Indlandsboernes store Handelsfester (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ørnen lærte Menneskene at synge og danse

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Indlandsboernes store Handelsfester

Knud Rasmussen
København, 1926

En af de ejendommeligste Alaska-Fester er bygget op over det garnle Sagn om, hvorledes en gammel Ørn lærte Menneskene at synge og danse (se Sangen og Dansen og Festens hellige Gave kommer til Menneskene). En Mængde Optrin og Scener danner Rammen om det store Handelsstævne, der hos Qavjasâmiut næsten har faaet Karakteren af et Folkespil.

Jeg vil lade Arnasungâq, der selv som ung har deltaget i de store Handelsstævner, fortælle om den:

"I gamle Dage havde vi ingen Butikker saaledes som nu, og ingen store Skibe gik i Fart langs med Kysterne, ladet med Handelsvarer, der bragtes fra Boplads til Boplads. Vi maatte selv skaffe os alt, og da Fangstforholdene ved Bopladserne var meget forskellige, kunde der et Sted være Overflod af netop den Vare, man savnede et andet Sted. Men der var langt, langt mellem Folk, og det var meget vanskeligt paa egen Haand at begive sig ud paa Rejser for hos andre at forsøge paa at skaffe sig det, man ønskede. Vi havde heller ingen Penge saaledes som nu; det var svært at vurdere og betale Ting, og Priserne var afhængige af den Trang, man havde, og af Sælgernes Humør og Hjælpsomhed.

Men vore Forfædre vidste, at Menneskenes Sind var mest aabent, naar de mødtes til Fest, naar mange samledes i Glæde, saa Ædegilder og Dans og Sang optog Tankerne. Dengang fandt man paa at lave store Bopladsfester, idet man fulgte de Anvisninger, der var givet i Sagnet om den gamle Ørn. Saaledes blev al Handel gjort til Fest, og Menneskenes Fornødenheder blev til Ønsker, der blev opfyldt under Smil og Latter i Festhuset.

Jeg skal fortælle om alt det, jeg oplevede, da jeg engang som Kivgaq, "Budbringer", deltog i det, vi kalder for Kivgerssuaq, "det store Budskabs Fest".

Vi boede dengang lidt norden for Igdlo, og Jagten havde været ualmindelig heldig. Vi havde mange Skind af Ulv og Jærv og Rødræv; Renjagten havde ogsaa været god, og derfor blev det besluttet at sende Bud til Kingingmiut, "Tindernes Folk" ved Cape Prince of Wales. Vi vidste, at ogsaa de havde haft en heldig Hvalfangst og havde store Depoter af det Spæk, som vi trængte til, og Hvalrostand og Skindliner af Remmesæl, som vi ikke kunde skaffe os i Indlandet. Desuden havde de ogsaa fine, hvidspættede Tamrenskind, som de købte fra Qutdlit, Tchuktcherne vesten for East Cape.

Vi var to unge Mænd, der skulde gaa ned til Cape Prince of Wales for at indbyde Folkene til et Handelsstævne, og under en Sangfest fik vi opgivet Navnene paa alle de Mænd, vi skulde indbyde. Hver af os skulde huske sine Navne, og det var slet ikke let, da de fleste var Mennesker, vi ikke kendte; for hvert fremmed Navn, vi skulde nævne, maatte vi ogsaa huske, hvem det var, der indbød, thi det var altid to Mænd, der vekslede Varer med hinanden; og de kaldte sig Fætre og byttede Koner med hinanden under Festerne. Vi fik hver en Stav at bære, smykket med Ørnedun, og i Staven var der malet Ringe med rød Okker. Hver Ring var et Navn, vi skulde huske, og der lagdes stor Vægt paa, at vi nævnede dem i den Rækkefølge, vi selv havde faaet dem.

Vi drog af Sted tidligt paa Efteraaret, hver med en lille Trækslæde, hvor vi havde Proviant og Soveskind. Paa ti Søvn naaede vi frem, og saa snart man saa os komme, forstod man, hvad det var, vi vilde, og alle Mænd gik ind i Festhuset, som er det eneste Sted, hvor Budbringere kan modtages. Vi blev straks ført derind. Det var et stort Rum, men vi saa ikke et eneste Menneske, thi et stort Skindtæppe, der var hængt tværs over Gulvet, skjulte dem alle. Det var noget, man altid gjorde for at sætte Budbringernes Hukommelse paa Prøve. Man skulde nævne de indbudtes Navn uden at kunne se dem. Først da vi havde forebragt vort Ærinde, der skulde gøres i Sange og Ord, vi selv havde lavet, kunde Forhænget tages til Side, og vi kunde hilse paa alle dem, vi havde nævnt, og deltage i det Festmaaltid, som Kvinderne allerede havde beredt. Alt skulde spises op, det bragte Uheld i den kommende Vinters Jagter at levne, og vi maatte aldrig glemme at ofre noget af den Mad, vi selv fik, til alle Jordens Fangstdyr, særlig dog til Ørnen, der var Festens Ophav.

