Indledning Ægers Gjestebud (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Gräter har Ret i at kalde dette Digts Forfatter det gamle Nordens Lucian, forsaavidt det synes at være skrevet i samme Hensigt som dennes græske Gudesamtaler, for at afmaskere de af vore Forfædre dyrkede Guddommes Bröder og Svagheder efter hines egne Meninger. For at samle dem saaledes paa et Sted kunde han ikke vælge en heldigere Indklædning til sine Skoser, end at lægge dem i Lokes Mund , da der neppe er nogen Tvivl om at vore Forfædre have i de senere hedenske Tider, anseet hin Dæmon for Lögnens Fader. Deraf kommer den endnu i Island brugelige Talemaade Loka-Lygi ɔ: Lokes Lögn om en haandgribelig Usandhed eller et grundfalsk Sammenspind. Ikke desmindre har Digteren været særdeles vel underrettet om de ældste nordiske (om ikke endog asiatiske) Præsters eller Philosophers Lærebygninger, grundede paa Elementaraandernes eller Natur-Principiernes Forgudelse og deres Fremstilling ved menneskelig Skikkelse, Lidenskaber, Tænkemaade og Sæder.

Denne Anskuelse bliver allerede klar af nærværende Dramas Scene som hensættes til Ægers eller Oceanets uhyre Haller,[1] hvor Guder og Genier (Aser og Alfer) komme sammen til en höjtidelig Fest eller Drikkegilde. Vi see endvidere, at der ved Gildets Indretning kun forstaaes naturlige Phoenomener, betragtede med en indviet hedensk Theosophs digteriske Öje. Vi ville saaledes forst anföre hvad de prosaiske Eddaværker sige herom. Brages Taler give os Underretning om dette Gildes förste Anledning, den nemlig, at Havets Dæmon Æger eller Hler fra Hlesey (Havets Ö eller Land)[2] hjemsögte engang Guderne i Asgaard, og nöd der en herlig Modtagelse (i Valhall), skjönt meget af Herligheden (efter Mythographens Udtryk) bestod i Koglerie eller Synets Vildledelse (eftersom hine naturlige Gjenstande forekomme Menneskene). "Om Aftenen da man skulde til at drikke lod Odin indbære Sværd i Salen, der vare saa blanke at de gave Skin fra sig, og at man ikke behövede anden Lysning." Efter en Variant skinnede Sværdene som de klareste Luer. Æger syntes at det hele var ret herligt at see til. Væggene vare runden om prydede med skinnende Skjolde, istedenfor Tapetserier. Det er vistnok at Asgaard er Stjernnehimmelen og det deri liggende Valhall især Odins Slot. Ogsaa er det klart at de gamle have sammenlignet Kometer, Planeter, eller andre store Stjerner med blanke Sværd, af en indlysende naturlig Aarsag.[3] Overhoved kan Himmelhvælvingen i en stjerneklar og skjön Aften siges at overgaae den herligste Kongesal i sand Pragt og Höjhed. Er man saaledes stædt ude paa det store Hav, vil man finde, at Æger der kan siges at være Odins og Asernes Gjest. Det var ved hint Gilde at Brage skal have fremfört sine af hans Navn bekjendte Fortællinger, for hin berömte Havgud eller Havjætte. Til Gjengjeld for den prægtige Modtagelse indböd Æger Aserne hos sig til et Gilde. Det beskrives i Skalda, næsten paa samme Maade som i nærværende Digts prosaiske Indledning; kun bruger hin disse Udtryk: "Da Aserne havde sat sig lod Æger indbære i Hallen lysende Guld, som skinnede klart og oplyste den, ligesom man i Valhall havde brugt Sværd isteden for Lys. I dette Gilde frembragtes Möd og Öl af sig selv, ligesom alt andet hvad der behövedes til Gjestebudet." o. s. v. — "Af denne Grund kaldes Guldet Ægers, Havets eller Söens Ild eller Lys" o. s. v.

Den rigtige Aarsag er vist den: at i Efteraarstiden, da Nætterne blive mörke, seer man, især i en stille Aften, en utallig Mængde Lys i selve Havet, som skinne med Guldets Glands. De Gamle kaldte disse uden Tvivl, Ægers eller Söens lysende Guld, og Guldet (lige omvendt) Ægers eller Söens Lys. See her foran S. 201. samt I. 232. At man kaldte Guldet Floders eller ferske Vandes Ild eller Lys, er efter selve Skalda, en yngre poetisk Misbrug. En anden Sag er det, at det kaldes Rhinens eller andre guldgivende Floders Malm. Her have vi da aabenbare Oprindelsen til Sagnet om Ægers Pragt ved det förommeldte Gjæstebud, som han ellers (efter Sagnet i Hymersqvida) maatte anrette for Guderne, efter deres Befaling i hver Hörhöst eller Efteraar, og som beskrives nöjere i de övrige eddiske Beretninger derom, skjönt disse (i det mindste de i Skalda og den yngre Edda) vistnok ogsaa ere bygte paa gamle Digtninger og öjensynlig ere af en anden Forfatter end den nævnte Hedenoldsang.

