Indledning (Fagrskinna)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Fagrskinna


Indledning


I.

Med navnet Fagrskinna betegnede Þormóður Torfason (Th. Torfæus) et håndskrift af en bearbejdelse af de norske kongers sagaer fra Halfdan svarte til år 1177. Navnet havde han givet det på grund af dets smukke udstyr og indbinding; han kalder denne bearbejdelse også Compendium chronicorum på grund af dets kortfattethed. Noget andet håndskrift af dette sagaværk kendte Torfæus ikke af selvsyn. Det gjorde derimod Arne Magnusson, som det f. eks. fremgår af hans notits i AM. 303, 4to: „Ejusdem generis liber annar er og in Bibliotheca Universitatis sub titulo Noregs konunga tal. Være ömaksvert ad conferera þessa bada til samans, og giIra ur þeim eina edition. þvi bader þesser codices eru eitt slags, þott vida differere, og annar sie fyllri enn annar“ (se AM katal. I, 542-43). Bægge håndskrifter tilhørte universitetsbiblioteket og bægge brændte de 1728. Til Danmark var de for længe siden komne fra Norge. Disse to bearbejdelser (håndskrifter) plejer man at kalde under ét Fagrskinna, håndskrifterne selv A (det egl. af Torfæus benyttede) og B.

Om B vides det, at Christiern Pedersen har benyttet det (se G. Storm, Arkiv II, 322-25), dog ikke umiddelbart men på grundlag af uddrag, andre har gjort (sst. 326). Fremdeles har P. Claussön Fris omkr. 1599 benyttet B, og Henrik Höyer noget senere, omkr. 1610, medens hdskr. endnu var i Bergen (sst. 327). Når og hvorledes det er kommet til København vides ikke bestemt; G. Storm antager, at det er sket etter 1627 („ved midten af det 17. årh.“), „ti endnu i 1627 blev et blad deraf udtaget for at benyttes til indbinding af bergenske fogedregnskaber“ (sst.). Denne slutning er dog næppe rigtig. Ti, som bemærket i fortalen til Katalog over de oldn.-isl. håndskrifter i det store kgl. bibl. osv. 1900 (Den nordiske (norröne) oldlitteraturs samling og bevaring, s. XI), fandt der i året 1619 en aflevering efter H. Höyer til biblioteket sted; blandt de da afleverede håndskrifter var en „Kong Haldans Historiebog“; hermed kan, som dr. Kålund bemærker, kun Fagrsk.-B være ment. Det omtalte blad må da være blevet revet ud, hvad der heller intet er i vejen for at antage. Under alle omstændigheder er det påfaldende, at Torfæus aldrig har kendt eller benyttet B.

Af B er der, som antydet, en del af et blad tilbage, der fandtes om et fogedregnskab fra 1627 (Det norske Rigsarkiv 51); det er fotolitograferet i udg. 1847, og vil findes fototyperet i Palæografisk atlas, Oldnorsk-isl. afdeling; håndskriftet har været temlig bredt, enspaltet, stort og nydelig skrevet, med en udpræget norsk hånd og retskrivning; der kan ingen tvivl være om, at det hidrører fra omkr. 1250. At det er skrevet för kong Hakon den gamles død (1263) er klart af bemærkningen om dronning Margrete, er Hacon konongr a (s. 391 6).[1]

B havde mange lakuner; først manglede der to blade (s. 25, l. 1-35, l. 16), dernæst ét blad (126, l. 13-134, l. 8), så ét blad (186, l. 12-193, l. 11), så fire blade (279, l. 11-302, l. 1), med slutningen af slægtregistrene (se s. 392), og endelig (efter A. Magn.s formodning) ét blad (329, l. 22-333, l. 17), samt hele slutningen (347, l. 19 osv.). Det er forholdsvis let at bestemme de tabte blade i forhold til læggene, samt disses antal. Efter mine beregninger har de 2 førstnævnte blade været det inderste bladpar i første læg, men dettes første side har været ubeskreven, så at det kun har haft 15 skrevne sider. Det 2. læg har været helt bevaret, derimod har det 3. læg manglet det yderste bladpar (det 1. og 8. blad), det er de to opregnede enkelte blade. 4. læg har været helt. I 5. læg har der manglet de to inderste bladpar (eller halvdelen); et af disse er det, hvoraf endnu haves et brudstykke; i 5. læg har også det blad været, hvorpå de indskudte slægtregistre har stået, samt den tabte slutning af disse, men i så fald har dette læg bestået af mere end 8 blade, i det ét eller to er blevet stukket ind for at få plads til dem; heri er intet påfaldende; det er netop ret naturligt; skriveren har måske bagefter fået den tanke at tilföje bladene for derpå at skrive slægtregistrene. Hvad endelig den sidste lakune angår, har Arne Magnusson rigtignok ment, at der kun manglede ét blad; der mangler nu imidlertid sikkert mere, nemlig hele 4 blade (ɔ: de 2 inderste bladpar; jfr. Arnes bemærkning i A (A2: „desunt multa“); hvad der er tilbage af B svarer netop til 2 blade, ɔ: det 6. lægs sidste bladpar.[2] Den tabte slutning i B svarer til godt og vel et læg (det 7.). B har således bestået af 57-60 blade.


Af B, således som det forefandtes ved 1700 i universitetsbiblioteket i København, blev der taget forskellige afskrifter. Det blev for det første afskrevet af Ásgeir Jónsson, hvad år og på hvis foranledning vides ikke; rimeligvis er det Arne Magnusson, der har foranstaltet afskriften. Denne afskrift er på en eller anden måde kommen til Island, hvor prof. R. Keyser i 1826 købte den på auktionen efter overretsassessor B. Bröndal; se Fagrsk.1 fort. XIV, hvor det udtales, at B. Gröndal „efter al sandsynlighed har købt den i København på auktionen efter Kofod Anker“. Dette er imidlertid tvivlsomt, da auktionskatalogen, såvidt jeg har kunnet se, blandt manuskripter kun anfører et „Noregs kononga tal“ („efter et hdskr. i AM“) i kvartformat, medens håndskriftet er i folio. Denne afskrift tilhører nu universitetsbiblioteket i Kristiania, hvor den bærer numret 371, fol.; [bl. 1-16 findes afskrevet af G. Þorláksson i AM 391, fol.]. Den synes at være udført med en usædvanlig omhu og således at originalens bogstavformer er efterlignede (som det lange r, v [angels.], Ð f. Þ, for ikke at tale om retskrivningen i det hele). Naturligvis findes også skødesløsheder og åbenbare afvigelser fra orig. på enkelte punkter. Da denne afskrift alt i alt gör det indtryk at være originalen nærmest, er den i det hele bleven lagt til grund for udgaven, dog således, at der er taget fuldt hensyn til de andre afskrifter.

Disse afskrifter er 51, fol. og 302, 4to i AM. De er bægge skrevne af en og samme mand med en smuk og tydelig hånd - uden nogen forkortelser -; men de er næppe skrevne den ene efter den anden, skönt dette efter deres indbyrdes lighed og overensstemmelse i det hele kunde synes naturligst at antage; der findes enkelte ganske små uoverensstemmelser, der tyder på, at originalen i bægge tilfælde er benyttet; vigtig - om end vanskelig forklarlig - er den omstændighed, at overskriften for k. 71 (s. 325) og altså kapitlets begyndelse anføres på forskellig måde; det ene sætter den efter ordet klapper (325, l. 11), det andet 5 linjer længere nede efter flyðu (medens den norske afskrift ingen kapitelinddeling har); at overskriften ikke er lavet af skriveren og tilfældig anbragt forskelligt, forekommer mig utvivlsomt.[3]

Alle disse håndskrifter kaldes til sammen B (som i Fsk.1; hvor en adskillelse göres nødig, har jeg kaldt folio-hdskr. B1 og kvart-hdskr. B2; hvor en modsætning mellem disse (eller det ene eller det andet) skal betegnes, betyder B kun Kristi.-hdskr., dette betegnes også ved „B (alene)“. Denne dobbelte brug af „B“ kan næppe på noget punkt volde misforståelse eller tvivl.

