Indledning (Den ældre Eddas Gudesange)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Indledning

Indledning (Lorenz Frølich).jpg


I. Oversættelsens principer.

DA jeg paa indtrængende Opfordring af Forlæggeren efter nogen Betænkning besluttede mig til at paatage mig det ansvarsfulde Hverv, atter at oversætte »Eddaen« og fortsætte Forsøgene paa at gjøre dette det ærværdigste Værk af nordisk Aandsliv, Grundlaget for skandinavisk Literatur, tilgjængeligt for Læsere, som ikke vare Oldsproget mægtige, kunde jeg intet Øieblik
Indledning, dverg 1 (Lorenz Frølich).jpg
Indledning, dverg 2 (Lorenz Frølich).jpg
Indledning, dverg 3 (Lorenz Frølich).jpg
Indledning, dverg 4 (Lorenz Frølich).jpg
Indledning, dverg 5 (Lorenz Frølich).jpg
Indledning, dverg 6 (Lorenz Frølich).jpg
være i Tvivl om det Synspunkt, fra hvilket jeg havde at betragte den formelle Side af min Opgave. Det stod klart for mig, at der for Oversættelse af Edda-Sangene ikke kunde gjælde nogen anden Regel end den, der styrer al poetisk Oversættelse, nemlig at komme Originalen saa nær som muligt i lige Grad hvad Ordlyd og hvad Form angaar, saa at det overalt, hvor disse to Hensyn komme i Strid - hvad de mer eller mindre altid gjøre - gjælder at finde det mest passende Compromis, som snart vil begunstige den ene Part noget, snart den anden, men aldrig opofre den ene til Fordel for den anden; hvilket hidtil i Edda-Oversættelser altfor meget har været Regel, og det saaledes at det konstant var den formelle Side, der betragtedes som den retsløse. At skrive et Vers uden Bogstavrim for at komme Ordlyden nærmere, eller af samme Grund at lade det faa to Arsis, hvor Metret fordrer tre, er ligesaa utilladeligt for en Edda-Oversætter som i en Oversættelse af Shakespeare at indsætte en sex- eller syvfods Jambe for at faa alle Ordene med* (1).


   Enhver Kritik derfor, som i Bedømmelsen af min Oversættelse ikke tager Hensyn til dette Princip, er aabenbart falsk, idet den først burde vise Princippets Urigtighed; hvilket ikke vil være muligt. Thi da vi have tilstrækkelige Vidnesbyrd om, hvilken overordentlig Værd Nordboerne tillagde den formelle Side af deres Poesi, og hvor strenge de vare i Reglernes Overholdelse: saa er den eneste Vei til at angribe Princippet den at paastaa, at Overholdelsen af disse Regler er en formaalsløs Conveniens, idet den ikke frembringer skjønnere Indtryk paa vort Øre end fuldkommen Uregelmæssighed; og denne Paastand vil neppe længer finde Tiltro. - Men naar jeg saaledes er sikker nok paa Princippets Rigtighed, saa er jeg paa den anden Side meget langt fra at tro, at jeg overalt skulde have fundet den bedste Gjennemførelse deraf.
   Saaledes viste det sig strax, at min Oversættelse i sit formelle Princip - Gjengivelsesmaaden - kom til at afvige fra alle andre undtagen den svenske, der dog kun anvendte dette Princip paa en umetrisk Text (herom i det følgende Afsnit), som stillede temmelig løse Fordringer, og desuden i sin Forsømmelse af Ordlyden ofte udartede til stilløs Modernisering. Men det blev mig snart indlysende, at min Oversættelse ogsaa maatte afvige fra alle andre i reel Henseende: i det der blev gjengivet. Disse have nemlig alle gjengivet Eddasangene, som de umiddelbart forelaa efter de givne Haandskrifter eller disses Combination, hvor der (som ved Vølospá) forelaa forskjellige Redaktioner, uden at spørge videre, om denne Form saavel i de store Træk som i Enkelthederne var kritisk troværdig; men at dette ikke skete af principiel realistisk Uvillie mod kritiske Rettelser endog af vild hypothetisk Art, viste de, ved alle at godkjende en af de vilkaarligste Behandlinger, som noget Oldtidsskrift har været Gjenstand for (se Afsnittet om Vølospá). Bortset fra denne Vildfarelse var deres Fremgangsmaade heri ikke blot forsvarlig men den eneste for deres Tid mulige. Anderledes stiller Sagen sig nu. Efter det Standpunkt, som Edda-Forskningen nu indtager - takket være navnlig de tyske Germanisters Flid og Skarpsindighed - vilde en Gjengivelse af den Text, hvorefter H. G. Møller oversatte, være en Anachronisme, der snart maatte gjøre en ny Oversættelse nødvendig.
   Jeg gaar altsaa over til at fremsætte Hovedresultaterne af den nyere Edda-Forskning, idet jeg forudskikker den Bemærkning, at jeg ingenlunde lægger an paa at give en videnskabelig udtømmende Redegjørelse, men kun en saadan, der kan belyse Oversættelsen og sætte Læseren i det rette Forhold til den.
   De Ændringer, som Texten er undergaaet, kunne efter deres forskjellige Omraader betragtes under fire Hovedgrupper, hvorved man ser Virkningerne sprede sig i bestandig videre Kredse, alle udgaaede fra det samme kritiske Udgangspunkt i samme methodiske Retning. Nemlig: 1) Virkninger indenfor det enkelte Vers (Linie); 2) indenfor den enkelte »Vise« (Strophe); 3) indenfor den enkelte Sang; 4) indenfor hele Samlingen af Eddaens Gudesange.
   Vi ville betragte hver af dem for sig.