Ved de hedenske Nordboers store Höstfest, har den samtidige Digter tænkt sig Asaguderne eller Himmelens Hær tillige med Jordens og Vandenes övrige Guddomme, som værende til Gilde hos Æger eller det store Havs Hersker, i en skjön og höjtidelig Aften. Dette er Digtningens Hovedgjenstand — og den grunder sig uden Tvivl paa et ældgammelt, af Præsterne opfundet Folkesagn, men Lokasennas Forfatter har, som sagt, benyttet sig deraf for at indföre Asa-Loke (den nordiske Momus) talende, og med det samme til at udvikle sine egne Forestillinger om Gudernes Egenskaber og Væsen. Loke var, efter Eddaerne et fælles Navn for tvende forskjellige onde Væsener. Deraf forestilles Udgaards Loke (Angelsaxernes Grendel)[4] som Udgaards og, som det lader til, hele Jotunheims överste Hersker. Ved ham forstaa Eddaerne især det Væsen som forestaar vor Verdens Udkanter eller den Jorden omgivende Fjeldkreds og tillige, i visse Maader, den hele af Jætteslægten beboede Underverden. Det var vist egentlig ham, som efter vore ældste Forfædres Ideer avlede de tre berygtede onde Væsener, Midgaardsslangen (det vilde Ocean) Fenris-Ulven (Afgrundens Ild) og Hel (Dödens og det yderste Mörkes Gudinde). De senere Beretninger have i denne Henseende forvexlet ham med Asa-Loke. Denne saaledes tvetydige Person var af den ældre Lokes store Jætte-Familie, og synes som alleroftest at betegne den jordiske Ild; selv undertiden, paa en Maade, Jordens og dens Omgivelsers Elementar- Ild for saavidt den gjennemfarer Luften i visse skinnende Meteorers Skikkelse. Hans Fader var Jætten Farbante (efter Ordet den som slaar eller omtumler Skibene) fölgelig en Havjætte, ligesom Vulkaner ofte opkomme i Havet, — men hans Moder kaldes af nogle Laufej (Lövbærende ɔ: et Træ) efter andre Nái (Naal) som gjerne forfærdiges af Staal — men det er bekjendt at baade Træ og Staal give eller tænde Ild.[5] Hans Udseende beskrives saaledes i den yngre Edda: "Loke er smuk og lys (eller skinnende) af Udseende, men ond af Tænkemaade og meget lunefuld eller foranderlig af Skikkelse. Han udmærker sig frem for Andre ved List og Snedighed (eller Kunstfærdighed) til alleslags Gjeminger." — Ogsaa siges han undertiden at have gjennemfaret Luften eller Vandet. Denne hele Beskrivelse passer meget got til den, efter de Gamles Mening, besjælede jordiske Ild. Loki (Dæmonens Navn) og Logi (Lue, Flamme) skrives desuden eens efter Rune-Alphabebet. Ogsaa kan det forklares a) den Lukkende, Indsluttende (der bedre passer paa Udgaards-Loke), og b) den Endende (som gjör Ende paa noget) fölgelig tillige en Ödelægger (destructor) hvilken Rolle han især spiller ved Verdens Undergang. Endvidere heder det: "at Loke ofte bragte Aserne i Forlegenhed (ved Ondskab og List) men hjalp dem tit igjen ved sine Kunster (dog som oftest af Frygt eller Tvang)." Det selvsamme maa Menneskene saa tit erfare af Ilden, hvorom Skule Thorlacius har udtrykt sig saaledes:[6] "Saa nyttig og nödvendig Ilden er saalænge den lader sig styre, saa farlige og skadelige ere dens Virkninger, naar den tager for sig selv, efter det gamle: bene servit, male imperat, og saadan var just Lokes Karakter." De Exempler han anförer herpaa, og deres sindrige Udtydninger, er det ufornödent at gjentage her. I et andet Skrift[7] har den samme Forfatter opregnet end flere Grunde herfor af Folketro og Almuesprog, samt anmærker i den Henseende det særdeles tydelige gamle Ordsprog: Loki fer yfir akra, ɔ: Loke farer over Agrene, der netop bruges om Loke eller Ilden, som ödelægger Kornmarke, Enge eller Skove; — ogsaa Talemaaderne α) Loka daun (Lokes Dunst) nemlig svovelagtig Lugt af vulkaniske eller elektriske Frembringelser fra Jord, Hav eller Luft.[8] β) Lokaspænir (Lokes Spaaner) Hövlspaaner, bestemte til Luen m. fl. Ogsaa i Danmark have Ordsprog, dragne af de gamle Meninger om Loke, vedligeholdt sig til de nyeste Tider. Almuen i visse Egne siger nemlig om det Phoenomen, som man ellers kalder: at Solen trækker Regn eller Vand (da dens Straaler danne etslags pyramidalske Figurer, der synes at nedstige til Jorden i vandagtige Dunster) paa en modsat Maade: Loke drikker Vand. — Her menes da den Loke, som mentes at være fængslet under Jorden, nemlig dens indvendige Ild.[9]

