Indhold (Karlamagnús saga ok kappa hans)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Karlamagnús saga ok kappa hans



Karlamagnús saga ok kappa hans

Ved Kong Pipins Død er hans Søn Karl 32 Aar gammel. Flere af hans Faders Riddere lægge nu Raad op imod hans Liv, men Gud, som havde bestemt ham en glimrende Lod i Verden, aabenbarer ham ved sin Engel den truende Fare. Han flygter nu med sine Raadgivere til en tro Ridder, Drefia i Ardena, som ogsaa henter Karls Søstre for at tage dem under sin Beskyttelse. Om Natten aabenbarer en Guds Engel sig atter for Karl og byder ham at lade hente Tyven Basin, for sammen med denne at begive sig ud at stjæle, da han derved vilde sættes i Stand til at frelse sit Liv. Basin kommer, og Karl anbefaler sine Riddere Drefia og Namlun at tage sig af sine Søstre, medens han selv er borte (1). Karl og Basin begive sig nu afsted fulgte af Namlun og Drefia. Paa Veien paalægger Namlun Basin ikke at nævne Karl med hans rette Navn, men at kalde ham Magnus, for at undgaa hans Fienders Opmærksomhed. De skilles nu ad, og Karl og Basin drage midt igjennem Ardena, og komme til Staden Tungr, hvor Jarlen Renfrei har sit Slot. Om Natten ride de derhen, Magnus bliver efter hos Hestene, medens Basin gaar ind i Jarlens Hal og forsyner sig af en Kiste med Guld, Sølv og gode Klæder, bringer dette alt ud til sin Kammerat Magnus, og vil nu, at de skulle drage afsted igjen. Herimod protesterer Magnus, da han haaber at faa noget Lys i den Sag, han vil have opklaret, og Basin tilbyder sig at gaa tilbage med ham, for at give ham nogen Anvisning i Tyvekunsten. Efter at have forsørget sine Heste, gaa de ind i Hallen. Basin fører nu sin Kammerat hen til Jarlen Renfreis Seng, og lader ham blive staaende der mellem Væggen og Omhænget, medens han selv gaar i Stalden for at tage Jarlens Hest. Hesten bliver urolig, herved vaagner Jarlen og befaler Hestesvenden at see efter i Stalden, hvad der kan være paa Færde, men denne opdager intet, da Basin har lagt sig langs en Bjælke over Spiltouget. Imidlertid falder alle i Huset atter i Søvn undtagen Renfrei. Mellem ham og hans Kone udspinder der sig nu en Samtale, hvori han aabenbarer hende en Sammensværgelse mod Karls Liv. Han og hans 11 Medsammensvorne have ladet gjøre 12 tveeggede Knive af det haardeste Staal, hvormed de Juleaften skulle overfalde og ombringe Karl og alle hans Mænd i Staden Eis, hvor denne da vil opholde sig i Anledning af sin forestaaende Kroning. Efter fuldbragt Gjerning vil da Reinfrei lade sig salve til Konge i Tungr. Jarlens Kone formaner ham til at afstaa fra dette Forsæt, men til ingen Nytte; imidlertid faar hun vide Navnet paa alle de Medsammensvorne, der samtlige navngives. Renfrei vil selv være Keiser i Rom, og hans Broder Heldre skal være Hertug. Planen er, at alle, hver med sin Kniv skjult i Ærmet, skulle trænge sig ind i Karls Sengkammer og saaledes fælde ham. Da hans Frue udbryder i Beklagelser over deres onde Forsæt og denne for Karl saa uværdige Død, bliver Jarlen opbragt og slaar hende i Ansigtet til Blods. Hun bøier sig frem over Sengen for ikke at bløde paa Klæderne, og Karl opsamler Blodet i sin høire Handske. Imidlertid stiger Basin ned af Bjælken og søvndysser alle i Hallen ved sit Kogleri, kommer til Jarlens Seng, tager hans Sværd og kalder Magnus med sig. Han vil nu atter forsøge at lægge Sadel og Bidsel paa Hesten, men Hesten pruster og er atter urolig. Men da Magnus sadler den op, staar den stille som en Mur. Han stiger nu op paa Hesten (2). Derefter gaa de hen til sine egne Heste og binde alt Godset paa Basins Hest. Magnus rider paa Jarlens Hest, men Basin paa den Karl før havde brugt. De tage ind til en fattig Mand, og her aabenbarer atter Guds Engel sig for Magnus i Søvne, og befaler ham at drage hen at trøste sin Moder og sine Søstre, og underretter ham tillige om, at hans Moder er frugtsommelig og vil føde en Datter, som skal hede Adaliz. Han vaagner strax og rider med Basin til Peituborg; han bliver vel modtaget af sin Moder og forestiller hende Basin som sin bedste Ven. I Samtalens Løb kalder denne ham Magnus, hans Moder ytrer sin Forundring herover. Han siger hende, at det var for hans Fienders Efterstræbelser. Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes han opdagede disse, svarer han, at det skeede ved Guds Miskundhed, thi hans Engel bød ham at stjæle sammen med Basin Tyv. I sin Forfærdelse spørger hun, om han er Kristen. Han svarer, at han er døbt, men ikke confirmeret. Da hun hører dette, sender hun strax Bud til Trevisborg efter Rozer Erkebiskup. Dronningen tilkjendegiver at have hentet ham, for at han skal confirmere hendes Søn Karl og forandre hans Navn. Erkebiskopen ifører sig sit Skrud, og spørger derpaa, om han skal hede Karl. Dronningen siger, at dette er hans Døbenavn, men at han selv og Basin have forandret Navnet og gjort det til Magnus. Erkebiskopen erklærer da, at han nu skal hede Karl Magnus (Karlamagnús), og confirmerer ham derpaa med dette Navn (3).


Karl, eller, som han herefter heder, Karl Magnus (Karlamagnús), forsegler nu et Brev, som Erkebispen skriver, hvori Navnene paa de Sammensvorne ere optegnede, hvilket Brev befordres til Namlun og Drefia af Dronningens Løber Jadunet (4). Disse to begive sig nu til Peituborg og raadslaa sammen med Karl, Erkebispen og Dronningen om, hvad Foranstaltninger der skal gjøres med Rigsstyrelsen efter hans Fader. Erkebispen raader ham til at sende Bud til Videlun af Bealver, Namluns Fader, og Jarlen Hatun, og tilbyder sig at reise til Prumensborg efter dem. Disse glæde sig over at høre fra Karl, for hvis Skjebne de ængstede sig, og de ile alle tilbage til Peituborg, hvor de modtages paa det hjerteligste (5). Karl gjør dem nu bekjendt med, at hans Daab er bleven confirmeret, og at han nu heder Karl Magnus, og anbefaler Basin til deres Venskab. Opfordret af Namlun forelæser nu Erkebispen Brevet og navngiver alle Forræderne. Alle forbauses herover, og Karl maa nu atter fortælle Maaden, hvorpaa han har opdaget deres Anslag, og udvikle for sine Venner den Plan, som er lagt for at ombringe ham ved Kroningen i Eis. Som Bevis har han da med sig Blodet i Handsken og Hesten, som han har taget fra Renfrei. Basin raader nu til, at man skal stevne sammen alle Høvdinger i Karls Rige. Dette Raad befindes at være godt. Og nu opregnes ved Navn alle de, som skulle tilkaldes, og først af dem nævnes Pave Milon, og alle skulle møde i Eis med Folk og Vaaben som til en 7 Aars Krig (6). Karl Magnus lader nu Erkebispen opsætte Breve til dem, som skulle tilkaldes, og bestemmer Tiden til anden Pintsedag. Foreløbig sendes Jadunet af Dronningen med Brev til Erkebiskop Frere og hans Broder Hertug Herfe, der anmodes om snarest muligt at ile til Peituborg med 2 Tusinde Mand. Disse drage da afsted med 3 Tusinde, istedenfor to, og Hertugen tager 40 Lendermænd med sig, hvoraf enhver skulde have Høg, eller Falk, eller forskjellige Slags Jagthunde; Erkebispen tager 2 Biskoper, 5 Abbeder, 15 Klerke og halvandet Tusinde Riddere, og alle deres Tjenere. Imidlertid er Erkebiskop Rozer dragen til Rom, Basin til Bretland, og Girard af Numaia til Saxland og Flæmingeland med Kongens Breve (7). Hertug Herfe og Erkebiskop Frere og deres Følge fremstille sig for Karl Magnus og Dronning Berta Morgenen efter Ankomsten til Peituborg, og modtages med Velvillie af disse. Siden fører Dronning Berta sin Søn Karl Magnus i Eenrum, og fortæller ham, at hun i den halve Maaned, som nu er forløben siden Kong Pipins Død, ikke har befundet sig vel, og hun veed ikke, hvad Aarsagen kan være dertil, hvis det ikke er Sorg over hans Død eller Sønnens Fraværelse. Karl Magnus trøster hende med den Aabenbaring, han har havt af Guds Engel, at hun skulde faa en Datter, hvis Navn skulde være Adaliz. Alle ytre sin Deltagelse og Glæde over denne Underretning (8). Karl fortæller nu de Nyankomne sine Gjenvordigheder, gjentager hvad han allerede oftere har fortalt om Forrædernes Plan, og hvorledes den er bleven opdaget, og at Drefia har Hesten han tog fra Hertugen i sin Varetægt. Da Erkebispen spørger, hvorledes han kunde tro Basin Tyv saa vel, siger Namlun, at han er en beleven og dygtig Mand, hvem Karl næst Gud skylder Opdagelsen af Forræderiet, og at han nu er hans Mand (9). Hertug Herfe raader Karl Magnus til at befæste Eis. Denne beder sin Moder Berta ledsage sig, og drager da afsted den tredie Dag tilligemed hende. Paa Veien tager han ind i Ardensborg, hvorhen han lader sine Søstre hente, og anbetror til den ene af disse, Gilem, at forvare Handsken med Blodet. Om Morgenen, efter at have hørt Messen, sender Karl Namlun og Drefia i Forveien til Eis for at foranstalte alt til sin Modtagelse (10). Karl Magnus ankommer nu i Eis med 10 Tusinde Riddere. Efter at have været paa Jagt omkring i Egnen lader han hente 300 Haandværkere. Han lader nu omhugge alle de Pæretræer som findes, og lader Tømmeret henkjøre for at opføre en stor Hal. Det bliver bestemt, at denne skal bygges ved Vandet, Kirken i Skoven, til høire Side en stor Borg, og til venstre Hærberger for hans Stormænd. Kirken bygges nu og indvies af Erkebispen. Derefter velsigner Erkebispen Stedet, hvor Hallen skal staa, Tømmeret, Skoven og Vandet (11). En Mængde Arbeidsfolk ere nu samlede i Eis, og saa meget Sten og Tømmer er der, at alle have nok at bestille. Kirken bliver bygget af Marmor og tækket med Messing, Sølv og Bly, og mange Steder Forgyldninger anbragte. Da den synes Karl noget indskrænket med Hensyn til Plads, bønfalder han Gud om at lade den voxe, for at han kan faa Rum til hele sin Hird, og denne Bøn opfyldes. Han indretter 12 prægtige Herberger, og i en yndig græsgroet Dal lader han indrette kolde og varme Bade (12). Saasnart Renfrei og hans Broder Heldre erfare Karls Byggeri i Eis, drage de af nysgjerrighed derhen med 100 Mænd. Han indbyder dem da til at overvære sin Kroning der Pintsedag, hvorpaa de drage hjem igjen (13). Imidlertid indtræffer Tiden til Dronning Bertas Nedkomst, og hun føder en Datter, som Erkebispen døber med Navnet Adaliz (14).