Endnu kan med hensyn til B1-2 tilföjes, at Arne Magnusson hist og her i B2 har tilskrevet nogle bemærkninger, særlig om lakunerne (meget sjælden i B1) og på et forsatsblad i B2 skrevet, at på membranens første side var der skrevet[4] Konunga bok med en nyere hånd (jfr. Katalog); denne titel fortjener næppe nogen videre opmærksomhed.


Hvad nu A-bearbejdelsen angår, er vi ikke så heldige at have noget tilbage af den til grund liggende skindbog. Det var denne, som Torfæus, som bemærket, kaldte „Fagrskinna“ (han henførte den urigtig til det kongelige bibliotek); hver side i denne var tospaltet, hvilket fremgår af den bemærkning af Torfæus, der er anført i Fsk.1 s. IX. Skindbogen kan, på grund af dens retskrivning, ikke have været ældre end fra omkr. 1325-50. Efter en beregning i Fsk.1 l. c. har bogens format været temlig lille, og den må have bestået af godt og vel 100 blade. Den var langt fuldstændigere end B, idet der i den kun manglede to gange et bladpar (se s. 333 l. 16 og 358 l. 14); da den første af disse lakuner delvis falder sammen med en lakune i B og den sidste falder efter B's ophør, er der således to ligefremme huller i teksten, der ikke kan udfyldes. Skindbogen er meget tidlig kommen til Danmark, „enten afleveret allerede af Vedel 1595 eller indleveret efter Hvitfeldt 1618“ (Kålund, Katal. kgl. bibl. s. XIII). 1682 fik Torfæus den, sammen med flere andre, til låns. Fra ham er den kommen tilbage til biblioteket, hvor den brændte 1728. Foruden de 4 allerede givne oplysninger om den får vi en ikke uvigtig til i afskriften i AM 52, fol.; her står etter dens slutning: „samanlesin við Membr: hvorrar sidari partur ecki er rett correct skrifadur og med annari hónd enn upphafid“. Uheldigvis er denne angivelse ikke bestemtere, ti af afskrifterne er det vanskeligt om ikke umuligt, at bestemme, hvor hænderne har vekslet. Ganske vist kan man finde enkelte retskrivningsafvigelser i den „sidste del“, men gennemgående er dog forskellen ikke stor, idet de selvsamme egenheder findes hele bogen igennem. Dette forhold er dog vistnok ikke af nogen större betydning, da håndskriftets begge dele utvivlsomt må antages at have hidrørt fra samme tid (den sidste del skreven umiddelbart efter den første) og vel fra åndelig beslægtede skrivere. Man sammenligne den her aftrykte slutning med de interpolerede som Tillæg I-III trykte kapitler.

Af denne skindbog haves tre forskellige afskrifter - alle ved Ásgeir Jónsson. Det er AM 52, fol., 301, 4º og 303, 4º. Af disse er 303 vistnok den bedste og nöjagtigste, og det er den, der i nærværende udgave er lagt til grund, d. e. lakunerne i B er udfyldte, varianterne bogstavret aftrykte efter den, og de tre tillæg ligeledes. Håndskriftet fik Arne fra Torfæus' enke 1720, og ved dets slutning står, at det 1698 er sammenlignet med originalen (jfr. Katalog). Dernæst kommer 301, der omtrent stemmer ord- og bogstavret med 303, men har dog enkelte afvigelser, der for störste delen skyldes ubevidste afskriverændringer. Originalens retskrivning er i disse to afskrifter nogenlunde godt bevaret. En ejendommelighed ved 301 er, at versene, i modsætning til hvad der ellers - også i B - er tilfældet, er skrevne ud i et (som det uden tvivl var tilfældet i Skindbogen selv.)[5] Her har også Arne Magnusson foretaget rettelser hist og her (vel efter orig.), som dog næsten udelukkende gælder bogstaveringen, mere vigtige tilføjelser se s. 173, 190, 326 (jfr. den kuriøse randbemærkning s. 257); de tilföjede vers har i orig. uden tvivl været tilföjede i randen. I 52 er den oprindelige retskrivning så godt som fuldstændig forsvunden, idet Ásgeir her har benyttet sin sædvanlige islandske; han har også i reglen islandsket de norske former og begået forskellige skrivefejl og ændringer (i udg. er disse hans åbenbare ændringer i reglen ikke anførte); denne afskrift er således den dårligste og mindst pålidelige; dog har den enkelte gange læsemåder, der synes at måtte foretrækkes for de andres.

Alle andre afskrifter beror på de her nævnte håndskrifter og er derfor værdiløse.

Håndskrifterne er betegnede ganske som B-klassens. A betegner dem alle under ét, men, hvor der er modsætningsforhold tilstede, betyder A (jfr. „A (alene“)) kun 303; 52 kaldes da A1, 301 A2.[6])


Allerede udgiverne af Fsk.1 havde set, at B på grund af sine fortrin, særlig aldersfortrin, skulde være lagt til grund, uagtet det var det mangelfuldeste; imidlertid valgte de at lægge A til grund af praktiske hensyn, fordi udgaven skulde „være en brugbar håndudgave“ (s. XIV-XV). Dette sidste hensyn var ved nærværende udgave udelukket, hvis formål er at give den bedste og ældste tekst af værket i den sproglige dragt, det har i det ældste og bedste håndskrift. Der var ingen anden udvej end at lægge B til grund og gengive det så nöjagtig som muligt og give A dels som afvigelser fra B dels helt og bogstavret som udfyldninger til B's lakuner. Der er ganske vist en udvej til, nemlig at udgive hver tekst for sig med afvigelser kun fra de sammenhørende afskrifter, såvidt det måtte findes fornødent. Nærværende udgave har i al fald det uomtvistelige fortrin at give et let og nemt overblik over bægge tekster på engang samt deres indbyrdes afvigelser og forhold.

Som sagt, B er her helt igennem lagt til grund, så vidt det nåde. Teksten er dog ikke slavisk fulgt, idet der nogle gange er optaget læsemåder fra A, efter som det også var hensigten at søge at give denne sagabearbejdelses tekst i en så oprindelig skikkelse som muligt. Hverken B eller A - og dette mindst - har bevaret den ægte tekst fuldstændig. Begge håndskrifter har udeladt nogle af versene, hvorom se oplysningerne i varianterne; sikkert har alle de vers tilhørt den oprindelige tekst, som hvert håndskrift indeholder; jeg har derfor optaget alle A's plus-vers, undtagen v. 55 (s. 49), hvilket burde være optaget. De norske afskrivere interesserede sig åbenbart mindst for versene (som de næppe helt har forstået); derfor har snart den ene, snart den anden undladt at afskrive dette eller hint. En sammenligning af B og A med andre paralleltekster som Heimskringla, Morkinskinna osv., viste, at A i flere tilfælde ved sin overensstemmelse med disse frembød den oprindelige tekst; her frembød altså B en af afskrivere(n) ændret tekst. Det er dette hensyn, der har bevirket muligheden af i B's tekst at optage de originale læsemåder fra A; der er ingen rimelighed for, at A skulde have fået dem fra Heimskr. eller Morkinsk. osv. Som det af anmærkningerne fremgår, er de fra A optagne læsemåder forholdsvis få; i enkelte tilfælde er det klart, at både B og A har ændret teksten, dog således, at A kommer den oprindelige nærmest; i så fald er B's tekst bibeholdt, men i anm. henvist til andre tekster (f. eks. således: „jfr. Mork.“). På dette punkt har jeg overhovedet ment at måtte være forsigtig. Hvor vanskelig en afgörelse undertiden kan være, har vi et slående eksempel i den ejendommelige omstændighed, at teksten i B s. 120s en hans mannum stemmer med Ól. Tr. Oddr I (1853), medens A en hanom eða hans mannum (opt.) stemmer med Oddr II (AM 310).

