Indledning Alvismaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Ogsaa denne Sang synes, ligesom de foregaaende, at kunne henföres til de eddiske Læredigte, der oprindelig havde været affattede i Form af en, tildeels dialogisk, eller dramatisk Fortælling, for at bibringe dem, der skulde opdrages til Præster eller Digtere, Religionens Hemmeligheder og Skjaldenes Sprog, men ligesom hine trende (Valas Spaadom, Vafthrudnersmaal og Grimnersmaal) handle mest om theosophiske Æmner, Verdens og Gudernes Oprindelse, Beskaffenhed og forestaaende Skjæbne m. m. saa beskjæftiger Alvismaal sig med forskjellige Benævnelser for nogle af de vigtigste Natur-Gjenstande. For des lettere at fængsle Tilhörernes Opmærksomhed, og for des fastere at kunne bevares i Hukommelsen, ere disse törre Benævnelser indklædte i fölgende Fabel:

Dvergen Alvis (hvis Navn endnu har den gamle uforandrede Lyd og Betydning i det Ny-Danske Sprog) hörende til Mörkalfeslægten, havde paa en eller anden Maade vidst at tilliste sig Löfte eller Tilladelse til at maatte tage en Datter eller Fosterdatter af Thor, her stedse kaldet Ving-Thor (om Thrude eller en anden, vide vi ikke) til Ægte. Da han i en Hast vil afhente Bruden, og opfordrer hende til at fölge med sig, kommer Thor uformodentlig over ham og forbyder ham at före hende bort, da han ingenlunde vil give sit Samtykke til deres ægteskabelige Forbindelse. Dvergen paaberaaber sig sikkre Löfter, formodentlig givne ham af andre Vedkommende i Thors Fraværelse, hvorved han lader sig formilde for saa vidt, at han lover Dvergen sin Datter, dersom denne fortæller ham alt hvad han vil vide fra alle Ni Verdener. Da Beileren underkaster sig dette Vilkaar, fremsætter Thor for ham adskillige Spörgsmaal, hvilke Dvergen besvarer, angaaende Jordens, Himlens, Maanens, Solens, Stjernernes, Vindens, den stille Lufts, Havets eller Vandets, Ildens, og flere naturlige Tings Navne i Guders, Dæmoners og Menneskers Sprog.

Disse saakaldte forskjellige Tungemaal tilhöre nemlig de Guder, Genier, Dæmoner og Mennesker som beboe de otte överste Verdener (da den 9de og underste kun befolkes af uhyre Slanger, indtil de Fordömte samles did efter vor Verdens Undergang) og som findes saaledes betegnede i Digtet:

I 1. - 2. Lys- Alfeheim og Muspelheim   } boe {   1. - 2. De överste ell. höjeste Magter;
Upp-regin, Gin-regin.[1]
- 3. Asgaard el. Gedheim (Gude-Verdenen) 3. Aser eller Stjernehimmelens Guder.
- 4. Vana-heim 4. Vanerne eller Skyeluftens Guder.
- 5. Mannheim eller Jorden 5. Menneskene.
- 6. Jotunheim (Udgaard eller de Jorden
og Oceanet omgivende Fjelde)
6. Jætterne, ogsaa kaldet Suttungs Sönner.
- 7. Sortalfeheim 7. Sortalfer og mythiske Dværge.
- 8. Helheim 8. Haler eller Dödninge.

[9. Niflheim forbigaaes som ubeboet efter det foranförte, skjönt den i visse Maader og kan henregnes til Helheim eller Dödens Verden.]

Vi finde at de ældste Folk have antaget at Guderne havde et andet Sprog end Menneskene. At Grækerne meente dette see vi af adskillige Steder i Homer og hos flere af deres Forfattere.[2] At Inderne kalde en Dialekt af deres gamle Sprog Gudernes Tungemaal er nu almindelig bekjendt, ligesom vi vide at Nordens gamle Digtersprog kaldes endnu i Island Asernes eller Gudernes Tale. Flere Nationer have deres hellige, skjöndt nu for det meste ellers uddöde Mundarter som Inderne f. Ex. Sanskrit og Bali Sprogene, Perserne det ellers ligeledes uddöde Zend, Israeliterne Hebraisk, Russerne Slavonisk [3] o. s. v. Saaledes ere maaskee de Ord her især tillagde Guderne og Dæmonerne, hvilke Digteren ansaae for de ældste, hidkomne med Gudernes Afkom fra Asien eller det jordiske Asgaard. Dog synes disse Benævnelser, især de i Vanernes Sprog, at være lempede efter Væsenernes og deres Boligers formeentlige Forhold til vor Verden i det hele.