Erkebiskop Rozer kommer nu til Rom og overleverer sine Breve til Paven, og melder ham, hvorledes Sagerne staa med Karl Magnus. Paven skal komme, og han sender tillige Bud og Brev til sine Undergivne, at de skulle indfinde sig i Eis (15). Basin drager til Bretland i samme Ærinde til Høvdingen Geddon af Brettolia og derefter til Mester Godfrei i Valland (16). Girard kommer til Flæmingjaland til Baldvin i Arrazborg; denne skal komme og sender Brev til flere andre Riddere, om ogsaa samtidig at indtræffe i Eis. Derefter drager Girard med sin Tilsigelse til Saxland. Vender derpaa tilbage til Eis (17).


En Mand Eim af Galiza begiver sig ogsaa til Eis for at overvære Kroningen, og træffer paa sin Vei Reinbald fra Frisland, disse indlade sig i Kamp med hinanden, slutte derpaa Broderskab og drage sammen til Eis, hvor de nyde en gjestevenlig Modtagelse og faa godt Herberge (18). Nu indtræffer ogsaa Paven og alle de Øvrige, der vare budsendte, i Eis, og faa sine Kvarterer anviste af Namlun. Renfrei og de Sammensvorne indfinde sig ogsaa (19). Tilstrækkelig Proviant føres nu til Torvs. Karl Magnus lader sætte en stor Ørn paa sin Hal til Tegn paa at Valland er ypperst i Keiserriget. Nu anføres, hvorledes de Fremmede ere fordelte i sine Herberger. Herpaa lader Karl Magnus sammensmelte en Hob Jern og Staal i Gaarden, som fører ind til Hallen, hvilken Masse skal benyttes til at prøve Sværdene i. Han giver derpaa Ordre til sine Mænd ikke at tilstæde nogen Adgang uden hans Tilladelse. Nu henter han til sig Paven og de ypperste Høvdinger, hvilke modtages med Venlighed af Karl og hans Moder (20). Karl Magnus oplyser disse om Morderplanen mod ham, og hvorledes den blev opdaget. Maaden, hvorpaa Forræderne skulle paagribes, bliver omtalt. Karl lader dernæst for alt Folk bekjendtgjøre, at Kroningen er berammet til den følgende Morgen, og lader sætte Fred mellem alle Mænd, og den der ved Tyveri eller anden Ondskab forseer sig herimod, skal blive hængt eller miste Hovedet, hvor fornem han end kan være. Denne Fred besværge alle (21). Morgenen efter bliver Karl Magnus slagen til Ridder. Da han herefter var kommen op paa en stor Araber, syntes alle, at han tog sig prægtig ud til Hest, og de takkede Gud, at en saa liden Mand, som Kong Pipin var, skulde have faaet saa stor en Søn som Karl Magnus. Herefter bleve 100 andre unge Mænd slagne til Riddere. Derefter foregaar Kroningen, hvis Ceremoniel omstændelig beskrives. Og efter et festligt Maaltid gaar Kongen til Hvile (22). Nu blive alle Forræderne paagrebne, og Renfrei maa tilsidst gaa til Bekjendelse, da Handsken med Blodet og hans Hest føres frem. De blive nu alle kastede i Fængsel tilligemed deres Folk (23). Den næste Dag dømmes alle Forræderne til at hænges, dog blive de for Renfreis Kones Skyld benaadede med Halshugning i Steden for Hængning (24). Karl Magnus kalder nu Basin, og skjenker ham Tungr og giver ham Renfreis Enke til Kone. Rozer Erkebiskop skjenker han Triversborg, og Paven selv takker ham for hans Gaver til Kirken. Han giver ogsaa Namlun store Forleninger. Forrædernes Undergivne blive som uskyldige i Sammensværgelsen satte paa fri Fod og tilsværge Kongen Troskab (25).


Reinhald af Frisland faar Kongens Søster Belisent til Ægte, og forlenes med de Eiendomme, som Forræderne Tangemar og Tamer have havt. Paven overlader Kongen flere Klerke, blandt disse Turpin, som bliver hans Cantsler. Kongen opretter et Munkekloster og Nonnekloster og udstyrer begge rigeligt. Han opnævner nu et Antal af 20 Mænd, som han stadig vil have om sig, og sex som skulle være hans Raadgivere; 700 Riddere har han i alt daglig hos sig, og desuden Tjenestemænd (26). Han paalægger derpaa alle Høvdingerne at holde Fred i hans Rige, og melder Paven, at han om et Aar vil indfinde sig i Rom for at vies til Keiser. Han takker dernæst alle for deres Nærværelse, og enhver drager nu hjem til sit (28).


Varner af Pirafunt (Pirapont), Broder til en af Forræderne, sætter sig op mod Kongen, bemægtiger sig først Pirafunt, dernæst Orliens, Brettolia og Irikun (28). Eim (Eimar) af Galiza, der havde faaet Irikun, sender Mænd til Varner med Opfordring at underkaste sig Kongen. Varner vredes, sender Eim et Brev, hvori han erklærer Karl Magnus's Kroning for uretmæssig og kalder ham en Tyv, og vil bevise dette ved Holmgang imod Eim eller Reinbald af Frisland. Reinbald faar Lov at møde Varner i Tvekamp. Namlun ledsager ham med 7 Tusinde Riddere for at sikre ham mod Svig. De drage til Irikun, hvor de blive Natten over (29). Om Morgenen sender Namlun Folk til Varner med Opfordring til at hylde Kongen, i modsat Fald skal han miste sit Liv. Varner vredes og truer at stikke Øinene ud paa dem, som senere skulde komme i lignende Ærinde. Han erklærer sig dog villig til Holmgang mod Reinbald, for at bevise sin Paastand, at Kongen er en Tyv. Tirsdagen skulle de mødes (30). Reinbald staar tidlig op Tirsdag Morgen, gaar til Skrifte og modtager Sakramentet. Han iføres sine Vaaben, bestiger en hvid Hest, og alle hans Vaaben ere lyse, og ligeledes han selv (31). Varner gaar ogsaa til Skrifte, hans Hest og Vaaben ere sorte, han rider imod Reinbald og erklærer spottende at ville forliges med Kongen, paa den Betingelse, at han skal beholde de Eiendomme han har tilegnet sig. Efter en kort Ordvexling begynder derpaa Kampen, som ender med at Reinbald gjennemborer Varner. Karl Magnus giver nu Eim Varners Enke til Ægte og skjenker ham Varners Eiendele. Brylluppet staar i Eis. Kong Karl Magnus lader sig derpaa hylde i Orliens, og sender Namlun for at bemægtige sig Amiens og tage Indvaanerne i Ed (32). Da Kongen kommer tilbage til Eis, er Dronning Berta syg, og hun dør 8 Dage efter. Hun bringes til Ariesborg og begraves paa Kirkegulvet ved Siden af Kong Pipin. Reinbald drager nu til Frisland med sin Kone (33).


Bove den skjegløse af Viana kommer nu til Kongen med sin Søn Girard, som bliver slagen til Ridder. Bove begiver sig siden efter Kongens Opfordring tilligemed Hatun af Spolia paa Veien til Rom for at forberede hans Kroning. Paa Hjemveien bliver Bove syg og dør. Kongen paalægger Umant (Vinant) af Lamburg at sørge for hans Søster Adaliz's Opdragelse, den anden Søster Gilem anbetroes til Makarius (34). Kongen drager nu til Rom og bliver kronet der. Da Ceremonien er fuldført, kommer der Bud, at Bove af Viana er død, og ligesaa Biskoperne af Reins og Miliens. Han giver nu Girard Viana efter hans Fader, og formæler ham med Ermengerd, Datter af Varner af Muntasaragia. Denne drager nu med sin Hustru til Viana (35). Kongen giver nu sin Kapelan Turpin Erkebispestolen i Reins, men sin Skriver Rikard Biskopstolen i Miliens. Kongen kommer nu tilbage til Eis, og har utilladelig Omgang med sin Søster Gilem. Senere skrifter han for Abbeden Egidius alle sine Synder, undtagen denne. Medens han synger Lavmessen, kommer Engelen Gabriel og lægger en Seddel paa Patenaen, hvori denne Kongens Synd staar antegnet, og at han skal formæle sin Søster med Milun af Angrs, og syv Maaneder derefter vil hun føde en Søn, som er hans (Kongens), han skal sørge vel for ham, thi han vil trænge til ham. Egidius tager Seddelen, træder frem for Kongen og læser den for ham. Kongen knæler ned og gaar til Bekjendelse, og opfylder senere Brevets Bud, gifter sin Søster med Milun, og gjør ham til Hertug i Britannia. Syv Maaneder efter bliver Drengen født, og i Daaben kaldet Rollant, en Abbed sørger for hans Opdragelse og skaffer ham fire Ammer. Syv Aar gammel bringes han til Karl Magnus, hvem han strax erkjender som sin Morbroder (36). Kongen begiver sig nu til Orliens, hvorhen ogsaa Junker Rollant følger ham med sine to Fosterfædre. Kongen lader ogsaa hente sin Svoger Milun og sin Søster, der begge længes meget efter Rollant. Denne indføres nu af sine Fosterfædre, iført en Kjortel af fint Bugskind, Skjorte af bedste Lærred, og med Korduansko udzirede med Løvefigurer, og ledsaget af 40 fornemme Mænds Sønner. Milun og Gilem faar Lov at tage Rollant med sig hjem til Britannia tilligemed de 40 unge Mænd (37).