Ligesom nu A overhovedet i ordlyd utvivlsomt fjærner sig mere fra den oprindelige tekst end B (svarende til deres aldersforskel), således gör det det også ved vilkårlige ændringer af en mere indgribende art. Vi har i Ágrip et par eksempler på, hvorledes norske traditioner, der står i strid med de sædvanlige og historiske (f. eks. om Gamle Erikssöns skæbne), er blevne optagne i skrifter, der var bestemte for Nordmænd. Noget lignende findes i Fsk.-A. Her er den oprindelige korte og nøgterne fremstilling i kap. 1 om Harald den hårfagres fødsel (s. 4 2-6) erstattet med en anden og udførligere, der bunder i en afvigende norsk tradition se Tillæg I. Dernæst er fortællingen i slutningen af samme kapitel om Halvdan svartes død ombyttet med en anden af lignende art og oprindelse som den første, og noget i slægt med Snorres (ligets deling på flere grave); se Tillæg II. Endelig er hele afsnittet om den unge Ragna og kong Harald hårfagre (Tillæg III; kap. 15-19 i Fsk.1 et rent og skært indskud. Om alle disse indskud kan der henvises til G. Storms afhandling i Christiania Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1875, s. 81-88. Da disse indskud åbenbart beror på traditioner i det sydøstlige Norge, egnene omkring og nord for Kristianiafjorden, giver de et fingerpeg om tilblivelsesstedet for A-bearbejdelsen; G. Storm udtaler også, at dens istandbringer var „en Vikværing fra 1. halvdel af 14. århundrede“ (s. 86); dette er uden tvivl rigtigt og bekræftes af den dialekt, der fremtræder i A, og, som allerede Munch havde påvist, var den i „egnen om Tønsberg, Oslo eller Sarpsborg“. Kendere af norsk sprog i det 14. årh. vil mulig kunne bestemme dette forhold endnu nærmere. G. Storm har (s. 87-88) søgt at göre det rimeligt, at A er „skrevet på Huseby i Onsø, hos Haftorssönnerne i den tid, da de gjorde fordringer på Borgesyssel“, og han skimter, navnlig i fortællingen om „hertug Guthorm“ og Harald, et udslag af politisk historieskrivning. Disse tilknytninger forekommer mig dog at være noget djærve. Men disse indskud er i hvert fald interessante eksempler på norske traditioner og deres bogføring.

I B findes ingen sådanne indskud. Derimod findes der i denne bearbejdelse et længere indskud bestående af slægtregistre. Tilknytningen af disse foranledigedes vistnok ved slægtregistret i k. 67 (s. 300-01) og den følgende omtale af Skule Tostes sön i k. 68; her indskydes de omtalte slægtregistre uden nogen egenlig overgangsformel lige efter at Skules ejendomme er omtalte, d. v. s. i slutningen af 68. De er her trykte som Tillæg IV. Dette register handler først om Skules efterkommere og slutter med at nævne kong Inge (d. 1217). Herefter følger Arnmœðlingatal, d. v. s. den store Arnmodsslægt eller de berömte Arnessönners slægt og efterkommere. En genealogisk sammenknytning mellem Skuleslægten og denne slægt findes ved at Asulf Skules sön var gift med Tora, en datter af Skofte i Giske, der atter var en sönnesön af Torberg Arnes sön. Det er netop særlig Torbergs slægtlinje, der behandles. Det bevarede stykke slutter med at nævne Arne Arnes sön og Bjarkøslægten og Ragna Erlingsdatter, der var gift med hövdingen Bjarne Mördssön (beg. af det 13. årh.). Optagelsen af dette slægtregister, der i sig selv er interessant som et vidnesbyrd om norske genealogiske studier i 13. årh., peger mod det nordlige eller nordvestlige Norge (Trondhjem eller Söndmöre?) som deres tilblivelsessted, hvilket atter passer godt med hvad vi ved om B-skindbogen.

G. Storm har i den anførte afhandling behandlet disse slægtregistre (s. 88-108) og aftrykt hvad der er bevaret i B (s. 89-92).

Et uddrag af dette slægtregister, som også P. Claussön har benyttet, - han har dog ikke kendt mere end netop det vi nu har - har man fundet i AM 22, fol., hvilket indeholder forskellige uddrag og samlinger, der hidrører fra H. Höyer i Bergen; se Katalog og Norges gamle love IV, 467-71. Blandt disse samlinger findes også „en gammel norsk ætlæg“, der indeholder flere Söndmöreslægter. G. Storm har behandlet alt dette, aftrykt stamtavlerne og søgt at rekonstruere den oprindelige teksts ordlyd (s. 93-108). Han antager, at de alle hidrører fra hdskr. B. Det er vanskeligt eller umuligt at modbevise dette, men jeg føler mig ingenlunde overbevist om, at så har været tilfældet, og det særlig af den grund, at disse slægtregistre ikke står i nogen organisk forbindelse med de andre og har en fra disse forskellig karakter. Jeg har derfor ikke kunnet bekvemme mig til at optage disse slægtregistre eller Storms rekonstruktionsforsøg som tillæg, men må henvise til hans egen afhandling.

Angående denne sagabearbejdelse som sådan kan der henvises til min litteraturhistorie II, 630-39 og den der fortegnede litteratur. Der er ingen tvivl om, at den er forfattet af en Islænder, men i Norge og rimeligvis for kong Hakon den gamle selv henved år 1240. Det er rimeligvis netop den, som han för sin død lod sig forelæse. Bearbejdelsen er kortfattet, sammenföjet uden kunst og uden kunstnerisk formål. Derimod har forf. bestræbt sig for at fremhæve de vigtigste begivenheder (kampe især), som er knyttede til hver enkelt fyrste, og disse fortæller han ret livligt og underholdende. Det meste af hans arbejde beror på ældre skrevne kilder (enkeltsagaer), som han delvis forkorter og sammendrager; herved kan han göre sig skyldig i forvanskninger og utilbörlige udeladelser (eksempler i min litt. hist.). Forf. har haft godt blik for skjaldeversenes betydning; derfor har han - i den første del særlig - i höjere grad end andre benyttet dem og indført dem, ganske vist ikke altid på en særlig heldig måde. I øvrigt henvises til Storms, J. Þorkelssons, Maurers, Gjessings forskellige afhandlinger.


II.

