Slag, at hans Kindben kløvner og den største Del af hans Tænder falder ud (12). Landres bliver nu kaldet ind for Kongen, der befaler, at han skal gribes og kastes i Fangehullet, men Ingen vover at lægge Haand paa ham. Han gaar nu til sin Fostermoder, tager Afsked med hende, da han ikke vil udsætte hende for Faderens Vrede ved at forlænge sit Ophold der, og begiver sig afsted med Bue og Pile. Han er en dygtig Skytte, men har ingen Ild at stege sit Vildt ved, og anraaber Gud om at stille sin Hunger. Han faar siden Øie paa fire Dverge, som sidde og spise, lister sig hen til dem, og fratager dem en fortryllet Dug og Krukke, som han af deres Samtale hører altid kan skaffe tilstrækkelig Mad og Drikke. Dvergene flygte forfærdede (13). Han forsyner sig nu med Mad og Drikke, og forsørger Dugen og Krukken vel. Idet han agter at forlade dette Sted, komme to Dverge ud af sin Bolig, nævne ham ved Navn, og bede ham nu at levere disse Ting tilbage, da han har stillet sin Sult. Landres afslaar det. Den ene Dverg siger nu til den anden, at han har 2 slige Duge til, og at Landres gjerne maa beholde denne, da han snart vil træffe sin ulykkelige Moder Olif, som sidder indespærret. Landres hører nu for første Gang, at hans Moder er i Fængsel, og beder Gud at vise sig Vei til hende. Han vandrer nu om i Skoven, indtil han kommer til et mørkt Sted, hvor han finder det lille Stenhus, i hvilket hans Moder er indespærret. Han kan ingen Dør finde paa Huset, men i en liden Glug ser han en Fugl sidde, der synger saa smukt, at det er en Lyst at høre. Han spænder sin Bue og skyder med en but Pil efter Fuglen, men rammer sin Moder i Brystet, der jamrer sig derved. Der udspinder sig nu en Samtale mellem Moder og Søn, hvorunder de gjenkjende hinanden. Det lykkes endelig Landres at faa hugget Hul paa Veggen, saa at han kan komme ind, men farer forfærdet tilbage for alle de Orme og Padder, som ligge omkring hans Moder. Hun beroliger ham, og fortæller ham, at hun skylder disse Krybdyr Livet, da de ved at legge sig om hende, have holdt Kulden borte fra hende. Efter at nu hans Moder har styrket sig ved Mad og Drikke, som Dugen og Krukken skaffer dem, beder hun Landres begive sig til hans Fostermoder, for af hende at faa Raad, hvorledes han skal bære sig ad med at befri Moderen fra den løgnagtige Anklage, som saa længe har tynget paa hende. Han kommer til Siliven, der lover at raade ham det bedste hun kan (14). Efter hendes Raad skal han begive sig til sin Morbroder Karl Magnus, da Pipin nu er død, og fortælle ham, hvorledes Sagerne nu staa. Hun skaffer ham en god Hest, gode Klæder og Vaaben. Paa Veien træffer han en Pillegrim, der sidder og spiser, denne indbyder ham til at stige af sin Hest og deltage i hans Maaltid. Aldrigsaa snart er Landres stegen af og skal til at tage for sig, før Pillegrimen forsvinder, og med ham Landres's Hest og alle hans Vaaben og Klæder, saa at han sidder ganske nøgen, som han kom af Moders Liv. Han har nu ingen anden Udvei end at vende tilbage til sin Fostermoder. Denne trøster ham med, at dette Uheld, som nu er vederfaret ham, er ham paaført ved hans Stedmoders Kogleri. Hun forsyner ham nu atter med Vaaben og Klæder, et udmærket Sværd, Mimung, og en fortrinlig Hest, Kleming. Han kommer nu paa Veien hen til en Slette, hvor der staar en liden Kirke ved et Vand. En gammel Mand kommer ud af Kirken og beder ham stige af Hesten og gaa i Kirken. Landres rider hen mod Kirken, og kommer pludselig ud i en strid og dyb Strøm, hvorfra han kun frelses ved sin Hests Raskhed. Da han igjen kommer paa Land er Kirken og den Gamle forsvunden. Han rider nu videre og møder en Flok Riddere, en af disse, en gammel Mand i sort Rustning, opfordrer ham til et Dystridt. Da Landres rider imod ham, forvandler han sig til en stor Orm, og Landres skylder atter sin Hest sin Frelse, da denne knuser Ormen. Dette er en ny Ham, som hans Stedmoder har paataget sig, og da nu ogsaa denne Gang hendes Troldkunster ere mislykkede, lister hun sig hjem, underrefter sin Fader Milun og Malalandres om Landres's Reise til Karl Magnus, og opfordrer dem til at passe ham op, naar han kommer tilbage, og skille ham ved Livet (15). Landres kommer nu til Kong Karl Magnus, alle glæde sig over, at Fru Olif lever og takke Gud derfor. Hans Morbroder byder ham at begive sig den følgende Morgen til sin Fader Kong Hugon, og melde hans (Keiserens) snarlige Ankomst did. Landres drager nu afsted og kommer hjem til Staden. Her træffer han paa Gaden Milun og Malalandres, den første griber hans Hest i Bidslet og lader som han vil tale med ham, medens den anden gaar bag paa ham med et skarpt Sværd. Her skylder han nu atter Hesten sin Frelse, thi denne slaar op med Bagbenene og rammer Malalandres i Hovedet, saa at hans Hjerne farer ud. Milun slipper nu Bidslet og tager Flugten. Landres rider videre og møder nu sin Stedmoder, paa hvem han afhugger Hovedet (16). Keiser Karl Magnus kommer nu med sit Følge og modtages paa det bedste af Hugon. Da de komme ind, finde de Milun siddende paa en Stol paa Gulvet, og saa snart han faar Øie paa Landres, beder han om Naade. Landres lover at spare ham den Dag over, hvis han i alles Paahør vil tilstaa sin Brøde og rengjøre Fru Olif for den hende paadigtede Beskyldning. Milun giver da en oprigtig Tilstaaelse. Efter Landres Forslag bliver han indespærret i det samme Hus, som han selv havde faaet i Stand til Fru Olif. Ikke saa snart er han kommen derind, saa tage Ormene fat paa ham og æde Kjødet at ham lige til Benene (17). Da Fru Olif kommer hjem, gaar Kongen hende i Møde og alle hans Mænd. Hun bestemmer sig til at træde i et Kloster, for at bevise Gud sin Taknemmelighed for sin Frelse. Ikke længe derefter dør Kong Hugon, og Landres tager Riget efter ham og regjerer vel og længe (18).


Af Oddgeiri danska

Der har længe hersket Uvenskab mellem Kong Karl Magnus og Jofrey, Oddgeir Danskes Fader, hvilket dog tilsidst bilægges saaledes, at Jofrey sender sin Søn som Gidsel for Opfyldelsen af Fredsbetingelserne. Det har denne godt for at gjøre, da han ingen Kjærlighed har til Sønnen. Aldrig saa snart er Oddgeir borte, før hans Fader dræber og hænger Karl Magnus's Mænd (1). Opbragt herover kalder Karl Magnus Oddgeir og hans Vogter til sig, og erklærer at han skal miste Hænder, Fødder og alle Lemmer. Oddgeir beder om Skaansel, og beraaber sig paa sin Faders og Stedmoder Belisents ringe Kjærlighed til ham. Kongens gjæve Mænd gaa i Forbøn for ham. Alt til ingen Nytte (2). I dette Øieblik komme to Sendebud fra Rom med den Besked, at Kong Ammiral af Babylon har overfaldet Rom og skjændet Kirker og Kapeller. Kongen overgiver Oddgeir til sine Jarler Sølmund og Reiner, byder dem at drage til Rom og paa Veien at hænge Oddgeir paa det høieste Fjeld (3). Karl Magnus stevner Folk fra alle Dele af sit Rige, ingen maa blive tilbage, hverken ung eller gammel, og med denne Hær bryder han op fra Paris og tager første Nattekvarter ved Staden Losena paa denne Side af Mundiufjeld (4). Kongen forfærdes over Fjeldets Steilhed, dets Iis og Sne, og anraaber Gud om Hjælp til at komme over. Gud bønhører ham: en hvid Hjort kommer, løber op ad Fjeldet og viser dem Vei. De følge efter, ere 6 Dage om Overfarten og tage først Natteherberge paa den anden Side af Fjeldet, uden at have mistet en Mand eller et Dyr (5). Kongen opslaar sine Talte, trakterer sig og sine Folk med Vin. Han kalder derpaa Oddgeir og lover at spare ham, indtil de komme hjem til Paris. Alle glæde sig over, at Oddgeirs Liv skal skaanes. Nu kommer en ung Mand, Alori fra Biterna, med sørgelige Tidender fra Rom, Kong Ammiral og hans Søn Danamund have besat Landet og taget Gidsler over hele Apulien. Kongen bedrøves over hans Ord, byder sine Mænd ruste sig og tage Veien til Lungbardaland (6). Franskmændene standse ikke før de komme til Staden Frustra, der møder Karl Magnus Pave Milon, der beklager sig over Hedningernes Ødelæggelse af hans Land. Kongen lover ham Hævn, og stiller sig selv i Spidsen for sine Mænd. Hertug Nemes beder om at faa Oddgeir med sig, hvilket ogsaa bliver ham tilstaaet, naar han indestaar for, at han ikke løber bort. Oddgeir ytrer sin Glæde og Taknemmelighed i Bøn til Gud, og lover, at saa længe han har et Haar paa Hovedet og hans Hest lever, skal ingen gaa længer frem i Fylkingen end han. De drage nu afsted en stor Del af Dagen uden at støde paa Hedninger (7).


Danamund, Hovedkongens Søn af Babylon, rider fra Rom med 20 Tusinde Riddere, disse have bemægtiget sig Karl Magnus's Rige og taget Kvinder og Børn. Folket paakalder Gud, og beder, at Karl Magnus maa komme dem til Undsætning. En Speider underretter Kongen om, at Hedningerne ere beredte til at tage imod ham. Hertug Nemes erklærer, at det nu er nødvendigt at hugge stort og at dyppe Armene i Blod lige til Skuldrene, og vise Fienderne et urokkeligt Mod. Alori faar Banneret at varetage, men til stor Skade for Franskmændene, da der ikke findes nogen større Kryster i hele Kongens Land (8). Nu faa Hedningerne Øie paa Karl Magnus's Hær, og Danamunt opmuntrer enhver til at kjæmpe det bedste han formaar. Nu ser man Bannere af alle Farver, og de Franske skulde nu vinde Seier, hvis ikke Aloris Feighed var (9). De ride nu imod hinanden, Hug vexles paa begge Sider. Alori har Mærket i sin Haand, han gribes pludselig af Skræk, denne smitter ogsaa hans Frænde Gernublus fra Lungbardaland, og de flygte begge med 100 Mand, som fulgte dem. Da Danamunt ser dette, opmuntrer han sine Mænd, og de tage nu til Fange Nemes, Bove og Samson, de ypperste Høvdinger, og mange andre af Karl Magnus's Mænd. En Ridder Sølmund rider nu hen til Kongen, beklager det uheldige Valg af Alori til Bannerfører, og skriver Ulykken paa hans Regning. Kongen opmuntrer vel sine Folk til Fremgang i Kampen, men de blive overmandede den ene efter den anden, indtil Kongen tilsidst befinder sig alene mellem tusinde Hedninger. Han paakalder Guds Hjælp, drager sit Sværd, og værger sig bedre imod Hedningerne end Vildsvinet i Skoven mod Hundene, naar de anfalde det paa det heftigste. Imidlertid kommer en Hob Franske til hans Undsætning, skaffer ham en Hest og frelser ham (10).


Imidlertid har Oddgeir besteget en Høi og seer derfra Kampen, han opdager Aloris Flugt, og opfordrer sine Kammerater til at sætte efter denne og hans hundrede Lungbarder, for at hindre dem i at medtage sine Vaaben og Heste, og derpaa at ile Kongen til Hjælp. De ride nu imod Alori. Denne fortæller, at Karl Magnus er fangen, og at de derfor flygte. Oddgeir erklærer ham for en Løgner, styrter ham af Hesten og bemægtiger sig hans Vaaben. Hans Kammerater skille de øvrige ved deres Vaaben og Heste, og Oddgeir væbner dem til Riddere med Flygtningernes Vaaben. Hvor der er Mangel paa Skjold, flaa de Barken af Træerne og benytte den. Oddgeir tager nu Kongens Banner og rider til Kamppladsen som Anfører for disse nybakte Riddere (11). Kongen er sted i Nød i Kampen, han beklager Aloris Flugt og erklærer ham for en Forræder. Imidlertid drage Hedningerne sig tilbage til Rom med sine Fanger, som de føre bundne paa Kløvheste. De overrumples af Oddgeir, der opstaar stor Bevægelse mellem Hedningerne, og Oddgeir fælder under dette en hedensk Konge Falsaron, til hvem Fangerne vare anbetroede, og siden fældes mange Hundrede af de hedenske Mænd. Han begiver sig nu hen til Kongen med sine Mænd, denne tror, at det er Alori, som kommer til Undsætning, og at han har gjort ham Uret (12). Kongen erfarer nu, at det er Oddgeir, som har taget Banneret fra Alori og befriet de fangne Riddere, han forfølger Hedningerne ligetil Mundiufjeld og har hele Tiden Oddgeir i sin Nærhed. Kongen forærer Oddgeir en Hest, gjør ham til fornemste Skutilsvend i sin Hal og til stadig Mærkesmand i sin Hær. En hedensk Høvding, Sodome, tiltaler nu Oddgeir, og undrer sig over, at den samme Mærkesmand, som om Morgenen flygtede, nu paa een Gang er bleven saa kjæk. Oddgeir oplyser ham om, at han er en ganske anden Mand end Kujonen Alori, som om Morgenen havde baaret Banneret. Sodome æsker ham til Tvekamp med den tappre Ridder Karvel. Oddgeir tilkjendegiver, at han vil møde ham paa det Sted, hvor Tvekampe i det Land pleiede at finde Sted (13).