Girard af Viana sætter sig nu op imod Kongen og tilføier ham alle optænkelige Krænkelser. Kongen stevner ham til sig, dersom han vil beholde Rige og Liv. Han afslaar dette. Kongen samler forbitret 7 Tusinde Mænd og beleirer Viana. Hertug Milun gjør nu sin Søn Rollant til Ridder (han er saa liden, at han maa hænge Sværdet om Halsen paa ham), og sender ham afsted tilligemed 40 Riddere, og anbefaler dem at søge Kvarter og Raad hos Namlun. Disse ankomme til Viana ved Middagstid (38). En Ridder kommer ud af Staden, Rollant væbner sig og rider ham i Møde; efter en Samtale, hvori det viser sig, at Ridderen er Bernard af Averna, en Frænde af Girard, kommer det til Kamp mellem dem, der ender med at Bernard overvindes og maa bede om Pardon. De ride nu begge til Teltet, hvor Namlun kommer til, og gjør Rollant opmærksom paa, at Karl Magnus har forbudt enhver at indlade sig i Kamp uden hans Bud, og at Overtrædelsen af denne Befaling skulde koste Livet. Han skaffer ham dog Tilgivelse hos Kongen,[1] og denne tager ogsaa Bernard til Naade og gjør ham til Jarl i Averna (39). Viana beleires nu i 7 Aar. Rollant foranstalter et Ridderspil, han reiser et Træ, hvorpaa han hænger et Skjold, og mod dette lader han sine Folk ride med Spyd. Girard og hans Søstersøn Oliver forstyrre denne Leg, det kommer til en Kamp, hvori Oliver tager Lambert til Fange. Da imidlertid Kongen kommer til med hele Hæren, tyer Girard og hans Mænd tilbage til Staden (40). Den følgende Morgen opfordrer Girard Oliver til at begive sig til Karl Magnus tilligemed Lambert for at bede om Naade og overbringe Girards Erkjendelse af hans Uret imod Kongen. Karl Magnus erklærer Girard for en Forræder. Oliver vredes og vil gendrive denne Beskyldning i Tvekamp med hvemsomhelst. Rollant optager Handsken, og Kampen skal finde Sted under Vianas Mure. Namlun og Lambert ere enige om at misbillige denne Tvekamp (41). Oliver og Lambert drage tilbage til Girard. Lambert raader nu Girard til at gifte Olivers Søster Adein (Auda) med Rollant, og derved forlige disse sammen, og derpaa at gaa Karl Magnus til Haande. Lambert begiver sig nu til Kongen og fremfører dette Forslag, som ogsaa antages. Den følgende Morgen, da de to Kjæmpere væbnede møde frem paa Pladsen, gaar Karl Magnus imellem og afvæbner dem; de tilsværge hinanden nu Broderskab, og Rollant lover at ægte Adein (Auda), dersom Gud vil forunde ham Livet (42).


Kongen og Hertug Girard ere nu vel forligte. Lidt efter kommer Malakin af Ivin og beder Karl Magnus om at slippe hans Broder Abraham ud af det Fængsel, hvor han havde sittet i 14 Aar, og tilbyder i Løsepenge 3 ypperlige Sværd, arbeidede af Smeden Galant i England, og for hvilke Kong Faber havde sat ham i Pant 7 hundrede Bysantiner i Guld. Kongen beder Hertug Girard (hvis Fange han synes at have været) om hans Løsgivelse, hvilket denne villig indrømmer. Kongen overgiver Sværdene til sin Fæhyrde Difa. Hver drager nu hjem til sit, Kongen til Eis (43). Kommen hjem prøver Kongen disse Sværd i den store Staalmasse foran sin Hal. Det første Sværd gjør kun et lidet Indhug i Staalet. Dette er et godt Sværd, siger Kongen, og det skal hede Kurt. Derpaa hugger han med det andet, der trengte en Haandbred eller mere ind, det kalder han Almacia. Dernæst hugger han med det tredie, der tager med sig mere end en halv Mandsfod af Staalmassen. Dette kalder han Dyrumdale (44).


Kongen faar Brev fra Paven, hvori denne klager over de Forurettelser, som Romerne ere udsatte for at Lungbarderne og Bretlandsmændene. Kongen stevner de stridende Parter til sig i Moniardal og forliger dem med Pavens Hjælp. Om Natten efter, da Kongen hviler i sin Seng, aabenbarer Engelen Gabriel ham, at der i hans Sværd findes herlige Reliqvier, en Tand af Apostelen Peter, noget af Mariæ Magdalenæ Haar og af Biskop Blasii Blod, og byder han at skjenke det til Rollant. Om Morgenen efter drager Paven tilbage til Rom. Rollant og Oliver drage med 200 Tusinde Mænd til Staden Nobilis for at beleire Kong Ful, der var belavet paa at kunne forsvare Staden i 20 Aar (45). Saasnart Kongen er kommen tilbage til Eis, faar han høre fra Saxland, at Kong Vitakind har taget og brændt Mutersborg og lemlæstet Biskopen. Han drager med Hær til Saxland, men standses paa sit Tog af Rinen, hvor der hverken er Bro eller Baad, og hvor man heller ikke kan vade over. Han samler Materiale til en Bro, men det gaar langsomt med Arbeidet, han ønsker at han havde Rollant der, da vilde Broen snart være færdig og Kong Vitakind dræbt (46). Han sender Bud efter Rollant og Oliver, disse tage fat paa Arbeidet, og efter et halvt Aars Forløb er Broen bygget. Rollant og Oliver indtage nu Vesklara og fanger Sævine, Befalingsmand i Staden. Derpaa indtages Staden Trimonie, hvis Mure ved et Mirakel styrte ned, Kong Vitakind fældes og Saxland befries. Bove den Skjegløse sættes til at varetage Landet (47).


En Dag, som Kongen staar ved et Vindue og ser ud paa Rin, faar han Øie paa en Svane, der svømmer med en Silkesnor om Halsen, ved denne Snor hænger der en Baad. En væbnet Ridder staar i Baaden med et Brev om Halsen. Svanen forsvinder, da Ridderen kommer til Land. Namlun fører ham til Kongen. Han forstaar ikke Sproget, og overrækker Kongen Brevet. Dette beretter, at Girard Svan er kommen for hos Kongen at tjene sig til Land og Kone. Rollant ytrer sig med Interesse om den nykomne Ridder. Girard lærer snart Sproget og viser sig som en god Ridder og klog Mand. Kongen formæler ham med sin Søster Adaliz og gjør ham til Hertug af Ardena (48).


Kong Karl Magnus tager til Ægte Adein, Hertug Videluns Datter og Namluns Søster. Efter to Aars Ægteskab faa de en Søn, Lødver, efter hvis Fødsel Kongen lover at besøge den hellige Grav. Han begiver sig afsted og efterlader Girard Svan at styre Saxland, Oliver Kongeriget i Valland, og Rollant Keiserriget i Rom (49). Kongen lægger Veien tilbage om Miklagard, og understøtter Grækerkongen mod hans Fiender, og fanger Hedningernes Høvding. Kong Karl Magnus mister mange Mænd, blandt dem sin Svigerfader Hertug Videlun. Den hedenske Konge Miran bliver tvungen til aarlig at udrede til Grækerkongen 1500 Mærker Guld, 10 Muldyr og 7 Kameler. Grækerkongen tilbyder sig at være Karl Magnus's Vassal, hvilket denne dog afslaar, men udbeder sig nogle Reliqvier. Han faar blandt andet vor Herres Svededug, Spydsodden, hvormed vor Herres Side blev gjennemboret, og den hellige Merkurius's Spyd. Han drager nu hjem og lader forskjellige af Reliqvierne blive tilbage paa forskjellige Steder, Spydsodden tager han selv og anbringer den paa det øvre Hjalt af sit Sværd, hvilket han derfor kalder Giovise, thi han (?) havde givet ham det; derfor raabe alle Riddere, naar de egge hinanden, Mungeoy (50).


En Tid efter Kong Karl Magnus's Hjemkomst aabenbarer Engelen Gabriel sig for ham en Nat og byder ham at drage til Spanien med en Hær. Dette Bud efterkommer Kongen, befaler sine Mænd at belave sig paa et længere Ophold i det fremmede Land og derfor at medtage sine Koner og Børn. De faa 2 Aars Frist til at ruste sig. Det tredie Aar drage de afsted 100,000 Mand stærke, og tage med sig mange Vognladninger Nødder og Korn til Udsæd. Paa Veien komme de til Floden Gerund, hvor de hverken finde Vadested eller Baad at sætte over med, Kongen gjør Bøn til Gud, og strax viser sig en hvid Hind, som vader over Elven, og hele Hæren følger efter. Kongen sender Rollant og Oliver i Forveien med de bedste Folk for at beleire Nobilis (51). Kong Ful møder dem med mange Folk. Kong Karl Magnus har givet Befaling til at spare Kong Ful, men denne bliver ikke desto mindre fældet af Oliver og Rollant, som lade Kamppladsen tvætte og aftørre efter Striden, paa det at Karl Magnus ikke skal faa see Blodet. Efter Stadens Indtagelse kommer Kongen og spørger efter Ful. Rollant siger, at han er dræbt. Kongen bliver vred og slaar ham med sin Handske under Næsen, saa at han bløder, thi han havde befalet ham at bringe Ful levende (52). Næste Dag drage de til Staden Mongardig, som de beleire. Kongen af Korder (Korda) rykker nu imod dem med en stor Hær. Kong Karl Magnus byder sine Mænd hugge sønder Spydskaftene og sætte dem ned i Jorden, strax voxer der ved et Mirakel Grene og Løv paa dem, og hvor før var bar Mark staar nu en Skov. Kongen flygter til sin Stad Korda, og Karl Magnus indtager nu først Mongardig og derpaa Korda, hvis Konge han dræber. Derefter drager han til en Stad midt i Spanien, Saraguz. Kongen i denne Stad, Marsilius, tilbyder at underkaste sig samt antage Kristendommen, dersom han faar beholde sit Rige. Karl Magnus antager dette Tilbud og sender Basin og hans Broder Basilius i denne Anledning til Marsilius. Denne, der kun havde pønset paa Svig, lader begge Brødrene dræbe, til stor Sorg for Karl Magnus (53).


Imidlertid kommer Efterretning om Hertug Miluns Død. Karl Magnus formæler nu dennes Enke, sin Søster Gilem, med Guinelun og giver ham Jarldom i Korbuillo. De faa en Søn Baldvin. Guinelun elsker Rollant som sin egen Søn, og de tilsværge hinanden Broderskab. Nu opdage Præsterne, at Guinelun og Gilem ere beslægtede med hinanden i fjerde Led, de blive da skilte, og Karl Magnus gifter sin Søster med Hertug Efrard, med hvem hun faar to Sønner Adalraad og Efrard. Guinelun faar Hertug Efrards Søster til Ægte (54). Hernæst komme Sendemænd til Karl Magnus, som melde om Ran og Tyveri i Frankrige. Kongen sender Rollant hjem at raade Bod herpaa. Før disse sidst fortalte Begivenheder, strax efter at Staden Trimonia var indtaget og Vitakind dræbt, havde Karl Magnus sendt en Skrivelse til Danmark og truet Kong Jofrey til at tage sit Rige i Len af ham og sende ham som Gidsler sin Søn Oddgeir og sin Mundskjenk Erber (55).