II. Versene

Paafaldende for enhver Læser og formodentlig anstødelig for de fleste vil allerede ved første Blik i Bogen min Skrivemaade af Eddaens Vers være. At jeg har afveget fra den skandinaviske Tradition og fulgt den tydske, er naturligvis ikke sket uden efter langvarig Overveielse. Jeg betragter Germanisternes Skrivemaade som den rigtige, fordi Verse-Enheden ikke er »Vise-Ordet« (hvad man efter skandinavisk Skrivemaade maatte antage), men derimod »Vise-Fjerdingen« dvs.: den af to Led sammensatte Langlinie; derom kan der ingen Tvivl være, da Syntaxen og den logiske Bygning viser dette utvetydig. Ogsaa i Alexandrinerne og Nibelungenverset er jo Enheden Langlinien, ikke Kortlinien, tiltrods for at Cæsuren her er en Taktpause, hvad den ikke er i Eddaverset. Naar man nu skriver Strophen paa skandinavisk Maade, sættes der for Øiet en falsk Inddeling, og den strophiske Enhed udviskes ganske; skriver man den derimod i Langlinier med en Pause, der adskiller »Vise-Ordene«, saa lægges Organismens Leddeling blot i alle Enkeltheder og i deres rette indbyrdes Forhold. Dette gjælder særlig i Kviðuháttr-Strophen* (2) (det episke Vers f. Ex. i Vølospá - tidligere skrevet i otte Kortlinier); ved Ljóðaháttr-Strophen (det lyriske Vers f. Ex. i Hávamál, tidligere skrevet i sex Linier) kommer endnu en anden, ret betegnende Omstændighed til; efter skandinavisk Skrivemaade faa vi to Kortlinier, indbyrdes rimede, og derpaa en med et Taktslag mer og med sit eget Rimsystem; efter den germanske Skrivemaade derimod faar hver af Strophens parvis ulige Linier sit Rimsystem for sig.
   Denne Forskjel i Versenes Skrivemaade kan synes at være rent formel og blottet for indre Betydning. Det forholder sig dog ikke ganske saaledes. Jeg har ingen Tvivl om, at Skrivemaaden i Kortlinier efterhaanden har givet os en forhakket og stakaandet Opfattelse af Edda-Versene ; og det er ogsaa sandsynligt, at hvis man havde skrevet i Langlinier, vilde man lettere være bleven opmærksom paa det Feile i den Antagelse, at man kunde fylde omtrent saamange ubetonede og halvbetonede Stavelser ind, som det skulde være, medens saaledes de korte og skarpe Afdelinger allerede syntes at give Verset tilstrækkelig Gehalt. Ogsaa med Hensyn til Overblikket over Sangens Helhed og Leddeling samt over Strophernes ægte og uægte Bestanddele ere de firliniede Viser af ikke ringe Fordel; hvorfor ogsaa Müllenhoff siger: »Fremtidige Udgivere ville efter alt dette have den Opgave at gjøre disse Texters hele Historie anskuelig for Nutidens Læser. Den almindelige Forbetingelse derfor er Afskaffelsen af den Uskik at afsætte Halvdelen af et Langvers; men da der kun fordres meget ringe Evne og god Villie for at indse, at først Langverset, og ikke allerede dets Hælvte, danner virkelige Enheder og fuldstændige Vers, saa kan man vel tiltro Enhver denne Indsigt, som hidtil med Opmærksomhed og Forstaaelse har fulgt disse Undersøgelser« .
   I »Bidrag til den oldnordiske Literaturs Historie« (1866) siger N. M. Petersen: »Den nordiske Versebygning afhænger ikke, som Jon Olafson antager, af Stavelsernes Antal, men af Takternes … Flere korte (Stavelser) have samme Gyldighed som een lang, hvilket bestemmes af Takten, som i Musikken to Ottendedele = een Fjerdedel«. - Denne tidligere raadende Opfattelse af de oldnordiske Vers er nu fuldstændig omstyrtet af den tydske Videnskab; det er Sievers’ Fortjeneste at have opstillet et nyt videnskabeligt Grundlag for Edda-Metrikken, som egentlig først derved blev skabt, et Grundlag, der i Hovedtrækkene er fastslaaet og som har givet Stødet til en kritisk Gjennemarbeidelse af Edda-Texten, der væsentlig har ændret dennes Udseende.
   I de germanistiske Aarbøger »Beitrage zur Geschichte der deutschen Sprache und Literatur« for 1879 og de følgende Aar fremsatte Sievers sine overraskende metriske Undersøgelser, hvis Resultat var, at ikke blot Skjaldemetrikken, fra hvilken han udgik, men ogsaa de folkeligere og mindre strengt regelrette Edda-sange havde Stavelsetællingen til Princip. Saaledes bestod Viseordet (Kortlinien) i Kviðuháttr af fire Stavelser, hvilke ved de forskellige Betoningsforhold danne følgende rhytmiske Schema (der, hvad neppe Nogen har bemærket, frembyder et mærkeligt Analog til Schemaet for Alexandrinernes Halvlinie, for hvilken Stavelsetællingen ligeledes er Princip, jvf. Recke Metrik II, 146):

Gjellerup1.gif* (3)

hvilket kan illustreres ved følgende Exempler (fra Begyndelsen af  »Hymeskvadet):

A. ædle Aser
B. med List, min Ven,
C. den Vand-Koger
D. godt Venneraad
E. kan vi mon faa.

   Ganske vist vilde det have været umuligt at gjennemføre dette Princip, dersom Eddaens Text, saaledes som den forelaa i Haandskrifterne, var en i sine Enkeltheder uantastelig Helligdom. Men vi have altfor mange Vidnesbyrd om den Vilkaarlighed, hvormed Afskriverne omgikkes med Olddigtene til at dette skulde være Tilfældet. Det viser sig nu, at i de allerfleste Kortlinier, som overskrider de fire Stavelser, beroer dette paa Smaaord, som ere grammatikalsk overflødige, ja ofte endog forstyrrende, og som den ældre Tid, fra hvilken Digtene stamme, ingenlunde var saa ødsel med. Saaledes lød den 8de Strophe af Vølospá ifølge Haandskrifterne:

Heiðe hana héto, hvars til húsa kvam,
[ok] vølo velspá vitte hon ganda
seið hon [hvars hon] kunne, seið hon [hug]leikenn:
æ var hon angan illrar brúðar.

Ved Strygning af de overflødige Pronominer, Præpositioner og Partikler, der ogsaa stilistisk matter Diktionen ja ved »ok« i L. 2 endog gjør den logisk og grammatikalsk umulig, reduceres Strophen til regelmæssige fire-stavelses Kortlinier:

Heiðe héto hvars húsa kvam,
vølo velspá vitte ganda,
seið hvars kunne seið hugleikenn:
æ vas angan illrar brúðar.

   Tilsyneladende Afvigelser danne de uægte Femstavelser, som fremkomme ved Opløsning af én Stavelse i to Stavelser (»Verschleifung«). Men Dr. Hoffory har sikkert Ret i, at en Del Vers ikke uden vilkaarlige og kunstige Tydninger kunne opfattes anderledes end som femstavelses, ligesom der findes enkelte utvetydige trestavelses. Man maa erkjende, at Reglen oprindelig ikke har været saa streng, men at den dels ved sin egen naturlige Udvikling mod Conseqvens, dels vel ogsaa under Skjaldedigtningens Indflydelse efterhaanden mer og mer har fæstnet sig i rene firstavelses Kortlinier, saa at Kvadenes Alder som Regel staar i omvendt Forhold til deres Regelmæssighed.
   Det er indlysende, at denne gjennemgaaende Ændring af Texten selv og af dens metriske Forstaaelse maa blive af stor Betydning for Oversættelsen. Naar Oversætteren har for sig en Text, der paa samme Omraade snart viser tre snart syv Stavelser og det ofte af overflødige Ord, saa fristes han ikke blot til ikke at stille store Fordringer til sine egne Vers, men det maa endog synes ham urigtigt at gjøre det, da han i saa Fald vilde give Læseren en feilagtig Forestilling og levere et mere slebet Produkt, end der var Brug for. Har Oversætteren derimod at gjengive en bevidst regelmæssig Text, hvis Strenghed kun i enkelte Afsnit brydes af forholdsvis faa poetiske Licentser - Rudimenter fra en raaere Tid - saa er det hans Pligt at give sin Oversættelse en tilsvarende Form. Vanskeligheden ved Arbeidet forøges ganske vist herved i en Grad, der tilfulde kun kan vurderes af den, som kjender Forholdet mellem Dansk og Oldnordisk; her maa den Antydning gjøre Fyldest, at ikke blot danske Former gjennemsnitlig ere længere, men at Pronominets og ofte Artiklens Uundværlighed er Knaphedens bestandige Fjender. Endelig at vi savne saavel Sammentrækning, som Elision, der reducerer Stavelsestallet saa betydeligt.
   Jeg har her udelukkende talt om Kortlinien i Kviðuháttr-Strophen (det episke Vers), da den lyriske Ljóðaháttr-Strophe endnu er temmelig metrisk uopdyrket, saa at det endog kan være tvivlsomt, hvorvidt Stavelsestællingen her kan gjennemføres paa samme Maade som hist - i alt Fald spiller »Optakten« her en særlig Rolle. For Oversætteren har Opgaven her ikke stillet sig væsentlig anderledes end den tidligere - burde have stillet sig. Men af H. G. Møller er Strophen misforstaaet saaledes, at 3die og 6te Linie (efter ældre Skrivemaade) ofte kun har to Arsis.
   Hvad angaar den æsthetiske Værd af de saaledes forstaaede Edda-Vers, da maa det indrømmes, at Stavelse-Tællingen ikke blot er det raaeste rhytmiske Princip, men endog med Rette kan kaldes urhythmisk. Imidlertid vilde Edda-Versene af denne Grund ikke komme til at staa lavere end Franskmændenes eneste Vers, Alexandrineren. Dertil kommer, at Edda-Verset er bygget paa Qvantiteten, hvilket giver et Vexelspil mellem Stavelsernes Længdeforhold og Betoningen (den sidste markeret ved Bogstavrimet), der ganske vist er uhørligt for os, men ligesaa vist har været meget hørligt for et oldnordisk Øre og givet Verset en eiendommelig Lødighed.