Efter Kampen tager Karl Magnus Herberge i Staden Frustra. Her ankommer nu Karlot, Kongens Søn, med en Mængde unge Mænd; han har nylig erholdt Ridderslaget, og modtages med Glæde, da Kongen just trænger til Forstærkning paa Grund af det store Tab, han har lidt (14). Karl Magnus flytter nu sin Leir saa nær Rom, at han seer, hvad der foregaar. Karlot byder den følgende Nat sine Mænd væbne sig. En Mand spørger om Oddgeir skal være med, Karlot svarer, at han selv og hans Mænd ville bære Prisen i denne Kamp. En Speider bliver dem vaer og iler med Underretning til Karvel, denne væbner 7 Tusinde hedenske Mænd for at møde dem. Karl Magnus veed intet om dette Foretagende af Karlot (15). Denne samme Nat, som Karlot drager afsted, har Karl Magnus en Drøm: han synes at være paa Jagt i en Skov med Karlot, Hertug Nemes og Oddgeir; som de have fældet et stort Dyr, styrte pludselig 3 Løver ind paa dem, de overvælde Karlot og Nemes, men Oddgeir tager modig fat paa dem, dræber de to og jager den tredie paa Flugt. Idet Kongen vaagner, slukkes alle Kjerter i hans Telt, Kammertjenerne ile hen til Sengen. Kongen spørger efter Karlot, og erfarer nu, at han er dragen i Kamp mod Hedningerne (16). Hedningerne komme nu over de Kristne før de vente det, en heftig Kamp opstaar, de Kristne ere 7 Hundrede, Hedningerne 20 Tusinde. Karvel kalder paa Oddgeir, som ikke er tilstede, en anden Franskmand optager Udfordringen, de kjæmpe længe med lige Held, indtil deres Mænd skille dem ad. En saaret Mand iler til Karl Magnus og fortæller Franskmændenes mislige Stilling. Paa Kongens Opfordring væbner Oddgeir sig, han drager afsted med 7 Hundrede Riddere, overfalder under en Bakke de hedenske Vagter og dræber dem alle (17). Karlot ønsker nu, at han havde Oddgeirs Hjælp, og i det samme faar han Øie paa dennes Banner og den franske Hær. Hedningerne blive nu slagne paa Flugt. Oddgeir rider mod Karvel og spørger ham om Navn, han navngiver sig og stevner Oddgeir til Holmgang i Rom, seirer han, skal han faa Karvels Kjæreste, den deilige Gloriant, Kong Ammirals Datter. Oddgeir rider nu over Tiberfloden og møder Karl Magnus, der har en Stav i Haanden, hvormed han vil slaa Karlot i Hovedet, men hindres heri af to Hertuger, og Karlot slipper med Skjænd og haarde Ord (18). Karvel foreslaar Kong Ammiral at sende en uforfærdet Mand til Karl Magnus, for at true ham til at drage tilbage til sit eget Rige, og tilbyder at paatage sig dette Hverv, thi han har den Tillid til Karl Magnus, at hans Person som Sendebud vil være ham hellig. Han ruster sig og ifører sig prægtige Klæder, bestiger et Mulæsel, og rider afsted. Han opfordrer nu Karl Magnus til at lade Kong Ammiral beholde Rom i Fred, da dette er hans Arveland, hvortil Karl Magnus ingen Ret har, og imodsat Fald vil han kunne vente end haardere Kampe. Han tilbyder dog endnu en Udvei, at han (Karvel) vil kjæmpe med Oddgeir, og dersom denne seirer i Kampen, skal Ammiral forlade Rom for bestandig. Oddgeir er villig hertil, men Karlot gjør Indvendinger og vil selv kjæmpe med Karvel, og forbyder tilsidst Oddgeir at kjæmpe uden sin Tilladelse. Karlot lader sig dog sige, da man giver ham Udsigt til en Tvekamp med Sodome. Kong Karl Magnus gjør Indsigelser herimod, da Karlot endnu er et Barn af Alder og ikke den Kamp voxen, men giver dog tilsidst sit Minde. Karvel kommer nu tilbage og beretter Ammiral Udfaldet af sin Sendelse (19). Karlot og Oddgeir væbne sig, ride til Tiberen, hvor de stige i Baad og ro over til den Ø, hvor Tvekampen skal foregaa. Alle fire Kjæmper ere nu komne. Dog er der lagt en svigefuld Plan fra Hedningernes Side, ihvorvel Karvel og Sodome ere uvidende derom (20). Kongesønnen Danamunt har nemlig, frygtende den Ulykke som vilde overgaa Hedningerne ved at tabe slige Kjæmper som Karvel og Sodome, ladet skjule væbnede Mænd i en Skov ude paa Øen, og disse skulle da overmande Karlot og Oddgeir, dersom disse gaa af med Seieren i Tvekampen (21). Før Kampen begynder, gjør Karvel Oddgeir opmærksom paa Gloriants Deilighed, der overværer Holmgangen, og tilbyder, dersom han vil træde i Ammirals Tjeneste, at give ham (hende og) Landene Persia og Choruskana og alt, hvad dertil hører. Oddgeir svarer, at han er sendt hid af Karl Magnus for at tilbageerobre hans Arvelande, og at han for Gloriants Skyld skal byde ham en skarp Dyst. De hugge nu dygtig løs paa hinanden og maa tilsidst begge stige af Hestene og hvile sig (22). Kong Sodome rider nu mod Karlot paa sin Hest Bruant og erklærer ham strax for overvunden, og tilføier, at det er en Taabelighed af hans Fader saaledes at ville udsætte Frankrigs Arving for den sikkre Undergang. Karlot svarer, at Sodome udtaler sit eget Hjertes Ønske, men ikke den sande Sammenhæng, han lægger til, at Oddgeir vil vinde Gloriant inden Aften, og han selv vil overvinde Sodome uagtet hans pralende Ord. Sodome erklærer den for en Niding, som vil tro, at Oddgeir og Karlot skulle seire over Karvel og ham, Karvel, som har beseiret 30 Konger i Holmgang, og kniber det, saa kan han (Sodome) nok hjælpe ham. Karlot mener, han vil faa nok med at hjælpe sig selv, og vil give ham 100 Mark Sølv, dersom han ikke slaar Skjoldet af hans Haand før Aften (23). Oddgeir og Karvel fortsætte paa sin Side Kampen til Fods, og Karvel undgaar, ved at bøie sig tilside, et ødelæggende Hug. Efter en længere Ordvexling kløver Karvel Oddgeirs Skjold, og forestiller ham det unyttige i at fortsætte Kampen, da hans Sværd er af den Beskaffenhed, at dets Saar ere ulægelige, opfordrer ham til at gaa ham til Haande og modtage Halvparten af det Rige, han kort før havde tilbudt ham, og dertil skal han faa Gloriant med en stor Medgift. Oddgeir svarer, at det vilde være skammeligt af ham at svige Karl Magnus, og at Gloriants Fader begik en Daarskab, da han anbetroede hende til ham, som kun kan være hende til liden Hjælp, da han snart knap vil have nok for sig selv, og for hendes Skyld vil han give ham kort Fred, og derfor maa han nu tage sig vel i Agt, da han kun vil have kort Tid til at gjøre Gjengjeld. Kamppladsen oplyses af de Ædelstene, som hugges af deres Skjolde og Hjelme (24). Kampen fortsættes ligeledes mellem Karlot og Sodome, og den første hugger af den sidste den venstre Side af Ansigtet fra Øiet ned i Hagebenet, med den Ytring, at nu har han lettet hans Mænd Arbeidet, thi nu behøve de ikke herefter at rage hans Skjeg paa den venstre Kind, og han vil see forfærdelig ud, naar han i Aften fremstiller sig for Kong Ammiral. Sodome beder ham oppebie Enden før han roser sig af Seieren (35). Kampen mellem Karvel og Oddgeir er nu paa det heftigste. Karvel erkjender, at Oddgeir er den tappreste Mand, han har bekjæmpet, og beder ham om Udsættelse med Striden til den følgende Dag, hvorved han vil erhverve sig Ammirals Erkjendtlighed. Oddgeir afslaar dette, med mindre han vil erklære sig overvunden, overgive sine Vaaben og følge ham til Karl Magnus. Hertil svarer Karvel Nei, og vil atter begynde Kampen, da han føler sig raskere end Hjorten og grummere end Løven. De hugge nu igjen løs paa hinanden, og faa begge saa mange Saar, at de næsten ere ukampdygtige. I dette Øieblik kommer Kongesønnen Danamund frem af sit Skjul i Skoven med 30 Riddere og anfalde Oddgeir og Karlot, men Karvel og Sodome nedlægge Vaabnene, og ville ikke deltage i dette Overfald, der skeer imod deres Villie (26). Karlot og Oddgeir forsvare sig tappert og de fleste af de 30 ere faldne. Den bedste Ridder blandt Hedningerne, Morlant, anfalder Oddgeir og er nær ved at overmande ham, da Karlot kommer til Undsætning og hugger Hovedet af Morlant. Imidlertid ride atter 40 hedenske Mænd frem og fortsætte Kampen. Karlot rider nu paa Opfordring af Oddgeir ud i Tiberen, hvor han bliver optagen i en Baad af Karl Magnus's Folk og ført over Elven (27). Oddgeir maa nu tilsidst, efter at have fældet Halvparten af sine Modstandere, bukke under for Overmagten og tages til Fange. Der fortælles om Danamund, at han ikke turde komme Oddgeir nær, saalænge han havde sine Vaaben i Haanden (28). Karlot kommer nu til sin Fader og beretter, at Oddgeir er svegen og fangen af Hedningerne. Karl Magnus beklager sig herover. Karlot trøster ham, og tilbyder sig selv fjerde med udvalgt kjækt Mandskab at rive ham ud af Hedningernes Hænder. Franskmændene ytre sine Betænkeligheder ved dette Foretagende, da Oddgeir er omgiven af mange tusinde Hedninger, og mene, at man maa gaa meget forsigtig til Værks. Hertug Nemes og mange kloge Mænd med ham indrømme det farlige herved, da mange Hundrede ville opofres før man faar Oddgeir fat, men de tilraade dog den dristige Daad, da Oddgeir under lignende Omstændigheder vilde have handlet paa samme Maade (29).


Hedningerne bringe nu Oddgeir til Rom, afføre ham hans Vaaben under et Oliventræ, og alle hedenske Folk, Tyrker, Torkobus og Friser, beundre ham. De føre ham frem for Kong Ammiral, og forlange Hævn over ham for alle deres Slægtninger, som han har dræbt. Ammiral svarer, at han ikke vil lade ham løs for al Verdens Guld. Karvel kommer nu til Kong Ammiral og beklager sig over Danamunds Forræderi, og beder Kongen om at lade Oddgeir i Fred drage hjem til Kong Karl Magnus. Da Ammiral afslaar denne Bøn, erklærer Karvel, at han ikke maa vente nogen Bistand af ham eller de tusinde Riddere, han har under sin Befaling, med mindre han skjenker Oddgeir Friheden. Kongen bryder sig kun lidt om hans Trudsler (30). Karvel rider nu forbitret til sit Telt, befaler sine Mænd at væbne sig for med Magt at befri Oddgeir. Rodan, Konge i Egypten, beder ham ikke at forhaste sig, men tæmme sin Vrede til den følgende Morgen, og forsøge om Kong Ammiral muligens da kan have betænkt sig, men hvis han fremdeles nægter Oddgeir Friheden, da kan han opsige hans Venskab og siden gribe til de Midler, han finder passende, hvortil alle hans Mænd ville understøtte ham (31). Hedningerne beundre Oddgeir for hans Belevenhed. Kongedatteren Gloriant kommer til og taler venlige og opmuntrende Ord til ham, derpaa beder hun sin Fader om at give ham fri. Danamund, hendes Broder, overfuser hende herfor, og ytrer, at han skulde hugge hende op i smaa Stykker med sit Sværd, hvis han torde for Kongen. Kongedatteren tiltaler ham igjen og beskylder ham for Praleri og Feighed, uagtet han var saa mandstærk, vovede han ikke at gaa Oddgeir under Øine, saa længe han havde Vaaben i Haand. Kongen befaler to Skjoldsvende under Livs Fortabelse at passe vel paa Oddgeir (32). Karvel kommer nu tidlig om Morgenen til Kong Ammiral, erindrer ham om de Tjenester han har gjort ham i Krige og Tvekampe, og beder ham at lade Oddgeir drage bort i Fred. Kongen svarer, at han ikke før slipper løs, end Paris og Orliens ere indtagne. Karvel forestiller ham det unyttige i at nære saa stolte Tanker, og at Franskmændene allerede betragte ham som overvunden, og gjentager sit Forlangende med Hensyn til Oddgeir. Kong Ammiral svarer nu, at han den følgende Morgen tidlig vil lade ham hænge. Han byder derpaa sine Mænd reise en Galge. Karvel skynder sig nu afsted til den franske Leir, hvor man forbauses over at see ham og forud glæder sig til at hævne Oddgeir paa ham. Han stiger ikke af Hesten før ved Karl Magnus's Telt, hvor han tilkjendegiver denne, at han frivillig har indfundet sig, for at fralægge sig Mistanken om at have nogen Del i det svigefulde Anslag mod Oddgeir, og at han vil underkaste sig samme Behandling, som maatte falde i dennes Lod. Karl Magnus ønsker ham velkommen og anviser ham hæderligt Sæde (33). Hedningerne ere imidlertid blevne fortvivlede over Karvels Bortfærd, mere end 20 Tusinde Riddere begive sig hen til Kong Ammiral og fordre Ret og Retfærdighed af ham, og at han skal lade Oddgeir drage til Karl Magnus. En Konge ved Navn Galatien fraraader dette, og beder ham ikke slippe Oddgeir løs, da han altid, som hidtil, vil tilføie hans Mænd Skade. Kong Sodome derimod, som havde kjæmpet med Karlot, siger ham imod, tilføiende, at Kong Ammiral har en for stor Kjærlighed til Galatien, der nylig har ombragt 3 af hans ypperste Høvdinger, og lagt Planen til den brave Constants Drab og selv holdt Bækkenen, da han blev aareladt, hvilket voldte hans Død; Karvel er derimod saa ædel en Mand, at han heller selv vil lide Døden end svige Nogen. Sodome gaar derpaa hen og slaar tre Tænder ud af Munden paa Gralatien. To Konger og fire Hertuger lægge sig imellem og forhindre videre Slagsmaal. To Konger, Rodan og den gamle Geosner, og alle de bedste Høvdinger træde nu frem for Kong Ammiral og bede ham om at kalde Karvel tilbage og give Oddgeir fri. Ammiral svarer, at om de end alle forraade ham, skal han inden en Maaned have samlet ligesaa stor en Hær som dem, og han vil da overvinde Karl Magnus og underlægge sig alt hans Rige (34). Karvel er nu i Karl Magnus's Hird vel anseet. Han opfordrer Karl Magnus til hver Dag at kjæmpe med Hedningerne. Nemes giver Karvel Ret heri, Kongen stemmer selv i med og bliver saa indtaget af Karvel, at han opfordrer ham til at tro paa Gud og opgive Hedenskabet. Karvel svarer, at han heller vil lade sig partere Led for Led, end opgive sin Gud Maumet. Karlot ruster sig nu og sine Folk og drager mod Rom med 40 Berserker og ledsages af Karvel. De standse ved en liden Skov. Kongen sender til yderligere Forstærkning 100 Riddere efter dem. Hedningerne blive dem var og ride dem i Møde, der opstaar en Kamp, hvori stort Mandfald, Hedningerne drives tilsidst paa Flugt og flygte forbi et Slot i Udkanten af Rom. Gloriant seer herfra Karlot forfølge Danamund, hun tiltaler Karlot, spørger ham efter Karvel, siger at denne var hendes Kjæreste, men at hun nu har slaaet op med ham, og at dette er hans egen Skyld, hun beder ham ogsaa sige Karvel, at Oddgeir er i hendes Varetægt og har det godt. Hun raader ham derpaa at fly, da 20 Tusinde Hedninger snart kunne ventes. Karlot drager tilbage med sine Folk, hvilket han efter udført Daad uden Skam kan gjøre. Danamund tilskriver Karvel det lidte Nederlag (35).


Kong Ammiral faar nu Underretning om, at en stor Hær er kommen til Undsætning af Folk, der kaldes Robiani og Barbari, og en Konge Feridans af Cordes, samt en Høvding Sveif (Svef) fra Mongandium, de have landet i Baor (Bera) i Apulien, og have utallige Dromunder og Galeier, og de ere barske og uforfærdede, og deres eneste Frygt er, at Kong Karl Magnus ikke skal vove at oppebie deres Komme. Danamund reiser sig og anseer en saadan Frygt for ugrundet, han kjender Karl Magnus af Erfaring, han har holdt 3 store Slag imod ham og i hver af dem mistet 20 Tusinde, og vil ikke indlade sig paa det fjerde, det er derfor hans Raad, at hans Fader vender tilbage til sine Lande og ikke spilder mere Blod. Ammiral svarer, at den, som er saa feig, kan ikke være hans Søn, og naar han har erobret Frankrig og Karl Magnus's øvrige Lande, skal Danamund ikke faa saa meget som en Døit deraf. Danamund fralægger sig nu Beskyldningen for Feighed: der er en halv Maaneds Færd fra Rom til Mundiufjeld, ligesaa langt derfra og til Paris, dernæst er det en lang Vei til den hellige Martins Borg og Briterne ere vaabendygtige Mænd. Dersom han nu, tilføier han videre, befandt sig paa Nordland ved Andres Stuen eller et andet godt Sted, skulde han love aldrig at komme til Rom eller til Antiochia, og heller ikke til Apulien eller Miklagard. Han er ingen Kujon, han har prøvet de Franske, og veed, at ingen Mænd i Verden ere større Helte end dem. Under denne Tale indtræffe de Mænd, hvis Ankomst er bleven forkyndt. Kong Ammiral gaar ud af Staden for at møde dem og takke for deres Komme. Deres første Spørgsmaal gjælder den hvidskjeggede Karl Magnus. Ammiral svarer, at han er færdig til Kamp. De ansee dette for en glædelig Tidende, det er intet de mere attraa end at slaas med den Gamle, og han skal aldrig have havt en varmere Dyst, hvis han holder Stand mod dem (36). Ammirals Hær har nu faaet en betydelig Tilvæxt. Der er kommen en Konge Burnament, der har 20 Tusinde Krigere med sig. Han har tilbragt sit Liv i Krig,[2] og hans Mænd kunne ikke undvære Strid, have de ingen ellers at kjæmpe med, slaas de indbyrdes. Efter at have bivaanet Ammirals Husthing, gaar Burnament til sit Telt og væbner sig. Det lyser af hans Brynje som af de herligste Ædelstene, hans Hest Bifolen er den ypperste og har fire Gange kastet sine Tænder, den svømmer paa Vandet ligesaa godt, som den løber paa Land. Han svinger sig op paa sin Hest, og standser ikke, førend han er kommen over Tiberen. Imidlertid have tre af de franske Høvdinger, Hertug Nemes, Jarl Edelun og Jofrey, været paa Jagt med Falke og have fældet en hel Kløvbyrde af Fuglevildt. Da disse nu fare hjem, møder Burnament dem, og der begynder en Kamp mellem ham og Jofrey, hvori denne kastes til Jorden og mister sin Hest. Nemes og Edelun forfølge nu Burnament, men kunne ikke indhente ham og vende tilbage til sine Telte. Syv Hundrede unge Riddere, deres Følge, som imidlertid ere blevne tilbage i Skoven, see nu Burnament ride afsted med Jofreys Hest, sprænge efter ham og tage Hesten fra ham, og han slipper med Nød og Neppe derfra. Burnament møder nu paa sin Vei en ung Mand, hvis Hest han bemægtiger sig. Onde Vætter, rene Djævler, vare farne i Burnaments Hest, og derfor kunde de Franske ikke indhente ham. Han standser først i Rom. Ammiral spørger om Nyt. Burnament svarer, at han har dræbt to kristne Riddere og taget to af de bedste Heste i den franske Hær, og vil nu vise ham den ene, da den anden er løbet fra ham. I sin Glæde priser Ammiral hans Tapperhed og giver ham sin Datter Gloriant, og lover ham Frankrig, da han seer, det vil være ham en let Sag at vinde det. Burnament modtager hans Handske som Pant og takker ham for Gaven. Karvels Hirdmænd beklage, at deres Herre Karvel skal være uvidende om, hvad her foregaar, og at den danske Mand ikke skal være fri, thi han vilde ellers vide at haandhæve Karvels Ret imod Burnament (37). Oddgeir og Kongedatteren spille Skak, da en Hirdmand kommer at berette dem dette. Oddgeir beder Gloriant om at skaffe ham en Samtale med Kongen, for at han kan kundgjøre for ham og den hele Hær, hvor uberettiget Burnament er til en saadan Gave. Kongedatteren begiver sig til sin Fader (38). Kongen hilser sin Datter venlig, og siger hende, at han nu har bestemt hende for den tappreste Konge. Datteren ytrer Tvivl om, at Karvel vil optage dette vel, og spørger derpaa, hvor denne tappre Konge er. Burnament træder da selv frem og besvarer dette Spørgsmaal, og lover hende i Morgengave Frankrig og den overvundne Karl Magnus. Pigen erklærer dette for en god Gave, dersom han magter den, men fortæller ham derpaa, at hendes Fader har en af Karl Magnus's Mænd som Fange, der ikke vil vige en Fodsbred for ham paa Kamppladsen. Burnament vil da udbede sig af Ammiral Lov til at kjæmpe med denne Mand, for den Kjærligheds Skyld han bærer til hende, og lover at bringe hende hans Hoved. Hvis han gjør det, samtykker Kongedatteren i at giftes med ham. Gloriant beder nu sin Fader om at samtale med Oddgeir, og ytrer Haab om at han muligens kan lade sig bevæge til at antage deres Tro. Kongen gaar ind herpaa og sender syv Mænd efter Oddgeir[3] (39).