Endskjönt Thor intet har at udsætte paa Dvergens Svar, der stedse gives uden Henstand, tager dennes Sag dog tilsidst en sörgelig Vending, da han, bedaaret af sin hæftige Længsel efter Bryllupsglæderne og maaskee tillige ved stolt Selvfölelse af sin overvættes Visdom, udöst til Thors Tilfredshed og Beundring, glemmer sin usle Dverge- eller Sort-Alfe-Natur, da Dagens Frembrud og Solens Straaler overraske ham her oppe paa Jorden, saa at han derved pludseligen forstenes eller tilintetgjöres [4] hvorved Tordenguden fritages for at holde sit nylig givne Löfte, ved hvis Opfyldelse hans höjbaarne Datter vilde have kommet i ægteskabelig Forbindelse med en fæl underjordisk Sort-Alf.

Det gjör mig meget ondt at jeg ikke, som jeg havde ventet, har kunnet benytte den höjst fortjente, lærde og sindrige Gräters hele Bearbeidelse af nærværende Digt, da kun dens Begyndelse findes, indklædt i en Skrivelse til mig af 8de Febr. 1817.[5] Her ere de 9 förste Stropher af Digtet oversatte for förste Gang i det tydske, men Resten har jeg hidindtil forventet med megen Utaalmodighed, paa egne og mine Læseres Vegne, da Gräter har lovet at give sine Tanker tilkjende om de fölgendes væsentlige Indhold og Tendenz. Selv mener han at Hovedgaaden er en Oedipus værdig. I dette Tilfælde kan Oplösningen ikke snarere ventes fra Nogen, end fra ham:

Qvi verum explorat Caro subtilius ipso
Dogmata melliflua promens abstrusa camoena[6]

Meget skulde det glæde mig engang at kunne erholde hans lovede andet Brev over Alvismaal, skjöndt jeg imidlertid lever i det Haab, at vore Tanker herom, i det væsentlige, ikke ville være meget afvigende fra hinanden.

Sandsynligst er det, efter min Mening, at de i dette Digt indeholdte forskjellige besynderlige Benævnelser for den samme Ting, have skullet bruges efter den Stilling, hvori et Menneske var, som enten skulde bede til Guder eller Alfer, eller ogsaa udfrie sig fra Jætters eller andre onde Væseners Vold. Her viser Spiren sig til en i alle de nordiske Riger udbredt Almue-Overtroe, som har, paa den selvsamme Maade, hjemlet visse Benævnelser for adskillige af de Mennesket nyttigste eller skadeligste Gjenstande, der især maae bruges, paa en hemmelighedsfuld Maade, ved visse Begivenheder og Tilfælde.

Ihre og Westerdahl have givet udförlige Efterretninger om denne Skik i Sverrig, som f. Ex. Kjökken-Ilden maae stundum ikke kaldes Ell eller Eld men Hetta; det Vand som hentes eller bruges til Brygning, maa da ikke kaldes saaledes, men derimod Lag eller Löu, som aabenbare kommer af det oldnordiske Lögr (Lagar), og vi see af selve Alvis-Maal (Str. 25) at vore Forfædre havde Benævnelsen Laga-staf for Havet, som Vandets eller Vædskernes Udspring, samt for Byg eller Malt som indeholdende Öllets vigtigste Stof.[7] Skadelige Dyr maae ei heller kaldes med deres rette Navne af Bönder, Jægere eller Fiskere, men derimod med andre bestemte, f. Ex. Björnen maae ei nævnes saaledes, men derimod Naskus, Gubbe, Gammeln, Storfar (Bestefar); Ulven ikke Varg men Guldfot, Gråtosse — thi man siger, at dengang de nu umælende Dyr kunde tale ligesom Menneskene, gav Ulven dem dette til kjende:

Kallar du mig Varg så blir jag dig arg,
Men kallar du mig af Guld så blir jag dig huld.

Den samme Slags Overtroe findes i Norge, Island og Danmark. Saaledes siger Thiele (Danske Folkesagn III. 121) om vor Almue: "Naar man taler om skadelige Dyr da maa man ikke nævne deres rette Navn, men omskrive det, og saaledes kalde Rotterne de langrumpede, Musene de smaa graa o. s. v." Endvidere maa Guldet ved visse Leiligheder kun nævnes det Skinnende (som det synes i Jætters, Kjæmpers eller Dödningers Sprog), da det ogsaa ofte kan være farligt at nævne slige Ting ved det rette Navn (Sstds. II. 154).

