Indledning Grougaldur (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Dette lille Digt indeholder en Samtale mellem en ung Sön og hans Moders Gjenfærd, ved Indgangen til hendes Gravhöj. I Titelen kaldes hun Groa, og dette samme Navn bar den Vala eller tryllekyndige Spaaqvinde, som efter den yngre Edda (stokh. Udg. S. 110-11) forsögte at udtage den Hvæssesten, som Jætten Hrungner havde kastet Thor i Hovedet. Hun var gift med den Örvandil, af hvem en vis Stjerne har sit nordiske Navn. Qvindenavnet Groa, Groe (som har selvsamme Betydning med det graeske Chloe, ɔ: Groende, Gröde o. s. v.) forekommer hos Saxo i den mythiske Tidsalder, findes endvidere at være baaren af nogle Valaer eller kloge Koner i den senere Tid (f. Ex. i Vatnsdæla Saga) og er endnu almindeligt i Island.

Troen paa Nekromantien eller den Kunst at opvække de Döde, for at formaa dem til Underretning om skjulte og tilkommende Ting o.s. v., var almindelig i den gamle Verden. Enhver kjender Hexen i Endor, de homeriske Dödning-Orakler o. s. v. Den Fabel, som ligger til Grund for nærværende Digt, er af selvsamme Art. Den erindrer om Ulysses's Sammenkomst med hans Moders Gjenfærd og hendes förste Tiltale: "Min Sön! hvorledes er du kommet hid til disse dunkle Steder" о. s. v.

Digtets Hoved-Tendenz er efter min Mening denne. Digteren forudsætter (i Str. 3) at Groa har i levende Live befalet sin Sön at beile til en rig eller fornem Mö (Menglöd). Hende og hendes qvindelige Fölge skulde han gaa imöde; men han beklager sig over at dette er en vanskelig Sag, da de rette Veje (eller hendes Opholdsted) ere ham ubekjendte. Groa svarer (Str. 4) at Farten vel er langsam, men at dens Besværlighed vil belönnes med Kjærlighedens Glæder, naar Önsket först er opnaaet. Sönnen beder da (Str. 5) Moderen om de Tryllesange (kraftige Velsignelser) som kunde være ham til Tröst og Beskjærmelse paa den farefulde Reise, hvorpaa han ellers frygter for at omkomme. De fölge og i selve Digtet, som endes med Groas Löfte til hendes Sön, at naar han vel erindrer hendes Ord, saa vil han ikke kunne overvindes af nogen Fare, men opnaa sit inderligste Önske og ledsages af bestandigt Held.

Af nærværende Digt kjender jeg ingen Oversættelser uden den latinske og svenske i de fuldstændige kjöbenhavnske og stockholmske Udgaver af den ældre Edda. Det findes i vor store Udgaves 2den Deel (altsaa ikke blandt de saakaldte egentlig mythologiske Sange). Mit Uddrag af dets Indhold med nogle tilföjede Anmærkninger findes der S. 968-70.