I nærværende udgave er, som alt bemærket, B lagt til grund, og af de herhen hørende håndskrifter Kristianiahåndskriftet med fuldt hensyn til AM 51 (B1) og 302 (B2); hvor det første er noget medtaget og enkelte ord eller linjestumper hensmuldrede, er de derved opståede smålakuner udfyldte efter B1-2 uden videre. I øvrigt fremgår det tydelig af varianterne, hvorledes forholdet er mellem B og B1-2. Dér er alle virkelige afvigelser anførte samt hvor B er forladt og B1-2.s tekst er optaget. Rent ortografiske afvigelser er derimod ikke eller kun undtagelsesvis optagne. I det hele og store kan det siges, at intet af håndskrifterne har bevaret originalens retskrivning fuldt ud, og dog giver en nöje sammenligning mellem dem vistnok denne temlig sikkert. B har allevegne bevaret det for norske håndskrifter så betegnende Ð som initial (for det isl. Þ); men i B1-2 er dene ombyttet med Þ. Angelsaksisk v findes hyppig (i udg. trykt v); i B1-2 skrives altid almindeligt v. I B skrives så godt som altid enn (ikke en) = „end“, „men“, siðann, meðann, i B1-2 derimod en osv., og dette er uden tvivl det oprindelige og i udg. gennemført. Rimeligvis skyldes den slags fordobling af n i ordenes slutning også i mange andre tilfælde, hvor B1-2 har ét n, Ásgeir selv; her er dog dennes skrivemåde ellers fulgt. I B findes hyppig y i visse tilfælde - hvor norske håndskrifter netop har y - hvor B1-2 har i; jeg anser det for givet, at det er disse, der har ombyttet y med i efter islandsk ortografi. Forholdet mellem r og ur (or) i endelser er i B noget usikkert; der findes flere gange ur for r og omvendt r for ur; i B1-2 er det uniformeret, men der findes spor af orig.s r for ur (ved rettelser); også her antager jeg, at B i alt væsenligt har bevaret originalens stavemåde; vi finder også i andre gode norske håndskrifter (f. eks. de norske blade i Hauksbók) tilsvarende vaklen. Jeg har beholdt skrivemåden. Også på andre punkter er der vaklen f. eks. i refleksivendelsens former; her har jeg i reglen fulgt B1-2, hvor de har endelsen -st, zt, zst, hvor B måske kun har z. Hvor B1-2 har ll eller nn foran d, men B kun ét l eller n (B har ll og nnn som oftest), er B1-2 fulgt. Hvor B i alle de nævnte tilfælde stemmer med B1-2 og der findes brud på reglen, er skrivemåden naturligvis beholdt. I nogle andre tilfælde, hvor B1-2 skönnedes at have bevaret den norske stavemåde (især med hensyn til brugen af œ for e, i i mellem g og e, efor ei foran ng), er denne foretrukket for Ásgeirs i B, der har islandiseret eller moderniseret sin skrivemåde - i de fleste tilfælde ubevidst. Særlig i B1-2 findes aksenter, men så at sige udelukkende over i, altså uden al betydning; derfor er der intet hensyn taget til dem her i udgaven. Angående vokalforhold og lignende, se nedenfor.

Det er således klart, at jeg har stræbt efter at få originalens retskrivning frem ved at fjærne Ásgeirs fejl (islandismer, modernismer) gennem optagelse af B1-2's norskheder; det kan i det hele fremstilles som en selvfølge, at den islandske afskriver af B1-2 ikke har haft noget videre begreb om den specielle norske retskrivning således at han har uniformeret den eller „rettet“ den, undt. da på de mest overfladiske, mest iöjnefaldende punkter.

At den her benyttede fremgangsmåde er rigtig, bekræftes af det heldigvis bevarede brudstykke af skindbogen. Ganske vist genfindes dette ikke i afskrifterne, så at vi ikke derigennem kan kontrollere deres nöjagtighed. En oversigt over brudstykkets retskrivning vil vi derfor her forudskikke. Prof. M. Hægstad har i „Gamalt tröndermaal“ s. 24 udtalt, at „maalet er reglerett gtr.“

Det vigtigste er den vokalharmoni - et bestemt forhold mellem rod- og endelsevokalerne -, der kommer til syne. Vi finder former som: marger, hafðe, varðe, faret, lagðe, lande, iarðer, faðer, Biarne, atte; vapnaðer; riddare -, gerðe, heste; rétte -, orte; bloðe, dotter, moðer, Þorer -, cvæðe, d. v. s. e efter a, á, e, é, o, ó, ǽ andre tilfælde findes ikke i brudstykket;

vi finder: vissi, inni, villdi, firir, silki -, heimi, Reini -, Skuli -, skylldi, kyrtil -, hoggvinn -, sværði, hæfir, tækinn, sægir, nemndi, æftir (eftir), d. v. s. i skrives efter: i, ei, ú, y, ǫ, æ (her skrives også e);

vi finder: varo, - fengo, þessom; velto, jfr. hestenom, konongenom -, Þoro, dottor, d. v. s. o skrives efter: á, e, é, ó.

vi finder: hafðu, hanum, staðum, allum -, hverium, bæztu -, oðrum, Horðu -, systur, og desuden tiðendum - d. v. s. u efter a, æ (e), ǫ, y og, efter det sidst anførte ord at dömme, også í, hvis det er denne vokal, der betragtes sem hovedvokalen i denne forbindelse. Også formen Kyrpinga kan her fremhæves.

Af andre skrivemåder fremhæves: æ og æi anvendes hyppig: æftir, hær, sværð-, tækinn, hværr, sægir, -kæll, hæfir, ælldrið, bæztu osv.; svæin-, þæim, hæil-; ved siden heraf findes dog ikke sjælden e, ei: eftir, hverium, Elldrið; einn, þeim, heimi, þeirra, Reini. Konsekvens i skrivemåden har altså ikke på dette punkt været gennemført i skindbogen. - a findes i Ragn(vallz), e i menn, Ðess-, hendr, sennt, hellt, nest, nemndi; her har der i skindbogen måske heller ikke været fuld konsekvens. o skrives i Þrond(heimr); u i þui, men v i sva, u i sunr, y i skylldi, (men: firir); i adj.-adv.-endelsen -lig skrives -leg. Med hensyn til konsonanterne er det vigtigst, at der altid skrives k foran y, æ og i: skylldi, skylldir (acc. pl.), kyrtil, -kælls, tækinn, medens der i andre tilfælde skrives c eller k: skalla, kostnaðar, cross. Ved hjælp af dette lille brudstykke vilde reglen ikke kunne konstateres, men afskrifterne bekræfter den helt ud. Forlængelse af n og l finder sted foran tandlyd: sennt, ælld, skylldi, fælldr, villdi, -illdr, hellt, allz, vallz, velltan, samt i -kælls (derimod: hendr). Der skrives Reiðar (nom.), men þeirra. Foran t skrives f (Skofta). Som initial skrives Ð (Ðessa, Ðui, Ðeirra). Af andre former findes: biosk, sunr (med r), nenmdi, boks (f. bokks). Endelig bemærkes, at h findes ikke foran l, r (liop, rið), heller ikke i sammensætninger som Ragnilldr, r udelades i nom. Sigrið, samt at den vedföjede artikkel hedder enn i iarlenn, iarlsens, hvilke former dog kunde forklares ud fra vokalharmonien, og at der skrives Rang- f. Ragn-.