Oddgeir træder nu frem for Kong Ammiral, og bebreider ham hans utilbørlige Fremfærd mod Karvel, uagtet dennes store Fortjenester, og spaar ham, at den, han har givet Gloriant til, skal komme, til at betale hende dyrt, og han selv skal hævne det, hvis ingen anden vil. Burnament byder sig nu til at kjempe om Gloriant med ham paa den Ø, hvor Holmgangene holdes. Dette blive de da enige om, seirer Oddgeir, skal Karvel beholde Gloriant, seirer derimod Burnament, skal Karvel opgive alt Krav paa hende (40). Oddgeir sender derpaa Svenden Remund til Karvel for at underrette ham om Tvekampen og dens Aarsag; Karvel udbeder sig nu Orlov af Karl Magnus at drage til Rom (41). Karvel træffer sine Frænder og Venner, beklager sig for dem over Ammirals Færd. Da han kommer til denne, bebreider Ammiral ham, at han har fornægtet Maumet. Karvel benægter dette, og udbryder i Bebreidelser mod Burnament, at han vil tage hans Fæstemø fra ham, og spaar ham ilde derfor. Burnament svarer, at han nu intet har med ham at bestille, da Oddgeir har overtaget Kampen for ham. Der gaar nu Bud efter Oddgeir (42). Karvel væbner nu Oddgeir til Tvekampen og giver ham sit Sværd Kurtein. Karl Magnus sender Mænd ind i Skovene ved Kamppladsen for at forebygge Svig fra Hedningernes Side (43). Burnament ruster sig, og saa snart han fuldvæbnet er stegen paa sin Hest, kommer Kongedatteren Gloriant til og beder ham at skaane Oddgeir. Han lover for hendes Skyld at spare Oddgeir og bringe ham levende til hende. Kongedatteren svarer, at i saa Fald skal deres Bryllup feires. Da han vel er reist, beder Gloriant til Gud, at han aldrig maa komme igjen (44). Tvekampen begynder nu, og de strides en Stund med vexlende Held, dog tilsidst maa Burnament bukke under, og Oddgeir faar hans Hest og Sværd. Oddgeir binder Burnaments Hoved ved sine Sadelremme og bringer det til Karvel og Kongedatteren (45). Karvel begiver sig nu til Kong Ammiral og viser ham Hovedet, han raader ham at drage hjem til Babilon og opgive Striden med Karl Magnus, han for sit Vedkommende er fast bestemt paa aldrig at kjæmpe mod denne eller hans Mænd, i modsat Fald truer Karvel med at ville slaa sig paa Karl Magnus's Parti imod Ammiral. Denne er villig til at følge hans Raad. Ved Afskeden erholder Oddgeir prægtige Gaver baade af Ammiral og Gloriant, han ledsages af Karvel til Karl Magnus, og denne og Pave Milon møde ham i en høitidelig Procession og føre ham til Leiren (46). Paven bestræber sig for at omvende Karvel til Kristendommen, men han vil dog ikke svigte Maumet og Ammiral, hvorvel han indrømmer den kristelige Religions Fortrin (47). Imidlertid kommer en Udsending med et Brev fra Gloriant til Karvel, hvori han underrettes om, at Kong Feridan af Cordes med sin Hær om Natten har overfaldt og myrdet hendes Fader Kong Ammiral, og beder ham ile hende til Hjælp. Oddgeir og Karlot love ham strax Bistand, og han gaar nu at melde Kong Karl Magnus denne Tidende (48). Kongen tilbyder sig at drage afsted med hele sin Hær. Karvel afslaar dog dette Tilbud, og erklærer sig fuldkommen tilfreds med Oddgeirs og Karlots Hjælp. Han har havt en Drøm, hvori det forekom ham, at han skjød tre Pile mod Rom, og at alle tre faldt ned paa det høieste Taarn af det Hus, hvor Kong Feridan og hans mægtigste Mænd holdt til, og det syntes ham, at Ild brød ud der, hvor Pilene vare faldne, og som han vaagnede, spillede Flammen over alle Husene. Denne Drøm udtyder han paa sig og sine to Venner. Med Kongens Samtykke ruste de sig alle tre (49). De ride nu afsted med 3 Skjoldsvende. Paa Veien faar de Underretning af en Ridder om, at Kong Ammiral er falden, Kongedatteren tagen til Fange af Kong Feridan af Cordes, og Danamund haardt saaret. Ridderen, som bringer denne Tidende, styrter af Udmattelse død af Hesten. De ride nu raskt til, komme til Stedet, hvor Slaget staar, og ved deres Hjælp faar Danamund nu Overvægten over Kong Feridan. En Mand fra Damaskus, Jaskomin, havde først baaret Vaaben paa Ammiral, han har rost sig af, at han aldrig viger for nogen. Hans to Sønner Zoilos og Zabulon ere haardføre og drabelige Mænd (50). Mellem disse tre og Karvel, Oddgeir og Karlot udspinder der sig en Kamp, hvori Jaskomin og Zoilos fældes, men Zabulon flygter til Kong Feridan og beretter sin Faders og Broders Død (51). Zabulon maa nu høre ilde af Feridans Mærkesmand Svef for sin Flugt; han tager til Gjenmæle med grove Ord og bliver dræbt af Svef. Kong Feridans paalægger Svef at bøde dette Drab med en eller anden Bedrift, da han i modsat Fald vil fratage ham Banneret (52). Svef rider nu imod Danamunt og fælder ham. Karvel vil hævne Danamunt og opfordrer Svef til Kamp, men denne vender om og vil ride tilbage til Feridans. Karvel hugger efter ham og fælder Hesten under ham, og ender ikke før han har gjort af med ham selv (53). Oddgeir fælder nu Kong Feridans, og dennes Hær flygter. De storme det Kastel, hvor Gloriant sidder indespærret og befri hende, derpaa ride de ind i Staden, hvor Kong Feridans Hær gaar Karvel til Haande. Karvel drager med Gloriant til Babylon, hvor han tages til Konge. Oddgeir og Karlot drage tilbage til Paris, og Oddgeir var nu Kong Karl Magnus's Bannerfører, saa længe de begge levede, og er der mange andre Fortællinger om Oddgeir (54).


Af Agulando konungi

Turpin, Erkebiskop af Reins, skrev efter Opfordring af Leofrandus, Decanus af Achis, Historien om Spaniens Befrielse fra Saracenerne ved Keiser Karlamagnus. Da Apostelen Jacobus, som først havde prædiket Kristendommen i Spanien, var bleven henrettet i Jerusalem, bragte hans Disciple hans afsjælede Legeme til Compostella i Spanien, og understøttede af hans Mirakler kristnede de hele Landet. Efter lang Tids Forløb blev dette erobret af Saracenerne og Moabiterne, som næsten aldeles tilintetgjorde Kristendommen.

Efter mange Krige vil Karolus Magnus for Fremtiden give sig og sit Rige Ro; men medens han grubler over Synet af en underlig Stjerne, aabenbarer Apostelen Jacobus sig for ham i Drømme og opfordrer ham til at befri Spanien fra Hedningerne og lover ham sin Bistand. Keiseren beslutter nu at bekrige Saracenerne (1). Efter at have rustet sig, rykker han ind i Spanien mod Pamphilonia. Han beleirer den forgjæves i tre Maaneder; men da han nu anraaber Gud og St. Jacobus om Hjælp, styrte Murene ned. De Omboende underkaste sig. Keiseren drager til Compostella og stikker sit Spyd i Pexotium mare. Derefter undertvinger han det øvrige Spanien. Byen Lucrina falder, efter tre Maaneders Beleiring, paa samme Maade som Pamphilonia. Keiseren lyser Forbandelse over Byen, hvorefter en stinkende Kilde fremspringer paa dens Sted.[4] De af Spaniens Indbyggere, som ikke ville lade sig døbe, blive dels dræbte dels gjorte til Slaver. Efter tre Aars Ophold i Landet beslutter Keiseren at vende tilbage (2). Keiseren vender tilbage til Frankrig, beslutter at bygge en Kirke i Paris for St. Jacobus og skjænker Gaver til St. Dionisii Kirke (3). Natten derefter vaager Keiseren i St. Dionisii Kirke under Bøn for de Faldnes Sjæle. Da han er falden i Søvn, aabenbarer St. Dionisius sig for ham og trøster ham med, at han ved St. Jacobus's Forbøn har erhvervet Aflad for alle dem, der ere faldne eller skulle falde under Keiserens Krig i Spanien. Keiseren opfører Kirken for St. Jacobus og drager til sin Residents Aqvisgranum. Han opfører flere Kirker og Klostre (4).