Ligesom Asa-Loke, i nærværende Digts Slutning , forkynder sig som den underjordiske Ilds Hersker, saa vidne og de eddiske Fortællinger om Lokes Fængsling, at de skadelige Vulkaners Indspærrelse i Jordens Dybder menes derved, hvilket især bliver tydeligt deraf, at Jordskjælv foraarsages af Lokes heftige Bevægelser. Græker, Ægypter o. fl. have de selvsamme Fortællinger om visse af Guderne, i Jordens Afgrund og under ildsprudende Bjerge fængslede Titaner eller Giganter, som Typhæus, Typhon o. fl. Men ligesom Guderne saaledes lænkebandt Underjordsilden, maa Menneskene og behandle dens Afkom, den overjordiske Ild paa selvsamme Maade, hvis den ej skal volde uendelig Skade, hvorefter den bestandig higer. Ilden holdes saaledes i stedseværende Fængsel af Guder og Mennesker, indtil den endelig, i Tidens Fylde, bryder lös fra Dybets Huler og forstyrrer vor hele jordiske Verden. Intet Under da at Loke eller i det hele Ilden, som i Begyndelsen var nöje forenet med Asagudernes Væsen og optaget i deres Selskab, men faldt siden derfra til Afgrundens Jætteslægt, for at hige efter deres Undergang — frygtes og afskyes af Guder og Mennesker.[10]

Ligesom Baldur oprindelig var den blide Foraarssol eller Gud for den lyseste, skjönneste og behageligste Aarstid, kaldtes derfor den Gode, og ansaaes i det Hele, ogsaa fra ethiske Synspunkter, som Godhedens og Retfærdighedens Guddom — saaledes blev ogsaa Loke (der yndede Mörket af föranförte Aarsager) den trolose, skadelige, fortærende Ild til Falskhedens, Lögnens og Ondskabens Dæmon. Vare end de Gamles ældste mythologiske Anskuelser af reen physisk Natur, saa forenedes de dog siden, meget naturligen, med moralske Betragtninger og Digtninger.

Endeligen tilföjer jeg, at ligesom Loke siges at have avlet Fenris-Ulven og flere Uhyrer af samme Natur, saa kaldes ogsaa Loge (Ilden) for sig selv, af vore gamle Digtere, Skoves og Huses Ulv (ɔ: fortærende Ödelægger) Fiende, Morder o. s. v., men hans Brödre Æger eller Hler (Havjætten eller det dræbende Hav) og Kár (den ödelæggende Storm) da de alle skal nedstamme fra Forn-jot (Fornjotnr eller Fornjötun) ɔ: den gamle Jætte, nemlig Urjætten Örgemler eller Ymer. Paa selvsamme Maade siges Jættesönnen Loke, nemlig Ilden, at være Broder til Byleist (Byernes eller Husenes — efter andre Biernes Fiende) nemlig Stormen og Helblinde (den Dödblændende, blinde Död), nemlig Havet, Afgrunden.

I de kristne Tider er Loke (Loki) forvandlet i den Norske Almuetro under det samme Navn Loke, Laake eller Lokje, dels til selve den onde Aand, Djævelen (efter kristne Begreber) dels ogsaa til et djævelsk Nattespögelse.[11] Ogsaa i Jylland kjende Bönderne ham som et ondt Væsen under Navn af Lokke eller Lokken. Saaledes sige Bönderne i Vensyssel (efter Hr. Pastor Lyngbyes mig givne Beretning) om Urten Polytrichum commune Linn. (juniperinum og piliferum bos de Nyere) som de kalde Lokkens Havre, naar den kommer frem om Foraaret i Mængde, hist og her, paa sandige Agre: Nu saaer Lokken sin Havre. Den er nemlig et slemt Ukrud, en Mos som endog Dyrene ikke kunne æde. Vore Forfædre synes saaledes i gamle Dage at bave tilskrevet Loke alt det Onde, ligesom dette tillægges Djævelen af de Kristne.