I det Ström i sin klassiske Sondmörs Beskrivelse 1ste D. taler om den Norske Almues hemmelige Sprog, hvori hverken Mennesker eller Dyr overhoved maa nævnes med de sædvanlige Ord,[8] lægger han Mærke til de samme Slags Skikke hos adskillige Folkeslag i Amerika. Saaledes hedder det f. Ex. i en Beskrivelse over Guiana: "De overtroiske Indianere iagttage paa sine Reiser visse Sædvaner paa det helligste. Fornemmelig vogte de sig for at nævne en eller anden Ting ved sit rette Navn. Naar de saaledes tale om en Klippe, sige de: det som er haardt; en Ögle, den som har en lang Svands. Ogsaa Floder, Öer m. m. maae omskrives; ellers frygte de for Uveir, Skibbrud o. s. v.; ja endog at et frygteligt Udyr kunde opkomme af Dybet og æde dem op." Alt sligt har uden Tvivl sin Oprindelse fra de ældste Tiders Natur- og Dyr-Dyrkelse, hvorom vi især tydelig overbevises ved de ægyptiske Mindesmærker.

Jeg kjender ingen særskilt, fuldstændig Oversættelse af dette Digt i noget Sprog, foruden dem som findes i de forskjellige för oversatte Samlinger af den ældre Eddas mythologiske Digte.




Noter:

  1. Nemlig Surtur, med de overhimmelske Lys- og Flamme-Aander, 1) Lys-alferne og 2) Muspels Sönner. Jeg anmærker ellers her, at jeg uden at tage noget Hensyn til dette Qvad, havde, af de ældste nordisk-mythiske Digte og Skrifter sögt at udfinde den formeentlige Beliggenhed af deres Ni Verdener; da dette var lykkedes mig, fik jeg paa en Gang en klar Anskuelse af det hele System, og jeg er overbevist om at en saadan Fremgangsmaade bur fölges af enhver Gransker, som vil orientere sig i de gamle Folks Forestillinger om Verdens- Gude- og Aande-Læren. Har man först lært de mythiske Regioner at kjende, bliver de dem beboende Væseners Beskaffenhed aldeles ikke vanskelig at forklare. Forfædrenes ni mythiske Verdener omhandles udförlig i min systematiske Eddalære.
  2. See herom Münter de occulto urbis Rome nomine — hvor denne vor store Lærde ej har glemt at anföre Alvismaal, med Hensyn til vore nordiske Forfædres Meninger. (Antiqvar. Abh. Kopenh. 1816. S. 39 o. f.)
  3. Selv de vilde Grönlændere, visse Negerfolk i Africa o. fl. slige have forskjellige Sprog, dog tilhörende den samme Nation. Den höjere Mundart (tildeels ene bestaaende i Ordenes Gaade- eller Charade-agtige Indklædning) tales kun af de Vise eller Store (for at de naar de lyste, kunne tale sammen uden at forstaaes af deres Undermænd) den laveve er derimod det daglige og alle Stænder lige bekjendte Modersmaal.
  4. Ligesom Menneskene ikke kunne leve i Vandet, Jorden eller Ilden saa digtede de gamle at der gaves Væsener i Jorden og Stenene, som ikke kunde taale Solens Lys. Ogsaa Luft, Vand og Ild tillagde de levende og besjælede Beboere, af en anden Art end Dyr og Mennesker.
  5. I Idunna und Hermode, eine Alterthums Zeitung auf das Jahr 1816. No. 44.
  6. Det har Gräter allerede viist i sine Nordische Blumen 1789. Med frelst Samvittighed kan han igjen modtage, hvad han, altfor gavmild, har tilegnet mig, som imod ham at regne er kun en Novitz i den eddiske Exegetik.
  7. Saaledes oplyser den endnu vedvarende nordiske Folketroe os om Aarsagen til de hemmelighedsfulde Benævnelser, som maa i forrige Tider har givet Ild, Vand, Öl o. s. v.
  8. Saaledes skal man f. Ex. naar man er paa Söen, kalde en Præst Sidkofte, en Ko Sidhale, en Hest Firfötting, en Örn Væsa o. s. v. — "hvilket" — siger Ström — "kommer overeens med den i Danmark, og ventelig paa flere Steder, brugelige Skik paa Jagten."