III. Viserne.

Det er en Selvfølge, at de Overleverere og Afskrivere, der omgikkes saa skjødesløst med Versene, ikke havde stort mere Respekt for Visen i dens strophiske Enhed, ja Indskuddene her ere endog endnu mere iøinefaldende. I langt de fleste Tilfælde, hvor en Vise gjør sig mistænkelig ved overskydende Linieantal, er det strax klart for en lidt kritisk Eftertanke, at den tilsyneladende Uregelmæssighed ikke oprindelig tilkommer Strophen, men at han, der nedskrev den* (4), har føiet sit eget til og derved sjelden gjort Meningen mere poetisk, medens han ødelagde Formen. Tag f. Ex. følgende Vise af Hávamál (61):

Toet og mæt ride Mand til Things,
     om end ei kostbart klædt;
ved Sko og Brog sig Ingen skamme
     og heller ei ved sin Hest,
     skjøndt han ei har en god.

   Afskriveren har her aabenbart fundet at Raadet, ei at skamme sig ved Hesten, fordrede en Tilføielse, der endda er falden saa sjudsket ud, at Linien er uden Bogstavrim.
   Oversætterne have hidtil trolig taget saadanne falske Linier med, hvilket dog virkelig er at gjøre for megen Ære af dem og for liden af Digtningen. Jeg har, hvor jeg fandt Grund dertil, anvist dem Plads i Anmærkningerne.


IV. Kvadene..

Kunde Visernes sammentrængte organiske Enhed ikke holde Indblandingen af fremmede Elementer borte, saa kan det ikke undre os, at Kvadenes langt større og ikke ved nogen ydre Form beskyttede Organismer ofte maatte finde sig i at optage Snyltevæsener i sig. De egentlig episke Kvad - som Hymeskviða, Thrymskviða o. s. v. - vare i saa Henseende mindst udsatte, da Fortællingens Sammenhæng hverken tillod eller fristede til Indskud; snarere stod de Fare for at miste Bestanddele ved Opskriverens Skjødesløshed (Hymeskviða) eller for at faa deres Led bragte i Uorden (Rigsþula). Mest udsat for Interpolationer vare følgelig de episke Kvads Modsætning: den gnomiske Lyrik i Hávamál, Visdomsperler trukne paa en svagt skimtelig logisk Traad uden Modstandsevne. Dernæst de lærde mythologiske Læredigte, hvor det var fristende for Skriveren at indskyde egen Lærdom eller Brudstykker af andre lignende Kvad, som derved fandt et Opbevaringssted, hvilket navnlig i overvældende Grad er sket i Grimnesmál; her har man ogsaa i Hyndloljóð den først kjendte Interpolation, der allerede meget tidlig betegnes med Navnet »den korte Vølospá« , og rimeligvis af Gylfaginnings Forfatter eller Omarbeider (som citerer Vers deraf under dette Navn) har været kjendt i sin oprindelige Sammenhæng. Den giver os altsaa et haandgribeligt Exempel, hvorefter lignende Phænomener i andre Kvad ere at bedømme. Vølospá hører ganske vist ikke til denne Klasse, men blev af Skriveren opfattet paa samme Maade, idet dens første Del gjordes til Repertorium for Skabelses-Mythologi. Intet af de andre Kvad har lidt saa meget ved Interpolationer som dette, det fornemste af dem alle; thi dets knappe økonomiske Plan og strenge Enhed taalte mindre end andre Kvad Indblanding af fremmed Stof; det ødelagdes endog i den Grad, at det indtil l883 forblev en Bog med syv Segl for.
   En ganske særlig Stilling indtager Hárbarðljóð, hvis enestaaende metriske Uregelmæssighed i høi Grad vanskeliggjør Paavisning af Interpolationer, om saadanne overhovedet findes. Et Forsøg paa netop at gaa ud fra denne Uregelmæssighed for at føre det tilbage til metrisk Regelrethed og ad denne Vei udskille formentlig uægte Dele foreligger fra Dr. Finnur Jónsson (»Aarbøger« 1888); det har imidlertid ikke fundet saadan Anklang, at en Oversætter kan benytte det. Jeg skal her tillade mig at gribe Leiligheden til at takke Dr. Jónsson for den Velvillie, med hvilken han har gjennemset min Oversættelse; da jeg imidlertid vel som oftest men dog ikke altid har set mig i Stand til at tage hans Bemærkninger til Følge, maa jeg selv alene bære Ansvaret for Oversættelsen, saavel i Indhold som i Form.
   Fri for Interpolationer og temmelig fri for Lakuner synes - bortset, fra Hárbarðsljóð - følgende Kvad at være: Vafþruðnesmál, Thrymskviða, Lokasenna, Alvísmál, Skírnesmál og Svipdagsmál.
   Jeg har herved i store Hovedtræk gjort Rede for den moderne Edda-Kritiks Arbeide indenfor det vigtigste af dens Omraader. Inden vi imidlertid gaa over til at kaste et flygtigt Blik paa dens videste Felt - Gudesangenes Forhold indbyrdes - er det nødvendigt mere indgaaende at betragte den Revolution, der herved har fundet Sted i Opfattelsen af Vølospá, Hávamál og Grimnesmál, i Forhold til hvilken alle andre Begivenheder paa Edda-Forskningens Omraade ere Smaa-Reformer.