Særskilte Oversættelser af dette Digt kjender jeg ikke, undtagen en paa Tydsk af Gräter i hans Nordische Blumen. Enkelte Udtryk, som han med Ret kalder Aristophaniske, har jeg enten sögt at undgaae eller omskrevet dem paa en anstændigere Maade. Vore Forfædre kunde de ikke her forekomme som særdeles stödende, da de lagdes i Munden paa Asa-Loke, hvem de, for hans Trolösheds, Lögnagtigheds og ublu Talers Skyld, kaldte Guders og Menneskers Skjændsel.




Noter:

  1. Mærkelig bliver os saaleaes Zeus's og de övrige Guders Reise til Æthiopernes Gjestebud ved Oceanet; det varede i 12 Dage efter Homer i Iliadeus 1ste Bog. Macrobius (Saturnalia I, 23) fortolker Mythen saaledes: Zeus er Solen, som med de övrige Guder, nemlig Himlens Stjerner, beværtes af Bölgerne eller Oceanet. Her og i Forklaringen til Scipios Dröm vil han ellers at Himmellegemerne eller Ætherens Ild næres af Havets eller Naturens Vædsker (humor) o. s. v. Cicero (de natura deorum Lib. 2. Cap. 46) vil ogsaa at Stjernerne ere flammende (flammeæ) samt næres af Jordens og Havets Dunster. Jfr. dette Værks I, 239 samt Bastholms de ældste Folks (her Grækernes) rel. og philos. Meninger S. 651-52.
  2. Forfatteren siger: Han boede — paa den Öe som nu kaldes Hlesey (Læssöe) i Kattegattet — men den er sikkerlig opkaldet efter Havgudens mythiske Residents, ligesom flere Byer (endog islandske Gaarde) efter det berömte Asgaard o. s. v. Dog knnne gamle Folkesagn, ved Mythens Forvandskning have givet Anledning til hin Beretning. Jfr. Harbards Sang Str. 37. med Anm.
  3. Kometerne have stedse en saadan Skikkelse — men de större Stjerner faae den for vort Syn, naar man seer paa dem ved at trække öjenlaagene noget sammen, da de danne en Straale, lignende en smal blank Klinge.
  4. Dette Ord er en Oversættelse af det Islandske Loka, efter hvad Thorkelin har vist. See det af ham udgivne Poema anglo-saxonicum de Scyldingis pag. 260-61.
  5. Dog kunde man gjætte at Laufej ogsaa kan være en Personification af Jorden, som Moder til den jordiske Ild, baade til Vulkanen, og til den som frembringes af Træer og Stene.
  6. i sin ypperlige mythologiske Afhandling om Thor og hans Hammer m. m. i Scandinavisk Musæum for 1802 S. 61 o. f.
  7. Antiqvitatum Boreallum Observationes Miscellaneæ &c. Spec. 7 (1801) p. 42 sq.
  8. Af lignende Grunde kaldte Grækerne Svovlet θεῖον.
  9. At man længe i Danmark har havt mange Sagn om Loke, vises af den ved Peder Syv i hans danske Ordsprog 2den Deel S. 72 anförte Talemaade: at höre paa Lockes Eventyr — uden Tvivl beslægtet med den islandske: Loka lygi d. e. Lokes Lögn, hvorved man dog maa atter erindre, at Loke ansaaes for Lögnens Fader og kaldtes derfor Gudernes Bagvasker m. m.
  10. Da Iranerne eller de gamle Perser og Meder, som bekiendt vare paa en vis Maade Ildens Dyrkere, saa synes dette oldnordiske Had og Foragt mod Ildens Dæmon at nedstamme fra hines Naboer Turanierne eller de ældste Turker, hvoraf en Deel udvandrede hertil Norden med Alaner, Sarmater og Gother, der oprindelig vare beslægtede med Medo-Perserne, samt först deres Naboer, men siden tillige deres sorne Fiender. Ellers havde ogsaa Skandinaverne deres hellige Ild, men den tilegnedes Tordenguden, eller hörte mere til den himmelske end jordiske Ild.
  11. See f. Ex. Ströms Beskrivelse over Söndmör 1ste Deel (i Ordbogen) og Willes Beskr. over Sillejords Præstegjeld i övre Tellemarken (1786) S. 251.