I Afrika hersker Kong Agulandus, under hvem 20 andre Konger ere skatskyldige. En Del Folkeslag opregnes, som adlyde hans Scepter. Han har tilstaaet sin Søn Jamund kongelig Krone og eget Hof, men uden Andel i Regjeringen (5). I ungdommeligt Overmod har Jamund taget i sin Tjeneste Mænd, der ere ligesaa unge og ubesindige som han selv, ja endog saadanne, som Faderen har jaget af sin Tjeneste. Imidlertid erfarer Agulandus, at Karl Magnus har erobret Spanien. For det sammenkaldte Raad erklærer han, at han for at skaffe sin Søn Jamund et eget Rige agter at erobre baade Spanien og Italien og gjøre Rom til hans Hovedstad. Sine fire fornemste Guder, Machon, Maumet, Terrogant og Jupiter, vil han medtage paa Toget, men først sende dem til Arabia for at faa dem udstafferede paa tilbørlig Maade. Stærk Akklamation i Raadsforsamlingen (6). Agulandus sender Guderne til Arabia. Den utaknemmelige Jamund har Intet imod, at hans Fader rager Kastanierne af Ilden for ham; han tænker endog paa at benytte Faderens mulige Nederlag til at bemægtige sig hele Riget, som han mener Faderen ikke under ham (7). Agulandus gjør stor Stads af de fra Arabia tilbagekomne Guder, og indskiber dem med sin Hær. Jamund er med; men de egentlige Hærførere ere Kongerne af Arabia, Alexandria, Bugie, Agapia, Marab, Mariork, Mecque og Sibil (8). Agulandus ankommer til Spanien og udrydder Kristendommen i Landet. Grundene til, at St. Jacobus ikke bedre bevarer Spanien, som Keiseren ved sin Afreise har givet i hans Værn, ere: 1) at Keiseren endnu ikke har havt al den Høie for Spanien, som den Krone fortjener, der venter ham i Himmelen, 2) at endnu ikke alle de have ofret sit Liv for St. Jacobus og Kristi Hus, som Apostelen har bestemt, 3) at der er for fuldt af Hedninger i Afrika, og at deres Antal derfor bør formindskes (9). Keiseren erfarer i Aqvisgranum den bedrøvelige Tidende, og sammenkalder alle sine Vassaller med deres Styrke. Førend endnu alle ere samlede, beslutter han at rykke ind i Spanien, for der at oppebie de øvrige, da formentlig allerede hans Nærværelse vil noget standse Hedningernes Hærtog i Landet (10). Keiseren bryder op med følgende Høvdinger: Erkebiskop Turpin af Reins, hvis særegne Kald det er at døbe, indvie Kirker og lære; Hertug Milun af Angler, Keiserens Svoger, som Chef for Livtropperne; Grev Rollant af Ornonia, Keiserens Søstersøn; Grev Oliver af Gebene; Kong Arastagnus af Brittania; Hertug Engiler af Aqvitania; Oddgeir danske; Hertug Nemes af Bealuer; Kong Gundobol af Frisia; Lanbertus af Biturika; Hertug Samson af Burgundia; Grev Eystult af Lingunia. Med disse rykker Keiseren ind i Benona, hvor han vil oppebie Forstærkning (11). Under Keiserens Ophold i Benona giver en døende Ridder Romaticus en anden Ridder det Hverv at sælge hans Hest og give Pengene til de Fattige for Romaticus's Sjæl. Ridderen sælger Hesten, men bruger selv Pengene. Romaticus aabenbarer sig for Ridderen i en Drøm og siger, at ved hans Død havde Gud for hans Almisses Skyld allerede tilstaaet ham Syndsforladelse; men da denne Almisse ved Ridderens Uredelighed ikke er kommen de Fattige tilgode, saa har Romaticus maattet være i Pine indtil da; nu har dog Gud bestemt, at Ridderen skal komme i Romaticus's Sted og denne i Paradisets Hvile. Ridderen vaagner med Forfærdelse og fortæller sit Syn. Da forsvinder han pludselig, under rædsomme Toner fra Luften. Efter 12 Dages Forløb gjenfindes paa et Bjerg, tre Dagsreiser derfra, hans knuste Legeme, nedstyrtet af de urene Aander, der have taget hans Sjæl. Heraf kan man se, hvor stor Synd det er, af Begjærlighed at bemægtige sig de Almisser, som Nogen giver Klostre eller Fattige for sin Sjæl, idet Almissen da heller ikke kan komme Giveren tilgode; og at det er af yderste Vigtighed, at den bestemte Sjælegave udredes snarest muligt, fordi Sjælen maa pines saa længe, indtil Gaven er fuldbyrdet (12). Agulandus erobrer et fast Taarn, som Jamund skal tage i Forvaring. For det Første drager dog denne med Faderen, som gjør Holdt paa en stor Slette ved Floden Segeda. Her hører han, at Keiseren er i Baion. I Krigsraadet stemme Ulien og Madequin for strax at rykke imod Frankerne; men efter Balams Raad beslutter Agulandus at sende en Gesandt til Keiseren for at opfordre ham til Underkastelse, og vælger dertil Balam (13). Balams Gesandtskab mislykkes, men Keiseren skjænker ham ved Afskeden nogle Heste (14). Balam melder Agulandus Udfaldet af sin Sendelse og ytrer sin Beundring over Keiseren og hans Krigere. Da Agulandus hører, at hans egen Hær er dobbelt saa talrig som Keiserens, bortsender han Jamund med Balam og de fire Guder til det erobrede Taarn (15). Keiseren rykker ind i Spanien. Da han nærmer sig Agulandus's Leir, sender han efter Turpins Raad en Parlementær til Agulandus for at erholde en Samtale. Agulandus samtykker deri; men Begge lade dog sine Hære ruste sig som til Kamp (16). I Samtalen, hvori Keiseren til Agulandus's Overraskelse benytter det arabiske Sprog, søge de forgjæves at overtale hinanden til at forandre Religion. Agulandus foreslaar da, at de skulle lade Kampen afgjøre, hvis Religion der er den rette. Heri samtykker Keiseren paa det Vilkaar, at de kjæmpe paa Holmgangevis, 1 imod 1, 20 imod 20 o. s. v. Da nu tilsidst 1000 have kjæmpet imod 1000, og de Kristne stedse seiret, erklærer Agulandus, at han næste Dag skal antage Kristendommen (17). Agulandus kommer den følgende Dag til de Kristnes Leir og træffer Keiseren tilbords med sit Hof. Agulandus undres meget over, at de Tilstedeværende ere saa forskjelligt klædte og beder Keiseren om Forklaring. Keiseren forklarer, at de med ensfarvede Klæder ere Biskopper og Præster, hvis Kald det er at lære, give Absolution og Velsignelse; de Sortklædte ere Abbeder og Munke, der Nat og Dag bede for Hæren; de Hvidklædte ere Kanniker, hvis Levnet er som Munkenes, men som holde Messer ligesom Presterne. Agulandus mener, at der ikke kan være stor Hjælp i at have et sligt Slæng med, og spørger tilsidst, hvad det er for Folk, som sidde yderst paa den blotte Jord uden Bord eller Dug, med knappe Portioner af Mad og Drikke, og slet klædte. Da Keiseren forklarer, at det er Guds Mænd og Sendebud, nemlig Fattige, af hvilke han daglig bespiser 13 til Erindring om Jesus og hans 12 Apostle, erklærer Agulandus fuld af Uvillie, at det maa være en daarlig Tro, der tillader, at man holder sine egne Folk i Pragt og Overflod, men lader Guds Mænd og Sendebud fortære sin knapt tilmaalte Føde paa den blotte Jord, og at han aldeles ikke vil forlade sin Tro for at antage en saadan Lov. Keiseren søger vel at forklare ham, at det ikke gaar an at traktere Almisselemmer med overflødige Lækkerier og Stads; men Agulandus vil Intet høre derom, og tager Afsked, idet han udfordrer Keiseren til almindeligt Slag. - Efter den Tid lader Keiseren de Fattige, som følge Hæren, nyde bedre Behandling. - De Kristne ruste sig til Kamp, og Aftenen før Slaget sætte de sine Spyd i Jorden udenfor Teltene. Om Morgenen ere mange af disse Spyd beklædte med Bark og Blomster, og efterat Skaftene ere afhuggede lige ved Jorden, opskyder der af Rødderne en hel Skov, der især bestaar af Askelunde (18). I det paafølgende Slag ride de, som bære de blomsterklædte Spyd, i Spidsen. De ere alle bestemte til den Dag at vinde Martyrkronen; blandt dem er Hertug Milun. Keiseren kommer i stor Fare i Kampen, idet Hesten fældes under ham. Da Dagen helder, ophører Slaget. Hedningerne have fanget Hertug Nemes af Bealfuer. Balam, som Jamund har sendt for at indhente Efterretninger, løskjøber Nemes og sender ham med en hvid rapfodet Hest som Gave til Keiseren. Fire Markier fra Rom ere komne til Baion med Hjælpetropper. Balam vender tilbage til Jamund (19). Da Agulandus hører, at Keiseren har faaet Forstærkninger, bryder han op og besætter den faste Borg Agenna. Herhen søger han at lokke Keiseren til et Besøg. Denne lover ogsaa at komme og drager afsted med 70 Riddere. I Nærheden af Agenna forlader han sit Følge og drager forklædt, alene ledsaget af en Ridder, til Agulandus, hvem han melder, at Keiseren er i Nærheden med 60 Riddere for at tale med ham. Derpaa vender han tilbage til sit Følge, uden at blive kjendt af Agulandus, og bryder strax op til sin Hær. Agulandus sender 7000 Mand for at fange Keiseren; men de maa vende tilbage med uforrettet Sag (20). Keiseren bryder nu op med Hæren og berender Agenna. Efter 6 Maaneders Beleiring flygter Agulandus en Nat ud af Byen og begiver sig til Byen Santun ved Floden Karant. Keiseren følger efter, vinder et Slag udenfor Byen og indeslutter den undtagen paa Flodsiden. Ad den Vei flygter atter Agulandus ud om Natten og kaster sig ind i Pamphilonia, som nu er bleven forsynet med nye Mure. Der samler han Forstærkning og oppebier Keiseren, men skammer sig for at melde Jamund Sagernes Stilling (21). Keiseren sender fra Santun en Anmodning til Paven om at komme til Spanien og medbringe Hjælpetropper. Fremdeles tilbyder han alle Frankrigs Trælle og Forbrydere Friheden, imod at de slutte sig til Keiserens Hær. Paven drager fra Italien med mange Tropper, der forøges underveis. Da han er kommen i Nærheden af Keiseren, drager denne ham imøde med sine Tropper og ledsager ham til Leiren. Nu er hans Hær bleven saa stor, at den 2 Dagsreiser i Længde og Bredde ganske skjuler Jorden, og at man 12 Mile vidt kan høre Larmen af Folk og Heste. Derpaa drager Keiseren med hele Hæren mod Pamphilonia. Nogle af Anførerne opregnes. Begge Parter ruste sig til Slag; Keiseren har 133,000 Mand, Agulandus 100,000. Begge dele sin Hær i 4 Afdelinger (22). Agulandus taber Slaget og seiler tilbage til Afrika, hvor han tager Ophold i Byen Visa. Nu kan Jamund, mener han, prøve sig mod Frankerne. 2 Konger, Altomant og Ebraus af Sibil, som ere undkomne af Slaget, have tyet til de nærliggende Fjelde med sine Folk. Derfra drage de om Natten ned paa Valpladsen og dræbe 1000 Mand af de Kristne, som hemmelig have plyndret de Faldne, og drage derpaa til Corduba (23). Keiseren holder Slag med Furra, Herre af Nafaria. Om Natten før Slaget beder Keiseren Gud om et Tegn paa, hvor mange der skulle falde af hans Hær. Om Morgenen have alle de til Døden Indviede et rødt Kors paa Skulderen udenpaa Rustningen. Keiseren holder nu alle disse under Slaget indespærrede i sit Oratorium. Af Hedningerne falder Furra og 4000 Mand, af de Kristne ingen. Men da man aabner Døren til Oratoriet, ere alle de Indespærrede døde (24). Kongerne Ebraus og Altomant, som ere undkomne fra Slaget ved Pamphilonia, samle en stor Hær i Corduba og stevne Keiseren til Kamp ved Byen. Keiseren modtager Udfordringen og drager mod Byen. I Slaget blive de Keiserliges Heste skye ved Saracenernes larmende Krigsmusik og selsomme Udseende, saa at hele Hæren jages paa Flugt, uden at en eneste Franker falder. Saracenerne forfølge dem; men da Frankerne have indtaget en fast Stilling paa et Bjerg, trække Saracenerne sig tilbage. Næste Dag lader Keiseren Hestenes Hoveder ombinde med lette Linduge og deres Øren fylde med Vox, og rykker atter mod Corduba. Saracenerne modtage det tilbudte Slag, men lide Nederlag; 8000 falde, deriblandt Ebraus. Altomant med 2000 Mand kaster sig ind i Corduba, men overgiver sig derpaa og lader sig døbe med hele sin Trop (25).


Saasnart Jamund har modtaget Balams Melding, beslutter han at dele sin Hær i 3 Afdelinger. Den ene anfører han selv, og med ham ere de 4 Guder; den anden sender han længere bort under Anførsel af Balam og Triamodes; den tredie lader han blive til Taarnets Forsvar. De 2 Korpser foretage ødelæggende Streiftog (26). Keiseren, som er beskjæftiget paa en anden Kant af Landet, afsender ved Efterretningen herom, Salomon af Bretland og Droim af Gaskhunia med 30,000 Mand for at iagttage Jamunds Bevægelser. De leire sig ved Bjerget Asprement og udstille en Forpost paa 10,000 Mand paa den anden Side af Aasen, hvor de kunne se Jamunds Taarn (27). Jamund vender netop tilbage fra et Streiftog og støder paa disse Speidere. Stolende paa sin Overmagt angriber han dem, men lider et frygteligt Nederlag. Hans Bannerfører falder, og han selv slipper med Nød ind i Taarnet, idet hans Hest ved en Ridders Hug deles i to Dele, saa at den forreste Del med Jamund falder indenfor Porten, den anden udenfor (28). Seierherrerne bemægtige sig det rige Bytte, deriblandt de 4 prægtigt smykkede Guder. De opreise 4 høie Stænger, binde Rendesnarer om Gudernes Fødder og heise dem snart op, snart lade de dem falde ned, for at de Hedninger, som maaske ere i Nærheden, skulle se deres haanlige Behandling. De spytte paa dem og slaa dem med Stokke og Stene. Derpaa vende de tilbage til Hovedkorpset. Her beslutter man, at Keiseren, naar han kommer, skal bestemme Gudernes Skjebne (29).


Den 100aarige Hertug Girard af Burgundia beslutter at kjæmpe for Kristendommen i Spanien og rykker ind med 15,000 Mand. Iblandt disse ere hans 4 Sønner, Bernard, Aemers, Milon og Girard, hvoraf de to første allerede ere Riddere, og hans to Søstersønner, Boz og Clares. Desuden ledsages han af en Mængde unge Mennesker, som endnu ikke have anlagt Ridderrustning. Han rykker frem mod Jamunds Taarn, og det træffer sig saa, at han leirer sig for det netop Natten efter Jamunds Kamp med Speidertroppen (30). Jamund, som anser Girards Hær for hin Speidertrop, beslutter at hevne sig og ruster sig for at gjøre et Udfald. Girard, som mærker hans Hensigt, giver sine Folk Ordre til under Jamunds Angreb at lokke ham bort fra Taarnet (31). Girard udfører sin Plan, afskjærer efterhaanden Jamund fra Taarnet og falder ham derpaa i Ryggen. Hedningerne tabe Slaget og flygte til Borgen Hamne. Jamund selv kastes af Hesten af Girards Søstersøn Clares og frelser sig med Nød over den forbistrømmende Flod. Girard besætter Taarnet (32). Jamund overøser sine Riddere med Bebreidelser for det tabte Slag, og sender Bud til Balam og Triamodes, at de strax skulle komme med sin Hær til Undsætning. Da Balam hører om Jamunds Nederlag og Gudernes Tab, begynder han at tabe Troen paa Afguderne, og beder til de Kristnes Gud, at han maa blive døbt, inden han dør (33). Balam og Triamodes bryde op, samle store Forstærkninger og forene sig med Jamund. Denne erkjender for Høvdingerne sin Ubesindighed i sit Forhold til Faderen og hans Raad. Han ordner sin Hær, som udgjør 700,000 Mand. De vigtigste Anførere opregnes, deriblandt Kongerne Magon og Alfriant,[5] hvem han betror at vogte Hovedbanneret med 100,000 Mand. Han nærmer sig Asperment og slaar Leir i Dalen nedenunder (34). Droim og Salomon, som af Speiderne erfare Hedningernes Nærmelse, finde det nødvendigt at sende Underretning til Keiseren for at paaskynde hans Marsch; men ingen af Ridderne vil fare den Færd, da de anse den for uhæderlig. Endelig paatager Erkebiskop Samson sig Ærendet (35). Keiseren møder Budet paa Veien og forener sig med Droim og Samson. De 4 Guder overgiver han i Skjøgers Hænder. Disse sammenknytte sine Strømpebaand, gjøre Rendesnarer paa dem og binde dem om Gudernes Halse; derpaa slæbe de dem afsted over Bjerge og Klipper, og tilsidst ind i sine Telte, hvor de knuse dem med Køller og dele imellem sig det Guld og Sølv og de kostbare Stene, hvormed Guderne have været smykkede. Men saa mange ere der om det, at hver kun faar 1½ Penning paa sin Part. Keiseren begiver sig med Oddgeir danske, Hertug Nemes, en flandersk Greve og Bæring bretske op paa Bjergryggen for at undersøge Fiendernes Stilling (36). Girard, som fra Taarnet har seet Jamunds Marsch, bryder op for at følge ham, og kommer under Aspermont, netop som Keiseren og hans Følge har forladt Hæren for at speide (37). Keiseren faar nu Oversigt over Hedningernes Styrke og Stilling, og nærmest ved sig ser han Girards Trop. Da han er uvidende om Girards Komme, antager han dem for Fiendens Speidere og afsender Oddgeir med tre andre Riddere for at iagttage dem nærmere. Girard sender sine 2 Søstersønner og 2 ældste Sønner imod dem. De kjæmpe først med Landser, hvorved Oddgeir kastes af Hesten, derpaa med Sværd, hvorved den flanderske Greve bliver saaret. Da endelig Oddgeir spørger om sin Modstanders Navn, opklares Misforstaaelsen og forvandles til Glæde (38). Girard tilbyder at stille sit Korps under Keiserens Befaling; men denne beder ham selv kommandere det. Imidlertid er Keiserens øvrige Hær kommen efter, og Keiseren ordner dem til Kamp. Flere Anførere og Tropper opregnes (39). Keiserens Udseende og Rustning beskrives (40). Keiseren og Paven holde Taler til Hæren. Girard tilbyder sig at agere særskilt imod den fiendtlige Hovedstyrke (41). Hedningernes forreste Slaglinie under Balam og 4 andre Konger brydes af Huge Jarl, Rollant, Oddgeir og Jævningerne (42). Girard angriber Hedningernes høire Fløi (43). Oddgeir og Arnketil af Normandi søge at komme i Haandgemæng med Jamund, men maa trække sig tilbage (44). Efterat Slaget har varet fra Morgen til Aften, ophører Kampen. En halv Mil er Jorden aldeles bedækket med Lig af Mænd og Heste og med Rustninger. Af de Keiserlige ere 2 Konger og over 40 Grever og Hertuger blandt de Faldne (45). De Kristne holde om Natten Vagt tilhest i fuld Rustning paa Valpladsen for ikke at overrumples. Balam raader Jamund til at trække sig tilbage eller overgive sig; men Jamund stoler paa Overmagten (46). Ved Dagens Frembrud fornyer Jamund Kampen og angriber de 4000 Mand, som have holdt Vagt paa Valpladsen. Oddgeir opsøger Keiseren, melder ham Sagernes Stilling og raader ham til at væbne alle de unge Mænd og Tjenere, som ere i Leiren. Keiseren giver Ordre derom til Leiren og rykker med Hovedhæren frem paa Kamppladsen. Ridder Samson fælder Kong Bordant og bemægtiger sig Luren Olifant, men falder selv for Jamund, der hænger Olifant om sin Hals (47). Hertug Girard giver en Del af sit Korps Ordre til at sidde af Hestene for bedre at komme frem over de Faldne, og angriber imidlertid selv med 2000 Ryttere. Da Fodfolket kommer til, kaste de den fiendtlige Linie og trænge frem til Hovedbanneret, som er betroet til Kongerne Magon og Asperant. Disse flygte ud af Slaget uden at gjøre Melding til Jamund, og vende tilbage til Afrika. Girard erobrer Mærket og jager Forsvarerne paa Flugt (48). Keiseren og Jamund, der endnu ere uvidende om Girards Kamp, standse en Stund Slaget, medens Kampen fortsættes enkeltvis af nogle Faa, der ride frem foran Linierne. Jamunds Frænde Triamodes fælder Hertug Milun, men falder selv for Miluns Broder Bæring (49). Enkeltkampen fortsættes, og en anden af Jamunds Frænder falder. Jamund søger forgjæves Trøst hos Balam og derpaa begynder han atter Slaget (50). En Ridder melder Jamund, at Hovedbanneret er nedhugget og de to Konger flygtede. Jamund sender friske Tropper mod Keiseren, under Anførsel af Kongerne Salathiel og Rodan. Mange Franker falde for Salathiels Kølle og forgiftede Pile; men han fældes endelig af Oddgeir danske, og Rodan falder for Hertug Nemes (51). Der sker atter Ophold i Slaget. Af Keiserens Hær leve endnu 30,000 Mand. En saaret og blodstænkt Ridder melder Keiseren, at Girard har slaaet den fiendtlige Bannerfylking og nedhugget Banneret (52). Imidlertid ankomme fra Leiren de unge Mænd, som have faaet Opfordring til at deltage i Kampen, samt Tjenere, Kokke og Mundskjænke, anførte af Keiserens Pager Estor, Otun, Engeler og Grelent. De væbne sig med de Faldnes Rustninger og Vaaben og gjøre et voldsomt Angreb paa Hedningerne. Fortvivlet giver Jamund Ordre til Tilbagetog; men paa den anden Side angribes han af Girard, og paa en tredie Kant møder han Keiseren (53). Da Jamund ser, at han er omringet, søger han at slaa sig igjennem, og undkommer selv fjerde. Keiseren selv tilligemed Rollant, Oddgeir, Nemes og 4 Vaabendragere forfølge ham. Da en af Jamunds Følge bliver noget tilbage, standser ogsaa Jamund for at forsvare ham, men maa atter flygte forfulgt af Keiseren. Ved dette Ophold blive de 2 af Jamunds Følge dræbte, og den tredie, Balam, fanget af sin gamle Bekjendt Nemes. Rollant bemægtiger sig imidlertid Nemes's hurtige Hest og sætter efter Keiseren og Jamund (54). Jamund fortsætter Flugten forfulgt af Keiseren; men Jamunds Hest er den hurtigste. Da Jamund kommer til en Kilde, lægger han Sværdet ned og tager Hjelmen af Hovedet for at drikke. Imidlertid indhenter Keiseren ham og kommer imellem Jamund og hans Vaaben. Han tillader ham dog at tage dem igjen, og efter en Ordvexling begynde de at kjæmpe. Jamund saares, men angriber desto hidsigere, og Keiseren udmattes mere og mere. Da Jamund faar se de mærkværdige Stene i Keiserens Hjelm, skjønner han, at Keiseren ikke kan dræbes, saalænge han har den paa. Han faar endelig Tag i Hjelmbaandene, og lidt efter lidt glider Hjelmen af Keiserens Hoved. Keiseren holder fast i Baandene paa den anden Side; men tilsidst er Jamund nær ved at vriste Hjelmen fra ham. Nu kommer Rollant til. Da Jamund ser ham, hæver han Sværdet for at kløve Keiserens blottede Hoved; men Rollant knuser hans opløftede Arm med Stumpen af en Spydstage, saa Jamunds Sværd falder ned, og kløver derpaa hans Hoved til Tænderne (55). Keiseren takker Rollant. Denne bemægtiger sig Jamunds Hest, Sværd (Dyrumdale) og Lur (Olifant). Imidlertid komme de Øvrige efter; de give Keiseren Vand og tørre Blodet af hans forrevne Ansigt. Derpaa tildække de Jamunds Legeme med et Skjold. Keiseren priser Jamunds Heltemod (56). Keiseren vender tilbage og gaar ind i Jamunds prægtige Telt. Teltet beskrives. Keiseren og Paven tilbringe Natten der. Næste Dag lader Keiseren Præsterne besprænge Tropperne, Teltet og alle de Ting, som Hedningerne have havt under Hænder, med Vievand. Medens Keiseren sidder tilbords, forestille Nemes og Oddgeir Balam for ham og beder, at han maa blive døbt. Paven døber ham selv i en dertil opkastet Brønd, og giver ham Navnet Vitaclin efter en af Keiserens forrige Høvdinger. Keiseren løfter ham op af Brønden og ifører ham Klæderne. Girard, der har fortsat Forfølgelsen til Mørkets Frembrud, fører sin stærkt sammensmeltede Trop tilbage til Taarnet (57).