V. Vøluspá.

I 1878 kunde Dr. C. Rosenberg skrive: »Det er især S. Bugges og S. Grundtvigs Fortjeneste, at Vølospá nu foreligger i en Ordning, der viser den oprindelige Plan og Tanke-Udvikling saa godt, som det kan ske, uagtet der aabenbart er flere Huller i Overleveringen«. Her sigtes fornemlig til den af Bugge foretagne Omstilling af Viserne 8, 14-16 (Oversættelsens Numre) der toges ud af deres Sammenhæng og stilledes foran Vise 1 som situationsskildrende Indledning. Hermed bragtes Slutningslinien i Forbindelse (efter Læsemaaden: »Nu maa hun synke«): Odin opsøger Spaakvinden og formaar hende ved rige Gaver til at forkynde sin Visdom: tilsidst ser hun Dragen »et af Undergangs-Uhyrerne« komme flyvende, »Rædslen gjør hende stum, hun segner vanmægtig om, og Odin staar ene tilbage«. Slutningen er Begyndelsen værdig. Uden at bekymre sig om saadanne mindre Meningsløsheder, som at Vølven, da hun, ene med Odin, kjøbes til at tale, slaar høitidelig til Lyd for alle »Hejmdals Børn«, eller at Odin, efter at have sat sit Øie i Pant hos Visdommens Kilde-Gud skulde gaa til Vølven - her endog en Hex – for at blive viis (hvorved man erindrer Saxo-Vedels Ord ved en ganske lignende Leilighed: »En herlig Guddoms krafft vaar det, som haffde saadanne Folcks hielp behoff«.) - uden endelig at lade sig afskrække ved den lave Sphære, hvori det ophøiede prophetiske Kvad blev rykket ned - jublede man i kortsynet Glæde over den smukke Orden, der var kommet i det Hele og fandt »Situationen saa dramatisk som vel muligt«.
   Jeg tvivler om, at der i Textkritikkens Historie findes mange Exempler paa en Omordning af et Oldskrift, der var saa uhjemlet i sin Fremgangsmaade, saa fordærvelig i sine Resultater. I Virkeligheden var dette Overgreb »Begyndelsen paa Enden« ; Construktionen rummede allerede Destructionens Spire. Bugge satte selv senere Kronen paa Værket ved at slutte sig til den af en norsk Theolog (Dr. A. Chr. Bang) dilettantisk fremsatte Hypothese, at Vølospá var et forholdsvis sent Makværk, der i nordiske Former efterlignede de kristelige sibyllinske Orakler, der skulde være blevne Skandinaverne bekjendt gjennem Irland (hvor der ikke findes noget Vidnesbyrd om saadanne græsk-sibyllinske Studier). Ved sit store philologiske Navn skaffede Bugge dette Indfald et kortvarigt Mode-Hegemoni i den lærde Verden. Efter at have gjort den beaandede Seerske, hvis Aands Høihed og Renhed endnu vækker vor Beundring, - denne skandinaviske Velleda - til Hexen Heid, der (efter den tidligere misforstaaede Tydning) »tæmmede Ulve«, gjorde man atter denne til en Abe efter den falske christelige Sibylle, paa sin Vis ikke mindre vildt end da man ved Eddaens Fremkomst i det 17de Aarh. antog, at Vølospá var sunget af den Erythræiske Sibylle 1ænge før den trojanske Krig. - Jam satis.
   »Sol fra Sønden paa Stenbunden sken; da groede af Grund de grønne Urter« synger Vølven; og »med Müllenhoffs sidste Verk gik der fra Sønden en ny Sol op over Edda-Forskningen«, siger en Dansk, der er bleven tydsk Videnskabsmand og Borger, Dr. J. Hoffory, selv en fremragende Edda-Forsker. I mer end een Henseende har det været den tydske Videnskab forbeholdt at kaste nyt Lys over Eddaen, som den regner til den oldgermanske Literatur; men aldrig er det sket saa glimrende som i femte Bind af Karl Müllenhoffs »Deutsche Alterthumskunde« .
   Naar man betænker, ved hvilken voldsom Omsætning af Viserne Bugges ulykkelige Rekonstruktion af Vølospá foregik, saa er det dobbelt tilfredsstillende at betragte de simple, methodisk strengt berettigede Midler, som Müllenhoff anvendte; ogsaa her gjælder: simplex sigillum veri.
   De første Viser, der fjerne sig fra Bevægelses-Linien, ere 5-6 (ældre Tal) der omhandle Solens, Maanens (og Stjernernes ?) Bevægelse og Indstiftelsen af Dagstiderne ved Guderne. Deres Uægthed er nu øiensynlig; men ikke saaledes før hele Vølospás Tankegang og Plan havde blottet sig for et gjennemtrængende Forskerblik - hvilket mer eller mindre gjælder om alle Interpolationerne. Mindst maaske om den følgende og længste, V. 9-16, der delvis ogsaa tidligere havde været anfægtet. Efter et ægte Strophepars Skildring af Gudernes idylliske Liv og Nornernes Ankomst fortælles der i V. 9 med en stereotyp Indledningsformel, at Guderne skabte Dvergene, hvorpaa deres Navne optælles indtil V. 13. Med V. 14 som Indledning følger nu en ny, mindre Optælling, en Efterslæt, - saa at Interpolationen er sammensat af to. Hele denne Viserækkes Ramsestil stikker saa grelt af mod det øvrige Digt, at det er ubegribeligt, hvorledes den nogensinde har kunnet betragtes som en Del deraf. Iøvrigt giver den følgende Vise (17) et direkte, uomstødeligt Bevis for Uægtheden.
   Vise-Parret 17-18, der beretter om Menneskets Skabelse ved Odin, Høner og Lodur, begynder nemlig med Ordene: »Indtil der kom tre af denne Skare, mægtige milde Aser til Huse«; da nu den i V. 16 afsluttede Skare er Dvergene, kan V. 17 aldrig have sluttet sig hertil men viser tilbage til V. 8, hvor Aserne omtaltes. Paa den anden Side ses det strax, at V. 17 heller ikke er en oprindelig Fortsættelse af V. 8: denne endte nemlig med Ordene: » Indtil der kom tre Thursemøer, meget mægtige, fra Jættehjem«. Den enslydende Begyndelse af V. 17 er ikke blot ulogisk (»indtil« hvilket?), men Digteren af Vølospá viser sig overhovedet saa formstor, at han umulig kan mistænkes for at have tilknyttet noget Nyt ved en saa mechanisk Parallelisme. Ser man endelig Viserne i Forhold til Digtets Helhed, bekræftes yderligere den Anskuelse, at de ikke høre herhen.
   Det vil dog heller ikke lykkes at finde Fortsættelsen af V. 8 i V. 19. Denne og den følgende Vise taler om Yggdrasil og Nornerne, der indføres, som om de ikke før vare omtalte; de komme her fra Salen under Træet, medens de før kom fra Jættehjem. Tager man de andre Interpolationer bort og læser Kvadet igjennem, ses det ogsaa strax, at dette Visepar staar ganske ørkesløst der. V. 20 har to Langlinier for mange; det er de to midterste med Nornernes Navne, som ere uægte og danne en Interpolation i Interpolationen.
   I Vise 21 findes endelig Fortsættelsen af V. 8. Her viser det sig strax, at man er paa rette Spor - og paa fast Grund; det er en betydningsfuld og bevæget Handling, som her begynder og fortsættes i en Række Viser; al Tanke om her at have med et Indskud at gjøre, svinder af sig selv. Nornernes Ankomst i V.8 er Varslet for Udbruddet af den første Krig; det er Handlingernes Tid, der afløser Begivenhedernes.
   Hermed er de store Interpolationer til Ende, kun to enkelte Viser 33(3)-34(2) (Hævnen over Balder) og 54 (Vidars Kamp med Ulven) ere endnu forkastelige.
   Man ser altsaa, at Interpolationerne bestaa af forskjellige Lag, afsatte til forskjellig Tid, idet den tredie (Menneskets Skabelse) udelukker den anden (Dvergenes Skabelse). Først altsaa - maaske allerede i mundtlig Tradition - er V. 19-20 indsat efter V.8 som nærmere Forklaring om Nornerne; derefter V.17-18, derpaa V. 9-13 og (maaske af samme Haand) V.5-6, dernæst 14-16. Endelig har V.5 faaet en Linie tilføjet og V.20 to Linjer indskudte. Flere af disse Indskud (navnlig V. 5 og V. 17-18) have en betydelig digterisk og mythologisk Værdi og de ere aabenbart alle af en ærværdig Ælde, Brudstykker af gamle Kvad, der saaledes ere blevne bevarede. Skulde noget af dem være ældre end Vølospá, kunde dette kun være Tilfældet med V. 19-20 og V. 14-16. V. 17 er nemlig i sin Begyndelse en Efterdigtning af V. 8(3-4). – I V. 6 og V. 9 findes den samme Indledningsformel, som selve Vølospá har i V. 23, og det stemmer slet ikke med Stilen i Vølospá at optage en saadan fremmed Formel i sig - i Vølospá er alt af een Støbning; derimod er det forstaaeligt nok, at et lidt yngre Digt, der omhandlede den første Verdensindretning (hvoraf da baade 5-6 og 9-13 vare Brudstykker) kunde smykke sig med en ærværdig, velkjendt Vending fra Vølospá og anvende den methodisk.
   Hermed var da den oprindelige Text af Vølospá for bestandig rekonstrueret som et af de bedst bevarede Edda-Kvad, saa godt som uden Lakuner* (5). Men saa betydelig som denne Gjerning var, dannede den dog kun Grundlaget for Müllenhoffs Værk ; det gjaldt nu om at forstaa Texten. Thi paa Grund af Kvadets sæeregne profetiske Natur og Stil, dets dunkle Hentydning til Myther, der forudsattes bekjendte, dets enestaaende Knaphed, dets ofte noget bagvendte Udtryksmaade (Forkjærlighed for Hysteron-Proteron) og de mange forudgaaende feile Opfattelser var Texten ingenlunde forstaaet, fordi den var givet, i hvilket Fald den ogsaa for længe siden vilde være bleven opdaget. Det er just mærkeligt at se, hvorledes Texten kun kunde findes af den, der havde forstaaet Tankegangen, og hvorledes dennes Forstaaelse forudsatte den rene Text: hvad der i Udførelsen ses adskilt, var i Conceptionen eet. Til Texten føiede Müllenhoff altsaa en indgaaende Commentar, der kun lader faa Punkter uopklarede. Da Vølospá uden Sammenligning er det vigtigste og mindst forstaaede af alle Edda-Kvadene, og da det ved en blot og bar Gjennemlæsning, selv understøttet af enkelte Smaanoter, neppe kan forstaaes af en Fagmand og umulig af en Læg, der ikke er vant til den nordiske Poesis Udtryksmaade og fortrolig med Mytherne: - saa har jeg i Anmærknings-Tillæget givet et Udtog af Müllenhoffs Commentar, der forhaabentlig vil være velkommen for Mange, som ønske at komme til en virkelig Forstaaelse af denne i Verdensliteraturen enestaaende Digtning.
   En Indholdsangivelse og Oversigt foran selve Texten vil lette den foreløbige Gjennemlæsning.