Alt dette genfindes i papirsafskrifterne med den samme og naturligvis endnu klarere konsekvens; i visse tilfælde (æ: e) er der den samme inkonsekvens. Men hvor det ene hdskr. har en afskriverskødesløshed, kan det andet have det ægte. Kun undtagelsesvis findes en afvigelse fra reglen i alle håndskrifter. Til bedre forståelse af forholdet skal vi her give en fortegnelse over de indbyrdes afvigelser i det første trykte ark (s. 3-16). Vokalharmonien: hafði (B)-hafðe (B1-2) 3 8, 12 5; -dani-ðane 4 6, sagði-sagðe 4 21, horni-horne 7 4, agiarnir-agiarner 11 9, matti-matte 13 15, lagði-lagðe 14 20, atti-atte 15 19; i alle disse tilfælde er fejlen eller unöjagtigheden på Ásgeirs side; andre tilfælde: dauði-dauðe (ur.) 5 7, konongi (ur.)-kononge 5 17, hverssu (ur.)-hversso 9 7, 11 14, ofnom-ofnum (ur.) 11 2, grænom-grænum 11 4, aræðis (ur.)-aræðes 12 1, allo (ur.)-allu 13 1, frendum (ur.)-frendom 13 19, gerðo-gerðu (ur.) 13 20, mikille-mikilli 14 9, cvæði (ur.)-cvæðe 14 11, viner (ur.)-vinir 14 22, andaðiz (ur.)-anndaðezk 15 7, efter (ur.) -eftir 15 8, nesi (ur.)-nese B2 15 16. I følgende andre tilfælde findes uoverensstemmelser: yfir-ifir (opt.) 3 16, skyl-skil (opt., her har dog måske det første stået i mbr.) 10 10, eftir-æftir (opt.) 15 18; enn-ænn (opt.) 9 5, Ey-Ꝍy (opt.) 14 10, Ðau (opt.)-Þau (jfr. ovf.) 3 7, -dan-ðan (opt.) 3 15, 5 8, það-þat (opt.) 4 13 jfr. þat- þat B2 það B1 5 25; enn-en (opt.) 4 7 (og overhovedet således i betydn. „men“ og „end“), siðann-siðan (opt.) 5 11, meðann-meðan (opt.) 6 8, sialfann-sialfan (opt.) 13 24, iarlana-iarlanna (opt.) 15 9, anfetl-annfetl- (opt.) 11 3, and-annd (opt.) 7 8, andaðr-anndaðr 12 11, lunnd-lund 13 3, lande-lannde (opt.) 15 20; komenn-komen 5 16, drottenn-drotten 8 5; vallde-valde 11 6, vild-villd (opt.) 15 13, haullda-haulda (opt., men næppe med rette) 16 9; sakar-sacar 6 3, komner-comner 7 6, þik-þic 8 3, koma-coma 11 21, sculu-skulu 12 5, toc-tok 15 11, scal-skal 15 15; i alle disse tilfælde hvor k står i B, men c i B1-2, er dette foretrukket; omvendt er foretrukket skiallda for sciallda (B) 16 10. Det samme er tilfældet med hamingiu f. hamingu 5 23, hvilket måske burde være bemærket i anm. ligesom afvigelsen fula-fulla 9 2 og hvæir-hværr 9 3. Særlig skal her omtales formerne loccor-loccr 4 19 og sialfur-sialfr 13 18; lignende indskudt u findes ikke sjælden i B, aldrig i B1-2; jeg har allevegne beholdt det (jfr. ovf.), da det rimeligvis beror på originalen; man lægge mærke til vokalharmonien i de anførte ord; det vilde være mærkeligt om Ásgeir havde fundet på at skrive -or; i sialfur er a-et kort. B1-2-afskriveren har med vilje allevegne skrevet -r, ligesom han allevegne har ombyttet Ð med Þ. Fremdeles skriver B1-2 anndaðezk 15 7 (opt.) for andaðiz i B. Til œ og æ har jeg intet hensyn taget. Ásgeir gör næppe bevidst forskel herpå, B1-2 skriver œ altid som I; da de to lyd aldrig faldt sammen i norsk, er det givet at B har været konsekvent i sin skrivemåde; i udg. er dette œ, I altid gengivet ved h, også i forbindelsen hy. Endelig bör anføres, at 3 5 har B ælldri, B1-2 ældri, hvilket er optaget; dette burde ikke være sket, men hidrører fra en vis usikkerhed i begyndelsen. Noget lignende gælder også sende i B overfor sendi i B1-2 13 16; da e her repræsenterer œ, som ellers findes, er B1-2 skrivemåde den ægte, jfr. nedenfor. Endelig bemærkes, at af punkter findes der i B kun lidt, de fleste er optagne efter B1-2. Også med hensyn til anvendelsen af store og små bogstaver i begyndelsen af en sætning efter punktum (svarende til komma, semikolon, punktum) er der store afvigelser mellem B og B1-2; her er B i reglen fulgt, med optagelse af punkterne fra B1-2.

De her påpegede afvigelser er ikke synderlig store, og det er, på grund af den overvejende overensstemmelse i øvrigt, utvivlsomt berettiget at tage de „rigtige“ former, hvor de findes, og således kombinere de sammenhørende håndskrifter.


Således får vi da, når vi ved hjælp af disse fuldstændiggör det billede, skindbladsbrudstykket giver, følgende vokalharmoni:

1) e står efter a, á, e (lukket), é, o, ó, h, œ,
2) i står efter e (æ), i, í, u, ú, y, ý, æi (ei), au, æy (ey), ǫ,
3) o står efter á, e, é, o, ó, h, œ,
4) u står efter a, i, í, u, ú, y, ý, æi (ei), au, h, æ, ǫ.

Herfra gives der i det hele meget få undtagelser; til de vigtigste hører, at den vedföjede artikel i det hele retter sig ikke efter rodvokalen i hovedordet, men har altid e, undt. hvor dette e er opslugt af hovedordets endelsevokal; en undtagelse er liðit 247 10.


Andre undtagelser[7]: 1) Sigvalldi 81 16 (således alle; ellers -vallde), fiaðri 7 13 (i vers), Haralldi 10 13 (i vers), lanndi 17 6 (vers), Svafnis 17 15 (vers): konongi 14 4, 20 14 (dette er dog uden betydning; B forkorter ordet bægge steder; og på bægge steder har B1-2 -gi, men på det sidste sted er det åbenbart senere tilföjet i bægge), olli 185 1, uræddir 11 9, ræddiz 71 8, dræipir 12 20 (vers), nhfrir 18 10, rhkir 69 11 (vers), hxi 211 5, 212 11 (ellers hxe); sættiz 68 5. - 2) liðe 35 28, rune 141 13 (vers), munens 46 4 (vers), Staure 136 15, blhyðe 124 7 (mulig er dette blot en fejl, B1-2 har, som i anm. oplyst, blhyða), brynne 311 17 (vers), gofge 39 15 (vers). Med hensyn til e (æ) er det vanskeligt på alle punkter at danne sig noget rigtigt billede; man væntede, i alfald efter æ, et i, og således må reglen siges at være, men der er her mange uoverensstemmelser mellem afskrifterne. Kort e skrives dels og hyppigst æ dels e; dette er enten åbent eller lukket. Man væntede vel egenlig i efter æ, e efter (lukket) e. Den følgende redegörelse viser, hvorledes forholdet er. Efter i-omlyd af a, det åbne æ, findes som sagt i reglen i. Således skrives sendi 20 22, sende B1-2, sende (sendi B1-2) 13 16, sende (v) 38 21, jfr. sendir (er[8])) 66 5; brænde 77 7, brendi (e) 251 10; vænndi (e) 80 6; rennde (i) 93 11; lænnder 94 5, lender (ir) 160 5, 166 4, 328 15 (her dog kun det ene hdskr.), men lendir 38 14, 160 17, 169 13, 264 7, 311 16, 336 5; hende 41 17 (v), 51 18 (v), hende (i) 22 9,17, men henndi 95 9 (v), 102 3, 175 18, 176 5, 211 4, 242 6, 343 1; i alle disse tilfælde burde man, i hvert fald hvor B eller B1-2 har i, have optaget dette, og kun beholdt e, hvor de alle har det, men det er yderst sjælden. Et andet synes tilfældet at være med ordet frende (i): frende 62 10, 66 14, 149 2; frendi (e) 62 4, 120 12, 157 18, 170 4, 240 1, 241 12, 389 5, medens frendi kun findes 219 10, 244 20, 245 3; her har e rimeligvis haft en mere lukket lyd. Efter eng skrives i reglen i: lengi (lenge (i) kun 59 10, 175 7), drængir, gienginn, -it, men fengi (e) 179 22, 194 3, 231 12, fenge (i) 209 16, fengiz (ez) 123 5, gengi (e) 85 18; her burde der allevegne været skrevet i. henni skrives således 115 5,8, 343 4, henni (e) 22 1, 83 10, 316 14; formen -i er sikkert den ægte.