Medens Kong Agulandus sidder i Borgen Frisa (Visa?) i Afrika og leger Tavl med Kong Bordant, komme de to flygtede Konger Magon og Asperant berette om sit Nederlag og sin Flugt, men vide Intet at melde om Jamunds Skjebne. Agulandus lader dem gribe og befaler, at hans Høvdinger skulle idømme dem Straf (58). Høvdingerne ere uenige, idet Flygtningernes Frænder søge at faa dem frikjendte eller Dommen udsat, men de Voldsomste fordre øieblikkelig Henrettelse. De Sidste bringe ved Trusler det andet Parti til Taushed, hvorpaa Madequin og Ulien melde Agulandus, at de to Konger ere dømte til at sønderslides af Heste og parteres. Dommen fuldbyrdes (59). Næste Dag ankommer Ridder Valdibrun med 1000 saarede Flygtninger fra Slaget og fortæller om Tabet af Guderne og om Hærens Skjebne indtil det sidste Nederlag, hvorfra han veed at Jamund er flygtet selv fjerde; men om han lever endnu, veed han ikke. Agulandus indskiber sin Hær til Spanien, og lander ved Mundingen af den Flod, som gjennemstrømmer Dalen ved Asperment. Dronningen efterlader han paa Skibene; selv slaar han Leir paa Land og deler sin Hær i 5 Afdelinger (60). Medens Keiseren og Paven sidde i Jamunds Telt uden at vide noget om Agulandus's Landing, træder Vitaclin (Balam) ind og beder Keiseren om en hemmelig Samtale med ham og Paven. Han viser dem nu en Egenskab ved Teltet, som de før ikke have bemærket, nemlig at der oppe under Teltknapperne er en Gulddrage med et Speil, hvori man kan se de Begivenheder, der forefalde i Omegnen. Deri se de nu Agulandus's Landing. Keiseren lader strax Hertug Girard hente, og efter at have komplimenteret ham for hans Bedrifter, viser han ham Speilet. Vitaclin giver nu efter Speilets Anvisning Besked om Agulandus's 5 Korpser og deres Førere: Madequin; Acharz fra Amflor med Manuel; Kalades af Orfanie med Floriades; Eliadas med Pantalas; Agulandus selv (61). Girard raader Keiseren til at gjøre alle de unge Mænd til Riddere. Han antager Forslaget og anmoder Paven om ogsaa paa sin Side at samle Tropper. Paven forlader Leiren for at opfylde hans Forlangende. Keiseren slaar alle de vaabendygtige unge Mænd til Riddere og giver dem adelige Rettigheder, hvorimod de love ham Lydighed og Kamp for Kristendommen. Anførselen over dem giver han sin Søstersøn Rollant. Girard vender tilbage til Taarnet og beslutter ogsaa at give sine unge Mænd Ridderslaget. Sine to yngste Sønner sender han til Keiseren med Anmodning om at slaa dem til Riddere. Keiseren opfylder hans Ønske og giver dem Sværd, Rustning og Forlening (62). Paven kommer tilbage med den samlede Forstærkning, hvorpaa Keiseren bekjendtgjør for Hæren Agulandus's Ankomst, og anmoder Paven om at holde Messe næste Dag. Om Morgenen holder Paven Messe, og hele Hæren nyder Sakramentet og faar Absolution, hvorefter Paven fremtager det medbragte hellige Kors og velsigner Tropperne. Keiseren deler sin Hær i 5 Korpser og beskikker Anførere. Derefter paalægger han Oddgeir danske at holde Øie med Rollant, om hans ubændige Mod skulde bringe hans Liv i Fare (63). Agulandus undres over, at Jamund ikke lader høre fra sig. Efter en Høvdings Raad sender han Kongerne Ulien og Galinger gamle til Keiseren for at kræve Skat og Underkastelse. Galinger skal bruge Overtalelser og Ulien Trusler, om det behøves. Gesandterne træffe Keiseren tilhest, idet han er færdig med Opstillingen af Hæren, og Galinger fordrer nu i Agulandus's Navn: 1) de 4 Hovedguder hele og ubeskadigede, 2) en Skat af 1000 Heste belæssede med Guld og Sølv samt 3) ligesaa mange smukke Piger, 4) at Keiseren barfodet og i ydmyg Dragt skal indfinde sig hos Agulandus, lægge sin Krone i hans Skjød og knælende give sig i hans Vold. Hertil svarer Keiseren: 1) at han aldrig vil lægge sin Ære og sin Krone i Agulandus's Skjød, 2) at saa meget Guld og Sølv findes ikke i hans Eie, 3) at de unge Piger ere forvarede i faste Borge langt derfra, og at det desuden er utilbørligt at give dem i Hedningernes Vold, og 4) at de 4 Afguder ere blevne sønderknuste af Skjøger. Ulien truer nu med, at Agulandus skal føre Keiseren i Jernlænker med sig til Rom, hvor han vil krone sin Søn Jamund, og til Slutning gjentager han utaalmodig Fordringen paa Skat. Keiseren beder dem da vente et Øieblik, medens han spørger sine Mænd tilraads, og begiver sig til sit Telt. Efter Girards Raad lader han hente Jamunds Hoved med Hjelm og høire Arm med Guldring, og tilkalder Gesandterne for at modtage Skatten. Fornøiede træde de nærmere, men maa nu modtage disse 4 Ting at lægge i Agulandus's Skjød (64). Da Galinger og Ulien nedslagne vende tilbage og passere Hedningernes Hærafdelinger, modtages de med Spørgsmaalene: „Hvorledes lever den tykke Karl Magnus, har han sendt os vore Guder? Have de Kristne underkastet sig vore Love? Gik den strenge Konge gladelig ind paa at betale Skatten, eller hvorfor ere I saa faa i Følge? Vare ikke Hestene færdige? Hvor ere de smukke Piger? Vore unge Mænd glæde sig til deres Favnetag.“ Gesandterne opirres ved disse Spørgsmaal, der lyde som Spot, men bringe Spørgerne til Taushed ved at vise dem Jamunds Hoved. Endelig ankomme de til Hovedkvarteret og fremtræde for Agulandus, der opfordrer dem til høit og tydeligt at berette Udfaldet af deres Ærinde. Først melder Galinger, at Keiseren har lovet at komme, men kun for at holde Slag. Da dernæst Agulandus spørger om Skatten, fremtager Ulien Jamunds Hoved og kaster det for Agulandus's Fødder, „og til ydermere Bekræftelse,“ siger han, „bærer Galinger der din Søns Arm.“ Agulandus falder besvimet ned af sin Throne. Da han kommer til sig selv, spørger han efter sine 4 Guder, derpaa om Keiseren og hans Styrke. Galinger fortæller om Keiserens Udseende, og hvad han har hørt om de Kristnes Gud. Agulandus tager Sønnens Hoved i sit Skjød. Stor Sorg i Hedningernes Leir. (65). Efter Gesandternes Afsked giver Girard Keiseren Raad med Hensyn til Slaget; selv vil han angribe der, hvor Leilighed gives. Keiseren giver Tropperne Signal til at søge sine anviste Poster. Paven rider frem med et stort Følge og det hellige Kors. Da hans Riddere nødig ville bære dette, fordi de ønske at deltage i Kampen, træder Erkebiskop Turpin frem i fuldstændig Ridderrustning og tager imod det, hvorpaa han strax begiver sig hen i forreste Slaglinie til Rollant og Oddgeir, der modtage Korset med Ærbødighed. I dette Øieblik sendes efter St. Jakobus's Bøn Keiseren Hjælp fra Himmelen, idet 3 Riddere i skinnende Rustninger og paa hvide Heste fare ned af Fjeldet Asprement og tage Plads i Rollants forreste Linie ved Siden af Oddgeir danske. Paa Oddgeirs Spørgsmaal nævne de sig Georgius, Demitrius og Mercurius. Da de love, at Rollant aldrig skal føle Frygt i sit Hjerte, beder Oddgeir dem at beskytte Rollant. Rollant, som hører deres Samtale, tager Plads imellem dem (66). Hedningernes første Slaglinie rykker imod dem anført af Madequin, der rider frem for Fronten for at udfordre Frankerne. Paa Opfordring af Georgius rider Rollant imod ham og fælder ham med Dyrumdale, hvorpaa Oddgeir og de 11 Jævninger komme til, og Slaget bliver almindeligt. Da Turpin kommer med det hellige Kors, forfærdes Hedningerne, saa at deres Slaglinie opløser sig (67). Hertug Girard, der imidlertid har væbnet sin Trop, marscherer bagom Keiserens Hær for fra høire Side at naa frem til Agulandus's Hovedbanner. I en Skov støder han paa Agulandus's Forposter, der trække sig tilbage til Agulandus. Da han bliver urolig ved denne Efterretning, lover Ulien, at han med 20,000 Mand skal fælde hele Girards Trop, inden Solen daler; holder han ikke sit Løfte, maa hans Sporer sættes bagvendte paa ham, Toppen borttages af hans Hest, og han selv blive en Gjenstand for Haan. Agulandus lover ham til Gjengjeld Spaniens Rige som Arv efter Jamund. Da Girard ser deres Marsch, danner han en tætsluttet fast Kolonne og rykker fremad. I Begyndelsen indskrænker hans Trop sig til under Fremrykningen at fælde de nærmeste Angribere; men endelig giver han Ordre til almindeligt Angreb, og Hedningerne lide fuldstændigt Nederlag. Ulien maa efter tapper Modstand trække sig tilbage med Levningerne af sin Trop (68). Efterat Rollant har adsplittet Madequins Slaglinie, angriber han anden Linie, der anføres af Acharz af Amflor. Denne gjør kraftig Modstand. Imidlertid rykker Keiserens anden Linie fremad i Stilhed, anført af Kong Salomon og Grev Huge. Da de høre Kamptummelen, rider Grev Huge forud med 1000 af de bedste Riddere og trænge kjæmpende frem til Oddgeir danske. Medens Kampen raser voldsomst, kommer Turpin med Korset, og dette gjør atter Udslaget, idet Hedningerne lammes af Forfærdelse; og da de ligeledes se Salomons Korps nærme sig, opløses deres Slaglinie i vild Flugt. Anføreren Acharz og de, der ikke ere faldne eller jagede til Skov og Fjeld, optages af tredie Slaglinie. Under Forfølgelsen adspredes Frankerne noget. Rollant, de 11 Jævninger, Oddgeir og Huge og en Del af de Tappreste ere forud for de Øvrige, og da de støde paa Agulandus's tredie Slaglinie under Kalades af Orfanie, angribe de strax. De lide stort Tab ved Hedningernes forgiftede Pile, især miste de mange Heste; men nu kommer Salomon til med 4000 Mand og skaffer dem Heste fra fældede Hedninger. Paa Rollants Opfordring bane de unge Riddere Grelent, Estor, Bæring og Othun sig Vei ind til Hedningernes Banner og nedhugge det; Grelent fælder Kalades. Rollant selv trænger frem til Acharz og fælder ham. Da Oddgeir har tabt Rollant af Syne, hugger han sig med Huge igjennem Trængselen og forener sig med Rollant. I dette Øieblik kommer Turpin med Korset og de tre Guds Riddere; da begynde Hedningerne at vige og tage omsider Flugten. En Levning af dem optages af fjerde Slaglinie under Eliadas (69). Da Rollant har naaet Agulandus's fjerde Linie, ere mange af hans Folk faldne, og de fleste Gjenlevende saarede og udmattede, hvorfor han sender en Ridder til Keiseren for at forlange Forstærkning. Imidlertid ordner han sine adspredte Folk og angriber, med Oddgeir og Huge i Spidsen for de unge Riddere. Under Kampen kommer først Salomon til, dernæst Droim. Der falde mange paa begge Sider, og de af Frankerne, der have deltaget i Kampen fra Morgenen af, blive meget udmattede. Men nu kommer Turpin med Korset og de tre Riddere, hvorpaa Hedningerne vende sig paa Flugt. Førend Eliadas flygter, fælder han en af Jævningerne, men saares at Rollant. Frankerne forfølge de Flygtende med saadan Hidsighed, at Hestene styrte, hvorefter de fortsætte Forfølgelsen tilfods og sammendrive og omringe en Flok Hedninger; men de kunne ikke angribe for Udmattelse, og Hedningerne vove heller ikke noget Angreb. Imidlertid har Rollants Bud meldt Keiseren Stillingen, da han forlod Kamppladsen, og hvad der til da var udrettet. Keiseren takker Gud og St. Jacobus og drager forud med 5000 Mand, idet han befaler Bannerføreren Fagon at følge efter med Hovedbanneret. Da Keiseren kommer i Nærheden af Rollant, forener denne sig med ham, og Hedningerne flygte. Keiseren spøger med Rollant over hans Uvirksomhed, men erkjender, at han har Grund til at være træt. Næste Dag vil Keiseren selv foretage Angrebet (70). Ulien kommer ydmyget tilbage fra Kampen mod Girard og undskylder sig for Kong Agulandus; kun 3000 ere tilbage af hans 20,000. Agulandus gjør ham bitre Bebreidelser. Derpaa kommer den saarede Eliadas tilbage med 3000 Mand, Levningerne af hans 50,000. Han raader Agulandus til at udstille stærke Forposter paa alle Kanter af Leiren for ikke at overrumples om Natten. Agulandus har endnu næsten 100,000 Mand. Kong Amusten, der af Forbitrelse over sine Frænder Magons og Asperants grusomme Henrettelse længe har havt Forræderi i Sinde, gjør nu Aftale med sine Folk;, derpaa træder han frem for Agulandus og tilbyder sig at overtage Vagten paa Veien til Søen, for at ikke Frankerne skulle afskjære dem fra Skibene. Agulandus modtager Tilbudet, hvorpaa Amusten strax bryder op med sin Hær. Saasnart Slaget om Morgenen er begyndt, gaa de ombord, opbrænde de efterladte Skibe og seile med Dronningen tilbage til Afrika. Efter hans Afsendelse opstiller Agulandus 3 andre Hærafdelinger til forskjellige Sider og tilbringer selv Natten ved Hovedbanneret, som er beskyttet af tredobbelte Vagter (71). Keiseren og alle hans Mænd blive holdende til Hest om Natten. Ved Daggry mønstrer Keiseren sine Folk; han har kun 30,000 tilbage, og blandt dem mange saarede; tre af Jævningerne ere faldne. Keiseren vil begynde Angrebet med 4000 udvalgte Riddere og beder Rollant at hvile saa længe; men denne forsikrer, at han er fuldkommen udhvilet. Turpin beder Paven at bære Korset, da han selv ønsker at deltage i den afgjørende Kamp. Først angriber Keiseren Gundruns Korps, og strax indfinde sig ogsaa de tre Guds Riddere. Keiseren trænger frem til Gundrun og fælder ham. Hedningerne, som kjende Keiseren, angribe ham nu fra alle Kanter og fælde Hesten under ham. Han reddes af Bæring bretske, hvorefter der bliver et Ophold i Slaget. Hedningerne, som mene, at Frankerne tabe Modet, angribe paany med stor Hidsighed og Fremgang, indtil Paven kommer med Korset, hvilket atter gjør Vending i Slaget, og Hedningerne fældes eller adsplittes. Dernæst kommer Keiseren til den anden Slaglinie under Moadas (72). Hertug Girard, der med sin Trop om Natten har holdt en liden Dal besat i Nærheden af Agulandus's Hovedbanner, sammenkalder om Morgenen Underanførerne og befaler, at 400 af de stærkeste og bedst bevæbnede Folk skulle stige af Hestene og slutte sig tæt sammen med Skjoldene over Hovedet, i fodside Brynjer og med fældede Spyd, at Rytterne skulle omgive dem i en Halvcirkel, og at de saaledes skulle rykke op ad Høien imod den Klippe, hvorpaa Agulandus's Mærke er, men kun bruge sine Vaaben mod de nærmeste Angribere, og ikke bryde sin Stilling. Agulandus antager dem først for Amusten og hans Korps; men Ulien gjenkjender dem fra Gaarsdagen, og han sendes imod dem med 20,000 Mand. Efterat han forgjæves har forsøgt at standse deres Marsch og bryde deres Linie, trækker han sig tilbage til Moadas's Korps. Da Hertugen har naaet op under Klippen, lader han alle Rytterne stige af Hestene, hvorpaa de tause, med Skjoldene over sig og fældede Landser, begynde Opstigningen. Denne foregaar med Besværlighed og under Kamp, og Mange falde paa begge Sider (73). Paa den anden Side af Klippen er Keiseren indviklet i en blodig Kamp med Moadas's Korps. Oddgeir, Nemes, Salomon og Bæring bretske bryde ind i de fiendtlige Rækker; men Hestene fældes under dem, saa de maa værge sig tilfods, indtil Rollant med 500 Riddere trænge ind, tage Oddgeir og hans Følge imellem sig og skaffe dem derpaa Heste ved at fælde nogle fiendtlige Riddere. Keiseren, som imidlertid har fældet Kong Abilant, blæser nu i sin Lur. Da hans Bannerfører hører det, rykker han frem til Undsætning med 1000 Mand og overlader Banneret til sin Frænde Remund. Fagon angriber med Voldsomhed Hedningernes ene Fløi og bringer den strax i Uorden og siden paa Flugt, efter at han har fældet Moadas. Ulien, som forgjæves søger at standse de Flygtende, falder omsider for Riker. I dette Øieblik kommer Paven med Korset og de tre Guds Riddere, hvorpaa Hedningerne dels adsprede sig, dels trænge sig sammen om Agulandus's Hovedbanner. Keiseren er nu kommen op under Klippen paa den ene Side, medens Girard har begyndt at bestige den paa den anden Side (74). Da Agulandus ser, at han er omringet, drager han sit Sværd og forlader Mærket for at blande sig i Striden, hvorpaa Girard trænger frem til Mærket og nedhugger det efter en heftig Kamp. Fortvivlet søger Agulandus nu at undkomme paa Veien til Risa, men standses ved et bredt Dige, hvorpaa han atter vender sig mod Kamppladsen. Girard forfølger ham først med en stor Flok, og Keiseren følger efter. Hedningerne stimle om Agulandus for at forsvare ham; men da Hesten fældes under ham, opfordrer han sine Folk til at søge Frelse ved Flugten: selv vil han falde med sine Venner. Kjæmpende tilfods fælder han mangen brynjeklædt Ridder, indtil Keiseren kommer til. Nu falder hele Agulandus's Følge, hvorpaa Keiseren lader Kampen standse og byder Agulandus at antage Kristendommen. Han afslaar det og opfordrer de Kristne til Angreb. Klares saarer ham med et Spyd, og Girard kløver hans Skulder, hvorpaa Rollant afhugger hans Hoved. De Kristne opløfte Seiersskrig (75). Da Slaget er endt, forsvinde de tre Guds Riddere. Keiseren takker Gud og St. Jakobus for deres underfulde Bistand. Da Hæren har hvilet, lader han de faldne Kristne begrave. Derefter reiser han omkring i Spanien, befæster Kristendommen og gjenopfører Kirker og Klostre (76).