VI. Hávamál.

Naar i Codex Regius Hávamál følger umiddelbart efter Vølospá, da er dette sikkert en Hædersplads; disse to Digte betragtedes med Rette som de ypperste. Mærkeligt at de skulde komme til at dele Skjæbne (sammen med Grímnesmál) som de, der bleve mest forvanskede og længst misforstaaede. Ogsaa her var det forbeholdt Müllenhoff først at trænge forstaaende igjennem og give Digtningen - eller rettere Digtningene - deres kritiske Skikkelse, om end neppe i en saa endegyldig Form som Vølospá, - hvilken de maaske ingensinde vil finde. Opgaven var her endogsaa vanskeligere og mere indviklet end ved Vølospá, idet denne dog havde om ikke nogen egentlig episk Traad saa dog de profetiske Syners anskuelige Sammenhæng, der kunde være en fast Basis for Undersøgelser om Oprindeligt og Indskudt; hvorimod i Hávamál Ordsprog og Visdomsraad syntes at være henkastede uden synderlig indre Sammenhæng.
   I Codex Regius har det 164 Stropher lange Digt kun to Afdelinger, nemlig foran V. 111, hvor Loddfafnesmál begynder, og foran V. 138 (Bugges Tal) hvor Odins Runesang begynder; det sidste Afsnit er stærkest markeret; imidlertid er V. 111 saa øiensynlig Begyndelsen paa noget Nyt, at man allerede tidlig satte Hovedafdelingen her; saaledes inddeler N. M. Petersen Digtet i 1) Det egentlige Hávamál. 2) Loddfafnismál, hvori en viis Mand underviser Ynglingen Loddfafner; og tilføier: »De indflettede mythiske Elementer ere især: Mythen om Odin og Gunnlød eller Digterdrikken, Mythen om Odin og Rinde, hans gjentagne Beilen til hende. Og Runesangen, Runatalsþáttr Odins, Odins Opfindelse af Runerne og deres Kræfter og Brug«.- Her er altsaa allerede en Begyndelse sket til Opløsning af den foregivne Enhed i dens Bestanddele; paafaldende er det, at Petersen lader Loddfafnesmál (regnet fra 111-164 med Runesangen som Indskud) være talt til Loddfafner af »en viis Mand« ikke af Odin selv.
   Med V. 111 begynder Odin selv at tale og hans Tale indføres (fra 112) umiddelbart gjennem en Sanger Loddfafner, der (i 111) træder op og forkynder, at det er Tid at tale fra Talerstolen og forkynde »Mændenes Tale« (? den Høies Tale), som han har hørt ved Urds Brønd.
   I det umiddelbart Foregaaende taler, som sagt Odin, - paaviselig fra V. 95, der dog atter viser tilbage til det nærmest Foregaaende. Han beretter om sit Elskovs-Eventyr med Billings Mø og om hvorledes han vandt Drikken i Kjedlen Odrerer, Suttungs Mjød. - Som Indledning til Elskovs-Eventyret staar en Række tildels hinanden modsigende Sprog om Forhold mellem Mand og Kvinde; den begynder med en berømt Vise (84) om Kvindernes Ubestandighed, hvis sidste Halvdel forekommer i »Fostbrødre-Saga« som Citat af en Træl paa Grønland A.1025.
   Følger man Sporet længer frem, saa støder man efter at have passeret en Priamel (81-83) og et Par Viser paa det berømteste af Hávamáls Visepar (76-77): »Fæ døer, Frænder døe« etc., som afslutter den lange Sprogsamling 1-77. - Denne Samling, der paa en enkelt Undtagelse nær (74) bestaaer af regelmæssige Ljóðaháttr-Viser, alle i samme store Stil, giver Raad og Regler for Opførsel ved Gjæstebud, i Venskabsforhold og i Livskampen af en gjennemgaaende utilitaristisk og skeptisk Charakter og under en staaende Modsætning mellem den Vise og Daaren. Her er der egentlig Intet, der tyder paa, at Odin skal anses for den Talende - ene med Undtagelse af V. 13-14 hvor »jeg« kun kan være Odin, der fortæller, hvorledes han blev drukken i Gunløds Gaard (dvs: hos Suttung) og hos Jætten Fjalar. - Denne Omstændighed er allerede i og for sig mistænkelig; imidlertid, hvis hele Samlingen var præget af en fast logisk Sammenhæng, hvor »Ord ledede fra Ord til Ord« , saa maatte man vel ogsaa tage dette Sted for gode Varer og anse det Hele for en Samling Odin-Sprog. Saaledes forholder det sig imidlertid ikke; ganske vist er der - som Müllenhoff først har paavist - en logisk Traad at finde, men kun naar man forfølger springvis, som en udmærket Støver, der ikke lader sig lokke fra Sporet, fordi Færten taber sig hist og her, men vedbliver at søge, til den atter er funden. Nu afvige just Viserne 8-16 fra denne Sammenhæng, idet V. 17 tydelig fortsætter Tankegangen i V. 7 - Regler for besindig og passende Opførsel ved Gjæstebud - som derpaa fører videre uden væsentlig Afbrydelse til sin Afslutning ved det skjønne og bekjendte Visepar 36- 37 (» Bo er bedst «), hvorpaa, efter et Par tvivlsomme Stropher, et nyt Thema sætter ind med V. 41: Forholdet mellem Venner, der som en vigtig Del af Midlerne til at kjæmpe sig gjennem Verden (afbrudt af V.48-49 og 53-56) leder over til Reglerne for Livskampen.
   Naar altsaa V. 13- 14 ikke hører herhen, saa er der ingen som helst Grund til at anse Samlingen for oprindelig at være tænkt som Odin-Sprog. Det er en Livsvisdom, meddelt af en erfaren, i Skuffelser og Kamp hærdet Olding, der synes at leve i beskedne men uafhængige Kaar - højst forskjellig fra den senere optrædende kaade og pralende Loddfafner, en professionel Sanger, der trækker om med Trællene i en lidet ærefrygtindgydende Skikkelse og ikke forsømmer at opfordre Værten til Gavmildhed.