Andre tilfælde, hvor e er omlyd af a, er: æftir, således så godt som altid, men æfter (ir) 38 15 (første), 183 4, stærki (e) 44 14, ernir (er) 175 14 (ernir rigtigst), væxte (i) 58 22, vællde (i) 58 16, 62 17 (i reglen: vælldi), Egle (i) 315 16, æfle 97 6 (ellers: æfli, f. eks. 124 5), dreke 237 14 (v), dreki (e) 260 2, festi (e) 145 11 (ellers -i), bætre (i) 84 18, ærfðe (i) 84 25, hæfðe (i) 84 12, 103 3, 114 11, 166 10, hæfðe (B, B2) 86 21 (hæfði B1), hæfer (ir) 90 19,22, 170 9, sætte (i) 85 10, 93 1, 102 11, 207 12, hellde 179 21, 259 1, næmnder (ir) 197 11, stæmde (i) 235 13, strængðe (i) 86 17, tæket (i) 171 1, felli (e) 76 21 (v), vællter (ir) 199 2, meger 69 12 (v), velle 76 21 (v), [men velli, et andet ord, 8 15]: pelle (i) 225 10 (jfr. pellunum, ikke -onom); spenner 44 1 (v), gesti (e) 337 21, hærðer 71 3 (v), hærðir (er) 92 19. herðe 226 18 (v); svænske 156 12, svænski 155 18, 157 13, svænski (e) 116 13, 135 1, 155 20. Der skrives vele 106 16, leste 109 15 (v), hverge 93 5 (v). I alle de her anførte tilfælde synes i at være det ægte og burde være optaget, undt. i de få, hvor alle afskrifter stemmer indbyrdes. Större tvivl kunde være m. h. t. følgende ord: flestir (er) 157 6, 311 2, 317 23, men flester 52 16, 58 2, 219 14, 336 6, jfr. mesti (e) 213 6 (men mesti 157 19) og fresti (e) 310 21; her var udtalen vel mere lukket og derfor -e berettiget; derimod skrives der altid hælgi; jfr. det følgende. Der skrives værðe (i) 97 13, værði er vel det ægte, uagtet æ oprindelig her er lukket, jfr. sværði altid; e er vistnok blevet åbent mellem v og (eller r + medlyd, ikke r alene), jfr. vætri 106 10, 246 16. Særlig omtale kræver ordet gera; her skulde man tro e var åbent, men skrivemåden tyder på noget andet; således findes gerðe hyppigst, f. eks. 3 9, 4 10,12, 46 9, 58 15, 79 3, gerði (e) 53 6, 57 19, 85 17, gerðiz (est) 106 7, gereð 101 6, gerið (e) 337 5,21, gerir (e) 61 12. I kvindenavnet -giærðr skrives: giærðe (i) 155 19, 308 12; -gerði(e) 156 21, men -gierði 157 14; hvad er her ægte?

Jeg går nu over til at omtale skrivemåden af de ord, hvor e er oprindeligt: þegne 37 18 (v), regne 38 1 (v), nefi 7 7 (v), veri 250 14 (v), segle (i) 118 13, segli (e) 174 13, nesi (e) 15 16, 339 10,13, nese 42 18 (v), þele 310 4, seti 268 2 (v), -vege 306 6,8,15, -vegis (es) 306 17, -legre (komp.) 315 13 (v), veðre 95 20, 97 7, 255 12, Valldrese 94 19, Norege så godt som altid, men Noregi (e) 86 1; i þesse- skrives e allerhyppigst, som f. eks. 13 24, 22 2, 93 18, 94 20, men þessir (e) 94 22, 137 20, þessi (e) 94 21, 116 4, og þessi 245 16; i partic. af verber (og lejlighedsvis 2. pers. sing.-plur.) findes: beðner 9 15, freget 12 8, 90 22, 91 8, gefet, -enn, -eð allerhyppigst, men i (e) 82 15, 103 4, 114 10, 226 10; getet 125 24, 177 17, men i (e) 48 6 (v), drepner 98 19, men i (e) 100 1; drepenn 68 17, 106 13, men i (e) 77 9, drepit (e) 86 1,23, 97 19, 101 19; cveðet 9 5, metinn (e) 147 9, leget 98 7, rekinn (e) 99 16, rekit (e) 68 16, veret allerhyppigst, men verit (e) 82 13, 86 21, 146 6, og verit 235 4; - verðir (er) 175 13; greri (e) 69 7; rere 129 9, 149 7 osv., reri (e) 145 6,8, 147 3, 148 14, 167 11; snere 101 8, 97 16, men sneri (e) 78 13, 239 3, 323 2, 325 9. Der er næppe tvivl om, at der i alle de her anførte tilfælde er -e den ægte skrivemåde; jfr. skindbrudstykket.

Den regel, der kan udledes heraf, er altså: etter æ (ɔ: omlyd af a) følger i, undt. i ganske enkelte tilfælde (gera vb.), efter oprindeligt e følger derimod e.

Endelig bemærkes, at enn (= endnu) næsten altid skrives ænn, at ekki altid skrives ecki (ækki, ekki), eigi kun én gang æige (i) 86 12, og værre 198 19 (v).

I afledningsendelsen -endi skrives i reglen i: endi, men -ende 14 3, hrende 113 10 (B1-2; -endi rigtigere B); ærende har B 186 5 (-endi B1-2); ligeledes i -erni og -zemi 334 16,19, 341 17; 334 26; derimod -aðe altid i impf., ligegyldigt, hvilken rodvokalen er. Endelig kan bemærkes at efter io står i, undt. iofre 46 7 (vers), fiorve 55 18 (vers).

3) baruz 151 19 (vers), siandum 183 15 (a må vel betragtes som langt), drapust 335 19; når det hedder iarnom 231 2,4, må a betragtes som langt, det samme er tilfældet med a i sao; festu 176 9, festum 91 5,19, frendum 85 4, cveðiu 186 1, hellu 304 6, 336 8, samt tiðendum 36 3,4, rettendum 62 12, næmdu 55 8; konongum 5 5, roðnum 8 7, fotum 42 7, sonum 236 12, loknum 87 3, [herhen hører næppe drotningu 24 10], monu 252 5, andscotum 276 18 (vers), gotnum 278 3 (vers), þrhnrgðu 138 1.