Af Guitalin Saxa

Karl Magnus har været paa Hærtog i Spanien tre Aar og beleirer siden Staden Nobilis uden Held. Under denne Beleiring indtræffe Sendebud fra Frankrige, som melde, at Saxernes Konge Guitalin har gjort Indfald i hans Lande, brændt Staden Køln og dræbt Biskop Peter. Kongen ytrer for Rollant, at han aldrig bliver glad før denne Skam og Skade er hævnet. Rollant erklærer, at han ikke for alt Verdens Guld vil forlade den Stad, de nu beleire, før den er indtagen. Ærgerlig slaar Kongen hans Næse til Blods. For denne Fornærmelse havde Kongen kommet til at bøde haardt, hvis ikke Rollant havde taget Hensyn til Slægtskab og den kongelige Værdighed. Rollant bliver efter for at fortsætte Beleiringen, Kongen derimod rykker op med sin Hær og kommer til Køln, hvor han tilbringer en lystig Jul (1). Trettende Dag Jul efter Aftensmaden kundgjør Kongen sin Hensigt den følgende Dag at drage over Rin for med Falke at gjøre Jagt paa Traner, Svaner, Gjæs og andre Fugle i Saxerkongens Land. Hertug Nemes fraraader ham dette, men til ingen Nytte. En Speider i Hæren iler afsted og underretter Kong Guitalin om denne Plan. Efter først at have betvivlet Sandheden af dette, byder Guitalin tilsidst 30 Tusinde Saxere at skjule sig i Skoven Trabia (Trobat), for der at tage Karl Magnus til Fange (2). Ved Daggry staar Karl Magnus op, hører Messen og drager derpaa med Tusinde Riddere over Rin, hvorefter de stige af sine Heste, lade sine Falke flyve op og fange mange Slags Fugle. Imidlertid kommer Kong Guitalin henimod Middag med sin Hær over dem, han bliver rigtignok kastet af Hesten af Karl Magnus, og hans bedste Ven Amalun fældes af Hertug Nemes, og det ser en Stund misligt ud for ham, dog faar han en ny Hest under sig og opretholdes af sin overlegne Magt. Han opmander nu sine Folk til kjækt Angreb og foreholder dem, at de for stedse ville blive til Spot og Latter for Karl Magnus, dersom de nu med hans ringe Styrke lade ham slippe af Hænderne paa sig (3). Hertug Nemes raader nu Kongen til at trække sig tilbage til en Borg i Nærheden. Dette Raad bliver fulgt, og ved at undersøge sine Folk, opdager Karl Magnus, at han ikke har tabt en eneste Mand eller Hest, Hund eller Høg, men Guitalin derimod har mistet fire Tusinde. Guitalin beleirer nu Borgen og opbyder alt, hvad hans Krigskunst formaar. De Beleirede slaa hans Angreb kjækt tilbage, og saa langt fra Borgen, som en Pil kunde naa, bliver Jorden bedækket med hedenske Lig. Mod Aftenen drager Guitalin sine Folk tilbage til Teltene (4). De Beleirede begynde at lide af Hunger og Tørst, og Kongen tager sig deres Ulykke meget nær, da han maa tilskrive sig selv Skylden derfor (5).


En Dag stiger Karl Magnus op paa Borgtinderne, tiltaler derfra Guitalin og beder ham at tilstede dem Udgang af Borgen, imod at erholde Guld, Sølv og Gisler, og lover at gjøre Gjengjeld, hvis Guitalin en Gang skulde befinde sig under lignende Omstændigheder. Guitalin besvarer haanlig hans Ord, han vil føre ham med sig til Vildefrisland, kaste ham der i det værste Fangehul, hvor han skal forsmægte, underlægge sig hans Rige og paalægge hver Mand der Skat. Karl Magnus stiger nu ned fra Murtinderne, byder sine Mænd væbne sig for at gjøre et Udfald og tilegne sig en Del Levnetsmidler, som han har opdaget bliver tilført Fienderne fra en Fjeldlid. Dette Tog faar et heldigt Udfald, til stor Ærgrelse for Guitalin, som just kommer tilbage fra Jagten i det Øieblik Franskmændene med sit Bytte drage ind i Borgen (6). Karl Magnus begynder nu at tale om, at hans eneste Haab staar til Rollant og hans Hær, og at denne uden Tvivl vilde hæve Beleiringen af Nobilis, dersom han vidste, i hvilken Nød hans Landsmænd befinde sig. En Mand ved Navn Hermoen (Ermen), tilbyder sig at bringe Budskab til Rollant, og dette Tilbud modtages med Glæde af Karl Magnus. Hermoen heises nu tilligemed sin Hest ned fra en Glug paa Borgen, og opdages ikke af Hedningerne før han kommer til Hæren (7). Han slipper heldig igjennom, og bemægtiger sig, før han kommer ud af Fiendernes Leir, en Ridders Hest, som han sætter sig op paa, idet han lader sin egen løbe løs, rider over Rin og standser ikke før han kommer til Køln. Her vækker Karl Magnus's Skjebne megen Deltagelse, især lægger Erkebispen sin Sorg for Dagen. Hermoen faar Erkebispen til at skrive et Brev til Rollant i Kong Karl Magnus's Navn, hvori dennes Nød skildres og Nødvendigheden af Rollants Hjælp fremhæves. Hermoen iler nu afsted og standser ikke før han kommer til Nobilis, og har da sprængt 7 Heste, men har sin egen i Behold. Han træffer Rollant i sit Telt spillende Skak, og overleverer ham Brevet. Rollant lader sin Kapellen læse det. Da han hører Brevets Indhold, skifter han Farve, bliver snart bleg som Bast, snart rød som Blod. Han byder sine Mænd ruste sig og angribe Staden, og erklærer, at enten skulle de indtage denne, eller ikke komme levende derfra (8).


Rollant stormer nu Staden Nobilis, og Indbyggerne overgive sig. Derefter bryder han op med sin Hær og kommer til Køln, hvor han træffer flere af Karl Magnus's Riddere. Paa Veien derfra møde de den hedenske Høvding Perun, som med en Hær drager til Kong Guitalin, han fældes tilligemed alle han Folk. Nu støder Pave Milun og Erkebisp Turpin til Rollant, og denne lader nu sammenkalde et Husthing. Her reiser Turpin sig og takker dem for den Hjælp, de ville yde Karl Magnus; han fraraader dem at sætte over Rin, da her hverken ere Vadesteder eller Broer at komme over paa, og Guitalin desuden ligger færdig til at tage imod dem med sin store Hær, tilraader dem derimod at angribe Germasie, den største Stad i Guitalins Rige, og dersom Lykken her er dem gunstig, ville de med Held kunne komme Karl Magnus til Undsætning. Dette vinder Rollants Bifald. Han lader Guitalin underrette om sin Hensigt at angribe Germasie, da han ikke vil gaa lumskt til Værks. Kong Guitalin bliver forknyt herover og raadfører sig med sin Dronning Sibilia om denne Sag. Hun styrker hans Mod ved at minde ham om den Hjælp, han vil kunne vente af sin Søn og sin Broder Elmidan. Guitalin bliver atter trøstig (9). En Mand, Margamar, paatager sig at forsvare Staden Germasie mod Rollant og passe paa ved Vadestederne, at ingen Franskmand skal komme Karl Magnus til Hjælp. Rollant og hans Folk lave sig til at angribe Staden ved Daggry. Imidlertid har Hertug Reiner om Aftenen sat over Floden med 2 Tusinde Mand. Disse overfaldes af Hedningerne, der dræbe 15 Hundrede af dem. Dorgant iler med denne Tidende til Guitalin, og fortæller ham, at de have overvundet Rollant og fældet saa godt som hele hans Hær og jaget de overlevende ud i Rin. Til Bevis paa Rigtigheden af sin Beretning, fører han med sig 300 Heste belæssede med Hoveder af kristne Mænd. Guitalin er ude af sig selv af Glæde. Han kalder sin Dronning Sibilia for at meddele hende dette Glædesbudskab. Dronningen advarer ham mod at tro sin Ridders Ord, og beder ham dæmpe sin Glæde, forsikrer ham om, at i at Fald er Rollant i Behold, samt Paven, Erkebispen og mange andre tappre Mænd. Guitalin slaar hende i sin Vrede til Blods og jager hende ud af Teltet. Han rider derpaa hen til Borgen og paakalder høit Karl Magnus's Opmærksomhed. Han beretter ham derpaa hans ypperste Ridderes Fald, og opfordrer ham til Overgivelse. De Franske gribes af Sorg over denne Tidende, men jage dog Kong Guitalin med Pileskud fra Borgen. Nemes søger nu at trøste Karl Magnus, efter Naturens Orden skal jo Mennesket dø, det nytter ikke at sørge, man faar søge sin Trøst i Hævnen, og han haaber paa gode Efterretninger fra Rollant (10).


Reiner er nu haardt saaret kommen tilbage fra sin Flugt, møder Pave Milun og fortæller ham sit Nederlag, hvorledes hans 2 Tusinde bleve overfaldne af 15 Tusinde Hedninger, og hvorledes han mistede 15 Hundrede af Sine. Oliver skjælder ham ud, fordi han, en gammel aflægs Mand, skulde have faret saa uforsigtig frem og paaført dem alle en Skam, som kun en snarlig Seier vil kunne aftvætte (11).


Rollant tilskynder nu sine Mænd til Anfaldet paa Staden, og Paven holder en Tale, hvori han anfører mange opmuntrende Exempler, og slutter med at love alle, som falde i Kampen, evig Salighed. Stormen gaar nu for sig, her udmærke sig især Rollant og Oliver. Staden indtages nu. Foruden Saxer vare der ogsaa mange andre Folkeslag; disse begive sig paa Flugt tilligemed Margamar, der flygter gjennemboret af et Sværd. De Døde vare utallige (12). Margamar kommer med dette Ulykkesbud til Guitalin, de have faaet at fornemme, at Rollant ikke var dræbt eller druknet i Rinen, som det var bleven sagt. Guitalin er nu ligesaa meget ude af sig selv af Sorg, som før af Glæde. Dronningen trøster ham atter, saa godt hun formaar. En Høvding, Klandare, underretter ham om, at han venter fra sine Lande en Forstærkning af 60 Tusinde haardføre Folk, og at han nærer det sikre Haab ved disses Hjælp at tilbagevinde alle de Lande, der nu ere dem berøvede, og desuden mange af Frankerkongens egne, og ikke vil Rollant da vove at holde Stand (13). I dette Øieblik kommer Guitalins Broder Elmidan med utallige Tusinde af hedenske Mænd, han er en mægtig Konge. Han har et fortrinligt Horn, der heder Olivant, af et Dyr i Indien, der kaldes unicornium paa Latin og paa Norsk einhyrningr. Dette Horn lader han lyde udenfor den Borg, hvor Karl Magnus har tyet hen, og blæser saa stærkt, at Jorden skjælver af dets Klang. Karl Magnus gribes af Rædsel ved denne Lyd og paakalder Guds Hjælp, og erkjender det for at være Kong Elmidans Horn. Hertug Nemes bemærker, at han rimeligvis har mange Folk, og at de snart kunne vente sig en Dyst med ham (14). Speideren Dorgant underretter nu Guitalin om, at Rollant med hele Frankerhæren er kommen over Rin. Efter Samraad med sin Broder sender Guitalin da alle Klenodier, Koner og Børn over Rin, og bryder derpaa op med sin Leir. Dette volder Karl Magnus og hans Mænd stor Glæde, og de yngre Riddere ville strax sætte efter dem (15).