   De to Odin-Vers, hvis Udskillelse var af saa gjennemgribende Betydning for Opfattelsen af Sprogsamlingen, ses let at have en paafaldende Lighed med det næste Afsnit: de to Odin-Eventyr; - hvorfor det sandsynligvis hører her hen. Det andet af disse - Odin hos Suttung indledes med en Strophe (V. 103), i hvilken man trods dens aabenbart forvanskede Form erkjender en almindelig Maxime (Nødvendigheden af at have Ordet i sin Magt), der illustreres af den følgende Fortælling. Det første Eventyr (»Billings Mø«) synes at have en lang Indledning - længere end Sangen selv - der snakker frem og tilbage om Kvindens Vægelsind og Falskhed og om Mandens Svigefuldhed mod Kvinden, ja desuden opregner en Mængde Ting, som man ikke skal stole paa. Men allerede Formen bl.a. en lang Priamel, i hvilken der ganske formløst er indskudt en Ljóðaháttr-strophe, ser yderlig mistænkelig ud; end mere det selvmodsigende Indhold: V. 84 siger, at Ingen skal tro hverken Møs eller Kones Ord - V. 91 siger det imod og det ostentativt, med et Slag i Bordet: »Nu taler jeg rent ud, thi jeg kjender begge Kjøn: ubestandig er Mænds Hu mod Kvinder«: - aabenbart har En, der nedskrev Hávamál, fundet V. 84 stridende mod sin Erfaring og letter herved sin Samvittighed. Fortællingen begynder. (V. 96) med Ordene: »Det erfoer jeg« og V.95 udsiger at »ingen Sot er værre for en viis Mand end at leve uden at finde Behag i Noget« - hvad man umulig kunde erfare af dette parodiske Elskovseventyr; hvorimod det udmærket kan lære En, at man ej skal stole paa en Kvindes Ord. Der kan da ikke være Tvivl om at Vv. 85-94 ere indskudte og V. 83 alene Indledning til Sangen om Billingsmø, der slutter med atter at optage og bekræfte Themaet (V. 110) - ligesom i Sangen om Suttungs-Mjød V. 109 hoverer over Odins Snildhed og Evne til at belægge sine Ord. - Ganske paa samme Maade have nu Versene om Odins Ølrus (13-14) en Indledning i V. 12, der aabenbart hører med dertil, medens Resuméet her foretages allerede i sidste Halvdel af V. 14 da Helheden her var for lille til at der kunde anvises det en Vise for sig. - Det faar staa hen om disse tre Digte (»Die Odins-Beispiele«) høre til et større Hele, der har behandlet Odins Eventyr i en humoristisk Aand, beslægtet med den i »Lokasenna« og »Hárbarðsljóð« - usandsynligt er det ikke. Men det bør fremhæves, at det romanzeagtige Digt Odin og Billings Mø i kunstnerisk Formning og overlegen Udførelse uden Sammenligning staar høiest i hele Eddaen.
   Vi ere nu naaet tilbage til vort Udgangspunkt: Loddfafnesmál. Dette synes at strække sig til Hávamáls Slutning: thi uagtet Tiltalen til Loddfafner forsvinder med V. 138, der aabenbart begynder et nyt Afsnit (afsat i Haandskriftet), og skjøndt endnu et Afsnit ses at begynde med V. 196 , saa vender dog Apostrophen til Loddfafner tilbage i V. 162. Dette viser sig dog ved nærmere Eftersyn at være en Fiction. Galdresange-Kvadet slutter utvivlsomt med V. 160 - (hvor »et fimtánda« er indskudt). V. 162 er tilføiet af Samlerne, der ikke kunde finde sig i, at Loddfafner ikke længer omtaltes, da dog Odins Tale til ham ikke havde faaet nogen formel Afslutning og altsaa antoges endnu at vedvare. Dette beroede imidlertid atter kun paa at V. 164 (» Nu er den Høies Taler -«) for at give hele den fingerede Enhed »Hávamál« en høitidelig Afslutning, var stillet tilsidst, medens - som Müllenh. overbevisende har godtgjort - dets oprindelige Plads var foran V. 158 som Afslutning af Loddfafnesmál, der er identisk med Hávamál. Formodentlig har da den samme Digter, som foretog Omflytningen, tilføiet de overskydende Vers i V. 110 (»om Runer hørte jeg tale, ei om Raad tav de ved den Høies Hal - i den Høies Hal hørte jeg sige saa:«) i den Hensigt ogsaa at lade Runesangen fremtræde som en Del af Loddfafnesmál; ligesom han misforstod »den Høies Tale« i 110(4) som »Mændenes Tale« (Hávamál - manna mál) uden at bekymre sig om Meningsløsheden, da jo »Hávamál« nu skulde gjøres til Titel paa det Hele, ikke blot paa en enkelt Del.
   Dette er i Hovedtrækkene Müllenhoffs Reconstruction af Hávamál eller for at bruge hans eget Udtryk: »Das zweite Liederbuch des Codex regius.« I Enkeltheder har jeg paa ikke faa Punkter maattet afvige fra ham, ligesom heller ikke Sijmons, hvis Textudgave væsentlig følger ham, har givet ham Ret overalt: ja end ikke Dr. Hoffory, der dog holder sig langt nøiere i Mesterens Spor, er ham overalt trofast. Jeg er mig fuldt bevidst, hvor dristigt det er for en Lægmand og Dilettant at gaa paa egen Haand og ligesom anmasse sig en Autoritets Rolle. Men paa enkelte Overgangs-Steder, hvor den nye Text-Construction og dens Fortolkning, skjøndt støttet af en Autoritetsrække som Müllenhoff , Mogk, Hoffory og Sijmons, syntes mig altfor kunstlet og tilmed beroer paa Omordning af Viserne - Noget, som det forekommer mig man bør være endnu varsommere med end med Udskydning - har jeg været nødt til at søge min egen Vei. Jeg skal naturligvis begrunde saadanne Afvigelser i Anmærkningerne til de paagjældende Steder.
   Iøvrigt var Vanskeligheden ved at træffe den afgjørende Bestemmelse om Formen intet Steds større end ved Hávamál. Thi medens det ved Vølospá snart var indlysende at den ægte Text maatte staa for sig og dette ogsaa var let gjennemførligt, saa var Princippet ved Hávamál ikke uden Betænkelighed; thi Omordningen blev her saa stærk, at en Læser, som var vant til den gamle Form, neppe længer kan finde sig til Rette, saa at det kunde forudsees at den nye Form maatte vække Mishag hos Mange. At blive staaende ved den gamle lod sig dog heller ikke gjøre. - I en Textudgave er det en fortræffelig Mellemvei (som Mülllenhf. har anvist og Sijmons fulgt) at rykke de uægte Viser ind paa Siden og sætte mindre Indskud (indenfor Viserne) i Klammer; men at dette ikke lader sig gjøre i en Oversættelse, der fremtræder med en saadan Udstyrelse som denne, behøver vel ikke nærmere Paavisning. Der stod mig altsaa ingen anden Udvei aaben end ogsaa her at gaa resolut og radikalt til Værks.