4) anndort 45 12 (vers), boandom 58 3 [må vel høre herhen], hanom 88 1, 134 10, 152 12 (vers), 177 17, 207 8 (her har B -um, hvilket burde være beholdt; i øvrigt står ordet her i et vers), klaustranom 347 13 [snarest herhen], hatoðr 222 11 (vers), iarlom272 2 (vers); Fitiom 36 3, imon 54 2 (vers), jfr. 79 7 (vers: her foreligger måske en misforståelse), víno 57 21, Rimol 106 12, skifto 137 13, -silo 140 13, vitron 143 8, skipon 270 14; sumor 13 17, lufo 17 5 (vers), sulo 181 8; yðron 47 18 (iðron B1-2), yggio 137 11, Sygno 143 14, syslo 58 17; eino 117 11, Peito 143 12,22; [sǽttozk 45 17 beror på en misforståelse af skriveren; han har heri set vb. sætta, ikke setja], aæggion 114 13, ollom 5 3, glommon 17 3 (vers), hofom 53 12 (vers), morko 35 24, torgor 42 5 (vers), [holfu 22 8 (o altså = ǫ, ikke ó)], hondom 313 7,8, verolldo 121 1, gofgom 62 20; herhen hører også sporðo 327 10, da nom. må have været sparða (ikke sporða). Hvis skrivemåden stoðom 17 1 er pålidelig, må den anses for et bevis for, at der her foreligger subst. stóð, ikke staðr, hvad sammenhængen også snarest kræver. Til slutning skal her forbindelsen io og den følgende vokal omtales. Her findes så godt som udelukkende io . . . u (ikke io . . . o[9]), sål. iofnum, skiolldum, tiorgum, tiolldum, diorfum, giognum, siolfum, hiolltum, giolldum, locull 178 11, bioggu, iorðu, fiorðu, -biorgu, iofur, stiolu, hvilket aldeles bestemt viser, at vi her har med lyden iǫ (jǫ) at göre, ikke med io (lukket o); hertil svarer også ganske forholdet io . . i (ikke io . . . e): giorfi, fiorvi, miorkvi. Når der 58 5 er trykt siolfom, er dette urigtigt; B har sialfom (ur.), B1-2 siolfum; dette burde være optaget. Endelig bemærkes, at i ordet orrosta (-asta) skrives så godt som altid enten -ostu eller -astu; orrosto 15 19 er en undtagelse.

Af andre ejendommeligheder er brugen af y for i, især foran r og l, som skyrn 75 22, 149 9, 181 7, skyraz 137 21, skyrsl 334 2, fyrði 89 11, 94 24, 310 11, Gyrkia 220 8, skyliast 103 12, skyldust 347 16, hylmir 215 7, skylld- 42 2, 120 10; i de fleste af disse tilfælde har B1-2 i for y, men dette beror, efter min mening, på rettelser af skriveren, der på dette punkt godt kunde vide, hvad der efter den islandske retskrivning var „det rigtige“. Den her anførte skrivemåde stemmer netop med norske dialekter, i hvert fald hvad i foran r angår. Desuden findes y for i spredt i andre ord, men så at sige kun i B, medens B1-2 har i: yðron 47 18, gymsum 94 14, sygldu 118 3, Sygno 143 14, gyfta 155 18, 320 10, dyki 141 6, knyðu 151 14, myntizk 149 2, myskunn 224 16, Frysa 126 1, hvortil kan föjes Reyni (B1-2: ei) 389 2. Til de her nævnte tilfælde regner jeg ikke ordet fyndr, der forekommer således (med y) 73 17, 151 17, 155 2, 340 14, 343 5; jfr. Lygris (li- B1-2) 49 1.

Omvendt findes i for y kun i enkelte tilfælde som sist 11 22, sislur 137 6, mindu 22 6, stitta 199 5 (y B1-2); jfr. Ꝍysilo 140 13.

Andre vokalforhold: ottungr 14 19 (o =ǫ́?); jfr. Sogo 56 14 (o = ǫ́), æi = æ (æ): ræidder 51 7, dræipir 12 20, mhire 58 9, þæir (= þær) 323 19, hvæirn (B, B2) 307 8, jfr.meiga 304 12; i øvrigt findes i B (ikke B1-2) nogle gange skrevet ei f. e, særlig foran ng, hvilket utvivlsomt er Ásgeirs nyislandske udtale og allevegne rettet (undt. 35 18). Omvendt findes e f. ei i þema 5 7, 85 2; jfr. ægi 13 15. o skrives i on 115 9 og for omlyden i forðr 5 11 og forðo 263 4, for u i otan 339 18 (jfr. 232 8) jfr. boa- 277 1; e skrives i afledningsendelser kun undtagelsesvis, kosneng 204 5 (i B), Erlengi (sål. B, B2, ing B1) 320 5; o skrives kun i konong-. e findes i annlet 226 2; i (for e) i anden stavelse i forniskiu 306 1. Om svarabhakti -u (o) er för talt.

For a findes æ i æftan 211 18, 338 16 og þærf (vb.) 303 3, 120 15; omvendt findes a for æ i bragðr 69 3, fragt 317 19, hvilket næppe berettiger til at antage særegne former. I ordet bær findes y undertiden indskudt: bhya 77 7, bhy 251 10. - au findes meget sjælden (= ǫ); når der 94 23 skrives aurvondr (= ǫrv-ǫndr), har jeg skriveren, der her sikkert har fulgt en oprindelig islandsk skrivemåde, mistænkt for at have misforstået ordet som sammensat med aurr, og når han skriver hauldum 311 13, 345 20, er au vistnok her et virkeligt au, jfr. skrivemåden ou i A 385 23. Undtagelsesvis skrives ou (lous 102 6). Mellem vokaler udelades i hyppig (flya og lign.; dog er afskrifterne her ofte indbyrdes afvigende). I endelsen -ligr skrives e så godt som altid (undt. 265 14).

Om andre vokalforhold henvises til de nedenfor anførte enkeltformer.


Konsonanter skrives hyppig dobbelt eller enkelt, uden at nogen regel kan konstateres: mit el. mitt og lign., svæinn (acc.) 21 7, svæin (nom.) 22 2, mikill (fem.) 37 15; på dette punkt, især hvor det gælder den vedföjede artikel (nom.-acc.), og andre lignende tilfælde, er B1-2 overhovedet tilböjelige til at skrive én konsonant, medens B, som för antydet i reglen har to (ens i alle hdskr. findes iolenn 338 18, rikinn 323 5). Noget lignende gælder r i flere forbindelser, gen. sg. fem. annarar osv., þæira-, þæirr- osv., ger, gerr og flere gange efter kort vokal (hærr- acc. og som sammensætningsled); desuden findes forr 39 14 (dog kun i B), n findes foran d i reglen skrevet dobbelt, men afskrifterne er her tit ikke indbyrdes overensstemmende; den afskrift, der har doblingen, er altid fulgt. tt findes i sutt 80 24, sett (= sét) f. eks. 125 19, jfr. flytt 314 8, jfr. 313 9. mm skrives i semm 161 9 (kun i B). Endelig bemærkes, at i ord som iarll skrives l som oftest dobbelt, hvilket utvivlsomt er en kombination af den etymologiske skrivemåde iarl og den assimilerede (udtale-)form iall.

h i forlyd foran r og l udelades så godt som altid og mærkeligt nok i æitir 89 22, 101 14 (bis). Kun et par gange findes h i B, hvor det mangler i B1-2; det er Ásgeirs islandske udtale og skrivemåde, der dér kommer til syne. Til gengæld findes det éngang skrevet foran vokal (horrasta 275 20; rettet i udg.), r udelades ofte foran st (fyrst-), altid i acc. noccon (f. eks. 4 11, 134 11), i bænskr 193 21, ð i hhygr 23 16, mellem r og n i stirðnade 160 9 (stirn- B1-2), harðnaðe 197 15 (her har kun B harn-), harðna (harn- B); i alle disse tilfælde havde det vistnok været rigtigst at udelade ð i udg. i steden for at optage det efter de(n) afskrift(er), hvor det står. - g skrives for k i þogt 224 14. I afskrifterne findes uoverensstemmelser med hensyn til ð og t i endelser, her er B1-2, der har de sædvanlige former, i reglen fulgt. Medial-s udelades i hafk 139 7 og komk 271 2. I øvrigt skrives medial-endelsen på en meget vaklende vis: brazk, rhyfðizk, tignaz, þykddust (st-endelser meget hyppige), þykkis (s alene meget sjælden); her er B1-2 i reglen fulgt. For f skrives m i hamnar 150 12, ramn- 6 14, 7 5, stæmnu 155 1, iamnan 6 1, men iafnan 6 5. For v skrives i reglen u i þvi, derimod ikke f. eks. i sva.