Da Rollant drager afsted, befaler Kongen ham at bringe med sig tilbage Oddgeir Danske og Sværdene Kurt og Almacia. Guinelun beder ogsaa Rollant at lægge Veien om hans Hjem Kastalandum og bringe hans Kone Geluviz en Hilsen. Rollant kommer nu til Eis, freder Landet, faar med sig Oddgeir Danske og Sværdene. Derefter reiser han til Kastalandum, hvor han modtages paa det bedste af Geluviz. Hun siger, at hun vil sende en smuk Pige til ham om Natten. Rollant gjør Indsigelser herimod, da han har lovet Adein sin Tro, men til ingen Nytte. Da den unge Pige forlader ham om Morgenen, viser det sig, at det har været Geluviz selv. Det gaar ham meget nær, at han har sveget sin Kammerat. Da Rollant kommer tilbage til Spanien, træffer han Namlun og fortæller ham, hvad der er passeret mellem ham og Geluviz. Namlun bad ham holde det skjult. Men Rollant har lovet at fortælle Guinelun alle Misgjerninger, som have gaaet for sig i hans Hjem, og maa saaledes sige ham denne, som var den største. Guinelun forsikrer efter denne Tilstaaelse Rollant, at han ingen Uvillie nærer mod ham, da Skylden var hendes, men han bærer dog bestandig efter den Tid Nag til ham (56). Rollants og Oddgeirs Ankomst meldes. Kongen faar nu høre, at alt er roligt i Frankrige. Ved Bordet, hvor han har Rollant paa sin ene Side og Guinelun paa den anden, spørger Kongen om han skal slaa Oddgeir til Ridder. Rollant billiger dette, men Guinelun siger, at det var bedre at hænge ham op. Kongen spørger i sin Forundring om Grunden til denne Mening. Guinelun siger, at Oddgeir elsker Dronningen. Herover bedrøves Kongen. Efter Maaltidet kalder Kongen Namlun til sig og siger ham Guineluns Ytring. Namlun beder ham ikke tro det, og anbefaler ham at spørge Rollant om, hvorledes Guineluns Kone gav ham Herberge. Rollant fortæller Kongen det passerede, og denne skjønner nu, at det er Had til Rollant, der taler ud af Guinelun (57). Kongen væbner nu Oddgeir som Ridder og binder om ham Sværdet Kurt. Der føres nu frem en graa Hest. Da Kongen seer denne Hest, vil han have den selv, og kalder den Tengardus. Der føres nu frem en rød Hest, som Kong Ful havde eiet, den faar Rollant. En tredie Hest ledes da frem, brun af Farve, stor og smuk (Brocklafer, Broiefert), denne giver han Oddgeir, og tildeler ham Ridderslaget. Turpin Erkebiskop forlanger nu Vaaben, for at kjæmpe mod Hedningerne. Kongen væbner ham, giver ham Sværdet Almacia, en sort Hest ledes frem, som han kaster sig op paa. Han rider derpaa fuldrustet frem for Kongen og hilser ham. Han hilses med Jubel af Valerne (de Franske). Med Kongens Tilladelse væbner Rollant til Ridder Teorfa, Broder til Geofrey af Mundegio, og giver ham sin Hest Kastalein, og tildeler siden 19 Andre Ridderslaget (58).


En Dag som Kong Karl Magnus sidder i sin Hal omgiven af sine Riddere, tilkjendegiver han dem, at han vil udvælge 12 af sine Mænd til Høvdinger og Forkjæmpere mod Hedningerne, ligesom Gud havde udvalgt 12 Apostle til at forkynde sit Ord over hele Verden. Disse tolv ere da følgende: Rollant, Oliver, Turpin Erkebiskop. Geres, Gerin, Bæring, Hatun (Otun), Samson, Engeler, Ivun, Iforias og Valter. De skulle staa hverandre bi i enhver Fare og betragte hverandre som kjødelige Brødre (59).


Af frú Olif ok Landres syni hennar

Den Saga som her begynder er ikke, som andre lignende Fortællinger, digtet blot til Morskab, men den siges at medføre Sandhed. Hr. Bjarne Erlingssøn fandt den skreven paa Engelsk, da han opholdt sig i Skotland om Vinteren efter Kong Alexanders Død. Kongeværdigheden efter ham tog Margrete, Datter af Kong Erik Magnussøn i Norge, en Datterdatter af Alexander. Hr. Bjarne blev sendt vest paa for at sikre og stadfeste Riget under Jomfruen. For at Bogen skulde blive forstaaeligere og interessantere, lod Hr. Bjarne den oversætte fra Engelsk paa Norsk. Man kan her se et Exempel paa, hvorledes Guds Retfærdighed altid tilsidst straffer Ondskaben, om den end fremturer en Stund med Djævelens Tilskyndelse. Fortællingen handler hovedsagelig om, hvorledes en fornem og standhaftig Frue fristedes af den værste Skurk, skjønt mange Begivenheder siden omtales.


En mægtig Konge eller Hertug, Hugon, hersker over Dalen Munon, han mangler til sin fuldstændige Lykke kun en Kone. Samtidig med ham regjerer i Frankrige Kong Pipin, han har en Datter Olif, der er udstyret med mange fortrinlige Egenskaber og har nydt en omhyggelig Opdragelse. Kong Hugon beiler til hende, Faderen, Kong Pipin, giver sit Samtykke, og alle Forberedelser træffes til Bryllupet (1). Bryllupet holdes nu med stor Pragt og Lystighed. Bruden indtager alle for sig og velsignes af alle, og efter endt Gjæstebud drage alle Gjæster vel tilfredse hjem. Efter nogen Tid føder Dronningen en Søn, der i Daaben faar Navnet Landres (2). Kong Hugon drager nu en Dag ud paa Jagt, og ledsages af alle sine Mænd, paa sin Hushovmester (Stivarð) nær, der skal blive hjemme til Dronningens Opvartning (3). Den onde Milun, som længe havde næret utilladelig Tilbøielighed for Dronningen, benytter nu Anledningen og tilstaar hende sin Kjærlighed, men afvises strengt af hende og trues med Galgen; han gaar da beskjemmet hjem til sit Herberge. Han tager nu frem et kostbart Bæger, hvori han kommer en Dvaledrik, og begiver sig med dette tilbage til Dronningen, foregivende at det Hele kun har været en Spøg af ham, for at stille hendes Dyd paa Prøve. Han faar da strax Tilgivelse, og beder Dronningen til Bekræftelse paa deres Forsoning at drikke med ham af dette Bæger. Han sætter Bægeret for Læberne og lader som han drikker, Dronningen derimod drikker ud, og falder derpaa i en dødlignende Søvn. Milun bærer hende nu til hendes Kammer og lægger hende der i hendes Seng, derpaa gaar han ud i Staden, hvor han træffer en Blaamand, som han indbyder med sig hjem og beværter ham kosteligt, giver ham af Dvaledrikken, og saa snart han er falden i den dybe Søvn, tager han og bærer ham ind i Dronningens Sengkammer, hvor han lægger ham op i Sengen til hende, og lægger Dronningens hvide Hænder om hans sorte Hals (4). Kongen kommer nu hjem og forundres over at Dronningen ikke kommer ham i Møde efter Sædvane. Kongen sætter sig nu først til Bords, og efter Maaltidet spørger han, om Dronningen er drukken, om hun har Hovedpine, eller om hun leger med Landres, siden hun ikke lader sig se. Milun svarer, at hun har faaet sig en ny Brudgom, som beskjæftiger hende, og for at overbevise Kongen om Sandheden af sit Udsagn, fører han ham til hendes Kammer, hvor hun i dyb Søvn hviler ved Blaamandens Side. Milun forsikrer Kongen, at han længe har været vidende om dette Forhold, men har ventet paa en Anledning til at kunne overtyde ham, da han har været bange for ikke at blive troet, naar han ikke havde Beviserne paa rede Haand. Kongen byder at tage Dronningens Hænder fra Blaamandens Hals, hvorpaa han hugger Hovedet af ham. Af hver hans Bloddraabe blev en brændende Voxkjerte. Kongen forbauses herover, men Milun forsikrer ham om at hun er en Hex, og kan faa Sten til at flyve og Fjæder til at synke. Milun beder ham derpaa ogsaa at afhugge hendes Hoved, hvilken Anmodning Kongen afslaar (5). Dronningen vaagner nu med Forfærdelse, idet hun seer Kongen staa med draget Sværd over sig, hun paastaar sin Uskyldighed og tilbyder at bevise denne ved Guds Dom, som Lov var i Landet. Hun vil først sætte sig nøgen i en ophedet Kobberkjedel, dernæst lade sig skyde op i Luften af en Valslynge for at styrtes ned paa skarpe Sværds- og Spydsodder. Da ingen af disse Tilbud antages, beder hun om at blive roet i en Baad saa langt, at man ikke kan see Land, for der at kastes ud og ved at redde sig til Land bevise sin Uskyldighed. Milun foreholder Kongen, at hun ved sine Troldkunster kan flyve igjennem Luften uden Vinger, og at alt dette altsaa ikke kunde vidne om hendes Uskyld. Nu harmes Dronningens første Mand, Ridder Engelbert af Dynhart, han farer op og slaar til Milun under Øiet saa haardt, at han styrter frem paa Ilden, erklærer ham for en Løgner og tilbyder sig at kjæmpe uden Vaaben imod ham blot med en tynd Kjep og ridende paa en Mule, Milun skulde derimod være fuldrustet og til Hest. Kongen tillader nu denne Guds Dom (6). Disse to Riddere ruste sig nu. Ved det første Sammenstød styrter Milun af Hesten. Han reiser sig, gaar hen til Kongen, og faar ham til at tro, at alt dette sker ved Dronningens Trolddom. Kongen forviser nu Engelbert fra sit Aasyn. Kongen sammenkalder nu sine ypperste Mænd, og byder dem at bestemme Dronningens Dødsmaade. Hver foreslaar nu sin Maade, tilsidst raader Milun at opbygge et Stenhus til hende, der er saa vidt stort, at hun kan staa og sidde i det. Nu reiser sig en af Kongens Riddere Arneis, og gjør ham opmærksom paa, at Dronningen er en Datter af Kong Pipin, og at han kunde udsætte sig for dennes Hævn, han raader ham derfor til at sende Bud efter hendes Fader og Frænder, og lade dem deltage i Dommen. Dette Raad følger Kong Hugon (7). Kong Pipin og hans Følge indfinder sig nu, de beværtes kosteligen, og den første Ret de nød, havde ved Miluns Kunster den Virkning, at alle glemte sit Venskab for Dronningen. Efter Maaltidet føres Dronningen ind i en tynd, ussel Klædning og barfodet og barhaaret. Milun slæber derpaa Blaamandens Legeme ind, kaster det hen for Dronningens Fødder og haaner hende. Kong Hugon fortæller nu, at han fandt denne Blaamand hvilende hos hende. I sin Fortvivlelse sætter hun sig ned ved sin Faders Fødder, men han sparker til hende, saa at hun styrter om og knækker to Ribben. Milun farer nu op og slaar Landres med en Kjep over Øiet, saa at han siden bestandig havde Ar efter. Hugon opfordrer nu til at bestemme hendes Dødsmaade, alle forholde sig tause (8). Tilsidst reiser sig hendes Broder Karl, der siden blev Keiser Karl Magnus, han bifalder Miluns Forslag, at sætte hende i et Stenhus, hvor hun i 7 Aar skal leve af et grovt Brød og et Kar daarligt Vand, og dersom hun da endnu er levende, vil han holde hende for uskyldig og falskelig anklaget. Milun lægger til, at Huset skal fyldes med Orme og Padder og giftigt Kryb. Alle stemme for denne Dom. Og efter at have kysset sin Søn Landres og paakaldt Guds Bistand, føres nu Dronningen til Stenhuset, hvor hun indmures med et grovt Brød og en Skaal Vand (9).