Imidlertid kommer Hermoen, som var sendt til Nobilis, tilbage, og melder Karl Magnus, at Rollant er kommen med saa stor en Hær, at ingen Mand, som kan bære Vaaben, ligefra Mundiufjeld til den skotske Sø, sidder hjemme; at Rollant har indtaget Nobilis, dræbt Høvedsmanden der, hvis Hoved Sendemanden har med sig, og at han nu den foregaaende Dag ogsaa har erobret Staden Garmasie. Karl Magnus løfter under Tak Hænderne mod Himmelen og priser Rollants Tapperhed. Hermoen fortæller derpaa, at den følgende Dag vil Kongen have Anledning til at spørge Rollant selv om Tidender. Alle drage nu ud af Borgen, forfølge og dræbe en stor Del af Hedningerne. Dog opgive de efter Hermoens Raad snart Forfølgelsen, og Kongen drager Rollant i Møde og træffer ham paa en fager Vold i en Fjeldlid, hvor Gjensynets Glæde er stor paa begge Sider. Karl Magnus maa nu høre Bebreidelser for sin uforsigtige Forvovenhed, men han takker Gud, at han ikke har lidt det ringeste Tab, og at tvertimod hans Mænd have vundet 100 Pund Sølvs Værdi af Hedningerne. Han foreslaar derpaa at bygge en Bro over Rin, da denne Flod er slem at vade over. Arbeidere skaffes nu tilveie, og man bliver enig om, at Broen skal bygges af Sten, den skal forsynes med 18 Borge, i hver af disse skulle findes 100 Laasbuer, hvorved Hedningerne skulle fældes, hvis de angribe Broen. Rollant spørger nu efter, hvor mandstærk Guitalin er. Kongen svarer, at han har 24 Tusinde, foruden sin Broder Elmidans Folk, der ere slemme at indlade sig i Kamp med, hvilket Karl Magnus selv har prøvet. Elmidan har ogsa et Horn, hvis Lyd bringer Fjelde, Dale og Skove til at bæve, indgyder hans egne Folk Mod, men slaar Modstanderne med Rædsel, og dette Horn heder Olifant. Rollant faar strax Lyst til Hornet, og erklærer heller at ville miste Livet end gaa glip af dette. De sætte nu Hæren i Bevægelse og fare op langs Rinen, og gaa til Fods 20 Dage, og ikke kunne de have Rustninger paa, saa slemme ere Veiene (16).


En Dag, som Turpin og Oliver ride langs Rinen med sine Folk, finde de i en Dal en Eneboer. De stige af Hestene, og Erkebispen forretter sin Andagt i Eneboerens Kapel. Derpaa hilser han paa denne. Eneboeren ønsker dem Velkommen. De give sig tilkjende som Karl Magnus's Hirdmænd. Eneboeren fortæller dem, at de endnu have at drage 100 Mile længere, før de finde en Bro, som kan føre dem over Floden, men han har samme Dag i den tidlige Morgenstund seet en liden Flok Røddyr fare over Rin paa et Sted, hvor Vandet ikke naaede dem over Benene. Herover glæde Franskmændene sig, og søge hen til Vadestedet. Turpin rider først over, dernæst Oliver og alle deres Folk. Erkebispen ytrer sin Glæde over at have fundet et Vadested, som er ukjendt af Saxerne. Rollant kommer nu ogsaa til med sine Folk. Erkebispen vil nu sende Bud til Karl Magnus, dette vil dog Rollant ikke tillade, men raader til strax at væbne sig og øieblikkelig at ride imod Hedningerne, og tilføie dem at den Skade, de formaa. Og dette Raad følges (17). Guitalins Sønner drage væbnede ud om Natten paa Speideri og opdage Rollant og hans Folk; de skjule sig nu i Skoven for senere at falde Franskmændene i Ryggen. Disse ride imidlertid raskt til og overrumple Guitalin i hans Leir. Hedningerne ere dog sine Modstandere overlegne i Antal, ti mod een, og Rollant maa flygte. Da de nu søge hen til Vadestedet for at gaa over Floden, ere Guitalins Sønner komne imellem dem og Rinen. Erkebispen ønsker nu denne Færd ugjort. Rollant og Oliver tabe dog ikke Modet, og den første rider imod den fiendtlige Bannerfører og fælder ham død af Hesten, og gjennemborer siden en anden Høvding med sit Spyd. De Kristne maa dog give efter for Overmagten, og Høvdingerne gaa baglænds værgende sig og sine Folk, og komme tilsidst med Nød og Neppe over Rinen (18).


Karl Magnus sover længe om Morgenen. Da hans Skutilsvend vækker ham, fortæller han en Drøm, han har havt om Rollant. Han syntes, at denne var i Ardenerskoven med fire Jægere, og at han havde fældet en stor Vildbasse og havt meget Besvær dermed. I det samme kom, syntes han, Kong Guitalin og bortførte Rollant. Dernæst forekom det ham, som Turpin Erkebisp kom til med 400 Riddere og fik taget Rollant og hans Hest tilbage. Saasnart Kongen har berettet sin Drøm, beder han hente Rollant, da han ikke har seet ham siden den foregaaende Dag. Denne er ikke at finde. En ung Ridder, saaret og med ilde tilredt Rustning, kommer nu farende og melder Karl Magnus Kampens uheldige Udfald. Kongen rider nu med mange Folk Rollant i Møde, bebreider ham hans Overmod og Fremfusenhed. Rollant stoler paa, at Lykken en anden Gang vil være ham gunstigere. Man henter en Læge, som skal forbinde Rollants Saar, der vække alvorlig Bekymring (19). Imidlertid fortælle Guitalins Sønner sin Fader, at de have dræbt alle de Franskmænd, som vare med Rollant, og saaret ham selv dødeligt, og at de nu ikke længer behøve at frygte ham. Guitalin takker dem for deres udviste Tapperhed (20).


Om Morgenen staar Karl Magnus op, og tilkjendegiver Rollant sin Hensigt at drage til Frankrig igjen og opholde sig hjemme en Tid, for at spare sine Folk. Rollant besværger ham dog at bie endnu en Stund, for at han kan erfare, hvorledes det gaar med Helbredelsen af hans Saar, han opfordrer ham tillige til at nedrive den Borg, hvori han har været beleiret, og at paabegynde Brobygningen, han nærer den Forvisning, at hvis der paalægges alle Høvdinger og Riddere hver for sin Del at udføre noget af Arbeidet, vil Broen kunne være færdig om en Maaned. Kongen byder nu Romerne først at tage fat paa Arbeidet. Disse bryde Borgen ned, føre Materialet paa Vogne ned til Floden og begynde paa Brobygningen. De blive dog af Hedningerne drevne fra Arbeidet. Han byder nu et Folk, kaldet Alimans, at tage fat, men dem gaar det ikke bedre end de andre, nogle af dem saares, andre dræbes, og de bede sig fritagne for Arbeidet, og forlade ogsaa dette den næste Dag. Han sender en Ridder efter dem for at tvinge dem til at fortsætte, men lader sig dog af deres Bønner bevæge til at skaane dem. Nu beder Kongen Balduin den flamske og et Par andre Riddere, men disse ere ikke heldigere end de forrige, og maa flygte tilbage til Kongen efter et Tab at 5 Hundrede Mand. Kongen beklager, at Rollant nu skal være udygtig, med hans Hjælp vilde Arbeidet gaa fra Haanden. Han beslutter sig da nu til at standse Brobygningen, til stor Glæde for alle, som nu haabe at skulle tiltræde Hjemreisen (21). Nu indfinder der sig hos Karl Magnus to unge Mænd fra Spanien, de ere kunstfærdigere end andre Mænd og kunne tumle sig i Vandet som Fiske, for Venskab og gode Ord ere de villige til at lede Broarbeidet og ville udføre det til Trods for Saxerne. Kongen byder dem nok af Guld og Sølv. Der bliver nu hugget Tømmer og ført ned til Floden, derpaa bygge de et Skib, hvis Mage ikke havde været siden Noas Ark. Det er 500 Fod langt, 300 Fod bredt, og indeholder en Mængde Taarne, hvert af disse indeslutter 100 Riddere i fuld Rustning. Disse Riddere skulle ved at skyde med Laasbuer holde Saxerne borte. Derpaa gjøre de to Stenbuer. Dernæst gjøre de et Billede af Marmor, der er hult indvendig, saa at en Mand kan staa deri; dette Billede ligner livagtig Karl Magnus. Det er ogsaa indrettet saaledes, at den, der befinder sig inden i, kan tage i Skjegget og ryste det, ligeledes kan han bevæge et Guldscepter, som Billedstøtten har i Haanden, og true ad Saxerne dermed. Dette Billede stilles paa den Stenbue, som vender mod Saxerne, og Manden lader Skjældsord hagle ned over disse. Da nu Hedningerne ikke kunne faa sine Pile eller Kastespyd til at bide paa denne Mand, som de indbilde sig at være Karl Magnus, tro de, at det maa være en Djævel og ingen Mand, og nære nu ingen Tvivl om, at jo Broen vil blive fuldført, og erklære det for en Taabelighed, hvis Guitalin nu ikke vil flygte. Dorgant sendes med denne Besked til Guitalin, som herover gribes af Sorg (22).


Guitalin kalder nu til sig Kong Alkain af Almarieland og spørger om Raad. Denne vil paatage sig tilligemed to andre kronede Konger, hver af disse med 400 Riddere, han selv med det dobbelte Antal, at forbyde Karl Magnus Broarbeidet, og hvis Franskmændene drage over Rin, ville de fælde dem i Hundredevis. Kong Margamar gjør Nar af Alkain for hans Praleri, og tilføier tilsidst, at denne sætter mere Pris paa et Kys af Dronning Sibilia end sit hele Ridderskab. Margamar faar til Gjengjeld høre onde Ord for sin Feighed, da han lod Staden Garmasie i Stikken, som Guitalin havde anbetroet ham, og Alkain ender med at stevne Margamar til Holmgang for de løgnagtige Beskyldninger mod ham og Dronningen (23). Disse ile nu til sine Telte for at ruste sig til Holmgangen, men Guitalin skiller dem ad og forbyder dem Tvekampen. Guitalin udspørger derpaa Dorgant, om det virkelig er saa, at Karl Magnus bygger Bro over Rin. Dorgant sværger, at han har sagt Sandhed, og at hver Mand kan se Karl Magnus paa en Stenstolpe baade Dag og Nat, at alle Skud paa ham ere til ingen Nytte, og at han har svoret ved sit hvide Skjeg, at Guitalin snart ikke skal have saa meget tilbage af sit Rige, som en Spores Værd. Guitalin vil nu selv hen at høre dette af Karl Magnus's egen Mund (24). Guitalin drager nu hen og spørger Karl Magnus, med hvad Ret han vil bemægtige sig hans Lande. Karl Magnus paastaar, at Saxland er hans Faderarv, ligesaa vel som Køln, thi hans Fader Pipin eiede Saxland. Guitalin udbryder nu i Trudsler og Forbandelser mod Karl Magnus, og fortæller om ham, at han er Örnolfs[6] Barn, at denne avlede ham, da han var kommen fra Jagt, og at han, da han var født, blev slængt for Kirkedøren i St. Denis og der funden som et Almissebarn. Men nu er han ved Djævelens Magt bleven Konge i Frankrig, og han maa takke sin Gud, at han kan faa beholde dette Land og ikke attraa andre Kongers Eiendom. Skulde nogen Ulykke tilstøde ham (Guitalin), har han to Sønner efter sig, der skulle volde Karl Magnus end mere Besvær, og disse venter han snart med 100 Tusinde Riddere. Hans Frænde Estorgant er ogsaa i Vente med de Folk, som kaldes Ungres og Almbrundens, deres Antal er over 100 Tusinde (25). Karl Magnus paastaar sig at være Kong Pipins Søn med hans ægteviede Hustru, men at Pipin dræbte Guitalins Fader af skjellig Grund og underlagde sig alt Saxland, førte Guitalin selv med sig til Frankrig, hvor han antog Kristendommen og afsvor sine Afguder, og fik derpaa Saxland at styre. Aldrig saasnart var han kommen did, saa opgav han Kristendommen og blev Djævelens Tjener. Karl Magnus kalder nu paa sine Riddere af St. Denis og byder dem ruste sig til Kamp, da de nu skulle vinde Saxland og ombringe alle hedenske Mænd. Da Guitalin atter bruger overmodige Ord og navnlig truer at hævne sin Faders Drab, sværger Karl Magnus ved St. Denis, at han skal erobre Saxland eller falde paa Kamppladsen (26).


Guitalin lader nu bygge en stærk Borg ved Broenden, hvori han lægger Esklandart med 20 Tusinde Mand, og tvinger derved Karl Magnus's Mænd til at standse Broarbeidet. Rollant ligger endnu syg af sine Saar og gribes af Fortvivlelse, da han hører den nye Ulykke, som truer Brobygningen, og at Karl Magnus atter ser sig tvungen til Flugt. Trods sine Mænds Indsigelser reiser han sig fra Sygeleiet, væbner sig og iler afsted med sine Mænd og møder paa Veien sin Broder Baldvin (27). Han kaster sig om hans Hals, og de ile sammen hen for at se Broen (28). De kaste sig paa Hestene og komme lykkelig over Floden; tilsammen 8 Hundrede ride de langs en Fjeldside og komme til en Skov, hvor de overrumple Hedningerne; de gjøre saa stort Nederlag paa disse, at de tvinge dem til Flugt, men Franskmændene selv ere nødte til at flygte for ikke at drukne i Blodet af de dræbte Hedninger. Rollant søger nu hen til Borgen ved Broenden, tvinger Esklandart til at flygte, mange af de andre forfølge de Flygtende, og Baldvin sætter efter Esklandart og opfordrer ham til at kjæmpe med sig, hvilket dog denne afslaar, da han før er gjennemboret af Rollants Sværd; Baldvin følger desuagtet efter ham, og de standse ikke før de komme hen til Guitalin, hvor Esklandart styrter ned for dennes Fødder. Baldvin bemægtiger sig hans Hest, som han rider afsted med, forfølges nu af Hedningerne, men undkommer dog tilsidst lykkelig ved Hjælp af sin hurtige Hest (29).


Dronning Sibilia lover Alkain, Ammirals Søn af Babylon, sin Kjærlighed, dersom han vil ride efter Baldvin for at tage den Hest tilbage, han har berøvet Esklandart. Alkain ruster sig og hans uhyre kostbare Hest føres frem (30). Alkain springer op paa sin Hest, rider til Dalen Sorclandes og træffer der Baldvin, og beder ham vende sin Hest og kjæmpe med ham. Baldvin er uforberedt, han har, siger han, sønderbrudt sit Spydskaft og har kun sit Sværd at værge sig med, og beder derfor om Frist. Dette vil ikke Alkain indrømme ham, han skal bringe ham levende eller død til Sibilia. Efter nogen Parlementeren vender da Baldvin endelig sin Hest og de ride tre Gange imod hinanden, og i det sidste Ridt kaster Baldvin Alkain af Sadlen og bemægtiger sig hans kostbare Hest. Alkain bønfalder ham om at faa Hesten tilbage for Dronning Sibilias Skyld. Baldvin er ubevægelig, og efter at han har paalagt Alkain at sige Sibilia, at hun er den Kvinde, han elsker høiest i Verden, skilles de (31). Baldvin rider nu sin Vei og har med sig den kostbare Hest, Alkains Sværd og Dronning Sibilias Guldærme, som Alkain havde havt til Mærke. Han træffer sine Kammerater og egger dem til at holde Stand imod den Saxerhær, som farer efter dem. De andre vise sig ikke mindre uforfærdede end han selv (32). Baldvin og hans Venner vinde nu en glimrende Seier over Saxerne (33). Kong Margamar finder nu Alkain tilfods, og bebreider ham, at han saaledes har ladet sig berøve de Gaver, han havde faaet af Sibilia. Alkain beder ham tage sig selv i Agt, thi der i Skoven er en Mængde Franskmænd, og det kan snart gaa ham ligesaa galt som Alkain. De sætte nu Alkain op paa en Mule og føre ham til Guitalins Telte. Sibilia faar nu Øie paa ham, og spørger hvorledes det har sig med Indfrielsen af hans Løfte, hvor Ridderen er og Hesten, som han skulde bringe hende. Alkain foregiver, at Ridderen er bleven borte for ham i Skoven, og at hans Skjoldsvend har ført Hesten hen at vande den. Sibilia aner dog den rette Sammenhæng, og siger, at Hesten er bedre anbragt nu end før. Efter at hun stiltiende har overført sin Kjærlighed paa Baldvin, bortviser hun haanlig Alkain (34).