Man blev aldrig længe ved Bopladsen, selv om man havde haft en svær Rejse; det var nødvendigt at skynde sig tilbage til alle dem, der ventede paa at faa Besked. Ved Hjemkomsten blev vi modtaget paa samme Maade som hos dem, vi lige havde indbudt. Skindforhænget skjulte Mændene, medens vi i nye og morsomme Sange fortalte om, hvad vi havde oplevet. Saa snart Svaret paa Indbydelsen var afgivet, skulde en udstoppet Ørn anbringes paa en lang Stage og sættes ind i Festhuset gennem Vinduet i Loftet. Til denne Ørn skulde der ofres, saa længe Festen stod paa.

Gæsterne ankom sjældent før hen paa Vinteren; det var nødvendigt, de ventede, til Føret var bleven godt, thi de mange Slæder var tungt lastet med Kød og alle de Varer, de skulde bortgive til Gengæld for det, de modtog. Naar den Tid nærmede sig, da Gæsterne kunde ventes, blev der holdt nøje Udkig med de Veje, de skulde følge; thi en Dagsrejse fra Bopladsen skulde de mødes af unge Mænd, "Løberne" kaldte man dem; de skulde byde dem velkommen i hver enkelt Indbyders Navn, og der skulde være lige saa mange Løbere som Indbydere. Det ansaas for en stor Ære at blive udtaget til Løber; det var de bedste Idrætsmænd, de hurtigste, de behændigste og de stærkeste. Med Panden smykket med Skindremme, prydet med Ørnefjer, skulde de løbe de fremmede i Møde, ledsaget af unge Kvinder, der trak en tom Slæde. I Haanden bar hver Løber en Stav, til hvis Ende der var fastgjort en særlig Lækkerbisken til den kommende, en Himmerigsmundfuld, der skulde vise, hvor længselsfuldt han var ventet. Slædernes Tog og alle de mange Mænd, Kvinder og Børn, der kom gaaende, gjorde Holdt, saa snart de fik Øje paa Løberne, stillede sig op i Række og sang en Sang. I samme Øjeblik Sangen forstummede, sprang Løberne frem med udstrakte Arme som under Dans og stillede sig bag den Mand, de var sendt ud for at møde. Han nævner med høj Stemme Navnet baade paa Indbyderen og Gæsten, idet han f. Eks. siger:

""Uglen" sendte mig for at møde "Murmeldyret"."

Og "Murmeldyret" tager Himmerigsmundfulden fra Staven og spiser den med stor Appetit.

Det er den første Velkomst. Derefter løber alle Unge, baade af Indbyderne og de Indbudte, om Kap til Festhuset, medens de unge Kvinder, der trækker den tomme Slæde, kommer løbende efter for at opsamle de Klæder, de smider af sig under Løbet. Ofte naar de frem, kun iført Støvler og Underbenklæder, med den dampende Overkrop bedækket med Rim. Ved Ankomsten hyldes de af Bopladsen med Sang, Dans og Mad; de særlig indbudte Gæster kommer først Dagen efter. Langsomt kommer de med deres tunge Slæder, Kvinder og Børn, alle i Festdragter, smukke, fine Klæder, der aldrig har været brugt. De standser et Stykke foran Bopladsen og modtages af gamle Mænd og Børn, der gaar dem i Møde for endnu en Gang at byde dem velkommen og spørge dem, hvad de ønsker at spise uden for Husene straks ved Ankomsten.

Alle Gæsterne stiller sig derpaa op i en lang Række, og det samme gør alle Bopladsens Folk, der nu kommer med deres Trommer, festklædt ligesom Gæsterne, og tager Opstilling lige over for dem. Ørnen var et Friluftsdyr, og derfor indledes Festerne med Sange under aaben Himmel. Man istemmer en af de nye Sange, der er digtet til Festen, men i samme Øjeblik man begynder at slaa paa Trommerne, kommer to lurvet klædte, halvnøgne Mænd ud fra Festhuset med lange, brændende Fakler i Haanden. Deres Arme er nøgne, de har bare Ben lige fra Vristen og op til Skridtet, og de faa Pjalter, der hænger paa dem, er Skind af gamle Pelse, hvor Haarene er slidt af.

Festen aabner for en ny Tid. Fest fornyr Menneskene; derfor kommer disse lurvet klædte Mænd som et Symbol paa alle de Genvordigheder, al den Modgang, man nu lægger bag sig. Med de lange Fakler højt hævet over Hovedet løber de op og ned langs med Rækkerne af Festdeltagerne, indtil Ilden slukkes.