Da nu nogen Tid er forløben, fordrer Milun, efter Samraad med flere af Kong Hugons Mænd, at denne skal gifte sig, for at skaffe Riget en (legitim) Arving, i modsat Fald ville de støde ham fra Tronen. Kongen erklærer sig villig hertil, efterat Milun har forsikret ham om, at Fru Olif forlængst er død. Kong Hugon lader sig nu besnakke af Milun til at ægte dennes Datter, Aglavia, og holder Bryllup med hende. Paa alle, som tale med hende, gjør hun et ubehageligt Indtryk, og enhver er gladere jo før han kan forlade Bryllupet og reise hjem (10). Kongen og Dronningen faar en Søn, der bliver kaldet Malalandres, som allerede tidlig røber sin Vanart, Landres, derimod vinder alles Hengivenhed. Avindsyg herover spørger Milun Kongen, hvor længe han vil beholde hos sig denne Blaamands Søn, og faar ved sine Overtalelser udvirket, at Kongen forviser Landres fra sit Aasyn. Landres tyer nu til sin Fostermoder, en klog gammel Kone ved Navn Siliven, som bor tæt ved hans Faders Slot, hun tager vel imod ham og giver ham Tilhold hos sig. En Dag fortæller hun ham, at der den følgende Dag skal være Lege paa Slottet, og opfordrer ham til at gaa hen og forsøge sin Dygtighed. Landres erklærer sig villig hertil (11). Da nu Dagen kommer, gjør Landres sig færdig, siger Farvel til sin Fostermoder og faar af hende ved Afskeden et Ørefigen, med den Formaning, at han ikke uhævnet skal modtage et saadant af nogen Mand eller Kvinde, undtagen af sin Fader og Moder. Landres rider nu afsted og kommer til Murene af sin Faders Slot, hvor han deltager i Legen, og det lykkes ham tre Gange at gribe den store Bold i den tætteste Klynge. Malalandres møder ham nu og giver ham et kraftigt Ørefigen, Landres mindes sin Fostermoders Ord og tildeler Malalandres et saa vældigt Slag, at hans Kindben kløvner og den største Del af hans Tænder falder ud (12). Landres bliver nu kaldet ind for Kongen, der befaler, at han skal gribes og kastes i Fangehullet, men Ingen vover at lægge Haand paa ham. Han gaar nu til sin Fostermoder, tager Afsked med hende, da han ikke vil udsætte hende for Faderens Vrede ved at forlænge sit Ophold der, og begiver sig afsted med Bue og Pile. Han er en dygtig Skytte, men har ingen Ild at stege sit Vildt ved, og anraaber Gud om at stille sin Hunger. Han faar siden Øie paa fire Dverge, som sidde og spise, lister sig hen til dem, og fratager dem en fortryllet Dug og Krukke, som han af deres Samtale hører altid kan skaffe tilstrækkelig Mad og Drikke. Dvergene flygte forfærdede (13). Han forsyner sig nu med Mad og Drikke, og forsørger Dugen og Krukken vel. Idet han agter at forlade dette Sted, komme to Dverge ud af sin Bolig, nævne ham ved Navn, og bede ham nu at levere disse Ting tilbage, da han har stillet sin Sult. Landres afslaar det. Den ene Dverg siger nu til den anden, at han har 2 slige Duge til, og at Landres gjerne maa beholde denne, da han snart vil træffe sin ulykkelige Moder Olif, som sidder indespærret. Landres hører nu for første Gang, at hans Moder er i Fængsel, og beder Gud at vise sig Vei til hende. Han vandrer nu om i Skoven, indtil han kommer til et mørkt Sted, hvor han finder det lille Stenhus, i hvilket hans Moder er indespærret. Han kan ingen Dør finde paa Huset, men i en liden Glug ser han en Fugl sidde, der synger saa smukt, at det er en Lyst at høre. Han spænder sin Bue og skyder med en but Pil efter Fuglen, men rammer sin Moder i Brystet, der jamrer sig derved. Der udspinder sig nu en Samtale mellem Moder og Søn, hvorunder de gjenkjende hinanden. Det lykkes endelig Landres at faa hugget Hul paa Veggen, saa at han kan komme ind, men farer forfærdet tilbage for alle de Orme og Padder, som ligge omkring hans Moder. Hun beroliger ham, og fortæller ham, at hun skylder disse Krybdyr Livet, da de ved at legge sig om hende, have holdt Kulden borte fra hende. Efter at nu hans Moder har styrket sig ved Mad og Drikke, som Dugen og Krukken skaffer dem, beder hun Landres begive sig til hans Fostermoder, for af hende at faa Raad, hvorledes han skal bære sig ad med at befri Moderen fra den løgnagtige Anklage, som saa længe har tynget paa hende. Han kommer til Siliven, der lover at raade ham det bedste hun kan (14). Efter hendes Raad skal han begive sig til sin Morbroder Karl Magnus, da Pipin nu er død, og fortælle ham, hvorledes Sagerne nu staa. Hun skaffer ham en god Hest, gode Klæder og Vaaben. Paa Veien træffer han en Pillegrim, der sidder og spiser, denne indbyder ham til at stige af sin Hest og deltage i hans Maaltid. Aldrigsaa snart er Landres stegen af og skal til at tage for sig, før Pillegrimen forsvinder, og med ham Landres's Hest og alle hans Vaaben og Klæder, saa at han sidder ganske nøgen, som han kom af Moders Liv. Han har nu ingen anden Udvei end at vende tilbage til sin Fostermoder. Denne trøster ham med, at dette Uheld, som nu er vederfaret ham, er ham paaført ved hans Stedmoders Kogleri. Hun forsyner ham nu atter med Vaaben og Klæder, et udmærket Sværd, Mimung, og en fortrinlig Hest, Kleming. Han kommer nu paa Veien hen til en Slette, hvor der staar en liden Kirke ved et Vand. En gammel Mand kommer ud af Kirken og beder ham stige af Hesten og gaa i Kirken. Landres rider hen mod Kirken, og kommer pludselig ud i en strid og dyb Strøm, hvorfra han kun frelses ved sin Hests Raskhed. Da han igjen kommer paa Land er Kirken og den Gamle forsvunden. Han rider nu videre og møder en Flok Riddere, en af disse, en gammel Mand i sort Rustning, opfordrer ham til et Dystridt. Da Landres rider imod ham, forvandler han sig til en stor Orm, og Landres skylder atter sin Hest sin Frelse, da denne knuser Ormen. Dette er en ny Ham, som hans Stedmoder har paataget sig, og da nu ogsaa denne Gang hendes Troldkunster ere mislykkede, lister hun sig hjem, underrefter sin Fader Milun og Malalandres om Landres's Reise til Karl Magnus, og opfordrer dem til at passe ham op, naar han kommer tilbage, og skille ham ved Livet (15). Landres kommer nu til Kong Karl Magnus, alle glæde sig over, at Fru Olif lever og takke Gud derfor. Hans Morbroder byder ham at begive sig den følgende Morgen til sin Fader Kong Hugon, og melde hans (Keiserens) snarlige Ankomst did. Landres drager nu afsted og kommer hjem til Staden. Her træffer han paa Gaden Milun og Malalandres, den første griber hans Hest i Bidslet og lader som han vil tale med ham, medens den anden gaar bag paa ham med et skarpt Sværd. Her skylder han nu atter Hesten sin Frelse, thi denne slaar op med Bagbenene og rammer Malalandres i Hovedet, saa at hans Hjerne farer ud. Milun slipper nu Bidslet og tager Flugten. Landres rider videre og møder nu sin Stedmoder, paa hvem han afhugger Hovedet (16). Keiser Karl Magnus kommer nu med sit Følge og modtages paa det bedste af Hugon. Da de komme ind, finde de Milun siddende paa en Stol paa Gulvet, og saa snart han faar Øie paa Landres, beder han om Naade. Landres lover at spare ham den Dag over, hvis han i alles Paahør vil tilstaa sin Brøde og rengjøre Fru Olif for den hende paadigtede Beskyldning. Milun giver da en oprigtig Tilstaaelse. Efter Landres Forslag bliver han indespærret i det samme Hus, som han selv havde faaet i Stand til Fru Olif. Ikke saa snart er han kommen derind, saa tage Ormene fat paa ham og æde Kjødet at ham lige til Benene (17). Da Fru Olif kommer hjem, gaar Kongen hende i Møde og alle hans Mænd. Hun bestemmer sig til at træde i et Kloster, for at bevise Gud sin Taknemmelighed for sin Frelse. Ikke længe derefter dør Kong Hugon, og Landres tager Riget efter ham og regjerer vel og længe (18).


Af Oddgeiri danska

Der har længe hersket Uvenskab mellem Kong Karl Magnus og Jofrey, Oddgeir Danskes Fader, hvilket dog tilsidst bilægges saaledes, at Jofrey sender sin Søn som Gidsel for Opfyldelsen af Fredsbetingelserne. Det har denne godt for at gjøre, da han ingen Kjærlighed har til Sønnen. Aldrig saa snart er Oddgeir borte, før hans Fader dræber og hænger Karl Magnus's Mænd (1). Opbragt herover kalder Karl Magnus Oddgeir og hans Vogter til sig, og erklærer at han skal miste Hænder, Fødder og alle Lemmer. Oddgeir beder om Skaansel, og beraaber sig paa sin Faders og Stedmoder Belisents ringe Kjærlighed til ham. Kongens gjæve Mænd gaa i Forbøn for ham. Alt til ingen Nytte (2). I dette Øieblik komme to Sendebud fra Rom med den Besked, at Kong Ammiral af Babylon har overfaldet Rom og skjændet Kirker og Kapeller. Kongen overgiver Oddgeir til sine Jarler Sølmund og Reiner, byder dem at drage til Rom og paa Veien at hænge Oddgeir paa det høieste Fjeld (3). Karl Magnus stevner Folk fra alle Dele af sit Rige, ingen maa blive tilbage, hverken ung eller gammel, og med denne Hær bryder han op fra Paris og tager første Nattekvarter ved Staden Losena paa denne Side af Mundiufjeld (4). Kongen forfærdes over Fjeldets Steilhed, dets Iis og Sne, og anraaber Gud om Hjælp til at komme over. Gud bønhører ham: en hvid Hjort kommer, løber op ad Fjeldet og viser dem Vei. De følge efter, ere 6 Dage om Overfarten og tage først Natteherberge paa den anden Side af Fjeldet, uden at have mistet en Mand eller et Dyr (5). Kongen opslaar sine Talte, trakterer sig og sine Folk med Vin. Han kalder derpaa Oddgeir og lover at spare ham, indtil de komme hjem til Paris. Alle glæde sig over, at Oddgeirs Liv skal skaanes. Nu kommer en ung Mand, Alori fra Biterna, med sørgelige Tidender fra Rom, Kong Ammiral og hans Søn Danamund have besat Landet og taget Gidsler over hele Apulien. Kongen bedrøves over hans Ord, byder sine Mænd ruste sig og tage Veien til Lungbardaland (6). Franskmændene standse ikke før de komme til Staden Frustra, der møder Karl Magnus Pave Milon, der beklager sig over Hedningernes Ødelæggelse af hans Land. Kongen lover ham Hævn, og stiller sig selv i Spidsen for sine Mænd. Hertug Nemes beder om at faa Oddgeir med sig, hvilket ogsaa bliver ham tilstaaet, naar han indestaar for, at han ikke løber bort. Oddgeir ytrer sin Glæde og Taknemmelighed i Bøn til Gud, og lover, at saa længe han har et Haar paa Hovedet og hans Hest lever, skal ingen gaa længer frem i Fylkingen end han. De drage nu afsted en stor Del af Dagen uden at støde paa Hedninger (7).