Franskmændene ride nu til Karl Magnus's Leir, og Baldvin faar haarde Ord af Rollant, fordi han har ladet sig se af Dronning Sibilia. Baldvin lover, at det ikke oftere skal ske. Karl Magnus modtager sin Frænde Baldvin vel, spørger ham, hvorfra han kommer, og hvem der har givet ham Ridderslaget. Teri af Ardena har gjort ham, tilligemed flere andre, til Ridder, og han har sendt dem til Karl Magnus for at yde ham Hjælp imod hans Fiender (35). Man begynder nu atter paa Broarbeidet, som nu fuldføres i 20 Dage. Brostolperne ere af Marmor. Karl Magnus med alt sit Folk drager nu over Broen, og dette medtager en Uge (36).


Guitalin paa sin Side er ogsaa virksom, han samler om sig alle Konger, Hertuger, Jarler og fribaarne Mænd i sit Rige. En Hovedkonge ved Navn Quinquennas har ogsaa indfundet sig hos ham, han hersker over Landet Sarabla, udmærker sig ved sine forskjelligfarvede Vaaben, saaledes er hans Skjold rødt, hans Brynje blaa, hans Hjælm som Guld o. s. v. Han opfører sig med megen Bram og Overmod, især for at vække Dronning Sibilias Opmærksomhed, og ringeagter Guitalin. Han udæsker til Kamp Berad, Søn af Teri, kaster ham af Sadlen, tager Hesten fra ham og rider bort med den for, som han siger, at vise den for sin Elskede, Sibilia (37). Paa Veien anraabes han af Bove den skjegløse, som beder ham vente paa sig. Quinquennas binder den Hest, han har frataget Berad, ved et Træ, rider derpaa imod Bove og kaster ham af Sadlen, og tager ogsaa hans Hest og rider afsted med. Gillimer den Skotske bemærker dette, kalder paa Quinquennas og beder ham vente sig; de ride mod hinanden. Her vilde Quinquennas have kommet til kort, dersom ikke 15 hedenske Mænd vare komne til Undsætning, og Quinquennas undslipper saaledes. Gillimer anfalder imidlertid den gjæveste af dem, der kom til Undsætning, gjennemborer ham og giver Bove hans Hest. Denne rider imod en anden Hedning, kløver ham ned igjennem Skuldrene og giver hans Hest til Berad. Disse tre ride nu sammen til Teltene og møde paa Veien Baldvin. Berad fortæller ham, hvorledes Quinquennas har skilt ham ved hans Hest, og at han har rost sig af Sibilias Kjærlighed. Herover bedrøves Baldvin, og ønsker Leilighed til at tale et Alvorsord med denne Mand (38).


Quinquennas kommer nu til Guitalins Leir, hvor denne rider ham i Møde og byder ham Borge og Stæder med tilhørende Riger for hans Hjælp. Quinquennas vil ikke en Gang tage imod 30 Tusinde Skjepper Guld, men fordrer Dronning Sibilias Kjærlighed for sin Bistand. Kongen afslaar i Førstningen med Harme dette Forlangende, men gaar dog tilsidst ind derpaa, bevæget ved sine Mænds Bønner, der gjøre Knæfald og foreholde ham Nødvendigheden af Quinquennas's Hjælp (39). Dronningen kommer imidlertid hjem fra Fuglejagt, femten Konger gaa hende i Møde og ledsage hende til hendes Sæde i Guitalins Telt. Guitalin omarmer hende venligen og underretter hende om, at han har skaffet hende en Elsker, hvis Mage ikke findes i Verden, nemlig Quinquennas. Sibilia tvivler ikke om hans Tapperhed, men beder ham vogte sig vel for Rollant og Baldvin. Quinquennas svarer hertil, at han vil give hende sit Hoved til fri Raadighed, hvis han ikke bringer hende disse to Mænd overvundne eller bundne. Quinquennas og Guitalin ere nu glade og tilfredse, dette er ikke Sibilia, hun anraaber tvertimod de Kristnes Gud, at han skal styrke Baldvin og Berad til at overvinde Quinquennas (40). Rollant, Baldvin og Berad staa tidlig op en Morgen og ride hen i en Skov (Klerovals). Her opdage de, at Quinquennas ogsaa er paa Benene med 400 Tusinde væbnede Riddere. Rollant vil nu drage paa Speideri med sine Folk og vise Hedningerne sit Mærke, og byder de to andre holde sig skjult i Skoven, idet han tillige underretter dem om, at han vil give Dronning Sibilia til sin Broder Baldvin, hvilken Ytring vækker alles Latter (41). Rollant rider nu frem og viser Hedningerne sit Mærke, Quinquennas bliver ham vaer, rider hen mod ham og spørger, hvem han er. Rollant fortæller, at han er født i Staden Nafari af Faderen Vafa, han er af ringe og fattig Æt, er nylig slagen til Ridder af Bove den skjegløse, og er stillet paa Post her, for at melde de Kristne, naar Saxerne nærme sig, og beder derfor Quinquennas om i Fred at tillade ham at bringe sine Kammerater disse Tidender. Quinquennas opfordrer ham da til at udlevere sin Hest og sine Vaaben, som han (Quinquennas) vil skjenke sin Hestesvend til Jul eller Paaske. Rollant er fattig og har vanskeligt for at erstatte Tabet af disse Ting, og vil derfor heller friste at taale kolde Vaaben i sit Kjød, end uprøvet give dem fra sig. Da Quinquennas hører ham bruge store Ord, vil han forsøge, hvorvidt hans Dygtighed svarer til hans Ord (42). De hugge nu løs paa hinanden, og Rollant hugger en Del af Hjelmen og Skulderbenet af Quinquennas. Denne besværger ham nu at sige sig, om han virkelig er den, han har udgivet sig for, eller en anden. Rollant vil da ikke længer skjule sit Navn og giver sig tilkjende, Quinquennas beklager sig over, at han har narret ham, han veed, at Saar af Sværdet Dyrumdale ikke kunne læges, og overgiver ham nu sit Sværd, thi han vil ikke kjæmpe med ham, om han end derved udsætter sig for Hirdmændenes Spot. Rollant smiler, da han hører dette, rider hen og tager ham ved Hjelmvisiret og kaster ham af Hesten, fører ham derpaa overvunden efter sig (43). De Franske forfølge nu efter en heftig Kamp Saxerne lige til Guitalins Telte. Sibilia kommer den Dag hjem fra Bad, hun gjenkjender sin egen Hest, der rides af en Franskmand, som forfølger en hedensk Ridder og fælder ham nede ved Rinbredden. Sibilia besværger ham at sige sit Navn. Han giver sig tilkjende som Baldvin og er redebon til hendes Tjeneste. Sibilia fortæller ham, at Guitalin har givet hende til Quinquennas, og at hun aldrig kan skjenke Baldvin sin Kjærlighed før denne er bragt af Dage. Baldvin melder hende da den glædelige Tidende, at Quinquennas er Rollants Fange. Sibilia og Baldvin vexler nu venlige Ord, indtil Berad og Bove komme til og bebreide Baldvin, at han taler med Sibilia, idet de ytre, at det ikke er raadeligt at tro en hedensk Kvinde (44).


Rollant bringer Quinquennas som Fange til Karl Magnus, han er, siger Rollant, den raskeste Mand og Sibilias Elsker. Karl Magnus svarer, at han vil formæle Sibilia med Baldvin, saasnart Guitalin er overvunden. Hedningerne flygte imidlertid hjem til Guitalins Leir og fortælle ham sit Nederlag og Quinquennas's Tilfangetagelse. Guitalin, der sidder ved Skakbordet, da han faar denne Underretning, overvældes af Sorg. Sibilia kommer under dette hjem og fordrer, saasnart hun faar Øie paa Guitalin, sin Gave, det er Quinquennas af Sorabla (45). Imidlertid kommer Guitalins Farbroder, den tappre Estorgant. Guitalin fortæller ham, at Karl Magnus har sat sin Villie igjennem, han har bygget Broen, saa at hver Mand nu kan gaa over, og Oliver og Rollant have sagt, at Guitalin ikke skal have saa meget af sit Rige, som er værdt en Penning. Estorgant siger, at alle ere Dødsens, som slaas med ham, og i Morgen skal han vise Karl Magnus mere end 100 Tusinde væbnede Riddere. Sendemanden Dorgant bringer nu Udfordring fra Guitalin til Karl Magnus, at han skal levere ham Slag den følgende Dag eller imodsat Fald trække sig tilbage. Dorgant berømmer sine Folk og tvivler paa, at Karl Magnus har nogen, som kunne stilles imod dem. Karl Magnus gjendriver ham, og modtager Kampen (46). Dorgant kommer tilbage med det Budskab, at Karl Magnus skal være færdig til Kampen den følgende Morgen, og at hans Mænd ere mere lystne paa Strid end paa Vin eller Mad, naar de ere mest tørste eller hungrige. Estorgant spaar dem en brat Død. Sibilia beder ham ikke give sig af med at spaa, da Udfaldet først vil vise, hvem der kan rose sig af Seieren. De gjøre nu sine Forberedelser paa begge Sider (47). Karl Magnus selv og hans Frænde Rollant væbne sig. Rollants Hest Velantif føres nu frem, hvilket aldrig fandt Sted uden under tvingende Omstændigheder. Karl Magnus bestemmer nu i hvilken Orden hans Tropper skulle gaa i Kampen (48). Karl Magnus har nu ordnet sine Fylkinger, og givet hver Hundredskare et Banner. Rollant og med ham 20 Tusinde farer ind i en Skov ikke langt fra Rin. Dette var det yndigste Sted i Verden, en fortrinlig Kilde var der og grønt trindtom den, did pleiede Saxernes Kvinder at komme for at drikke og kjøle sig. Sibilia og en Mængde Kvinder med hende ere komne hid for at iagttage Kampen. Herhen kommer nu ogsaa Karl Magnus med sin Hær, han tiltaler sine Mænd, og sætter sin Lid til Gud, som altid før har hjulpet dem, at han fremdeles vil holde sin Haand over dem. Alle Franskmændene bede Gud bevare Kongens Liv (49). Guitalin taler ogsaa til sine Mænd, hvis Karl Magnus fanger ham, vil han ødelægge deres Land og hugge Hovedet af ham med sit Sværd Jovis (Gaudiola), men den samme Skjebne skal ramme Karl Magnus, hvis Guitalin faar fat i ham. Saxerne svare, at før skulle alle Franskmænd blive dræbte, end nogen slig Ulykke skal træffe Guitalin. Kongen takker dem og beder Maumet og Terrogant velsigne dem for deres Ord. Segun, en Mand udmærket ved Stolthed og Overmod, bærer Guitalins Banner, hvorpaa der var malet en gylden Hane, hvoraf der lyste 20 Mil til alle Kanter, naar Solen skinnede paa den (50).


Kampen begynder nu. Baldvin er den første, for hvem der flyder Blod, han kaster en Hedning af Sadlen og fælder ham død til Jorden. Der kjæmpes paa begge Sider med vexlende Held, den stolte Segun fældes til Jorden af Baldvin, til stor Glæde for Franskmændene. Kong Margamar rider derpaa imod en Franskmand og fælder ham død af Hesten, og bemægtiger sig denne. Guitalin takker ham herfor, og ønsker, at det maa gaa flere saaledes (51). Karl Magnus møder i Striden Guitalin og kaster ham af Hesten. Hans Faderbroder Estorgant kommer ham til Hjælp med mere end 10 Tusinde. Dennes mærkelige Hest beskrives. Den havde før været i en Rises Besiddelse, den var født i et Bjerg, hvor en Slange havde opfødt den ved sin Die. Den aad ikke Korn, som andre Heste, men friskt raat Kjød. Vikinger havde taget den i Bjerglandet og dræbt alle dens Vogtere, og siden havde de solgt den for 20 Borge og 20 Stæder med alt tilliggende Land. Den var paa den ene Side af Ryggen sort, paa den anden Side abildgraa, havde et smukt Hoved, og syntes ligesom blomsterfarvet over hele Legemet; dens Top var saa sid, at den naaede ned under Hovskjegget, og den syntes at være af Guldfarve. Estorgant rider hen til Guitalin og sætter ham op paa en anden Hest, og fælder derpaa flere Franskmænd, til stor Sorg for Karl Magnus. Tilsidst kommer dog Baldvin til og bader sit Sværd i hans Hjerteblod. En Stund have nu atter Saxerne Overhaand, og 50 Riddere storme ind paa Baldvin, som nu ogsaa maa af Hesten. Karl Magnus iler ham til Undsætning. I en Kamp med Kong Margamar strax efter overmander Baldvin denne, springer op paa hans Hest, og taler nu haarde Ord til Hedningerne og er bister som en Løve. Guitalin sætter Hornet for Munden og blæser, og nu kommer hans Broder Elmidan ud af Skoven med sin Hær og tuder i sit Horn (52). Ved denne Hornblæst vækkes Rollants Opmærksomhed, han aner, at Karl Magnus behøver hans Hjælp, og rider afsted til Kampen, som nu fornyes. Elmidan blæser i sit Horn, saa at alle Fjelde i Nærheden bæve. Rollant faar Lyst til Hornet, han rider frem og møder Elmidan, giver sig tilkjende for ham, og en heftig Kamp begynder imellem dem. De styrte begge af sine Heste og kjæmpe til Fods, og Enden bliver, at Rollant hugger Hovedet af Elmidan, og tager hans Horn og Sværd. Rollant sætter nu Hornet for Manden og blæser 3 Gange, og nu vide alle Kristne og Hedninger, at han har overvundet Elmidan. Guitalin flygter, og Rollant forfølger de Flygtende (53). Baldvin kalder trende Gange paa Guitalin og beder ham bie. Guitalin vender sin Hest, de ride mod hinanden og styrte begge af Hestene, og kjæmpe nu til Fods. Tilsidst overgiver Guitalin sig til Baldvin (54).


Guitalins Sønner redde sig nu til sin Faders Leir, og skylde de raske Heste sin Frelse. Sibilia spørger dem om Tidender. De fortælle, at Guitalin er tagen til Fange, men Elmidan og Margamar dræbte. Dronning Sibilia flygter nu med sine Sønner ud af Landet. Baldvin overgiver Guitalin til Rollant. Guitalin falder Rollant til Fode og beder om ikke at blive ført frem for Karl Magnus. Rollant betyder ham, at han maa følge med til Paris, for der at faa sin Dom, om han skal leve eller dø. Karl Magnus lader Saxland kristne og indsætter Høvdinge til at styre Landet. Ved Hjemkomsten til Frankrig dømmes Guitalin til Fængsel, en Lænke lægges paa hans Fødder, der er saa tung, at ikke fire Mænd kunne bevæge den. Bedre havde det været for ham at falde i Striden, end at leve med slig Skam og have Døden i Vente. I dette Fængsel lod han sit Liv (55).



Fotnoter:

  1. Efter de tre andre Haandskrifter maa Rollant dog finde sig i, først at faa Riis af Namlun, og dernæst som yderligere Straf at faa sine Negle klippede, førend han erholder Tilgivelsen.
  2. B tilføier yderligere om ham: Han var stor af Væxt og ond af Sind, sort af Haar og Hud, han spiser al Mad raa og drikker sin Vin altid blandet med Blod; han havde gule Øine som Kattene, og saa bedre om Natten end om Dagen. Han var fuld af Galder, Kogleri og Falskhed, og kom han her til Norden, vilde han blive kaldt et Trold.
  3. B giver her følgende Skildring af Oddgeir: Han var større af Vext end andre Mænd, havde et lyst og mandigt Ansigt, rødgult krøllet Haar; han var saa stærk, at hans Kræfter aldrig svigtede ham, naar han havde med naturlige Mennesker at bestille, han var rask og Kjæk i al Kampfærdighed, det være nu i Turnering eller Tvekamp.
  4. A tilføier her: Keiseren lader sønderbryde alle de hedenske Billeder han finder i Spanien, undtagen Billedet Salamcadis i Byen Cadis. Det staar paa Stranden paa Toppen af en Obelisk, og er støbt af „Latun“ i menneskelig Skikkelse med en Kølle i Haanden. Dette Billede har ved Maumets djævelske Kunster faaet flere overnaturlige Egenskaber: det kan ikke sønderbrydes af Mennesker; en Kristen, der kommer i dets Nærhed, bliver syg, men en syg Saracener, som tilbeder det, bliver helbredet; dersom en Fugl sætter sig paa det, dør den strax; det mister sin Kølle, naar den Frankerkonge er født, som skal kristne hele Landet, hvorfor Saracenerne flygte fra Landet, naar de se den falde.
  5. Kaldes senere Asperant.
  6. B: Pipins uægte Barn.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.