Atter røres Trommerne; men næppe buldrer Trommeslagene ud i den kolde Luft, før der igen kommer to halvnøgne, sortsværtede Mænd ud af Husene. De har Fodtøjet om Haserne, Bukserne smøget helt op til Skridtet, og i lange, høje Dansehop sniger de sig ind mellem Rækkerne af de Indbudte og Indbyderne, mystiske, frygtindgydende, grinende over de malede, ukendelige Fjæs; i Haanden har de en Bue og en Pil med skarptsleben Spids. Længe danser de op og ned mellem Rækkerne, indtil de pludselig standser foran en af de højeste Mænd, lægger Pilen paa Buen og skyder den af lige hen over hans Hoved. I samme Øjeblik skal alle løfte Hænderne i Vejret, og dermed skydes alt ondt og farligt bort fra Festdagene. Sangene istemmes til Trommeledsagelse, og man gaar op til Husene, hvor hver især faar den Velkomstmad, han har ønsket sig.

Først da er alt klart til at modtage Gæsterne i Festhuset. Den ene af Budbringerne, der har Hovedet smykket med smukke Fjer, fører dem ind og anviser hver enkelt den Plads, han skal sidde paa; her er som Regel fremlagt kostbare Pelsskind, og hver især kommer netop til at sidde paa de Skind, han har ønsket sig, og de bliver hans, i samme Øjeblik han sætter sig paa dem.

Alle Indbyderne sidder i Baggrunden med Ryggen til. Om Hovedet har de en Krans af smukt farvede Fjer, og en sort Streg fører hen over deres Øjne. Dette sidste betyder Held. Imellem dem, ogsaa med Ryggen til de Indtrædende, sidder en særlig kraftig Trommeslager, der slaar et buldrende Slag, hver Gang en Indbudt kommer ind og sætter sig. Denne Tromme er helt konstrueret af Træ uden udspændt Skind; dens øverste Kant er smykket med skarpe, dristige Takker, der symboliserer de Fjældtinder, hvor den unge Mand første Gang traf Ørnen. Med stor Kunst er denne Tromme lavet saaledes, at Slagene kan minde om det bankende Ørnehjerte. Bag ved Indbyderne staar deres Koner og Koret, forsynet med de flest mulige Trommer af den sædvanlige Slags Tamburiner, men alle med Ansigtet mod de Indtrædende. Foran dem sidder en Trædukke, en Mand med Læbesmykker af Perler, to Fuglefjer paa hver Side af Hovedet og en langhaaret Ulveskindskant om Hætten. Det er en mekanisk Dukke, og naar en Mand, der sidder bagved, trækker i en Snor, bevæger den Arme og Hoved og slaar paa Tromme. Det gør den, hver Gang en Kvinde træder ind.

Naar alle er samlet, slaas et sidste vældigt Slag paa Trætrommen, og Indbyderne rejser sig langsomt op med bøjede Knæ og bevæger sig i rolige Hop; for hvert nyt Trommeslag retter de sig et Sykke i Vejret, indtil de staar helt oprejst med Front til Gæsterne. Nu istemmer det store Kor en Sang, "medens Ørnens Hjerte banker", og for hvert Trommeslag skal Indbyderne slaa Hænderne sammen i Takt, indtil et vældigt, altoverdøvende Slag atter lyder paa Trætrommen; da kaster alle Indbyderne sig paa Knæ og bliver i denne Stilling med sænkede Hoveder, indtil Dansetrommerne kalder til Dans.

Hermed er de indledende Ceremonier forbi. En for en træder Indbyderne frem og synger hver sin særlige Sang, hvori han fremkommer med alle sine Ønsker, Ønsker, der — hvor kostbare de end kan være — skal opfyldes af Gæsterne. Siden bliver det de Indbudtes Sag at svare, idet de ogsaa fremkommer med deres Ønsker, og paa denne Maade udveksles alle Slags Ejendele mellem de to Bopladser, og enhver faar, hvad han mangler.

Gaveudvekslingen kunde staa paa i flere Dage. Alt skulde være overvældende og overdaadigt; man skulde overtrumfe hinanden; der skulde ske Ting, man kunde tale om Resten af Vinteren, og derfor gjaldt det om aldrig smaaligt at tænke over, hvorvidt man muligvis fik mindre, end man gav. Først naar Gaveudvekslingen var omme, kom Festmaaltidet. Fem Gange skulde der bringes Fødevarer ind, saa meget der kunde være paa Festhusets Gulv, og det skulde altsammen være udsøgte Sager. Man spiste, hvad man orkede, uden at det dog svandt det mindste i Dyngerne; thi det var Meningen, at Gæsternes Slæder skulde fyldes med Resterne. Bagefter gjorde Gæsterne Gengæld; ogsaa de fyldte fem Gange Festhuset med Mad, og paa denne Maade udveksledes Kød af Landdyr med Kød af Sødyr.

Paa Festens sidste Dag samledes alle Stavene, Hovedprydelserne, Smykkerne, den mekaniske Dukke, ja, selv den udstoppede Ørn; et stort Baal antændtes uden for Bopladsen, og ud i Ilden blev saa alle de hellige Symboler kastet, og hermed var Handelsfesten forbi.

Gæsterne drog bort, og man tog atter fat paa Vinterens Jagter."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 364-368. København, 1926.