Danamund, Hovedkongens Søn af Babylon, rider fra Rom med 20 Tusinde Riddere, disse have bemægtiget sig Karl Magnus's Rige og taget Kvinder og Børn. Folket paakalder Gud, og beder, at Karl Magnus maa komme dem til Undsætning. En Speider underretter Kongen om, at Hedningerne ere beredte til at tage imod ham. Hertug Nemes erklærer, at det nu er nødvendigt at hugge stort og at dyppe Armene i Blod lige til Skuldrene, og vise Fienderne et urokkeligt Mod. Alori faar Banneret at varetage, men til stor Skade for Franskmændene, da der ikke findes nogen større Kryster i hele Kongens Land (8). Nu faa Hedningerne Øie paa Karl Magnus's Hær, og Danamunt opmuntrer enhver til at kjæmpe det bedste han formaar. Nu ser man Bannere af alle Farver, og de Franske skulde nu vinde Seier, hvis ikke Aloris Feighed var (9). De ride nu imod hinanden, Hug vexles paa begge Sider. Alori har Mærket i sin Haand, han gribes pludselig af Skræk, denne smitter ogsaa hans Frænde Gernublus fra Lungbardaland, og de flygte begge med 100 Mand, som fulgte dem. Da Danamunt ser dette, opmuntrer han sine Mænd, og de tage nu til Fange Nemes, Bove og Samson, de ypperste Høvdinger, og mange andre af Karl Magnus's Mænd. En Ridder Sølmund rider nu hen til Kongen, beklager det uheldige Valg af Alori til Bannerfører, og skriver Ulykken paa hans Regning. Kongen opmuntrer vel sine Folk til Fremgang i Kampen, men de blive overmandede den ene efter den anden, indtil Kongen tilsidst befinder sig alene mellem tusinde Hedninger. Han paakalder Guds Hjælp, drager sit Sværd, og værger sig bedre imod Hedningerne end Vildsvinet i Skoven mod Hundene, naar de anfalde det paa det heftigste. Imidlertid kommer en Hob Franske til hans Undsætning, skaffer ham en Hest og frelser ham (10).


Imidlertid har Oddgeir besteget en Høi og seer derfra Kampen, han opdager Aloris Flugt, og opfordrer sine Kammerater til at sætte efter denne og hans hundrede Lungbarder, for at hindre dem i at medtage sine Vaaben og Heste, og derpaa at ile Kongen til Hjælp. De ride nu imod Alori. Denne fortæller, at Karl Magnus er fangen, og at de derfor flygte. Oddgeir erklærer ham for en Løgner, styrter ham af Hesten og bemægtiger sig hans Vaaben. Hans Kammerater skille de øvrige ved deres Vaaben og Heste, og Oddgeir væbner dem til Riddere med Flygtningernes Vaaben. Hvor der er Mangel paa Skjold, flaa de Barken af Træerne og benytte den. Oddgeir tager nu Kongens Banner og rider til Kamppladsen som Anfører for disse nybakte Riddere (11). Kongen er sted i Nød i Kampen, han beklager Aloris Flugt og erklærer ham for en Forræder. Imidlertid drage Hedningerne sig tilbage til Rom med sine Fanger, som de føre bundne paa Kløvheste. De overrumples af Oddgeir, der opstaar stor Bevægelse mellem Hedningerne, og Oddgeir fælder under dette en hedensk Konge Falsaron, til hvem Fangerne vare anbetroede, og siden fældes mange Hundrede af de hedenske Mænd. Han begiver sig nu hen til Kongen med sine Mænd, denne tror, at det er Alori, som kommer til Undsætning, og at han har gjort ham Uret (12). Kongen erfarer nu, at det er Oddgeir, som har taget Banneret fra Alori og befriet de fangne Riddere, han forfølger Hedningerne ligetil Mundiufjeld og har hele Tiden Oddgeir i sin Nærhed. Kongen forærer Oddgeir en Hest, gjør ham til fornemste Skutilsvend i sin Hal og til stadig Mærkesmand i sin Hær. En hedensk Høvding, Sodome, tiltaler nu Oddgeir, og undrer sig over, at den samme Mærkesmand, som om Morgenen flygtede, nu paa een Gang er bleven saa kjæk. Oddgeir oplyser ham om, at han er en ganske anden Mand end Kujonen Alori, som om Morgenen havde baaret Banneret. Sodome æsker ham til Tvekamp med den tappre Ridder Karvel. Oddgeir tilkjendegiver, at han vil møde ham paa det Sted, hvor Tvekampe i det Land pleiede at finde Sted (13).


Efter Kampen tager Karl Magnus Herberge i Staden Frustra. Her ankommer nu Karlot, Kongens Søn, med en Mængde unge Mænd; han har nylig erholdt Ridderslaget, og modtages med Glæde, da Kongen just trænger til Forstærkning paa Grund af det store Tab, han har lidt (14). Karl Magnus flytter nu sin Leir saa nær Rom, at han seer, hvad der foregaar. Karlot byder den følgende Nat sine Mænd væbne sig. En Mand spørger om Oddgeir skal være med, Karlot svarer, at han selv og hans Mænd ville bære Prisen i denne Kamp. En Speider bliver dem vaer og iler med Underretning til Karvel, denne væbner 7 Tusinde hedenske Mænd for at møde dem. Karl Magnus veed intet om dette Foretagende af Karlot (15). Denne samme Nat, som Karlot drager afsted, har Karl Magnus en Drøm: han synes at være paa Jagt i en Skov med Karlot, Hertug Nemes og Oddgeir; som de have fældet et stort Dyr, styrte pludselig 3 Løver ind paa dem, de overvælde Karlot og Nemes, men Oddgeir tager modig fat paa dem, dræber de to og jager den tredie paa Flugt. Idet Kongen vaagner, slukkes alle Kjerter i hans Telt, Kammertjenerne ile hen til Sengen. Kongen spørger efter Karlot, og erfarer nu, at han er dragen i Kamp mod Hedningerne (16). Hedningerne komme nu over de Kristne før de vente det, en heftig Kamp opstaar, de Kristne ere 7 Hundrede, Hedningerne 20 Tusinde. Karvel kalder paa Oddgeir, som ikke er tilstede, en anden Franskmand optager Udfordringen, de kjæmpe længe med lige Held, indtil deres Mænd skille dem ad. En saaret Mand iler til Karl Magnus og fortæller Franskmændenes mislige Stilling. Paa Kongens Opfordring væbner Oddgeir sig, han drager afsted med 7 Hundrede Riddere, overfalder under en Bakke de hedenske Vagter og dræber dem alle (17). Karlot ønsker nu, at han havde Oddgeirs Hjælp, og i det samme faar han Øie paa dennes Banner og den franske Hær. Hedningerne blive nu slagne paa Flugt. Oddgeir rider mod Karvel og spørger ham om Navn, han navngiver sig og stevner Oddgeir til Holmgang i Rom, seirer han, skal han faa Karvels Kjæreste, den deilige Gloriant, Kong Ammirals Datter. Oddgeir rider nu over Tiberfloden og møder Karl Magnus, der har en Stav i Haanden, hvormed han vil slaa Karlot i Hovedet, men hindres heri af to Hertuger, og Karlot slipper med Skjænd og haarde Ord (18). Karvel foreslaar Kong Ammiral at sende en uforfærdet Mand til Karl Magnus, for at true ham til at drage tilbage til sit eget Rige, og tilbyder at paatage sig dette Hverv, thi han har den Tillid til Karl Magnus, at hans Person som Sendebud vil være ham hellig. Han ruster sig og ifører sig prægtige Klæder, bestiger et Mulæsel, og rider afsted. Han opfordrer nu Karl Magnus til at lade Kong Ammiral beholde Rom i Fred, da dette er hans Arveland, hvortil Karl Magnus ingen Ret har, og imodsat Fald vil han kunne vente end haardere Kampe. Han tilbyder dog endnu en Udvei, at han (Karvel) vil kjæmpe med Oddgeir, og dersom denne seirer i Kampen, skal Ammiral forlade Rom for bestandig. Oddgeir er villig hertil, men Karlot gjør Indvendinger og vil selv kjæmpe med Karvel, og forbyder tilsidst Oddgeir at kjæmpe uden sin Tilladelse. Karlot lader sig dog sige, da man giver ham Udsigt til en Tvekamp med Sodome. Kong Karl Magnus gjør Indsigelser herimod, da Karlot endnu er et Barn af Alder og ikke den Kamp voxen, men giver dog tilsidst sit Minde. Karvel kommer nu tilbage og beretter Ammiral Udfaldet af sin Sendelse (19). Karlot og Oddgeir væbne sig, ride til Tiberen, hvor de stige i Baad og ro over til den Ø, hvor Tvekampen skal foregaa. Alle fire Kjæmper ere nu komne. Dog er der lagt en svigefuld Plan fra Hedningernes Side, ihvorvel Karvel og Sodome ere uvidende derom (20). Kongesønnen Danamunt har nemlig, frygtende den Ulykke som vilde overgaa Hedningerne ved at tabe slige Kjæmper som Karvel og Sodome, ladet skjule væbnede Mænd i en Skov ude paa Øen, og disse skulle da overmande Karlot og Oddgeir, dersom disse gaa af med Seieren i Tvekampen (21). Før Kampen begynder, gjør Karvel Oddgeir opmærksom paa Gloriants Deilighed, der overværer Holmgangen, og tilbyder, dersom han vil træde i Ammirals Tjeneste, at give ham (hende og) Landene Persia og Choruskana og alt, hvad dertil hører. Oddgeir svarer, at han er sendt hid af Karl Magnus for at tilbageerobre hans Arvelande, og at han for Gloriants Skyld skal byde ham en skarp Dyst. De hugge nu dygtig løs paa hinanden og maa tilsidst begge stige af Hestene og hvile sig (22). Kong Sodome rider nu mod Karlot paa sin Hest Bruant og erklærer ham strax for overvunden, og tilføier, at det er en Taabelighed af hans Fader saaledes at ville udsætte Frankrigs Arving for den sikkre Undergang. Karlot svarer, at Sodome udtaler sit eget Hjertes Ønske, men ikke den sande Sammenhæng, han lægger til, at Oddgeir vil vinde Gloriant inden Aften, og han selv vil overvinde Sodome uagtet hans pralende Ord. Sodome erklærer den for en Niding, som vil tro, at Oddgeir og Karlot skulle seire over Karvel og ham, Karvel, som har beseiret 30 Konger i Holmgang, og kniber det, saa kan han (Sodome) nok hjælpe ham. Karlot mener, han vil faa nok med at hjælpe sig selv, og vil give ham 100 Mark Sølv, dersom han ikke slaar Skjoldet af hans Haand før Aften (23). Oddgeir og Karvel fortsætte paa sin Side Kampen til Fods, og Karvel undgaar, ved at bøie sig tilside, et ødelæggende Hug. Efter en længere Ordvexling kløver Karvel Oddgeirs Skjold, og forestiller ham det unyttige i at fortsætte Kampen, da hans Sværd er af den Beskaffenhed, at dets Saar ere ulægelige, opfordrer ham til at gaa ham til Haande og modtage Halvparten af det Rige, han kort før havde tilbudt ham, og dertil skal han faa Gloriant med en stor Medgift. Oddgeir svarer, at det vilde være skammeligt af ham at svige Karl Magnus, og at Gloriants Fader begik en Daarskab, da han anbetroede hende til ham, som kun kan være hende til liden Hjælp, da han snart knap vil have nok for sig selv, og for hendes Skyld vil han give ham kort Fred, og derfor maa han nu tage sig vel i Agt, da han kun vil have kort Tid til at gjøre Gjengjeld. Kamppladsen oplyses af de Ædelstene, som hugges af deres Skjolde og Hjelme (24). Kampen fortsættes ligeledes mellem Karlot og Sodome, og den første hugger af den sidste den venstre Side af Ansigtet fra Øiet ned i Hagebenet, med den Ytring, at nu har han lettet hans Mænd Arbeidet, thi nu behøve de ikke herefter at rage hans Skjeg paa den venstre Kind, og han vil see forfærdelig ud, naar han i Aften fremstiller sig for Kong Ammiral. Sodome beder ham oppebie Enden før han roser sig af Seieren (35). Kampen mellem Karvel og Oddgeir er nu paa det heftigste. Karvel erkjender, at Oddgeir er den tappreste Mand, han har bekjæmpet, og beder ham om Udsættelse med Striden til den følgende Dag, hvorved han vil erhverve sig Ammirals Erkjendtlighed. Oddgeir afslaar dette, med mindre han vil erklære sig overvunden, overgive sine Vaaben og følge ham til Karl Magnus. Hertil svarer Karvel Nei, og vil atter begynde Kampen, da han føler sig raskere end Hjorten og grummere end Løven. De hugge nu igjen løs paa hinanden, og faa begge saa mange Saar, at de næsten ere ukampdygtige. I dette Øieblik kommer Kongesønnen Danamund frem af sit Skjul i Skoven med 30 Riddere og anfalde Oddgeir og Karlot, men Karvel og Sodome nedlægge Vaabnene, og ville ikke deltage i dette Overfald, der skeer imod deres Villie (26). Karlot og Oddgeir forsvare sig tappert og de fleste af de 30 ere faldne. Den bedste Ridder blandt Hedningerne, Morlant, anfalder Oddgeir og er nær ved at overmande ham, da Karlot kommer til Undsætning og hugger Hovedet af Morlant. Imidlertid ride atter 40 hedenske Mænd frem og fortsætte Kampen. Karlot rider nu paa Opfordring af Oddgeir ud i Tiberen, hvor han bliver optagen i en Baad af Karl Magnus's Folk og ført over Elven (27). Oddgeir maa nu tilsidst, efter at have fældet Halvparten af sine Modstandere, bukke under for Overmagten og tages til Fange. Der fortælles om Danamund, at han ikke turde komme Oddgeir nær, saalænge han havde sine Vaaben i Haanden (28). Karlot kommer nu til sin Fader og beretter, at Oddgeir er svegen og fangen af Hedningerne. Karl Magnus beklager sig herover. Karlot trøster ham, og tilbyder sig selv fjerde med udvalgt kjækt Mandskab at rive ham ud af Hedningernes Hænder. Franskmændene ytre sine Betænkeligheder ved dette Foretagende, da Oddgeir er omgiven af mange tusinde Hedninger, og mene, at man maa gaa meget forsigtig til Værks. Hertug Nemes og mange kloge Mænd med ham indrømme det farlige herved, da mange Hundrede ville opofres før man faar Oddgeir fat, men de tilraade dog den dristige Daad, da Oddgeir under lignende Omstændigheder vilde have handlet paa samme Maade (29).