VII. Grimnesmál..

Dette Kvad er som det foreligger en saa uordentlig og sammenhængsløs Rhapsodi af forskjelligartede Brudstykker, at dets Overfyldning med uægte Stof ikke kan være Tvivl underkastet. Umuligt kan een Digter have undfanget et saadant Produkt. Man har da ogsaa tidlig været klar herover, uden dog at kunne komme til at skjelne mellem Ægte og Uægte efter et fast Princip.
   I Haandskrifterne staar først et længere Prosastykke med Overskriften : »Kong Rødings Sønner« (eller »Om Kong Raudung«), - ligesom et mindre Stykke afslutter Kvadet, der saaledes er indrammet af Prosa. Denne Prosa skyldes sikkert ikke Digteren, der har forudsat dens Indhold som bekjendt for Tilhørerne, idet han begyndte Digtet midt i den eiendommelige Situation: Odin er som Vandrer kommen til Kong Geirrød for at stille hans Gjæstfrihed paa Prøve; men Kongen, der falskelig er bleven advaret mod den Fremmede, lader ham Sætte mellem to Ilde for at tvinge ham til at nævne sit Navn. Først da Kappen begynder at svides, tager Gjæsten til Orde med en Velsignelse over Kongens Søn, der har givet ham at drikke: aldrig skal han for en Drik faa bedre Gave. Denne Gave er aabenbart ikke en følgende Belæring om guddommelige Ting (hvad man maatte antage, hvis alt eller dog det meste af Digtet - f.Ex. Gudeboligerne - var ægte Bestanddele) men den er Riget efter Faderen, som han faar derved, at Odin aabenbarer sig for Geirrød i hele sin Guddomsvælde og saaledes dræber ham* (6); denne stedse i Tydelighed voxende Theophani er derfor Kvadets Indhold - hvormed dets ægte Linie allerede saa nogenlunde er given. Theophanien begynder med, at Gjæsten ser »et helligt Land, Aser og Alfer nær« - et Land, som intet menneskeligt Øje kunde se.
   I V. 6 møder der os strax en af de plumpe Skjødesløsheder, hvorved Interpolatorerne saa ofte røbe sig. Det hedder: »En tredje Bygd er« og dog har der allerede været nævnt tre Lande: Thruðheim, Ydaler og Alfheim; Interpolatoren har talt efter Viserne i Stedet for efter de i dem nævnte Lande. Men allerede sidste Halvvise af 4 er meget mislig: »og i Thrudhjem skal Thor være« er en fuldstændig meningsløs Fortsættelse af første Halvvise: »Helligt er Land, som ligge jeg ser, Aser og Alfer nær«, desuden er allerede Nævnelsen af Thruðheim, Ydaler og Alfheim en Afvigelse fra Linien, naar det erkjendes (ved Uægtheden af 11-17) at Meningen ikke er at give en Geografi af Gudelandet, men at aabenbare Valhals Herlighed. Den rette Fortsættelse af 4a er da 8a: »Gladsheim hedder det (dvs: Landet), hvor det guldskinnende Valhal straaler vide« . Den anden Halvvise af 8 (»og der Hropt hver Dag kaarer Val af Vaabendøde«) hører sikkert til en anden Sammenhæng, nemlig et Kvad om Gudernes Boliger, hvor den dannede Parallel med 7b: »dèr (dvs.: i Søkkvabek) Odin og Saga drikke alle Dage glade af gyldne Krus.« - V . 9 og 10 fortsætter Skildringen af Valhal (10 er uden Grund mistænkt af Mlnhf.) men V. 11-17 om Gudernes Lande (med gjennemført falske og verseoverfyldende Ordenstal) fører vidt bort fra Sammenhængen; det er aabenbart et Brudstykke af et Kvad om Gudernes Boliger (til hvilket da ogsaa 4b-8 hører) - et pragtfuldt Stykke Memorial-Poesi, indskudt her af en lærd Samler, som ikke havde Blik for Sammenhængen og i Visen om Valhal fandt et bekvemt Tilknytningspunkt.
   V. 18-20 handler vel om Valhal men om Livet deri, medens V. 21 f. fører tilbage, hvor V. 10 slap: Borgens Ydre og Omgivelser: Floden Thund og det hellige Giærde, og V. 23 skildrer Bygningens Indre; Vv. 18-20 er sikkert en Interpolation, efter Mlnhf. den tidligste. V. 24 om Thors Borg Bilskirne falder ei blot ud af Sammenhængen, men forraader sig plumpt som uægte ved Udtrykket »min Søn« , hvormed Gjæsten allerede vilde have røbet sig som Odin. Begyndelsens Parallelisme med 23(1) har mekanisk ledet til Indsættelsen. Den kunde høre til Kvadet om Gude-Boligerne.
   V. 25-26 fuldende Billedet af Valhal med Gjeden og Hjorten, der paa Taget nappe af Læraads Grene; uden tilstrækkelig Grund er 26 forskudt af Mlnhf.; i alt Fald er det en ældre Interpolation end 27-29 , der først har hægtet sig til det: Memorialvers af Flodnavne, dog ikke i oprindelig Skikkelse men med indskudte Linier. V. 29b »hver en Dag, naar til Doms han drager ved Yggdrasils Ask« hidførte Memorialverset om Gudernes Heste, der fik samme Linier tilføiet.
   Denne gjentagne Omtale af Yggdrasil maatte indbyde til at indføre Viser om Verdens-Asken, hvis saadanne fandtes i Traditionen. Saaledes kom 31-35 til; Stykket er dog ikke af een Støbning, da 33 kjender fire Hjorte, men 35 kun een og ingen af de i 34 nævnte mange Orme; Interpolation i Interpolationen. Der er desuden sikkert en Lakune foran 32, hvor et Vers om Ørnen (forudsat i 32 og kjendt af Gylfaginnings Forfatter, som parafraserer det) er faldet ud.
   V. 36 fører vel tilbage til Livet i Valhal men paa en saadan Maade, at den umulig kan være ægte (hvad Sijmons og Mlnhf. ubegribelig nok overser, idet de lade den uanfægtet): ved Ordene »Hrist og Mist vil jeg skal bringe mig Hornet« o. s. v. vilde Odin paa en meget ubehændig Maade have røbet sig selv (ganske som i 24); men ogsaa Charakteren er ganske uægte, da en Optælling af Skjænkemøernes Navne er uden Sidestykke i de anerkjendt ægte Dele, men derimod har Sidestykker nok i de uægte. Til Overflod er Visen sexliniet (resp. niliniet).
   Der følger tre Viser om Solen og Sol-Ulvene (37-39) og to om Himlens og Jordens Skabelse af Ymers Legem (40-41), af hvilke det første næsten enslydende findes i Vafþr. 21, hvilket tyder paa at de stamme fra et ældre Digt om Skabelsen, til hvilket ogsaa 37-39 kunde høre.
   V. 42 fører aabenbart tilbage til selve Hovedsituationen: Odin mellem de to Ilde, hvorover to Kjedler hænge, og fortsættes i 45, hvor den endelige Aabenbarelse tager sin Begyndelse. V. 44 er en aandløs Opregning af det Ypperste i sin Art, indledet af Visen om Skidbladners, det ypperste Skibs, Bygning, der, som 44(2) viser, ikke oprindelig har hørt sammen med den, men er interpoleret tidligere og saaledes har givet Anledning til Ramsen.
   I den følgende Optælling af Odins Navne kan det ikke overraske os, at Samleren har grebet Leiligheden til at indskyde en Mængde Odins-Navne, der andet Steds fra vare ham bekjendte; det vilde endog, efter hele Fremgangsmaaden have været uforklarligt, om han ikke havde gjort det. De overskydende Linier, der endog et Sted danne en i Ljóðaháttrstrophen indskudt Kviðuháttrstrophe, røbe sig strax ligesom de dobbelt forekommende Navne: Grimr, Grimner og Jalkr. Men heller ikke den efterhinkende V. 54 kan være ægte, da Kvadet aabenbart slutter med 53 og endelig maa hele V. 49 ( ei blot 2 Linier) forkastes, skjøndt de hverken anfægtes af Sijmons* (7) eller Mlnhf.: »Grimner hed jeg hos Geirrød« kunde til Nød antages for ægte, hvis det var den sidste Trumf i Navnerækken, men først i en Strophe med andre Navne og Eventyr slæbende efter sig kan det umuligt være ægte. Snarere kunde V. 50 (som Sijm. og Mlnhf. forkaste) bestaa for en Kritik, men med Ordene: »med eet Navn nævnedes jeg aldrig, siden jeg blandt Folk foer« slutter passende Navneoptællingen.
   Som man vil se, er der intet Eddakvad, i hvilket Interpolationerne indtage en saa overvældende Plads; af 54 Viser ere i det Høieste 18 ægte, altsaa nøiagtig en Trediedel. Men i Stedet for et uordentligt Sammensurium er der nu traadt »vel en af de mindste, men en af de mest storartede Eddasange, en Aabenbaring af Odin i hele hans Herlighed og Frygtelighed« (Mlnhf.).
   Jeg har fulgt samme Fremgangsmaade som ved Vølospá og Hávamál, kun at jeg her har markeret Interpolation i Interpolationerne ved at trykke dem med andre Typer. - Ogsaa Rekonstruktionen af Grimnesmal skyldes Mlnhf.; Sijmons, der tidligere havde forsøgt en lempeligere Rekonstruktion, har i sin Udgave kun et Par Steder afveget lidt fra ham; som man har set har jeg paa to Steder (V. 36 og 49) maattet gaa lidt videre end disse to Autoriteter.