Til slutning skal anføres nogle ejendommelige ordformer: bhar (flt.) 135 4, Skæningar (f. Skánungar) 214 17, fear 222 1 (= fe-ar?); knerror 92 6 (et par gange skriver B snækkir f. snækkiur i B1-2, hvilket sikkert beror på skødesløshed), kniom 102 17, liom 151 5, - syðru 335 7, - þesser (nom. sg.) 242 6, for ikke at tale om mec, sec, þec, - tvinni 84 2, 242 8, - grundu (= grunuðu) 121 14.

Alt i alt må det siges, at B afgiver et fortrinligt billede af skriverens norsk ved midten af det 13. årh.


Hvad A (A1, A2) angår, er forholdet noget lignende; retskrivning og sprogformer er sikkert betydningsfulde for den tid og den egn, de hidrører fra. Den første er i det hele meget løs og indbyrdes uoverensstemmende og de sidste viser et vist forfald og opløsning. De fra A hæntede stykker til udfyldning af B's lakuner afgiver et tilstrækkeligt materiale til at bedömme det hele. Som för bemærket har kun A og A2 bevaret den norske retskrivning og disse to stemmer i det hele særdeles godt med hinanden, medens A1 så godt som fuldstændig opgiver originalens retskrivning (og i mange tilfælde dens ejendommelige sprogformer). Til det første kapitel i Tillæggene er varianter tilføjede fra A1-2; de udgör et, om end meget ufuldstændigt, bidrag til bedömmelse af forholdet. I de optagne stykker er A aftrykt bogstavret, med afvigelser fra de andre, undt. hvor der forelå åbenbare fejl.

En beskrivelse af A's retskrivning skal vi ikke her give.


Hvad der ellers kan bemærkes m. h. t. udgaven er, at B's kapitelinddeling er fulgt så vidt muligt; i det hele og store fremgår det af den, at enhver fyrstes saga skulde udgöre et kapitel. Hvor A er benyttet, følges også dens kapitelinddeling; men her er indholdet sønderstykket i mange små kapitler, der i reglen hvert har sin overskrift; A's overskrifter er meget uheldig redigerede og tit naive, men de hidrører ganske sikkert ikke fra Ásgeir (de udelades i A2).


___________


Versene er redigerede og trykte med normaliseret retskrivning under teksten, idet der er taget mest hensyn til Fagrskinnas egne læsemåder, hvor de kunde give mening; ellers er teksten rettet efter de andre kongesagabearbejdelser. Da endel af disse vers i og for sig er let forståelige (som Hornkloves digt og Eiríksmál), medens hovedmængden deraf allerede er fortolket i 4. bind af min udgave af Heimskringla, har man ment her at kunne udelade versforklaring af de øvrige forholdsvis få.

I registrene er navnene normaliserede og givne i den sædvanlige form, dog således at de vigtigste norske skrivemåder er anførte og enkelte nævneformer opførte med henvisning til de sædvanlige.


___________


Til slutning beder jeg bestyrelsen af Universitetsbiblioteket i Kristiania at modtage min bedste tak for at den har udlånt til mig Ásgeirs afskrift af B, så at den helt igennem og uden afbrydelser har kunnet benyttes under hele arbejdet. Hr. prof. dr. L. Wimmer skylder jeg min bedste tak for forskellige vink og råd, han beredvillig har givet mig.


København, i sept. 1903.

Finnur Jónsson.



Noter:

  1. Det er fuldkommen rigtigt, når G. Storm mod J. Þorkelsson hævder (Sn. St. Hist.skr. 45 anm. 1), at a er den rigtige læsemåde; det atti, Arne Magnusson har i sin udfyldning (se s. 391), beror på en misforståelse: han har opfattet a som en forkortelse af atti. I orig. måtte der have stået atte (med e).
  2. Da forholdene ved det 5. læg ikke er ganske sikre, er det muligt, at det er lægets 6. og 7. blad, der er bevaret, i så fald er 1. og 8. tabt, og altså de 2 inderste blade; dette passer nok så godt til indholdet.
  3. I denne forbindelse skal jeg påpege en mærkelighed ved disse to afskrifter. I kvart-håndskr., bl. 129 a, findes uden nogen indledning et drotkvædet vers (i fol.-hdskr. bl. 74 b), der lyder således (jfr. nærv. udg. s. 315, anm. til l. 1; i Kristi.-hdskr. findes intet spor til verset):
    Þat tæl ek firn hvi fornar
    fæmunar lað mæniur
    harma hirðir styrmi
    nauð varla skap dauðar
    grata gæira mhte
    grap kærlinga (-ar B1) skapar
    þor mhrar klhkr þore
    þallur hagum ællri.
    Dette kuriøse og dårlige vers er ikke ganske let at forstå; det synes at indeholde en daddel over, at „gamle koner“ sørger over Tores død (Steigar-Tores død i galgen); verset synes ikke at være så ungt; det har uden tvivl været tilföjet i randen af B-mbr., næppe med dettes egen hånd; nauð synes at måtte læses hnauð, dauðar er vel fejl for dauða; ordene styrmi (h)nauð varla synes læste fejl; det samme gælder enkelte ord i den sidste halvdel (þor, hagum metrisk ur.). Verset kunde forstås således: Þat tel ek firn, hví fornar Femunar láð-menjur harma hirðir (acc.) „styrmi (h)nauð varla“: kerlinga skápar (skrápar?) gráta geira grápmhti; þar klhkr Mhrar þellur haugum(?) ellri Þóri, ɔ: „Det regner jeg for en mærkelighed, at de gamle norske kvinder sörger over krigeren(?); de elendige (affældige) kællinger begræder krigeren; der klynker mörske kvinder, ældre end höjene, over Tore“. Femunar láð = Fæmunsøens land = Norge; Norges menjur = norske kvinder. Mærar þellur = egl. „Möres fyrrer“ = Mörske (norske) kvinder; bægge disse kenninger er mindre rigtige.
  4. Dette turde bekræfte, at første side stod tom; jfr. ovf.
  5. I de andre håndskrifter - også i B - er de skrevne, afdelte efter linjer, dog ikke altid ganske rigtig; til de således begåede fejl er der her i udg. intet hensyn taget.
  6. Her tilföjes, at i en oplysning som følgende „sål. alle undt. B (el. A)“ betyder „alle“ alle de øvrige afskrifter af bægge klasser.
  7. Det vil ses, at flere af disse findes i versene (v): de(n) norske afskriver(e), der sikkert ikke altid forstod dem, fulgte den islandske forfatters original her mere end ellers. Herpå beror vistnok en del af afvigelserne.
  8. Betyder B1-2's skrivemåde.
  9. En undtagelse er iofrom 106 21 (vers).