Hedningerne bringe nu Oddgeir til Rom, afføre ham hans Vaaben under et Oliventræ, og alle hedenske Folk, Tyrker, Torkobus og Friser, beundre ham. De føre ham frem for Kong Ammiral, og forlange Hævn over ham for alle deres Slægtninger, som han har dræbt. Ammiral svarer, at han ikke vil lade ham løs for al Verdens Guld. Karvel kommer nu til Kong Ammiral og beklager sig over Danamunds Forræderi, og beder Kongen om at lade Oddgeir i Fred drage hjem til Kong Karl Magnus. Da Ammiral afslaar denne Bøn, erklærer Karvel, at han ikke maa vente nogen Bistand af ham eller de tusinde Riddere, han har under sin Befaling, med mindre han skjenker Oddgeir Friheden. Kongen bryder sig kun lidt om hans Trudsler (30). Karvel rider nu forbitret til sit Telt, befaler sine Mænd at væbne sig for med Magt at befri Oddgeir. Rodan, Konge i Egypten, beder ham ikke at forhaste sig, men tæmme sin Vrede til den følgende Morgen, og forsøge om Kong Ammiral muligens da kan have betænkt sig, men hvis han fremdeles nægter Oddgeir Friheden, da kan han opsige hans Venskab og siden gribe til de Midler, han finder passende, hvortil alle hans Mænd ville understøtte ham (31). Hedningerne beundre Oddgeir for hans Belevenhed. Kongedatteren Gloriant kommer til og taler venlige og opmuntrende Ord til ham, derpaa beder hun sin Fader om at give ham fri. Danamund, hendes Broder, overfuser hende herfor, og ytrer, at han skulde hugge hende op i smaa Stykker med sit Sværd, hvis han torde for Kongen. Kongedatteren tiltaler ham igjen og beskylder ham for Praleri og Feighed, uagtet han var saa mandstærk, vovede han ikke at gaa Oddgeir under Øine, saa længe han havde Vaaben i Haand. Kongen befaler to Skjoldsvende under Livs Fortabelse at passe vel paa Oddgeir (32). Karvel kommer nu tidlig om Morgenen til Kong Ammiral, erindrer ham om de Tjenester han har gjort ham i Krige og Tvekampe, og beder ham at lade Oddgeir drage bort i Fred. Kongen svarer, at han ikke før slipper løs, end Paris og Orliens ere indtagne. Karvel forestiller ham det unyttige i at nære saa stolte Tanker, og at Franskmændene allerede betragte ham som overvunden, og gjentager sit Forlangende med Hensyn til Oddgeir. Kong Ammiral svarer nu, at han den følgende Morgen tidlig vil lade ham hænge. Han byder derpaa sine Mænd reise en Galge. Karvel skynder sig nu afsted til den franske Leir, hvor man forbauses over at see ham og forud glæder sig til at hævne Oddgeir paa ham. Han stiger ikke af Hesten før ved Karl Magnus's Telt, hvor han tilkjendegiver denne, at han frivillig har indfundet sig, for at fralægge sig Mistanken om at have nogen Del i det svigefulde Anslag mod Oddgeir, og at han vil underkaste sig samme Behandling, som maatte falde i dennes Lod. Karl Magnus ønsker ham velkommen og anviser ham hæderligt Sæde (33). Hedningerne ere imidlertid blevne fortvivlede over Karvels Bortfærd, mere end 20 Tusinde Riddere begive sig hen til Kong Ammiral og fordre Ret og Retfærdighed af ham, og at han skal lade Oddgeir drage til Karl Magnus. En Konge ved Navn Galatien fraraader dette, og beder ham ikke slippe Oddgeir løs, da han altid, som hidtil, vil tilføie hans Mænd Skade. Kong Sodome derimod, som havde kjæmpet med Karlot, siger ham imod, tilføiende, at Kong Ammiral har en for stor Kjærlighed til Galatien, der nylig har ombragt 3 af hans ypperste Høvdinger, og lagt Planen til den brave Constants Drab og selv holdt Bækkenen, da han blev aareladt, hvilket voldte hans Død; Karvel er derimod saa ædel en Mand, at han heller selv vil lide Døden end svige Nogen. Sodome gaar derpaa hen og slaar tre Tænder ud af Munden paa Gralatien. To Konger og fire Hertuger lægge sig imellem og forhindre videre Slagsmaal. To Konger, Rodan og den gamle Geosner, og alle de bedste Høvdinger træde nu frem for Kong Ammiral og bede ham om at kalde Karvel tilbage og give Oddgeir fri. Ammiral svarer, at om de end alle forraade ham, skal han inden en Maaned have samlet ligesaa stor en Hær som dem, og han vil da overvinde Karl Magnus og underlægge sig alt hans Rige (34). Karvel er nu i Karl Magnus's Hird vel anseet. Han opfordrer Karl Magnus til hver Dag at kjæmpe med Hedningerne. Nemes giver Karvel Ret heri, Kongen stemmer selv i med og bliver saa indtaget af Karvel, at han opfordrer ham til at tro paa Gud og opgive Hedenskabet. Karvel svarer, at han heller vil lade sig partere Led for Led, end opgive sin Gud Maumet. Karlot ruster sig nu og sine Folk og drager mod Rom med 40 Berserker og ledsages af Karvel. De standse ved en liden Skov. Kongen sender til yderligere Forstærkning 100 Riddere efter dem. Hedningerne blive dem var og ride dem i Møde, der opstaar en Kamp, hvori stort Mandfald, Hedningerne drives tilsidst paa Flugt og flygte forbi et Slot i Udkanten af Rom. Gloriant seer herfra Karlot forfølge Danamund, hun tiltaler Karlot, spørger ham efter Karvel, siger at denne var hendes Kjæreste, men at hun nu har slaaet op med ham, og at dette er hans egen Skyld, hun beder ham ogsaa sige Karvel, at Oddgeir er i hendes Varetægt og har det godt. Hun raader ham derpaa at fly, da 20 Tusinde Hedninger snart kunne ventes. Karlot drager tilbage med sine Folk, hvilket han efter udført Daad uden Skam kan gjøre. Danamund tilskriver Karvel det lidte Nederlag (35).