VIII. Eddaens gudesange.

Efter den detaillerede Discurs om Vølospá , Hávamál og Grimnesmál optage vi igjen Traaden fra IV., der i Hovedtrækkene fremsatte Virkningerne af den moderne Kritik paa Opfattelsen af de enkelte Kvad; vi gaa altsaa over til dens Virkning paa Forholdene mellem Kvadene i den hele Samling af Gudesangene, som er fremkommen ved at supplere Hovedstammen i Codex Regius med forskjellige andre Haandskrifter, fra hvilke følgende Kvad skrive sig: Vegtams-kviða (C. Arnamagnæanus), Svipdagsmál (Papirshaandskrifter), Hyndloljóð (Flateyjarbók), Rigsmál (Blad i en Codex (Worms) af »Snorre-Edda«).
   Hvad nu for det Første Kvadenes Tids-Forhold angaar, saa har det Lys, der er blevet kastet over Eddaens Vers, givet et sikrere Kriterium til dets Bestemmelse, end man hidtil har været i Besiddelse af. Jeg har allerede bemærket, at Indflydelsen af Kunstpoesien virkede henimod en stedse tiltagende Regelmæssighed, saa at Kvadenes Alder staar i omvendt Forhold til denne. Efter dette Princip har f. Ex. Dr. Hoffory fundet, at »Vølospá er betydelig ældre end Hymiskviða, betydelig yngre end Vølundarkviða, næppe saa gammel som Thrymskviða«. Der lader sig imidlertid udlede mere end en blot Forholdsbestemmelse af Versene; thi intet Kvad i Kviðuháttr og (som Bugge har viist) heller intet i Ljóðaháttr, altsaa intet af Samlingens Kvad, kan være affattet før det Urnordiske Tostavelses-Ord ved Bortfaldelsen af Endelsens korte a og i blev til det senere Nordiskes Enstavelser (f. Ex. dagar til dagr) – dvs.: intet kan skrive sig fra før Slutningen af det 7de Aarhundrede. Hvad Vølospá angaar, paaviser Dr. Hoffory ved Hjælp af en Rune-Indskrift i Kviðuháttr, at det ikke kan være opstaaet før Midten af det 10de Aarhundrede, idet Former fra denne Indskrift ikke kunne indsættes i Vølospá uden at sprænge Metret; paa den anden Side har Sijmons paaviist, at det modsatte er Tilfældet med Thrymskviða, der endog fordrer dem indsat for at dets mange Tre-Stavelser kan forstaaes. Hvis man tør antage, at Vafþrúðnesmál staar i en Art Suppleringsforhold til Vølospá, er der hermed ogsaa givet en Aldersgrændse for hint Digt. - Det er ikke min Mening, at der ikke skulde kunne reises Indvendinger mod enkelte af disse Bevisførelser; det Anførte skal kun tjene til at antyde Virkningerne af en Methode, som endnu kun er i sin Vorden, men om hvilken Dr. Hoffory vel med Rette siger: »Lykkes det paa Grundlag af det samtlige for Haanden værende Materiale at gjennemføre Undersøgelsen efter streng Methode, saa ville vi snart ikke længer se Eddasangenes Chronologi som gjennem et taaget Flor men i Dagens Lys«.
   Müllenhoffs paa een Gang sønderlemmende og samlende Kritik har lært os i Hávamál ikke at se en Enhed præget af en Digternatur, som i de andre Edda-Kvad (bortset fra Vølospás og Grimnesmáls Interpolationer) - men derimod en Samling af Digte af høist forskjellig Art; moden Verdenskløgt - en nordisk Salomos Sprog - pralende Spillemands-Visdom, Rune-Lære og Trylle-Poesi, MemoriaI-Vers, endogsaa Husraad (om end som sidste Indskud) og endelig fortællende Digte, dog ikke i episk men i en til Romanzen sig nærmende monologisk Stil. Navnet »Den Høies (dvs.: Odins) Tale« , der oprindelig kun hørte til en enkelt Del (Loddfafnesmál) kan dog forsaavidt med Rette udvides til den hele Samling, som Odin i Egenskab af Digter-Mjøddens Eier var »Storskjalden« (Fimbulþulr) og særlig var Forbillede og Skytsgud for den omvandrende þulr; som en saadan optræder han selv i Vafþrúðnesmál, hvor han som Gangráðr svarer Jætten med en Vise i Stil med Hávamáls første Del, og i Reginsmál, hvor han som Hnikar meddeler en Varsellære mere i den sidste Dels Stil, endelig ogsaa i Hárbarðsljóð, hvor han overfor Thor cynisk-overlegen praler af sine Eventyr i en Tone, der minder om Hávamáls Midte: »Odins Exemplerne«. Med denne Modification kan man altsaa i Hávamál se en lyrisk Samling af Odin- SangeDas zweite Liederbuch«).
   Overfor denne staar nu en Samling af episke Odin-Sange: Vølospá, Vafprúðnesmál og Grimnesmál, hvortil endnu kommer det korte Vegtamskviða, der var kjendt af Vøluspás Skriver (hvad det indskudte Vers om Vale viser, 33-34) men ikke fandtes i denne oprindelige Samling (»Das erste Liederbuch«).
   Efter de to Grupper af Odin-Sange - epjske og lyriske - følger en Samling af fire Thor-Sange: Thrymskviða, Hymeskviða, Lokasenna og Alvismál; det naturlige Overgangsled dannes af Hárbarðsljóð, en Odin-Thor-Sang, hvori Odin og Thor optræde i Skjændestrid sammen, men dette oversaaes af Samleren, der ganske forstyrrende indskjød Skirnesmál mellem Odin- og Thor-Sangene. Paa Grund af sin høie Alder bør Thrymskviða gaa forud for Hymeskviða, og endnu bestemtere anviser det fortrolige Forhold mellem Thor og Loke i Thrymskviða dette Kvad en Plads forud for Lokasenna (selv om man vil se bort fra dennes Slutningsprosa, i Hymeskviða skaffes den Kjedel tilveie, hvori der brygges til »Ægirs Drikkelag« (dvs.: Lokasenna) - hvorved altsaa disse tre Kvads indbyrdes Plads er givet. Det mindre betydelige Stykke sproglige Memorial-Poesi »Alvismál« slutter Rækken.
   Svipdagsmál (dvs.: Grogalder og Fjølsvinsmál, hvis Sammenhøren og Identiskhed med Sveidalsvisen S. Grundtvig og Bugge har viist) findes først i de sene Papirs-Haandskrifter, men er saa afgjort hedensk, at det ikke bør savnes i en Edda-Udgave, saa meget mer som Hávamáls Samler har kjendt det, eller i alt Fald Skriveren, hvad Tilsætningen til V. 138 gjør utvivlsomt. Ikke blot dets erotiske Charakter stiller det naturlig sammen med det allerede omtalte Skirnesmál; - men i dem begge antydes allerede det senere i Heltesangene saa pragtfuldt udførte Sigurd-Sagn. Freyr giver Skirner en Hest, der paa Beilerfærden kan bære ham over den flagrende Tryllelue, og Svipdag finder sin Bruds Borg paa et Bjerg omgiven af Trylle-Ild. Sveidalsvisen har bevaret endnu et fælleds Element: Samtalen med Hyrden, som findes i Skirnesmál men ikke i Svipdagsmal, fordi selve Farten er oversprunget. I Skirnesmál, der fuldtud hører til Gudesangene, skinner den oprindelige Naturmythe endnu igjennem, medens Svipdagsmál bevæger sig i en mere eventyrlig romantisk Forestillingskreds og staar midt imellem Mythe og Heltesang. Rígsþula med sin Forherligelse af Kongestand og Helteliv, hvis sporadisk antydede Slutning peger mod den danske Old-Historie, og det heroisk-genealogiske Hyndloljóð, der omtaler Skjoldunger, Vølsunger og Gjukunger, leder endelig fra Gudesangene, som de tilhøre ved deres Ramme - Rigs Vandring og Freyas Ridt -over til Eddaens anden Del: - Heltesangene.


Indledning 7 (Lorenz Frølich).jpg




Fodnoter:

(1) * Kun i een Sang »Alvismál« var det ofte paa Grund af de givne Navne umuligt at gjennemføre Bogstavrimet. Jeg griber Leiligheden til at bemærke, at jeg undertiden har været nødt til at benytte Retten til at lade j rime paa en Vokal - for vort Øre ganske vist en pur Conveniens.
(2) * Jeg benytter de tydske Metrikeres sædvanlige Betegnelse, skjøndt den afviger fra den oldnordiske, da den giver en god Modsætning mellem det episke og det lyriske Versemaal.
(3) * Jeg har valgt denne almindelige metriske Betegnelsesmaade i Stedet for Sievers', da denne kun vilde forvirre Læseren, og Forskjellen mellem Betoning og Kvantitet er uden Betydning i denne Sammenhæng.
(4) * Jeg bruger dette Udtryk for Kortheds Skyld. Naturligvis kan Indskydningen ogsaa være sket i den mundtlige Tradition.
(5) * Anderledes dømte man ganske vist tidligere. Rosenberg siger: »Uagtet der aabenbart er flere Huller i Overleveringen«; ja N. M. Petersen endogsaa: »Tildels Brudstykker. Kun Begyndelsen og Enden ere nogenlunde fuldstændige«. Men saalænge Ophobningen af uægte Materiale hindrede Oversigt over Stoffet og Indsigt i dets Økonomi, var det fristende overalt, hvor Forstaaelsen ikke strax indfandt sig, at slaa ind paa den bekvemme Udvei: »Her synes nogle Vers at være udfaldne«.
(6) * Et Synspunkt, som jeg iøvrig ikke har fundet hos nogen Anden.
(7) * Nemlig i hans Edda-Udgave; tidligere har han forkastet det. Ogsaa Grundtvig og Dr. Jónsson forkaste det.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.