Kong Ammiral faar nu Underretning om, at en stor Hær er kommen til Undsætning af Folk, der kaldes Robiani og Barbari, og en Konge Feridans af Cordes, samt en Høvding Sveif (Svef) fra Mongandium, de have landet i Baor (Bera) i Apulien, og have utallige Dromunder og Galeier, og de ere barske og uforfærdede, og deres eneste Frygt er, at Kong Karl Magnus ikke skal vove at oppebie deres Komme. Danamund reiser sig og anseer en saadan Frygt for ugrundet, han kjender Karl Magnus af Erfaring, han har holdt 3 store Slag imod ham og i hver af dem mistet 20 Tusinde, og vil ikke indlade sig paa det fjerde, det er derfor hans Raad, at hans Fader vender tilbage til sine Lande og ikke spilder mere Blod. Ammiral svarer, at den, som er saa feig, kan ikke være hans Søn, og naar han har erobret Frankrig og Karl Magnus's øvrige Lande, skal Danamund ikke faa saa meget som en Døit deraf. Danamund fralægger sig nu Beskyldningen for Feighed: der er en halv Maaneds Færd fra Rom til Mundiufjeld, ligesaa langt derfra og til Paris, dernæst er det en lang Vei til den hellige Martins Borg og Briterne ere vaabendygtige Mænd. Dersom han nu, tilføier han videre, befandt sig paa Nordland ved Andres Stuen eller et andet godt Sted, skulde han love aldrig at komme til Rom eller til Antiochia, og heller ikke til Apulien eller Miklagard. Han er ingen Kujon, han har prøvet de Franske, og veed, at ingen Mænd i Verden ere større Helte end dem. Under denne Tale indtræffe de Mænd, hvis Ankomst er bleven forkyndt. Kong Ammiral gaar ud af Staden for at møde dem og takke for deres Komme. Deres første Spørgsmaal gjælder den hvidskjeggede Karl Magnus. Ammiral svarer, at han er færdig til Kamp. De ansee dette for en glædelig Tidende, det er intet de mere attraa end at slaas med den Gamle, og han skal aldrig have havt en varmere Dyst, hvis han holder Stand mod dem (36). Ammirals Hær har nu faaet en betydelig Tilvæxt. Der er kommen en Konge Burnament, der har 20 Tusinde Krigere med sig. Han har tilbragt sit Liv i Krig,[2] og hans Mænd kunne ikke undvære Strid, have de ingen ellers at kjæmpe med, slaas de indbyrdes. Efter at have bivaanet Ammirals Husthing, gaar Burnament til sit Telt og væbner sig. Det lyser af hans Brynje som af de herligste Ædelstene, hans Hest Bifolen er den ypperste og har fire Gange kastet sine Tænder, den svømmer paa Vandet ligesaa godt, som den løber paa Land. Han svinger sig op paa sin Hest, og standser ikke, førend han er kommen over Tiberen. Imidlertid have tre af de franske Høvdinger, Hertug Nemes, Jarl Edelun og Jofrey, været paa Jagt med Falke og have fældet en hel Kløvbyrde af Fuglevildt. Da disse nu fare hjem, møder Burnament dem, og der begynder en Kamp mellem ham og Jofrey, hvori denne kastes til Jorden og mister sin Hest. Nemes og Edelun forfølge nu Burnament, men kunne ikke indhente ham og vende tilbage til sine Telte. Syv Hundrede unge Riddere, deres Følge, som imidlertid ere blevne tilbage i Skoven, see nu Burnament ride afsted med Jofreys Hest, sprænge efter ham og tage Hesten fra ham, og han slipper med Nød og Neppe derfra. Burnament møder nu paa sin Vei en ung Mand, hvis Hest han bemægtiger sig. Onde Vætter, rene Djævler, vare farne i Burnaments Hest, og derfor kunde de Franske ikke indhente ham. Han standser først i Rom. Ammiral spørger om Nyt. Burnament svarer, at han har dræbt to kristne Riddere og taget to af de bedste Heste i den franske Hær, og vil nu vise ham den ene, da den anden er løbet fra ham. I sin Glæde priser Ammiral hans Tapperhed og giver ham sin Datter Gloriant, og lover ham Frankrig, da han seer, det vil være ham en let Sag at vinde det. Burnament modtager hans Handske som Pant og takker ham for Gaven. Karvels Hirdmænd beklage, at deres Herre Karvel skal være uvidende om, hvad her foregaar, og at den danske Mand ikke skal være fri, thi han vilde ellers vide at haandhæve Karvels Ret imod Burnament (37). Oddgeir og Kongedatteren spille Skak, da en Hirdmand kommer at berette dem dette. Oddgeir beder Gloriant om at skaffe ham en Samtale med Kongen, for at han kan kundgjøre for ham og den hele Hær, hvor uberettiget Burnament er til en saadan Gave. Kongedatteren begiver sig til sin Fader (38). Kongen hilser sin Datter venlig, og siger hende, at han nu har bestemt hende for den tappreste Konge. Datteren ytrer Tvivl om, at Karvel vil optage dette vel, og spørger derpaa, hvor denne tappre Konge er. Burnament træder da selv frem og besvarer dette Spørgsmaal, og lover hende i Morgengave Frankrig og den overvundne Karl Magnus. Pigen erklærer dette for en god Gave, dersom han magter den, men fortæller ham derpaa, at hendes Fader har en af Karl Magnus's Mænd som Fange, der ikke vil vige en Fodsbred for ham paa Kamppladsen. Burnament vil da udbede sig af Ammiral Lov til at kjæmpe med denne Mand, for den Kjærligheds Skyld han bærer til hende, og lover at bringe hende hans Hoved. Hvis han gjør det, samtykker Kongedatteren i at giftes med ham. Gloriant beder nu sin Fader om at samtale med Oddgeir, og ytrer Haab om at han muligens kan lade sig bevæge til at antage deres Tro. Kongen gaar ind herpaa og sender syv Mænd efter Oddgeir[3] (39).


Oddgeir træder nu frem for Kong Ammiral, og bebreider ham hans utilbørlige Fremfærd mod Karvel, uagtet dennes store Fortjenester, og spaar ham, at den, han har givet Gloriant til, skal komme, til at betale hende dyrt, og han selv skal hævne det, hvis ingen anden vil. Burnament byder sig nu til at kjempe om Gloriant med ham paa den Ø, hvor Holmgangene holdes. Dette blive de da enige om, seirer Oddgeir, skal Karvel beholde Gloriant, seirer derimod Burnament, skal Karvel opgive alt Krav paa hende (40). Oddgeir sender derpaa Svenden Remund til Karvel for at underrette ham om Tvekampen og dens Aarsag; Karvel udbeder sig nu Orlov af Karl Magnus at drage til Rom (41). Karvel træffer sine Frænder og Venner, beklager sig for dem over Ammirals Færd. Da han kommer til denne, bebreider Ammiral ham, at han har fornægtet Maumet. Karvel benægter dette, og udbryder i Bebreidelser mod Burnament, at han vil tage hans Fæstemø fra ham, og spaar ham ilde derfor. Burnament svarer, at han nu intet har med ham at bestille, da Oddgeir har overtaget Kampen for ham. Der gaar nu Bud efter Oddgeir (42). Karvel væbner nu Oddgeir til Tvekampen og giver ham sit Sværd Kurtein. Karl Magnus sender Mænd ind i Skovene ved Kamppladsen for at forebygge Svig fra Hedningernes Side (43). Burnament ruster sig, og saa snart han fuldvæbnet er stegen paa sin Hest, kommer Kongedatteren Gloriant til og beder ham at skaane Oddgeir. Han lover for hendes Skyld at spare Oddgeir og bringe ham levende til hende. Kongedatteren svarer, at i saa Fald skal deres Bryllup feires. Da han vel er reist, beder Gloriant til Gud, at han aldrig maa komme igjen (44). Tvekampen begynder nu, og de strides en Stund med vexlende Held, dog tilsidst maa Burnament bukke under, og Oddgeir faar hans Hest og Sværd. Oddgeir binder Burnaments Hoved ved sine Sadelremme og bringer det til Karvel og Kongedatteren (45). Karvel begiver sig nu til Kong Ammiral og viser ham Hovedet, han raader ham at drage hjem til Babilon og opgive Striden med Karl Magnus, han for sit Vedkommende er fast bestemt paa aldrig at kjæmpe mod denne eller hans Mænd, i modsat Fald truer Karvel med at ville slaa sig paa Karl Magnus's Parti imod Ammiral. Denne er villig til at følge hans Raad. Ved Afskeden erholder Oddgeir prægtige Gaver baade af Ammiral og Gloriant, han ledsages af Karvel til Karl Magnus, og denne og Pave Milon møde ham i en høitidelig Procession og føre ham til Leiren (46). Paven bestræber sig for at omvende Karvel til Kristendommen, men han vil dog ikke svigte Maumet og Ammiral, hvorvel han indrømmer den kristelige Religions Fortrin (47). Imidlertid kommer en Udsending med et Brev fra Gloriant til Karvel, hvori han underrettes om, at Kong Feridan af Cordes med sin Hær om Natten har overfaldt og myrdet hendes Fader Kong Ammiral, og beder ham ile hende til Hjælp. Oddgeir og Karlot love ham strax Bistand, og han gaar nu at melde Kong Karl Magnus denne Tidende (48). Kongen tilbyder sig at drage afsted med hele sin Hær. Karvel afslaar dog dette Tilbud, og erklærer sig fuldkommen tilfreds med Oddgeirs og Karlots Hjælp. Han har havt en Drøm, hvori det forekom ham, at han skjød tre Pile mod Rom, og at alle tre faldt ned paa det høieste Taarn af det Hus, hvor Kong Feridan og hans mægtigste Mænd holdt til, og det syntes ham, at Ild brød ud der, hvor Pilene vare faldne, og som han vaagnede, spillede Flammen over alle Husene. Denne Drøm udtyder han paa sig og sine to Venner. Med Kongens Samtykke ruste de sig alle tre (49). De ride nu afsted med 3 Skjoldsvende. Paa Veien faar de Underretning af en Ridder om, at Kong Ammiral er falden, Kongedatteren tagen til Fange af Kong Feridan af Cordes, og Danamund haardt saaret. Ridderen, som bringer denne Tidende, styrter af Udmattelse død af Hesten. De ride nu raskt til, komme til Stedet, hvor Slaget staar, og ved deres Hjælp faar Danamund nu Overvægten over Kong Feridan. En Mand fra Damaskus, Jaskomin, havde først baaret Vaaben paa Ammiral, han har rost sig af, at han aldrig viger for nogen. Hans to Sønner Zoilos og Zabulon ere haardføre og drabelige Mænd (50). Mellem disse tre og Karvel, Oddgeir og Karlot udspinder der sig en Kamp, hvori Jaskomin og Zoilos fældes, men Zabulon flygter til Kong Feridan og beretter sin Faders og Broders Død (51). Zabulon maa nu høre ilde af Feridans Mærkesmand Svef for sin Flugt; han tager til Gjenmæle med grove Ord og bliver dræbt af Svef. Kong Feridans paalægger Svef at bøde dette Drab med en eller anden Bedrift, da han i modsat Fald vil fratage ham Banneret (52). Svef rider nu imod Danamunt og fælder ham. Karvel vil hævne Danamunt og opfordrer Svef til Kamp, men denne vender om og vil ride tilbage til Feridans. Karvel hugger efter ham og fælder Hesten under ham, og ender ikke før han har gjort af med ham selv (53). Oddgeir fælder nu Kong Feridans, og dennes Hær flygter. De storme det Kastel, hvor Gloriant sidder indespærret og befri hende, derpaa ride de ind i Staden, hvor Kong Feridans Hær gaar Karvel til Haande. Karvel drager med Gloriant til Babylon, hvor han tages til Konge. Oddgeir og Karlot drage tilbage til Paris, og Oddgeir var nu Kong Karl Magnus's Bannerfører, saa længe de begge levede, og er der mange andre Fortællinger om Oddgeir (54).




Fotnoter:

  1. Efter de tre andre Haandskrifter maa Rollant dog finde sig i, først at faa Riis af Namlun, og dernæst som yderligere Straf at faa sine Negle klippede, førend han erholder Tilgivelsen.
  2. B tilføier yderligere om ham: Han var stor af Væxt og ond af Sind, sort af Haar og Hud, han spiser al Mad raa og drikker sin Vin altid blandet med Blod; han havde gule Øine som Kattene, og saa bedre om Natten end om Dagen. Han var fuld af Galder, Kogleri og Falskhed, og kom han her til Norden, vilde han blive kaldt et Trold.
  3. B giver her følgende Skildring af Oddgeir: Han var større af Vext end andre Mænd, havde et lyst og mandigt Ansigt, rødgult krøllet Haar; han var saa stærk, at hans Kræfter aldrig svigtede ham, naar han havde med naturlige Mennesker at bestille, han var rask og Kjæk i al Kampfærdighed, det være nu i Turnering eller Tvekamp.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.